Svinfellinge saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
i dansk oversættelse
ved
Kr. Kålund (Versene ved Olaf Hansen)
udgiven af Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab
Gyldendalske Boghandel
Nordisk Forlag
København og Kristiania
Da kong Håkon Håkonsson havde rådet for Norge 30 vintre, kom kardinal Vilhelm til Norge og viede kong Håkon under kronen; det var i Innocentii pavedömmes femte år. Tre vintre senere rejste biskop Henrik Kårsson og Tord kakale fra Island; da valgtes Sturla Tordsson til lovsigemand (2). Det år døde Arne urede, en sön af Magnus Åmundeson. Præsten Brand Jonsson blev indviet til abbed i det år, da kong Håkon blev kronet; han styrede i Tykkebø i Ver på Østlandet og var en ypperlig hövding, en god klerk, forstandig og vennesæl, mægtig og velsindet, og han nød störst lykke af alle dem, som den gang levede på Island (3). Hans moder var Halldora Arnorsdatter; Halldoras moder var Gudrun, en datter af biskop Brand Sæmundsson.
Orm Jonsson styrede på den gård, som hedder Svinafell; han var godordsmand på Sida (4) han var gift med Alvheid Njålsdatter fra Skogar; hans sönner var Sæmund og Gudmund. Hans brødre var Brand, som senere blev biskop på Holar, og Torarin, fader til Torvard og Odd; deres søstre var Steinunn og Solveig. De var 5 søskende. Den gang boede Diger-Helge (5) i Kirkebø, som var gift med Arnfrid, en datter af Torstein bonde fra Hov; deres sönner var Ögmund, Torstein, Arnor, som senere blev abbed i Vidø, Sokke og Finnbjörn. Ögmund Helgeson var gift med Steinunn Jonsdatter, deres börn var Gudmund gris, Jon karl, Sigmund, Sokke, Arnbjörg nonne, Gudrun, Tora og Helga. Skegge Njålsson boede da i Skogar og var gift med Solveig Jonsdatter; deres börn var Kløng, Torstein, Eyjulv, Jon præst og Arnbjörg, som var gift med Gudmund Torsteinsson, som boede i Østre Skard på Rangåvellir, en anset bonde. Helge Loftsson boede den gang i Skål; han var gift med Arnbjörg Torlaksdatter, en søster til biskop Arne. Helge og hun havde mange börn: Loft, Bjarne præst, Magnus, Arne, som senere blev biskop, Gudny, som blev gift med Tord på Mödruvellir, Tordis og Halldora (6). Helge i Skål havde en broder ved navn Svart, en anset bonde og gift med Astrid Gudmundsdatter; de havde en sön, som hed Torkel. Snorre sværm boede i Holt i Medalland, han var en meget velstående mand, men dog kun en ubetydelig gårdbruger; han var barnløs og en ven af Ögmund. I Mörtunge boede en mand ved navn Egil, som kaldtes skørsadel (7); han var gift med en kvinde ved navn Ragnheid, deres sön hed Einar. Alle disse mænd var gode venner indbyrdes.
[1241]. Det hændtes en sommer, da Orm Jonsson var på altinget, at der slog sig værk i hans arm. Han sendte bud i boden efter Helge læge, som boede på Måstad i Vatnsdal (8). Han kom til ham, men sagde, at ondet forekom ham af den art, at det ikke vilde hjælpe at göre noget ved det, og således viste det sig. Nogle folk siger, at Ögmund Helgeson årelod Orm der på tinget på pulsåren, og at sygdommen derefter overvældede ham. Orm red fra tinget til Skalaholt meget syg og lagde sig der til sængs og lå længe om somren i denne sygdom. Da kom fra Østlandet hans hustru Alvheid, og ligeledes kom mange af hans frænder og venner, for at besøge ham, ti han var den vennesæleste af alle uviede (9) hövdinger på Island på den tid, ti han undgik så meget som muligt al deres hærværk og den ulykkelige tilstand, som de fleste, indviklede sig i, men bevarede dog sin anseelse ubeskåret over for dem alle. Orm bonde døde i Skalaholt tre nætter för den senere Marie messe og jordedes øst for kirken. Alvheid var da frugtsommelig og fødte samme år en sön, som efter sin fader blev kaldt Orm. Den høst dræbtes i Reykjaholt Snorre den frode. Sæmund overtog gård og godedömme efter sin fader, men Gudmund tiltænkte man andet gods; han var i lang tid hos Ögmund og sin faster Steinunn. Sæmund overtog hvad der tilkom Gudmund af kirkegods, men Ögmund bestyrede Gudmunds øvrige gods. Gudmund var 7 år, da hans fader døde. Det mærkedes snart efter at Orm var død, at Ögmund gjorde sig meget gældende i herredets styrelse, og mange tvistepunkter opstod mellem ham og Sæmund.
Det var en gang at Sæmund lod efter edeligt vidnesbyrd et fattiglem bringe til en af Ögmunds fæstere, som hed Höskuld. Ögmund red straks derhen og undersøgte hans midler hvorefter han vilde påstå, at Höskuld ikke havde ævne til at forsørge fattiglemmet; han skaffede så folk til at føre fattiglemmet tilbage. Sæmund blev herover meget vred, undersøgte Höskulds ejendele og sagde, at han havde midler til at sørge for fattiglemmet; han påstod, at Ögmund gjorde uret imod ham, og erklærede ikke at ville finde sig heri. Han red derefter hjem, og alt var nu stille om vinteren.
[1248]. Næste forår drog Sæmund på stævnefærd til Kirkebø og stævnede Ögmund for, at han hindrede ham i at nå sin ret. Ögmund og Sæmunds broder Gudmund hørte på stævningen. Derefter red Sæmund ned til Holt i Medalland og beslaglagde Snorre sværms ejendele, så at kun lidet af værdi var tilbage; derfra red han til Mörtunge og holdt skifte mellem Egil og Ragnheid, hvorefter han red bort og tog med sig alt det gods, som tilhørte Egil; men til Egil skørsadel sagde han, at han skulde have frit ophold på Svinafell, så længe han vilde være der (10). Egil svarede hertil hverken ja eller nej. Da Sæmund var borte, red Egil til Kirkebø og sagde Ögmund hvad der var sket. Ögmund gjorde intet herved, men indbød Egil til at blive hos sig. Egil takkede ham for tilbudet og sagde, at han vilde opholde sig der længere end hos Sæmund. Medens de talte om dette, kom Snorre sværm ridende; han klagede sin nød og fortalte hvad han havde været udsat for. Ögmund bad dem være ved godt mod og sagde, at der i Kirkebø ikke skulde mangle mad og andre fornødenheder, »og« tilföjede han, »vi skal være lige om det alt«. Ögmund sendte en mand til abbed Brand i Tykkebø og berettede ham Sæmunds foretagender. Abbeden lovede at forsøge at forlige dem, men bad Ögmund lade være at støtte sine venner i uretfærdige sager med heftighed, »ti man må vænte«, sagde han, »at Sæmund ikke vil tåle det, hverken af Eder eller andre mænd«. Abbeden misbilligede på den anden side beslaglæggelsen, skønt det ikke var sket uden grund, og sagde, at han frygtede, at det vilde få værre følger mellem dem, end de som hidtil var kommet for dagen, ti Sæmund var en meget heftig og voldsom mand og gjorde i så henseende ingen forskel på folk, men Ögmund var påståelig og indflydelsesrig.
Sæmund red til tinget med mange folk. Abbed Brand red også til tinget og med ham hans brodersön Gudmund. På tinget vilde Sæmund sagsøge Ögmund til straf, men abbeden bad om, at de vilde udjævne dette, og ligeledes bad Gudmund ham om at skåne sin fosterfader, herefter föjede Sæmund sig, så at han for denne gang ikke anlagde sag. Fra tinget red abbeden og Gudmund hjem, og man syntes da nu som altid, at abbed Brand havde valgt at optræde på bedste måde. Sæmund red med Tord Sighvatsson til Geldingaholt på nordlandet og friede til Ingunn Sturladatter, med hvem han blev gift. Tord sagde til Sæmund, at han ønskede, at han i ingen henseende gav efter for Ögmund, og at der hverken manglede ham mandstyrke eller gode forbindelser. Sæmund red derefter hjem til Svinafell med sin kone. Da han kom hjem, beredte han et gæstebud og indbød dertil sin broder Gudmund fra Kirkebø. Gudmund lovede at komme; hans faster Steinunn husfrue bad ham om ikke at rejse, men Gudmund red dog til gildet og med ham Egil skørsadel. Under gæstebudet talte de to brødre meget sammen, og folk vidste ikke med sikkerhed hvad de talte om. Da gildet var endt, red Gudmund tilbage til Kirkebø, og Sæmund forærede ham en hest. Resten af somren var han i Kirkebø, men om høsten bad Gudmund om tilladelse til at drage bort og sagde, at han vilde have sit gods bort med sig. Ögmund indvilligede ugærne heri, men sagde dog, at han ikke vilde forbyde ham afrejsen. Steinunn husfrue bad Ögmund om at fyldestgöre Gudmunds krav tilfredsstillende; dette gjorde Ögmund og udbetalte hele den hovedstol, som han havde modtaget, det var 1 hundred hundreder (11). Med denne formue flyttede han til Sæmund, og de sad nu stille til på den anden side jul.
[1249]. Om vinteren efter jul trak Sæmund mandskab til sig og fik henved 80 mand; med disse folk drog han til Kirkebø. Om morgenen. da de skulde drage afsted, bad Gudmunds moder, Alvheid husfrue, ham om ikke at ledsage Sæmund på denne færd, for den hæder og de velgærninger, som Ögmund havde vist ham. Han svarede hende temlig vredagtig og bad hende ikke forlange, at han ikke skulde følge sin broder Sæmund; »jeg vil ikke«, sagde han, »agte dem höjere, som forholder ham hans ret«, og tilföjede, at nu var han kommen således til skelsår og alder, at han selv kunde råde for sine handlinger. Hun sagde da, at han dog vel ikke vilde rejse i den dragt, og bad ham gå med sig ind i lille-stuen og skifte klæder. Medens han klædte sig på, gik hun ud af stuen og slog låsen for, men da han mærkede dette, tog han en sten, som han fandt i stuen, og brød dören fra og kom således ud. Sæmund og hans folk var da færdige, og med denne styrke red de til Kirkebø; det var natten efter Povls messe (12). På gården var der en mand, som hed Illuge Gudmundsson, han var bryde, han var gift med en kvinde ved navn Bergljot. De var ude i ildhuset om natten, beskæftigede med kogning, og hos dem en mand ved navn Torvald, som kaldtes fene (13). En hund lå oppe på ildhuset; den sprang op og gøede. Illuge bad Torvald se efter, hvad den gøede ad Han gik ud og steg op på husene og så, at hunden vendte sig mod nord; han hørte da menneskestemmer og kendte brødrene Sæmunds og Gudmunds stemme. Torvald gav sig ikke til kende, men gik hurtig tilbage og ind i skålen, hen til husbondens sæng, og sagde, at folk drog mod gården, »og det er ikke vist«, tilföjede han, »at de er velsindede mod dem, som her er til stede«. Ögmund spurgte, om han vidste noget om, hvem det kunde være. Steinunn husfrue svarer: »ikke behøver jeg at gætte længe, det er sikkert mine frænder Sæmund og Gudmund; jeg beder Eder for guds skyld og Eders eget bedste, at I ikke øger forviklingerne med mine frænder. Ögmund stod straks op, tog henved 10 brynjer, som hang foran deres sæng, og kastede dem henad sovepladserne, idet han bød mændene stå op. De klædte sig på i en hast, ti lys brændte hver nat. Ögmund bonde tog mange spyd, som var sammenbundne i et knippe og bar dem ud i kirken, ligeledes gik de mænd, som var til stede, til kirken med deres våben. Da husbonden kom ind i kirken, talte han mandskabet, og der var da 50 kampdygtige karle, som han anså for våbenføre. Derefter gik Ögmund, ledsaget af Peter Grimsson, ud i tårnet — bægge var de bevæbnede — og i den anden tårndör stillede Jon karl og Snorre sværm sig; de lod spydsodderne vende frem.
I det samme red Sæmund og hans folk ind på gårdspladsen, og Sæmund råbte, at de skulde løbe til dören, og ligeledes til den indgang, som var på nordsiden af husene; »gå nu rask ind«, sagde han, »og giv dem ingen lejlighed til at göre modstand«. Da sagde Ögmund: »hvis I vil træffe nogen, så gå herhen til kirken, ti husene er blottede for folk«. De svarede ikke, men løb alle på én gang ned til kirken og ind i kirkegården, de slog kres om kirken og drog sværdene. Ögmund bonde hilste bægge brødre Sæmund og Gudmund. De svarede uvillig og spurgte, hvorfor de var i kirken. Ögmund svarede, at man var bleven deres færd vâr, og at de ikke lod til at komme med fred, »men hvis det forholder sig anderledes, så er I her velkomne«. Sæmund sagde, at han havde ikke agtet at holde måltid der, »men jeg ønsker, at du forlader kirken«. Ögmund nægtede at gå ud, för det blev lyst, men sagde, at han da vilde göre hvad han fandt for godt. Hertil svarede Gudmund: »hvad mere vil du kunne formå, når dagslyset kommer«. Ögmund udbrød: »det troede jeg aldrig, at du, min fostersön, vilde tale sådanne ord, som jeg nu hører«. »Ingen ænser, hvad mening du har om dette«, svarede Gudmund. »Det kan være«, sagde Ögmund, »men der er de, som vil mene, at jeg kunde fortjæne andre ord af dig«. »Således skulde det også være«, svarede Gudmund, »hvis du ikke havde voldet stridens ophav og fuldkomment fjendskab med os brødre, uagtet vor fader hjalp dig således i vejret, at du aldrig kunde lönne det efter fortjæneste, selv om du forsøgte det som du burde, og ikke lönnede det med list og svig, som det nu er fuldbevist om dig«. Da tog til orde Fjargard østmand, som var i følge med de to brødre, og opfordrede disse til at gå løs på dem og ikke lade kirken beskytte dem. Sæmund sagde, at det vilde han ikke göre, og forbød enhver at driste sig til at tilföje den hellige kirke skade. Modulv degn, som kaldtes brushoved, slap ud under kirkens understok med en hammer i hånden. En følgesvend hos de to brødre ved navn Teit, som kaldtes Bukke-Teit, greb degnen og spurgte, hvad han vilde, da han løb således. »Det skal du snart få at vide«, sagde han, og løftede hammeren og slog ham på armen, så at Teit straks slap. Modulv løb frem til åen Kirkbøinge-å, som var tilfrossen langs bredderne, men ellers isfri. Han kastede sig straks ud i åen og svømmede over, begav sig så til den gård, som hedder Tunge. Han fortalte Halldor bonde hjemsøgelsen og bad ham sende bud omkring på gårdene og forkynde denne tidende, og bad om at alle vilde skynde sig til Ögmund. Degnen vendte derefter hurtig samme vej tilbage. Da han kom hjem til gården, gik han til badstuen, ti han var bleven kold.
Teit gik til Sæmund og sagde ham, at en mand var sluppen bort, og at der snart vilde komme folk. Sæmund satte sig hurtig i bevægelse og bød sine mænd ride bort og forkyndte, at han vilde ride til Helge Loftsson i Skål. De gjorde så. Da det næsten var lyst, kom op mod 80 mand til Kirkebø for at støde til Ögmund. Der var Svart, en broder til Helge i Skål, og han opfordrede ivrig til forfølgelse og hertil rådede flere; men Steinunn husfrue frarådede forfølgelse og sagde, at hun både ønskede at skåne sin husbond og sine brodersönner, og at dette hærløb vilde få slemme følger.
Ögmund red efter dette bort og undveg for öjeblikket sammenstød, han red selv syvende til nordlandet, til Tord Sighvatsson i Geldingaholt. Ögmund forestillede Tord sin vanskelige stilling. Tord svarede, at det beroede på Ögmund selv, hvor meget han vilde give efter for Sæmund, »ti du har större formue, du er ligeledes mere afholdt af bønderne, og uagtet du ikke har noget godedömme, hører jeg også, at bønderne ønsker dig lige så god fremgang som Sæmund. Og skönt jeg er besvogret med Sæmund, da billiger jeg ikke, at han forfølger nogen mand; men bliv hos mig, så længe du har lyst.« Da Ormssönnerne erfarede dette, at Ögmund var redet bort, sendte Sæmund bud til Kirkebø og bød bønderne ride til møde med sig; dette gjorde de og traf Sæmund i Skål. Han erklærede, at de havde vist sig som hans modstandere, uagtet de var hans tingmænd, og bød dem to vilkår, at de skulde aflægge ham troskabsed, eller at han vilde berøve dem gods eller lemmer. De foretrak at aflægge troskabsed til ham og hans broder og love ikke at forlade deres sag; herefter skiltes de. De to brødre red hjem efter dette, og om vinteren er det nu stille og tidendeløst.
Nu er at berette om Ögmund, at han er i Holt (14) om vinteren hos Tord Sighvatsson. [1250]. Om foråret efter fardage red han sydpå over Kølen, men vilde dog ikke ride hjem til Kirkebø, derimod lod han meddele, at han var ankommen i herredet. Bønderne sendte da bud til Ögmund, at de følte sig noget lammede, men at deres ejendom kunde han dog råde over som over sit eget, hvad han end behøvede. Ögmund red derefter bort fra Sida, og man vidste intet sikkert om, hvorhen han havde vendt sig.
Nu optrådte i denne sag på Ögmunds side Torarinssönnerne Torvard og Odd. Teit Hallsson holdt med Sæmund og Gudmund og var utilfreds med, at Orm Svinfelling havde givet Torarin de godedömmer som hans moder Groa Teitsdatter og hendes søster Ragnfrid havde ejet, og til hvis afhændelse de aldrig havde givet tilladelse (16). Nu fik Sæmund ejendomsret over godedömmerne af dem, som lovlig ejede dem og havde taget dem i arv. Disse sager fremførtes på altinget og blev henskudte til Tord kakales afgörelse. Tord afsagde den voldgift, at Torarinssönnerne skulde vælge, om de vilde betale Sæmund 50 hundred og da komme i besiddelse af godedömmerne, således at de skaffede mænd til at gå i borgen for sig, för de red bort fra Fljotshlid. De valgte at beholde godedömmerne, men nogen borgen skaffede de sig ikke. Sæmund gjorde da krav på godedömmerne. Det var derefter en tid stille, men så voksede påny uenigheden mellem dem. Torvard og Odd rejste flokke, og Torvard drog sydpå til Rangåbygden for at bede om bistand til et angreb på Sæmund (17). Odd kom nordfra med 80 mand, og hvor de drog frem, mishandlede de folk. Sæmund sendte folk nordpå imod dem; de søgte da alle tilflugt på en stejl klippe, undtagen Odd selv tredje, som red bort; de, som var på klippen, gik nu til forlig og aflagde Sæmund troskabsed. De tilstod ham ved håndslag ret til at fradömme dem så meget gods som han vilde og når han vilde, og tillige at hele deres formue skulde tilhøre de to brødre, hvis de sluttede sig til nogen flok imod Sæmund, og at de da skulde være fredløse fra deres ejendom. Men dog gjorde de dette samme sommer.
Den foregående sommer var Tord redet sydpå til Hvål og kom der ved nattetid med ufred. Filippus og de andre mænd, som var til stede, gik ud. Rane Kodransson vilde slå Filippus med en pisk, men Filippus’ kone, Tordis Flosedatter, førte sin arm med kappen derimod og afbödede hugget for ham. De skiltes på de vilkår, at Filippus lovede Tord at rejse bort fra landet samme sommer. Derfra red Tord til Keldur og sendte herfra Aron (19) til Odde, for at han skulde bringe Harald til, at mødes med Tord. Da Aron traf Harald, sagde han, at de skulde tale hans sag, hvis han vilde følge med, at sagen da vilde stå bedst, og at andet vilde være værre for ham. Da Harald formodede, at Aron kunde sætte igennem, at han slap for at rejse bort, og da han havde tillid til ham, så fulgte han med til Tord. Men nu vilde Tord ikke gå ind på andet, end at Harald lovede sin bortrejse, og det skete uden at Aron blev ham til nogen hjælp. Det var den almindelige mening, at Aron ikke handlede her som Harald havde fortjænt det (20). Dette efterår giftede Torarinssönnerne sig, Torvard ægtede Solveig Halvdansdatter og Odd Randalin Filippusdatter; bægge bryllupper holdtes samtidig på Hvål om efteråret, efter at Sæmundssönnerne var rejste fra landet. Biskop Sigvard overværede brylluppet og rejste senere udenlands, og ligeledes Tord Sighvatsson. I dette år dræbtes Gudmund Hjalteson (21).
Der var en mand ved navn Rane Kodransson, han var en stor mand af gusten ansigtsfarve, braknæset og med lang næse. Tord kakale holdt gæstebud på Grund for sine venner. Der kom Rane, Eyjulv Torsteinsson, Ravn Oddsson, Sæmund Ormsson, Sturla fra Stadarhol og Torleiv fra Gardar. Ved denne sammenkomst fordelte Tord rigerne mellem dem. Eyjulv skulde have riget i Skagafjord og bo på Geldingaholt. Rane skulde overtage gården Grund og styre herredet Øfjord, Torleiv skulde styre Borgarfjord, men Sæmund drage østpå til sine riger. Hver af dem skulde hjælpe den anden, dersom bistand behøvedes, og de skulde ikke overgive nogen disse riger, medmindre der kom brev fra Tord eller han selv ankom. Tord gav dem alle gode gaver ved afskeden og drog derefter udenlands. Folk syntes, at han kun dårlig havde ordnet sagerne mellem Ormssönnerne og Ögmund.
Ravn boede på Saudafell, han havde en anden gård på Øre i Arnarfjord. Ravn drog ofte til Borgarfjord og gjorde sig til ven med bønderne der. Nikolaus Oddsson var gift med Gyda Sölmundsdatter (23), han var længe hos Tord Sighvatsson og hædredes meget af ham, han var kong Håkons hirdmand og nød hos ham god anseelse. Gyda og han havde to sönner, den ene hed Valgard, den anden Sölmund, og desuden en datter Helga, som var gift med Torlak Narveson, deres sön hed Ketil. Nikolaus boede i Kalmanstunge og var ofte hos Ravn, de var gode venner. Alle de mægtigste bønder i herredet var Ravns fortrolige, således Egil og Torkel præst i Sidumule og Finn fra Såmsstad.
Da Sæmudssönnerne kom til kong Håkon, tog han vel imod dem, de afstod deres godedömmer til kongen og var hos ham to vintre. Derefter gav kongen dem orlov til Island, overdrog dem igen deres rige og sagde, at han skulde øge deres anseelse. De gik ombord hos Kolbein svarte og Skegge hvide, sejlede ud og havde en lang rejse. Söndag för Mikkelsmesse sejlede de forbi Mintaksøre vestefter; Harald stod på lastekanten (25) og viste vej til landet. Som det led ud på natten, tiltog blæsten, og det blev om mandagen en sådan storm, at skibet søndersloges under dem. Besætningen løb i en båd, og de druknede alle, men fire mand løb op på skibets fordæk, og de fortalte senere, at de så, at Filippus. selv tredje kom op på kølen. De var 6 og et halvt dögn på skibsflagen og havde ingen lævnedsmidler med undtagelse af en kasse smör; dette spiste de sammen med skindrebene (26), de havde intet at drikke. Disse mænd var Are Ingemundsson, Sighvat dynge, Talg-Kåre og en mand ved navn Ögmund. Endelig blev de fundne af fiskere fra Vestmannaøerne, som førte dem med sig til øerne, og de var da meget forkomne, som rimeligt var.
Næste forår efter at Tord kakale drog udenlands, red Sæmund Ormsson imod Odd og hans tilhægere og fik selvdom af hans mænd. Samme sommer, medens Sæmund var på tinget, greb Torvard Torarinsson Gudmund Ormsson og nogle mænd med ham og førte dem mod deres vilje til Østfjordene, hvor de blev holdte tilbage til Olavsmesse. Torvard blev på altinget fredløs på grund af hærværk sammen med Odd, Loft Halvdansson, Magnus Olavsson og Magnus Jonsson. Senere om somren forligedes de i Skagafjord, og bægge modstandere forpligtede sig ved håndslag for deres mænd i alle de sager, som havde tildraget sig mellem bygderne. Forliget blev dette, at de skulde kaste lod om, hvem af dem der under ed skulde afsige kendelse, Sæmund eller Torvard. Det tilfaldt Sæmund at kende i sagen. Hans kendelse blev forkyndt under Lonshede. Begyndelsen lød, at han tilkendte sig 60 hundred fra Torvard for Gudmunds tilfangetagelse og 2 hundred fra hver af dem, som ledsagede ham, men for hver øre, der betaltes, skulde én eftergives. I steden for Torvards fredløshed fastsattes 30 hundrede. Fra Odd betingede han sig 30 hundred for dennes fredløshed. Han fastsatte 1 hundred som bøde for hver af dem, der ledsagede Odd nordfra til bygden; endvidere bestemte han 25 hundred i steden for Loft Halvdanssons fredløshed og 15 hundred for Magnus Jonssons fredløshed. Det hövdingdömme, som de havde haft strid om, tilkendte han sig, det nåede fra Lonshede nordefter over fjordene til Gerpe og op i herredet til Eyvindarå; herved skulde bægge brødres andel ligelig beskæres, så at de fordelte mellem sig de godedömmer, som var nordligere.
Herefter svor Sæmund ed på sin afgörelse. Han indbød dem derpå til sig, de kom til gæstebudet, og han gav dem hæderlige gaver. Få uger efter lod Odd Torstein Tjörveson dræbe, og denne gærning blev ilde omtalt; han var gift med Tordis Jonsdatter, Odds faster (28).
[1250]. Det nærmer sig nu tingtid, og Sæmund samler en talrig styrke. Tord Sighvatsson var kommen til tinget med mange folk, han rådede da ene over hele Sydlændingefjærdingen og Nordlændingefjærdingen efter Brand Kolbeinssons fald. Gissur var da udenlands. Sæmund foretog nu den sag, som han opgav den foregående sommer da abbed Brand var på tinget. Det gik nu let, da der ingen var til at svare for Ögmund, og det endte således, at Ögmund blev fredløs. Tord red tilbage til nordlandet, og samme sommer drog han udenlands, og det er den almindelige mening, at han på en hård måde skiltes fra denne sag.
Da abbed Brand spurgte disse tidender, blev han ilde til mode. Sæmund red til Kirkebø og holdt eksekutionsdom over Ögmund. Alt det gods, som var der, blev da skiftet. Først udskilte man kirkegodset, og derefter deltes resten ligelig mellem de to ægtefæller. Steinunn tog til sig alt det gods, som hun gjorde fordring på, og desuden hvad Ögmund havde givet hende, ti Sæmund erklærede, at han villig troede det, som hun sagde; Sæmunds fölgesvende var meget utilfredse med, at han gav afkald på dette gods, men han svarede, at det skulde de ikke råde for. Så meget gods bortførte Sæmund: 30 køer og 12 koværdier i ungkvæg, 4 plovokser, 1 hundred malkefår, 50 beder, 70 vintergamle får, 20 heste, 25 svin, 50 tamme gæs, 12 skjolde, 12 spyd, 6 stålhuer, 6 brynjer, 10 kister og en hest med dundyner (30).
Da de drev alle disse ejendele bort, råbte alle Sæmunds følgesvende op, men han bød dem tie. Husfruen brast da i gråd. Da sagde en kvinde, at det var undskyldeligt, at det gik hende nær at miste så megen velstand. Husfruen svarede: »du tror, at jeg græder over det gods, som de nu driver bort; således er det dog ikke, ti jeg undte det gærne til dem, som trænger mest dertil, hvis det ikke var gået til på den måde, som tilfældet er. Derimod græder jeg over det, som jeg frygter skal komme bag efter«. Hun gik da til kirke og bad for dem alle tilsammen; hun bad gud om, at ulykker mellem disse måge (31) måtte undgås, sålænge hun levede. Og det skete som hun bad. Alle de ejendele, som nu er opregnede, drev de til Svinafell og sad nu stille resten af somren; Ormssönnerne holdt mange folk hos sig.
[1251]. Abbed Brand red til sin frænde Sæmund og bad ham tage imod forlig af Ögmund (32). Sæmund optog dette godt, for så vidt Ögmund kunde holde måde. Han bad abbeden stifte forlig, fuldkommen sikkerhed og fast fred mellem dem. Abbeden takkede Sæmund for disse ord og sagde, at han væntede han vilde opføre sig vel. Abbeden red derefter hjem og kom til Kirkebø og sagde sin søster Steinunn, at Sæmund havde lovet ham at indgå forlig med Ögmund. Hun blev hjærtelig glad over dette og sendte straks en mand til Ögmund og bad ham ride hjem. Ögmund red straks hjem. Hans hustru modtog ham med glæde og sagde, at de endnu ikke manglede de nødvendige midler. Der blev nu fastsat fuldkommen stilstand mellem Sæmund og Ögmund og tilsagt fuld sikkerhed ved velvillig medvirkning af abbed Brand, Steinunn husfrue og Sæmunds moder Alvheid samt mange andre brave mænd. Om efteråret red Egil skørsadel østpå til Svinafell, hvor Sæmund tog godt imod ham. Sæmund var en dygtig landbruger og havde aldrig mindre end 15 ledsagere om sig, som stadig fulgte ham, og ofte flere. Egil forebragte ham mange venlige ord fra Ögmund, og dette optog han godt.
Det hændte sig, at Sæmund den vinter red til Kirkebø efter forliget, ledsaget af Torstein Skeggeson og nogle få andre mænd. Ögmund gik ud imod ham sammen med alle de våbenføre mænd, som var på gården, og alle havde de et eller andet våben i hænderne. Det gik ikke hurtigt med hilsningerne i begyndelsen, men så blev Ögmunds væsen overfor Sæmund venskabeligt, og han indbød ham til at blive der. Sæmund svarede, at han vilde ride til møde med abbed Brand, således som han gjorde. Da de red bort, sagde Torstein til Sæmund, at Ögmund ikke så ud til, at man kunde stole på ham. Sæmund bød ham tie og ikke tale således, »nu, da vi er forligte«. Torstein svarede, at det vilde have vist sig, »hvis din broder Gudmund havde været med (33)«. Sæmund traf abbeden og sagde ham, at visse folk mente, at Ögmund ikke var at stole på med hensyn til fredsløftet. Abbeden svarede, at han sikkert ikke var skyldig i sligt. Sæmund sagde: »jeg formoder da, herre! at det vil falde mig vanskeligt at berette sådanne anslag mod mit liv af Ögmund, som du tror«. Abbeden bad ham holde forliget så omhyggelig som muligt på sin side og sagde, at dertil havde han den störste forpligtelse. Sæmund lovede at göre dette; de skiltes da kærlig og traf ikke mere hinanden i live.
Ögmund blev hjemme om vinteren og var temlig indesluttet; han talte altid meget venlig om de to brødre, når de blev omtalte. [1252]. Da det led ud på vinteren, sendte han en gang för langefaste en mand til Sæmund med et brev. Deri stod, foruden flere venskabelige udtalelser, at han bad Sæmund være skånsom overfor bønderne i de sager hvor han havde med dem at göre, og sagde, at de vilde være ham så meget mere pålidelige og yde ham des mere støtte, hvad han end kunde behøve; »rejs også med forholdsvis få folk omkring i herredet«, tilföjede han, »nu da der er indfaldet stort uår; ti vinteren er nu meget stræng og der er mangel både på lævnedsmidler og hø«. Sæmund svarede kun lidt hertil, men overvejede dog disse ord.
Det skete om vinteren i langefasten i Kirkebø, at husfru Steinunn tog sot og lå hele fasten; hun fik den sidste olie skærtorsdag og døde lördag-aften för påske. Tidenden blev straks berettet til kirken (34), og for alle var det en alvorlig begivenhed, men mest for hendes husbond og sönner. Hun blev jordet anden påskedag, og ved hendes grav stod hendes broder abbed Brand og en mængde andre folk, ti hun var afholdt af alle, så længe hun levede.
Fredagen efter påskeugen red Sæmund hjemmefra selv fjærde. Sammen med ham red hans broder Gudmund og hans frænder Skeggesönnerne Kløng og Torstein; de vilde besøge abbed Brand, således som de forud havde aftalt indbyrdes, og derefter vilde Sæmund ride til sin ven Helge i Skål. Fredag-aften red de til en gård ved navn Hörgsland, som ligger i Sida; den gård drev Sæmund. I spidsen for husholdningen stod en mand ved navn Sölmund. Sæmund havde sat ham til at bestyre gården, efter at han havde taget den fra Håkon Modulvsson smed (35). Om aftenen, da de gik fra bad, sagde Sæmund til den kvinde, som törrede ham, at hun skulde gnide hans hals med håndklædet så stærkt hun kunde, »jeg har så stærk kløe der«. Hun gjorde som han bad, men han sagde: »du gnider ikke«. Da tog hun dugen og gned så hurtig hun kunde. Om morgenen fortalte Gudmund sin dröm (36). Straks om aftenen rygtedes det i Kirkebø, at Ormssönnerne om natten var på Hörgsland. Arbejdsfolkene på Kirkebø stod lördag-morgen op efter sædvane og spurgte husbonden, hvad de skulde göre. Ögmund sagde: »gå først til måltid«. Da de var mætte, gik de til Ögmund bonde. Han var nu påklædt, og som det forekom dem noget besynderligt; ti han var i brynje og der udenpå et panser, på hovedet en stålhue, som var ganske rusten, han havde i hånden øksen Sortskaft, som han ofte gik med, og i den anden hånd et rundskjold. Han var en meget stor og stærk mand og meget dygtig, rødhåret, svær i ansigtet, med en tyk og noget krummet næse, til daglig brug fåmælt. Hos ham stod hans sön Jon karl, han var også væbnet og i ringbrynje. Der var også Torarin Snorreson fra Åsar, Egil skørsadel, Snorre sværm, Arne guldskæg og Brand Gudmundsson, alle var de væbnede. Ögmund uddelte våben til sine huskarle, så at han gik ud med 12 mand. Han gik til kirken og opholdt sig en kort tid der. Derefter gik Ögmund med disse mænd østefter ad den indgærdede vej og tog plads i en lille dal kort fra vejen.
Nu er at sige om Sæmund og hans broder, at de stod op om morgenen på Hörgsland og forlangte deres heste; derefter steg de til hest, og alle red de i malede sadler (37). De red siden ad den sædvanlige vej til Kirkebø og til det vandløb, som vejen ligger over, ovenfor Kirkebø og kort fra den dal, hvor Ögmund og hans folk lå i baghold. Sæmund red forrest Han var i en tvefarvet kjortel, rød og grön (38), og havde kastet over sig et vadmelsstykke, hvis kanter var sammensyede, ti det var en meget tæt tåge med støvregn; han havde stålhue på hovedet og var omgjordet med sværd; på sadelbuen hang et skjold. Sæmund var en mand af middelhöjde og meget statelig, lyshåret og bleg, med smukke öjne, men en noget styg mund, dog med smukke ansigtstræk; han var i forhold til sin störrelse meget legemsdygtig. Nærmest ham red hans broder Gudmund. Han var i blå kjortel (39) og havde et stribet overstykke, han red med fuld bevæbning; han var en lille og kraftigbygget mand, bredskuldret og midjesmal, med stort rødgult hår og fyldigt ansigt, smuk af udseende og venlig i tale. Torstein Skeggeson red nærmest efter ham, han var en mand middelhöj af vækst og indesluttet af karakter. Kløng red sidst; han var en höj og smækker mand, lyshåret og kraftig. Bægge Skeggesönnerne var væbnede. Ögmund rejste sig, da de red ud i vandløbet, og bød at gribe dem. Torstein Skeggeson sagde da: »ser du, Sæmund! at Ögmund spærrer her vejen for os med mange mænd«? »Hvad betyder det«? spurgte Sæmund. »Det vil vise sig«, svarede Torstein. Sæmund red frem mod opgangen til vejen. Ögmund gik hen til bredden, greb med bægge hænder om Sæmund neden for skuldrene og vilde tage ham af hesten, men det gik ikke, fordi han trådte så fast i stigböjlerne, da han red i standsadel (40). Tre andre mænd greb da fat i ham sammen med Ögmund, medens andre løsnede gjorden, og således tog de ham ned. Snorre sværm og Brand Gudmundsson løftede Gudmund af hesten; Torarin Snorreson og Arne guldskæg løftede Torstein af hesten. Kløng kom op af vandløbet, sprang af hesten og drog sit sværd. Det så Egil skørsadel og stak til ham med et spyd, så at han faldt bag over i vandløbet og slap sværdet. Da trådte Jon karl til og rakte et spydskaft ud imod ham og opfordrede ham til at gribe fat. Kløng stod op, greb om skaftet og sagde: »jeg beder om fred, frænde«! »Det kan godt ske«, sagde Jon, »og jeg vil tage mod dine våben«. Dette efterkom Kløng. Jon gik derpå hen til Torstein, tilbød ham fred og modtog hans våben.
Sæmund sagde nu: »hvad betyder dette baghold, Ögmund? jeg troede vi var forligte«. Ögmund svarede, at Sæmund ikke vilde have lang tid tilbage til at berette om begivenhederne. »Jeg beder om at mødes med en præst«, sagde Sæmund. »For kort tid siden har du vistnok truffet en præst«, svarede Ögmund. »Gör som gud tilsiger dig«, sagde Sæmund. Jon karl sagde, at man skulde sende bud efter en præst. Der var tre præster på kirkestedet, Tormod var hovedpræsten og desuden Hjalte og Sæmund. Præsterne kom, og Tormod og de to andre bad om fred for dem; Sæmund præst blev hidsig og sagde, at de sent vilde få bødet deres udåd, hvis dette gik for sig. Ögmund hørte på hvad de sagde, men brød sig ikke derom. Sæmund Ormsson bad Ögmund om at sende bud efter, abbed Brand og sagde, at han ønskede at tale med ham. Ögmund svarede, at herom var intet håb. Da der ikke var nogen mulighed for fred, skriftede Sæmund for Tormod præst og Gudmund for Hjalte præst; bægge nød sakramentet, Jesu Kristi kød og blod i deres legeme; derefter læste de letaniam (41). Siden kastede Sæmund overstykket af sig, faldt på knæ, skjulte ansigtet i sine hænder og bad den almægtige gud om miskundhed. Han gik i døden både standhaftig og med håb om frelse (42). Ögmund sagde til Arne guldskæg: »tag her en økse og hug Sæmund i hovedet, hvis han ikke lægger sig ned«. Sæmund faldt da til jorden og holdt hænderne for sine öjne. Arne huggede ham i halsen, så at øksen stod fast i sandet og hovedet sank hen imod ham. Folk undrede sig over, at legemet ikke blødte.
Gudmund Ormsson og præsterne læste da 7 salmer, og ingen kunde mærke, at disse tidender påvirkede ham, med undtagelse af at han udtalte ordene noget hårdere end ellers; han var da 18 år. Gudmund sagde til Ögmund, da de havde læst salmerne: »godt var det end at leve, og jeg beder om fred, fosterfader«. »Ikke tör vi nu det, min fostersön, svarede han og var da rød som blod. Gudmund udbrød: »nu ligger også kort herfra en sådan mand, at det ikke er bedre at forliges med Eder og leve efter hans død«. Ögmund gik derefter bort og satte sig, han var da stærkt opsvulmet i ansigtet. Jon karl tog til orde: »slig færd skal du fare, Gudmund! som din broder«; han opfordrede flere mænd til at føre våben mod Gudmund, men ingen vilde det, ti Gudmund var yndet af de fleste mænd der. En mand ved navn Torstein, som kaldtes flaköje, havde den dag hentet korn og kom tilbage til ildhusdören. Der var Illuge bryde. Torstein spurgte, hvor alle folk var henne. »Det angår ikke dig«, svarede Illuge, »gem sadeltöjet og før hesten på græs«. Torstein skar sadelremmene over, kastede kløvsadel og kløvbyrden af hesten og sprang op på denne; han red hurtig østefter ud af gården og fortsatte, til han traf Ögmund og hans mænd. Jon sagde, at det var bedst han fik noget at göre, og gav ham i hånden den samme økse, som Sæmund var dræbt med. Torstein undslog sig, men da tog til orde Ögmunds sön Sigmund, 11 eller 12 år gammel: »gör hvad de forlanger, Torstein«! »Ellers vil det gå ham galt«, tilföjede Jon karl. Da gik Torstein frem imod Gudmund med hævet økse, men Gudmund böjede sig mod jorden smilende og bad gud hjælpe sig. Torstein tilföjede ham da et stort hug på halsen nede ved skulderbladet, hvorefter de fleste gik bort og præsterne begyndte at synge. Nu gik Brand Gudmundsson til og følte ned i hals-såret; han sagde, at de ikke ønskede Gudmunds død, hvis de ikke gjorde mere dertil. Torstein blev hentet for anden gang, og nu huggede han hovedet af ham. Derefter gik alle deltagerne hjem til gården. Gudmunds legeme blødte meget. Præsterne syslede med ligene. Skeggesönnerne blev grebne og forsvarlig indelukkede i en lille stue, og truede med døden straks efter helligdagen; det var over non-tid (43).
Nu delte Ögmund og hans sön deres mandskab. Ögmund red til Svart Loftsson i Tykkebø (44). Han var i ildhuset og fik sit hoved tvættet. Hans sön, drengen Torkel, sagde, da han så folk ride ind i tunet: »præsten er kommen, fader«! Svart gik da ud, og Ögmund greb ham straks. Svart hilste ham og spurgte om tidender. Ögmund fortalte hvad der var sket. Da bad Svart om fred. »Jeg vil ikke dræbe dig«, sagde Ögmund, »men du skal håndhugges«. »Det ansér jeg ikke for bedre end døden,« sagde Svart. »Det skal dog ske«, svarede Ögmund, »selv om du ansér det for værre«. »Du går dog vel ind på, at jeg bøder for mig med penge«, sagde Svart, »og forlader landet og kommer aldrig til Island, så længe jeg spörger, at du er i live«. »Jeg kan godt tåle at se dig«, svarede Ögmund, »men jeg véd ikke, for hvem pengene vil slå bedst til«. Derpå kastede han Svart omkuld, holdt i fingerspidserne og bød Arne guldskæg et hugge hånden af ham. Arne sagde, at det vilde han nødig. »Du skal dog göre det«, svarede Ögmund. Arne gik da til med hævet økse. Ögmund sagde: »hug ikke på min hånd«. Arne svarede, at det havde han lyst til. Han huggede da Svart i armen ovenfor håndleddet, men hånden gik ikke af. Ögmund skød nu et rundskjold under armen. Da huggede Arne for anden gang og overhuggede armen, der hvor underarmen er tykkest. Derefter bar Ögmund ham ind i stuen og forbandt hans arm, hvorefter han red hjem til Kirkebø.
Nu er at berette om Jon karl. Han red selv sjette til Helge Loftsson i Skål. Helge stod inde på gårdspladsen med nogle andre mænd og havde en kåbe over sig. Egil skørsadel red op øst for kirken. Helge kendte mændene og gik til kirken. Da kom Egil efter ham og fik fat i kåben. Helge slap kåben og løb ind i kirken. Egil sagde: »der så ræv rakke, og rakken fik slet intet« (45), men påstod, at kirken ikke kunde beskytte ham, da den var uviet. Jon svarede, at han ikke vilde lade drage ham ud af kirken, »vi skal ikke föje synd til vanheld«. De red da bort, og Ögmund var utilfreds med deres færd. Torstein og hans broder (46) i forening med de gejstlige førte de to brødres lig hjem til gården.
Ögmund sendte nu bud efter abbed Brand, og han red hurtig til Kirkebø. Nu blev de to brødre jordede, og han stod ved deres grav. Ögmund lagde denne sags afgörelse under abbed Brand og Skegge i Skogar (47). De fastsatte som bod for hver af de to brødre 90 hundreder og 30 hundreder for Svarts afhuggede hånd (48). Ögmund måtte desuden ikke være længere end tre nætter på Sida, medmindre han gik i kloster i Tykkebø. Jon karl skulde drage på pilgrimsfærd og være borte tre vintre. Arne og Torstein (49) skulde rejse bort og ikke vende tilbage til Island, så længe de levede. Jon og Torstein rejste bort på det samme skib og agtede at gå pilgrimsgang; men Jon mistede ved betændelse i knæ ledet sit ene ben og døde af dette. Torstein blev da siddende uden at drage videre, og han kom aldrig tilbage til Island. Arne drog bort på Sindres skib og døde i udlandet. Ögmund betalte dette gods, som fastsat var, og flyttede om foråret til Dal under Øfjældene med kun få midler; med ham fulgte Egil skørsadel og Snorre sværm. Til Kirkebø flyttede efter abbed Brands bestemmelse Arnor præst, som kaldtes skull (50).
Den følgende sommer var der stort tingridt fra bygderne nordpå. Eyjulv Torsteinsson, som Tord havde sat over bygderne, lod samle talrig styrke fra nordlands-herrederne Han boede i Geldingaholt og red nu til tings med 6 hundred mand. Gissurs sönner mødte også meget mandstærke. Om vinteren forud havde Hall Gissursson ladet dræbe Biskops-Börk på Bessastad, som havde været Tord Sighvatssons følgesvend. Brodde Torleivsson og Povl Kolbeinsson og bønderne sammen med dem lagde sig imellem, så at det ikke kom til kamp mellem ham og Eyjulv. Denne sommer red Odd Torarinsson til tings og gjorde Rane Kodransson til fredløs skovgangsmand, fordi han havde givet Filippus Sæmundsson et piskeslag, da Tord Sighvatsson hjemsøgte ham på Hvål (51). Men somren forud var de to brødre Sæmundssönnerne Filippus og Harald druknet udfor Mintaksøre; til Filippus kunde man således ikke henvise sagen mod Rane. Rane tilbød ingen bod på tinget, og dermed red folk hjem. Om somren (52) mødtes i Vatnsdal Eyjulv, Ravn, Sturla og Torleiv; Sæmunds drab harmede dem meget, på grund af det svogerskab og forbund, som Tord havde knyttet, förend han rejste bort. De besluttede at afvænte skibenes ankomst fra Norge og se, om Tord kom til landet eller om man ikke kunde vænte ham. Man aftalte der, så fremt Gissur skulde komme, at hævde rigerne mod ham og enhver anden, som måtte göre fordring på dem. Torleiv var med hensyn til alt dette mindre villig, og han forekom dem i alle henseender lunken. Eyjulv indbød dem alle til Geldingaholt Laurentius-messe.
Noter:
1. Den her i Sturlunga-saga samlingen indskudte fortælling om striden mellem Sæmund Ormsson og Ögmund Helgeson er öjensynlig en selvstændig lille saga fra det sydøstlige Island; hist og her må den ved optagelsen være forkortet.
2. Biskop Henrik var afrejst allerede 1249; sammen med Tord kakale 1250 rejste derimod biskop Sigvard.
3. Brand Jonsson, senere biskop på Holar, var henholdsvis farbroder og svoger til Sæmund Ormsson og Ögmund Helgeson, tilhørte altså ligesom de den ansete hövdingeslægt fra Svinafell. Fra 1247—62 var han abbed i Augustinerklosteret Tykkebø; når han betegnes som god klerk, er det en ros for gejstlig lærdom. Ved hans lykke hentydes til den almindelige agtelse, som hans lævned forskaffede ham.
4. Sida, d.v.s. siden, kaldtes en stor strækning af det sydøstlige Island, Orm var som „godordsmand“ indehaver af et godedömme her; sml. I, 10, anm. 2.
5. D. v. s. Helge den tykke.
6. De to her nævnte biskopper af navnet Arne er de skalholtske bisper Arne Torlaksson (1269—98) og Arne Helgeson (1304—20).
7. skyrhnakkr. Ordets sidste del betyder enten „sadel“ eller „skammel“; første led må være den skyr benævnte ret af sammenløben mælk, en art skørost.
8. D. v. s. sendte bud til den tingbod, hvori Helge havde ophold.
9. D. v. s. verdslige.
10. Grunden til Sæmunds optræden overfor Snorre og Egil fremgår ikke af fortællingen, sandsynligvis på grund af forkortning.
11. 14400 alen vadmel eller 120 køer = 40 mark sølv, i værdi svarende omtrent til 12000 kr.
12. 25. januar.
13. Tilnavn af usikker betydning (fen betyder sump); „bryde“ betyder som bekendt husfoged; ildhuset er de islandske gårdes køkken. På Kirkebø var i øvrigt et nonnekloster, som dog i denne fortælling ikke nævnes.
14. D. v s. Geldingaholt.
15. Dette stykke har ikke oprindelig hørt til Sturlunga-samlingen, men er blevet indskudt i denne ved en i det 14. årh. foretagen udvidelse. Begivenhederne foregår somren 1250.
16. Sæmunds og Gudmunds farfader Jon Sigmundsson havde, foruden sin ægtefødte sön Orm, med Groa — en kvinde af höj byrd fra Østfjordene — sönnen Torarin, som blev gift med Ögmunds søster Helga og med hende havde sönnerne Torvard og Odd; men senere blev Groa gift med en mand ved navn Hall og havde med ham sönnen Teit. Orm har altså ment gennem faderens forhold til Groa at kunne råde over de hende tilhørende godedömmer og overladt disse til halvbroderen Torarin, hvorimod hendes ægtefødte sön Teit mente at have arveret til disse. Ved at hjælpe Teit optræder Sæmund og Gudmund mod deres egen faders afgörelse.
17. Når de to brødre ved denne lejlighed omtales som knyttede til sydlandet (Fljotshlid, Rangåbygd), beror det på, at de året forud bægge indgiftedes i den her herskende Odde-slægt. — Strængt taget er det, som det vil ses, ikke striden med Ögmund de blander sig i.
18. Heller ikke dette stykke tilhörer oprindelig samlingen; begivenhederne foregår 1249. Filippus og Harald var sönner af Sæmund Jonsson på Odde; Tords hensigt med at tvinge dem til at rejse til Norge er at bringe dem i kong Håkons magt, for at de til ham kan afstå deres godedömmer.
19. Den bekendte Aron Hjörleivsson.
20. Der sigtes til, at Harald i sin tid havde skjult Aron, da han forfulgtes af Sturla Sighvatsson. Se I, 340, 453.
21. Om denne begivenhed vides intet nærmere; Biskop Sigvards og Tords rejse foregår 1250, Gudmunds drab henføres af annalerne til samme år.
22. Dette stykke fortsætter beretningen om Tord kakale og må være taget fra sagaen om denne mand, men synes ikke desmindre først sammen med de øvrige her nævnte stykker at være indskudt i Sturlunga-samlingen. Begivenhederne foregår 1250.
23. Sölmund var en Nordmand, som havde været gift med Snorre Sturlasons søster.
24. Dette stykke danner tydelig nok en umiddelbar fortsættelse af det om deres bortrejse forud fortalte (s. 106—7) og er samtidig med dette bleven knyttet til samlingen.
25. Skibets ladning fastsurredes midtskibs fritliggende, da skibene ikke var egentlige dæksfartöjer, men kun for og agter forsynede med halvdæk.
26. Tove til skibsbrug forfærdigedes af hvalrosskind.
27. Dette stykke danner en fortsættelse af fortællingen om Torarinssönnernes indgriben (s. 103—6) og må samtidig med dette være indskudt i samlingen. Tiden er 1251.
28. De ovennævnte bødebeløb i hundreder bör sikkert forstås som beregnede i hundred alen, så at hvert „hundred“ omtrent svarer i værdi til 100 kr.; for de dömtes vedkommende bortfaldt fredløsheden mod udredelsen af det pågældende beløb. Det hövdingdömme, hvorom der var strid, og for hvilket meget nöjagtige grænser angives, har öjensynlig bestået af flere sammenhængende godedömmer. Disse var ifølge deres natur ikke territoriale, da tilslutningen til en gode var valgfri, men mod fristatstidens slutning var de for en stor del forvandlede til herredömmer over bestemte bygder, sædvanlig således, at én mand herskede over flere sådanne, og hans herredömme kaldtes da et „rige“. — Den Torstein Tjörveson, som Odd lod dræbe, var gift med en ægtefødt søster til Sæmunds fader og har da sandsynligvis stået på Sæmunds side i arvestriden.
29. Hermed begynder igen Svinfellinge saga, efter at være afbrudt ved de 5 nærmest foregående, indskudte stykker; fortællingen slutter sig altså til hvad der sidst (s. 105) er berettet om Ögmund, at han efter at være vendt tilbage fra nordlandet en tid holder sig skjult.
30. Disse mange ejendele, som altså ikke en gang har udgjort halvdelen — måske kun en fjærdedel — af boet, og særlig den store kvægbestand må vække overraskelse. Mærkeligt er det også blandt husdyrene at finde gæs og svin, som forlængst er uddøde på Island, og plovokser, som forudsætter agerdyrkning.
31. Mellem Steinunns brodersönner og Ögmund var ved hendes ægteskab med denne opstået en besvogring.
32. Dette synes ikke at kunne være sket umiddelbart efter det forud fortalte, men først næste år så at der om tidsrummet efterår 1250—efterår 1251 intet fortælles.
33. D. v. s. hvis Ögmund havde kunnet rydde bægge brødre af vejen på én gang, vilde han have angrebet.
34. Til klosterkirken på Kirkebø? Eller er det en forvanskning af navnet på abbed Brands kloster Tykkebø?
35. Herom vides intet nærmere.
36. Besynderligt nok er drömmen her forbigået.
37. Sadlerne var altså af træ.
38. Kjortelens höjre halvdel bar én farve, den venstre en derfra forskellig; dette var en middelalderlig mode.
39. Den islandske „blå“ farve falder omtrent sammen med blank-sort.
40. Nogen forklaring af stand-sadel gives ikke i oldlitteraturen; den har vel nærmest svaret til datidens evropæiske ryttersadel til krigsbrug.
41. Dødsbönnen (Litani).
42. D. v. s. således at der var udsigt til hans sjæls frelse.
43. Med nôn (kl. 3) har helligdags-aftenen taget sin begyndelse.
44. Dette Tykkebø er en nær Kirkebø liggende gård forskellig fra klosteret af samme navn. Årsagen til Ögmunds forbitrelse på Svart fremgår ikke af fortællingen; sidste gang forud han omtales (II, 104) står han på Ögmunds side.
45. Ordsprog: ræven undslipper hunden, som den i tide har fået öje på.
46. Skegge-sönnerne Torstein og Kløng.
47. Skegge, som havde sönnerne Torstein og Kløng, var gift med en faster til Ormssönnerne og desuden disses morbroder.
48. Disse beløb, beregnede til alen vadmel, vilde svare til henholdsvis c. 9000 kr. (for hver af de dræbte) og 3000 kr. Dr. V. Gudmundsson, som går ud fra, at Sturlunga-tidens mandebod altid regnes i „tre-alens“ ører, beregner mandeboden for hver af Ormssönnerne til c. 27000 kr.
49. De to mænd, der havde foretaget henrettelsen.
50. Tilnavn af ukendt betydning. Hermed ender Svinfellinge saga.
51. Sml. II, 106-7.
52. Dette lille stykke — til „Gissurs saga“ — (vistnok fra den særlige Tords saga) hører ligeledes til de yngste indskud i Sturlunga-samlingen. Det nærmest foregående er spredte notitser fra forskellige kilder.
