Snorre i Reykholt

Fra heimskringla.no
Revisjon per 9. mar. 2014 kl. 01:01 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Sigurður Nordal

SNORRE I REYKHOLT
af Sigurður Nordal


Foredrag ved Norræna Felagiðs
kursus for nordiske studerende
paa Reykholt 16. juni 1936

Trykt i Nordens Kalender
Oslo, 1937


Ved udgivelsen af Norske Kongers Chronica, oversat til dansk af Peder Claussøn og trykt i København i aaret 1633, blev Snorre Sturlason med et slag den islandske litteraturs største navn i udlandet. Men han vedblev længe at være næsten det blotte navn. Heimskringla blev en folkebog i Norge, «en makt i norsk historie» (Fr. Paasche), ivrigt studeret af historikere i og udenfor Skandinavien. Men dens forfatter var ukendt og uvirkelig for de fleste læsere, selv blandt de lærde. Kun langsomt og kun delvis er dette blevet forandret. Først i det 19. aarhundrede blev de rige kilder til Snorres levned, hvoraf Sturlunga saga er langt den vigtigste, udgivet, men de har aldrig fundet mange læsere udenfor Island, og af Sturlunga saga findes der hidtil kun én oversættelse til et andet sprog. Mere har det haft at sige, at disse kilder er blevet benyttet i en række biografier om Snorre. Men ligesom Snorre stadig gaar sejrrig ud af kampen med de moderne historieforskere, som forsøger at rokke ved den opfattelse af de norske konger og høvdinger, som han har gjort levende for almenheden, saaledes har han ogsaa triumferet over sine egne biografer. Kun de færreste af kongesagaernes læsere har gidet fordybe sig i skildringerne af hans personlighed og politiske stridigheder. Endnu mere gælder dette dog de forskellige kritiske studier om Heimskringlas oprindelse og kildeforhold, som jo ogsaa i det hele har været alt andet end populært anlagte. Det maa ogsaa indrømmes, at man har holdt undersøgelserne af Snorres levned og hans forfatterskab altfor meget adskilt fra hinanden, ikke udnyttet kilderne om hans liv og hans milieu for at belyse hans litterære bedrifter eller hans bøger for at forklare hans person og hans skæbne. Den klassiske biografi om høvdingen og skalden, mytologen og historieskriveren, grundet paa indgaaende studier, uden at være tynget af dem, er endnu ikke skrevet. Men tiden er snart moden for den, og enhver ynder af Snorres værker vilde sikkert læse disse med et rigere udbytte efter at have faaet en saadan indledning til dem i sine hænder. Jeg har ofte haft lejlighed til at forundre mig over, hvorledes Snorre for mange af sine beundrere staar som en halvmytisk skikkelse fra en graa oldtid, der som selve hans fædreland lyser «gennem islag og taage». Danskerne vil uvilkaarligt tænke sig, at han er omtrent lige saa ukendt som deres egen Saxo. Og jeg har hørt dannede nordmænd indrømme, at forfatteren af Norges gamle nationalhistorie aldrig har staaet for deres tanke som andet end nordmand, selv om de naturligvis har lært bedre i deres skoletid. Men selvom Snorre ved et nærmere bekendtskab vil tabe noget af det romantiske skær, som en saadan fjernhed gør det muligt at omgive ham med, saa vil han og hans værker til gengæld vinde meget ved at stilles i deres rette historiske omgivelser. Thi det er min overbevisning, at man saa langt fra at have overvurderet ham, endnu ikke har gjort sig det tilnærmelsesvis klart, hvilken dominerende stilling han indtager i sin samtids aandsliv.

Hvorfor besøger vi Reykholt? Hvorledes er de minder om Snorre beskafne som er knyttede til dette sted? Drejer det sig kun om sagnagtige associationer med et stort navn, som naar naive turister valfarter til Hamlets grav ved Helsingør? Paa ingen maade! Snorres liv og virksomhed paa denne gamle gaard staar ikke for os i noget dæmringslys, men i de islandske samtidssagaers klare dagslys. Jeg vil forsøge at mane frem for Deres blik nogle af hovedtrækkene i Snorres liv og virksomhed, som de tager sig ud med dette sted som centrum. Naar jeg ikke kan gøre disse træk klarere for Dem, skyldes det mindre mangelfuld viden eller materiale end den begrænsede tid, som staar til min raadighed og vanskelighederne ved at vælge de vigtigste fakta og begrunde de slutninger, man kan drage af dem.




Hvammur, Snorres fødested

Da Snorre flyttede til Reykholt, var han kun 27 aar. Han havde sit hjem her i 35 aar, til han blev slaaet ihjel 62 aar gammel. Størstedelen af hans livs historie er saaledes knyttet til dette sted. Alligevel maa vi begynde med at kaste et blik paa hans tidligere udvikling for bedre at forstaa forudsætningerne for hans manddomsgerning.

Lad os begynde med slægten, som det sig hør og bør paa gammel sagavis. Det vilde sikkert surre i Deres hoveder, hvis jeg gav mig til at opregne Snorres slægt i opstigende linje i alle de forgreninger, vi kender. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at mange af hans forfædre hører til de mest lysende navne i Islands ældre historie. Eksempelvis kan anføres, at hans fader nedstammede fra Snorre Gode, hovedpersonen i Eyrbyggja saga og Islands mest skarptskaarne høvdingeskikkelse omkring aar 1000, og hans søn Halldor, som fulgte Harald Haardraade til Konstantinopel, — medens hans morfader stammede i lige mandslinje fra Egil Skallagrimsson. Begge Snorres forældre var udprægede personligheder. Sturla Tordsson, Hvamm-Sturla, som han ofte kaldtes efter sin gaard ved Bredefjorden, var en højtbegavet mand, veltalende, beregnende og hensynsløs i sin stræben efter magt og ære. Vi har en saga om ham, som i uendelige detaljer skildrer, hvorledes han langsomt arbejdede sig frem til en førende stilling blandt Vestlandets høvdinger. Sturla giftede sig for anden gang, da han var knapt 50 aar gammel, med den unge Gudny Bødvarsdatter, en dygtig og kærnesund kvinde. Fra dem nedstammede den berømte Sturlungaslægt, som har givet navn til den sidste periode af Islands fristatstid. Sturlungerne er den af Islands slægter fra alle tider, som i det korteste tidsrum har udfoldet de mest fremragende og mangesidige evner. Gang paa gang var de nær ved at opnaa eneherredømme i landet, og de satte i lige høj grad deres præg paa det litterære som det politiske liv. Snorre var den yngste af tre brødre, født i 1179, da hans fader var 63 aar.

Odde paa Rangaavoldene

Allerede i sit tredje aar blev Snorre bragt til en helt anden del af landet, hvor han fik en opdragelse, som hans moder, der kort efter blev enke, aldrig kunde have givet ham. Mærkeligt nok er denne vigtige begivenhed i Snorres liv nær knyttet til Reykholt. Sturla var bleven indviklet i en arvesag, som hans svigerfader førte imod den daværende indehaver af gaarden. Under forhandlingerne var husfruen i Reykholt blevet saa rasende paa Sturla, at hun forsøgte at stikke hans ene øje ud. Sturla krævede paa Altinget saa ublu bøder for det lille rids paa kinden, han var sluppet med, at Jon Loptsson i Odde saa sig nødsaget til at gribe ind. Sturla bøjede sig for hans magtsprog og gik ind paa en ottendedel af den sum, han oprindelig havde krævet. Men for ikke at ydmyge den stolte og farlige mand for meget og bringe ham til yderligheder, tilbød Jon at opfostre Sturlas yngste søn. Det var nemlig et gammelt mundheld, at den, som tog et barn til opfostring, havde dermed anerkendt faderen som sin overmand. Jon var overlegen nok til at have raad til en saadan gestus overfor Sturla. Desuden var Gudny langt ude beslægtet med Jon.

Odde paa Rangaavoldene var i denne tid sædet for Islands mest straalende slægt, «den højeste hovedstad» kaldes den i en af bispesagaerne. Jon Loptsson var en sønnesøn af den lærde Sæmund, — den første nordbo, som havde studeret i Paris, og den første historieskriver i Island, — og en dattersøn af kong Magnus Barfod. Han var en højt dannet og rigt udrustet mand, som baade paa grund af sin slægt, rigdom og personlighed overskyggede alle samtidens høvdinger. Snorre havde i næsten 20 aar sit hjem i Odde, og at dette havde en afgørende betydning for hans udvikling er indlysende. Uden denne opdragelse er det tvivlsomt, om han nogensinde vilde have tænkt paa litterær virksomhed. I Odde dyrkede man ikke alene de norske kongers historie som en del af slægtens saga, men Snorre maa dér have lagt grunden til sit udstrakte kendskab til den gamle digtning og mytologi. Maaske har denne lærde opdragelse hos en fuldmodnet slægt, som følte sig altfor sikker paa sin magtstilling, til en vis grad sløvet den primitive fremdrift i ham. Men til gengæld maatte saadanne omgivelser ægge hans ærgerrighed og give ham smag for høvdingeliv i stor stil.

Udsigt fra Borg over Borgarfjorden

Da Jon Loptsson døde, var Snorre kun 18 aar gammel. Sturla havde ikke været nogen rig mand, Snorres arvelod var svundet stærkt ind hos moderen, og en af hans brødre havde overtaget faderens godedømme. Snorre havde intet andet end sine gode forbindelser og sin fornemme byrd. Men hans venner og slægtninge forstod at udnytte disse muligheder. Paa Borg paa Mýrar, Egils gamle gaard, boede en hovedrig præst, Berse Vermundsson, som havde en eneste datter. Vi kender ikke nærmere til hans slægt, men det er sandsynligt, at han selv ikke nedstammede fra Myramændene. Ved at faa en haabefuld ætling af Egil til svigersøn har Berse villet befæste sin datters og hendes efterkommeres stilling paa Borg. I aaret 1199 giftede Snorre sig med Herdis Bersedatter, og hans svigerfader gjorde ham den tjeneste at dø kun to aar senere. Snorre tog 22 aar gammel den store arv, hvormed vistnok ogsaa Myramændenes godedømme har fulgt, i udelt besiddelse. Han havde faaet fodfæste i Borgarfjorden, et af Islands bedste og rigeste herreder, hvor der desuden ikke i forvejen fandtes nogen mægtig høvding, som kunde hindre ham i at udvide sin magt. Det var en ypperlig chance for en fremadstræbende mand, og Snorre var bestemt paa at benytte den.

"Borgen" over gaarden Borg

Snorres ægteskab med Herdis synes ikke at have været lykkeligt. Allerede i aaret 1205, medens han endnu var paa Borg, faar han sønnen Orækja med en frille. Da han aaret efter flyttede til Reykholt, blev Herdis tilbage paa Borg, og vi véd intet om, at hun og Snorre siden har levet sammen. Men utvivlsomt er Snorre blevet ved med at disponere over hendes ejendele, som jo ogsaa var hans to ægtefødte børns tilkommende arv, og godedømmet har han beholdt. Han plejede aldrig godvilligt at give slip paa, hvad han en gang havde faaet i sine hænder.

Med hvilke følelser Herdis har taget afsked med Snorre, véd vi ikke. Men der var i hans hjem paa Borg en gammel mand, Egil Halldorsson, som rimeligvis nedstammede i lige mandslinje fra Egil Skallagrimsson. Den gamle skjald aabenbarede sig i en drøm for sin navne og ytrede sin misfornøjelse over, at hans frænde Snorre skulde ringeagte slægtsgaarden og tænke paa at flytte derfra. Vi maa tænke os, at saadan har ogsaa Egil Halldorssons følelser været. Snorre agtede ikke paa hans drøm. Han saa fremad til en voksende magt og ære. Men ikke desto mindre har han været villig til at lytte til alle de fortællinger om den gamle Egil, som Egil Halldorsson har vidst at fortælle, hans vers og kvad, som slægten havde bevaret i hukommelsen fra generation til generation. Disse kundskaber, som maatte blive særlig levende for Snorre under hans ophold pa slægtens odelsgaard, der nu var hans egen, hørte med til de rigdomme, han medbragte fra Borg til Reykholt.




Hvad der har trukket Snorre til Reykholt, er ikke vanskeligt at indse. Selve stedet havde mange naturlige fordele, først og fremmest de varme kilder, som han øjensynligt har sat stor pris paa. Det laa meget mere centralt end Borg. Herredet deles i to dele af Hvitaa, en mægtig flod, som bliver mere og mere vanskelig at passere, jo længere man kommer mod vest. Snorre havde, allerede medens han var paa Borg, erhvervet et magtomraade syd for elven, og vejen derhen fra Borg kunde være lang og besværlig. Der var paa Snorres tid to broer over Hvitaa, begge i nærheden af Reykholt, og for en mand, som vilde herske over hele herredet, var det en stor fordel at have kort vej til disse broer. Desuden ligger Reykholt langt bedre for forbindelse med andre dele af landet. Herfra er der bare en lille dagsrejse til Tingvoldene, og til bispegaarden Skaalholt kan man godt ride paa én dag. To af hovedvejene til Nordlandet, — til Midfjorden, hvor Snorre senere fik halvdelen af et godedømme, og til Tingeyrar, det berømte kloster og hovedsæde for Nordlandets historieskrivning, — fører tæt forbi. Heller ikke til Bredefjorden er vejen længere end fra Borg. Desuden, og det vejede ikke mindst for Snorre, har han ved købet af gaarden erhvervet et af de tre gamle godedømmer i Borgarfjorden, saaledes at faktisk hele herredet fra nu af var i hans magt.

Snorre overtog i Reykholt et hjem med fine traditioner. Præsten Magnus, hvis fader i Sturlas saga kaldes «en herlig klerk», blev boende hos ham sammen med sin hustru, en sønnedatter af Are Frode. Men medens Magnus havde været en fattig mand, udviklede Reykholt sig i Snorres hænder til en Storgaard, hvortil der næppe dengang fandtes mage blandt Islands høvdingesæder.




Snorralaug ved Reykholt

At fortælle Snorres saga efter at han flyttede til Reykholt, i alle de detaljer, vi kender, vilde føre for vidt. Jeg maa — stadig med deres betydning for hans forfatterskab i tankerne — nøjes med at antyde nogle hovedpunkter.

Snorre var ikke blot begærlig efter gods, men ogsaa ret paaholdende, selv overfor sine nærmeste. Han forstod baade at erhverve besiddelser og forvalte dem. I dette kapitel havde han et ubetinget held med sig. Han tjente paa alt, selv paa sine døtres skilsmisser. Men hans største finansoperation var, da han i aaret 1224 indgik et slags morganatisk ægteskab med Hallveig Ormsdatter, landets rigeste kvinde. Selv uden dette vilde han have været meget velhavende, men nu blev han ubetinget Islands rigeste mand. Og var han end paaholdende, var han langtfra nogen gnier, naar det gjaldt at anvende sin formue som middel til magt og ære. Han yndede at holde store og prægtige drikkegilder og optræde med et stort følge, som da han en gang red til Altinget med over 700 mand. Hvad der ikke var mindst værd, var, at han takket være sine store indtægter kunde tillade sig at anlægge en omfattende samling af islandske haandskrifter, sandsynligvis landets største, og at holde privatsekretærer, der nedskrev hans værker efter hans diktat og som rimeligvis paa andre maader virkede som hans medarbejdere. Mindre heldig var Snorre i sin stræben efter magt. Han var som høvding en sværmer, som stilede højere end hans evner og betingelser strakte til. Han drømte om at blive landets mægtigste mand, som hans fosterfader i sin tid havde været, ja han modtog endogsaa i smug en jarltitel af hertug Skule i Norge. Men i virkeligheden var han ikke en saadan opgave voksen. Han var en regnemester i en uberegnelig tid, en diplomat blandt voldsmænd. Meget af hans tilsyneladende magt i landet blev kun et skin, og selve Reykholt og Borgarfjorden opgav han uden et sværdslag, da han i 1236 flygtede bort for sin egen nevøs fremrykkende hær. Man kommer til sammenligning til at tænke paa saadanne mænd som Cicero og Lord Bacon med beslægtede evner og lignende ambitioner, der ogsaa kom tilkort i livets voldsomme tummel. Det hele endte som bekendt med Snorres tragiske død i 1241. Alligevel har eftertiden ingen grund til at beklage, at han ikke lod sig nøje med at leve som en stille lærd. Hans deltagelse i det politiske liv bragte ham en rig verdenserfaring, som gjorde fortidens historie levende og gennemskuelig for ham. Han fik tiltrods for sine stridigheder otium nok til sine studier og sit forfatterskab. Islands Alting sad dengang heldigvis kun 14 dage af aaret. I historien fandt han en kompensation for sine utilfredsstillede aspirationer. Han oplevede med de sejrrige høvdinger de triumfer, som livet havde nægtet ham selv, og kunde føle Svolder, Stiklestad og Stamford Bridge som en katharsis for sit eget skuffede sind.

Udsigt fra Reykholt mod jøklerne. De varme kilder i forgrunden.

Til Snorres rige verdenserfaring hørte ikke mindst hans første store udenlandsrejse i aarene 1218—20, hvor han blev overøst med gaver og æresbevisninger i Norge og Sverige, saa skuepladserne for mange af fortidens store begivenheder og omgikkes fyrster som sine ligemænd. Naar vi sammenligner Snorres kongesagaer med hans kilder, har vi anledning til at iagttage, hvor overlegen han er disse i sin modne opfattelse af politiske situationer og sin sikre følelse for fyrsters fyrstelige og hirdmænds høviske optræden.




Vi kommer nu endelig til Snorres forfatterskab, som for ham selv kun var et ædelt tidsfordriv, men som for os er det eneste, som giver ham krav paa eftertidens fortsatte opmærksomhed. Hans digte, som han rimeligvis selv satte højest af sine værker, og hans Edda, som er et enestaaende arbejde i islandsk litteratur og har udøvet en stærk indflydelse paa senere islandsk digtning, fortolkningen af de gamle kvad og senere tiders mytologiske forskning, skal jeg ikke omtale nærmere. Det er kun om hans historiske arbejder, jeg skal gøre nogle bemærkninger.

Der fandtes allerede, da Snorre begyndte sit historiske forfatterskab, efter 1220, en rigt udviklet historisk litteratur paa Island. Are havde været banebryderen med sine to Islændingebøger, kritiske arbejder med hovedvægten paa de afgørende begivenheder i fristatens og kirkens udvikling, kronologi og genealogier, med en vis hensyntagen til samtidige begivenheder i andre lande, især Norge. I Ares aand blev der i det 12. aarhundrede gjort en del optegnelser, som for størstedelen er tabt, men indgaar som materiale i de senere sagaer. Til nogen kunst i fremstilling og karakteristik af personer har disse optegnelser sjælden kunnet hæve sig. Dernæst har vi en række arbejder, som delvis med sikkerhed og delvis med sandsynlighed kan knyttes til Islands ældste kloster, paa Tingeyrar. De vigtigste af disse omhandler Norges historie, baade samtidige begivenheder (abbed Karls Sverres saga og Eirik Oddssons Hryggjarstykki) og de to missionskongers levned, den ældste saga om Olaf den Hellige samt de to sagaer om Olaf Tryggvason. Disse tre sagaer var legendarisk prægede, skrevet in majorem dei et sanctorum gloriam, de to sidste oprindelig forfattet paa latin, men snart oversatte til islandsk. I disse fem arbeiders udførlige skildringer begynder den virkelige sagakunst at udfolde sig.

Fra omkring 1200 har vi en oversigt over de norske kongers historie i Agrip, som rimeligvis er skrevet i Norge og af en nordmand og ialfald med benyttelse af norsk lokaltradition og af ældre norske skrifter paa latin. Endelig har vi fra de første decennier af det 13. aarhundrede de første islandske slægtsagaer, rimeligvis fra Tingeyrar (Heidarviga saga og Fost-brødra saga), og en række historiske værker, som er de nærmeste til at maatte betragtes som Snorres forbilleder, som de ogsaa har været hans kilder, om de danske oldkonger, Færingerne, jarlerne paa Orknøerne og de norske konger efter 1035. Desværre kender vi ikke nogen af disse bøger undtagen i omarbejdet skikkelse, delvis interpoleret fra Snorres kongesagaer, og vi maa være forsigtige i vore domme om dem. Vi véd heller ikke, hvor de er skrevet, men det er muligt, at nogle af dem har en tilknytning til Odde.

Snorres første bedrift som historieskriver er at samle alle disse ældre traade i sin haand. Det er af mange grunde sandsynligt, at han har været i besiddelse af Ares litterære efterladenskaber i original. Han opstiller Are som sit forbillede og sin sikreste kilde i fortalen til Heimskringla, og han fastslaar dér endvidere de gamle kvads betydning som prøvesten paa traditionen. Han indbyder den lærde præst Styrme, som var opdraget i klostret paa Tingeyrar, til Reykholt og beholder ham dér som sin medarbejder. Styrme havde selv forfattet en saga om Olaf den Hellige, paa grundlag af en omarbejdet udgave af den ældste saga, og vi véd ogsaa, at han har afskrevet Sverres saga. Rimeligvis er det især gennem ham, at Snorre har faaet adgang til hele den ældre historiske litteratur fra Tingeyrar kloster. At Snorre har haft alle de andre før omtalte værker, behøver ingen nærmere paavisning.

Reykholt i 1922

Paa grundlag af alt dette og meget andet, deriblandt sine førstehaands kundskaber om svenske forhold, skriver Snorre saa først sin Olaf den Helliges saga og derefter hele Heimskringla. Det lykkes ham i disse arbejder at forene historisk kritik og glimrende fortællekunst i en langt højere grad end nogen af hans forgængere. Det er en fryd at se ham bruge den kritiske saks paa de legendariske sagaer, men ogsaa at anvende korte antydninger i vers og krøniker som motiver til anskuelige skildringer. Den gyldne middelvej, som ikke var farbar for ham som høvding, blev her til en sejrsbane. Den pragmatiske opfattelse af politiske begivenheder, den rammende og dybtgaaende karakteristik af personerne tillige med hans modne fremstillingskunst og hans sikre smag, gjorde hans kongesagaer til klassiske arbejder allerede for samtiden.

Men medens Snorre ikke fik nogen jævnbyrdig efterfølger paa kongesagaernes omraade, blev et andet arbejde, som jeg er overbevist om, at man i fremtiden vil tilskrive ham med fuld sikkerhed, af vidtrækkende betydning for den senere islandske sagalitteratur. Det var Egils saga. Den er maaske hans første historiske arbejde, skrevet omkring 1225, da han var en fuldt moden mand, men endnu ikke helt saa stræng imod sig selv i sin historiske kritik som i visse partier af Heimskringla. Da Snorre skrev denne saga, var slægtsagaen endnu i sin barndom. Men netop denne gren af sagalitteraturen blomstrer op efter 1230 og kulminerer som kunst i Njála fra det 13. aarhundredes sidste fjerdedel.




Snorres arbejder er længe blevet overvurderet som historiske og religionshistoriske kilder. Man har ogsaa givet ham alene æren for mange ting, som han skylder sine forgængere. Hans person, saa menneskelig med sine brøst og svagheder, har man set i et romantisk skær fra hans værker. Alligevel er han, som jeg allerede har antydet, idethele næppe blevet vurderet efter fortjeneste. Dette er først efterhaanden blevet klart for mig ved en fortsat beskæftigelse med sagalitteraturen i de aar, som er gaaet, siden jeg udgav min bog om ham (Snorri Sturluson, Reykjavik, 1920). Jeg skal til slut i al korthed forsøge at fremhæve de hovedpunkter, jeg sigter til.

Den islandske saga er som bekendt vokset op af den mundtlige tradition. Men denne tradition er ingenlunde nogen konstant faktor. Der findes næsten ligesaa mange grader af forholdet mellem mundtlig overlevering og forfatterens indsats, som der findes sagaer. Mellem Ares tørre historiske optegnelser og de yngste romantiske sagaer er der mange og forskelligartede afskygninger. Det er min overbevisning, at man har rettet sin opmærksomhed for meget paa den mundtlige tradition, overdrevet dens udviklingsmuligheder, medens man har overset sagaskrivernes bevidste arbejde, forfatternes og værkernes individualitet og særpræg. Vi maa huske paa, at traditionen kun er bevaret i de skrevne sagaer. Man bør slutte sig til det tabte fra det bevarede, til det ukendte fra det kendte. Den skrevne sagas udvikling maa først bedre udforskes, inden man kan bestemme traditionens beskaffenhed og hvilken rolle, den har spillet.

Reykholt i 1936 med den nye folkehøjskole.

Vi véd, at Snorre underkastede sine skrevne kilder en gennemgribende bearbejdelse. Han var ikke bare kritikeren, som skar bort og rettede, han gav skildringer og samtaler en ny fylde, indlagde sin forstaaelse af begivenhederne i opdigtede taler o. s. v. Hvad han derved taber som hjemmelsmand, vinder han rigelig igen som kunstner og historisk tænker. At han ikke har arbejdet mindre med det stof, som han fik mundtlig overleveret, er indlysende. Vi behøver bare fra Egils saga at tænke paa saadanne stykker som Hilderidssønnernes taler til kong Harald, skildringerne af krigen i England eller Arinbjørns samtale med dronning Gunnhild i York. Saavidt er de folkelige berettelser aldrig naaet.

Det har længe været en herskende mening, at næsten alle de bedste islandske slægtsagaer var skrevet før eller omkring 1200. Hvis dette var rigtigt, var slægtsagaen naaet til sine højder længe før kongesagaen. Snorres sagakunst var isaafald ikke nogen original bedrift. Han havde simpelthen overført slægtsagaens fortællekunst paa kongesagaen. Nu er vi efterhaanden ved at komme til klarhed over, at denne datering er helt fejlagtig. Kun et par slægtsagaer kan med nogenlunde vished sættes til tiden før 1220. Forholdet mellem de to genrer er lige det omvendte af, hvad man har antaget. Kongesagaerne baner vej for slægtsagaernes nedskrivning, og under de førstes indflydelse bringes de sidste til fuld modning. Dette sker netop først med Snorres Egils saga. Og skønt slægtsagaen senere kan opvise andre værker, der i visse henseender er lige saa eller endogsaa mere glimrende (Hrafnkels saga, Njála), saa staar Egils saga stadig som den slægtsaga, hvor historisk indsigt og skildrende kunst er forenet i den største harmoni. Ingen anden slægtsaga er i virkeligheden skrevet af en stor historiker.

Endelig har man ikke gjort sig fuld rede for Snorres indflydelse paa samtidens og eftertidens litteratur, fordi man har set forfatteren altfor isoleret fra hans milieu. Der er noget rørende i at tænke paa, at en ypperlig lærd kan sidde ved sit skrivebord og ud fra en møjsommelig sammenligning af teksterne bevise, at Snorre ikke har kendt Egils saga, men at lighederne med Heimskringla beror paa fælles kilder. Lad os antage, at sagaen er fra «omkring 1200», og at Snorre ikke er forfatteren. Saa skulde den altsaa i henimod 30 aar være forblevet skjult for Borgarfjordens hersker, Egils frænde, bogsamleren, som fra alle andre kanter af landet hentede, hvad han havde brug for. Men Egils saga ser ellers ikke ud til at være skrevet af en troglodyt. Alligevel har man haft øjnene langt mere aabne for, hvad Snorre har modtaget end, hvad han har givet igen.

Tænk paa Reykholt i aarene 1206—36, hvor landets rigeste høvding, mest alsidigt kultiverede og rigest begavede forfatter, holdt sit hof, ikke bare af huskarle, men af skjalde og lærde mænd. Dette sted maatte blive det litterære centrum i landet i langt højere grad end Odde og Haukadal, Tingeyrar og Helgafell. Aldrig før eller senere har en saa rigt udrustet personlighed holdt alle vor litteraturs traade i sin haand.

Vi véd om unge mænd, som her fik deres uddannelse, om Sturla Sighvatsson som kom hertil for at «lade afskrive de bøger, som Snorre satte sammen». Men vi véd det kun af tilfældige bemærkninger. Sturlunga saga fortæller om høvdingen, ikke om sagaskriveren. Resten maa vi slutte os til. Men der førte ikke bare mange veje til Reykholt; Snorres hjem var ikke som løvens hule, hvor sporene kun viser ind. Her løber ikke alene alle kilder sammen, her springer ogsaa nye kilder frem. Den islandske saga er i sin blomstringstid ikke først og fremmest en folkelig, men en udpræget aristokratisk litteratur. Det er blandt selve sagaskriverne, vi maa søge efter dem, som har paatrykt den dette præg. Er ikke høvdingen i Reykholt netop den fornemste af dem alle?