Den dræbte ko 2

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

B. Nisser


14. Den dræbte ko


180. Der skal have været nisser både her i Strandbygårde og i Kjærsgård. De vilde stjæle fra hverandre og kunde ikke forliges om det. Den ene så så længe galt til den anden, at han går hen og brækker halsen over på én af den andens køer, og de kom i en forfærdelig træde om det, Men så fortrød han det og rejste over til Salling efter en ny ko, og manden vidste slet ikke af, at han havde mistet koen.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.


181. I Rødding havde de i gamle dage en gårdbo-nisse til at passe byens høveder, og folk skiftedes til at bære grød ud til ham i kjæret om middagen; men de måtte ikke glemme at komme smør i dem. Så var der en kone, der havde lagt det ved bunden en dag. Da nissen så grøden, men så intet smør, blev han så vred, at han løb hen og vred halsen over på konens ko. Men da han kom til bunden, så han smørret. Fortrød så, hvad han havde gjort, og tog over til Mors, hentede en rød ko og satte i steden for den, han havde vreden halsen om på. (Sml. nr. 49, 112 m. fl.)

P. Kr. Madsen.


182. Om juleaften gik manden ud og spurgte nissen, om han vilde røgte til næste år igjen. Så spurgte han om, hvis de vilde have ham til røgter, hvad han så skulde røgte. Så kunde manden sige enten bæster eller køer, men han måtte ikke sige fårene, for dem vilde nissen ikke røgte, de vilde træde ham.

Han skulde have en potte bogetgrynsgrød med smør i hver juleaften, andre tider spiste han ikke, og han skulde æde dem af den potte, de var kogt i. Så var der en kone, der havde puttet smørret så langt ned, at det kunde slet ikke sees. Han åd lidt af det, men da han ingen smør mærkede, blev han vred og gik ind og vred hovedet om på en ko . . . Anden dagen, da køerne var ude til vands, dandsede sten og kjæppe mod væggene, for den ny ko var jo fremmed, og nis vilde have hende til at bære sig ad som de gamle.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.


183. Fra Børglum by til Vollerup by går der en stor hede, som kaldes Skrolles hede. Den er rundt ombygget af steder, og i et af dem boer en nisse, som passer mandens køer om vinteren, så at de ser meget bedre ud end andres. Men nissen vil også have sin løn derfor, han vil have et fad sødgrød med smør i, og træffer det sig, at der er lovlig lidt, så hævner han sig meget. En aften, da han som sædvanlig kom for at få sin grød, fandt han ikke smør deri og blev da naturligvis meget fornærmet, samt besluttede at hævne sig. Han gik så ned i stalden og tog fat på den største og bedste ko, der fandtes, tog den ved hornene og vred halsen om på den. Da han nu havde siddet og gottet sig en stund over sin hævn, kom han dog i tanker om, at det var bedst at spise sin grød alligevel. Nu fandt han smørret på bunden af fadet, ti det var skjult af pigerne for at narre ham lidt. Så fortrød han rigtig nok, hvad han havde gjort, og besluttede at gjøre det godt igjen. Han tog da den døde ko på nakken, og gik med den hen over heden til en anden stor gård, hvor han vidste, at der stod en ko af samme lød og lige så god, tog så den levende ko på nakken og bar den tilbage. Da han nu havde fået den ind i stalden og bundet, klagede han sig slemt i sin ryg: «Aå håå, mi ryg, Skrålles hie wa lång, å den røø kow wa tång, åå håå, mi ryg.» Han sagde det så höjt, at folkene nede i gården kunde høre det.

Georg Himmelstrup.


184. Amtoft er en lille by, som ligger en halv mil fra Feggesund og tæt ved fjorden. På en gård der havde de en nisse, som passede køerne fortræffelig, så de havde de bedste køer, som fandtes i hele Amtoft by. Det eneste, nissen forlangte til løn derfor, var, at han vilde have grød med smør i hver aften, og det fik han også redelig. Men en aften fandt en af pigerne på at ville spille nis et lille puds. Hun lagde derfor smørret i bunden af fadet og kom så grøden ovenpå. Da nu nissen skulde til at spise sin grød, troede han ikke, at der var smør i, og han blev derfor vred og gik hen og slog begge forbenene i stykker på den bedste ko, de havde, så koen døde straks. Da nis nu blev mere sulten, syntes han dog alligevel, at det var bedst at få grøden i sig. Han gik så hen og fortærede den og opdagede nu, at smørret lå på bunden. Nu fortrød han rigtig nok, hvad han havde gjort, og besluttede at ville gjøre den lidte skade god igjen. Men der var kun ét sted, hvor han vidste, at de havde sådan en ko, og det var på Fur. Det var rigtig nok lovlig langt henne, for det ligger tre mil derfra, når man regner lige tværs over vandet. Det fik dog at gå, som det kunde, ti nissen angrede meget sin gjerning, og da der var stærk is på fjorden, tog han trøstig den døde ko på nakken og vandrede af sted. I den gård, hvor han vilde have koen byttet, var der også en nisse, og det var da ej underligt, at han var lidt bange for ubehageligheder af ham, eller at han skulde sætte sig til modværge. Nis blev derfor meget glad, da han slet ingen tegn fandt til den anden, og byttede så den døde ko med den levende, som han nu tog på nakken og skyndte sig bort med. Da han igjen kom et stykke ud på fjorden, så han, at der fra den anden side af vandet kom et stort kornhæs vandrende, og da de kom nærmere sammen, opdagede han, at det var nissen fra den gård, hvor han havde byttet koen, som havde været i Amtoft og stjålet et læs korn, ti der var fodertrang pa Fur. Da de nu kom sammen, opstod der slagsmal, ti Amtoft-nissen vilde have foderet igjen, og den anden vilde have koen, som han kunde kjende, og ingen af dem vilde give slip. Men enden på kampen blev dog, at nissen fra Fur tabte og måtte skynde sig hjem og lade kjærvene ligge. Den sejrende gik stolt hjem med koen og lagde sig så til hvile og sov den hele dag efter den anstrængende kamp. Om morgenen, da folkene i Amtoft kom op, blev de jo meget forundrede over at finde et helt læs korn ude på fjorden, men snart opdagedes det dog, hvis det var, og de fik så travlt med at få det slæbt hjem igjen.

Georg Himmelstrup.


185. I en anden gård var der ligeledes en nis, som havde sit ophold. Men så en skjøn dag blev manden og nissen uvenner, fordi manden gik hen og fornærmede nissen. Som hævn derfor vred han den følgende nat halsen over på den bedste af mandens køer. Nu indså manden, at det ikke kunde hjælpe ham noget at tage nissen på den måde. Han søgte da at blive forsonet med ham, og de blev atter gode venner. Nu vilde nissen også vise sig og gjøre det onde godt igjen. Han hentede næste nat en ko mange mange mile borte og satte den i den bås, hvor den forrige, som han havde vredet halsen om på, havde stået, og den ny var endda en del bedre.

Fr. Knudsen, Agerskov.


186. En gang boede der på gården Hjortnæs en gårdbo, som pigerne på gården en aften fik i sinde at drive løjer med. Nu skulde han have smør i sin julegrød, men det skulde skjules på bunden af fadet. Da gårdboen nu kom for at spise sin grød, der var sat ud i loen, og ikke så noget til smørret, der jo var skjult på bunden af fadet, blev han vred, og i sin forbitrelse over, at man således, som han troede, havde helt undladt at give ham smør i julegrøden, gik han ind i stalden og vred halsen over på den bedste af køerne, en smuk rød ko. Derefter gav han sig i lag med grøden og fandt på fadets bund smørret Han fortrød nu sin hævn og ønskede at gjøre skaden god igjen. Gårdboen vidste, at der på Stenbjærggård, som ligger på den anden side af Skrolhede, stod en ko, som nøjagtig lignede den, han havde vredet halsen om på. Han tog nu den dræbte ko på sin ryg og bar den til Stenbjærggård, hvor den blev lagt i båsen i steden for den der stående, som gårdboen trak til Hjortnæs og opstillede der. Med hele bedriften var han færdig, før det blev lyst. Siden den tid siger folk: «Skrolhede er lång, og den røde ko var tång.»

A. Olsen.


187.

«Du må hverken grynt he'r gry,
a hår hendt den jenn i Mås å dæn aån i Ty,»

sagde nissen til en kone, som var vred på ham, fordi han havde gjort hendes køer fortræd.

Lærer Futrup, Vostrup.


188. Jens Hårby på Hesthave stod sig svært godt med gårdboen. Det var skik at sætte sødgrød med dygtig smør i ud til ham juleaften. Men nu var der noget kunster i Jens Hårby, og han stopper da smørret ned til bunden af fadet. Ud ad aftenen kommer gårdboen hen til grøden, og han bliver vred, går op i nødset og slår den bedste ko ihjel. Derefter går han tilbage til grøden og finder smørret. Nu vidste han, at der var mage til den ko ovre i Mors, de var bestemt på ens lød, og så bytter han dem om. Pigen kunde ikke kjende dem fra hinanden, da hun var ude at malke, men det kunde Jens Hårby, og han fik gårdboen til at bekjende. Men de led jo ikke noget tab, for det var en meget bedre ko til brug.

Niels Ebbesen, Andrup.


189. Hver nytårsaften skulde nissen have sin nadver. Men så traf det en sådan aften, at der var en stærk frost, og derfor kom de smørret ned i bunden af gryden, at det ikke skulde stævne. Da nu nissen kom og vilde spise sin grød og ikke fandt smørret, blev han så vred, at han sprang af staldloftet og ned i stalden og slog en rød ko ihjel, hvorpå han gik op igjen til sine grød. Da han så kom til bunden af gryden, fandt han smørret. Nu fortrød han, at han havde slået koen ihjel, og fik travlt med atter at skaffe en ko til veje. Han måtte over på Fur for at få en ko, der kunde passe med den, han havde slået ihjel, for at ingen skulde vide det.

Mads Skriver.


190. Historien om nissen med smør i grøden o. s. v. «Trolds hede er lang, og den røde ko er trang.»

Jens Kristian Smed, Tranum.


191. Der gik en gårdbuk her i gården, og han skulde have sødgrød til hans onden hver eneste dag og dygtig smør i. Det var oppe i Hoven i en gård der. Han skulde passe to røde køer og to sorte øg. De køer, han paste, brugte han narrestreger med og kom til at slå dem ihjel, men øgene gjorde han ingen fortræd, det nænnede han ikke. Så fortrød han det dog og slæbte dem hen til en anden mand og satte to af hans i steden.

Fra Åby.


192. En nisse havde ophold ved en mand, og de så ham sådan engelangs (ɔ: tid efter anden). Han havde været der til juleaften og fik en pot sødgrød med smør i. Men så var smørret sunket vel langt ned, og han blev vred, da han intet så, og vred halsen om på en af mandens køer o. s. v. Hentede én på Tyland.

Jens Vinter, Løgsted.


193. På Mølgård havde de en nisse, der var røgter om vinteren. Han skulde have en gryde grød hver aften. En gang havde pigen stukket smørret for langt ned, og så gik han ud og brækkede halsen tvært over på en rødbroget ko, det var den bedste, de havde. Da han kommer ind igjen, går han hen og ser til grøden, og da er der smør nok. Så fortryder han jo, hvad han har gjort. Men nu vidste han en herregård ovre i Salling, og han fik den døde ko på nakken og går til Salling, lægger den og tager den anden i steden. I Mølgård blev de aldrig kloge på, hvordan det var gået til.

Jens Krist. Kristensen, Eisgårde.


194. I Mørke fik nissen smør i sin grød hver aften. En gang var det kommet for langt ned, og han kunde ikke finde det. Så kvælld han to røde køer, men siden måtte han skaffe to igjen. Om morgenen, konen kom ud at malke, tykte hun, de to køer var så skidt tilpas, og så gik hun ind og snakkede med sin mand om det. Det hørte nis, og så sagde han:

«Maren, Maren, du skal ikke gry,
den jenn er kommen fra Mors, og den åån fra Ty.»

Maren Knudsdatter, Uglbølle.


195. Nissens smør i grøden var bare hyllet til, for at det kunde bredes. Han fik travlt med at slæbe den døde ko ud og få den begravet, og så få en ny hentet ovre fra Mors.

Dette skete i Bangsgård i Skyum. Der havde de en søn, som rejste bort en dag, og ingen vidste, hvor han var bleven af. Mange år efter kom han tilbage som præst og blev så præst i Skyum. Men siden han kom hjem, var der ingen, der så færd til nissen.

J. Kr. Krabbe.


196. Dæ wa jen gong nue, dæ håd glæmt å gi nes hans iwlgrød. Så om næten slow nes jen ow di bæst kyer ihjæl. De gik æ kuen da å klawet sæ så møj øwe, såen te nes fåbarrmt sæ øwe hend å såå: «Aka hendt jæn fræ Mås å jæn fræ Tøj, mæn så mo do et glæmm, hwa do låwet mæ å fløj.» Så om monenge wa dæ kommen tåw i æ stæj, akurået lisom dænd, han håd slåwen ihjæl.

S. Hansen, Skjold.


197. Der har været nisser her i Odsgård, og der var i Vinkel. De vilde stjæle havre til hestene. Kom imod hinanden her henne ved Kjællingbro østen for enden af søen. Folk kunde se, at der havde været slagsmål, for havren lå der.

De nisser fik deres potte søde grød hver aften. Han her i Odsgård drejede halsen om på en sorthjelmet ko, fordi . . . Bar den over til Lavst Præstegård i Tapdrup, der stod en ko akkurat mage til . . . Nu var det i orden.

Der gik en dreng oppe på høstangene. Nissen sad i høgabet og sagde: «Tisse ta tå, Tisse ta tå !» og drillede hunden dermed. Drengen sprang ned, skød til ham og sagde: «Kisse, ta æ hele stykke.» Så vilde han hævne sig. Lagde ham over kjelden på en fjæl. Drengen faldt vist i kjelden; men blev hjulpen op.

Rasmus Nielsen, m. fl., Vinkel.


198. I kaptejnens gård i Vadstrup var der også nisser, som hver aften fik deres gode fad grød med smør i sat hen i rullestuen, hvorfor også alt lykkedes der i gårde. En aften havde pigen for at gjække nis lagt smørret neden under grøden, men om morgenen, da folkene kom ud i stalden, så de én af de bedste køer ligge der med knækket hals. Der var en bestemt hest i stalden, som nis red hver nat, hvorfor den heller aldrig kunde være bunden, undertiden var den ganske svedig om morgenen.

Morten Kusk, ved N. P. Olsen, Samsø.


199. Norden for Mellerup er to gårde, der kaldes Sædov, og de havde en nisse. De var sådan rare at have, de fodrede kreaturerne, og de gårde havde da al tid villele kreaturer. Nissen fik ikke andet for det end hans grød med folkene juleaften og nytårsaften. De satte det ind i ovnen til ham, der kom han og tog det. Så en juleaften vilde de drille ham lidt; han skulde have smør i hans grød, men de kom det nedenunder grøden Der var en ko akkurat lige sådan af kulør oppe i Hald, og så byttede han den døde med den levende og satte den i pladsen.

En dag var hundene så slemme efter ham, og de gik jo løse. Han sad i logabet og pegte ad hundene med fødderne: «Pus mæ no den pussinall.» Da løb karlen, som stod i laden og tarsk, hen og skød til ham og sagde: «Pus ham så åldsammel!» Så en nat tog han karlen og lagde ham på en fjæl oven over kjalden, men sad lige godt og passede på, at han ikke skulde falde i kjalden. Han blev meget forskrækket om morgenen, da han vågnede.

Tvede mølle.


200. Henne i Sæddov ved Mellerup havde de lige sådan en nisse, og han var god til at fodre. De havde kun én ko, der havde fået kalv, men den kunde lige godt holde dem vedlige med mælk. Nissen fik smør i hans grød, men en aften fjælld pigen det, og så blev han vred og vred halsen om på koen . . . Der var ingen ko mage til nærere end i Hald. Så fik han den døde ko slæbt hen i den bås og fik den sorte tilbage. Det var så hårdt for ham at få den slæbt over Sølekjær imellem Tvede og Sæddov, men han nåede dog at få den hjem til gården, inden solen kom.

And. Kristensen, Tørring.


201. I Skalmstrup var der en nisse, som fik smør i sin grød om aftenen. En aften . . . Så vred han halsen over på en ko . . . Vidste, hvor der var én af samme mønster, nemlig i Sædov. Så slæbte han den døde ko derover og tog den levende i steden. Men det var strængt at slæbe den, og han sagde:

«Imeld Sedov og Søøl,
der var en Helvedes pøøl.»

Dagen efter, de skulde til at vande koen, vilde den løbe hen, og han måtte stå hele tiden og slå den i sten for at få den til at blive. De kunde se stenene komme, men nissen kunde de ikke se.

Niels Kristensen, Tørring.


202. I en af Sædov-gårdene ved Mellerup havde de en nisse, men så var det en juleaften, at pigen sådan for nar havde lagt smørret på bunden af fadet, hvori hun hældte nissens grød. Da han nu kom og skulde spise, blev han grumme vred. Slog en god ko ihjel i nødset. Gik tilbage til grødfadet. Slæbte den døde ko op til Hald, hvor der var en mand, han var vred på, lagde den i hans kostald og tog hans bedste ko med og satte i den dødes sted. Da han var kommen over Sølkjær nær ved Sædov, sagde han:

«Mellem Sædov og Søøl, der er så manne pøøl';
mellem Søøl og Hald, der er så manne fald».

Sofie Lund.


203. I en gård i Tisted havde de en søn, der var ude at studere. Da de nu satte grød ud ved en sten i gården, siger han: «Hvad skal det der?» Ja, det var til gårdboen. Så væltede han stenen af stedet, og da stod der levret blod under den. Næste dags morgen var halsen vreden om på den bedste ko. Det gjorde den bitte, for nu vilde han rejse derfra.

Nik. Christensen.


204. Nissens julegrød på Fastergård. Nu vidste han, at der var en ko i Himmerland, men da han kom derned, var der malet et stort hvidt kors på stalddøren, og så kunde han ikke komme ind ad denne. Han lavede derfor et hul på muren, hvor igjennem han fik den døde ko slæbt ind og den levende trukket ud. Efter megen møje fik han endelig den ny ko sat ind på sin plads på Fastergård, og det var i en heldig stund, ti straks efter galede hanen, og siden hanegal kan nissen ikke gjøre noget, der skal kraft til.

P. K. M.


205. Sådan var der også nogle piger på en stor gård i Avlum, der vilde have nissen til bedste og skjulte smørret på bunden af fadet, da de satte grøden ud til ham. Da nu nis så grøden og ikke kunde finde smørret, troede han, at der intet var. Vred hovedet af den bedste malkeko og gav sig så i kast med grøden. Angrede sin gjerning, tog et lille skrin, der var fyldt med guldpenge, og satte ved siden at den dræbte ko. Siden har der al tid været velstand i den gård.

M. Møller.


206. Nissen i Aldrup. Da han havde dræbt koen, tog han grøden og smed til hunden, men opdagede nu smørret. Imidlertid havde manden set den døde ko, og han og karlen slæbte den ud i laden og lod den der ligge til næste dag. Nis ærgrede sig over sin gjerning, tog efter nogen betænkning koen på nakken og gik til Langå for at bytte den. Men ned ad de Hvorslev bakker satte han sig på koen og lod sig glide ned, idet han sagde:

«Nie a bakki, hæn i dåål, skal nisses ryg slet it betåål.»

Da manden dagen efter fandt koen spillevende, blev han bange for den og jog den ud af gården og byen ved hjælp af en rød hund, da han troede, det var et gjenfærd. Nis fulgte koen, og de blev begge vel modtagne i den ene af Kovdalgårdene, der siden den tid har haft en god besætning.

S. J. Sort.


207. Nissen slæber sig næsten ihjel på den ko, han havde taget i et af nabosognene. Man har siden den sige: «Er koen stor, som heden er lang, er den god.»

Hjortends i Jetsmark. R. H. K.


208. Nissen, der vred halsen om på en ko og skaffede én igjen. Da den ikke kunde finde truget, og karlen slog den, sagde nis: «Husk på, den er kommen fra Als i nat.»

N. G.


209. I Agersbæk i He var der i gamle dage kuns én gård, og på gården var en nisse. Han plejede hver juleaften at få smør i grøden. En sådan aften fik pigen det indfald at narre nis ved at komme smørret forneden . . . Fortrød nu, at han havde dræbt koen. Men nis var ikke rådvild. Han vidste, at på Hindø i Stadil fjord, der hører ind under He sogn, havde de mage til koen. Han slæbte da den døde ko over isen til Hindø og lagde den i stalden, hvor han borttog magen til den, trak den hjem til Agerbæk og satte den der i stalden.

J. Nielsen, Ringkjøbing.


210. Juleaften skulde man al tid i gamle dage sætte grød til nissen i stalden og ikke glemme at komme en god stor klump smør i. Hvis man glemte det, blev nissen meget vred, og han hævnede sig så ved uden videre at vride halsen om på en ko. Spørger man ham så, hvorfor han har gjort det, så svarer han: «Jo, for du gav mig ikke smør i min grød, og jeg har givet dig så mangen en kande mælk, du ellers ikke havde fået.»

Maren Bonde.


211. Der boede en gårdmand i Dybbøl, som hver aften plejede at sætte et fad grød med smør i ud på kværnen til en lille nisse, som havde sit ophold der på gården. En aften havde pigen sat smørret underst og grøden ovenpå . . . Ikke andet at gjøre, end at han måtte se at finde en ko, som var helt mage til den, han havde slået ihjel. Men den var ikke så nem at finde, og han fandt først sådan én langt oppe på Als. Det lykkedes alligevel for ham at få alt bragt i orden til næste morgen. Da pigen nu skulde vande køerne, kunde denne ikke finde sin bås. Hun blev derover vred og slog koen. Da kom lille nis og sagde: «Du må ikke slå den, for den er ikke van,» og derpå måtte han fortælle pigen det hele.

Marie Johansen.


212. En nisse i Mollerup Til en anden gårdmand i byen, der havde en ko, som bestemt lignede den døde. Ingen fik det at vide uden pigen, hende fortalte han det til, men forbød hende at sige det til nogen.

S. P. Jensen.