Stednavne og førkristne kultsteder – Tissø – et dansk kultsted

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif

Stednavne
og førkristne kultsteder


af Carsten Lyngdrup Madsen
2018


8.
Tissø – et dansk kultsted


Gennem de seneste 25 år har der især i Danmark og Sverige været forsket intensivt i at afdække førkristen religion i Norden. Denne forskning har foregået på tværs af faggrænser mellem arkæologer, historikere, filologer, stednavneforskere og religionshistorikere. På dansk grund har et af de mest frugtbare tiltag været Nationalmuseets forskningsprojekt Førkristne kultpladser, som blev søsat i 2010 under ledelse af prof. Lars Jørgensen, Nationalmuseet. Gennem arkæologiske udgravninger flere centrale steder – heriblandt ved Tissø på Vestsjælland – har arkæologer gjort banebrydende fund til belysning af, hvordan vore forfædre i jernalder og vikingetid udøvede deres religion og måske vigtigst af alt i denne bogs sammenhæng: hvordan deres kultsteder kunne være indrettet.

Den vestlige bred af Tissø, hvor de arkæologiske udgravninger er foretaget. Ill.: clm.

Oplysningerne i dette kapitel stammer fra de publikationer, som forskerne bag projektet har udsendt undervejs.[1] På Nationalmuseet er mange af fundene fra Tissø blevet udstillet, ligesom man på museets hjemmeside har oprettet et særligt afsnit om Førkristne kultpladser. I forbindelse med formidlingen af projektet har man fået fremstillet en animationsfilm ”Kongsgården ved Tissø”, som anskueliggør såvel topografien som resultaterne af de arkæologiske fund. Filmen kan ses herunder.[2] Endelig er der ved Fugledegård blevet bygget et lille formidlingscenter, som bl.a. rummer en udstilling om områdets forhistorie.


Baggrund

Tager vi udgangspunkt i de sakrale stednavne, er Tissø-området interessant. Naturligvis først og fremmest på grund af søens eget navn Tissø, dvs. Tyrs sø. Som vi tidligere har set, er krigsguden Tyrs navn dominerende i danske stednavne, og Tissø står som et meget markant navn i landskabet. Tissø-området er rigt på fortidsminder og der kan meget vel have været andre lokaliteter omkring søen, som har været opkaldt efter Tyr, hvor navnet er gået i glemme. Men hvor en gård, en skovstrækning eller et bakkedrag kan forsvinde eller forandre sig og deres navn blive overflødigt for til sidst at blive glemt, er søen et blivende mærke i landskabet – en lokalitet, hvis navn ikke bliver glemt. Tissø er gudens sø.

Tyrfiguren fundet ved Tissø. Ill.: clm.

Lidt nord for søen ligger landsbyen Værslev, som i middelalderen hed Veslef. Forleddet i dette navn er ordet vi – et helligsted, måske et helligsted for Tyr. Ved søbredden lige syd for Halleby Å ligger en gård på en plet, som i mange år blot er blevet kaldt Lunden ved Tissø. Oprindelig har den heddet Hallenslevlund og var høvdingesæde for den navnkundige Hvideslægt helt tilbage til 1100-tallet. I år 2000 fandt arkæologer resterne af Hvideslægtens gård – en stormandsgård omgivet af voldgrav – på en af den nuværende gårds marker. Når vi kender til de nærtliggende jernaldergårde, er det vel ikke utænkeligt, at Lunden ved Tissø har været en hellig lund, som har udgjort endnu et kultsted.

I Tissø-området findes mere end 50 gravhøje fra stenalderen, hovedsageligt runddysser og jættestuer. Disse ligger i søens umiddelbare nærhed, de fleste på østsiden af søen. Interessen for områdets historie er heller ikke af ny dato. I 1891 blev der fundet en fin lille tyrefigur i bronze fra ældre jernalder. Da man omkring 1900 sænkede søens vandstand for at undgå oversvømmelser, dukkede der et større antal sværd, øksehoveder og smykkegenstande op, som var lagt ud i søen i jernalder og vikingetid. Siden da er der løbende fundet våben, redskaber og andre metalgenstande. I 1977 fik en af de lokale landmænd et meterlangt stykke jern om hjulakslen på sin såmaskine. Det viste sig dog ikke at være jern, men en næsten to kilo tung flettet guldhalsring – Tissø-ringen – som til dato er det største guldfund fra vikingetiden, som er gjort i Danmark. Værdien af Tissøringen anslås at have svaret til knap 500 køer. Dette fund blev gjort ved Kalmargården, blot 500 meter fra det sted, hvor man senere skulle finde et kultsted. Et par år senere blev der gjort et fund af en helt anden karakter, idet man ved Halleby Å fandt en grav med to halshuggede mænd fra slutningen af vikingetiden. Ikke langt derfra fandt man resterne af en 50 meter lang bro, som havde krydset åen. I 1988 fandt man en sølvskat med to sølvbægre og nogle smykker. Efter intensive undersøgelser fra 1995-2003 kunne arkæologer blotlægge et handels- og håndværksområde og tillige en storgård med en høvdingehal på 550 m2 fra 900-tallet.


Beskrivelse

Det område, som man har undersøgt i forbindelse med projektet om de førkristne kultsteder, er netop området, hvor de nævnte fund er gjort. Det drejer sig om en strækning på ca. 1,5 km på søens vestlige bred fra Bulbrogård til Halleby Å og ca. 300 meter ind i landet. I alt et område på henved 500.000 m2. Af disse er godt og vel 80.000 m2 udgravet.

Fig. 1. Oversigtskort over bosættelsen ved Bulbrogård. Ill.: clm.

Her er fundet to stormandsgårde fra jernalderen. Den ældste har ligget ved det nuværende Bulbrogård og blev opført i midten af 500-tallet (fig. 1). Der er tale om en meget stor gård med en 38 meter lang høvdingehal, langt større og kraftigere bygget end hvad der ellers kendes fra storbønders gårde i denne periode. Hallens konstruktion har stillet store krav til håndværkerne og viser, at bygningen ikke blot har imponeret ved sin størrelse, men også ved hele sin arkitektur. De tagbærende stolper var meget kraftige – flere af dem med en diameter på over en meter. Væggene har været hvidkalkede både udvendig og indvendig. Der er spor af en trappe muligvis op til en svalegang og flere stolpehuller tyder på en stor terrasse. Indretningen af hallen er ikke helt gennemskuelig, men arkæologer mener at kunne fastslå, at der midt i hallen har været en stor sal med en længde på 20 meter – ca. halvdelen af hallens samlede længde.

Fig. 2. Oversigtskort over stormandsresidensen ved Fugledegård. Ill.: clm.

Stormandsgården har været omkranset af et kraftigt palisadehegn på en jordlod på ikke mindre end 10.000 m2. Ud over høvdingehallen fandt arkæologerne her en rektangulær indhegning med et ubestemmeligt hus i den nordlige ende. Dette indre indhegnede område har fået benævnelsen ”særplads”. På østsiden af denne særplads var bygget endnu et stort hus, dog ikke så stort og heller ikke så velbevaret som høvdingehallen. I området er bl.a. fundet en guldperle, to frankiske hængesmykker i guld og fæstet fra et sværd, hvilket alt sammen peger i retning et rigmandsmiljø. I midten af 600-tallet brændte imidlertid både hallen og det store hus ned til grunden, og stedet blev forladt til fordel for en ny grund 600 meter sydligere. Her opførtes Tissøs anden stormandsgård (fig. 2).

De ældste spor efter denne gård, som lå ved den nu nedrevne Fugledegård, er dateret til sidste halvdel af 600-tallet. Undersøgelserne viser, at gården er blevet ombygget i flere omgange, og at den har været beboet helt frem til midten af 1000-tallet. Den nye residens overgår den første, hvilket har fået arkæologer til at overveje, om dette ligefrem drejer sig om en kongsgård – ikke som permanent bolig, men som en af kongens baser. Storgårdens indhegnede toft er med sine 18.000 m2 blevet næsten dobbelt så stor, og der er kommet flere bygninger til komplekset. Den altdominerende bygning er dog stadig høvdingehallen flankeret af det ejendommelige indhegnede hus.

Som nævnt har høvdingehallen været bygget om flere gange – arkæologerne kan spore fire sæt stolpehuller. Den ældste udgave (fra 600-tallet) svarer størrelsesmæssigt til den nedbrændte hal ved Bulbrogård på 350 m2. Men i vikingetiden er hallen blevet revet ned og erstattet af en endnu større hal på hen ved 550 m2. Også det indhegnede hus og palisadehegnet er bygget om flere gange. Gården menes at have haft sin storhedstid fra omkring år 900-1050.

Fund som er gjort inde i hallen indikerer, at der har været bolig i den vestlige ende, mens den østlige har udgjort en stor gildesal, der har kunnet rumme et betragteligt antal mennesker. Ligesom ved den første høvdingehal afslører fundmaterialet her, at der er tale om et miljø med mennesker af høj status. Blandt andet kan nævnes talrige bronze- og sølvgenstande belagte med guld, rester af fornemme drikkeglas, våbendele med indlæg af sølv og messing, rytterudstyr ligeledes dekoreret, jagtvåben, smykker og mønter. Indenfor gårdtoften er der fundet ikke færre end 90 stykker våben eller dele af våben. Fundene afslører også, at de mennesker, som færdedes i høvdingehallen var indflydelsesrige personer med kontakt til det store udland. Her er fundet genstande, som stammer fra England, Irland, Tyskland, Frankrig, Middelhavslandene og Mellemøsten.

Der var imidlertid også liv udenfor storhøvdingens indhegning. Her er fundet 50 større huse, og medregner vi værkstedsområdet har her ligget 80 grubehuse. Det er små huse, som har været anvendt til beboelse eller værksted. Her har håndværkere snittet, smedet, vævet, støbt og flettet deres forskelligartede varer. Ved den lidt sydligere beliggende Kalmargården har arkæologerne afdækket en stor handels- og markedsplads. Også her er der gjort talrige fund. I det hele taget er rigdommen af fund i Tissø-komplekset overvældende. Antallet af fundgenstande er gjort op til ca. 12.000 enheder.

Med til billedet hører også, at området, hvor de to stormandsgårde lå, praktisk talt har været som en ø i jernalder og vikingetid. Området er omgivet af moser – herunder det store moseområde Maderne mod vest, og da vandstanden i såvel søen som moserne har stået betydeligt højere end i dag, har stormandsgårdene været omgivet af vand på tre af siderne og mose på den fjerde. Til gengæld har beliggenheden været strategisk velvalgt, da man nemt har kunnet sejle til og fra gården ad Halleby Å med forbindelse til Storebælt.


Tolkning

Rekonstruktion af kulthuset ved Tissø. Tegningen er baseret på sporene efter stolpehuller. Ill.: clm.

De rigeste fund er gjort ved den sidste af de to stormandsgårde, derfor vil vi koncentrere os om den. Gennem 400 år har denne bebyggelse ligget på samme sted og i lige så mange år har den været altdominerende i området. Når det gælder de ombygninger, som har fundet sted i disse år, siger Lars Jørgensen: ”Det mest bemærkelsesværdige ved gårdens udvikling . . . er ikke så meget ændringen i dens struktur . . . Det er snarere den udprægede konservatisme med hensyn til hallerne og det tilhørende indhegnede særområde med den enlige bygning.”[3] Gennem hele perioden bevares kombinationen hal, særområde og mindre bygning. Og kaster vi et blik tilbage på den første stormandsgård, vil vi se, at den var opført efter samme skabelon. Det er svært at forestille sig, at denne model kan have overlevet en flytning og fire ombygninger, hvis ikke den har skullet tjene et ganske bestemt formål. Den enkleste og mest ligefremme forklaring på en monumental hal, hvoraf størstedelen var gildesal, er vel, at her jævnligt skulle holdes gilde, og at der skulle være plads til bespisning af et meget stort antal mennesker.

Lars Jørgensen har fremlagt meget stærke argumenter for, at det lille hus i den indhegnede særplads var et kulthus. I og omkring huset er der fundet 25 små torshamre, miniaturespyd, som symboliserer Odins spyd Gungnir, et miniatureildstål, som almindeligvis forbindes med Freja. Desuden har man fundet smykker med mytologiske motiver i form af valkyrier, en figur som menes at forestille Freja og en broche med Tors to bukke. Alle disse fund peger i retning af den gamle religion. Dertil kommer de mange våben, som er fundet i søen ud for gården. At der på bunden af krigsguden Tyrs sø findes våben, som bevidst er lagt ud, kan vanskeligt tolkes som andet end et offer til Tyr. Sådanne våbenofre fra jernalder og vikingetid kendes fra flere steder i Danmark, ikke mindst fra de store fund i Illerup Ådal.

Det indhegnede særområde har været den plads, hvor selve kulthandlingerne har foregået. Her er der blevet ofret eller blotet til guderne, og her har man udført rituelle handlinger som at tage blod fra offerdyret, og måske er dette blevet strøget på gudestøtterne, som i anledning af blotfesten var båret ud af kulthuset – indhegningens lille hus. I dette hus mener Lars Jørgensen at gudebilleder og andre religiøse rekvisitter har været opbevaret. Måske har den uhyre værdifulde Tissøring i virkeligheden også hørt til her. Med sine næsten to kilo har den næppe tjent som et almindeligt smykke. At kultpladsen var indhegnet harmonerer både med nogle af de lokaliteter, vi allerede har set på, og med beskrivelsen fra den gamle Gutasaga, ”Før den tid og længe derefter troede man på lunde og høje og vier og stavgårde og hedenske guder.”[4] En stavgård er et område indhegnet med høje stave eller pæle.

Når blotet var fuldført, er de deltagende trukket ind i hallen for at fortsætte festen. De ofrede dyr er blevet båret ind og anbragt over langilden i salen. Mens man har ventet på kødet, er der blevet skænket mjød op, og der er blevet skålet for guderne, for forfædrene og for den kommende høst – ”for godt år og for fred”, som man sagde. Der er blevet sunget sange, og at der er blevet spillet, viser en lille fint udskåret stemmeskrue fra et strengeinstrument, som er fundet i hallen. Under det rituelle måltid er hornet igen og igen blevet løftet, og man har hyldet guderne.

Dragtspænde af bronze forestillende Tors to bukke. Fundet under udgravningen af høvdingehallen ved Tissø. Ill.: clm.

Fra de skriftlige kilder – de islandske sagaer og Snorres kongesagaer – tegnes der konsekvent et billede af, at høvdingen (eller kongen) er den egentlige kultleder og spiller en helt central rolle som samlende figur i den førkristne religion. Netop et sådant billede tegnes i residensen ved Tissø, hvor der ad arkæologisk vej kan etableres en direkte forbindelse mellem en kultplads og et af landets mest prominente høvdingesæder. For Lars Jørgensen er både høvdingehallen og det lille kulthus centrale. Hallen, hvor der blev spist, drukket og skålet kan ifølge ham bedst betegnes hovet, hvorimod det lille kulthus med gudefigurerne kan betegnes hørgen. ”Sammenfatter vi i dag de mangeartede beskrivelser af vikingetidens hedenske kultelementer i lyset af resultaterne fra de seneste årtiers arkæologiske udgravninger af de overregionale kultcentre, så kunne billedet fra de undersøgte stormandssæder med hal og den tilhørende mindre bygning tolkes som ét kompleks med hov (hallen) og hørg (mindre bygning). Den store hal var centrum for kultfester og mellem disse blev gudebillederne m.v. opbevaret i den tilknyttede hørg.”[5]

Ved de seneste udgravninger af området har arkæologerne gjort yderligere tre fund, som har kunnet bekræfte, dels at området ved Tissøs vestbred var et kultsted, dels at kulten indtog en central plads i tankegangen hos de mennesker, som færdedes der.

Det første af disse fund er en såkaldt åben offerplads. På bakken ved Fugledegård opdagede man i 2011 en stor plads, hvorfra der var blevet hentet ler til opførelsen af høvdingehallen. Mange tons ler var blevet transporteret fra højen og ned på byggepladsen. I kanten af denne lergrav fandt arkæologerne et område med sort, sodblandet jord, som indeholdt dyreknogler, ildskørnede sten, glasperler, smykkedele, mønter, skår, rødbrændt ler, rav og fragmenter af hvæssesten. Dyreknoglerne stammede især fra svin, kvæg, får og nogle enkelte fra hest. Desuden fandt man en knogle fra et menneske. Arkæologerne har tolket dette fund som en åben offerplads, hvor der blev givet gaver tilbage til guderne for den gode ler, som var blevet hentet op. Sådanne rituelle handlinger må antages at være blevet udført af bygningsarbejderne. At der fandtes menneskeknogler iblandt ofringerne må pege i samme retning som de spor af menneskeofringer, som fandtes ved Trelleborg. Lars Jørgensen er ikke i tvivl om, at menneskeofringer fandt sted. Han siger, at arkæologien i dag kan ”underbygge de omdiskuterede oplysninger om menneskeofringer i f.eks. Adam af Bremens beretning om de hamburgske ærkebispers historie fra ca. 1070 og fremstillinger på en billedvævning i skibsgraven fra Oseberg i Norge, dateret til 826.”[6]

Det andet fund – en såkaldt offergrube – blev gjort i 2012 i den sydlige del af Tissø-komplekset. Offergruben lå midt på det, som menes at have været markedspladsen ikke langt fra Kalmargården. Som en form for låg over den to meter dybe grube var anbragt en 300 kilo tung sten. Omkring stenen fandt man fragmenter af støbeforme, bl.a. til et skålformet spænde, smedeslagge, lidt keramik og dyreknogler fra 900-tallet. Arkæologerne kunne hurtigt udelukke, at der var tale om en almindelig brønd. Der var tale om en offerbrønd eller et offeranlæg, hvor der gennem en meget lang periode gentagne gange var deponeret ofre til guderne. Indholdet af brønden var hovedsageligt dyreknogler, heriblandt adskillige kranier bl.a. fra syv heste, fem okser, et svin og en vædder. De fleste af dyrene var unge og friske dyr. Undersøgelser viste, at offergruben havde været i brug i langt over hundrede år. Lars Jørgensen opfatter den store sten som en forsegling af offergruben.

I moseområdet Maderne har man gjort det tredje fund i form af hesteknogler og menneskeskeletter, som var lagt ud i mosen. Gennem talrige andre fund fra jernalderen ved vi, at mosen er blevet benyttet som offersted, og arkæologerne mener, at Maderne ved Tissø netop har været en sådan offermose, hvor der både er blevet ofret heste og mennesker.[7] Arbejdet på Tissø-komplekset fortsætter. Indtil nu har man undersøgt omkring en femtedel af området, og det er næsten givet, at flere fund vil dukke op. Men de fund, som allerede er gjort, har kastet nyt lys over de førkristne kultpladser og deres variation. Sammenfattende siger Lars Jørgensen: ”Tilsyneladende var stort set alle karakteristiske steder i landskabet omkring den store residens ladet med en mental betydning, som betød, at en række ritualer var knyttet til stederne. Alle pladserne var i funktion samtidig, og det virker, som om vikingerne havde lagt deres kosmologiske opfattelse ned over deres omgivende miljø. Folk skabte disse så at sige mentale landskaber, hvor deres religiøse verdensbillede fik et fysisk og meget konkret udtryk. Et velorganiseret verdensbillede, en kosmologi, var en nødvendighed for at kunne leve i og forstå den omgivende verden.”[8]

Med til forskningsprojektet om førkristne kultpladser hører også arkæologiske undersøgelser på tre andre lokaliteter: stormandsgården Toftegård på Østsjælland, Hoby på Lolland og Gudme på Fyn. Selv om der også er gjort interessante fund disse steder, er det dog fundene fra Tissø, som udgør den klareste arkæologiske dokumentation for et førkristent kultsted i Danmark.


Fodnoter

  1. Bl.a.: Lars Jørgensen, m. fl.: Førkristne kultpladser – ritualer og tro i yngre jernalder og vikingetid, 2014; Lars Jørgensen: Kongsgård – kultplads – og marked, i Plats och praxis, 2002; Lars Jørgensen: Offer og kultplads i vikingetiden, i Vinkler på  vikingetiden, 2013; Josefine Bican: Haller og bygningsritualer - den åbne rituelle plads ved Fugledegård, 2008; Josefine Bican: Pre-christian Cult Sites - archaeological Investigations.
  2. Filmen er også tilgængelig på Nationalmuseets hjemmeside på adressen http://vikingekult.natmus.dk/foerkristne-kultpladser/forside.
  3. Lars Jørgensen: Kongsgård – kultplads – og marked, i Plats och praxis, s. 234.
  4. Åke Holmbäck og Elias Wessén: Svenska landskapslagar, Uppsala, 1943.
  5. Lars Jørgensen: Hov og hørg ved Tissø, i Ragnarok, s. 139.
  6. Lars Jørgensen, m. fl.: Førkristne kultpladser – ritualer og tro i yngre jernalder og vikingetid i Nationalmuseets Arbejdsmark, s. 196.
  7. Lars Jørgensen, m. fl.: Northern Worlds – Landscapes, interactions and dynamics, s. 137.
  8. Lars Jørgensen, m. fl.: Førkristne kultpladser – ritualer og tro i yngre jernalder og vikingetid i Nationalmuseets Arbejdsmark, s. 198.