Stednavne og førkristne kultsteder – Kultsteder i skandinaviske stednavne

Fra heimskringla.no
Revisjon per 27. mar. 2024 kl. 21:43 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Tilbakestilte endringer av Jesper (brukerdiskusjon) til siste versjon av Carsten)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif

Stednavne
og førkristne kultsteder


af Carsten Lyngdrup Madsen
2018


7.
Kultsteder i
skandinaviske stednavne



I dette kapitel skal vi undersøge, om stednavnematerialet kan kaste lys over kultstedet, den hellige plads, hvor mennesker samledes for at tilbede og dyrke deres guder. Vi vil undersøge, hvor udbredte kultstedsbetegnelser er i Danmark, Norge og Sverige. Først ser vi på ordene hørg, hov, vi og lund, derefter vil vi se på nogle andre betegnelser, som også kan sættes i forbindelse med helligstedet. Til sidst skal vi kaste et blik på nogle af de skriftlige kilder for at sammenholde de billeder, som tegnes af henholdsvis stednavnene og de skriftlige kilder.



Hørg

Når ordet hørg optræder i betydningen stenhob, må den have haft en vis lighed med varden. Her en varde fra Lyngen i Nordnorge. Illustration: clm.

Norsk arkæologisk leksikon siger, at en hørg ”er betegnelse for en hedensk helligdom i Norden. Etymologisk har hǫrgr betydningen »steinhaug, fjelltopp«. Når ordet også ble brukt om en helligdom, er det sannsynlig at den har vært dannet av stein, f.eks. en steinrøys eller et steinbygd alter.”[1]

Når vi skal opspore hørgen i stednavne, må vi huske på, at ordets ældste former og varianter er: hargh, hargher, harg, horg og hǫrgr (hörgr).


Danmark

I modsætning til vore nabolande er stednavne med hørg/harg ikke almindelige i Danmark. De findes dog i navne som det sønderjyske Harreby, Harre Herred i Salling (som har haft formen Hargæhæreth), Harris ved Århus og det midtjyske Harrild ved Brande. Dette sidste navn, Harrild, er interessant, fordi det er sammensat af de to ord hargh og hilla. Hilla har vi tidligere mødt i forbindelse med navnet Onsild, hvor det blev forbundet med Odin. Ordet i sig selv betegner opsatsen til gudebilledet eller måske alteret[2] Når hilla her sættes sammen med hargh, må vi forstå begge ordene som sakrale. Navnet Harrild ser altså ud til at have taget navn efter en hørg/harg, en gammel hedensk helligdom. – Nogle danske navne med forleddet Har- eller Harre- kan have en anden oprindelse, men Kristian Hald slår dog fast, at navnene Harre, Harreby og Hørby udspringer af hørg/harg og må antages at have betydningen offerplads[3]. Stednavne, hvor hørg/harg danner efterled til et gudenavn, findes ikke i Danmark.

Et arkæologisk spor af en dansk hørg finder vi i Gl. Lejre. Siden midten af 1980’erne har der været foretaget massive arkæologiske udgravninger her, hvilket har afdækket områdets historie fra sen jernalder til vikingetid (dvs. ca. 500–1000). Udgravningerne har været centreret omkring to lokaliteter: Mysselhøjgård og Fredhøj, begge lidt vest for Gl. Lejre. Fundene på de to steder viste overraskende ligheder, selv om der også var forskelle. Det var efter udgravningen af Fredhøj (2002-2005), at man kunne sammenligne de to fundsteder, og det stod klart for arkæologerne, at her tegnede sig et mønster, som pegede i retning af et magtcenter, der indbefattede et kultsted. Bebyggelsen på Fredhøj havde været i brug omkring år 5-600, hvorefter den var flyttet til Mysselhøj, der var i brug til ca. 1000. På begge lokaliteter fandt man en meget stor høvdingehal beliggende på en høj. Begge steder fandt man nedenfor højen en gådefuld stenhob bestående af brændte sten. Stenhoben ved Fredhøj var omkring 16 meter i diameter og 0,75 meter høj. Dens sten bar tydelige spor af afbrænding. Arkæologer kunne konstatere, at højen havde været i brug gennem lang tid, og at den var samtidig med hallen. Omkring stenhoben var flere udgravede huller fyldt op med dyreben. Stenhoben ved Mysselhøj bestod ligeledes af brændte sten. Den var betydeligt større: 20 x 40 m og omkring 1,5 m høj. Ved at sammenholde fundene nåede arkæologerne frem til, at der var tale om et kultsted, hvor ofringen var foregået på stenhoben og den efterfølgende offerfest var blevet afholdt i den 500 m2 store hal. De påpegede også, at vi i de to stenhobe stod med intet ringere end et arkæologisk vidnesbyrd om hørgen, stenalteret, som også var kendt fra de skriftlige kilder. Arkæologen Tom Christensen, som forestod udgravningen, har siden godtgjort denne tolkning og har i den forbindelse gjort opmærksom på det oldengelske heltedigt Beowulf, som kan være så gammelt som fra 700-tallet. Handlingen heri kredser om kong Roars hal Heorot i Lejre. Digtets omtale af kongehallen er velkendt, men måske omtaler digteren også en hørg.  I anden sang hedder det således om danerne: ”Undertiden gik de til gudevier og lovede ofre. . .”[4] Det ord, som her oversættes med ”gudevier”, er i den oprindelige oldengelske udgave hærgtrafu, det samme ord, som vi har i hørg.[5] Indtil videre er de to stenhobe i Lejre det nærmeste, vi endnu er kommet en dansk hørg.


Norge

I Norge og Sverige er hørg/harg mere udbredt end i Danmark. Det norsk-islandske hǫrgr har grundbetydningen stenhob, stendynge, men kan også betegne en fjeldtop eller en fjeldknold. At ordet også kom til at betegne et kultsted – ”et sted indrettet til hedensk gudsdyrkelse” [6] er blevet forklaret med, at et primitivt alter i det fri nok var en stenhob, hvorfor hørg vil være et passende ord[7]. Jørn Sandnes og andre norske stednavneforskere har udpeget en række norske lokaliteter med hørg, hvor navnet ikke kan betragtes som sakralt. Det er steder, hvor markante naturforhold peger i retning af en stenhob, en fjeldtop eller lignende. Også ældre stednavneforskere som Oluf Rygh og Magnus Olsen var opmærksomme på dette og nævner en række eksempler herpå.[8] På den anden side findes der også norske hørg-navne, hvor der hverken findes fjeldtoppe eller stendynger. Et sådant findes fx syd for Trondheim, hvor en gård i Gauldal har det usammensatte navn Horg. Her må der ifølge Olaf Rygh være tale om en gård, som er opkaldt efter et offersted, en hørg.[9] Magnus Olsen er enig med Rygh, men Jørn Sandnes mener, at navnet alligevel kan være terrænbestemt[10].

Ligesom i Danmark finder vi ingen norske eksempler på, at hørg sættes sammen med et gudenavn, men der findes flere andre sammensatte navne med hørg. I Romsdal findes et Horgheim, og flere forskellige steder i Østlandet møder vi navne af formen Horgen, der er en sammensætning af hørg og -vin. Efterleddet -vin, der betyder eng eller græsningsareal, er meget udbredt i Norge. Ifølge Magnus Olsen er denne sammensætning med til at vise, at hørg er et meget gammelt ord: ”Hǫrgin må derfor sættes temmelig langt tilbage i forhistorisk tid. . . Ældre end vikingetiden er navnet i ethvert tilfælde.”[11] – Da gården Horgheim ligger ved foden af fjeldet Romsdalshorn, er det sandsynligt, at det er denne fjeldtop, som har givet navn til gården. Horgen-navnene derimod, tolker Magnus Olsen som sakrale. Ved at undersøge navnematerialet fra de omkringliggende gårde når han frem til, at ved fem af de otte gårde er det sandsynligst, at hørg sigter til en gammel kultplads, da der findes ”sikre kultminder” på nabogårdene. Ved de sidste tre gårde er der ingen direkte indikationer, men Olsen argumenterer for, at det ville være påfaldende, hvis enslydende navne i samme egn skulle have forskellig oprindelse.

Halfdanshøjen, Buskerud i Norge. Ifølge Flateybogen blotede nordmændene til denne høj for at få del i Halfdans lykke. Illustration: clm.

At hørg vitterligt er betegnelsen for et kultsted understøttes af Den ældre Gulatingslov, der i årene efter religionsskiftet skulle håndhæve den nye tro. Heri findes bl.a. et forbud mod at blote til de gamle guder eller til høj og hørg: ”Blot er os også nægtet, så vi hverken skal blote til en hedensk gud eller til høj eller hørg.”[12] Og i kong Sverres Kristenret udtales straf over den, som ”opfører høj eller hus og kalder dem hørg.”[13] De kristne lovgivere ser en lige linje mellem hørg og hedensk kult. 

Gulatinget ligger i Vestnorge og dækker det område, som havde den største udvandring til Island. På baggrund af formuleringen i Gulatingsloven og ved at sammenholde de norske og islandske hørg-navne kommer Magnus Olsen i sit store værk om hedenske kultminder i de norske stednavne til den konklusion, at hørg i den vestlige del af Norge – i det mindste i hedendommens sidste århundreder – er blevet opfattet som et privat kultsted. Her er hørgen altså ikke stedet, hvor folk samles til religiøse fester, men stedet, hvor den enkelte søger hen for at påkalde guderne, bringe ofre og være alene. Anderledes forholder det sig i Østnorge, hvor navneformen Horgen ifølge Olsen er betydeligt ældre. Her bruges hørg udelukkende som gårdnavne, hvilket indikerer et helligsted, hvor folk samles – et offentligt kultsted. Dette stemmer også med flere af de svenske hørg-navne, hvor vi finder hørg i sammensætning med gudenavne. I ”Østnorge (specielt Sydøstnorge) – og i Sverige – kan hǫrgr fra forhistorisk tid kun påvises brugt om en offentlig helligdom.” Magnus Olsen samler trådene således: ”Der har været en tid, da hǫrgr var det almindelige ord for en bestemt art helligdom, såvel privat som offentlig. Senere er hørgen som offentligt gudsdyrkelsessted bleven fortrængt af hovet. Den har fristet en mere tilfældig og bortgemt tilværelse ved siden af hovet. . .”[14]

I det sydligste hjørne af Rogaland lidt nord for Sokndal ligger en græsbevokset høj, som hedder Rosslandsbakken. På toppen af bakken står en ejendommelig stensætning, som nærmest ligner en stor stenbænk (se illustrationen side 81). Den består af en rektangulær tonstung sten, som hviler på underliggende sten i hver ende. Konstruktionen går under betegnelsen Skammelen eller Alteret og menes at stamme fra ældre jernalder. Nedenfor højen er der fundet er stort udhugget stenhoved og et stenkar og yderligere et stenkar ved en af nabogårdene. Alle dele er hugget i samme lokale stenart og menes at have hørt sammen. Stenhovedet går under benævnelsen Rosslandguden. Hovedet og de to kar er i dag udstillet udenfor Dalane Folkemuseum nær Eigersund, men kopier er opstillet på højen, hvor de blev fundet. Arkæologer har tolket dette som et kultanlæg, hvor der er blevet ofret dyr på alteret, og hvor de to stenkar kan have haft til formål at opsamle blodet. Stenhovedet kan have været opstillet på alteret som en personificering af guderne eller forfædrene.

Området omkring Rossland er rigt på fortidsminder i form af grave, bautasten og en enkelt fallossten. Desuden findes der et stort antal teofore stednavne, der især knytter området til en frugtbarhedskult (Njord, Frej, Freja). Alteret på Rossland er blevet kaldt ”den eneste kendte og bevarede hørg i Norden”.[15]


Sverige

Hørg/horg/harg indgår i et stort antal svenske stednavne, hvoraf nogle tydeligvis tager afsæt i landskabet i betydningen stenhob, klippe, stenrig mark, mens andre må tolkes sakralt. Også her ses udviklingen at gå fra den profane stenhob over det sakrale stenalter til en egentlig kultplads. I Sverige finder vi nok de klareste eksempler på sakrale stednavne med hørg, nemlig navne, hvor hørg er sammensat med et gudenavn. I området omkring Mälaren har Per Vikstrand påvist en række hørg-navne, hvoriblandt er navnet Torshälla, en by nord for Eskilstuna, som i de ældste kilder har navnet Torsharg (Tors hørg)[16]. Navnet er en sammensætning af to sakrale led og må betragtes som et sikkert kultsted. Byen selv stammer fra ca. 1300, men dens kirke er omkring 200 år ældre og menes at være opført på eller ved den gamle hørg. Vikstrand er dog åben for, at hørg også her kan være terrænbestemt, da der omkring kirken findes flere markante klipper, som ordet kunne sigte til. På den anden side kunne dette være et eksempel på kultpladskontinuitet, hvor en kirke er opført på det gamle helligsted – et fænomen, som kendes fra flere andre lokaliteter i Sverige. For Thorstein Andersson er der ikke nogen tvivl, Torshälla er et sakralt navn, det sigter til hørgen – offerpladsen.[17] Han tilføjer, at det måske ikke er så relevant at diskutere, om hørg betyder stenhob eller offersted. Måske har vore forfædre tænkt: Her er en stenhob, som ville være velegnet som offersted. Således bevarer hørgen sin dobbelte betydning.

Mellem Stockholm og Uppsala finder vi endnu en hørg-lokalitet, som rummer et gudenavn. Landsbyens navn er i dag Odensala (Odins sal) men var i middelalderen Odhinshargher (Odins hørg). Et par kilometer nord for Odhinshargher har der førhen ligget endnu en bebyggelse, som hed Harg. Vikstrand betragter begge disse lokaliteter som kultsteder og forleddet Odin er kommet til for at kunne skelne de to hørglokaliteter fra hinanden.[18] At flere kultsteder har ligget så tæt ser han som et eksempel på det, som er blevet kaldt ”et fortættet sakralt landskab”. En række arkæologiske fund i området har indgået i overvejelserne omkring tolkningen af stedet. Blandt disse er to store koncentriske stencirkler, som arkæologerne har tolket som selve kultpladsen. Dertil kommer bygningstomter og grave. I og omkring anlægget er der desuden fundet talrige spor af rituelle aktiviteter, som kan have foregået gennem flere hundrede år. Anlægget tidsfæstes til slutningen af bronzealder eller tidlig jernalder.

I navnet Odhinshargher forbindes kultstedet med Odin, en forbindelse, som vi genfinder i navne som Odinshov, Odinsvi og Odinslund. Antallet af hørg-navne er som nævnt stort i Sverige. Fjorten af disse findes i Mälarenområdet og er gennemgået af Per Vikstrand.[19] Han understreger, at tolkningen af disse navne må foregå individuelt, og at man ikke kan generalisere. Samtidig påpeger han, at når hørg i Torsharg og Odinsharg er blevet forstået sakralt, er det vel ikke usandsynligt, at andre hørg-lokaliteter i samme område skal opfattes på samme måde.


Stendynge eller kulthus?

Selv om stednavnene dokumenterer eksistensen af hørgen som helligsted i det førkristne Norden, giver de os ikke noget billede af hørgens opbygning eller udseende. Her må vi støtte os til de skriftlige kilder. I disse finder vi hørgen som 1) et stenalter og 2) en træbygning.

1. Hørgen som stenalter under åben himmel finder vi først og fremmest nævnt i Hyndlasangen. Her roser Freja den unge Ottar med disse ord:


”Han bygged mig en hørg
af høje sten.
Nu straaler den
som det stærke glar.
Atter han rødned
med offerblod,
Ottar troed altid
paa os asynjer.”[20]


Ottar bygger en hørg af sten, han ofrer på hørgen, offerblodet farver stenene røde og ilden (eller blodet) gør stenene blanke som glas. ”Samlet set” siger Anders Hultgård, ”fremstår Hyndluljóðs hǫrgr som en opbygget stenkonstruktion, der udgjorde fokus for rituelle handlinger, inklusiv brugen af ild og rødfarvning med blod.”[21] Denne forståelse af hørg ligger indholdsmæssigt tæt på ordets etymologi.

2. Hørgen som bygning støttes af formuleringen i Sverres Kristenret, som vi allerede har været inde på, hvor der blev udtalt dom over den, som ”opfører høj eller hus og kalder dem hørg.” Kort efter religionsskiftet kan hørg tilsyneladende betegnes som et hus. I Vølvens Spådom og Grimnirsmål bruges udtrykket ”den højttømrede hørg,”[22] et udtryk, som dårligt passer på et alter opbygget af sten. I skjaldedigtet Rekstefja tales der om at afbrænde hørge.[23] I Snorres Edda betegnes gudindernes bolig som hørg, sal og hus: ”Et andet hus (salr) byggede de; det var en hørg (hǫrgr), som tilhørte gudinderne, og det var en smuk bygning (hús).”[24]

Selv om der har været gjort forsøg på at forene de to tolkninger i en træ- og stenkonstruktion[25], så er Olaf Olsens udredning af ordet nok det, som giver mest mening. Han skitserer: ”At hørgen som kultfænomen er af ældre oprindelse end hovet, er der ingen grund til at betvivle . . . Vi kan formode, at man tidligt har betegnet forhøjninger af sten i terrænet, naturlige som kunstige, med hörgr, og at ordet dernæst kom til at betegne de stendynger, der hos germanerne som hos så mange andre folk blev helligsteder. I takt med den nordiske religions udvikling ændredes også den kultiske hørg. Som flere arkæologiske fund fra ældre jernalder viser, kunne det ske, at man satte gudebilleder på eller ved stendyngen, i begyndelsen plumpe støtter af træ, siden hen måske mere naturalistiske billeder. Hørgen, som tidligere havde været sæde for mere eller mindre ubestemte »magter«, blev således sine steder bolig for en personificeret guddom, og måske af hensyn til denne, måske for at skåne kultstøtten mod vejrliget, kan man have rejst en overbygning over helligdommen. Hørgen blev hus. Træbygningskunstens høje stade i vikingetiden giver os anledning til at formode, at sådanne huse kan have været både kunstfærdigt byggede og rigt udsmykkede. Derimod er der næppe grund til at tro, at hørghusene i almindelighed har været store bygninger. De skulle jo ikke som hovene tjene som ramme om pladskrævende kultmåltider, men har antagelig blot skullet give ly for kultbilledet og rum for ofringen til guddommen . . . Vi kan kun konstatere, at den åbne hørg og hørgen med hus må have eksisteret side om side i vikingetiden.”[26]



Hov

I modsætning til hørgen omtales hovet aldrig alene i Eddaen. Det hedder altid ”hørg og hov”. Hov står som en tilføjelse til hørg. Dette ser den norske arkæolog Bergljot Solberg som et udtryk for, at hørgen går længere tilbage end hovet. Som vi har set nåede Magnus Olsen og Olaf Olsen samme resultat. Om en tidsfæstelse siger Solberg, at ”ordningen med hov. . . var den dominerende i tidsrommet 600- til 900-årene,”[27] dvs. sen jernalder og vikingetid. Som tidligere nævnt kendes ordet hov fra andre oldsprog med lidt vekslende betydning. Det forekommer i sin grundbetydning ”en forhøjning, en lille høj,”[28] men på nordisk grund er den sakrale betydning fremtrædende.


Danmark

I Danmark findes fire lokaliteter ved navn Hov (ved hhv. Thisted, Langeland, Middelfart og Odder), men i ingen af tilfældene udspringer navnet af hov/hof. Et stort antal navne har hov som forled (fx Hovager, Hovbakke, Hovbjerg, Hovby, Hovdal, Hove, Hoven, Hovgård, Hovhøj, Hovkær, Hovmose, Hovskov, Hovslund, Hovsvold, Hovvang). Disse og mange tilsvarende navne er blevet analyseret og ingen indeholder hov/hof i deres ældste form. Også som efterled finder vi hov i et antal danske stednavne, om end et ret begrænset antal (fx Hindshov, Knasterhov, Lydhov), men mønsteret er det samme: efterleddet stammer ikke fra hov/hof. Danske stednavne kan således ikke kaste lys over hovet. Det kan vel ikke udelukkes, at ordet hov slet ikke har indgået i det gammeldanske ordforråd, men det forekommer ikke sandsynligt, når det findes i alle vore nabolande.


Norge

I modsætning til Danmark er hov/hof hyppigt i Norge både som usammensat og sammensat stednavn. Selv om ikke alle norske stednavne af denne type kan gives en sakral tolkning, så kan det norske stednavnemateriale med dette ord ikke undgå at gøre indtryk. Antallet af usammensatte hov/hof-navne er gjort op til ikke færre end 85[29]. Som sammensat navn forbindes det 24 gange med guderne Odin, Tor, Frej, Njord og Ull (Óðinshof, Þórshof, Frøy(s)hof, Njarðarhof og Ullinshof). Ud over de her nævnte navne findes der et stort antal sammensatte hof-navne, hvori der indgår efterled som i Hofvin, Hofland, Hofheimr, Hofstad osv. Dertil kommer nogle få hof-navne med forled fx Steinshof, Flekkehof, Heinhof. Summen af sammensatte og usammensatte navne med hov/hof er gjort op til knap 200 i Norge[30]. Opgaven bliver da at tolke disse mange navne, så vi kan danne os et indtryk af, hvor mange af dem der refererer til et hedensk kultsted. Etymologien gav os tre tolkningsmuligheder: høj, gård eller kultsted.

Hvis de norske stavkirker bygger på de hedenske kulthuse, kan indgangsportalen til hovet have lignet denne fra den nu nedrevne Årdal Stavkirke i Årdal sogn. Illustration: clm.

For Magnus Olsen var et gårdnavn med hov/hof som udgangspunkt ensbetydende med, at her i førkristen tid havde været et gudehov. Navneforskere i dag ville nok udtrykke sig lidt mere forbeholdende. For eksempel kan man ikke se bort fra, at flere østnorske dialekter har bevaret den gamle grundbetydning af ordet som en forhøjning eller en lille høj. I det østnorske område må sådanne forhold veje tungt. Et andet forhold er, at flere af Hof-gårdene er forholdsvis store og centralt beliggende, hvilket har fået Jørn Sandnes m.fl. til at foreslå, at den tyske betydning af hof – gård – kan have været anvendt. På den anden side så vi i omtalen af centralpladser, at det netop var på de store høvdingegårde, at kultfesterne blev afholdt.

Når alt navnestoffet med hov/hof er gjort op, står vi tilbage med et stort antal navne, hvor det ud fra den enkelte lokalitet ikke er muligt at afgøre, om navnet skal tolkes på den ene eller den anden måde. Men da det er hævet over enhver tvivl, at der findes norske stednavne, hvor hov/hof kræver en sakral tolkning – således de 24 hov/hof-navne[31], som er sammensat med et gudenavn – ville det være usandsynligt, om ikke i det mindste en andel af de øvrige hov/hof-navne var sakrale og sigtede til et gudehov. Dertil kommer at hof og hofstaðir ubetinget er de mest benyttede betegnelser for hedenske kultsteder i de skriftlige kilder, islændingesagaerne og kongesagaerne.

Endelig kan spørgsmålet om kultpladskontinuitet måske kaste lys over nogle af de uspecificerede hof-lokaliteter, altså om de første kirker er blevet opført på gamle kultsteder. Forskere har gennem tiden haft forskellige opfattelser af dette spørgsmål[32], men i dag er der næppe nogen, som vil hævde, at en sådan kontinuitet ikke har fundet sted. Som vi så tidligere, har arkæologiske udgravninger ved Frösö kirke i Sverige påvist dette. Tilsvarende konklusion er norske arkæologer kommet til efter udgravning af Mære kirke. Hertil kommer vidnesbyrdet fra stednavnene. Per Vikstrand repræsenterer et balanceret syn, når han siger: ”Det står i dag klart, at man ikke kan regne med en generel kultpladskontinuitet; samtidig er det hævet over enhver rimelig tvivl, at visse kirker blev opført på eller i umiddelbar nærhed af førkristne kultpladser.”[33]

Med dette i mente er resultatet af en af Magnus Olsens undersøgelser interessant. Han har undersøgt de 85 usammensatte hof-navne og sammenholdt dem med de ældste kirkers beliggenhed. Her viste det sig, at der på halvdelen af hof-lokaliteterne var opført en kirke enten på stedet eller i dets umiddelbare nærhed. Ræsonnementet er, at siden vi ved, at kirker i nogle tilfælde blev opført på gamle kultpladser og at kultpladser kunne kaldes hof, så er det sandsynligt, at de hof-lokaliteter, hvor der ligger kirker, kan have udgjort førkristne kultpladser. Disse gamle hove har ikke haft andet navn end ”hov” eller ”hovet”. Magnus Olsen trækker parallellen til nutiden, hvor sognets kirke også kan omtales blot som ”kirken” uden behov for nærmere præcisering. Således også i førkristen tid, når man talte om ”hovet”. Alle ville vide, at der var tale om det lokale hov. 

At nogle hove har været opkaldt efter en bestemt gud, kan vel bedst forklares ved, at den pågældende gud indtog en særlig plads ved det pågældende hov. Et Odinshof er et gudehov helliget Odin, et Torshof et som er helliget Tor osv. Som vi har set, træffer vi desuden hove for Frej, Freja, Njord og Ull. Ved Hamar ligger endvidere en gård, som hedder Vidarshof. Omkring gården findes et stort gravfelt med nogle af områdets største gravhøje. Arkæologer har udgravet tomten af et langhus fra jernalderen på stedet. Ifølge Oluf Rygh består navnet ganske rigtigt af forleddet Vidar og efterleddet hof. Vidar var Odins tavse søn, som ved dagenes ende skulle hævne sin fader ved at tage livet af Fenrisulven. Hvis navnet hentyder til gudesønnen, vil det være det eneste eksempel i de norske stednavne. Derfor finder Rygh det usandsynligt, at der ligefrem skulle have været et gudehov for denne tilbagetrukne gud, og hælder i stedet til at Vidar her må være et personnavn.[34] Selv om de hof-navne, hvortil der knytter sig et gudenavn, er de mest sikre sakrale navne, så har de usammensatte hof-navne utvivlsomt ofte kultisk betydning, siger Thorsten Andersson.[35]

Blandt et stort antal andre sammensatte navne med hof er de hyppigste Hofland, Hofvin og Hofstad. Efterleddet i Hofland indgår også i en række stednavne med gudenavne (fx Ullarland, Frøysland, Frøyland, Torsland), og det vil være nærliggende også at give Hofsland en sakral tolkning. Efterleddet i Hofvin betyder som tidligere nævnt eng eller græsningsområde, vi mødte det også som efterled til hørg. Navne med dette efterled anses for at være meget gamle, og Magnus Olsen foreslår, at Hofvin kan have været et kultsted under åben himmel[36]. Hofstad, der på dansk ville være Hovsted, svarer til det islandske Hofstaðir. Som vi senere skal se, er dette navn en udbredt betegnelse for gårde med gudehus på Island.

Det meget store antal hov-navne i Norge har vakt undren, ikke mindst når man medregner, at et betydeligt antal navne kan være glemt eller afløst af andre. Med udgangspunkt i den islandske administrative inddeling af landet i vikingetiden forestillede Magnus Olsen sig, at Norge i førkristen tid var delt ind i sogne med hvert sit gudehov i stil med de senere kirkesogne. Denne sogneinddeling skulle være forklaringen på det store antal hove. Teorien støttes ikke i dag. – Hvis vi opfatter hovet som en selvstændig, kunstfærdigt opført bygning, forekommer antallet af hov-navne unægtelig stort. Men opfatter vi hovet som betegnelsen for en gård, hvorpå der blev holdt blotfester for folkene på de omkringliggende gårde, forekommer antallet ikke unaturligt højt.


Sverige

Vi retter nu blikket mod Sverige for at se, om stednavnene der kan bidrage til forståelsen af hovet. Antallet af svenske hov-navne er gjort op til i alt 36[37]. Kun i et enkelt tilfælde forbindes det med et gudenavn, nemlig Ullarhov (nu Ullered) i Västergötland. Ikke desto mindre fremhæver Per Vikstrand navnenes sakrale betydning. Hverken tolkningen høj eller gård finder han særlig brugbare, fordi der er tale om så almene begreber, at de begge ville passe på langt de fleste lokaliteter. I stedet retter han blikket mod den norsk/islandske tolkning af ordet. Han mener, at traditionen for en sakral tolkning i dette område er så velunderbygget, at det ville kræve stærke argumenter at tolke ordet anderledes på svensk område. At det på germansk område tolkes som gård ændrer ikke på, at hof allerede i de ældste eddadigte anvendes med sakral betydning, hvilket understøtter, at denne forståelse af ordet er gammel i Norden.

Vikstrand berører også spørgsmålet om kultpladskontinuitet. Ligesom i Norge er der på eller i umiddelbar nærhed af halvdelen af de svenske hov-lokaliteter opført en kirke. Disse kirker er desuden påfaldende gamle, og flere af dem ser ligefrem ud til at gå helt tilbage til kristningstiden. En af kirkerne, Fors kirke i Södermanland, kan ifølge Eskilslegenden ligefrem sættes i forbindelse med den engelske missionær Eskil, der i 1080 blev slået ihjel efter at have talt dunder ved en hedensk offerfest.  – Om en anden lokalitet, Hov ved Växsjö, fortæller Sigfridslegenden, at det var ”landets gods” (dvs. fælles ejendom), men at det senere blev skænket til kirken.[38] Igen er det nærliggende at forestille sig, at den nye tros gudehus er blevet opført på eller ved den gamle kultplads, hvor mennesker gennem generationer havde været vant til at samles.

Når det kommer til spørgsmålet om, hvad nordboerne selv har forstået ved et hov, tager Vikstrand afsæt i Olaf Olsens konklusioner: ”Skal vi sammenfatte den viden om det nordiske hov, som kan uddrages af de litterære kilder og stednavnene, må vi frem for alt hæfte os ved, at fænomenet øjensynligt tilhører den lokale kult, og at ordet hof ikke i sig selv behøver at henvise til en egentlig kultbygning, men snarere anvendes til at betegne den gård, der var sæde for den fælles gudsdyrkelse. Af kilderne fremgår ikke, hvorvidt denne funktion har impliceret opførelse af særlige sakrale bygninger på gården, men den viden, vi i øvrigt besidder om hedenske kultforhold, giver for så vidt ingen anledning til at formode, at dette i almindelighed skulle være tilfældet. I den udstrækning de kultiske handlinger er foregået inden døre, kan man have anvendt gårdens storstue eller gildeshal, som med henblik på denne benyttelse kan have været af betydelig størrelse og forsynet med særligt kultinventar. Hallen kan endvidere have haft en udsmykning af religiøse billeder, måske udskæringer på højsædestøtter, men dog sikkert især i form af tæpper, som blev taget ned, når rummet mellem festerne tjente som opholds- og arbejdsstue for gårdens folk.”[39] Men Per Vikstrand understreger også, at vi ikke kan se bort fra de mange arkæologiske fund, som er gjort gennem de seneste 25 år, hvoraf flere rummer værdifuld viden, som kan kaste nyt lys over det religiøse liv på høvdingegården og dermed over, hvordan vi skal forstå ordet hov. Fælles for de meget store haller, som er fundet flere steder i Norden, er, at de består af ét stort rum, og at arkæologerne ikke finder samme efterladenskaber her som i et beboelseshus. Vi skal i de næste kapitler se nærmere på nogle af sådanne anlæg, her skal vi blot konstatere, at Per Vikstrand og en række andre forskere i dag mener, at netop disse haller må have dannet ramme om de store kultfester. Ifølge Anders Hultgård kan man regne med, at hallen var det normale samlingssted ved de store offerfester, som netop udgjorde ”en konstituerande del av fornskandinavisk kult.”[40] Vikstrand ser hallen som mere end et religiøst samlingssted. Der må have været stor social status i at opføre og eje en hal af sådanne dimensioner, så hallen har kunnet være en magtdemonstration, der også havde til formål at konsolidere høvdingens position i samfundet.

Nu kunne man mene, at vi endelig var ved at have fået bugt med ordet hov, men når man har med stednavne at gøre, er der altid nogle brikker, som ikke passer i puslespillet. Sådanne brikker finder vi også blandt de svenske stednavne med hov. Ikke alle hov-navne ligger på lokaliteter, hvor der har ligget en storgård. Man har da foreslået, at hov-lokaliteten kunne være en udlæggergård fra en større gård og at udlæggergården havde taget hov-navnet med sig. Eller at hov-lokaliteten var hallen, som havde hørt til den store gård. Men i flere tilfælde er sådanne forklaringer ikke sandsynlige, da der visse steder kan være en elv, et vidtstrakt skovområde eller lignende mellem hov-lokaliteten og den store gård. Vi må nok affinde os med, at i ethvert stednavnestudium vil der mangle nogle brikker mens andre vil være tilovers.



Vi

Den tredje betegnelse for et nordisk kultsted er ordet vi (oldnordisk: ). I sin grundbetydning (hellig) er ordet sakralt ikke bare på oldnordisk men også på oldengelsk og oldhøjtysk. Flere forhold tyder på, at det hellige vi var afgrænset og indhegnet.

Ordets tilknytning til førkristen religion afspejles også i et gudenavn som , Odins broder, fællesbetegnelsen for guderne véar, som betyder ”de hellige” eller det gotiske weiha, som er ordet for en hedensk præst. Ligesom vi så, at Eddadigtene kan bruge ordet hov om gudernes egne boliger, er der også eksempler på, at vi anvendes på denne måde.[41]


Danmark

Broddenbjergmanden. Illustration: clm.

Hvad vi i Danmark mangler af hov-lokaliteter, har vi til gengæld, når det kommer til navne med vi. Vi har allerede set på flere af disse. De vier, som er knyttet til en bestemt gud er alle helliget Odin: Odense på Fyn, Oddense i Salling, Vojens i Sydjylland. Der findes dog også en række navne med vi, som ikke forbindes med Odin eller nogen anden gud. Blandt disse navne kan ud over Viborg nævnes Vium nord for Ringkøbing, Viuf syd for Vejle, Vemb vest for Holstebro, Vibøge på Als, Vivede ved Faxe, Viby to steder på Fyn, Viby ved Århus og Vimose nord for Odense. Lad os se nærmere på to af disse.

Mandsmaske fundet i Vimose ved Odense. Illustration: clm.

Viborg er en af Danmarks ældste byer. De ældste arkæologiske spor af bebyggelse går tilbage til 700-tallet. Bydannelsen sættes til sidste halvdel af 900-tallet. Men Viborgs historie går langt længere tilbage. Navnet Viborg (tidligere: Wibjerg, Wibiærgh, Wybærgh) betyder viet på bjerget og vidner om, at her har ligget et gudevi i førkristen tid. Her findes ganske vist ikke noget bjerg, men Viborg ligger højt i terrænet. Da Viborg Domkirke ligger yderligt højere og man under domkirken har fundet spor af en trækirke fra omkr. 980, er flere af den opfattelse, at kirken kan være bygget oven på det gamle vi. Hvis dette er sandt, vil vi her have endnu et eksempel på kultpladskontinuitet i overgangen fra hedendom til kristendom. Men Viborg som kultsted går endnu længere tilbage. På Viborg Golfbane ligger der nogle småsøer, som udgør resterne af den tidligere Broddenbjerg Mose. I denne mose fandt man under tørvegravning i 1880 den siden så berømte Broddenbjergmand sammen med flere andre spor fra bronzealderen. Broddenbjergmanden er en knap én meter høj egetræsfigur, som i lighed med de mandlige figurer på helleristninger og Frejstatuetten fra Lunda er forsynet med et overdimensioneret lem. Her er øjensynligt tale om en frugtbarhedsgud. Figuren blev fundet ved en opstablet stenhob på hen ved 200 håndstore sten. Ovenpå stenhoben stod en lerkrukke, som dog gik til ved fundet. Broddenbjergmandens ben endte spidse, hvilket kunne indikere, at figuren havde stået oprejst i stenhoben. Ved mosen er desuden fundet spor efter flere end 500 såkaldte ’jordovne’, dvs. gruber, hvori der kan være tilberedt mad. Arkæologer er i dag enige om, at disse fund fortæller historien om et stort kultsted ved den hellige mose, og at mennesker har været forsamlede her for at ofre til guden – personificeret ved Broddenbjergmanden.[42] Kombinationen af det sakrale navn Viborg, fundene fra offermosen og indikationer af et helligt vi gør, at Viborg angiveligt har en lang historie som kultsted.

Næste nedslag er Viby – i dag en bydel af Århus. Stednavneforskere fortæller, at forleddet i de to Viby’er  på Fyn er vi i betydningen hellig plads. Men ser vi på de ældste kilder til Viby ved Århus, finder man både forstavelsen wi (vi, helligsted) og forstavelsen with (vid/ved, dvs. træ, skov). Den ældste form er wi (Saxo, ca. 1200). Selv om den anden form dukker op flere steder og ligeså alternativet wic (vig), så er der flere ting, som tyder på, at den ældste form er den korrekte. To sakrale navne i Viby kan måske give et fingerpeg om, hvilke guder viet var helliget til. Hvor Viby Idrætspark i dag ligger, lå førhen en eng med navnet Tyrseng grænsende op til den lille Døde Å. Og lidt vest for Viby ligger Onsholt, Odins holt (Odins skov). Begge disse navne fortæller, at Viby har været et sted, hvor guderne er blevet æret og hvor områder er blevet opkaldt efter dem. I den nordlige udkant af Viby har arkæologer fundet, hvad de anser for spor af offerhandlinger i form af dyreknogler i en lille mose. Få meter herfra har man fundet en gammel helligkilde, Niels’ kilde, som har været i brug fra 1180-1600 i håb om guddommelig hjælp. Arkæolog Hans Skov siger, i forbindelse med disse fund: ”Det er sandsynligt, at nogle af de helligkilder, der søgtes i middelalderen, er udtryk for en videreførelse af hedenske traditioner.”[43]

Med til diskussionen om danske vier hører også Ejnar Dyggves tidligere omtalte teori. En ejendommelig V-formet stensætning ved Jelling og en tilsvarende vinklet struktur ved Tibirke på Nordsjælland, fik Dyggve til at fremsætte den teori, at disse V’er kunne udgøre resterne af førkristne vier, som indhegnede kultpladser. I sin afhandling afviste Olaf Olsen dog teorien helt for Tibirke, og hvad Jelling angik, tolkede han v’et som den ene halvdel af en kolossal skibssætning, en tolkning, som ikke alle arkæologer så lyset i[44]. Den væsentligste indvending var, at stensætningen i Jelling bestod af lige linjer, hvorimod linjerne i en skibssætning altid er krumme. Med tiden har Olsens tolkning dog vundet almindelig tilslutning.

Endelig kan vi ikke forbigå Glavendrupstenen nord for Odense. Stenens tekst er dateret til 900-950 og er Danmarks længste runeinskription. Stenen er som mange andre runesten viet til Tor og er rejst til minde om en mand ved navn Alle den Blege. Det er hans kone Ragnhild og deres sønner, som har rejst stenen. I teksten kan man om Alle den Blege læse, at han var ”viernes gode”. En gode er en hedensk præst, så Alle har været stedets religiøse overhoved. Og han har ikke blot haft ansvar for ét men flere vier. Har et af disse været Odinsvi – Odense? Eller den store Vimose, som ligger mellem Glavendrup og Odense. At denne mose har været et flittigt benyttet helligsted, vidner ikke blot navnet om, men også fund af meget store våbenofringer fra yngre jernalder. Der er ikke noget i vejen for, at viet skulle have bevaret sin status som helligsted til Alle den Bleges tid. Kultsteders hellighed aftager som regel ikke med alderen.


Norge

Norske navne med vi skrives ve og på gammelnorsk . Der findes et betydeligt antal sammensatte norske stednavne med ve, men Jørn Sandnes – og før ham både Oluf Rygh og Magnus Olsen – understreger forvekslingsrisikoen, når de siger, at størstedelen af de stednavne, som har forleddet ve- ikke går tilbage til (helligdom) men til við (træ, skov).[45] Dette betyder, at antallet af sikre norske sakrale ve-navne er ganske begrænset.

Modsat Danmark og Sverige danner ve aldrig efterled i de norske stednavne. De findes heller ikke i sammensætning med et gudenavn, svarende til et dansk Odinsvi eller et svensk Ullarvi. Som usammensat navn (Ve) angiver Sandnes, at der kun findes 6 sikre og 2 usikre gårdnavne. Som sammensatte navne findes det i Vessal og Veøy (men ikke i Vestad). Veøy er en lille ø ud for Midfjorden i Romsdal. Vessal er et gårdnavn sammensat af og salr (sal, bygning). Denne gård ligger i Flå, Buskerud. Efterleddet -sal findes også ved andre norske sakrale navne fx Odinssal. Oluf Rygh gør opmærksom på, at Vessal ligger på en skråning lige overfor en gård ved navn Ve. Han foreslår, at Vessal kan have hørt til gården Ve.[46] I så fald måtte man antage, at en kultbygning kan have stået ved Vessal. Bag gården Ve (i dag delt i et Øvre og et Nedre Ve), ligger en fjeldbakke, som har navnet Veberget.

Blandt de mange oldtidsfund på Tysnes er denne runesten. Forskerne har ikke været i karakteristisk på grund af de to fodsåler, som stand til at tyde teksten, men stenen er også kendes fra helleristninger, hvor de som regel tillægges en rituel/religiøs betydning.Illustration: clm.

En anden gård ved navn Ve findes på den tidligere omtalte ø Tysnesøy i Hordaland. Denne ø er i sig selv spektakulær for sine mange sakrale stednavne. Den norske filolog Eldar Heide siger ligefrem, at den nordlige del af øen har ”den sterkaste konsentrasjonen av sakrale stadnamn i landsdelen, kanskje i heile Noreg.”[47] Som allerede nævnt var øens oprindelige navn ikke Tysnesøy men Njarðarlǫg, hvilket betyder Njords lovområde – altså området, hvor guden Njords lov var gældende ret. Navnet Tysnes (Tyrs næs) går egentlig tilbage til en gård af samme navn. Denne gård har tidligere været kirkested. Ud for Tysnesgårde (der er flere nu) ligger en lille klynge småøer, som før hed Godøyene (gudeøerne). Overfor Tysnes ligger så gården Ve. Om det er Tyr eller Njord, som særligt er blevet dyrket her, kan vi kun gætte på. Et skær ud for Ve hedder Helgestein (Helligstenen). To gårde på øen hedder Lunde, hvilket kan være sakralt, sigtende til offerlunde. Syd for den ene af disse ligger en lille sø, som hedder Vevatnet (det hellige vand). På østsiden af øen ligger gården Hovland, der også sigter til religiøs aktivitet. Og – for at gøre billedet komplet – findes der også en hørg-lokalitet blot et par kilometer syd for gården Ve. Der er her tale om en fjeldknude ved navn Horge. Jørn Sandnes afviser dog, at der her er tale om et sakralt navn ud fra fjeldtoppens form. Og det er muligt, at han har ret. Men Eldar Heide har en pointe, når han siger, at formen på en fjeldtop ikke behøver at modsige, at der kan ligge religiøse forestillinger bag.[48] Under alle omstændigheder er det et faktum, at vi i det frodige sakrale navnemiljø på Tysnes finder alle betegnelserne for et kultsted – hørg, hov, vi og lund.

Ud over de her nævnte lokaliteter kan navnet Ve spores tilstrækkelig langt tilbage på disse gårde: Ve i Etnefjorden, Hordaland, Ve i Øvre Årdal, Sogn og Fjordane, Ve i Vindafjord, Rogaland, Ve i Sande i Vestfold og Ve i Ringerike i Buskerud. Det billede vi får af norske kultstedsbetegnelser er dog, at hov/hof er den altdominerende betegnelse og at vi/ve kun sjældent indgår i stednavne. Samme billede så vi i de tidlige kristne lovtekster, som taler om hov og hørg, men ikke om vi. At vi/ve ikke desto mindre er blevet benyttet i Norge, fremgår ikke kun af de anførte vi-navne, men flere af de norsk-islandske skjalde anvender betegnelsen i deres digte, ligesom det indgår i den faste vending ”varg i veum”, en ulv i viet – dvs. en person, som krænker helligdommen. Da den norske Hakon Jarl havde genrejst de hedenske helligdomme efter det første mislykkede kristningsforsøg, digtede den islandske skjald Einar Skåleglam (d. omkr. 995) disse linjer:


”Snart den kloge kriger
(kendt af hele folket)
atter lod de ødte
ase-vier () rejse.
Vidnesbyrd om valen
vidt omkring han bragte
over søen – sikkert
sendtes han af guder.


Guder atter gunstigt
gavner os ved blotet;
støt sin hæder stallets
stærke skærmer øger.
Nu – som førhen – findes
frodig jordens grøde;
viets () værner lader
vogte helligsteder.”[49]


Vi ser således, at vi ikke blot er en meget gammel betegnelse for et helligsted, men at man også i hedenskabets sidste århundrede brugte det som en kultpladsbetegnelse i Norge.


Sverige

Vi-navne i Sverige er talrige. Elias Wessén har identificeret ikke færre end 80 lokaliteter, hvor vi er sammensat med et gudenavn som Ullevi, Frösvi osv. I Wesséns oversigt knyttes vi til guderne Ull, Skade, Frej, Njord, Odin og Tor.[50] Flest navne (18 eller 19) knytter sig til Ull, hvilket ifølge Olaf Olsen taler for, at en betydelig del af de svenske vier går længere tilbage end vikingetiden. Ud over disse har Sverige et meget stort antal af andre sammensatte og usammensatte vi-navne. I sin store undersøgelse af området omkring Mälaren har Per Vikstrand lokaliseret 49 navne alene i dette område.[51] Vi skal her se nærmere på nogle af de lokaliteter, som han og andre har undersøgt.

Mellem Nyköping og Södertälje ligger landsbyen Hölö. I udkanten af Hölö ligger en lokalitet, som hedder Vi. Gården, som har ligget her kan ikke spores længere tilbage end ca. 1500, men ifølge Vikstrand kan der ikke herske tvivl om, at navnet er gammelt, dels er området specielt, dels findes her flere fortidslevn, som vidner om beboelse. Omkring 500 meter fra Vi ligger en kilde, som på kort anføres som Offerkälla (offerkilde) og yderligere 300 meter derfra findes ruinerne af en gammel stenkirke (Hölö kyrkoruin) fra 1100-tallet. Nogle runeristede stenstykker ved ruinen indikerer, at kirken har haft en forgænger. Offerkilden kan have været knyttet til viet, men det var kirken, som eftertiden kom til at forbinde den med – nu under navnet Sankt Ragnhilds Kilde. Det er dog ikke usandsynligt, at såvel den gamle kultplads som den gamle offerkilde er blevet overtaget af den nye religion og tillagt et nyt indhold. Vikstrand siger: ”Man står här inför en synnerligen intressant plats, där det rumsliga sambandet mellan det förkristna viet och den tidiga kyrkan är synnerligen påfallende.”[52]

15 km vest for Örebro ligger Götavi, som bl.a. er beskrevet af arkæologen Kenneth Svensson, som var med ved udgravningen i 2005.[53] Götavi ligger i et forholdsvis vådt område ikke langt fra Svartån. Her fandt arkæologerne en fast lerplatform på 15 x 18 meter. Der var spor efter ca. 50 stolpehuller omkring den, men de var for små til, at de kunne have understøttet en bygning. Der var snarere tale om pæle, som havde omkranset pladsen. Ved undersøgelser af lerbunden fandtes hverken potteskår, metalrester eller benstumper, som man kunne have ventet. Derfor blev der foretaget en række kemiske analyser af den faste lerbund. Disse prøver viste en stor koncentration af animalske fedtsyrer – altså rester af blod – på et ganske bestemt sted i den nordlige ende af platformen. Dette blev tolket som spor efter ofringer af dyr, hvilket talte for, at her havde været et kultsted. Stolpehullerne omkring platformen markerede, at pladsen havde været afgrænset med en form for hegn, hvilket pegede i samme retning. Da arkæologerne begyndte at grave i lerlaget, gjorde de endnu et usædvanligt fund. Under leret var hele platformen omhyggeligt brolagt med sten i et mønster, som udgjorde ni rektangulære felter med en lille afstand i mellem. Kenneth Svensson har rejst spørgsmålet, om der skal ses en mytologisk symbolik i dette, når man ser, hvor ofte nitallet optræder i mytologien. Uanset hvad svaret måtte være herpå, så konkluderer han: ”Lämningarna vid Götavi kan med stor sannolikhet antas utgöra resterna av en kultplats.”[54]

I Sorundabygden syd for Stockholm findes en klynge sakrale navne, som ifølge eksperterne udgør spor efter et kultområde, der går tilbage til yngre jernalder. Midt i området ligger Tøravi (nu Tyrved). Navnet menes at sigte til et område, som hedder Tör og skal således forstås som viet i Tör – eller törboernes vi. At viet er blevet kaldt således kan hænge sammen med, at man har haft brug for at kunne skelne dette vi fra et andet, det nærtliggende Ullevi lidt syd for Tøravi.  Mindre end en kilometer fra Tøravi ligger Gudhaby (nu Gudby). Dette navn sigter ikke til guden men til goden, den hedenske præst. Lidt nord for Tøravi ligger Frölunda (Frejas lund) og imellem Tøravi og Frölunda rejser Torsberget sig. Hertil kommer, at der på dette begrænsede område er en usædvanlig stor rigdom af fortidslevn, heriblandt tolv store høje med en diameter på over 20 meter og et stort antal beboelseslevn.  I dette område har vi med andre ord to vier og en hellig lund, vi har placeringen af godens gård, vi har stednavne med guderne Ull, Freja og Tor, og vi har en række arkæologiske spor af et levende jernaldersamfund. Vi har her, hvad Per Vikstrand kalder ”en centraliseret kultplads” for Tørområdets flere hundrede indbyggere. Kombinationen af Tøravi og Gudhaby er ifølge Vikstrand påfaldende, idet det vil være nærliggende at forstå Gudhaby som sæde for den gode, som har bestyret viet og stået i spidsen for de rituelle handlinger på kultpladsen.[55]

At viet har været en kultplads – et sted, hvor der foregik religiøse ritualer – fremgår af den gamle gotlandske Gutalov og Gutasaga, der refererer til en tid, hvor kristendommen har fået overtaget og giver forbud mod at dyrke de gamle guder. Heri tales der om ”blot i vi.”[56] Det vi, som her refereres til, skulle have givet navn til Viby på Gotland. På dette vi blev der altså blotet, dvs. ofret til guderne.

Noget tyder på, at et vi ikke blot var et kultsted, men også et såkaldt fredhelligt sted, som det kendes fra tingstedet, hvor der ikke måtte bæres våben endsige begås drab. Per Vikstrand har gjort opmærksom på en runeinskription fra Östra Husby i Östergötland. På den såkaldte Oklundasten står følgende tekst: ”Dette ristede Gunnar, ristede disse runer. Skyldig flygtede han og søgte op til dette vi.”[57] Gunnar er skyldig (i drab?) og søger tilflugt i viet. Viet anses som et sikkert sted, et fristed. Måske skal der her ses en sammenhæng med det oldnordiske ord vébönd, et bånd, som blev brugt til at indhegne det fredhellige tingsted, hvor retten holdtes. Da ordet egentlig betyder vi-bånd, er det nærliggende at antage, at det oprindeligt har hørt til viet og sidenhen er overført til tingstedet. Er dette tilfældet, har viet været indhegnet, og den som søgte tilflugt i viet var i sikkerhed, når han nåede indenfor det hellige bånd – vébönd.

Tanken om viet som et fredhelligt sted kommer indirekte til udtryk i Gutasaga[58]. Her fortælles det, at en kristen ved navn Botair fra Akebæk havde bygget en kirke på Gotland, men at de hedenske gotere ikke ville finde sig i det og brændte den ned. Men Botair byggede atter en kirke denne gang inde i selve viet. Da hedningerne også ville brænde denne ned, kravlede Botair op på taget, og en af hans mænd advarede hedningerne og sagde, at de ikke kunne brænde kirken eller manden, da de begge befandt sig i viet. Hermed sigtede han til viets hellighed og beskyttelse. Her måtte ingen voldshandling eller afbrænding finde sted. Viet var helligt. Kirken blev stående.

Inskriptionen ved Oklunda er hugget direkte ned i klippen, og markerer dermed den præcise placering af ”dette vi”. Da der ikke kendes til noget vi ved Oklunda, mener Vikstrand, at der muligvis kan være tale om et vi, som har tilhørt gården på stedet. Ved at sammenholde dette med den store centrale kultplads, Tøravi, når han den konklusion, at betegnelsen vi både kan dække over store rituelle pladser, som anvendtes af mennesker i et stort område og over mindre mere private kultpladser. Dette bekræftes af en lang række vi-navne, hvor der ikke findes spor af store centrale pladser.[59] Viernes udformning lader til at have varieret betydeligt. ”Kanske”, siger Vikstrand, ”bör vi betraktas som en samlingsbeteckning för platser som varit vigda til makterna, skådeplatser för kult eller ställda under särskilt gudomligt beskydd, såsom tingplatser avgränsade med vébǫnd.”[60]



Lund

Kongeegen, som i dag må støttes af flere krykker, er Nordeuropas ældste træ. Det stod her ikke blot i vikingetiden men også en betydelig del af jernalderen. Illustration: clm.

Der er i de foregående kapitler flere gange refereret til navne med lund som sakrale i udtryk som ”den hellige lund” o. lign. Denne anvendelse af ordet skal her begrundes. I sig selv er ordet lund ikke et sakralt ord. Ifølge Ordbog over det danske Sprog er grundbetydningen ”en mindre skov.” Ordbogen tilføjer dog, at ordet også optræder i betydningen ”en lille skov . . . , der er under røgt og pleje og anvendes som lystskov, som ramme om grav, mindesten . . . eller som offersted, helligdom (jfr. offerlund).”[61] Vi skal her se nærmere på den sidstnævnte tolkning.


Danmark

Talrige småbyer og skove ender på -lund eller -lunde. Stednavneforskeren Birgit Eggert opfører således omkring 250[62] bebyggelser med lund i sine indledende studier af denne gruppe[63]. Almindeligvis regnes sådanne stednavne blandt de ældste i Norden. Dels sammensættes de med gudenavne og dels forekommer de relativt hyppigt i den del af England, som i vikingetiden hørte til Danelagen. Nyere forskning tyder dog på, at mange af de danske navne af denne type ikke er så gamle som hidtil antaget[64]. Birgit Eggert placerer dem i sen vikingetid og middelalder eller endnu senere. Den gruppe derimod, hvor lund knyttes til et gudenavn, er af ældre dato. Navne i denne gruppe regner Eggert for ”sikre sakrale navne”.

I sit studium ”Guders navne i de nordiske Stednavne” giver Johannes Steenstrup eksempler på netop denne kategori af danske (og svenske) stednavne. Blandt de danske nævner han Frølund (Frejas lund) ved Slagelse og ligeledes ved Hammerum i Midtjylland. Tislund eller Tirslund (Tyrs lund) finder han ved Ringsted, ved Kongensbro og ved Toftlund i Sønderjylland. Han kunne med rette have tilføjet Thorlund ved Nørre Snede i Midtjylland. Når Steenstrup betragter summen af danske og svenske navne med lund, giver han plads til, at ikke alle er lige relevante, men ”selv om nu en Del af disse maa udgaa som kun tilfældigt mindende om Guderne, bliver der et saa stort Antal tilbage, at der her foreligger et karakteristisk Vidnesbyrd om den gamle Gudsdyrkelse.”[65] Også John Kousgård Sørensen peger på, at der fra et almindeligt ord som lund på grund af, hvad han kalder ”sakral referens” kan have løsrevet sig en egen sakral betydning af ordet.[66]


Norge

Antallet af usammensatte norske lund-navne i formen Lund, Lunde eller Lunder ligger et stykke over hundrede. I indledningsbindet til sit store værk om de norske gårdnavne noterer Oluf Rygh, at disse usammensatte navne er meget talrige, men han siger også, at ”der gives neppe noget Navn, som med Sikkerhed kan antages at sigte til en af den hedenske Tids hellige Lunde.”[67] Tre generationer senere nåede stednavneforskerne Jørn Sandnes og Ola Stemshaug dog til et andet resultat. I deres norske stednavneleksikon analyserer de samme navnegruppe og de knytter flere af dem til kultsteder fra hedensk tid. Sammenfattende er deres resultat, at ”Når gardsnamnet Lund finst nær kyrkje eller kultstad, er det truleg at det siktar til ein ’heilag lund’ frå heiden tid.”[68] Magnus Olsen havde udtrykt sig i næsten samme vendinger.[69] Vi har ovenfor set på et par af disse lokaliteter, som var beliggende i et sakralt navnelandskab på øen Tysnesøy i Hordaland.

De eneste sammensatte norske navne med lund, hvor forledet er et gudenavn er det ejendommelige Forsetalund (nu Forsetlund) i Onsøy ved Frederikstad i Østfold. Forsete var Balders søn og altså af gudeslægt om end næsten fraværende i de overleverede myter. Hans navn er yderst sjælden i stednavne, og hvis der har været en kult omkring ham, er dette det eneste kendte stednavn, som peger i den retning. Et enkelt andet sammensat navn er Guðslundr, (nu Guslund) ved Enebakk i Akershus.


Sverige

Størst udbredelse har lund-navnene i Sverige, og Lantmäteriet opgiver omkring 150 tilfælde, hvor lund er knyttet til et gudenavn, og over dobbelt så mange usammensatte navne. Selv om ikke alle disse navne er relevante, så er antallet, som Steenstrup påpegede, så stort, at lund forbindes med førkristen kult. Som vi tidligere har set, er de guder, som andre svenske kultstedsbetegnelser forbindes med, Tor, Frej, Freja, Odin, Njord og Ull. Det samme mønster ser vi i forbindelse med lund-navnene. 

I sin undersøgelse af de svenske lund-navne i Mälarenområdet tager Per Vikstrand[70] udgangspunkt i en religionshistorisk forståelse af lunden. Velkendt er Tacitus’ beskrivelse af germanerne, som dyrker deres guder i hellige lunde, men Vikstrand kaster nettet længere ud og siger, at den hellige lund kan genfindes i de fleste kulturer, således blandt grækerne, romerne, kelterne, slaverne og altså germanerne. Vi skal senere vende tilbage til nogle af disse iagttagelser. Desuden forbinder han troen på den hellige lund med troen på det hellige træ. Han fremhæver verdenstræet Yggdrasils plads i mytologien, de første mennesker Ask og Embla (elm?), hvis ophav er to træstammer, Odin som ofres i træet, det evigtgrønne træ udenfor helligdommen i Uppsala osv. Kobling mellem offerlunden og det hellige træ er også gjort af den norske arkæolog Oddgeir Hoftun. Om betydningen af det hellige træ i førkristen tænkning siger han: ”I den nordeuropæiske hedendom var træet en helligdom i sig selv.”[71] 

Ligesom den hellige lund understøttes af en række stednavne – Torslunda, Fröslunda, Odenslunda osv. – understøttes det hellige træ af stednavne som Onsike (Odins eg), Torseke (Tors eg), Hälke (Hellig eg) eller Ekevi (Ege-vi). At især egen er blevet valgt som helligt træ, kan skyldes dens majestætiske fremtoning og måske også, at den kan blive meget gammel og dermed danne forbindelsesled til afdøde forfædre. Danmarks ældste træ – Kongeegen i Jægerspris Nordskov – anslås at være mellem 1500 og 1800 år gammelt, dvs. det har stået her i hedensk tid og var allerede flere hundrede år gammelt, da Danmark blev kristnet. At det ikke kun var egen, som kunne få status af helligtræ vidner den berømte norske Slindebirk om. Folketroen har knyttet stærke traditioner til helligtræet – det store træ ved gården eller på gravhøjen.  Axel Olrik gør rede for en række af disse, bl.a. eksempler på ofring til træet.[72] Sådanne skikke udgør formodentlig rester af gamle førkristne forestillinger.

Konklusionen på Vikstrands undersøgelser er, at ”Lunden har intagit en central plats i fornskandinavisk religion, särskilt tycks den ha haft en vigtig funktion i riten, som en plats där offergåvor förmedlades til gudarne.”[73]



Andre betegnelser for kultsteder

Hørg, hov, vi og til dels lund er alle ord, som i sig selv udgør betegnelser for et førkristent kultsted. Der findes imidlertid også andre ord, der ikke som sådan indikerer et kultsted, men som ikke desto mindre må indgå i det samlede billede af det sakrale navnelandskab. I det følgende skal der gives enkelte eksempler på sådanne ord.


Hellig

Navne, som indeholder adjektivet hellig, hører til denne gruppe af sakrale stednavne. De er dog ikke helt ukomplicerede at inddrage. Dels rummer ordet hellig (helg) stor risiko for forveksling med personnavnene Helge og Helga eller et substantiv som helle (flad sten). I flere tilfælde kan det ikke afgøres, hvilket ord, et bestemt stednavn udspringer af. Desuden skal man afklare, om navnet i det hele taget refererer til førkristen religion eller det måske stammer fra middelalderen og refererer til en kristen lokalitet. Dette spørgsmål er ikke så vanskelig at besvare, hvis man står ved Hellig Anders’ Kilde, men er der tale om Helligmose eller Helligager, stiller det andre krav til undersøgelsen. Imidlertid er stednavneforskere enige om, at der findes et betydeligt antal af disse navne, som faktisk er fra førkristen tid og derfor refererer til de gamle guder.

I forbindelse med sin gennemgang af gamle norske gårdnavne undersøgte Oluf Rygh også de stednavne, som var sammensat med adjektivet hellig (heilagr). Han nåede frem til, at han næppe kunne finde et tilfælde af sådanne navne, som først var opstået i kristen tid.[74] Og da Magnus Olsen mange år senere på ny gennemgik det norske stednavnemateriale, udtrykte han sig ganske kategorisk i dette spørgsmål. ”Til helligsted henviser også de mange navn som er sammensatt med adjektivet heilagr »hellig«; i intet tilfelle er det godtgjort at der foreligger navn fra kristelig tid.”[75] Selv om Jørn Sandnes overordnet støtter Magnus Olsen, maner han også til forsigtighed, når det gælder førkristne navne med hellig. Grunden hertil er, at hellig på oldnordisk også kendes i betydningen ”ukrænkelig, fredet, beskyttet af loven.”[76] Også denne betydning må overvejes.

Blandt de ”sikre” danske stednavne i denne gruppe nævner Harald Andersen Hellum ved Rebild, Hellum i Vendsyssel, Helleskov ved Herning, Helgenæs på Mols, Helleved og Hellelund på Als, Hellenæs på Lolland og Helleholm på den lille ø Agersø vest for Skælskør.[77] Forleddet i disse navne er hellig.

Blandt et meget stort antal norske navne nævner Magnus Olsen Helgaland og Helgiakr i Hadeland, Helgaland i Buskerud, Helgin i Grenland, Helgaland i Telemark, Helgøy, Helgasund og Helgavik i Lister og Mandal, Helgåen, Helgiøy, Helganes og Helgaberg ved Stavanger, Helgeimr i Nordre Bergenhus og Helgibolstadr i Romsdal.[78] Navnene på alle disse lokaliteter har overlevet, men deres historie er glemt. Eneste fingerpeg vi kan få, finder vi i navnenes etymologi. Og den peger i retning af, at mange af dem har været førkristne helligsteder for de mennesker, som boede netop her.

Også i Sverige findes talrige navne i denne gruppe: Helgesjön, Helgån, Helgeberg, Helgedal, Helgemark, Helgenäs, Helgeö osv. Ialt ni lokaliteter benævnes ”den hellige ø” (Helgö, Helgeö, Helgarö). En af disse er Helgö i Mälaren vest for Stockholm kun få km fra Birka, vikingetidens mest berømte handelsplads. Omfattende arkæologiske udgravninger viser uafbrudt bosættelse og aktivitet her fra ca. 200 – 900 e.Kr. Et meget rigt fundmateriale vidner om et levende og dynamisk samfund med handelskontakt til andre kulturer[79] og værksteder til fremstilling af bl.a. meget avanceret guldarbejde. Også det religiøse liv har sat så tydelige spor, at det i dag kan påvises af arkæologerne. En af de arkæologer, som har arbejdet med Helgö er Torun Zachrisson. Hun siger, at Helgö udgør en af de store centralpladser fra jernalderen, som svarer til Uppåkra i Skåne og Gudme på Fyn. “Helgö, som en representant för dessa, har dessutom tydliggjort att stora centralplatser kan ha inte bara en, utan flera kultlokaler knutna till sig, dels sådana där kulten ägt rum inomhus i särskilda byggnader belägna intill ett större bostadshus, dels på ‘naturliga’ platser utomhus.”[80] Blandt de fund, som understøtter dette nævner Zachrisson en særlig halbygning, som anses for at være en “ceremoniel hal”, der har fungeret som kulthus. Her er fundet 26 såkaldte guldgubber, der anses for at indikere religiøs aktivitet. Syd for hallen fandt man en form for sydegruber, som mentes at have været til “rituell hantering av offerdjur, för måltider och för offer.”[81] Desuden har arkæologer afdækket et større udendørs kultsted, som ser ud til at have været omgivet af træpalisader. Langs en sådan er fundet 30 amuletringe i jern, som kan have være fastgjort herpå. Samme sted er der gjort fund, som kan knyttes til enkelte guder, torshamre og miniaturespyd, som forbindes med hhv. Tor og Odin. Der er fundet offerrester i form af 63 kg dyreben hovedsageligt fra kreaturer, grise og får. Omkring det udendørs kultsted savnes fuldstændigt stolpehuller, hvilket indikerer, at der ikke har været rejst en bygning, men centralt på pladsen er der omkr. år 700 blevet rejst én stor stolpe, som åbenbart må have haft en funktion i kulten. Arkæologen Anders Andrén har foreslået, at stolpen kan have fungeret som en lokal udgave af verdenstræet Yggdrasil. Senere i vikingetiden er der bygget en såkaldt treodde på stedet, hvor stolpen havde stået. En treodde er en stensætning, som består af tre arme, som udgår fra samme midtpunkt. Anders Andrén spørger igen, om der her kan ligge en form for symbolik til verdenstræets tre rødder, således som det kendes fra mytologien.[82]

Også Per Vikstrand diskuterer Helgö, og om navnet understreger han bl.a., at der ikke behøver at eksistere nogen modsætning mellem hellig i betydningen ”fredet” og den sakrale betydning ”viet til guderne”. ”Oavsett den exakta innebörd man väljer att lägga i namnet Helgö, så signalerer det något viktigt: det utpekar ett område – en ö – som var avsatt för särskilda aktiviteter och därför åtnjöt en särskild, fredad status.”[83]


Ager

I Norge og Sverige findes et betydeligt antal navne med efterleddet ager (aker, åker). I Norge Onsaker (Odin), Ullaraker, Frøysaker og Gudaker. I Sverige Frösåker (Frej), Odensåker, Torsåker og Ulleråker. Parallelt med de norske ager-navne står navne med endelsen –vin (eng, græsgang) og til dels de svenske navne med endelsen –tuna (indhegnet plads, indhegnet græsningsområde). Også disse knyttes til gudernes navne. Ifølge Magnus Olsen bør sådanne navne regnes blandt ”vort allervigtigste religionshistoriske materiale.” Han forklarer dette med, at netop denne gruppe af navne ”synes at kunne oplyse noget om arten af den kultus, hvortil navnene henviser.”[84] Hermed sigter han til aspekter af frugtbarhedskulten – markens grøde, engens græsvækst og derigennem kvægets trivsel og menneskets velstand. De førkristne frugtbarhedsguder var vanerne, dvs. Njord, Frej og Freja, derfor kunne man vente en overvægt af sammensætninger med netop disse guder. Dette er dog kun tilfældet for –vin- og –tuna-navnene. Alligevel siger Per Vikstrand, at tanken om koblingen mellem ager-navne og frugtbarhedskult i aller højeste grad er aktuel. Det ligger i lige forlængelse af førkristen religion at tale om den hellige ager eller den hellige mark.

Religionshistorikeren Britt-Mari Näsström konkretiserer dette. I middelalderen havde man i det svenske kirkeår nogle dage i foråret, som blev kaldt gångdagar. På sådanne gangdage skulle man gå i en lang procession omkring den nytilsåede mark med et kors eller lignende. Näsström fortæller, at kirken havde overtaget sådanne processioner fra den gamle religion, hvor man også kendte til, at et træbillede af Frej eller Njord blev transporteret rundt i en hellig vogn på forskellige tider af året.[85] I visse dele af Sverige overlevede disse gangdage helt op i 1800-tallet, hvor det fortælles, at ”de gick runt åkrarna när dessa var sådda och läste böner for god årsväxt…”[86] Udtrykket at bede for god årsvækst kan ikke andet end give associationer til de hedenske fester, hvor der blev skålet for år og fred. I en lille anekdote fortæller Näsström, at en gammel træskulptur af en af apostlene gik under betegnelsen Kornguden. Egentlig stod figuren i kirken, men bønderne plejede om foråret at hente den ud af kirken og bære den omkring for at få god årsvækst. Efter et år med dårlig vækst i 1826 skulle en af bønderne have slået næsen af den i vrede. – Axel Olrik og Hans Ellekilde kan også berette om disse og lignende skikke både i Sverige og Danmark, hvor hellige genstande bæres i procession omkring den nytilsåede mark for at sikre vækst.[87] Sådanne skikke kan vanskeligt tolkes som andet end et svagt ekko af svundne religiøse traditioner.

Endelig understreger Per Vikstrand, at udtrykket den hellige ager også bør forstås som en navngiven mark, der lå i forbindelse med egnens samlingssted. At de navne man valgte til sådanne marker var sakrale, er for Vikstrand tegn på, hvordan man betragtede disse marker. ”De teofora namnen visar här inte bara att det kan röra sig om att åkern var en lämplig samlingsplats utan sätter också denne i ett odiskutabelt samband med gudarna.”[88] Tankegangen her ligger ikke langt fra den, som Magnus Olsen knytter til ordet vang – et ord, som han mener har sakral betydning i mange norske stednavne. I middelalderen brugtes vang om græssletten omkring kirkegården, hvor også menigheden fra tid til anden kunne samles. Dette, siger Magnus Olsen, svarer helt til, når man i førkristen tid samledes på Gudvangen eller Ullensvang, så ”ordet vang har allerede under hedendommen kunnet brukes i den spesielle betydning ’voll som møtested ved offentlig helligdom.’”[89]


Sal

Thorsten Andersson nævner ordet sal som en mulig betegnelse for en kultbygning. Ordet indgår flere gange i navne med Odin i Sverige og Norge, men kendes ikke fra danske stednavne. Sal er et alment germansk ord med grundbetydningen hus med ét rum. I sig selv er ordet ikke sakralt, men når det knyttes til et gudenavn, mener Andersson, at vi nærmer os en egentlig kultbygning. Blandt de mest kendte sal-navne er Uppsala, der ud fra flere skriftlige kilder har været et af Nordens største og mest berømte kultsteder i førkristen tid. I næste afsnit skal vi vende tilbage til netop denne lokalitet. Som sakrale navne i denne gruppe indgår to svenske: Odensala i Jämtland og Onsala i Halland og to norske Odinssal (nu Onsø) i Østfold og Odinssal i Nord Trøndelag. Ikke uinteressant at Olaf Olsen om disse navne siger: ”Her synes der virkeligt at kunne være tale om bygninger med kultformål.”[90]


Sammenfatning

Studiet så vidt har vist, at stednavne kan give os viden om førkristne kultpladser, og at stednavne vitterligt kan lære os noget om den gamle religion og om førkristen tænkning.

For det første kan denne viden give mytologien kød og blod og gøre den til en del af rigtige menneskers historie. Vi kan konstatere, at religion har haft en fremtrædende plads i menneskers tænkning. De utallige navne, som refererer til hellige steder, hvor ofringer og andre religiøse handlinger har fundet sted viser, at førkristen religion var mere end bare myter og drabelige fortællinger om gudernes bedrifter. Den bestod af hellige handlinger i en praktisk virkelighed – ikke af abstrakte teorier.

Dernæst kan vi konstatere, at der er flere forskellige betegnelser for de hellige steder – hørg, hov, vi, lund, sal og måske flere. Disse betegnelser har måske ikke alle eksisteret samtidig, men flere af dem har uden tvivl. Selv om man formentlig har været ”født” ind i sine forældres traditioner, har det religiøse landskab været så varieret, at man teoretisk set har skullet overveje, om man ville gå til det hellige vi eller tage op til hørgen for at udøve sin religion. Man har skullet vælge, om det skulle være Frejs eller Ulls vi eller måske Odins eller Tors hørg. Måske ingen af delene men snarere den hellige lund eller offermosen under åben himmel. Endelig er der fuld samstemmighed mellem de arkæologiske fund og flere af de sakrale navne. Således fx på den hellige ø – Helgö i Mälaren – hvor arkæologer har udgravet en af de såkaldte centralpladser, som bl.a. har haft flere kultpladser knyttet til sig og hvor en særlig ceremoniel halbygning har fungeret som kulthus. At Helgö var en hellig ø understøttes af fundet af guldgubber, amuletringe, sydegruber, offerrester og en treodde.



De skriftlige kilder

Detalje fra en af Dejbjergvognene. De to vogne var rigt dekorerede og menes at have været kultvogne. På et tidspunkt er vognene blevet skilt ad og lagt i Præstemosen i Vestjylland, angiveligt som offergaver. Illustration: clm.

Før vi slutter dette kapitel af, vil det være nyttigt at høre, hvad nogle få ikke-norrøne kilder kan fortælle om kultsteder i Norden.


Tacitus

Omkring år 100 e. Kr. skrev den romerske historiker Cornelius Tacitus et værk om de germanske folks tro og skikke. Til dette folk regnes også nordboerne. Et gennemgående træk i hans beskrivelse er, at rammen om disse menneskers religion er den hellige lund. De har ikke noget kulthus, for deres guder kan ikke rummes indenfor fire vægge. I stedet mødes de i det fri i små skove, som er indviet til formålet, og som er blevet helligede ved forfædrenes religiøse aktiviteter. Inde i lunden kan findes udskårne gudefigurer og omkring den holdes hellige heste. En religiøs samling kan indledes med en ofring til guderne. Både dyr og mennesker anvendes som offergaver. Ved lunden findes også en hellig kilde. Tacitus kalder den ikke for en offerkilde, men det kildevæld, hvorfra mennesker var kommet. Overalt vises der ærefrygt for lundens hellighed, for her bor den gud, som er alles herre.

Fest og glæde bliver der, når den hellige vogn trækkes frem, for at præsten kan køre rundt med guden Nerthus (en kvindelig udgave af Njord) med et forspand på fire okser. Så hersker der fred og gode dage overalt, hvor de kommer frem. Når denne ceremoni er ovre, trækkes vognen og guden ned til en sø for at blive rengjort. De trælle, som udfører dette arbejde, ofres til guderne, når de er færdige ved at kastes i søen.[91]


Rimbert

Da munken Ansgar i 800-tallet prædikede kristendom i Danmark og Sverige, var han meget af tiden ledsaget af vennen Rimbert. Da Ansgar døde i 867, satte denne sig for at skrive en biografi over Ansgar. Selv om det ikke var Rimberts hensigt at skildre de hedenske nordboeres religion, kom han alligevel til at give flere interessante oplysninger. Hans skildring har særlig tyngde, fordi han skriver om det, som han har set med egne øjne. Han fortæller, at nordboerne har mange guder, og de dyrker dem ivrigt med ofringer og store løfter. Rimbert fortæller ikke, om dette foregår udendørs eller i et kulthus, men han gengiver en episode, som måske alligevel giver et fingerpeg. En højt agtet svensk konge ved navn Erik var død, og nu ville de svenske vikinger have ham optaget i gudernes kreds. Den forfærdede munk beretter, at de både rejste et tempel til ære for ham og begyndte at bringe løfter og ofringer til ham som til en gud. Vi kender ikke nærmere til begivenhederne omkring det, som skildres her, men hvis vi tager Rimberts ord for pålydende, er det svært ikke at komme til den konklusion, at der til nordboernes religion også hørte et kulthus, uanset om man så betegnede det et tempel eller et gudehov. Endnu et træk ved vikingernes kult er deres udskårne billeder, som symboliserer guderne og til hvem der bliver ofret.


Miniatureøkse med indlagt guldornamentik i nordisk stil. Øksen kan have haft kultisk funktion. Motivet, som forestiller en drage, der bliver gennemboret nedefra af et sværd, sigter måske til sagnet om Sigurd Fafnersbane. Øksen er fundet i Rusland ved floden Volga og kan være efterladt af svenske vikinger. Illustration: clm.

Tre arabere

Tre arabiske kilder fra 900-tallet er ligeledes bevaret som øjenvidneskildringer. Et fælles træk er, at disse tre uafhængigt af hinanden omtaler gudestøtten i deres beskrivelser.

En arabisk købmand ved navn Ibra­him ibn Ahmed at-Tartuschi besøgte omkring 950 Hedeby. I sin rejsebeskrivelse fortæller han, at bortset fra nogle få kristne var befolkningen der hedninger. De fejrer og ærer deres guder ved en fest, hvor der spises, drikkes og bringes ofre. Offerdyrene kan være okser, får, geder og svin. Under disse fester rejses en stolpe udenfor gårdens port. Stolpen tolkes som et religiøst tegn. Herpå hænges det ofrede dyr til ære for guden.[92]

En anden arabisk rejsende hed Ibn-Fadhlan. Han stødte på svenske vikinger, som sejlede ind ad de russiske floder. Det traf sig sådan, at de slog lejr, hvor Ibn-Fadhlan opholdt sig, og han fik nu lejlighed til at iagttage dette fremmede folks sære skikke og nedskrive, hvad han så. Blandt meget andet beskriver han nordboernes religiøse aktiviteter. Når guderne skal påkaldes i det fremmede, rejser de en stolpe med et udskåret ansigt. Denne stolpe er at forstå som en gudestøtte. Omkring stolpen stilles et antal mindre (gude?)figurer. Disse beskrives som gudens sønner, døtre og hustruer. I jorden bag disse rejses et antal høje træstave. Nu er nordboerne klar til at bringe deres ofre, som i første omgang     består af fødevarer – brød, kød, løg, mælk og øl. Dette lægges ved foden af den store gudestøtte. Under ofringen påkalder de guden og beder om dennes bistand. Om nødvendigt bringer de også ofre til de små figurer og beder også dem om bistand. Når guderne har hjulpet, bringes nye ofre, denne gang mere kostbare gaver – geder eller hornkvæg. Herefter fordeles kødet fra offerdyrene mellem gudefigurerne, men hovederne hænges op på den store gudestøtte.[93]

Den tredje araber hedder Ibn Rustah og også han beskriver svenske vikinger. Han fortæller, at deres gudsdyrkelse forestås af ”troldmænd” (vel at forstå som hedenske præster/hovgoder). Disse udpeger, hvad der skal ofres, om det skal være mænd, kvinder eller kvæg. Når offeret er udpeget, slynges et reb om dets hals og det hænges op på en stolpe. Her hænger det, til det dør. Præsten siger, at dette er et offer til guden.[94]

Disse referencer til stolper, pæle og stave er interessante i en stednavnesammenhæng. Flere navneforskere har pointeret, at der findes navne med efterleddet –staf, som kan have sakral betydning. Thorsten Andersson nævner navnet Nälsta i Uppland, der i sin ældste kendte form staves Nærthastaff.[95] Forleddet er gudinden Njärd – den kvindelige udgave af Njord. Efterleddet er staf – stav, stok, stolpe, pæl. Andersson forbinder dette ord med Ibn-Fadhlans træstolpe med et menneskelignende ansigt, ligesom han ser en forbindelse til det oldnordiske ord skurðgoð, der betyder en udskåret gudefigur. Per Vikstrand undersøger en række andre navne med -staf/-stav, hvor både sakrale og ikke-sakrale betydninger overvejes. Både navnestoffet og de arkæologiske spor af enkelte fritstående stolper som fx ved kultstedet på ovennævnte Helgö tyder på, at der er tale om en form for opretstående stolpe med et kultisk formål. Både Magnus Olsen og Stefan Brink har peget på, at der kan være tale om en fallos, hvilket ikke ville være enestående i førkristen religion. I det islandske håndskrift Morkinskinna siges der om kong Sigurd Syr, at han “opførte en indhegning omkring en hestefallos.”[96] Norges hvide fallossten kunne også nævnes her som udtryk for frugtbarhedskulten. Per Vikstrand peger også på muligheden for at tolke stolpen som et symbol på verdenstræet Yggdrasil og trækker linjer til sagaernes højsædestøtter, der netop kunne være udskårne med gudebilleder. I hele sagalitteraturen hviler der et klart kultisk skær over disse. Når der i tidlig kristen lovgivning manes til opgør med den gamle religion, lyder det udtrykkeligt: “Ingen mann skal ha i huset sitt en utskåren stolpe eller et alter, offer eller blot eller det som har med hedensk sed å gjøre.”[97]


Thietmar af Merseburg

I slutningen af 900-tallet eller begyndelsen af 1000-tallet skrev den tyske biskop Thietmar af Merseburg (ca. 975-1018) en krønike, hvori han har et kort afsnit om nordboernes gamle religion – ”danernes og nordmændenes ældgamle ofringer.” Heri    fortælles om et stort kultsted ved byen Lejre. Han beskriver ikke stedets indretning eller udseende, men ud fra hvad han siger, kan vi udlede, at det har været stort nok til at kunne rumme mange mennesker på en gang. Her afholdes hvert niende år en stor religiøs fest. Folk kommer rejsende til kultstedet for at tage del i offerritualerne og fejringen til trods for, at det foregår i januar måned. Under denne højtid, der angiveligt har strakt sig over flere dage, bliver der bragt store ofre til guderne – mennesker og dyr, heste, hunde og fjerkræ, hvilket må forudsætte, at mange goder har haft tjeneste ved højtiderne.[98]


Adam af Bremen

Håndskriftet Codex Vindobonensis 521 af Adam af Bremens historie. Dette er et udsnit fra bog IV, hvor Adam beskriver kulthuset i Uppsala. Gudenavnene Wodan, Fricco og Thor (Odin, Frej og Thor) kan bl.a. ses i linje 5 og 6. Illustration: clm.

Vores sidste kilde er fra ca. 1075 og stammer fra Adam af Bremen, der var lærer ved domskolen i Bremen. I sit store værk om det bremiske bispedømme, hvortil Norden hørte, giver han en udførlig skildring af de religiøse forhold i Uppsala. Han beskriver dels kultstedet, dels de religiøse aktiviteter, som foregår på stedet. Kultstedet domineres helt af en stor bygning, som er så imponerende, at den kan ses på lang afstand. Adam kalder den et tempel. Udvendigt er den kunstfærdigt smykket med guld, og inde i huset findes tre udskårne gudestøtter, som forestiller hhv. Tor, Odin og Frej. Tor er anbragt på en tronstol midt i salen og fremstår som den øverste gud. Han sidder med det, som Adam mener må være et scepter, men måske har været en hammer. Odin er som krigsgud fremstillet med våben i hånd, hvorimod Frej som frugtbarhedsgud er udstyret med et overdimensioneret lem. – Udenfor bygningen findes et bemærkelsesværdigt stort træ, der ikke er uden en vis lighed med verdenstræet Yggdrasil og anses for at være helligt. Det er grønt både vinter og sommer, og ingen ved, hvilken træsort det er. Ikke langt derfra findes en berømt kilde, som er en såkaldt offerkilde, og ligeledes en hellig lund, hvor hvert enkelt træ regnes for helligt.

Også hedningernes religiøse aktiviteter har Adam undersøgt. Han fortæller, at der hvert niende år afholdes en stor højtid, hvortil folk valfarter fra fjerne egne. De hellige handlinger foregår både inde i helligdommen og ude i den hellige lund. De tre gudestøtter har hver deres præster, som     forretter ofringer på folkets vegne og bærer deres offergaver frem for guderne. Ved sådanne højtider synges der også sange, men de er så uanstændige, at Adam ikke kan få sig selv til at gengive dem.

Højtiden ser ud til at have strakt sig over flere dage, hvor der løbende er blevet slagtet dyr som ofre til guderne og som mad ved de efterfølgende offerfester. Der er også blevet bragt ofre til den hellige kilde, hvor endog levende mennesker er blevet sænket ned som gaver til guderne. Højdepunktet under den religiøse fest har været, når de store ofre skulle bringes. Man ofrede her ni mennesker, ni heste, ni hunde osv. af enhver dyreart. Blodet udgydes på jorden til guderne, men kroppene hænges op i træerne i den hellige lund. Adam beretter: ”Kroppene hænges op i en Lund i Nærheden af Gudehuset; og denne Lund er da ogsaa i Hedningernes Øine saa hellig, at hvert enkelt Træ i samme ansees for guddommeligt paa Grund af de Offredes Død eller Liiglugt. Der seer man Hunde og Heste hænge sammen med Mennesker; ja, en christelig Mand har fortalt mig, at Tallet paa de Kroppe, han saaledes havde seet hænge imellem hverandre, var 72!”[99]

Alle kildekritiske forbehold taget i betragtning er det værd at notere sig, at de skriftlige kilder på en række punkter komplementerer, hvad vi har iagttaget i forbindelse med de sakrale stednavne, hvilket vil fremgå af denne opsummering:


1.     Udendørs kultplads: (Tacitus, Rimbert, Thietmar og Adam).
2.     Den hellige lund: (Tacitus og Adam).
3.     Det hellige træ (Adam).
4.     Den hellig kilde: (Tacitus og Adam).
5.     Kulthus: (Rimbert og Adam).
6.     Udskårne gudestolper: (Araberne).
7.     Udskårne gudefigurer: (Tacitus, Rimbert og Adam).
8.     Ofring: (Tacitus, Rimbert, araberne, Thietmar og Adam).
9.     Offermåltider: (Araberne og Adam).

 


Fodnoter

  1. Einar Østmo og Lotte Hedeager: Norsk arkæologisk leksikon, opslag: horg
  2. Således i www. http://danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk
  3. Hov og hørg i KLFNM, bd. 7, s. 14.
  4. Andreas Haarder: Sangen om Beowulf, 175, s. 41.
  5. Tom Christensen: Siedlungs- und Küstenforschung im südlichen Nordseegebiet, s. 250ff.
  6. Magnus Olsen: Hedenske kultnavne i norske stedsnavne, s. 285.
  7. F.eks. Jørn Sandnes: Norsk stadnamnleksikon.
  8. Oluf Rygh: Minder om Guderne og deres Dyrkelse i norske Stedsnavne, Magnus Olsen: Hedenske kultnavne i norske stedsnavne.
  9. Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, bd. 14, s. 260.
  10. Jørn Sandnes: Sakrale navne, s. 15.
  11. Magnus Olsen: Hedenske kultnavne i norske stedsnavne, s. 291.
  12. Jesper Lauridsen: Uddrag af Den ældre Gulatingslov, på heimskringla.no.
  13. R. Keyser og P. A. Munch: Norges gamle love indtil 1387, s. 430.
  14. Magnus Olsen: Hedenske kultnavne i norske stedsnavne, s. 293.
  15. Jan Hendrich Lexow citeret i Barbro I. Dahl: De mytiske landskap - De rituelle landskap. Et eksempel fra Rossland i Sokndal kommune, Rogaland, s.
  16. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 222.
  17. Thorstein Andersson: Sakrale navne, s. 84.
  18. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 219.
  19. Samme, s. 207-225.
  20. Hyndlasangen, str. 8. (Olaf Hansens oversættelse).
  21. Her citeret fra Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 211.
  22. Grimnirsmål, str. 15. (Olaf Hansens oversættelse).
  23. Rekstefja, str. 9.
  24. Snorres Edda, kap. 13. (Finnur Jónssons oversættelse).
  25. Således fx Finnur Jónsson, der har forklaret hørgen i Hyndlasangen som en bygning med stenvægge og hvor det var disse stenvægge, som blev rødfarvede af blod. Han medgiver dog, at den enkleste måde at forklare udtrykket er som et stenalter. (Omtalt i Magnus Olsen: Hedenske kultnavne i norske stedsnavne, s. 295).
  26. Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, s. 109ff.
  27. Einar Østmo og Lotte Hedeager: Norsk arkæologisk leksikon, opslag: horg.
  28. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 253.
  29. Jørn Sandnes: Norsk stadnamnleksikon, opsl.: hov.
  30. Jørn Sandnes: Sakrale navne, s. 13.
  31. Magnus Olsen: Ættegård og helligdom, s. 231.
  32. Blandt de forskere, som har været optaget af dette spørgsmål kan nævnes Helge Ljungberg: Den nordiska religionen och kristendomen, 1938, Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, 1966, Jørn Sandnes: Hedensk kultus og kristen kirke, 1987 og Stefan Brink, Anders Hultgård, Anne-Sofie Gräslund og Bertil Nilsson: Kontinuitet i kult och tro från vikingatid till medeltid, 1992.
  33. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 42.
  34. Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, bd. 3, s. 84.
  35. Thorstein Andersson: Sakrale navne, s. 87.
  36. Magnus Olsen: Minner om guderne og deres dyrkelse i norske stedsnavn, s. 35.
  37. Per Vikstrand: Sakrale navne, s. 123.
  38. Samme, s. 128.
  39. Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, s. 100.
  40. Anders Hultgård: Religion från stenålder till medeltid, s. 41ff. Her refereret i Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 262.
  41. Vølvens Spådom, str. 62, Vaftrudnismål, str. 51, Grimnismål, str. 13.
  42. Henning Ringgaard Lauridsen og Martin Mikkelsen: Notat vedr. kulturværdier og deres bevaring på og omkring Viborg Golfbane, 2009.
  43. Hans Skov: Vikingernes Aros, s. 45.
  44. Således arkæologerne Aksel E. Christensen og C. J. Becker i Historisk Tidsskrift, Bind 12, række 2, s. 435-452.
  45. Jørn Sandnes: Norsk stadnamnleksikon, opslag ve.
  46. Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, bd. 5, s. 33.
  47. Heide, Eldar: Sola og gudane på Tysnesøya i Chaos, 58, s. 50.
  48. Samme. Det ligger udenfor denne bogs rammer at gennemgå de teorier, som Eldar Heide har fremsat som en mulig forklaring på, hvad der har gjort Tysnesøy til et center for førkristen kult.
  49. Olav Tryggvasons saga, kap. 16, her i Jesper Lauridsens gendigtning, 2012.
  50. Her refereret fra Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, s. 113.
  51. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 300.
  52. Samme, s. 304.
  53. Kenneth Svensson: Götavi – en vikingatida kultplats i Närke i Makt, kult och plats.
  54. Samme, s. 75.
  55. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 316ff.
  56. Gutersaga, kap. 4; Lis Jacobsen: Guterlov og Gutersaga, s. 120.
  57. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 323.
  58. Gutersaga, kap. 4; Lis Jacobsen: Guterlov og Gutersaga, s. 120.
  59. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 324.
  60. Samme, s. 332.
  61. Ordbog over det danske sprog, opslag: lund.
  62. I denne opgørelse er dog hverken Ærø, Bornholm eller Sønderjylland medregnet.
  63. Birgit Eggert i Danske stednavne på -lund, s. 94ff.
  64. Således fx Birgit Eggert i Navnemiljøer og samfund i jernalder og vikingetid. NORNAs 38. symposium, 2009.
  65. Johannes Steenstrup; Nogle Undersøgelser om Guders Navne i de nordiske Stedsnavne i Historisk Tidsskrift, Bind 6, række 6, s. 387.
  66. John Kousgård Sørensen: Sakrale navne, s. 20f.
  67. Oluf Rygh: Norske Gaardnavne, Indledningsbind, s. 66.
  68. Jørn Sandnes og Ola Stemshaug: Norske stadnamn leksikon, s. 209. Om navne med lund siger Jørn Sandnes, at selv om lund i sig selv ikke indikerer sakralt ophav, så kan ”navn på lund ofte dreie seg om ’hellige lunder’.” (Sakrale navne, s. 16).
  69. Magnus Olsen: Religionshistorie i Nordisk Kultur 26, s. 60.
  70. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 273ff.
  71. Oddgeir Hoftun m.fl.: Stavkirkene – og det norske middelaldersamfunnet, s.42.
  72. Axel Olrik: Nordens gudeverden, bind 1, s. 229ff.
  73. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 291.
  74. Oluf Rygh: Minder om Guderne og deres Dyrkelse i norske Stedsnavne, s. 5.
  75. Magnus Olsen: Minner om Guderne og deres Dyrkelse i norske Stedsnavn, s. 8.
  76. Jørn Sandnes: Sakrale navne, s. 16.
  77. Harald Andersen: Vier og lunde, Skalk, nr 1, 1998.
  78. Magnus Olsen: Hedenske kultnavne i norske stedsnavne, s. 10ff.
  79. Eksempelvis har man på øen fundet en lille Buddhafigur fra Indien, en koptisk dåbskåbe fra Ægypten og mønter fra Italien, Byzants og de arabiske lande.
  80. Torun Zachrisson: Helgö – mer än ett vi, s. 79.
  81. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 243.
  82. Her refereret fra Torun Zachrisson: Helgö – mer än ett vi, s. 84.
  83. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 241.
  84. Magnus Olsen: Hedenske kultnavne i norske stedsnavne, s. 89.
  85. Tacitus fortæller om et ritual, hvor Nerthus (Njord) bliver transporteret rundt, og i Totten om Gunnar Helming er det Frej, som bliver kørt rundt.
  86. Britt-Mari Näsström: Fornskandinavisk religion, s. 282.
  87. Axel Olrik og Hans Ellekilde: Nordens gudeverden II, s. 733ff.
  88. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 384.
  89. Magnus Olsen: Minner om Guderne og deres Dyrkelse i norske Stedsnavn, s. 8.
  90. Olaf Olsen: Hørg, hov og kirke, s. 115.
  91. Cornelius Tacitus: Germania, 1902.
  92. Her citeret fra Johannes Brøndsted: Vikingerne, s. 36.
  93. Samme, s. 210.
  94. Samme, s. 213.
  95. Thorstein Andersson: Sakrale navne, s. 91f.
  96. Per Vikstrand: Gudarnas platser, s. 295.
  97. Eyvind Halvorsen og Magnus Rindal: De eldste østlandske kristenrettene, s. 25.
  98. Thietmars beskrivelse af Lejre kan læses i Allan A. Lund: Tekster fra middelalder og renæssance, 1982.
  99. Adam af Bremen: Beskrivelse af øerne i Norden, kap. 26.