Straf på mennesker for ødelagte höje
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
38. Straf på mennesker for ødelagte höje
577. Noget af det værste, der er passeret, er nok ellers gået for sig på Dammegården i Ny-Larsker sogn. Jeg havde mit korporalskab dernede omkring i de grændser, det var, efter at jeg var kommen til gården, som jeg nu har. Jeg kom en dag for at sige bonden selv til hovedvagt; jeg traf ham i porten. «Jeg kan se på dig, hvad du vil,» sagde han til mig, men du har ikke behov at sige mig til, jeg kommer aldrig til nogen hovedvagt mere, jeg.» — «Sikkedan er det,» sagde jeg, «hvordan har det sig?» — «Jeg har forset mig,» sagde han. «Jeg mente ellers, at du var en skikkelig karl, der ikke var for at have noget udestående med nogen,» sagde jeg. «Nej,» sagde han igjen, «det har aldrig været min lyst, men jeg har alligevel forset mig.» Han var mådelig (syg), så jeg nok. «Lad os mænd gå indenfor, du,» sagde han, for vi var dus og gode venner, «du har vel ingen syp (snaps) fået på lang tid.» Brændevin længtede jeg nu slet ikke efter, men der var inget ved det at gjøre, jeg blev gjæstbuden, kan tro, men der var et jammerligt hus. Konen græd. «Her ser sådan halvdant ud,» sagde hun, «man har ingen ting lyst til. Fa'r er mådelig, og jeg er svag, dog er det ikke det værste, jeg er færdig ved at tro, at vi selv har voldet det.» — «Ja, det kan du godt tro, mo’r,» sagde han, «det er slet ikke andet end vor egen skyld, men hvem kunde tænke på sådant.» — «Ja, det er lige rigtig sandt.» Han var så kjedsom, så kjedsom, så det ammede dog ikke. Nu fortalte han, at det havde været en aften meget silde, at noget havde banket på stuedören. Han var alt gået i seng, men stod straks op for at se, hvem det kunde være, der kom så sent, de andre var gåede i seng. Da han kom til dören, stod der en lille, gammel mand uden for og beklagede sig over, at det var så koldt at være husvild. «Det er det også,» havde han sagt, «men hvor er du ellers fra, siden du kommer til mig med den fortælling?» «Jeg har för boet her ude i højen, som du har taget så meget bort af,» sagde den gamle, for Dammegårdsmanden havde bygget sig en ny stuelænge og taget opfyldning der ude fra. «Er du derfra?» sagde han kjækt, «så har vi jo været naboer i mange år, kan jeg vel tænke.» «Ja, her har jeg boet længe för, der blev gård på dette sted,» svarede den gamle, «så det lader ilde, at du således har gjort os husvild.» — «Har jeg gjort nogen husvild, har jeg husplads nok til dem her,» sagde han, men det skulde han ikke have sagt, han gjæstbød dem jo formelig ind til sig på den måde, og det varede ikke længe, för han havde fuldt, kan tro. Han døde nu, og siden har det været galt og var så i mange år. Der var en stue eller et kammer, hvilket det nu var, som ingen kunde komme ind i uden at blive syge, og så døde de da og, og det er lige rigtig virkelig sandt, for jeg var selv med til dötterens ufröl (gravöl), da hun var død. Den dötter mistede de nu, fordi hun lå i det kammer. Præsten var der nede og så til hende, og han sagde, at det syn, han så på hende, havde han aldrig set på noget menneske. De havde også en sön, en elskværdig horra, som skulde været bort over til Kjöbenhavn og læst til officer, men han kom ingen steder, han var konfirmert og al ting, men så blev han så syg, at det ammede aldrig nogen eneste ting, og han døde nu med, kan tro.
Bornholm. Chr. Weiss.
578. Peder Didriksen, der nu er død for et års tid siden, gravede sig en gang en bolig ind i en höj i Pårup, hvor der boede bjærgfolk. Disse blev meget vrede på ham, fordi han således forstyrrede dem, og bankede ham undertiden ganske forfærdelig. Da han var meget forfalden til drik, kom han ofte sent hjem om aftenen, og da havde bjærgmanden en gunstig lejlighed til at banke ham. En nat kom han både svedig og blodig hjem og var helt syg. Hans kone spurgte ham om, hvad der var hændet ham, og han fortalte hende da, hvor grusomt bjærgmanden havde handlet ham. Han havde slået ham ind i ansigtet samt for brystet, og trykket ham ned på jorden, så at han næppe kunne ånde, langt mindre skrige. Det var imidlertid også den sidste gang, bjærgmanden slog ham; ti kort tid efter flyttede han derfra, idet han fik sig et nyt hus bygget.
Lærer Christen Hördum, Funder.
579. På Sören Hedegårds mark i Årup ligger Hvilshöj, hvori der er bjærgmænd. En aften, han var ene hjemme og var gået uden for, så han en hel del dandse op og ned ad højen. Han var syg den gang, og de sögte råd for ham og var nede ved den kloge kone i Vindblæs. Han havde, den gang han blev syg, solgt noget af jorden af højen til opfyldning, og havde allerede kjørt en snes læs bort. Den aften, han blev syg, gik han ind i stalden, og der kom så en af bjærgmændene til ham. Præsten var der henne og rådede ham til at frede og jævne højen igjen, og den kloge kone rådede ham også til at gjøre den pænt i stand. Da han så fik den gjort pæn og plantet til, så blev han rask.
Der lavedes gjødning i siden af højen og var bygget et skur til det, som var gravet ind i højen. En mand, der sad der en nat, hørte et barn græde tre gange og var ude at se efter det, men blev til sidst klog på, at det var inde i højen. Han slukkede så ilden og gik hjem, og siden vilde ingen være der om natten, og fabrikken blev nedlagt.
Lærer Sören Ditlevsen, Elsted.
580. I Smidstrup i Holbæk amt boede en mand, som var rig og höjt agtet, men han lod også den gravhöj, som lå på hans mark, være i fred. Sådan var hans sön nu ikke sindet, for han lod højen ødelægge, men fra den stund blev han syg og fik værk i lemmerne. Lykken gik ham imod, og efter at han havde måttet sælge jord og gård, døde han i stor armod.
V. Boye.
581. En mand nede i Höjslev, Kræn Jebjærg, tog sig for at kaste en höj ud, og der fandt de så ligesom et kammer inde. Der var fejet og strøet sand hver morgen, når de kom og arbejdede; men hvem der gjorde det, fik de ikke at se, for der var ingen. Manden fik lige godt højen kast ud, men duede aldrig siden.
Kristen Ajstrup, Ovstrup.
582. Når en mand giver en anden lov at grave i hans höje, bliver han selv en krøbling eller stakkel. Der var en lang røgel ovre i Ålbæk, og manden, der ejede den, gav nogle lov til at kaste der. De kastede lige et spor igjennem den og fandt også det, de sögte, men manden blev så meget en sölle stakkel.
Rødding.
583. Min mand, præsten Jessen i Vedsted, lod en stor höj på præstegårdens mark gjennemkaste for at finde oldsager, som dog ikke fandtes. Adskillige frarådede det som farligt, da ingen levede længe, som gav sig af med sligt. Året efter blev min mand syg og døde, og vist nok tror adskillige, at höjens gjennemkastning har været årsagen.
A. L.
584. På Hönsholm boede en mand, som slöjfede en höj på hans mark, og kastede jorden i hans mødding. Men det kom han bittert til at fortryde, for han blev straks syg og sengeliggende og lå i tyve år, og kom sig aldrig. Efter at højen var ført bort, voksede der en tornebusk op på stedet, og den findes der endnu. Ingen tör røre ved den eller gjøre den fortræd, ti der er ligesom et lys synligt i den, og man mener, at det er en dværg, som her har sit leje eller sin gang.
Nik. Christensen.
585. På Udbyovre mark findes også mange höje, nogle af dem kaldes Rajshöwwen (Randers-höjene). I disse foretog en mand, de kaldte Brede-Mads, sig at grave. Han kjöbte et stykke jord og byggede sig et hus oppe ved dem, fik dem så for en stor del slöjfede, men levede ikke ret længe, og folk troede, det var for alt det roderi i höjene.
K. M. Rasmussen.
586. I gamle dage, da folk havde bedre öjne end nu om stunder, da var der mange der så, at Trehöjene på H. P. Hansens mark i Udby stod på gloende støtter. Men som tiden gik, var der en gang en af ejerne, der fik lyst til at grave dem ud for at se, om der ikke var noget i dem. Den mindste var der ikke noget i, og da den anden blev gravet ud, døde konen i gården. Så mente manden, at hans kone døde, fordi höjene blev ødelagte, og han standsede derfor med arbejdet. Den störste af höjene lever endnu.
Annette Jensen.
587. Niels Terp, der boede i Lynderup, Giver sogn, gravede en höj ud på hans mark og fandt så meget gammelt stensager, dannet i gafler og knive, og guldsager, det var derved, han fik sin rigdom. Han havde ikke så få dötre — sönner havde han ingen af — men de blev dårlige alle sammen. Nogle blev sindssvage, nogle blev draget (værkbrudne), og så døde de jo efterhånden; ligesom én blev syg og døde, så lavede en anden sig til, og der blev ikke uden én levende, den tog ingen skade, og den er levende endnu. Så solgte han gården og flyttede et andet sted hen, hvor han døde.
Jens Korregård, Havbro.
