Sangen om Rig (Karl Gjellerup)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Eddas Gudesange


Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895


Sangen om Rig


RIGSÞULA, sangen om Rig, har aabenbart til Formaal at fremstille de forskjellige germanske Stænder, de Ufrie, de Frie og de Ædle, der allerede findes hos Tacitus, som beroende paa guddommelig Indstiftelse, og paa Grundlag af denne Underbygning at forherlige Kongemagten som den sidste og ypperste Blomst af de Ædles Krigerliv. Ved Parrenes Navne (Oldefader og Oldemoder - Bedstefader og Bedstemoder - Fader og Moder) betegnes aabenbart forskjellige Tidsaldre, saa at der heri ligger en ret mærkelig Udviklingstanke: først var alle Jordens Beboere som de nuværende Trælle, senere kom Bondestanden, tilsidst udviklede Krigerstanden sig. - Dens bevidst symmetriske Form med de smukke Parallel-Virkninger tyder paa en relativ sen Tid, og man tager vel neppe feil ved at antage, at den er digtet af en Hofskjald; Slutningen kunde pege paa Danmark som Affattelsesstedet.
   Hovedpersonen Rig optræder i Vandrerens Skikkelse ganske som Odin, og man vilde ikke tage i Betænkning at betragte Rig som et af dennes mange Tilnavne, hvis ikke et Par Prosalinier oplyste, at Rig var Heimdal, hvem man ikke er vant at tænke sig som "gangende", men tvertimod som staaende paa Regnbuebroen - "med vaad Ryg" tilføier Loke. Men det første Vers af Völuspá understøtter Indledningen ved at kalde alle Slægter "Heimdals Sønner, store og smaa" og viser saaledes tillige Sagnets Ælde. Modsigelsen løsnes derved, at Heimdal ("den over Verden lysende") og Odin, Vindguden, oprindelig ere Hypostaser af den urgermanske Himmelgud Tivaz, medens deres specielle Roller som Gudernes Vogter og Gudernes Fader og Øverste skyldes den senere differentierende Mythedannelse.
   De forskjellige Udfyldninger og Omsætninger, som Sijmons (væsentlig efter Bugges og Grundtvigs Bemærkninger) dels har optaget dels antydet, anser jeg for at være saa utvivlsomt rigtige og tillige saa vigtige for Digtets Virkning, at jeg ikke har betænkt mig paa at følge dem. Navnlig hører herhen Omsætningen af V. 49-50 til Slutningen (i Hndskr. efter V. 36, om Jarl). Dette Fragment viser os da Rigs Sønnesøn, Jarls Søn, Kon, i hvis navn allerede Kongetitlen skimtes (Konr ungr, V. 44, 47 - konungr) paa Hærtog mod Dan og Damp. Den første nævner Saxo som Konge (dog uden Titel) af Danmark, der fik sit Navn efter ham, den anden nævnes i Atlakviða 5 som rig paa Gaarde, og i Forbindelse med ham nævnes "den berømte Skov som Mænd kalde Mørkvid", jvf. myrkvan við i Slutningen af vort Kvad (49,3; efter Snorre skulde han være en Søn af Rig (Kons Tilnavn), den Første, der kaldtes Konge i Danmark. Utvivlsomt gaar altsaa Digtets Slutning ud paa at sætte Kon i Forbindelse med den danske Old-Kongeslægt - først, som det synes, i Krigsforhold, som dog hos Nordboerne ofte var Indledning til Fostbroderskab og Besvogring.
   Det er netop i denne Retning, at et Par Fragmenter med tilstrækkelig Tydelighed peger, - hvad man ganske vist ikke kunde ane, den Gang de ligesom 49-50 befandt sig paa urette Sted. Linierne "Klarere Bryn, lysere Bryst, hvidere Hals end Vintersne" - her V. 48 - findes i Texten efter V. 28, der herved blev en sexliniet Vise; allerede herved røbede de deres Uægthed, navnlig da Skildringen af Salsfruen ifølge Kvadets hele strenge Parallelisme ikke kunde optage to Viser. Nærmest laa det da at antage, at disse Linier hørte til den tabte Slutning; men Bugge hensatte dem efter V. 47 som to Linier af det sidste Vers af Fuglens Sang, og Rigtigheden af denne Kombination synes mig aldeles utvivlsom. Indførelsen af Fuglestemmen tyder paa et vigtigt nyt Moment, og dette kan ifølge hele Kvadets Gang næppe gaa ud paa andet end paa at Skaffe Kon en Hustru; efter at have sunget om Dan og Damps Rigdom og Tapperhed har da Fuglen i de to første Linier af V. 48 sunget om deres Søster (eller Datter), prist hendes Skjønhed og maaske ogsaa nævnet hendes Navn; ganske paa samme Maade se vi jo i Fafnesmál Fuglene vise Sigurd Vei til Brynhild og Gudrun. Og for at Udfaldet ikke skulde være tvivlsomt, havde Linien "bygged sammen, bytted Ringe" forstukket sig i V. 23, hvorfra allerede Sv. Grundtvigs kritiske Blik forviste den; utvivlsomt har Bugge Ret i, at den hører til Slutningen, der altsaa har handlet om Kons Bryllup med en dansk Jomfru, en Søster til Dan og Damp eller en Datter af en af dem. - Den episke Bredde, som Kvadet tager efter Kons Fremtræden, viser, at han er Hovedhelten, saa at ved hans Bryllup den passende Afslutning var naaet. Hele denne Bugges Reconstruction af Rigsþulas Slutning hører til det Genialeste paa Textkritikkens Omraade og bærer i en sjelden Grad Sikkerhedens Præg.


Sangen om Rig

1.
Fordum gik ad grønne Stier
hin kloge As stærk og aldrende,
rask og rørig Rig vandrende
- - - - - - - - - -

2.
Videre gik han midt ad Veien,
kom til et Hus, helt lukt var Dør; ind
han traadte lld var paa Gulv,
graa Ægtefolk ved Arnen sad.

2a.
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
Ae og Edda med Old-Kappe.

3.
Vel kunde Rig Raad dem give,
midt paa Bænken mon han sig sætte,
og Salens Folk til begge Sider.

4.
Flux tog Edda Grovbrødet frem,
tungt og tykt, tæt af Avner;
derpaa hun satte paa Disken frem,
Saad i Bolle paa Bord hun bar.

5.
Vel kunde Rig Raad dem sige,
reiste sig saa rede at sove;
midt paa Leiet lagde han sig,
og Salens Folk til begge Sider.

6.
Trende Nætter han tøved der,
gik saa videre midt ad Veien;
mon nu lide Maaneder ni.

7.
Barn fik Edda med Vand det østes
svøbtes i Hør - - - - - -
Træl han kaldtes - - - - - -
- - - - - - - - - -

8.
Var paa Haanden Huden rynket;
Knokkel-Knoer - - - - - -
Ansigtet fult, Fingre tykke,
lange Hæle, ludende Ryg.

9.
Tog til at voxe og vel trives,
og derefter at øve Kraft:
Bast at binde, Byrder gjøre,
bar Ris til Hus den hele Dag.

10
Til Gaarde kom en Fod-Gængerske
- - - - - - - - - -
med saare Saaler og solbrændt Arm,
nedbøiet Næse, Tir ved Navn.

11.
Midt paa Bænken mon hun sig sætte,
og Husets Søn hos hende sad;
Træl og Tir tidlig og sent
snakked og hvisked og Seng sig redte.

12.
Børn de avled, boede i Gammen ;
de hed, troer jeg! Hreimr og Fjosner,
Klurr og Klegge, Kefser, Fulner
Drumb, Digralde, Dröt og Hösver.

13.
Døtre var der: Drumba og Kumba,
Ökkvenkalfa og Arennefja,
Ysja og Ambaat, Eikentjasna;
deden er kommen Trællenes Kuld.

14.
Videre gik Rig ad Veie lige,
kom til en Hal; paa Klem stod Dør;
ind han traadte, Ild var paa Gulv;
Afe og Amma aatte det Hus.

15.
Parret sad der og sysled flittig;
Manden snitted Stok til Væven;
pleiet var Skjæg og Pandehaar;
Koften passed, Kiste var paa Gulv.

16.
Konen sad der og svang sin Rok,
de vævre Arme til Vadmel spandt;
Hovedsæt bar hun og Brystdug fin,
Klæde om Hals, Hærde-Knapper.

17.
Vel kunde Rig Raad dem give,
midt paa Bænken mon han sig sætte,
og Salens Folk til begge Sider.

18.
Da tog Amma - - - - - -
- - - - - - - - - -
fulde Fade frem hun satte
en sødet Kalv var bedste Kost.

19.
Vel kunde Rig Raad dem sige,
reiste sig saa rede at sove;
midt paa Leiet lagde han sig,
og Salens Folk til begge Sider.

20.
Trende Nætter han tøved der;
gik saa videre midt ad Veien;
mon nu lide Maaneder ni.

21.
Barn fik Amma med Vand det østes;
Karl de kaldte det, Konen svøbte det,
rødmusset Ansigt, Øinene spilled,
- - - - - - - - - -

* * *

22.
Tog til at voxe og vel trives;
Stude han tæmmed og smeded Plov,
tømred Huse og tækked Lader,
laved Kjærrer og kjørte Plov.

23.
Hjem de kjørte gjede-kjortlet
nøgle-klingrende Viv til Karl.
Snør hun hedte, sad under Lin,
Lagner de bredte, Bo de fæsted.

24.
Børn de avled, bygged i Gammen:
hed Hal og Dreng, Høld, Thegn og Smed,
Bred og Bonde, Bundenskægge,
Bue og Bodde, Bratskjæg og Seggr.

25.
Endnu hed de med andre Navne:
Snot, Brud, Svanne, Svarre, Sprakke,
Fljod, Sprund og Viv, Feima, Ristell:
Deden er komne, Karlenes Ætter.

26.
Deden gik Rig ad rette Veje,
kom til en Sal med Dør mod Syd;
aaben stod den, Ring var i Stolpen,
gik han da ind, Gulvet var strøet.

27.
Et Par sad der, saae paa hinanden,
Fader og Moder, Fingrene leged,
Husfader sad og snoede Streng,
Bue han bøied, Odde skjæfted.

28.
Og Sals-Fruen saae paa sin Arm,
strøg paa Linet, strammed Ærmet;
Kappen stritted, Smykke paa Bryst,
Blaafarvet Særk og Silke-Slæb.

29.
Vel kunde Rig Raad dem sige,.
midt paa Bænken mon han sig sætte,
og Salens Folk til begge Sider.

30.
Da tog Moder mønstret Dug,
hør-hvid, og Disk dermed dækked;
tog hun dernæst tynde Leve
hvede-hvid', og Dug dermed dækked.

31.
Satte sølverne Skaale paa Bord,
skinnende Flesk, stegte Fugle,
kostelige Kalke, kander med Vin;
drak de og talte, mens Dagen led.

32.
Vel kunde Rig Raad dem give;
reiste sig saa, redte Leiet;
midt paa Leiet lagde han sig,
og Salens Folk til begge Sider.

33.
Trende Nætter han tøved der,
gik saa videre midt ad Veien;
mon nu lide Maaneder ni.

34.
Svend fik Moder, svøbte i Silke,
øste med Vand, Jarl ham kaldte;
bleg var Lokken, lys var Kinden,
hvasse som Orme Øinene var.

35.
Voxte nu Jarl i Hjemmet der,
Skjold han rysted, snoede Strenge,
Spyd han slynged, Spæret han svang,
hidsed Hunde og Heste red.

36.
Fra Skov-Randen Rig kom gangende,
Rig kom gangende, Runer ham lærte,
gav ham sit Navn, nævnte ham Søn,
bød ham eie Odelsgrunde.

37.
Ene han raaded for atten Boer,
Guld han skifted, gav til Alle:
herlige Smykker, smækkre Heste,
øded Rigdom og Ringe brød.

38.
Bud ad vaade Veie aged,
kom til Hall, hvor Herser hused;
Mø de funde, smækker-fingret,
hvid og hugprud: hed hun Erna.

39.
Hende de fried og førte hjem,
med Jarl gifted; hun gik under Lin;
sammen bygged de saare kjærlig,
øged Slægten og Alder nød.

40.
Bur var den ældste, Barn den anden,
Jod og Adel, Arfe og Mögr,
Nid og Nidjung, nemmed Lege,
Søn og Svend Svømmen og Tavl.

41.
Kund hed en, Kon var den yngste;
op voxed der Afkom for Jarl:
Heste de red, runded Skjolde,
snitted Pile, Askespyd svang.

42.
Kon den unge kjendte Runer,
evige Runer, Alders-Runer;
end han kunde Kjæmper bjerge,
Ægge døve og dulme Sø.

43.
Forstod Fugle og stilled Ild,
husvaled Sind og Sorg slukked;
- - - - - - - - - -
Magt og Styrke for otte Mænd.

44.
Med Rig Jarl han om Runer stred,
brødes omkap og bedst kunde;
saa han naaede Navn at eie:
Rig han kaldtes runekyndig.

45.
Red nu Kon i Krat og Skov,
lod Pil flyve, fanged Fugle;
kvad da Krage paa Kvisten sad:
"Frister det Kon at fange Fugle?

46.
Heller du skulde Heste styre
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
- - - - - og Hær fælde.

47.
Dan og Danp har dyre Haller
bedre Odel end I eie;
vel de kunne Kjølen ride,
Sværde svinge og Saar slaa.

48.
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
klarere Bryn, lysere Bryst,
hvidere Hals end Vintersne."

* * *

49.
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
Fremad han drog ad dunkel Skov
paa rimklædt Fjeld, til Hallen de fandt.

50.
Spyd han slynged, Skjold han rysted,
tumled Hesten og trak sit Sværd;
Strid han vakte, rødned Sletten
Val han fældte, vandt sig Lande.

* * *

51.
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
bygged sammen, bytted Ringe.