Vis kilden til Skydsel og rage. Dyr får maden (2)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Skydsel og rage. Dyr får maden (2)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''30. Skydsel og rage.<br>Dyr får maden'''</big></big>

</center>


420. Oppe på vore agre har ligget en höj, der hedder ''Skorhøj''. Så lod min fader den grave ud og kjøre af vejen. Der var en stor stue i, og min fader fortalte efter hans fader, at han havde set højen på pæle, og der var dands i den. Der lå en bitte skåde ude på furerne, og den flytter han af vejen. Da han kommer der tilbage, lå pinden der igjen. Så kom han til at se til den, og da manglede der et söm i den. Så gjorde han den i stand. Da han atter kom tilbage, var den henne. Siden lå der et stykke varmt brød på en tallerken, og det gav han hans ene øg. Siden treves det så forfærdeligt. 

Højen skal være falden ned på bjærgfolkene, og så flyttede de. Nogle skal have set dem kjøre op over vore agre til to höje, der hedder ''Lyngsøhøje'', og det var, ligesom det var glöj (&#596;: gloende røde) sager, der havde faret. De lånte et par stude af en mand i ''Gamborg'' at flytte med, og de blev leverede tilbage og lå godt nok i båsen om morgenen, men var døde, og så lå der betaling for dem. Siden skal der have været sådan lykke i Gamborg. 

Mens min faders fader var en dreng, lå han med en anden bitte hjordetøs der oppe på de höje, og så fandt de en benknap. Så sidder de og siger: «Det er dwarre-mandens». Men som de siger det, bliver der sådan en allarm  i  højen,  som  om de havde slået  kister i låse.  Så bliver knægtene bange og sætter nord på. Drengen løber tværs over den anden höj, og tøsen ved siden af. Da de kommer et bitte krumme ned på agrene, vil de se dem tilbage, og da stod der for dem at se en bitte dreng på den norderste höj, og han svalrede æd dem. 

''Niels Korregård, Havbro.'' 


421. Der er en gammel mand her i byen, som ikke kan lide, at nogen ytrer tvivl om bjærgfolkenes tilværelse. Han er lige så forvisset derom som om sin egen. Følgende har han selv oplevet: ''Årupgård'' var i hans barndom delt i to gårde, Sønder- og Nörre-Arup. Hans fader boede på den sidste. En dag var han og faderen ude at plöje vesten for gården, og han kjørte plov for faderen. Plöjemarken skrånede op ad bakke til en kjæmpehøj, der nu er forsvunden. Så, da de kommer op og skal til at vende ved højen, opdager drengen en ovnrage i furen, og denne ovnrage var der ikke for få minutter siden. Faderen tager den op, og det viser sig, at hovedet sidder løst; derfor tager han et söm, han har i lommen, og tømrer det fast med. Han lægger atter ragen i furen og plöjer videre. Da de så kom til stedet igjen den næste omgang, var ragen borte, og i dens sted lå der en stor kovring (halvkugleformet brød). Denne tager faderen og skjærer i stykker, og den viser sig at være fyldt med hestehår; han gav hestene kovringen at æde. Denne kovring var fra bjærgfolkene, for det manden havde gjort deres ovnrage i stand. 

For manden i nabogården, Sønder-Arup, vilde det gå tilbage. Der var nemlig den mærkelighed ved det, at de kunde aldrig få mad nok på bordet; hvor meget der end blev sat ind, den gik altid til og kunde endda knap forslå. Manden får da endelig på en måde fat i en bjærgmandshat, og da han sætter den på en dag ved bordet, fandt han, at det var ikke så sært, maden gik til, ti der sad ikke mindre end ti bjærgfolk ved bordet og spiste med. Når der nemlig blev kaldt til davre, unden eller meldmad, blev der råbt på folkene fra rålingshuset, og da denne lå meget langt fra yderhusene, som brugeligt var den gang, så måtte man råbe höjt, og bjærgfolkene kunde da høre det oppe i højen, hvorfor de også indfandt sig til spisetiderne. Men siden den dag, de var blevne opdagede, kom de aldrig mere, og nu kunde manden klare sig. 

''Joh. Skjoldborg, Kollerup. ''


422 . . . Skoldkagen ved siden af højen . . . De turde ikke selv æde den, men brækkede den i stykker og gav øgene den, og så blev de så stærke og så fede. 

''Jakob Nielsen, Hestbæk.'' 


423. Dæ plöww en man hænn we Roestrop höww, å da han kam te ænen o ageren, da lå dær e owwnswærk å war i støker. Så wa di we å baag hjæmm, å så troww han, de wa djæt it owwnswærk, å så håd han no sæm i hans lomm å slåw e samel mæ. Så plöwe han jo ijæn en ommgång, å dæn gång han kam te ænen ijæn, så lå dær en skållkaag. Så wist han et, hwa han sku gjör we dæn, mæn så tow han en å ga hans øeg en. De war jo hans mjæneng, te de war djæt it owwnswærk, mæn dæn gång, han håd så ginn øgen brøe, så höt han nöj hænn i höwen, dær såå: Åå, det nar, de skul do et ha gjow, do sku sjæl å æt e, så ha do fåt dæn størki, din øeg fæk.» Bislev.	

''Haus Tyrrestrup, Gjötrup.'' 


424. En mand kjørte og plöjede, og da lægger han sig til hvile ved en höj, hvor han finder en rage, som er i stykker. Så tager han et söm, som han pikker i den og gjör den sådan ved. Dernæst plöjer han videre. Da han kom tilbage igjen til stedet, stod der en meldmad og en dram. Han turde ikke selv tage det, men så giver han øgene det, og så blev de så stærke, at han kunde kjøre så meget med dem, han vilde. 

''Petrine Kristiansen, Mollerup.'' 


425. Der er sagn om, at der er bjærgfolk i ''Havhöj'' på ''Grynderup mark''. Det var i den tid, byerne var sammen om driften. Så drev der en mand på den ager næst ind til højen, og i det han kjører omkring højen, så han en skåde, der lå, og bladet var i stykker. Så havde han nogle söm i hans lomme, og så fæstede han bladet på skaftet. Da han nu havde drevet nogle flere omfer (&#596;: omgange) og kommer der omkring igjen, da får han en skoldkage at se, der lå uden for højen. Så tog han den og delte imellem de to øg, men de andre to fik ikke noget af den — det var jo den gang de kjörte med fire. Siden var de to øg altid så fede.	

''Jens Larsen, Strandby. ''


426. I ''Alstrup lide'' var der så meget bjærgfolk. De sad ude på liden så mange bitte bitte mennesker og sad og løskede dem. Det sagde min moder, hun så. De havde tit så meget ude på liden, der kunde skjönne (skinne) og glimre, og det så hjorderne, når de gik nede i kjæret. Men når de så løb efter det, var det væk. Det var jo om dagen. En dag kom der en mand og kjørte ned ad hans kjær, og da lå der en skåde, som var i stykker. Han fæstede den nu med et söm, han havde i lommen. Da han kom tilbage af kjæret, lå der en skoldkage på pladsen. Han turde ikke æde den, men gav så øgene den. 

I Alstrup lide er der en dal, der kaldes ''Dwarrehul'', og der er også en ''Dwarrehöj.''	

''Kristen Jensen, Fovlum.'' 


427. Vi hørte, det smedede i ''Årestrup höj'' mange gange, og når det var godt vejr, løb en 2, 3 bjærgdrenge og spillede uden på højen. Mig og min fader kjørte plov der forbi, og så fandt vi en rage, der var i stykker. Min fader havde et söm i hans lomme, og det smækkede han den sammen med. Siden lå der en kage eller rulling. A så den først og råbte: «Fader, fader, her ligger en rulling.» Han tog sin kniv og skar den i stykker og gav øgene.  Det halve af den var lige så fuldt af hår. 

''Jens Kristian Larsen, Kollerup.'' 


428. I ''Hesselbakket'' ved Villadses gård i ''Dalbynedre'' var bjærgfolk, som kom ind til Villadses og vilde låne et og andet. En gang lånte de en rage og kom tilbage med en skoldkage, som de gav hunden, og den døde deraf.	

''F. Estrup.'' 


429. Der var en gammel mand her henne i ''Svingelbjærg'', der pløjede en dag på hans mark ved siden af en höj. Da kommer der en bitte pusling med et stort skjæg ud til ham, og han havde en ovnsrage, som han vilde have gjort i stand. Det var nu om formiddagen. Men om eftermiddagen kom han ud igjen med en skoldkage. Den gav han sin hund, og så døde den.  

''Kristian Torp, Ullits.'' 







[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]