Svipdagsmál
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895
VISERNE "Grogalder" og "Fjölsvinnsmál" findes først i Papirhaandskrifter fra anden Halvdel af det 17de Aarhundrede, som alle stamme fra det samme tabte Original; men de have et ægte Oldtidspræg. At de høre sammen er ikke antydet i Haandskrifterne, i enkelte ere de endog skilte ad. Det er Svend Grundtvigs og Bugges Fortjeneste ved Parallelisering med den dansk-svenske Sveidalsvise at have paavist deres Sammenhøring; Fællestitlen Svipdagsmál skyldes Bugge. For Antagelsen af en enkelt Digter taler - ifølge Sijmons - ogsaa Overensstemmelsen i Stil og Sprogbrug.
Handlingen er da følgende: - Svipdag er af sin onde Stifmoder sendt bort fra sit Hjem for at finde Menglad (= den Smykkeglade). Han gaar til sin Moders Gravhøi, vækker hende og beder hende om Raad og Hjælp, som hun har lovet ham; thi det er en vanskelig Fart, og han synes at han er for ung til den. Moderen Groa vaagner ved Besværgelsen, kvæder for ham et Galderkvad til Beskyttelse paa Farten og byder ham saa, dristig at tiltræde den farefulde Vandring. Saavidt Grogalder, der løber parallelt med Sveidalsvisen V. 8-17. Visen tilføier, at han ikke kjender den Mø, han søger "i fremmed Land": hans Stifmoder "har lagt hans Hjerte i Tvang for den han aldrig saae" (det er iøvrig umuligt at bringe Folkevisens to første Stropher, som lægger disse Ord i Munden paa en Jomfru, i Overensstemmelse med Sveidals Ord til Moderen). En meget væsentlig Forskel er der imidlertid mellem Oldkvadet og Folkevisen, nemlig at den sidste ikke lader Moderen give Sønnen beskyttende Galder men derimod Hesten, der gaar over Hav som over Jord, og det runeristede Sværd, der brænder som et Baal - altsa det samme, som Skirner fordrer og faar til sin Fart; det er her sikkert den yngre Kjæmpevise, der har bevaret det oprindelige mythiske Element. Grogalders Forfatter er ved Situationen bleven erindret om Vegtamskvide og formodentlig har saa denne Odins-Erindring ført ham til at benytte Rammen til en Efterligning af Odins Runesang i Hávamál. Om Slægtskabet med "Skirners Fart", der her er tydeligere i Kjæmpevisen end i Oldkvadet, vil der senere blive Tale.
Man har opkastet det Spørgsmaal, om der som tredie Led har existeret en bortkommen Sang, der skildrede Svipdags Eventyr undervejs. Der er ikke noget Bestemt, der tyder derpaa, og i alt Fald kunde den - som Sijmons bemærker - ikke godt have været affattet i samme lyriske Versemaal (ljóðaháttr). Hvis der imidlertid skulde have været en saadan, vilde Grogalder derved unægtelig have faaet større Betydning; den manglende Sang maatte da have vist de forskellige Galdere i Virksomhed.
Fjølsvinnsmál begynder brat med Svipdags Spørgsmaal og forklarer saa i en Parentes kortelig Situationen (efter Bugges Fortolkning: "Man saae ham (Svipdag) stige op til Risefolkets Bolig"). Vogteren Fjølsvinn vil vise ham bort, men da Svipdag har erfaret, at Menglad boer der, giver han sig til at spørge om Alt, hvad han ser: Gitterporten, Gjærdet, Træet i Gaarden og Hanen i dets Top, de glubske og vagtsomme Hunde samt om et Middel til at lokke dem med, om Borgen, der er omgivet af Ild og siges at skjælve paa "Sværde-Odde", vistnok en Kjending for "Flammer", saa at Udtrykket med beundringsværdig Anskuelsesfriskhed skildrer Borgen, der paa sin høie Klippe, ildhegnet som Brynhilds-Klippen, ses umiddelbart over de spidse Flammetunger og gjennem den opstigende Hede viser sig med sitrende Linier, som om den skjælvede eller dreiede sig; videre spørges om Bjerget med den lægebringende Kraft, om Menglads Møer, hvis Navne pege i Retning af velgjørende Virksomhed (Asynjen Eir nævnes som den ypperste Læge) og tilsidst, paa Spørgsmaalet om Menglad har en Mand, erfarer han, at hun venter Svipdag: da giver han sig med stor Bravour tilkjende, Menglad kaldes til, og de Elskende, der har higet mod hinanden uden at kjendes, forenes for at leve bestandig sammen.
Spørgsmaalet, med hvilken Mad Hundene kan lokkes, besvares saaledes, at der er kun een Spise, der mægter det, nemlig et Vingeben af Hanen Vidofner, som sidder i Toppen af det store Træ: for at fælde denne Hane maa man have et Vaaben, der ligger i et Skrin, lukket med ni Tryllelaase, i Gygen Sinmaras Eie; for at faa fat i den maa man derfor vinde Sinmara, hvilket kun kan ske derved, at man bringer hende en leformet Svingfjer af Vidofners Vinge. Denne Cirkel er altsaa kun en Gaade-Omskrivning for Svaret, at det ikke er muligt for Nogen at lokke Hundene og slippe ind. - Svipdag selv derimod kan rolig gaa ind, thi saasnart han giver sig tilkjende, hilser Hundene ham logrende, ligesom i Kjæmpevisen "Løven og den vilde Bjørn de fulde den Herre til Fod."
I Stedet for Portvogteren Fjølsvinn har Kjæmpevisen en Hyrde, der "driver Fæ til Vand", hvilket atter erindrer om "Skimers Fart", medens oldkvadets Fjølsvinn minder om Hárbard lige indtil Navnet, da de hver bære et af Odins Tilnavne. Med Undtagelse af Ilden om Borgen og Hanen Vidofner finde vi de samme Elementer "Planker af haarde Jærn" (Gjærdet), Porten af Staal (Gitret), løven og den vilde Bjørn (Hundene) og den grønne Lind (Træet) og endelig Borgen selv, der er af graa Marmelsten; Bjerget er forsvundet paa Grund af den realistiske Lokalisering i et Sletteland og erstattet af Havet. Den mythiske Betydning af disse Elementer er, som ventelig, i Kjæmpevisen fordunklet, men skinner i Oldkvadet endnu tydelig igjennem, om end ikke saa klart, at de samle sig til et fuldstændigt Billed. Mest iøinefaldende er Træet Mimameid, der breder Kronen over alle Lande, og om hvilket Faa veed, hvor det rinder af Rode; saavel Navn som Beskrivelse passer fuldkomment paa Yggdrasil, og saaledes er det ogsaa allerede opfattet af den, der har givet Hávamál dets nuværende Form (der til "Runesangens" første Vers indskyder "paa det Træ, om hvilket Faa vide, hvor det af Rode rinder"). I Gitret gjenkender man Valhalsgitret, om hvilket "Faa vide, hvordan det i Laas er lukket" - dog behøver der ikke her, som i det Foregaaende at være Identitet, men kun Analogi. Gjærdet, som Fjølsvinn selv har dannet af Lerjættens Lemmer, minder om selve Verdensbygningen, som Odin og hans Brødre dannede af Ymirs Lemmer. Af Hundene har den ene Navn fælles med den ene af Odins Ulve og den anden et ensbetydende Navn, medens den gyldne Hane Vidofner ved sit Sæde i Toppen af Mimameid ligner Ørnen i Yggdrasil, men iøvrig er nærbeslægtet med Gudernes Hane, Gyldenkam. I det Træk stemme disse Enkeltheder overens, at de alle leder os bort fra en virkelig, menneskelig Bolig og føre os til en Gudeborg.
Og nu selve Hovedpersonerne: - Allerede den oftere fremhævede Sammenhæng mellem vort Kvad og Skirners Fart samt Sigurds Flammeridt leder Tanken hen paa Freyr, og paa denne Lysgud passer ogsaa Svipdags Faders Navn "den Solskinnende" saavel som hans eget: "den der fremskynder Dagen". Hans Brud hensættes her i Jættehjem, hvilket utvivlsomt netop er en Reminiscens fra "Skirners Fart", hvorved hun paralleliseres med Gerd. Men ligesom hun i sit Følge har en Asynje (Eir), saaledes optræder hun selv, og betegnes ved sin Gudeborgs Omgivelser, som Gudinde, og Navnet "Menglad" (den Smykkeglade) peger paa Freya med hendes Attribut Brisingamen. Derimod tyder det paa en iøvrig ogsaa ellers forekommende Forvexling med Friggs Funktioner, at hun er Lægedomsgudinde, navnlig for Kvinder, der blive karske blot af at bestige hendes Bjerg - Kundskab til lægende Urter var en af den germanske Husmoders Hoveddyder - og Fødselsgudinde; thi et Par indskudte Stropher, som ganske vist falde udenfor Digtets Bevægelseslinie men næppe udenfor dets mythiske Tankekreds, berette, at Mimameids Olden havde forløsende Kraft for Kvinder i Barnsnød. Men ved disse Træk falder atter hendes Lighed med Brynhild i Øinene (Sigrdrifumál 11 og 9) - et nyt Vidnesbyrd om de mange sarte Traade, der forbinde disse tre nordiske Natur- og Elskovs-Myther. Herhen hører - som alt bemærket - ogsaa, at hendes Bolig, trods alle Himmelborgens Tegn, tænkes beliggende i Risehjem, og at hendes Vogter Fjølsvinn er Jætte ("den spydgjæve Jætte" Grogaldr 14 maa sigte til Fj., hvis man ikke vil antage Hypothesen om en bortfalden Rejse-Sang). At Freyr og Freya her ikke optræde som Broder og Søster men som Brudgom og Brud volder ingen mythologisk Vanskelighed.
I Fjølsvinn, som har givet Kvadet Navn, er det vel rigtigst kun at se Borgvogteren; at han har et af Odins Navne (den Megetvidende) og minder om Hárbard, kan bero paa hans Rolle og paa den lignende Situation. Men umuligt er det vel heller ikke, at der kan ligge en mythisk Betydning deri, som dog nu næppe længer er gjennemsigtig; at han har bygget Gjærdet af en Lerrises Lemmer tyder dog stærkt paa den oprindelige Guddommelighed.
Ved Forbindelsen med Freyr-Gerda Mythen og med Sigurd-Brynhild Mythen er Kvadets Naturbillede i det Væsentlige givet. Medens man i den første utvivlsomt har en Foraarsmythe, ere de to andre snarere at opfatte som Solopgangsmyther: naar Naturen efter Natten vaagner til nyt Liv, er det de ensomme, høie Bjergtinder, som først vækkes af Solguden og ligesom befries af en tvungen Dvale, og de opstigende Taager gjennemildnede af de første Solstraaler, synes da at hegne dem med et bølgende Flammehav.
