Ellefolks tyveri 2

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

13. Ellefolks tyveri


130. En pige i Lødderup bandt korn en måneskinsaften. Da hun var færdig hermed, så hun ellekonen. Hun havde et brunt skjørt og en brun trøje. Hun tænkte da, hvad ellekonen vilde her, men kom endelig efter, at hun havde et lille stykke brød i sin lomme. Det kastede hun til ellekonen, og så forsvandt denne.

Nik. Christensen.


131. En karl fortalte mig følgende: Hans fader tjente i Tøjstrup, og den gang gik skoven helt ned til Tøjstrup by, nu er der kanske en hel fjerdingvej op til den. Der i skoven var ellefolk, som var hule op ad ryggen. De kom tit hen til ham, når han var hyrde, og de vilde gjærne liste hans meldmad fra ham, det var jo det, de gik efter. De gik også ind i byen og var slemme til at stjæle der og tage deres katte. Dem spiste de, sagde man. Folkene skulde se nøje på, at deres katte ikke var ene i stuen, for ellers snappede de dem.

Rasmus Dyrholm, Bode.


132. En mand i Hesselager tæt ved Nyborg havde en mose, hvori der var ellefolk. En dag bagede hans kone og lagde brødene uden for huset i et dejtrug; men ellefolkene fik lyst til dem og tog dem alle sammen. En lille pige, som så dette, fortalte det til konen, og hun fortalte det igjen til manden, da han kom hjem. Så blev han meget vred og gav sig til at grave i mosen efter dem. Han fandt dem imidlertid ikke, og ellefolkene blev fortrydelige og plagede ham på alle måder, så de til sidst plagede livet af ham. Efter hans død mærkede man dem ikke.

Nik. Christensen.


133. I Ginnerup ved Krejbjærg er der så mange höje, og der har før i dage været ellefolk. Min moders moder har fortalt, at de var så tyveblændte, man kunde høre dem komme om natten og øse op af dejnekarret i deres malmgryder, men når man slog kors på dejen, kunde de ikke tage det, og det gjorde man så og gjør endnu, men uden at tænke derved. En gang ellekonen kom til Mads Bakkes gård, fortæller en anden, kom manden over hende med en økse, som hun stod og vilde øse dej op i sin malmgryde; denne slængte hun og løb sin vej, og gryden havde man længe der i gården, indtil en gang, man havde glemt den ude en nat, og da var den borte om morgenen.

Men allerværst var de efter udøbte börn, og derfor slog man kors over vuggen, på begge ender, på siderne, foran og forneden. En nat kom der to og vilde tage et barn, men der var slået kors over vuggen. «Tag den ud af enden!» sagde den ene. «Det kan jeg ikke,» sagde den anden, «for der er slået kors.» — «Tag det ud af siden!» — «Nej, det kan jeg heller ikke, der er slået kors alle steder.» Så måtte de gå igjen. Man kunde også se dem om dagen; de havde så store bryster, at de måtte slå dem op over deres aksler, når de rendte.

P. K. M.


134. Når der skulde være gilde nogen steder i Jævngyde, og de havde bagt og brygget til det, så kom der nogle ellekjællinger om natten og tog både brød og øl. De var så smykkede og pæne at se til, når de så dem for fra, men bag til var de som et driftetrug. Var folkene ved at gjøre ild på, og der kom sådan en kjælling i det samme, når de så ikke vilde give den det, den forlangte, så slukkede den ilden, og de kunde ikke få den til at brænde mere.

Ane Marie Jensdatter, Hårby.


135. I Bal hestehave, som hører til Høvdinggård, findes en ellemose, som forhen må have været meget større, da den nu er gravet ud. Her fandtes ellepiger, som malkede bøndernes køer der ude i skoven. Rasmus Jensen fra Mern gik en aftenstund der ude og søgte efter heste, og så da flere ellepiger sidde og malke køerne fra den by, han boede i. De løb nok så vims fra den ene ko til den anden, og da han havde set lidt på dem, blev han så fortumlet i hovedet, at han nær ej havde fundet ud af skoven og slet ingen heste fandt.

Bang.