Snorre Godes Saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 23. des. 2013 kl. 09:18 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


SNORRE GODES SAGA

eller Ørboer-saga


paa dansk ved Thøger Larsen


Selskabet til udgivelse af islandske Sagaer

Det Gyldendalske Forlag

1930


KETIL FLADNÆSE OG HANS SLÆGT

En berømt norsk Høvding hed Ketil Fladnæse. Han var Bjørn Bunas Søn og Sønnesøn af Høvdingen Grim fra Sogn. Ketil var gift med Yngvild, en Datter af Ketil Vædder, Høvdingen over Romerige. Deres Sønner hed Bjørn og Helge, og deres Døtre Unn (1) den Tænksomme, Torun Hyrna og Jorun Mannvitsbrekka. Ketils Søn Bjørn blev opfostret østpaa i Jæmteland hos Kjallak Jarl, en klog og berømt Mand. Denne Jarl havde en Søn Bjørn og en Datter Gjafløg. Det var paa den Tid, da Harald Haarfager kom til Magten i Norge. Paa Grund af Usikkerheden udvandrede mange gæve Mænd fra Norge, nogle østpaa over Kølen, andre vestpaa over Havet. Nogle overvintrede paa Syderøerne eller Orknøerne, men om Sommeren hærgede de i Norge og gjorde stor Skade i Kong Haralds Rige. Bønderne klagede til Kongen derover og bad ham om Beskyttelse. Da bestemte Kongen sig til at sende en Hær vestpaa over Havet og udnævnte Ketil Fladnæse til dens Overhoved. Ketil vilde snakke sig fra dette Hverv, men Kongen holdt fast paa, at han skulde føre Hæren. Og da Ketil var klar over, at Kongens Vilje ikke var til at rokke, gjorde han sig rede til Rejsen og tog sin Kone med sig tilligemed de Børn, som var hjemme.

Da Ketil naaede over Havet til de vestlige Lande, førte han adskillige Kampe og vandt altid Sejr. Han undertvang Syderøerne og gjorde sig til Høvding over dem, hvorefter han forligede sig med de største Høvdinger Vest for Havet og besvogrede sig med dem. Men Hæren blev sendt tilbage. Da hans Krigsfolk var komne til Kong Harald igen, fortalte de ham, at Ketil Fladnæse var Høvding over Syderøerne, men der forlød ikke noget om, at han forøgede Kong Haralds Magt Vest for Havet. Da Kongen fik dette at vide, satte han sig i Besiddelse af Ketils Ejendomme i Norge. Ketil Fladnæse bortgiftede sin Datter Unn til Olaf den Hvide, som da var den mægtigste Hærkonge Vest for Havet. Olafs Bedstemoder hed Tora; hun var Datter af Sigurd Snogøje og Sønnedatter af Ragnar Lodbrog. Torun Hyrna bortgiftede han til Helge den Magre, der var Søn af Eyvind Østmand og den irske Konge Kjarvals Datter Rafarta.

Ketil Fladnæses Søn Bjørn var i Jæmteland, til Kjallak Jarl døde. Han var blevet gift med Jarlens Datter Gjafløg og drog nu mod Vest over Kølen, først til Trondhjem, senere længere mod Syd til sin Faders Ejendomme, som han tog i Besiddelse og fordrev Kong Haralds Opsynsmænd fra. Kong Harald fik dette at vide under et Ophold i Viken. Han rejste til Trondhjem og indstævnede et Ting fra otte Fylker. Paa Tinget erklærede han Bjørn Ketilssøn fredløs i Norge, saa enhver, som traf ham, maatte dræbe eller overfalde ham. Derefter sendte han Høg Højbrog og andre af sine Kæmper ud for at dræbe Bjørn, hvis de kunde finde ham. Men da de kom Sønden om Kap Stad, blev de opdagede af Bjørns Venner, som røbede ham deres Forehavende. Bjørn gik da ombord paa det Skib, han havde, tog sin Familie, sit Tyende og Løsøre med sig og flygtede sydpaa langs med Kysten. Det var midt paa Vinteren, og han turde derfor ikke styre til Havs.

Bjørn sejlede, til han naaede Øen Moster. Der blev han modtaget af Ørnulf Fiskrekis Søn Rolf og var hemmeligt hos ham Vinteren ud. Kongens Mænd vendte om, da de havde besat Bjørns Ejendomme og indsat Opsynsmænd over dem.

Rolf var en stor Høvding og en storladen Mand. Han forestod Gudehovet der paa Øen og var en nidkær Dyrker af Tor, derfor blev han kaldt Torolf. Han var anselig, stærk og smuk og havde et vældigt Skæg, der forskaffede ham Tilnavnet Mosterskæg. Han var den gæveste Mand paa Øen. Ved Foraarstid gav han Bjørn et godt Langskib med tapre Mænd ombord og lod sin Søn Hallsten følge ham. De sejlede vestpaa over Havet for at finde Bjørns Slægtninge. Men da Kong Harald fik det at vide, at Torolf Mosterskæg havde ydet Støtte til Bjørn Ketilssøn, som han havde gjort fredløs, sendte han nogle af sine Folk til ham med den Befaling, at han skulde rømme Landet og være fredløs som hans Ven Bjørn, medmindre han vilde møde hos Kongen og give ham hele sin Sag i Vold.

Dette skete ti Aar efter, at Ingolf Arnarsøn var rejst til Island, og denne Rejse var nu meget paa Tale, da Mænd, som kom derude fra, sagde, at der var godt Land at faa der.


Torolf Mosterskæg rejser til Island

Torolf Mosterskæg holdt en stor Ofring og raadspurgte sin Ven Tor, om han skulde forlige sig med Kongen eller forlade Landet og prøve at finde andre Udveje. Men Gudens Tegn pegte mod Island. Han anskaffede sig da et stort Fartøj, som han indrettede til Islandsrejsen og tog sine Folk og sit Gods med sig. Ogsaa mange af hans Venner fulgte ham. Han rev Gudehovet ned og tog det meste af Træværket med sig, ligeledes Mulden under Tors Bænk. For god Vind gled Torolf over Havet og fandt det Land, han søgte. Han sejlede sønden om det og vest om Reykjanæs. Da faldt Vinden, og de saa, at store Fjorde skar sig ind i Landet. Torolf kastede sine Højsædestøtter, som havde haft deres Plads i Hovet, overbord. Paa den ene af dem saas et udskaaret Torsbillede. Han sagde, at her paa Island vilde han bygge, hvor Tor lod Støtterne lande. Men aldrig saa snart var de udenbords, før de drev hen i den vestlige Fjord, og de syntes at flyde med upaaklagelig Fart. Der løftede sig en blid Paalandsbrise, og Torolf og hans Følge sejlede vesten om Snefjældsnæs og ind i Fjorden. De saa, at den var overmaade bred og lang med høje Fjælde paa begge Sider. Torolf kaldte den Bredefjord. Han landede paa den sydlige Bred, nær Midten, og forankrede sit Skib i den Vig, som siden kaldtes Hovvigen. Saa blev Landet undersøgt, og paa et fremspringende Næs Nord for Vigen fandt de Støtterne, som de mente Tor havde ført i Land. Stedet fik Navnet Torsnæs. Torolf bar Ild over hele det Omraade, som han tog i Besiddelse, fra Stafaa og ind til den Aa, som han kaldte Torsaa, og her gav han sine Skibsfolk Land. Ved Hovvigen byggede han til eget Brug en Gaard, som han kaldte Hovstad. Der lod han opføre et stort Gudehov med Dør paa Sidevæggen nær den ene Gavl. I dette Hov opbevaredes Højsædestøtterne, hvori der var slaaet hellige Nagler, og Stedet blev regnet for en stor Helligdom. Rummet havde en Udbygning i Lighed med Kirkernes Kor. Og paa en Forhøjning midt paa dennes Gulv, lignende et Alter, laa der en svær, uskødet Ring, ved den skulde enhver Ed sværges. Ved alle Folkeforsamlinger skulde Hovpræsten bære denne Ring paa Armen. Paa Alteret skulde Blodbaljen staa, og i denne Stænkeren, den Gren, hvormed Offerblodet stænkedes ud. Omkring Alteret stod Gudebillederne. Til Hovet skulde enhver betale Skat og være rede til Rejser i Hovgudens Ærinde ligesom Tingmændenes Pligt er overfor Høvdingerne. Offerpræsten skulde derimod selv bekoste Helligdommens Vedligeholdelse og Offergilderne. Paa Torsnæs hæver sig et Fjæld, som Torolf ansaa for at være saa helligt, at ingen maatte se paa det uden først at være toet, og hverken Kvæg eller Mennesker, som opholdt sig der, maatte dræbes. Han kaldte Bjerget Helgefjæld og troede, han skulde have Bolig der efter Døden tilligemed alle sine Slægtninge paa Næsset. Yderst paa det Næs, hvor Torsstøtten var dreven i Land, lod han alle Domme afsige og satte Herredstinget der. Stedet regnede han for saa helligt, at Marken hverken maatte besmittes af Urenhed eller Fjendeblod. De, der skulde forrette deres Nødtørft, maatte gaa ud paa et Skær, som blev kaldt Skidenskær. Torolf sad som en Stormand paa sin Gaard og havde mange Husfolk om sig. Der var rigelig Føde at hente baade fra Øerne og Havet.


Bjørn Ketilssøn drager til Island

Bjørn, Ketil Fladnæses Søn, sejlede vestpaa over Havet og drog til Syderøerne efter at have taget Afsked med Torolf Mosterskæg. Hans Fader Ketil var da død, men han fandt Broderen Helge og sine Søstre, som bød ham de bedste Vilkaar, hvis han vilde blive der. Han opdagede imidlertid, at de havde antaget en ny Tro, og han saa med Foragt paa, at de havde vendt sig fra deres Slægts gamle Skikke, derfor syntes han ikke om at slaa sig ned paa dette Sted. Dog blev han Vinteren over hos Søsteren Unn og hendes Søn Torsten. Men da de mærkede, at han ikke vilde tage Hensyn til sine Slægtninge, kaldte de ham Norske-Bjørn, og de var utilfredse med, at han ikke vilde bo hos dem. Bjørn opholdt sig paa Syderøerne i to Aar, inden han brød op for at drage til Island. Hallsten Torolfssøn fulgte med ham. De landede i Bredefjord, og Bjørn fik efter Overenskomst med Torolf Landet mellem Stafaa og Hraunfjord. Bjørn tog Bolig i Borgsholt i Bjarnarhavn og blev en meget anset Mand. Hallsten Torolfssøn fandt det uværdigt at tage imod Jordegods af sin Fader og drog vestpaa over Bredefjord. Der fik han Jord og slog sig ned paa Hallstensnæs. Nogle Aar efter kom Unn den Tænksomme ud til denne Egn og var det første Aars Tid hos sin Broder Bjørn. Senere erhvervede hun sig alle Dalstrøgene ved Bredefjord mellem Skraamulaupsaa og Davreaa og tog Bolig i Hvamm. Paa den Tid blev hele Bredefjordens Omegn bebygget.

Norske-Bjørn var den første af Nybyggerne der døde. Hans Gravhøj blev kastet ved Borgsløk. Han efterlod sig to Sønner. Den ene af dem hed Kjallak den Gamle og fik Bjarnarhavn efter Faderen. Kjallak giftede sig med Astrid, Rolf Herses Datter. De fik tre Børn, Sønnen Torgrim Gode, Datteren Gerd og Datteren Helga, som var gift med Asgejr paa Øre. Fra dem nedstammer Kjalleklingeslægten. Torolf Mosterskæg giftede sig paa sine gamle Dage med en Kvinde ved Navn Unn. De fik en Søn, som blev kaldt Sten. Torolf gav Drengen til sin Ven Guden Tor og ændrede samtidig hans Navn til Torsten, og Drengen voksede hurtigt op. Hallsten Torolfssøn havde Sønnen Torsten, som opfostredes af Torolf; han kaldte Fostersønnen Torsten Sort og sin egen Søn Torsten Torskebid.


Torolf Bøjefod

Ved den Tid kom Gejrrid til Island. Hun var Søster til Gejrrød paa Øre, og han gav hende Bopæl i Borgedal indenfor Alftafjord. Hun byggede tværs over Vejen, saa enhver vejfarende maatte ride igennem Gaarden. Der stod altid et Bord dækket med Mad til hver fremmed, som ønskede noget. Derfor blev hun meget anset. Hun havde været gift med Bjørn, en Søn af Bølverk Blindingetryne, og havde med ham Sønnen Torolf, der var en stor Viking. Han kom til Island noget senere end Moderen og opholdt sig hos hende det første Aar. Han fandt, at de havde for ringe Jord, og forlangte, at Ulfar Kæmpe skulde overlade dem sin. Da Ulfar var gammel og barnløs, udfordrede han ham til Tvekamp om Jorden. Ulfar vilde hellere dø end underkues af Torolf. Han mødte til Kamp med ham i Alftafjord og faldt. Men han havde saaret Torolf i Foden, saa Torolf blev halt siden og fik Navnet Bøjefod. Torolf byggede paa Hvamm i Torsaadalen, overtog Ulfars Jord og laa i stadig Splid med sine Omgivelser.


Kampen paa Torsnæstinget

Torolf Mosterskæg døde paa Hovstad, og Torsten Torskebid overtog sin Fædrearv. Han ægtede Tora, Datter af Olaf Feilan og Søster til Tord Geller, som dengang boede paa Hvamm. Torolf blev højlagt paa Højnæs udenfor Hovstad. Paa dette Tidspunkt var Kjalleklingerne blevne saa kry, at de ansaa sig for større Mænd end de øvrige paa Egnen. Der var ogsaa saa mange af Bjørns Efterkommere i denne Egn, at ingen Slægt paa Bredefjordlandet kunde maale sig med dem. Dengang boede Børne-Kjallak, deres Slægtning, paa Medalfellstrand, paa den Gaard, som nu kaldes Kjallakstad. Han havde mange udmærkede Sønner, som støttede deres Slægtninge Syd for Fjorden paa Tinge og Folkemøder.

Et Foraar, mens Tinget afholdtes paa Torsnæs, lod Svogrene Torgrim Kjallakssøn og Asgejr paa Øre Ord falde om, at de ikke vilde taale Torsnæsfolkenes Overmod, men tillade sig at forrette deres Nødtørft i Græsset, som paa andre Folkemøder, uden at bryde sig om, at Torsnæsfolkene ansaa deres Marker for mere hellige end anden Jord ved Bredefjorden. De vilde ikke slide deres Sko ved at gaa længere end nødvendigt. Men Torsten Torskebid vilde ikke taale, at nogen besudlede den Mark, som hans Fader Torolf havde udvalgt til en Helligdom fremfor sit øvrige Landeje. Han bad sine Venner staa sig bi med at værge den. Han fik Tilslutning af Torgejr Krog, Gejrrød paa Øres Søn, Torfinn og hans Søn Torbrand fra Alftafjordslandet, Torolf Bøjefod og mange andre Tingmænd og Venner. En Aften, da Kjalleklingerne var mætte, bevæbnede de sig og gik ud ad Næsset. Men da Torsten saa, at de bøjede af fra den Vej, der førte til Skidenskær, kaldte han sine Forbundsfæller sammen, og de tog deres Vaaben og satte efter dem med Raaben og Udfordringer. Det kom til Kamp, og Torsnæsmændene gik saa haardt paa, at Kjalleklingerne dreves af Marken og ud paa Strandbredden. De var de færreste, men udvalgte Mænd. Det endte dog med, at de maatte gaa til Skibs og forlade Tingmarken. Der var faldet en Del af Mændene fra begge Hold, men flest af Kjalleklingerne, og mange var saarede. Der blev intet Forlig, men hver af Parterne lovede den anden en ordentlig Omgang ved første Lejlighed. Sletten, hvor de begyndte Kampen, var bleven blodbesudlet, ogsaa der, hvor Torsnæsmændene havde staaet.

Efter Tinget samlede Parterne mange Folk, og der var stort Fjendskab mellem dem. Deres Venner sendte da Bud efter Tord Geller, som var den største Høvding ved Bredefjord. Han var i Slægt med Kjalleklingerne og Torstens Svoger, saa de fandt ham særlig egnet til Forligsmægler mellem de to Slægter. Han kom da nu ogsaa med stort Følge og søgte at bilægge Striden. Men han mærkede, at der var en dyb Kløft at udfylde. Dog opnaaede han, at de aftalte et Møde med hinanden under Tilsagn om gensidig Fred under Mødet. Paa dette vedtoges det, at Tord skulde dømme i Sagen. Kjalleklingerne fastholdt, at de aldrig i deres Dage lod sig henvise til at forrette deres Nødtørft paa Skidenskær, mens Torsten forlangte, at de nu som før skulde holde sig fra Tingsletten med enhver Urenhed. Kjalleklingerne hævdede, at alle de af Torstens Mænd, som var faldne i Kampen mod dem, var retsløse, fordi de var gaaet ud i den Hensigt at overfalde dem, hvorimod Torsnæsfolkene gjorde gældende, at ingen af Kjalleklingerne havde nogen Bod at kræve for Mandefald paa Grund af deres Forbrydelse mod det viede Tingsted. Under disse vanskelige Forhold gik Tord Geller dog ind paa at dømme i Sagen, da han nødig saa, at de to Familier skiltes uden Forlig. Tord traf den Afgørelse, at hver skulde høste, hvad han havde saaet. Der skulde ingen Bod betales for Drab, der var sket paa Torsnæs, eller anden Overlast. Tingmarken var besmittet af Blod og derfor nu ikke mere hellig end anden Jord, saa der skulde ikke i Fremtiden holdes Ting paa dette Sted. De bar Skylden, der først havde tilføjet nogen Saar, og de havde brudt Freden. For yderligere at fæstne Forliget og grundlægge et fremtidigt Venskab fastsatte han, at Torgrim Kjallakssøn skulde være fælles med Torsten om Vedligeholdelsen af Gudehovet og have den halve Tempelskat, ligesom de begge skulde have lige mange Tingmænd. Torgrim skulde og saa i enhver Henseende hjælpe og støtte Torsten og staa ham bi med at opretholde det ny Tings Hellighed. Tord Geller gav desuden Torgrim sin Frænke Torhild til Hustru; han blev derefter kaldet Torgrim Gode. Tinget blev flyttet ind paa Næsset, hvor det nu er. Senere fik Tord anordnet, at alle Sager fra Vestfjordegnene skulde afgøres der. Man ser endnu paa Stedet den Domring, hvori Mænd blev dømt til at ofres. I denne Kreds staar ogsaa Tors Sten, mod hvilken Ofrene blev radbrækkede; den bærer endnu Spor af Blodet. Dette Tingsted ansaas for meget helligt, men det blev ikke forbudt nogen at forrette sin Nødtørft paa Grunden.


Torsten Torskebid drukner

Torsten Torskebid levede som en stor Mand og havde i Reglen et Følge paa tresindstvve frigivne. Han var bjergsom og fiskede tit. Han byggede først Gaarden Helgefjæld og flyttede dertil, og her fandtes et meget stort Gudehov. Han lod ogsaa bygge en Gaard paa Tingnæsset. Denne Gaard anvendte han megen Omhu paa og gav den siden til sin Slægtning Torsten Sort. Torsten Torskebid havde en Søn, som kaldtes Børk den Digre. Men i Torstens fem og tyvende Aar fødte hans Kone Tora ham om Sommeren et Drengebarn, som blev øst med Vand og kaldet Grim. Torsten gav Sønnen til Tor og bestemte ham til Gode eller Præst ved Gudens Helligdom, hvorfor han fik Navnet Torgrim.

Samme Efteraar rejste Torsten ud paa Fiskeri ved Høskuldsø. En Høstaften var hans Faarehyrde ude Nord for Helgefjæld efter Hjorden. Da saa han, at Klippens nordre Side aabnede sig, og inde i den lyste store Baal. Han hørte ogsaa stort Gny og Skvalder ved Drikkehorn, og da han prøvede at forstaa noget, opfattede han, at Torsten Torskebid og hans Følgesvende blev budt velkommen, og at Torsten blev budt til Højsæde lige over for sin Fader. Dette Syn fortalte Hyrden samme Aften til Torstens Kone Tora. Hun blev ikke saa lidt opskræmt deraf og sagde, at det rimeligvis var Forvarsel om betydningsfulde Ting. Den følgende Morgen kom der Bud fra Høskuldsø, at Torsten Torskebid var druknet. Tora blev boende paa Gaarden og tog sig en Bestyrer, som hed Hallvard. Med ham fik hun Sønnen Maar.


Snorre Godes Barndom og Ungdom

Torsten Torskebids Sønner voksede op hjemme hos deres Moder og blev højtbegavede Mænd. Men den ypperste af dem var Torgrim, og han blev Høvding, saasnart han havde naaet den passende Alder. Han giftede sig vestpaa i Dyrefjordslandet med Tordis Sursdatter. Han blev dræbt, da han kun var fem og tyve Aar gammel, af sin Svoger Gisle Surssøn ved et Høstgilde i Søbol. Nogle Dage efter fødte Tordis en Dreng, som fik Navnet Torgrim efter Faderen. Da hun giftede sig igen med sin Mands Broder Børk den Digre og flyttede til Helgefjæld, blev Sønnen Torgrim opfostret hos Torbrand ved Alftafjord. Han var en genstridig Krabat i sin Opvækst og blev kaldet Snerrer og senere Snorre. I Fjortenaarsalderen rejste han sammen med to af sine Fostbrødre Torlejf Kimbe og Torodd til Udlandet. Hans Farbroder Børk den Digre gav ham tre Pund Sølv til Rejseomkostninger. De kom om Efteraaret velbeholdent til Norge og blev om Vinteren i Rogaland. Snorre tog Ophold hos Erling Skjalgssøn paa Sole, der behandlede ham paa det bedste paa Grund af gammelt Venskab mellem deres Forfædre Hørde-Kaare og Torolf Mosterskæg. Næste Sommer vendte de atter tilbage til Island, som de dog først naaede henimod Vinteren. De landede i Hornefjord. Men da de skulde forlade Skibet, udrustede Snorre og Torlejf Kimbe sig vidt forskelligt. Torlejf købte sig den bedste Hest, han kunde faa, lagde en Sadel med straalende Farver paa den, bar et pragtfuldt Sværd, et forgyldt Spyd, et mørkeblaat, guldindvirket Skjold. Alle hans Klæder var af det fineste Stof. Til denne Udstyrelse havde han anvendt det meste af, hvad der var tilovers af hans Rejsepenge. Snorre derimod bar sort Kappe og red paa en god sort Hoppe. Sadelen var en gammeldags Trugsadel og hans Vaaben uden Pragt. Torodd havde valgt en Middelvej mellem disse to Yderligheder, hvad hans Fremtræden angik. De fulgtes ad til Alftafjorden. Derefter red Snorre til Helgefjæld og sagde, at det var hans Hensigt at blive der Vinteren over. Børk var ikke særlig henrykt derover, og Folk lo ad Snorres uanselige Udrustning. Børk kaldte ham en Ødeland, der havde smidt sine Penge ud til Unytte. En Dag ved Vinterens Begyndelse kom tolv væbnede Mænd til Helgefjæld. Det var Eyjolf den Graa og hans Følge. Eyjolf var en Søn af Tord Geller og en Slægtning af Børk. Han boede i Odderdalen vestude ved Ørnefjord. Da man spurgte dem om Nyt, fortalte de, at Gisle Surssøn var dræbt, og nævnede de Mænd, som han havde slaaet ned, før han selv faldt. Denne Efterretning glædede Børk meget, og han bad Tordis og Snorre modtage Eyjolf paa det bedste, den Mand, der havde aftvættet saa megen af disse Slægtninges Skam. Snorre viste sig ret ligegyldig overfor Meddelelsen, og Tordis, den dræbtes Søster, mente, at det var en god Velkomst at sætte Grød paa Bordet for Gisles Banemand. Børk svarede: »Jeg blander mig ikke i Madspørgsmaalet.« Besøget forløb nu, som det nærmere berettes i Gisles Saga; men efter denne Begivenhed var der stort Uvenskab mellem Børk og Snorre.

Paa Forsommertinget krævede Snorre sin Fædrearv af Børk, som erklærede sig villig til at udbetale den. »Men,« sagde han, »jeg nænner ikke at dele Helgefjæld i to Gaarde. Heller ikke egner vi to os til at bo sammen paa samme Gaard. Derfor foreslaar jeg, at jeg køber Jorden.« Snorre svarede: »Saa finder jeg det rimeligst, at du nævner den Pris, du mener, Jorden er værd; saa kan jeg vælge, hvem af os, der skal købe den andens Part.« Børk tænkte nærmere over dette Forslag, og da han mente, at Snorre ingen Penge havde at købe Ejendom for, hvis de skulde lægges paa Bordet med det samme, vurderede han Halvdelen til tre og trekvart Pund Sølv. Øerne holdt han dog uden for Handelen, thi han mente, han nok skulde faa dem billigt, naar Snorre var bleven anbragt et andet Sted. Pengene skulde betales straks og ikke tages som Laan af andre. »Vælg saa, Snorre,« sagde Børk. Snorre svarede: »Jeg ser, Stedfader, at du mener, jeg mangler Penge, da du sætter Prisen paa Helgefjælds Jord saa lavt. Vel, jeg tager min Fædrearv paa disse Vilkaar. Giv mig saa Haandslag paa Handelen om Jorden.« »Nej, vent et Øjeblik,« sagde Børk. »Først hver Penning paa Bordet.« Snorre vendte sig til sin Fosterfader Torbrand og sagde: »Fik du ikke en Pung af mig sidste Høst?« Torbrand trak Pungen frem fra Kappens Lomme. Hver Penning, som var forlangt, blev betalt, og der var endda tre og trekvart Pund Sølv tilovers i Pungen. Saa blev Haandslaget givet. Børk sagde bagefter: »Du var rigere, end jeg tænkte, min Stedsøn. Lad os slaa en Streg over det, der har været os imellem og blive boende sammen paa Helgefjæld i Sommer. Det er bedst for dig selv, da du jo ikke har ret meget Kvæg.« Snorre svarede: »Behold du dit Kvæg og forsvind fra Helgefjæld snarest muligt.« Handelen var afsluttet, og Børk maatte nu efterkomme Snorres Forlangende. Men da Børk var ved at forlade Helgefjæld, erklærede Tordis sig skilt fra ham og angav som Grund, at hun ikke vilde have Hug af ham mere. Fællesgodset blev skiftet, og Snorre mødte for sin Moder, da han var hendes Arving. Nu blev det Børk, der fik for lidt for Øerne. Børk satte Bo paa Medalfellstrand.


Snorre bliver Høvding

Snorre Torgrimssøn tog Bolig paa Helgefjæld, og hans Moder forestod alt inden Døre. Maar Hallvardssøn, som var en Halvbroder til Snorres Fader, tog ogsaa Ophold paa Gaarden og bragte meget Kvæg og Gods med sig dertil, han kom til at lede Gaardens Drift. Det var en vel udstyret Gaard med mange Tjenestefolk. Snorre selv var middelhøj, nærmest tynd; han havde et tiltalende Ansigt med regelmæssige Træk og et lyst Udtryk. Haaret var rødblond og Skægget rødt. Til daglig var han saa ligevægtig, at det var vanskeligt at blive klog paa, om noget behagede eller mishagede ham. Han var skarpsindig og forudseende paa mange Omraader, men tillige uforsonlig og hævngerrig. Sine Venner gav han gode Raad, men hans Raad sved til Uvennerne. Han forestod Gudehovet, blev derfor kaldet Snorre Gode og var en stor Høvding. Men mange hadede ham for hans Magts Skyld og mente, de ikke stod tilbage for ham i Slægtsrang og desuden overgik ham i Styrke og udvist Mod.


Troldkvinderne Gejrrid og Katla

Børk den Digre og Tordis Sursdatter havde en Datter, som hed Turid. Hun blev gift med en Enkemand, Torbjørn den Digre paa Frodaa, der fra sit første Ægteskab havde Sønnerne Ketil Kæmpe, Gunløg og Hallsten. Torbjørn var en betydelig Mand, men haard mod Smaafolk. Samtidig boede Torolf Bøjefods Datter Gejrrid og hendes Søn Toraren den Sorte paa Maaveli. Toraren var stor og stærk, men ikke smuk; han var til daglig en stilfærdig Mand og havde Ord for gerne at ville forlige Stridigheder. Rig var han ikke, men havde en ret god Gaard. Han holdt sig i den Grad uden for andres Kævl, at hans Uvenner spottende sagde, at han nærmest maatte betragtes som et Kvindfolk. Torarens Kone hed Aud.

I Holt nær ved Maaveli boede en Enke ved Navn Katla, en smuk Kvinde, men ikke som Folk er flest. Hun havde Sønnen Odd, en stor og kraftig Mand, men brovtende, snakkesalig, skadefro og bagtalerisk.

En Nat kom Torbjørn den Digres Søn Gunløg syg hjem fra et Besøg paa Maaveli, og hele den følgende Vinter maatte han holde Sengen. Odd Katlasøn satte det Rygte i Omløb, at han var blevet forgjort af Gejrrid. Torbjørn rejste derfor paa Torsnæstinget Anklage mod hende for Trolddom. Snorre Gode ydede Torbjørn, sin Svoger, Bistand; men Nævnet frikendte Gejrrid, og hverken Torbjørn eller Snorre høstede Ære af denne Sag.


Striden mellem Torbjørn den Digre og Toraren den Sorte

Denne Sommer døde Torgrim Kjallakssøn i Bjarnarhavn. Han havde Sønnerne Brand, Arngrim og Vermund. Arngrim var en kraftig Mand med stor Næse, fremstaaende Kindben, rødligt Haar og tidligt bar ved Tindingerne. Han havde mørke Bryn over de store, smukke Øjne og var af en voldsom og selvraadig Natur. Derfor kaldte man ham Styr (Viga-Styr). Vermund var den yngste af Torgrims Sønner, en høj, slank Mand med et indtagende Ansigtsudtryk. Han fik Tilnavnet den Smalle. Efter Faderens Død overtog han Bjarnarhavn. Han var en klog Mand og en god Raadgiver. Styr havde dengang boet en Tid under Hraun Øst for Bjarnarhavn. Hans Kone hed Torbjørg og var Datter af Torsten Stormnæse. Med hende havde han Sønnerne Torsten og Hall og Datteren Asdis, en modig og stolt Pige. Styr var en mægtig Mand i sit Herred og havde mange Folk. Men han laa ogsaa meget i Strid med sine Omgivelser, da han ofte slog en og anden ihjel uden nogen Sinde at betale Bod. Samme Sommer lagde et Skib til i Saltør-Mundingen. Det halve af Skibet ejedes af norske Mænd, og deres Skibsfører hed Bjørn. Han tog Ophold hos Stentor paa Øre. Mænd fra Syderøerne ejede den anden Halvpart i Skibet, deres Fører hed Alfgejr, og han tog Ophold hos Toraren den Sorte paa Maaveli. Toraren havde paa Fjældet en udmærket Stridshingst. Ogsaa Torbjørn den Digre paa Frodaa havde mange Stodheste, som han lod græsse paa Fjældet, og hvoraf han lod nogle slagte til Vinteren. Om Efteraaret blev imidlertid Torbjørns Heste borte. Der blev søgt meget efter dem, men Vejret var slet, og de blev ikke fundet. I Begyndelsen af Vinteren sendte Torbjørn Odd Katlasøn sydpaa over Heden, hvor der boede en Mand, der hed Spaa-Gils. Han kunde se ind i Fremtiden og var en Mester til at efterforske stjaalne Ting, eller hvad man ellers vilde vide Besked om. Odd spurgte ham nu, hvem der havde stjaalet Torbjørns Heste, om det var Udlændinge, Udenherredsfolk eller Naboer. Spaa-Gils svarede: »Sig til Torbjørn, at jeg tror ikke, hans Heste er gaaet langt fra deres Græsmark. Men jeg vil nødig beskylde nogen. Man maa hellere miste, end ond Lod friste.« Odd gik til Frodaa med den Besked. Men baade Torbjørn og han tydede Spaamandens Ord saaledes, at de mente, der var sigtet til Folkene paa Maaveli. Odd lagde til, at Spaa-Gils ogsaa havde sagt, at Hestene snarest var stjaalet af fattige Kræ med mange Folk og lidt Fæ. Ogsaa det mente Torbjørn kunde passe paa Maavelis Beboere. Torbjørn red nu hjemmefra med elleve Mand. I Følget var hans Søn Hallsten, hans Nabo Torer Arnarsøn fra Arnarhvaal og Odd Katlasøn. Da de kom til Holt, iførte Katla sin Søn Odd en mørkebrun Kjortel, som hun lige havde faaet færdig. Derfra red de videre til Maaveli. Toraren og hans Karle stod ude i Døraabningen og saa derfra de fremmede komme. De hilste paa Torbjørn og spurgte om Nyt. Torbjørn sagde: »Vi kommer for at søge efter de Heste, som blev stjaalet fra mig i Efteraaret, Toraren! Vi beder om Forlov til at undersøge, om de skulde findes her hos dig.« Toraren svarede: »Gaar I frem paa lovlig Maade? Har I tilkaldt Skønsmænd efter Loven? Tilsiger I os fredelig Opførsel, mens Undersøgelsen staar paa? Har I søgt hos andre?« Torbjørn sagde: »Vi tror ikke, vi behøver at gaa til andre med vor Undersøgelse.« Dertil svarede Toraren: »Hvis I gaar frem paa ulovlig Maade, da siger vi nej.« Torbjørn sagde: »I saa Fald anser vi dig for skyldig.« »Det maa du selv om,« svarede Toraren.

Torbjørn nedsatte nu en Ret paa seks Mand, udenfor Døren, og overfor dem anklagede han Toraren for at have stjaalet Hestene. Da kom Gejrrid frem i Døren. Efter at have set, hvad der foregik, sagde hun: »Det er rigtignok altfor sandt, Toraren, at du ligner mere en Kvinde end en Mand, naar du vil finde dig i alle Torbjørn den Digres Forhaanelser. Hvorfor har jeg dog faaet saadan en Søn?« Styrmanden Alfgejr sagde: »Vi vil yde dig den bedste Hjælp, vi kan, hvad du saa har i Sinde.« »Her gider jeg ikke staa længere,« raabte Toraren. Han tilligemed seks andre Mænd trængte frem og vilde splitte Retten. Der begyndte straks et vildt Slagsmaal. Toraren slog en af Torbjørns Karle ned og Alfgejr en anden. Men ogsaa en af Torarens Karle maatte lade Livet. Alle Vaaben prellede af mod Odd Katlasøn.

Torarens Kone Aud kaldte nu paa Gaardens Kvinder og bad dem hjælpe sig med at faa skilt dem, der sloges. Kvinderne kastede Skørter og Klædningsstykker over Sværdene. Saa gik Toraren ind tilligemed sine Folk, og Torbjørn fortrak ogsaa med sine, men erklærede først at ville indanke Sagen for Torsnæstinget. Han og hans Ledsagere red langs Stranden. Ved Kamgaard standsede de; her stod nogle Høstakke, og her lagde de Forbinding om deres Saar.

Paa Maavelis Gaardsplads, hvor Kampen havde staaet, fandt Folkene en afhugget Haand og fremviste den for Toraren. Da han saa, at det var en Kvindehaand, spurgte han, hvor Aud var. Han fandt hende liggende til Sengs og spurgte, om hun var blevet saaret. Aud bad ham passe sine egne Sager. Han fik dog Vished for, at hun havde mistet sin Haand. Han kaldte da paa sin Moder Gejrrid og bad hende forbinde Aud, hvorefter han samlede sine Folk og satte efter Torbjørn. Da de kom i Nærheden af Kamgaard, hørte de Torbjørn og hans Mænd tale sammen. Hallsten sagde: »I Dag har Toraren tørret Spotten af sig.« »Ja, han slog godt til,« sagde Torbjørn, »men naar det kniber, kommer Modet op i mange, som ellers hænger med Ørene.« Odd svarede: »Toraren er maaske nok en stor Helt, men det var et fælt Uheld for ham, at han kom til at hugge Haanden af sin Kone.« »Er det sandt?« sagde Torbjørn. »Saa sandt jeg staar her,« svarede Odd. Da slog de en Skoggerlatter op og skraalede af Morskab. Men nu fór Toraren og hans Mænd til. Toraren gik lige mod Torbjørn, hug sit Sværd i Hovedet paa ham og kløvede det ned til Tænderne. Nu kæmpedes der Mand mod Mand, dog med Flertal hos Torbjørns Folk. Toraren hug endvidere Benet over paa Torer Arnarsøn og dræbte hans to Hjælpere, da alle tre paa een Gang anfaldt ham. Hallsten blev dræbt af Alfgejr. Da Toraren var færdig med Torer, løb Odd Katlasøn og to andre. Odd var usaaret, thi hans Kjortel værnede ham mod alle Vaaben. De øvrige af Torbjørns Mænd laa døde eller saarede paa Pladsen. Ogsaa Toraren havde mistet to Karle. Toraren og hans Folk tog de slagnes Heste og red hjem paa dem. De traf Gejrrid staaende i Døren, og hun spurgte, hvad der var sket. Toraren svarede med dette Kvad:

Haan for Kvindehu jeg
har af Navnet tvættet.
Øjet saa mod Eggen
uden Angst og Flakken.

Ørn fik Lig at æde.
Ingen Skaansel viste
Haand til Hævnen hævet.
Højt jeg aldrig praled.

Gejrrid sagde: »Vil det sige, at du har dræbt Torbjørn?« Toraren kvad paany:

Sværdbladet det skarpe
skar igennem Hjælmen.
Blodets røde Rende
røg om Kampens Ophav.

Dragne Vaabens Draaber
drap paa Skjaldens Øren.
Mørke af Blod i Munden
mumled Tunger dødsens.

»Staalet i dig blev endelig hvæsset,« sagde Gejrrid. »Gaa nu ind og forbind jere Saar.«

Odd Katlasøn standsede ikke, før han kom til Frodaa, Torbjørns Gaard; her fortalte han, hvad der var sket. Enken Turid samlede da Folk til at hente Ligene og føre de saarede hjem. Torbjørn blev lagt i Gravhøj, men hans Søn Hallsten kom atter til Kræfter. Ogsaa Torer fra Arnarhvaal blev helbredet og maatte siden gaa med et Træben, hvorfor han blev kaldet Torer Vedlægg. Hans Kone var Torgrima Galdrekæft.


Toraren søger Hjælp

Paa Maaveli spurgte Aud en Morgen sin Mand Toraren, hvilke Fremtidsplaner han havde. »Det er ikke Meningen at jage dig væk,« sagde hun, »men jeg er bange, at Retten vil blive sat for vor Dør en Gang til i Vinter, thi jeg ved, at Snorre Gode tager sig af Sagen med sin Svoger Torbjørns Drab.« Toraren antydede, at det var hans Agt at søge Hjælp hos Vermund den Smalle. Dertil svarede Gejrrid: »Ja, det er vist raadeligst, at du søger til vore Slægtninge, Vermund den Smalle eller min Broder Arnkel.« Toraren sagde: »Kanske faar vi Brug for dem begge to, før denne Sag er bragt ud af Verden. Men nu gaar jeg først til Vermund.« Og samme Dag red alle, som havde deltaget i Kampen, ind langs Fjordene til Bjarnarhavn, hvor de ankom om Aftenen. Vermund bød dem velkommen og gjorde Plads for Toraren i Højsædet. Da de var kommen til Sæde, spurgte Vermund, hvad de havde paa Hjerte. Toraren kvad:

Jærnets olme Aser!
I skal Sagnet høre
om, hvordan stærke Skjoldmænd
Skammen over mig øste.

Lovløst de for Døren
Dom imod mig fælded.
Fra min Hustrus Haandled
heftigt skylled Blodet.

»Fortæl os om det, Svoger!« Toraren kvad:

Væbnede stod de stærke
Stridsmænd foran Huset,
yppede Kiv og Kævlsord,
kamptirrende Tale.

De fik Skaar i Skallen,
Skaansel kendtes ikke.
Altfor tidligt tyktes
Tørnen mig at ende.

Gudny, hans Søster, traadte frem paa Gulvet og sagde: »Har du nu sikret dig nogenlunde mod deres Anklager derude paa Frodaa?« Toraren kvad:

Mod min Moders Haansord
maatte jeg mig værne.
Saarseglen blev svungen,
svælgende Ravnen hopped.

Dødning laa ved Dødning,
Damp af Blodet blinded;
Fjenden lod sin Lynild
lue nær min Hjælmkam.

Vermund sagde: »Det lader til, I har klemt godt paa fra begge Sider. Fik du nu ogsaa rigtig vist, om du var Karlfolk eller Kvindfolk?« Toraren kvad:

Vist de haarde Halse
Hugget kunde tyde.
Hævn jeg gav for Haanen,
Hjælmen brast paa Torbjørn.

Lad kun Snorre snakke
snildt med sin Veninde,
Ravnen ser paa Kampen
som den bedste Kender.

Derefter fortalte Toraren, hvad der var sket. Vermund spurgte: »Hvorfor satte du efter dem? Syntes du ikke de havde faaet nok i første Omgang?« Toraren kvad:

Kæmpe! Op mig irred
ildesindet Tale.
Torbjørns Ledtog lo, da
lydt den ene mælte:

Toraren den raske
raste, saa han hugged
af sin Hustru Haanden.
Hævnen maatte følge.

»Det er til at forstaa,« sagde Vermund, »at du ikke vilde finde dig i dette.«

Toraren blev paa Bjarnarhavn om Natten. Næste Morgen sagde Vermund: »Du vil ikke synes, det er nogen Stormandshjælp, den jeg kan yde dig. Jeg har ikke Kræfter til at tage mig af jer i denne Sag, medmindre vi faar flere Folk med os. Lad os i Dag ride til Bolstad, til din Morbroder Arnkel, og høre, om han vil staa os bi. Thi Snorre Gode bliver vanskelig at hamle op med.« »Som du synes,« svarede Toraren.

Vermund og Toraren red nu ind paa Bolstad. De blev vel modtaget af Arnkel, som spurgte om deres Ærinde. Toraren kvad:

Tungt jeg ser i Tanken
Tunet under Blod-Stormen.
Tungt jeg ser Lig-Seglen
skære Hjælm og Brynje.

Skjoldets Maaneskive
skares, saa Ny og Næ i
Blodets Sø blev sænket –
sent jeg glemmer Kampen.

Arnkel spurgte om de nærmere Omstændigheder ved den Sag, som Toraren der kvad om. Og da han havde faaet udførlig Besked, sagde han: »Du har rejst Børster nu, min Søstersøn, du, som ellers er saa stille en Mand.« Toraren kvad:

Strid jeg ypped aldrig,
inden man mig tirred.
Harm jeg oftest aved,
ulmed end dens Lue

Stille Vind dog stundom,
bærer Stormen i sig.
Tal de Ord til Torbjørns
trættelystne Enke.

»Du kan have Ret,« sagde Arnkel, »og nu foreslaar jeg dig, Toraren, min Søstersøn, at du bliver hos mig, til dette Uvejr paa en eller anden Maade stilner af. Dog vil jeg sige dig, Vermund, at naar jeg tager nogen Del i denne Sag, er det paa Betingelse af, at du staar mig bi, selv om jeg giver Toraren Husly.« »Det er min Pligt,« sagde Vermund, »at hjælpe Toraren selv om du overtager Førerskabet.« Da sagde Arnkel: »Jeg tror, det er bedst, at vi her i Snorres Nærhed bliver allesammen hos hinanden Vinteren over.« Arnkel samlede nu mange Folk om sig denne Vinter. Og Vermund skiftedes til at bo paa Bjarnarhavn og hos Arnkel. Toraren var som sædvanlig meget tavs. Arnkel førte et stort Hus med mange Fester og Fornøjelser, han saa helst, andre morede sig lige saa godt som han selv, og han opmuntrede tit Toraren til at deltage i Kaadhed og Lystighed. Han skæmtede med, at han havde hørt, at Enken paa Frodaa var kommen let over sin Sorg. »Det vilde vist more hende,« sagde han til Toraren, »om hun hørte, at du hang med Næbbet.« Toraren kvad:

Ej skal, ør af Øllet
eller yr af Dansen,
Enken kunne spotte
mig for Angst og Anger.

Rigt jeg fodred Ravnen,
røde Kilder pibled.
End den sorte Lig-Høg
haaber paa en Holmgang.


Drabet paa Katla og Odd

Torarens Moder Gejrrid i Maaveli sendte Bud til Bolstad og lod sige, at hun havde Vished for, at det var Odd Katlasøn, der havde hugget Haanden af Aud. Hun vidste det dels fra Katlas eget Udsagn, dels fra, at Odd overfor sine Venner havde pralet deraf. Da Toraren og Arnkel fik dette at vide, red de hjemmefra med elleve Mand i Følge og tog Vejen til Maaveli. Der overnattede de, men næste Morgen rejste de videre til Holt. Der var ikke andre Karlfolk hjemme end Odd. Katla sad paa Vægbænken og spandt; hun bad Odd sætte sig hos hende og forholde sig ganske roligt. Kvinderne bød hun blive siddende, hvor de sad og lade hende sige, hvad der skulde siges. Arnkel og hans Ledsagere gik ind, og Katla hilste paa ham og spurgte om Nyt. Arnkel svarede, at han intet Nyt havde hørt, men han vilde gerne tale med Odd. Katla fortalte, at han var rejst sydpaa til Bredevig. »Men,« sagde hun, »havde han været hjemme, vilde han ikke have søgt at undgaa et Møde med dig, thi vi stoler paa din Retskaffenhed.« »Maaske nok,« svarede Arnkel, »men vi faar vel Lov selv at se efter den, vi søger.« »Som I vil,« sagde Katla, og bød den Kvinde, der ledede Husholdningen, gaa foran dem med et Lys og aabne Spisekammeret. »Det er det eneste aflaasede Rum her,« tilføjede hun. De saa, at Katla blev siddende og spinde. Derefter gennemsøgte de alle Gaardens Rum, men uden at finde Odd, saa de maatte drage afsted med uforrettet Sag. Da de imidlertid var kommen et kort Stykke fra Gaarden, gjorde Arnkel Holdt og sagde: »Katla sad hele Tiden og spandt. Mon hun ikke har spundet Forvirring om Hovedet paa os? Jeg kunde tænke mig, det var Odd, der saa ud som Rokken.« »Man kan tiltro hende alt,« svarede Toraren, »lad os vende tilbage.«

Det gjorde de. Da man fra Holt saa dem komme igen, sagde Katla til Kvinderne: »Bliv siddende paa jere Pladser. Odd og jeg gaar udenfor.« Hun gik ud i Forværelset med Sønnen og kæmmede og klippede hans Haar. Arnkel og hans Mænd aabnede Døren og traadte ind. De saa da Katla sidde og lege med en Gedebuk, glatte Pandelokken og Hageskægget og strigle Haaret paa dens Sider med Fingrene. De gik videre ind i Stuen, men saa ikke Odd nogetsteds. Derimod saa de Rokken ligge paa Bænken, saa de mente, at det altsaa ikke kunde være Odd, der havde set ud som Rokken. De gik paany deres Vej med uforrettet Sag. Men da de var kommen omtrent lige saa langt bort fra Gaarden som før, standsede Arnkel igen og sagde: »Tror I ikke den Buk var Odd, som hun havde omskabt?« »Ja ingen kan vide,« svarede Toraren. »Men vender vi om en Gang til, saa lad os faa Fingre i Katla.« »Vi prøver endnu en Gang,« sagde Arnkel, »hvem ved hvad der kan ske?« De vendte paany tilbage, men da Holtboerne havde set dem nærme sig paany, bød Katla sin Søn gaa med sig udenfor Huset. Der fik hun ham til at lægge sig under en Askedynge. »Bliv der, hvad der end hænder,« sagde hun. Arnkel og hans Mænd gik atter ind i Stuen, og nu sad Katla ligesom første Gang paa Bænken og spandt. Hun hilste paa dem og sagde, at der var kort mellem deres Besøg. Arnkel indrømmede dette, men hans Ledsagere tog Rokken og hug den itu. Da sagde Katla: »I behøver da ikke at sige hjemme i Aften, at I intet fik ud af Besøget i Holt, siden I nu har slaaet en Rok itu.« Nu gav Arnkel og hans Mænd sig til at søge efter Odd baade ude og inde, men intet levende fandt de uden en Galt, som Katla plejede at have gaaende der udenfor paa Tunet. Den laa nu under Asken. De tog saa atter afsted. Men da de var kommen Halvvejen til Maaveli, kom Gejrrid og en af hendes Karle imod dem. Hun spurgte, hvorledes det var gaaet. Toraren svarede, at Rejsen havde været unyttig. Hun sagde da, at de ikke havde ledt grundigt nok efter Odd. »Vend om een Gang til, saa følger jeg med. Man maa sejle med tjærede Klude i Katlas Farvand.«

Endnu en Gang vendte de tilbage. Gejrrid havde en blaa Kappe om sig. Saa snart de saas fra Holt, blev der sagt til Katla: »Nu kommer de fjorten Mand, og en er i farvet Kappe.« Dertil svarede Katla: »Det er vel Troldkællingen Gejrrid, saa klarer vi os ikke alene med at hverre Syn.« Hun rejste sig fra Bænken og fjernede Puden, som hun havde siddet paa. Nedenunder var der en Lem, der dækkede et Hulrum under Bænken. Deri gemte hun Odd, lukkede Lemmen og lagde igen Puden over, hun satte sig paa den og sagde, hun befandt sig saa underlig utilpas. Da Arnkel og hans Følge kom ind i Stuen, veksledes der ingen Hilsner. Gejrrid krængede Kappen af sig, tog en Sæk af Sælhundeskind og trak den over Hovedet paa Katla, hvorefter hendes Hjælpere snørede den sammen længere nede. Derefter befalede Gejrrid dem at bryde Bænken op. Det gjorde de, trak Odd frem af sit Skjul og bandt ham. Moder og Søn blev nu ført ud til Forbjerget Bulandshøfde. Der blev Odd hængt. Da han dinglede i Galgen, raabte Arnkel op til ham: »Du fik en slet Mødrenearv. Det er vist ingen god Moder du har.« Katla sagde: »Det kan nok være, at han ingen god Moder har. Men det onde, som sker ham, sker ikke med hans Moders Vilje. Min Vilje er det derimod at bringe det værste over jer alle. Og jeg venter, det vil lykkes. Med det samme kan jeg sige jer, at det er mig, der har ødelagt Gunløg Torbjørnssøn og derved er Ophav til al den Skade, der nu sker. Du Arnkel,« vedblev hun, »kan ikke komme i Ulykke ved din Moder, hun er død. Men mit Dødsønske for dig skal være, at din Fader maa volde dig det, der er saa meget værre, end hvad jeg har voldt Odd, som du har mere i Vove end han. Jeg venter ogsaa, at det skal blive vitterligt, at du har en ond Fader.« Da Katla havde udtalt disse Ord, stenede de hende ihjel under Bulandshøfde, hvor efter de rejste til Maaveli og var der om Natten. Næste Dag red Arnkel hjem med sit Følge. Denne Begivenhed rygtedes vidt omkring, men vakte ikke Sorg noget Steds.

Snorre Gode paatog sig at føre Sagen angaaende Drabet paa sin Svoger Torbjørn og stævnede Toraren tilligemed alle, der havde deltaget i Drabene, til Torsnæsting. Arnkel saa, at det vilde blive vanskeligt for hans Frænder at klare sig, hvad enten der blev Tale om at staa imod med Vaaben eller at betale Bøder. Paa hans Raad besluttede da Toraren, Vermund og Alfgejr sig til at rejse ud af Landet. Arnkel skaffede dem Skibslejlighed med en Nordmand, der laa med sit Skib ude ved Øre, og skønt Snorre Gode søgte at forpurre deres Planer, lykkedes det dem dog ved Arnkels Hjælp at slippe bort, og han høstede megen Ære af den mandige Bistand, han havde ydet dem. Paa Torsnæstinget fik Snorre Gode Drabsmændene dømt fredløs, og efter Tinget lagde han Haand paa, hvad han kunde overkomme af de dræbtes Gods. Saaledes endte denne Sag.

Det følgende Efteraar blev Torbjørn den Digres Stodheste fundet døde paa Fjældet. Torbjørns Hingst havde ikke kunnet staa sig mod Torarens, og den og Hopperne var drevne ud i Vildmarken, hvor de var blevet dækket af Sneen, og man fandt dem alle døde.


Vermund og Bersærkerne

Vermund og Toraren den Sorte landede i Norge ved Trondhjem. Vermund rejste til Hakon Jarl, som den Gang regerede i Norge, og gik i hans Tjeneste. Han havde overladt sin Andel i Skibet til Toraren og Alfgejr, som ved Efteraarstid sejlede vestpaa til England. Dermed er Toraren ude af denne Saga. Hakon Jarl opholdt sig denne Vinter paa Lade. Han udmærkede Vermund, fordi han vidste, han var af høj Slægt. Hos Jarlen opholdt sig to svenske Brødre Halle og Lejkner. De var meget større og stærkere end andre Mænd, som levede paa den Tid. De gik undertiden Bersærkergang og mistede da deres menneskelige Væsen. De blev rasende og stormede rundt som gale Hunde, mens de hverken veg for Ild eller Jærn. I det daglige var de ikke vanskelige at omgaas, hvis man lod dem i Fred; men naar Sindet vendte sig i dem, blev de ustyrlige. Jarlen havde faaet disse Bersærker af den svenske Konge Erik Sejrsæl, som havde tilraadet ham at behandle dem godt og foreholdt ham, hvilken Nytte og Hjælp man kunde vente sig af dem, naar man tog Hensyn til deres Særhed.

Da Vermund havde været en Vinter hos Jarlen, fik han Foraarslængsler efter Island og bad om Lov til at rejse hjem. Jarlen gav sit Samtykke og tilføjede: »Tænk over, om der skulde være et eller andet her, som du ønsker dig, og som kunde være dig til Nytte og til Ære for os begge.« Mens Vermund overvejede dette Tilbud, slog det ham, at paa Island kunde han have stor Nytte af at have et Par Mænd som disse Bersærker bag sig, og han bestemte sig til at prøve, om Jarlen vilde afse dem til ham. En af Grundene til at han nærede dette Ønske, var Hensynet til hans Broder Styr, som han mente sad og bredte sig over meget af, hvad der tilkom ham selv, og som, naar Lejlighed gaves, begik Uret saavel mod ham som de fleste andre. Styr vilde nok holde sig indenfor sine egne Grænser, hvis Vermund mødte med et Par Karle som disse Brødre. Enden paa Overvejelserne blev altsaa, at han bad Jarlen hædre ham med at overlade ham Bersærkerne til Hjælp og Støtte. Jarlen tvivlede paa, at Gaven vilde blive til Gavn for Vermund, men da denne fastholdt sit Ønske, endte det med, at han fik sin Vilje. Derefter rejste Vermund med Bersærkerne til Island.

Saa snart Vermund var kommen hjem, henvendte Bersærken Halle sig til ham om at skaffe sig en Kone af passende Byrd. Men da Vermund ikke kendte nogen Kvinde af god Herkomst, der kunde tænkes at ville tage en Bersærk til Ægtemand og knytte sin Skæbne til hans, søgte han at slaa det hen. Da Halle blev klar over dette, begyndte det at murre og knurre i ham, og han og Vermund stod ikke mere paa en god Fod med hinanden. Bersærkerne blev hovne og ulydige mod deres Herre, saa Vermund fortrød, han havde faaet dem med sig. Om Efteraaret gjorde Vermund et stort Gilde og indbød Arnkel Gode og Ørboerne og sin Broder Styr. Ved Gildets Slutning vilde Vermund skænke Bersærkerne til Arnkel, men denne vilde ikke modtage dem. Derefter raadslog Vermund med ham om, hvorledes han skulde blive dem kvit, og de blev enige om, at han skulde tilbyde Styr dem. Denne overmodige og urimelige Mand, mente de, maatte have særlig Brug for saadanne Karle. Og da Styr var færdig til at gaa fra Gildet, sagde Vermund til ham: »Broder! Jeg synes nu vi skal lade den Splid fare, som var os imellem, før jeg rejste ud, og omgaas hinanden som Slægtninge og gode Venner. Derfor vil jeg skænke dig en Gave, nemlig to Mænd, jeg har haft med mig derude fra. Naar du er ledsaget og bistaaet af dem, tror jeg ikke der findes nogen, som tør lægge sig ud med dig.« Styr svarede: »Jeg gaar gerne ind paa, at vi slaar en Streg over vore Trætter og holder vort Slægtskab i Ære. Men efter hvad der er bleven mig fortalt om de Mænd, du bragte med dig, tror jeg snarere, de vil volde mig Vanskeligheder end blive mig til Hjælp og Støtte. Derfor ønsker jeg aldrig at se dem i min Gaard, thi jeg har Uvenner nok i Forvejen og føler ingen Trang til ogsaa at faa disse to at trækkes med.« »Hvad vil du da raade mig til, Broder?« sagde Vermund, »hvorledes skal jeg komme ud af denne Klemme?« »Det er en anden Snak,« svarede Styr. »At løse dig ud af en Klemme, er ikke det samme som at modtage en Vennegave af dig. Vennegaven ønsker jeg ikke, men til at hjælpe dig, naar du er i Knibe, dertil er ingen nærmere end jeg, dersom vi ellers vender Næsen i samme Retning.« Skønt Styr saaledes havde gennemskuet ham, ønskede Vermund dog at blive af med Bersærkerne. Styr tog dem med sig, og Brødrene skiltes venskabeligt. Bersærkerne var utilfredse med, at Vermund overdrog dem til en anden, som om de var Trælle, men de erklærede dog, at de havde mere Lyst til at følge Styr end Vermund. I Førstningen var der ogsaa et meget godt Forhold mellem Styr og dem. De fulgte ham, da han rejste vestpaa over Fjorden for at dræbe Torbjørn Kjalke, der boede ved Kjalkefjord. Han laa i en tilskoddet Seng, bygget af svære Planker. Den opbrød Bersærkerne med en saadan Kraft, at Bjælkerne splintredes i Sammenføjningerne. Dog dræbte Styr med egen Haand Torbjørn Kjalke.


Vigfus's Anslag mod Snorre Gode

Det Efteraar, da Bersærkerne tog Ophold hos Styr, rejste Vigfus i Drapali, der var gift med en Slægtning af Arnkel Gode, ud til Seljebrinkerne tilligemed sine tre Trælle for at svie Kul. En af Trællene kaldtes Svart den Stærke. Da de naaede Skoven, sagde Vigfus: »Det er en stor Skam, Svart, at du skal være Træl, saa stærk og mandig du ser ud. Mener du ikke selv det?« »Jo, vist piner det mig meget,« svarede Svart, »men jeg har heller ikke selv valgt mine Kaar.« Vigfus sagde: »Hvad vil du give mig for at faa din Frihed?« Svart sagde: »Penge til at købe den for har jeg ikke, men hvad jeg ellers kan gengælde den med, skal der ikke spares paa.« Vigfus sagde: »Rejs til Helgefjæld og slaa Snorre ihjel. Saa skal du faa din Frihed og gode Levevilkaar.« »Det faar jeg næppe Held med,« svarede Svart. »Jeg skal lægge Planen for dig,« lovede Vigfus, »saa at du ingen Fare udsætter dig for.« »Lad mig høre din Plan,« sagde Svart. »Du skal rejse til Helgefjæld og gaa op paa Loftet over Yderdøren. Og skub saa Loftsfjælene saa meget, saa du kan faa et Spyd ned imellem dem. Naar saa Snorre gaar ud, skal du jage det ned gennem Loftet og i Ryggen paa ham med en saadan Kraft at det rækker Tunge ud gennem hans Bug. Derefter skal du skynde dig op paa Taget og lade dig glide ned ad Væggen og skyndsomst forsvinde i Nattens Mørke.« Med denne Plan rejste Svart til Helgefjæld, hvor han rev et saadant Hul i Taget over Døren, at han kunde komme ind paa Loftet. Det var paa den Tid, da Snorre og hans Folk sad ved Ildstedet omkring Aftensmaden. Da de var færdige med deres Maaltid, vilde de gaa ud og forrette deres Nødtørft. Snorre gik først og kom ud ad Døren, inden Svart havde Sagerne i Orden. Den næste, der vilde gaa ud, var Maar Hallvardssøn. Ham stak Svart efter. Spydet ramte ham paa Skulderbladet og rendte ud under Armen, og Maar blev ikke videre saaret. Svart sprang nu ud paa Taget og ned ad Væggen, men han gled paa Brostenene og faldt omkuld. Snorre fik fat i ham, inden han naaede at komme paa Benene. Nu maatte han ud med Sandheden og bekende hele Vigfus's Plan. Desuden røbede han, at Vigfus sved Kul under Seljebrinkerne. Derefter skyndte Snorre sig med seks Mand til Drapali, og da de naaede op i Lien, saa de Vigfus's Kulmileild. De kom bag paa ham og dræbte ham, men skaanede hans Karle. Saa vendte Snorre tilbage, og Vigfus's Karle fortalte hjemme i Drapali, hvad der var sket. Næste Dag blev Vigfus lagt i Høj. Samme Dag rejste Vigfus's Kone Torgerd til Bolstad og fortalte sin Slægtning Arnkel om Drabet, samt bad ham føre Anklagen mod Drabsmændene. Men Arnkel skubbede Sagen fra sig og hævdede, at det tilkom hans Slægtninge Kjalleklingerne at tage sig af den. Han nævnede først og fremmest Styr, der jo aldrig var ked af at have sine Jærn i Ilden.


Arnkel overtager Anklagen

Nu henvendte Torgerd sig til Styr og bad ham rejse Anklagen for Drabet paa hendes Mand. Men han svarede: »I Foraaret lovede jeg Snorre, da han hjalp os i Sagen mod Torgests Slægt, at jeg ikke skulde søge ham i Sager, som andre var lige saa nær til at rejse som jeg. Henvend dig til min Broder Vermund eller andre af vore Slægtninge.« Hun rejste da til Bjarnarhavn og bad Vermund hjælpe sig. Hun bad ham meget indtrængende og sagde, at han var den, Vigfus stolede mest paa af alle sine Slægtninge. Vermund svarede: »Det er min Pligt at staa dig bi. Men i denne Sag vil jeg ikke trænge mig frem for andre af vore Slægtninge. Jeg skal hjælpe dig efter Evne baade med Raad og Daad. Først raader jeg dig til at rejse ud til Øre til Vigfus's Slægtning Stentor. Det er paa Tide, han faar Lejlighed til at optræde ved en Rettergang.« Hun tog derefter til Øre og bad Stentor om at være Formand i Sagen. Stentor svarede: »Hvorfor beder du mig om dette? Jeg er en ung Mand og har ikke haft med saadanne Sager at gøre. Vigfus har jo nærmere Slægtninge end mig, og Mænd, som syner mer i Omgivelserne. Jeg føler ingen Trang til at rive dem denne Sag ud af Hænderne. Men jeg vil slutte mig til dem af mine Slægtninge, som tager Sagen i Haand.« Torgerd fik intet andet Svar. Hun rejste paany ind over Fjorden til Vermund og fortalte ham, hvorledes det var gaaet hende. Hun sagde, at det hele vilde løbe ud i Sandet, hvis han ikke vilde staa i Spidsen. Vermund svarede: »Jeg tror tværtimod, at vi kan naa en Ordning, der er gunstig for dig, hvis du vil følge det Raad, jeg nu giver dig.« Hun sagde: »Jeg vil gøre, hvad der staar i min Magt for at faa Sagen frem.« »Rejs nu hjem,« sagde Vermund, »og lad Liget af din Mand grave op. Tag saa hans Hoved og gaa hen til Arnkel med det og sig, at dette Hoved vilde ikke overlade Arnkels Hævnsag til andre, hvis det var ham, der var dræbt.« Torgerd svarede, at hun vidste ikke, hvad der vilde komme ud deraf, men at ingen sparede hende for Besvær og Sindsbevægelser, det var til at tage og føle paa. »Dog lad mig gøre det,« tilføjede hun, »i Haab om, at det vil bringe endnu mere ondt over mine Uvenners Hoveder.« Hun rejste nu hjem og gjorde, som Vermund havde raadet hende. Derefter gik hun til Bolstad og sagde til Arnkel, at Vigfus's Slægtninge havde udpeget ham som Formand i Drabssagen efter Vigfus, men de havde alle tilsagt deres Hjælp. Arnkel svarede, at hun havde jo allerede een Gang hørt hans Mening derom. Da slog Torgerd sin Kaabe til Side og tog Vigfus's afskaarne Hoved frem. »Her ser du,« sagde hun, »det Hoved, som ikke vilde undslaa sig for at kræve Bod for dig, om du laa, hvor det har ligget.« Arnkel fór heftigt op ved dette Syn, stødte hende fra sig og sagde: »Gaa og sig til Vigfus's Frænder, at de nu maa vise sig lige saa udholdende i Sagen mod Snorre Gode, som jeg skal vise mig som deres Anfører. Men jeg har en Mistanke om, at hvorledes end denne Sag forløber, saa kryber de i Ly før jeg. Jeg har gættet, at det er Vermund, der har givet dig det Ærinde, du kommer med. Hvad Opgave vi to Svogre end stilles overfor, skal han ikke behøve at hidse mig frem.«

Torgerd tog hjem, og Vinteren led. Men om Foraaret rejste Arnkel Drabssag mod alle, som havde deltaget i Drabet paa Vigfus, dog ikke mod Snorre Gode. Men Snorre rejste Modsag for Anslag mod sit eget Liv og Overfald paa Maar og hævdede, at Vigfus havde selv forskyldt sin Død, og at der intet var at bøde. Baade Arnkel og Snorre mødte mandstærke paa Torsnæstinget. Alle Kjalleklingerne fulgte Arnkel, og hans Parti var det talrigeste. Han fremførte Anklagen med megen Dristighed. Da Sagen gik til Domsforhandling, blev der mæglet af velsindede Mænd, der udvirkede, at Snorre gik ind paa at underkaste sig en Kendelse. Denne blev afsagt, og der fastsattes mange Pengebøder. Maar skulde rejse ud af Landet i tre Aar, men Snorre betalte det forlangte, og da Tinget sluttede, var der Forlig over det hele.


Bersærkerne dræbes

Da Bersærkerne havde været en Tid hos Styr, begyndte Halle at indynde sig hos Styrs Datter Asdis. Hun var en ung og dristig Pige, kaad og djærv. Da Styr opdagede deres Snak i Krogene, bad han Halle om ikke at gøre ham den Sorg og Skam at forføre hans Datter. Halle svarede: »Du skal vide, Styr, at du ingen Skam kan have af, at jeg taler med din Datter. Jeg vil paa ingen Maade vanære dig. Men hør nu kort og godt: Jeg elsker hende saa højt, at jeg aldrig faar hende ud af mit Sind.« Halle vedblev: »Nu vil jeg søge at stadfæste mit Venskab med dig. Lad mig faa din Datter Asdis, og til Gengæld lover jeg dig mit Venskab og min trofaste Hjælp tilligemed min Broder Lejkners Bistand. Paa Island skal ingen faa Mage til Berømmelse af et Følge paa to Mand, som den, vi skal skaffe dig. Ved vore Kræfter skal dit Høvdingeskab blive styrket bedre, end om du giftede din Datter med den største Bonde i Bredefjordslandet, det kan gaa op imod, at vi ikke er rige. Men sætter du dig imod, da hører vort Venskab op, hver maa skøtte sig selv. Du kan ogsaa spare dig at prøve at forhindre mig i at tale med Asdis.« Styr tav lidt og syntes i Forlegenhed for Svar. Men omsider sagde han: »Er dette dit fulde Alvor? Eller er det noget, du slynger ud i Kaadhed?« »Du gør bedst i at regne med, det ikke er Mundsvejr,« sagde Halle. »Alt vort Venskab staar og falder med dit Svar.« Styr sagde: »Jeg vil da først tale med mine Venner om, hvilket Svar jeg skal give dig.« Halle svarede: »Tal med hvem du vil om det, men jeg vil have Svaret i Løbet af tre Døgn. Længere vil jeg ikke gaa med min Bejlen uafgjort.« Dermed skiltes de.

Næste Morgen red Styr til Helgefjæld. Snorre bad ham sidde ned, men Styr sagde, han havde travlt, han vilde blot gerne tale lidt med ham. »Er det noget alvorligt, vi skal tale om?« spurgte Snorre. »Jeg tror, det maa kaldes alvorligt,« svarede Styr. »Lad os saa gaa op paa Helgefjæld,« sagde Snorre. »De Planer, som blev lagt der, har bedst staaet deres Prøve.« »Som du vil,« svarede Styr. Saa gik de op paa Fjældet og sad der i Samtale til det blev Aften. Ingen andre fik at vide, hvad Samtalen gjaldt. Da den var sluttet, red Styr hjem. Den følgende Morgen gik Halle til Styr og spurgte, hvorledes det stod med hans Sag. Styr svarede: »Folk mener, du ejer for lidt. Men hvad Erstatning vil du kunne byde for din Mangel paa Penge?« Halle sagde: »Jeg vil udrette, hvad du kræver, hvis jeg kan. Men ingen tager Penge af tom Lomme.« Styr svarede: »Jeg ser, du vil tage mig det ilde op, hvis jeg ikke lader dig faa min Datter. Saa vil jeg følge Fortidens Skik og lade dig udføre et Arbejde for at komme i Besiddelse af Pigen.« »Hvilket Arbejde da?« spurgte Halle. »Du skal lægge en Vej over den stenede Grund, der fører ud til Bjarnarhavn. Derefter skal du rejse et Gærde mellem vore Jorder tværs over denne Grund. Og endelig skal du bygge en Faarefold paa min Side af Gærdet. Naar du har udført dette, skal du faa min Datter Asdis.« Halle svarede: »Jeg er ganske vist ikke vant til Arbejde, men jeg gaar dog ind paa det, hvis der ingen flere Hindringer lægges mig i Vejen for Giftermaalet.« Styr sagde da, at dermed var den Handel afgjort. Bersærkerne tog fat paa at bane Vejen, og det var et stort Værk for Menneskehaand. Derefter rejste de Gærdet, hvoraf der endnu er Spor. Og tilsidst byggede de Folden. Men medens dette stod paa, lod Styr bygge en Badstue hjemme paa sin Gaard Hraun. Den var gravet ned i Jorden. Over Ovnen var der et Glughul, saa man kunde hælde Vand ind udefra. Og der var overordentlig hedt derinde. Bersærkerne gik hjem om Aftenen den sidste Dag, da Folden var færdig, og var da meget trætte, som det kendes fra de Mænd, der har dobbelt Væsen, at der falder en Afmagt over dem, naar Bersærkergangen er forbi. Styr gik ud imod dem og takkede dem for deres Arbejde. Han foreslog dem at tage et Bad og hvile sig ovenpaa. De fulgte hans Raad, men da de kom i Badet, lukkede Styr Badstuen og lod lægge Sten paa Lemmen over Forrummet, og han lod brede en nylig afflaaet Kohud ved Opgangen. Derpaa lod han det kogende Vand strømme udefra ind gennem Gluggen over Ovnen. Dette foraarsagede at Badet blev saa overhedet, at Bersærkerne ikke kunde holde det ud, men skyndte sig til Døren. Halle fik Lemmen brudt op, men gled paa den fedtede Kohud og faldt omkuld. Da løb Styr til og dræbte ham. Da derefter Lejkner vilde løbe op gennem Døren, borede Styr sit Sværd igennem ham, saa han faldt tilbage i Badstuen og døde. Da de var dræbte, sørgede Styr for, at Ligene blev gjort rede til Begravelsen. De blev ført ud i en Dal i den stenede Mark, hvor de havde arbejdet, og dækket af en Stendynge. Dalen er saa dyb, at man intet ser derfra uden en Plet af Himmelen. De kom til at ligge tæt ved den Vej, de havde anlagt.

Da Snorre Gode hørte dette, red han til Hraun, og han og Styr talte sammen hele Dagen. Denne Samtale endte med, at Styr lovede Snorre sin Datter Asdis til Ægte, og Brylluppet fejredes samme Efteraar. Folk sagde, at baade Snorre og Styr voksede i Magt og Anseelse ved dette Svogerskab. Snorre var den bedste til at give kloge og gode Raad, men Styr den, der gav Ordene bedst Eftertryk i Handling. Begge havde de mange Slægtninge og Forbundsfæller i Herredet.


Torodd Skattekøber og Bjørn Bredevigskæmpe

Torodd Skattekøber hed en Mand, der stammede fra Medalfellstrand. Han var en meget retsindig Mand og en stor Handelsmand, der havde Skib paa Søen. Efter en Rejse til Irland tog han ved Efteraarstid Ophold hos Snorre Gode paa Helgefjæld kort efter Torbjørn den Digres Død. Dennes Enke Turid, Snorres Søster, boede i den Tid paa Helgefjæld, og Torodd bad Snorre om at faa hende til Ægte. Da Snorre vidste, han var rig og af god Familie, og tillige mente, at Turid havde Brug for en Forsørger, samtykkede han. Brylluppet fandt Sted om Vinteren paa Helgefjæld. Men Aaret efter overtog Torodd Frodaa, som han ledede forstandigt. Saa snart imidlertid Turid var kommen tilbage til Frodaa, fik en af hendes fordums Venner, Bjørn Asbrandssøn, paany sin Gang paa Gaarden. Og Rygtet gik, at han og Turid fortsatte det Elskovsforhold, de tidligere beskyldtes for at have staaet i til hinanden. Torodd søgte at holde Bjørn fra Døren, men uden Held. Paa den Tid boede Torer Vedlægg paa Arnarhvaal. Han havde to voksne Sønner Ørn og Val; de bebrejdede Torodd, at han taalte den Skam, Bjørn tilføjede ham, og tilbød at staa ved hans Side, hvis han vilde formene Bjørn Adgang til sin Gaard. En Gang sad Bjørn paa Frodaa og talte med Turid. Torodd plejede ellers at sidde derinde, naar Bjørn aflagde Besøg, men denne Gang var han ingen Steder at se. Turid sagde: »Pas paa, naar du tager herfra, Bjørn! Jeg tror Torodd har i Sinde at hindre dig i at komme her; han ligger vist paa Lur efter dig ved Vejen og er rimeligvis mere mandstærk end du.« Da kvad Bjørn:

Kvinde, gid denne dejlige
Dag maa tøve længe
mellem Højskoven og Himlen –
herligt vil vi den bruge.

Altfor tidligt Aftenen
over os sort sig sænker,
da jeg skal hæve Hornet
højt ved Glædens Ligfærd.

Omsider tog Bjørn sine Vaaben og begav sig paa Hjemvejen. Men da han kom op over Digremule, sprang fem Mand frem foran ham. Det var Torodd og to af hans Karle samt Torer Vedlæggs to Sønner. De angreb Bjørn, men han værgede sig tappert. Torers Sønner trængte haardest ind paa ham, det kostede dem begge Livet. Derefter trak Torodd sig tilbage med sine Karle. Han var lidt saaret, men begge Karlene slap helskindede. Bjørn gik ogsaa sin Vej, og da han kom hjem og ind i Stuen, bad Husfruen en Tjenestekvinde om at sørge for ham. Men da hun fik Lyset tændt, saa hun, at han blødte stærkt. Hun gik da til hans Fader Asbrand og sagde, at Bjørn var kommen blodig hjem. Asbrand gik ind til ham og spurgte, hvad der var sket: »Har du været i Kamp med Torodd?« Bjørn bekræftede dette, og fortalte, hvad Udfaldet af Kampen var blevet. Nu forbandt Asbrand hans Saar, og de heledes snart igen. Torodd henvendte sig til Snorre Gode og bad ham rejse Anklage for Torers Sønners Drab. Snorre bragte Sagen frem paa Torsnæstinget, hvor Striden endtes med, at Asbrand betalte Bøder for Drabene, og Bjørn blev dømt til at forlade Landet i tre Aar. Han rejste i Løbet af Sommeren. Samme Sommer fødte Turid paa Frodaa en Dreng, som fik Navnet Kjartan. Han voksede op hjemme hos Moderen, blev tidlig stor og en Yngling, man ventede sig det bedste af. Bjørn kom først til Danmark, og derfra drog han videre sydpaa og kom til Jomsborg. Det var, mens Palnatoke stod i Spidsen for Jomsvikingerne. Bjørn lod sig optage i deres Lag og fik Ord for at være en god Kæmpe. Han var i Jomsborg, da Styrbjørn den Stærke indtog Borgen. Bjørn fulgte ogsaa med til Sverige, da Jomsvikingerne slog sig sammen med Styrbjørn. Han deltog i Slaget paa Fyrissletten, hvor Styrbjørn faldt, og flygtede derfra sammen med de andre Jomsvikinger til Skovs. I Palnatokes Levetid blev Bjørn i hans Følge og ansaas for en af de bedste og modigste Mænd, hvor det gjaldt.


Strid mellem Torolf Bøjefod og Ulfar

Alderen mærkede efterhaanden Torolf Bøjefod. Han blev med Aarene ondskabsfuld og pirrelig og laa ofte i Klammeri med sine Naboer. Forholdet til Sønnen var heller ikke det hjerteligste. En Dag red han til Ulfarsfjæld for at tale med Ulfar Bonde, en dygtig Slider, om hvem det hed sig, at han havde bedre Held med sin Høhøst end andre Folk. Ogsaa hans Kvæghold stod godt, og hans Dyr omkom aldrig hverken af Mangel paa Føde eller under Uvejr. Da nu Torolf traf Ulfar, bad han ham give sig Raad med Hensyn til, hvorledes han skulde indrette sin Bedrift, sige, hvad han mente om Vejrudsigterne for Sommeren, om han troede den vilde blive tør eller ej. Ulfar svarede: »Jeg kan kun sige dig, hvad jeg selv indretter mig efter. I Dag sætter jeg mine Leer i Gang og ser til at faa slaaet saa meget Hø som muligt i denne Uge, thi jeg tror, den bliver fugtig. Men saa venter jeg, der kommer godt Tørvejr i den næste halve Maaned.« Torolf tog derefter hjem og sendte sine mange Tjenestekarle paa Engen. Det gik, som Ulfar havde sagt, thi han var mere vejrklog end de fleste. Oppe paa Bjergryggen havde Torolf og Ulfar Enge, der grænsede sammen. I Begyndelsen mejede de begge to alt, hvad de orkede. Siden tørrede og stakkede de Høet. En Morgen tidlig kiggede Torolf ud paa Vejret; det var Tykning, og han syntes, det lurede med Regn. Han vækkede sine Trælle og bød dem bjerge Hø hjem, alt hvad de kunde, hele Dagen. »Vejret er ikke til at stole paa,« sagde han. Trællene klædte sig paa og tog fat, Torolf satte Høet i Hus og skyndte paa Trællene, at det kunde gaa i en Fart.

Samme Morgen tidlig saa Ulfar ogsaa ud, og hans Karle spurgte, hvad han mente om Vejret. Han bad dem roligt sove videre. »Vejret er godt,« sagde han. »Det bliver Solskin. I Dag skal I slaa Engene omkring Gaarden. Saa kan vi hente Høet oppe paa Aasen hjem i Morgen.« Vejret blev som Ulfar havde sagt. Og henimod Aften sendte Ulfar en Mand op paa Bjergryggen for at se, hvorledes Høet stod. Deroppe hentede Torolf Hø med tre Heste hele Dagen. Hen ad Eftermiddagen var hans eget i Hus. Derefter bød han Trællene ogsaa at hente Ulfars Hø, hvad de saa gjorde. Da Ulfars Karl opdagede det, løb han straks hjem og fortalte det til Ulfar. Denne skyndte sig op paa Aasen og spurgte rasende Torolf, hvorledes det kunde falde ham ind at røve hans Hø. Torolf svarede, at han brød sig aldeles ikke om, hvad Ulfar himlede op om, og var saa arrig og umedgørlig, at de var lige ved at fare løs paa hinanden. Ulfar gik nu til Arnkel og bad ham om Støtte, da ellers alt vilde komme i Ulave. Arnkel sagde, at han vilde bede sin Fader om at betale Høet, men tilføjede, at han ikke havde meget Haab om, at det nyttede noget. Arnkel henvendte sig nu til Faderen i den Anledning, men Torolf svarede, at den Træl havde nok. Arnkel bad ham erstatte Høet af Hensyn til sin Søns Ord, men Torolf svarede, at for hans Ord gjorde han intet, uden maaske at gøre Ulfars Stilling endnu værre. De skiltes uden at være kommen hinanden nærmere. Da Arnkel kom tilbage til Ulfar, meddelte han ham, hvad Faderen havde svaret. Ulfar lod sig forstaa med, at han nok havde taget lidt for lempeligt paa Sagen, ellers kunde han vist have drejet Faderens Lune. Da bad Arnkel Ulfar sige, hvad han mente Høet var værd, og betalte ham dette Beløb. Næste Gang han traf sin Fader, forlangte Arnkel de Penge, som han havde udlagt for Høet, men Torolf gav ham et skarpt Svar, og de skiltes i Vrede. Det følgende Efteraar lod Arnkel hente syv af Torolfs Høveder hjem fra Fjældet og lod dem slagte i sin Gaard. Det blev Torolf højlig forbitret over og krævede Erstatning af Sønnen. Men Arnkel svarede, at det var Betalingen for Ulfars Hø. Da blev Torolf endnu mere ophidset end før og sagde, at denne Streg stod Ulfar bagved. Men han kunde bare vente.


Arnkel forsvarer Ulfar mod Torolf

Om Julen gjorde Torolf et stort Drikkegilde. Han sørgede for, at hans Trælle fik rigeligt at drikke, og da de var blevet ordentlig berusede, ophidsede han dem mod Ulfar og foreslog dem at gaa til hans Gaard og brænde ham inde. Som Belønning for denne Bedrift lovede Torolf at skænke dem Friheden. Trællene gik ind paa at vinde deres Frihed paa den foreslaaede Maade. De fulgtes ad seks Mand til Ulfarsfjæld. Der samlede de en Bunke Grene, bragte dem hen til Gaarden og stak Ild i dem. Mens dette foregik, sad Arnkel og hans Folk og drak paa Bolstad. Da de vilde gaa til Sengs, saa de Ilden blusse op paa Ulfarsfjæld. De skyndte sig derhen, greb Trællene og fik Ilden slukket. Der var endnu ikke brændt ret meget af Husene. Morgenen efter lod Arnkel Trællene føre til Forbjerget Vadelshøfde, og der blev de hængt alle seks. Ulfar overgav nu alt sit Gods i Arnkels Vold og gav sig ind under hans Formynderskab. Ulfar var imidlertid en frigiven, der havde været Træl under Torbrand i Alftafjordslandet, og dennes Sønner, Snorre Godes Fostbrødre, mente sig berettigede til at arve alle hans Ejendele. Derfor blev de meget forbitrede over, at han nu gav dem i Arnkels Vold, og der opstod et køligt Forhold mellem Arnkel og Torbrands Sønner. Torolf Bøjefod var ogsaa yderst utilfreds med Arnkel, fordi han havde ladet Trællene dræbe, og krævede Bod for dem. Men Arnkel afviste ethvert Krav og vilde ikke yde en Skilling. Forholdet mellem Fader og Søn blev nu værre end før. En Dag red Torolf til Helgefjæld. Snorre Gode bød ham ind og bad ham blive, men Torolf svarede, at han ikke kom, fordi Sulten drev ham. »Nej,« sagde han, »jeg kommer for at anmode dig om at skaffe mig min Ret, da du jo er Herredshøvding og pligtig til at skaffe dem Ret, der lider Overlast.« »Hvem har forurettet dig, Bonde?« sagde Snorre. »Det har min Søn Arnkel,« svarede Torolf.

Snorre sagde: »Ham skulde du nødig besvære dig over. Du skulde hellere se at dele hans Syn paa Sagerne, thi han er bedre Mand end du.« »Ingenlunde,« svarede Torolf. »Han foretager sig snart ikke andet end at forulempe mig. Jeg vil nu give dig mit fulde Venskab, Snorre, dersom du vil rejse Anklagen, fordi Arnkel har ladet mine Trælle dræbe, og jeg skal ikke selv forlange alle Bøderne.« Snorre sagde: »Jeg vil ikke blande mig i nogen Strid mellem dig og din Søn.« Torolf svarede: »Du er ikke Arnkels Ven, men kanske du mener, jeg er noget karrig i Pengesager. Men her skal du ikke være bange, hvad det angaar. Jeg ved, at du gerne vil have Kragenæs og den tilhørende Skov, den værdifuldeste Skov i disse Egne. Du skal faa det hele, hvis du rejser Anklagen for mine Trælles Drab. Og forfølg Sagen med Fynd og Klem, saa din egen Anseelse vokser derved, og saa de angrer deres Gerning, som har fortrædiget mig. Lad ingen gaa Ram forbi, enten de staar mig mer eller mindre nær.« Snorre havde megen Brug for Skoven, han modtog Tilbudet og paatog sig Anklagen for Trælledrabet. Torolf red veltilfreds hjem, men han høstede ikke Lovtale hos andre for denne Rejse. Om Foraaret stævnede Snorre Arnkel til Torsnæstinget. Begge mødte med stort Følge, og Snorre stod frem med Anklagen. Da Sagen skulde gaa til Doms, forlangte Arnkel Nævningeudsagn og paastod, at Trællene var blevet grebne i Ildpaasættelse. Snorre hævdede, at ganske vist havde Trællene tabt deres Ret paa Gerningsstedet, »men,« sagde han, »du førte dem ud til Vadelshøfde og dræbte dem der, og der mener jeg ikke de var retsløse.« Efter nogen Mægling blev der sluttet Forlig med den Bestemmelse, at Brødrene Styr og Vermund skulde dømme Parterne imellem. De dømte, at der skulde bødes tre Fjerdingspund Sølv for hver af Trællene, og Pengene skulde betales med det samme. Da det var sket, rakte Snorre Pungen til Torolf. Han tog den og sagde: »Da jeg gav dig min Jord, tænkte jeg mig ikke, at du vilde tage saa umandigt paa denne Sag. Det ved jeg i hvert Fald, at havde jeg givet Arnkel Selvdømme, havde han ikke nægtet mig saa ussel en Bod for mine Trælle.« Snorre svarede: »Nu er Sagen ordnet uden at der er overgaaet dig nogen Skam, men jeg vil ikke sætte min Anseelse til for at tilfredsstille din Ondskabsfuldhed og Urimelighed.« Torolf sagde: »Jeg haaber ikke, jeg oftere skal faa Brug for din Hjælp; men du skal ikke vente, at Folks Ulykker i dette Herred er gaaet i Hi.«

Derefter forlod Folk Tinget. Arnkel og Snorre var ingenlunde tilfredse med den Afslutning, Sagen fik, men endnu mindre var Torolf det.


Ulfars Død

Ørlyg paa Ørlygsstad, Ulfars Broder og ligesom denne Torbrands frigivne, blev ved denne Tid syg. Og da det bar mod Døden, blev han plejet af Ulfar. Saasnart han var død, ankom Arnkel til Gaarden, og han og Ulfar tog alt Godset i Besiddelse. Men da Torbrands Sønner fik at vide, at Ørlyg var død, kom de til Ørlygsstad og gjorde Krav paa Godset. De paastod, at alt, hvad deres frigivne efterlod sig, tilhørte dem. Men Ulfar forfægtede sin Ret til at overtage Arven efter sin Broder. Torbrands Sønner spurgte nu Arnkel, hvorledes han vilde stille sig i dette Stridsspørgsmaal. Arnkel svarede, at ingen skulde rane noget fra Ulfar, saalænge deres Sammenhold stod ved Magt, og saavidt det stod til ham. Torbrands Sønner forlod da Gaarden, rejste til Helgefjæld og bad Snorre Gode om Hjælp. Men Snorre svarede, at han ikke vilde lægge sig ud med Arnkel for den Sags Skyld, fordi de ved deres Sendrægtighed havde ladet ham komme sig i Forkøbet. Torbrands Sønner foreholdt Snorre, at naar han lod en saadan Sag sejle sin egen Sø, saa var han heller ikke egnet til at være den ledende i vigtigere Spørgsmaal. Den følgende Høst gjorde Arnkel et stort Høstgilde. Som sædvanlig var hans Ven Ulfar med og fik Gaver ved Afskeden. Den Dag, da Gildet sluttede, og Gæsterne skulde forlade Bolstad, red Torolf Bøjefod hjemmefra. Han rejste til Spaa-Gils paa Spaagilsstad i Torsaadalen og bad ham ledsage sig hen paa Rygningen af Ulfarsfjæld. Spaa-Gils gjorde, som han ønskede; Torolfs Træl fulgte dem.

Da de kom hen paa Bjergryggen, sagde Torolf: »Derhenne kommer Ulfar fra Høstgildet, og han fører rimeligvis anselige Gaver med sig. Nu er det mit Ærinde til dig, Spaa-Gils, at bede dig om at lægge dig paa Lur bag Ulfarsfjælds Gærde, og at slaa Ulfar ihjel, naar han gaar forbi. Til Belønning vil jeg give dig halvandet Pund Sølv, og jeg paatager mig Boden for Drabet. Naar du har dræbt Ulfar, skal du tage de Kostbarheder, han har faaet af Arnkel, og saa løbe langs Fjældet til Kragenæs. Men hvis nogen forfølger dig, løb da ind i Skoven. Kom derefter til mig, og jeg skal sørge for, at der ikke bliver krummet et Haar paa dit Hoved.« Spaa-Gils var en fattig Mand, der trængte haardt til Penge, og derfor lod han sig overtale og satte sig til at vente ved Ulfarsfjælds Gaardhegn. Han saa da, at Ulfar gik op fra Bolstad, bærende et godt Skjold og et smukt Sværd, som Arnkel havde givet ham. Da Ulfar kom til Gaardhegnet, traadte Gils frem og bad om at maatte tage det prægtige Sværd nærmere i Øjesyn. Han smigrede Ulfar meget og sagde, at han maatte være en gæv Mand, siden Høvdingerne fandt ham værdig til saa ærefulde Gaver. Ulfar smilede i Skægget og rakte ham baade Sværd og Skjold. Gils trak straks Sværdet af Skeden og gennemborede Ulfar. Derefter løb han langs Fjældet til Kragenæs.

Arnkel stod udenfor sin Gaard og saa en Mand løbe med et Skjold, som han mente at kunne kende. Han tænkte, at dette Skjold havde Ulfar vist ikke godvillig givet fra sig. Derfor kaldte han paa nogen af sine Karle og bød dem sætte efter Manden. »Og saafremt min Fader har været paa Spil her og faaet denne Mand til at dræbe Ulfar, saa dræb Manden, hvor I faar ham fat, og lad mig ikke se ham.« Arnkel gik op til Ulfarsfjæld og fandt Ulfar død. Torolf Bøjefod saa, at Spaa-Gils flyede langs Ulfarsfjældet og havde Skjoldet med sig. Han kunde da nok regne ud, hvorledes det var gaaet med Ulfar. Da sagde han til Trællen, som ledsagede ham: »Løb ind paa Kaarstad og sig til Torbrands Sønner, at nu maa de skynde sig til Ulfarsfjæld og ikke lade sig frarane Arven efter den frigivne, ligesom sidst, thi nu er Ulfar dræbt.« Derefter red Torolf hjem og var vel tilfreds med, hvad han havde udrettet.

De, der rendte efter Spaa-Gils, fik fat i ham ved en Skrænt, der hævede sig ved Stranden. De fik ham til at bekende Sandheden, og da han havde fortalt alt, hvad der var gaaet for sig, aflivede de ham og begravede ham paa Stedet. De ranede Kostbarheder tog de med sig hjem til Arnkel. Torolfs Træl kom til Kaarstad og bragte Torbrands Sønner den Meddelelse, som han var sendt med fra Torolf. Torbrands Sønner skyndte sig ud til Ulfarsfjæld, men da de kom der, var Arnkel allerede kommen med et talrigt Følge. Torbrands Sønner gjorde Fordring paa Ulfars efterladte Gods, men Arnkel fremførte Vidner paa Overenskomsten mellem ham og Ulfar og hævdede, at den skulde staa fast, da den var fuldtud lovlig. Han bad dem opgive ethvert Krav, thi han vilde vogte dette Gods som var det hans Fædrearv. Torbrands Sønner saa sig da nødte til at opgive Sagen. De drog igen til Snorre Gode og meddelte ham, hvad der var forefaldet, samt bad om hans Hjælp. Snorre svarede som før, at de var komne bagefter. »Og,« sagde han, »I kan spare jer at rode i Arnkels Lommer efter disse Penge. Han har taget Løsøret i Besiddelse, og til Jorden er han og I lige nær, saa det kommer an paa, hvem der er stærkest. Men sandsynligvis gaar Arnkel ogsaa her af med Vindingen, som ved eders andre Mellemværender med ham. Sandt at sige faar I ikke værre Lod end andre; thi Arnkel er nu alle her i Herredet overlegen, og vil blive ved at være det, saalænge han lever, enten det bliver kort eller lang Tid.« Torlejf Kimbe, en af Torbrands Sønner, svarede: »Det er sandt, hvad du siger, Snorre! Det er ogsaa forstaaeligt, at du ikke skaffer os vor Ret overfor Arnkel, thi du kan ikke hamle op med ham i nogen som helst Sag.« Derefter vendte Torbrands Sønner meget utilfredse hjem.


Torolf Bøjefod dør

Snorre Gode satte nu Arbejder i Gang i Kragenæsskoven og lod mange Træer fælde. Torolf Bøjefod fandt, at han ødelagde Skoven, hvorfor han red til Helgefjæld og bad Snorre om at tilbagelevere ham Skoven, idet han paastod, at den kun var overladt ham som Laan, ikke som Gave. Snorre svarede, at det vilde vise sig, naar man fik spurgt dem, der overværede Handelen. Og stemte deres Udsagn med hans egen Opfattelse, gav han ikke Slip paa Skoven. Torolf red da ærgerlig bort. Han red til Bolstad til sin Søn Arnkel, som modtog sin Fader godt og spurgte om hans Ærinde. Torolf svarede: »Det skal jeg sige dig. Jeg finder det meget uheldigt, at vi staar paa saa daarlig Fod med hinanden. Lad os slaa en Streg over, hvad der har været os imellem, og leve som vi bør efter vort Slægtskab. Vi kunde betyde meget mere her i Herredet, naar din Tapperhed forenede sig med min Kløgt.« »Ja,« svarede Arnkel, »jeg saa gerne, at det stod bedre til mellem os.« »Lad os begynde vort Forlig og vort Venskab med at forlange Kragenæsskoven tilbage af Snorre Gode,« vedblev Torolf, »det, som ærgrer mig mest, er, at han skal sidde og regere over vor Ejendom. Han vil ikke give Slip paa den og paastaar, jeg har givet ham den, men det er Løgn.« Arnkel svarede: »Du lod ikke Snorre faa Skoven af Venskab mod mig, og jeg vil ikke strides med ham om den for dit Klammeri's Skyld. Jeg ved, han har ikke helt klar Ejendomsret til den, men du skal ikke have den Løn for din Uvornhed at glædes over Strid mellem ham og mig.« »Mon det ikke snarere er fordi du er bange end fordi du ikke under mig, at jeg skal faa Glæde af eders Strid,« sagde Torolf. »Tro, hvad du vil,« svarede Arnkel, »men der bliver ikke noget af Spliden mellem Snorre og mig for den Skovs Skyld.« Dermed skiltes Fader og Søn. Torolf red hjem, forbitret over Tingenes Gang, og saa nu ingen Udvej for sine Planer. Han naaede hjem om Aftenen og vilde ingen tale med. Han satte sig i Højsædet, afslog at røre Nadveren og blev siddende, efter at de andre var gaaet til Sengs. Næste Morgen, da Folkene stod op, fandt de Torolf siddende der endnu, men da var han død. Hans Enke sendte Bud til Arnkel derom, og Arnkel red i Følge med nogle af sine Karle til Hvamm, hvor han forvissede sig om, at hans døde Fader sad i Højsædet. Men alle som havde set dette Syn, var skrækslagne, thi de syntes, det var en uhyggelig Død.

Arnkel gik nu ind i Ildhuset. Han fulgte Bænkene og nærmede sig Liget bagfra samt advarede alle imod at gaa imod det fra den modsatte Side, inden dets Øjne var lukket til. Arnkel tog Liget i Skuldrene og maatte lægge alle sine Kræfter i for at faa ham lagt ned. Saa indhyllede han Ligets Hoved i et Klæde og gjorde det rede til Begravelsen efter Stedets Sædvane. Derefter lod han bryde et Hul i Bagvæggen, og lod Torolf føre ud gennem det. Den døde blev lagt paa en Slæde med Okseforspand og kørt op i Torsaadalen, og det var ikke noget let Arbejde at føre ham hen, hvor han skulde være. Der blev kastet en stor Dysse over ham. Efter Begravelsen red Arnkel hjem til Hvamm og tog alt sin Faders Eje i Besiddelse.


Arnkels Strid med Snorre Gode

Snorre Gode udnyttede Kragenæsskoven saa meget han kunde, trods Torolf Bøjefods Indvendinger. Men Arnkel mente ikke, han havde den nødvendige Lovhjemmel dertil, idet Torolf efter hans Mening havde begaaet Arvesvig, da han overlod Snorre Skoven. En Sommer sendte Snorre sine Trælle ud at arbejde i Skoven, hvor de fældede en Del Tømmer. De samlede det i Stabler og gik hjem igen. Men da Veddet var ved at blive tørt, lod Arnkel sig forlyde med, at han vilde lade Tømmeret hente. Det blev dog ikke til noget, men han bad sin Hyrde lægge Mærke til, naar Snorre vilde føre Tømmeret hjem, og saa lade ham det vide. Da Veddet var tørret, sendte Snorre tre Trælle ud efter det. Han lod sin betroede Mand Høg følge med for at være dem til Hjælp. De læssede Tømmeret paa tolv Heste og begav sig paa Vej hjem med det. Arnkels Hyrde gav sin Husbond Besked om, hvad der foregik; da tog Arnkel sine Vaaben og red efter dem. Han naaede dem mellem Svælgsaa og Hole. Høg sprang af Hesten og stødte sit Spyd mod ham, men det tørnede mod Skjoldet og saarede ham ikke. Arnkel sprang nu ogsaa af Hesten og hug Spydet mod Høg, saa det gik midt igennem ham, og han faldt død om paa det Sted, der nu hedder Høgsaa. Da Trællene saa, at Høg var falden, satte de paa Flugt hjemad alt, hvad de kunde, og Arnkel forfulgte dem hen over Oksebrinkerne. Der vendte han om og tog Hestene og Tømmeret med sig hjem. Da han havde faaet Veddet i Hus, slog han Dyrene løs, bandt Rebene paa dem, førte dem langs Fjældet, og derfra løb de tilbage til Helgefjæld. Disse Hændelser rygtedes snart, men Snorre foretog sig ikke noget før om Foraaret. Da stævnede han Arnkel til Torsnæsting og anklagede ham for Drabet paa Høg. Men Arnkel fastholdt, at Høg var retsløs, thi det var ham, der først havde angrebet. Der var mange Folk paa hver af de stridendes Side, og der stod en haard Trætte om Sagen. Men den endte med, at Høg blev erklæret retsløs, og Snorre fik intet ud af sin Anklage. Der var nu Sommeren igennem et bittert Fjendskab mellem Snorre og Arnkel.

En Mand fra Østfjordlandet ved Navn Torlejf, der var dømt fredløs for Overfald paa en Kvinde, kom ved Efteraarstid til Helgefjæld og bad Snorre Gode om Husly, men dette blev ham nægtet. Dog havde han en meget lang Samtale med Snorre inden han forlod Gaarden. Torlejf rejste nu videre, til han om Aftenen kom til Bolstad; her fik han Lov at overnatte. Arnkel stod tidlig op næste Morgen og naglede sin Yderdør sammen. Da Torlejf var staaet op, gik han til Arnkel og bad ham om at maatte blive i hans Hus. Arnkel gav et undvigende Svar og spurgte, om han havde været hos Snorre Gode. »Det har jeg,« svarede Torlejf, »men han vilde ikke vide af mig. Jeg bryder mig nu heller ikke om at være i Brød hos en Mand, der trækker det korteste Straa for enhver, han kommer i Strid med.« »Jeg har ikke Indtryk af, at Snorre vilde staa stærkere ved at faa dig i sin Tjeneste,« sagde Arnkel. »Hos dig, Arnkel, vil jeg anse det for en stor Lykke at komme i Tjeneste,« svarede Torlejf. »Jeg plejer ikke,« sagde Arnkel, »at antage Udenherredsfolk.« De talte nogen Tid frem og tilbage om Sagen. Torlejf blev ved at trænge paa og Arnkel blev ved at undvige. Arnkel gav sig omsider til at bore Hul i Tværtræet, som sammenholdt Dørbrædderne, og imens lagde han Vedøksen fra sig. Torlejf snappede hurtigt Øksen og svang den højt i Vejret for at flække Hovedet paa Arnkel. Men Arnkel hørte Luften hvine bag sig, sprang ind under Hugget, fór ind paa Torlejf og løftede ham i et Kæmpetag fra Jorden; derefter kylede han ham ned, saa Vejret gik fra ham, og Øksen fløj ham af Haanden. Nu greb Arnkel den og hug den i Hovedet paa Torlejf, saa han øjeblikkelig døde. Der opstod Rygter om, at det var Snorre Gode, som havde sendt den fredløse til Arnkel for at undlive ham. Snorre lod imidlertid, som Sagen ikke kom ham ved, og lod Folk sige, hvad de havde Lyst til. Sent næste Efteraar gjorde Snorre Gode et stort Høstgilde, hvortil han indbød sine Venner. Ølhornene blev fyldt, saa snart de var tømt, og alt straalede af Rus og Lystighed. Der var ogsaa megen Tale om, hvem der var den gæveste Mand eller den største Høvding i Egnen. Men det faldt Gæsterne vanskeligt at blive enige derom. De fleste holdt paa Snorre Gode, men der var ogsaa dem, der nævnede Arnkel. Der var endda ogsaa nogle, der mente, Styr var den ypperste. Mens Samtalen gik om dette Emne, sagde Torlejf Kimbe: »Hvorfor sidder I og tvistes om denne Sag? Der er intet at være uenig om.« »Hvad har du at fremføre, Torlejf,« sagde de andre, »siden du saaledes fejer os til Side?« »Arnkel er langt den største,« svarede han. »Hvormed vil du begrunde det?« spurgte de. »Snorre og Styr er Svogre og kun at regne for een Mand tilsammen. Og desuden har Snorre maattet betale Bod for hver af Arnkels Karle, han har dræbt, mens Snorres haandgangne Mand Høg, som Arnkel har dræbt, ligger her ved hans Gaard uden at der er betalt Bod for ham,« svarede Torlejf Kimbe. Dette fandt Mændene var dristig Tale, men alligevel sandt. Da Gildet sluttede og Folk drog hjem, gav Snorre sine Venner Gaver. Han fulgte Torbrands Sønner til deres Skib ved Rødevigshøfde. Ved Afskeden med dem gik han hen til Torlejf Kimbe og sagde: »Her er en Økse, som jeg vil give dig, Torlejf! Det er den mest langskaftede, jeg har. Alligevel kan den ikke naa Arnkels Hoved, naar han er ude ved sit Hø i Ørlygsstad, hvis du svinger den hjemme ved Alftafjord.«

Torlejf tog mod Øksen og sagde: »Du kan stole paa, at jeg skal naa Arnkel med Øksen, saa snart du er rede til at hævne din Karl Høg.« Snorre svarede: »Jeg venter af jer, Torbrands Sønner, at I giver Agt paa, naar det er den rette Tid at hjemsøge Arnkel, og haan mig kun, hvis jeg ikke giver Møde, naar I sender mig Bud.« De skiltes med Forsikringer om, at de gensidig var villige til at dræbe Arnkel. Torbrands Sønner skulde holde Øje med hans Færd. Tidligt paa Vinteren blev alle Fjorde dækkede med et tykt Islag. Freysten Bove (2) vogtede Faar ved Alftafjorden og havde Paabud om at holde Øje med, naar der var gunstig Lejlighed til at angribe Arnkel. Arnkel var en Mand, der passede sin Bedrift og hver Dag lod sine Trælle slide, saalænge Solen var paa Himlen. Fra Bolstad drev han Dyrkningen af baade Ulfarsfjæld og Ørlygsstads Jorder, thi ingen turde bo paa disse Ejendomme af Frygt for at de skulde blive forulempede af Torbrands Sønner. Arnkel plejede at hente Høet fra Ørlygsstad i Vinteraftener ved Nymaanens Lys, thi Trællene havde altid travlt med andre Ting om Dagen. Han havde heller ikke noget imod, at det undgik Torbrands Sønners Opmærksomhed. En Nat før Jul stod Arnkel op og vækkede sine tre Trælle, af hvilke en hed Ufejg. Han tog dem med sig til Ørlygsstad, og de medførte fire Okser og to Slæder. Torbrands Sønner opdagede deres Forehavende og sendte straks samme Nat Freysten Bove over Alftafjordens Is til Helgefjæld. Da han naaede Gaarden var alle gaaet til Sengs. Han vækkede Snorre Gode. Snorre spurgte hvad han vilde. Han svarede: »Nu er den gamle Ørn fløjet ud for at æde paa Ørlygsstad.« Snorre stod op og bød sine Folk klæde sig paa. De tog deres Vaaben og gav sig af Sted ni Mand stærk, over Isen. Inderst i Alftafjorden mødte de Torbrands seks Sønner, som fulgte dem op til Ørlygsstad. En af Trællene var da allerede aget hjem med et Hølæs, og Arnkel og de to andre var i Færd med det næste. Da saa Arnkel, at der kom væbnede Folk op imod dem fra Søen, og Ufejg mente, der var Ugler i Mosen. »Der er sikkert ikke andet at gøre end at skynde os hjem,« sagde han. Arnkel svarede: »Jeg ved et godt Raad for mit Vedkommende som I for jert. Skynd jer hjem og væk mine Karle og bed dem straks komme herud og hjælpe mig. Her er et godt Kampsted i Stakkehegnet. Derfra vil jeg forsvare mig, hvis de, der kommer, vil mig til Livs. Det finder jeg nu bedre end at løbe min Vej. Jeg klarer mig nok, hvis mine Mænd kommer i en Fart, og I udretter jert Ærinde godt.« Trællene stak straks i Løb med Ufejg forrest. Han var saa ræd, at han næsten var fra Samlingen, og han rendte op i Fjældet, hvorfra han styrtede ned i et Vandfald og druknede. Det blev siden kaldt Ufejgsfos. Den anden Træl løb hjem til Gaarden, men da han naaede Laden, traf han sin Arbejdsfælle, der var kørt i Forvejen, og nu var i Færd med at bære Høet ind. Han bad den nyankomne om at hjælpe sig, hvad han gjorde.

Arnkel saa snart, at det var Snorre Gode, der nærmede sig mandstærk. Han rev en af Slædemederne løs og tog den med sig op i Gærdet. Det var højt udadtil, men paa Indersiden opdæmmet med meget lavere Fyld, saa der var et godt Sted til Forsvar. Desuden var der en Bunke Hø derinde. Da Snorre og hans Følge kom til Gærdet, gik de uden videre Snak løs paa Arnkel navnlig med Spydstik, men Arnkel afbødede disse med Meden, og de knækkede adskillige Spydstager uden at saare ham. Endelig opgav de disse Vaaben, og pludselig løb Torlejf Kimbe op ad Gærdet med draget Sværd, men Arnkel slyngede Slædemeden imod ham. Torlejf undgik at blive ramt ved at lade sig falde ned fra Gærdet. Meden slog mod Gærdet, rev en frossen Græstørv op og knækkede i Medehullet, saa den yderste Del af den fór udenfor. Sværdet og Skjoldet havde Arnkel sat opad Høstakken. Nu tog han dem og forsvarede sig dermed, men var alligevel nu lettere at ramme. Angriberne naaede op til ham paa Gærdet, men Arnkel sprang over paa Høstakken og klarede sig der en Tid, men tilsidst faldt han, og de dækkede Liget med Hø. Derefter tog Snorre hjem til Helgefjæld.

Da de to Trælle havde faaet Høet baaret i Hus, gik de ind og trak deres Skindkofter af. Derved vaagnede Arnkels Karle og spurgte om, hvor han var. Den Træl, som sidst var kommen hjem, syntes pludselig at fare op af en Slummer og svarede: »Aa, det er jo sandt, han kæmper vistnok paa Ørlygsstad mod Snorre Gode.« Karlene skyndte sig i Klæderne og jog i største Hast til Ørlygsstad. Der fandt de deres Husbonde Arnkel død. Da dette Drab spurgtes, vakte det Sorg overalt, thi han var den bedste og viseste Mand i den hedenske Tid, ypperlig af Væsen og Sind, storttænkende, taprere end alle andre, oprigtig og besindig. Derfor stod han sig ogsaa i alle Sager, hvem han saa end havde til Modstander, hvad der nu viste sig ogsaa at have skaffet ham Fjender. Karlene ført Arnkels Lig med sig, og han blev lagt i Høj ved Søen ude ved Vadelshøfde. Hans Gravhøj er meget stor og ligner en Høstak med Gærde omkring.

Der var kun kvindelige Arvinger efter Arnkel, og det laa altsaa i deres Haand at rejse Anklage. Derfor blev der ikke gaaet frem med den Kraft, som det kunde ventes efter Drabet paa saa betydelig en Mand. Da Sagen kom for paa Tinget, blev der ikke idømt anden Bod end at Torlejf Kimbe, som skulde have rettet det dræbende Hug mod Arnkel, skulde forlade Landet i tre Aar. Men fordi denne Afgørelse fandtes usømmelig, hvor Talen var om saa stor en Høvding som Arnkel, indførte de, der styrede Landet, en Lov, hvorefter det aldrig mere skulde overlades Kvinder at rejse Anklage i Drabssager, heller ikke unge Mænd under seksten Aar.


Torlejf Kimbes Rejse til Norge

Torlejf Kimbe rejste om Sommeren med nogle Købmænd ud fra Strømfjord. En Søn af Asbrand fra Kam ved Navn Arnbjørn fulgte med for at søge efter sin Broder Bjørn Asbrandssøn, der som før omtalt var dømt landflygtig i tre Aar og som sidst, man hørte fra ham, havde opholdt sig hos Jomsvikingerne. Efter Ankomsten til Norge opstod en Strid mellem Torlejf og Arnbjørn om en Grødkedel; denne Strid endte med, at Arnbjørn slog Torlejf paa Halsen med en Grødske, hvorpaa der sad kogende Grød, som brændte et Saar paa Torlejfs Hals. Af Hensyn til de tilstedeværende Nordmænd vilde Torlejf ikke straffe Arnbjørn der paa Stedet. Han sagde: »Nordmændene skal ikke have det at grine af, at de nødes til at skille os to Landsmænd ad som var vi gale Hunde. Men vent, til vi kommer til Island. Jeg skal nok huske dig.« Dertil svarede Arnbjørn intet. Skibet blev lagt op, men Arnbjørn kom ombord paa et andet Skib og sejlede til Danmark for at finde sin Broder.

Torlejf Kimbe var to Aar i Norge, derefter rejste han hjem til Island igen med de samme Købmænd, som havde ham med paa Udrejsen. Torlejf naaede sin Hjemegn Alftafjordslandet om Efteraaret og optraadte selvglad som han plejede. Samme Sommer landede Brødrene Bjørn og Arnbjørn i Hraunhavnsmundingen. Bjørn havde nu faaet Tilnavnet Bredevigskæmpe. Arnbjørn havde samlet sig en Del Penge og købte straks Land paa Bakke i Hraunhavn. Om Vinteren boede han hos sin Svoger Tord Blig paa Knør. Han var ingen fremtrædende Mand og førte sjældent det store Ord, men han var en tilforladelig Mand i enhver Henseende. Hans Broder Bjørn optraadte derimod pragtfuldt og iøjnefaldende og førte sig efter udenlandske Høvdingers Skik. Han var en meget smukkere Mand end Broderen og i ingen Henseende ham underlegen; dertil havde han vundet Ry for Heltemod under sin Udenlandsrejse.


Bjørn nærmer sig Turid igen

Om Sommeren, lige efter Brødrenes Hjemkomst, holdtes et stort Folkestævne norden for Heden under Højbrinkerne indenfor Frodaas Munding. Alle Købmændene mødte i spraglede Dragter, og da de kom, var der mødt en Mængde Mennesker. Ogsaa Turid, Fruen fra Frodaagaarden, var der, og Bjørn gik hen og talte med hende. Ingen fandt noget særlig mærkeligt deri; det var jo rimeligt, de havde meget at snakke om, da det var saa længe siden, de sidst saas. Nogle kom i Slagsmaal den Dag, og en nordfra blev dødelig saaret. Man bar ham hen under en Busk, der stod paa den lave Ør; der laa han og forblødte, saa der blev en hel Bloddam under Busken. Turids Søn, Drengen Kjartan, løb derhen med en lille Økse i Haanden og vædede Øksen i Blodpølen. Og da Mændene fra Egnen Syd for Heden forlod Stævnet, spurgte Tord Blig Svogeren Bjørn, hvorledes Samtalen med Turid fra Frodaa var forløben. Bjørn svarede, at den var forløben paa bedste Maade. Da spurgte Tord, om han havde set Kjartan, Drengen med det tredobbelte Ophav. »Ja, jeg saa ham,« sagde Bjørn. »Hvad synes du om ham?« spurgte Tord. Da kvad Bjørn:

Drengen løb til Løvbusk,
Lyn i Øjet ulmed.
Barn, fra Bjørnen ættet,
i Blodsø læsker Modet.

Fremmed for sin Fader
Folkesnakken siger
Ungen er, hvis Ophav
aver Bølgens Traver.

Tord sagde: »Mon nu Torodd er klar over, hvem af jer Drengen tilhører? Jeg raader dig til nu at lade det være nok og holde dig borte, hvor Turid færdes.« »Det er sikkert et godt Raad,« svarede Bjørn, »men det er ikke efter mit Sind, skønt jeg nok indser, at hendes Broder Snorre Gode er mig en lovlig stærk Modstander.« »Ja, følg saa blot dit eget Hoved,« sagde Tord. Dermed var den Samtale til Ende. Bjørn rejste hjem til Kam og overtog Ledelsen af Gaarden, idet hans Fader var afgaaet ved Døden. Om Vinteren gik han igen sine Ture nordpaa over Heden for at besøge Turid. Og skønt det ærgrede Torodd, vidste han ikke, hvorledes han skulde forhindre det; han huskede, hvor galt det var gaaet ham sidst, da han havde villet gøre Ende paa Forholdet, og han indsaa, at Bjørn stod nu meget stærkere end før. Hen paa Vinteren gav han Torer Vedlæggs Kone Torgrima Galdrekæft et Pengebeløb for at hun skulde gale et Uvejr op over Bjørn, naar han var paa Vandring over Heden. En Aften, han gik hjem fra Frodaa, var det Tykning og Støvregn, og han var noget sent paa Færde. Men da han kom ind paa Heden, blev Vejret koldere og gik over i Snefog. Det blev saa mørkt, at han hverken kunde se Vej eller Sti. Og snart brød et voldsomt Stormvejr løs, saa han kun med Møje kunde holde sig paa Benene. De vaade Klæder frøs stive om Kroppen paa ham. Han gik vild og anede ikke, hvor han var. Men hen paa Natten kom han til en Klippehule, hvor han krøb ind og overnattede. Det var en kold Bolig, og Bjørn kvad:

Den varmtklædte Kvinde
Kummer vilde føle,
saa hun den Søfarnes
Seng i Klippehulen.

Frosten Benene bider,
bedre Seng han kender
end, hvor han, kold og ene,
krystes i Uvejrsnatten.

Og han fortsatte:

Før med Plankernes Plov
pløjed jeg Isbjerget nær,
nærmed mig Øen fra Øst,
Elskov ventede mig.

Men et uhyggeligt Hus
har jeg til Bolig i Nat,
her vil jeg, mødig i Mulm,
mindes min Elskedes Seng.

Bjørn maatte blive Nat og Dag i Hulen, men saa stilnede Stormen endelig af. Da han henad den tredje Dag naaede hjem til Kam, var han meget medtaget. Hans Karle spurgte ham, hvor han havde opholdt sig under Uvejret. Han kvad:

Under Styrbjørn stod jeg
stærk, og Ry jeg vandt mig.
Erik med Jærnhjælmen
jævned Fjenden med Jorden.

Men herude paa Heden
Heksen vild mig førte,
Uvejrsgalder gol hun,
genned mig fra Vejen.

Bjørn holdt sig nu hjemme Vinteren over. Om Foraaret tog hans Broder Arnbjørn Ophold paa Bakke i Hraunhavn og Bjørn førte stort Hus paa Kam.


Torbrands Træl dræbes

Der var opstaaet et voksende Fjendskab mellem Torbrands Sønner og Bredevigsfolkene. Torbrand Bonde i Alftafjorden havde en Træl, som kaldtes Egil den Stærke. Han ansaa det for en stor Ulykke, at han ikke var en fri Mand, og bad tit Torbrand og hans Sønner om, at de vilde give ham Friheden. Han vilde udføre, hvad de forlangte af ham, for at blive fri Mand. En Aften gik Egil til Borgedal ved Alftafjorden for at se til Faarene. Han saa da en Ørn komme flyvende vestfra over Fjorden. Egil havde en Jagthund med sig. Den slog Ørnen ned paa, tog den i Kløerne og fløj tilbage vestpaa over Fjorden til Torolf Bøjefods Dysse, hvor den forsvandt under Fjældet. Da Torbrand hørte Beretningen herom, mente han, at det, Egil havde oplevet, var Forvarsel for store Begivenheder. Bredevigsfolkene havde for Skik sidst paa Efteraaret at holde Boldspil under Akselfjældet Syd for Knør. Stedet kaldtes siden Legehussletten, thi der var bygget store Boder til Ophold for de spillende. Der mødtes Folk fra Egnen og boede der en fjorten Dages Tid eller mere. Mange deltog i Spillet, mest yngre Mennesker, men Tord Blig maatte ikke være med paa Grund af sin Hidsighed, skønt han ikke var saa stærk, at han var udelukket af den Grund. Han sad paa en Stol og var Tilskuer. Brødrene Bjørn og Arnbjørn kunde ikke deltage for deres store Kræfters Skyld, men saa spillede de undertiden med hinanden. Samme Efteraar foreslog Torbrands Sønner Trællen Egil, at han skulde liste sig ud til Boldspilpladsen og se at faa dræbt en eller anden af Bredevigsfolkene, enten Bjørn eller Tord eller Arnbjørn. Hvis det lykkedes ham, skulde han faa sin Frihed, lovede de. Nogle fortalte siden, at dette skete efter Snorre Godes Raad. Snorre skulde endog have givet Trællen Anvisning paa, hvorledes han skulde snige sig hemmeligt ind i Legehuset og derfra foretage Overfaldet paa den, der var lettest at ramme. Først skulde han komme ned fra Bjergkløften ovenfor Legehuset ved den Tid, da Aftensmaden tilberedtes, thi om Aftenen plejede Vindene at blæse fra Lavamarken, og Røgen steg da op imod Kløften og kunde skjule ham. Egil drog afsted. Først gik han forbi Fjordene og lod som han ledte efter Faar. Mens han var i Færd med dette, vogtede Freysten Bove Faar ved Alftafjorden. Han gik vestover Aaen efter nogle af Dyrene og kom til det Skred, der hedder Gejrvør. Der saa han et afhugget Mandshoved ligge ovenpaa Gruset. Hovedet kvad:

Rød er nu Gejrvør,
rasler blodigt,
det vil dølge
Dødningskaller.

Da Freysten kom hjem, fortalte han Torbrand sin Oplevelse, og Torbrand mente, at det var et betydningsfuldt Forvarsel. Egil gik forbi Fjordene og op i Fjældet indenfor Bulandshøfde og tog en saadan Retning, at han kom ovenfra ned i Kløften over Legehusene. Der skjulte han sig Dagen igennem og iagttog Boldspillet. Tord Blig sad og saa paa Legen, som han plejede. Pludselig sagde han: »Hvad mon det er, der rører sig oppe i Kløften? Mon det er en Fugl? Eller kan det være et Menneske, der skjuler sig, men sommetider titter frem? Noget levende er der i alt Fald. Jeg tror, det er bedst, vi faar det undersøgt.« Men ingen gad tage sig af det. Denne Dag var det Bjørn Bredevigskæmpes og Tord Bligs Tur til at passe Boden. Bjørn skulde tænde Ild og Tord hente Vand. Da Ilden var tændt, drev Røgen op i Kløften, som Snorre havde forudset. Egil listede sig da ned gennem Røgtykningen og søgte hen til Boden. Legene var endnu ikke sluttet, skønt det var temmelig sent. Ilden derinde i Boden brændte stærkt og fyldte Rummet med Røg. Der gik Egil ind. Han var meget stiv i Lemmerne, dels af at gaa i Fjældet, dels af at ligge i Kløften. Han havde Kvaster paa sine Skobaand, som det den Gang var Skik, men det ene Skobaand var gaaet løs, og Kvasten slæbte. Trællen gik nu ind i Forstuen. Han saa Bjørn og Tord sidde ved Ilden i den indre Stue og vilde gaa lydløst derind. Han mente nu, at det ikke skulde vare længe, før han var en fri og frels Mand for Resten af sit Liv. Men da han vilde trine over Dørtærsklen, kom han med den ene Fod til at træde paa det løse Skobaands Kvast, og da han vilde flytte den anden Fod frem, holdt Baandet igen, saa han faldt og trimlede hen ad Gulvet med et Brag, som var det et flaaet Høveds Krop, der blev kastet ind i Stuen. Tord sprang op og spurgte, om der var Trold løs. Bjørn greb Trællen og holdt ham, inden han endnu havde faaet sig rejst. Han spurgte om hans Navn. Trællen svarede: »Det er Egil, gode Bjørn!« »Hvad for en Egil er det?« spurgte Bjørn. »Egil fra Alftafjord,« svarede Trællen. Tord greb sit Sværd og vilde hugge ham ned, men Bjørn hindrede det og bad Tord ikke hugge Manden ned lige med det samme: »Lad os først faa at høre, hvad han egentlig kom efter.« De gav nu Egil Lænker om Fødderne. Og om Aftenen, da Folkene kom hjem fra Legen, tilstod Egil i alles Paahør, hvad han var sendt efter. Han sad lænket Natten over, og næste Morgen førtes han op i Kløften og blev dræbt. Det var dengang Lov, at om nogen dræbte en andens Træl, skulde han betale Trællebod til den dræbtes Ejer paa dennes Bopæl og have begyndt sin Rejse inden tredje Solopgang efter Drabet. Boden var tre Fjerdingspund Sølv. Og blev denne Bod lovlig betalt, bortfaldt enhver Anklage. Bredevigsfolkene besluttede sig til at betale Egils Drabsbod paa lovlig Vis. De sendte tredive udvalgte Mænd fra Legehusene Nord over Heden, og de overnattede paa Øre hos Stentor. Han sluttede sig til dem, saa de rejste derfra tresindstyve Mand stærk. Derefter red de ind forbi Fjordene og var næste Nat paa Bakke hos Stentors Broder Tormod. De bad da deres Slægtninge Styr og Vermund om at slutte sig til dem. Disse fulgte Opfordringen, og nu var de i alt firsindstyve Mand. Saa sendte Stentor en Mand til Helgefjæld for at undersøge, hvad Snorre Gode vilde foretage sig, naar han hørte om det store Mandefølge, der havde sluttet sig sammen. Da Budet kom til Helgefjæld, fandt de Snorre Gode siddende i Højsædet; alt saa ganske dagligdags ud i Huset, og Udsendingen kunde ikke blive klog paa, hvad Snorre havde i Sinde. Han vendte tilbage til Bakke og meddelte Stentor dette. Stentor sagde: »Det er, hvad man kunde vente sig af Snorre, at han vil lade Loven gaa sin Gang, og hvis han ikke tager til Alftafjorden, indser jeg ikke, hvad vi behøver alle disse Folk til. Lad os gaa fredeligt frem og blot følge Loven. Derfor synes jeg, Tord, at I Bredevigsfolk skulde blive her, thi der skal ikke meget til, før det gaar løs mellem jer og Torbrands Sønner.« Tord svarede: »Du kan tro, jeg vil med. Torlejf Kimbe skal ikke drive Spot med, at jeg ikke turde møde og betale Trællebod.« Saa sagde Stentor til Brødrene Bjørn og Arnbjørn: »Bliv I saa her tilbage med tyve Mand.« Bjørn svarede: »Jeg vil ikke trænge mig paa, naar du ikke ønsker min Ledsagelse. Men det er første Gang, jeg bliver vraget. Jeg tror nu, I vil finde Snorre Gode snuere end I ventede, og skønt jeg ikke er Spaamand, vil jeg spaa, at naar vi ses igen, vil I ikke mene I havde for stort et Følge med jer.« Stentor svarede: »Jeg skal nok klare for os, saalænge jeg er med, selv om jeg ikke er saa snedig som Snorre Gode.« »Ja, saa maa du for min Skyld gerne gøre det,« sagde Bjørn. Derefter red Stentor fra Bakke med henved tresindstyve Mand; de tog Vejen efter Ulfarsfjældshals.

Snorre Gode havde sendt Bud til sine Naboer, om at føre deres Skibe ind under Rødevigshøfde. Derhen kom han selv med sine Karle, saa snart Stentors Udsending var taget afsted, thi han var paa det rene med, at denne Mand var kommen for at udspejde hans Hensigter. Han sejlede med tre Skibe ind i Alftafjord og var ledsaget af omtrent halvtredsindstyve Mand, og han kom til Kaarstad, før Stentor var der med sit Følge. Men da man fra Kaarstad saa Stentor og hans Mænd komme, foreslog Torbrands Sønner, at man skulde fare imod dem og spærre dem Adgangen til Gaardens Grund. »Vi har raske Folk nok til det,« sagde de. Der var firsindstyve Mand. Men Snorre svarede: »Nej, lad være at holde dem fra Gaarden. Stentor skal have sin lovlige Ret, thi han røgter sit Hverv klogt og besindigt. Bliv inde allesammen og lad ikke Ytringer falde, som kan forværre Stillingen.« Alle gik ind i Stuen og satte sig paa Bænkene, men Torbrands Sønner gik frem og tilbage paa Gulvet. Stentor og hans Følge red til Døren og steg af Hestene. Stentor selv, som var iført rød Kjortel med optrukne Flige og prægtigt bevæbnet, gik hen til Døren og hængte en Pung med tre Fjerdingspund Sølv paa Dørkarmen. Han tog Vidner paa, at Trælleboden nu var betalt efter Loven. Døren stod aaben, og en af Husets Tjenestekvinder hørte, at der blev kaldt til Vidne. Hun gik ind i Stuen og sagde: »To Ting er vist: Stentor paa Øre er baade en prægtig Mand at se til og en Mand, der kunde sige, hvad der skulde siges, da han betalte Trælleboden.« Da Torlejf Kimbe hørte dette, sprang han op, og de andre Torbrandssønner fulgte ham, ligeledes de øvrige, som opholdt sig inde i Stuen. Torlejf kom først frem i Døren og saa, at Tord Blig stod udenfor, dækket af sit Skjold. Stentor gik da hen over Pladsen. Torlejf greb et Spyd, som stod i Døren, og huggede det mod Tord Blig, saa det rendte fra den øverste Skjoldkant ind i Skulderen paa ham og saarede ham haardt. Nu kom de andre ud, og der opstod et stort Slagsmaal paa Gaardspladsen. Stentor var meget ivrig og hug om sig til begge Sider. Men da Snorre Gode kom ud, bad han de stridende holde op og Stentor forlade Pladsen, han lovede, at ingen skulde forfølge ham. Stentor og hans Mænd red da bort.

Men da Snorre gik tilbage til Døren, kom hans tolvaarige Søn Torodd hen til ham og havde et gabende Saar i Skulderen. Snorre spurgte, hvem der havde givet ham det. »Stentor fra Øre,« svarede Drengen. Torlejf Kimbe sagde: »Der gav han dig Løn som forskyldt, fordi du ikke vilde lade os forfølge ham. Jeg synes ikke, vi skal lade ham slippe fra os nu.« »Nej,« svarede Snorre Gode, »vi er ikke færdige med ham endnu.« Derefter bød han Torlejf samle Mændene og sætte efter Stentor. Da Stentor og hans Følge saa, at der kom Folk ridende efter dem, gik de over Aaen og drejede op i Bjergskredet Gejrvør, hvor de gjorde sig rede til at tage mod Forfølgerne, thi det var et godt Forsvarssted paa Grund af de løse Sten. Da Snorres Folk begyndte at gaa op ad Skredet, skød Stentor efter gammel Skik et Spyd ud over dem for at faa Held i Kampen. Spydet faldt saaledes, at det ramte Snorres Frænde Maar Hallvardssøn, der straks blev uskikket til at kæmpe. Da man fortalte Snorre Gode det, sagde han: »Det sandes heldigvis, at det ikke altid er bedst at gaa sidst.«

Nu begyndte en voldsom Kamp. Stentor gik i Spidsen for sin Flok og huggede om sig til begge Sider; men hans stadselige Sværd bøjede sig naar det bed i Skjoldene, saa han tit maatte rette det ud under sin Fod. Han stræbte især efter at komme til at angribe Snorre Gode. Styr Torgrimssøn gik drabeligt frem ved Siden af sin Slægtning Stentor; han var den første, som dræbte en Mand af Snorres Flok. Da Snorre saa det, sagde han til Styr: »Er det saadan, du hævner din Dattersøn Torodd, som Stentor har saaret, saa han dør af det? Du er dog den værste Nidding.« Styr svarede: »Det skal jeg nok snart gøre godt igen.« Han vendte Skjoldet modsat Vej, sluttede sig til Snorre og slog nu en Mand af Stentors Følge ned.

Paa dette Tidspunkt kom Aslak fra Langedal og hans Søn Illuge den Stærke og indledede en Mægling; de var ledsaget af tredive Mand. Vermund den Smalle sluttede sig til dem, og der gik Bud til Snorre Gode om at standse Mandedrabet. Snorre sagde, at da maatte Ørboerne træde frem og give Haand til foreløbig Fred. De bad Stentor modtage Freden paa sine Mænds Vegne. Stentor bad da Snorre række sin Haand frem. Men i det samme, han gjorde det, hævede Stentor Sværdet og vilde hugge Haanden af ham. Hugget ramte Edsringen, som Snorre bar om Haandleddet. Ringen brast itu, men afværgede, at Goden mistede sin Haand. Da raabte Torodd Torbrandssøn: »De vil ingen Fred have. Lad os nu ikke slutte Kampen, før alle Torlaks Sønner er dræbte.« Snorre Gode svarede: »Hvis alle Torlaks Sønner skal dræbes, da bliver der evig Ufred i Herredet. Der skal sluttes Fred, dersom Stentor vil.« Alle bad nu Stentor om at slutte Kampen. Han gik da ind derpaa, og der blev tilsagt hver Mand Fred til Hjemrejsen. Men inden denne Aftale var gjort, var Bredevigsfolkene i Nærheden. De havde faaet at vide, at Snorre Gode var taget til Alftafjorden; de tog da deres Heste og satte efter Stentor og var naaet til Ulfarsfjældsaasen, da Slaget stod nede i Skredet. Somme skal have udtalt sig med, at Snorre skal have set Bjørn og hans Mænd oppe i Fjældbrynet, og at dette var Grunden til hans Villighed til at slutte Fred med Stentor. Da Stentor og Bjørn mødtes paa Ørlygsstad mindede Bjørn om, at det var gaaet, som han havde gættet paa. »Og,« sagde han, »nu er det mit Raad, at vi sætter efter dem og kiler løs paa dem.« Men Stentor svarede: »Nej, jeg vil holde min Aftale med Snorre Gode, hvordan saa Forholdet mellem ham og mig siden udvikler sig.« Derefter red hver hjem til sit. Men Tord Blig blev paa Øre, hvor han laa syg af sine Saar. Fem af Stentors Mænd og to af Snorres var faldne i Alftafjordskampen, men desuden var mange paa begge Sider blevet saarede.

Torbrand havde deltaget med Aslak og Illuge i Opfordringen til at afslutte Kampen. Han takkede alle, som havde staaet ham bi, navnlig Snorre Gode. Snorre drog hjem til Helgefjæld, og det blev bestemt, at Torbrands Sønner skulde skiftevis bo paa Helgefjæld og hjemme ved Alftafjord, indtil Trætten var endelig bilagt, af Hensyn til det bitre Fjendskab, der var vakt; thi Freden gjaldt kun til Mændene var kommet hjem fra Kampen.


Kampen paa Fjordisen

Om Sommeren, inden Kampen i Alftafjorden fandt Sted, var der kommet et Skib ind ved Davrenæs. Stentor fra Øre havde købt en god Tiaarersbaad af dets Ejere, men paa Grund af ugunstig Vind havde han maattet lade Baaden blive paa Land ved Tinghusenæs. En Morgen kort før Jul stod Stentor tidligt op og sagde, at han vilde hente sin Baad paa Tinghusenæs. Hans Brødre Bergtor og Tord Blig vilde med, thi nu var Tord Bligs Saar saa vidt lægte, at han kunde bære Vaaben igen. To Nordmænd, som boede hos Stentor, tog ogsaa med. De var ialt otte, da de sejlede ind over Fjorden til Seljehøfde. Derfra gik de ind paa Bakke, hvor de traf Broderen Tormod, der sluttede sig til dem som niende Mand. Der laa Is paa den inderste Del af Hovstadvigen, de gik over den og over Landtangen til Vigrafjord, hvor der ligeledes var Is. Da de havde faaet slæbt Baaden ud paa Isen, lagde de Aarer og Tofter, Yderklæder og de tungeste Vaaben fra sig paa Isfladen og slæbte Skibet til Hovstadvigen, helt ud til Isranden. Men da de atter gik tilbage over Isen for at hente, hvad de havde efterladt sig, saa de seks Mand gaa nordpaa over Tinghusenæs og derfra med hurtige Skridt ud paa Isen i Retning af Helgefjæld. Stentor og hans Mænd regnede ud, at det maatte være Torbrands Sønner, der skulde til Julegilde paa Helgefjæld. Stentor og de andre skyndte sig at faa fat i deres Klæder og Vaaben. Men da de derude saa dem sætte over Isen, anede de ogsaa, hvem der var paa Færde, og troede, Ørboerne havde i Sinde at indhente dem. De skyndte sig hen til et Skær for at modtage dem, og begge Hold Mænd mødtes næsten paa samme Tid ved Skæret, men Torbrandssønnerne kom først derop; da Stentor og hans Følge løb forbi, slyngede Torlejf Kimbe et Spyd ind imellem dem, det ramte Bergtor Torlakssøn midt paa Livet, saa han straks blev ukampdygtig. Han gik ind imod Stranden og lagde sig ned. Men Stentor og de andre gik haardt paa ved Skæret medens andre løb for at hente deres Vaaben. Torbrands Sønner slog tappert fra sig. De havde et godt Forsvarssted mellem de glatte Isflager, der skød ud fra Skæret, og de var haarde Halse i Kamp. Da alle Stentors Mænd havde faaet deres Vaaben samlede, blev han og fem andre ved Skæret og fortsatte Angrebet paa Torbrands Sønner, medens Nordmændene gik hen over Isen i Skudvidde. De sendte deres Pile ind mod Skæret og gav Torbrands Sønner adskillige Skrammer.

Da Stentor trak Sværdet, sagde Torlejf Kimbe: »Endnu er Hjaltet hvidt paa dit Sværd, Stentor. Jeg ved ikke, om det er den samme bløde Klinge, som du brugte ved Alftafjord i Høst.« »Jeg haaber du, inden vi skilles, skal blive klar over, om den er blød eller haard,« svarede Stentor. Da de havde kæmpet en Tid ved Skæret, løb Tord Blig frem og vilde bore Spydet i Torlejf Kimbe, der som sædvanlig gik forrest. Han ramte Torlejfs Skjold. Men idet han tørnede saa haardt imod, gled hans Fødder paa den skraa Is, og han tumlede baglæns ned fra Skæret. Torlejf Kimbe satte efter for at jage Spydet i ham, inden han fik rejst sig, og Freysten Bove kom løbende paa broddede Sko for at yde Torlejf Hjælp. Men Stentor skød et Skjold over Tord, lige da Torlejf vilde hugge, og med den anden Haand hug han Torlejf over Benet. Freysten vilde nu rende sit Spyd midt igennem Stentor, men denne sprang i Vejret, saa Odden fór frem mellem hans Ben. Derefter hug han Freysten over Halsen, saa det skraldede. Stentor sagde: »Traf jeg dig nu, Bove?« »Du traf,« sagde Freysten, »men ikke saa haardt, som du vilde. Det gav ikke Saar.« Han havde en Filthætte paa med et indsyet Horn ned over Halsen, der afbødede Hugget. Freysten trak sig tilbage op paa Skæret. Men Stentor bad ham lade være at rende, hvis han ikke var saaret. Han gik da paany haardt løs paa Stentor, der var i Fare for at falde, da Isbrinkerne baade var skraa og glatte. Men Freysten stod godt fast paa Skobroddene og hug baade haardt og tit. Deres Kamp endte med, at Stentor hug Freysten midt over. Stentor og hans Mænd krøb derefter op paa Skæret og opgav ikke Striden, før alle Torbrands Sønner laa faldne. Da sagde Tord Blig, at det var klogest at gaa mellem Hoved og Krop for hvers Vedkommende. Men Stentor vilde ikke halshugge liggende Mænd.

De sejrende gik nu hen ad Isen til det Sted, hvor Bergtor laa; han var endnu ved Mæle, og de førte ham med sig over Isen til Skibet, som de roede ud til Bakke om Aftenen. Snorre Godes Faarehyrde havde været paa Oksebrinkerne om Dagen og derfra været Vidne til Slagsmaalet i Vigrafjord. Han gik straks hjem og fortalte Snorre Gode, at et mindre venskabeligt Møde havde fundet Sted om Dagen, og Snorre med otte andre væbnede Mænd gik ned til Fjorden. Da var Stentor og hans Ledsagere borte. Snorre lod de faldnes Saar undersøge, og det viste sig, at den eneste, som var død, var Freysten Bove. Men alle de andre var dog Døden nær. Torlejf Kimbe kaldte paa Snorre Gode og bad ham sætte efter Stentor og sørge for, at han og hans Flok blev dræbt alle Mand. Snorre gik hen, hvor Bergtor havde ligget, og saa der en stor Blodpøl. Han tog en Haandfuld op, Blod og Sne blandet, krystede det, smagte paa det og spurgte, hvem der havde blødt der. Torlejf Kimbe svarede, at det var Bergtor. Snorre sagde, at det var Indvoldsblod. »Det kan nok passe; for han blev saaret af Spyd,« svarede Torlejf. »Jeg tror, det er Blod af en dødsens Mand,« sagde Snorre, »lad os ikke forfølge.«

Nu blev Torbrands Sønner ført hjem til Helgefjæld og fik deres Saar forbundne. Torodd Torbrandssøn havde en saadan Flænge i Halsen, at han ikke kunde holde Hovedet lige. Han havde Bukser, der gik i et med Hoserne, og de var gennemvaade af Blod. En af Snorres Karle skulde trække dem af ham, men det var ham ikke muligt at rykke dem over den ene Fod. Han sagde: »Det er ikke Løgn om jer Torbrandssønner, at I er lapsede i Klædedragt, I har Bukser saa snævre, at de ikke kan trækkes af.« »Det er dig, der ikke forstaar at trække til,« svarede Torodd. Den anden stemte Fødderne imod og trak af alle Kræfter, men Benklæderne sad fast. Da kom Snorre Gode til og undersøgte Sagen. Han opdagede nu, at der stak et Spydblad mellem Knæhasen og Lægbenet, og at det havde spigret Tøjet til Benet. Han bemærkede da til Karlen, at det maatte være et ualmindeligt Tykhoved, der ikke ænsede sligt. Snorre Torbrandssøn var den af Brødrene, som hurtigst kom sig. Ved Aftensbordet havde han Sæde ved Siden af sin Navnefælle, og de fik Tykmælk og Ost. Snorre Gode lagde Mærke til, at han ingen Vegne kom med Osten og spurgte, hvorfor han spiste saa langsomt. Snorre Torbrandssøn svarede, at Lammene havde vanskeligst ved at æde, naar de lige havde faaet Afvænningskneblen i Munden. Da lod Snorre Gode sin Haand glide over Kværken paa ham og mærkede, at der stod en Pilespids tværs gennem hans Hals ind i Tungeroden. Snorre fik fat i en Knibtang og nappede Pilespidsen ud, og nu kunde Maden glide ned. Snorre Gode helbredede alle Torbrands Sønner. Men da Torodds Halssaar omtrent var helet, stod Hovedet noget skævt paa Kroppen. Torodd sagde, at Snorre vilde gøre ham til Vanskabning, men Snorre mente Skævheden vilde fortage sig, naar Senerne bedre groede sammen. Torodd vilde hellere have Saaret revet op igen og Hovedet sat rigtigere. Men det gik, som Snorre havde sagt. Da Senerne kom i Lave, kom Hovedet til at knejse, og han havde siden vanskeligt ved at bøje det. Torlejf Kimbe gik siden med Træben. Da Stentor og hans Følge kom til Baadskuret paa Bakke, satte de Skibet derind, og Brødrene gik derefter til Gaarden. Der blev rejst et Telt over Bergtor for Natten. Det fortælles, at Tormods Kone og Torbrandssønnernes Søster Torgerd ikke vilde gaa til Sengs med sin Mand om Aftenen. Men i det samme kom der et Bud fra Baadskuret og meddelte, at Bergtor var død. Da Torgerd hørte dette, gik hun i Seng, og der forlyder intet om, at der siden var nogen Splid mellem Ægtefolkene paa Grund af disse Begivenheder. Næste Morgen gik Stentor hjem til Øre, og der skete nu intet Sammenstød mellem Uvennerne Resten af Vinteren.

Men om Foraaret ved Stævningstid traadte behjertede Mænd sammen og talte om det meget uheldige i, at disse Slægter skulde leve uforsonede, thi de var de gæveste Mænd i vid Omkreds. Venner og Slægtninge af begge Parter arbejdede paa Forlig, og det blev endelig overladt Vermund den Smalle at afsige Kendelse. Drabene paa begge Sider blev nøje afvejet mod hinanden og Forskellen jævnet med Bøder, og tilsidst skiltes Parterne forligte. Og dette Forlig overholdtes, saa længe Stentor og Snorre Gode levede.


Bjørn Asbrandssøn forlader Island

Sommeren efter dette Forlig bød Torodd Skattekøber sin Svoger Snorre Gode til Gilde paa Frodaa, og Snorre kom med et Følge paa otte Mand. Torodd beklagede sig over den Skam og Forsmædelse, Bjørn Asbrandssøn paaførte ham ved sine Besøg hos hans Kone Turid, Snorres Søster; og han hævdede, at det var Snorres Pligt at gøre en Ende derpaa. Snorre blev nogle Dage ved Gæstebudet, og Torodd gav ham smukke Gaver til Afsked. Da Snorre og hans Mænd kom Syd ud paa Kamshede, sagde Goden: »Nu rider vi fra Heden ned til Kam. Jeg vil sige jer, at jeg vil falde over Bjørn og tage hans Liv, hvis Lejlighed dertil gives. Jeg vil ikke søge ham inde, thi Husene er stærkt byggede, og Bjørn er rask og tapper, og vi er ikke mandstærke nok. Det nytter lidet at søge saa overvældende stærke Folk inde, selv med langt større Kræfter, hvad vi saa, da Gejr Gode og Gissur Hvide anfaldt Gunnar paa Hlidarende inde i hans Hus med firsindstyve Mand. Han var ene Mand imod dem, og dog blev nogle dræbt, andre saarede og Angrebet afslaaet, indtil Gejr Gode selv opdagede, at han manglede Skudvaaben. Nu er det imidlertid sandsynligt, at Bjørn er ude ved sit Hø, eftersom det er godt Tørvejr. Jeg har tænkt mig, Maar, at du skulde angribe Bjørn, men husk, at han er ikke til at spøge med. Graadig Ulv bider, hvis Fælden ikke slaar sammen straks.«

De red nu ned til Gaarden og saa, at Bjørn var ude paa den nærliggende Mark i Færd med at gøre en Høslæde i Stand. Han var alene og havde ikke andre Vaaben end en lille Økse og en stor Tollekniv. Bjørn saa, at Snorre Gode og hans Følge red fra Heden ind paa Marken. Han kendte straks Mændene. Snorre Gode var iført blaa Kappe og red i Spidsen. Bjørn greb hastigt Kniven og gik skyndsomst imod dem. Saa snart han var hos Snorre, greb han ham med den ene Haand i Kappeærmet, og den anden Haand holdt Kniven rede til at støde den i Brystet paa Snorre, hvis han fandt det nødvendigt. Bjørn hilste Snorre, og Snorre hilste igen. Maar opgav ganske sit Hverv, da han indsaa, at Snorres Liv havde Ende, hvis han forsøgte at angribe Bjørn. Denne fulgte dem et Stykke uden at forandre Knivens Stilling. Han spurgte Snorre om Nyt fra Egnen og sagde saa: »Jeg vil ikke fragaa, Snorre Bonde! at jeg vel har givet dig Grund til at se skævt til min Færd, og jeg har hørt, at du bærer Nag til mig. Hvis du har andet Ærinde her end at følge Landevejen forbi min Gaard, saa kom frem med det. Hvis ikke, saa tilsig mig Sikkerhed, og jeg vil straks vende om. Thi jeg ønsker ikke at gaa her som en Nar.«

Snorre svarede: »Du har været saa heldig at faa slaaet Kloen i mig, straks vi mødtes, saa skal du have Lov at gaa under Tryghedsløfte denne Gang, hvad saa end mit Ærinde var. Men jeg vil bede dig om, at du herefter lader være at søge Omgang med min Søster Turid, thi det bliver aldrig godt imellem os to, hvis du fortsætter med det.« Bjørn sagde: »Jeg vil ikke love dig mere, end jeg kan holde. Men jeg ved ikke, hvorledes jeg skal kunne holde det, saalænge Turid og jeg bor i samme Herred.« Snorre svarede: »Her er ikke saa meget, der binder dig, at du ikke sagtens kan søge til et andet Herred.« Bjørn sagde: »Det er maaske sandt. Og da du nu er kommen her i egen Person, og vort Møde er forløbet som det er, saa lover jeg dig, at Torodd og du skal ikke de første Aar herefter faa Ærgrelser af mine Stævnemøder med Turid.« »Det var et godt Løfte,« sagde Snorre. Dermed skiltes de. Snorre rejste hjem til Helgefjæld. Dagen efter red Bjørn sydpaa til Hraunhavn og sikrede sig Skibslejlighed samme Sommer. Skibet blev sent sejlklart, men stævnede endelig ud for nordøstlig Vind, som holdt sig længe uforandret. Og i lang Tid hørte man intet om det.

Efter at Ørboerne og Alftafjordsfolkene havde sluttet Forlig, rejste to af Torbrands Sønner, Snorre og Torlejf Kimbe, til Grønland. Efter Torlejf er Kimbevig mellem Jøklerne i dette Land opkaldt, og han boede paa Grønland til sine gamle Dage. Men Snorre sejlede videre til Vinland det gode, og den tapre Mand faldt der i en Kamp med Skrællingerne. Torodd blev boende ved Alftafjord.


Torgunna

Den Sommer, da Kristendommen indførtes ved Lov paa Island, landede et Skib ved Snefjældnæs; det kom fra Dublin. Mandskabet stammede især fra Irland og Syderøerne, kun faa Mand var norske. De laa længe og ventede paa Bør for at sejle ind i Fjorden til Davrenæs, og mange tog ud til Skibet for at handle. Blandt de ombordværende var ogsaa en Kvinde fra Syderøerne ved Navn Torgunna. Sømændene fortalte om hende, at hun havde Kostbarheder med sig, som Islænderne næppe kendte Mage til. Da Turid, Konen paa Frodaa, hørte dette, blev hun meget nysgerrig efter at se Kostbarhederne, thi hun elskede Pragt og straalende Fremtræden. Hun tog ud til Skibet, fandt Torgunna og spurgte hende, om hun havde særlig pragtfulde Kvindesmykker eller Klæder. Hun svarede, at hun intet havde, som var til Salg, men hun havde ganske vist saadanne Ting, at hun ikke behøvede at skamme sig, hvor hun var sammen med andre. Turid bad om at maatte se de smukke Ting. Det fik hun Lov til, og hun fandt dem baade tiltalende og klædelige, men mente ikke, de havde særlig stor Pengeværdi. Hun prøvede at gøre Bud paa nogle af dem, men Torgunna vilde intet sælge. Da indbød hun Torgunna til at bo paa sin Gaard, thi saa tænkte hun, at hun vel med Tiden kunde faa listet nogle af de kostbare Ting fra hende. Torgunna svarede: »Jeg vil gerne bo hos dig, men jeg vil sige dig straks, at jeg ikke vil betale meget for mit Ophold, thi jeg er arbejdsdygtig og har heller intet imod at arbejde, dog vil jeg ikke slides op. Jeg vil selv bestemme hvad jeg skal yde for Opholdet.«

Skønt Torgunna ingenlunde talte indsmigrende, blev Turid dog ved med at opfordre hende til at følge sig og bo paa Frodaa. Torgunna samtykkede da, og hendes Ejendele blev baaret fra Skibet. Der var en stor aflaaset Kiste og en lille let Kasse, som førtes med til Gaarden. Da Torgunna kom hen, hvor hun skulde bo, bad hun om at faa anvist sit Sovested. Hun fik et Rum i Husets Indre. Da aabnede hun Kisten og trak sine Sengklæder frem. De var alle af udsøgt Art. Hun bredte engelske Lagner og Silketæppe over Sengen og ophængte Sengehimmel og Forhæng. Det var i det hele en saa god Udstyrelse, at Folkene syntes, de havde aldrig set Mage. Da sagde Turid: »Sig mig, hvad vil du have for dette Sengeudstyr?« Torgunna svarede: »Jeg vil ikke ligge i Halmen for din Skyld, selv om du er fin paa det og vil tage dig ud.« Dette Svar mishagede Turid, og hun talte ikke mere om at købe de kostbare Ting. Torgunna vævede hver Dag, naar de ikke var ved Høet. Men i tørt Vejr var hun med til at vende Hø i Engen, og hun havde anskaffet sig en Rive, som ingen andre maatte bruge. Torgunna var en velvoksen Kvinde, baade høj og svær og svulmende. Hun havde smaa Øjne under de sorte Bryn; Haaret var brunt og meget fyldigt. Hun viste i det daglige en god Opførsel og gik til Kirke hver Dag, inden hun begyndte sit Arbejde. Men hun var ikke indladende og temmelig ordknap. De fleste mente, hun var over de halvtreds og dog saa hun frisk og ungdommelig ud. Paa den Tid fik Torer Vedlægg og hans Kone Torgrima Galdrekæft deres Ophold paa Frodaa, og de forligtes ikke godt med Torgunna. Kjartan, Turids Søn, der nu var 13-14 Aar gammel, stod derimod højt i hendes Gunst, men han holdt sig helst paa Afstand fra hende, hvad hun tit blev meget fortørnet over.

Sommeren var overvejende vaad, men om Høsten blev det godt Tørvejr. Høarbejdet paa Frodaa var kommet saa vidt, at hele Hjemmemarken var mejet og næsten Halvdelen af Høet tørt. En Dag, hvor der ikke saas en Sky paa Himlen, stod Torodd Bonde tidligt op og satte sine Folk i Arbejde, nogle skulde age Hø ind og andre lægge det i Laden. Bonden satte Kvinderne til at vende Høet og fordelte Arbejdet mellem dem. Torgunnas Arbejde blev at tørre saa meget, som brugtes til at fodre en Ko med Vinteren igennem. Alt gik rask fra Haanden langt op ad Dagen. Men først paa Eftermiddagen saas en sort Skytjavs paa Nordhimlen over Bjerget Skor. Den nærmede sig hurtigt, og man syntes, den truede med Regn. Torodd bad Folkene om at stakke Høet, men Torgunna rev sit og vilde ikke stakke det, som det var bleven sagt, hun skulde. Da Skyen var lige over, blev det saa mørkt, at man næppe kunde kende hinanden, og det regnede, saa Høet, der laa spredt, blev drivvaadt. Det varede ikke længe, før Skyen trak bort, og det lysnede i Luften paany. Da saa man, at det var en Blodbyge, der var trukken over. Henad Aften blev det igen godt Tørvejr, og Blodet blev tørt paa alt Høet saa nær som Torgunnas. Det vilde ikke tørre og heller ikke hendes Rive blev tør. Turid spurgte, hvad Torgunna mente, dette Jærtegn betød. Hun svarede: »Det ved jeg ikke, men det rimeligste er vel, at det varsler Død her i Gaarden.« Torgunna gik hjem om Aftenen og inde i sit Soverum lagde hun de blodige Klæder fra sig og gik i Seng. Hun var meget stakaandet, og man var klar over, at hun var syg. Hun vilde heller intet spise. Næste Morgen gik Torodd Bonde hen til hendes Seng og spurgte, hvorledes det gik, om hun syntes, det var bleven bedre eller værre med hende. Hun svarede, at hun troede, hun laa syg for sidste Gang. Derefter sagde hun: »Dig anser jeg for den klogeste Mand her paa Gaarden. Derfor vil jeg sige dig min sidste Vilje angaaende det, jeg efterlader mig og angaaende mig selv. Alt vil nemlig ske som jeg siger, selv om I ikke ser noget særligt i mig og det nytter ikke at sætte sig mod mine Bestemmelser.«

Torodd svarede: »Det er nok rimeligt, at dine Anelser gaar i Opfyldelse, og jeg lover dig, at jeg ikke skal handle mod din Vilje.« Torgunna sagde: »Jeg ønsker, at I fører mit Lig til Skaalholt, hvis jeg dør af denne Sygdom, thi jeg har en Forudfølelse af, at dette Sted om nogen Tid vil være det mest ærede her i Landet. Jeg ved ogsaa, at der nu er Præster der, som kan messe over mig. Af mit Gods skal jeg give dig saa meget, at du vil blive holdt skadesløs for din Umage. Turid skal desuden have min Skarlagenskaabe, for at hun ikke skal blive misfornøjet med, at jeg anvender mit øvrige Gods, som jeg finder for godt. Min Guldring vil jeg have med mig. Min Seng og mine Sengklæder skal brændes, thi de kan ikke blive til Nytte for nogen. Dette siger jeg ikke, fordi jeg ikke under nogen disse Kostbarheder; det gjorde jeg gerne, hvis nogen vilde faa Glæde deraf. Men jeg vil nødig, at nogen for min Skyld skal blive ramt af de Ulykker, som jeg ved vil komme, hvis man ikke gør som jeg siger. Derfor lægger jeg saa stor Vægt paa dette.« Torodd lovede at følge hendes Anvisninger i eet og alt. Torgunnas Sygdom forværrede sig nu, og nogle faa Dage efter døde hun. Liget blev først baaret ind i Kirken, og derefter lagt i Kiste. Næste Dag lod Torodd Sengklæderne bringe udenfor og lægge paa en Brændestabel. Da kom hans Kone Turid til og spurgte, hvad det var, han foretog sig med dem. Han svarede, at han vilde brænde dem, som Torgunna havde paalagt ham det. »Nej, lad dog endelig være at brænde disse kostbare Ting,« sagde hun. Torodd svarede: »Hun talte meget om, at det vilde hævne sig, hvis man undlod at følge hendes Paabud.« Turid sagde: »Det er bare noget ondskabsfuldt Snak, fordi hun ikke undte nogen at glæde sig. Der sker saamænd ikke noget bagefter, selv om vi ikke tager Hensyn til hendes Bestemmelse.« »Jeg tror ikke, det vil gaa anderledes, end hun har forudsagt,« svarede Torodd. Men nu slyngede Turid Armene om Halsen paa ham og tryglede ham om ikke at brænde Sengklæderne. Og hun blev ved at hænge over ham, til han ikke kunde staa imod længere og nøjedes med at brænde Dyner og Puder, mens Konen tog Lagnerne og Tæppet og hele Omhænget, og dog var ingen af dem tilfreds. Der blev nu fundet nogle gode Mænd til Ligfærden, og Kisten skulde føres til Gravstedet af Torodds bedste Heste. Liget blev svøbt i hvide Linklæder, men de blev ikke syet omkring det, og derefter blev det lagt i Kisten.

Toget med den døde Kvinde gik nu den sædvanlige Vej sydpaa over Heden. Paa Valbjørnssletten var der bløde Moradser, hvori Hestene ofte sank dybt ned. Siden maatte de gennem en dyb Aa og mødte Storm og Skylregn. Endelig kom de i Stavholtstunger til Gaarden Nedre Næs. Der bad de om Husly og Ophold til næste Dag, men Bonden nægtede at beværte dem. Men da Natten nærmede sig, holdt de ikke af at fortsætte Rejsen; de mente ikke det var uden Fare at sætte over Hvidaa i Mørket. De tog Opsadlingen af Hestene og bar Liget ind i et af Udhusene. Derefter gik de ind i Stuen, trak Yderklæderne af og besluttede at blive der Natten over uden Mad. Gaardens Folk gik til Sengs ved Dagslys. Da de havde faaet lagt sig, hørte de Larm i Forraadskammeret. Der blev sendt nogen ud for at undersøge, om der var Tyve derinde. Men da de kom derind, saa de en stor splitternøgen Kvinde i Færd med at lave Mad. De blev saa rædselsslagne, at de slet ikke turde nærme sig hende. Da Ligfølget fik dette at vide, gik det ogsaa ud i Madhuset og saa, at det var Torgunna, som færdedes der. De fandt det raadeligst ikke at forstyrre hende. Da hun var færdig med sit Arbejde, bar hun Maden ind i Stuen og dækkede Bord. En Mand af Ligfølget sagde da til Bonden: »Det kan være, at det bliver dig dyrt, inden vi skilles, at du nægtede at beværte os.« Dertil svarede baade Bonden og hans Kone: »Jo, rigtignok skal I faa Mad og alt, hvad I ellers trænger til.«

Saasnart Bonden havde sagt dette, gik Torgunna ud af Stuen og viste sig ikke mer. Nu blev der tændt Lys, og Gæsterne fik de vaade Klæder ombyttet med tørre. Saa gik de til Bords, gjorde Korsets Tegn over Maden, og Bonden lod stænke viet Vand overalt i Stuen. Gæsterne spiste den Mad, Torgunna havde sat frem, og ingen tog Skade deraf. De sov paa Gaarden om Natten, og der vistes dem den mest udsøgte Gæstfrihed. Næste Morgen fortsatte de Rejsen. Begivenhederne paa Næs-Gaarden rygtedes hurtigt, og overalt, hvor de siden kom frem, fik de en gæstfri Modtagelse. Da de kom til Skaalholt, afleverede de Gaverne som Torgunna havde bestemt for Kirken, og Præsterne modtog dem med Glæde. Torgunna blev lagt i Jorden, og alle Ligets Følgemænd naaede hjem i bedste Velgaaende.


Urdmaanen

Paa Frodaa var der et stort Ildhus og inderst inde et lukket Sengerum, som det dengang var Skik (3). Til begge Sider ved Indgangen var der smaa Rum, det ene til Tørfisk, det andet til Mel. Aftensmaden tilberedtes daglig i Ildhuset, og Folkene sad gerne ved Ildstedet, inden de spiste. Den Aften Ligfølget kom tilbage, og de som sædvanligt sad ved Ilden, saa alle pludselig en Halvmaane glide hen over Bræddevæggen, den gik modsat Solens Bane og forsvandt ikke, mens Folkene sad ved Ilden. Torodd spurgte Torer Vedlægg, hvad dette var for et Varsel. Torer svarede: »Det er Urdmaanen. Der vil følge Dødsfald efter.« Hele Ugen igennem saas Urdmaanen Aften efter Aften.

Snart efter kom Faarehyrden en Dag hjem og var meget ordknap, og talte han endelig, var det knubbede Ord, man hørte. Man troede, han var blevet tosset, thi han gik alene om og talte med sig selv. Dette varede i nogen Tid. Men ikke langt hen paa Vinteren kom han en Aften hjem og gik straks i Seng, og næste Morgen fandt man ham død. Han blev begravet ved Kirken. Snart efter begyndte det at spøge stærkt. En Aften gik Torer Vedlægg ud i et vist Ærinde, men da han igen vilde gaa ind, stod den døde Faarehyrde i Døren. Torer vilde gaa forbi ham ind, men Hyrden vilde ikke flytte sig. Torer søgte da en anden Vej ind, men Faarehyrden satte efter ham, greb ham og kastede ham ind mod Døren. Han følte sig straks utilpas af denne Medfart, men naaede dog i Seng. Da opdagedes det, at han havde store kulsorte Pletter paa Kroppen. Hans Tilstand forværredes, og han døde. Ogsaa han blev begravet ved Kirken. Men derefter viste Faarehyrden og Torer Vedlægg sig jævnlig sammen, hvorover Folkene blev meget skrækslagne. Efter Torers Død blev en af Torodds Karle syg og døde efter tre Dages Forløb, siden døde seks andre hurtigt efter hverandre. Saa kom Julefasten, der dog endnu paa den Tid ikke overholdtes i Island. Fiskerummet var saa fyldt med Tørfisk, at Døren ikke kunde lukkes op, men man maatte tage Fisken ned ovenover Døren ved Hjælp af en Stige. Da skete det en Aften, mens Folkene sad ved Ilden, at de hørte de tørrede Fisk inde i Rummet blive revet ud af Skindet. Da de gav sig til at undersøge, lykkedes det dog ikke at finde noget levende derinde. Kort før Jul rejste Torodd Bonde til Næs for at hente de Tørfisk, han havde der. De roede, seks Mand ialt, ud med en Tiaarersbaad og blev paa Næs om Natten. Men samme Aften skete der paa Frodaa en mærkelig Tildragelse. Madilden var tændt, og da Folkene havde sat sig ved den, saa de et Sælhundehoved hæve sig op gennem Gulvet. En Tjenestekvinde fik først Øje paa det; hun tog en Kæp, som laa i Døren og drev den af al Magt i Sælhundehovedet. Men det skød i Vejret ved Hugget og skottede op til Torgunnas Sengeforhæng. Da stod en af Karlene op og tærskede løs paa Sælen, men den hævede sig ved hvert Slag, til den havde Lufferne over Gulvet, da tabte Karlen Bevidstheden, og alle de andre var rædselsslagne. Men nu sprang Drengen Kjartan til, greb en stor Smedehammer og knaldede den i Hovedet paa Sælen, og det var et kraftigt Hug, men Sælen virrede blot med Hovedet og saa sig om. Kjartan hamrede videre, og for hvert Slag sank Sælen et Stykke, som var det en Pæl, der blev rammet ned. Han blev ved at hamre, til Sælen var saa langt nede, at han kunde banke Jorden sammen over den. Det viste sig den Vinter, at alle Spøgelser var mest bange for Kjartan.


Torodd Skattekøbers Død

Om Morgenen, da Torodd forlod Næs med sine Tørfisk, væltede Baaden, og alle Mand druknede udfor Enne. Baaden og Tørfiskene kom op, men Ligene var ikke til at finde. Da Efterretningen herom naaede Frodaa, bød Kjartan og Turid Naboerne til Arvegilde, og deres Juleøl blev drukket som Arveøl. Men den første Gildesaften, da Gæsterne var godt bænkede, kom Torodd Bonde og alle hans Ledsagere drivvaade ind i Stuen. Man tog vel imod Gengangerne, thi det ansaas for et godt Varsel og Tegn paa, at druknede Mænd var bleven vel modtagne hos Ran (4), naar de deltog i Arvegildet efter sig selv. Huset med Bænkerækkerne, hvor Gæsterne sad, havde en Dør i hver Ende; dette Hus gik Torodd og hans Følge langs igennem – og derfra ind i Ildhuset, og de ænsede ingen Hilsen. De satte sig ved Ilden, og Husfolkene rykkede ud af Ildhuset, men Torodd og de andre blev siddende, til Ilden gik ud. Dette gentog sig hver Aften, saalænge Gildet varede. Der blev talt meget derom blandt Gæsterne og Husfolkene, nogle mente, at det vilde høre op, naar Gildet var forbi. Omsider tog Gæsterne hjem, og en trykket Stemning laa over Gaarden, da de var borte. Om Aftenen, som fulgte paa Afrejsedagen, tændtes Madilden som sædvanligt, og saasnart den blussede op, kom Torodd med sit Følge; de satte sig ved Ilden og gav sig til at vride Vand af Klæderne. Lidt efter kom Torer Vedlægg og hans seks Følgesvende, de var tilsølede af Jord, og de rystede deres Klæder, saa Mulden strittede over paa Torodd og hans Mænd. Husfolkene forlod skyndsomst Ildhuset og maatte undvære baade Lys og Varme den Aften. Den følgende Aften tændtes Madilden i et andet af Husene, idet man haabede, at Gengangerne vilde holde sig til det sædvanlige Sted. Men de flyttede med, og det gik som sidst.

Dagen efter fik saa Kjartan den Tanke, at man, naar Aftenen kom, skulde tænde en stor Langild i Ildhuset, men Madilden skulde man tænde i et af de andre Huse. Hans Forslag blev fulgt, og nu satte Gengangerne sig ved Langilden og Husets Folk fik Lov at være i Fred ved den mindre Ild. Saaledes blev det ved hele Julen. Nu blev det efterhaanden værre og værre med Uroen mellem Tørfiskene inde i Opbevaringsrummet; der hørtes Fiskerivning derinde fra baade Dag og Nat. Der blev efterhaanden Brug for nogle af disse Fisk. En Mand gik op for at hente dem, man saa da, at der stak en Hale op af Fiskestablen. Den saa ud som en sveden Kohale, havde Sælhaar, men var ellers glat. Manden gav sig til at rykke i Halen og bad andre hjælpe sig dermed. Baade Karle og Piger kravlede op og hev i Halen, men kom ingen Vegne med den. Bedst som de sled, trak Halen sig ud af Hænderne paa dem, saa Huden paa dem, der havde haardest fat, fulgte med. Ingen saa denne Hale mere. Nu blev Tørfiskene taget ud, og længere nede i Stabelen var hver Fisk fortæret saa kun Skindet var tilbage. Men intet som helst levende Væsen var at spore i Stablen. Kort efter blev Torer Vedlæggs Enke Torgrima Galdrekæft syg og døde. Og paa hendes Begravelsesdag om Aftenen var hun i Følge med sin Mand paa Gengangeri. Efter at Halen havde vist sig, gentog Sygdommen sig paa en ny Maade, idet der nu døde flere Kvinder end Mænd. Der døde igen seks i Træk, og mange af Folkene forlod Gaarden af Frygt for Jærtegnene og Gengangerne. Om Efteraaret var der tredive Husfolk paa Frodaa, men atten døde og fem rejste bort, saa henimod Foraaret var der kun syv tilbage.


Spøgeriets Ophør

En Dag tog Kjartan til Helgefjæld til sin Morbroder Snorre Gode og raadførte sig med ham om, hvad der kunde være at stille op mod alt det underlige, der skete i hans Hjem. Gissur Hvide havde netop sendt en Præst til Helgefjæld; ham lod Snorre følge Kjartan til Frodaa tilligemed sin Søn Tord Kause og seks andre Mænd. Han gav dem det Raad, at de skulde brænde Torgunnas Sengeforhæng samt sætte Ret for Døren til Dom over alle dem, der gik igen. Han bad Præsten holde Andagter, vie Vand og tage Folkene i Skrifte. De fik Mænd fra Nabogaardene til at følge sig og kom til Frodaa Aftenen før Kyndelmesse ved den Tid Madilden tændtes. Da laa Enken Turid syg af samme Sygdom, som den, de andre var døde af. Kjartan gik straks ind og saa, og Torodd og alle de andre Spøgelser sad ved Langilden, som de plejede. Kjartan rev Torgunnas Sengeforhæng ned, tog en Glød inde fra Ildhuset og gik udenfor og brændte alt, hvad der var tilbage af Torgunnas Sengeudstyr. Derefter stævnede Kjartan Torer Vedlægg, og Tord Kause stævnede Torodd Bonde, fordi de gik der paa Gaarden uden lovlig Adgang og berøvede Folk baade Liv og Helbred. Alle, der sad ved Ilden, blev stævnede. Derpaa nedsattes en Ret for Døren, og Anklager blev rejst og Beviser ført frem ganske som paa Tinge. Da Dommen var fældet over Torer Vedlægg, rejste han sig og sagde: »Siddet har jeg her, mens her var til at sidde.« Derpaa gik han ud ad en Dør, der var modsat den, for hvilken Retten sad. Derefter faldt Dommen over Faarehyrden. Han sagde, da han gik: »Nu skal jeg flytte; det er ogsaa paa Tide.« Torgrima Galdrekæft gik, da hun hørte sin Dom, med de Ord: »Været har jeg her, mens her var til at være.« De anklagedes og dømtes een efter een, og hver rejste sig og gik efter sin Tur og sagde noget ved sin Bortgang. Det fremgik af deres Ord, at de nødig vilde gaa. Tilsidst faldt Dommen over Torodd Bonde; da han hørte den, stod han op og sagde: »Nu er Freden omme, lad os fly nu alle.« Derefter gik han.

Saa gik Kjartan og de andre ind. Præsten bar viet Vand og hellige Ting gennem alle Gaardens Rum, og bagefter holdt han Bønner og højtidelige Messer. Fra denne Dag ophørte alt Gengangeri paa Frodaa, og Turid kom sig af sin Sygdom. Om Foraaret fik Kjartan skaffet nye Folk til Huse og boede længe paa Gaarden som en anset Mand.

Snorre Gode boede efter Kristendommens Lovfæstelse paa Island i otte Aar paa Helgefjæld. Det sidste Aar, han boede der, blev hans Svigerfader Styr dræbt. Snorre hentede Liget. Paa Hjemvejen gjorde han Ophold med det i Hrossholt, hvor det blev baaret ind i Kvindeværelset. Der gik Bondens Datter ind for at se det, men da rejste Styr sig op i siddende Stilling og holdt hende om Livet. Da kom Snorre til og befriede hende. Snart efter byttede Snorre Ejendom med Gudrun Osvifsdatter og tog da Bolig paa Tunge i Sælingsdal. Det var to Aar efter, at Gudruns Mand Bolle Torlejkssøn var blevet dræbt. I Anledning af Drabet paa Styr opstod nu en lang Strid, hvori en Mængde kendte Høvdinger var indviklet. Efter forskellige Drab og Kampe fik Snorre omsider ordnet et Forlig.


Tyrekalven Glæser og Torodds Død

Ved denne Tid boede Torbrands Søn Torodd ved Alftafjorden. Han ejede Jorderne baade til Ulfarsfjæld og Ørlygsstad. Torolf Bøjefod, der efter sin Død havde plaget Egnen med Gengangeri, havde i nogle Aar holdt sig rolig under Jorden; men nu blev det galt igen. Torodd kaldte da en Morgen sine Karle sammen og samlede desuden Folk fra Nabogaardene, og under hans Anførsel begav de sig til Torolfs Dysse ved Bøjefodshøfde. De brød Graven op, brændte Liget og strøede Asken ud over Havet. Da dette Arbejde var fuldført, red Torodd og de andre hjem. Det blev sent paa Aftenen, inden Torodd naaede Kaarstad.

Kvinderne sad og malkede, da Torodd red over Malkepladsen. En af Køerne sprang forskrækket til Side og brækkede Benet. Koen blev undersøgt; den var saa mager, at den intet var værd til Slagtning. Torodd lod Foden forbinde, men Dyret gik helt fra Mælken og syntes ganske værdiløst. Da Foden atter var bleven helbredet, blev Koen ført ud til Ulfarsfjæld for at faa Kød paa Kroppen, thi der var en god Græsgang. Koen gik tit ned til Stranden, hvor Torolf var bleven brændt, og den slikkede Stenene, som var overføgne af hans Aske. Folk fortæller, at da nogle Øboere roede ind efter Fjorden med deres Torskefangst, saa de Koen gaa oppe i Fjældskraaningen, men tæt ved den gik en abildgraa Tyr, som ingen før havde set noget til. Om Høsten vilde Torodd lade Koen slagte, men da var den ingen Steder at finde. Man tænkte, den var død eller muligvis stjaalen. Men en Morgen tidlig henimod Jul, da Kvæghyrden paa Kaarstad efter Sædvane gik til Kostalden, saa han et Kreatur ved Stalddøren. Han opdagede straks, at det var den Ko, der havde haft Foden brækket og som havde været savnet. Han trak Koen i Baas og bandt den og fortalte Torodd, at den var kommen tilbage. Torodd gik ud og saa til den og opdagede da, at den var med Kalv. Han besluttede derfor, at den ikke skulde slagtes, saa meget mere som der allerede var slagtet, hvad der behøvedes til Husholdningen. Tidlig paa Foraaret kælvede Koen og bragte en Kviekalv til Verden, men lidt efter fødte den endnu en Kalv, og det var saa stor en Tyrekalv, at Moderen med Nød og næppe kunde blive den kvit, og kort efter døde da ogsaa Koen. Den store Kalv blev baaret ind i Stuen, den var abildgraa af Farve og syntes et meget værdifuldt Dyr. Torodds gamle blinde Fostermoder sad derinde. I sine yngre Dage regnedes hun for at være fremsynet, men naar hun nu sagde noget, blev det betragtet som Udtryk for, at hun gik i Barndom, skønt det tit gik, som hun havde sagt. Da den store Kalv stod bunden paa Stuegulvet, gav den sig til at brøle højt. Den gamle Kone blev meget forskrækket og sagde: »Dette er Trolds Brøl; intet andet levende har en saadan Røst. Føj mig og slagt det lede Dyr.« Torodd syntes ikke, der var Grund til at slagte Kalven. Den vilde blive meget værd, naar den voksede til, og tegnede til at blive et prægtigt Høved. Da slog Kalven et nyt Brøl op. Konen rystede paa alle Lemmer og sagde: »Min Fostersøn! Slagt denne Kalv. Den fører ondt over os, hvis den faar Lov at leve.« Han svarede: »Jaja da, Fostermoder. Naar du endelig vil, skal jeg slagte Kalven.« Dyrene blev derefter baaret ud i Laden. Saa lod Torodd Kviekalven slagte og gav Folkene strengt Paabud om, at de ikke maatte fortælle den gamle, at Tyrekalven levede. Den voksede for hver Dag, og om Foraaret, da Kalvene blev sluppet ud paa Græs, var den lige saa stor som en Efteraarskalv. Da den kom ud, løb den omkring paa Toften og brølede højt med en voksen Tyrs Røst, saa det tydeligt kunde høres ind i Huset. Da sagde Fostermoderen: »Saa blev Troldhøvedet alligevel ikke slagtet. Nu vil det volde os mere Fortræd, end jeg kan sige.« Kalven gik i Gaardens Nærhed om Sommeren, og om Høsten var den saa stor, at faa aarsgamle Kreaturer var større. Den havde store Horn og var et herligt Dyr at se paa. Tyren fik Navnet Glæser. Da den var to Aar, var den saa stor som fem Aar gamle Okser. Den gik sædvanligvis blandt Køerne, og hver Gang Torodd viste sig paa Malkepladsen, gik Glæser hen til ham og snusede til ham og slikkede hans Klæder, og Torodd klappede den til Gengæld. Den var i det hele taget fredelig som et Faar baade overfor Folk og Fæ; men saa snart den lod sin Stemme høre, lød det ganske forfærdeligt, og den gamle Kone var ved at synke i Jorden hver Gang, Lyden naaede hende. Da Glæser var fire Aar gammel, kunde hverken Kvinder eller Børn faa den til at flytte sig, men naar voksne Mænd nærmede sig, stejlede den, satte i med en lumsk Brummen og veg kun for Magt. En Dag, da Glæser kom hjem til Malkepladsen, satte den et usædvanlig grueligt Brøl i Vejret, saa det lød ind i Huset, som var den lige ved. Torodd og Fostermoderen var derinde. Hun sukkede dybt og sagde: »Du ænser stadig ikke mit Raad at dræbe den Tyr, Fostersøn!« Torodd svarede: »Vær ganske rolig, kære Fostermoder. Nu skal Glæser leve til Høst og faa Kød paa Kroppen, og saa skal den slagtes.« »Det er for sent,« sagde hun. »Det kan man ikke vide,« svarede han. Mens de endnu samtalede, slog Tyren igen sit Brøl op, endnu frygteligere end før. Da kvad Konen:

Hjordens Herre hæver
hornet Pande mod dig.
Brølets Blodvarsel
blotter sig i Svælget.

Olmt vil Udyret
onde Kaar dig bringe.
Ind til Jordens Indre
aabner det dig Døren.

Torodd svarede: »Du gaar i Barndom nu, Fostermoder!« Hun kvad:

Altid, tror du, ytrer
alderstegen Kvinde
Afsinds Ord, som intet
Øre behøver at høre.

Vist skal Vunders Taarer
vælde, til du segner,
Tyren tindinghornet
tirret glor imod dig.

»Det gaar vist ikke saa galt, som du siger, Fostermoder,« sagde han. »Desværre, saadan gaar det,« svarede hun.

Om Sommeren havde Torodd ladet Høet over hele sin Eng sætte op i store Stakke, hvorefter der kom en stærk Regn. En Morgen, da Folkene gik ud, var Glæser kommen paa Hjemmemarken, og Hornklodsen, som var sat paa for at hindre den i at stange, da den begyndte at blive olm, var faldet af. Den havde slaaet en Streg over gammel Vane, thi den plejede aldrig at ødelægge Høstakkene, selvom den gik i Marken. Men nu stak den Hornene under dem og hvistede Høet op i Luften, og saaledes turede den hele Marken rundt. Samtidig udstødte den sine ildevarslende, uhyggelige Brøl, og alle Folkene var saa angst, at ingen turde gaa hen og jage Tyren ud af Marken. De fortalte da Torodd, hvad den havde for. Han løb straks ud, tog en lang Birkekæp, der endte i to korte Grene; dem brugte han som Haandtag, slog Raften over Skuldrene og sprang ned i Marken til Tyren. Da Glæser saa ham, standsede den og vendte sig imod ham. Men Torodd fór truende frem og søgte at skræmme den; dette mislykkedes ganske, Tyren stod støt og trodsig. Torodd hævede nu Kæppen og tærskede den ned mellem Hornene paa Tyren, saa Haandtagene gik af. Ved dette Slag blev Glæser aldeles rasende og kastede sig frem mod Torodd. Men han fik fat i Hornene og vred Dyret til Side, og nu brødes de i nogen Tid paa den Maade, at Glæser stadig sprang til, mens Torodd bøjede af og drev den snart til den ene, snart til den anden Side. Omsider begyndte Torodd at blive træt. Da sprang han op paa Tyrens Hals og spændte Armene ned om Kværken paa den, mens han selv laa hen mellem Hornene. Paa denne Maade haabede han at kunne udmatte den. Tyren løb ustandselig frem og tilbage over Marken med ham. Da saa Karlene den Fare, Torodd var kommen i, men de turde ikke komme ham til Hjælp uden Vaaben. De gik ind og hentede Spyd og andre Vaaben og sprang saa ned paa Marken. Saasnart Tyren fik Øje paa dem, bøjede den Hovedet ned mellem Benene, og med et pludseligt Kast jog den sit ene Horn ind under Torodd. Saa slyngede den Hovedet opad med en Fart og Kraft, saa Torodds Krop og Ben fór lige i Luften og han næsten stod paa Hovedet ovenpaa dens Hals. Da han faldt ned igen, jog Tyren det ene Horn langt ind i Bugen paa ham. Nu slap han Grebet om Tyrens Hals, og Glæser rendte med et højt Brøl ned over Marken til Aaen. Torodds Karle løb efter den og forfulgte den tværs over Skredet Gejrvør indtil en Sump neden for Gaarden Heller. Der løb Tyren ud i Sumpen, sank og saas aldrig mere. Stedet blev sidenefter kaldt Glæserskilde.

Da Karlene kom tilbage til Engen, var Torodd der ikke. Han var gaaet hjem til Gaarden. De fandt ham liggende død inde paa sin Seng.


Det ubekendte Land

Der var en dygtig Sømand ved Navn Gudlejf, Søn af Gudlaug den Rige ved Strømfjord. Paa Olaf den Helliges Tid gjorde Gudlejf en Handelsrejse til Dublin. Da han sejlede derfra og vilde til Island, fik han vestenfor Irland østlig og nordlig Vind, der drev ham langt ud over Havet i Vest og Syd, saa han og hans Sømænd ikke anede, hvor der var Land at finde. Det var sent paa Sommeren, og de gjorde Himlen store Løfter, hvis de maatte naa Land. Endelig blev de Land vár. Det viste sig at være et meget stort Land, men de kendte det ikke. De blev enige om at søge til Landet, thi de turde ikke længere sejle paa det oprørte Hav. De fandt en god Havn, og efter kort Tids Forløb kom der Mænd hen til dem. Alle var de dem fremmede og ukendte, men de syntes nærmest at de talte Irsk. Snart flokkedes Hundreder af Mennesker om dem. De blev bundne og førte op i Landet, hvor der ved et Folkemøde blev drøftet, hvorledes man skulde behandle dem. De kunde opfatte, at nogle foreslog, man skulde dræbe dem, andre, at de skulde fordeles mellem Beboerne som deres Trælle. Mens denne Forhandling stod paa, saa de en Flok ridende Mænd nærme sig, førende en Fane med sig. De gættede da paa, at der maatte være en Høvding i Flokken, og da den var kommen nærmere, kunde de se, at under Fanen red en meget anselig gammel hvidhaaret Mand. Alle, der var tilstede, bøjede sig for ham og modtog ham som Herre, og de forstod, at alle Afgørelser blev overladt til ham. Denne Mand lod Gudlejf og hans Mænd kalde til sig, han talte til dem paa Norsk og spurgte, hvilket Land de var fra. De sagde, at de fleste af dem var Islændere. Manden spurgte, hvem af dem, der var Islændere. Da traadte Gudlejf frem og hilste. Manden besvarede Hilsenen venligt og spurgte, hvorfra de var paa Island. Gudlejf svarede, at han var fra Borgefjord. Manden spurgte videre, hvorfra ved Borgefjord han var. Gudlejf besvarede Spørgsmaalet. Derefter spurgte den fremmede Stormand om, hvorledes det stod til med hver især af de mere bekendte Mænd langs Borgefjord og Bredefjord. Og under Samtalen spurgte han ogsaa om Snorre Gode og hans Søster fra Frodaa. Han forhørte sig meget indgaaende om alt, hvad der angik Frodaa og især om Drengen Kjartan, som da var Bonde paa Gaarden. Landets Beboere mindede nu om, at der maatte træffes en Bestemmelse med Hensyn til, hvad der skulde foretages overfor de islandske Sømænd. Da forlod den fremmede Høvding dem og samlede tolv Mand om sig, med hvilke han længe raadslog. Derefter kom de alle hen til Sømændene. Den store Mand sagde til Gudlejf og hans Følge: »Vi her fra Landet har nu drøftet eders Skæbne, og de andre Mænd har givet eders Sag i min Vold. Jeg vil give jer Lov til at rejse, hvorhen I har Lyst. Men skønt det er silde paa Sommeren, vil jeg dog raade jer til at rejse bort herfra, thi her er Folket upaalideligt og vanskeligt at omgaas, og det mener desuden, at Landets Love er overtraadt ved eders Frigivelse.«

Gudlejf sagde: »Hvis vi naar tilbage til vort Fædreland, hvem skal vi da nævne som vor Befrier?« Han svarede: »I faar ikke at vide, hvem jeg er, thi jeg ønsker ikke, at mine Slægtninge og Fostbrødre skal gøre en saadan Rejse hertil, som eders vilde være bleven uden mig. Men jeg har naaet den Alder,« fortsatte han, »at jeg hver Dag kan vente at dukke under i Aarene, og selv om jeg lever endnu en Tid, da er der her Mænd, som er mægtigere end jeg, og som ikke vil tage vel mod Folk fra Udlandet, skønt disse Mænd just ikke bor lige i Nabolaget.« Derefter sørgede han for, at deres Skib blev sat i Stand til at fortsætte Rejsen, og han blev hos dem, til Vinden blev gunstig. Da Gudlejf og hans Rejsefæller endelig var færdige til at forlade Landet, tog deres Velgører en Guldring af sin Arm og overrakte den til Gudlejf. Han rakte ham desuden et godt Sværd, idet han sagde: »Hvis du faar Lykke til at naa tilbage til din Fædrejord, da giv dette til Kjartan, Bonden paa Frodaa, og giv Ringen til Turid, Kjartans Moder.« Gudlejf svarede: »Hvem skal jeg nævne som Giveren?« Han sagde: »Sig, at han var en bedre Ven med Husfruen paa Frodaa end med hendes Broder, Goden paa Helgefjæld. Men hvis nogen mener at kunne gætte, hvem Gaverne kommer fra, da sig vedkommende, at jeg forbyder enhver at besøge mig; det er en farlig Færd, og I har haft et særligt Held med at lande. Landet her er stort, der er daarlige Havne og overalt faar Udlændinge en slet Modtagelse, naar de ikke har et Held som jert.« Derefter sejlede Gudlejf og hans medrejsende bort og naaede Irland sent om Høsten. De blev Vinteren over i Dublin. Næste Sommer sejlede de tilbage til Island, hvor Gudlejf afleverede Gaverne. Men alle var af den Mening, at den Mand, der hjalp Sømændene og sendte Gaverne, var Bjørn Bredevigskæmpe.


Snorre Godes Død

Snorre Gode boede tyve Aar paa Tunge i Sælingsdalen. Han omtales ogsaa i Laksdøla Saga, da han var en nær Ven af Gudrun Osvifsdatter og hendes Sønner. Hans Anseelse voksede med Aarene, og hans Uvenners Tal aftog. Han havde mange Sønner og Døtre, som store Slægter nedstammer fra. Snorre Gode døde Aaret efter Olaf den Helliges Fald. Han blev begravet ved den Kirke, han havde ladet bygge. Senere blev hans Ben gravet op og flyttet hen til den Kirke, som nu har afløst den gamle. Ved denne Højtidelighed var Gudny Bødvarsdatter tilstede, Moderen til Snorre Sturlason. Hun har fortalt, at disse Ben kun var af Middelstørrelse. Snorres Farbroder Børk den Digres Ben blev samtidig flyttet, de var usædvanlig store, ligeledes Benresterne af Snorre Godes Moder Tordis; om dem sagde Gudny, at det var smaa Kvindeknogler, og at de var sorte og saa ud, som de var svedne. Alle disse Ben er nu begravede ved den nye Kirke.


Noter:

1. Kaldes i denne saga Aud; men Navneformen er her bragt i Overensstemmelse med Formen i Laksdøla–Saga

2. Kæltring

3. Thøger Larsens tekst er egentlig: Paa Frodaa var der et stort Ildhus, efter Tidens Skik, og inderst inde et lukket Sengerum, som det dengang var Skik. Dette må imidlertid være en utilsigtet dobbeltkonfekt, hvorfor den indskudte sætning her er udeladt (jl).

4. Havgudinden.