Skirnirs Samtale med Freier (Adam Oehlenschläger)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt
1. Men da Maane bag Field var flygtet, heftig forfulgt af
Maanegarm, den bevingede Trold, som stedse den ængster,
Meest usynlig for Menneskers Blik, dog stundum i Regnsky
Synlig som Ulv, naar i Dunsterne brun han viser sit Hoved:
Da steg Solen af Hav, som af Bad den rødmende Freia,
Naar hun ene sig troer, og i Tillid blotter sin Skiønhed
For det koldsindige Gry, mens paa Qvist end Fuglene slumre.
2. Skirnir, den lystige Rytter, paa modige Ganger med Tasken
Snørt paa sin Ryg; (ham skienkte Fru Ydun Æbler, og Fulla
Fyldte ham Flasken med Suttungs Miød) - nu red han i Daggry
Odins Ærind at røgte; thi Hermod, Faderens Skosvend,
Ei var i Valhal i Nat; han fløi med Staven til Grækland,
For at hævne din Sorg, o Frei paa den troløse Brudgom.
3. Hurtig nu Skirnir iled; ham Odin sendte til Dofre,
Hvor Smaadvergene boe, de kunstigkløtrende Smedde,
Hvilke forstaae at lave med Kløgt det nyttige Værktøi.
Odin bad dem Kiæden i Dag at hamre til Fenris:
Tynd og smidig, men seig, som holdt, og ved koglende Kunster
Virkt uslidelig. Jern, samt Kobberets raslende Lænker
Fængsled ham ei, thi han brød dem itu, som Kæmpen et Halmstraa.
4. Men da nu Skirnir paa Bifrost red, da tænkte den Bolde:
"Mon ei Freier min Drot et Ærind mig giver? Jeg bør dog
Spørge ham først om Forlov; thi vel Odin byder os alle,
Men en Svend er sin Husbond næst og skylder et Ord ham."
Red saa med Hesten i hvælvede Lund, ved Veien, hvor ofte
Skirnir var vant bag Birken i Skyggen at træffe sin Herre.
Drømmende sad med Haand under Kind ved Kilden i Vaaren
Gierne Freir, naar Sæden var saaet og naar øst var i Vente.
Da nu Skirnir ham fandt saa forgrædt saa bleg og bedrøvet,
Undred han høit sig derved og udbrød: "Hvad! Drotten i Vemod?
Nu da dog Skabningen trindt, rødsmykt, med frodige Svulmen
Yttrer et Haab, som allene din Magt kan trylle til Vished!
Thi kun du est Frugtbarheds Gud. Det hielper en Sædmand
Lidt at han saaer, hvis ei du først lod usynlig en Alfsværm
For ham vandre paa Mark, skrækfuld, med sprættende Vinger,
Spurven til Angst, og som dræbte med smaae befiærede Pile
Regnormskarer og Larver, som vente paa Sæden i Furen.
Men end mere din Vældes Magt i Høsten sig viser,
Naar med dit hellige Blik du forgylder den bølgende Kornmark.
Dig kun lyder da Leernes Klang, min Konning! til Ære!
Naar Høstkarlene hvæsse, da glæder sig Menneskets Hierte
Meer, end naar Sværdene slaae paa Skiold for Kæmperen Auk-Thor."
5. Freier qvad: "Hvad nytter mig Styrken, naar ikke den rækker
Dybere ned, end som Axene groe, samt sugende Bøgrod?
Hvad er vel Skiønhed, naar ikke du elskes?" Da svared ham Skirnir:
"Elskes du ei? Tilbeder en Jord ei, Freier! din Guddom?
Est du ei Odins, Asernes Ven? Og banker et Hierte
Bag en Asynias Barm, som ei høit din Deilighed henrev?
6. Da fortalte ham Freier sin Hændelse: hvordan paa Hlidskialf
Dristig han steeg i Gaar, hvad i Bierget han saae i en Fieldkløft;
Hvordan dybt i hans Bryst nu stod det yndige Billed,
Fyldte ham Siælen med Savn, og fortærte ham Hiertet med Længsel.
Skirnir svared: "Nu mærker jeg Elskovs Virkning; thi Freia
Veemod vækker og Tvivl om Held; og den Elskende sidder
Gierne forsagt med Hænder i Skiød, og vover ei dristig
Hvad dog maaskee var ham let at opnaae, hvis Handlingen fulgte.
Hvi fortvivler du plat? Kan ei Gerda, tænker du, røres?
Er hun ei ung, ei Mø, og i Ungdomsvaaren et Blomster?
Troer du en Troldmand vandt det Skiønhed følende Hierte?
Eja ved Frigg! jeg tænker, at hverken den skiæggede Graabuk
Eller den Ungkarl Hestbeen vandt, hvad du savner i Valhal."
Da giensukkede Freir: "Om jeg vandt din Kiærlighed, Gerda!
Gav dog ei Asernes Fader sit Ja; jeg frygter for Odin!"
Men den smilende Svend ung Skirnir svared sin Husbond:
"Frygter du, Odin nægter sit Ja? Og lod han ei Ægir
Love den hæslige Ran, som saa lumsk paa bølgende Saltbund
Fanger de druknede Mænd i et Net? Bifaldt han ei Skades
Bryllup med Niord? Hvi da dit ei nu med den deiligste Biergmø?
Ikke saa streng og saa rolig er Odin bestandig, som naar han
Skiægget som Gubbe sig viser paa Bænk med Kæmper i Valhal.
Fuld vel kiender han Elskovs Lyst. Den spøgende Freia
Tidt forstyrred hans Ro; da forhadt selv blev ham Særimner,
Kiedelig hist Einheriars Kamp, og han smutted forklædt, som
Pilegrim ofte til Jord, hvor ham huldt sød Kiærlighed vinkte.
Mindes du, da som Roster, den Smed, han giested Fyrstinden
Rinda, hin Konningedatter i Garderik? Tænkte ved Kløgten
Først at vinde sin Yndiges Hu, ved utallige Gaver,
Hamret af Jern, af Sølv og af blødt lystbøieligt Guldmalm?
Men hun foragted det alt, og hun slog ham i sværtede Pande
Heftig med sneehvid Haand. Dog sank ham Modet for det ei:
Kom som en Høvding igien, hielmsmykt med vaiende Fierbusk.
Men hun foragted paa ny, og berørte den bruunlige Kind ham
Atter med silkeblød Haand til Straf; dog kildred ham Tugten
Meer end den smerted; thi Slag af en Mø beskiæmmer ei Helten.
Vreden kun Olie giød i hans Ild: sagtmodig som Tærne
Kom han forklædt tilbage, som Trælmø, solgte sin Frihed;
Tiente sin Frue med agtsom Flid, og vasked hver Aften
I det afsvalede Vand Fyrstindens deilige Fødder.
Da blev hun pludselig rørt (saa sært er Qvindernes Hierte);
Hvad hovmodig hun nægted den sindrige Kunstner og Helten,
Gav frivillig hun Trællen tilsidst. Saa seirer som oftest
Villien, der stunder til Maal kun med Kraft, og taber ei Modet.
7. Meer vel veed man af Odins Bedrift, skiøndt Saga den Snilde
Skiuler Idrætten paa Skiold i en mørk utydelig Rune:
Aser og Vaner foreentes i Fred, paa den østlige Biergaas;
Da klang Natten af Lyst, lokflagrende, blotted til Bæltet,
Vana-Pigerne dandsed, med Vedbendstav og med Bækner;
Vindru-Luernes Kraft havde farvet dem Kinden med Purpur;
Høit fra de svulmende Læber istemte de smeltende Sange,
Som naar en Nattergal slaaer bag sit Løv for at lokke sin Mage.
Aserne fulgte dem snelt i de kiøligtvinkende Myrter.
Heimdal og Vidar savntes, den tauseste Kæmpe, som aldrig
Praler af Seir og Bedrift; man Hermod savned, og paastod
Odin selver forsvandt. Velan! den lystige Nat blev
Kvasers Fader; hans Moder en guldhaarfager og velskabt
Sangerske, sexten Aar, af Vanaslægten, som gav ham
Livet i Myrternes Skygger, og Drengen skiænkte til Valhal.
Hurtig han voxte, blev stærk og klog, og han efter sin Moder
Herlige Viser at siunge forstod; fleer Evner forbandt han.
Rundt han Verden omdrog, thi han elskede Menneskeslægten,
Og udbredte blandt den sin Erfarenhed tit og sin Viisdom.
Men Ondskaben ei slumrer, den vaager i Natten og lurer:
Eengang giæstede Kvaser i Field to skulende Dværge,
Disse den Slumrende vog, men de giød hans Blod i Odrærer,
Son og Bodn, (saa kaldtes de kunstigtsmeddede Malmkar);
Blandte saa Blodet med Honning, og brygged en Drik som besiæled
Menneskets Bryst til Sang, at han henrykt øvede Skialdskab.
Ja de forhaaned den Myrdede meer, og beretted til Valhal:
Kvaser var druknet disvær i sin egen, sin bundløsr Viisdom!
Suttung betalte dem dog! den Dræbtes Broder aftvang dem
Miøden brat; til en gold Fieldsteen de skulende Dverge
Smedded han bister, til Klinten i Bølgerne nøgen og landfiern.
Her han Livet til Straf dem skienkte; men hisset paa Klippen
Ængster den Myrdedes Aand og dem plager evindelig Hunger.
8. Freier sukked; da smiled og vedblev Skirnir sin Tale:
"Suttung giemte nu Miøden i Field; ei rugende Drager
Vogted de gyldene Kar, men hans Datter den blomstrende Gunlød.
Da fik Odin Lyst til at frelse den kostbare Væde;
Sleipner sin Hest han besteg, red hen saa til Ledet paa Marken,
Hvor ni Troldkarle gik og meied med blinkende Leejern
Bøndernes Korn ved Nordlys-Blus; thi Bauge, der' Husbond,
Havde sit Huus i et rummeligt Field, som grænsed til Marken.
Men sligt Ran Hærfader fortrød! De stiælende Jetter
Agter ei Ret eller Skiel: de røve paa Jorden, og trodse
Gudernes Magt i den himmelske Borg; de høste sædvanlig
Der hvor Bonden har pløiet, og Nattens Dunkelhed skiuler
Nidingsværket. Thi Nat er af Jetternes Æt; hendes Fader
Narfe var Trold, hendes Mand var en As; og Delling i Tusmørk
Avled med hende den ærlige Dag! Saa føder det Skumle
Stundum hvad skiønt er og godt. Men Nat, som rider om Jorden
Paa Hrymfaxe sit Øg (som tit hun laaner til Skade)
Holder med Jetternes Hær, hvis Bedrift hun skiuler i Mørket.
Maane, det deilige Barn, med et guldguult Haar om sin Tinding,
Har dog et Mod, som knap skulde tiltroes blegnende Piger:
Thi hun røber dem tidt, fra Skyen hun strækker sit Hoved
Med den livsalige Glands, da flyer Troldkarlen i Fieldmulm.
Dog snart atter han herier og Korn indslæber i Bierget.
Naar Husbonden da vandrer paa Mark i Dagningen, seer han
Fælleden tom, og formoder at Natfrost-Blæsten har afbrændt
Alt hans Haab; da klager til Freir den Arme forgieves!"
9. Freier stirred og sukked, da vedblev Skirnir sin Tale;
Thi han haabed med Skiæmt og med Sagn at trøste sin Herre:
Biergtrold-Hoben ei blot, men de listigpøndsende Dværge
Stiæle ved Somrens Tid sig i Marken og æder af Axet,
Snildt forvandlede først til Oldenborrer og Myrer.
Men da Odin nu Tyvene saae, da ynktes han mægtigt
Over den uselig Bonde; thi tog han Stenen af Tasken,
Ingen bedre paa Jord til Staal at slibe man finder;
Raabte: "Hvo ønsker en Hein til sin Lee?" og kasted i Luften.
Men de begiærlige Trolde, som sloges med Leer om Heinen,
Dræbte sig selv indbyrdes. Da hengik Odin i Bierget;
Tieneste tog han hos Jetten og tiente med ni Mænds Styrke
For Høstkarlene ni. Men Vilkaar sattes: at Trolden
Skulde forskaffe ham Vei giennem Kampestenen til Gunlød,
Drikkens Vogterske. See, da den Troldmand bored i Bierget
Først med Svig; thi da Guden (af Bauge kaldtes han Bølværk)
Blæste det Støv af Arret, som Nageren gnaved, da fløi det
Ham i Øine, fordi ei et Hul gik tvers giennem Klippen.
Andengang da Bauge sit Fritbor dreied i Stenen.
Odin blæste: da fløi alt Sand til den modsatte Side.
Hurtig han da, som en Orm, giennem Aabningen smutted i Fieldet.
Lidet det hialp kun Trolden, han stak: den smidige Slange
Spotted det mordforfølgende Staal. Men Odin i Fieldet
Snart blev igien til en Gud. Da skued paa Leiet han Gunlød,
Slumre med Purpurkind, paa den fyldigtsvulmende Hvidarm.
Lampen udbredte sit Dæmringslys ved Leiet; med guldgrønt
Skiær Malmdunkerne stode, med Laag, med Hanker og Bladpragt.
Gunlød sprætted og vaagned; med hvideste Fingre begneed hun
Øielaaget. Da viste sig Odin ei barsk som en Vildmand,
Men som en Beiler kiæk, der veltalende tolker sin Ømhed:
Og han blev tre Nætter hos Gunlød; venligt hun aabned
Ham Miøddunkerne tidt; han drak af Miøden i Langdrag,
Følte sig qvæget derved, og begav sig atter til Valhal."
10. Skirnir taug og med listige Smil betragted sin Husbond.
Da qvad Freir: "Saa elsker en As! Den stormende Krigshelt
Eier et letbevægeligt Blod; ei Børes og Burs Æt
Kiender den renere Kiærligheds Fryd, dem kildrer kun Vellyst.
Var jeg saa lykkelig, Skirnir! som Odin at sidde paa Hlidskialf,
Kunde jeg blot hver Morgen min Elskede see, o, da var jeg
Dobbelt betalt for mit Suk, for min natlig-strømmende Taare;
Men mig skiller en ugiennemtrængelig Muur fra Gerda;
Og saa vorder nu Alt, hvad jeg giemmer i trofaste Hierte,
Hendes Billed, som Tid og som Afstand aldrig fordunkler.
Ha, hvad høiere Lyst, end at see den Elskede, Skirnir!
Gives i Verden der vel? Ikkun een: den, atter at mødes
Med et usigeligt Blik: da sig Elskov speiler i Elskov.
Huldere vel end Nattergal-Sang i Beilerens Øre
Klinger den Yndiges Røst og saa sødt er Ordet: Jeg elsker!
O, men ei nær saa saligt udtrykker dog Tungen, ei halv saa
Ømt og beskedent, sin Fryd, som et Øie, der svømmer og tier.
Drag til Jetternes Land for Odin, hent ham til Fenris
Koglende Baand, til Tvang for Ulvens truende Sener!
Ikke jeg tvivler, du faaer dem; thi meget udretter jo stundum
Dvergenes Vid og Kløgt. Men Koglen aldrig, min Skosvend!
Intet Baand kan binde din Husbonds Hierte til Valhal!
Evig tilhører det Biergets Mø; og med mægtige Vinger
Flyver det kiekt over Ginnungagap, og svæver om Gerda.
Træffer du hende, saa siig hvad du saae, hvad Freier fortalte!
Sagtens hun hader mig alt; thi en Gud er hadet af Jetter;
Sikkert i mig kun hun skuer sin fødte, naturlige Fiende.
Altfor skiøn desuden for huld, for høvisk i Sæder
Er hun, for ei at eie sin Brudgom. Sætter al Verden
Guden end langt over ham - hvad nytter det Freier, naar Gerda
Foretrækker sin Ven? Farvel! Rygt Ærind for Odin!
Tie om din Husbonds Qval! Maaskee den Foragtendes Fader
Egennyttig sit Samtykke gav. Det baader mig lidt kun!
Ikke jeg beiler til Faderens Magt, men til Datterens Elskov.
Saae du mig sørgende her, da maaskee sig aabned dit Hierte,
Gerda, for Kiærligheds Suk, som naar Fieldtind-Toppen med Snee dækt
I Solstraalerne tøer, og udklækker et Blomster, som dufter
Med langt stærkere krydret Kraft, end Violen i Dalen."
11. Saa han taled, og satte sig hen ved Dammen, hvis Bølger
Elskerens Graad modtog og det skiønhedstraalende Billed.
Men ung Skirnir - (han gik saa tidt til Dværgene Budskab,
Lærte forskiællige Kunster af dem) - da Freier bevæget
Drømmende sværmed og græd, og nedstirred i rolige Damspeil,
Skummed hin, (ei Guden det saae - han tænkte paa Gerda)
Billedet med huul Haand brat bort af blinkende Flade;
Heldte saa uformærkt i et Horn de farvede Bølger,
Proppede vel med en Kork, bandt atter det skinnende Guldhorn
Fast ved sin Lænd og besteg den hæftigtvrinskende Ganger.
