Skjaldekvad (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Første tidsrum, 800–1100
Rent kronologisk set er disse, hvad alderen angår, de ældste nordiske åndsfrembringelser, man kender (bortset naturligvis fra runeindskrifterne). Til at begynde med er de alle naturligvis norske. Blandt de til Island udvandrede Nordmænd findes enkelte versemagere (skjalde), og fra og med midten af det 10. årh. er skjaldekvadene så godt som udelukkende islandske. Der er kun én slægt i Norge, der frembringer skjalde, det er kongeslægten, helt ned til Sigurd jorsalfar; hvad der ellers er af norske vers er kun ganske enkelte mindre (løse) vers. Selvfølgelig er skjaldekvad eller bevidstheden om deres ydre form ikke i og for sig forsvunden i Norge, men da denne digtning pludselig skød frem på Island, var den som med ét forsvunden i Norge. Grunden hertil er og må være den, at Islænderne trængte til en særlig støtte, så at sige en anbefaling, et middel til at vinde fremgang i udlandet, og dette fandt de i digtningen, den om man så må sige personlige heltedigtning. Af de historiske forhold var det givet, at Islænderne, både de ældre og de yngre, især købmændene, måtte ty til fyrsterne — konger og jarler — dels for at kunne færdes frit og sikkert i landet, dels for at erhværve sig hæder og gods. Alt dette kunde de få ved at slutte sig til fyrsten og helst blive hans håndgangne mænd. Men for at opnå de goder, der her var tale om, skulde de være i besiddelse af så mange ævner og fremragende egenskaber som muligt, hvorved de kunde stå sig i konkurrencen med de indfødte selv. Disse var tildels af andre grunde forpligtede til at støtte kongen, og tapperhed var for dem igrunden den vigtigste adkomst til at blive kongsmænd. Det er derfor meget forståeligt, at de Islændere, der besad skjaldeævne, hurtig lærte at indse dennes fremragende betydning for dem, netop også fordi de vidste, hvor stor en pris kongerne satte på den slags forevigelse af sig og sine bedrifter. Dette sidste kendes fra de ældste tider, men især er det dog Harald hårfagre, som har grundlagt fyrsteskjaldenes stilling og anseelse, og hans eksempel fulgte alle de følgende fyrster. Denne anseelse bredte sig ud og blev fællesnordisk, selv om fyrstedigtenes egenlige grund er Norge. Der findes skjalde hos de svenske og danske konger, hos Knud d. store i England, hos Orknøjarlerne osv. I selve Island blev også enkelte hövdinger hædrede på denne måde. Dette må have været grunden til det her omtalte forhold — at Islænderne så at sige ganske fortrængte Nordmændene som skjalde. På Orknøerne findes skjalde, men ingen hirdskjalde. Således også i Grönland; der kendes ingen hirdskjald derfra, og dog vides det, at man også der har digtet (endogså et versemål kaldes: »det grönlandske«; benyttet af Snorre).
Skjaldedigtningen var som bemærket meget höjt anset, den betragtedes som en gave fra Odin, der selv havde skaffet sig skjaldedrikken; og ingen nærede den kærlighed til den som skjaldene selv; det smukkeste udtryk for dette har den gamle Egill Skallagrimsson givet i sit digt Sönnetabet. Digterævnen er hans bedste trøst. Rundt omkring hos skjaldene findes små indskudssætninger, der viser deres glæde og stolthed over deres ævne. At de til gengæld væntede gunst og gave for deres digte var ikke mere end naturligt og ganske i oldtidens ånd (»gengæld skal være gave lig«). Og store var tit og ofte de gaver, de fik; det var forskellige kostbarheder — prægtige kapper, sværd, skjolde, ja skibe med eller uden skibsladning. En ærkegnier var den, der ikke vilde Iönne skjaldekvad; det viste tillige, at han ikke besad den rigtige sans for deres betydning og værd. Torbjörn hornklove giver os et friskt billede af skjaldene blandt kong Haralds følge: »på deres rustning og dragt og guldringe kan man se, at de er kongens bekendte; de råder over røde felder med smukke striber, sølvomviklede sværd, ringvævede særke (brynjer), forgyldte skulderremme og figurerede hjælme«.
Skjaldene havde også på en anden måde en stor betydning, nemlig som kvadfremsigere; de underholdt folk ved festlige og andre sammenkomster, kongens hird eller ham selv lejlighedsvis, ved at fremsige egne og andres digte. Det hører man om Tormod kolbruneskjald (se ovf. s. 77), om digteren Stúfr, der for Harald hårdråde, som selv var skjald, fremsagde en mængde digte (draper og flokke). Dette havde stor betydning for kvadenes overlevering og bevarelse for eftertiden. Også denne kvadfremsigelse lönnedes godt.
Hos Harald hårfagre havde der som sagt været hirdskjalde; flere af disse har sikkert sluttet sig til ham for livet eller i hvert fald for en lang årrække. Således gik det også nogle af de islandske skjalde, der gör det samme, Sigvat hos Olaf og Magnus, Tjodolf hos Harald hårdråde, mulig Ottar svarte hos Knud d. store (för havde han været længe hos Olaf d. svenske, indtil dennes død). I de aller fleste tilfælde vendte de unge skjalde dog tilbage eller var idelig på rejser (som Hallfred); de tog da undertiden fra den ene fyrste til den anden som f. eks. Gunnlaugr. I øvrigt vides kun lidet om de fleste skjaldes liv i det enkelte.
Når en skjald besøgte en fyrste og havde fået foretræde, udtalte han ønsket om at måtte fremsige et digt om ham. I reglen måtte skjalden vente i nogen tid; fyrsten var ikke altid straks oplagt til at høre derpå eller han vilde først erfare noget om skjalden selv og hans egenskaber; undtagelsesvis vilde han vide, hvorvidt vedkommende var dygtig nok, som Harald hårdråde, der ikke ønskede, at enhver stymper skulde digte om ham; Stúfr spurgte han, om der var skjalde i hans æt; han nævnede Glúmr, »da er du ingen dårlig skjald, hvis du ikke digter ringere end han«. Da så den dag kom, de skulde fremsige kvadet for hele hirden, da var det virkelig et höjtideligt öjeblik; skjalden træder frem i sin bedste stas, hilser (med en hovedböjning) på hirden, der sad på begge langbænke i hallen, og kvæder så sit kvad med höj og lydelig stemme og distinkt, for at folk bedre skal forstå det. Sikkert var forståelsen temlig let i det hele og store, selv om man mulig ikke fattede hver omskrivning i alle enkeltheder. Man var nu engang opdraget til at forstå disse digte, og der er flere vidnesbyrd om, hvor let det gik. Om sang er der ikke tale, men kun om en rytmisk fremsigelse. Derfor er der heller ikke tale om noget ledsagende spil på et instrument; det har været almindeligt at antage, at skjaldene har spillet på harpe til fremsigelsen, men dette beror på en misforståelse. Der findes ikke en eneste antydning deraf i kilderne og desuden passer ikke harpespil til en sådan fremsigelse. Da skjaldene var færdige, modtog de i reglen deres Iön. Undertiden havde der været fjendskab tilstede mellem skjalden og fyrsten, og skjalden modtog da sit hoved til Iön (hovedløsningsdigte).
Skjaldene er ofte stærke i deres udtryk, stærke i ros og lovtaler over fyrsten og hans gærninger med samt hans mænd. At kalde dem smigrere eller hyklere vilde dog være det uretfærdigste, man kunde sige om dem. At de i virkeligheden har ment, at fyrsten fortjænte al den ros er utvivlsomt; sagen var den, at man i det hele ikke let kunde tænke sig en fyrste, der skulde styre et rige og føre en hær, uden at han besad de dertil nødvendige egenskaber. Tapre var disse fyrster i reglen, hvad man så end kan sige dem på, og det er i første række deres kampdygtighed, der så stærkt fremhæves. Når den ærlige og uforfærdede Einar skåleglam kalder Hakon jarl for »edomhyggelig«, er dette ganske sikkert alvorlig ment, uagtet det i vore öjne ikke ret passer på Hakon jarl. Men Einar betragter ham som han vilde betragte en ideel fyrste; således burde han være — således var han. At skjaldene var selvstændige mænd, der ikke var og ikke mente at være smigrere og heller ikke betragtedes som sådanne, fremgår af deres ofte meget dristige forhold til kongen; vi vil slet ikke tale om Sigvatr, et af de smukkeste eksempler på kongetroskab og frimodighed i forening. Men man kan minde om Torleif jarleskjalds forhold til Hakon jarl, eller hin Bjarne, der siges at have kastet et drikkehorn i ansigtet på samme jarl osv. Spasmageren Halle hos Harald hårdråde er et godt eksempel — ikke alene på frejdigt humør — men også på djærv selvstændighedsfølelse.
Det faktiske indhold af deres kvad havde skjaldene — når de da ikke var öjenvidner, hvad de ofte var — tidligere måttet samle og det vistnok endogså medens de endnu var på Island, da de altid har deres (første) digt færdigt ved det første møde med fyrsten. De har da forhørt sig hos mænd, som måtte vide god besked om fyrstens færd — og det var i de tider ikke vanskeligt, da samfærselen var så rig. Det gik jo ikke an, som Snorre bemærker, at komme og fortælle fyrsten enten om ting, han ikke havde udført, eller fortælle skævt og urigtigt derom. »Det vilde da have været hån og ikke ros«. Dette er ganske rigtigt. Oplysende for skjaldenes fremgangsmåde er, hvad der fortælles om Hallfred efter kong Olafs død; han vilde digte et arvekvad om ham og han opsøgte da mange, der havde været tilstede i den sidste kamp, for at få så nöjagtige beretninger som muligt. Har man båret sig således ad med arvekvadene, har man sikkert ikke været mindre omhyggelig, når det gjaldt levende personer, der selv skulde høre deres kvad.
Men heri ligger netop den bedste borgen for kvadenes pålidelighed; deres historiske troværdighed er i virkeligheden uomtvistelig, og deri ligger deres störste betydning, noget som man allerede meget tidlig vidste og forstod at vurdere. Samtidige skjaldedigte er historiske kilder af bedste art. Samlede er de norske fyrsters kvad, eller vilde de være, hvis vi havde dem i behold, en fremstilling af Norges hele historie, hvad ydre begivenheder angår. Snorre og hans samtidige var så heldige at have dem alle, vi har desværre kun de få stumper og stykker, der tilfældigvis er anførte i sagaerne. Derfor har de ikke så stor en betydning for os.
Man har villet drage skjaldenes sanddruhed i tvivl og derved svække deres digtes historiske betydning. Men de fejl, man har ment at kunne påvise, falder bort ved nærmere eftersyn og efter at teksten er bleven kritisk fastslået. Man har peget på et vers af Sigvatr, hvor han sætter Olaf den helliges fald i forbindelse med en solformørkelse; dette er urigtigt, da de to ting ikke var samtidige. Men forklaringen er let. Sigvatr var selv på en udenlandsrejse, da Stiklestadslaget stod. Det digt, hvori verset findes, er først digtet 10 år senere, men allerede et eller to år efter Olafs fald var hans hellighed »kommen op« og legenderne om ham og hans mirakelævne allerede i fuldt flor — hvad vi ser af Torarin lovtunges digt om Sven Alfivasson — . Munkene har tidlig sat solformørkelsen og Olafs død — efter Kristi forbillede — i forbindelse med hinanden, og det har folk troet. Det er denne »fejl«, Sigvatr har begået, at optage det almindelig fortalte og troede, uden at han har ment at behøve nærmere at undersøge sagen. Der er ingen grund til at antage, at han har vidst det rette. Man har derimod ad forskellige veje kunnet vise digternes historiske velunderrettetned, f. eks. m. h. t. Harald hårdrådes færd i Syden. Når et vers og prosaen ikke ganske stemmer eller synes at stemme indbyrdes, er det netop ikke bevis for versets urigtighed.
En anden betydning, skjaldekvadene har, er mytologisk, dette dog i mindre grad. Blandt de ældste kvad er nogle, der besynger genstande, især skjolde, hvorpå forskellige myter og heltesagn var malede. Sådanne skjolde har været af den art som Einar skåleglam engang forærede Egill; det var pragtstykker, paradeskjolde, som kun var til pryd, ikke til forsvar i kampen. De er bleven benyttede ved fester og folkemøder ligesom prægtige kapper og lign. Sådanne skjolde har været en yndet gave, og når en skjald var modtageren, har han lönnet gaven med et digt om den og dens fremstillinger. Endvidere er der også blandt de ældste digte genealogiske kvad, hvori den besungne fyrste hovedsagelig prises for hans forfædre; når disse går helt tilbage til sagntiden (som i Ynglingatal og Háleygjatal), får man der en sagnhistorie af stor betydning. — Endelig har kvadene betydning for mytologi og sagn ved deres på bægge dele beroende omskrivninger. Dog er denne betydning temlig indskrænket og gælder især de ældste digte, da den ene skjald gentager, hvad den anden og ældre har sagt, uden at tilføre noget egenlig nyt.
For det tredje har digtene en sproglig betydning, og denne er for os overvejende. Der er så meget tilbage af digte fra omkr. 900, nogle endda fra 800—850, ned til omkr. 1100, at de giver os et fortræffeligt billede af sprogets former og tilnærmelsesvis disses ændringer i tidens løb, dette så meget mere pålideligt som kvadene i formel henseende er så faste, strænge og nöjeregnende. De giver et udmærket totalbillede af det norsk-islandske sprog i det nævnte tidsrum. Denne skjaldenes betydning var i oldtiden allerede erkendt, hvad man ser af den 1. grammatiske afhandling, der omtaler skjaldene som »dommere over al bogstav-lære og udtaleforskel«.
At digtene har en almindelig kulturhistorisk betydning siger sig selv og behøver ingen nærmere omtale.
Den her anførte betydning har dog først sit fulde værd, hvis skjaldekvadene er ægte, d. v. s. fra den tid og af de forfattere, de udgives for at være. I det hele og store er der ingen grund til at betvivle, at de er det, og det bestrides i det hele ikke — undt. i flere tilfælde for sagaernes løse strofers vedkommende. Der er sikkert yngre vers i dem, og der er grund til at være på sin kritiske post overfor dem, men sprog og form og ånd er her ofte en udmærket vejleder. Om flere eller færre af dem er »uægte«, har virkelig mindre at sige; det er fyrstekvadene, det hovedsagelig drejer sig om. Næppe omtale værd er G. Vigfússons hævdelse af, at skjaldekvadene för 1100 omtr. er i det 12. årh. bleven omdigtede, helt forandrede, således at især stedsnavne skulde være fjærnede og andet sat i steden for. For det første savnes ethvert håndgribeligt bevis i så henseende; når hypotesens ophavsmand spörger, hvorfra sagaskriveren har sine egennavne, er svaret let; han kan have haft dem fra de andre tabte vers og han kan have fået dem fra den mundtlige tradition. Dernæst er det ikke let at fatte den psykologiske årsag til en sådan omdigtning, navnlig når man ser hen til den uhyre respekt, der herskede for de gamle skjalde netop i 12. årh. Farligere har det forsøg været, som S. Bugge har gjort på at bevise, at de ældste skjaldedigte, Brages og Tjodolfs, var »uægte«, d. v. s. digtede først i det 10. årh. eller dettes slutning. Sprog og form m. m. har han villet godtgöre var yngre end 9. årh.s. Almindelig tilslutning har dette forsøg ikke fundet, men er efter min opfattelse blevet modbevist især ved hjælp af den metriske forms ufuldkommenhed og egenhed (dette især hos Brage); men vi kan ikke her komme ind på alle de herhenhørende enkeltheder, men henviser til de pågældende afhandlinger, og hvad der senere vil blive sagt om hver enkelt skjald. Ifølge Snorres ord havde man ved 1200 udmærket rede på skjaldenes digte (jfr. det i så henseende vigtige Skáldatal, en fortegnelse over alle fyrsteskjalde) og man finder dem så godt som altid holdt ude fra hinanden. Der findes i enkelte håndskrifter en sammenblanding af de to samtidige skjalde Torbjörn og Tjodolf, hvilket dog mulig kommer af, at en forkortelse af den enes navn i et håndskrift er blevet misforstået. Endelig skal det bemærkes, at en bevidst efterlignelsesdigtning ikke kan antages at være opstået för end i den »lærde« tid i Islands litterære historie, d. v. s. i 12. årh. (fornaldarsagaversene).
Denne digtenes ægthed støttes kraftig ved, at de fra første færd af er blevet betragtede som en personlig handling, bedrift, hvortil udførerens navn var bestemt knyttet og hvortil han hævdede sin ejendomsret. Dette ses allerede af, hvad der fortælles om Audun illskælda, der skal have fået sit ildelydende tilnavn — jfr. digtets navn Stolinstefja —, fordi han havde »lånt« omkvædet af et digt af hans frænde. Denslags laver man ikke i senere tider. Jfr. også Eyvindr skáldaspillirs tilnavn og hans forhold til ældre forbilleder. I det 9. og 10. årh. — og det 11. med — er det så at sige utænkeligt, at nogen skulde have digtet et kvad og udgivet det for at være af en ældre navngiven skjald, f. eks. Brage (hvis historiske eksistens Bugge ikke bestrider), for ikke at tale om skjaldene fra omkr. 900, hvis historiske tilværelse og åndsfrembringelser måtte være velkendte i de følgende generationer.
Heller ikke er det i og for sig noget urimeligt, endsige umuligt, at nogle få digte fra det 9. årh. er bevarede; mindre end det, vi har, kunde det ikke godt være.
Fra hvilken side, man så end betragter sagen, er hypotesen om de ældste digtes uægthed overmåde svagt støttet.
Når man vil angribe de løse vers og tvivle om deres ægthed, fordi det var urimeligt at tænke sig, at skjaldene på stående fod kunde digte så indviklede vers, modbevises dette ved den overordentlige lethed, hvormed Islænderne lige ned til vore dage faktisk fremkaster vers tildels af en ret indviklet art og form. Det er vanen og den åndelige trænering, der bevirker dette.
Som för bemærket er skjaldepoesien meget ensartet, især i form. Efterhånden udvikles der i så henseende en mængde kunstlerier, både m. h. t. versarter (stavelsemængde, rimenes brug osv.); især skete dette dog vistnok i tiden efter 1100. Hvad indholdet angår, er den også ret ensformig, dette dog også ved overleveringens art. De egenlige fyrstedigte er dels skjoldkvad, dels slægtopregningsdigte og så personlige fyrstedigte. Af kærlighedsdigte er desværre intet bevaret — bortset fra løse vers —, og af niddigte så godt som intet. Et par Torsdraper kendes fra det 10. årh. — foruden de sidste udløbere af den ældre mytisk-sagnhistoriske digtning, Egils skjoldkvad og Ulfs Husdrapa. Ved og efter 1000 får vi nogle enkelte kristelige digte, men deraf er så godt som intet bevaret.
Indholdet af disse kvad er, som bemærket, hovedsagelig kampskildringer; ofte er disse, især hvis skjalden skildrede dem af særsyn, meget livlige og anskuelige; man hører pilene svirre og suse, sværdene brage på skjoldene, man hører sværdstormen hyle og ser våbenregnens tykning. At der undertiden, især hos de senere skjalde, kan findes tomt kling-klang, er vist. Hvad der dernæst — bortset fra den personlige ros over kongens bedrifter — er uadskilleligt fra disse digte er omtale af ulve, örne og ravne, der flokkes om kampstedet, og hvem krigerne giver føde og læskende drik; utrættelige er skjaldene i anvendelsen heraf og i de dertil knyttede kenninger. At der undertiden bliver for meget af det gode, er sikkert; men værre er det, at navnlig de islandske skjalde undertiden henfalder til unaturlighed m. h. t. ulvens anbringelse, hvor den intet kan have at göre; havde de kendt den af selvsyn og den været et islandsk rovdyr, havde de sikkert undgået denslags fejl; men dette viser bedst, hvad det vil sige at skildre noget, man ikke er opfødt sammen med og som ikke således er trængt ind i ens bevidstheds liv. En anden slags skildring, som digtene er fulde af, er sejlasens. Og her havde skjaldene altid egen erfaring at bygge på. Her henfalder de aldrig til nogen unatur; her er bølgernes höjde ægte nok, her er skibsplankernes bragen og knagen virkelig hørt, skumspröjtet set og mærket. Ligeledes er f eks. Arnors skildringer af den i solen luende guldprydede, skjoldbehængte flåde ægte nok. Alt dette i forbindelse med kenningernes anskuelighed og skjaldenes ofte træffende, subjektive bemærkninger og stemningstilkendegivelser, er ofte af den kraftigste og mest tiltalende virkning.
Disse gamle skjaldevers omtales ofte som meget dunkle og utilgængelige for nutidsmennesker. Det skal ikke nægtes, at deres ordstilling, der på grund af formen er meget fri, ofte er vanskelige at overskue — dog langtfra altid i den grad, man tror. En stor mængde vers især af skjaldene omkr. og efter 1000 lader sig læse uden videre vanskelighed. Heller ikke skal der synderlig meget til at sætte sig ind i kenningerne i almindelighed. Men det værste er, at versene er i håndskrifterne ofte mere eller mindre forvanskede — især i dem fra 14. og 15. årh. Afskriverne skrev ofte mekanisk og forstod ikke disse vers helt; de læste galt og skrev galt, og hvad der var endnu værre, de søgte undertiden at rette på dem. Derfor er det nødvendigt at behandle dem kritisk, meget hyppig konjekturalkritisk, og fortolke dem; dette sidste sker især ved at den prosaiske ordning af ordene opstilles og de enkelte kenninger forklares. Allerede Snorre gjorde dette ved sine egne vers, hvad man ser af kommentaren til Háttatal. Og denne fremgangsmåde er senere bleven fulgt. Der har lige siden det 19. årh. været mange, især Islændere, der har givet sig af med versfortolkning. Ikke alle har været lige heldige, især de fra det 18. og begyndelsen af det 19. årh. Deres fortolkning har meget bidraget til at bringe de gamle vers i uforskyldt vanry. En rigtig og smagfuld versfortolkning indlededes ved den skarpsindige og af fin forståelse besjælede Svb. Egilsson; hans arbejde fortsattes af Konr. Gíslason, der udmærkede sig ved en gennemtrængende dyb og fin forståelse og som med genial sikkerhed foretog rettelser i den overleverede tekst.
