Snorre Sturlesøn
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af
indledning til
Norges Konge-Krønike
(3. Udg.)
Karl Schønbergs Forlag
Der sad en Ørne-Unge
paa Norges høje Fjæld;
en af de smaa, der sjunge
sad hos i Sommer-Kvæld.
Saa kommer godt til rette
end stundum Hund og Kat,
de fløj paa Vinger lette,
Til Island samme Nat.
Der, paa den vilde Hede,
tæt under Klippevæg,
de bygged sammen Rede,
de lagde sammen Æg.
Der af udsprang paa Klippe
en egen Fugle-Art,
med Næb til smaat at pippe,
med Falke-Syn og Fart.
Den pipped for de smukke,
men sloges med enhver,
den sang for manges Vugge,
men dog for een især!
Det var for Snorres Vugge
i Dalefjord paa Hvam,
kun sjælden Gjøge kukke
for Brødrene til ham!
Hans blide Foster Moder
var Sæmund Frodes Gaard,
som Eddas Foster-Broder
han havde gode Kaar.
Jon Loftsen ham opklækked,
med Lyst til Laurbær-Krans,
men barsk til Kiv opægged
ham Sturle, Fader hans.
Paa Skjellet mellem begge
han Bopæl sin opslog,
ham huged Od og Ægge,
ham Dejlighed indtog.
Derfor til sine Tider
han stifted Hus og Jord,
sad fast paa begge Sider
af Hvidaas Borgefjord.
Hvor Skallagrim var jordet:
paa Borg blandt Myremænd,
der Foden under Bordet
først satte Kongers Ven.
Paa Reykholt var til Skue,
alt i sex Hundred Aar,
den varme Badestue,
hvor han fik Banesaar.
Om hele Asa-Livet
man har en snurrig Bog,
der er for hans udgivet,
som var paa Skjalde klog.
Man har om Nørreleden
en Bog til Folke-Gavn,
som trindt i Kristenheden
skal bære Snorres Navn.
Den Bog engang har levet,
man sige kan med Grund,
thi den er helt udskrevet
af Sagas egen Mund.
Der ser man, selv paa Vale,
hvor Døden har sit Spil,
hvad det er Liv at male,
med Pen, som hører til!
Der ser vi vore Fædre,
alt som de gik og stod,
og det som ingen bedre,
paa Gløder og i Blod.
Der overser vi Norden,
som paa en Dovre-Tind,
en Aften efter Torden,
i klare Maaneskin.
Og meget i det fjærne
vi ser ved Glimt af Lyn,
men nærmest dog en Hjærne
med nordisk Falke-Syn.
Det er os, som vi hørte
en lille Fugl, der sang
ved alt hvad der sig rørte
i Nordens Svanevang.
En af de smaa, der sjunge,
gjør eet, i Sommer-Kvæld,
med Askens Ørne-Unge
fra Norges høje Fjæld.
