Søfærden (Kalevala II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt

IV. De enkelte Sanges Historie

Søfærden
(XXXIX og Beg. af XL).

Skaberen (det er Kristus efter Middelalderens Tro) tømrede sig en Dag et Skib ved tre Hugg med en gylden Økse; paa hans Bud gled det af sig selv fra Stranden ud i Bølgen. Da tog Skaberen Peter og Andreas med ombord og tiltraadte Færden. Paa Dybet hævede der sig en Storm, og Bølgerne gik højt. Guds Søn sov just under et Tæppe, men blev vækket af sine rædde Skibsfæller — — . Indtil dette Punkt har man sunget omtrent saaledes (ikke alle Træk genfindes dog alle Steder) i russisk og finsk Karelen samt i Ingermanland om Færden paa Genezaret Sø (Peter er sluppet med fra: Jesu Vandring paa Søen). De ingriske Former er renest bevarede mod Øst, og ingen af de tre Landskabers Sangform lader sig udlede af de andre: hver af dem synes selvstændigt udviklet af en, tabt, Urform; til Grund ligger da vel een af Vestfinlands Legendeviser. — Mod Slutningen afviger Sangformen; i Lighed med den bibelske Udgang hedder det stundom at Skaberen vendte Vinden til Medbør, og Arhippa veed nøjere at melde hvorledes »Iki-Turso Äijön poika«, det er: »Ældgamle Turse, den Ondes Søn« Havtrolden, der havde voldt Stormen, frækt stak sit Hoved op af Bølgen, men Guds Søn trak ham ved hans Øren op i Baaden, truede Trolden og smed ham ud i Havet ; siden den Dag djærves Turso aldrig at stige frem af Dybet. Men Syd paa gaar det oftest anderledes: Skibet støder, i ingrisk Sangform paa en Sten, i karelsk paa en Kæmpegedde og sidder fast. Baade Havtrolden og Skibets Standsning midt paa Søen er Fostre af gammel, vidt udbredt Folketro. Arhippas Sangform minder jo f. Eks. om vor »Germand Gladensvend« med den lede Gam (Grdtvig II Nr. 33). Og Skibet der pludselig staar fast midt paa Dybet, træffer vi ogsaa i en anden dansk Vise »Hr. Peders Skriftemaal« (Gr. VI Nr. 376): »Og da de kom dær midt paa Sund, og dær vilde Skibet ikke skride«; den samme Sangs svenske Form (Geijer-Afzelius Nr. 36) træffes ogsaa forfinsket. Nu hører Hr. Peder-visen til en Kres af østerlandske og evropæiske Sagn og Ballader, hvori det hedder at den af Passagererne hvis Synd har fremkaldt Stormen (eller Standsningen), udfindes ved Lodtrækning og kastes i Havet. Allerede i den gammeltestamentlige Fortælling om Jonas møder vi Tanken; det hedder her desuden at Søfolkene kaster Ting overbord for at lette Skibet (Stod det da fast?), [og at Jonas sov]. K. Krohn henstiller om ikke netop Jonas' Søfærd maaske har spillet med ind i Slutningen paa den finske »Skaberens Søfærd«, og den Kæmpefisk der slugte Profeten, ved Misforstaaelse blev til en Gedde hvorpaa Skibet strander. — Saavidt den bibelske Søfærd.

Nede i Estland har man kendt en helt anden Vise om en Sørejse; heller ikke dens ældste Form kan længer paavises; men Hovedtrækket, der genfindes i flere Forbindelser, er dette: De gamle ror saa Hovederne dirrer; det hjælper ikke; saa griber de unge Aarerne, og nu glider Baaden. Følgende Friervise fra Vestkysten giver os vist nogenlunde den Tone, hvori Visen oprindelig var stemt (Jan er Johan, Veltsa en Landsby, Kullamaa et Kirkesogn):

Jan en Baad i Veltsa bygged,

Skude ny bag Skur han tømred,

gjorde Skib af Vildgaasknogler

og af Hønseben dets Spanter,

Aarer ny af Gaasebene

og af Troldehægg de Master,

tømred derhos Rønnetofter,

skar af Hæggetræ de Tolde.

Satte Sejl i Mastetoppen

ret som Pigers fine Duge,

satte derhos gode Givtov

ret som fine Sølversnore.

Saa blev Baaden bygget færdig,

Baaden ud paa Strand han stødte,

skød i Søen tjæret Skude.

Gamle Folk ombord han satte.

gamle de roed, Ho'der de rokked;

unge Folk ombord han satte.

unge de roed, Baaden sig snoed.

roed de frem under Rigaborgen,

helt ind under Kuliamaa Kirke.

Dær stod Jomfruer tæt i Rækker;

fremme paa den forreste Række

Moders Piger, Perler om Halsen;

bagest, i den tredje Række,

Faders Møer med Mønter om Halsen;

midt mellem dem: Forældreløse.

Ikke tog han perleprydet

Moders Pige fra første Række,

ikke tog han pengeprydet

Faders Mø fra bageste Række,

den forældreløse tog han,

stakkels Træl fra mellemste Række.

Det er klart at Bejlerbaaden ikke vil gaa frem naar Gamlinge ror, der maa unge Mænd til. — Dette og flere Træk fra den rent verdslige Vise skylles nu med den store Sangstrøm mod Øst og Nord og forener sig, først i Ingermanland, siden igen i Karelen, med Legendevisen; og den saaledes opstaaede blandede Sangform faar efterhaanden Præg af en helt selvstændig Vise. Fra finsk Karelen (Suistamo) af indgaar den desuden Forening med Sangen om Harpespillet; og i Steden for Jesus, Peter og Andreas træder Väinämöinen, Joukohainen og Ilmarinen; Väinö og Jouko fra »Sangerkampen«, Ilmari i Väinös Følge vel fra »Ildens Fødsel«. I en savolaksisk Opskrift fra 18de Hundredaar staar Lemminkäinen for Jouko, det fandt Lönnrot naturligere. — Endvidere ændres Roningsforsøgene, indtil det bliver Ilmari alene der har Kræfter til at drive Baaden frem.

Endelig knyttes saa i Egnen om Ilomantsi Søfærden sammen med Fortællingen om Toget til Pohjola, hvilket Sted nu bliver Færdens Maal. Vi faar to ny, forskellige Rækker: a) Søfærd, Kantele, Rovet af Pohjolas Skat; her synges Søfærden udførligt; b) i russisk Karelen desuden: Den store Sampocyclus ɔ: Lappeskud, Skabelse, Samposmedning, Søfærd, Rovet af Pohjolaskatten; og her synges Søfærden stærkt afkortet uden Stranding og uden følgende Kantelesang ; til Gengæld kommer (fra en anden Vise) et nyt Træk ind: Tredjemand ser Skibet fra en Oddespids og tages paa sin Bøn med ombord. — Arhippa sang Søfærden i hele tre forskellige Former: 1) Den rene Legendevise, 2) de tre finske Heltes Færd + Kantelekvadet, 3) det lille Stykke Søfærd i den lange Samporække.

Lönnrot har jo beholdt den fuldstændige Form af de tre Heltes Færd i sin store Sampocyclus. Minder om den gamle Legende er i Kalevala foruden Heltenes Tretal bl. a. de Ord i helt anden Sammenhæng: »Baaden bygtes uden Tømren, Skuden skabtes uden Høvlen« (XVII 627-8). Og desuden har Lönnrot jo nyttet Arhippas rene Skaberkvad som en Episode paa Hjemfærden fra Pohja (XLII 393 fl.); Helten blev her Väinö, idet »Kalevan poika« slaar for Arhippas »Jumalan poika«: Kalevas Søn for Guds Søn. Peters Frygt (Matt. XIV) i en østkarelsk Opskrift har Lönnrot overført paa II marinen — med Vendinger der hos Arhippa gælder Kristus (Guds Søn trak Tæppet fra sit Ansigt).