Vis kilden til Slaget på Ørlygsstad

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Islændinge saga]] !!  !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Slaget på Ørlygsstad]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Sturlunga Saga (dansk)|Sturlunga Saga]]


<big><big>'''Slaget på Ørlygsstad'''</big></big>

21. august 1238


Uddrag af ''Íslendinga saga''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no
© 2013</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon:'' Sturlunga saga, ''Oxford 1878''</center>
----


[[Fil:AM_122_a_fol.jpg|thumb|right|300px|<center>'''Sturlunga saga'''</center>]]Da Sturla kom til Miklebø fredag aften, red han op til Solheim for at træffe sin far<ref>Sigvat Sturlason</ref>, og de talte sammen en tid. Da han red ned igen, kom han til Vidavellir. Kolbein — hans bror — kom da ud sammen med sine folk. Det var en prægtig flok, som var godt rustet. Sturla bemærkede det: »Du har et godt følge — bror!« »Det synes jeg da,« sagde Kolbein. »Sådan er det også,« sagde Sturla, »— og det er der behov for; når de kommer fra Tungen, vil de først søge hertil, og det er mit råd, at I løber op på husene, for dér kan man forskanse sig, og vi vil hurtigt komme jer til hjælp.« »Det skal blive gjort, som du siger,« sagde Kolbein. »Det er godt så,« sagde Sturla, hvorpå han red derfra og til Miklebø. Dér satte han vagtposter ud, som man plejede. Sturla lå om natten i en alkove, og præsten Illuge Torarinson var hos ham. I en anden alkove lå Sturla Tordsson og Einar Uvane. Sovehuset var fyldt af folk.

Denne nat var Gissur ved Reykjalaug. Han og Kolbein<ref>&#596;: Kolbein Arnorson (eller Kolbein ''Unge)''</ref> stod tidligt op om morgenen og vækkede folkene. Gissur fortalte om sin drøm til Kolbein og Brand — for Brand var ankommet, før de kom i tøjet. »Jeg drømte,« sagde han, »— at Biskop Magnus — min farbror — syntes at komme til mig, og han sagde: „Stå op — frænde! Jeg skal tage med jer“ — og så vågnede jeg.« »Dette er godt drømt,« sagde Kolbein, »— eller hvad mener du?« »Det forekommer mig bedre drømt end udrømt,« sagde Gissur. Kolbein gik til skrifte ved præsten Tord på Reykjar og overdrog ham et godt spyd, som han havde, mens han selv tog et hugspyd i hånden. Gissur talte til flokken og opildnede til angreb. »Jeg ønsker ikke,« sagde han, »— at I bruger mig som dække for spydspidserne, som skagfjordingerne gjorde med min slægtning — Kolbein Tumeson — da han faldt på Videnæs, mens de selv straks ved slagets begyndelse løb så skræmte rundt, at de ikke anede, at de løb over Jøkelså, og de mente at have skjoldene på ryggen, da de bar på deres sadler. Opsøg jer nu hellere et omdømme som de raske mænd, der trofast fulgte kong Sverre eller andre høvdinge; deres ry og djærvhed bliver evigt husket. Tvivl heller ikke på, at jeg hele tiden er i nærheden, hvis I gør det så godt, som jeg venter af jer alle. Sandt at sige skal den mand aldrig kaldes modig, som ikke bortjager disse røverflokke. Gud hjælpe os alle!« sagde Gissur. Alle kom med gode tilråb til dette. Efter dette red de alle østpå over Tungen, og da var hele deres hær samlet. De drog i retning mod åen over for Vidavellir.

Sturla vågnede kort efter solopgang. Han satte sig op og var svedig i ansigtet. Han strøg sig hårdt over kinden med hånden og sagde: »Drømme betyder ikke noget.« Derefter stod han op og gik ud for at lette sig fulgt af Illuge Præst. Da han kom tilbage, lå han en stund, indtil en mand kom ind i huset og råbte: »Nu rider sydlændingenes flok — og det er en hel hær!« Folk sprang da op og fattede deres våben. Da Sturla kom ud i døren og så Gissurs flok, sagde han: »De er ikke så få, som de er små. Lad os nu få samlet vores folk, og lad hestepasserne gå til hestene og drive dem væk.« Hestene stod på alle mosedragene ned imod åen. Sturla gik derpå i kirke og tog en rulle fra sin pung og bad sine bønner derfra, og han bad Augustinus-bønnen, mens folkene blev klar. Derefter gik de op fra gården ad den øvre vej med retning mod Vidavellir. Da sydlændingene red imod Jøkelså, faldt en mand, der hed Torleif Spade, af hestens ryg — han kom fra Hrutstad sydpå. Folkene råbte ad ham. Gissur bad dem ikke holde inde med råbene, og det blev til et hærråb. Sturla og hans folk var tavse, indtil Kolbein stødte til dem med sin styrke. Så råbte de alle sammen og gik op til den indhegning, der kaldes Ørlygsstad. Der stod et fårehus i indhegningen, men gærdet var så lavt, at man slet ikke kunne forskanse sig. Sturla gjorde holdt, da han kom sønden for huset — imellem det og gærdet. Han bar en blå kappe, indtil Hall Areson kastede en brunstribet, ærmeløs trøje og en kort brynje over ham. Nogle af Sturlas folk gik frem imod gærdet og tog opstilling dér. Der var flad mark imellem dem og dér, hvor Sturla stod. Skjoldene var sammenbundne i kløvbyrder, og de blev ikke løst op. Kun ét skjold var frigjort, og det var mærket med et krucifiks. Det var tiltænkt Sturla, men han tog det ikke.

Gissur og hans folk red ind på Vidavellir, hvor de steg af hestene og fortsatte til fods. Kolbein og størstedelen af hæren red, og de drog frem nærmere skråningen. Sigvat red da ned fra fjeldet med sin styrke. Gissur og hans folk tog opstilling sydvest for indhegningen, mens Kolbeins folk red meget tæt på gærdet, før de sprang af hestene. Da sagde en mand, der stod ved gærdet, til Sturla: »Skal vi ikke angribe nu — mens de stiger af hestene?« »Nej,« svarede han, »— vi skal vente her og ikke løbe herfra.« Nogle mænd løb alligevel ud af indhegningen. Det var Svarthøfde Dufgusson, sønnerne af Snorre fra Skard — Bård og Sigmund — og Orm Kiste og Hall på Jørve. De var i alt syv. De vendte hurtigt tilbage, for Kolbeins folk gik modigt imod dem og agtede at jage de få folk på flugt. Mård Erikson løb først hen imod gærdet, og da fulgte mange efter ham.

På dette tidspunkt red Sigvat ned i indhegningen, men Kolbeins folk dræbte de to af hans mænd, der red sidst, mens de sad på hestene, herunder Tord Kolsson — hans huskarl — som blev dræbt af Sigurd Eldjarnson. Så vendte Kolbein og hans følgesvende sig imod gærdet. Det var Einar Byrde Illugeson, dennes bror — Torbjørn Galt, Jon Gedebuk, Olav Mørk Høskuldson, Sigurd Eldjarnson, Toralf Bjarneson og mange flere, og de gik hårdt frem. Da han første gang gik imod gærdet, sagde Kolbein: »Nu må det gå, som Gud vil, og som sagen byder.« Kolbein og hans folk gik ikke længere frem langs med gærdet, mens der var nogle tilbage dér, hvor de først gik mod gærdet, og hvor der var størst modstand. Gissur gik fra sydvest imod gærdet. Sturlas folk vendte sig da imod dem, og der opstod en hård kamp. Sturla samlede en sten op, som Kolbeins folk havde kastet ind i indhegningen, og slyngede den imod Gissurs folk. Den traf Narfe Svartson og ramte stålhjelmen oven over hovedskallen. Han faldt bagover, så fødderne næsten kom over hovedet på ham. Han sprang hurtigt op igen, for hovedskallen var ikke skadet, og han kæmpede heftigt videre. En mand i Gissurs flok sagde: »Inden solen går ned i aften, skal borgfjordingerne erfare, at sydlændingene ikke er feje.« Erik Birkebeiner bar hvidt panser; han kastede en sten efter denne mand, som tog imod med sit rundskjold, men faldt bagover. Han kom hurtigt på benene og vendte sig imod Sturlas mænd. Så gik mange på ham, og han faldt dér. Gissurs folk kastede i begyndelsen sten efter Sturlas folk. Da sagde Gissur: »Kast ikke sten efter dem, for I får store hug af de samme sten, når de sender dem tilbage.«

Askel — søn af Skegge Arneson — havde været hos Sturla og var faret til hestene om morgenen. Han kom i en sådan knibe, at han løb midt i Gissurs flok, og han fulgtes med dem til kampen, men da skarerne mødtes, kom han tilbage til sin egen flok. Han mødte sin kammerat, der hed Torkel, og sagde: »Jeg har spillet sydlændingene et puds. Jeg har været i deres flok, uden at de har bemærket det.« Da sagde en sydlænding: »Det skal du ikke prale længe med over for os.« Stålhjelmen sad skævt på hovedet af Askel, og kindskærmene sad løse. Torkel sagde: »Sæt din hjelm ordentligt, så skal jeg beskytte dig imens.« Da blev Torkel ramt af en sten, og han vendte sig imod sine fjender. En mand stak efter ham med et spyd, men han huggede skaftet over på det. Så trak manden sværdet, men Torkel huggede ham over armen, og flere andre gav ham sår. Torkel kom uskadt væk, men Askel faldt dér.

Samtidig blev der råbt til Sturlas folk, at deres fjender kom bag på dem. Det var Kolbeins folk, der kom. Så vendte Sturla-folkene sig imod dem, men de blev trængte og trak sig nordpå i indhegningen. Øgmund Kolbeinson faldt dér i trængslen. Da var Kolbein Sigvatson og hans folk drevet på flugt ud af indhegningen, men øfjordingerne var da kommet ind i indhegningen, og Gudmund Gilsson stak til Hall Torsteinson fra Glaumbø, så denne faldt. Sigvat gik da sydpå i indhegningen imod skagfjordingerne. Han var iført en blå kjortel og havde en stålhjelm på hovedet, og i hånden havde han en gammel, indlagt økse, som hed Stjerne. Han holdt om skaftet under øksehovedets øje og vendte æggen væk fra sig og svingede med skaftet. En mand, der kom ud fra trængslen, sagde til ham: »Gå ikke frem dér! Der er ene uvenner!« Han svarede ikke og gik ikke desto mindre frem. Han blev fulgt af Torvard fra Saurbø og Sigvat Runolfson og Såm — Torvards huskarl. Arne Audunson gik frem sammen med Sigvat og huggede til begge sider. Kolbeins folk spurgte, hvorfor han gjorde sådan, »— den lille, gamle mand.« »Fordi jeg ikke agter mig herfra,« sagde han. Sigvat og de tre andre faldt syd for gærdet. Så kom Bjørn Leifson fra Ås til og skød et skjold hen over ham og støttede hans hoved med hænderne, for han var meget udmattet, men kun lidt eller slet ikke såret. Da kom Kolbein til og spurgte: »Hvem er det, der kryber sammen dér?« »Sigvat,« svarede de. Kolbein sagde: »Hvorfor dræber I ham ikke?« »Bjørn dækker ham,« sagde de. »Så dræb ham først,« sagde Kolbein. Så trak Bjørn sig væk derfra. Kolbein stak Sigvat med et spyd dér, hvor halsen møder skuldrene, men det blev ikke noget stort sår, for spydspidsen var knækket. Sigvat sagde: »Lad os tale om det. Nu bestemmer I i vores mellemværende.« Så sprang Einar Byrde frem og huggede ham i hovedet, og det sår var tilstrækkeligt til at slå ham ihjel, men alligevel var der flere, der sårede ham. Da Sigvat Degn så, hvad de gjorde, lagde han sig hen over sin navnebror, og dér blev han dræbt. Sigvat Sturlason havde fået 17 sår. Han var da i sit 68. år. Arne Audunson lod dér livet med megen hæder. Torvard fra Saurbø bar den brynje, der hed Fuldtro, som spyd ikke kunne gennemtrænge. Det reddede hans liv, indtil Kolbein kom til og gav ham fred. Såm mistede livet dér. Arne var da næsten 80 år gammel. De trak alt tøjet af Sigvat på nær skjorten og de korte underbenklæder.

Om Sturla er der det at fortælle, at han blev angrebet voldsomt, men forsvarede sig mandigt. Der var en ung mand, der hed Markus Torgilsson. Kort tid efter partenes møde løb han fra Sturlas flok ned på gærdet. Han blev gennemboret af et spyd, men værgede sig efter det på bedste vis. Så blev han for anden gang gennemboret, så indvoldene faldt ud, og da døde han. Sturla veg ud af indhegningen neden for huset og så omkring den vestpå. Laugar-Snorre gik foran Sturla og dækkede ham med et rundskjold, og han havde sværdet under skjoldet, som når folk fægter. Sturla holdt sit skjold over ham. Sturla blev angrebet voldsomt, og Snorre dækkede ham, men ikke sig selv, og han fik derfor mange og store sår, inden han faldt. Sturla forsvarede sig raskt og godt med det spyd, der hed Gråside — det var et stort mærkespyd, der var gammelt og ikke videre hærdet. Han stødte så hårdt med det, at folk faldt ved stødet, men spydbladet blev bøjet, og han rettede det flere gange ud under sin fod. Hunrød — søn af Magnus Hunrødson — stak et spyd imod Sturla, men denne stak igen, så Hunrød faldt. Han var en lille mand og havde en god brynje, og han blev ikke såret. Så søgte Kodran Svarthøfdeson imod Sturla og stak efter ham med et spyd. Sturla sagde til ham: »Er du nu dér igen — din djævel?« Kodran svarede: »Hvor kunne man ellers vente at møde ham?« De fleste siger, at Sturla ikke blev skadet af det stik. Så rejste Hunrød sig og stak spyddet i Sturlas højre kind, og det gik ind i knoglen. Da sagde han: »Nu angriber smådjævlene mig også.« Så stak to mand samtidig efter Sturla. Hjalte Biskopssøn stak ham i venstre kind, og spyddet skar gennem tungen og sad fast i knoglen. Bødvar Læbeskæg — søn af Einar Nautbyling — stak et spyd i halsen på Sturla, så det stak op i munden. Sturla stak til Hjalm på Vidavellir, så han faldt ved det. Da Sturla havde fået syv sår, sagde han til Hjalte: »Fred, frænde!« »Du skal få fred af mig,« sagde Hjalte. Sturla var da udmattet af træthed og blodtab. Han støttede hænderne på Hjaltes skuldre, og således gik de ud fra indhegningen. Hjalte lagde Sturlas ene arm om ryggen på sig og støttede ham således. Sturla kastede sig ned ikke langt fra indhegningen. Da var hans tale utydelig, men det forekom Hjalte, at han bad om at møde en præst. Hjalte gik da væk, men Olav Drag — Flose Præsts svoger — stod ved ham. Han skød et skjold over Sturla, og Jatgeir Teitson — Gissurs svoger — kastede et rundskjold over Sturla. Da kom Gissur til og fejede skjoldene og ligeledes stålhjelmen af ham. Han sagde: »Her har jeg noget at gøre.« Han tog en bredøkse ud af hånden på Tord Valdeson og huggede Sturla i hovedet på venstre side bag øret. Der blev et stort, men ikke videre åbent sår. De folk, der var til stede, siger, at Gissur løftede begge fødder, da han huggede Sturla, således at der var luft mellem fødderne og jorden. Så stak Kløng Bjarneson ham i halsen og op i munden i det sår, der allerede var der. Hele såret var så stort, at man kunne stikke tre fingre deri. Så kom Einar Torvaldson og fortalte, at Sigvat var død. »Det beklager jeg ikke,« sagde Gissur. Ønund Biskopsfrænde skar Sturlas pung af og gav den til Gissur. En anden trak en guldring af hans finger. Den havde Sæmund i Odde ejet, og den havde en mørk sten med indgraveret segl. Markus Mårdson stak et spyd i livet på Sturla på højre side over navlen. Han havde tre sår på venstre side af brystet. En mand, der hed Nadd, huggede ham i halsen. Efter at Gissur havde såret ham, kom der ikke blod fra de sår, han fik sidenhen.

Torarin Sveinson havde hele tiden været nær Sturla og udvist tapperhed. Da Gissur genkendte ham, gav han ham fred på grund af slægtskabet med Gro — Gissurs kone. Han tog sig af Sturlas lig og syede det ind, men da havde man allerede plyndret liget, så det var nøgent. Martein Torkelson faldt ikke langt fra Sturla. Kolbein Sigvatson og størstedelen af de flygtende standsede under skråningen på en stor stendynge. Gisle fra Sand kom dertil med sit følge, og de var til hest. De opfordrede ham til at hjælpe dem i indhegningen, og han bad vestfjordingene opildne sine folk. Så kom Måne fra Gnupafjeld dernede fra og fortalte, at de begge var faldet — Sigvat og Sturla — og han bad Kolbein komme væk, som han bedst kunne. Kolbein løb da til kirken på Miklebø sammen med hele flokken — nogle løb til kirken, andre til husene. Gissurs folk ankom kort efter til kirken. Gissur fra Rødesand og Tume Sigvatson og mange andre flygtede til fjelds og derfra til Øfjord. Markus Sigvatson blev såret dødeligt i indhegningen. Derefter blev han ført til Vidavellir, hvor han lagde sig med ansigtet nedad og blev salvet. Så sendte Gissur Simon Knude og Gissur Glade hen for at dræbe ham. Børk — en søn af Torarin, der var søn af Sigurd Stol — slog ham ihjel. Tord Gudmundson forsvarede sig i husdøren på Miklebø, indtil man søgte imod ham fra en løndør bagved ham. Så trak han sig tilbage til stuen, hvor han længe forsvarede sig mandigt, før han faldt. Gissur Glade huggede begge hænder af ham, hvilket blev hans død. Da Gissur kom hen til kirken, blev folkene tilbudt fred — først øfjordingerne. Kløng og Gissur tilbød Sturla Tordsson fred, men han betingede sig tillige at Asgrim Bergtorsson blev fredet, og det blev hurtigt bekræftet. Dufgussønnerne fik fred på Olav Svartsons tilskyndelse. De — Svarhøfde Dufgusson og Kolbein Overskæg — var i kirken. Det kom dertil, at alle fik fred på nær seks mand.

Sturla Tordsson spurgte Kolbein Sigvatson, hvorvidt han ønskede, at de skulle gå ud, og Kolbein bad dem gå ud og sagde, at det ville nytte bedst, hvis kirken blev rømmet, for folk var ved at kvæles. Kolbein bad de folk, der gik ud, om at bede om fred for ham, og de kunne tilbyde alt, hvad der var sømmeligt for ham, for at frelse hans liv. Han tilbød at drage udenlands og aldrig komme tilbage. Men man tog ikke hensyn til det. De truede med at brænde kirken, som de kaldte uindviet, hvis ikke de kom ud. De var derinde til solen gik ned om aftenen. Så bad Kolbein om, at de fik lov til at besøge nødtørftshuset, og det blev dem tilstået. Det var tusmørke, da de forlod kirken. De gik gennem huset, som var fyldt med sårede folk og dem, man havde tilstået fred. De blev glade, da de så Kolbein komme uskadt. Kolbein sagde: »Vist er det godt, men vi er dog ikke blevet lovet fred.« Da de, der ønskede det, havde forrettet deres nødtørft, gik de ud. Kolbein sagde til dem, der var inde: »Vil I ud og se store hug?« De havde ikke noget svar. Da de kom ud, sagde Kolbein til Gissur: »Jeg ønsker, at du dræber mig, før du dræber Tord<ref>Kolbein Sigvatsons bror.</ref>.« Gissur sagde, at det var i orden. Einar Kulle huggede Kolbein. Så blev Tord ført til hugget. Da sagde en mand til Kolbein Unge: »Vil du ikke tilstå manden — din slægtning — fred?« »Nu døde den, der var et større tab,« svarede Kolbein. Brand Torleifson dræbte Tord. Så blev Ravnssønnerne — Sveinbjørn og Kråk — slået ihjel. Herstein — søn af præsten Berse Halldorson — dræbte dem. Tore Jøkel blev dræbt af en mand, der havde en bror at hævne, som Tore havde dræbt i Bø. Tore kvad dette vers, da han lagde sig under hugget:


::''Kravl på skibets køl! —''
::''du kender havets brøl;''
::''din hu skal du nu hærde,''
::''for her dør du i smerte.''
::''Trods kun haglens hamren,''
::''hold dig uden jamren;''
::''møer kys dig sendte —''
::''mænd må døden vente.''


Så blev Hermund Hermundson ført til hug. Han havde et meget smukt hår og sagde, at han ville binde sit hår op, så det ikke blev blodigt. Det gjorde han. Han rettede ansigtet i vejret, da Geirmund Tyv huggede ham. Kløng satte ham til det. De blev alle dræbt med Sigvats økse — Stjerne. Ligene af Sigvat og Sturla, Tord og Markus blev ført til Tværå, men Kolbeins lig førtes til Grenjadarstad.

Disse mænd mistede livet dér — herunder dem, der døde af deres sår: Vestfra Sturla Sigvatson, Arne Audunson, Snorre Tordsson, Vigfus Ivarson, Erik Halldorson, Martein Torkelson, Markus Torgilsson, Gissur Torarinson, Hermund Hermundson, Tore Steinfinnson, Valde og Askel Skeggesønner, Berse Torsteinson; fra vestfjordene Sveinbjørn og Kråk Ravnssønner, Markus Magnusson, Helge Sveinson, Tord Gudmundson, Eindride Smed, Tord Halkelson, Åmunde, Øgmund Sveinson, Øgmund Kolbeinson, Jon Kanpi, Dalk Torgilsson; og nordfra Sigvat Sturlason og hans sønner — Markus og Tord — og Sigvat Runolfson, Ingjald Stammer, Tord den Døve, Einar Ingjaldson, Bjørn Gissurson, Bjørn Torarinson, Eyjolf, Gudmund Halldorson, Såm, Tord Øisteinsson, Erik Torsteinson og Bjørn Torgrimson; længere nordfra Kolbein Sigvatson, Pål Magnusson, Torgeir Bjarneson, Odd Kåreson, Skegge Hallson, Sigurd Gudmundson, Brand Torleikson, Brand Einarson, Ljot, Lodin Helgeson. Af Gissurs folk: Jatgeir Torarinson, Sigfus Toveson, Torlak Børksson, Torgils Steinson, Tord Snorreson, Torbjørn og Torodd, som var Teit Torvaldsons huskarl.


'''Noter:'''

<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Sturlunga saga]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]