Snorres fortale
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
 |
|||
|
oversat af
FINNUR JÓNSSON
(1902)
Den almægtige Gud skabte i Begyndelsen Himmel og Jord og alle de Ting, som dertil hører, og til sidst to Mennesker, hvorfra Slægter nedstammer, Adam og Eva; og deres Afkom blev talrigt og spredtes over hele Jorden. Men da der var gaaet en Tid, blev Menneskene indbyrdes ulige; nogle var gode og ret-troende, men langt de fleste lod sig lede af Verdens Tillokkelser og ringeagtede Guds Bud; derfor druknede Gud i en Søgang Verden og alle dens levende Væsner undtagen dem, som var med Noah i Arken. Efter Noah-Floden (Syndfloden) levede der 8 Mennesker, der nu befolkede Jorden og som avlede (nye) Slægter. Men det skete atter, som før, at da Befolkningen blev talrig og Jorden vidt omkring bebygget, kom den allerstørste Del af Menneskeheden til at begære Gods og Hæder, og brød sig ikke om at adlyde Gud. Ja, det kom saa vidt, at man ikke vilde nævne Gud (Guds Navn). Hvem havde da kunnet fortælle deres Sønner om Guds store Gærninger? Det kom dertil, at de glemte Guds Navn, og der gaves næsten ikke et Menneske rundt omkring paa Jorden, der vidste Besked om sin Skaber. Ikke desto mindre skænkede Gud Menneskene jordisk Overflod: Gods og Rigdom at leve af i Verden; ogsaa Visdom gav han dem, saa at de kunde forstaa alle jordiske Ting og alle Foreteelser, der skete i Luften og paa Jorden. Med Undren anstillede de Betragtninger over, hvad der var Grunden til, at Jord og Dyr og Fugle i visse Henseender havde Natur tilfælles, medens de dog var hinanden meget ulige i Væsen. Naar man f. Eks. gravede ned i Jorden i høje Fjældtoppe, saa vældede der Vand frem uden at man behøvede at grave dybere ned end i de dybe Dale; saaledes var det ogsaa med Dyr og Fugle; der var ikke længere til Blodet i Hovedet end i Benene. En anden Egenskab, som Jorden har, er den, at der paa den hvert Aar vokser Græs og Planter, og i Løbet af det samme Aar falder det alt af og visner; saaledes er det ogsaa med Dyr og Fugle, at Haar og Fjer vokser paa dem og falder af i Lobet at et Aar. En tredje Egenskab, Jorden har, er, at naar den aabnes og der graves i den, gror der Græs i den Muld, der er øverst. Klipper og Stene jævnstillede man med Dyrenes Tænder og Knokler. Herved mente de at forstaa, at Jorden var paa en vis Maade levende, og de indsaa, at den var overmaade gammel af Aar og kraftig i sin Natur; den nærede alle levende Væsner, og den kom i Besiddelse af alt, hvad der døde. Af den Grund gav de den et Navn [Moder Jord] og regnede deres Slægt op til den (hende). Ligeledes erfarede de af deres ældre Slægtninge, at i mange Hundreder af Aar havde der været den samme Jord og Sol og samme Himmellegemer; men disses Gang (Bane) var ulige: nogles var længere, andres kortere. Heraf formodede de, at der maatte være een, der styrede Himmellegemerne, som efter egen Vilje bestemte deres Bane, og han maatte være saare mægtig og stærk; og de forudsatte, at dersom han beherskede Elementerne, maatte han have været før Himmellegemerne, og de saa, at dersom han raadede for Himmellegemernes Bevægelse, maatte han ogsaa raade for Solens Skin, Luftens Dug og Jordens derfra stammende Afgrøde, ligeledes for Luftens Vind og Havets Storme. Men hvor hans Rige (Hjemsted) var, vidste de ikke. Men de havde den Tro, at han styrede alle Ting paa Jorden og i Himmelluften, Himmellegemerne, Havet og Vindene. Men for at man med større Sikkerhed kunde fortælle derom eller huske det, gav man alle Ting bestemte Navne. Denne Tro har forandret sig paa mange Maader, efter som Folkene deltes og Sprogene splittedes Men de forstod alle Ting med jordisk Forstaaelse, ti den aandelige Visdom var dem nægtet. Derfor mente de, at alle Ting maatte være gjorte af et eller andet Stof.
2. Verden deltes i tre Dele; en gik fra Syd mod Vest og ind til Midtjordssøen (Middelhavet); den Del kaldtes Afrika; den sydlige Del af den er ophedet af Solen, saa at alt svides dér. Den anden Del gaar fra Vest mod Nord og ind til Havet; den hedder Evropa eller Ænea; den nordlige Del af den er saa kold, at dér vokser intet Græs og dér bor intet Menneske. Fra Nord og over hele den østre Del og helt op imod Syd kaldes Asia; i den Verdensdel er al Herlighed og Pryd og Overflod af Frugter, Guld og Ædelstene. Og dér er Jordens Midte. Og saaledes som Jorden dér er skønnere og i alle Henseender rigere og bedre end andre Steder, saaledes blev Befolkningen der ogsaa mest udmærket ved alle Goder, Visdom og Styrke, Skønhed og alslags Færdigheder.
3. Nærved Verdens Midte opførtes det Hus og Herberg, der er blevet det berømteste af alle, det som kaldtes Troja i det Land, vi kalder Tyrkland. Denne Stad var langt større end andre og bygget med større Kunstfærdighed paa mangfoldig Vis med stor Bekostning ved de Midler, som var forhaanden. Dér var 12 Kongedømmer og een Overkonge; hvert Kongedømme bestod af mange Folkelande. I Staden var der 12 Høvdinger; disse har overgaaet alle andre Mennesker, som har boet i Verden med Hensyn til alle mandige Egenskaber. En af Kongerne dér hed Munon eller Mennon; han var gift med Hovedkongen Priamus' Datter, der hed Troan: de havde en Søn, der hed Tror - ham kalder vi Tor: han blev opfødt i Trakien hos den Hertug, der hed Lorikus; da han var 10 Aar gammel, modtog han sin Faders Vaaben. Saa smuk var han af Udseende, naar han stod blandt andre, som naar Elfenben indlægges i Træ: hans Haar er mere lysende end Guld; da han var 12 Aar gammel var hans Styrke fuldt udviklet; da løftede han op fra Jorden 10 Bjørnehuder paa engang og da dræbte han sin Fosterfader Hertug Lorikus og hans Hustru Lora eller Glora og underkastede sig Riget Trakien, det kalder vi Trudheim. Derefter drog han vide om Lande og undersøgte alle Verdensdele og sejrede, skønt alene over alle Bersærker og alle Jætter og en af de største Drager og mange Dyr. I den nordlige Verdensdel traf han den Spaakvinde, der hed Sibil - hende kalder vi Siv - og ægtede hende. Sivs Herkomst ved jeg ikke at meddele. Hun var den skønneste af alle Kvinder; hendes Haar var som Guld. Deres Søn var Loride, der lignede sin Fader; hans Søn var Einride, hans Søn Vingetor, hans Søn Vingener, hans Søn Moda, hans Søn Mage, hans Søn Seskef, hans Søn Bedvig, hans Søn Athra - som vi kalder Anden hans Søn Itrmann, hans Søn Heremod, hans Søn Skjaldun - hvem vi kalder Skjold -, hans Søn Biaf - hvem vi kalder Biar - hans Søn Jat, hans Søn Gudolf, hans Søn Finn, hans Søn Friallaf - hvem vi kalder Fridleif; denne havde den Søn, der hed Voden - ham kalder vi Odin; han var berømt for sin Visdom og al sin Idræt. Hans Hustru hed Frigida; hend kalder vi Frigg.
4. Odin, og ligeledes hans Hustru, besad Spaadomsevne; ved Hjælp deraf fandt han, at hans Navn vilde blive bevaret og hædret i den nordlige Verdensdel fremfor alle Kongers. Derfor fik han Lyst til at drage bort fra Tyrkland, og han ledsagedes af en stor Skare, baade unge og gamle, Mænd saavel som Kvinder; de havde med sig mange udmærkede Klenodier. Hvor de saa end kom, fortaltes der om dem mange berømmelige Ting, saa at de syntes mere at ligne Guder end Mennesker. De stansede ikke, førend de kom til det Land mod Nord, som nu hedder Saksland. Her opholdt Odin sig længe og bemægtigede sig store Dele af det Land.- Til at styre og værne Landet satte Odin 3 af sine Sønner, af hvilke en hed Vegdeg; han var en mægtig Konge og herskede over Øst-Saksen; hans Søn var Vitrgils; hans Sønner var Vitta, Heingests Fader, og Sigar, Fader til Svebdeg, hvem vi kalder Svipdag. Odins anden Søn hed Beldeg, hvem vi kalder Balder; han ejede det Land, som nu hedder Vestfalen; hans Søn var Brand, hans Søn Friodigar, hvem vi kalder Frode, hans Søn Freovin, hans Søn Wigg, hans Søn Gevis, hvem vi kalder Gave. Odins tredje Søn hed Sige, hans Søn var Rerir; han og hans Efterkommere herskede over det Land, som nu kaldes Frankland; fra dem stammer den Slægt, som hedder Vølsunger. Fra dem alle [Odins Sønner] nedstammer store og talrige Slægter. Saa foretog Odin sig en Rejse mod Nord og kom til det Land, som de kaldte Reidgotaland, her tilegnede han sig alt, hvad han ønskede. Over det Land satte han sin Søn Skjold; hans Søn var Fridleif; derfra stammer den Slægt, der kaldes Skjoldunger; det er Danernes Konger. Og det hedder nu Jylland, som dengang kaldtes Reidgotaland.
5. Derpaa drog Odin videre mod Nord til det Land, som nu hedder Svitjod. Der var en Konge, som hed Gylfe. Da han hørte om Asiamændernes Rejse - de kaldtes nu Aser - drog han ud imod dem, og tilbød Odin, at han skulde faa saa megen Magt i hans Rige, som han selv vilde. En saadan Velsignelse fulgte med de rejsende, at hvor de end opholdt sig, var der god Aaring og fred, og alle troede, at det var deres Skyld, ti de mægtige Mænd kunde se, at de overgik andre Folk, som de havde set, i Skønhed og Forstand. Der fandt Odin at der var smukke Sletter og udmærket Land, og han udvalgte sig der en Borgplads; det Sted hedder nu Sigtun. Der indsatte han Høvdinger i Lighed med hvad der havde været Tilfældet i Troja, 12 Høvdinger i Staden for at dømme efter Loven; ligeledes indrettede han alle Straffebøter, saaledes som det før havde været i Troja og Tyrkerne var vant til. Derefter drog han mod [Nord vest], indtil det Hav stansede ham, som efter deres Mening omgav hele Jorden, og han satte sin Søn til at herske over det Rige, som nu hedder Norge. Han hed Sæming; ham regner de norske Konger for deres Stamfader; det samme gør Jarler og andre Høvdinger, saaledes som der berettes i Háleygjatal. Odin havde med sig en Søn, som hed Yngve, der efter sin Fader var Konge i Svitjod; fra ham stammer de Slægter, der kaldes Ynglinger. Aserne tog sig Hustruer der i Landet; nogle giftede deres Sønner med indenlandske Kvinder. Alle disse Slægter blev saa talrige, at rundt omkring i Saksland og over alle de nordlige Lande spredtes de, saa at deres, Asiamændenes, Tunge blev disse Landes egenlige Tungemaal. Deraf, at deres Forfædres Navne er optegnede, mener man at kunne skønne, at disse Navne har fulgt med denne Tunge, samt at Aserne har bragt den med sig til de nordlige Lande, til Norge og Sverrig, til Danmark og Saksland. Men i England er der gamle Lands- og Stedsnavne, som, efter hvad man kan forstaa, hidrører fra et andet Sprog end denne Tunge.
