Solens Udfrielse (Kalevala II)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
som Folkedigtning og National-Epos
IV. De enkelte Sanges Historie
(XLVII— XLIX).
Atter en Gang fører Sporene tilbage til Vestfinland; ikke Estere, men vel Ingrere kender dette Kvad, de vestligste Ingrere dog kun mangelfuldt. Omtrent til følgende Grundform[1] viser de forskellige ingriske Opskrifter tilbage:
- Fordums Tid man leved hos os
- uden Sol og uden Maane,
- famled sig paa Vej med Haanden,
- Vej med Haanden, Sti med Fingren,
- kun ved Lys man Agren pløjed
- og ved Tjæreblus man saaed.
- Og Guds Søn, den enebaarne,
- Jesus, Solens Søn, den hvide,
- han gik ud at finde Maanen,
- vandred ud at søge Solen;
- tog en Slibesten ved Brystet,
- tog en Slibesten, en Børste,
- tog en Kande Øl tillige,
- tog derhos et Slummernøgle.
- Og Guds Søn, den enebaarne,
- gik et lidet Stykke fremad,
- da kom Pohjola[2] til Syne,
- Pohjas Porte glimted mod ham.
- Kasted saa sit Slummernøgle:
- »Synk i Søvn, I Pohjas Kvinderl«
- Maanen tog han paa sin Tinding,
- Solen paa sit Bryst han satte,
- brød nu op, afsted at drage
- og at flygte bort tilbage.
Man forfølger ham paa Vejen; da kaster han een efter een Børste, Slibesten og Kande bag sig; en gylden Gran (eller en Skov), en stor Sten (eller et Skær) og en Sø opstaar deraf og opholder Forfølgerne, saa han kommer lykkelig hjem;
- og Guds Søn, den enebaarne,
- fæsted nu sit skønne Sollys,
- satte det helt lavt paa Grene:
- Ligeligt ej skinned Solen,
- Solen skinned paa de rige,
- paa de rige, paa de fine,
- ej paa Fattigmand og Tigger.
- Og Guds Søn, den enebaarne,
- satte den da højt paa Grene:
- Ligeligt nu skinned Solen
- paa de vise, paa de rige
- og paa Fattigfolk tillige.
Ind i denne Legendevise[3] er der altsaa, og sikkert allerede i Vestfinland, blandet det kendte Æventyr om Drengen som til Hest flygter bort fra den Onde og efter sit kloge Dyrs Raad drager Nytte af sine medbragte Ting (en Sten, en Kvist og et Bæger Vand), da man forfølger ham.
I denne Udførlighed kendes Solsangen som saadan ikke i de nordligere Sangegne; her forekommer den som et ganske kort Stykke (og uden Æventyrmotivet) sammenknyttet med andre, mest magiske Sange. I Suojärvi findes den føjet til Søfærds- og Kantelekvadet: Til de mange der lytter paa Harpespillet, slutter sig ogsaa Solen; den sænker sig ned i en Fyrr, men gribes her (af hvem siges ikke) og lukkes inde bag ni Laase og ti Slaaer; Jouko, Ilmari og med bedre Held Väinö sparker med Hælene, til Slaaerne brydes og Sol (med Maane) slipper ud. — Endelig maa nævnes to lidt forvirrede Opskrifter fra Egnen om Kajana (Østerbotten): En flyvende Snog bringer Väinö, mens han smedder sig Redskaber (til hvad Brug?), det Bud at nu er Sol og Maane slupne ud af Klippen. Disse to Varianter nyttede Lönnrot med nogen Ændring og Omstilling allerede i »Kvadsamlingen«[4], i Ny Kalevala desuden den fra Suojärvi. Opskrifter fra Ingermanland med den forunderlig skønne Slutning lærte han derimod saa sent at kende at de end ikke kunde nyttes til Ny Kalevala. Alligevel er Episoden om Sol og Maane svulmet op til meget stort — altfor stort — Omfang (11 — 1200 Vers; det meste udeladt i Oversættelsen), særlig fordi han har indføjet den vidtløftige Tryllesang om Ildens Fødsel[5], der endda slet ikke fører Handlingen videre. (I sin folkelige Form har dette Kvad, som vi veed, stor mytologisk Interesse). — Skildringen af den Hjælpeløshed der griber alt levende, har Lönnrot (XLIX 1 fl.) tegnet med Træk der oprindelig har hørt hjemme netop i Solsangen, men som han fandt i lidt anden Sammenhæng (Kæmpeegen, der skygger for Solen, Kal. II). — Et Fællestræk i de to Kajanavarianter bragte Lönnrot paa den Tanke at lade Rovet udgaa fra Pohjola, hvilket jo ogsaa stemmer med den ingriske ældre Form. Naar han lader Bortførelsen være Udslag af Pohjakvindens Hævntørst, har han søgt sin Ret dertil ud fra følgende Iagttagelse: Straks efter Sampofærden ønsker Väinö i Folkets Sang »Pløjning, Udsæd og Vækst« for sit Land, medens Pohjas Frue truer Afgrøden; og samtidig udtaler Väinö det Haab at Sol og Maane maa lyse signende fra Himlen ; hvor nær laa det da ikke at gøre Proportionen færdig og lade Pohjas Frue forinden true ogsaa de høje Lys (XLIII 311 fl.), siden udføre Truslen.
For anden Gang dølger hun da — i Kalevalas Fremstilling — en Skat bag et Stenfjæld, det samme der før havde huset den dyrebare Sampo.
Fodnoter
- ↑ Plukket ud væsentlig af to Varianter, Varvanas fra Hevaa og een fra Soikkola.
- ↑ Landet i Nord. Pohja = Nord.
- ↑ Spørgsraaalet om dens Forhold til andre Folks Solmyter skal her lades aabent. Indenfor finsk Omraade kan man ikke komme bagved den kristelige Form. (K. R. H. 53, 57).
- ↑ Trækket med Halsringen (XLIX 351) tog Lönnrot fra »Djævlesmedens Fængsling« et Led i den store »Skaberens Dødssang« (Krist narrer Satan til paa sin egen Hals at prøve den Jernring hvori han vilde smeddet Guds Søn).
- ↑ Gengivet af H. F. Fejlberg i »Ilden, Arnen, Hjemmet« (Aarb. f. dansk Kulturh. 1899, S. 51).
