Ansgar kap. 27
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af P. A. Fenger
Kapitel 27
Svenskernes Sejr ved Kristi Paakaldelse
Vi maa dog ikke forbigaa Fortællingen om, hvorledes efter denne Rejse Herrens Kraft blev aabenbaret for det nys nævnte svenske Folk.
Der er nemlig et Folkefærd, som bor langt borte fra dem, Kurerne kaldet, og som fordum havde været underlagt de svenskes Herredømme; men dengang var det allerede længe siden, at de havde gjort Opstand, idet de ansaa det for en Skam at være dem underlagt. Det vidste de danske, og paa ovennævnte Tid, da Biskoppen var kommet til Sverig, samlede de en Mængde Skibe, styrede til dette Land og vilde baade plyndre deres Gods og lægge dem under Aaget. Men Riget selv havde 5 Borge.
Da Folkene, som boede der, havde faaet deres ankomst at vide, samlede de sig, stod mandelig imod og forsvarede deres Hjemstavn. De vandt Sejr: Halvdelen af de danskes Folk laa døde paa Jorden, de erobrede ogsaa Halvparten af deres Skibe og tog fra dem Guld og Sølv og stort Bytte.
Det hørte ovennævnte Kong Olaf og det Svenske Folk, og da de vilde indlægge sig den Berømmelse, at de kunde gøre, hvad de danske ikke havde gjort, og da Kurerne ogsaa før havde været dem underlagte, samlede de en talløs Hær og droge til hine Egne, kom først uformodet til en Stad i deres Land, som hed Søborg, hvori der var 7000 stridbare Mænd, og ødelagde og opbrændte den aldeles.
Deraf blev de overmodige, lod Skibene ligge, tilbagelagde hurtigt en Rejse paa 5 Dage og kom som vilde Mennesker til en anden af deres Steder, som kaldtes Apulia. I den Stad var der 15000 Krigsfolk. Da de var komne derhen, indesluttede de andre sig i Borgen. De der var udenfor, angreb Staden, de der var indenfor, værgede sig mandelig; de derinde forsvarede sig, de derude løb Storm, og saaledes hengik otte Dage, saa at der hver Dag blev stridt og kæmpet fra Morgen indtil Aften, mange faldt paa begge Sider; men ingen af Parterne vandt Sejr.
Endelig paa den 9de Dag, saa blev det svenske Folk træt af det daglige Blodbad, fandt at de var i Knibe, blev baade angst og bange og tænkte kun paa, hvorledes de kunde slippe bort derfra. “Her,” sagde de, “komme vi ingen Vegne, og vore Skibe ere langt borte!” (Thi der var som sagt 5 Dages Rejse til den Havn, hvor deres Skibe laa). Da de saaledes vare ganske Forvirrede og slet ikke vidste, hvad de skulle gøre, besluttede de ved Lodkastning at udforske, om deres Guder vilde hjælpe dem, saa at de enten kunde vinde Sejr eller slippe levende bort derfra. De kastede altsaa Lod, men kunde ikke finde nogen af Guderne, som vilde være dem til Hjælp. Da det kom ud iblandt Folk, opstod der en Hylen og Sukken i Lejren, og de tabte rent Modet. “Hvad,” sagde de, “skal vi ulykkelige gøre? Guderne have forladt os, ingen af dem hjælper os! Hvor skal vi hen? Se, vore Skibe ligge langt borte! Flygte vi, ville de forfølge os og lægge os øde til sidste Mand! Hvad skal der blive af os?”
Da de var bragt i saa stor Knibe, var der nogle af Købmændene, der huskede paa Biskoppens Lærdom og Undervisning og gjorde dem følgende Forslag: “De Kristnes Gud,” sagde de, ”hjælper ofte dem, der raabe til ham, han er en stærk Frelser. Lad os spørge, om han vil være med os, og af en villig Sjæl love ham noget, som han synes om.”
Paa alles Bøn og Begæring blev der kastet Lod, og det blev befundet, at Kristus vilde hjælpe dem. Da dette blev offentlig forkyndt, og hver Mand fik det at vide, blev paa een Gang alles Hjærter saaledes styrkede, at de uden Frygt straks vilde rykke frem for at erobre Byen. ”Hvorfor,” sagde de, “skulde vi nu frygte eller være bange: Kristus er med os! Lad os stride, og gaa frem som Mænd, intet vil kunne staa os imod, Sejren er vis, det kan aldrig slaa fejl, fordi vi have den mægtigste af Guderne til vor Hjælper!” Alle stillede sig nu i Slagorden og drog med et glad og kækt Mod frem for at indtage Byen.
Men da de havde omringet den og vilde begynde Kampen, blev det begæret af dem, der var derinde, at der maatte gives dem Lejlighed til at tale. Dette blev dem tilstaaet af de svenskes Konge, og de føjede til: “Nu huger os Fred bedre end Fejde, og vi ønske at indgaa Forbund med eder. Og for det første give vi eder som Betaling for Forbundet alt det Bytte fra de danske, vi forrige Aar have erhvervet os i Guld og Vaaben; dernæst byde vi for hver Mand, som bor i denne By, et halvt Pund Sølv, og desforuden vil vi betale eder den Skat, som vi før plejede at give eder, stille Gisler og fra nu af være eder hørige og lydige som vore Overherrer, ligesom vi før have været!”
Efter dette Tilbud kunde de unge Karle ikke endda styre deres Mod; men de var blevne endnu hidsigere, og uforfærdede og uden Frygt længtes de kun efter Kamp og sagde, at de med Vaaben i Haand vilde ødelægge Byen og alt, de ejede, og føre dem selv fangne bort.
Men Kongen og Høvdingerne var klogere end som saa, slog til, indgik Forbund og vendte glade hjem med utallige Kostbarheder og 30 stillede Gisler.
Da der nu var sluttet Fred og Forbund mellem dem, berømmede straks de svenske vor Herres Kristi Almagt og priste, det bedste de kunde, hans ophøjede Kraft, fordi han i Sandhed var stor over alle Guder, og begyndte omhyggelig at spørge, hvad Løfter de skulde gøre ham, ved hvem de havde erholdt saa herlig en Sejr. Saa lovede de da, underviste af de kristne Købmænd, som vare til Stede hos dem, den Herre Kristus en frivillig Faste, saaledes at naar de kom hjem og havde været hjemme. 7 Dage, vilde de i andre 7 Dage alle som én Mand afholde sig fra Kød. Men naar saa derefter 40 Dage var forløbne, vilde de ogsaa de 40 følgende Dage ligeledes efter fælles Overenskomst beflitte sig paa Afholdenhed fra Kød. Hvad ogsaa skete, og alle, som Havde været med, fuldførte denne Beslutning med villig Aand.
Siden var der ogsaa mange hos dem, som af Ærbødighed for og Kærlighed til Kristus begyndte at holde de Faster, som de kristne iagttog, og ved Almisser at hjælpe Fattigfolk, fordi de havde faaet at vide, at det var Kristus kært. Og saaledes kunde ovennævnte Præst Eribert med alles Bifald frit udføre Guds Tjeneste iblandt dem, og da alle berømmede Kristi Magt, begyndte i de Egne den guddommelige Gudsdyrkelses Udøvelse fra den Tid af at udbrede sig uden Modsigelse fra nogen Side.1
Noter:
1) Svenskernes Tog til Kurland siges at være samtidigt med Ansgars Ophold i Sverig, altsaa vistnok Aar 853. Angaaende de to Byer kan der ikke vides noget med Bestemthed; Søborg eller Seburg er vistnok en Fordrejelse af Seleburg, en By ved Dünafloden; Apulia, som Forfatteren kalder den anden By, er maaske det samme som Pilten ved Floden Windan, dersom det da ikke er Navnet paa en By, der senere er forsvunden.
Saavel Lodkastningen, hvorved de svenske Krigere, søge at faa Gudernes Vilje at vide og erfare, hvem af dem der vil hjælpe dem, og Fasten, de paatage sig til Kristi Ære, viser, at Sindene er langtfra at vare modnede til Kristendommen, og at de er fremmede for dens Aand.
Derfor bliver ogsaa Nordboernes første Kristendom i Reglen helt ufuldkommen, mange Punkter af den kristne Tro kom slet ikke frem, og det øvrige blandedes ofte stærkt med hedenske Bestanddele, ligesom Kristentroen for saare mange kun bestod i ydre Skikkes Iagttagelse.
