Forskjell mellom versjoner av «Skjaldeoversigt»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Én mellomliggende revisjon av samme bruker vises ikke)
Linje 8: Linje 8:
  
  
[[Bilde:Carl Wahlbom Bragi.jpg|175px|thumb|<center>'''Skjaldeguden Brage'''<br> Af Carl Wahlbom</center>]]
+
[[Bilde:Carl Wahlbom Bragi.jpg|200px|thumb|<center>'''Skjaldeguden Brage'''<br> Af Carl Wahlbom</center>]]<br>
 +
[[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>
 +
[[Fil:425 skjalde cover.jpg|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/425-norsk-islandske-skjalde-gudmundur-thorlaksson-9788743012283| <center>Guðmundur Þorláksson:<br> '''425 norsk-islandske skjalde ''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
 
<center><big>'''SKJALDEOVERSIGT'''</big>
 
<center><big>'''SKJALDEOVERSIGT'''</big>
 
'''Register over de norsk-islandske skjalde'''
 
'''Register over de norsk-islandske skjalde'''
 
<br><big>'''400 SKJALDE'''</big>
 
<br><big>'''400 SKJALDE'''</big>
  
<br>Af [[Bruker:Carsten|Carsten Lyngdrup Madsen]] (2011)</center>
+
<br>Af Guðmundur Þorláksson<br> Ny redigeret udgave ved [[Bruker:Carsten|Carsten Lyngdrup Madsen]] (2011)</center>
  
  

Revisjonen fra 27. mai 2020 kl. 17:49

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Skjaldeguden Brage
Af Carl Wahlbom


Reprint Add.jpg


Guðmundur Þorláksson:
425 norsk-islandske skjalde
Heimskringla Reprint
SKJALDEOVERSIGT

Register over de norsk-islandske skjalde
400 SKJALDE


Af Guðmundur Þorláksson
Ny redigeret udgave ved Carsten Lyngdrup Madsen (2011)


Kilderne til denne oversigt er: Guðmundur Þorláksson: Udsigt over de norsk-islandske skjalde fra 9 de til 14 de århundrede, (1882), Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, Bind 1-2, (1912-15) og Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, Bind 1-3, (1898-1920). Hvor andet ikke er anført, er teksten Guðmundur Þorlákssons; årstal og supplerende oplysninger Finnur Jónssons. Da Þorlákssons "Udsigt" ikke er et opslagsværk men en sammenhængende tekst, har det været nødvendigt at foretage en sproglig tilpasning til denne udgave.




A

Álfr Eyjolfsson
  • 11-1200-tallet
  • Álfr Eyjólfsson, Teitr skáld, Roðgeirr Aflason og Þórálfr prestr siges at have digtet om Skule jarl (1189-1240), men af deres kvad er intet bevaret, ligesom de selv for det meste er ubekendte.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Álfr litli
  • 800-tallet
  • En Álfr jarl hinn litli siges i Skáldatal at have digtet om den halvlegendariske svenske konge Eiríkr Refilsson, men hverken denne skjald eller hans kvad kendes nu. Kong Erik skal ifølge Jón Sigurðsson (Sn. E. III 318-19) have levet omkr. år 820.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Ámundi smiðr Árnason
  • 1200-tallet
  • En Ámundi smiðr Árnason omtales som skjald så vel i Bps. som Sturlunga. Han opholdt sig hos biskop Páll Jónsson i Skálholt (biskop 1195-1211), hvor han bl.a. forestod opførelsen af et prægtigt kirketårn. Et vers om biskoppens sønner haves af ham fra denne tid (Bps. I 138) foruden 3 vers, som han digtede om biskop Páll efter dennes død (l. c. 146-47). Sturl. (I 275) anfører desuden af ham et halv vers i «toglag», som er digtet omkr. år 1226 om den fra Sturl. bekendte bonde Dufgus Þorleifsson på Hjarðarholt. Ámundi døde ifølge Ann. Isl. år 1229.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ármóðr skáld
  • 1100-tallet
  • Da den orknøiske jarl Rögnvald kali drog på en pilgrimsfærd til det hellige land (1152-55), havde han i sit følge flere skjalde. Blandt disse var to fra Hjaltland: Ármóðr skáld og Oddi hin litli Glúmsson. Af Armod anføres 4, af Odde 5 vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Arnaldr (Arnhallr) Þorvaldsson
  • 1100-tallet
  • Om den danske konge Valdimarr Knutsson (1157-1182) digtede ifølge Skáldatal to skjalde Þorsteinn kroppr og Arnhallr eller Arnaldr Þorvaldsson. Thorstein er fuldstændig ubekendt, men Arnald er uden tvivl den samme, som hos Sakse omtales under navnet Arnoldus Thylensis (lib. XIV s. 810), og kunde da ifølge tiden være en broder til den Þorgeirr Þorvaldsson, der ifølge cod. B af Skáldatal digtede om kong Knud den 6. (1182—1202), hvis da ikke dette navn, som ovenfor omtalt skyldes en forvanskning. — En Þorgeirr Danaskáld digtede om den danske konge Valdimarr gamli (1202-41) og den svenske konge Sørkvir Karlssøn, men denne skjald er lige som de sidstnævnte ellers fuldstændig ubekendt.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Arngrímr Brandsson
  • 1300-tallet
  • Arngrímr Brandsson, abbed til Þingeyraklaustr, der levede i midten af det 14. årh., har digtet en Guðmundardrápa om biskop Guðmundr Arason på Hólar, om hvem han desuden har skrevet en saga. Drapen er digtet år 1345; den er i «hrynhenda», består i alt af 60 vers, og er bevaret fuldstændig (Bps. II 187—201).
  • Kvad:
    • a. Guðmundar kvæði (drápa?) byskups
    • b. Af et drotkvædet digt (?) om Gudmund Arason
  • Mere om denne skjald:


Árni bróðir Lárentiusson
  • 12-1300-tallet
  • En bróðir Árni nævnes i Sn. E. (II 500-632), hvor der tillægges ham et helt vers i «alhent») og to «vísufjórðungar» i «hálfhnept« versemål. Denne Arne er uden tvivl den samme som den bróðir Árni Laurentiusson, der flere gange nævnes i Laurentiussaga; han var en søn af biskop Laurentius Kálfsson på Holar (biskop 1323-30) og blev munk i Þingeyraklaustr år 1317. Han omtales som en meget dannet mand og en fortrinlig «versificator«. Medens hans fader var biskop, opholdt han sig hos denne, men efter hans død blev han igen munk på Þingeyrar. Hans dødsår er ubekendt.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Árni fjöruskeifr
  • 1100-tallet
  • To af de skjalde, der i Skáldatal siges at have digtet om Sigurðr Jórsalafari (1103-30) er Þórarinn stuttfeldr og Árni fjöruskeifr. En gang (omkr. år 1118-20), fortælles det, gik kongen med sine folk til aftensang og blev stående udenfor kirken. Sangen gik ikke godt, og kongen, der var noget beruset, fik da øje på en mand, der stod ved siden af kirken iført en kort «feldr». Kongen fremsagde da denne «kviðlingr»:

    «Villir hann visdóm allan
    veldr þvi karl i feldi(num)».

    Manden svarede med et vers, hvori han opfordrede kongen til at give sig en «skikkja». Han hed Þórarinn og fik heraf tilnavnet stuttfeldr. Næste morgen, da han skulde til kongen, narrede en mand ved navn Arni fjöruskeifr ham til at digte en nidvise om en Hákon Serksson mörstrútr og til at fremsige denne for kongen. Misforståelsen opklaredes og kongen tilgav Thorarin på den betingelse, at han skulde lave en nidvise om Arne. Heri fortæller Thorarin, at Arne er en dårlig skjald, og at han havde vist sig fejg i kampene i Serkland, i hvilke han altså må have deltaget sammen med kong Sigurd. Siden fremsagde Thorarin en drape, som han havde digtet om kongen, og som blev kaldet Stuttfeldardrápa. Den er digtet i «toglag« og man har 6 hele vers af den bevarede i Sigurðarsaga. Af disse 6 tillægges dog i Mork. (s. 157) de 2 Þorvaldr blönduskáld og én (s. 162) Halldorr skvaldri, men uden tvivl med urette, da så vel Hkr. som Fms. er enige om at tillægge Thorarin dem. To anonyme verslinjer i Mork. (166: «Her haucsnorvm, harþmoþigr varþ«) må også uden tvivl regnes hertil. Efterat Thorarin en kort tid havde opholdt sig hos kongen, drog han til Rom, hvorefter der ikke fortælles noget om ham Den førnævnte Árni fjöruskeifr siges også i Skáldatal at have digtet om kong Sigurd, men af dette kvad kendes nu intet. Arne omtales i Sturl. (I 14-15), der beretter, at han tilligemed sin ven Hermundr Þorvaldsson i vinteren 1117-18 opholdt sig på Staðarhóll hos høvdingen Þorgils Oddason.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Árni Jónsson
  • 1300-tallet
  • Abbed Arngrímr Brandsson på Þingeyraklaustr digtede i 1345 en Guðmundardrápa om biskop Guðmundr Arason på Hólar. En anden Guðmundardrápa på 80 vers er nogen tid senere bleven digtet af en bróðir Árni Jónsson, der var abbed på Munkaþverá på nordlandet i årene 1371-79, i hvilket sidste år han ifølge Ann. Isl. drog udenlands. Senere findes han ikke omtalt. Drapen findes fuldstændig i Bps. (II 202-220).
  • Kvad:
    • a. Guðmundar drápa
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Árni langi
  • 1200-tallet
  • Skjald som skulle have digtet ved Håkon den Gamles hof (1217–1263.) Ellers ukendt.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Árni Magnússon óreiða
  • 1200-tallet
  • Snorre Sturlassons svigersøn. Digtede et kvad om opgøret på gården Sauðafell, det såkaldte ”Sauðafellsför” i 1229. Árni Magnússon døde i 1251.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Arnórr Kálfsson
  • 1100-tallet
  • Arnórr Kálfsson (måske broder til andetsteds nævnte Ívarr Kálfsson) digtede ifølge Skáldatal om den norske høvding Ívarr selki (v. silki), der levede på kong Sverres tid, samt om en ubekendt Sigurðr munkr.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Arnórr Saxason
  • 1100-tallet
  • En blandt flere skjalde, som skulle have digtet om kong Sverre (1177-1202). Ellers ukendt.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Arnórr Þórðarson jarlaskáld
  • 1000-tallet
  • Arnor var en søn af skjalden Þórðr Kolbeinsson og må være født omkr. år 1011 (Safn I 479). Om hans ungdom vides kun, hvad der fortælles i Grettla (s. 138-39) og Bjarnarsaga. I Grettla fortælles der, at hans fader Thord en gang sendte ham med flere mænd for at dræbe Grette, men at Arnor til sidst blev bange for at angribe Grette, skønt denne var alene. På grund heraf blev han dadlet så vel af sin fader som andre, og «ætla menn», siger sagaskriveren, «at hann hafi engi garpr verit». Bjarnarsaga fortæller, at hans fader en gang spurgte ham om hans mening angående nogle elskovsviser, de såkaldte Eykyndilsvísur, som Thords fjende Björn Hitdælakappi havde digtet om Arnors moder Oddný. Svaret lød, at han syntes ilde om dem, og at sligt var ikke til at tåle. Først efter 1040 træffer vi så Arnor hos de orknøiske jarler Þorfinnr Sigurðarson og Rögnvaldr Brúsason. Skønt jarlerne som bekendt stod fjendtlig overfor hinanden, var Arnor dog en god ven af dem begge. Han digtede også om dem, og heraf er hans tilnavn »jarlaskáld« opstået. I kampen ved Rauðubjörg (1044 eller 1045) var Arnor i Thorfinns følge, men jarlen tilbød ham at gå fra skibet for ikke at deltage i kampen mod sin ven Rögnvald, hvilket Arnor også gjorde. Ved denne lejlighed digtede han ét vers eller to (Flat. II 415). Af to halvvers i Sn. E. (I 462, 460) kan man se, at Arnor har været besvogret med Rögnvald og har ved dennes død (1046) haft i det mindste 2 unge sønner. Omtrent ved denne tid kom han med sit skib til Norge (Mork. s. 31-35 og fl. st.), og digtede da om begge kongerne Magnus og Harald. Just som han var i færd med at bestryge sit skib med tjære, blev han kaldt for kongerne og gik derhen uden at vaske sig. Han fremsiger så først kvadet til Magnus's ære, og begynder det med at fortælle om de orknøiske jarler og sine rejser i vesten, hvilket kong Harald anser for kvadet uvedkommende. Kong Magnus beroliger ham med at sige, at han nok vil synes, at han (Magnus) bliver rost for meget, førend kvadet er til ende. Dette bliver også tilfældet, og da Harald, efter at begge kvad var fremsagte, bliver adspurt, hvilket af de to han synes bedst om, svarer han, at det, som er digtet til hans ære, snart vil glemmes, medens det om Magnus vil blive sunget, så længe Norden er beboet. Begge gav de ham imidlertid gaver, og det fortælles med det samme, at Arnor lovede kong Harald at digte en «erfidrápa» om ham, hvis han overlevede ham. Efter den tid omtales Arnor ikke, men rimeligvis er han dog senere rejst tilbage til Island; hans dødsår må ifølge Laxdæla falde efter år 1073. — Af Arnors kvad er der, når man sammenligner ham med de andre skjalde, ikke så lidt bevaret, et vidnesbyrd om, i hvilken anseelse han har stået så vel hos samtid som eftertid. Men hans digte findes — ligesom de andres — spredte rundt omkring i kilderne, hvorfor det ofte er meget vanskeligt og undertiden umuligt at se, til hvilken drape et eller andet vers oprindelig har hørt. Navnene på de fleste af hans kvad kender man dog: En Knútsdrápa skal han således ifølge Skáldatal have digtet om Knud den store, men af denne drape er intet bevaret. En Rögnvaldsdrápa om Rögnvaldr jarl Brúsason skal han også have digtet, vistnok lige efter Rögnvalds fald (1046). Til denne drape tror jeg med sikkerhed at kunne henføre et helt og tre halve vers samt en »visufjórðungr« (Saðr stillir hjálp snjöllum sóltjalda Rögnvaldi, Sn. E. I 320). Om Þorfinnr jarl Sigurðarson († omtr. 1064) har han ligeledes digtet en Þorfinnsdrápa, der også synes at have været en «erfidrápa»; 13 hele og 7 halve vers kan vistnok med sikkerhed henføres hertil. Desuden haves der af Arnor 3 hele og 4 halve vers (i Flat. og Sn. E.), som øjensynlig er digtede på Orknøerne, men om hvilke jeg er i uvished, hvor vidt de skal henføres til denne eller den forrige drape (deriblandt et eller to vers om slaget ved Rauðubjörg). Fra hans før omtalte ophold i Norge har man en Magnúsdrápa eller Hrynhenda; versemålet er «hrynhent». Af den er der bevaret 13 hele, 5 halve og 3 »visufjórðungar« ; dog er jeg lidt i tvivl om, hvor vidt et af halvversene virkelig hører hertil. I den større Olaf den helliges saga (s. 235) anføres 2 vers af denne drape med den besynderlige indledning: «Svá segii Arnórr i Hermandinni«, hvilket er blevet opfattet som en benævnelse på et særskilt digt (jvfr. Möbius : Catalogus s. 77). Jeg tror imidlertid, at »Hermandinni» på en eller anden måde står fejlagtig for «Hrynhendunni». — Om Harald digtede Arnor ved samme lejlighed som den sidstnævnte en såkaldt Blágagladrápa (blágagl = blågås, ravn), der betegnes som «gott qveþi») (Mork. s. 32), men hvoraf dog intet er bevaret. Den omstændighed at navnet er bevaret, synes at tyde på, at digtet en tid lang har været bekendt. Efter Magnus's død (1047) har Arnor digtet en anden Magnúsdrápa i «dróttkvætt» versemål. Heraf har man et større antal vers bevaret end af noget af Arnors øvrige digte, nemlig 15 hele og 4 halve vers. Om desuden et halvvers, der findes i Sn. E. (I 450: «Bænir hefik fyr beini» osv.), hører hertil, tør jeg ikke afgøre. Efter Haralds død digtede han også som han havde lovet, en «erfidrápa» kaldet Haraldsdrápa, hvoraf haves 12 hele og 4 halve vers foruden et halvt vers, der er tvivlsomt. Hvor vidt det i sproglig henseende så mærkværdige »vísuorð« : «Sumar hvern frekum erni«» (Sn. E. II 100) også hører hertil eller ikke, er umuligt at afgøre, da kun denne ene verslinje er bevaret . I Sn. E. (I 318) tillægges der Arnor en «visufjórðungr»: »Hjálp dýrr konungr dýrum / dagsgrundar Hermundi«, hvilket synes at tyde på, at han har digtet en Hermundardrápa, og denne Hermundr kan da vistnok ikke have været nogen anden end den bekendte høvding Hermundr Illugason på Gilsbakki, broder til Gunnlaug ormstunge. I følge hdskr. B af Skáldatal har Arnor endvidere digtet et kvad om kong Olaf kyrre, men deraf er intet bevaret, lige så lidt som af den Gellisdrápa om Gellir Þorkelsson, som han i følge Laxdæla skal have digtet, og hvori han særlig skal have betonet, at Gelle lod en prægtig kirke bygge på sin gård Helgafell. Gelle var en af de største høvdinger på vestlandet i sin tid, og døde år 1073.
  • Kvad:
    • a. Rögnvaldsdrápa
    • b. Hrynhenda (Hrynhenda Magnúsdrápa)
    • c. Magnúsdrápa
    • d. Kvæði um Hermund Illugason (Digt om Hermundr Illugason)
    • e. Þórfinnsdrápa
    • f. Erfidrápa um Harald konung harðráða (Erfidrápa om kong Harald Hårderåde)
    • g. Ubestemmelige vers (Lausavísur og Brot)
  • Mere om denne skjald: Arnórr jarlaskáld Þórðarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ásbjörn prúði
  • Tid: ukendt
  • Orms þáttr Stórólfssonar, der findes i Flatøbogen (I 521-32), omhandler en historisk person, nemlig den fra Landnáma og flere sagaer bekendte kæmpe Ormr Stórólfsson fra Stórólfshváll i det sydlige Island. Dog hører denne fortælling til de fuldstændig opdigtede. Af Orm selv anføres her ingen vers, men derimod 11 vers i «fornyrðislag») af hans ven og fostbroder Ásbjörn prúði Virvilsson, der siges at have været dansk af æt. De fleste af disse vers hører til Asbjörns dødssang, der i flere henseender minder om Krákumál.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Ásbjörn Þorsteinsson
  • Tid: ukendt
  • En frænde af den berømte Midfjordsskægge. I Þórðarsaga anføres et vers af ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ásdis Bárðardóttir
  • 900-1000-tallet
  • Moder til sagahelten Grettir den Stærke. I sagaen tillægges hun et vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ásgrimr Jónsson
  • 1200-tallet
  • «Ormseddubrot» (AM. 242. fol. Codex Wormianus. Ormsbók; Sn. E. II 497) anfører et halvvers af en Ásgrimr Jónsson, der, så vidt jeg kan skønne, ellers ikke omtales. Efter dette halvvers at dømme synes Ásgrims levetid snarest at måtte henføres til tiden omkr. 1300.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ásgrimr Ketilsson
  • 1100-tallet
  • Guðmundar saga hins dýra (i Sturl.) omtaler ved år omtr. 1187 en Ásgrimr skáld Ketilsson, der stammede fra egnen Fljot i Skagafjorden (Sturl. I 133). Denne skjald er sikkert den Ásgrimr Ketilsson, som ifølge hdskr. A af Skáldatal digtede et kvad om kong Sverre. Af dette kvad tror jeg, at der er bevaret et halvvers i Skm. (Sn. E. I 332); det tillægges her en Ásgrimr, der næppe kan være nogen anden end denne. I så fald er han den yngste skjald, man kender fra Skm. Af de mange skjalde, som i Skáldatal siges at have digtet om kong Sverre, kendes de fleste ikke uden herfra, ligesom deres kvad for det meste er fuldstændig tabte. - Foruden Ásgrim siges tolv andre skjalde at have digtet om Sverre. (Hdsk. B har på grund af en fejlagtig orden læsemåden Þorsteinn Ketilsson).
  • Kvad:
    • a. Af et digt om kong Sverre (?)
  • Mere om denne skjald: Ásgrimr Ketilsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Áslaug Sigurðardóttir
  • Sagnhistorie
  • Om de i Skáldatal omtalte skjalde hedder det: »Ragnarr konúngr loðbrók var skáld, ok Áslaug kona hans ok synir þeirra.» De tilhører alle den heroiske tid, og jeg vil derfor lade mig nøje med at henvise til sagnene om dem, så vel i Ragnars- og Ragnarssona sögur som hos Sakse (lib. IX). 10½ vers tillægges Áslaug (Kráka) i Ragnarssaga.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ásmundr hærulangr
  • 900-1000-tallet
  • Grettes fader Ásmundr Þorgrímsson hærulangr, der boede på gården Bjarg i Midfjorden, tillægges — dog vistnok med urette — et vers, som han skal have digtet om sin søn Grette.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ásu-Þórðr
  • 1100-tallet
  • Omkr. år 1110-12 omtales i Mork. (170-74) og Fms. (VII; 11-118) en islandsk skjald ved navn Þórðr, der ved den tid kom til Norge. Han stammede fra det østlige Island og skildres som «mikill vexti ok gerviligr, félitill ok fróðr ok orti vel«. Thord kom snart til at stå i et meget fortroligt forhold til en rig enke ved navn Ása, der var beslægtet med den mægtige norske høvding Vidkunnr Jónsson. Hun forsynede Thord med penge, så at han snart blev en velhavende købmand, og kaldtes fra nu af Ásu-Þórðr. Viðkunn tog ham først hans forhold til Ása meget ilde op, men da Thord digtede et kvad om ham (Viðkunnsdrápa), lod han sig formilde og blev endog Thords ven. Dette kvad skal ifølge «Þáttr af Gull-Ásu-Þórði« (Rvk. 1859 s. 73) have været «fimmtug drápa«, hvoraf dog kun omkvædet anføres. Viðkunns venskab kom også Thord senere til gode i en strid, som denne havde med høvdingen Ingimarr af Aski, foranlediget ved, at en af Ingimars folk havde bortstjålet et tælt fra Thord. Et »dróttkvætt« vers af Thord anføres ved denne lejlighed. Thord blev senere gift med Ása og forblev vistnok resten af sin levetid i Norge.
  • Kvad:
    • a. Viðkunnsdrápa
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Gull-Ásu-þórðr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Atli litli
  • 1000-tallet
  • Af de skjalde, der digtede om kong Olafr kyrri (1066-93) anføres der i Skáldatal foruden Arnórr jarlaskáld og Steinn Herdísarson 3 andre, nemlig Atli hinn litli, Vilborg skáld og Þorkell hamarskáld. I Sn. E. anføres et halvvers af en Atli, der rimeligvis er identisk med denne Atli hinn litli; dog er det tvivlsomt, om dette halvvers hører til et digt om kong Olaf, da det handler om kamp og ildebrand, og det udtrykkelig fremhæves i sagaerne, at kongen aldrig havde nogen kamp i hele sin regeringstid.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Óláf konung kyrra (Digt om Olaf Kyrre)
  • Mere om denne skjald: Atle litle i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Auðunn illskælda
  • 800-tallet
  • Tre af kong Haralds (Hårfagers) skjalde, der næsten til stadighed synes at have opholdt sig ved hirden, omtales i Eigla (kap. 8) ved år 871, altså lige før Hafrsfjordslaget. De havde plads i højsædet ligeoverfor selve kongen; inderst sad Auðunn illskælda, da han var den ældste og havde været skjald hos Haralds fader Halfdan svarti; nærmest Auðun sad Þorbjörn hornklofi og yderst Ölvir núfa. En fortælling om disse tre skjalde, der stammer fra Hauksbók (A. M. 544. 4to), er trykt i Fms. (III 65-88), og skønt den i det hele taget vistnok ikke er historisk pålidelig, indeholder den dog en ganske interessant bemærkning om Audun, der godt kan være sand. Han skal nemlig have digtet en drape om kong Harald (Haraldsdrápa) med samme omkvæd som hans frænde Ulfr Sebbason før havde benyttet i en Haraldsdrápa, Auduns drape fik på grund heraf navnet Stolinstefja og skjalden selv vistnok tilnavnet »illskælda« . De nærmere omstændigheder findes ifølge Fms.. (III 65) omtalte i «saga Úlfs Sebbasonar ok Kvígs jarls », men denne saga er gået tabt, og Úlf kendes nu kun fra dette sted og Skáldatal, der anfører ham som en af kong Harald hårfagers skjalde. Af Auduns kvad har man nu kun tilbage et «dróttkvætt» halvvers hos Ólafr hvitaskáld (Sn. E. II 98—100, 405, 508), der dog næppe kan være af Stolinstefja, og et helt i Skáldasaga, om hvis ægthed der dog kan rejses tvivl. Flatøbogen (I 568, Fms. X 179) tillægger ham endvidere et vers om kong Haralds bersærker, de såkaldte Úlfheðnar, men det er sikkert ikke af ham, men tilhører et større kvad, som Þorbjörn hornklofi ifølge Fagrskinna (s. 3- 6) digtede om kong Harald.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Auðun illskælda i Finnur Jónssons Litteraturhistorie



B

Bárðr í Úlfsdölum
  • Omkr. år 1000
  • I «Þorvalds Þáttr tasalda» i Flatøbogen (I, 378-383) omtales en norsk bonde Bárðr i Úlfsdölum, af hvem der her anføres et halvvers. Dette skal have være digtet i kong Olaf Tryggvesøns tid.
  • Finnur Jónsson: ”En bonde på Oplandene, Barð, der levede i Olaf Tryggvasons tid, digtede et halvvers i anledning af, at Þorvaldr tasalde vilde tvinge ham til at antage kristendommen.” («Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie» I 457)
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Bárðr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bárðr á Upplöndum


Bárðr svarti
  • 1100-tallet
  • Bárðr svarti skal ifølge Skáldatal have hørt til kong Magnus's skjalde, men af hans kvad findes der intet anført. Denne Bård er vistnok identisk med den Bárðr svarti Atlason på Sélárdalr i det vestlige Island, der omtales i Sturlunga og Hrafnssaga. Hans fader Atli deltog i slaget pa Hlýrskógsheiðr 1044, og Bård selv omtales i Sturl. (I 31 flg.) ved år 1121, hvor han optræder som mæglende mellem de to høvdinger Þorgils Oddason og Hafliði Másson. En sønnesøn af ham var den som høvding og læge meget ansete Hrafn Sveinbjarnarson (se dennes saga). — Den Snorri Bárðarson, der omtales som skjald hos kong Eysteinn Haraldsson (Fms. VII 356), er uden tvivl en søn af denne Bárðr svarti (jvfr. Sturl. I 182).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Bergr
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Bergþórr Héraðsdal
  • 1200-tallet
  • Efter althinget i 1257 drømte en Bergþórr i Héraðsdal to halvvers i «Haðarlag» (Sturl. I 238). Ellers ukendt.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Bersi Skáld-Torfuson
  • † 1030
  • Skáld-Torfa på Torfustaðir i Midfjorden nævnes i Grettla som moder til Bersi Skáld-Torfuson, en anset skjald, hvis levetid falder i den første halvdel af det 11. årh. Grettla siger om ham, at han var «manna gjørfilegastr ok skáld gott», men fortæller ellers intet videre om ham. Af kongesagaerne ved man, at han senere rejste til Norge og deltog med Svend jarl Håkonssøn i Nesjaslaget 1015; da Svend flygtede, lagde kong Olaf mærke til, at Berse stod i forrummet på jarlens skib; han var let kendelig på grund af sin skønhed og prægtige rustning; kongen hilste på ham, og Berse gengældte hilsenen. Dette erindrede han siden kongen om i en «flokkr», som han digtede om denne, medens han holdtes fængslet af kong Olaf. Dette må være sket nogen tid senere, ti Berse er uden tvivl rejst med Svend jarl til Sverige, og en kort tid efter træffer vi ham i selskab med Sighvat hos Knud den store i England, der forærede ham et sværd og to guldringe (Hkr. 377, Fms. IV 292, IV 204). Efter den tid er han så kommen i kong Olafs magt, men er bleven benådet, ti herefter omtales han som en af kongens skjalde og denne meget hengiven. I det tillæg til Olafssaga, som findes i Flat. (III 243-44, Fms. V 233-34) og som almindelig tillægges Styrmir fróði, fortælles der, at Berses fjender påstod overfor kongen, at han ikke var i stand til at digte selv, men kun brugte at efterligne andre. Kongen lod da mange sværd bringe ind i et lille værelse og spidde fast i gulvet, og bød Berse at digte et vers derom, hvilket denne også gjorde. I året 1029 (1030?) rejste Berse med sin ven Sighvat til Rom; da de på tilbagevejen hørte om kong Olafs fald på Stiklestad, gjorde denne efterretning et så stærkt indtryk på Berse, at han næsten i samme øjeblik døde af sorg. Ifølge Skáldatal skal han have digtet et kvad om Svend jarl Hakonssøn og et andet om kong Knud den store, der begge er tabte. Af en »flokkr« om kong Olaf den hellige er tre vers bevarede; denne »flokkr« synes ved første øjekast at være digtet lige efter Nesjaslaget, men Berse har dog sandsynligvis ikke forladt Svend jarl før end efter dennes død; kvadet turde måske også nærmest være at anse som en slags «höfuðlausn».
  • Kvad:
    • a. Flokkr um Óláf konung (En flok om kong Olaf)
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Berse Skáldtorfuson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bersi Véleifsson (Hólmgöngu-Bersi)
  • Omkr. 950-1000
  • Sagahelten Kormaks rival. Da Kormak ikke dukkede op til sit eget bryllup, blev Steingerd i stedet gift med den tapre og uforfærdede Bersi Véleifsson, sædvanlig kaldet Hólmgöngu-Bersi, der boede i landskabet Saurbær på vestlandet. Kormak ophørte alligevel ikke med at besøge Steingerd, og han og Berse havde en tvekamp på grund heraf (omtr. 958). Kormak blev såret , men nogen tid senere blev Berse såret i en tvekamp, denne gang med Kormaks morbroder Steinarr Önundarson. - Der er ikke meget at fortælle om Hólmgöngu-Bersi, skønt han også forekommer i andre sagaer. Han er kendt fra Laxdæla; han og Olafr pái vare søskendebørn, og på grund af dette slægtskab opfostrede Berse Olafs søn Halldórr. Berse skal ifølge Guðbr. Vigfússon (Safn I 373) være født omkr. år 925 og må have levet indtil henimod år 1000. Hans dødsår kendes dog ikke bestemt. Berse skildres alle steder som en brav og tapper mand, således også i Kormákssaga. I denne saga er der bevaret 14 hele vers af ham, som han har digtet ved forskellige lejligheder. Desuden haves så vel her som i Laxdæla et vers af ham i «fornyrðislag», som han digtede om sig selv og sin unge fostersøn Halldor omkr. år 980.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Hólmgöngu-Berse Véleifsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bjarni gullbrárskáld
  • 1000-tallet
  • Bjarni gullbrárskáld siges i Skáldatal og kongesagaerne at have digtet en «flokkr» om Kálfr Árnason, og der anføres heraf 7 vers. Denne Bjarne er sandsynligvis den samme som Islændingen Bjarni Hallbjarnarson skefils fra Laxárdalr i Skagafjorden, der omtales i Fms. (VI 31-33) og dér siges at have digtet et «lofkvæði« om Kalf og hans bedrifter på Stiklestad. Bjarne blev ifølge sagaen på grund heraf straks efter dræbt af en anden Islænding Þorgrímr Hallason, der havde været en ven af kong Olaf.
  • Kvad:
    • a. Kalfsflokkr
  • Mere om denne skjald: Bjarne gullbrárskáld Hallbjarnarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bjarni Hallbjarnarson


Bjarni a.son
  • 1100-tallet
  • "Til dette århundrede er jeg med Jón Sigurðsson tilbøjelig til at henføre en digter, om hvem der ellers intet vides, men som et par gange nævnes som Bjarne a. son eller Bjarne a sk; af denne skjald anføres der 3 halvvers, hvoraf det første handler om en mand, der blev blindet (Magnus den blinde. J. Sig.), det andet om en kamp, det tredje mulig om Sigurd slembe (»en længe pint mand«); disse 3 vers synes at høre til ét digt. Også de to linjer, som J. Sigurðsson har henført til Bjarne (omkring 1000; jfr. I, 556), henfører jeg til denne Bjarne." Kilde:(Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II 76)
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Bjarne a. son i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bjarni Kálfsson
  • 1100-tallet
  • En Bjarni Kálfsson omtales som skjald i Sverris saga (Fms. VIII 172j i sidste halvdel af det 12. årh. Han hørte til den norske høvding Bård Guthormssons følge; et vers i «runhenda» anføres her af ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Bjarni Kolbeinsson
  • † 1222
  • Den eneste bekendte skjald udenfor Island i sin tid er den orknøiske biskop Bjarni Kolbeinsson hrúgu, der uden tvivl har været meget påvirket af islandske skjalde. Han var på mødrene side beslægtet med den orknøiske jarleslægt, blev biskop 1188 og døde under et ophold i Norge den 15. sept. 1222 (Ann. Isl., eller 1223?). Han var en meget god ven af Hrafn Sveinbjarnarson, og af Sturl. (I 210- 11) kan man se, at biskop Bjarne og den islandske høvding Sæmundr Jónsson på Oddi også har stået i venskabsforhold til hinanden. Bjarne er som skjald især bekendt af sit kvad om Jomsvikingerne, Jómsvikingadrápa, der, måske på få vers nær, synes at være fuldstændig bevaret; denne drapa består nu af 47 vers med det erotiske omkvæd:

    «Ein drepr fyr mér allri . . .
    itrmanns konan teiti;
    góð ætt of kemr grimmu . . .
    gæðings at mér striði».

    Det er et slags «klofastef», dog således at hele omkvædet benyttes i et og samme vers i 1., 4., 5. og 8. verslinje. I digterisk henseende står imidlertid denne drape ikke meget højt. Snorre, der ikke synes at have været nogen ven af Bjarne (Stur. l. c), benytter den ikke, men de senere forfattere bygger for en stor del deres fortælling om Jomsvikingeslaget på denne drape. Man har i senere tid (Möbius og Bugge) antaget, at biskop Bjarne også er forfatter til det såkaldte Málsháttakvædi og Nafnaþulur (i Sn. E.), hvilket også er meget sandsynligt, skønt det ikke fuldstændig lader sig bevise.
  • Kvad:
    • a. Jómsvíkingadrápa
    • b. Málsháttakvæði
  • Mere om denne skjald:


Bjarni skáld
  • 900-tallet
  • Blandt de skjalde, som ifølge Skáldatal digtede om kong Olaf Tryggvesøn, var en vis Bjarni skáld, som også omtales i Hallarsteins Rekstefja. Ellers er Bjarne ubekendt, men måske er han den samme, som i Sn. E. (II 498- 99, 631) omtales under formerne «Bjarni ...ason», og «Bjarni á Sk», og af hvem der her anføres tre halvvers.
  • Finnur Jónsson mener ikke, at Bjarni skáld og «Bjarni ...ason» kan være identiske. Kilde: (Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I 624-25)
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Bjarne skald i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Björn Breiðvíkingakappi
  • Omkr. år 1000
  • En skjald ved navn Björn Ásbrandsson Breiðvíkingakappi nævnes i Eyrbyggja saga. Han var en svoger til den vestfjordske høvding Thorbjörn. Björn var en stor kriger og havde deltaget i mange vikingetog; det er dog hans forhold til Snorre godes søster Þúriðr, som var gift med en Þóroddr skattkaupandi, der afgiver hovedæmnet for hans optræden i sagaen, ti heraf udviklede der sig fjendskab og store kampe mellem Björn og hans frænder på den ene og Thorodd og Snorre på den anden side. Disse endte for Björns vedkommende med, at han gav Snorre det løfte ikke mere at besøge Thurid og rejste derfor bort af landet for ikke mere at vende tilbage (omkr. år 998). Om Björns senere skæbne haves en noget æventyrlig beretning i Eyrbyggja, ifølge hvilken han skal være bleven en stor høvding blandt de vilde i Amerika (Eyrb. 119-22).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Björn breiðvikingakappe Ásbrandsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Björn bukkr
  • 1000-tallet
  • I «Viðauki Skarðsárbókar» (Ldn. I 326-27) omtales drømme, som to af kong Harald hårdrådes mænd, en Sigurð hvíti og en Björn bukkr, en gang havde, da kongen lå med sin hær ved Glaumsteinn i Halland. En mand viste sig for hver af dem og fremsagde et vers i «dróttkvætt« versemål. Disse mænd navngiver sig i versene som brødrene Snjallr og Hjaldr, der skal have været sønner af en sagnhistorisk konge Vatnarr.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Björn Hitdælakappi
  • † omkr. 1024
  • Historien om sagahelten Björn Hitdælakappi er på mange måder flettet sammen med historien om en anden skjald: Þórðr Kolbeinsson. Thord omtales i flere sagaer, men er især bekendt fra Bjarnarsaga, der omhandler de stridigheder, som han havde med sagaens helt Björn Arngeirsson Hitdælakappi. Denne var også skjald, og sagaen er i det hele taget et fuldstændigt sidestykke til Gunnlaugssaga. Thord og Björn træffer sammen i Norge hos Erik jarl (omtr. 1007-08), hvor de bliver gode venner, men siden drager Thord til Island og gifter sig med Björns fæstemø Oddný eykyndill. Da Björn siden kommer til Island, vil Thord gøre sin uret god igen ved at tilbyde ham at tage ophold hos sig, hvilket Björn også modtager; men snart bliver de uenige, skilles som bitre fjender og søger derefter i ord og gærning at tilføje hinanden så stor skade som muligt. Tilsidst fælder Thord Björn i en kamp (1024). Sagaen anfører mange vers af begge, deriblandt 3 temmelig grove og smagløse vers i «runhenda» af et nidkvad, Grámagaflim, som Björn digtede om Thord; denne svarede med et andet, som skal have været ligeså nærgående og kaldtes Kolluvisur, men deraf anfører sagaen ikke noget. Endvidere skal Björn om Thords hustru Oddný have digtet et elskovskvad, kaldet Eykyndilsvisur, og Thord de såkaldte Daggeislavisur om Björns hustru Þórdis; begge kvadene fremsagde de en gang på et «hestaþing», men sagaen har ikke bevaret noget af dem. I alt anfører denne desuden 12 lejlighedsvers af Thord og 24 af Björn; begges vers er for en stor del nidvers og når man sammenligner de to skjaldes vers med hverandre, ses at Thords er meget bedre digtede. Thords dødsår kendes ikke, men af sagaen synes at fremgå, at han i flere år har overlevet Björn, der, som før omtalt, faldt år 1024. Den i Skáldatal omtalte Þórðr Kolbeinsson, der digtede om den danske konge Sveinn Úlfsson (Svend Estridsen), må efter al sandsynlighed være en anden end den nysnævnte af samme navn, da det ikke er rimeligt at denne skulde have levet så længe. Af Thords kvad er de to om Erik jarl; det ene af disse, som blev digtet omtr. 1008, kaldes uvist af hvilken grund Bélgskagadrápa (sag. s. 6, 9) og betegnes som «gott kvæði». Flat. (I 580) henfører et vers til denne drape, som her kaldes «Belgskagadrápa», men jeg tror dog at verset snarere hører til en anden drape om Erik jarl (Eiriksdrápa), hvoraf flere brudstykker haves i kongesagaerne og Sn. E. (I-II), nemlig 15 (eller med det førnævnte 16) hele vers; hertil slutter sig måske også et halvvers, der kun findes i Sn. E. (I 480) og dér tillægges en Þórðr, der efter sammenhængen næppe kan være nogen anden end Thord Kolbeinssøn. Denne drape synes digtet omkr. år. 1015, da kong Svend tveskæg her omtales som nylig død († 1014). Endvidere har Thord ifølge Bjarnarsaga (s. 13) og Skáldatal digtet én nu tabt drape om Olaf den hellige omtr. 1014-16, hvilket kvad Thord selv foredrog for kongen og modtog belønning herfor. Björn Hitdælakappi skal ifølge sagaen (s. 39) endvidere have digtet en Tómasdrápa om apostlen Thomas, men forfatteren har dog ikke kendt noget til den, da han her støtter sig til et udsagn af en vis Runólfr Dagsson.
  • Kvad:
    • a. Grámagaflím
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Björn hitdælakappe Arngeirsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Björn járnsida
  • Sagnhistorie
  • Nogle vers i Ragnarssaga tilskrives den danske vikingehøvding Bjørn Jernside (søn af den legendariske Regnar Lodbrog). Versene regnes for uægte.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Björn krepphendi
  • 1100-tallet
  • Björn krepphendi siges i Skáldatal at have besunget kong Magnus barfod. Af hans Magnúsdrápa (Hkr. 639), der har været en «erfidrápa» i «drottkvætt», haves nu 8 hele Vers. Om Björns lævned vides intet, og forfatteren af Fsk. lader ikke til at have kendt ham, da der her ingen vers citeres af ham.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Björn krepphendi i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Blakkr skáld
  • 1100-tallet
  • En Blakkr skáld er den eneste af kong Sverres skjalde, af hvem noget anføres i sagaen om Gudmund dyra, nemlig 2 vers, der omhandler Sverres kampe med Kuflungerne, og senere et (ufuldstændigt) vers af en Þorleifsdrápa, en «erfidrápa» om en Þorleifr breidskeggr samt denne drapes omkvæd:

    «Hafði hér meðan lifði
    hvárttveggja Breiðskeggi
    — nú er friðspillir fallinn —
    fæst gótt ok dul hæsta».

    Drapen synes derfor nærmest at have været et «háðkvæði»
  • Kvad:
    • a. Breiðskeggsdrápa
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Blakkr skáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bótólfr begla
  • 1100-tallet
  • Fra midten af 1100-tallet omtales en islandsk skjald Bótólfr begla, der var bosat på Orknøerne; ham lykkedes det en gang at frelse Røgnvald jarls liv, og der haves et vers, som han digtede ved denne lejlighed (Flat. II 499).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Bragi Boddason
  • 800-tallet
  • Bragi hinn gamli Boddason adskiller sig fra sagntidens skjalde for det første derved, at han er en fuldstændig historisk person, og for det andet derved at de vers, som tillægges ham, er, i al fald for største delen, ægte. Han er tillige den første skjald, som med sikkerhed kan siges at have digtet i «dróttkvætt» versemål; samtidig er han også den første egenlige hirdskjald og den ældste repræsentant for den såkaldte kunstdigtning, der siden i flere århundreder næsten udelukkende blev benyttet så vel i Norge som på Island. Brages levetid er noget usikker, men må dog ifølge Landnámas slægtregistre og andre kilder sættes omkr. år 800 (eller c. 770-850). I Ldn. s. 120-21 (Sturl. I 2 og Fas. II 60) haves en fortælling om, at Brage en gang kom til Hörðaland til kong Hjörs dronning Ljúfvina og digtede et vers i «fornyrðislag» om hendes to sønner Hámundr og Geirmundr, der dengang var 3 år gamle. Denne Geirmund drog siden i en temmelig høj alder til Island, omkr. år 895, og vi føres således tilbage til tiden ved år 820-30 som hans fødselsår. Et andet støttepunkt med hensyn til bestemmelsen af hans levetid har vi i Ldn. (s. 66) sammenholdt med Eigla (kap. 62). Brages datterdatter Arnþruðr var nemlig gift med den norske herse Þórir Hróaldsson, der døde år 932 eller 933, og ved ham moder til Egils ven Arinbjörn hersir († 969). Brage siges desuden at have digtet om den svenske konge Björn at Haugi, hvis levetid falder omkr. år 830. Brage har vistnok stammet fra det vestlige Norge, da hele hans slægt findes her (i Firðir og Hørðaland), men han har opholdt sig i Sverige og vistnok også i Danmark, da han har digtet om konger i begge disse lande. I Sverige er kong Björn at Haugi af en eller anden grund bleven vred på ham, da Arinbjörn herse fortæller til Egil, at kongen vilde dræbe Brage, men at han dog frelste livet ved at digte en «tvítug drápa» om ham på én nat. — Dette er i korthed alt hvad man ved om Brages levnet.
    Af Brages kvad er der nu 11 hele og 15 halve vers samt en «visufjórðungr» tilbage. Af disse synes kun 2 hele vers at være lejlighedsvers; det ene, i «fornyrðislag» er før omtalt; det andet er digtet til en «jætte» og versemålet er «toglag» (Sn. E. I 466). De andre brudstykker er i «dróttkvætt» versemål og hører til draper, den største del uden tvivl til den såkaldte Ragnarsdrápa, som Brage ifølge Skáldatal og Sn. E. digtede om kong Ragnarr loðbrók. I selve drapen omtales også en fyrste Ragnarr Sigurðarson, som ved en mand, Hrafnketill, sendte Brage et prægtigt skjold som gave. På dette fandtes der billeder af gude- og heltelivet, og det er disse, Brage besynger, samtidig med at han takker fyrsten for gaven; det er altså med det samme en Skjaldardrápa (jvfr. Egils Berudrápa og fl.). Man har begyndelsen af kvadet i et eller måske to halvvers (Sn. E. I 426) samt to hele «stefjamál» hvert på 4½ vers; det ene handler om Hjadningekampen og det andet om Sörles og Hamdes fald (Sn. E. I 370-74 og 436-38). Omkvædet er i begge stefjamál følgende:

    «Ræs gáfumk reiðarmána
    Ragnarr — ok fjöl sagna.»

    Endvidere haves 9 halvvers, og måske en «visufjórðungr», der omhandler sagnet om Thor og Midgårdsormen, og som jeg også anser for at høre til Ragnarsdrápa. Jón Sigurðsson henfører derimod disse vers til et særskilt kvad (Þórsdrápa) «non solum numeri sed et metricae constructionis causa» (Sn. E. III 311), men jeg kan dog ikke sé nogen tilstrækkelig grund hertil. Versemålet (dróttkvætt) er hos Brage langtfra så regelret som hos de senere skjalde, og de friheder, han tillader sig i disse brudstykker, benytter han sig også af i de to før omtalte «stefjamál». Versenes antal (9¼) tyder jo på mere end et «stefjamál», men jeg kan ikke se noget i vejen for at Brage skulde kunne have digtet to "Stefjamál» om dette berømte sagn (jvfr. Thjodolfs Haustløng, der også er en skjaldardrápa). At omkvædet ikke forekommer i Thorskvadet, har sin grund i, at kun ét halvvers citeres ad gangen i Skáldskaparmál. Ligeledes tror jeg, at det vers, der tillægges ham i Gylfaginning om Gefionsagnet, også hører til Ragnarsdrápa; alle disse vers synes af indre grunde at høre til ét og samme kvad, og disse to sidste sagn kan lige så godt have været fremstillede på skjoldet som de to første. I den første del af det 14. årh. har man kendt endnu mere af kvadet. Forfatteren til den 4. afhandling i Sn. E. (II 210) siger nemlig: «Eru þessir lutir eða hættir Ekbasis — sá, er Bragi lofaði frændr Áslaugar i Ragnarsdrápu, at hans virðing sýndist meiri, en áðr var hon.» Nogen antydning til dette haves imidlertid ikke i de nu lævnede brudstykker af drapen. Derimod kan ikke halvverset «Eld of þá’k af jøfri» osv. (S. E. I 338) høre til Ragnarsdrápa, således som før er antaget. Dets indhold er nemlig ifølge dr. Konr. Gislasons forklaring følgende: «Fyrsten (ɔ: kongen) gav mig guld tilligemed mit hoved som løn for mit kvad.» Dette kan umulig passe på Ragnar, der forærede Brage det prægtige skjold som venskabsgave, men derimod fortræffelig på kong Björn at Haugi (jvfr. Arinbjörns ord til Egil ovenfor s. 10 u. t.). Det stemmer også med Skáldatal, at Brage har digtet en Bjarnardrápa eller Höfuðlausn, hvoraf dette og måske et andet halvvers i Sn. E. (I 350) er bevarede. Brage har også ifølge Skáldatal digtet om den svenske konge Eysteinn beli, der omtales i Fas. (I 254-72, 302 og 510), men af dette kvad synes intet bevaret.
  • Kvad:
    • a. Ragnarsdrápa
    • b. Ubest. vers (Brot)
    • c. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Brage hinn gamle Boddason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bragi Hallsson
  • 1100-tallet
  • Blandt kong Sverres skjalde var en Bragi skáld, som uden tvivl er den Bragi Hallsson, som ifølge Skáldatal digtede om Håkon Sverressøn.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Brandr (fylgðarmaðr Sturlu)
  • 1200-tallet
  • En af høvdingen Sighvatr Sturlusons mænd, ved navn Brandr, digtede i forbindelse med Sighvat og Sturlas afstraffelse af den genstridige biskop Gudmundr Arason et vers, som anføres i Bps. (I 532) og, uden at forfatteren nævnes, i Sturl. (I 256); verset handler om en af Gudmunds mænd, den tapre Eyjólfr Kársson’s fald. Året 1238 fandt det store slag på Ørlygsstad i Skagafjorden sted, i hvilket både Sighvat og Sturla faldt.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald:


Brandr skáld
  • Omkr. år 1200
  • Flere af de skjalde, hvis levetid man rigtignok ikke kender, må som følge de kvad, der tillægges dem, nærmest hensættes til tiden omkr. år 1200. En af disse er en skjald ved navn Brandr. Han har digtet en drape Leiðarvisan på 45 vers om søndagens hellighed. Skjalden navngiver sig selv i kvadet og tillige en præst Runólfr, på hvis opfordring han har digtet dette kvad. Möbius antager i sin Catalogus (s. 179), at Brand har levet i begyndelsen af det 14. årh.
  • Kvad:
    • a. Leiðarvisan
  • Mere om denne skjald:


Brandr víðförli
  • Tid: ukendt
  • Kristnisaga anfører (Bps. I 25-26) et vers i «fornyrðislag» af en Brandr hinn vidförli, som her siger, at han selv har set Thorvalds grav. Brand kendes ellers ikke, men han tilhører uden tvivl en langt senere tid end Thorvald vidförli.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Brúsi Hallason
  • Sidste halvdel af 900-tallet
  • Såvel Gluma (s. 84) som Melabók (Ldn. 210, 220-21), omtaler begge den kamp, som høvdingen Einar havde med Glum (omkr. år 995) og anfører tillige et vers, digtet ved samme lejlighed og om samme æmne, af en Brúsi Hallason hins hvíta, der den gang befandt sig i Einars følge. Bruse stammede fra gården Jórunnarstaðir i Øfjorden, men er ellers ubekendt.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald:


Brynjúlfr á Kjalarnesi
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Brynjúlfr úlfaldi
  • 1000-tallet
  • I Olaf den helliges saga omtales en norsk bonde ved navn Brynjúlfr úlfaldi, der boede ved Gøtaelven på grænsen mellem Sverig og Norge. For en tjæneste, han viste kongen, gav denne ham et guldbeslået sværd, gården Vettaland og en lensmands rettigheder; herom skal Brynjúlf have digtet et vers, hvoraf det sidste linjepar anføres i kongesagaerne.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Brynjólfr úlfalde i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Böðvarr balti
  • 1100-tallet
  • Böðvarr balti eller halti har digtet en Sigurðardrápa om kong Sigurd mund Haraldssøn (Fms. VII 354, Mork. 222). Af denne drape haves der foruden dette halvvers — forudsat at det er af ham — 2½ vers om kampen ved Holmen-grå. Da Bödvar her taler om «Þins föður» (ɔ: Harald gilles) «hefndir», må kvadet være digtet før 1155. Om Bödvars lævned ved man intet; hans tilnavn skrives i cod. Upsal. balti (ɔ: bjørn), men i Mork. halti; begge giver god mening, men det sidste turde dog snarere være en forvanskning af det første, ikke omvendt.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Böðvarr halte i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Bölverkr Arnórsson
  • 1000-tallet
  • Bölverkr Arnórsson, en broder til Thjodolf, har ifølge Skáldatal og Haraldssaga digtet en drape om kong Harald hårdråde. Af denne haves nu 5 hele og 2 halve vers. Størstedelen deraf handler om Haralds bedrifter i syden; det sidste vers omtaler hans tog til Danmark 1048; drapen må følgelig være digtet efter dette år.
  • Kvad:
    • a. Drápa um Harald harðráða (Drape om Harald Hårderåde)
  • Mere om denne skjald: Bölverkr Arnórsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie



D

Dáðe (eller Dagr) skáld Bárðarson


Dagfinnr Guðlaugsson
  • 1200-tallet
  • Ukendt skjald fra Sturlungetiden. Han har digtet om høvdingen Gautr på Melr († 1270), der var en ven af Sturlungerne.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald:


Dagstyggr Þórðarson
  • 1100-tallet
  • Skjald fra Sturlungetiden, ven af Gudmund den dyre. Sturlungesaga (I 145) anfører et vers, som blev digtet som svar på et andet af Ögmundr sneis; anledningen til og indholdet af de to vers er, at Ögmund en gang, efter at være bleven overvundet i en kamp med Dagstygg og hans brødre, får lov til at beholde livet; begge versene er godt digtede. Dagstygg døde samme år som dette skete (1195).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



E

Egill Halldórsson
  • 1200-tallet
  • En af Snorre Sturlusøns huskarle, som fremsagde et drømmekvad. Kort før Snorre flyttede bort fra Borg, viste Egill Skallagrímsson sig i drømme for Egill Halldórsson og fremsagde for ham et «dróttkvætt» halvvers, hvori han misbilligede Snorres forehavende at flytte fra Borg.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Egill Skallagrímsson
  • 900-tallet
  • Egill Skallagrimson slægtede i alle henseender faderen og farfaderen på, og som skjald har han sikkert langt overgået dem, idet han vistnok med rette anses for at have været en af oldtidens allerstørste skjalde. Med ham begynder også den lange række af islandske skjalde så vel ved den norske hird som på selve Island. Norske skjalde forekommer på ganske få undtagelser nær ikke mere, og det er udelukkende på Island, at skjaldepoesien fra nu af blomstrer. Egil kan ikke i egenlig forstand kaldes hirdskjald, da han aldrig opholdt sig som sådan ved nogen hird; rigtignok var han en tid hos kong Adalstein i England, men det var som kriger, ikke som hirdskjald. Egil blev født omtr. 904, og viste tidlig store åndelige og legemlige evner. Som skjald viser han sig allerede i sin barndom, og sagaen lader ham digte to vers da han kun var tre år gammel. Han var stor af vækst og stærk, og i forhold dertil både djærv og tapper, men styg af udseende og gærrig. - Omkr. år 924 rejste han udenlands med sin ældre broder Þórólfr; de opholdt sig vinteren over hos den norske herse Þórir Hróaldsson, med hvis søn Arinbjörn Egil stiftede et fortroligt venskab, som varede, medens begge levede. Derpå drog brødrene ud på vikingetog og opholdt sig en tid hos kong Adalstein i England, der gjorde dem til sine «landvarnarmenn». Året 927 deltog de i slaget på Vínuheiði, hvor Thorolf faldt. Nogen tid efter digtede Egil en drape om kongen (Adalsteinsdrápa), hvoraf et helt vers er bevaret (kap. 55) samt omkvædet:

    «Nú liggr hæst und hraustum
    hreinbraut Aðalsteini.»

    Derpå drog Egil til Norge og blev gift med Thorolfs enke Asgerðr, der var af norsk æt og nærbeslægtet med Arinbjörn. Året 929 rejste Egil til Island igen og opholdt sig i nogle år på Borg. I tidsrummet fra 933-45 var han derimod stadig på rejser snart i Norge snart andre steder. Kong Erik blodøkse, der allerede under Egils første ophold i Norge var bleven hans fjende, gjorde ham fredløs over hele sit rige, efter at han havde dræbt kongens søn Rögnvald og høvdingen Bergönund. Egil var derefter så uheldig at træffe på Erik i Norðymbraland nogen tid senere, og denne vilde da straks lade ham dræbe, skønt Arinbjörn gjorde alt hvad han kunde for at frelse ham. Da digtede Egil sit berømte kvad Höfuðlausn (936) og frelste dermed sit liv. Siden opholdt Egil sig for det meste i Norge, gør en reise til Vermaland og deltager i krigstog med Arinbjörn osv. Året 945 drager han endelig tilbage til Island, hvor han forbliver til sin død (omtr. år 990). I dette tidsrum tog han som en af de største og berømteste høvdinger del i mange stridigheder indenlands, men gik altid af med sejren.
    Af Egil anføres der i sagaen 6 større kvad foruden en mængde enkelte vers, som han digtede ved forskellige lejligheder. Disse sidste beløber sig til 47½ vers og er vistnok for en stor del ægte. Versemålet er her forskelligt; størstedelen er «dróttkvætt» med underarter som «iðrrmælt» (i 2 vers) og fl., men en del er desuden digtet i «mélaháttr» (1) og «fornyrðislag» (2½). Af de større kvad er den føromtalte Aðalsteinsdrápa det første. Det næste er Höfuðlausn (kap. 63), som han digtede år 936, da han kom til kong Erik blodøkse i England, og denne vilde lade ham dræbe. Dette kvad er helt bevaret i Eigla, og er altså det ældste, der haves fuldstændigt. Versemålet er «runhenda» af 3dje grad på 4 stavelser, og kvadet består af 16 hele og fem halve vers med indledning, 5 (rigtigere 4?) »stefjamál« og «slæmr». Omkvædene ere to, og hvert af dem bliver to gange gentaget; de lyder således:

    »Orðstír of gat
    Eirikr at þat« — og:
    »Bauð úlfum hræ
    Eirikr of sæ.«

    Kvadet handler om Eriks krigerske bedrifter og fremstillingen er næsten overalt særdeles klar og livlig. Egils 3dje hovedkvad er: Arinbjarnarkviða eller som den sædvanlig kaldes Arinbjarnardrápa (kap. 81). Versemålet er «kviðuháttr» (på 3-4 stavelser), og kvadet kan derfor ikke kaldes en «drápa», hvilket Jón Sigurðsson allerede har gjort opmærksom på (Sn. E. III 429-30); navnet er også opstået i den senere tid, da sagaen kun har benævnelsen «kvædi». Kun et brudstykke af den er bevaret på en for det meste ulæselig side i skindbogen AM. 132 fol. (Möðruvallabók) ; det er her ikke fuldt 26 vers. Kvadet er et «lofkvæði» om Egils ven og svoger Arinbjörn herse og er digtet 961, da Erik blodøkses søn Harald gråfeld var bleven konge i Norge og Arinbjörn på grund heraf var kommen til sine godser og sin værdighed igen. Egil udtrykker heri sin oprigtige glæde over den lykkelige vending, hans vens skæbne har taget, idet han tillige priser hans store bedrifter og gode egenskaber.
    Sona-torrek er det fjerde og måske mest storslåede af Egils hovedkvad og synes at være fuldstændig bevaret; det består af 24 hele vers i «fornyrðislag» på 4 stavelser. Her udtrykker Egil sin sorg over sin mest elskede søn Böðvars død; denne, der tegnede til at blive faderen lig i ét og alt, druknede som ganske ung i Borgarfjorden, og Egil tog sig dette tab så nær, at han vilde sulte sig ihjel. Hans datter Þorgerðr, der blev tilkaldt, fik ham dog med list bragt fra sit forsæt og overtalte ham til at digte et arvekvad om sønnen, idet hun forestillede ham, at dette ellers ikke vilde blive gjort. Egil havde også lidt før mistet en anden søn, Gunnarr, og det er om begge disse to, at kvadet er digtet. Således har i det mindste forfatteren af sagaen forstået det, og det er mindre rigtigt at opfatte det som kun digtet om Bödvar, med andre ord at kalde det «Sonartorrek». Kvadet er digtet omkr. 975.
    Egil har desuden digtet 2 skjoldkvad. Det første af disse kaldes af Jón Sigurðsson Drápa um skjöldinn Hákonarnaut eller Skjaldardrápa, men har ellers intet særegent navn. Det må være digtet omkr. år 978, og er knyttet til følgende fortælling om den unge skjald Einarr Helgason skálaglamm. - Den anden drape, der kaldes Berudrápa (kap. 83; Sn, E. I 572), digtede Egil nogen Tid senere (omtr. 980) om et prægtigt skjold, som den norske høvding Þorsteinn Þóruson, Arinbjörns søstersøn, sendte ham til foræring. Også af denne drape anføres kun begyndelsesverset. At Egil har digtet mere er utvivlsomt, skønt kilderne ikke anfører mere af ham.
  • Kvad:
    • a. Aðalsteinsdrápa
    • b Höfuðlausn (Hovedløsen)
    • c. Sonatorrek (Sønnetabet)
    • d. Arinbjarnarkviða (Kvadet om Arinbjørn)
    • e. Skjaldardrápa
    • f. Berudrápa
    • g. Lausavísur
    • h. Ubestemmeligt bruddstykke
  • Mere om denne skjald: Egill Skallagrímsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Eilifr Guðrúnarson
  • Omkr. år 1000
  • Skáldatal omtaler skjalden Eilifr Guðrunarson. Hans levned er os ubekendt, da han kun nævnes her og i Sn. E. Eilif skal ifølge Skáldatal have digtet et kvad om Håkon jarl; dette haves ikke nu, undtagen det skulde være det samme, hvoraf der i Sn. E. I (260 . . . 445) anføres brudstykker under navnet Þorsdrápa. Af denne drape er der her bevaret 19 hele og 2 halve vers med omkvædet:

    «Skalfa Þórs né Þjálfa
    þróttarsteinn við ótta.»

    Kvadet handler om Thors rejse til Geirrødsgård; det er klangfuldt og holdt i en ægte gammel skjaldeånd, hvorfor det uden tvivl er blevet sat meget højt af samtiden. Nu er det derimod vanskeligt at forstå på grund af de mange omskrivninger, hvorved denne drape udmærker sig fremfor nogen anden, som man kender. Af Eilif haves desuden 2 halvvers, hvoraf det ene er af kristeligt indhold; heraf synes at fremgå, at han senere har antaget kristendommen (Sn. E. I 446, II 102). Han er uden tvivl ikke, som nogle har ment, identisk med Eilffr kúlnasveinn.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Hákon (Et digt om Hakon Jarl)
    • b. Þórsdrápa
    • c. Kristið kvæði (Af et kristeligt digt)
  • Mere om denne skjald: Eilífr Goðrúnarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Eilífr kúlnasvein
  • 1100-tallet
  • Nævnes i Skáldskaparmál (Sn. E. I 448—50), hvor han tillægges 2 halvvers og en «visafjórðungr» i «dróttkvætt», samt et halvvers i «munnvörp», der alle er af kristeligt indhold og synes at have hørt til en Máríudrápa {?). Et helt vers af lignende indhold findes i den 4de afh. i Sn. E. (II 214) og tilskrives der en «Eylífr», der vistnok må være en og samme person som Eilífr kúlnasvein. Eilífr omtales ellers aldrig. Nogle har fejlagtigt ville identificere ham med Eilifr Guðrúnarson. Så meget synes man dog at kunne se af hans kvad, at han er betydelig yngre end Eilifr Guðrúnarson.
  • Kvad:
    • a. Kristsdrápa (?) el. brudstykker af digtet (?)
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Eilífr Snorrason
  • 1200-tallet
  • Eilífr Snorrason Bárðarsonar digtede i slutningen af 1100-tallet et vers i anledning af en vis Ljóts drab. I Sturl. og Bps. sammenblandes han med Eyjólfr Snorrason.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Einar fóstri
  • 1400-tallet ?
  • I nogle kilder kaldes denne digter Einar fóstri i andre Sigurður fóstri. Han tilskrives først og fremmest det store digt Skíðaríma på 202 vers. (Kilde: Jón Þorkelsson: «Om digtningen på Island i det 15. og 16. århundrede, s. 211ff.)
  • Kvad:
    • a. Skaufhalabálkr
    • b. Skíðaríma
  • Mere om denne skjald: fóstri.


Einarr Gilsson
  • 1300-tallet
  • Einarr Gilsson er den sidste bekendte og tillige en af de betydeligste skjalde fra det 14. årh. Han omtales flere gange i diplomer fra midten af århundredet, og man kan heraf se, at han ved år 1340 og 1353 bode i Skagafjorden på det nordlige Island. År 1367-68 var han «lögmaðr» for nord- og vestlandet, og bode i Hunavatnssysla. Hans slægt eller dødsår kendes ikke, men måske har han stammet fra den Einarr Gilsson Illugasonar, som nævnes i Melabók (Ldn. s. 87) og har da hørt til Gilsbekkingernes berømte æt. I abbed Arngrims Guðmundarsaga (Bps. II 1-184) anføres 77 vers i «dróttkvætt» af ham, som alle omhandler forskellige episoder af biskop Gudmunds liv og har således oprindelig dannet en eller flere Guðmundardrápur. Nu står versene enten isolerede eller i mindre grupper; en af disse, der består af 21 vers, har et særskilt navn og kaldes Selkolluvísur. Desuden har Einar digtet en Ólafsrima om Olaf den hellige; den findes i Flatøbogen (I 8-11) og består af 65 vers i det versemål, som nu på Island kaldes «ferskeytt». Dette er den ældste «ríma», hvis forfatter kendes.
  • Kvad:
    • a. Et digt (drape?) om Gudmund Arason, biskop
    • b. Et hrynhent digt om Gudmund Arason
    • c. Selkollu-vísur
    • d. Ólafs ríma Haraldssonar
  • Mere om denne skjald:


Einarr klápr
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Einarr skálaglamm
  • † omkr. 995
  • Fra slutningen af den hedenske tid har man flere hirdskjalde, som digtede om Håkon jarl (969-995). En af disse er Einarr Helgason skálaglamm. Einar stammede fra det vestlige Island og var en broder til den fra Laxdæla bekendte Ósvifr hinn spaki. Om Einar ved man kun, at han opholdt sig ved Håkon jarls hird og at han deltog med denne i Jomsvikingeslaget. Lige før slaget begyndte, truede Einar med at forlade Håkon og gå over til Sigvaldi jarl, da han var misfornøjet med, at Håkon i den sidste tid ikke havde vist ham så megen hæder som tidligere. Håkon vilde dog ikke miste ham og forærede ham to forgyldte sølvskåler, hvis lodder (hlotar) havde den egenskab, at de varslede held, når de klang i skålerne. Dette virkede, og Einar forblev hos jarlen. På grund heraf skal han have fået tilnavnet «skálaglamm»,men før skal han, uvist hvorfor, være bleven kaldet Skjaldmeyjar-Einarr. To vers, som han digtede ved føromtalte lejlighed, er bevarede (Fms. XI 127-28, Eigla 206-207 og fl. st.). Senere, men vistnok ikke før end efter Håkon jarls død, rejste Einar tilbage til Island. Ifølge Ldn. (s. 95) og Fms. (XI 158) druknede han i Breidafjorden; skålerne skal være drevne i land ved de øer, der siden kaldes Skáleyjar, men årstallet for denne begivenhed kendes ikke. Af Einar haves nu i det hele omtr. 27 hele og 14 halve vers foruden en «visufjórðungr», der alle er bevarede i kongesagaerne og Snorra Edda. Deraf hører 3 vers til de såkaldte «lausavísur», men resten vistnok for største delen til en drape om Håkon jarl, der kaldes Vellekla og handler om dennes krigerske bedrifter. Guðbr. Vigfússon antager, at dette kvad er digtet omtr. år 976-77 (Safn. I 321), da toget til Dannevirke (975) efter hans mening er det sidste, som kvadet omtaler. Dette er også rigtigt i henhold til brudstykkerne i kongesagaerne, men i et halvvers i Sn. E. (I 422) omtales Jomsvikingeslaget, og dette må da enten høre til et andet kvad af Einar, eller også er Vellekla ikke digtet før end efter år 994. Det sidste forekommer mig, sammenholdt med den noget afvigende fortælling i Eigla, at være fuldt så sandsynligt.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Einarr Helgason skálaglamm i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Einarr Skúlason
  • 1100-tallet
  • Einarr Skulason er uden tvivl det 12. århundredes største skjald, skønt han ingenlunde kan stilles ved siden af det 11. årh.'s store skjalde, som Sighvatr, Þjóðólfr o. a. Einar er født på Island omtr. år 1095, rimeligvis på Borg i Borgarfjorden, da han nedstammede i lige linje fra Myramændenes berømte slægt. Som ung er han bleven præsteviet og med sin præstelige titel omtales han som oftest. Omkr. 1014 rejste han til Norge, hvor han straks kom i høj gunst hos kong Sigurd Jorsalafare; efter dennes død er han vel rejst tilbage til Island. Han nævnes også i «Nafnaskrá islenzkra presta» ved år 1143, og har sikkert da opholdt sig på Island (Dipl. Isl. I 187). I Norge omtales han ikke før ved år 1145 -50. Efter sin tilbagekomst hertil kom han i hjøj anseelse hos Harald gilles sønner, især Eysteinn, der gjorde ham til sin «stallari». Som et eksempel på, i hvor høj anseelse han stod for sin digtekunst, er det nok at minde om, at han på kong Eysteins opfordring digtede sit bekendte kvad Geisli, også kaldet Ólafsdrápa, om Olaf den hellige, og selv fremsagde kvadet i Kristuskirken i Throndhjem i overværelse af kong Eystein, kardinalen Nikulás og andre stormænd (1152). Denne fortrinlige drape er som bekendt helt bevaret og består af 71 vers i «dróttkvætt» med omkvæd:

    «Greitt má gumnum létta
    guðs riðari striðum;
    hraustr þiggr allt sem æstir
    Óláfr af gram sólar.»

    Einar lod sig imidlertid ikke nøje med at besynge Norges konger, men rejste så vel til Sverige som til Danmark, og besang den svenske konge Sørkvir Kolsson (c. 1150) og dennes søn Jón jarl, samt den danske konge Sveinn sviðandi; intet af disse kvad er bevaret, men Knytlinga anfører et vers af Einar (Fms. IX 353), hvori han beklager sig over, at kong Svend ikke lønnede ham hans kvad. Hans øvrige kvad er sikkert alle digtede i Norge, og er for største delen «lofkvæði» om de norske konger; således digtede han et kvad om kong Sigurd Jorsalafare, hvoraf 5 hele og 6 halve vers haves tilbage, samt to, nu tabte kvad om kongerne Eystein Magnussøn og Magnus Sigurdssøn blinde (fra omtr. 1133). Om kong Harald gille digtede han (omtr. 1134) et kvad, hvoraf 2 hele og 7 halve vers ere bevarede, samt en Haraldsdrápa i «toglag»; af denne haves 3 hele og 2 halve vers. Af et kvad om Harald gilles sønner (fra omtr. 1140) haves et helt og tre halve vers bevarede samt muligvis ét (Fms. 238-39) af et kvad (fra omtr. 1148) om kong Sigurd Haraldssøn. Af et kvad i «runhenda» om kong Eystein Haraldssøn (fra omtr. 1153) haves nu 6 hele og 3 halve vers tilbage (i Sn, E. og Fms.), samt 5 hele vers af et kvad i «dróttkvætt« om Inge Haraldssøn. Efter kong Eysteins død (1157) digtede Einar en Eysteinsdrápa, hvoraf 1½ vers er bevarede. — Einar skal også ifølge Skáldatal have digtet et kvad om en Indriði ungi, en norsk høvding, der rejste til det hellige land, hvorfra han vendte tilbage år 1150. Et halvvers er måske bevaret heraf i Sn. E. (I 504). Elfarvisur digtede Einar om den berømte norske høvding Gregorius Dagsson's kamp i Götaelven 1159; heraf er 2 hele vers bevarede. Foruden flere lejlighedsvers har Einar digtet en Øxarflokkr eller Øxardrápa om en guld- og sølvprydet økse, som han har fået foræret af en eller anden stormand. Brudstykker heraf findes i Skm., nemlig 4 hele og 7 halve vers. Endelig har Einar digtet et slags Nafnapulur, hvortil jeg tror at kunne henføre 7 vers.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Einarr Skúlason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Einarr Þorsteinsson draumr
  • 1200-tallet
  • En Einarr Þorsteinsson draumr fra gården Reykjahlið við Myvatn omtales i Bps. (I 593) som en mand, der gav sig af med at digte, og der anføres her et vers af ham om den øfjordske høvding Hallr Kleppjárnsson på Mödruvellir. Versemålet er «dunhent» og selve verset meget smukt.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Einarr Þveræingr Eyjolfsson
  • 1000-tallet
  • "Af den vise Einarr på Þverá, Glúms modstander og den, der virkningsfuldest bidrog til at gøre Glúms sidste leveår så ulykkelige, haves to vers, det ene digtet i anledning af en kamp med Glúmr, det andet forfattet, da Olaf den hellige ønskede at måtte få Grímsø (nord for Island) til foræring, hvilket navnlig Einarr modsatte sig, da han klart indså, at meningen var herigennem at få fast fod på Island. Begge vers er sikkert ægte. (Kilde: Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I 519)
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Eindriði Einarsson
  • Tid: ukendt

Af Eindriði Einarsson Þambarskelfis søn anføres et vers i Fms (V 307-308); men fortællingen er i historisk henseende ikke fuldt pålidelig, og det er derfor tvivlsomt, om det her anførte vers er af ham.

  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Einðriði i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Eiríkr Agnarsson
  • Sagnhistorie
  • Nogle vers i Ragnarssaga tilskrives den norske sagnkonge Eiríkr Agnarsson. Versene regnes for uægte.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Eiríkr Íslendingr
  • 1100-tallet
  • Fra midten af 1100-tallet omtales en islænding ved navn Eirikr, der digtede et vers i «fornyrðislag» om den orknøiske høvding Sveinn Áslaugarson's bedrifter.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Eiríkr viðsjá
  • 1000-tallet
  • En utvivlsom og tilmed betydelig skjald er den i Heiðarvigasaga optrædende Eirikr viðsjá, der var i Bardes følge og deltog med ham i alle hans kampe. Erik boede på gården Búrfell på nordlandet ikke langt fra Asbjarnarnes; han bliver i sagaen omtalt som «skáld ok eigi litill fyrir sér». Af ham anføres i det hele 7 vers, der alle er digtede om de «Heidarvig» benævnte kampe (1014); det sidste af disse anføres også i den 4de afhandling i Snorra Edda (II 192). Om Eriks liv vides kun, at han på grund af deltagelse i disse kampe for en tid blev gjort fredløs og måtte sammen med Barde og hans fæller forlade landet. Eirik har været en udmærket skjald at dømme efter de brudstykker, som tillægges ham, og der er næppe nogen grund til at tvivle om deres ægthed.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Eldjárn húsvikski
  • Omkr. 1100
  • Efter et mindre heldigt krigstog i Sverige drog en fransk ridder ved navn Gipard med et købmandsskib til England, men på vejen hertil blev der på grund af hans uduelighed digtet en spotvise (niðvisa) om ham af en islandsk mand ved navn Eldjárn; om denne fortælles der, at han nylig var kommen fra Miklagård og stammede fra Husavik i det nordlige Island. Da man landede i England, beklagede Gipard sig over spotvisen for øvrighedspersonen i den nærmeste by. Eldjarn skulde da foredrage verset, men fremsagde et andet i steden for, hvori han roser Gipard for hans store tapperhed i slaget i Sverige. Skønt øvrighedspersonen indrømmede, at han ikke forstod sig meget på skjaldevers, syntes det ham dog, at dette vers indeholdt ros , og dermed måtte Gipard slå sig til tåls, da han fremfor alt ikke vilde fortælle den sande sammenhæng (Hkr. 651-52, Mork. 148-49).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Erpr lútandi
  • 800-tallet
  • Erpr lútandi siges at have digtet om den svenske konge Eystein beli. Erpr var svigerfader til Brage den Gamle, som var gift med hans datter Lopthæna (Ldn. s. 66). Skáldatal fortæller desuden om ham: «Erpr lutandi vá víg i véum ok var ætlaðr til dráps, hann orti drápu um Saur konúngs hund ok þá höfut sitt fyrir.»
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Erringarsteinn
  • 900-1000-tallet
  • Af Erringarsteinn haves et halvvers (l. c. 440), der synes digtet i Norge på en tid, da man ventede angreb fra Danmark (i Håkon Adalsteinsfostres tid?).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Erringar-Steinn i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Eyjólfr Brúnason
  • 1200-tallet
  • Der findes et vers af Snorre, som er en hilsen til en skjald ved navn Eyjólfr Brúnason, om hvem Ólafr hvitaskáld siger, at han var «skáld einkar gott ok búþegn góðr, en eigi férikr».
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Eyjólfr dáðaskáld
  • Omkr. år 1000
  • En af Erik Jarls skjalde, hvis levned man dog ikke nærmere kender, er en Eyjólfr med tilnavnet dáðaskáld, der har digtet en drape om jarlen, kaldet Bandadrápa («deorum carmen» Skl. II 273). Af dette kvad haves der i kongesagaerne samt Sn. E. (I 440, 468) i alt 8 hele vers, der omhandler Erik jarls forskellige krigstog, især i tidsrummet 993-98. Omkvædet til denne drape er «klofastef» og består — hvad der er ganske usædvanligt og påfaldende (jvfr. Aarb. for nordisk Oldkyndighed 1879, s. 185) — af 5 (og ikke 4) «vísuorð». Dette omkvæd lyder:

    «Dregr land at mun banda . . .
    Eirikr und sik geira . . .
    veðrmildr ok semr hildi . . .
    gunnblíðr ok réð (rigtigere «ræðr») síðan . . .
    jarl goðvörðu hjarli».

    Heraf fremgår det, at drapen må være digtet efter år 1000, og hvad dens navn angår, tror jeg for min del, at man må søge dets oprindelse i omkvædets første «visuorð». Hvad angår skjaldens tilnavn «dáðaskáld», så er betydningen heraf uvis og skrivemåden hos de forskellige udgivere på grund heraf vekslende, idet nogle sætte dets første del i forbindelse med en mand «Daði», andre med hunkønsordet «dáð» osv.
  • Kvad:
    • a. Bandadrápa
  • Mere om denne skjald: Eyjólfr dáðaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Eyjólfr forni
  • 1200-tallet
  • En Eyjólfr forni siges at være forfatter til et halvvers. Han skal ifølge cod. B af Sturl. (I 372) senere have deltaget i slaget på Ørlygsstad (1228), og der anføres her et «vísuorð», som han drømte, lige førend kampen begyndte.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Eyjólfr Snorrason
  • 1200-tallet
  • I Hrafn Sveinbjarnarsons saga skildres et forligsmøde, og i denne sammenhæng anføres et vers i «hálfhnept» versemål af en Eyjólfr Snorrason på Haukaberg, der selv var her tilstede; af samme skjald haves også et halvvers digtet om en vestfjordsk bonde Jóseppr fra omtr. år 1213 samt et drømvers i «fornyrðislag» fra omtr. år 1210 (Sturl. II 284, 299, 306). I Sturl. og Bps. sammenblandes han med Eilífr Snorrason.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Eyjólfr Valgerðarson
  • † omkr. 985
  • Jómsvíkingasaga (Fms. XI 42-43) omtaler som skjald den islandske høvding Eyjólfr Einarsson eller som han sædvanlig kaldtes Eyjólfr Valgerðarson. Der anføres her et vers af ham, som han skal have digtet ved efterretningen om, at den danske konge Haraldr Gormsson havde i sinde at gøre et krigstog til Island, for at hævne sig for et nidkvad, som Islændingerne havde digtet om ham. Eyjolf boede på gården Möðruvellir i Øfjorden og var en tid lang en af de største høvdinger på nordlandet. I en alder af omtr. 50 år druknede han i en lille å nærved sit hjem (Gnupufellsá). Hans store rigdomme og magt gik da i arv til hans sønner Gudmundr hinn riki og Einarr Eyjólfsson, senere kaldet Einarr Þveræingr.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald:


Eysteinn Ásgrímsson
  • † 1361
  • Eysteinn Ásgrimsson, forfatteren til det berømte kvad Lilja, var munk i Þykkvabæjarklaustr. Hans levetid falder i midten af det 14. årh. Ved år 1343 omtales han i Ann. Isl., idet der siges, at han og to andre munke, der havde forgrebet sig på abbeden sammesteds Þorlákr Loptsson (1314-51), blev fængslede og der blev pålagt ham halsjærn; endnu samme år blev han dog løsladt og rejste da til Helgafell, hvor han rimeligvis har opholdt sig i de næstfølgende år. Efter biskop Jón Sigurðsson's død i året 1348, blev han «officialis» på Helgafell, hvilket embede han beklædte til 1351, da Gyrðr Ívarsson blev kaldet til biskop i Skalholt. Der opstod snart et spændt forhold imellem, denne biskop og Eystein, men de synes dog at være blevne forsonede, da vi senere finder Eystein på bispens visitatser i følge med denne. Det fortælles således, at Eystein ledsagede ham år 1355 til Fell i Kollafjord. Året efter rejste Eystein til Norge, hvor han opholdt sig i Elgisetr nærved Throndhjem indtil år 1358. Her vandt han erkebispen for sig, og denne overdrog da ham og en Brandr Eyjólfsson at undersøge kirkens tilstand på Island, hvorfor han samme år rejste fra Norge tilbage til Island. Resultaterne af deres undersøgelse kendes ikke, men fra denne tid kommer Eystein igen i spændt forhold til biskop Gyrd, der endog lyste ham i ban. En forsoning må dog snart være påfulgt, ti i året 1359 blev Eystein ansat som «officialis» på vestfjordene. 1360 rejste Eystein igen til Norge til Elgisetr og døde her året efter, 1361; ifølge nogle annaler døde han dog først 1366.
    Eysteins hoveddigt er Lilja, hvorom det udsagn haves, at «öll skáld vildu Lilju kveðið hafa». Digtet behandler i 100 vers Kristi fødsel, liv og død; versemålet er regelmæssig «hrynhenda», der på grund heraf senere er blevet kaldet «Liljulag». Når kvadet er digtet, vides ikke; måske er det digtet i året 1343, medens Eystein sad fængslet; en legende beretter også, at han ved sit kvad digtede sig ud af fængslet. Lilja er til alle tider bleven anset for et hovedværk fra den katholske tid i Island. En mærkelighed ved Lilja, som vistnok for en stor del har bidraget til dens popularitet, er, at den aldeles ingen omskrivninger («kenningar») har; i så henseende er Lilja forbillede for den senere kristelige digtning.
  • Kvad:
    • a. Lilja (Lilje)
  • Mere om denne skjald:


Eysteinn Valdason
  • Omkr. 1000
  • I Skáldskaparmál omtales flere skjalde, som man nu ikke kender noget til, og hvis levetid det derfor som oftest er umuligt at angive, da man af de brudstykker af dem, som er bevarede, ingen sikre slutninger kan drage. Uden nærmere at kunne angive tiden ser flere af dem dog ud til at tilhøre den hedenske tid. Blandt disse er Eysteinn Valdason, af hvem der anføres 3, som det synes, meget gamle halvvers om Thor og Midgårdsormen (Sn. E. 1 254).
  • Kvad:
    • a. Þórskvæði (Digt om Tor)
  • Mere om denne skjald: Eysteinn Valdason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Eyvindr Finnsson skáldaspillir
  • † omkr. 990
  • Eyvindr Finnsson skáldaspillir, er en af de største, men tillige den sidste af de egentlige norske hirdskjalde; efter denne tid omtales i det mindste i et tidsrum af 2½ århundrede på ganske få undtagelser nær udelukkende islandske skjalde.
    Eyvindr skáldaspillir var af en stor og berømt æt, idet hans fader, høvdingen Finnr hinn skjálgi på Hálogaland, var gift med en datterdatter (Gunnhildr) af Harald hårfager; han var således nærbeslægtet med kong Håkon. Eyvinds fødselsår kendes ikke, men han antages at være født omkr. år 910-20 eller måske før, da han i et vers, digtet omtr. 962, allerede omtaler sig som en gammel mand ( - »fellr á hönd mér elli» - ). Eyvind forekommer først ved år 960, da han lige før slaget på Stord i et vers gør Håkon bekendt med Gunnhildssønnernes ankomst (Hkr. 103). I et andet vers (l. c.) opfordrer han til kamp og selv kæmpede han i slaget ved kongens side. Kongesagaerne anfører desuden to vers af Eyvind om denne kamp, der øjensynlig ikke er lejlighedsvers, men digtede efter slaget. De hører derfor vistnok til et kvad om kampen på Stord, der for øvrigt er tabt. Efter kong Håkons fald vilde Eyvind ikke tjene Gunnhildssønnerne, skønt disse gerne vilde drage ham til sig, og forholdet mellem dem blev meget spændt. Efter at Glum Geiresøn i et vers havde udtrykt sin glæde over kong Håkons fald, svarede Eyvind med et andet, hvori han udtaler sig i samme ånd om Gunnhildssønnens kong Gamles fald og slaget på Rastarkalv. Herover blev kong Harald gråfeld så vred, at han vilde lade Eyvind dræbe, men et forlig blev dog opnået på den betingelse, at Eyvind skulde blive kongens mand; kongen forlangte tillige, at han skulde blive hans hirdskjald, men det vilde Eyvind ikke gå ind på. Forliget blev imidlertid ikke af lang varighed, idet Eyvind nogen tid senere digtede 2 vers, hvori han fremhæver Gunnhildssønnernes gerrighed og forskellen mellem deres og kong Håkons regeringstid. Kong Harald lod ham da kalde for sig, beskyldte ham for utroskab og lod ham bøde en guldring, Moldi, som havde tilhørt Eyvinds fader og skal have været af stor værdi. Derpå drog Eyvind hjem uden senere at besøge kong Harald, hvorimod han efter dennes og hans brødres fordrivelse sluttede sig til Håkon jarl, til hvem han synes at have stået i et fortroligt venskab. Eyvinds dødsår kendes ikke, men det må rimeligvis hensættes til omtr. år 995, da han efter Håkon jarls død ikke omtales, hvorimod hans søn Hárekr nævnes som høvding kort efter kong Olaf Tryggvesøns tronbestigelse. Fagrskinna (s. 48) omtaler Eyvind iblandt dem, der deltog i slaget mod Jomsvikingerne år 994; sikkert er det, at han har været i live den gang.
    Betydningen af Eyvinds tilnavn «skáldaspillir» har været omtvistet; nogle have antaget at det betød «skjaldenes fordunkler», medens andre (som Jón Sigurðsson og dr. K. Gíslason) tror, at det er «skjaldenes fordærver», altså «spillir» ligefrem et «nomen agentis» af «spilla». Skønt Eyvind uden tvivl har været en god skjald, kan det dog ikke nægtes, at denne sidste udtydning passer fortrinlig på ham. Ligesom Audun fik sit tilnavn «illskælda» ved at benytte et omkvæd af en anden skjald, således har Eyvind sikkert fået sit på grund af sine kvad Hákonarmál og Háleygjatal, der begge, så vel hvad indhold som hele anlægget angår, er fuldstændige efterligninger af de ældre kvad Eiríksmál og Ynglingatal. At han derimod skulde have fordunklet de ældre skjalde med disse kvad, er mindre sandsynligt.
    Af Eyvinds kvad er det føromtalte Hákonarmál om kong Håkon Adalsteinsfostre fuldstændig bevaret. Versemålet er afvekslende «ljóðaháttr» og «fornyrðislag», og versenes antal er 20. Eyvind skildrer heri først kampen på Stord og siden kongens optagelse i Valhal; det sidste vers er tildels lånt fra Hávamál, men ellers har skjaldens forbillede været Eiriksmál (af Glumr Geirason ?). Háleygjatal (Háleygjadrápa, Flat. I 64) er digtet om Håkon jarl, og omtales med følgende ord i Skáldatal: «Eyvindr skáldaspillir orti um Hákon jarl hinn rika kvæði þat er heitir Háleygjatal, ok taldi þar langfeðga hans til Oðins, ok sagði frá dauða hvers þeirra ok legstað.» Af Heimskringlas prolog får vi at vide, at Sæmingr Odins søn var den første i rækken, og kvadet er uden tvivl digtet med det formål for øje, at hævde, at Håkon var af lige så højbyrdig æt som Harald hårfagers efterkommere, og altså havde samme ret til herredømmet over Norge som disse. Kun brudstykker af disse kvad er bevarede i sagaerne og Snorra Edda, ialt 9 hele og 7 halve vers, og heraf synes et helt og et halvt vers at høre henholdsvis til begyndelsen og slutningen (Sn, E. I 248, 470). Versemålet er «kviðaháttr» (på 3 og 4 stavelser) nøjagtig som i Ynglingatal, der også hvad indholdet angår har tjent til forbillede. Kvadet synes at være digtet år 994 eller 995, da et af versene omhandler slaget på Hjörungavåg. Desuden har Eyvind digtet en Íslendingadrápa om alle islændinge (Hkr. 123), hvoraf dog intet er bevaret undtagen det skulde være linjeparret (Sn. E. II 134):

    «Út réð Ingólfr leita
    ógnreifr med Hjörleifi».

    En lille fortælling knytter sig til dette kvad. Islændingene belønnede nemlig kvadet på den måde, at hver mand gav 3 penninger, og af disse penge blev der lavet et kappespænde (feldardálkr) af 50 marks vægt, og sendt Eyvind. Han blev imidlertid nødt til at sønderhugge smykket og anvende pengene, og der haves et vers af ham, hvori han beklager dette. — Ialt haves der af Eyvind, foruden de større kvad 8 hele og 5 halve vers, som må henregnes til «lausavisur«. (Jvfr. i øvrigt Sn. E. III 456-63).
  • Kvad:
    • a Hákonarmál (Hakons Mindekvad)
    • b. Háleygjatal
    • c. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Eyvindr Finnsson, skáldaspillir i Finnur Jónssons Litteraturhistorie



F

Fleinn skáld Hjörsson
  • 800-tallet?
  • Fleinn skáld hører til blandt de tidligste skjalde. Han omtales så vel i Hauksbók som Melabók af Ldn. (s. 276-77 u. t.). Her fortælles at han var Hjörsson, og stammede fra øen Borgund på Möre i Norge, hvor hans fader havde været bosat. Først opholdt han sig hos to oplandske konger, Þóralfr og Ólafr, men drog siden ned til Danmark til en kong Eystein, der vistnok må være den samme som Eystein bele, skønt denne ellers omtales som en svensk konge. Her blev han så anset på grund af sin skjaldegave, at kongen gav ham sin datter til ægte. Ved den «Fleinsháttr», hvori Snorres Ht. 58 er digtet, sigtes der uden tvivl til denne skjald, skønt der ikke er bevaret noget af ham, der ligefrem kunde bekræfte denne antagelse.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Flosi Þórðarson
  • 1000-tallet
  • I Njals saga anføres et vers af en ”Draumvísa” af Flosi Þórðarson, bedre kendt som Brennu-Flosi.
  • Kvad:
    • a. Lausavisa
  • Mere om denne skjald:



G

Gamli gnævaðarskáld
  • 900-tallet
  • I Skáldskaparmál omtales flere skjalde, som man nu ikke kender noget til, og hvis levetid det derfor som oftest er umuligt at angive, da man af de brudstykker af dem, som er bevarede, ingen sikre slutninger kan drage. Uden nærmere at kunne angive tiden ser flere af dem dog ud til at tilhøre den hedenske tid. Blandt disse er Gamli gnævaðarskáld, der også i et halvvers har besunget Thor samt i et andet en eller anden konge (Sn. E. 256, 524).
  • Kvad:
    • a. Þórskvæði (Af et digt om Tor)
    • b. Af et fyrstedigt/heltedigt (Lausavísa)
  • Mere om denne skjald: Gamle gnævaðarskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gamli kanoki
  • 1100-tallet
  • Flere af de skjalde, hvis levetid man rigtignok ikke kender, må som følge de kvad, der tillægges dem, nærmest hensættes til tiden omkr. år 1200. En af disse er Gamli kanoki, der har digtet et kristeligt kvad Harmsol samt en Jónsdrápa om apostelen Johannes, hvoraf Post. (s. 510-11) anfører 4 vers; denne drape har været i «hrynhenda» og Post. giver her den oplysning om Gamle, at han har været kannik ved det i år 1168 stiftede kloster i Þykkvibær. Harmsól er derimod fuldstændig bevaret; dette kvad er digtet i «dróttkvætt» og består i alt af 65 vers; det er et særdeles smukt «iðrunarkvæði».
  • Kvad:
    • a. Jóansdrápa
    • b. Harmsól (Harmsol)
  • Mere om denne skjald:


Gestr Oddleifsson
  • 1000-tallet
  • Da skjalden Völu-Stein var bleven gammel, mistede han sin søn Ögmundr, der blev dræbt c. 1002 på Þorskafjarðarþing; da faderen sygnede hen af sorg og ønskede døden, søgte den efterlevende søn, Egill, råd hos den vestlandske høvding Gestr Oddleifsson hinn spaki. Gest digtede da begyndelsen til Ögmundardrápa, som Völu-Stein siden skulde fortsætte. Fortællingen ligner den i Eigla om Sona-torrek. Gest, der således må regnes for skjald, var født omkr. år 940 og bliver omtalt i mange sagaer. Han var især berømt for sin visdom og sjeldne fremsynethed, og døde i en høj alder 1016. Af Ögmundardrápa haves der nu 2 halvvers i Sn. E. (I 250, 474). Begge tillægges de her Völu-Stein, men det ene er dog åbenbart af Gest, da det netop danner begyndelsen af drapen, hvor skjalden henvender sig til Egil. Det andet vers er derimod af Völu-Stein selv, der her udtrykker sin sorg over sønnens død.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (strofe af Ögmundardrápa)
  • Mere om denne skjald:


Gestr Þorhallsson
  • 1000-tallet
  • Gestr Þorhallssons fader var uretfærdigt bleven dræbt af den berømte høvding Víga-Styr. Dette skete omkr. år 1007. Gest var en betydelig skjald, og i en tabte saga om Víga-Styr skal der ifølge Jon Ólafssons vidnesbyrd have været anført 13 hele vers af ham, der dels omhandlede disse, dels senere begivenheder; han undgik lykkelig alle de forfølgelser, der påfulgte efter Styrs drab, og drog til sidst til Miklagård, hvorfra han ikke senere skal være vendt tilbage. Et og et halvt vers af ham findes opbevaret i Isl. (II 289) og den såkaldte Laufásedda (Sn. E. II 498, 628).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Gestr Þórhallason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gilli jarl
  • 1000-tallet
  • I Njals saga anføres et vers af en ”Draumvísa” af Gilli jarl í Suðereyjum.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Gísl (Gils) Illugason
  • 1100-tallet
  • Gísl (Gils) Illugason er vistnok en af de betydeligste, af kong Magnus Barfods skjalde. Gisl hørte til den på skjalde så rige Gilsbekkingaætt og stammede i lige linje fra Gunnlaug ormstunges farbroder, skjalden Tindr Hallkelsson. Han var født 1078. Da han vai 6 år gammel, blev hans fader Illugi dræbt af en norsk hirdmand Gjafvaldr. 17 år gammel rejste Gisl til Norge (1095) nærmest i den hensigt at hævne sin fader. Herom haves en ganske smuk fortælling i Fms. (VII 29-40) og Bps. (I 221-27), hvis indhold i korthed er følgende. Efter at det var lykkedes Gisl at dræbe Gjafvald, der var meget afholdt af kong Magnus, blev han fængslet og skulde på kongens befaling øjeblikkelig dræbes; men der opholdt sig ved den tid i Nidaros omtrent 300 Islændinger, og disse gik med bispesønnen Teitr Gissurarson hen til fængslet, brød det op og befriede Gisl. Denne troede i begyndelsen, at det var kongens folk, der kom, men tabte dog ingenlunde modet, hvilket et «dróttkvætt» vers, han digtede ved denne lejlighed, til fulde viser. Kongen sammenkaldte straks et møde, forlangte Gisl udleveret og truede i modsat fald med at anvende magt. Efter at ordet var blevet nægtet såvel Teit som Gisl, fik endelig en islandsk præst ved navn Jón Ögmundarson (helgi, senere biskop i Island) lov til at tale. Hans tale var så glimrende og holdt i så stærke udtryk, at kongen blev lidt tvivlrådig om, hvad han skulde gøre. Gisl overgav sig imidlertid frivillig til kongen, der skænkede ham livet og gjorde ham til sin hirdmand. Det fortælles (Fms. l. c), at Gisl ved denne lejlighed digtede et kvad om kong Magnus, «en ekki var þar mikill skáldskapr i þvi kvæði» tilføjes der. Denne episode fortælles dog noget anderledes i Biskupasögur, der lader Gisl blive hængt, men bragt til live igen ved den hellige Jóns hjælp. Her fortælles også en ganske morsom anekdote om Gisl's rejse til Irland som formand for de gisler, der af kong Magnus blev sendte til den irske konge Myrkjartan. Begge kilder stemmer overens i, at Gisl opholdt sig hos kongen til dennes død (1103), hvilket tillige fremgår af den Magnuskviða, han har digtet om kongen, og hvoraf brudstykker er bevarede; dette kvad er i «fornyrðislag» og er i mange henseender ret mærkeligt. Det er digtet efter kongens død, og det lader sig endog formode, at det ikke er digtet førend omtrent 1126, da den Harald, der omtales i kvadets sidste vers, næppe kan være nogen anden end Harald gille. Af dette kvad er der bevaret 19 hele vers, i Mork. (132…150) og Fms. (VII 6…59; jvfr. Bps. I 222), men hverken Hkr. eller Fsk. anfører noget vers af Gisl eller omtaler i øvrigt denne skjald.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Gísl Illugason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gísli Súrsson
  • † 978
  • Gísla saga Súrssonar foregår i sidste halvdel af det 10. årh. (omtr. 955-78). Dens helt Gísli Súrsson har været en stor skjald, hvis der skal dømmes efter de vers, der tillægges ham i sagaen, idet disse vers er noget af det smukkeste i den gamle skjaldepoesi; om de er ægte, er dog ikke let at afgøre, men sikkert synes det i alt fald, at de er meget ældre end sagaen, da denne for en stor del forudsætter versene. Fortællingen er i det hele taget smuk, heltens skæbne meget tragisk. Sagaen begynder i Norge, men udspiller sig på Island, hvor Gisle på grund af drab blev gjort fredløs. Herefter fulgte 13 år fyldt af savn, forfølgelse og kamp, indtil han til sidst blev overlistet og dræbt af sine fjender. Som i ingen anden saga spiller drømmene her en stor rolle. De fleste af Gisles 32 vers angår hans drømme, der er et fuldstændigt udtryk for hans livs mange omskiftelser. Af Gisles øvrige vers haves to i «kviðuháttr», som han digtede, da han fik efterretning om, at han var bleven erklæret fredløs.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Gísle Súrsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gísli Þorgautsson
  • 1000-tallet
  • I Heiðarvígasaga omtales flere skjalde. Blandt disse er en ellers ukendt Gísli Þorgautsson. Kort før hans drabsmænds ankomst digtede Gisli et vers om en ildevarslende drøm, han havde haft.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Gísle Þorgautsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gissurr gullbrárskáld
  • † 1030
  • Gissurr med tilnavnet gullbrá, gullbrárskáld eller gullbrárfóstri; tilnavnet varierer i kilderne, idet Hkr. har «gullbrá», Flatøbogen kalder ham fire gange «gullbrárfóstri» og to gange «gullbrárskáld» og i Fms. er alle tre navne blandede med hverandre og undertiden mere eller mindre forvanskede (jvfr. V 56, 80). I Skáldatal kaldes han «gullbrá» i begge hdskr. ; her kan dog bemærkes, at hdskr. B (cod. Upsal.) lader ham digte om Olaf Tryggvesøn, hvilket vistnok skyldes en uagtsomhed hos afskriveren. Alle tilnavnene er mulig berettigede, og det er derfor vanskeligt at afgøre, hvilket der er det rette. Gissur var fosterfader (fóstri) til Hofgarða-Refr eller Skáld-Refr Gestsson, og bliver i sagaerne oftere betegnet som «fóstri Hofgarda-Refs». Dog kan navnet «gullbrárfóstri» næppe være opstået deraf. I Fms. (V 56) har man varianter som: «gullbrárfóstri Hofgarða-Refsson», «gullbrár fóstri», «Hofgarða-Refr» (som ikke deltog i slaget!); «gullbrá, fóstri Hofgarða-Refs og son hans» (!!) osv. Den andetstedsomtalte Bjarni gullbrárskáld levede samtidig med Gissur og digtede om Kálfr Árnason. Ellers forekommer ordet «gullbrá», så vidt jeg ved, hverken som egennavn eller tilnavn andre steder end i fortællingen om Gullbrá i Hvammr i Isl. Þjóðsögur (I 146-47). I den legendariske Ólafssaga identificeres denne Gissur med Gissurr hinn svarti, der som før omtalt digtede om den svenske konge Olaf skødkonge, hvilket vistnok har foranlediget Jón Sigurðsson (Sn. E. III 333-35) til at gøre dem til en og samme person, men dette er uden tvivl ikke rigtigt, da de skarpt holdes ude fra hinanden i samtlige andre kilder, som omtaler dem. En forskel på deres digtning synes også at være til stede og bekræfte dette (jvfr. Njála II 306 note). Om denne Gissur ved man ellers ikke andet end at han ledsagede Olaf den hellige i hans landflygtighed til Garderige og deltog med ham i slaget ved Stiklestad, hvor han faldt efter en heltemodig kamp. Et vers, som han digtede før slaget, er bevaret. En «erfidrápa») om Gissur, Gissurardrápa, har hans fostersøn Refr (Hofgarða-Refr, Skáld-Refr, Refr skáld) Gestsson digtet, hvoraf et vers er bevaret i kongesagaerne.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Gizurr gullbrárskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gissurr svarti
  • Omkr. år 1000
  • Gissurr svarti opholdt sig ved den svenske konge Olaf skødkonges hird i året 1017, da Hjalti Skeggjason rejste til Sverig for at mægle imellem den norske og den svenske konge; Gissurr skal have stået i høj anseelse hos kongen. Om denne skjald ved man i øvrigt kun, at han var en Islænding og at han har digtet et kvad om kong Olaf skødkonge, hvilket også fremgår af Skáldatal; et halvvers i Sn. E. (I 512) er vistnok et brudstykke heraf.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa?
  • Mere om denne skjald:


Gissurr Þorvaldsson
  • 1200-tallet
  • Af den berømte høvding Gissur jarl Þorvaldsson anføres et vers, som han digtede efter branden på Flugumýri («Flugumýrarbrenna» 1253), hvor hans hustru og 3 sønner indebrændte og han selv næsten ved et vidunder reddede sit liv. Dette vers er udmærket smukt digtet og udtrykker så vel bitter sorg som brændende hævnlyst (Sturl. II 170); kort efter, da han havde dræbt en af de vigtigste deltagere i denne brand, Kolbeinn grön Dufgusson, digtede han et andet vers herom (Sturl. II 174). Ved samme lejlighed digtede også en af Gissurs mænd. Páll Þorsteinsson Hvalnesingr et vers. Gissur siges også i Skáldatal at have digtet om kong Håkon den gamle. — Af dette kvad er der i Flatøbogen (III 200) bevaret et halvvers i «dróttkvætt» versemål. — Gissur, der i sin tid var Islands mægtigste mand, var født 1209 og døde 1268.
  • Kvad:
    • a. En drape om Hakon d. gamle
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Gissurr Þorvaldsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Glúmr Eyjólfsson
  • Omkr. 930-1003
  • Glumr Eyjólfsson (VIga-Glumr) har ifølge den efter ham benævnte saga (Gluma) været en betydelig skjald, men noget større kvad synes han dog ikke at have digtet, da alle de vers, sagaen tillægger ham, er lejlighedsvers; disse er 10 i tallet foruden en »kviðlingr« på to linjepar. De fleste er meget forvanskede, og nogle af dem stammer vistnok fra en senere tid, men for største delen gør de dog indtryk af at være meget gamle og kan for den sags skyld meget godt være ægte; i alt fald er de fleste vers ældre end selve sagaen, således anfører Skáldskaparmál 1½ vers af dem under Glums navn. — Glums lævned er bekendt fra sagaen. Han var en sønnesønssøn af landnamsmanden Helgi magri, der tog Øfjorden i besiddelse; hans moder Ástriðr var datter af en norsk høvding, Vigfúss på Vors. Glum anses for at være født omkr. år 940; i en ung alder (omkr. 955-60) rejste han til Norge, hvor han opholdt sig en vinter hos sin bedstefader Vigfus. Denne vilde i førstningen ikke anerkende ham som sin dattersøn, indtil Glum havde dræbt bærsærken Björn járnhauss. Ved Glums afrejse til sin hjemstavn gav Vigfus ham tre kostbarheder, en skindkappe, spyd og sværd, der var gåede i arv i slægten fra mand til mand og besad den egenskab, at ejeren ikke mistede sin magt og anseelse, så længe han var i besiddelse af dem. Da Glum kom hjem, var hans fader død, og han overtog nu tilligemed moderen fædrenegården Þverá. Men snart blev han indviklet i stridigheder med sine naboer Esphælingerne; og det er fortællingen herom, som danner hovedindholdet i sagaen. Esphælingerne trak her som oftest det korteste strå, indtil Glum til løn for ydet hjælp skænkede ætkostbarhederne bort; han mistede da også snart sin indflydelse, ti efter den tid, fortæller sagaen, havde han ikke mere lykken med sig, og det lykkedes Esphælingerne med Einar Eyjólfssons bistand, som er omtalt andetsteds, at fordrive Glum fra Thverå (c. 992). Hermed er også hans saga i hovedtrækkene forbi, skønt der endnu omtales en kamp, han siden deltog i. Glum skal ifølge sagaen være død tre år efter kristendommens indførelse på Island.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Víga-Glúmr Eyjólfsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Glúmr Geirason
  • 900-tallet
  • Glúmr Geirason, der i Skáldatal anføres at have digtet om kong Eirikr blóðøx og dennes søn Haraldr gráfeldr. Glum, der især er bekendt af Reykdæla og Landnáma samt kongesagaerne, var en søn af nordmanden Geiri, der bosatte sig på gården Geirastaðir nærved Mývatn i det nordlige Island. Efter nogen tid at have bot her blev Geiri tilligemed sine to sønner Glúmr og Þorkell indviklet i sådanne stridigheder, at de måtte forlade egnen, hvorpå de flyttede til vestlandet. Her blev Glum gift med en Ingunn Þórólfsdóttir, der fødte ham en søn Þórðr, Stuf den blindes bedstefader (sé nedenfor). Denne Thord blev kaldt Ingunnarson efter sin moder, hvilket synes at tyde på, at faderen Glum er død enten før eller ganske kort efter hans fødsel; da man nu ved, at Thord blev gift med Guðrún Osvifrsdóttir omkr. år 992, vistnok i en ung alder, så tør Glums dødsår vistnok snarest hensættes til lidt efter år 970. — Glum synes to gange at være rejst til Norge, første gang som ung omtr. 934, under hvilket ophold han digtede om kong Erik, og anden gang omtr. 959, da man med sikkerhed ved at han deltog i slaget på Stord (960) og med kong Harald gråfeld i toget til Bjarmaland (omtr. 964).
    Af Glums kvad om kong Erik er nu intet tilbage, med undtagelse af en «dunhendr vísufjórðungr», der findes i Sn. E. (II, 144 og 418) og vistnok ikke kan høre til noget andet af Glums kvad. Dette synes at have været en drape, og de to sidste verslinjer danner sandsynligvis omkvædet:

    «Brandr fær logs ok landa
    lands Eiriki banda.»

    Forfatteren af Fagrsk. (s. 17) synes dog at have kendt i det mindste største delen af kvadet, idet han opregner alle de krigstog, som kong Erik gjorde før sin faders død med tilføjning af, at det siger «Glúmr Geirasunr í sínu kvæði».
    Det andet kvad kaldes Gráfeldardrápa og er digtet om kong Harald gråfeld. Af dette kvad, der har været meget benyttet af forfatterne til Haraldssaga, haves nu 8 hele og 8 halve vers foruden omkvædet:

    «Víg(-eisu) tekr vísa
    valfall Haralds alla,»

    der er bevaret i Melabók af Landnáma (Ldn. s. 233). Man kan af disse brudstykker se, at kvadet er en «erfidrápa», og at skjalden ikke har været til stede i slaget ved Hals (969), da han her kun fortæller om, hvad han har hørt; kvadet er derfor vistnok digtet i Island (omtr. 970).
    Kun ét lejlighedsvers haves af Glum, digtet lige efter slaget på Stord. Heri udtrykker han sin glæde over kong Håkon Adalsteinsfostres død (Hkr. 110). Dette vers blev dog snart besvaret med et andet af kong Håkons ven og frænde, skjalden Eyvindr Finnsson skáldaspillir.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Eirík blóðöxi (Kvad om Erik Blodøkse)
    • b. Gráfelderdrápa (Om Harald Gråfeld)
    • c. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Glúmr Geirason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Goþþormr sindri


Grani Hallbjarnarson
  • 11-1200-tallet
  • Grani Hallbjarnarson (hala?), der er en fuldstændig ubekendt person, skal ifølge Skáldatal have digtet om den svenske konge Eirikr Knútsson (1210—1216).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Grani skáld
  • 1000-tallet
  • En Grani skáld nævnes også i Skáldatal som en af kong Haralds Hårderådes skjalde, og i kongesagaerne anføres et vers af ham om et af Haralds krigstog til Danmark, på hvilket han tog Thorkel Geysas døtre til fange. Desuden haves der i Sn. E. (I 506, 524) to «visufjórðungar», der tillægges en «Grani skáld», hvormed sikkert menes denne, rigtignok siges en Grani Hallbjarnarson at have digtet om den svenske konge Eirikr Knútsson (d. 1216), men ham kan det sikkert ikke være, da ingen af de i Skáldatal anførte skjalde tilhører det 13. årh. Gráne er ellers ubekendt.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Harald harðráða (Digt om Harald Hårderåde)
  • Mere om denne skjald: Grane skáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Grettir Ásmundarson
  • † ca. 1030
  • Grettissaga, der for største delen foregår i begyndelsen af det 11. årh., handler som bekendt om skjalden Grettir Ásmundarson's liv og lævned. Af den mængde vers, som tillægges ham, er en stor del uægte og senere indskudt, ligesom den prosaiske del af sagaen som bekendt har modtaget mange udsmykninger i senere tider.
    Hovedpunkterne i Grettes liv er følgende: Han er født omtr. 996, drog til Norge 1011 og opholdt sig hos høvdingen Þorfinnr Kársson på Haramsey, hvor han i juletiden alene dræbte flere bersærker. Om denne Thorfinn digtede Grette siden 3 vers i «kviðuháttr» (af en Þorfinnskviða?). Næste år rejste Grette til Island igjen og kæmpede under sit ophold her med gengangeren Glámr, hvilket skal være blevet anledning til alle hans senere ulykker. På en rejse til Norge, som han foretog 1015, blev han uskyldig årsag til, at flere mænd indebrændte, blandt disse to sønner af den mægtige islandske høvding Þórrir Skeggjason på gården Garðr i Kelduhverfi; denne udvirkede, at han blev gjort fredløs over hele Island, og blev siden en af hans mest forbitrede og hårdnakkede fjender. Da Grette samme år kom til Island, landede han i Borgarfjorden, og ved den lejlighed anføres nogle viser, som han og en bonde Sveinn at Bakka digtede om en hoppe Söðulkolla; disse viser kaldte de Söðulkolluvisur; heraf anføres 3½ vers af hver. Efter denne tid førte Grette et omflakkende liv og opholdt sig en tid hos en halvjætte Hallmundr, om hvem han digtede en «flokkr»; heraf haves ét vers samt omkvædet:

    «Hátt stígr höllum fæti
    Hallmundr i sal fjalla».

    År 1031 blev Grette endelig dræbt på øen Drangey i Skagafjorden af en Þorbjörn öngull Þórðarson, der skildres som en rå og hensynsløs mand, der end ikke undså sig for at fremvise Grettes hoved for hans moder Ásdis ; sagaen anfører to vers, digtede ved denne lejlighed, det ene af Thorbjorn, det andet af Asdis. Thorbjörn drog siden til Miklagård, forfulgt af Grettes halvbroder Þorsteinn drómundr, hvem det her lykkedes at dræbe Thorbjörn; af Thorstein haves også et vers. Af Grettes vers anfører sagaen foruden de allerede omtalte omtr. 34 i «dróttkvætt» og desuden adskillige, i «fornyrðislag» samt 2 «kviðlingar»). Nogle af disse vers er meget gamle, og så vel Sn. E. (I 424) som Ldn. (s. 231) omtaler Grette som skjald.
  • Kvad:
    • a. Ævikviða
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Grettir Ásmundarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Grímkell goði
  • -
  • I Hörd Grimkelsons saga anføres to vers, som tillægges Hörds fader Grimkell Bjarnarson (Harðarsaga kap. 7, 9). Det ene er svar på et vers, som hans hustru Signy Valbrandsdóttir skal have digtet, da Hörd 3 år gammel slog et kostbart smykke itu for hende. Det andet omhandler det fjendskab, som Hörds svoger Torfi Valbrandsson viste imod ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Grímr Droplaugarson
  • † 1006
  • Grímr Droplaugarson kendes fra Droplaugarsona saga. I sagaen karakteriseres han som «hljóðhátr ok stiltr vel», træder i det hele i baggrunden for sin ældre og dygtigere broder indtil dennes fald. Efter den tid opholdt han sig hos sin slægtning, Þorkell Geitisson i Krossavik, stadig pønsende på hævn, indtil han endelig fik den fuldbyrdet. Da han kom tilbage til Krossavik, digtede han 5 vers (i «dróttkvætt»), hvori han fortæller de nærmere omstændigheder ved drabet. Om Grims endeligt fortælles, at han kort efter Helges drab drager til Norge, hvor han kommer i tvekamp med en viking Gauss, som han rigtignok fælder, men dør selv kort efter af sine sår. Dette tildrog sig omtr. 1006-1007.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Grímr Droplaugarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Grímr Hjaltason
  • 1200-tallet
  • Grímr Hjaltason munkr omtales som en af dem, der ledsagede biskop Gudmund og Hrafn på rejsen til Norge (1202). Af ham anføres 3½ meget smukke vers, som han digtede undervejs ved forskellige lejligheder (Hs. kap. 11 og Bps. I 563).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Gríss Sæmingsson
  • Omkr. år 1000
  • Halfred Vandrådeskjalds rival, af hvem der anføres et vers i Hallfreðar saga (vandæðaskálds).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Grundi prúði
  • Sagnhistorie
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal har digtet om den svenske sagnkonge Eystein bele.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Guðbrandr
  • Tid: ukendt
  • En af de skjalde, hvis levetid man intet ved om, men som nævnes i det andet bind af Snorra Edda, er en Guðbrandr (Sn. E. II 126). Han omtales med de ord: «Svá segir Guðbrandr i Svölum», men jeg tror, at en variant «Svölu» (efter hdskr. 748 4to) er bedre og at kvadets navn har været Svala; heraf anføres en «visufjórðungr».
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Guðbrandr Gestsson
  • -
  • En Heinrekr, «þingmaðr Þorvalds Snorrasonar», digtede et vers om et rov, som denne en gang forøvede på gården Mýrar i Dyrafjorden. Den plyndrede, Loptr Gislason, flygtede til Hrafn, der tog sig af ham; herom digtede en Gudbrandr Gestsson et halvvers (Hs. kap. 12). Af samme anfører Hrafns saga Sveinbjarnarsonar endvidere 2 hele drømvers i «dróttkvætt».
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Guðlaugr
  • 1100-tallet
  • I Eyrbyggja omtale en ellers ubekendt skjald Guðlaugr, af hvem Ólafr hvitaskáld anfører et halvvers (Sn. E. H 128), der handler om en kamp ved Haugabrekka, hvori en Halldórr skulde have deltaget. Begivenheden kendes ikke nu, men stedet må være det samme som i Eyrbyggja kaldes Haugabrekkur eller Haugabrekka (s. 71). Navnet Guðlaugr forekommer også almindeligst i de vestfjordske ætter i oldtiden.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Guðleifr Guðaugsson
  • Tid: ukendt
  • En Guðleifr Guðlaugsson hins auðga ór Straumfirði, der ifølge Hauksbók og Melabók (Ldn. s. 80) i en kamp i sundet ved Middelfart skal have bestået en kamp med den danske jarl Gyrðr Sigvaldason og senere herom digtet de såkaldte Gyrðsvisur, siges på en af sine rejser at være kommen til et fremmed land, hvor han blev tagen til fange. Just som han skulde dræbes, kom høvdingen, der senere viste sig at være Björn Breiðvikingakappi, og frelste ham.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Guðleifr Guðlaugsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Guðmundr
  • 1100-tallet
  • Denne Guðmundr eller, som han også kaldes (i Sturl. II 298) Guðbrandr, drømmer et varselsvers kort før Hrafn Sveinbjarnarson's død.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Guðmundr Ásbjarnarson
  • 1200-tallet
  • En skjald ved navn Guðmundr Ásbjarnarson nævnes i Sturl. (I 303) blandt Klængr Bjarnarson's folk (ved år 1231). År 1236-37 opholdt han sig på Flugumýri i Skagafjorden hos Kolbeinn ungi sammen med en mand fra østlandet ved navn Þórálfr Bjarnarson; imellem disse herskede der et uvenskabeligt forhold, og Gudmund digtede en «hádvísa» om Thoralf, der er i «runhenda» af 3dje grad på 6 stavelser. Nogen tid senere blev Gudmund dræbt af en af folkene på gården, Skálp-Bjarni, der også var en fjende af ham (Sturl. I 347-48).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Guðmundr Galtason
  • 1200-tallet
  • Guðmundr Galtason opholdt sig en tid på Reykjaholt hos Snorre. Denne Gudmund omtales i Hrafnssaga (kap. 17) som en god skjald, men af stridbar karakter og vanskelig at komme til rette med, hvorfor Hrafn, hos hvem han ved den tid (c. 1211) opholdt sig, sammenlignede ham med en hund Rósta; herover blev Gudmund vred og digtede et vers i «runhenda» (af 3dje grad på 6 stavelser), hvori han berører dette. Efter Hrafns død drog han til Snorre og tog ophold hos ham for længere tid. Hans dødsår kendes ikke. Foruden det allerede omtalte anføres endnu 3½ vers af Gudmund, digtede ved forskellige lejligheder og alle meget gode. Gudmund Galtason må regnes blandt de større skjalde fra denne tid.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Guðmundr Oddsson
  • 1200-tallet
  • Guðmundr Oddsson forekommer første gang ved år 1220; da opholdt han sig i Norge hos Skule jarl, og der anføres et vers af ham i anledning af et krigstog, som kong Håkon og jarlen vilde foretage til Island, hvilket det dog lykkedes Snorre at afværge. Verset hører måske til det kvad om Skule, som Gudmund ifølge Skáldatal skal have digtet om denne. År 1222 træffer vi Gudmund på Island hos Sturla Sighvatsson, da han deltager med denne i den såkaldte «Grimseyjarför» mod biskop Gudmund Aresøn; 2 vers anføres af ham i den anledning (Sturl. I 254, 256). En kæk mand synes Gudmund dog ikke at have været. Ved en anden færd, den såkaldte «Sauðafellsför» var han således en af dem, der opholdt sig på gården, da overfaldet skete; under kampen mellem gårdens folk og angriberne skjulte han sig på nogle brædder oppe ved husets mønning og viste sig først, da alt var forbi. Et andet vidnesbyrd om, at krigersk mod og tapperhed ikke just har været hans stærke side, har man fra en kamp i året 1232, hvori han deltog med Sturla. Da han var faldet omkuld, ved at en sten ramte ham, og en mand vilde hjælpe ham på benene igen, sagde Sturla: «Lad ham kun ligge, han har vist ingen skade taget, ti sådan går det ham i hver en kamp«, og udbrød i en skoggerlatter. Gudmunds vers er imidlertid ret gode; Sturlunga anfører 7½ , hvoraf et, der er digtet i anledning af «Sauðafellsför». Gudmund Oddsson må regnes blandt de større skjalde fra denne tid.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Guðmundr Oddsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Guðmundr skáld
  • 1200-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, der siges at have digtet for den norske kong Eirik Magnusson (1281-1299). Ingen kvad er bevaret. Er vel identisk med den skjald af samme navn, der i Ann. Isl. siges at være død år 1330.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Guðmundr skáldstikill
  • Omkr. år 1300
  • En Guðmundr skáldstikill omtales i Ann. Isl. ved år 1296, i hvilket år han af den norske konge bliver forlenet med nordlandet på Island. Han omtales ikke senere.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Guðmundr Svertingsson
  • 1200-tallet
  • Guðmundr Svertingsson digtede en Rrafnsdrápa om Hrafn Sveinbjarnarson (Hs. kap. 4); det er en «erfidrápa» og altså digtet efter 1213; heraf anfører Hrafns saga Sveinbjarnarsonar 7 eller rettere 8 hele vers, da det anonyme vers, der står i Sturl. II 278, uden tvivl hører hertil, samt desuden 2 halvvers. Efter disse brudstykker at dømme har Gudmund hørt til de bedre skjalde fra denne tid. Om hans levned anføres intet, men han har sikkert levet omtrent samtidig med Hrafn.
  • Kvad:
    • a. Hrafnsdrápa
  • Mere om denne skjald: Guðmundr Svertingsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gull-Ásu-Þórðr


Gunnarr Hámundarson
  • Omkr. år 1000
  • Denne Gunnar er bedre kendt som Gunnar på Hliðarenda fra Njals saga. Denne saga foregår som bekendt på sydlandet på Island i den sidste halvdel af det 10. og begyndelsen af det 11. årh. Den indeholder en stor mængde vers, men disse er for største delen uægte. Dette gælder utvivlsomt de vers i den første del af sagaen, som tillægges Gunnarr Hámundarson at Hliðarenda, men som øjensynlig skriver sig fra en langt senere tid. Jeg vil derfor indskrænke mig til at anføre, at der i det hele tillægges Gunnar 9 vers, som skal være digtede ved forskellige lejligheder.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Gunnarr Íslendingr
  • 1200-tallet
  • En islandsk mand, Gunnarr, som «orti svá at gaman var at», omtales i Norge ved år 1244, og der anføres et vers af ham i «hálfhnept» versemål, digtet i anledning af de stridigheder, som hans landsmand Þorgils skarði Böðvarsson havde med nogle af de mænd, der var på gården Hváll i Sogn, hvor de begge den gang opholdt sig (Sturl. II 108).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Gunnhildr Össurardóttir
  • 900-tallet
  • Fagrskinna (s. 15) anfører et halvvers af Erik blodøkses dronning Gunnhildr Össurardóttir, med det senere almindelige tilnavn konungamóðir. Verset handler om Håkon Adalsteinsfostres rejse fra England til Norge og skal have været et lejlighedsvers, hvad det dog ingenlunde gør indtryk af at være. Det synes snarere at have hørt til en drape, som en eller anden skjald har digtet om kong Håkon.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Gunnlaugr munkr Leifsson
  • † 1218
  • Den bekendte saga skriver Gunnlaugr munkr Leifsson har ifølge Bretasögur (Ann. f. nord. Oldkyndh. 1849, s. 12-13) digtet kvadet Merlinusspá; det er digtet i «fornyrðislag» og anføres fuldstændig i sagaen i 103 vers (l. c. 14-75). Gunnlaug var en samtidig af Karl ábóti Jónsson og Oddr munkr Snorrason, ligesom han levede i samme kloster som de, nemlig i det år 1133 stiftede Benediktinerkloster på Þingeyrar i det nordlige Island. Gunnlaug døde år 1218 eller 1219, men hverken hans slægt eller fødselsår kendes.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald:


Gunnlaugr ormstunga
  • † 1008
  • Begge heltene i Gunnlaugs saga ormstungu, Gunnlaugr Illugason ormstunga og Hrafn Önundarson (Skáld-Hrafn), var som bekendt betydelige skjalde. Angående deres levned vil jeg lade mig nøje med i det væsenlige at henvise til sagaen. Gunnlaug er født på Gilsbakki i Borgarfjorden omkr. år 983, men Hrafn vistnok noget tidligere. År 1001 drog Gunnlaug til Norge, hvor han pådrog sig Erik jarls vrede, og tog samme høst til England til kong Aðalráðr, om hvem han digtede en drape (Adalrádsdrápa), hvoraf omkvædet anføres (sag. kap. 7); næste år besøger han kong Sigtryggr silkiskegg i Dublin og besynger ham i en drape (Sigtryggsdrápa) hvoraf sagaen anfører 1½ vers samt omkvædet:

    «Elr sváru skæ
    Sigtryggr við hræ».

    Versemålet har været «runhenda» af 3dje grad på 4 stavelser. Fra Sigtrygg drog Gunnlaug til den orknøiske jarl Sigurðr Hlöðvisson og den svenske jarl Sigurðr í Skörum og digtede en «flokkr» om hver af dem; heraf anføres dog intet lige så lidt som af den drape, som Gunnlaug kort tid efter digtede om svenskekongen Olaf skødkonge (Ólafs drápa sænska). Her træffer han sammen med Hrafn, der opholdt sig ved hirden og ved samme lejlighed digtede en «flokkr» om kongen (1003), men intet af disse kvad er bevaret. Disse kvad blev anledning til fjendskab mellem Gunnlaug og Hrafn. Denne drog kort efter til Island og giftede sig med Gunnlaugs fæstemø Helga hin fagra, medens Gunnlaug endnu opholdt sig i udlandet og blandt andet ifølge Skáldatal, digtede et kvad om Erik jarl; dette omtaler imidlertid sagaen ikke. År 1005 drager Gunnlaug til Island, og efter en holmgang med Hrafn på altinget (1006) rejser de begge til udlandet igen for der at udkæmpe striden. Våren 1008 træffer de hinanden ved Dinganes på grænsen mellem Sverig og Norge, og falder begge i kampen. Af Gunnlaug anføres der i sagaen i alt 13 hele vers i «dróttkvætt» samt en «runhendr kviðlingr»; versene er næsten alle sammen digtede om Helga den fagre. Et af disse («Brámáni skein brúna» osv.) bliver dog — vistnok med større ret — i Kormákssaga tillagt denne skjald. Af Hrafn anfører sagaen 3 hele vers, og efter disse at dømme har han været en fortrinlig skjald og vistnok langt overtruffet Gunnlaug. Desuden skal han ifølge Skáldatal have digtet et kvad om Erik jarl, men det kendes ellers ikke. Kort efter deres død skal de begge have vist sig i drømme for deres fædre lllugi hinn svarti og Önundr at Mosfelli og hver af dem fortalt faderen om sin død i et vers, som haves; versene må vel tilskrives deres fædre, hvis de ikke — som er det rimeligste — er tilføjede senere.
  • Kvad:
    • a. Aðalsteinsdrápa
    • b. Sigtryggs drápa silkiskeggs
    • c. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Gunnlaugr ormstunga i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Guthormr körtr
  • 1200-tallet
  • Guthormr körtr Þórðarson Sturlusonar, en brodersøn af Snorre, omtales som skjald i Sturl. (II 188), og der anføres et vers af ham, i anledning af at høvdingen Hrafn Oddsson, hos hvem Guthorm den gang opholdt sig, vilde, gøre et tog til nordlandet 1255 for at dræbe høvdingen Oddr Þórarinsson på Geldingaholt i Skagafjorden. Guthorm udtyder ved samme lejlighed en drøm, som Hrafn har haft, om hvilken en af Hrafns følge ved navn Þorvarðr tréfótr digtede et vers. Guthorm døde samme år (1255). Han siges endvidere i Skáldatal at have digtet om den norske konge Håkon den gamle, men af dette kvad findes intet bevaret.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Guthormr Helgason körtr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Guthormr sindri
  • 900-tallet
  • Den af kong Harald Hårfagers skjalde, der i Skáldatal anføres som den sidste, og uden tvivl også er den yngste, er Guthormr sindri. Han var af en fornem slægt i Throndhjem og digtede ifølge de norske kongesagaer (Hkr., Flat., Fms.) og Skáldatal kvad så vel om Harald den hårfagre som om dennes søn Halfdan svarte, af hvilke kvad dog intet er bevaret. Begge tilbød de ham løn for kvadene, som han imidlertid afslog; dog bad han dem om at opfylde en bøn, hvis han nogensinde rettede en sådan til dem, og det gik de begge to ind på. Siden da fader og søn blev uenige med hinanden, mindede Guthorm dem om deres løfte, og så højt skattede de ham, at de på hans bøn sluttede fred (Hkr. s. 77). Guthorm, der sikkert må anses for den bedste af de norske skjalde, har desuden digtet en Hákonardrápa om kong Håkon Adalstensfostre (Hkr. s. 87). Heraf kan man se, at han har levet udover år 955, da et af disse vers omhandler slaget på Rastarkalv, der forefaldt i dette år. Heraf haves nu i kongesagaerne 7 hele og 2 halve vers bevarede.
  • Kvad:
    • a. Hákonardrápa
  • Mere om denne skjald: Goþþormr sindri i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Gyrðr
  • 1000-tallet
  • I Heimskringla (s. 612-13) anføres et drømmevers af en af kong Haralds mænd ved navn Gyrðr, der deltog i toget til England. Kort før dette tog drømte han, at en jættekvinde viste sig for ham og fremsagde et vers. Dette vers indeholder varsler om den forestående uheldige kamp i England; verset er i «dróttkvætt» versemål og meget smukt digtet.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Gyrðr byskup og Eysteinn Ásgrímsson
  • 1300-tallet
  • Der findes et vers (Lausavísa) på fire linjer, hvoraf Gyrðr har digtet de to første og Eysteinn de to sidste.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



H

Hafliði Höskuldsson
  • 1200-tallet
  • En Hafliði Höskuldsson drømmer ved juletid 1237, at en mand bebuder i to vers i «fornyrðislag», at han vil bringe al slags fordærvelse over folk. Lidt efter viser der en kvinde sig for ham i drømme og fremsiger et halvvers i «dróttkvætt» der skal være varsel for krig (Sturl. I 352).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Hafliði Ljótsson
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hafliði á Reyðarfelli
  • 1000-tallet
  • Omtalt i Gretla. Var rejsefælle med Grettir, da han drog til Norge. Sagaen gengiver et vers af Hafliði.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hákon góði Aðalsteinsfóstri
  • Konge fra 936-61
  • "Af Hakon den gode (935 - 61) anføres et halv vers, et svar på et spørgende vers af Eyvindr, hvori kongen - lige før slaget på Stord - roser sine mænd for deres tapre færd; forfatteren til Fagrskinna tilføjer: »Heraf kan man se, hvor frygtløs kongen var, da han således tænkte over sine forhold«" (Kilde: Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I 447)
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hallar-Steinn


Hallbjörn hali
  • † 1225
  • Hallbjörn hali siges i Skáldatal at have digtet om kong Sverre samt om kong Knútr Eiriksson; måske er han identisk med den Hallbjörn hali, der omtales i Þorleifs Þáttr jarlsskálds (Flat. I 214), da den her omtalte Hallbjörn vistnok må have levet langt senere end Thorleif. Denne Hallbjörn siges — ifølge Flat. samtidig med Thorleifs drab — at have opholdt sig som fårehyrde på gården Þingvellir, hvor Thorleif var højlagt. Sin skjaldegave skal han have fået af selve højboen, (jvf. dog Sn. E. III 371-73).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Hallbjörn hale i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hallbjörn Oddsson
  • † 980
  • Hallbjörn Oddson fra gården Kiðjaberg i Árnessyssel omtales som skjald i Ldn. (151-53) ved tiden omkring år 980. Han blev gift med en datter af høvdingen Tungu-Oddr i Borgarfjorden, den smukke Hallgerðr, og opholdt sig hos sin svigerfader den første vinter efter brylluppet; men forholdet mellem ham og Hallgerd var ikke godt. Da Hallbjörn om foråret skulde drage hjem med sin kone, vilde Odd ikke være tilstede, da han tvivlede om at Hallgerd vilde følge sin mand, og rejste derfor bort. Da alt var færdigt til rejsen, gik Hallbjörn ind til Hallgerd og bad hende om at følge med. Hun sad på en bænk og redte sit smukke hår, der faldt helt ned på gulvet, og svarede ikke på Hallbjörns opfordring, skønt han tre gange gentog den. Da digtede han et vers, hvori han skildrer sin ulykke, viklede derpå hendes hår om sin hånd og vilde bortføre hende med magt, men da det ikke lykkedes ham, huggede han hovedet af hende. Da han så drager bort, bliver han forfulgt af 13 mænd med Odds fostersøn Snæbjörn galti i spidsen. Hallbjörn bliver indhentet ved Hallbjarnarvörður (således hedder stedet endnu den dag i dag) og dræbt efter en heltemodig kamp.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Hallbjörn Oddsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Halldora Þórðardóttir
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Halldórr Rannveigarson
  • 1000-tallet
  • I Olaf den helliges saga (Flat. II 13-14) anføres et halvvers i «fornyrðislag» af en norsk mand Halldórr Rannveigarson, der er digtet om Olaf i dennes ungdom.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Halldórr Rannveigarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Halldórr skvaldri
  • 1100-tallet
  • Halldórr skvaldri, der er anført i Skáldatal, har uden tvivl været en af de mest produktive skjalde fra den første halvdel af det 12. årh., idet han har digtet om ikke mindre end 9 forskellige fyrster, og af omrejsende skjalde kan vel de færreste i den henseende stilles ved siden af ham. Det lidt, man ved om hans levned, kendes kun af hans kvad, og heraf fremgår det, at han næsten i hele den første halvdel af 11. årh. har rejst omkring og digtet. Han fulgte også med kong Sigurd Jorsalefare på dennes rejse til det hellige land og digtede herom en Útfarardrápa, hvoraf 5 hele og 9 halve vers haves i Sigurðarsaga og Sn. E. (I 510?, II 118); den er i «drottkvætt» versemål. Desuden anføres af Halldor (Hkr. 665) et vers i «fomyrðislag», der også omhandler denne rejse og måske er et brudstykke af en ellers tabt Útfararbalkr om kong Sigurd(?). Af et kvad om kong Harald gille fra omtr. 1135-36 haves i denne konges saga 2 hele og 3 (?) halve Vers, men hermed er også alt opregnet, hvad der er levnet af Halldor, hvilket i forhold til de brudstykker, man ellers har af de større hirdskjalde, må kaldes meget lidt. De andre fyrster, som han ifølge Skáldatal har digtet for, er: kong Magnus berfættr (kvad fra omtr. 1100(?)), jarlen Sóni Ívarsson i Sverige (omtr. 1107), den danske konge Erik Emune (omtr. 1134-37), den svenske jarl Karl Sónason (omtr. 1137), den norske konge Ingi Haraldsson (omtr. 1140- 50), den svenske konge Sørkvir Kolsson (omtr. 1150) og endelig dennes søn Jón jarl Sørkvisson. Tilnavnet «skvaldri» synes derfor at passe godt, hvis det — hvad der er det sandsynligste — står i forbindelse med disse mange fyrstekvad.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Halldórr skvaldre i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Halldórr úkristni
  • 1000-tallet
  • En Halldórr ukristni siges at have digtet om Erik jarl (regent 1000-1015; død 1023); af hans Eiriksdrápa haves nu omtr. 5 vers i kongesagaerne, der alle omhandler Svolderslaget. Halldor har muligvis ikke selv deltaget i slaget, men han har uden tvivl været en samtidig af jarlen; dette fremgår såvel af selve versene som deraf, at Skáldatal kun anfører de skjalde, som levede samtidig med de pågældende fyrster.
  • Kvad:
    • a. Eiriksflokkr
  • Mere om denne skjald: Haldórr ókristne i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hallfreðr vandræðaskáld
  • † omkr. 1000
  • Der er ikke mange skjalde, som har digtet om kong Olaf Tryggvason, og Skáldatal anfører kun to, men den ene vejer rigtignok op imod mange andre, idet det er en af de største skjalde fra oldtiden, nemlig Hallfreðr Ottarsson vandræðaskáld. Da der haves en saga om denne skjald og han i øvrigt er meget bekendt, vil jeg her kun i ganske korte træk omtale hans levned. Han stammede fra Vatnsdalen i det nordlige Island og må efter Dr. Guðbr. Vigfussons beregning være født omkr. år 968. Som ung fattede han kærlighed til en kvinde ved navn Kolfinna, der boede i nærheden af ham, og denne kærlighed varede stadig ved, skønt hun senere blev gift med en anden; forholdet er meget lignende som mellem Kormak og Steingerd. Hallfred var af en heftig og stridbar karakter, og blev tilligemed sin fader på grund af stridigheder nødt til at forlade Vatnsdalen, hvorpå de flyttede til den noget sydligere beliggende Norðrárdalr. Kort tid efter foretog Hallfred sin første udenlandsrejse til Norge (c. 988). Her opholdt han sig en vinter hos Håkon jarl og digtede om ham en drape, hvoraf brudstykker, ialt 7 halvvers, ifølge Jón Sigurðsson skal findes i Snorra Edda. Mig forekommer det dog ikke afgjort, om noget af disse vers virkelig hører til en Hákonardrápa, da det ikke ligefrem fremgår af indholdet, og Hallfred heller ikke i Skáldatal opføres som en af dem, der har digtet om Håkon. Da Olaf Tryggvesøn var bleven konge, kom Hallfred igen til Norge, hvor han gik over til kristendommen på den betingelse, at kongen selv skulde stå fadder til ham. På grund af de mange vanskeligheder, som han gjorde under sit første ophold hos kong Olaf, fik han af denne tilnavnet «vandræðaskáld». Samtidig hermed digtede han en Olafsdrápa om kong Olaf, hvoraf 5 hele og 4 halve vers er bevarede. Han siges endvidere at have digtet en «flokkr» om Sigvaldi jarl (Sigvaldaflokkr), og en drape om svenskekongen Olaf (Ólafs drápa sænska), men intet af disse kvad er bevaret. Af et kvad, som han siges at have digtet om den svenske jarl Rögnvaldr Úlfsson, er der måske bevaret 2 vers i Sn. E. (I 414, 460). De to sidstnævnte kvad skal Hallfred have digtet under et treårigt ophold i Sverige, hvor han giftede sig med en svensk kvinde Ingibjörg. Da han kom tilbage til kong Olaf Tryggvesøn, måtte han, da han havde dvælet så længe blandt hedninger, digte en Uppreistardrápa, der skal have været et udmærket smukt kvad (Fms. II 213; Forns. s. 104). År 1000 rejste Hallfred til Island, og ved denne tid skal han have digtet et nidkvad, de såkaldte Gríssvisur, om Kolfinnas mand Gríss Sæmingsson. Da Hallfred på Island fik underretningen om kong Olafs fald i Svolderslaget (1000), tog han sig dette meget nær og digtede en «erfidrápa» om kongen, der er et af de smukkeste kvad, man har fra oldtiden. Af denne Ólafsdrápa haves nu 24 hele og 6 halve vers, samt omkvædet

    «Allr glepsk friðr af falli
    flugstyggs sonar Tryggva»

    Efter denne tid førte Hallfred et ustadigt liv og var snart i Norge, hvor han digtede et kvad om Erik jarl, snart på Island. Hallfred døde omtr. 1014 på havet mellem Norge og Island. Af hans «lausavisur» haves nu omtr. 28, der er digtede ved forskellige lejligheder. En i Bergsbók bevaret Ólafs drápa Tryggvasonar tillægges desuden «Hallfreðr vandræðaskáld», men det kan af flere grunde, som Jón Sigurðsson har påvist (Sn. E. III 492-94), ikke være denne, men derimod måske hans søn, der ifølge sagaen også var skjald og ligesom sin fader hed Hallfreðr vandræðaskáld.
  • Kvad:
    • a. Hákonardrápa
    • b. Óláfsdrápa
    • c. Erfidrápa Ólaf Tryggvasson (Arvedrapa til Olaf Tryggvasson)
    • d. Eiriksdrápa
    • e. Lausavísur (Løse strofer)
  • Mere om denne skjald: Hallfreðr vandræðaskáld Óttarsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hallfreðr yngri Hallfreðarson


Halli beserkr
  • 900-tallet
  • Eyrabyggja saga fortæller om den bekendte høvding Víga-Styrr Þorgrímsson, at han dræbte to bersærker ved navn Halli og Leiknir. Sagaen anfører et vers af hver af disse bersærker.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Halli stirði
  • 1000-tallet
  • En ellers ubekendt Halli stirði (eller striði) digtede ifølge Skáldatal om kong Harald hårdråde. I nogle hdskr. af Hkr. (jvfr. den store udgave IX kap. 72) anføres han som forfatter til et vers, der blev digtet om mødet i Kongshelle, da kongerne Harald hårdråde og Svend Estridsen sluttede forlig.
  • Kvad:
    • a. Flokkr
  • Mere om denne skjald: Halle stirðe i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hallmundr jötunn
  • 1000-tallet
  • I Grettirs saga omtales en Hallmund, der nærmest beskrives som en halvjætte. Denne Hallmund skal lige før sin død have digtet om sig selv et kvad, hvoraf sagaen anfører 6½ vers; dette kvad, der kaldes Hallmundarkviða, er i «kviðuháttr».
  • Kvad:
    • a. Hallmundarkviða
  • Mere om denne skjald:


Hallr munkr
  • 1100-tallet
  • Af de skjalde, som digtede om kong Haraldr gilli (1130-36), anføres der i Skáldatal foruden Einarr Skulason og Halldorr skvaldri en ellers ubekendt Hallr munkr, af hvem Haraldssaga imidlertid intet anfører. I Sn. E. (I 478) anføres der et halvvers af en Hallr, der enten må antages at være identisk med Hallr munkr, eller måske med den Hallr Snorrason, der ifølge Skáldatal har digtet om kong Magnus Erlingsson, og af hvem 2 vers anføres i Flatøbogen (II 593; Fms.VIlI 165-66). Halvverset har hørt til et «lofkvæði» om en fyrste (en «erfidrápa» ?).
  • Kvad:
    • a. Erfidrápa?
  • Mere om denne skjald:


Hallr skáld
  • Tid ukendt
  • Et halvvers, som i Sn. E. (I 478) tillægges en Hallr, må vel enten være af Hallr Snorrason, eller den ovenfor omtalte Hallr munkr.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Skáldhallr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hallr (Skáld-Hallr)
  • 1200-tallet
  • En skjald kaldet Skald-Hallr digtede en drape om høvdingen Brand Kolbeinsson. Digtet hed Brandsdrápa, 6 vers anføres i Sturl. (II 70-73). Denne Hall er ellers ubekendt.
  • Kvad:
    • a. Brandsdrápa
  • Mere om denne skjald:


Hallr Snorrason
  • 1100-tallet
  • Af de skjalde, som digtede om kong Haraldr gilli (1030-36), anføres der i Skáldatal foruden Einarr Skulason og Halldorr skvaldri en ellers ubekendt Hallr munkr, af hvem Haraldssaga imidlertid intet anfører. I Sn. E. (I 478) anføres der et halvvers af en Hallr, der enten må antages at være identisk med Hallr munkr, eller måske med den Hallr Snorrason, der ifølge Skáldatal har digtet om kong Magnus Erlingsson, og af hvem 2 vers anføres i Flatøbogen (II 593; Fms.VIlI 165-66). Halvverset har hørt til et «lofkvæði» om en fyrste (en «erfidrápa» ?).
  • Kvad:
    • a. Af en drape om Magnus Erlingsson (?)
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Hallr Snorrason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hallr Þórarinsson
  • 1100-tallet
  • Denne skjald forbindes med den orknøiske Røgnvald jarl. Sammen skulle de omkr. år 1142 have digtet et større kvad, en Háttalykill, hvorfra et brudstykke er bevaret. Ud over at Hallr Þórarinsson breiðmaga var islænding, kender vi ikke noget til hans slægt. En gang kom han med sit skib til Orknøerne og tog ophold hos en bonde Þórsteinn og hans hustru Ragna på Rinanzey. Hall ønskede at blive jarlens mand, men denne vilde ikke tage imod ham; herom haves et vers i «runhenda» af Hall (Flat. II 468). Pa Ragnas forbøn blev dog Hall endelig jarlens hirdmand og opholdt sig siden længe hos ham. «Þeir ortu» ifølge Flatøbogen (l. c.) «badir saman haattalykil hinn forna ok letu vera. v. visur med huerium hætti. enn þa þotti oflangt kuedit ok eru nu tuær kvednar med huerium hætti». Dette stemmer også med de brudstykker, som nu haves, og findes trykte i Svb. Egilssons udgave af Snorra Edda (s. 239-48).
  • Kvad:
    • a. Háttalykill (Af Hallr Þórarinsson og Rögnvaldr jarl)
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Hallsteinn Þengilsson
  • 900-tallet
  • Af Hallsteinn Þengilsson mjöksiglanda anføres der i Landnáma (Ldn. 224) et ganske smukt halvvers i «fornyrdislag». Det digtede han, da han under sejladsen ind til land fik budskab om sin faders død.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hallvarðr Háreksblesi
  • 1000-tallet
  • En ellers ubekendt Hallvarðr Háreksblesi har digtet en Knutsdrápa om Knud den store; heraf anfører kongesagaerne et helt vers, og i Skáldskaparmál findes desuden 4 halvvers samt omkvædet:

    «Knútr verr jörð, sem ítran
    alls dróttinn sal fjalla»

    hvilket er en variation af Thorarins andetsteds omtalte omkvæd, eller omvendt. Dette kvad synes at have været smukt digtet.
  • Kvad:
    • a. Knútsdrápa
  • Mere om denne skjald: Hallvarðr Háreksblese i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Haraldr harðráði
  • 1000-tallet (konge fra 1046-66)
  • Såvel Haraldr konungr Sigurðarson hinn hardráði (Harald Hårderåde) som hans brodersøn Magnus hinn góði Ólafsson omtales som skjalde og yndere af skjaldekunst, især dog den førstnævnte. Allerede 16 år gammel efter slaget på Stiklestad digtede Harald et meget smukt halvvers (Hkr. 546), og siden træffer man mange steder i hans saga på vers af ham, som alle er fortrinligt digtede. Da han drog fra Miklagård til Garderige digtede han således undervejs 16 såkaldte gamanvísur om sin fæstemø Ellisif (eller Elisabeth) Jarisleifsdóttir, hvor hvert vers endte med samme linjepar:

    «Þó lætr gerðr i Görðum
    gollhrings við mér skolla.»

    (Hkr. 558 (1 v.), Fms. VI 169-71 (6 v.)). Lige før slaget ved Stafnfurðubryggjur (1066), hvor han faldt, digtede han et vers i «fornyrðislag», men da han ikke syntes at det var godt nok digtet, føjede han et andet til (Hkr. 620). Kong Harald har uden tvivl været en af sin tids bedste skjalde; selv omgav han sig også med en større kreds af skjalde end nogen fyrste tidligere; hans tidsalder er også i virkeligheden skjaldepoesiens guldalder.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Haraldr harðráðe Sigurðarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Haraldr hárfagri
  • † 933
  • Kong Harald hårfager (c. 850-933) siges selv at have været skjald, og i Hauks Þáttr hábrókar (Fms. X 207-8, Flat. I 582) anføres et vers i «hálfhnept» versemål af en Snjófriðardrápa, som han skal have digtet efter sin dronning Snjofrids død. Heimskringla omtaler ikke denne drape, men meddeler dog et halvvers af Harald, som han digtede kort herefter. Da Harald nemlig efter Snjofrids død jog sin søn Guðröðr Ijómi bort, drog denne til sin fosterfader Þjóðolfr hinn hvinverski, der var en meget god ven af Harald, for at Thjodolf skulde bringe et forlig istand imellem fader og søn. Thjodolf rejste da til kongen, og det var ved denne lejlighed, at kongen digtede det føromtalte halvvers, som Thjodolf strax fuldførte (Hkr. s. 67-68). Gudrød blev også på Thjodolfs bøn tildels tagen til nåde igen. — Kong Harald satte stor pris på skjaldskab og holdt flere hirdskjalde. Det siges således om ham (Eigla kap. 8), at han holdt dem højest i ære af alle sine hirdmænd og lod dem sidde i højsædet lige overfor sig.
  • Kvad:
    • a. Snæfríðardrápa
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Hárekr i Þjóttu
  • 1000-tallet
  • Den norske høvding Hárekr ór Þjóttu var en skjald ligesom hans berømte fader Eyvindr skáldaspillir, og Ólafssaga (1853, s. 170-71) anfører 2 vers af ham, som han digtede efter slaget i «Áin helga» (1026), i hvilket han deltog med kong Olaf den hellige; efter slaget, da kongen med sin hær drog til fods op igennem Sverige, undslog Hårek sig på grund af sin høje alder for at følge med, og sejlede uden at blive bemærket med sit skib alene gennem kong Knuds flåde; måske har det dog været med dennes vilje, da Hårek kort efter gik over til ham og var en af bøndernes hovedanførere i slaget ved Stiklestad (1030). Hårek blev kort tid efter at Magnus den gode var bleven konge i Norge dræbt af en norsk høvding Ásmundr Grankelsson; han var den gang i en meget fremrykket alder.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Hárekr i Þjótta i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hásteinn Hrómundarson
  • † 1000
  • Hrómundr hinn halti Eyvindarson sörkvis og hans sønner Þorbjörn Þyna og Hásteinn omtales også som skjalde i Ldn. (160-167). Hromund omtales desuden også ofte i Vatnsdæla, dog ikke som skjald. I en kamp, som han havde med Ingimund den gamles sønner, dræbte han en af dem, Högni, og måtte på grund heraf som fredløs forlade Vatnsdalen, hvorpå han med sin familie bosatte sig på Fagrabrekka i Hrutafjorden; her anlagde Hromund en fæstning, da han på grund af sin stridbarhed havde talrige fjender. Også her blev Hromund snart indviklet i uroligheder. To Nordmænd, brødrene Sleitu-Helgi og Jörundr, landede en gang i Hrutafjorden og stjal heste fra Hromund. Medens egnens høvding Miðfjarðar-Skeggi var rejst til altinget, hvor han gjorde dem fredløse, skulde Hromund våge over herredet. En morgen, fortælles der, skreg en ravn højt udenfor et af fæstningens vinduer; Hromund udtydede dette som et dødens varsel og digtede et vers herom og hans søn Thorbjörn ligeledes et andet. Netop i det samme kom de to brødre med deres følge ind i fæstningen, som havde stået åben, og en kamp begyndte. Idet Hromund går til kampen digter han et andet vers, hvori han udtrykker sin foragt for døden, da ens alder er forudbestemt. Skønt Hromund og hans sønner havde at kæmpe mod en stor overmagt, blev vikingerne dog drevne på flugt og den ene af brødrene og flere af deres folk blev dræbte. Hromund og Thorbjörn faldt også begge. Da Håstein vendte tilbage fra kampen og kvinderne spurgte ham om udfaldet, digtede han 8 vers, der alle er udmærket smukke. Såvel Håsteins vers som de Hromund og Thorbjörn tillagte er øjensynlig meget gamle og vistnok ægte; mange udtryk og vendinger, som her forekommer, findes både før og senere benyttede af andre skjalde. Håstein faldt (Ldn. l. c.) på Ormen den lange år 1000; de her omhandlede begivenheder henfører Guðbr. Vigfússon (Safn. I 377-78) til tiden omkr. år 945-55, hvilket dog i be- tragtning af Håsteins død turde være sat noget for tidlig.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Haukr Valdísarson
  • 1100-tallet
  • Flere af de skjalde, hvis levetid man rigtignok ikke kender, må som følge af de kvad, der tillægges dem, nærmest hensættes til tiden omkr. år 1200. En af disse er Haukr Valdísarson, der har digtet en Íslendingadrápa, hvoraf et større brudstykke, 26 hele vers samt 1 linjepar, findes i cod. A. M. 748. 4°. Drapen er digtet fuldstændig i de gamle skjaldes ånd, og kan efter den tone, der går igennem den, umulig sættes til et senere tidspunkt; af de 27 helte, som drapen omtaler, er nogle nu enten til dels eller fuldstændig ubekendte.
  • Kvad:
    • a. Íslendingadrápa
  • Mere om denne skjald:


Hávarðr halti
  • Omkr. år 1000
  • Hávarðr halti har givet navn til Ísfirðingasaga eller Hávarðar saga Ísfirðings, som den sædvanlig kaldes. Sagaen foregår i den sidste halvdel af det 10. årh., men en nøjagtig kronologi for denne saga er det næppe muligt at fastsætte, skønt flere forfattere (som Guðbr. Vigfússon, Gisli Brynjúlfsson og fl.) har forsøgt det. Sagaen er nemlig, skønt vel i hovedtrækkene historisk, dog nu kun bevaret i en meget forvansket skikkelse, så at det må anses for en umulighed sikkert at kunne skelne imellem, hvad der er historisk og hvad ikke. Med versene i sagaen er dette dog måske i en endnu højere grad tilfældet, da næppe nogen vers i hele den islandske litteratur er så fuldstændig forvanskede som disse. På grund af den hele overleverings beskaffenhed vil jeg derfor kun kort opholde mig ved denne saga. Dens helt Hávarðr hinn halti er allerede ved sagaens begyndelse en ældre mand og har en voksen søn Ólafr bjarnylr. Angående Håvards tidligere liv fortælles, at han i sine yngre år var viking og i en kamp blev såret i den ene fod, så at han siden haltede. Hans søn Olaf, der skildres som en stærk men besindig mand, blev uskyldig dræbt af den isfjordske høvding Þorbjörn Þjóðreksson; dette tog Håvard sig så nær, at han gik i sæng og blev liggende til sængs i to år. Hans energiske hustru Bjargey Valbrandsdóttir fik ham dog endelig til at stå op og søge at hævne sønnens drab på Thorbjörn. Med ét bliver Håvard rask og rørig og det lykkes ham virkelig med frænders og venners bistand at dræbe Thorbjörn og flere af dennes mænd. Efter disse bedrifter flytter han til nordlandet og bosætter sig der, hvorfra han siden rejser til Norge til kong Olaf Tryggvesøn. Her går han over til kristendommen, vender derpå tilbage til Island og dør omtr. samtidig med kristendommens indførelse (år 1000). — Sagaen indeholder i det hele 16 hele vers hvoraf 15 tillægges Håvard og et hans søn Olaf, digtet i «runhenda» af 3dje grad. To af Håvards vers tillægges dog i Ldn. (160-67; se ovenfor) Håmund haltes sønner Thorbjörn og Håstein, og det uden tvivl med større ret. Versene i Håvardssaga minder også, for så vidt de er forståelige, påfaldende om Håsteins viser, hvilket Gisli Brynjúlfsson i sin afhandling: «0m Haavard Isfirding og Forklaring over Viserne» allerede har gjort opmærksom på, skønt han ellers anser Håvards vers for ægte. Et halvvers tillægges Håvard desuden i Sn. E. (I 122); det handler om en kamp og stammer måske fra hans tidligere år, da det ikke anføres i sagaen.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Hávarðr ísfirðingr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Heinrekr
  • 1200-tallet
  • En Heinrekr, «þingmaðr Þorvalds Snorrasonar», digtede et vers om et rov, som denne en gang forøvede på gården Mýrar i Dyrafjorden. Den plyndrede, Loptr Gislason, flygtede til Hrafn, der tog sig af ham; herom digtede en Gudbrandr Gestsson et halvvers (Hs. kap. 12). Af samme anfører Hrafns saga Sveinbjarnarsonar endvidere 2 hele drømvers i «dróttkvætt».
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Helgi Ásbjarnarson
  • † 1005
  • Af Droplaugssønnernes mægtige fjende, høvdingen Helgi Ásbjarnarson, anfører sagaen et vers, der er digtet efter Helge Droplaugssøns fald, og hvis indhold synes at være, at han ikke er bange for sine fjender. Helge var en sønnesøn af Hrafnkell goði (jvfr. Hrafnkelssaga) og kaldes i sagaen «goðorðsmaðr». Han er født omtr. 950 (jvfr. «Safn» s. 408) og er ifølge Brandkrossa Þáttr en dattersøn af landnamsmanden Hrollaugr Rögnvaldsson, hvilket dog neppe kan forholde sig rigtigt, da både tiden strider derimod og Ldn. (Kolskeggr) slet ikke omtaler dette slægtskabsforhold. Sammesteds siges han at have været på krigstog udenlands i flere år og i den tid flere gange at have opholdt sig hos sine frænder, de orknøiske jarle. Ifølge Kristnisaga (Bps. I 4) var han en af landets største høvdinger ved år 981, da biskop Friðrekr og Þorvaldr Koðránsson kom til Island. Dette stemmer også til dels med Droplaugarsonasaga, der, skønt meget partisk imod ham, dog lader ham beholde sin godeværdighed. Hans stridigheder med Droplaugssønnerne danner hovedæmnet i sagaen ; den ene af disse, Helge, overvinder han i kampen ved Eyrargilsá (998), men nogle år efter (omtr. 1005) bliver han selv ved et natligt overfald dræbt af den anden broder: Grimr Droplaugarson.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Helgi Eiríksson
  • Tid: ukendt
  • Viglundarsaga anføre et halvvers af heltens farbroder Helgi Eiriksson. Som med andre vers i denne saga, er de øjensynlig digtede samtidig med sagaen.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Helgi Ólafsson trausti
  • 900-tallet
  • Helgi trausti Ólafsson tvennumbrúna omtales i Landnáma (306—307) som forfatter til en «dróttkvæð» vise. Anledningen var i korthed følgende: Den så vel fra Ldn. som Flóamannasaga bekendte Þorgrimr errubeinn fattede kærlighed til Helges moder Áshildr og søgte stadig til hendes gård Ólafsvellir (i det sydl. Island). Dette var imod Helges vilje, og efter at han flere gange forgæves havde anmodet Thorgrim om at høre op med sine besøg, passede han ham en gang op, da Thorgrim skulde hjem, og dræbte ham. Herom digtede, han så verset. Heri kaldes Thorgrim «Armóðar arfi», hvilket vistnok er fuldstændig rigtigt, skønt både Ldn. og Floamannasaga lader ham være «Þormóðarson». Kort tid efter blev Helge, da han på grund af dette drab skulde rejse udenlands, selv dræbt af Thorgrims søn Hæringr og en mand ved navn Teitr Gissurarson. Helges sønnesøn Helgi dýr Skefilsson siges endvidere i Ldn. (307—08) at have digtet et halvvers i anledning af en tvekamp, som han havde med en Sigurðr Ljótsson i Oxarárhólmr på altinget (omkr. år 1000?). Nærmere underretning om denne tvekamp mangler.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Helge trauste i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Helgi Skefilsson dyr


Hetta tröllkona
  • Tid: ukendt
  • Jættekvinden Hetta tröllkona i Bárðarsaga tillægges et vers om en vis Ingjaldr på Hváll, verset er dårligt digtet.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hildiglúmr Runolfsson
  • 1000-tallet
  • I Njals saga anføres et vers af en ”Draumvísa” af Hildiglúmr Runolfsson.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hildr Hrólfsdóttir
  • 900-tallet
  • Hildr Hrólfsdóttir, Rögnvald Mørejarls hustru og ifølge sagaerne moder til Ganger-Rolf, levede på Harald hårfagers tid og siges også at have digtet. Da hendes søn på grund af hans hærgen i Norge (Vigen) blev gjort fredløs, drog hans moder til kong Harald for at bringe et forlig i stand. Da hun kom frem for kongen, fremsagde hun et vers i et slags »Torf-Einarsháttr«, som er bevaret, men Harald var ubønhørlig og Hild måtte vende hjem med uforrettet sag.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hjalti Skeggjason
  • Omkr. år 1000
  • Lidt før kristendommens indførelse på Island digtede høvdingen Hjalti Skeggjason en «kviðlingr», hvori han driver spot med de hedenske guder. Denne «kviðlingr» anføres i Islendingabók (kap. 7) og flere steder.
  • Kvad:
    • a. Kviðlingr (Nidvise)
  • Mere om denne skjald:


Hjörtr
  • Omkr. år 1000
  • Hjörtr hører til blandt de skjalde, som kun anføres enkelte gange og hvis liv og levned er ubekendt, men som dog på grund af beskaffenheden af deres vers må henføres til tidsrummet 900-1050. Af Hjörtr haves 3 vers i fomyrðislag. (Kilde: Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I 520)
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Hjörtr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hofgarða-Refr Gestsson


Holmgöngu-Bersi Véleifsson


Holmgöngu-Skeggi
  • 900-tallet

Under en holmgang mellem Gisle Súrsson og Holmgöngu-Skeggi fra øen Saxa skal de begge have digtet hver en »kviðlingr«. Sagaen anfører ét linjepar af hver (sagaen s. 7).

  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Hrafn hrútfirðingr
  • 1000-tallet
  •  »Hrafn hrútfirðingr, en søstersøn af Sigvatr, skal ifølge en lille þáttr om ham have digtet et arvekvad om den af ham dræbte Ketill rípr (en Nordmand, samt et lovkvad om kong Magnus; men bægge kvad er tabte, hvis de nogensinde har eksisteret, hvad der ikke er urimeligt. Ellers kendes Hrafn ikke som digter.« (Finnur Jónssons Litteraturhistorie).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Hrafn hrútfirðingr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hrafn (Skáld-Hrafn) Önundarson
  • † 1008
  • Begge heltene i Gunnlaugs saga ormstungu, Gunnlaugr Illugason ormstunga og Hrafn Önundarson (Skáld-Hrafn), var som bekendt betydelige skjalde. Angående deres levned vil jeg lade mig nøje med i det væsenlige at henvise til sagaen. Gunnlaug er født på Gilsbakki i Borgarfjorden omkr. år 983, men Hrafn vistnok noget tidligere. År 1001 drog Gunnlaug til Norge, hvor han pådrog sig Erik jarls vrede, og tog samme høst til England til kong Aðalráðr, om hvem han digtede en drape (Adalrádsdrápa), hvoraf omkvædet anføres (sag. kap. 7); næste år besøger han kong Sigtryggr silkiskegg i Dublin og besynger ham i en drape (Sigtryggsdrápa) hvoraf sagaen anfører 1½ vers samt omkvædet:

    «Elr sváru skæ
    Sigtryggr við hræ».

    Versemålet har været «runhenda» af 3dje grad på 4 stavelser. Fra Sigtrygg drog Gunnlaug til den orknøiske jarl Sigurðr Hlöðvisson og den svenske jarl Sigurðr í Skörum og digtede en «flokkr» om hver af dem; heraf anføres dog intet lige så lidt som af den drape, som Gunnlaug kort tid efter digtede om svenskekongen Olaf skødkonge (Ólafs drápa sænska). Her træffer han sammen med Hrafn, der opholdt sig ved hirden og ved samme lejlighed digtede en «flokkr» om kongen (1003), men intet af disse kvad er bevaret. Disse kvad blev anledning til fjendskab mellem Gunnlaug og Hrafn. Denne drog kort efter til Island og giftede sig med Gunnlaugs fæstemø Helga hin fagra, medens Gunnlaug endnu opholdt sig i udlandet og blandt andet ifølge Skáldatal, digtede et kvad om Erik jarl; dette omtaler imidlertid sagaen ikke. År 1005 drager Gunnlaug til Island, og efter en holmgang med Hrafn på altinget (1006) rejser de begge til udlandet igen for der at udkæmpe striden. Våren 1008 træffer de hinanden ved Dinganes på grænsen mellem Sverig og Norge, og falder begge i kampen. Af Gunnlaug anføres der i sagaen i alt 13 hele vers i «dróttkvætt» samt en «runhendr kviðlingr»; versene er næsten alle sammen digtede om Helga den fagre. Et af disse («Brámáni skein brúna» osv.) bliver dog — vistnok med større ret — i Kormákssaga tillagt denne skjald. Af Hrafn anfører sagaen 3 hele vers, og efter disse at dømme har han været en fortrinlig skjald og vistnok langt overtruffet Gunnlaug. Desuden skal han ifølge Skáldatal have digtet et kvad om Erik jarl, men det kendes ellers ikke. Kort efter deres død skal de begge have vist sig i drømme for deres fædre lllugi hinn svarti og Önundr at Mosfelli og hver af dem fortalt faderen om sin død i et vers, som haves; versene må vel tilskrives deres fædre, hvis de ikke — som er det rimeligste — er tilføjede senere.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Hrafn Önundarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hrafn Sveinbjarnrson
  • 11-1200-tallet
  • Af de skjalde, som nævnes i Hrafnssaga Sveinbjarnarsonar, er sagaens helt Hrafn Sveinbjarnarson den første i rækken (kap. 3), men der anføres dog ingen vers af ham. Hrafn var en i alle henseender udmærket mand og udrustet med fortrinlige åndelige og legemlige egenskaber; han skildres således som meget veltalende, lovkyndig og særdeles lærd, samt en udmærket læge. Som ung rejste han udenlands og blev her ven af den bekendte skjald og biskop Bjarni Kolbeinsson, der senere sendte ham flere kostbare gaver. Efter at have været i England, Spanien og Rom drog han tilbage til Island og overtog sin fædrenegård Eyri i Arnarfjorden tilligemed høvdingemagten over en stor del af vestfjordene. Som høvding afholdt Hrafn sig så vidt muligt fra alle stridigheder og optrådte altid som mæglende, således også i de «Rauðasandsmál» benævnte stridigheder (c. 1197), hvori to af hans frænder, Markus og Loptr Gislasynir, var indviklede. Markus blev dræbt, og på et forligsmøde, som Hrafn siden afholdt mellem de stridende parter, kom det til en kamp, hvorom sagaen (kap. 7) anfører et vers i «hálfhnept» versemål af en Eyjólfr Snorrason på Haukaberg, der selv var her tilstede; af samme haves også et halvvers digtet om en vestfjordsk bonde Jóseppr fra omtr. år 1213 samt et drømvers i «fornyrðislag» fra omtr. år 1210 (Sturl. II 284, 299, 306). Mødet endte dog tilsidst med forlig, År 1202 rejste Hrafn til Norge med sin ven Guðmundr Arason, der skulde vies til biskop; men efter hans hjemkomst til Island begyndte hans stridigheder med hans tidligere fostersøn, høvdingen Þorvaldr Snorrason i Vatnsfjorden, der endte med, at denne overrumplede Hrafn og lod ham halshugge (1213).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Hrafnkell Þórdarson (Skáld-Hrafn)
  • Tid: ukendt
  • I Sturlunga saga omtales en skjald ved navn Þórðr Rúfeyjaskáld. Han omtales tillige i Ldn. (s. 92 u. t.) som «Þórðr Rúpeyjarskáld»; denne kilde nævner tillige hans søn Hrafnkell Þórðarson eller Skáld-Hrafn.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Hreiðarr heimski
  • 1000-tallet
  • Hreiðarr Þorgrimsson heimski digtede ifølge Mork. (s. 43) et kvad om kong Magnus den gode. Hreidar stammede fra Svarfadardalen i det nordlige Island og drog omtr. 1044-45 til Norge med sin broder Þórðr, der var kong Magnus's hirdmand. Hreidar blev anset for at være halvfjollet, skønt han i grunden ikke var det; dog gav kongen ham på Thords forbøn lov til at være ved hirden. Efter at have opholdt sig her i nogen tid digtede han et kvad om kongen, som han fik lov til at fremsige. Kongen udtalte den dom om digtet, at det, ligesom forholdet vilde være med Hreidars liv, var meget underligt i begyndelsen, men blev godt imod slutningen. Hreidar blev rigelig belønnet og drog nogen tid efter hjem til Svarfadardalen, hvor han levede som en anset mand til sin død. Intet af digtet er bevaret. Hreidar anføres heller ikke som skjald i Skáldatal.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Hreiðarr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hrólfr á Skálmarnesi
  • 11-1200-tallet
  • Sturlunga saga omtaler et bryllupsgilde, hvor flere skjalde er tilstede. En af disse var en Hrólfr af Skálmarnesi. Under gildet fortalte han en saga, som han selv havde forfattet; Sturlunga saga (I 19-20) omtaler den med de ord: «Hrólfr af Skálmarnesi sagði sögu frá Hröngviði víkingi ok frá Oláfi Liðsmanna-konungi, ok haugbroti Þráins berserks, ok Hrómundi Gripssyni, ok margar vísur meðr. En þessari sögu var skemt Sverri konungi; ok kallaði hann slíkar lygisögur skemtilegastar«… Þessa sögu hafði Hrolfr sjálfr samansetta«. Hrolf var ven af Thorgils Oddesøn og skal have været en meget en lovkyndig mand.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Hrólfr i Skálmarnesi i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Hrómundr halti
  • † omkr. 955
  • Hrómundr hinn halti Eyvindarson sörkvis og hans sønner Þorbjörn Þyna og Hásteinn omtales også som skjalde i Ldn. (160-167). Hromund omtales desuden også ofte i Vatnsdæla, dog ikke som skjald. I en kamp, som han havde med Ingimund den gamles sønner, dræbte han en af dem, Högni, og måtte på grund heraf som fredløs forlade Vatnsdalen, hvorpå han med sin familie bosatte sig på Fagrabrekka i Hrutafjorden; her anlagde Hromund en fæstning, da han på grund af sin stridbarhed havde talrige fjender. Også her blev Hromund snart indviklet i uroligheder. To Nordmænd, brødrene Sleitu-Helgi og Jörundr, landede en gang i Hrutafjorden og stjal heste fra Hromund. Medens egnens høvding Miðfjarðar-Skeggi var rejst til altinget, hvor han gjorde dem fredløse, skulde Hromund våge over herredet. En morgen, fortælles der, skreg en ravn højt udenfor et af fæstningens vinduer; Hromund udtydede dette som et dødens varsel og digtede et vers herom og hans søn Thorbjörn ligeledes et andet. Netop i det samme kom de to brødre med deres følge ind i fæstningen, som havde stået åben, og en kamp begyndte. Idet Hromund går til kampen digter han et andet vers, hvori han udtrykker sin foragt for døden, da ens alder er forudbestemt. Skønt Hromund og hans sønner havde at kæmpe mod en stor overmagt, blev vikingerne dog drevne på flugt og den ene af brødrene og flere af deres folk blev dræbte. Hromund og Thorbjörn faldt også begge. Da Håstein vendte tilbage fra kampen og kvinderne spurgte ham om udfaldet, digtede han 8 vers, der alle er udmærket smukke. Såvel Håsteins vers som de Hromund og Thorbjörn tillagte er øjensynlig meget gamle og vistnok ægte; mange udtryk og vendinger, som her forekommer, findes både før og senere benyttede af andre skjalde. Håstein faldt (Ldn. l. c.) på Ormen den lange år 1000; de her omhandlede begivenheder henfører Guðbr. Vigfússon (Safn. I 377-78) til tiden omkr. år 945-55, hvilket dog i betragtning af Håsteins død turde være sat noget for tidlig.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Hvannár-Kálfr
  • 900-tallet
  • Blandt de skjalde, som Skáldatal forbinder med Håkon jarl er en mand ved navn Hvannár-Kálfr, men der vides hverken noget om hans kvad eller om ham selv. Første del af hans navn synes at tyde på, at han har stammet fra en gård Hvanná; den eneste gård af det navn, jeg kender, ligger i Jökuldalen i det nordøstlige Island.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Hvitserkr
  • Sagnhistorie
  • Nogle vers i Ragnarssaga tilskrives den danske vikingehøvding Hvidsærk (søn af den legendariske Regnar Lodbrog). Versene regnes for uægte.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Hörðr Grímkelsson
  • 900-tallet
  • Helten i Harðarsaga hedder Hörðr Grimkelsson Han var en af de fredløse og tapre mænd, som så ofte omtales i Island under sagatiden. Efter Gudbr. Vigfussons beregning (Safn. I 309 flg.) blev Hörð født omkr. år 947, rejste udenlands 965, hvor han opholdt sig i 15 år og giftede sig i den tid med en jarledatter i Gautland ved navn Helga; år 980 drog han tilbage til Island, men 3 år efter blev han gjort fredløs på grund af manddrab. I følge med sin fostbroder Geirr og mange andre, for størstedelen fredløse, folk tog han så ophold på en holm i Hvalfjorden, der siden kaldes Geirshólmr. Herfra plyndrede de de bønder, der boede i nærheden, men efter at de i 3 år (983-86) havde været en skræk og plage for nabolaget, lykkedes det endelig ved list at overvinde dem, men først efter en hårdnakket kamp, i hvilken især Hörd udmærkede sig ved overordentlig tapperhed. Sagaen ender med at omtale den hævn, som af Hörds søster Þorbjörg og hans enke Helga blev tagen for ham. Blandt versene i sagaen tillægges Hörd 7 hele vers i «dróttkvætt» versemål foruden 2 vers i « fornyrðislag» som svar på 2 andre lignende, som en «haugbúi» Sóti skal have tiltalt ham med.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Höskuldr blindi
  • 11-1200-tallet
  • Höskuldr blindi (v. liði) omtales sammen med en Runólfr i Skáldatal. De er begge fuldstændig ukendte, blot siges det, at de digtede om kong Ingi Bárðarson (1204-1217).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:



I

Illugi Bryndælaskáld
  • 1000-tallet
  • Illugi Bryndælaskáld nævnes i Skáldatal og kongesagaerne som en af kong Harald hårdrådes skjalde. Man har også nogle få brudstykker tilbage af et kvad af ham om Harald, nemlig et helt og to halve vers, der handler om Haralds rejser i syden. Illuge kalder kongen her to gange «minn dróttinn», og at kvadet er fremsagt for ham selv, ser man deraf, at det er «viðmælt». I Fsk. (s. 108) kaldes han uden tvivl urigtig «Hugi Bryndælaskáld». Efter tilnavnet at dømme har Illuge måske stammet fra Brynjudalr i det sydvestlige Island, men om hans levned ved man for øvrigt intet.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Harald harðráða (Digt om Harald Hårderåde)
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Illuge Bryndælaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Illugi svarti
  • 900-1000-tallet
  • Gunnlaug Ormstunges fader. Efter Gunnlaugs død viser han sig for sin fader i drømme og fortæller om sin død i et vers, som haves; verset må vel tilskrives hans fader, hvis det ikke — som er det rimeligste — er tilføjet senere.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ingimarr af Aski
  • 1100-tallet
  • Ingimarr af Aski, norsk høvding (d. 1134), (Flat. II 446), af hvem et vers i «fornyrðislag» anføres.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ingimundr Einarsson
  • 1100-tallet
  • I Sturlunga saga (I 7-39) omtales høvdingen Þorgils Oddason på Staðarhóll (i tidsrummet 1117-1121) sammen med flere skjalde. Også Thorgils var skjald, og af ham anføres et halvvers angående tidens stridigheder (Sturl. I 35). Thorgils var i lang tid den mægtigste høvding på vestlandet i Island og døde år 1151. En af Thorgils's venner, Ingimundr prestr Einarsson, der boede på sin fædrenegård Reykjaholar, omtales her som en god skjald, der udenlands havde modtaget belønninger for sine kvad; han nævnes dog ikke i Skáldatal Han skal endvidere have været en meget afholdt og gavmild mand og af et ædelt sindelag. Ved et stort bryllupsgilde (1119), hvor han var tilstede tillige med Thorgils, kom det til en ordstrid på vers mellem Ingimund og høvdingen Þórðr Þorvaldsson fra Vatnsfjörðr, der lå i stridigheder med Thorgils angående en fredløs mand Ólafr Hildisson, som Thorgils havde ydet beskyttelse; af hver af de to, Ingimund og Thord, anføres her en «visufjórðungr», digtede ved denne lejlighed, samt desuden et halvvers i «fornyrðislag» af Thord.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Ingimundr Einarsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ingjaldr Geirmundarson
  • 1200-tallet
  • Ingjaldr Geirmundarson deltog med Þórðr kakali i søslaget i Húnafloi (Flóabardagi) imod Brandr Kolbeinsson og Skagfjordingerne 1244. Den næste vinter efter slaget (1245) digtede han herom en såkaldt Atlöguflokkr, hvoraf Sturlunga meddeler 6 vers (II 55, 59). Han digtede også en Brandsflokkr om Brandr Kolbeinsson efter dennes fald (i Haugsnessbardagi) år 1246; heraf er 6 hele vers bevarede (Sturl. II 67, 74-75); et lejlighedsvers anføres også af ham fra denne tid (St. II 70). Ingjald synes at have været en ret god skjald.
  • Kvad:
    • a. Atlǫguflokkr
    • b. Brandsflokkr
    • c. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Ingjaldr Geirmundarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ingólfr hinn fagri Þorsteinsson
  • 1000-tallet
  • Ingólfr hinn fagri Þorsteinsson, bekendt som høvding fra Vatnsdæla, skal ifølge Hallfreðarsaga have digtet en «mansöngsdrápa» om Hallfreds søster Valgerðr Ottarsdóttir; heraf anføres dog intet.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Ívarr beinlausi
  • Sagnhistorie
  • Nogle vers i Ragnarssaga tilskrives den danske vikingehøvding Ivar Benløs (søn af den legendariske Regnar Lodbrog). Versene regnes for uægte.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Ívarr Ingimundarson
  • 1100-tallet
  • Ívarr Ingimundarson, af hvis kvad om Magnus (Magnúsdrápa?) man imidlertid ikke har noget tilbage. Første gang Ivar nævnes er omkr. år 1110, da han opholdt sig ved kong Eystein Magnussøns hird; der fortælles i dennes saga (Hkr. 672-73 o. a. st.) en ganske smuk fortælling om hans forhold til kongen, der til fulde viser dennes sjældne godhed og øvrige fortræffelige egenskaber. Om Ivars levned ved man heller ikke andet, end hvad der står her, nemlig at han «var islenzkr maðr, vitr ok ættstórr ok skáld». Måske har han hørt til den bekendte Reyknesingaæt på vestlandet, da begge navnene Ivarr og Ingimundr oftere forekommer i slægten; men herom tør jeg dog ikke sige noget med sikkerhed. Det fortælles, at kongen satte stor pris på ham, og at det derfor gjorde ham meget ondt, da Ivar hele tiden syntes nedtrykt af en eller anden hemmelig sorg. På kongens gentagne spørgsmål betroede Ivar ham til sidst, at han elskede en kvinde (Oddny, Fms. VII 103) på Island, men at denne var gift med hans broder (Þorfinnr, Fms. l. c). Da kongen ikke kunde gøre noget herved, gjorde han ham flere tilbud, så som at give ham en eller anden smuk kvinde til ægte, at forære ham så meget gods, at han kunde rejse som købmand osv. ; men da Ivar ikke troede, at noget af dette kunde hjælpe, tilbød kongen ham endelig, at han i sine fritimer skulde samtale med ham om denne kvinde, og at han så, hver gang de skiltes efter en sådan samtale, skulde få en gave. Dette gik Ivar ind på og bragtes herved efterhånden til at finde sig i sin skæbne. Ifølge Skáldatal har Ivar digtet et kvad om kong Eystein (d. 1121) (Eysteinsdrápa?) og ligeledes et andet om kong Sigurd Jorsalafare (Sigurðardrápa ?), men intet af disse kvad er bevaret. Endelig har han digtet et kvad om kong Sigurd slembe, der i Hkr. (s. 719) kaldes Sigurðarbalkr. Denne balk er digtet i «fornyrðislag» og har tjænt som hovedkilde til den Sigurðar saga slembis, der findes i Morkinskinna (201-222, Fms. VI 327-57). Dette kvad er vistnok omtrent fuldstændig bevaret, idet der nu haves tilbage 37 hele og 9 halve vers samt en «visuflórðungr», eller i det hele omtr. 42 vers. Kvadet er digtet efter Sigurds død (1139). Af Sigurdr konungr slembir selv haves i dennes saga et vers, der er digtet i et slags «Haðarlag».
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Ivarr Ingimundarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ívarr Kálfsson
  • 11-1200-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal digtede om den norske jarl Hákon galinn (d. 1214).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:



J

Játgeirr Torfason
  • 1200-tallet
  • Játgeirr Torfason siges i Skáldatal at have digtet om Skule jarl; og dette bekræftes af Hákonarsaga (Flat. III 51; Fms. IV 321 flg.), hvor der dog kun anføres et vers af ham. Játgeir var en Islænding (Sturl. I 266) og opholdt sig en lang tid hos Skule, hos hvem han synes at have været en højt betroet mand, da jarlen flere gange benyttede ham til vanskelige hverv som udsending. Játgeir, der ifølge Skáldatal også skal have digtet om Valdemar Sejr, blev dræbt i København omtr. år 1242 af en Bjarni Móysesson (Fms. X 2).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Játgeirr Torfason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Jóan Loptsson
  • † 1197
  • Islandsk høvding som var barnebarn af Sæmund frode. Han var Snorres fostfader og boede på gården Oddi. Han menes at have forfattet det store digt Nóregskonungatal på 83 vers. (Kilde: Finnur Jónsson «Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie» II 110ff.)
  • Kvad:
    • a. Nóregs konunga-tal
  • Mere om denne skjald: Jóan Loptsson


Jón Egilsson murti
  • 12-1300-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, der siges at have digtet for den norske kong Eirik Magnusson (1281-1299). Ingen kvad er bevaret. Denne skjald må være den samme som den Jón murti, som omtales i Ann. Isl. ved året 1306 og 1319 som værende på rejse mellem Norge og Island.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Jón Grettisson
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Jón Þorvaldsson
  • 1100-tallet
  • Af de mange skjalde, som omtales i Sturlunga bliver Jón Þorvaldsson, en broder til den nordlandske høvding Guðmundr hinn dýri på «Bakki i Öxnadal», nævnt som en af de første. Ved år 1180 (Sturl. I 80) anføres her af ham en meget træffende nidvise (2 linjepar) om den bekendte Hvamm-Sturla Þórðarson, der blandt andet havde yttret, at Jon var «viðfrægastr at endemum».
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Jóreiðr (i Miðjumdal)
  • 1200-tallet
  • I Sturl. (II 220-21) fortælles, at en sextenårig pige Jóreiðr (í Miðjumdal) havde i året 1225 drømt, at Guðrun Gjukadóttir kom til hende i søvne og tiltalte hende; der anføres 10 verslinjer, som skal være i «minnsta runhenda» på 4 stavelser, men versemålet er dog mindre korrekt her. Desuden anføres her 4 hele og 2 halve vers i «fornyrðislag», der alle blev fremsagte ved denne lejlighed. I disse vers spores forsøg på at efterligne den ældre Eddas tone.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Jórunn skáldmær
  • Første halvdel af 900-tallet
  • Hkr. (s. 77) anfører et halvvers af en Jórunn skáldmær, hvori der omtales uenigheden mellem kong Harald og hans søn Halfdan svarte, og kvadets navn skal have været Sendibítr, I Fms. (IV 12-13) anføres desuden efter ét hdskr. (A. M. 75 fol.) 2½ vers af Jórun, der må høre til samme kvad. I Sn. E. (I 524) anføres desuden et halvvers af hende, der øjensynlig er brudstykke af et fyrstekvad. Jorun, der ellers ikke kendes, bliver ikke opregnet i Skáldatal blandt kong Haralds skjalde; hele tonen i disse vers synes også at røbe en noget yngre alder, og jeg er derfor tilbøjelig til at tro, at hun har levet i den sidste halvdel af det 10. årh. eller i det mindste ikke meget tidligere. Af et af hendes vers (i Fms. l. c.) fremgår imidlertid, at hun har levet i den hedenske tid.
  • Kvad:
    • a. Sendibítr
  • Mere om denne skjald: Jórunn skáldmær i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Jökull Bárðarson
  • † 1030
  • Denne skjald nedstammede fra en berømt slægt i Vatnsdalen i det nordlige Island. Han var i Hákon jarl Erikssøns tjeneste, da denne efter kong Olafs flugt til Rusland underkastede sig Norge. Et vers af Jökul, der er bevaret, bekræfter dette. Senere blev han taget til fange af kong Olaf og dræbt; et vers, som han digtede lige før sin død, anføres også.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald:



K

Kálfr Mánason
  • 1000-tallet
  • Kálfr Mánason skal ifølge Skáldatal og Knytlingasaga have digtet et kvad om den danske konge Knud den hellige (1080-86). Kvadet er ikke bevaret, men forfatteren af Knytlinga har dog kendt det, da han siger (Fms. XI 214, 216), at deri har stået, at kong Svend Estridsens lig blev på 13 dage bragt fra Jylland til Ringsted, og at kong Knud på sine vikingetog i østerleden overvandt 10 konger. Kalf omtales i Ldn. (s. 187) som søn af en Mani Þorbrandsson, der synes at have boet et steds på Skagaströnd i det nordlige Island.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Kálfr Mánason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Kálfr Þrænzki
  • Sagnhistorie
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal har digtet om den svenske sagnkonge Eystein bele.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Kali Sæbjarnarson


Kári Sölmundarson
  • 1000-tallet
  • Svigersøn til Njal og en fremtrædende person i Njals saga, hvor han tilskrives seks vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Karl hinn rauði
  • 900-tallet
  • Svarfdæla saga anfører navnene på de to mænd, som den tilskriver vers. Den ene er den svarfdølske høvding Karl hinn rauði, af hvem 3 vers anføres.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ketilriðr Hólmkelsdóttir
  • Tid: ukendt
  • En af hovedpersonerne i Viglundarsaga, hvor hun tilskrives 3½ vers, hvoraf nogle er meget smukke.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Klaufi böggvir
  • 900-tallet
  • Svarfdæla saga anfører navnene på de to mænd, som den tilskriver vers. Den ene er bersærken Klaufi bøggvir, hvem der tillægges et «dróttkvætt« vers foruden 3 hele vers og adskillige «kviðlingar» i «fornyrðislag»; nogle af disse skal han endog have digtet efter sin død.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Klængr Þorsteinsson
  • † 1176
  • Klængr Þorsteinsson biskop i Skálholt, kaldes i Hungrvaka (Bps. I 80 flg.) «hit mesta skáld», og der er vel heller ingen tvivl om, at han har været en fremragende skjald. Han var desuden en meget lærd mand, særdeles lovkyndig og veltalende, og trofast imod sine venner. Han blev født 1105; 1151 blev han valgt til biskop, men først viet det følgende år. Kort efter lod han bygge en ny kirke i Skálholt, og som nærværende ved det gæstebud, han holdt i anledning af kirkens indvielse, omtales blandt andre abbed Nikulas. Biskop Klæng døde den 28. febr. 1176. Af Klæng meddeler Háttatal (Sn. E. I 656) et halvvers, der efter indholdet at dømme synes digtet på hans udenlandsrejse 1151-52; versemålet er «alhent», dog med ubetydelige afvigelser fra Snorres versemål af samme navn.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Kolbeinn Tumason
  • 1200-tallet
  • Skjalden Kolbeinn Tumason er en meget kendt mand fra tiden omkr. år 1200; han var nemlig i sin tid den mægtigste høvding i Skagafjorden i det nordlige Island, og han omtales ofte i Sturlunga og Gudmundar saga hins góda. I året 1197 deltog han med Guðmundr hinn dýri i «Lönguhliðarbrenna», og et vers blev digtet af ham i den anledning (Sturl. I 153-54). Kolbein er især kendt på grund af de stridigheder, som han havde med biskop Gudmundr Arason på Hólar (biskop 1203-37); det var væsentlig ved Kolbeins hjælp, at denne blev valgt til biskop (1201), da de den gang var venner, men forholdet forandrede sig dog snart på grund af biskop Gudmunds hensynsløse halsstarrighed og slette forvaltning af bispestolen. En stor mængde af al slags pak fulgte stadig med biskoppen på hans rejser, og da disse individer forurettede folk og røvede, drog Kolbein en gang med et stort følge ind på bispestolen for at stævne dem. I stedet for at lade retten have sin fremgang lyste biskoppen Kolbein højtidelig i ban, og skønt overmagten fuldstændig var på dennes side, tog han bort uden at tage nogen hævn. Kolbeins fredelige sindelag bekræftes ydermere ved tre udmærket smukke vers, som han digtede ved denne lejlighed (Bps. I 490-91), hvortil vistnok, efter indholdet at dømme, også et halvvers slutter sig, som tillægges ham i Sn. E. (II 124). Endelig kom det dog til kamp imellem dem ved Viðines nær ved Holar (Viðinessbardagi) den 9. septbr. 1208, og i denne kamp blev Kolbein ramt af et stenkast i panden, hvilket havde døden til følge. Lige før kampen digtede han 3 vers i «minnsta runhenda«, hvori han i smukke og hjertelige ord anråber gud om beskyttelse og sejr for sin gode sag (Bps. I 568). Postolasögur (s, 511-12) omtaler desuden de såkaldte Jónsvisur af Kolbein, som han digtede om apostelen Johannes, og som oprindelig skal have bestået af 47 vers, men her anføres kun 5. Om jomfru Maria, som Kolbein satte højest af alle helgener, har han ifølge samme kilde digtet i det mindste et kvad og måske flere (jvf. også Bps. II 32).
  • Kvad:
    • a. Jónsvísur
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Kolgrimr hinn litli
  • 1000-tallet
  • Kolgrim var viklet ind i efterspillet efter Stiklestad, hvor han blev lagt i lænker, men da kong Magnus, der ikke havde været til stede, da dette skete, kom til, frigav han Kolgrim, der ved denne lejlighed fremsagde et kvad, som han havde digtet om Olaf den hellige; heraf meddeles der (l. c.) to «vísuorð»:

    «Herstillís þarf ek hylli,
    hálf eru völd und Kálfi«.

  • Kvad:
    • a. Kvæði um Magnús góða (Digt om Magnus den Gode)
  • Mere om denne skjald: Kolgrímr litle i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Kolli prúði
  • 1100-tallet
  • En Kolli skáld hinn prúði anføres som en af kong Inges skjalde; af ham haves 3 hele vers, der handler om kampene ved Mynni og Krókaskógr 1137. Herhen hører vistnok også 2 anonyme vers af en Ingadrápa, der findes i Mork. (s. 219); de handler om kampen ved Holmen-grå 1139. Dette kvad er blevet fremsagt for kong Inge, da det er «viðmælt»; ellers er skjalden aldeles ubekendt.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Kolle hinn prúðe i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Kormákr Ögmundarson
  • 900-tallet
  • Kormákssaga, der foregår ved og efter midten af det 10. årh., indeholder, i det mindste i forhold til sit omfang, en større mængde vers end nogen anden islandsk saga. Fortællingen gør også hovedsagelig indtryk af at være bygget på kvad, og alle versene er, skønt meget forvanskede, øjensynlig gamle og vistnok for en stor del ægte. Sagaens helt er skjalden Kormákr Ögmundarson, hvis ulykkelige kærlighed til den smukke Steingerðr Þorkelsdóttir danner hovedindholdet af sagaen. Kormak blev født på gården «Melr» i Midfjorden i det nordlige Island omkr. år 937; som yngling blev han forelsket i Steingerd, og skønt hendes fader i begyndelsen satte sig derimod, blev de dog forlovede. Da brylluppet skulde stå, mødte Kormak ikke, og det blev ikke til noget med giftermålet. Steingerd blev så gift med den tapre og uforfærdede Bersi Véleifsson, sædvanlig kaldet Hólmgöngu-Bersi, der boede i landskabet Saurbær på vestlandet. Kormak ophørte alligevel ikke med at besøge Steingerd, og han og Berse havde en tvekamp på grund heraf (omtr. 958). Kormak blev såret, men nogen tid senere blev Berse såret i en tvekamp, denne gang med Kormaks morbroder Steinarr Önundarson sjóna. Næste år drog Kormak til udlandet og opholdt sig en tid hos den norske jarl Sigurðr Hákonarson, om hvem han digtede en Sigurðardrápa. Forfatterne til Skáldatal, Hkr. og Skáldskaparmál har kendt denne drape; i Sn. E. anføres der fire halve og i Hkr. et helt vers, der hører hertil. Versemålet er «hjástælt» undtagen i to halvvers. Næste år træffer vi Kormak hos kong Harald gråfeld, og Skáldatal fortæller, at han har digtet om denne konge. Jón Sigurðsson henfører også (Sn. E. III 468-69) 2 halvvers i Sn. E. (I 236, 242) til dette kvad. Dette kan vistnok være rigtigt, da Kormak ikke godt kan kalde Sigurd jarl «allvald Yngva ættar», uagtet versemålet gør det lidt tvivlsomt, da det netop er det samme som i Sigurðardrápa, nemlig «hjástælt», og det såkaldte «stál» i begge tilfælde er af mythologisk indhold. Siden drog Kormak til Island, hvor han opholdt sig i omtr. to år (962-64). Steingerd havde da forladt Berse og var bleven gift med en Þorvaldr tinteinn Eysteinsson, der omtales som skjald, uagtet der intet vers anføres af ham. Han boede ifølge sagaen på gården »Sunnudalr» (vistnok rigtigere «Svínadalr», og Kormak aflagde hyppige besøg der for at tale med Steingerd. Thorvald og han blev derfor fjender, men til sidst, da såvel Kormak som Thorvald var rejste til udlandet, fik Kormak lejlighed til at befri Steingerd fra nogle vikinger, der havde taget hende til fange. Thorvald bad hende da rejse med Kormak, men hun vilde ikke, og de skiltes uden senere at ses. Kormak faldt nogen tid senere ved Skarðaborg i Skotland (omkr. år 967), men Thorvald drog med sin kone tilbage til Island. Hermed ender sagaen.
    Kormak selv tillægges der 63 hele vers i «dróttkvætt» foruden 2 halvvers og én «kviðlingr» (¼ vers), som han digtede som svar på en anden «kvidlingr» af lignende omfang, der tillægges en Narfi (sagaen s. 34); begge «kviðlingar» er digtede i et slags «hnugghent» versemål. En «visufjórðungr», der tillægges Kormak i Sn. E. (II 134—36), hører også åbenbart til denne klasse af Kormaks kvad.
  • Kvad:
    • a. Sigurðardrápa
    • b. Lausavísur (Løse strofer)
  • Mere om denne skjald: Kormákr Ögmundarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Kroka-Réfr


Kveldúlfr
  • Omkr. 880
  • Egil Skallagrimssons farfader. Kveldúlfr må være født omtr. år 800, da han siges at have været «mjök á efra aldri», da sagaen begyndte (c. 860). Han skildres som en stor og stærk mand, meget vis og ubøjelig af sind. Da Harald hårfager efter Hafrsfjordslaget (872) var bleven enehersker i Norge, vilde Kveldulf ikke underkaste sig ham, og dette var grunden til det store fjendskab, som siden herskede mellem dem og deres efterkommere. Den ene af Kveldulfs sønner, Þórólfr, gik dog i kongens tjeneste, men efter at have tjent ham i nogen tid blev han dræbt på kongens foranstaltning (877). Dette tog den gamle Kveldulf sig meget nær, og der haves et vers af ham, som han digtede ved underretningen om drabet, og hvori han udtrykker sin sorg (sag. kap. 24).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Kveldulfr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie



L

Leiðólfr
  • 1000-tallet?
  • En af de skjalde, hvis levetid man intet ved om, men som nævnes i det andet bind af Snorra Edda, er en Leiðólfr. Han omtales som forfatter til et halvvers.
  • Kvad:
    • a. Af ubestemmeligt digt (Brot)
  • Mere om denne skjald: Leiðólfr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Leiknir berserkr
  • 900-tallet
  • Eyrabyggja saga fortæller om den bekendte høvding Víga-Styrr Þorgrímsson, at han dræbte to bersærker ved navn Halli og Leiknir. Sagaen anfører et vers af hver af disse bersærker.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ljotr skáld
  • 11-1200-tallet
  • Lidt eller næsten intet vides om Ljótr skáld, der nævnes i Skáldatal. Ifølge Skáldatal skulle han have digtet om Kong Sverre, Hákon Sverrisson, Hákon jarl galinn og Skuli hertogi Bárðarson. Denne Ljot er vistnok den samme som Ljótr Sumarliðason (søn af Sumarliði skáld?), der siges at have digtet om Ingi Bárðarson.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Ljotr Sumarliðason


Loptr Pálsson
  • † 1261
  • Islandsk høvding af hvem en lausavísa i fornyrðislag er bevaret. (Kilde: Finnur Jónsson «Den norsk-islandske skjaldedigtning» B2 60)
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald:



M

Magnús berfætt
  • † 1103; (konge, 1093-1103)
  • Magnus Barfod var norsk konge fra 1093-1103. Magnus konungr berfættr Ólafsson lignede som bekendt sin bedstefader Harald hårdråde i tapperhed og lyst til krigerske bedrifter, ligesom han også var skjald og ynder af skjaldekunsten, om end ikke i samme grad som kong Harald. I hans saga er der bevaret i alt fire hele, et halvt vers samt en «vísufjórðungr», som han har digtet ved forskellige lejligheder. Halvverset digtede han på et tog til Hebriderne (1097) som svar på et lignende af den norske høvding Kali Sæbjarnarson fra Agðir (d. 1097), farfader til den bekendte jarl og skjald Rögnvaldr kali. En «vísufjórðungr» digtede kong Magnus om en ridder Giparðr fra Valland, der fulgte med ham på krigstoget til Sverige (1100), men forsvandt lige før slaget på Foxerni ; den lyder således (Hkr. s. 657 og Mork. s. 148):

    «Vill eigi flokk várn fylla,
    falsk riddarinn valski.»

    Herpå svarede «skáld eitt, er með konunginum var», med et vers, der også sluttede med samme linjepar. Skjaldens navn nævnes ikke, men det kunde måske være den i Skáldatal (og ovenfor) nævnte Bárðr svarti(?).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Kale Sæbjarnarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Magnús góði
  • † 1047; (konge, 1035-1047)
  • Magnus hinn góði Ólafsson omtales som skjald og en ynder af skjaldekunst. Af kong Magnus anføres i Heimskringla et vers i «dróttkvætt» samt et halvvers («kviðlingr») i «fornyrðislag». Han var således skjald, skønt han heri ingenlunde kan måle sig med kong Harald.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Magnus den gode i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Magnús Þórðarðon
  • 11-1200-tallet
  • Magnús prestr Þórðarson nævnes som skjald i Hrafnssaga, og der anføres af ham et halvvers i «runhenda» samt et helt vers i «drottkvætt» i anledning af en kvinde, Jórunn Snorradóttir; versene er digtede omkr. år 1197; siden drog Magnus til Norge, hvor han blev kong Sverres hirdmand (sagaen kap. 9).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Máni (Skáld-Máni)
  • 11-1200-tallet
  • Blandt kong Magnus’ skjalde var Skáld-Måni eller Mani skáld, som han også kaldes. Om ham haves der en lille fortælling i Fms. (VII 206-208). Måne, der var en Islænding, kom, fortælles der, til Norge ved år 1184 fra en pilgrimsrejse til Rom, afmagret og næsten uden klæder. Således fremstiller han sig for kong Magnus, der, så snart han får hans navn at vide, giver ham spottenavnet «Tungli»> («tungl» ɔ: måne) og befaler ham at sætte sig ned og foredrage et eller andet kvad. Måne fremsiger da Halldor skvaldres Útfarardrápa om kong Sigurd Jorsalefare, der siges at have moret folk meget. Samtidig var der to gøglere i hallen, som gjorde kunster med to små hunde; om dem digtede Måne på kongens befaling to vers, der ifølge fortællingen gjorde stor lykke. Siden fulgtes Måne med kongen til Bergen, og der haves et vers af ham, som han digtede undervejs. Til Iøn for dette vers, der behagede kongen meget, fik han af denne en nyvasket lærredsskjorte som «kvæðislaun». Om Måne har digtet mere om kong Magnus, vides ikke, men i alt fald har hans ophold hos ham ikke varet længe, da Magnus faldt samme år. Siden er Måne rejst til Island, hvor han har levet ud over år 1214, da han ved denne tid omtales i Sturlunga (II 235-36). Her anføres et godt digtet vers af ham om de gaver, som Håkon jarl galinn sendte Snorri Sturluson som løn for det kvad, Snorre havde tilsendt jarlen. Verset udtrykker glæde over gaverne og røber tillige skjaldens venskab for Snorre. Efter den tid omtales Måne ikke. — Skáldskaparmál (Sn. E. I 444) anfører et halvvers af en Máni (skáld), der vistnok må være identisk med denne, da ingen anden skjald af dette navn ellers omtales. Verset synes at have været et lejlighedsvers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Máne (Skáldmáne) i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Markús Skeggjason
  • † 1107
  • Markús Skeggjason, der var «lögsögumaðr» på Island i tidsrummet 1084-1107 (d. 1107), omtales som skjald ved denne tid. Han var af en fornem æt fra det sydlige Island og skildres af Ari fróði som den viseste lovsigemand næst efter Skapti Þóroddsson. Ares «lögsögumannatal» skriver sig også fra Markus. Markus digtede et kvad om svenske-kongen Inge Steinkelsson, hvoraf dog intet haves; endvidere et andet kvad om Knud den hellige, hvortil synes at kunne henføres 2 halvvers og en «visuf]órðungr» i Sn. E. (I 448, 520, II 162). Om den danske konge Eirikr Sveinsson (f 1103) har han også digtet en Eiriksdrápa efter denne konges død. Af denne drape, der er i «hrynhent» versemål, haves i Sn. E. og Knytlinga i alt omtr. 19 hele og 13 halve vers. Desuden haves af Markus i Sn. E. (I 442, 506) 1½ vers i «drottkvætt», som ikke synes at høre til noget af de her omtalte kvad.
  • Kvad:
    • a. Eiríksdrápa (Eriksdrapa)
    • b. Knútsdrápa
    • c. Kristsdrápa (?)
    • d. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Markús Skeggjason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Markús Stefánsson
  • 1100-tallet
  • Blandt de helt ukendte skjalde, som har digtet om kong Magnus Erlingsson er en Markús Stefánsson.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Móðólfr Ketilsson
  • 1000-tallet
  • I Njals saga anføres et enkelt, meget smukt vers af en af Floses mænd Móðólfr Ketilsson.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



N

Narfi
  • 900-tallet
  • En «kviðlingr» (¼ vers) tillægges en Narfi i Kormáks saga.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (Kviðlingr)
  • Mere om denne skjald:


Nefari
  • 1100-tallet
  • En Nefari eller Næfari, som levede under Sverre og var en af Kuflungerne, anføres som forfatter til et ret smukt vers (Flat. H 627; Fms. VIII 253—54).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Nikulás Bergsson
  • † 1159
  • "Nikulás Bergsson, abbed til Tværákloster (Øfjorden); han skildres som »en kostelig høvding, der havde fået mange nådens gaver af gud«. Nikulas, »som både var rigt udstyret af naturen og med udvalgte dyder«, havde rejst meget, og efter hans diktat blev den såkaldte Leiðarvisir og borgaskipan skreven; i slutningen af denne kaldes han »vis og vidtberømt, stærk af hukommelse, meget klog, rådsnild og sanddru«. Ved indvielsen af kirken i Skalholt, opført 1153 og følgende år, var Nikulas, lige hjemkommen fra en udenlandsrejse, tilstede sammen med biskop Björn til Hólar. Han døde året 1159. Det er klart, at Nikulas har været en meget fremragende mand. Hans digteriske virksomhed kendes særlig fra den såkaldte Litla-Jónssaga; her siges han at have digtet en drape om apostlen Johannes i drotkvædet versemål; heraf anføres der 3 vers om guds kærlighed til apostlen og hans nådesbevisninger. Versene er noget højtravende og dog temmelig ligefremme. Endnu haves der et vers af ham om Kristus på korset, der næppe kan henføres til nævnte drape." (Kilde: Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II 113f)
  • Kvad:
    • a. Jóansdrápa postola
    • b. Kristsdrápa (?)
  • Mere om denne skjald:


Njáll
  • † 1011
  • Af Njáll Þorgeirsson (Brennu-Njáll) anfører Skáldskaparmál et halvvers (Sn. E. I 498), men vistnok med urette, da såvel Morkinskinna (s. 15) som Hrokkinskinna (Fms. VI 170) lader verset høre til en af de 16 «gamanvísur», som kong Harald hårdråde digtede om den russiske kongedatter Ellisif (Elisabeth).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa?
  • Mere om denne skjald:



O

Óðarkeptr


Oddi hinn litli
  • 1100-tallet
  • Da den orknøiske jarl Rögnvald kali drog på en pilgrimsfærd til det hellige land (1152-55), havde han i sit følge flere skjalde. Blandt disse var to fra Hjaltland: Ármóðr skáld og Oddi hinn litli Glúmsson.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Oddr Breiðfirðingr
  • Omkr. år 1000
  • Oddr Breiðfirðingr siges ifølge Ldn. (197-98) at have digtet en Hjaltadrápa, et «erfikvæði» om den skagfjordske høvding Hjalti þórðarson (død omkr. 970). Drapen blev fremsagt ved det gravøl, som Hjaltes sønner, Þorvaldr og Þórðr afholdt efter deres fader. Det bemærkes udtrykkelig, at dette gravøl har været større end noget andet, som er blevet holdt på Island, idet gæsternes antal var tolv hundrede (= 1440) og alle mænd af betydning fik gaver ved afskeden. Efter gildet rejste Hjaltesønnerne med Odd til Þorskafjarðarþing på vestlandet, da denne var bleven stævnet derhen af skjalden Glúmr Geirason, uvist af hvilken grund. Da Hjaltesønnene red op på tinget, troede folk, at det var Aserne, så pragtfulde var deres rustninger; dette bekræftes endvidere ved et anonymt, men øjensynlig gammelt, vers, som måske er digtet af Odd selv. Den Oddr skáld, der omtales i Eyrbyggja (1864, s. 20) er uden tvivl den samme. Her anføres to vers af en Illugadrápa, som han digtede om Illugi svarti på Gilsbakki. De handler om de stridigheder, som Illugi havde med Þorgrímr Kjallaksson på Þórsnesþing (omkr. år 980), hvortil desuden sigtes i Gunnlaugssaga (kap. 5). Vigfússon tror (Safn. I 354), at Odd var fader til den i Antiquit. Americanæ (s. 211 o. a. st.) omtalte Hrafn Hlymreksfari, men herom tør jeg ikke udtale nogen mening; så vidt mig bekendt omtales Odd ikke andre steder end de her anførte.
  • Kvad:
    • a. Illugadrápa
  • Mere om denne skjald: Oddr skáld breiðfirðingr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Oddr Kikinaskáld
  • 1000-tallet
  • Blandt de skjalde, der digtede om Magnus den gode, anfører Skáldatal Oddr kikinaskáld, om hvis levned man ellers ikke ved noget. Hans underlige tilnavn lader sig, så vidt jeg ved, heller ikke forklare, da man mangler fortællingen om dets oprindelse. Af Odd anføres der i kongesagaerne i alt 3 vers; det første handler om en af kong Magnus's kampe i Danmark, medens begge de andre udtrykker sorgen over hans død. Da Odd en dag var i en nedslået sindsstemning og blev spurgt om sit befindende, svarede han, at han siden kong Magnus's død befandt sig ilde og at sorgen nedtrykkede ham meget. Det er det sidste, der fortælles om ham, og man kan heraf slutte, at kvadet har været en «erfidrápa». Af Skáldatal ses endvidere, at han også har digtet om kong Harald hårdråde.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Magnús góða (Digt om Magnus den gode)
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Oddr kíkinaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Oddr úmagaskáld
  • 1000-tallet
  • En Oddr úmagaskáld, der ellers er fuldstændig ukendt, nævnes i Grettla (s. 27), hvor han omtales som skjalden Kormaks og hans broders «framfærzlumaðr».
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Ófeigr Skiðason
  • 1000-tallet
  • Ófeigr Skiðason på Reykir er kendt fra Bandamannasaga. En Þóroddr drápustúfr Arnórsson skulle ifølge Melabók (Ldn. 168) have digtet et kvad med titlen Ófeigsvisur. Den Ófeigr, der digtes til menes at være netop Ófeigr Skiðason. Ófeig skal også selv have været skjald, og Bandamannasaga anfører i alt 5 vers af ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Ólafr bjarnylr
  • † 1001
  • Søn af Hávarðr hinn halti, hovedpersonen i Hávarðar saga Isfirðings. Ud af sagaens 16 hele vers tillægges Håvard de 15 og hans søn Olaf et enkelt, digtet i «runhenda» af 3dje grad.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ólafr Brynjúlfsson
  • 1200-tallet
  • Fra Snorre Sturlussons tid nævnes en Ólafr Brynjúlfsson, af hvem et vers er bevaret. Ud over at han var en af Sverting Þórleifssons mænd, fortælles det, at han jævnlig plejede at «flimta sér betri menn».
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ólafr helgi
  • † 1030; (konge, 1015-30)
  • Ólafr konungr Haraldsson, senere kaldet hinn helgi (født 995; konge 1015-1030), blev så vel i levende live som efter sin død besunget af en mængde skjalde. I sine yngre år vilde han ikke lade digte om sig, og det siges om ham, at han til den første skjald (Sighvat), der fremstillede sig for ham, sagde at han ikke vilde høre skjaldevers (Hkr. 248). Senere må han dog have forandret anskuelse, idet han endog selv siges at have optrådt som skjald ved enkelte lejligheder. Han digtede således et vers efter Erling Skjalgssøns fald (1028), der anføres i Hkr. (s. 446). Den legendariske Olafssaga (s. 8-9) tilegner ham desuden en «flokkr» på 10 vers, der handler om Knud den stores kamp ved Lundúnabryggjur (1016). Men dette er dog uden tvivl fejlagtigt, da Olaf af historiske grunde ikke kan have deltaget i denne kamp (jvfr. Steenstrup: Danske og norske Riger, 2. H. Kh. 1882, s. 447-48). Knytlingasagas forfatter siger også, at denne «flokkr» blev digtet af kong Knuds krigere (liðsmenn; deraf kvadets navn Liðsmannaflokkr).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Olaf den hellige i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ólafr Herdísarson
  • 1200-tallet
  • Ólafr Herdísarson skal ifølge Skáldatal have besunget de to norske høvdinger Arnbjörn Jónsson (d. 1239 eller 1240) og Gautr på Melr (d. 1270), der var en ven af Sturlungerne.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Ólafr Hildisson
  • Tid: ukendt
  • En fredløs mand af hvem der anføres et vers i Sturlunga saga.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ólafr Leggsson svartaskáld
  • 1200-tallet
  • Ólafr Leggsson svartaskáld siges at have digtet om kong Håkon. Han omtales i Sturl. (I 299-300) ved år 1231. Snorre Sturlusøns søn Jon murti opholdt sig ved denne tid i Norge og havde her taget sig af Olaf, som da var en fattig mand. En gang ved et drikkelag skændte Jon på sine tjenestefolk, og da Olaf vilde tage dem i forsvar, slog Jon ham, hvorpå Olaf tilføjede ham et sår, der skønt ubetydeligt i begyndelsen, dog havde døden til følge. Olaf flygtede straks efter og omtales — så vidt jeg ved — ikke senere; måske kunde hans kvad om kong Håkon være digtet efter denne tid. Af Olaf anføres enkelte brudstykker i 2. bind af Sn. E., og heraf tror jeg sikkert at kunne henføre ¼ vers (s. 498) til kvadet om Hakon; 3 halve vers og 2 «visufjórðungar» synes at høre til en Tómasdrápa (Sn. E. Il 204, 628-29), og det øvrige (et halvvers, en «visufjórðungr» og et «vísuorð», Sn. E. II 108, 130, 499) til et kvad om en kvinde. «Svartaskáld» er Olaf vistnok bleven kaldet til adskillelse fra sin samtidige Ólafr hvitaskáld.
  • Kvad:
    • a. En drape om kong Hakon (?)
    • b. En drape om Skule jarl
    • c. En drape om Kristus (?)
    • d. Af et kærlighedsdigt (?)
    • e. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Óláfr Leggsson svartaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ólafr Tryggvason
  • † 1000; (konge 995-1000)
  • Norges første kristne konge Olafr Tryggvason (995-1000), hvis velkendte levned jeg her ikke behøver at gå nærmere ind på, siges at have forsøgt sig i skjaldekunsten. Dog tillægges der ham i hans saga ikke mere end 1½ tilmed tvivlsomme vers. Det ene af disse findes i den sagnagtige Helga þáttr Þorissonar i Flatøbogen (I 361 ; jvfr. Fms. III 138) og er i «fornyrðislag». Halvverset findes så vel i Hallfreðarsaga som i Flat. (I 307) og Fms. (II 17) og er en «dróttkvæðr kviðlingr», som han digtede ved skjalden Hallfreds ankomst til Norge som svar på en lignende «kviðlingr» af denne.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Olaf Tryggvason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ólafr Þórðarson hvítaskáld
  • † 1269
  • Ólafr hvitaskáld, broder til den ovenfor omtalte Guthormr körtr og en af de største skjalde i det 13. årh. Han er født omkr. år 1212 og var lige fra ungdommen af meget hengiven til litterære sysler. I modsætning til de fleste af sine slægtninge, Sturlungerne, var han uden ærgerrighed og tragtede aldrig efter verdslig magt; hvor han omtales i forbindelse med stridigheder, optræder han altid som den mæglende, og han holdt sig, for så vidt han kunde, uden for al den partistrid, som herskede i Sturlungetiden, skønt han naturligvis som en rig og mægtig bonde ikke kunde blive uberørt deraf. Til hans bedste venner hørte hans farbroder Snorre Sturlusøn, hos hvem han i sine yngre år opholdt sig. I året 1236 rejste Olaf til Norge og derfra til Danmark, hvor han opholdt sig en tid hos kong Valdemar sejr. Omkr. år 1241 drog han tilbage til Island og bosatte sig på gården Stafaholt i Borgarfjorden, hvor han boede til sin død (1259). Olaf var to gange lovsigemand, første gang 1148-50 og anden gang 1252, men sidste gang nedlagde han embedet efter et års forløb, da han både var af et svagt helbred og ikke formåede at gøre sig gældende i nogen sag af større vigtighed. Af hans mange kvad kan anføres en Þorláksdrápa om biskop Thorlak den hellige, hvilken han fremsagde i kirken på Skálholt år 1237, men af den er intet tilbage, lige så lidt som af det kvad, som han ifølge Skáldatal digtede om den svenske konge Eirikr Eiríksson (1222-1250). Af hans Hákonardrápa om Håkon den gamle haves måske ét vers (Fms. IX 356), af hans kvad om hertug Skule, Skúladrápa, derimod 10 hele og 2 halve vers, der findes i Hákonarsaga; versemålet er «hrynhenda» og drapen er digtet efter Skules død 1240. Desuden har Olaf ifølge hdskr. A af Skáldatal digtet et kvad om Hákon ungi Hákonarson, og ifølge begge hdskr. digtet om den norske jarl Knútr Hákonarson samt om den danske konge Valdemar sejr, men af disse kvad er intet bevaret. Endelig har han digtet et kvad om Islændingen Áron Hjörleifsson, hvoraf to vers anføres i dennes saga (Bps. I 543-45). To lejlighedsvers af Olaf anføres i Sturlunga fra år 1239 og 1240 (Sturl. II 87).
  • Kvad:
    • a. Et digt om kong Hákon
    • b. Et hrynhent digt
    • c. Árónsdrápa
    • d. Af et digt om Thomas Becket
    • e. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Óláfr Þórvarðarson hvitaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ólöf geisli
  • Tid: ukendt
  • Af Viglunds moder (Viglundarsaga) Olöf geisli anføres et vers, som hun skulle have digtet. Men verset må være digtet samtidig med sagaen.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Ormr Barrreyjaskáld
  • 900-tallet
  • Ormr Barreyjaskáld, af hvem der (l. c. 318, 324) anføres et halvt og et fjerdedels vers, tilhører derimod sikkert den hedenske tid. Skønt man nu ikke ved noget om ham, har man i den første del af det 12. årh. kendt hans saga og mange af hans kvad. Det fortælles nemlig i Sturlunga (I 520), at den bekendte skjald og præst Ingimundr Einarsson ved et bryllupsgilde (år 1120) meddelte gæsterne hans saga tilligemed mange af hans viser. Da han var færdig dermed, foredrog han en «flokkr», som han selv havde digtet, og som uden tvivl har handlet om Orms bedrifter.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Ormr barreyjarskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ormr Jónsson Svinfellingr
  • † 1241
  • Høvdingen Ormr Jónsson Svinfellingr (d. 5. sept. 1241) digtede også et vers om et overfald, det såkaldte «Sauðafellsför». (Sturl. l. c).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Ormr Steinþórsson
  • 1000-tallet?
  • En ellers ukendt skjald, hvoraf brudstykker anføres i Sn. E. (I 246, 250, 410, 412 502, II 162). Af denne Orm anføres desuden i Sn. E. (I 332, 468) et halvvers og en «vísufjórðungr» i «dróttkvætt», der må høre til et andet kvad. Orm omtales ellers ikke; måske står han i en eller anden forbindelse med den Steinþórr, der uden at være nærmere betegnet også omtales i Sn. E. (I 238) som forfatter til et halvvers.
  • Kvad:
    • a. Af et digt om en kvinde ("Snjófríðardrápa")
    • b. Af ubestemmeligt digt (Brot)
  • Mere om denne skjald: Ormr Steinþórsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ormr uframi
  • Sagnhistorie
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal har digtet om den svenske sagnkonge Eystein bele.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Ormsteinn prestr
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Órækja Snorrason
  • 1200-tallet
  • Orækja Snorrason, en søn af Snorre Sturlusøn, omtales også som skjald. Han var en meget urolig og ærgerrig mand, der ikke synes at have arvet meget af faderens gode egenskaber, i de mange stridigheder, som han tog del i, trak han som oftest det korteste strå, da hans modstandere i reglen var ham langt overlegne. Til sidst blev han lemlæstet af en af sine fjender, Gissurr Þorvaldsson, (1242), som håbede derved at gøre ham uskadelig; han døde d. 24. juni 1245. På en pilgrimsrejse til Rom, som han foretog i året 1236, besøgte han kong Valdemar sejr i Danmark og digtede om ham «en vise», hvorfor kongen skænkede ham en hest, som Orækja benyttede på rejsen frem og tilbage.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Óspakr Glúmsson
  • 1000-tallet
  • Óspakr Glúmsson fra gården Eyri i Bitra var en søstersøn til Grettir. Grettirs saga anfører et vers i «fornyrðislag» af ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Óttarr keptr (Óðarkeptr, Ljóðarkeptr)
  • Tid: ukendt
  • Melabók fortæller (Ldn. l. c), at en Ljóðarkeptr har digtet en «lofdrápa» om den Guðleifr Arason, som var Thangbrands ledsager (Gúðleifsdrápa), og Kristnisaga anfører et vers (Bps. I 14) af en unavngiven skjald, der efter min mening må tilhøre dette kvad; forfatteren af verset må have levet i det nordlige eller vestlige Island. Denne Ljóðarkeptr er uden tvivl den samme, som i Skáldatal kaldes Óðarkeptr (A) eller Óttarr keptr (B), men navnet er usikkert. Jeg tror, at benævnelsen Óttar keptr skyldes en senere rettelse og at Óðarkeptr måske er det rigtige og muligvis har været et tilnavn; sådanne tilnavne bruges nemlig flere gange i stedet for det egentlige navn, f. eks. «hornklofi» for «Þorbjörn hornklofi» og lignende.
  • Kvad:
    • Gúðleifsdrápa?
  • Mere om denne skjald: Óðarkeptr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Óttarr svarti
  • 1000-tallet
  • Sighvats Þorðarsons søstersøn Óttarr svarti samt en anden skjald Gissurr svarti opholdt sig ved den svenske konge Olaf skødkonges hird i året 1017, da Hjalti Skeggjason rejste til Sverig for at mægle imellem den norske og den svenske konge; de skal have stået i høj anseelse hos kongen. Om Ottar ved man i øvrigt kun, at han var en Islænding og at han har digtet et kvad om kong Olaf skødkonge, hvilket også fremgår af Skáldatal; et halvvers i Sn. E. (I 512) er vistnok et brudstykke heraf. Ottar har også digtet en drape om kong Olaf og desuden en anden drape om hans søn Önundr. Af denne Oláfsdrápa indeholder Sn. E. i alt 6 halvvers; versemålet er «hálfhnept». Han siges også at have digtet en «mansöngsdrápa» om Olaf skødkonges datter Ástridr, der senere blev gift med Olaf den hellige. Da Ottar efter sit ophold i Sverige kom til Norge (c. 1022), lod kongen ham fængsle og vilde lade ham dræbe, men ifølge Sighvats råd digtede Ottar et kvad om kongen og reddede dermed sit liv. Kvadet kaldes Höfuðlausn, og heraf haves omtr. 16 hele og 4 halve vers bevarede. Ifølge Skáldatal har Ottar endvidere besunget den danske konge Svend tveskæg samt dennes søn Knud den store; af hans Knútsdrápa findes i Knytlinga omtr. 10 vers. Endelig har Ottar ifølge Skáldatal digtet et kvad om den norske høvding Guðbrandr i Dölum, sædvanlig kaldet Dala-Guðbrandr. Af hans «lausuvisur» haves kun tre; også en 4de bliver i den kortere Olafssaga (kap. 62) tillagt ham, men i Hkr. (s. 431) og Fms. (IV 378, V 233) tillægges den snart Sighvat snart Bersi Skáld-Torfuson.
  • Kvad:
    • a. Óláfsdrápa sænska
    • b. Höfuðlausn
    • c. Knútsdrápa (Knudsdrapa)
    • d. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Óttarr svarte i Finnur Jónssons Litteraturhistorie



P

Páll Þorsteinsson Hvalnesingr
  • 1200-tallet
  • En af den berømte høvding Gissur jarl Þorvaldssons mænd. Páll Þorsteinsson digtede et vers efter drabet på nogle brandstiftere. Gissur siges også i Skáldatal at have digtet om kong Håkon den gamle. — Af dette kvad er der i Flatøbogen (III 200) bevaret et halvvers i «dróttkvætt» versemål. — Gissur, der i sin tid var Islands mægtigste mand, var født 1209 og døde 1268.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



R

Ragnarr loðbrók
  • Sagnhistorie
  • Blandt Skáldatals ældste skjalde hedder det: «Ragnarr konungr lodbrók var skáld, ok Áslaug kona hans ok synir þeirra.» De tilhører alle den heroiske tid, og jeg vil derfor lade mig nøje med at henvise til sagnene om dem, så vel i Ragnars- og Ragnarssona sögur som hos Sakse (lib. IX). Kun kvadene vil jeg dog gå lidt nærmere ind på her. Sakse omtaler dem ikke, og det ældste sted, hvor Ragnar omtales som skjald, er i kommentaren til Snorres Háttatal 54: «Svá sem orti Ragnarr konúngr loðbrók með þessum hætti:

    Skýtr að Sköglar veðri
    en skjaldagi haldast» osv.

    Her synes den Ragnar med urette tillagte Lodbrokarkviða eller Krákumál (Ragnars dødssang, Fms. I 300-10) at have foresvævet forfatteren, især dog linieparret (v. 18,9-10):

    «skorin var Skøglar kápa
    at skjöldunga (skjaldunga?) hjaldri».

    Dette er nemlig ifølge dr. Konr. Gislason (Njála II 17-18 note) det eneste linjepar i Krákumál, der med hensyn til versemål stemmer med Ht. 54. Krakumál består af 29 vers, der alle med undtagelse af det sidste begynder éns:

    «Hjuggu vér med hjörvi» osv.

    og dets affattelsestid turde måske med størst rimelighed ansættes til omtrent år 1200 eller noget senere. De øvrige i Ragnarssaga forekommende vers er også alle uden tvivl uægte; de tillægges såvel Ragnar selv (9½), som Aslaug (Kráka) (10½), og sønnerne (13-14 vers).
  • Kvad:
    • Diverse uægte vers tilskrives Ragnarr loðbrók i sagaerne om ham og hans sønner.
  • Mere om denne skjald:


Rauðr skáld
  • 1000-tallet
  • En ellers ukendt skjald ved navn Rauðr opholdt sig hos en engelsk konge, da skjalden Sneglu-Halli fremsagde et kvad for denne. Kilderne er ikke helt enige om hvilken konge der er tale om, ifølge Fms. var det kong Játvarðr, men efter Flatøbogen drejede det sig om Haraldr Guðinason.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Réfr Gestsson
  • 1000-tallet
  • Af Réfr (Hofgarða-Refr, Skáld-Refr, Refr skáld) Gestsson er ét vers bevaret i kongesagaerne og i Sn. E. (I 232. . . 612) har man ikke mindre end 13 «visuhelmingar» af ham, men det er vanskeligt at afgøre, om de alle tilhører et og samme digt eller flere forskellige. Det første halvvers, der omtales (Sn. E. I 232): «Opt kom jarðar leiptra» osv., omtaler en afdød, der selv har opmuntret ham til at digte, og synes derfor fortrinlig at passe til arvedrapen om Gissur. Det næste halvvers, hvori han takker gud for sin skjaldegave, synes ikke at kunne høre sammen med noget af det øvrige, da det er digtet i et andet versemål («alhent», Sn. E. I 240); jeg tror derfor ikke, at det kan gå an med Jón Sigurðsson at lade det danne den sidste del af det første halvvers (Sn. E. III 209). Det hører efter min mening enten til et særskilt digt eller er simpelt hen en del af et lejlighedsvers («lansavisa»). Tre halvvers (Sn. E. I 246, 416, 444) synes temmelig sikkert at kunne henføres til en Þorsteinsdrapa, da en vis Þorsteinn besynges i dem alle. Refs nabo Þorsteinn Gislason (d. 1007), samt Þorsteinn Kuggason (d. 1026) og Þorsteinn Siðu-Hallsson var de mest bekendte mænd af det navn i Island på den tid, men om drapen er digtet om nogen af dem, er dog fuldstændig usikkert, da der i Sn. E. ingen historiske oplysninger meddeles. Alle de øvrige halvvers, hvoraf Snorre tillige anfører et i Háttatal (Sn. E. 1 612), er af blandet indhold, som om en sejlads (østpå til Norge? Sn. E. I 324), om skjolde og spyd (gaver?) og deslige, så at det er fuldstændig usikkert, hvor de hører hen. Til Gissurardrápa synes de i alt fald ikke at høre. Laufásedda (Sn. E. II 632) meddeler endvidere en «visufjórðungr» af Réfr, hvori han, hvis kommentatoren ellers har forstået den rigtig, har benyttet sig af de allerdunkleste udtryk («ullarflóki» omskriver han således ved «tré»)). — Om Réfs levned ved man kun lidt. Han stammede fra det vestlige Island, hvor hans fader Gestr så vel som hans forfædre var høvdinger og «goðorðsmenn» (de såkaldte «Hofgarðagoðar»)). Hans moder var skjalde-kvinden Steinunn Réfsdóttir, som digtede om Thangbrand. I kong Olaf den helliges regeringstid drog han til Norge og skal ifølge Skáldatal have digtet et kvad om denne konge; noget nærmere herom kendes dog ikke; også Flatøbogen (II 226) nævner ham som en af denne konges hirdmænd og skjalde. Derimod forholder det sig ikke rigtig, hvad enkelte kilder (Flat. II 240, Fms. V 56) fortæller, at han har deltaget i slaget ved Stiklestad; i de bedste kilder som Hkr. omtales det ikke, og det er desuden usandsynligt, at Ref, hvis han havde været til stede, ikke skulde have digtet noget vers før slaget, lige som de andre tilstedeværende skjalde. Ifølge Skáldatal har Réf desuden digtet om kong Magnus den gode samt om to norske stormænd, skjalden Hárekr ór þjottu og hans søn Einarr fluga; at noget af det, der nu tillægges ham, kan høre til det ene eller andet af disse kvad er muligt, men herom tør jeg ikke udtale nogen bestemt mening. Réfs dødsår kendes ikke. Han har været en udmærket skjald og har usædvanlig godt forstået konsekvent at fastholde en og samme poetiske ligning gennem et helt vers, hvad man ellers ikke ofte finder hos de ældre skjalde.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um konungsgjafir (Digt om fyrstegaver)
    • b. Kvæði um Gizur gullbrárskáld (Digt om Gizurr Gullbrárskald)
    • c. Kvæði um Þórstein (Af digt om Þórsteinn)
    • d. Ferðavísur (Et rejsedigt)
    • e. Af ubestemmelige digte (Brot)
  • Mere om denne skjald: Hofgarða-Refr Gestsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Refr ryzki
  • Sagnhistorie
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal har digtet om den svenske sagnkonge Eystein bele.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Refr Steinsson
  • Tid: ukendt
  • I den helt igennem fiktive Kroka-Refssaga (rimeligvis forfattet i det 14de århundrede) findes tre viser (vers), der alle lægges sagaens helt Refr Steinsson eller Króka-Refr i munden.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur (Løse strofer)
  • Mere om denne skjald:


Roðgeirr Aflason
  • 11-1200-tallet
  • Álfr Eyjólfsson, Teitr skáld, Roðgeirr Aflason og Þórálfr prestr siges at have digtet om Skule jarl (1189-1240), men af deres kvad er intet bevaret, ligesom de selv for det meste er ubekendte. Dog er Roðgeirr Aflason uden tvivl den skibsfører Roðgeirr Aflason (eller Alfsson), som nævnes i Sturl. (I 407). Denne bliver i registeret til Sturlunga kaldet en nordmand, hvilket turde være usikkert, da en skibsfører på den tid godt kunde være islandsk, og på andet end den modsatte antagelse kan vel denne gisning ikke være bygget.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Runolfr Ketillson
  • 1100-tallet
  • Runólfr Ketilsson, der var en søn af biskop Ketill Þorsteinsson og derfor sædvanlig kaldet Runólfr biskupsson, digtede et smukt vers (Bps. I 82) om den nye kirke, som biskop Klæng havde ladet bygge. Denne Runolf nævnes i «Nafnaskrá islenzkra presta» fra 1146 som boende på nordlandet; han døde 1186
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Runólfr skáld
  • 1200-tallet
  • Runólfr omtales sammen med en Höskuldr blindi i Skáldatal. De er begge fuldstændig ukendte, blot siges det, at de digtede om kong Ingi Bárðarson (1204-1217).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Rögnvaldr skáld
  • Sagnhistorie
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal har digtet om den svenske sagnkonge Eystein bele.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Rögnvaldr kali
  • † 1158
  • Til en af de ypperste skjalde fra det 12. århundredes første halvdel kan man trygt regne den orknøiske jarl Rögnvaldr kali, der var udrustet med en sand skjaldeånd og derhos udmærkede sig som «talanda skáld». Rögnvald var født Nordmand og hed egenlig Kali Kolsson; Kols fader Kali Sæbjarnarson er omtalt andetsteds. Kol var gift med en orknøisk jarledatter Gunnhildr og det var på grund heraf, at kong Sigurd Jorsalafare udnævnte sønnen Kali til jarl over halvdelen af Orknøerne i året 1129. Han antog da navnet «Rögnvaldr» efter den tidligere orknøiske jarl Rögnvaldr Brúsason. Rögnvald var allerede fra ungdommen af bekendt for sin skønhed og sine legemlige og åndelige idrætter; fra hans yngre år har man et vers af ham, hvori han opregner 9 idrætter, som han kunde til fuldkommenhed (Flat. Il 440).
    Omtr. 1137 kom Rögnvald i fuldstændig besiddelse af øerne, og i årene 1152 til 1155 foretog han en rejse til det hellige land i forening med den norske jarl Erlingr skakki, hvilken rejse er udførlig beskreven i Flatøbogen (II 477-89). Rögnvald digtede en mængde lejlighedsvers på denne rejse, hvoraf sagaen anfører ikke mindre end 24. Efter sin hjemkomst havde Rögnvald idelige kampe at bestå med sine fjender, hvilke endte med at han tilsidst blev overrumplet og dræbt (1158).
    Af Rögnvald haves nu i det hele omtr. 30 «lausavisur» foruden et brudstykke af et større kvad, en Háttalykill, som han digtede omkr. år 1142 sammen med en islandsk skjald Hallr Þórarinsson breiðmaga.
    I Ormseddubrot og Laufásedda (Sn. E. II 298, 633) anføres et helt og to halve vers af en skjald ved navn Rögnvaldr, som jeg er tilbøjelig til at antage for identisk med Rögnvald jarl, idet jeg ingen anden skjald kender, som navnet kunde passe på, ligesom der heller ikke forekommer mig at være noget til hinder for, at disse fra formens og indholdets side kan tilhøre det 12. årh.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:



S

Sighvatr Egilsson
  • 1100-tallet
  • En af flere ukendte skjalde, som hører til i kredsen omkring kong Sverre.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Sighvatr Sturluson
  • † 1238
  • Af den berømte høvding Sighvatr Sturluson (f. 1170) på Grund i Øfjorden haves et vers, som han digtede, da han hørte efterretningen om den øfjordske høvding Hallr Kleppjárnsson's fald (1212), samt et andet i anledning af en drøm, som han havde kort før sin død (1238). Han omtales ellers ikke som nogen større skjald.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Sighvatr Þórðarson
  • Omkr. 995-1045
  • Af kong Olaf den Helliges egentlige hirdskjalde er Sighvatr Þórðarson den mest berømte, ligesom han også overhovedet er en af de allerstørste skjalde fra oldtiden. Han var en søn af den andetsteds omtalte Þórðr Sigvaldaskáld og blev i sin ungdom opdraget på gården Apavatn i Grimsnes i det sydlige Island. Kilderne er enige om, at han digtede lige så hurtig som han talte; i Fms. (IV 89; V 232) findes en eventyrlig fortælling om, at Sighvat skulde have fået sin skjaldegave ved at spise en fisks hoved. Omkr. år 1014 rejste Sighvat udenlands og kom til den unge konge Olaf Haraldssøn, hos hvem Sighvats fader ved den tid opholdt sig. Sighvat sluttede sig til kongen og blev hans skjald og fortrolige ven, så længe han levede. Som et eksempel på, hvor meget Sighvat havde at sige ved hirden, kan anføres fortællingen om Magnus den godes fødsel. Barnet blev født ved nattetid, men var så sygt, at ingen af de tilstedeværende troede, at det kunde leve til næste morgen; det måtte derfor døbes, og Sighvat blev som kongens bedste ven anmodet om at vække denne, da ingen anden turde gøre det. Sighvat vovede det dog heller ikke, men påtog sig at give barnet navn, og drengen blev døbt Magnus. Da kongen næste morgen kaldte Sighvat for sig og bebrejdede ham, at han havde givet drengen dette fuldstændig fremmede navn, svarede Sighvat, at han havde opkaldt ham efter kong Karlamagnus, som var den bedste mand i hele kristenheden. Dette svar tilfredsstillede kongen fuldstændig, og Sighvat kom til at stå i endnu højere gunst hos ham end før (Hkr. 365-66). Efter kong Olafs fald (1030) sluttede Sighvat sig til hans søn Magnus, og da denne var bleven konge i Norge (1035), blev Sighvat en af hans fortroligste rådgivere. Sighvats dødsår kendes ikke, men må antages at have været omkr. år 1042, da han ikke omtales efter den tid.
    Sighvat har været en meget frugtbar skjald, og skønt hans digte for en stor del er tabte, har man dog betydelige brudstykker bevarede. Hans første kvad om kong Olaf, digtet 1016, kaldes af nogle Vestrvíkingarvisur, da det omhandler kongens krigstog i vesten; heraf har man nu omtr. 14½ vers i Olafssagaerne. Hans andet kvad er Nesjavísur om kong Olafs kamp med Sveinn jarl Hákonarson ved Nes 1015, i hvilket slag Sighvat deltog; af denne «flokkr» haves omtr. 9 hele og 5 halve vers. Austrfararvísur digtede Sighvat i vinteren 1018-19, da han i kong Olafs ærende sendtes til jarlen Rögnvaldr Úlfsson i Gautland; af disse er sikkert 21 og måske 26 hele vers bevarede (jvfr. Sn. E. III 338-39). Ifølge Fms. (VI 287) digtede Sighvat omkr. 1020-23 endnu et kvad om kong Olaf den hellige, men det er vistnok nu fuldstændig tabt, måske dog med undtagelse af 2 vers. Lidt efter digtede Sighvat ifølge samme kilde et kvad om Ívarr hvíti (Fms. VI 287-88), der også er tabt. Året 1026-27 tilbragte Sighvat på rejser i vesterlandene med en mand ved navn Bergr og digtede da en «flokkr» kaldet Vestrfararvísur, hvoraf 3 hele og et halvt vers haves. Af en «flokkr» om Erlingr Skjálgsson (Erlingsflokkr), der er digtet efter dennes fald 1028, haves nu 9 hele vers, men derimod intet af det kvad om den svenske konge Önundr (1022-50), som Skáldatal tillægger Sighvat. Det er uden tvivl digtet i tidsrummet 1031-36, da han i den tid opholdt sig ved den svenske konges hird. I de følgende år efter kong Magnus's tronbestigelse digtede han et kvad om dronning Ástriðr, Olaf den helliges enke, hvoraf Hkr. (s. 516) meddeler 3 vers. Efter Knud den stores død (1036) digtede Sighvat en Knútsdrápa i «toglag» med «klofastef»:

    «Knútr vas und himnum . . .
    höfuðfremstr jöfurr.»

    Efter de brudstykker at dømme, som nu haves af kvadet (8 hele og 3 halve vers), har den af Þórarinn loftunga også i «toglag» digtede Knútsdrápa tjent som forbillede. År 1038(?), da kong Magnus vilde lade dem, som havde taget del i opstanden mod hans fader, dræbe, og hans venner frygtede uroligheder på grund heraf, påtog Sighvat sig at underrette kongen om faren og fremsagde da for ham de såkaldte Bersöglisvisur, der havde den virkning, at kongen skiftede sind og regerede herefter med så stor mildhed, at han fik tilnavnet »hinn góði«. Kvadet haves omtrent fuldstændigt (17 vers) i kongesagaerne. Sighvats sidste større kvad er en «erfidrápa» om Olaf den hellige, om hvilken det siges i Fms. (V 64), at han her «stælti eptir Uppreistarsögu», og i Flat. (II 394), at han i begyndelsen har villet benytte Sigurd Fafnesbanes saga som forbillede, men senere har forandret plan. Heraf haves nu omtrent 20 hele vers. Af Sighvat haves desuden en mængde lejlighedsvers, efter løst skøn ikke mindre end 30-40. Ifølge nogle hdskr. (Fms. V 116) har Sighvat endelig digtet en Tryggvaflokkr om Olaf Tryggvesøns fader kong Tryggvi Ólafsson, men det er dog meget usikkert.
  • Kvad:
    • a. Víkingarvísur
    • b. Nesjavísur
    • c. Austrfararvísur (Østfarervisen)
    • d. Drápa um Óláf konung (Drape om kong Olaf)
    • e. Vestrfararvísur
    • f. Kvæði um Erling Skjalgsson (Kvad om Erlingr Skjalgsson)
    • g. Flokkr um Erling Skjalgsson (Om Erling Skjalgsson)
    • h. Tryggvaflokkr
    • i. Kvæði um Ástríði dróttningu (Digt om dronning Astrid)
    • j. Knútsdrápa
    • k. Bersöglisvísur (Bersøglisvisen)
    • l. Erfidrápa Óláfs helga (Arvedrapa til Olaf den Hellige)
    • m. Lausavísur (Løse strofer)
    • n. Af ubestemmelige digte (Brot)
  • Mere om denne skjald: Sigvatr Þórðarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Sigmundr Lambason
  • 1000-tallet
  • En ven af Gunnar på Hlidarende hed Sigmundr Lambason. Ifølge Njals saga digtede han nidviser om sagaens hovedperson Njáll Þorgeirsson og hans sønner; heraf anfører sagaen tre. Sagaen kalder Sigmund «skáld gott», og det er også muligt, at han har været det og at han i virkeligheden har digtet et nidkvad om Njal og hans sønner, da disse ifølge sagaen dræbte ham på grund af et sådant.
  • Kvad:
    • a. Nidkvad (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Sigmundr öngull
  • 1100-tallet
  • Rögnvald jarls stedssøn, der fulgte ham på pilgrimsfærden til Rom. Der kendes 2½ vers af ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Signý Valbrandsdóttir
  • 900-tallet
  • I Hörd Grimkelsons saga anføres to vers, som tillægges Hörds fader Grimkell Bjarnarson (Harðarsaga kap. 7, 9). Det ene er svar på et vers, som hans hustru Signy Valbrandsdóttir skal have digtet, da Hörd 3 år gammel slog et kostbart smykke itu for hende. Det andet omhandler det fjendskab, som Hörds svoger Torfi Valbrandsson viste imod ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Sigurðr hvíti
  • 1000-tallet
  • I «Viðauki Skarðsárbókar» (Ldn. I 326-27) omtales drømme, som to af kong Harald hårdrådes mænd, en Sigurð hvíti og en Björn bukkr, en gang havde, da kongen lå med sin hær ved Glaumsteinn i Halland. En mand viste sig for hver af dem og fremsagde et vers i «dróttkvætt« versemål. Disse mænd navngiver sig i versene som brødrene Snjallr og Hjaldr, der skal have været sønner af en sagnhistorisk konge Vatnarr.
  • Kvad:
    •  ?
  • Mere om denne skjald:


Sigurðr Jorsalafari
  • 1100-tallet; (Konge, 1103-1130)
  • Den norske konge Sigurðr Jórsalafari (1103-30) tillægges et «dróttkvætt» vers, som han digtede omtr. 1120 og som omhandler hans krigerske bedrifter (Mork. 189) o. a. st.) Tillige anføres der af ham en «visufjórðungr», som står i forbindelse med en fortælling om to af de skjalde, der i Skáldatal siges at have digtet om ham, nemlig Þórarinn stuttfeldr og Árni fjöruskeifr.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Sigurðr ormr í auga
  • Sagnhistorie
  • Nogle vers i Ragnarssaga tilskrives den danske sagnhøvding Sigurd Orm i Øje (ifølge Saxo søn af den legendariske Regnar Lodbrog). Versene regnes for uægte.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Sigurðr skrauti
  • 1100-tallet
  • En Sigurðr skrauti siges i Skáldatal at have digtet om kong Eystein Haraldssøn, men om hans kvad eller ham selv vides intet.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Sigurðr slembir
  • † 1139
  • Af kong Sigurdr slembir (søn af Magnus Barfod) haves et vers, der er digtet i et slags «Haðarlag».
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Sigurðr Styrbjarnarson
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Skáld-Hallr


Skáld-Helgi Þórðarson
  • 1000-tallet
  • Den Skáld-Helgi Þórðarson, der omtales i Ldn. (s. 68 og 170), og om hvem man i sin tid har haft en særskilt saga (Ant. Americ. s. 276), tror jeg nærmest at måtte henføre til tiden omkr. 1000. Skjalden Hallarsteinn har i den sidste halvdel af det 11. årh. digtet et kvad om Helge, som langt senere er blevet benyttet af forfatteren til Skáld-Helgarímur (GhM II 425 flg.). Helge stammede fra Borgarfjorden. Hovedæmnet i disse «rímur» danner hans forhold til søstrene Þórdis og Þórhalla samt hans æventyr i Grønland.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (Ubestemmeligt brudst.)
  • Mere om denne skjald: Skáldhelge Þórðarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Skáld-Torfa
  • 1000-tallet
  • Skáld-Torfa på Torfustaðir i Midfjorden nævnes i Grettla (s. 26-27) som moder til Bersi Skáld- Torfuson, en anset skjald, hvis levetid falder i den første halvdel af det 11. årh.
  • Kvad:
    •  ?
  • Mere om denne skjald:


Skáld-Þórðr


Skáld-Þorir
  • 1100-tallet?
  • En af de skjalde, hvis levetid man intet ved om, men som nævnes i det andet bind af Snorra Edda, er en Skáld-Þorir. I det såkaldte «Ormseddubrot» (AM. 242. fol. Codex Wormianus. Ormsbók) tillægges han et halvvers (s. 499).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (?)
  • Mere om denne skjald:


Skalla-Grímr
  • † 934
  • Skallagrimr (Egill Skallagrimssons fader) skildres som et hoved højere end andre mænd og meget stærk, men ikke smuk. Hans egentlige navn var Grimr, men da han tidlig blev skaldet, blev han kaldt Skalla-grimr. Efter broderen Thorolfs drab var det hans og faderen Kvelulfs eneste tanke at tage hævn over Harald. Skjalden Ölvir núfa, som den gang opholdt sig hos kongen og var besvogret med Kveldulf, fik dog Skallagrim overtalt til at drage til kongen og kræve bøder. Kongen var også villig til at erlægge sådanne, men på den betingelse, at Skallagrim skulde gå i hans tjeneste, hvilket denne afslog. De skiltes da uenige, og kongen vilde endog lade Skallagrim dræbe. Herefter bestemte fader og søn sig til at rejse til Island og drog afsted på to skibe med et stort følge. Inden de forlod Norge, lykkedes det dem at hævne Thorolf, idet de i en kamp dræbte begge hans banemænd og mange andre. Nogle mænd, som de gav livet, sendte de til kong Harald for at melde ham, at Thorolf var hævnet, og fremsige for ham et vers, som Skallagrim havde digtet i den anledning. Versemålet er «runhenda» af 3dje grad, og, dets ægthed forudsat, er det det ældste vers i dette versemål, der haves (sagaen kap. 27). Kveldulf døde undervejs (878), men Skallagrim kom til Island og bosatte sig på Borg i Borgarfjorden, hvor han døde i en høj alder (934.) Af Skallagrim haves 2 lejlighedsvers i «dróttkvætt» foruden det føromtalte (sagaen kap. 30, 38).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Skapti Þóroddson
  • † 1030
  • Skapti Þóroddsson hins spaka på gården Hjalli i Ölfus nævnes flere steder som skjald. Han er født i den anden halvdel af det 10. årh. og er rimeligvis rejst til Norge i slutningen af århundredet, da Skáldatal omtaler ham som en af dem, der har digtet om Håkon jarl. Det er måske også denne rejse, som man lader Skarpheðinn sigte til i Njála (s. 609), da han siger til Skapte, at Þórólfr Loptsson på Eyrar bragte ham om bord i en melsæk, efter at han havde dræbt en mand ved navn Ketill ór Eldu. Af digtet om Håkon jarl er intet bevaret. Skapte hørte til en anset høvdingeslægt på sydlandet og blev år 1004 valgt til lovsigemand, hvilken stilling han beholdt til sin død 1030. Han omtales også i mange sagaer (f. eks. i lslendingab6k, Ldn., Njála, Grettla, Ölkofrat Þáttr, Annalerne, kongesagaerne o. fl.), og skønt sagaskriverne undertiden, som i Njála, ikke er velvillig stemte mod ham, så er de dog alle enige om, at han var en af de viseste og dygtigste lovsigemænd, ligesom han også var den, der længst af alle beholdt lovsigemandsembedet. Áre fróði fortæller, at selv høvdinger og mægtige mænd måtte bøje sig for hans myndighed, ja endog gå i landflygtighed, når de havde forbrudt sig imod landets love. I mange vigtige sager havde han derfor den afgørende stemme, men efter nogle sagaers vidnesbyrd stod hans retfærdighed ikke altid i det rette forhold til hans klogskab. Adskillige retsreformer blev indførte i hans tid, som femterdommen (efter Njals råd, 1004), holmgangens afskaffelse (1006) osv. — Foruden det ovenfor omtalte kvad om Håkon jarl digtede Skapte ifølge Skáldatal og Ólafssaga (Hkr. 392-93 o. a. st.) en drape om kong Olaf den hellige, Ólafsdrápa, som han lærte sin søn Steinn, der igen skulde fremsige den for kongen, men af denne drape er der heller intet bevaret I Sn. E. (I 446-48) findes ét halvvers af religiøst indhold, som tillægges ham, og i den i historisk henseende upålidelige Ölkofra Þáttr fortælles der, at Broddi Bjarnason i et ordskifte med Skapte forekastede ham, at han havde digtet en «mansöngsdrápa» om sin frænde Orms hustru.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Skapte Þóroddsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Skraut-Oddr
  • 900-tallet; Finnur Jónsson: 1000-tallet
  • Skrautoddr omtales hos Ólafr hvitaskáld i Málskrúðsfræði (Sn. E. II, 104, 106, 407, 509), hvor der tillægges ham et halvvers og en «visufjórðungr», der gør indtryk af at være gamle. Denne Skraut-Odd er vistnok identisk med den islandske landnamsmænd Oddr skrauti, der tog bopæl i «Skógar Þorskafirði» omkr. år 900. Denne Odd var fader til Gull-Þórir (Ldn. 123). Ifølge dennes saga skulde Odd være en kongesøn fra Sverige. Her omtales også en Vaði skáld, der var en frænde af Odd og boede på gården Skáldsstaðir i Berufjorden, men uden at der her anføres noget af ham.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um konu (Af et digt om en kvinde)
  • Mere om denne skjald:


Skúli Illugason
  • 1000-tallet?
  • Skúli Illugason skal ifølge Skáldatal have digtet om kong Knud den hellige, men om denne skjald ved jeg intet at berette, lige så lidt som man kender noget til hans kvad. Han kan ikke være identisk med den «Skule», af hvem Flat. (II 264) anfører 1½ vers, da disse andre steder sikkert med rette tillægges Arnor jarleskjald.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Skúle lllugason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Skúli Þorsteinsson
  • 1000-tallet
  • Skúli Þorsteinsson «frá Borg á Mýrum», en sønnesøn af Egill Skallagrimsson, har digtet en «flokkr um Svoldarorrustu», hvoraf Hkr. (s. 211) og Fsk. (s. 63) anfører et helt og Skáldskaparmál 5 halve vers. Skule var født omkr. år 980 og deltog som ung («fékk ek ungr þar er spjör sungu», Hkr. l. c.) med Erik jarl i Svolderslaget. Af Gunnlaugssaga kan man desuden se, at Skule opholdt sig hos jarlen i året 1001-1002, da Gunnlaug var i Norge, men siden er han rejst til Island, og har overtaget sin fædrenegård Borg, hvor han boede til sin død omtr. 1050. Den anførte «flokkr» har Skule digtet på Island i en ældre alder, og det kan derfor være tvivl underkastet, om det er til den eller måske et andet nu tabt kvad, at Skáldatal sigter, når det anfører ham som en af de skjalde, der har digtet om Erik jarl.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Svölðarorrustu (Digt om Svolderslaget)
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Skúle Þorsteinsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Sneglu-Halli
  • 1000-tallet
  • Blandt de skjalde, som ifølge Skáldatal skal have digtet om Harald hårdråde er Sneglu-Halli, om hvem der haves en «þáttr» i nogle af kongesagaerne (Fms. VI 360-77, Mork. 93-101, Flat. III 415-28). Denne «þáttr» gør dog ikke — navnlig ikke Flatøbogens rencension af samme — indtryk af at være historisk pålidelig; jeg vil dog imidlertid anføre hovedindholdet. Halle skal ifølge denne fortælling være født i Fljót i det nordlige Island og tidlig have vist sig som en god skjald, men bidende og noget hensynsløs i sine udtryk overfor alle, han kom i berøring med. Han rejste til Norge i kong Haralds regeringstid (omtr. 1060-66?) og blev vel modtaget af kongen, hos hvem han opholdt sig i nogen tid. Her blev han dog snart uenig med Thjodolf Arnorssøn, og da han en gang vilde fremsige et kvad om kongen, som han havde digtet, måtte han på foranledning af Thjodolf først fremsige de såkaldte Kolluvísur, som han i sin ungdom havde digtet om nogle køer, han vogtede. Hverken disse eller Thjodolfs Sorptrogsvísur var efter kong Haralds mening godt digtede. Dog fik Halle lov til at fremsige digtet om Harald. Halle siges at have været en stor spiser og især at have holdt af grød, hvorfor han også kaldtes «Grautar-Halli». Herom vidner et halvvers, som han og kongen skal have digtet i forening; et halvvers af lignende indhold («Haddan skall en Halli», osv.), der i Mork. og Fms. (l. c.) tillægges Halle, er derimod vistnok, som Flat. siger, af Thjodolf. Fra Halles ophold ved kong Haralds hof anføres også et vers om dværgen Tuta. I alt bliver der i denne «þáttr» anført af Halle 3 hele, 1 halvt vers og 2 «visufjórðungar» i «dróttkvætt», et helt og ½ vers («kviðlingr») i «fornyrðislag» samt et halvvers i «runhenda» på 4 stavelser. Senere skal Halle være draget til England , hvor han digtede et kvad om den engelske konge, ifølge Fms. kong Játvarðr, men efter Flat. Haraldr Guðinason. Hos denne konge opholdt sig den gang en Raudr skáld, men hverken han eller nogen anden forstod Halles kvad. Halle vilde heller ikke lære nogen det, da det skal have været en blot og bar «endilausa». Derpå drog Halle igen til kong Harald og siden tilbage til Island. — Til det føromtalte kvad om Harald, hvortil Skáldatal uden tvivl sigter, tror jeg at kunne henføre et halvvers, der i Sn. E. (II 126) anføres af Ólafr hvitaskáld og af denne tillægges Halle; det hører i det mindste til et æredigt om en fyrste; også et andet halvvers af lignende indhold og i samme versemål, der sammesteds følger lige efter dette, hører måske hertil, skønt dets forfatter ikke nævnes.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Harald harðráða (Digt om Harald Hårderåde)
    • b. Lausavísur (Løse strofer)
  • Mere om denne skjald: Sneglu-Halle i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Snjólfr skáld
  • 1300-tallet
  • En ellers ubekendt Snjólfr har ifølge Ann. Isl. (s. 306-308) digtet 6 vers i «minnsta runhenda» om en kamp, som fandt sted på gården Grund i Øfjorden i året 1362, den såkaldte «Grundarbardagi». Disse vers er i flere henseender meget interessante.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Snorri Bárðarson


Snorri Bútsson
  • 1100-tallet
  • En af flere ukendte skjalde, som hører til i kredsen omkring kong Sverre.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Snorri Sturluson
  • 1178-1241
  • Hovedskjalden i 1200-tallet er uden tvivl den for sin historieskrivning og skjaldekunst lige berømte Snorri Sturluson, f. 1178, dræbt på Reykjaholt af sin tidligere svigersøn Gissur Þorvaldsson den 23. sept. 1241. Snorres levned er så bekendt og beskrevet af så mange, at jeg her vil indskrænke mig til blot at anføre hovedtrækkene og da især dem, der nærmest oplyser hans digterværker. Snorre blev i sin ungdom (1181-1197) opfostret af den berømte høvding Jón Loptsson, på gården Oddi, der i den tid var Islands ypperste lærdomsæde. Året efter Jons død (1198) giftede Snorre sig med den hovedrige enke Herdis Bersadóttir og kom kort tid efter i besiddelse af gården Reykjaholt i Borgarfjorden, hvor han boede til sin død. Snorre var i sin tid den rigeste mand på Island og tillige en af landets mest ansete mænd. Han var således to gange lovsigemand, første gang 1215-18, og anden gang 1222-31, og udøvede i det hele taget en stor indflydelse såvel på altinget som i sin egn Borgarfjorden. Året 1218 foretog han en rejse til Norge, hvor han blev godt modtagen af den unge konge Hákon Hákonarson (1217-1263), men dog især af kongens formynder Skuli jarl Bárðarson. Han blev udnævnt til kongens «skutilsveinn» og erholdt en lensmands rettigheder m. m. Det berettes også, at Snorre i denne tid digtede to «alhend kvæði» om jarlen; omkvædet til det ene, der var en drape med «klofastef», anføres i Sturl. (I 244):

    «Harðmúlaðr varð Skuli...
    rambliks framar miklu . . .
    gnaphjarls skapaðr jarla».

    Denne drape synes i øvrigt ikke at have gjort lykke blandt Snorres landsmænd, idet der fortælles (Sturl. l. c.), at sydlændingerne gjorde nar ad den, ligesom der anføres et vers af en ubekendt, der parodierer samme. — Tidligere havde Snorre, medens han opholdt sig i Island, digtet et kvad om Hákon jarl galinn (d. 1214), som han sendte denne og modtog belønning for (Sturl. I 235). Jarlen indbød ham ligeledes til at besøge sig, og opfordrede ham til at digte et kvad om sin hustru Kristin, der var en datter af kong Sverre. Da Snorre kom til Norge, var Håkon død og Kristin var taget over til Sverige; Snorre besøgte hende der og fremsagde det kvad, han havde digtet om hende, og hvis navn var Andvaka; deraf er nu intet bevaret. Ifølge Skáldatal har Snorre også digtet et kvad om hendes fader kong Sverre og et andet om kong Ingi Bárðarson, men hvornår vides ikke. I Året 1220 rejste Snorre tilbage til Island, og ved afskeden forærede Skule jarl ham et skib samt «fimtán stórgjafar» som digteløn. Efter sin hjemkomst digtede han sit berømte Háttatal om kong Håkon og Skule jarl, et i alle henseender udmærket digt. Háttatal består som bekendt af 3 kvad, ialt 102 vers, hvoraf det første (v. 1-30) er digtet om Håkon og det andet samt en del af tredje om Skule (v. 31-95); slutningen af tredje kvad (v. 96-102) omhandler begge fyrster i forening. Hvert vers har sit eget versemål, og skjalden angiver selv deres tal til 100. Kvadet er digtet på Island i vinteren 1221-22 (jvfr. Aarb. for nord. Oldkyndighed 1869, s. 147-48), og var oprindelig bestemt til at fremsiges for begge fyrsterne, hvilket imidlertid aldrig skete, måske af den grund, at kong Håkon og Skule jarl var blevne fjender, da Snorre for anden og sidste gang gæstede Norge (1237-39) (jvfr. i øvrigt Th. Möbius's fortrinlige udgave af Háttatal, Halle 1879-81). Foruden dette Snorres hovedkvad, der er fuldstændig bevaret, har man desuden 4½ vers og en «visufjórðungr» af ham; denne sidste er digtet om biskoppen Guðmundr Arason (d. 1237) og synes at være begyndelsesverset til et større kvad om denne (Sn. E. II 114) ; halvverset er bevaret i Ormseddubrot (Sn. E. II 500) og handler om en kvinde. Af de øvrige vers er et en hilsen til en skjald Eyjólfr Brúnason, om hvem Ólafr hvitaskáld siger, at han var «skáld einkar gott ok búþegn góðr, en eigi féríkr») (Sn. E. II 204). Et halvvers af denne Eyjolf anføres i Sn. E. (1848, s. 234). Et andet af Snorres vers er digtet til hans frænde Þórðr kakali efter slaget på Ørlygsstad 1238, et tredje på Skule jarls opfordring om Gautr á Meli (c. 1239; Sn. E. II 184), og endelig et i anledning af den føromtalte «Sauðafellsför» (1229), om hvilken flere andre digtede.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Snorre Sturluson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Snorri Sörlason (Sturluson)
  • 1100-tallet?
  • Blandt kong Sverres skjalde hører en Snorri Sturluson (A) eller Sörlason (B); måske er B's læsemåde rigtigere, da der ingen steder findes nogen antydning af et sådant kvad af den kendte historiker og skjald Snorri Sturluson, og nogen anden end ham kan her vel ikke være ment af A's forfatter.
  • Kvad:
    •  ?
  • Mere om denne skjald:


Snorri Þorgrimsson goði
  • † 1031
  • Den berømte høvding Snorri goði, spillede i slutningen af det 10. og begyndelsen af det 11. årh. en stor rolle i Island i næsten enhver sag af betydning. Snorre døde år 1031. I Njála (kap. 145) anføres en «kviðlingr» af ham, digtet efter kampen på altinget 1012. Denne «kviðlingr» var vittig og fremkaldte almindelig latter; men da versets bygning er af den beskaffenhed, at det kun lidt adskiller sig fra almindelig prosa, er det ikke usandsynligt, at dette også har bidraget til at forøge munterheden. Det er rimeligvis også første og sidste gang, at Snorre har forsøgt sig i den retning. I det mindste omtales han ellers aldrig som skjald.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Snæbjörn Sandvlk
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Snæbjörn skáld
  • 1000-tallet?
  • En af de skjalde, som det er svært at tidsfæste er en Snæbjörn, som nævnes i Skáldskaparmál, men som vistnok tilhører tiden før år 1200, da forfatteren af Skm. ingen skjalde synes at citere efter den tid. Af denne Snæbjörn anføres således (Sn. E. I 328, 460) et helt og et halvt vers, der begge handler om en sørejse og synes at være digtede om en høvding, ikke en konge (jvfr. udtrykket «buðlunga mál»).
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Snækollr Gunnason
  • 1200-tallet

"Ud for det 13. årh. nævnes en Snækollr, Ifølge Hakon den gamles saga en af Varbælgernes sysselmænd, der tilligemed andre Varbælger blev fanget 1239; ved den lejlighed digtede han et vers i fomyrðislag, hvori han klager over den ham overgåede medfart. Denne Snækollr er vistnok i øvrigt identisk med den Snækollr Gunnason fra Orknøeme, der tidligere omtales i sagaen og som nedstammede fra Rögnvald jarl; hvis det er rigtigt, hører han snarest til de orknøske digtere." (Kilde: Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II 29)

  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Sóti haugbúi
  • 900-tallet
  • I Hörd Grimkelsson saga omtales en højbo «haugbui» ved navn Soti, som fremsiger to vers i «fornyrðislag», hvortil Hörd svarer med 2 andre lignende vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Sóti skáld
  • Tid: ukendt
  • I Odd munks Ólafssaga (s. 68, 70), omtalfes en ellers ukendt Sóti skáld, på hvis udsagn fortællingen om, at kong Olaf Tryggvesøn undslap efter Svolderslaget skal være bygget.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Starkaðr gamli
  • Sagnhistorie
  • Starkaðr hinn gamli med den tilføjning, at «hans kvæði eru fornust þeirra er menn kunnu nú, hann orti um Danakónunga.» Starkads livshistorie er, således som den fortælles i kilderne, Sakse og de islandske sagaer, fuldstændig sagnagtig. Han er af jætteslægt og selv en jætte, en «kæmpekraftens eventyrlige repræsentant» og er hos Sakse udrustet med seks arme. Han bliver opfostret af Odin selv (Hrosshársgrani), skal leve 3 menneskealdre og øve en niddingsdåd i hver af dem. Han bliver hædret af stormænd, men hadet af almuen, og skønt han er en stor skjald, glemmer han dog sine egne vers. Til sidst tager han del i Bråvoldslaget, men snart efter bliver han dræbt af ynglingen Höðr, som han har købt dertil.
    Starkads kvad, der, i det mindste i deres nuværende (islandske) form, tilhører folkepoesien, er nu dels bevarede på islandsk i Gautrekssaga, dels — og for en endnu større del — på latin hos Sakse, hvilken sidste bygger en stor del af sin sagnhistorie på Starkads formentlige kvad. I Gautrekssaga omtales (Fms. III 35) en Vikarsbalkr, som Starkad skal have digtet. Heraf anføres (l. c.) 5 vers i «fornyrðislag», og flere vers henfører Jón Sigurðsson (Sn. E. III 290) ikke til denne balk. De øvrige i sagaen anførte 25 (d. 3?) vers henfører han til en Starkaðarkviða (Sn. E. l. c. 293-5), hvilket navn dog kun forekommer i den af Snorri Bjarnarson (d. 1803) forfattede Starkaðarsaga, hvis fornemste kilde Sakse har været. Jeg er dog ikke ganske sikker på, at denne inddeling er rigtig, og det af følgende grunde: Ikke mindre end 24 af Starkads viser i Gautrekssaga handler om Vikar, og de 5, der henføres til Vikarsbalkr, synes, såvel hvad indhold som versemål angår, at danne en ligefrem fortsættelse af de foregående 19. Alle (30 - 3?) Starkadsvers i Gautrekssaga synes desuden at høre til et og samme kvad, hvad enten det nu har været kaldt Vikarsbalkr eller Starkaðarkviða. I sit anlæg og hele tone ligner disse vers de kvad, som Hjalmarr, Orvarr-Odd, Ragnarr loðbrók og flere skal have digtet før deres død; de står heller ikke på nogen måde over disse, og kan derfor lige så lidt som de anses for ægte. I det 12.-13. årh. har man dog troet at kunne tillægge Starkad nogle kvad; kommentaren til Snorres Háttatal 96-97 anfører et versemål «Starkaðarháttr», som dog ikke fuldstændig stemmer med Gautrekssagas vers, og Ólafr hvitaskáld anfører et halvvers af ham i et versemål, som her kaldes «balkarlag»; Háttatals «balkarlag» er dog noget forskelligt, i det Starkads halvvers nærmest er i «fornyrðislag». Hos Sakse haves der (på latin) brudstykker af ikke mindre end 5 eller 6 kvad, som han tillægger Starkad; størstedelen handler om den danske konge Ingjaldr (Starkaðarfóstri), men det sidste kvad, som anføres, handler om Bråvoldslaget, og heraf har Sakse oversat en større del. Danskerne har altså i det 12. årh. tillagt denne skjald en stor del af de dem bekendte kvad om deres heroiske konger.
  • Kvad:
    • Diverse uægte vers tilskrives Starkaðr i sagaerne om ham.
  • Mere om denne skjald:


Stefnir Þorgillson
  • Omkr. år 1000
  • Af islændingen Stefnir Þorgilsson, der af kong Olaf Tryggvesøn år 996 blev sendt til Island for at forkynde kristendommen, anfører Kristnisaga et nidvers i «fornyrislag» (Bps. I 26), som han digtede om Sigvalde jarl, og som Oddr munkr har oversat på versificeret latin i sin Ólafssaga (udg. s. 49-50). Ifølge et udsagn af Ari fróði skal jarlen have ladet Stefne dræbe for dette vers's skyld. Lidt før kristendommens indførelse på Island digtede høvdingen Hjalti Skeggjason en «kviðlingr»), hvori han driver spot med de hedenske guder. Denne «kviðlingr» anføres i Islendingabók (kap. 7) og flere steder.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Stefnir Þorgilsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Steigar-Þórir
  • † 1094
  • Den norske høvding Steigar-Þórir anføres i Magnússaga som forfatter til en «visufjórðungr». Denne Thore gav i sin tid Harald hårdråde kongenavn (1046) og var siden en af denne konges bedste venner og opfostrede hans sønnesøn Håkon Magnusson, som på grund heraf blev kaldt «Þórisfostri». Håkon regerede sammen med Magnus barfod i to år (1093-95), men efter hans død gjorde Thore som bekendt i forening med flere mægtige mænd en opstand, der imidlertid samme år endte med, at Thore blev tagen til fange og hængt. Den omtalte «visuf]órðungr» digtede han, lige førend han blev taget af dage.
  • Kvad:
    • a. En kvædling
  • Mere om denne skjald: Steigarþórir i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Steinarr Sjónason


Steinarr (Helgu-Steinarr) Þórarinsson
  • 1000-tallet
  • En Steinarr (skáld) siges i Sn. E. (I 412 [med variant Steinn] og II 584) at have digtet et halvvers, der handler om en kvinde, som har bedraget ham. Jeg tror, at denne Steinar næppe kan være nogen anden end den fra Fostbræðrasaga og Landnáma (s. 123) så godt kendte Helgu-Steinarr Þórarinsson, der var en dattersøn af digteren Glúmr Geirason. Han, der skildres som «garpr mikill ok harðfengr» (Fbrs. s. 105), rejste med Þormoðr kolbrúnarskáld til Grønland for at hævne Thorgeir Havarssøn. Senere omtales han ikke. At det ovenfor nævnte halvvers kunde være af den Steinarr skáld Önundarson, (se denne), er vel ikke umuligt, men sammenligner man det med de to vers, der haves af denne, forekommer det mig dog lidet sandsynligt; tonen i dette er i det mindste meget forskellig fra Steinar Önundssøns vers.
  • Kvad:
    • a. Af et digt om en kvinde (Kvæði um konu)
  • Mere om denne skjald:


Steinarr Önundarson
  • Omkr. 950-1000
  • Steinarr Önnndarson sjóne er bl.a. kendt fra Kormaks saga. Efter en tvekamp med Holmgöngu-Berse digtede han to vers, det ene i «fornyrdislag» det andet i «dróttkvætt». - Steinar kendes også fra Eigla (kap. 84—88), der omtaler de stridigheder, han og Thorstein Egilssøn havde med hinanden; de endte med at Thorstein ved Egils hjælp fik fordrevet Steinar fra hans gård Ánabrekka, hvorpå denne flyttede længere vestpå (til Eliiði, omkr. år 980-84). Steinar skildres i Eigla som en overordenlig stærk mand, styg af vækst, overmodig og af et meget stridbart sind (kap. 84). I Sn. E. (I 414) anføres af en Steinarr et halvvers, som mulig kan være af denne, men jeg tror dog snarere at det bør tillægges den ovenfor omtalte Helgu-Steinarr.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Steinarr Sjónason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Steingerðr Þorkelsdóttir
  • Omkr. 950-1000
  • Af Kormaks udkårne Steingerðr Þorkelsdóttir anføres et halvvers i Kormaks saga.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Steinn Herdísarson (Hallar-Steinn)
  • 1000-tallet
  • Steinn Herdisarson hører til blandt kong Harald hårdrådes skjalde. Stein bliver nævnet i Ldn. (s. 95) som nedstammende fra skjalden Einarr skålaglamm (Einarr — Þorgerðr — Herdis — Steinn), men hans fader nævnes ikke. Stein opholdt sig i Norge i slutningen af kong Haralds regeringstid og digtede om ham et kvad kaldet Nizarvísur, hvoraf Fms. (VI 215) anfører 2 vers. Siden opholdt Stein sig hos kong Olaf kyrre og digtede om ham en drape, Ólafsdrápa, hvoraf der i denne konges saga meddeles omtrent 10 vers samt omkvædet (klofastef):

    «Oláfr borinn sólu . . .
    riklundaðr veit undir . . .
    sik beztan gram miklu.»

    Svb. Egilsson har i Sh I. (III 224 flg.) efter min mening bevist, at denne Steinn Herdisarson må være den samme som den Hallar-Steinn, der ifølge Bergsbók har digtet kvadet Rekstefja om kong Olaf Tryggvason, og som der i Sn. E. (I 318, 408, 410, II 132) tillægges 3½ vers, der synes at have hørt til et «mansöngskvæði» idet meget tyder på, at alle disse kvad må skrive sig fra en og samme skjald. Rekstefja, der uden tvivl med urette i Flatøbogen tillægges Markus Skeggjason, er fuldstændig i Bergsbók (Sh I III 224-76) og består at 35 vers med omkvæd («rekstef» eller «klofastef»):

    «Hann vas (es?) rikstr konungmanna . . .
    Ólafr und veg sólar . . .
    höll ok fremstr at öllu»,

    der unægtelig meget ligner Olafsdrapens omkvæd ovenfor. — Hvad tilnavnet (Hallar) angår, så har meningerne herom været delte; nogle, som Svb. Egilsson, antager, at det er opstået «qvod in aula regia diu vixit, vel qvod aulicus poëta fuit«, og andre, som Finn Magnusen, deraf, at Stein skulde have stammet fra en (lille) gård Hol i Borgarfjorden (GhM. II 566-67), hvilket er meget usandsynligt. Rimeligst forekommer det mig, at han har fået tilnavnet af den måde, hvorpå han benyttede ordet «höll» i omkvædet af Rekstefja, da dette ord her er ganske overflødigt og slet ikke på sin plads. — Stein skal endvidere ifølge Skáld-Helgarímur have digtet et kvad om denne skjald (jvfr. GhM. II 478):

    «þat er i hróðri Hallarsteins
    hrings um frækinn stjóra,
    at fyri hróp ok hrygðir meins
    Helgi dræpi fjóra».

    Han digtede også en Úlfsflokkr om Ulfr stallari Óspaksson, hvoraf i det mindste ét (Hkr. 594) og måske flere vers er bevarede. Digtet har uden tvivl været en «erfiflokkr».
  • Finnur Jónsson mener ikke, at Steinn Herdísarson kan identificeres med Hallar-Steinn. Om Steinn Herdísarson skriver han bl.a.: "Denne digter var en datterdattersøn af Einarr skálaglamm og altså en slægtning af Stúfr skáld og Ulfr staller. Faderens navn kendes ikke, og om hans liv vides kun, at han var med i Nizåslaget på sin frænde Ulfs skib (1062) og at han har været i Norge under Olaf kyrre. Som bekendt har Svb. Egilsson i sin tid søgt at identificere denne Steinn med digteren Hallar-Steinn. Herimod taler dog bestemt flere grunde. Hallar-Steinn nævnes i kilderne aldrig Herdísarson. Hallar-Steins digt Rekstefja frembyder sprogformer og udtale (som ö = ó), der aldrig forekommer i Steins digte og, hvad der er af størst betydning, Hallar-Steinn bruger en sådan omskrivning som »bogens sol« = sten (»sten« betegner nemlig også 'farve', hvormed blandt andet bøger illumineredes); dette viser på det klareste, at Hallar-Steinn må være betydelig yngre end Steinn Herdísarson. Af Steinn Herdísarson kendes følgende digte: Nizarvísur, Ulfsflokkr og Óláfsdrápa." (Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, I 624-25)
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Steinn Herdísarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Steinn Ofeigsson
  • 11-1200-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal digtede om den norske jarl Hákon galinn (d. 1214).
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Steinn Skaptason
  • 1000-tallet
  • Steinn Skaptason (søn af Skapti Þóroddsson hins spaka) var også skjald og omtales som sådan såvel i kongesagaerne som i Skáldatal. I året 1025 sendte fire af Islands mægtigste høvdinger hver en af sine nærmeste frænder til Norge for der efter kong Olafs løfte at modtage hæder og ære; en af disse var Stein. Ankomne hertil blev de behandlede som gidsler, da kongen havde i sinde at gøre Island skatskyldigt og om muligt at forene det fuldstændig med Norge. En af gidslerne. Gellir Þorkelsson, blev så sendt med budskab herom til Island, medens de andre måtte blive tilbage. De var meget misfornøjede herover og Stein, der omtales som en god skjald (Hkr. 392), gav sin misfornøjelse luft både i vers og tale. Da han ønskede at fremsige for kongen sin faders nysnævnte drape, vilde kongen ikke høre på den, men sagde, at han først skulde fremsige de vers, han selv havde digtet om ham. Det turde Stein ikke, men flygtede til Erling Skjalgssøns datter Ragnhildr, der var gift med en af kongens venner Þorbergr Árnason. På vejen dertil dræbte han en af kongens fogder, hvorfor kongen gjorde ham fredløs. På Ragnhilds forbøn tog Thorberg ham i beskyttelse, og sagen endte med at Thorberg og hans brødre nødte kongen til at slutte forlig med Stein. Han rejste dog ikke tilbage til kong Olaf, men begav sig kort efter til kong Knud den store i England, der modtog ham godt. Her opholdt han sig i lang tid (Hkr. 398) og digtede et kvad om kong Knud, hvoraf dog intet er bevaret. I den legendariske Olafssaga fortælles (s. 48), at han under sit ophold i England lod sine heste beslå med guldsko ligesom kongen selv. Men da han en gang manglede guld til fuldstændig at forgylde fæstet på sit sværd, gav kongen ham en halv mark; Stein vilde imidlertid have en hel, og herover blev de så uenige, at Stein kort tid efter tog bort. Efter sit ophold hos Knud omtales Stein ingen steder.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Steinn Skaptason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Steinunn skáldkona
  • Omkr. år 1000
  • En hedensk skjaldekvinde (skáldkona) Steinunn nævnes ved årtusindskiftet. Hun stammede fra det sydvestlige Island og var moder til den udmærkede skjald Hofgarða-Refr eller Skáld-Refr (se denne). Kristnisaga anfører af hende 2 vers, som hun digtede ved efterretningen om, at Thangbrands skib om vinteren (997-98) var drevet i land og ødelagt; heri så hun et tegn på, at den gamle tro var stærkere end den nye, og hendes vers bliver på en måde den hedenske digtnings svanesang.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Steinunn Refs- (eller Dálks-) dóttir i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Steinvör Sighvatsdóttir
  • 1200-tallet
  • Høvdingen Gautr på Melr (d. 1270) blev besunget af en skjaldkvinde ved navn Steinvör Sighvatsdóttir, af hvem der i Sturl. (I 367) anføres en «draumvísa» i et slags «toglag» fra år 1238 lige før kampen på Ørlygsstad.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Steinþórr skáld
  • 1000-tallet
  • Måske er der en eller anden forbindelse mellem denne Steinþórr og skjalden Ormr Steinþórsson. Steinþórr omtales i Sn. E. (I 238) som forfatter til et halvvers. Muligvis har han også digtet halvverset: «Bæði á'k til brúðar») osv. (Sn. E. I 252), skønt han ikke her bliver nævnt som forfatteren; stil og tone er i det mindste fuldstændig den samme på begge steder.
  • Kvad:
    • a. Af et ubestemmeligt digt (Brot)
  • Mere om denne skjald:


Stjörnu-Oddi
  • 1100-tallet
  • En Oddi Helgason, kaldet Stjörnu-Oddi på grund af hans usædvanlige astronomiske kundskaber, siges her at have opholdt sig hos en bonde Þórðr på gården Múli i Reykjardalr i det nordlige Island. Herfra blev han sendt i et ærende til den nærliggende ø, Flatey, hvor han drømte den drøm, som her fortælles. Odde optræder i drømmen som en «Dagfinnr skáld», og der anføres brudstykker af to kvad, som han digtede om en i drømmen forekommende konge Geirviðr, nemlig 5 vers af et kvad i «fornyrðislag»> samt 11 vers af en «þritug drápa») i «dróttkvætt» versemål. Det fortælles her om Odde, at han ellers ikke var nogen skjald, og som yderligere bevis for drømmens troværdighed anføres, at Odde var en meget sanddru mand, der aldrig for med usandhed. Odde nævnes foruden her kun i et hdskr. fra omtr. 1200 (Gl. kongl. Saml. 1812 4to), hvor der findes en komputistisk afhandling, kaldet «Stjörnu-Oddatal», der støtter sig til hans beregninger. Odde antages at have levet i det 12. årh.
  • Kvad:
    • Stjǫrnu-Oddadraumr (Drømmevers)
  • Mere om denne skjald:


Stúfr blindi
  • 1000-tallet
  • Stúfr blindi Þórðarson kattar nævnes som en anset skjald i den sidste halvdel af det 11. årh. Hans bedstemoder var den fra Laxdæla bekendte Gudrun Ósvifrsdóttir og på fædrene side nedstammede han i lige linje fra den berømte skjald Glúmr Geirason. Omtr. 1060 drog han til Norge for at hente en arv, som var tilfalden ham. Under opholdet der boede han hos en bonde på Oplandene. Kong Harald hårdråde — som bekendt søn af Sigurd «so» (syr) — kom en gang derhen og gik alene ind i stuen, hvor Stuf sad. Stuf var blind og havde ifølge Flatøbogen (III 379, jvfr. Fms. VI 389-93 og Mork. s 104-5) været det hele sit liv, men han var en vis mand og en udmærket skjald; det morede derfor Harald meget at tale med ham. «Hvem var den kat?» spurgte kongen, da Stuf havde sagt ham sin faders navn. Da lo Stuf. «Hvoraf lo du nu?» spurgte kongen. «Gæt, sagde Stuf. «Det vil falde vanskeligt,» sagde kongen, «men det tror jeg nærmest, at du vilde spørge om, hvad for en so min fader var, men du lo, da du ikke turde gøre det.» «Det er rigtig gættet,» sagde Stuf. Om aftenen, da kongen var gået til sængs, foredrog Stuf ikke mindre end 30 kvad for ham, der alle var «flokkar». Da kongen undrede sig over, at han ikke foredrog nogen drape, svarede Stuf, at han vel ikke huskede færre draper, men at dem vilde han gemme til en anden gang. I Flat. (l. c.) står, at alle disse flokke var af Stuf selv, men det er dog næppe rimeligt. Stuf fik siden lov til at digte om kongen og blev hans hirdmand. Af hans digte har man nu ikke mere tilbage end nogle få brudstykker af en «erfidrápa» om kong Harald kaldet Stufsdrápa eller Stufa. Deraf er der dog i det hele kun bevaret 6 hele og 4 halve vers; man kan imidlertid heraf se, at Stuf har været en fortrinlig skjald. Det smukke omkvæd, der har været «klofastef», lyder således:

    «Hafi riks þars vel likar . . .
    Haralds önd ofar löndum . . .
    vist of aldr með Kristi».

    Om Stuf ved man i øvrigt kun, at hans dødsår må falde efter Haralds (1066).
  • Kvad:
    • a. Stúfsdrápa, Stúfa
  • Mere om denne skjald: Stúfr enn blinde Þórðarson kattar i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Sturla Bárðarson
  • 1200-tallet
  • Sturla Bárðarson Snorrasonar, omtales første gang som degn hos biskop Gudmund ved år 1201; senere opholdt han sig hos sin frænde Hrafn Sveinbjarnarson, og der anføres et vers af ham, digtet år 1211, da Hrafn ventede et angreb af Þorvaldr Snorrason (Hs. kap. 17). Ved Hrafns død (1215) lod Thorvald Sturlas ene fod afhugge, hvorpå han søgte tilflugt hos Snorre Sturlusøn, hos hvem han synes at have opholdt sig længe; et vers i «runhenda» anføres af ham ved år 1222 i anledning af Snorres frændes, de såkaldte Jonssønners flugt for den omtalte Thorvald, og et halvvers ved år 1228, hvori han sammenligner Snorres svigersønner (Thorvald og Gissur) med Rolf krakes svogre Adils og Hjörvard (Sturl. I 280). — Sturla siges i Skáldatal at have digtet et kvad om Skule jarl.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Sturla Bárðarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Sturla Sighvatsson
  • † 1238
  • Sturla Sighvatsson, der ifølge «nogles udsagn» skal have digtet et vers i anledning af det overfald, som de vestlandske høvdinger Þórðr og Snorri Þorvaldssynir fra Vatnsfjorden gjorde på hans gård Sauðafell år 1229 (den såkaldte «Sauðafellsför»). Både Sighvat og Sturla vare i sin tid to af Islands mægtigste høvdinger og for en tid omtrent enerådende på nord- og sydlandet. Denne tid tilhører den bekendte rejse til Grimsey, «Grimseyjarför», som de foretog i året 1222 for at afstraffe den genstridige biskop Guðmundr Árason, der, trængt fra alle sider, sluttelig havde taget sin tilflugt til dette afsides liggende sted. En af Sighvats mænd, ved navn Brandr, digtede ved denne lejlighed et vers, som anføres i Bps. (I 532) og, uden at forfatteren nævnes, i Sturl. (I 256); verset handler om en af Gudmunds mænd, den tapre Eyjólfr Kársson's fald. Året 1238 fandt det store slag på Ørlygsstad i Skagafjorden sted, i hvilket både Sighvat og Sturla faldt.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Sturla Þórðarson
  • 1214-84
  • Sturla Þórðarson var i alle henseender fremragende for sin tid, idet han som tidens første litterære personlighed deler æren med sin berømte farbroder Snorre Sturlusøn. Der er skrevet så meget om Sturlas levned, at jeg ikke her behøver at gå nærmere ind derpå, men vil, som ved Snorre, blot berøre hovedpunkterne. Han blev født den 29. juli 1214 og opholdt sig i sin ungdom og senere ofte i længere tid hos sin farbroder Snorre, hvilket vistnok har lagt spiren til hans senere forfattervirksomhed. Skønt han egenlig var af et fredeligt sindelag, blev han dog tidlig indviklet i de stridigheder og partikampe, som den gang rasede på Island, men han blev aldrig, skønt udrustet med fortrinlige egenskaber, nogen fremragende partifører, hvilket vistnok havde sin grund i hans fredsommelige sindelag og uegennyttighed. År 1251 blev han lovsigemand, men forblev kun et år i denne stilling. 1263 blev han af sine fjender Hrafn Oddsson og Gissurr Þorvaldsson tvunget til at rejse til Norge for at lade kong Håkon, der var en fjende af ham, dømme dem imellem. Da Sturla kom til Norge, var kong Håkon på toget til Skotland; dennes søn Magnus var bleven ophidset imod ham og vilde ikke modtage ham. Sturlungernes ven Gautr på Melr skaffede ham dog plads på kong Magnus's skib, da denne kort efter rejste fra Bergen til Viken, og Sturla kom undervejs i dronningens gunst ved at fortælle den nu ubekendte Huldarsaga, og fik med det samme lejlighed til at fremsige for Magnus et kvad om hans fader Håkon samt et andet om Magnus selv. Kvadene behagede kongen i den grad, at han, da Sturla var færdig med at fremsige begge, sagde til denne: «þat ætla ek, at þú kveðir betr en Páfinn» (Sturl. n 271). Herefter blev også kongen hans ven og gjorde ham til sin «skutilsveinn» samt overdrog ham at skrive sin faders saga. Siden drog Sturla til Island, og efter at landet var kommet under Norge, var han «lögmaðr» over hele landet fra 1272-76 og over nord- og vestfjerdingen 1277- 82; han blev ophøjet til «herra» i året 1278. Sturla døde den 30. juli 1284 på øen Fagrey i Breidafjorden. Sturlas kvad findes samlede i Safn til sögu Islands (I 596-625), hvortil jeg henviser, idet jeg dog her vil anføre hvert enkelt af de større kvad: 1) Þverárvisur (fra 1255; ½ vers bevaret), 2) Þorgilsdrápa (fra 1258; 3 vers bevarede) om hans ven og frænde Þorgils skarði Böðvarsson, 3) drottkveðið kvæði um Magnús konung (1263; 2 vers), 4) Hrynhenda um Hákon gamla; (1263 ; 21 vers), 5) Hákonarmál i «fornyrðislag») (1263-64; 42 vers) ligeledes om kong Hákon, 6) Hrafnsmál også om kong Hákon (1264; 20 vers), 7) Hákonarflokkr i «dróttkvætt» (c. 1264; 10½ vers). Desuden har Sturla digtet en 8) Birgisflokkr på 12 vers og 9) en Birgisdrápa om Birgir jarl brosa i Sverige (Sturl. II 272), af hvilke to kvad dog intet er bevaret. Af lejlighedsvers anfører Sturl. kun fire.
    Af de skjalde, som har digtet om de norske konger, er Sturla den sidste, af hvem man har noget tilbage, og skønt han i sin tid uden tvivl har været anset for en «hovedskjald», kan hans kvad dog ikke måle sig med de større skjaldes fra ældre tid. Skjaldekunsten havde også længe været i forfald, og efter Islands underkastelse under Norge går den endnu mere tilbage særlig for fyrstekvadenes vedkommende.
  • Kvad:
    • a. Þverárvísur
    • b. Þorgilsdrápa
    • c. Hrynhenda
    • d. Hákonarkviða
    • e. Hrafnsmál
    • f. Hákonarflokkr
    • g. Drápa um Magnús lagabæti (En drape om Magnus lagaböter)
    • h. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Sturla Þórðarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Styrbjörn
  • Omkr. 980
  • To mænd ved navn Snæbjörn og Hrolf havde besluttet sig til at tage på togt. Hrolf havde medbragt en af sine husfolk, en mand ved navn Styrbjörn. Denne Styrbjörn drømte en drøm, før de tog afsted, og digtede et vers i «fornyrðislag» om de varsler, som han havde fået i drømmen. De gik ud på, at Snæbjörn skulde blive dræbt, hvad også skete. Styrbjörn var en af drabsmændene, og blev selv dræbt på grund heraf nogen tid senere (Ldn. 154). Dette må have tildraget sig omkr. år 990.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Styrkárr Oddason
  • 1000-tallet?
  • Styrkárr Oddason omtales i Sn. E. (I 446) som forfatter til et halvvers, der synes at være af et kvad om Hjadningekampen. Denne skjald er uden tvivl den samme som den Styrkárr Oddason, der var lovsigemand på Island i årene 1171-80 og døde 1181 (Sturl. I 99). Om ham vides ellers intet, men det er sandsynligt, at han har været bosat i det nordlige Island, da hans søn Sigurðr ved år 1184 omtales som boende på gården Fellsmúli i Þingeyjarþing (Sturl. I 126).
  • Kvad:
    • a. Af et ubestemmeligt digt (Brot)
  • Mere om denne skjald:


Styrr Þorgrímsson
  • † 1007
  • Den velkendte høvding Víga-Styrr Þorgrímsson tillægges i Eyrb. (s. 38) et vers, som han digtede efter at have dræbt to bersærker Halli og Leiknir; af hver af disse anføres også et vers. Styrs broder Vermundr hinn mjóvi havde modtaget bersærkerne, der var af svensk æt, som gave af Håkon jarl i Norge. Da Vermund selv ikke kunde holde styr på dem, overlod han dem til sin broder, men da den ene af dem med trusler krævede Styrs datter til ægte, dræbte Styr dem begge ved list. Styr omtales i mange sagaer, og altid som en stridbar og uretfærdig mand, der dræbte mange uden nogen grund. I det brudstykke af hans saga, som nu kendes gennem Jón Ólafssons referat (Isl. II 279-320), omtales flere slige tilfælde. Endelig blev Styr overvunden af en ganske ung mand Gestr Þórhallsson, hvis fader uretfærdig var bleven dræbt af Styr. Dette skete omkr. år 1007.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Suguvaldi
  • 1200-tallet?
  • En helt ukendt mand ved navn Suguvaldi siges i Skáldatal at have digtet om kong Valdemar Sejr.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Súgandi skáld
  • 11-1200-tallet
  • Sugandi skáld siges i Skáldatal at have digtet såvel om Erling som om kong Magnus, og endvidere om Magnus barfods dattersøn Nikulás Skjaldvararson (eller Sigurðarson Hranasonar, d. 1176), men kilderne melder i øvrigt intet om disse kvad lige så lidt som om deres forfatter. Navnet Súgandi er meget sjældent, men en Teitr Sugandason har dog levet på Island på samme tid (Sturl. I 206). Han døde 1186, og ved år 1178 omtales i Ann. Isl. en Haukr Súgandason som død. Måske kunde Súgandi skáld stå i en eller anden forbindelse med disse mænd?
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Sumarliði
  • 1100-tallet
  • Af de mange skjalde, som i Skáldatal siges at have digtet om kong Sverre, kendes de fleste ikke uden herfra, ligesom deres kvad for det meste er fuldstændig tabte. Af disse er Sumarliði, der desuden digtede om den svenske konge Sørkvir Karlsson.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Sveinn at Bakka
  • 1000-tallet
  • I Grettirs saga omtales en bonde ved navn Sveinn at Bakka, som havde digtet nogle viser om en hoppe Söðulkolla; disse viser kaldte de Söðulkolluvisur; heraf anføres 3½ vers af hver.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Sveinn skáld
  • 1000-tallet?
  • En Sveinn omtales som forfatter til en Norðrsetudrápa, hvoraf Skm. anfører et halvvers og en «visufjórðungr» (Sn. E. I 324-26, 330) og Ólafr hvitaskáld desuden et andet halvvers, der øjensynlig danner slutningen af kvadet, samt tillige et «visuorð» (Sn. E. II 178, 180). De enkelte begivenheder, kvadet omhandler, foregår i Grønland; det har været digtet om en af de såkaldte «veiðifarar», som spillede en så vigtig rolle i de gamle Grønlænderes liv (jvfr. f. eks. Skáld-Helgarimur). Skønt jeg ikke er sikker på, at denne drape tilhører den hedenske tid, tror jeg dog, at den må være omtr. samtidig med den i «hrynhenda» digtede Hafgerðingadrápa, om hvis forfatter (en ”suðreyskr maðr”) det fremhæves, at han var en kristen, i modsætning til den øvrige besætning.
  • Kvad:
    • a. Norðrsetudrápa
  • Mere om denne skjald: Sveinn i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Sveinn tjúguskegg
  • 1000-tallet
  • I en fortælling om Þorleifr jarlsskáld (se denne) skal den danske konge Svend Tveskæg have digtet et vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa (uægte)
  • Mere om denne skjald:


Svertingr Þorleifsson
  • 1200-tallet
  • Sturlungernes frænde Svertingr Þorleifsson på Fagridalr skal have digtet to vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



T

Tannr Bjarnarson
  • 1200-tallet
  • En Tannr Bjarnarson omtales i Sturl. (I 230) som boende i Midfjorden i det nordlige Island; han skal have været skjald, men «niðskár», og der anføres også et vers af ham om hans naboer Gilssønnerne på Reykjar, der tilfulde bekræfter dette.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Teitr skáld
  • 1200-tallet
  • Teitr skáld siges at have digtet om Skule jarl, men af hans kvad er intet bevaret, ligesom han selv er ukendt. Dog er det muligt, at han er identisk med den islandske lovsigemand Teitr Einarsson, der blev dræbt 1258.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Tindr Hallkelsson
  • † efter 1015
  • Tindr Hallkelsson siges i Skáldatal at have digtet om Håkon jarl, hvilket desuden bekræftes af andre kilder. Tind stammede fra Gilsbakki i Borgarfjorden og var en broder til Illugi hinn svarti; senere boede han på en nærliggende gård Hallkelsstaðir. Han skal ifølge Harðarsaga (Isl. II 40) have været i Norge i kong Harald gråfelds tid, men senere være vendt tilbage til Island (l. c. 115-16). I Håkon jarls tid rejste han igen til Norge, hvor han deltog med denne i Jomsvikingeslaget; herom digtede han en «flokkr», senere kaldet Jomsvikingaflokkr. Senere må Tind være rejst tilbage til Island, thi lang tid efter (omkr. år 1014-15) forekommer han omtalt i Heiðarvigasaga (Isl. II 359-71), ved hvilken lejlighed også en Þorfinna skáldkona omtales, der boede i Tinds nabolag. Han var en af de Borgfjordinger, der kæmpede mod Víga-Barði i den store kamp på heden (Heiðarvíg), og blev her såret. To vers anføres af ham i sagaen, digtede efter kampen. Tinds dødsår kendes ikke, men rimeligvis har han ikke levet længe efter Heiðarvíg, da han på den tid må have været en gammel mand. Af hans Jomsvikingaflokkr haves omtrent 11 vers, men de fleste er aldeles uforståelige på grund af den dårlige overlevering.
  • Kvad:
    • a. Hákonardrápa (Drape om Hakon Jarl)
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Tindr Hallkelsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Tjörvi háðsami
  • 900-tallet
  • Landnáma omtaler en skjald Tjörvi hinn háðsami, som må have levet i 900-tallet. Han stammede fra det sydøstlige Island og var en søstersøn af Hróarr Tungugoði Unason ens danska (Ldn. 247-48), der var en af landets største høvdinger på sin tid. Fortællingen om ham og Tjörve er i Ldn. meget kortfattet, men forfatteren (eller forfatterne) har dog øjensynlig vidst mere end der meddeltes, ligesom man uden tvivl den gang har kendt en større saga om Hroar. I Ldn. fortælles kun, at Tjörve bejlede til en Ástriðr mannvitsbrekka Móðólfsdóttir, men at hendes brødre Ketill og Hrólfr nægtede deres samtykke og siden gav den fra Reykdæla bekendte Þórir Ketilsson (flatnefr) deres søster til ægte. For at hævne sig «dró Tjörvi likneski þeirra á kamarsvegg», og hver aften spyttede han på brødrenes billede, men kyssede hendes, indtil Hróar ødelagde billederne. Da udskar han dem på sit knivskaft og digtede herom en vise. Dette skal så være bleven anledningen til at både Hróar og Tjörve senere blev dræbt (omkr. år 978).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Tjörve hinn háðsame i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Torf-Einarr
  • Omkr. 900
  • En af Rögnvald Mørejarls uægte sønner, stamfaderen for de orknøiske jarle, Torf-Einarr, var en god skjald og der anføres 5 hele vers af ham i kongesagaerne (Hkr. s. 70-71, Fagrsk. s. 143). Einar skildres som styg og enøjet, men dog skarpsynet og tillige en meget forstandig mand; af sin fader var han ikke afholdt, og da broderen Hallad ikke duede til at være jarl på Orknøerne og Einar tilbød at overtage jarledømmet, udtalte Rögnvald sin glæde over at blive ham kvit, idet han ikke kunde gøre sig store forventninger om ham, da hans moder var af trælleæt. Einar drog da vest på (c. 874), underkastede sig øerne og herskede der længe som en mægtig og klog regent. Da Rögnvald jarl var bleven indebrændt af kong Haralds to sønner, Halfdan háleggr og Guðröðr ljómi (c. 875), var Einar den eneste af brødrene, hvem det lykkedes at hævne ham. Halfdan kom nemlig nogen tid efter til Orknøerne og blev af Einar overvunden i et slag og siden dræbt under store pinsler. Kong Harald drog siden med en stor hær til Orknøerne for at hævne sin søn, men der blev dog bragt forlig i stand på det vilkår, at Einar og Orknøingerne skulde betale 60 mark guld. Einar betalte selv hele summen, men fik af sine undersåtter som vederlag hele jordejendommen på øerne. De føromtalte vers handler om disse begivenheder; de er digtede i et slags «dróttkvætt» versemål med «háttlausa» på de ulige og «skothending» og tildels «riðhent» på de lige pladser, men dog ikke efter faste regler, idet kun et linjepar fuldstændig svarer til den i Ht. 55 fremstillede «Torf-Einarsháttr» (jvfr. Njála II 19, not.). Navnet Torf-Einarr fik Einar, fordi han var den første, som på Orknøerne indførte «torf» som brændsel. Hans dødsår er ikke ganske sikkert, men må dog (ifølge Munch) falde omkr. år 910.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Torf-Einarr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Torfi Valbrandsson
  • 900-tallet
  • I Hörd Grimkelssons saga anføres to vers (sag. kap. 4, 21), som omhandler det fjendskab, som Hörds svoger Torfi Valbrandsson viste imod ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Trausti Þorgrimsson
  • Tid: ukendt
  • I Viglundarsaga anføres to vers af Viglunds broder, Trausti Þorgrimsson.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



U

Úlfr Ospaksson
  • † 1066
  • Skjalden Steinn Herdísarson digtede en Úlfsflokkr om Úlfr stallari Óspaksson, hvoraf i det mindste ét (Hkr. 594) og måske flere vers er bevarede. Digtet har uden tvivl været en «erfiflokkr». Ulfr Óspaksson var en søn af Óspakr Ósvifrsson hins spaka og var altså en frænde af Stein (jvfr. Ldn. 95). Ulf er født i det vestlige Island omtr. 998, rejste til Norge omk. år 1030 og deltog som ven og stalbroder af Harald i alle dennes tog i sydlandene (1033-46). Efter at Harald var bleven konge, gjorde han Ulf til sin «stallari» og gav ham sin dronnings søster Jórunn Þorbergsdóttir til ægte. Han døde i foråret 1066, og kong Harald skal have givet ham det eftermæle, da han gik fra hans grav: «Þar liggr nú sá, er dyggvastr var ok dróttinhollastr» (Hkr. 612). Af Ulf anføres et vers fra 1066, som han digtede kort før sin død.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Úlfr Sebbason
  • 900-tallet
  • Auðun illskælda digtede en drape om kong Harald Hårfager (Haraldsdrápa). Men digtet havde samme omkvæd som en anden Haraldsdrápa digtet af Auduns frænde Úlfr Sebbason. Auduns drape fik derfor navnet Stolinstefja og skjalden selv vistnok tilnavnet «illskælda». De nærmere omstændigheder findes ifølge Fms. (III 65) omtalte i «saga Ulfs Sebbasonar ok Kvigs jarls», men denne saga er gået tabt, og Ulf kendes nu kun fra dette sted og Skáldatal, der anfører ham som en af kong Harald hårfagers skjalde.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Ulfr Sebbason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Ulfr stallari


Úlfr Súlujarl
  • 900-tallet
  • Úlfr Súlujarl siges i Skáldatal at have digtet om Styrbjörn sterki eller Sviakappi. Ifølge fortællingen i Flatøbogen var Ulf Styrbjörns morbroder og fosterfader, men han omtales ikke der som skjald.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Ulfr Súlujarl i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Úlfr úargi
  • 800-tallet
  • Kveldulfs bedstefader Ulfr hinn úargi, der synes at have levet i det 8. årh., har været skjald, idet hdskr. B (cod. Upsal.) af Skáldatal bemærker om ham: «Úlfr hinn úargi var hersir ágætr í Noregi í Naumadali, faðir Hallbjarnar hálftrölls, föður Ketils hæings. Úlfr orti drápu á einni nótt ok sagði fra þrekvirkjum sinum; hann var dauðr fyrir dag.»
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Úlfr Uggason
  • Omkr. år 1000
  • En meget kendt skjald er Úlfr Uggason, hvis levetid hovedsagelig falder i den sidste halvdel af det 10. årh. Ulf digtede ifølge Laxdæla (s. 115) en drape om høvdingen Olafr Höskuldsson pái på Hjarðarholt og om de sagn, der var fremstillede på væggene i et prægtigt af Olaf opført hus. Ved et storartet gæstebud (omkr. år 985-90) fremsagde Ulf drapen, der siden blev kaldet Húsdrápa. Brudstykker af denne haves i Skáldskaparmál, i alt 4 hele og 5 halve vers med det nu uforståelige omkvæd:

    «Hlaut innan svá minnum».

    Det, der omtales her, er Heimdals kamp med Loke, Thor og Midgårdsormen samt Baldersmyten, om hvilken sidste forfatteren af Skm. siger, at den har dannet et længere afsnit af drapen. Nogen tid senere (998) omtales Ulf i Kristnisaga i forbindelse med en anden skjald Þorvaldr hinn veili, der boede på gården Vik i Grimsnes i det sydlige Island. Thorvald, der holdt fast ved hedendommen, var forbitret på præsten Þangbrandr og digtede et vers, som han sendte Ulf, hvem han heri opfordrede til at fordrive Thangbrand. Ulf vilde ikke indlade sig herpå og undslog sig derfor i et vers, som han sendte Thorvald som svar på dennes vers. Ulf omtales ikke senere.
  • Kvad:
    • a. Húsdrápa
    • b. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Ulfr Uggason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Unas Stephánsson
  • 1100-tallet
  • En Unas Stephánsson siges at have digtet om kong Sverre, men til ham eller hans kvad kender man intet.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Unnr Marðardóttir
  • 1000-tallet
  • En kvinde i Njals saga, der tilskrives et vers, som uden tvivl er uægte og stammer fra en langt senere tid.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



V

Vaði skáld
  • 900-tallet
  • Fra Harald Hårfagers tid nævnes en Vaði skáld. Om ham vides kun at han var en frænde af Skrautoddr og boede på gården Skáldsstaðir i Berufjorden, men der anføres ikke noget kvad af ham.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Vagn Ákason
  • Omkr. år 1000
  • En af Jomsvikingernes helte Vagn Ákason, tillægger sagaerne et vers om Sigvalde jarls flugt og Bues fald.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Valgarðr á Velli
  • 1000-tallet
  • Valgarðr af Velli digtede ifølge Skáldatal en drape om kong Harald Hårdråde (Haraldsdrápa). Deraf haves nu i alt 7 hele og 4 halve vers bevarede. De omhandler Haralds tog i syden og hans tilbagerejse til norden, på hvilken han blandt andet hærgede i Sjælland og afbrændte Roskilde. Drapen, der er «viðmælt», må være digtet efter 1047, da Valgard i et af versene siger til Harald: «Ræðr þú — Noregi öllum». Valgard har været en fortrinlig skjald, men om hans levned ved man nu intet. Den Völlr, hvorfra han siges at have stammet, er rimeligvis gården Völlr på Rangárvellir, hvor Mörðr gigja boede, da jeg intet andet stedsnavn kender, som kunde passe. Det temmelig sjældne navn Valgarðr nævnes også i forbindelse med denne gård; jeg er derfor tilbøjelig til at antage, at denne Valgard har været en søn eller slægtning af den fra Njála bekendte Mörðr Valgarðsson. Tiden passer i det mindste, da Mörd var en ung mand i det første tiår af det 11. årh.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Harald harðráða
  • Mere om denne skjald: Valgarðr af Velle i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Valþjófr
  • 1000-tallet
  • En Valþjófr siges i Skáldatal at have digtet om kong Harald Hårdråde; af hans digtning er intet bevaret, lige så lidt som man ved noget om ham.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Valþjófr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Vémundr Hrólfsson
  • 800-tallet
  • Af mindre kendte skjalde, der levede i Harald hårfagers regeringstid, nævner Landnáma en Vémundr Hrólfsson, der boede på Nordmøre i Norge. Han var broder til den islandske landnamsmand Molda-Gnúpr. Han siges at have digtet et halvvers i «fornyrðislag», hvori han roser sig af alene at have dræbt 11 mænd (Ldn. 270). Mere ved man ikke om ham og han er sikkert ikke rejst til Island, da han ikke omtales senere i Ldn. Hans levetid må falde omkr. 870.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Vetrliði Sumarliðason
  • † 999
  • Omkring årtusindskiftet blev en skjald ved navn Vetrliði Sumarliðason dræbt af Thangbrand og Gudleif på grund af et nidkvad, denne skjald havde digtet om dem, men hvoraf dog intet anføres (Bps. I 14 og Ldn. 283). I Skm. (Sn. E. I 258) findes derimod et halvvers af en Vetrliði skáld, hvorved vistnok sikkert må antages at være ment denne Vetrliði Sumarliðason; verset synes at være et brudstykke af en þorsdrápa (?). Vetrliði boede på gården Sumarliðabær i Fljótshlið i det sydlige Island.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Vetrliðe skáld Sumarliðason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Víga-Glúmr Eyjólfsson


Víga-Styrr Þórgrimsson


Vigfúss Viga-Glúmsson
  • 900-1000-tallet
  • Vigfúss Viga-Glúmsson, som anføres som en af Håkons jarls skjalde, kendes fra flere sagaer. Han var en søn af den andetsteds nævnte Viga-Glúmr og omtales flere gange i dennes saga så vel som i Ögmundar Þáttr dytts i Flatøbogen (I 332-39). Vigfús skildres som en tapper mand, men urolig af karakter og meget stridbar. Han blev også på grund af manddrab gjort fredløs for nogle år og drog til Norge, hvor han sluttede sig til Håkon jarl og deltog med ham i Jomsvikingeslaget. Her udmærkede han sig ved sin tapperhed. Efter Håkon jarls død synes han for en tid at have opholdt sig hos Erik jarl, men senere er han rejst tilbage til Island, thi omkr. 1015 træffer vi ham i følge med Guðmundr hinn riki (Ljósv. s. kap. 16—18). Efter den tid forekommer Vigfús ikke omtalt undtagen som stamfader for en mægtig slægt i Øfjorden (jvfr Sturl. I s. 193), og hans dødsår kendes derfor ikke. Det kvad om Håkon, som Skáldatal synes at sigte til, haves ikke nu, da de 2 vers, som han ifølge sagaerne skal have digtet under Jomsvikingeslaget, nærmest er at betragte som lejlighedsvers. Fagrskinna (s. 49) tillægger ham desuden et vers i «fornyrðislag», men sikkert med urette, da alle de andre kilder, som har dette vers, lader det være digtet af en anden Islænding, der faldt i slaget, nemlig Þorleifr skúma Þorkelsson fra Dyrafjorden i det vestlige Island.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Vígfuss Víga-Glúmsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Víglundr Þorgrimsson
  • Tid: ukendt
  • I Víglundar saga tillægges sagaens helt Viglundr i alt 16 vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Vilborg skáld
  • 1000-tallet
  • Af de mindre kendte skjalde, der digtede om kong Ólafr kyrri (1066-93) anføres der i Skáldatal en Vilborg skáld. Denne Vilborg skáld (-kona) nævnes ikke andre steder end i Skáldatal; navnet er temmelig sjældent, men forekommer dog oftere i den islandske høvding Gissur den hvides slægt (Haukdælaætt) (jvfr. også Necrologium Augiense fra c. 1100 i Dipl. Isl. I 171). Af Vilborgs kvad er intet bevaret.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Vilborg i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Vitgeirr
  • Omkr. år 900
  • Hkr. (s. 75) anfører et vers i «fornyrðislag» af en Vitgeirr seiðmaðr á Hörðalandi, som har levet under kong Harald hårfager. Da nemlig kongen bad Vitgeir om at høre op med sin trolddom, svarede denne med et vers, hvori stod, at kongens egen søn Rögnvaldr réttilbeini også øvede trolddom; dette havde til følge at Rögnvald senere blev dræbt.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Völu-Steinn
  • Omkr. år 950
  • Skjalden Völu-Steinn nævnes i Ldn. (s. 147) som en af de landnamsmænd, der kom til vestlandet efter landnamstiden, omtr. 960. Han var en søn af en Þúriðr sundafyllir fra Hálogaland, der fik sit tilnavn deraf, at hun «seiddi til þess í hallæri á Hálogalandi, at hvert sund var fullt af fiskum». Første del af hendes søns navn står vel også i forbindelse med hendes trolddom. Da Völu-Stein var bleven gammel, mistede han sin søn Ögmundr, der blev dræbt c. 1002 på Þorskafjarðarþing; da faderen sygnede hen af sorg og ønskede døden, søgte den efterlevende søn, Egill, råd hos den vestlandske høvding Gestr Oddleifsson hinn spaki. Gest digtede da begyndelsen til Ögmundardrápa, som Völu-Stein siden skulde fortsætte. Fortællingen ligner den i Eigla om Sona-torrek. Af Ögmundardrápa haves der nu to halvvers i Sn. E. (I 250, 474). Begge tillægges de her Völu-Stein, men det ene er dog åbenbart af Gest, da det netop danner begyndelsen af drapen, hvor skjalden henvender sig til Egil. Det andet vers er derimod af Völu-Stein selv, der her udtrykker sin sorg over sønnens død.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Völu-Steinn i Finnur Jónssons Litteraturhistorie



Þ

Þjóðólfr Arnórsson
  • † 1066
  • En af kong Harald Hårdrådes hovedskjalde Þjóðólfr Arnórsson kan uden tvivl regnes som en af de største om ikke den største digter fra skjaldepoesiens guldalder. Hans digte vidner så vel om en skabende digterånd og et sjældent herredømme over sproget som om en klar og anskuelig fremstilling af de begivenheder, han skildrer. Alt dette har vel også været grunden til, at såvel forfatteren til Heimskringla som forfatterne til de andre sagaer om kongerne Magnus og Harald i alt væsentligt bygger deres fremstilling på Thjodolfs digte. Om hans levned ved man kun lidt. Af Sneglu-Halla Þáttr (i Mork. og Flat) ses, at han er født af fattige forældre i Svarfaðardalr i det nordlige Island. Der skal han som ganske ung have digtet de såkaldte Sarptrogsvísur, som imidlertid efter kong Haralds mening ikke var videre godt digtede. I Flatøbogen (III 421) kaldes hans fader Þorljótr, men det er uden tvivl urigtigt, da alle de andre kilder, som omtaler ham, er enige om at han hed Arnórr. Thjodolf må være kommen til Norge i Magnus den godes tid; det ser man af de kvad, han har digtet om denne konge; de viser nemlig, at han har opholdt sig hos kong Magnus og deltaget med ham i flere slag allerede før 1040. Efter Magnus's død eller måske før har han sluttet sig til kong Harald, hvis ven og skjald han siden blev lige til sin død. Det berettes i Flatøbogen (III 415) — og bekræftes desuden af andre kilder — , at kongen kaldte ham «haufutskald sitt» og satte ham højest af alle sine skjalde. Thjodolf opholdt sig hos kong Harald — med undtagelse af en kort tid, da han rejste til Island (Flat. III 428) — hele dennes regeringstid. Han deltog med ham i slaget ved Stafnfurðubryggjur (1066), hvor Harald faldt, og ved denne lejlighed anføres der to vers af ham. Efter denne tid bliver Thjodolf aldrig nævnet, og han er derfor uden tvivl omkommet i slaget, skønt det ikke ligefrem siges. Det vilde også være utænkeligt, at Thjodolf, der nærede en så stor hengivenhed for kong Harald, ikke skulde have digtet en «erfidrápa» om ham, hvis han havde overlevet ham. — Af Thjodolfs digte er der nu tilbage i det hele taget omtrent 65 hele, 23 halvevers og 4 «visufjórðungar», dels hørende til forskellige kvad, dels digtede ved forskellige lejligheder (lausavísur). Af større kvad har Thjodolf digtet en Magnusflokkr (jvfr. Hkr. 516 o. a. st.) om Magnus den gode, hvortil jeg tror at kunne henføre omtrent 27 hele og 5 halve vers; nogle af disse vers kan dog muligvis anses for lejlighedsvers, men hvis det anførte verseantal i det væsenlige er rigtigt, mangler der vist ikke meget i, at digtet er fuldstændig bevaret, da en «flokkr» ikke gerne bestod af mere end 30 vers. Digtet omhandler kong Magnus's krigstog, især dem til Danmark, og viser, at Thjodolf har taget del i de fleste af dem. Endvidere har han digtet en Haraldsdrápa også kaldet Sexstefja (jvfr. Fms. V 88), hvortil jeg tror at kunne henføre omtrent 24 hele og 7 halve vers. Af denne drape anføres omkvædet (stef) i Fms. (VI 339):

    «Lýtr fólkstara feiti,
    fátt es til nema játta,
    þat sem þá vill gotnum.
    þjóð öll, konungr bjóða».

    Det er dog ikke sikkert, at alle de nævnte vers henhører til samme drape, da Thjodolf uden tvivl har digtet flere kvad i «dróttkvætt» versemål om kong Harald. Endvidere haves af Thjodolf et brudstykke af en Haraldsdrápa i «runhent» versemål af 3dje grad på 4 stavelser. Deraf er der i Hkr. (s. 547) og Sn. E. (I 462) bevaret et helt og tre halve vers, der må være digtede efter år 1047, da kong Magnus omtales som død. Endelig har Thjodolf i følge Skáldatal digtet om den danske jarl Haraldr Þorkelsson ens háva, men af dette digt er der intet bevaret.
  • Kvad:
    • a. Magnúsflokkr
    • b. Runhenda um Harald harðráða
    • c. Sexstefja
    • d. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Þjóðólfr Arnórsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þjóðólfr hvinverski
  • 800-tallet
  • En af Harald Hårfagers skjalde var Þjóðólfr ór Hvini á Ögðum eller som han sædvanlig kaldes Þjóðólfr hinn hvinverski, der, skønt han ikke synes at have opholdt sig meget ved kong Haralds hird, dog ses at have været meget afholdt af kongen og at have digtet om ham. Thjodolf må ifølge de ikke ubetydelige brudstykker, der endnu haves af ham, uden tvivl regnes for en af de største, om ikke den største norske skjald i oldtiden. Om hans levned ved man kun, at han var omtrent i lige alder med Harald, måske noget yngre, og at han opfostrede dennes søn Gudrød ljóme. Da Thjodolf fik det ærefulde hverv at opdrage kongens søn, ligger formodning nær, at han, der, som hans tilnavn viser, boede på Agde (jvfr. også Fms. III 65), har været en i sin tid ikke ubetydelig høvding. Gudrød druknede omkr. år 925, og dengang var Thjodolf i live, idet man har et vers af ham, hvori han søger at afholde Gudrød fra rejsen (Hkr. 75). Hvis Thjodolf også, som cod. A (Kringla) af Skáldatal siger, har digtet om den danske jarl Strútharald (Strútharaldsdrapa?), så må han have levet ikke så lidt længere ind i det 10. årh. Cod. B (Upsal.) har Sveinn jarl i steden for, hvilket Jón Sigurðsson anser for lige så rimeligt, skønt denne jarl ellers ikke kendes (Sn. E. III 401).
    Af Thjodolfs kvad er Ynglingatal og Haustlöng de mest bekendte. Ynglingatal er digtet om kong Haralds fætter (bræðrungr) kong Røgnvaldr heiðumhár på Vestfold. Såvel Snorre (Hkr. 1) som Skáldatal siger, at Thjodolf i dette kvad har opregnet kong Røgnvalds forfædre, 30 i tallet (lige op til Yngvi?), og omtalt enhvers dødsmåde og gravsted. Af dette kvad er der bevaret 37 hele og 16 halve vers i Ynglingasaga, hvis fremstilling ifølge Snorre (l. c.) væsentlig er bygget herpå, og desuden indeholder Sn. E. (II 162) ét halvvers, som vistnok må henføres hertil. Kun 27 konger omtales i kvadet, Røgnvald iberegnet, og fleres gravsted nævnes ikke, så at kvadet umulig kan være fuldstændigt. Det synes, som om forfatteren af Ynglingasaga (Snorre) heller ikke har kendt begyndelsen til det, da han først begynder med den 4. i rækken. Versemålet er «kviðuháttr» med 3 stavelser på de ulige og 4 på de lige pladser, og skønt det således er simpelt, benytter Thjodolf sig dog meget af omskrivninger.
    Haustlöng er af mytologisk indhold og i «dróttkvætt» versemål. Det er et fortrinligt kvad, der giver en malende fremstilling af de sagn, det behandler, men fuldt af omskrivninger og derfor på sine steder meget dunkelt. Det beskriver billederne på et skjold, som skjalden har fået foræret af en mand ved navn Þorleifr, og de to brudstykker, som nu er tilbage af kvadet, omhandler Iduns bortførelse ved Thjasse og dennes drab, samt Thors kamp med jætten Hrungnir; det er ialt 20 hele vers, inddelte i to «stefjamál», henholdsvis på 13 og 7 vers. Det første «stefjamál» på 13 vers om Idun synes tillige at indeholde begyndelsen af kvadet. Omkvædet ligner med hensyn til indhold det i Ragnarsdrápa, og lyder således:

    «Baugs þá'k bifum fáða
    bifkleif at Þórleifi.»

    Begge brudstykkerne findes i Skáldskaparmál (Sn. E. I 306-14 og 278-84), hvor kvadet, uvist af hvilken grund, kaldes Haustlöng. Den i kvadet omtalte Þorleifr er sikkert den Þorleifr hinn spaki, som Skáldatal siger, at Thjodolf har digtet om. Dette navn forekommer flere gange i Norge i det 9., 10. og 11. årh., men denne Þorleifr har vistnok været den Þorleifr hinn spaki (Hörðakárason), som levede under Harald hårfager (Hkr. 67) og i årene 927-29 var Úlfljotr behjælpelig med affattelsen af den efter denne opkaldte lov.
    Endvidere tillægges Thjodolf en Haraldskviða i «fornyrðislag», hvoraf haves 3 hele vers, der synes at være digtede efter kongens død. Jón Sigurðsson tror, at et vers i Fagrskinna (s. 9), som dér tillægges Þorbjörn hornklofi, også hører hertil, da så vel versemål som indhold passer til dette kvad. Et «dróttkvætt» halvvers i Sn. E. (I 452-54), der tillægges en Þjóðólfr, tror Jón Sigurðsson endvidere at kunne henføre til denne Thjodolf, hvilket jeg dog stærkt betvivler. I Skáldskaparmál menes ved navnet Þjóðólfr uden nærmere betegnelse ellers altid Þjóðólfr Arnórsson; desuden ligner sproget og tonen i dette halvvers dennes øvrige digtninger fuldstændig. I Flatøbogen (I 576) findes et lejlighedsvers om dronning Ragnhilds piger, der her tillægges den ældre Thjodolf, hvilket også kan være rimeligt, hvis det overhovedet er ægte.
    Endelig har Thjodolf ifølge Skáldatal digtet et kvad om jarlen Hákon Grjótgarðsson, men af dette kvad er der intet bevaret.
  • Kvad:
    • a. Ynglingatal
    • b. Haustlǫng
    • c. Haraldskvæði (Om Harald Hårfager)
    • d. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Þjóðólfr ór Hvini i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þóralfr (-valdr)
  • Tid: ukendt
  • "Af en skjald ved navn Þórálfr (-ólfr) eller Þorvaldr, anfører Snorre et halvvers af dunkelt indhold om en Háreks faldne mænd." (Kilde: Finnur Jónsson: Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, II 169)
  • Kvad:
    • a. Af et ubestemmeligt digt (Brot)
  • Mere om denne skjald:


Þórálfr prestr
  • 1200-tallet
  • En blandt flere skjalde, som siges at have digtet om Skule jarl, men hvis alle er tabt, ligesom han selv er ukendt.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þórarinn Gilsson
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þórarinn loftunga
  • 1000-tallet
  • Þórarinn loftunga omtales i Fms. (V 5-6) som «islenzkr at kyni, skartsmaðr mikill ok skald gott». Han kom til kong Knud den store omkr. år 1028 og vilde fremsige for ham et «lofkvædi», som han havde digtet om ham. Da kongen hørte, at det kun var en «flokkr», blev han så vred herover, at han vilde lade Thorarin dræbe; denne føjede da nogle vers til samt indsatte det temmelig svulstige omkvæd:

    «Knútr verr grund sem gætir
    Gríklands himinriki».

    Kongen lønnede ham da godt for kvadet, som fik navnet Höfuðlausn; tilnavnet «loftunga» har han vel også fået på grund af dette omkvæd. Senere fulgte Thorarin med kong Knud på dennes tog til Norge og digtede herom en drape i «toglag» Togdrápa, af hvilken en «stefjabalkr» (på 6 vers, Hkr. 440-41) med det ufuldstændige omkvæd :

    «Knútr es und sólar »,

    samt et halvvers (Sn. E. I 408) er bevarede. Et andet kvad i «kviðuháttr», kaldet Glælognskviða, digtede Thorarin (omtr. 1031) om kong Knuds søn Sveinn Alfifuson, hvoraf kongesagaerne meddeler 9½ vers. Efter den tid forekommer Thorarin ikke omtalt.
  • Kvad:
    • a. Höfuðlausn
    • b. Tögdrápa
    • c. Glælognskviða (Glælognskvadet)
  • Mere om denne skjald: Þórarinn loftunga i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórarinn Máhlíðingr
  • Sidste halvdel af 900 tallet
  • Hovedskjalden i Eyrbyggja saga er Þórarinn Þórólfsson, med tilnavnet Máhliðingr efter gården Mávahlid, hvor han boede. Thorarin skildres som en meget sagtmodig, men overordenlig stærk og tapper mand, og en udmærket skjald. Han omtales i sagaen i forbindelse med de stridigheder, som han havde med en vestfjordsk høvding Þorbjörn digri, og som kaldes «Máhliðingamál». Denne Thorbjörn beskyldte en gang Thorarin for at have stjålet heste fra ham, og skønt Thorarin var fuldstændig uskyldig, red Thorbjörn dog hjem til hans gård og stævnede ham; ægget af sin moder gjorde Thorarin modstand med sine mænd, og en kamp fulgte, i hvilken såvel Thorbjörn som flere af hans mænd blev dræbte. Snorre gode, der var i slægt med Thorbjörn, dømte siden Thorarin fredløs og denne drog da til udlandet og omtales ikke senere. Sagaen anfører i det hele 18 vers af Thorarin, som han digtede i den tid, der forløb mellem kampen og hans udenlandsrejse (Eyrb. 24-31, 35-36). De kaldes i Ldn. (s. 90), der anfører ét af dem, Máhliðingavisur. I kommentaren til Háttatal (Sn. E. I 610) anføres desuden et linjepar som eksempel på «bragarmál». Mahliðingavisur er udmærket smukke, og synes så godt at passe til tiden, at der imod deres ægthed næppe kan rejses nogen berettiget tvivl.
  • Kvad:
    • a. Máhliðingavísur
  • Mere om denne skjald: Þórarinn svarte i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórarinn skáld
  • Omkr. år 1000
  • En Þórarinn skáld, en islænding, der opholdt sig ved kong Olafs Tryggvasons hird er omtalt i Odd Munks Olafssaga. Af ham anfører Flatøbogen (I 405) et lejlighedsvers, meget godt digtet.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Þórarinn Skeggjason
  • 1000-tallet
  • En Þórarinn Skeggjason omtales i Skáldatal som en af de skjalde, der digtede om kong Harald Hårdråde. I kongesagaerne anføres også et af ham forfattet halvvers af en Haraldsdrápa, hvori det omtales, at Harald lod øjnene stikke ud på den byzantinske kejser. Denne Thorarin er uden tvivl den samme, som omtales i Islendingabók som en af Ares kilder. Denne var en ældre broder til den bekendte skjald og lovsigemand Markus Skeggjason, men omtales ellers ikke.
  • Kvad:
    • a. Drápa um Harald harðráða
  • Mere om denne skjald: Þórarinn Skeggjason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórarinn stuttfeldr
  • 1100-tallet
  • To af de skjalde, der i Skáldatal siges at have digtet om Sigurðr Jórsalafari (1103-30) er Þórarinn stuttfeldr og Árni fjöruskeifr. En gang (omkr. år 1118-20), fortælles det, gik kongen med sine folk til aftensang og blev stående udenfor kirken. Sangen gik ikke godt, og kongen, der var noget beruset, fik da øje på en mand, der stod ved siden af kirken iført en kort «feldr». Kongen fremsagde da denne «kviðlingr»:

    «Villir hann visdóm allan
    veldr þvi karl i feldi(num)».

    Manden svarede med et vers, hvori han opfordrede kongen til at give sig en «skikkja». Han hed Þórarinn og fik heraf tilnavnet stuttfeldr. Næste morgen, da han skulde til kongen, narrede en mand ved navn Arni fjöruskeifr ham til at digte en nidvise om en Hákon Serksson mörstrútr og til at fremsige denne for kongen. Misforståelsen opklaredes og kongen tilgav Thorarin på den betingelse, at han skulde lave en nidvise om Arne. Heri fortæller Thorarin, at Arne er en dårlig skjald, og at han havde vist sig fejg i kampene i Serkland, i hvilke han altså må have deltaget sammen med kong Sigurd. Siden fremsagde Thorarin en drape, som han havde digtet om kongen, og som blev kaldet Stuttfeldardrápa. Den er digtet i «toglag« og man har 6 hele vers af den bevarede i Sigurðarsaga. Af disse 6 tillægges dog i Mork. (s. 157) de 2 Þorvaldr blönduskáld og én (s. 162) Halldorr skvaldri, men uden tvivl med urette, da så vel Hkr. som Fms. er enige om at tillægge Thorarin dem. To anonyme verslinjer i Mork. (166: «Her haucsnorvm, harþmoþigr varþ«) må også uden tvivl regnes hertil. Efterat Thorarin en kort tid havde opholdt sig hos kongen, drog han til Rom, hvorefter der ikke fortælles noget om ham Den førnævnte Árni fjöruskeifr siges også i Skáldatal at have digtet om kong Sigurd, men af dette kvad kendes nu intet. Arne omtales i Sturl. (I 14-15), der beretter, at han tilligemed sin ven Hermundr Þorvaldsson i vinteren 1117-18 opholdt sig på Staðarhóll hos høvdingen Þorgils Oddason.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Þórarinn stuttfeldr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie
Þórarinn svarti Þórólfsson máhliðingr


Þorbjörg Grímkelsdóttir
  • 900-tallet
  • I Hörd Grimkelssons saga tillægges Hörds søster Þorbjörg Grímkelsdóttir to vers, det ene i «fornyrðislag», det andet i «dróttkvætt» (kap. 11, 37).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorbjörn


Þorbjörn Brúnason
  • 1000-tallet
  • I Heiðarvigasagas sidste del (den egenlige Heiðarvigasaga), der foregår omkr. år 1013-15, omtales flere skjalde. Således en Þorbjörn Brúnason fra gården Veggir, af hvem der anføres 4 vers, der omhandler de varsler og drømme, han havde før sin død; to af disse er virkelige «draumvisur»; alle versene er meget smukke, skønt deres ægthed måske kan være tvivlsom.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Þorbjörn dísarskáld
  • 900-tallet
  • I Skáldskaparmál omtales flere skjalde, som man nu ikke kender noget til, og hvis levetid det derfor som oftest er umuligt at angive, da man af de brudstykker af dem, som er bevarede, ingen sikre slutninger kan drage. Uden nærmere at kunne angive tiden ser flere af dem dog ud til at tilhøre den hedenske tid. Blandt disse er Þorbjörn dísarskáld, af hvem der anføres (l. c. 256, 260) et helt vers, der opregner nogle jættekvinder, som Thor har besejret, og desuden en «visufjórðungr» af lignende indhold, der måske har dannet denne Thorsdrapes omkvæd:

    «Þórr hefir Yggs með árum
    Ásgarð of þrek varðan.»

  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Þorbjörn dísarskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorbjörn gauss
  • 1100-tallet
  • Þorbjörn gauss siges i Skáldatal at have digtet om kong Sigurd mund og hans søn kong Håkon herðibreiðr (d. 1162). Dog er herved at bemærke, at hdskr. B af Skáldatal (cod. Upsal.) lader Thorbjørn digte om Ólafr Haraldsson i steden for om Sigurd. Dette kan dog ikke være rigtigt, da den danske kronprætendant Ólafr Haraldsson kesju (d. 1142), der er den eneste, her kunde være tale om, ikke kan opregnes blandt norske konger. Der er intet bevaret af disse kvad, og Thorbjörns navn forekommer ikke andre steder; tilnavnet «gauss» er enestående og ligesom så mange andre tilnavne uforståeligt, da fortællingen om dets oprindelse mangler.
  • Kvad:
    • Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorbjörn hornklofi
  • Omkr. år 900
  • Tre af kong Haralds (Hårfagers) skjalde, der næsten til stadighed synes at have opholdt sig ved hirden, omtales i Eigla (kap. 8) ved år 871, altså lige før Hafrsfjordslaget. De havde plads i højsædet ligeoverfor selve kongen; inderst sad Auðunn illskælda, da han var den ældste og havde været skjald hos Haralds fader Halfdan svarti; nærmest Auðun sad Þorbjörn hornklofi og yderst Ölvir núfa. En fortælling om disse tre skjalde, der stammer fra Hauksbók (A. M. 544. 4to), er trykt i Fms. (III 65-88), men den er i det hele taget vistnok ikke historisk pålidelig. Flatøbogen (I 568, Fms. X 179) tillægger Auðunn et vers om kong Haralds bersærker, de såkaldte Úlfheðnar, men det er sikkert ikke af ham, men tilhører et større kvad, som Þorbjörn hornklofi ifølge Fagrskinna (s. 3- 6) digtede om kong Harald; det er holdt i en samtaleform mellem en valkyrie og nogle ravne, og beretter om Haralds egenskaber og bedrifter, hans kæmper og skjalde osv., og synes efter indholdet at dømme ikke at være digtet førend omkr. år 890. Versemålet er for største delen «málaháttr», men dog blandet med andre arter af lignende versemål. Kvadets egenlige navn kender man ikke; Jón Sigurðsson kalder det (Sn. E. HI 410) Kvæði um hirðsiðu, men antager, at det måske oprindelig er blevet kaldt Hrafnsmál, og at Thorbjörns tilnavn ”hornklofi” (=ravn) står i forbindelse hermed. Navnet «Hrafnsmál» forekommer mig dog ikke sandsynligt, da de senere kvad af dette navn er i «toglag»» og ravnen ikke her som i de andre opføres som fortællende. Thorbjörns tilnavn kan dog måske alligevel stamme fra digtet. De senere kvad, Eiriksmál og Hákonarmál, ligner derimod, netop hvad form og tone angår, dette kvad, og jeg tror derfor at det i lighed med disse med størst sandsynlighed kunde kaldes Haraldsmál (— næppe Haraldskvæði, som Wisén kalder det — ). Af kvadet haves nu 61 linjepar, når man hertil regner det føromtalte vers om bersærkerne og et andet (på 6 linjer), der findes i Hkr. (s. 63). Endvidere tillægges der Thorbjørn i Hkr. (s. 62) 22 linjepar = 5 vers) i samme versemål, der omhandler slaget i Hafrsfjord (872), men i Fagrsk. (s. 8-9) og Flat. (I 573) tillægges disse vers Þlóðólfr ór Hvini. Fire linjepar heraf findes desuden i Sn. E. (I 34), hvor de tillægges Thjodolf foruden 4 andre linjepar (1. c. 234 — 36), der også synes at høre hertil. Jón Sigurðson — og med ham andre — anser dog Thorbjörn for forfatter til alle disse vers, og antager, at de danner en «flokkr» for sig, medens Munch, Keyser, Wisén og fl. tror at de kun er en del af Thorbjörns føromtalte kvad (Haraldsmál). Herom tør jeg ikke udtale nogen mening, da forfatteren ikke en gang forekommer mig at være afgjort sikker, men er det Thorbjörn, synes Jón Sigurðssons anskuelse unægtelig at have vægtige grunde at støtte sig til. — Thorbjörns andet (eller tredje) kvad er den såkaldte Glymdrápa i «dróttkvætt», hvoraf 7 hele og 2 halve vers er bevarede i kongesagaerne, et udmærket smukt kvad, hvori Haralds krigerske bedrifter, især slaget ved Sólskel (868), bliver besungne. Man har derfor antaget, at det var det ældste af Thorbjörns kvad om Harald, men da man kun har disse få brudstykker, forekommer det mig, at man ikke heraf kan drage nogen sikre slutninger; af enkelte udtryk synes det dog at fremgå, at kvadet er digtet i det mindste nogen tid efter de omhandlede begivenheder (jvfr. i øvrigt Sn. E. III 407-12).
  • Kvad:
    • a. Glymdrápa
    • b Haraldskvæði (Hrafnsmál - Haraldskvadet/Ravnens Ord)
    • c. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Þorbjörn hornklofe i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorbjörn skakkaskáld
  • 1100-tallet
  • Af de skjalde, som digtede om om Erlingr jarl skakki (d. 1179) og kong Magnus Erlingsson (d. 1184), indtager Þorbjörn skakkaskáld den første plads. Af hans kvad om Magnus er der intet tilbage, men af hans Erlingsdrapa er der bevaret 3 hele vers, der dels handler om Erlings rejse til det hellige land dels om hans bedrifter indenlands. Desuden tror jeg, skønt Thorbjörn ellers ikke bliver omtalt i Skáldskaparmál, at det halvvers, der anføres i Sn. E. (I 446) som digtet af en Þorbjörn, mulig kan være af ham, og at det netop hører til denne drape, da her tales om en mand, der har badet sig i floden Jordan. Dette synes mig mere sandsynligt, end at Þorbjörn disarskáld skulde have digtet dette halvvers, da denne tilhører den hedenske tid. Þorbjörn skakkaskáld er ellers ubekendt, men sit tilnavn har han øjensynlig fået ved at digte om Erlingr skakki. Man kan dog af Skáldatal formode, at han senere er gået over til kong Sverre, da han siges at have digtet om denne konge. Han er den sidste af Sverres skjalde og har været i live endnu omkr. år 1200.
  • Kvad:
    • a. Erlingsdrápa
  • Mere om denne skjald: þorbjörn skakkaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorbjörn svarti
  • 1100-tallet
  • Denne Þorbjörn var med i på Rögnvald Jarls pilgrimsrejse til Rom. Han døde imidlertid undervejs, men efterlod sig et vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorbjörn Þyna
  • † omkr. 955
  • Hrómundr hinn halti Eyvindarson sörkvis og hans sønner Þorbjörn Þyna og Hásteinn omtales også som skjalde i Ldn. (160-167). Hromund omtales desuden også ofte i Vatnsdæla, dog ikke som skjald. I en kamp, som han havde med Ingimund den gamles sønner, dræbte han en af dem, Högni, og måtte på grund heraf som fredløs forlade Vatnsdalen, hvorpå han med sin familie bosatte sig på Fagrabrekka i Hrutafjorden; her anlagde Hromund en fæstning, da han på grund af sin stridbarhed havde talrige fjender. Også her blev Hromund snart indviklet i uroligheder. To Nordmænd, brødrene Sleitu-Helgi og Jörundr, landede en gang i Hrutafjorden og stjal heste fra Hromund. Medens egnens høvding Miðfjarðar-Skeggi var rejst til altinget, hvor han gjorde dem fredløse, skulde Hromund våge over herredet. En morgen, fortælles der, skreg en ravn højt udenfor et af fæstningens vinduer; Hromund udtydede dette som et dødens varsel og digtede et vers herom og hans søn Thorbjörn ligeledes et andet. Netop i det samme kom de to brødre med deres følge ind i fæstningen, som havde stået åben, og en kamp begyndte. Idet Hromund går til kampen digter han et andet vers, hvori han udtrykker sin foragt for døden, da ens alder er forudbestemt. Skønt Hromund og hans sønner havde at kæmpe mod en stor overmagt, blev vikingerne dog drevne på flugt og den ene af brødrene og flere af deres folk blev dræbte. Hromund og Thorbjörn faldt også begge. Da Håstein vendte tilbage fra kampen og kvinderne spurgte ham om udfaldet, digtede han 8 vers, der alle er udmærket smukke. Såvel Håsteins vers som de Hromund og Thorbjörn tillagte er øjensynlig meget gamle og vistnok ægte; mange udtryk og vendinger, som her forekommer, findes både før og senere benyttede af andre skjalde. Håstein faldt (Ldn. l. c.) på Ormen den lange år 1000; de her omhandlede begivenheder henfører Guðbr. Vigfússon (Safn. I 377-78) til tiden omkr. år 945-55, hvilket dog i betragtning af Håsteins død turde være sat noget for tidlig.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorbjörn öngull Þórðarson
  • 1000-tallet
  • Grettir den stærkes banemand. Han skildres som en rå og hensynsløs mand, der end ikke undså sig for at fremvise Grettes hoved for hans moder Asdis; sagaen anfører to vers, digtede ved denne lejlighed, det ene af Thorbjörn, det andet af Asdis. Thorbjörn drog siden til Miklagård, forfulgt af Grettes halvbroder Þorsteinn drómundr, hvem det her lykkedes at dræbe Thorbjörn.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þórðr
  • 1000-tallet
  • I Heimskringla (s. 612-13) anføres et drømmevers af en af kong Haralds mænd ved navn Þórðr, der deltog i toget til England. Kort før dette tog drømte han, at en jættekvinde viste sig for ham og fremsagde et vers. Dette vers indeholder varsler om den forestående uheldige kamp i England; verset er i «dróttkvætt» versemål og meget smukt digtet.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þórðr i Djúpafirði
  • Tid: ukendt
  • Bergbuaþáttr omtaler et syn, som en bonde Þórðr fra Djupafjorden i det vestlige Island og dennes tjenestekarl skal have haft. Engang, da de en højtidsdag skulde til kirke, for de vild og overnattede i en bjerghule. Om natten hørte de en jætte tre gange fremsige en «flokkr» på 12 vers. Thord huskede alle versene fuldstændig, hvorimod tjenestekarlen ikke huskede et ord. Flokken, der er fuldstændig bevaret, er i «dróttkvætt» versemål, hvor dog den sidste verslinje stadig gentages to gange. Denne bonde Thord er ubekendt, men versene synes at kunne tilhøre det 12. årh.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Þórðr Hallsson
  • 1100-tallet?
  • En blandt flere ukendte skjalde, der ifølge Skáldatal skal have digtet om kong Magnus Erlingsson. At han skulde kunne være identisk med den «herra Þórðr Hallsson á Möðruvöllum», der døde 1312, er umuligt, da Skáldatal ikke anfører andre skjalde end dem, der levede samtidig med de pågældende fyrster.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þórðr hreða
  • 900-tallet
  • Helten i Þórðar saga hreðu hedder Þórðr hreða Þorðarson Hörðakárasonar. På Harald gråfelds tid skulle han have bosat sig på gården Oss i Midfjorden i det nordlige Island, hvor han snart blev indviklet i stridigheder med egnens høvding, den bekendte Miðfjarðar-Skeggi, samt med dennes slægtninge og venner. Thord er således, skønt fuldstændig uhistorisk, knyttet til historiske personer, såvel hvad æt som de øvrige forhold angår. I sagaen anføres der af ham i det hele 10 vers i «dróttkvætt» samt et vers i «hrynhent» versemål, hvilke han skal have digtet ved forskellige lejligheder.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Þórðr i Selárdal
  • 11-1200-tallet
  • En Þórðr fra Selérdal drømte før Hrafn Sveinbjarnarson's død et vers, der er bevaret (Sturl. II 178-79). Versemålet er «ljóðaháttr».
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þórðr Kolbeinsson
  • 1000-tallet
  • Historien om Þórðr Kolbeinsson er på mange måder flettet sammen med historien om sagahelten Björn Hitdælakappi . Thord omtales i flere sagaer, men er især bekendt fra Bjarnarsaga, der omhandler de stridigheder, som han havde med sagaens helt Björn Arngeirsson Hitdælakappi. Denne var også skjald, og sagaen er i det hele taget et fuldstændigt sidestykke til Gunnlaugssaga. Thord og Björn træffer sammen i Norge hos Erik jarl (omtr. 1007-08), hvor de bliver gode venner, men siden drager Thord til Island og gifter sig med Björns fæstemø Oddný eykyndill. Da Björn siden kommer til Island, vil Thord gøre sin uret god igen ved at tilbyde ham at tage ophold hos sig, hvilket Björn også modtager; men snart bliver de uenige, skilles som bitre fjender og søger derefter i ord og gærning at tilføje hinanden så stor skade som muligt. Tilsidst fælder Thord Björn i en kamp (1024). Sagaen anfører mange vers af begge, deriblandt 3 temmelig grove og smagløse vers i «runhenda» af et nidkvad, Grámagaflim, som Björn digtede om Thord; denne svarede med et andet, som skal have været ligeså nærgående og kaldtes Kolluvisur, men deraf anfører sagaen ikke noget. Endvidere skal Björn om Thords hustru Oddný have digtet et elskovskvad, kaldet Eykyndilsvisur, og Thord de såkaldte Daggeislavisur om Björns hustru Þórdis; begge kvadene fremsagde de en gang på et «hestaþing», men sagaen har ikke bevaret noget af dem. I alt anfører denne desuden 12 lejlighedsvers af Thord og 24 af Björn; begges vers er for en stor del nidvers og når man sammenligner de to skjaldes vers med hverandre, ses at Thords er meget bedre digtede. Thords dødsår kendes ikke, men af sagaen synes at fremgå, at han i flere år har overlevet Björn, der, som før omtalt, faldt år 1024. Den i Skáldatal omtalte Þórðr Kolbeinsson, der digtede om den danske konge Sveinn Úlfsson, må efter al sandsynlighed være en anden end den nysnævnte af samme navn, da det ikke er rimeligt at denne skulde have levet så længe. Af Thords kvad er de to om Erik jarl; det ene af disse, som blev digtet omtr. 1008, kaldes uvist af hvilken grund Bélgskagadrápa (sag. s. 6, 9) og betegnes som «gott kvæði». Flat. (I 580) henfører et vers til denne drape, som her kaldes «Belgskagadrápa», men jeg tror dog at verset snarere hører til en anden drape om Erik jarl (Eiriksdrápa), hvoraf flere brudstykker haves i kongesagaerne og Sn. E. (I-II), nemlig 15 (eller med det førnævnte 16) hele vers; hertil slutter sig måske også et halvvers, der kun findes i Sn. E. (I 480) og dér tillægges en Þórðr, der efter sammenhængen næppe kan være nogen anden end Thord Kolbeinssøn. Denne drape synes digtet omkr. år. 1015, da kong Svend tveskæg her omtales som nylig død († 1014). Endvidere har Thord ifølge Bjarnarsaga (s. 13) og Skáldatal digtet én nu tabt drape om Olaf den hellige omtr. 1014-16, hvilket kvad Thord selv foredrog for kongen og modtog belønning herfor.
  • Kvad:
    • a. Belgskakadrápa
    • b. Gunnlaugsdrápa ormstungu
    • c. Eiriksdrápa
    • d. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Þórðr Kolbeinsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórðr Kolbeinsson (yngri)
  • 1000-tallet
  • Þórdr Kolbeinsson kendes ikke men ifølge Skáldatal skal han have digtet om kong Svend Tveskæg. Denne Thord kan sikkert ikke være identisk med den ovennævnte Þórdr Kolbeinsson på Hitarnes.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þórðr Mæraskáld
  • 1000-tallet?
  • Af en helt ukendt Þórðr Mæraskáld eller (måske rigtigere?) mauraskáld haves et halvvers (l. c. 406), hvori han roser en mand (fyrste), fordi han slægter sin gode fader på (vistnok i gavmildhed?). Dette halvvers er på en måde mærkeligt derved, at det afgiver det eneste kendte eksempel på at gudenavnet Hermóðr bruges i en «kenning».
  • Kvad:
    • a. Af et ubestemmeligt digt (Brot)
  • Mere om denne skjald: Þórðr mauraskald i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórðr Rúfeyjaskáld
  • 1100-tallet
  • I Sturlunga saga (I 8—9) omtales en Þórðr Rúfeyjaskáld, der boede på en gård Hvammsdalr, der, tilhørte Thorgils; sit tilnavn fik han af, at han før i lang tid havde boet på Rúfeyjar i Breidafjorden. Han omtales i Ldn. (s. 92 u. t.) som «Þórðr Rúpeyjarskáld»; denne kilde nævner tillige hans søn Hrafnkell Þórðarson eller Skáld-Hrafn. Denne Thord er vel den samme som den Skáld-Þórðr, der uden at være nærmere betegnet nævnes i Sturl. (I 55). Thord Rufeyjaskjald digtede et kvad om Þorgils Oddason, som denne imidlertid ikke belønnede. En gang da Thorgils kom til Thords gård, tog denne derfor hans økse og spurgte de tilstedeværende, hvor meget den vel var værd; de anslog den til 2 mark, og Thord digtede da et vers i «runhenda» (på 3 stavelser), hvori han siger, at han gærne vilde beholde øksen som løn for sit kvad; det vilde Thorgils dog ikke gaa ind paa, hvorimod han lovede at eftergive ham afgiften af gården Hvammsdal.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Þórðr Rufeyjaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórðr Sigvaldaskáld
  • 1000-tallet
  • Þórðr Sigvaldaskáld siges i Skáldatal at have digtet om den kendte danske jarl Sigvaldi Strút-Haraldsson, men kvadet kendes ikke. Thord har vistnok stammet fra det sydlige Island, da hans søn, den berømte Sighvatr skald, blev opdraget i den egn af landet. Ifølge Hkr. (s. 248) opholdt Thord sig en lang tid hos Sigvalde jarl og siden hos hans broder Þorkell hinn hávi indtil dennes fald. Derefter sluttede han sig til den senere norske konge Ólafr Haraldsson og deltog med ham i hans vikingetog i vesten. Ved Sighvats ankomst til Norge år 1014 opholdt Thord sig ved kong Olafs hird, men omtales ikke senere.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Þórðr Sigvaldaskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórðr Sjáreksson
  • 1000-tallet
  • Þórðr Sjáreksson svartaskáld omtales som skjald i begyndelsen af det 11. årh. (jvfr. Fms. IV. 362). Om hans levned ved man kun, at han var besvogret med den kendte høvding Hjalti Skeggjason fra Þjórsárdalr i det sydlige Island (Fms. III 37-38). Han nævnes ikke i Ldn. og faderens navn Sjárekr (eller Særekr, Fsk.) forekommer ellers ikke. I den legendariske Olafssaga kaldes Thord «Håreksson» (s. 50), og i enkelte håndskr. «Svartsson» (Flat. II 281, Fms. IV 362), men begge navnene er utvivlsomt fejlagtige. Hans død må være indtruffen efter år 1030. Thord har digtet en Þórálfsdrápa om Þórálfr Skólmsson, der 19 år gammel deltog i slaget på Stord (961) med kong Håkon Adalsteinsfostre. Af dette digt er der bevaret 3½ vers i de kongesagaer, hvori slaget omtales. Efter Håkons fald drog Thoralf til Island og bosatte sig på gården Myrká på nordlandet. Drapen er derfor vistnok digtet på Island og rimeligvis før år 1000. Endvidere har Thord ifølge Skáldatal digtet et nu tabt kvad om Erik jarl Håkonssøn samt en «flokkr» om en Klængr Brúsason, hvoraf der i kongesagaerne og Sn. E. anføres et halvt vers, der handler om, hvorledes Sveinn jarl Håkonarson i året 1015 afbrændte Nidaros. Om Klæng, der i nogle hdskr. urigtigt kaldes «Bjarnason» og siges at have digtet denne «flokkr» vides ellers intet. Den handler om en sejlads langs Norges kyst sydpå til Agðir, netop den vej, Svein drog straks efter branden. En «erfidrápa» om Olaf den hellige, også kaldet Báðadrápa (rigtigere Róðadrápa?) har han også digtet. Heraf anføres et vers i Fsk. (s. 82; Fms. III 38), der handler om slaget i «Áin helga» (1026). I Sn. E. (I 462) findes endvidere et vers af Thord af sagnhistorisk indhold. Versemålet er «runhenda» af 3dje grad på 4 stavelser, med den særegenhed, som ellers ikke forekommer, at 1ste og 5te verslinje osv. hører sammen. I Sn. E. (II 497) (Ormseddubrot) findes endvidere et ¼ vers, der tillægges en Þórðr S. son, der næppe kan være nogen anden end Þórðr Sjáreksson.
  • Kvad:
    • a. Kvæði um Klæing Brúsason
  • Mere om denne skjald: Þórðr Sjáreksson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórðr Þorvaldsson Vatnsfirðingr
  • 1100-tallet
  • Ved et stort bryllupsgilde (1119) kom det til en ordstrid på vers mellem Ingimund og høvdingen Þórðr Þorvaldsson fra Vatnsfjörðr, der lå i stridigheder med en Thorgils angående en fredløs mand Olafr Hildisson, som Thorgils havde ydet beskyttelse; af hver af de to, Ingimund og Thord, anføres her en «visufjórðungr», digtede ved denne lejlighed, samt desuden et halvvers i «fornyrðislag» af Thord. På dette sidste blev der svaret med et helt vers i samme versemål af en unavngiven forfatter, som ifølge sammenhængen må have været den nævnte Olaf (Sturl. I 17-18).
  • Kvad:
    • a. Kviðlingar
    • b. Þórolfs drápa Skolmssonar
    • c. Róðudrápa
    • d. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Þorfinna skáldkona
  • 1000-tallet
  • Nævnt i Heiðavígasaga (omkr. 1014-15).
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Þorfinna skáldkona i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þórfinnr munnr
  • † 1030
  • Þórfinnr munnr omtales i Olaf den helliges saga (Hkr. 475-76, Fms. V 57-8, Flat. 340-41) som en af de skjalde, der deltog i slaget ved Stiklestad og stod i skjoldborgen hos kongen. Ved den lejlighed anføres der et vers af ham. Ifølge de fleste kilder (Hkr. 491, Fms. V 80, Flat. II 355) faldt han i slaget tilligemed sin broder Thord, men Flat. (II 358-59) lader dem dog begge leve efter slaget og se det lys, som viste sig om natten over kongens lig. Hvorledes det så end forholder sig hermed, nævnes Thorfinn ikke noget steds senere. Han er uden tvivl identisk med den Thorfinn, som Flatøbogen (II 244, Fms. V 234) omtaler som en stor skjald hos Olaf den hellige. Her fortælles om ham, at han en gang sad på en «reiðu- stóll» (bevægelig stol) foran kongen, og at denne opfordrede ham til på stående fod at digte om Sigurds kamp med Fåfne, der var fremstillet på et tæppe; dette gjorde han også, og verset er endnu bevaret. I den legendariske Olaf den helliges saga nævnes Thorfinn dog ikke som forfatteren, men derimod Þormóðr Kolbrúnarskáld. Hvorvidt denne Thorfinn er identisk med den Þorfinnr munnr, som i hdskr. B af Skáldatal siges at have digtet om Håkon jarl (d. 995), tør jeg ikke afgøre, da hdskr. A kalder ham Þórólfr munnr (Sn. E. III 280). Tilnavnet «munnr» bæres, så vidt jeg ved, foruden af Thorfinn kun af den norske konge Sigurði munnr (d. 1155); i og for sig kunde der ikke være noget imod at den samme mand kunde have digtet om Håkon jarl og Olaf den hellige, men måske er A's læsemåde (Þórólfr) rigtigere, og til den anskuelse hælder Jón Sigurðsson (Sn. E. l. c). En Þórólfr munnr nævnes ellers ikke i literaturen. Se dog ► Þórolfr munnr.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Þorfinnr muðr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorgeirr Danaskáld
  • 1200-tallet
  • En Þorgeirr Danaskáld digtede om den danske konge Valdimarr gamli (1202-41) og den svenske konge Sørkvir Karlsson, men denne skjald er ellers fuldstændig ukendt.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorgeirr flekkr
  • 1000-tallet
  • Bonden Þorgeirr flekkr på gården Sula i Veradalr, der i anledning af slaget på Stiklestad omtales i Hkr. (s. 47-71) skal ifølge samme kilde (s. 524) senere have digtet et vers, hvori han fortæller kong Magnus den gode om sin deltagelse i slaget m. m.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorgeirr prestr
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorgeirr Þorvaldsson
  • 1100-tallet
  • En Þorgeirr Þorvaldsson, skal ifølge cod. B af Skáldatal have digtet om kong Knud den 6. (1182—1202).
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorgils «fiskimaðr»
  • 1000-tallet
  • Af en ellers ukendt Þorgils «fiskimaðr» anføres der i Morkinskinna (s. 101-101) tre udmærket smukke vers, hvortil anledningen i korthed var følgende. På et af kong Haralds sejltog traf denne en fisker i en båd og spurgte ham, om han kunde digte, hvilket fiskeren først benægtede, men indrømmede det dog senere, da kongen lovede at svare ham med et vers igen. Han digtede således 3 vers, hvorpå kongen svarede med to lignende, medens Þjóðófr på kongens befaling digtede et, der dog ikke tiltalte kongen på grund af en fejl ved rimet («gröm — skömmu»). Siden kastede Thorgils fiskerkutten og fulgte med kongen.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Þorgils i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorgils Hölluson
  • † omkr. 1020
  • Laxdæla, der som bekendt foregår på vestlandet omtr. samtidig med Heiðarvigasaga, anfører kun ét vers af en navngiven forfatter, nemlig høvdingen Þorgils Hölluson på gården Tunga i Hörðadalr. Thorgils skildres som «mikill maðr ok vænn ok enn mesti ofláti», men «engi jafnaðarmaðr». Det vers, som her anføres af ham (s. 284) er i «runhent» versemål og digtet lige efter et overfald på den fra sagaen bekendte Helgi Harðbeinsson, hvorved denne blev dræbt (1015). Året efter blev Thorgils selv dræbt på altinget af en mand ved navn Auðgisl, der ved Snorre godes bistand hævnede en ham sket uret på Thorgils. Man har i sin tid haft en selvstændig «Þorgils saga Höllusonar», hvilken forfatteren af Laxdæla har kendt og benyttet (jvfr. udg. s. 290).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorgils Oddason
  • † 1151
  • I Sturlunga saga (I 7-39) omtales høvdingen Þorgils Oddason på Staðarhóll (i tidsrummet 1117-1121) sammen med flere skjalde. Også Thorgils var skjald, og af ham anføres et halvvers angående tidens stridigheder (Sturl. I 35). Thorgils var i lang tid den mægtigste høvding på vestlandet i Island og døde år 1151. En af Thorgils's venner, Ingimundr prestr Einarsson, der boede på sin fædrenegård Reykjaholar, omtales her som en god skjald, der udenlands havde modtaget belønninger for sine kvad; han nævnes dog ikke i Skáldatal Han skal endvidere have været en meget afholdt og gavmild mand og af et ædelt sindelag. Ved et stort bryllupsgilde (1119), hvor han var tilstede tillige med Thorgils, kom det til en ordstrid på vers mellem Ingimund og høvdingen Þórðr Þorvaldsson fra Vatnsfjörðr, der lå i stridigheder med Thorgils angående en fredløs mand Ólafr Hildisson, som Thorgils havde ydet beskyttelse; af hver af de to, Ingimund og Thord, anføres her en «visufjórðungr», digtede ved denne lejlighed, samt desuden et halvvers i «fornyrðislag» af Thord.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorgils orraskáld
  • 900-tallet
  • En Þorgils orraskáld Þorvarðsson bliver omtalt i Ldn. (s. 58) som stammende fra Skeljabrekka i Borgarfjorden. Han skal have opholdt sig hos kong Olaf kvaran i Dublin. Olaf blev ifølge Munch (Det norske Folks Historie I. 1. 703) konge før år 950; dog kan hans tronbestigelse være angivet noget for tidligt, da han levede i kong Olaf Tryggvesøns regeringstid og var nylig død, da Gunnlaug ormstunge digtede drapen om hans søn Sigtryggr silkiskegg (omkr. år 1002). Thorgils omtales ikke andre steder.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald: Þórgils orraskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorgrimr Hauksson
  • 1200-tallet
  • År 1228, da Snorre havde i sinde at drage vest på til Dalir, for at fordre erstatning af Sturlas thingmænd, drømmer en Þorgrimr Hauksson (Sturl. II 99), at han møder en kvinde, der fremsiger et halvvers i «fornyrdislag».
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorgrimr Þorsteinsson
  • † 963
  • En af hovedpersonerne i Gisle Surssons saga. Thorgrim, der var svoger til Gisle, tillægges en «kvidlingr» (på et linjepar), der blev besvaret af Gisle med en anden lignende (sag. s. 26).
  • Kvad:
    • a. Kviðlingr
  • Mere om denne skjald:


Þórhallr veiðimaðr
  • Omkr. år 1000
  • Omtrent ved årtusindskiftet må den Þórhallr veiðimaðr have levet, som fulgte med Þorfinnr karlsefni på dennes opdagelsesrejse til Amerika. Han var en svoger til Grønlands opdager Eirikr rauði og havde deltaget i mange af hans tog. Det lader til at Thorhall ikke har antaget kristendommen, da det fortælles om ham (Ant. Americ. 142— 43), at han i Amerika digtede om Thor og tilbad ham. Der haves to lejlighedsvers af ham, som han skal have digtet på en udflugt, som han gjorde sammen med Karlsefni til Furðustrandir. Intet af de to vers gør dog rigtig indtryk af at være gamle; Thorhall omtales ikke herefter.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Þórhildr skáldkona
  • 900-tallet
  • En Þórhildr skáldkona omtales i Njála (kap. 34), og der anføres af hende en «kviðlingr» (et linjepar) om hendes mand Þráinn Sigfússon, som hun fremsagde ved et gæstebud. Indholdet var spottende og Thrain, som gerne vilde blive hende kvit, benyttede lejligheden til at erklære sig skilt fra hende. Thorhild skildres også som «orðgifr mikit ok fór með flimtan».
  • Kvad:
    • a. Kviðlingr
  • Mere om denne skjald:


Þórir jökull
  • 1200-tallet
  • Þórir jökull, en slægtning af Sturlungerne, var en af dem, som henrettedes efter kampen på Ørlygsstad 1238; da han var i færd med at lægge sig ned for at modtage dødshugget, fremsagde han et — dog måske ikke af ham selv digtet — udmærket smukt vers i »minnsta runhenda», der ender med ordene: «eitt sinn skal hverr deyja» (Sturl. I 379).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þórir Knarrarson
  • Tid: ukendt
  • I Bárðarsaga tillægges en af Bårds venner Þórir Knarrarson at Öxnakeldu et vers, som er dårligt digtede.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þórir snepill
  • Omkr. år 900
  • Þórir snepill Ketilsson brimils siges i Ldn. (223) at have digtet en «kviðlingr», da han (omkr. år 900) forlod egnen Kaldakinn, som han oprindelig havde taget i besiddelse, men hvor han dog ikke havde kunnet finde sig til rette. Han nedsatte sig siden i Fnjóskadalen.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


ÞorkeIl elfaraskáld
  • 1200-tallet?
  • En ÞorkeIl elfaraskáld omtales i Njals saga (kap. 77) som forfatter til et vers, der handler om Gunnars sidste kamp. Denne Thorkel kendes ikke, men så meget fremgår af verset, at han har levet langt senere end Gunnar, måske ikke før år 1200 (?); verset har lighed med et andet af samme indhold af Haukr Valdísarson (se denne).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorkell Gíslason
  • 1100-tallet
  • Omtrent samtidig med Markus Skeggjason (lovsigemand fra 1084-1107) eller måske lidt yngre tror jeg at den ellers ubekendte Þorkell Gislason, som har digtet Buadrápa om den danske høvding Bui Vésetason og Jomsvikingeslaget, har været; af denne haves nu 9 hele og 2 halve vers; versemålet er «runhenda» af 3dje grad på 5 stavelser.
  • Kvad:
    • a. Búadrápa
  • Mere om denne skjald:


Þorkell Hallkelsson
  • 900-tallet
  • Helga den fagre fra Gunnlaug ormstunges saga blev senere gift med en Þorkell Hallkelsson på Hraundalr, der i sagaen omtales som en god skjald; et (ufuldstændigt) vers anføres her af ham.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Þorkell í Hraundalr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorkell hamarskáld
  • 1100-tallet
  • Af de skjalde, der digtede om kong Olafr kyrri (1066— 93) anføres Skáldatal blandt andet en Þorkell hamarskáld. Om hans levned ved man ikke noget, lige så lidt som om grunden til hans tilnavn. Det er vel heller ikke ganske sikkert, om han har digtet om kong Olaf, da det for det første kun er det ene. hdskr. (B) af Skáldatal, der nævner ham, og der for det andet ikke er bevaret noget af ham, der med sikkerhed kan henføres til et kvad om Olaf. Med bestemthed ved man derimod, at han har digtet en drape om kong Magnus barfod (Magnúsdrápa), hvoraf 5½ vers er bevarede i denne konges saga. Af disse vers, der handler om Magnus's krigstog og øvrige bedrifter, kan man tydelig se, at de er digtede efter kongens død, og at kvadet altså har været en «erfidrápa». Af Mork. (s. 120) og Flatøbogen (III 896) fremgår det endvidere, at Thorkel har digtet en Eysteinsdrápa om Eysteinn orri Þorbergsson, der var den fornemste af de norske høvdinger, der fulgte med kong Harald hårdråde til England, hvor han faldt efter en heltemodig kamp (1066). Af dette kvad er vistnok intet tilbage, da et halvvers i «fornyrðislag», som findes i Sn. E. (I 526) og tillægges Thorkel, næppe kan høre hertil. Det handler nemlig om en fyrste, der sendte skjalden «guldprydede våben over det kolde hav» (altså til Island?). Det tilhører øjensynlig et ærekvad, som rimeligvis har været digtet om en konge (Olaf kyrre?), da fyrstebenævnelsen («völsunga niðr») ikke synes at kunne passe på Eystein.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Þorkell hamarskáld i Finnur Jónssons Litteraturhistorie
Þorkell klyppr
  • Omkr. år 950
  • I Sigurðar þáttr slefu i Flatøbogen (I 19-20) anføres et vers af den norske herse Þorkell Þórðarson klyppr, digtet i anledning af at han fik sin hustru Ólöf tilbage, der var bleven bortført af kong Sigurd i Thorkels fraværelse. Thorvald hævnede sig siden ifølge fortællingen ved at dræbe kongen.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Þorkell klyppr i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorkell Skallason
  • 1000-tallet
  • Engang i 1000-tallet levede Þorkell Skallason skalla, der digtede en Valþjófsflokkr om den engelske jarl Valþjófr (Guðinason? [d. 1066]). Det er en «erfiflokkr», hvori Thorkel kalder jarlen «minn harri», ligesom Fsk. (s. 144) også beretter, at han var en af jarlens krigere. Af denne «flokkr» haves nu 2 hele vers, der handler om kampen ved Helsingjaport samt omtaler Valthjofs død.
  • Kvad:
    • a. Valþjófsflokkr
  • Mere om denne skjald: Þorkell Skallason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorkell svartaskáld
  • Sidste halvdel af 900-tallet
  • Droplaugarsona saga, der foregår i det østlige Island i den sidste halvdel af det 10. årh. og slutter omtr. 1006, omtaler tre skjalde. Den ene af disse er en Þorkell svartaskáld, der bliver nærmere betegnet som broder til en «Þórarinn i Seyðarfirði». Han træffer Droplaugssønnerne lige før kampen ved Eyrargilsá, bliver hurtig en god ven af dem og deltager med dem i kampen, hvori han falder tilligemed Helgi Droplaugarson; ifølge sagaen skete dette i året 998 («vetri siðar en Þangbrandr prestr kom til Íslands fell Helgi Droplaugarson»). Der anføres her ikke noget vers af ham, og han omtales ikke andre steder.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorleifr jarlsskáld
  • 900-tallet
  • Blandt Håkon jarls skjalde, som omtales i Skáldatal, er Þorleifr skáld (A) eller Þorleifr Hákonarskáld, B som han der også kaldes. Det er den samme skjald, som andre steder kaldes Þorleifr jarlsskáld (jarlaskáld) og Þorleifr Rauðfeldarson (Hkr.). Thorleif er især kendt fra Svarfdælasaga og den sagnagtige Þorleifs þáttr, der findes i Flatøbogen (I 207-14). Hans fader Ásgeirr rauðfeldr boede i Svarfaðardalen i det nordlige Island, og sagaen indeholder en længere fortælling om, hvorledes Thorleif i forening med sin broder Ólafr völubrjótr dræbte den frygtede bersærk Klaufi bøggvir, hvem der i Svarfdæla tillægges flere vers, og om de forfølgelser, som brødrene måtte udstå på grund heraf. Thorleif skildres her som en god skjald, og der anføres af ham 3 vers i «dróttkvætt» samt et i et slags «fornyrðislag». Siden rejste Thorleif til Norge, og af 1½ vers, som i Hkr. (169-70) og Sn. E. (II 114) anføres af ham, kan man se, at han har digtet et «lofkvædi» om Håkon, der uden tvivl er det kvad, som Skáldatal sigter til. Fortællingen i Flatøbogen lader ham derimod straks ved ankomsten blive forurettet af jarlen, der fratog ham hans hele gods og lod hans skib opbrænde. Thorleif drog siden ned til Danmark til kong Sveinn tjúguskegg og digtede om ham en «fertug drápa« (Sveinsdrápa), hvoraf omkvædet anføres. Forklædt som en gammel tigger tog han derefter til Norge, fremstillede sig for Håkon og fremsagde for ham et større nidkvad, hvis virkninger skildres som overnaturlige. Den første del af kvadet skal vel have indeholdt ros såvel om jarlen som hans søn Erik, men efterhånden som kvadet skred frem, forandredes tonen, og midt i kvadet, ved de såkaldte Þokuvisur begyndte det egentlige nid, der blandt andet bevirkede, at der blev ganske mørkt i hallen. Det første halvvers af Þokuvisur anføres endog. Denne eventyrlige fortælling kan dog måske hvile på et historisk grundlag, og forudsat at det vers, som kong Svend skal have digtet ved Thorleifs tilbagekomst til Danmark (Flat.1 21 3), er ægte, så har Thorleif i virkeligheden digtet et nidkvad om Håkon. Kong Svend skal ved denne lejlighed have givet ham tilnavnet «jarlaskáld» (Flat. l. c, rigtigere «jarlsskáld»). Thorleif drog siden til Island, hvor han blev dræbt ved Håkons trolddomskunster. De vers, der tillægges Thorleif i Svarfdæla, er vistnok alle ligesom sagaens øvrige vers af en senere oprindelse. Sagaen er som bekendt for en stor del uhistorisk.
  • Kvad:
    • a. Hákonardrápa
    • b. Drápa um Svein tjúguskegg (Drape om Svend Tveskæg)
    • c. Jarlsníð
    • d. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Þorleifr jarlsskáld Rauðfeldarson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorleifr skúma ÞorkeIsson
  • 900-1000-tallet
  • Fagrskinna (s. 49) tillægger Vigfúss Víga-Glúmsson et vers i «fornyrðislag», men sikkert med urette, da alle de andre kilder, som har dette vers, lader det være digtet af en anden islænding, der faldt i Jomsvikingeslaget, nemlig Þorleifr skuma Þorkelsson hins auðga fra Dyrafjorden i det vestlige Island. Denne skjald, som Fsk. (s. 53) kalder Skúmr Þorkelsson, siges (men sikkert med urette), at have digtet et vers om den samtale, han havde med Håkon jarl lige før sin død. De andre kilder, som anfører verset, tillægger det nemlig enstemmig Einarr skálaglamm, hvilket også synes at fremgå af selve verset? da det lader til at være digtet efter Thorleifs død.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorleikr fagri
  • 1000-tallet
  • Þorleikr hinn fagri digtede en Sveinsflokkr om den danske konge Sveinn Úlfsson (Estridsen) år 1047. Hkr. (s. 571) omtaler ham med følgende ord: «Þat sumar» (c. 1047) «kom utan af Islandi Þorleikr fagri ok tók at yrkja flokk um Svein konung Úlfsson ». Af dette kvad anføres her (s. 572-74) 6 hele vers og i Snorra Edda desuden 2 halvvers og en «visufjórðungr». Thorleik kendes ellers ikke.
  • Kvad:
    • a. Flokkr um Svein Ulfsson (En flokk om Sven Ulfssön (Svend Estridsön))
  • Mere om denne skjald: Þorleikr fagre i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þormóðr kolbrúnarskáld Bersason
  • † 1030
  • En af de mest kendte og bedste skjalde fra tiden omkring Olaf den hellige er Þormóðr Bersason Kolbrúnarskáld, der er en af hovedpersonerne i Fóstbræðrasaga; han omtales desuden ofte i sagaerne om Olaf den hellige. Han var en bondesøn fra Dyrðilmyri ved Isafjorden i det nordvestlige Island. Ifølge Fbrs. vidnesbyrd (s. 5) var han «þegar á unga aldri hvatr maðr ok hugpruðr, meðalmaðr vexti, svartr á hárslit ok hrokkinhærðr». Han indgik tidlig fostbroderskab med den ligeså tapre som uforfærdede Þorgeirr Hávarsson og deltog med denne i flere eventyrlige tog, hvor de stedse gik af med sejren. Tilsidst gik Thorgeirs overmod så vidt, at han spurgte sin fostbroder om, hvem af de to der vel vilde gå af med sejren, hvis de forsøgte sig i kamp med hinanden. Det syntes Thormod ikke om og de skiltes, uden dog at blive fjender eller bryde fostbroderskabet. Dette skete omkr. år 1014. Thorgeir opholdt sig nu for det meste udenlands, men Thormod hos sin fader Bersi, der imidlertid var flyttet til gården Laugaból. På samme tid blev han bekendt med en Þórdís Grimudóttir på gården Eyri; dennes troldkyndige moder, der var misfornøjet med det forhold, der udviklede sig imellem dem, lagde en mand i baghold for Thormod for at dræbe ham; det mislykkedes vel, men Thormod blev såret og digtede siden et vers herom (Fbr. 8. 32). Derefter stiftede han bekendtskab med en Þorbjörg Glúmsdóttir, kaldet «kolbrún» på grund af sine mørke øjenbryn og sit mørke hår. Om hende digtede han flere «mansöngsvisur» samt et «lofkvæði», som han kaldte Kolbrúnarvisur; heraf fik han tilnavnet «Kolbrúnarskáld» (Fbr. s. 37). Senere, da han igen vilde indynde sig hos Thordis, forandrede han kvadet en del og lod, som om han oprindelig havde digtet det om hende. Da viser Kolbrún sig for ham i drømme og truer ham med, at han skal miste synet på begge sine øjne, hvis han ikke overensstemmende med sandheden højt og lydelig forkynder, at kvadet alene er digtet om hende. Næste morgen vågner Thormod med så heftige øjensmerter, at han ikke tør andet end fortælle sandheden; ved den lejlighed digter han da et vers og hans øjne bliver snart raske igen. Af elskovsviserne er intet bevaret, og fortællingen synes i det hele taget at være stærkt udsmykket; men at Thormod dog utvivlsomt har digtet om Kolbrún, kan man slutte såvel af hans tilnavn som af Landnámas vidnesbyrd (s. 136). I Grettla (s. 112-15) berettes, at de to fostbrødre og Grettir, medens de en vinter opholdt sig hos høvdingen Þorgils Arason på Reykjaholar, jævnlig prøvede styrke med hverandre; hvis dette forholder sig rigtig, må det være sket i vinteren 1016-17 (jvfr. Safn I 476), altså efter at fostbrødrene var skilte, men Fbr. ved intet om dette at fortælle. Omtr. år 1024 blev Thorgeir dræbt af en grønlandsk høvding Þorgrímr trölli, og Thormod digtede da en erfidrápa om ham, Þorgeirsdrápa, hvoraf 15 vers er bevarede i Fbr. Sagaens forfatter har dog kendt flere, ti han siger (udg. s. 28), at Thorgeir og hans ledsagere opholdt sig nogen tid i England — «ok hefir Þormóðr svá um ort, at Þorgeirr þægi þar góðar gjafir af höfðingjum. Eptir þat fór hann til Danmerkr ok fjekk þar svá mikla virðing, at Danir tignuðu hann nerr sem konung, at þvi sem Þormóðr hefir um ort». Dette omtales nemlig ikke i noget af de i sagaen bevarede vers. Straks efter Thorgeirs fald rejste Thormod udenlands nærmest i den hensigt at hævne sin fostbroder, men her er kilderne ikke overensstemmende. Flatøbogen (II 199-200) og den legendariske Ólafssaga lader ham først komme til kong Knud i England, som imod Thormods vilje vil beholde ham hos sig og give ham samme løn, som Þórarinn loftunga før havde fået. Det berettes endvidere her, at han digtede mange lejlighedsvers; af disse er bevarede. Endelig kommer han så til kong Olaf ved at springe over på dennes skib fra et andet, ved hvilken lejlighed han dræber en ;mand af kongens følge; han bliver imidlertid snart benådet og digter to vers, hvoraf det ene, der angiver hans alder (knap 30 år), ikke forekommer andre steder. Hverken Fbr. eller de øvrige norske kongesagaer kender noget til denne fortælling, og Fbr. lader ham rejse direkte fra Island til Norge efter Thorgeirs fald. Kort efter at han er ankommen til kong Olaf, bliver han dennes hirdmand og får orlov til at rejse til Grønland for at hævne Thorgeir. Her opholder han sig i 3 år (1025-28), og ved en beundringsværdig tapperhed og udholdenhed lykkes det ham at dræbe så vel Thorgeirs banemand Þorgrímr trölli som flere andre mægtige grønlandske mænd (i alt 5 eller 7, jvfr. Njála II 138). Fra denne tid er der bevaret 5 vers af ham (i Fbr. og Flat.), som han digtede ved forskellige lejligheder, og 2, som han digtede, da han kom tilbage til kongen. På dennes flugt fra Norge øst på til Garderige ledsagede Thormod ham, ligesom han deltog med ham i slaget ved Stiklestad (1030), hvor han digtede flere vers. Om morgenen før slaget vækkede Thormod hæren på kongens opfordring ved at synge Bjarkamál hin fomu, som da af hæren blev omdøbt til Huskarlahvöt. I selve slaget kæmpede Thormod med udmærket tapperhed, og hans hengivenhed og kærlighed til kongen var så stor, at han ikke vilde overleve ham; han blev da også til sidst dødelig såret og døde en heltemodig død. Interessant er fortællingen i Fbr. (Hauksbók) og Flat. (II 366) om, at Harald hårdråde skulde have fuldført hans sidste vers, men den bliver tvivlsom, da de andre kilder ikke har den, og de bedste ikke en gang lader dette vers være det sidste, som Thormod digtede. I det hele er der bevaret 37 vers, som tillægges Thormod; desuden tillægges der ham — men vistnok med urette — i den legendariske Olafssaga (s. 67, 69) foruden det under Thorfinn munn omtalte endnu to vers, hvoraf det ene ifølge alle de andre kilders vidnesbyrd er digtet af kong Harald hårdråde og det andet af Thormods våbenfælle i slaget: Gissurr gullbrárskáld.
  • Kvad:
    • a. Þorgeirsdrápa
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Þormóðr kolbrúnarskáld Bersason i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þormóðr prestr Ólafsson
  • 1300-tallet
  • Ved år 1338 omtales i Ann. Isl. en «síra» Þormóðr skáld Ólafsson, som i dette år rejste fra Island til udlandet. Han er uden tvivl identisk med den Þormóðr Ólafsson, hvem der i Njála ifølge et hdskr. tillægges et vers om Gunnars død, samt med den Þormóðr prestr Ólafsson, som omtales i Bps. (I 527 flg.) som forfatter til en drape eller flok om Aron Hjörleifsson. Af denne drape anføres der her 7 vers, som viser, at Thormod har været en for sin tid meget god skjald. Hans dødsår er ligeledes ubekendt.
  • Kvad:
    • a. Et drotkvædet digt om Áron Hjǫrleifsson
    • b. Et hrynhent digt om Árón
    • c. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þormóðr Trefilsson
  • 1000-tallet
  • Blandt de skjalde, som nævnes i Eyrbyggja er Þormóðr Trefilsson trefils, sædvanlig kaldet Þormóðr Trefilsson. Han digtede kvadet Hrafnsmál om Snorri goði og hans søn Þóroddr. Thorkel kendes ellers ikke, men af kvadet, der er digtet i «Haðarlag», haves der 5 vers i Eyrbyggja. At kvadets navn, som nogle tror, skulde stå i nogen som helst forbindelse med den viking Hrafn, der omtales i sagaen (s. 109 ff.), og som her spiller en ganske underordnet rolle, kan jeg ikke antage. En verslinje trykkes rigtignok i Eyrbyggja (udg. s. 14): «Þar fékk Hrafn væri», men det er uden tvivl urigtigt, da «hrafn» øjensynlig her står i sin egentlige betydning, ravn; digtet er et kampkvad, og navnet står uden tvivl i forbindelse hermed. I alt fald kan Sturla Thordssøns Hrafnsmál intet have at bestille med en mand ved navn Hrafn.
  • Kvad:
    • a. Hrafnsmál
  • Mere om denne skjald: Þormóðr Trefilsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þóroddr drápustúfr
  • 1000-tallet
  • Þóroddr drápustúfr Arnórsson i Hrutafjorden i det nordlige Island var omtrent samtidig med, skønt rimeligvis noget yngre end Grette. Han lå først i fjendskab med Grette, da denne havde dræbt hans broder, men blev snart efter besvogret med Grettes familie, hvorefter han på altinget 1032 stillede sig på hans venners side imod Þorbjörn öngull. At Thorodd har været digter, bekræftes såvel af hans tilnavn som af den lige så pålidelige som velunderrettede Melabók (Ldn. 168), der omtaler Thorodd som forfatter til Ófeigsvisur. Jeg tror også i dette ord «visur» at se grunden til hans tilnavn «drápustufr» (drapestump).
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þórolfr munnr
  • Tid: ukendt
  • Skáldatal nævner en Þórolfr munnr. Om ham vides intet med sikkerhed. Måske er han identisk med den Þórolfr (eller Þórálfr), hvem der i Sn. E. (I 242) tillægges et halvvers om en kamp, hvori en vis Håreks folk skal være faldne, men om det er den samme er det naturligvis umuligt at afgøre, da man ikke kender begivenheden. I hdskr. B af Skáldatal kaldes han «Þorfinnr munnr», og er dette rigtigt, må da her vistnok menes den skjald af samme navn, som faldt i slaget ved Stiklestad 1030.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn drómundr
  • 1000-tallet
  • Grettirs drabsmand Thorbjörn flygtede til Miklagård, men blev forfulgt af Grettes halvbroder Þorsteinn drómundr, hvem det her lykkedes at dræbe Thorbjörn; af Thorstein haves et vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Eyjolfsson
  • 1200-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal digtede om den norske jarl Hákon galinn (d. 1214).
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Ingjaldsson
  • 1200-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, der siges at have digtet for den norske kong Eirik Magnusson (1281-1299). Ingen kvad er bevaret.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Ketilsson


Þorstein kroppr
  • 1100-tallet
  • Om den danske konge Valdimarr Knutsson (1157-1182) digtede ifølge Skáldatal to skjalde Þorsteinn kroppr og Arnhallr eller Arnaldr Þorvaldsson. Thorstein er fuldstændig ukendt.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Siðu-Hallsson
  • 1000-tallet
  • Et drømmekvad - «Draumvitran» findes i Draumr Þorsteins Siðu-Hallssonar. Den bekendte høvding Þorsteinn Siðu-Hallsson, der levede i det 11. årh., skal kort før sin død have haft en drøm tre nætter i træk, hvori tre kvinder viste sig for ham og hver for sig fremsagde et vers i et slags «núfuháttr», for at advare Thorstein mod en træl Gilli, der vilde dræbe ham. Thorstein søgte stadig efter trællen, men fandt ham ikke, og den fjerde nat dræbte trællen ham. Denne drøm danner på en måde et supplement til den ufuldstændige «Þorsteins saga Siðu-Hallssonar« (udg. af K. Gislason i «Prøver«, Kh. 1860, s. 42-58).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Skeggjason
  • Tid: ukendt
  • I Sturlunga saga (I 141; omtr. år 1194) nævnes en Þorsteinn Skeggjason, kaldet Skáld-Steinn, som dog ikke omtales nærmere hverken på dette sted eller senere.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn tjaldstæðingr
  • Omkr. år 900
  • Om Þorsteinn Ásgrimsson tjaldstæðingr findes der en «Þátt». Han skal ifølge denne vistnok for en stor del uhistoriske fortælling som barn have digtet et vers, da hans fader truede med at udsætte ham. Skønt dette naturligvis ikke kan have været tilfældet og verset øjensynlig tilhører en senere tid, anfører jeg ham dog her, da han i hvert fald er en historisk person, og noget af fortællingen i det mindste ifølge Ldn. (292-93) har en historisk baggrund.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Þorbjarnarson
  • 1100-tallet
  • Blandt de skjalde, som har digtet om kong Sverre er den ellers ukendte Þorsteinn Þorbjarnarson, der også skal have digtet om den svenske konge Knútr Eiriksson (d. 1195).
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Þorvarðsson
  • 1100-tallet
  • Kumlbúaþáttr omhandler en drøm, en mand ved navn Þorsteinn Þorvarðsson på gården Hamarland i Breidafjorden en gang skal have haft. Denne Thorstein omtales nærmere som «Þorsteinn Þorvarðsson mágr Þorfinnr á Bakka, er átti Helgu Þorgeirsdóttur systur ábóta». Sætningen er noget utydelig, men kan dog vistnok forklares af Sturlunga. Þorfinnr på Bakki er uden tvivl den Þorfinnr Þorgeirsson, abbed på Helgafell, der døde år 1216 (Sturl. II 504), og Thorstein selv den Þorsteinn Þorvarðsson, der ved år omtr. 1174 giftede sig med en Helga Þorgeirsdóttir langhöfða, der da må have været en søster til abbeden. Anledningen til drømmen var, at Thorstein en gang fandt et sværd i en gravhøj og tog det hjem med sig. Næste nat viste højboen sig for ham i søvne og fordrede sit sværd tilbage. To vers anføres her, det ene af højboen, det andet af Thorstein; begge vers tilhører uden tvivl — efter prof. Konr. Gíslasons mening — det 12. årh.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorsteinn Örvendilsson
  • 1200-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, der siges at have digtet for den norske kong Eirik Magnusson (1281-1299). Ingen kvad er bevaret.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þórunn Surtsdóttir
  • 1000-tallet
  • Omtrent samtidig med Grette har den Þórunn skáldkona Surtsdóttir været, som omtales i Bergsbók (jvfr. Ldn. 158). Hun og Grette var »Þrimenningar» (Grettir Ásmundarson — Ásmundr — Þorgrimr — Önundr tréfótr. Önundr tréfótr — Grettir Önundarson — Surtr — Þórunn).
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorvaldr blönduskáld
  • 1100-tallet
  • Þorvaldr blönduskáld siges ifølge Skáldatal at have digtet om kong Sigurd Jorsalafare, men i sagaerne omtales han ikke undtagen i Mork., hvor der med urette tillægges ham 2 vers. Sn. E. (I 408, 456) anfører af ham 2 halvvers i «drottkvætt» samt et «kviðuhátt»s halvvers (s. 244); alle versene er brudstykker af æredigte, og tilhører vistnok — i det mindste de i «drottkvætt» — kvad, som Thorvald ifølge Skáldatal har digtet om kong Sigurd.
  • Kvad:
  • Mere om denne skjald: Þorvaldr blönduskald i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorvaldr Helgason
  • 1200-tallet
  • En blandt flere ukendte skjalde, der siges at have digtet for den norske kong Eirik Magnusson (1281-1299). Ingen kvad er bevaret.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorvaldr Hjaltason
  • Omkr. år 1000
  • Þorvaldr Hjaltason har ifølge Skáldatal digtet om den svenske konge Eirikr sigrsæll (d. 993); dette bekræftes også ved en fortælling i Flatøbogen (II 73 (Fms. V 250-57)). Ifølge denne kæmpede Thorvald ved kong Eriks side i slaget på Fyrisvold (988) imod den svenske kronprætendent Styrbjörn sterki, der som bekendt faldt her med alle sine mænd. Efter slaget spurgte kong, Erik om nogen af hans følge i vers kunde forevige sejren, og da fremstillede Thorvald sig og digtede 2 vers, der endnu haves. Kongen lønnede ham med en ring af ½ marks (8 lods) vægt for hvert af versene, og det tilføjes, at Thorvald hverken digtede før eller senere; det må altså sandsynligvis være til disse vers forfatteren af Skáldatal har sigtet ved at optage Thorvald i sin skjaldefortegnelse.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorvaldr holbarki
  • 900-tallet
  • Þorvaldr holbarki Þórðarson fra gården Höfði i Skagafjorden siges (Ldn. 198-99) at have digtet en Surtsdrápa om en jætte Surtr, der boede i bjerghulen Surtshellir. Thorvald kom en høst til bonden Smiðkell på Þorvarðsstaðir, og efter at have opholdt sig hos denne i nogen tid, tog han op til hulen og fremsagde kvadet der. En brodersøn af ham, Daði skáld Bárðarson, bliver sammesteds omtalt. Thorvald må antages at have levet omkr. midten af det 10. årh. og Dade noget senere; ellers er der ikke mere om dem at fortælle, da intet vers af dem er bevaret og de selv ikke bliver omtalte andre steder.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þorvaldr tinteinn
  • 900-tallet
  • Kormaks udkårne, Steingerd, var blevet gift med en Þorvaldr tinteinn Eysteinsson, der omtales som skjald, uagtet der intet vers anføres af ham. Han boede ifølge sagaen på gården «Sunnudalr» (vistnok rigtigere «Svinadalr»), og Kormak aflagde hyppige besøg der for at tale med Steingerd. Thorvald og han blev derfor fjender.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Þorvaldr veili
  • † 999
  • Þorvaldr veili omtales i Kristnisaga i forbindelse med en anden skjald: Úlf Uggason. Thorvald boede på gården Vik i Grimsnes i det sydlige Island. Thorvald, der holdt fast ved hedendommen, var forbitret på præsten Þangbrandr og digtede et vers, som han sendte Ulf, hvem han heri opfordrede til at fordrive Thangbrand. Ulf vilde ikke indlade sig herpå og undslog sig derfor i et vers, som han sendte Thorvald som svar på dennes vers. Ulf omtales ikke senere. Den her omtalte Thorvald er uden tvivl identisk med den Veili, som omtales i Snorres Háttatal (Sn. E. I 646) med følgende ord: «Þenna hátt» (ɔ: ena fornu skjálfhendu) «fann fyrst Veili; þá lá hann i útskeri nokkvoru, kominn af skipsbroti ok höfðu þeir illt til klæða ok veðr kalt, þá orti hann kvæði, er kallat er kviðan skjálfhenda eða drápan steflausa, og kveðit eptir Sigurðar sögu». Codex Upsal. af Sn. E. har også i steden for «Veili» skjaldens fulde navn «Þorvaldr veili», så at her kan vel ingen tvivl være mulig. Thorvald skal desuden have digtet et nidkvad om Thangbrand, og dette blev anledning til, at denne i følge med sin ledsager og medhjælper Guðleifr Arason dræbte ham ved en bæk, som kaldes Hestlækr.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þorvaldr viðförli
  • 900-tallet
  • Af kristne skjalde er Þorvaldr Koðránsson med tilnavnet hinn viðförli ubetinget den ældste. Thorvald var født på gården Giljá i Vatnsdalen i det nordlige Island og drog som ung udenlands, hvor han i Tyskland traf sammen med en biskop Friðrekr, der fik ham til at gå over til kristendommen. Sammen med denne drog Thorvald til Island, hvor de i omtr. 5 år (981-86) forkyndte kristendommen uden dog at opnå noget væsenligt resultat. Et vers af Thorvald fra denne tid er bevaret (Bps. I 43). Thorvald var af en meget stridbar karakter og hævnede enhver fornærmelse med sværdet; dette fremkaldte et brud mellem ham og biskoppen. Ifølge den legendariske Þorvalds þáttr viðförla (Bps. I 35—50) skal han siden have opholdt sig hos den danske konge Sveinn tjuguskegg, men være død i et kloster i Rusland nær ved Palteskja. Til bekræftelse på dette sidste anfører Kristnisaga (Bps. I 25-26) et vers i «fornyrðislag» af en Brandr hinn vidförli, som her siger, at han selv har set Thorvalds grav. Brand kendes ellers ikke, men han tilhører uden tvivl en langt senere tid.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Þorvaldr veile i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorvarðr Þorgeirsson
  • † 1207
  • Om kong Inge digtede ifølge Skáldatal skjalden Þorvardr Þorgeirsson, som også er kendt fra Guðmundar saga hins goða; biskop Guðmund var en brodersøn af Thorvard, Thorvards fader Þorgeir Hallason boede på gården Hvassafell i Øfjorden i det nordlige Island. 18 år gammel rejste Thorvard til Norge og blev snart kong Inges hirdmand og meget afholdt af denne, da han var en tapper mand og kongen særdeles hengiven. Efter kong Inges fald drog han tilbage til Island og bosatte sig på Hvassafell. Fra denne tid stammer da vistnok det kvad om kong Inge, som Skáldatal sigter til. Det er rimeligt, at det har været et «erfikvæði», men sikkert er det dog ikke, da intet af kvadet er bevaret. Straks efter Thorvards hjemkomst drog hans broder Ari (fader til biskop Gudmund) udenlands og sluttede sig til Erling jarl og hans søn kong Magnus. Da brødrene skiltes, digtede Thorvard et vers, og et andet senere, da han hørte, at Are stod i høj anseelse hos begge fyrster på grund af sin tapperhed (Bps. I 110-11, Sturl. I 89). Da Are nogle år efter var falden i kampen på Ryðjökull (1167), digtede Thorvard næste sommer en «erfiflokkr», Araflokkr, om ham (1068) — «ok þóttisk hann þann veg helzt mega hyggja af lifláti Ara, at láta hreysti hans koma i kvæði þau er viða væri borin», (Sturl. I 92, Bps. 414). Ifølge Cod. A. af Skáldatal, har Thorvard endvidere digtet om den danske konge Knutr Valdimarsson (den 6. d.1202), hvilket efter tidsberegningen passer meget godt, da Thorvard døde 5 år efter kongen (1207).
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald: Þorvarðr þorgeirsson i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Þorvarðr tréfótr
  • Tid: ukendt
  • I Sturlunga saga omtales Þorvarðr tréfótr, som digtede et et vers.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:


Þrándr í Götu
  • 1000-tallet
  • Den kendte færøiske høvding Þrándr í Götu omtales i Færeyingasaga (257-58; Flat. II 400) som forfatter til et trosbekendelsesvers i «fornyrðislag», (en såkaldt «kredda»), indeholdende en slags kristen bøn.
  • Kvad:
    • a. Kredda (credo)
  • Mere om denne skjald:


Þuriðr at Fellsenda
  • 1200-tallet
  • En blandt flere fuldstændigt ukendte skjalde, der ifølge Sturlunga saga drømmer varselsvers umiddelbart før kampen Ørlygsstad i 1238.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Þuriðr Ólafsdóttir
  • Omkr. år 1000
  • I Heiðarvigasagas sidste del (den egentlige Heiðarvigasaga), der foregår omkr. år 1013-15, anføres et vers (Isl. II 338) af en Þuriðr Ólafsdóttir fra gården Ásbjarnarnes i Viðidalr, hvori hun ægger sine sønner til at hævne deres broder Halls drab på Borgjordingerne.
  • Kvad:
    • a. Lausavísa
  • Mere om denne skjald:



Ö

Ögmundr sneis
  • 11-1200-tallet
  • Ögmundr sneis var søn af Þorvarðr Þorgeirsson, og slægtede sin fader på i tapperhed og andre gode egenskaber, var en af sin tids mægtigste bønder på nordlandet. Han stod på sin frænde biskop Gudmunds side i dennes stridigheder med de verdslige høvdinger og deltog med ham i slaget ved Viðines 1208, hvor skjalden og høvdingen Kolbeinn Tumason faldt. Efter kampen digtede Ögmund et vers (Bps. I 569). Senere blev Ögmund fordreven fra nordlandet og bosatte sig på gården Hofteigr på østlandet, hvor han døde år 1237.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Ölvaldi
  • Sagnhistorie
  • En blandt flere ukendte skjalde, som ifølge Skáldatal har digtet om den svenske sagnkonge Eystein bele.
  • Kvad:
    • a. Intet bevaret
  • Mere om denne skjald:


Ölvir núfa
  • 800-tallet
  • Tre af kong Haralds (Hårfagers) skjalde, der næsten til stadighed synes at have opholdt sig ved hirden, omtales i Eigla (kap. 8) ved år 871, altså lige før Hafrsfjordslaget. De havde plads i højsædet ligeoverfor selve kongen; inderst sad Auðunn illskælda, da han var den ældste og havde været skjald hos Haralds fader Halfdan svarti; nærmest Auðun sad Þorbjörn hornklofi og yderst Ölvir núfa. En fortælling om disse tre skjalde, der stammer fra Hauksbók (A. M. 544. 4to), er trykt i Fms. (III 65-88), men den er i det hele taget vistnok ikke historisk pålidelig. - Ölvir núfa (eller hnúfa) synes at have været den yngste af de tre skjalde. Han er også den af kong Haralds skjalde, hvis slægt og levned man bedst kender. Han var en søn af høvdingen Berðlu-Kári i Fyrðafylki og hans søster Salbjörg var moder til den kendte Skallagrimr. Ölve har vistnok været omtrent jævnaldrende med kong Harald, af hvem han synes at have været meget afholdt; det fortælles således, at da han forgæves havde søgt at mægle mellem kongen og sine frænder Kveldulfssønnerne, vilde han efter Thorolf Kveldulfssøns drab forlade Harald; men denne mente, at han ikke kunde undvære ham på grund af hans skjaldegave og derfor bevægede ham til at blive (Eigla, kap. 22). Om Ölve fortælles desuden i Elgla (kap. 2), at han bejlede til Sólveig hin fagra, en datter af Atli jarl hinn mjóvi, men at han ikke fik hende til ægte. Om Solveig skal han have digtet «mörg mansöngskvæði». Ölve omtales endvidere i den af dr. Guðbr. Vigfússon læste slutning af Gullþórissaga (Ny Félagsrit XXI 118-21; sml. Arkiv for nordisk Filologi, I), hvor det siges; at han i Norge indvikledes i stridigheder med to af Gullthores fostbrødre, Gunnarr og Grimr (— «ok er mikil saga af þeimi Noregi frá viðskiptum þeira Ölvis hnúfu»). Ölves dødsår kendes ikke; han forekommer sidste gang ved år 877, men har næppe overlevet kong Harald, da han ikke siden bliver nævnt. Han skal ifølge Skáldatal have digtet et kvad om kong Harald hårfager, men heraf synes intet bevaret. I Sn. E. (I 254) anføres et linjepar af ham, der handler om Thor og Midgårdsormen (af en Þorsdrápa?), og i Skáldasaga (Fms. III 68) anføres desuden et helt vers, hvis ægthed dog kan være tvivl underkastet. I Háttalykill Rögnvalds jarls nævnes en underart af «dróttkvætt», «Núfuháttr», hvori hvert halvvers ender med et «drag»). Dette versemål må formentlig sættes i forbindelse med Ölves tilnavn.
  • Kvad:
    • a. Þórskvæði (Digt om Tor)
    • b. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: Ölvir hnúfa i Finnur Jónssons Litteraturhistorie


Önundr at Mosfelli
  • 900-tallet
  • Faderen til Rafn i Gunnlaug Ormstunges saga. Efter Rafns død viser han sig for sin fader i drømme og fortæller om sin død i et vers, som haves; verset må vel tilskrives hans fader, hvis det ikke — som er det rimeligste — er tilføjet senere.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald:


Önundr tréfótr
  • 8-900-tallet
  • Grettir den Stærkes farfader hed Önundr tréfótr Ofeigsson bullufótar. Han var en af dem, der i Hafrsfjordslaget (872) kæmpede mod kong Harald hårfager; her mistede han det ene ben, hvilket dog ikke forhindrede ham i senere at deltage i mange slag. Tilsidst drog han til Island og nedsatte sig i Reykjafjörðr og Kaldbaksvik på nordlandet. Önund tillægger i alt fire vers i Grettirs saga.
  • Kvad:
    • a. Lausavísur
  • Mere om denne skjald: