Lindorme i skove, søer o. s. v.

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

E. Lindorme og småkryb

3. Lindorme i skove, søer o. s. v.


17. I den skov, der ligger lidt neden for Værhöj, findes flere træer med afgnavede toppe, medens det øvrige bærer blade. Lindormene, som ligger ved rødderne af træerne, rejser sig hver nat og slynger sig op ad stammerne, hvor de æder bladene og barken.

V. Boye.


18. På Hundsbækgårds mark i Læborg sogn, findes en dam, som kaldes Lindedam. I gamle dage, fortæller man, fandtes der meget skov omkring denne dam, og inde i denne skov lå en uhyre lindorm og rugede. Den krævede hvert år mange dyr til sin føde, og disse måtte manden på Hundsbæk give den for ikke selv at ske en ulykke af den. For nu at befri sig fra denne plage lod han en tyr i syv år opføde med hvedebrød og mælk, og da den nu var bleven frygtelig stor og stærk, blev den ført ud for at stange ormen ihjel. Den havde også nær fået bugt med den; men efter en hård kamp fik ormen overhånd, og tyren blev dræbt. Da lod ejeren af Hundsbæk skoven brænde af, og så brændte lindormen også. Men siden den tid findes ingen skov til Hundsbækgård.

John Hansen.


19. Der står i visen, at Klavs Høg skar en sølvknap af sin faders stadskjole og skød Prinsenskjold med, men det forholder sig ikke sådan. Han blev slaget ihjel med en brændøkse og nogle møggrebe på Storegade i Rönne ud for, hvor apoteket nu ligger. Alle de andre Svenskere blev dræbte bag efter. Da budskabet herom kom til Sverig, blev der megen sorg hos dem, der havde sønner og brødre blandt de dræbte, og Prinsenskjolds frue sørgede sin del, men hun vilde tillige hævne sig. Nu var hun om at få skaffet sig et par lindormeunger. Dem lagde hun i en lille æske og overgav dem til en svensk skipper, som fik en svær betaling for at tage dem med til Bornholm; men han måtte ikke åbne æsken, før han kom i land. Men han var nysgjerrig, da han kom ud at sejle, hvorfor han lindede låget lidt, og så slap den ene orm ud og druknede i havet. Da han kom til kysten, åbnede han for den anden, og den søgte skoven og voksede der til. Hver dag hørte man tale om, at folk havde mistet køer, heste og får, men yngle kunde den ikke, og det var dog et held. Til sidst blev lindormen opdaget af en mand, der, før solen stod op, skulde hente præsten for at få et nyfødt barn døbt. Han så ormen vandre ad skoven til med en toårs stud i flaben. Den kunde kun bevæge sig, mens natteduggen var i græsset. Alt mandskab fra Nörre herred, og jeg tror fra Vester herred med, blev tilsagt til klapjagt, og de indringede skoven. Til sidst tyede den op i et træ og sad der og grinede ilde ad folk. Det kunde ikke hjælpe at skyde på den, og så blev de enige om at stikke ild på skoven, som også blev brændt lige til jorden, og på den måde fik de død på ormen.

Bornholm. Chr. Weiss.

Om mordet på den svenske anfører, Prinsenskjold, tillige med hans folk, haves ej alene en vise, men og flere sagn.


20. Der var et sted, der var en lindormebegravelse, og lige så langt som stendiget var, der stod over den, lige så lang har lindormen været. Den havde ædt en mand og et spænd heste og så en plov, og så var den bleven dvask af det, og der var kommet nogen over den og havde stenet den ihjel med stenene af det dige. Så byggede de det dige over den der, hvor den lå, og sådan blev det til. Ja, det lyder sært, men én må tage i betragtning, at det var små bæster den gang og træplove. Min oldefader sagde, hvor det var, men a kan ikke huske det.

Peder Johansen, Mos sø.


21. Der var ved en af herregårdene her i det sydlige Fyen en lindorm, som havde taget ophold i et hult træ tæt ved gården. Når malkepigerne kom her forbi med mælkespandene, havde den for vane at gå ud af træet og hen til spandene, hvor den da drak så meget mælk, den vilde. Man turde nemlig ikke forstyrre den, da den så kunde blive farlig; men når man lod den gjøre, som den vilde, så gjorde den ingen fortræd. Forvalteren på gården faldt dog en gang på at ville skyde den, men for i nøds fald dog at kunne redde sig gjorde han sig ridende ud til træet. En sådan lindorm kan nu kun skydes på et bestemt sted, og det ramte forvalteren ikke. Ormen blev derfor ikke dræbt, men den foer efter ham, alt hvad den kunde, idet den bed sig selv i halen og gik som et hjul. Forvalteren reddede sig dog ved at ride bort så hurtig som mulig.

P. Jensen, Kværndrup.


22. Lindkjær er navnet på en stor tørvemose, som tilhører stamhuset Ravnholt. I gamle dage skal der have været en stor lindorm i denne mose, og den beskrives som et frygteligt uhyre. Af størreis e var den som et læssetræ eller bindestang, og ingen turde komme i nærheden af dens opholdssted. En mand, som en gang kom mosen for nær, blev forfulgt af den frygtelige orm lige til Ryslinge, som ligger en fjerdingvej derfra. Her krøb manden i sin nød op i kirketårnet, og der kunde lindormen ikke følge efter ham. Den forsøgte vel at slå kirken omkuld med sin hale, men det kunde den heller ikke. Manden, der med stor skræk havde set, at lindormen slog til kirken, og at den med sin hale rakte næsten op til lydhullerne, slap da derfra med livet. Til sidst skal en skytte fra Ravnholt dog have skudt lindormen og derved befriet egnen fra den.

Jörgen Nielsen.


23. I Ringe sø, som nu næsten er groet efter, var der for nogle år siden to lindorme, en gammel og en ung. De kunde brøle så höjt, at det kunde høres lige hertil, og det er dog en mil. Hvor den gamle lindorm blev af, véd man ikke noget om, men den unge blev skudt. Den blev nemlig så næsvis, at byens folk forenede sig om at ødelægge den. Senere har der nok været tale om, at der var endnu en lindorm ved kirken eller præstegården, men den gjör da ingen fortræd, og der er heller ingen mere, som véd nogen besked om den.

P. Jensen, Kværndrup.


24. Byen Ristinge på Langeland var i gamle dage hjemsøgt af en lindorm. Ved Ristinge klint gik den i land af Søndenstrand og gik op i markerne og slugte både heste og kvæg. Der var spået en mand i samme by, at lindormen vilde volde hans død, og for at undgå den gik han til søs og opholdt sig al tid på havet på rejser til fremmede lande. Lindormen blev imidlertid stadig ved at hjemsøge Ristinge og drive sit uvæsen der, men så blev bymændene enige om at anfalde den, de gik alle ud godt bevæbnede, og efter en hård kamp tog den flugten ad stranden til. Den havde omtrent fået sin rest, men nåede dog at vælte sig ned ad klinten; her måtte den så «tøve», vred sig forfærdelig og slog med sin hale i dødskampen en dyb dal ind i klinten, der den dag i dag forevises under navn af Lindormegraven. Det blev meget omtalt, at nu var lindormen dræbt, og den mand, der af frygt for den, var rejst bort, hørte derom. Nu rejste han glad hjem til Ristinge. Så gik han en dag med flere til stranden for at se Lindormegraven. Da han kom derhen, hvor ådselet lå, sagde han til de andre: «Nu er jeg så rolig og sikker for den lindorm, den spådom duede ikke.» Derefter gik han hen og trådte på den, men derved trådte han et ben af den op igjennem sin skosål, og foden hovnede meget op, og af dette sår døde han kort efter. En anden meddelelse siger, at bønderne begrov den, men der stak dog et ben op.

Marie Sandal.


25. På Hans Mortensens lod på Langø i klinten ved den søndre side ud imod østre hoved har fordum en lindorm haft sit ophold. Medens han var der, kunde de ej komme der nær ved at pløje formedelst hans skrig, men ved at skyde en del sten der omkring jog de ham bort. Han tog da sin kås ned forbi Kalvehave færgegård med en forfærdelig brusen i vandet, og siden har man ikke mærket noget til ham der i egnen.

R. Olsen.


26. Henning skytte skød en gang en lindorm på Lindkjær mellem Sandager og Ryslinge. Straks, da han så ormen, blev han bange og gik baglænds, men gled da i noget kogjødning og faldt. Ormen, som med oprejst hoved havde fulgt ham, lagde sig også stille. Henning gjorde igjen mine til at rejse sig, men nu begyndte også ormen at krybe. Langt om længe fik han bøssen gjort i stand, som han lå og trykkede af, og ormen gik midt over. Hans store hund foer på stumperne af ormen, men både hund og lindorm gik i tørvegraven og kom aldrig til syne. Henning kunde aldrig fortælle dette uden at græde. Han er død for en menneskealder siden.

P. J.


27. På Tjörnelunde mark lå en sten med et mærke, som om en vældig orm kunde have slået i den med sin hale. En pige havde opfødt en orm med sød mælk, da de gik på fælleden at malke. Men til sidst blev den så stor og voldsom en lindorm, at den blev en frygtlig plage for byen . . . Tyr i kamp med den, og da slog ormen mærket i stenen.

Jörgen Pedersen.


28. Der var en jomfru, hendes fader havde fundet en nød i en skov, og så tog han den med hjem og gav datteren den. Der var en orm i den, og den opelskede hun og havde i en æske så længe, til den blev til en lindorm. Hun kunde ikke siden blive den kvit; men så blev der rådet hende, at hun skulde rejse over til en ø med den, hvor der ingen höje var. Så søgte hun til Lundø, og der boede hun i nogle år ude nord på landet. Lindormen gravede sig allerførst et hul ned i jorden, men så var der en höj ovre i Hald, der rejste den over til og boede i, og siden kaldtes denne höj Lindhöj.

Ane Kirstine Refsgård, Rødding.