Forskjell mellom versjoner av «Thingsordningsafsnittet»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
m
Linje 791: Linje 791:
 
Dersom en gift Tjenestekarl tager bort af Tjenesten paa Grund af Drabssager [der henstaae uafgjorte mellem hans Æt og en anden af Gaardens Folk] og hans Kone tager bort med, da straffes hun ikke, fordi hun forlader Tjenesten, og kan han gjøre Krav paa Godtgjørelse for hendes Afsavn af Vinterophold paa Gaarden; ligeledes dersom Konen tager bort paa Grund af uafgjorte Drabssager, og hendes Mand følger hende, kan der gjøres Krav paa Godtgørelse for Vinterophold for ham.
 
Dersom en gift Tjenestekarl tager bort af Tjenesten paa Grund af Drabssager [der henstaae uafgjorte mellem hans Æt og en anden af Gaardens Folk] og hans Kone tager bort med, da straffes hun ikke, fordi hun forlader Tjenesten, og kan han gjøre Krav paa Godtgjørelse for hendes Afsavn af Vinterophold paa Gaarden; ligeledes dersom Konen tager bort paa Grund af uafgjorte Drabssager, og hendes Mand følger hende, kan der gjøres Krav paa Godtgørelse for Vinterophold for ham.
  
Dersom Husbonden [naar en Tjenestekarl har fornærmet en anden Tjenestekarl] lader den Fornærmede tage bort, kan denne gjøre Krav paa Godtgjørelse for Vinterophold og skal ikke give Erstatning for, at de Arbeider han skulde forrette, ikke blive fuldførte. Dersom en Tjenestekarl tilføier sin Husbond en Fornærmelse, som straffes med fuld personlig Bod, skal Tjenestekarlen forlade Tjenesten uden at faa nogen Godtgjørelse for Afsavnet af Vinterophold, og kan Bonden derhos anlægge Sag imod ham. Dersom en Tjenestekarl taler saadanne Ord til Husbonden, som straffes med halv personlig Bod, skal han forlade Tjenesten; gjør han det ikke, regnes Fornærmelsen som om den egnede sig til fuld personlig Bod, og straffes han derfor med Landsforvisning. Dette er det eneste Tilfælde, hvor der for Fornærmelser, der [kun] egne sig til halv personlig Bod, kan anlægges Sag (30). Endvidere er det bestemt med Hensyn til de Ord eller Gjerninger, hvorved Tjenestekarlen fornærmer sin Husbonde eller Madmoder og hvorfor der skal betales fuld personlig Bod, at dersom han ikke tager bort, fordobbles den personlige Bod. Dersom en Bonde jager sin Tjenestekarl bort af Tjenesten uden lovlig Grund, straffes han derfor med tre Marks Bøder, og kan Tjenestekarlen af Bonden fordre Godtgjørelse for Afsavnet af Ophold, hvis han har begjært det under Vidners Tilkaldelse, og denne da har nægtet ham det.
+
Dersom Husbonden [naar en Tjenestekarl har fornærmet en anden Tjenestekarl] lader den Fornærmede tage bort, kan denne gjøre Krav paa Godtgjørelse for Vinterophold og skal ikke give Erstatning for, at de Arbeider han skulde forrette, ikke blive fuldførte. Dersom en Tjenestekarl tilføier sin Husbond en Fornærmelse, som straffes med fuld personlig Bod, skal Tjenestekarlen forlade Tjenesten uden at faa nogen Godtgjørelse for Afsavnet af Vinterophold, og kan Bonden derhos anlægge Sag imod ham. Dersom en Tjenestekarl taler saadanne Ord til Husbonden, som straffes med halv personlig Bod, skal han forlade Tjenesten; gjør han det ikke, regnes Fornærmelsen som om den egnede sig til fuld personlig Bod, og straffes han derfor med Landsforvisning. Dette er det eneste Tilfælde, hvor der for Fornærmelser, der [kun] egne sig til halv personlig Bod, kan anlægges Sag (31). Endvidere er det bestemt med Hensyn til de Ord eller Gjerninger, hvorved Tjenestekarlen fornærmer sin Husbonde eller Madmoder og hvorfor der skal betales fuld personlig Bod, at dersom han ikke tager bort, fordobbles den personlige Bod. Dersom en Bonde jager sin Tjenestekarl bort af Tjenesten uden lovlig Grund, straffes han derfor med tre Marks Bøder, og kan Tjenestekarlen af Bonden fordre Godtgjørelse for Afsavnet af Ophold, hvis han har begjært det under Vidners Tilkaldelse, og denne da har nægtet ham det.
  
 
Dersom der mellem Folk, der ere paa samme Gaard, opstaae Drabssager af den Beskaffenhed, at en af Folkene som Slægtning til den Dræbte kan nedlægge Forbud imod at være sammen med en anden af Folkene som Drabsmandens Frænde, skal Drabsmandens Frænde tage bort fra Gaarden og nyde Godtgjørelse for Afsavn af Vinterophold, efter som Nabobønder vurdere det til. Sager, hvori saadant Forbud kan nedlægges, ere de hvor i det mindste en Øre skal betales [eller oppebæres] i Frændebøder for Drab, efter Reglerne om disse Bøders Beregning, nemlig naar man er beslægtet med Drabsmanden eller den Dræbte i 5te Led eller nærmere.
 
Dersom der mellem Folk, der ere paa samme Gaard, opstaae Drabssager af den Beskaffenhed, at en af Folkene som Slægtning til den Dræbte kan nedlægge Forbud imod at være sammen med en anden af Folkene som Drabsmandens Frænde, skal Drabsmandens Frænde tage bort fra Gaarden og nyde Godtgjørelse for Afsavn af Vinterophold, efter som Nabobønder vurdere det til. Sager, hvori saadant Forbud kan nedlægges, ere de hvor i det mindste en Øre skal betales [eller oppebæres] i Frændebøder for Drab, efter Reglerne om disse Bøders Beregning, nemlig naar man er beslægtet med Drabsmanden eller den Dræbte i 5te Led eller nærmere.

Revisjonen fra 12. okt. 2019 kl. 13:14

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GRÁGÁS

Islændernes Lovbog i Fristatens Tid


Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift

og oversat af Vilhjálmur Finsen


Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870


Thingsordningsafsnittet




Indhold:


Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl




20. (Om Udnævnelse af Dommere)

Det er fastsat i vore Love, at vi skulle have fire Fjerdingsdomstole. Hver Gode, som har gammelt og fuldt Godord [Bøigdsforstanderskab] skal udnævne en Mand i Domstol; men det vare fulde og gamle Godord, da der vare tre Vaarthinglaug i hver Fjerding, og tre Goder i hvert Vaarthinglaug; dengang vare Vaarthinglaugene udelte (1). Dersom Godord ere delte i mindre Parter [paa Grund af de yngre Godords Oprettelse], da skulle de, som have Part af gamle Godord, forene sig om, at der blive udnævnte Dommere, som nu er sagt; da ere Fjerdingsdomstolene fulde.

Det er fastsat, at Domstolene skulle idag [Althingets Aabningsdag, Fredagen i Sommerens ellefte Uge] være udnævnte og beskikkede. Hver Gode skal udnævne en Mand af sin Tredjedel [Godord] til Dommer, med mindre han har Lovrettesmændenes Samtykke til andet. En tolv Vintre gammel Karl eller ældre skal man udnævne til Dommer, en saadan, som kan raade for Ord eller Ed, en fri Mand og som har fast Hjemstavn. Den Mand skal man ikke udnævne til Dommer, som er Sagsøger eller Sagvolder [og selv vil føre sin Sag], eller som har ved Haandslag overdraget til en anden Søgsmaalsret eller Værn i en Sag, som nu er beredet til Thinge. Den Mand skal man ikke udnævne til Dommer, som ikke i Barndommen har lært at tale paa den danske Tunge, førend han har været tre Vintre i Island eller længere. Dersom en saadan Mand lader sig udnævne i Domstol, som nu blev undtaget derfra, eller han overdrager Sagen til en anden Mand, fordi han vil lade sig udnævne til Dommer, da bliver han derfor bodskyldig til tre Mark, og hans Sag tabt, Søgsmaal eller Værn, dersom han havde saadanne, med mindre han [naar det nemlig er en sagsøgt] kan faae Kvidudsagn for, at han ikke vidste, at Sager vare beredte til Anlæggelse mod ham. Dersom en Gode udnævner en Mand til Dommer, som [nys] blev undtaget derfra, eller udnævner Dommer i en anden Domstol, end det tilkommer ham, da er han skyldig for hver af de Handlinger til tre Mark og til Fortabelse af Godord, med mindre han kan faae Kvidudsagn for, at han ikke vidste, at Dommeren havde overdraget et Søgsmaal eller Værn ved Haandslag til en anden, eller var Sagsøger eller Sagvolder [og selv vilde føre sin Sag]. Fra Lovbjerget skal man stævne Goden og tilkalde hans Nabobønder, og kan hver anlægge den Sag, som vil.

Goden skal gaae til Klippesnevringen (2) og sætte der ned sin Dommer, ifald han vil udnævne Domstol, og nævne sig to Vidner eller flere: »jeg nævner til det Vidnesbyrd, at jeg udnævner denne Mand til Dommer« — og nævne ham ved Navn — »at dømme om alle de Sager, som her komme i denne Domstol, og Lov forpligter ham til at dømme om, og byder jeg Sagsøgeren og Sagvolderen at rydde [anvende Forkastelsesretten imod] denne Domstol, og under jeg ham Sæde i Domstolen, med mindre ret Lov-Rydning finder Sted; da skaffer jeg en anden ret Dommer i hans Sted, dersom han bliver forkastet efter Loven« — og anføre til hvilken Domstol han udnævner, — »og udnævner jeg Lov-Domstol.«

Domstolene skulle fare ud paa Tvætdag [Dagen efter Thingets Begyndelse] og være ude til Rydning indtil Solen skinner paa Thingvøll paa Herrensdag. Dersom man da ikke kan gaae tørt over til Holmen (3) . . . .

  1. isteden for at Nordfjerdingens tre Vaarthinglaugdistricter udentvivl meget snart bleve til fire, med tolv Godord, samt at navnlig længere hen (1004) tre egentlig saakaldte nye Godord bleve oprettede i hver fjerding.
  2. Indgangen til Kløften Almannagjá, gjennem dennes østlige Klippevæg.
  3. Udentvivl Holmen i Øxaraaen, hvor Rydningen maaske er gaaet for sig.


21. Om Lysning

Mænd skulle i Dag og i Morgen lyse alle de Sager, som til Fjerdingsret skulle lyses; men det er ogsaa ligesaa ret at lyse den anden Dag i Ugen [Mandagen efter Thingets Aabning], dersom Mænd [Lovrettesmændene] ville have det i Thingsordningen. Og ligeledes, dersom Mænd ville lyse Tiendesager, — de Mænd, som [for Bispetiendens Vedkommende, af Biskoppen] ere antagne til at anlægge den Sag eller [for de øvrige Tiendefjerdedeles Vedkommende] ere rette Sagsøgere, eller af disse have overtaget Sagen — da skulle de Mænd have lyst, ikke senere end nu er sagt. Men andre Mænd (4) kunne lyse Tiendesager indtil Domstole fare ud [til Sagers Paakjendelse].

Dersom en Mand vil lyse Sag imod en anden, da skal han nævne sig tre Vidner eller flere: »jeg nævner til det Vidnesbyrd, at jeg lyser Sag imod ham« — og nævne ham ved Navn, og angive Sagen, saavelsom hvad Paastand han nedlægger imod ham. Han skal lyse fra Lovbjerget, saaledes at den større Part af [de thingbesøgende] Mænd, saavelsom Lovsigemanden, er tilstede, og lyse Lov-Lysning og ved Haandslag overdragen Sag, dersom det er saa, og lyse til Fjerdingsdomstol. Anføre skal man det, dersom det er en Sag, som man har lyst [ved Althingets Slutning] forrige Sommer.

  1. Idet nemlig enhver, der vilde, kunde anlægge Sagen. naar de nærmest interesserede forsømte at foretage Lysningen betimelig.


22. At spørge om Mænds Thingstavn

Mænd bør spørge om de Mænds Thingstavn [det Vaarthinglaug, hvortil de høre], som Mænd ville søge her paa Thinge, og spørge i Dag eller i Morgen, — ifald Mænd ville rydde Domstol; dog er det ogsaa ret at spørge indtil Domstole fare ud til Sagers Paakjendelse. Den Mand, som vil vide en Andens Thingstavn, han skal nævne sig Vidner: »jeg nævner til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg spørger alle Bønder, under de hørendes Lyd, fra Lovbjerget, hvo ved Haandslag har lovet N. N. Lov-Opholdssted; paa dette Spørgsmaal ligger mig Magt, for at vide, hvilke Nabobønder jeg skal æske til den Sag, som jeg har anlagt imod ham; jeg spørger Lov-Spørgsmaal.« Han skal nævne Vidner til de Svar, som fremkomme. Dersom en Mand vedgaaer, at den Mand har Hjemstavn paa hans Gaard, som Sagsøgeren spurgte om, eller ogsaa dersom ingen vedgaaer det, da skal han endnu nævne Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg spørger alle Goder, under de hørendes Lyd, fra Lovbjerget, hvo der vedkjender sig N. N. for Thingmand [hørende til sit Vaarthinglaug], eller Trediedelsmand; paa dette Spørgsmaal ligger mig Magt, for at vide, for hvilken Fjerdingsdomstol jeg skal søge Sag imod ham; jeg spørger Lov-Spørgsmaal.« Han skal nævne Vidner til de Svar som fremkomme. Men dersom en Gode vedgaaer den Mands Thingstavn, som der blev spurgt om, da bør han fremsige sin Sag for den Domstol, der hører til Fjerdingen, hvori Goden er, som vedkjendte sig hans Thingstavn. Den Gode bør han æske til Dannelse af Tylfterkvid, dersom det er en saadan Sag, hvortil Tylfterkvid hører. Dog er det ret, at han spørger den sagsøgte selv om hans Hjemstavn og Thingstavn, og bliver det ligesaa fuldt, som naar en Gode vedkjender sig hans Thingstavn. Ret er det, at Goden vedgaaer hans Thingstavn, saalænge der ikke endnu er kastet Lod om Ordenen for Sagernes Fremsigelse, dersom ikke allerede forinden er skeet Opfordring om Dannelsen af Tylfterkvid. Ogsaa er det ligesaa ret, at Goden vedkjender sig en Mands Thingstavn [blot] under Tilkaldelse af Vidner, uanseet det ikke er ved Lovbjerget, dersom Sagsøgeren træffer Goden selv. Dersom man har spurgt en Mand hjemme i Bøigden om hans Hjemstavn og Thingstavn, da behøver man ikke at spørge paa Thinge, — om den Mands Thingstavn, hvorom han spurgte svigløst i Bøigden. Dersom man har stævnet en Mand før Fardage for en saadan Sag, hvortil Tylfterkvid hører, og han ikke har spurgt ham i Bøigden om hans Thingstavn, men Stævning er foretaget paa den sagsøgtes Hjem, da skal han spørge paa Thinge om hans Thingstavn, inden den Fjerding, hvor den sagsøgte havde sit Hjem, da han stævnede ham, og spørge alle Goder, fra Lovbjerget, hvo der regnede den Mand før Fardage for sin Thingmand eller Trediedelsmand. »Paa dette Spørgsmaal ligger mig Magt, fordi jeg vil vide, hvilken Gode jeg skal æske til Dannelsen af Tylfterkvid i den Sag, som jeg har stævnet ham for. Jeg spørger Lov-Spørgsmaal.« Naarsomhelst en Mand spørger en anden Lov-Spørgsmaal, eller ogsaa om han spørger flere Mænd, da skal han nævne sig Vidner til sit Spørgsmaal og til Svarene, og ligeledes om end intet Svar bliver givet. I Henseende til de Sager, som Mænd have lyst forrige Sommer til Søgsmaal her, eller have stævnet før Fardage, uden at vide den sagsøgtes Hjem, da skal man spørge, hvem der den forrige Sommer har regnet sig den Mand for Thingmand — naar han ikke har spurgt dengang. Naar en Mands Thingstavn ikke er vedgaaet, skal man fremsige Sagen for den Fjerdingsdomstol, som hører til Fjerdingen, hvori Sagsøgeren er. Dersom en Mands Hjemstavn ikke er vedgaaet, i en Sag, hvortil hører Kvid af Nabobønder, da skulle den Mands Nabobønder tilkaldes, som er rette Sagsøger i Hovedsagen. Og ligeledes, naar en Mands Thingstavn eller Hjemstavn ikke er vedgaaet, eller naar den sagsøgte ikke svarer, naar han selv bliver spurgt, eller ogsaa naar han anvender Lovsvig i sit Svar; men det er Lovsvig, naar en Mand svarer andet, end der er sandt, eller han tier til Spørgsmaalet. Dersom en Mand spørges om sin Thingstavn, og han svarer andet, end hvad sandt er, da gjælder det Bod, og er det ret at opfordre den Mand til Dannelse af Tylfterkvid, som han sagde sig at være i Thinglaug hos, og skal man dømme, som om Kvidudsagnet var gaaet ham imod, ifald denne vægrer sig ved at danne Kviden, hvad enten han undskylder sig med, at den sagsøgte ikke er i det Thinglaug, eller han siger sig ikke at have Godord. Kun i det Tilfælde er det nødvendigt at spørge anden Gang om en Mands Thingstavn, dersom han har spurgt ham før Thinge, og den Mand ikke kommer til Thinge, som den sagsøgte sagde sig at være i Thinglaug hos; eller dersom han har spurgt forrige Sommer, og en Gode da har vedkjendt sig den sagsøgtes Thingstavn, da bør han [i Tilfælde af Godens Fraværelse paa Thinge] spørge, hvem der varetager det Godord. Dersom Mænd ikke have, inden Domstolene drage ud [til Sagers Paakjendelse], vedkjendt sig den Mands Thingstavn eller Hjemstavn, hvorom der er blevet spurgt, eller dersom den sagsøgte intet Svar giver, naar han selv spørges, eller ogsaa dersom han anvender Lovsvig i sit Svar og vil bruge det til Værn for sig i Sagen, ved at bevirke, at Sagsøgeren kommer til at fremsige Sagen for en anden Domstol, end den bør komme for, eller at en anden Gode kommer til at afgive Tylfterkvidudsagn om den sagsøgte, end han er i Thinglaug hos, eller at andre Bønder komme til at afgive Nabokvidudsagn om ham, end hans Naboer, ifald dette Bevismiddel skal anvendes — da skal Sagsøgeren lade de Mænd afgive Vidnesbyrd for Domstolen, som Sagen anlægges for, hvilke han tilkaldte som Vidner, da han spurgte om den sagsøgtes Thingstavn eller Hjemstavn, og derpaa de Mænd, som han kaldte til Vidner paa, at Thingstavn eller Hjemstavn ei blev vedgaaet, eller paa Lovsvigen, dersom han har tilkaldt Vidner derpaa. Dersom man har spurgt om, hvor den sagsøgte er i Thinglaug, og denne ikke veed det, da svarer han ret, naar han siger: »jeg har Opholdssted hos den og den« — og skal han nævne Bonden. Dersom en Mand spørges om, hvor han er i Thinglaug og flere Mænd eie det Godord, hvortil han hører, end een, da svarer han ret, naar han svarer: »jeg er i Thinglaug hos den og den af de Mænd som ere Eiere af Godordet« — og skal han nævne dem, som eie Del i det Godord. Dersom en Gode, naar han derom bliver spurgt, vedkjender sig den sagsøgtes Thingstavn, men denne i Virkeligheden ikke er i Thinglaug hos ham, da er han derfor skyldig til tre Marks Bod og til Fortabelse af Godord, med mindre han kan faae Kvidudsagn for, at den sagsøgte har været i Thinglaug der, men er dragen bort derfra, uden at han vidste det; da slipper han fri i Sagen. Dersom en Gode dølger en Mands Thingstavn, som er i Thinglaug hos ham, da bliver han derfor skyldig til tre Marks Bod og Fortabelse af sit Godord, med mindre han kan faae Kvidudsagn for, at den sagsøgte har begivet sig til Thinglauget, uden at Goden vidste det.

Sager om Fattigforsørgelse er det tilladt at lyse [endog] imedens Domstolene ere ude [for at paakjende Sager].


23. Hvorledes Goderne skulle komme til Thinge

Alle Goder skulle komme til Althinget den femte Dag i Ugen, naar ti Uger ere forløbne af Sommeren, forinden Solen ophører at skinne paa Thingvøll, men dersom de ikke komme til den Tid, da ere de skyldige til Bod og Fortabelse af sit Godord, med mindre Forfald hindre dem — dersom de ikke komme. Medgoderne i Thinglauget skulle raade for, hvem af den Godes Trediedelsmand, som sidder hjemme, skal beklæde og overtage Godebestillingen.

Thingmænd skulle komme den femte Dag i Ugen til Thinge, og fare til Bod med den Gode, som de ere i Thinglaug hos, og skal hver af dem have et særskilt Rum, dannet ved et Forhæng tværs over Boden. Da skal hver af dem nyde Thingreiseløn og være fri for Thingreiselønsafgift, og har hver af dem da Thingmandsrettigheder baade i sine Sager og andre Mænds. Goden er da pligtig at besørge ham Bodrum; dersom han ikke gjør det, da gjælder det Thingmanden ikke Straf, om han begiver sig til en anden Bod, og kan han ligefuldt fordre Thingreiseløn. Nu kommer en Mand ikke til Begyndelsen af Thinget, men han kommer den første Herrensdag i Thinget, da har han dog Thingmandsrettigheder baade i sine Sager og andre Mænds, og skal han ikke udrede Thingreiselønsafgift, men ei skal han heller nyde Thingreiseløn, og skal han ikke fare bort fra Thinget før Thingets Slutning, med mindre det tillades ham [af Lovretten]; dersom han farer bort, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard. Ret er det, at han nyder Thingreiseløn, dersom han udnævnes til Dommer eller afgiver Kvidudsagn. Ret er det at udnævne de Mænd til Dommere, som komme til Thinge, førend Domstole ere udnævnte. Alle de Mænd, som have Sager at søge eller værge, eller de Mænd som opfordres til Thingreise [for at afgive Kvid- eller Vidnebevis] — om dem er det bestemt, at de skulle komme den første Herrensdag i Thinget. Dersom de ikke komme til den Tid, da ere deres Søgsmaal ugyldige, saavelsom de Værn, de fremføre; og agtes de Vidnesbyrd for intet, som de afgive, naar det er Mænd, som ere blevne opfordrede hjemme i Bøigden til Thingreise. Dersom en Mand kommer sildigere, end den første Herrensdag i Thinget, da har han ikke Thingmandsrettigheder, hverken i sine Sager, eller andre Mænds, og kan han ride fra Thinge, naar han vil, og skal han udrede Thingreiselønsafgift, men ei nyde Thingreiseløn. Efter de Regler skulle Mænd udrede Thingreiselønsafgiften, som Mænd ere enige med Goden om i hver Tredjedel. Thingmænd skulle ei være en Nat borte fra Thinget eller længere. Da ere de borte fra Thinget, naar de ere udenfor det afgrændsede Thingsomraade. Fare kunne Mænd om Dage, for at lede efter sine Heste, dog saaledes at det ikke sinker Beviser for Mænd eller Domstoles Udnævnelse for Goden, for det Tilfælde, at han vil udnævne dem til Dommere, eller dersom han vil anvende dem i nogen Lov-Handlinger i Forening med sig (5). Men dersom de fare bort, da er det Thingkrænkelse, og det gjælder Fjørbaugsgaard. Rette Thingmænd ere Bønder og Goder og de Mænd, som hjemme i Bøigden ere opfordrede til Thingreise og til at afgive Vidnesbyrd paa Thinge. Dersom Thingmænd ikke fare til Bod med den Gode, som de ere i Thinglaug hos, og Goden vil søge dem derfor, da skal han stævne Thingmanden fra Lovbjerget og i Stævningen erklære ham skyldig til tre Marks Bod, og stævne til Domstol der paa Thinge. Dersom hin griber til at løbe ud af Godens Trediedel, fordi han blev sagsøgt, da gjælder det ham tre Marks Bod til Goden, og skal man foretage Stævning hjemme i Bøigden og tilkalde paa Thinge fem Bønder, Naboer af den Mand, som sagsøges, til Kvidudsagn, om han foer bort af den Grund, eller ikke.

  1. Navnlig i Tylfterkvid, og som Suppleanter i Lovretten.


24. Om Lovbjergsgang

Vi skulle fare til Lovbjerget imorgen, og føre Domstole ud til Rydning, — ikke sildigere end saa, at Solen skinner paa den vestlige Kløftbredde (6) fra Lovsigemandens Plads paa Lovbjerget at see. Lovsigemanden skal gaae først ud, dersom han har Helbred dertil, dernæst bør Goderne gaae med sine Dommere, dersom de ere uden Forfald; i modsat Fald skal hver af Goderne sætte en Mand i sit Sted. Derpaa skal Goden nedsætte sin Dommer, og skal hver af de Mænds Myndighed, som da varetager Godebestillingen, [ogsaa de i Godernes Forfald beskikkedes] være lige stor. Lovsigemanden skal raade for og opgive, hvor hver Domstol skal sidde, og skal Lovsigemanden lade ringe til Domstoles Udførsel.

De Mænd ere berettigede til at søge og værge Sager, som her ere komne den første Herrensdag i Thinget, men ingen af dem, som komme sildigere, med mindre det begiver sig, at Sager reise sig eller blive bekjendte saa sildig, at de vedkommende ikke have kunnet komme før til Thinge, end efter Herrensdagen; og blive de Mænd ikke destomindre berettigede til at anlægge Søgsmaal og til at udøve Thingmandsrettigheder i alle de Sager, som de have at føre, dersom de komme saa tidligt, at de kunne gaae hen og opfordre Mænd til Kvidudsagn eller Vidnesbyrd forinden Domstolene fare ud. De kunne ikke rydde Domstole med Hensyn til sine Sager.

  1. Den høiere, Lovbjerget fjenere Side af Kløften Almannagjá.


Sturlunga Saga kort over Altingsstedet.jpg


25. Domstoles Rydning

Den Mand, som vil anvende Forkastelsesretten mod en Domstol, han skal gaae derhen, hvor den Mand sidder i Domstolen, som han vil rydde, og tale saaledes at han eller den Gode, som udnævnte ham til Dommer, hører det; men om ingen af dem er der, da kan han dog fremsige Rydningsordene, hvor han troer, at den Mand har siddet, som han vil rydde af Domstolen, og er den Handling gyldig, om han end ikke veed at træffe lige det Sted, hvor den andens Plads har været. Sagsøgere og Sagvoldere kunne rydde Domstol om de ville, og skulle sværge Eder derved.

Dersom en Mand vil rydde Domstol, da skal han nævne sig Vidner: »jeg nævner til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed paa Korset, Lov-Ed, og siger det Gud, at jeg vil saaledes rydde en Mand af Domstolen, som jeg troer det sandest og rettest og mest stemmende med Loven.« Dersom han ikke ønsker at sværge oftere i Sagen, da skal han tilføie: »saaledes vil jeg søge Sager« — skal han sige — »og værge Sager, og fremstille Vidner og føre Vidnesbyrd, og foretage alle lovlige Handlinger, hvilke det tilkommer mig at udføre, medens jeg er paa dette Thing.« Den som anvender Forkastelsesretten, skal begynde Frændskabsopregningen ved [to] Brødre, eller ved Broder og Søster, eller ved [to] Søstre, og tælle Leddene paa begge Sider, indtil man er kommen til den Mand, som sidder i Domstolen, og den Mand [den ryddendes Modpart], som er Sagsøger eller Sagvolder i den Sag. Dersom den, som [saaledes] har opregnet Frændskabet, er fjernere beslægtet med Sagsøgeren eller Sagvolderen [paa hvis Vegne det skeer] end Næstsødskendebarn, da behøves ikke andre Mænd for, som Mededsmænd, paa sin Ære, at bevidne Rigtigheden af Frændskabsopregningen. Dersom man angiver Frændskabet paa den Maade, at Dommeren er beslægtet med Modparten enten i den eller i den Slægtskabsgrad [uden at anfere det bestemt], da er han ei pligtig til at reise sig af Domstolen. Dersom man anfører Frændskabet urigtig, eller afgiver falsk Vidnesbyrd paa Althinget, da gjælder det Skovgang. Paa Grund af Slægtskab til dem skal man rydde, som ere rette Sagsøgere eller Sagvoldere [uden Hensyn til Dommerens Slægtskab med dem, som paa disses Vegne maatte føre Sagen.] Ret er det, at hvem, som vil, forlanger Værnkvid for den Mand, hvem Sag gives, dersom han ei er paa Thinge og han ei har overdraget til nogen Mand at føre sit Forsvar; ei kan den Mand rydde Domstol, som ikke har overtaget Forsvaret i Sagen af den sagsøgte, men rydde kan han alle Kvider, eftersom han vil. Lige Ret til Rydning har hver af Parterne, de, som søge, og hine, som værge.

Næstsødskendebørn skulle reise sig fra Domstolen og de som ere nærmere beslægtede med Modparten, eller, i Drabssager, med Drabsmanden, den dræbte eller Sagsøgeren, — samt tre nærbesvogrede: dersom man er gift med en Mands Datter eller Søster eller Moder, hvo af dem som er gift med den andens Frænke, den Mand, som sidder i Domstolen, eller Parten. Tre aandelig beslægtede skulle reise sig fra Domstolen: dersom den ene har holdet den anden under Primsignelse eller under Daab eller under Biskops Haand [Confirmation]; ei skal man anvende Forkastelsesret formedelst aandeligt Slægtskab imellem Dommeren og sig selv. Mænd skulle nævne sig Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg erklærer paa min Ære, at det er sand og ret Opregning af Frændskab imellem dem« — og nævne dem begge, den, der af Domstolen skal ryddes, og Modparten. Dersom han rydder paa Grund af Svogerskab: »jeg erklærer paa min Ære, at det Svogerskab finder Sted imellem dem, at han er gift med den Kone, eller var gift med hende, da jeg vidste sidst;« da bliver bans Bevidnelse paa sin Ære gyldig, om hin end [senere] er skilt fra Konen men ei er det da Pligt for ham at reise sig fra Domstolen. Naar en Mand vil rydde Domstol paa Grund af aandeligt Slægtskab, da skal han bevidne paa sin Ære, hvilket aandeligt Slægtskab der er imellem dem, Parten og Dommeren, og nævne hver af dem. Dersom han skal rydde Domstol paa Grund af uafgjorte Drabssager, da skal hin opregne Frændskab imellem den, som sidder i Domstolen, og enten Drabsmanden, eller Sagsøgeren for Drabet, eller den dræbte, og erklære paa sin Ære at det »er sand og ret Opregning af Frændskabet mellem dem paa begge Sider, som nu er fremsagt, og der ere disse uafgjorte Sager imellem Modparten og den som sidder i Domstolen« — og skal han nævne hver af dem ved Navn. Ifølge Slægtskab med den Mand skal man rydde, paa Grund af uafgjorte Drabssager, som [af Sagsøgeren, blandt de flere Deltagere i Drabet,] er kaaret til Drabsmand efter Loven [og af hvis Æt Frændebøder for Drabet derfor skulde udredes], men ikke ifølge Slægtskab med flere Mænd, skjøndt de have været med ved Drabet.

Dersom den, som paa sin Ære har bevidnet Frændskabet, ikke er ret Opregner [ikke er fjernere beslægtet med den, paa hvis Vegne han anvender Forkastelsesretten, end Næstsødskendebarn], da skal han have to andre Mænd, som skulle erklære paa sin Ære, at »det er sand og ret Opregning af Frændskabet, som han foretog« — og nævne ham ved Navn. Mededsmændene skulle sværge de Eder, som bør ledsage en Bevidnelse paa sin Ære. Med Hensyn til Mededsmændenes Frændskab med Modparten skal man vælge dem saaledes, at de ere fjernere beslægtede med ham end Næstsødskendebarn. Den, som anvender Forkastelsesretten, skal nævne Vidner paa, »at jeg tager dig ud af Domstolen« — og nævne ham ved Navn — »fordi at nu er ret Lov-Rydning skeet« — og angive, om han tager ham ud af Domstolen ifølge sin egen Forkastelsesret eller en anden Mands [nemlig Partens, der ikke selv fører sin Sag]. Dersom han ikke vil reise sig fra Domstolen, men vil ligefuldt blive siddende, da er det Thingkrænkelse, og gjælder det Fjørbaugsgaard. Da skal han nedlægge Forbud mod hans Sæde i Domstolen. Dersom Goden ikke har selv hørt paa hans Rydning, og ei heller den, som er ryddet, da skal han gaae til Godens Bod og sige ham, at han har ryddet hans Trediedelsmand af Domstolen, og betegne Domstolen, og nævne Dommeren ved Navn, og nævne hans Fader eller Moder. Dersom Goden ikke vil troe, at han har rettelig ryddet Dommeren, da er den ryddende pligtig at fremsige alle de Ord for Goden, som han talede, da han ryddede Dommeren af Domstolen, dog uden at han behøver at sværge Ed. Kan han ikke naae at gaae ind i Boden, da skal han fremsige Rydningsordene foran Boddøren, saaledes at hine høre det ind. Han skal fremsige Rydningsordene, hvor de kunne komme fremmest, dersom de ikke naae at gaae til Boden. Dersom de gaae ind i Boden, og der mellem de Mænds Æt, som ere bodfaste der, og deres Æt, der gaae ind, henstaae uafgjorte Drabssager, saaledes at hine, som den dræbtes Frænder, kunne forbyde disse, som Drabsmandens Frænder, at dele Tag med sig, da skulle de indtrædende gaae ud, og den først, som sidst gik ind. Dersom Goden fritager den ryddende for at fremsige Rydningsordene anden Gang, da skal den ryddende tilkalde Vidner paa Fritagelsen, og er Goden da pligtig at udnævne en anden Dommer strax, saaledes, at han kan see det, ifald han vil give Agt derpaa. Dersom han ikke saae, hvem Goden udnævnte til Dommer anden Gang, da er Goden pligtig at sige ham, hvem han har udnævnt til Dommer, naar han spørger derom, og nævne Dommeren ved Navn, saavelsom hans Fader, eller Moder, dersom de vare islandske. Dersom Goden ikke vil sige det, da skal den ryddende nævne sig Vidner: »til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg beder dig« — og nævne Goden, — »at sige, hvem du udnævnte til Dommer« — og betegne Domstolen — »jeg beder dig Lov-Bøn.« Dersom Goden da ikke vil sige det, bliver han skyldig til Bod og Fortabelse af sit Godord. Dersom han ikke træffer Goden, da skal han fremføre sin Begjering ved hans Plads [i Lovretten], og angive, hvor Goden har sin Bod. Dersom Goden søger at undgaae at tale med ham, paa det at han ikke skal faae Vished om, hvem han har udnævnt til Dommer, eller han forhaler Dommerudnævnelsen, paa det at færre Dommere skulle blive ryddede, da gjælder det ham Bod og Fortabelse af sit Godord. Naar Mænd rydde Domstole, da er den, som er ryddet, pligtig at reise sig fra Domstolen, dersom Rydningsord ere blevne fremsagte efter Loven, om end Bevidnelsen paa sin Ære er feilagtig [i Henseende til Slægtskabs- eller Svogerskabsgradens nøiagtige Betegning], undtagen naar Mænd bevidne Svogerskab paa sin Ære, og den, som sidder i Domstolen, [nu] er skilt fra Konen.

Derpaa skal Goden gaae ud og udnævne en Mand til Dommer, og skal have udnævnt ham inden Solen skinner paa Thingvøll, dersom der er Tid dertil. Dersom Goden ikke har en Trediedelsmand at udnævne til Dommer og Rydningerne trænge saa stærkt paa, da skal han bede de Goder, som have Godord i det Vaarthinglaug, at overlade ham en af deres Trediedelsmænd, og ham skal Goden udnævne til Dommer. Goden, som bedes derom, er pligtig at overlade ham en Mand, dersom han har nogen. Dersom den ene af Goderne har en Mand, men den anden ikke, da er den pligtig at overlade ham en Mand, som har en, og er Manden pligtig at gaae i Domstolen, som om den Gode havde udnævnt ham til Dommer, som han er i Trediedel hos; men dersom han ikke gaaer i Domstolen, da gjælder det ham Fjørbaugsgaard. Men dersom han er i Domstolen, da skal han derhen [til Fjerdingsdomstolens Forsvar] medtage Thingmænd af den Godes Omraade, som udnævnte ham til Dommer. Men dersom Goderne tviste om hvem af dem skal overlade ham en Thingmand, da skulle de kaste Lod imellem sig, og skal den af dem overlade ham en Thingmand, som Loddet træffer, dersom han har en Mand. Dersom [kun] den ene af dem har en Thingmand, da er han pligtig at overlade ham til Goden, men dersom han ikke vil overlade ham, da er han skyldig til Bod og Fortabelse af sit Godord.

Dersom Goden ikke kan giøre Domstolen fuldtallig, førend Sol skinner paa Thingvøll, da er han skyldig til Bod og Fortabelse af Godord, og ligesaa, dersom han udnævner en anden til Dommer, end han bør; i det Tilfælde bør Domstolen dømme om alle Sager, som om den var fuldtallig. Ei skal man rydde Dom længere, end indtil Solen skinner paa Thingvøll. Den skal sagsøge Goden, som vil søge ham efter Lovens Strænghed, blandt de Mænd, som have Sager for den Domstol; men dersom de tviste derom, da skulle de kaste Lod imellem sig, og skal den anlægge Sagen, som Loddet træffer.


26. Om Vidnesbyrd

Sagsøgeren skal have æsket alle de Vidnesbyrd og Søgsmaalskvider, som bør følge hans Sag, forinden Domstolen drager ud [til Sagers Paakjendelse]. Ret er det at æske Tylfterkviden, inden Domstolen farer ud, saavelsom ogsaa for Domstolen. Da er den ret æsket, dersom Goden hører selv derpaa, eller dersom der æskes ved hans Plads [i Lovretten] eller ogsaa saaledes, at hans Bodfæller høre det. Naar en Mand vil æske Tylfterkvid, da skal han nævne sig Vidner »til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg spørger dig derom«, — og nævne Goden ved Navn — »om du har fuldt Godord, saa at du dermed kan nævne fulde Domstole og afgive Tylfterkvidsudsagn dermed. Jeg spørger Lov-Spørgsmaal«. Dersom Goden siger sig at have det, da skal han nævne Vidner til hans Svar, »og til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg æsker dig til Dannelse af Tylfterkvid« — og nævne Goden, og betegne hvad han opfordrer ham til, — »og til at afgive Kvidudsagn med elleve Mænd af din Trediedel, men du selv skal være den tolfte. Jeg æsker Lov-Æskning.«


27. Nabokvids Tilkaldelse

Naar en Mand vil æske Nabokvid, da skal han gaae hen til den Bod, hvor den Mand er, som han vil tilkalde, og kan han tilkalde ham, hvor han hører selv derpaa, men det er ogsaa gyldigt at foretage Tilkaldelsen ved dens Plads [i Boden], som han vil tilkalde, saaledes at Bodfællerne der høre det. Dersom han ikke veed, om den, han vil tilkalde, er Bonde eller Tjenestekarl, da skal han spørge ham, under Tilkaldelse af Vidner, »om han er Bonde eller Tjenestekarl« og sige, hvad Magt der ligger ham paa Spørgsmaalet, »og spørge Lov-Spørgsmaal«, og nævne Vidner til de Svar, som fremkomme. Dersom han vil tilkalde en Mand, som er Thingmand for en anden Mands Gaard [der har sendt ham i sit Sted], da skal han spørge ham, under Tilkaldelse af Vidner, ifald han ikke veed det før, om han har der Lov-Hjem eller ikke, og om han er Thingmand for den Mands Gaard — og nævne Bonden paa Gaarden. Han skal forholde sig med Hensyn til Tilkaldelsen af Manden efter de Svar, som denne giver paa Spørgsmaalet. Men dersom den, som spørges, intet Svar vil give, eller han siger Usandhed derom, da bliver han skyldig derfor til tre Mark, og er den søgsmaalsberettiget mod ham, som spurgte, eller dersom denne ikke vil have Sagen, den Nabobonde, som blev tilkaldt i hans Sted. Den Sag skal man stævne, fra Lovbjerget og tilkalde fem Kvidmænd, Naboer af den, som sagsøges. Dersom man tilkalder Tjenestekarle, og mente, det var Bønder, eller dersom man tilkalder en Tjenestekarl som Thingmand for anden Mands Gaard, som ikke har der Lov-Hjem, da bliver den Tilkaldelse gyldig, om end Indsigelse fremsættes derimod, naarsomhelst han kan faae Kvidudsagn for, at han tilkaldte de Mænd, som han troede vare de retteste, og at det ikke har staaet i hans Magt at spørge. Dersom man til Nabokvid tilkalder Tjenestekarle, eller tilkalder den som Thingmand for en anden Mands Gaard, som ikke er Thingmand for Gaarden, og han tilkalder dem saaledes, at de høre selv paa hans Tilkaldelse, og han [saaledes] har det i sin Magt at spørge Lov-Spørgsmaal, om han vil, da gjør han sin Sag uefterrettelig; [kun] i det Tilfælde hjælper Værnkviden ham [Kvid for at han har været i god Tro], naar han har tilkaldt dem saaledes, at de ikke hørte derpaa.


28. Domstoles Udførsel

Domstole skulle fare ud [til Sagers Paakjendelse] den Dag, som Lovrettesmændene bestemme, og ikke sildigere end naar Solen skinner paa den høiere [vestlige] Kløftbredde, fra Lovsigemandens Plads paa Lovbjerget at see. Da er Lovsigemanden og alle Goderne pligtige at gaae ud med sine Dommere, saavelsom de Mænd, som have Sager at anlægge. Den Mand, som har Sag at anlægge, bliver bodskyldig, dersom han gaaer med flere Mænd end ti til Domstolen.


29. Om Lodkastning

Dersom sex Dommere ere komne ud eller flere, da er det ret for den Mand, som har Sager at anlægge, at byde alle de Mænd, som have Sager at søge for den Domstol, til Lodkastning ved Domstolen, — og angive det Sted, hvor de skulle kaste Lod imellem sig, om den Orden, hvori Sagerne skulle fremsiges. Enhver af de Mænd, som have Sager at anlægge for Domstolen, skal lægge et Lod i en Flig, eet Lod, om han end har flere Sager for den Domstol. Hver Mand skal mærke sit Lod og skal man lægge dem alle sammen i en Flig, og skal en Mand optage fire Lodder paa engang. Dersom den Mand, som har Sag at søge, ikke kommer ud, naar Solen skinner paa den vestlige Kløftbredde fra Lovsigemandens Plads at see, da bliver han skyldig derfor til tre Mark, og er den søgsmaalsberettiget, som han har Sag imod; den Sag skal man stævne fra Lovbjerget, og tilkalde fem Bønder, Naboer af den Mand som sagsøges. Dersom han kan faae Kvid for, at han vilde have kommet ud før, ifald Solen havde været at see, da er det Værn for ham i Sagen. De skulle først fremsige sine Sager, som de første Lodder træffe; derpaa den ene efter den anden, eftersom deres Lodder have faldet. Nu komme nogle ikke til Lodkastningen, da skulle de sidst fremsige deres Sager. Det er og gyldigt, at en anden Mand lægger hans Lod i Fligen, og skal da Sagen fremsiges efter den Lodkastning, som de have foretaget. De Sager skal man ikke kaste Lod om, som der ei blev dømt om [men bleve tilbage fra] den forrige Sommer, dersom de ikke ere flere end fire og heller ikke færre; i det Tilfælde skulle de kaste Lod om Fremsigelsesordenen, dersom Sagerne ere flere end fire; alle disse Sager skal man først fremsige, og dernæst de Sager, som have reist sig her paa Thinget.

Dersom den ikke er beredt til at fremsige sin Sag, som det første Lod har truffet, da skal den, som har faaet det følgende Lod, bede om Tilladelse til at fremsige sin Sag først, og skal hans Formand tillade ham det; men dersom han ikke tillader ham det, da er han berettiget til at fremsige sin Sag først, ifald hin ikke er beredt, saafremt Dommerne tillade det.


30. At byde at paahøre sin Ed

Den Mand skal nævne sig Vidner, som vil fremsige sin Sag: »Jeg nævner til det Vidnesbyrd, at jeg byder den Mand, som jeg her vil søge Sag imod, at lytte til min Ed og til Fremsigelse af Sagen,« eller »[jeg byder] den Mand, som har overtaget Forsvar for ham, og den Gode, som skal afgive Tylfterkvidsudsagn om de Mænd«, som Sagsøgeren har Sag imod.


31. Om Fremsigelse af Sag

Han skal sværge Ed paa, at han fremsiger sin Sag, — og angive, hvem han stævnede, og hvad Paastand han i Stævningen har gjort imod ham, og betegne til hvilket Thing han stævnede, — og at han har stævnet Lov-Stævning, og at han nu fremsiger sin saadan beskafne Sag, saaledes som han har stævnet ham, over N. N.’s (7) Hoved. Da skal et af Stævnevidnerne fremføre Vidnesbyrd, og anføre alle de Ord i sit Vidnesbyrd, som Sagsøgeren har anvendt i Stævningen, men de øvrige Vidner skulle tilkjendegive sin Enighed med det Vidnesbyrd, som han saaledes har fremført; dog er det ret for dem, at affatte sit Vidnesbyrd kortere end han. De skulle betegne, hvem han stævnede, og hvad Paastand han gjorde i Stævningen, og at han har fremført alle de Ord, som han under Fremsigelsen af Sagen har forklaret, og at han stævnede Lovstævning, »og det Vidnesbyrd give vi alle« — skulle de sige — »og vi fremsige et saaledes beskaffent Vidnesbyrd for Domstolen.« Men dersom de ikke blive enige om, hvem af dem skal fremsige Vidnesbyrdet, da skulle de kaste Lod imellem sig, og skal den af dem fremføre det, som Loddet træffer.

Dersom en Mand fremsiger sin Sag uden forudgaaende Edsaflæggelse, da er det, som om han ikke har fremsagt sin Sag, og skal han sværge Ed og fremsige Sagen anden Gang, og føre Stævningsvidnesbyrd, og bliver det ham ei til Sagspilde, dersom han forholder sig saa, men ei skal han begaae den Feil oftere end een Gang. Dersom Stævnevidnesbyrd afgives, uden at Ed aflægges derved, da er det som om det ei var afgivet, og skulle de sværge Eder og afgive derefter Stævningsvidnesbyrd, og bliver det Sagsøgeren ei til Sagspilde, dersom de ei forsee sig saaledes oftere end een Gang. Dersom Sagsøgeren fremsiger sin Sag uden forud at have bedet Modparten at paahøre sin Ed eller Fremsigelse af Sagen, da er det som om Sagen ei er bleven fremsagt. Han skal fremsige Sagen anden Gang og saaledes i alle Maader forhandle Sagen, som om han ikke før har fremført noget i Sagen, men han redder dog kun Sagen under den Betingelse, at ikke andre Forhandlinger imidlertid ere gaaede for sig. Dersom en Mand fremsiger en Sag, hvortil hører Tylfterkvid, og han ikke byder Goden at lytte til, da er han pligtig at fremsige Sagen anden Gang for Tylfterkviden, med mindre Goden giver ham Tilladelse til andet.

  1. Den Dommers, som skulde referere Sagen, jvfr. det følgende.


32. Dersom Stævnevidner sidde hjemme

Dersom Sagsøgerens Stævnevidner ikke komme til Thinge, efter hvad i Loven er fastsat, da skal han stævne dem fra Lovbjerget for Udeblivelsen og i Stævningen erklære dem skyldige til Fjørbaugsgaard. Det er ret for ham at stævne enten den første Mandag i Thinget, eller ogsaa til den Tid, han skal bruge dem. Han skal fremsige sin Sag mod Stævnevidnerne for den Domstol, hvor Hovedsagen bliver at anlægge. Han skal lade de Mænd afgive deres Vidnesbyrd, som han nævnede som Vidner, da han i Bøigden opfordrede Stævnevidnet til Thingreise. Han skal tilkalde fem Bønder, Naboer til den sagsøgte, til Kvidudsagn, om han var kommen her den første Herrensdag i Thinget, eller ei. Men dersom de give det Udsagn, at han ei var kommen her den første Herrensdag i Thinget, da bliver han Fjørbaugsmand derfor, med mindre han faaer den Lov-Indsigelse gjort gjældende, at han ei er istand til Thingreise formedelst Svaghed, men det skulle hans fem Nabobønder bevise ved Kvidudsagn. Den Mand skal tilkalde Kviden, som varetager den sagsøgtes Værn, og slipper denne fri i Sagen, dersom han faaer noget saadant Værn-Kvidudsagn, som Loven hjemler. Dersom kun eet af Stævnevidnerne er paa Thinge, skal det dog afgive Stævnevidnesbyrd, saafremt de Vidner have indfundet sig, som Sagsøgeren tilkaldte, da han opfordrede sine Stævnevidner til Thingreise, men fem Mænd skulle bekræfte Stævnevidnets Forklaring og bevidne paa sin Ære, at de og de Mænd, der sidde hjemme, ere blevne [oprindeligt] nævnede som Vidner til [i Forening med ham] at afgive saadant Stævnevidnesbyrd, som han har fremsagt. Saadanne Mænd skulle bekræfte Stævnevidnesbyrdet, som Sagsøgeren vilde kunne anvende som Stævnevidner. Dersom samtlige Stævnevidner udeblive fra Thinge, eller dersom de tilbageholde Vidnesbyrdet, uagtet de ere blevne opfordrede til at vidne paa Thinge, da gjælder det Fjørbaugsgaard. Da skal han tilkalde sine fem Nabobønder til at paahøre sin Fremsigelse af Hovedsagen og til at afgive Kvidudsagn, om han, da han foretog Stævningen, har nævnet Vidnerne til at afgive saadant Stævnevidnesbyrd, som han paaberaabte sig, da han fremsagde Sagen, samt om han har foretaget Stævning i en saaledes beskaffen Sag, som den, han for Domstolen har fremsagt. Dersom Sagsøgeren gaaer glip af de Vidner, han har anvendt ved Opfordringen til Stævnevidnerne om at reise til Thinge, da bliver det ham ei til Sagspilde, naarsomhelst han ikke giver dem Tilladelse til at sidde hjemme, og en Kvid derhos giver det Udsagn, at han har anvendt saadanne Opfordringsvidner, som han har troet, vilde reise til Thinge, og hedde de Tillidsvidner. Han skal tilkalde sine fem Nabobønder i Opfordringsvidnernes Sted, dersom disse ikke ere komne til Thinge, for at give Udsagn, om han har opfordret det udeblevne Stævnevidne til Thingreise — og nævne dets Navn — saaledes som han siger, eller han ikke har opfordret Vidnet dertil. Den samme Nabokvid skal give Udsagn derom, som har udsagt, at det til Thingreise opfordrede Stævnevidne ikke var kommen til Thinge paa Herrensdagen.

I hver Sag, som fremsiges, skal Stævnevidnesbyrd følge næst efter Fremsigelsen, men da er det ligegyldigt, hvilke Bevismidler fremkomme derefter.

Dersom man har en Sag at søge, hvortil hører Vidnebevis, da skal han bede Vidnerne at affatte og fremsige Vidnesbyrdet. Vidnerne skulle forud sværge Ed og derefter afgive Vidnesbyrdet. Da afgive de ret Vidnesbyrd, dersom de fremsige alle de Ord, til hvilke de bleve nævnte [oprindelig tilkaldte] som Vidner. Fremsige de end nogle af de Ord ret, til hvilke de bleve nævnte som Vidner, men udelade andre, saadanne, som have Indflydelse paa Sagens Afgjørelse, da er det Løgnvidnesbyrd. Om en Mand end forklarer alle de Ord ret, hvortil han blev nævnet som Vidne, men han tilføier et eller andet Ord, hvortil han ei blev tilkaldt som Vidne, Ord, som have Indflydelse paa Sagens Afgjørelse, da er det Løgnvidnesbyrd. Skjøndt Vidnet ikke fremsiger alle Ordene, saaledes som det blev tilkaldt til at vidne om dem, da er dog Vidnesbyrdet ret afgivet, naar Afvigelsen ei har Indflydelse paa Sagens Afgjørelse.

Saasnart Vidnerne ere blevne enige, skal en af dem fremsige Vidnesbyrdet, men de øvrige skulle tilkjendegive deres Enighed. Nu blive de ikke alle enige, da skal Flertallets Udsagn gjælde, og skal en Mand af deres Flok fremsige Vidnesbyrdet. Hine, som ere færre i Tallet, skulle tilkjendegive sin Enighed, eftersom de ikke have Styrke til andet, men efterat det Vidnesbyrd er fremsagt, skulle de erklære, at de vilde have afgivet et andet Vidnesbyrd, dersom de havde haft Styrke dertil, og angive, hvad Vidnesbyrd de vilde have aflagt, og ansees de da ei skyldige i Løgnvidnesbyrd, om end Flertallet af Vidnerne bliver sagsøgt for saadant. Nu blive der lige mange paa begge Sider, saaledes at hver vil afgive sit Vidnesbyrd, da skal deres Udsagn giælde, som afgive længere Vidnesbyrd, længere med Hensyn til de Ord, som have Indflydelse paa Sagens Afgjørelse, med mindre det bevises at være Løgnvidnesbyrd. Nu afgive begge Partier lige langt Vidnesbyrd, og der ere lige mange paa begge Sider, da skal det agtes, som om Vidnesbyrdet er aflagt til Fordel for den af Parterne, som æskede Vidnesbyrdet.

Dersom en Mand bliver opfordret [til Thingreise og] til Aflæggelse af et Vidnesbyrd, som han formener, at han ei er bleven [oprindelig] tilkaldt som Vidne til at afgive, da skal han desuagtet fare til Thinge, og frigjøre sig derfor for Domstolen, og anvende de Ord: »jeg erklærer mig fri for at aflægge det Vidnesbyrd;« — og angive, hvad Vidnesbyrd det er — »jeg erklærer mig fri derfor, fordi jeg ei blev nævnet som Vidne til at afgive det Vidnesbyrd.« Og gjælder det ham samme Straf, som om han havde afgivet Løgnvidnesbyrd, dersom han er bleven nævnet som Vidne, og han desuagtet erklærer sig fri for at aflægge Vidnesbyrd. For den gjælder det Fjørbaugsgaard, som har opfordret ham til Aflæggelse af Vidnesbyrdet, dersom han ikke er bleven nævnet som Vidne, og dersom han ikke netop har opfordret ham dertil, fordi han har troet, at han var ret Vidne. Den som [saaledes urettelig] i Bøigden er opfordret til Aflæggelse af Vidnesbyrd, kan stævne den Sag fra Lovbjerget, og søge samme Sommer, men ogsaa kan han vælge at anlægge Sag senere. Ingensinde skulle færre Mænd være tilstede, naar man stævner fra Lovbjerget, eller lyser Sager, end tyve, undtagen i Fattigsager.

Naar Vidner opfordres til Aflæggelse af Vidnesbyrd, da er det ikke Pligt for dem at vidne, naar Parten foretager saadan Opfordring efter hvad han omtrentlig erindrer, [saa at han ikke netop opfordrer alle dem, som han oprindelig har tilkaldt som Vidner], med mindre Vidnerne have, da de bleve nævnede, samtykket i at ville afgive Vidnesbyrd, om de end kun vare to sammen; da skulle de dog aflægge Vidnesbyrd. Det er Pligt for Vidnerne at afgive alle de Vidnesbyrd, som de ere blevne tilkaldte til at afgive, dersom de opfordres til Thingreise paa den Maade, som i Loven er fastsat. Man skal have opfordret sine Vidner eller Kvidmænd i Bøigden til Thingreise i det seneste 14 Nætter før Thinget. Men dersom en Mands Vidne bliver sygt eller saaret, da skal det sende Bud til den Mand, som har opfordret ham til Thingreise, om at træffe sammen med sig paa et Sted, som Vidnet bestemmer, eller [ialfald] i den syges Hjem, dersom han ikke føler sig istand til at begive sig til et andet Sted. Parten skal igjen sende Bud til de øvrige Vidner, som han har opfordret til Thingreise, og skulle de da fare hen og træffe sammen med det syge Vidne, og skal den syge fremsige Vidnesbyrdet i den affattede Form for dem, og sværge Ed, inden de have affattet Vidneudsagnet. Saaledes skal han affatte Vidnesbyrdet, som de komme overens om, og saaledes tale alle Ord, som om det var for Domstolen. Der skulle to Mænd modtage hans Vidnesbyrd, men dersom tvende Vidner blive syge, da er det ret, at tre modtage de tvendes Vidnesbyrd, og bliver det Vidnesbyrd da lige saa gyldigt, som disse Mænd [paa anden Haand] afgive, som om hine [oprindelige] Vidner selv aflagde Vidnesbyrd. Dersom en Mand, som er opfordret til Vidnesbyrds Aflæggelse og Thingreise, er kommen med sine Varer til Skibs, og Varerne ere komne ud paa flydende Fyr, da skal han forholde sig med sin Vidnepligt, som om han er syg, men han skal, ifald han ikke vil reise til Thinge, begive sig til hin, som har opfordret ham til Thingreise, og tilbyde ham at fare hen og mødes med Vidnerne og at affatte Vidneudsagnet i Forening med dem.


33. At kræve Befordring

Dersom en Mand, som ikke har Thingmandsrettigheder, bliver opfordret til at aflægge et Vidnesbyrd paa Althinget, som han ikke [da han blev nævnet som Vidne] kunde erklære sig fri for at afgive (8), og han ikke har vidst, at han vilde komme til i den Anledning at reise til Althinget, [uden dog dengang at stille noget Krav] da kan han forlange Hest og Mad af den Mand, som opfordrede ham til Thingreise, og angive, hvorhen samme skal bringes ham. Han kan fremføre sit Krav, hvor Parten selv paahører det, eller ogsaa i Partens Hjem. Han er ikke pligtig til at reise til Thinge, med mindre ham bringes en Hest, som er dygtig nok til at han kan paa samme ride til Thinge i Selskab med andre Mænd, men han skal følge den Mand til Thinge og til Bod, som har opfordret ham til Thingreisen, om denne ønsker det, men derpaa skal han, efterat de ere komne til Thinge, under Tilkaldelse af Vidner, forlange af ham den Mad, som han har krævet af ham. Men dersom hin ikke afgiver den Mad til ham, da skal han stævne ham derfor og i Stævningen erklære ham skyldig til Bod, og skal Parten ligefuldt afgive Mad til ham; men Vidnet skal ikke destomindre forblive paa Thinge, om han end nægter det Maden, indtil det har afgivet alle de Udsagn, som det i Bøigden blev opfordret til at afgive.

Man skal have opfordret i Bøigden Flertallet af de Vidner til Thingreise, som man mindes at have nævnet som Vidner, med mindre de, da de bleve nævnede som Vidner, have samtykket i at aflægge det Vidnesbyrd, om de end ikke bleve flere i Tallet end to, og vil det da være tilstrækkeligt for ham, om han end kun har opfordret Mindretallet af sine Vidner til Thingreise. De ere da pligtige at afgive det Vidnesbyrd, om end kun tvende ere blevne opfordrede til Thingreise.

Men hvor baade Vidneudsagn og Kvidudsagn hører til een Sag, der skal Vidnesbyrd afgives før end Kvidudsagn.

Dersom alle en Mands Stævnevidner døe eller miste Mælet, da skal han tilkalde sine fem Nabobønder og skulle de da afgive Stævningsbeviset for ham, paa samme Maade, som naar de Vidner sidde hjemme, som ere blevne opfordrede til Aflæggelse af Stævnevidnesbyrd.

  1. hvilket nemlig i nogle Sager var tilladt, i andre forment.


34. Dersom Nabobønder sidde hjemme

Dersom de Nabobønder, som ere blevne opfordrede i Bøigden til Thingreise og Afgivelse af Kvidudsagn, sidde hjemme, da kan Parten stævne efter den første Herrensdag i Thinget, fra Lovbjerget, og i Stævningen nedlægge Paastand imod den udeblivende til saadant Ansvar, som Hovedsagen, naar Bevis for samme blev ført og ingen Feil bleve begaaede under Sagen, vilde gaae ud paa. Det er ogsaa lige saa ret at stævne til den Tid, da Parten savner ham: naar Kviden skulde anvendes. Han skal først anlægge Sagen imod ham, efterat Hovedsagsmaalet er fremsagt, og skulle begge for samme Domstol, og skulle den sagsøgtes fem Nabobønder tilkaldes til Udsagn, om han var paa Thinge den første Herrensdag i Thinget, eller ikke. Han skal føre for Domstolen de Vidner, han tilkaldte, da han i Bøigden opfordrede den udeblivende til Thingreise, og er han berettiget til at tilkalde en anden Kvidmand i den udeblevnes Sted til Brug under Hovedsagen. Enhver, som vil, kan æske Værnkvid for den sagsøgte, fem Naboer af ham, til Udsagn, om han er udebleven paa Grund af saadanne Forfald, som ere fastsatte i Loven, eller ikke. Dersom en Mand i Bøigden opfordres til Afgivelse af Kvid- eller Vidneudsagn, og han ikke kan reise fulde Dagsreiser, hvilkensomhelst Svaghed der end paakommer ham, saa at han ei er pligtig til Thingreise, da er det Lovværn, saavelsom og dersom han er urettelig bleven opfordret, saaat han af den Grund ei er pligtig til Thingreise, naar han ei selv vil, hvadsomhelst Feil der er ved Opfordringen, saaledes at han af den Aarsag ikke er pligtig til at ride til Thinge, og er den Sag da [i det sidste Tilfælde] uefterrettelig, som Parten har opfordret ham til at give Udsagn i, hvad enten han foretager Reisen ifølge Opfordringen eller ikke.

Men efterat Kviden har afgivet Udsagn om Udeblivelsen, da skal Parten tilkalde en anden istedet, den Bonde, som af dem, der ere paa Thinge og have de Egenskaber, som udfordres til at være Medlem af Kvid, boer nærmest det Sted, fra hvis Nabolav han har tilkaldt Kviden. Men dersom den udeblivende ikke faaer det Værnkvidudsagn, at han er udebleven paa Grund af saadanne Forfald, som hjemles i Loven, da gjælder det ham sligt Ansvar, som jeg før anførte, og skal Parten anlægge Sagen imod ham efterat Hovedsagen er fremsagt og Stævnevidnesbyrdet aflagt, og skulle begge Sager for samme Domstol.


35. At rydde Kvid

Naar Kvid skal afgjøre Retstrætter imellem Mænd, da skal Sagsøgeren, efterat han har sammensat sin Kvid, gaae til Domstolen og, under Vidners Tilkaldelse, »byde den Mand, som han har Sag imod« — og nævne ham — »byde ham at fare hen og rydde den Kvid, som han har sammensat«, — og angive, paa hvilket Sted den er, og nævne alle Kvidmændene og tale »saaledes, at Flertallet af Dommerne kan høre det, dersom de ville lytte dertil.« — Men den, som vil rydde den Kvid, skal gaae derhen. Han skal aflægge Ed, inden han skrider til at rydde Kviden. Derefter skal han tilkalde Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg erklærer paa min Ære, at den og den, der ei er udmeldt som Kvidmand, boer nærmere ved det Sted, fra hvis Nabolag Kvidmændene skulle tilkaldes, [end een eller flere af de tilkaldte]« — og skal han nævne den Mands Navn, og angive, i hvilken Bod [paa Thinget] han opholder sig.

Men dersom han rydder Kvid paa Grund af Frændskab, da skulle Næstsødskendebørn og nærmere Slægtninge vige Sæde af Kviden, saavelsom disse tre nærbesvogrede: naar den ene er gift med den andens Moder eller Datter eller Søster. Han kan rydde paa Grund af Kvidmandens Slægtskab eller Svogerskab [ei blot med Modparten, men ogsaa med sig selv]. Han kan rydde paa Grund af de 3 Slags aandeligt Slægtskab: naar den ene har holdt den anden under Daab eller under Primsignelse eller under Confirmation. Ei skal en Mand rydde Kvid paa Grund af Kvidmandens aandelige Slægtskab med den ryddende selv.

Dersom en Kvidmand er saa svag, at han ikke vilde have været pligtig til Thingreise, dersom han [i den Tilstand] var bleven tilkaldt som Kvidmand [hjemme i Bøigden], da er han berettiget til at rydde ham.

Dersom en Mand har Sæde i Kviden, som har mindre Formue, end som saa, at han er pligtig til at betale Thingreiselønsafgiften, eller det er en Bonde, som ingen Tjenestekarl har, da er han berettiget til at rydde ham.

Han skal rydde paa Grund af Kvidmandens Forhold til rette Sagsøger eller rette Sagvolder, hvo der end [ifølge Overdragelse fra disse] fører Sagen. Naar han rydder Kvid paa Grund af aandeligt Slægtskab, eller Frændskab eller Svogerskab, skal han anvende 2 Mededsmænd, med mindre den [ryddende], der opregner Slægtskabet eller Svogerskabet [er saa fjernt beslægtet med den, paa hvis Vegne han anvender Forkastelsesretten, at han] vilde kunne være gyldigt Medlem af Kviden; Mededsmændene skulle være fjernere beslægtede med rette Sagsøger eller Sagvolder, end Næstsødskendebørn. Rydder han Kvid paa Grand af Veilængde [fra det Sted, af hvis Omegn Kviden skal tilkaldes], da skal han med 2 Mededsmænd aflægge Bevidnelse paa sin Ære, om han end [med Hensyn til Slægtskab til Parten] er ret Opregner,

Dersom Rydningen gaaer saa rask for sig, at Flertallet af Kvidmændene i en Kvid, der er tilkaldt hjemme i Bøigden, viser sig at være uretteligen tilkaldt, da bliver det ei til Sagspilde for Parten, dersom han sværger Ed paa, at han har tilkaldt dem, som han troede, vare de retteste, men bøde skal han tre Mark til den, som han har Sag at forfølge imod.

Saa skulle Rydningsordene fremsiges, at Flertallet af Thingmændene kan høre det. Han skal derefter nævne Vidner paa »at han tager ham ud af Kviden«, og angive, om han anvender Forkastelsesretten paa egne eller en anden Mands Vegne.

Dersom samtlige Kvidmænd i Nabokviden ere uretteligen tilkaldte, kan den ryddende oprykke dem alle under eet, under Anvendelse af 2 Mededsmænd. Den ryddende og Mededsmændene skulle [da] bevidne paa sin Ære, »at alle de og de Mænd boe nærmere det Sted, hvorfra Nabobønder skulde tilkaldes« — og nævne alle de Mænd og angive, i hvilke Boder de ere. Modparten skal istedet tilkalde de Mænd, som den ryddende har nævnet, og bliver det ham ikke til Sagspilde, forsaavidt angaaer saadan Nabokvid, som han har tilkaldt paa Thinge, om ogsaa samtlige Kvidmænd ere uretteligen tilkaldte med Hensyn til Naboskab, dersom han har forholdt sig ret med Tilkaldelsen.

Naar en Tjenestekarl, der [som Broder, Søn, Stedsøn, Svigersøn eller Ægtemand] er ret Thingmand for en Bondes Gaard, er bleven tilkaldt som Kvidmand, da er den, der udøver Forkastelsesretten, berettiget til at rydde ham, dersom han ikke har fast Hjem der paa Gaarden. Nu vil han ikke rydde, men [derimod senere], for at forspilde Modpartens Sag, gjøre den Indsigelse gjældende, at den Tjenestekarl, der ei var gyldigt Medlem af Kviden, har der afgivet Kvidudsagn, og han vil lade det blive til Sagspilde for Modparten, da bliver det ham til Sagspilde, med mindre Vidneudsagn fremkommer for at Tjenestekarlen inden Tilkaldelsen har givet det Svar, at han havde fast Hjem paa den Gaard, for hvilken han iøvrigt med Gyldighed kunde udmeldes som Kvidmand, eller — for det Tilfælde, at Modparten ikke har truffet Tjenestekarlen, da han tilkaldte ham, og heller ikke [iøvrigt] har haft Leilighed til at spørge ham — 5 Nabobønder give det Udsagn, at han, da han tilkaldte ham, har troet, at han var hjemfast paa den Gaard, for hvilken han [iøvrigt] var ret Thingmand og ret Kvidmand. Hvergang en Mand, som er ret Thingmand for en Bondes Gaard, reiser til Thinge for ham, da er Bonden pligtig at besørge ham baade Hest og Mad, — en saadan Hest, som er dygtig til Thingreise, og skal da Bonden ei betale Thingreiselønsafgiften, men hin, som reiser til Thinge, skal nyde Thingreiseløn, ligesom andre Thingmænd.

Sagsøgeren skal nævne Vidner paa, at Modparten har sluttet Rydningen, eller paa at han erklærer, at han ikke vil rydde den Kvid. Derpaa skal han opfordre Kvidmændene til Fremsigelse af Udsagnet. Det er fastsat, at inden Kvidudsagn afgives, skulle alle Kvidmændene først sværge Ed for Domstolen. De skulle alle indbyrdes sammenføie deres Ord, saa at de alle kunne komme overeens. De skulle indbyrdes kaste Lod om, hvem af dem skal fremsige Kvidudsagnet, men den af dem, som Loddet træffer, skal fremsige det, med mindre de blive enige om en anden Bestemmelsesmaade, i hvilket Tilfælde de ei behøve at kaste Lod. De øvrige skulle tilkjendegive sin Enighed. Blive de ikke enige om, hvilket Kvidudsagn de skulle afgive, da skal Flertallets Udsagn gjælde, og Flertallet fremsige Kviden, men samtlige Kvidmænd skulle tilkjendegive sin Enighed. Men Mindretallet skal for Domstolen erklære, at de vilde have afgivet et andet Udsagn, dersom de havde haft Styrke dertil, og angive hvad de vilde have udsagt. Men dersom det viser sig, at Kvidudsagnet er falsk, da gjælder det ikke Straf for dem, der vilde have afgivet et andet Udsagn, naar de have talet disse Ord for Domstolen.

Dersom Kvidmændene saggives for at Kvidudsagnet er blevet afgivet sildigere end det er fastsat i Lovene, og dette benyttes til en Anklage mod dem for at have tilbageholdt Kvidudsagnet, da skulle de æske Forsvarskvidudsagn, om en saadan [Naturens eller menneskelig] Magt har været til Hinder for Afgivelsen af Udsagnet, at de derfor ikke have kunnet afgive det, eller de vare saaledes forhindrede ved Sæde i andre Hovedkvider (9), at de af den Grund ikke have afgivet Kvidudsagnet som det i Loven er fastsat; da slippe de frie i Sagen, dersom de faae saadant Forsvarskvidudsagn. Dersom nogle af Kvidmændene ikke ere saaledes forhindrede ved andre Retshandlinger, da skulle de gaae til Domstolen og tilkalde Vidner paa, at de ere beredte til at afgive det Kvidudsagn, saasnart de faae Selskab af sine Fæller. Dersom Kviden æskes, eller Tilbud til Rydning skeer saa sildigt, at de af den Grund ikke kunne afgive det Kvidudsagn saa tidligt, som det er fastsat, da gjælder det ingen Straf for Kvidmændene, men Partens Sag er ugyldig og gjælder det ham derhos Fjørbaugsgaard og er det Thingkrænkelse. Dersom den, hvem Rydning er tilbudt, dølger sine Indsigelser, eller fremfører Rydningen eller de andre Skjel han vil forebringe saa sildigt, at Kvidudsagnet af den Grund ikke bliver afgivet rettelig, saa tidlig, som fastsat er, da gjælder det Straf af Fjørbaugsgaard for de Mænd, som derved foretage Thingkrænkelse, men ingen Straf for Kvidmændene, og skal da ogsaa deres Udsagn agtes som om det i rette Tid var blevet afgivet. Dersom Kvidmænd tilbageholde et Hovedkvidudsagn indtil Solen [om Morgenen] skinner paa [Gaarden] Thingvøll, da bør deres Udsagn, der afgives sildigere, agtes for intet, med mindre det falder ud imod den sagsøgte. Og er Sagsøgeren da, — dersom Kvidudsagnet afgives imod den sagsøgte — ikke pligtig at sagsøge Kvidmændene for Tilbageholdelsen, uagtet de ikke have afgivet Udsagnet inden Solen er kommen til Thingvøll. Men naarsomhelst Kvidudsagn tilbageholdes, da er Parten ikke pligtig at saggive fiere af Kvidmændene end een, uden han vil.

Dersom en Gode opfordres til Dannelse af Tylfterkvid i en Sag, hvortil Nabokvid hører, eller Nabobønder tilkaldes til Nabokvid i en Sag, der bør afgjøres ved Tylfterkvid, da skulle de gaae til Domstolen og tilkalde Vidner paa [at de erklære], at de »lade det være til Hinder for Afgivelsen af deres Kvidudsagn, at de ere opfordrede til saadant Udsagn, som det ikke tilkommer dem at afgive«.

Naar en Mand behøver Forsvarskvid i en Sag, hvori en Nabokvid forud har givet Udsagn imod ham, da skal han tilkalde 5 Nabobønder af den Kvid, som forhen har erklæret sig imod ham, uagtet en Kvid af 9 Nabobønder har givet hint Søgsmaals-Udsagn imod ham. Han er berettiget til [foruden enkeltvis] at tilkalde dem hvor de findes alle samlede. Han skal tilbyde den Mand, som har Sag imod ham, at rydde Kviden, og sige ham, hvor de sidde, men han kan rydde af den Grund, at »de og de Mænd, der ei ere tilkaldte, men havde Sæde i Søgsmaalskviderne, boe nærmere [ved det Sted, fra hvis Nabolag Kvidmændene vare at udmelde]«. Men behøver Sagvolderen flere Forsvarsudsagn i den Sag, da skal han bede de saaledes tilkaldte Kvidmænd at fremsige samtlige de Udsagn for Domstolen, men de ere pligtige til at give alle de Kvidudsagn, som lovligen afæskes dem, og have Indflydelse paa Sagens Udfald mellem Parterne. Dersom Forsvarsudsagn, som lovligen ere begjerte og have Indflydelse paa Sagen, tilbageholdes, da gjælder det Straf af Fjørbaugsgaard og bør det da agtes som om Forsvarskviden har erklæret sig til Fordeel for Sagvolderen. Æsker man saadant Kvidudsagn — være sig til Begrundelse af Saggivelse eller af Forsvar — der er uden Indflydelse paa Sagens Udfald mellem Parterne, da er den æskendes Sag tabt og kalde Mænd det Ophidsningskvid. Naar en Tylfterkvid afgiver Udsagn imod en Mand, og han behøver Forsvarsudsagn, da skal han tilkalde sine 5 Nabobønder.

Man skal tilbyde Modparten at rydde enhver Hovedkvid, hvad enten den skal tjene til Bevis for Sagsøgeren eller Sagvolderen, men ei behøver man at gjøre saadant Tilbud oftere end een Gang [om end Kviden afgiver Udsagn om flere Gjenstande].

Alle de Mænd, som have noget Lov-Anliggende at fremføre for Domstolene paa Althinget, være sig at forfølge Sag eller værge Sag, eller afgive Vidnesbyrd eller Kvidudsagn, de skulle sværge Eder, inden de fremsige de Anliggender, og saaledes at Dommerne kunne høre det. Naarsomhelst en Mand har aflagt en Ed, hvorved han har omfattet flere Retshandlinger, og der, naar han skal foretage de følgende Retshandlinger, der skulle være ledsagede af Eder, yttres Tvivl, om han har aflagt Eden, da skal han lade de Vidner, han ved Edens Aflæggelse tilkaldte, afgive Vidnesbyrd desangaaende, eller ogsaa sværge Ed anden Gang.

Naarsomhelst man tilbageholder Bevismidler paa Althinget, da gjælder det Fjørbaugsgaard og skal Forseelsen forfølges ved den Domstol, for hvilken Hovedsagen er anlagt. Men i alle de Sager, der ere beredte til Anlæggelse, inden Domstolene drage ud til Sagers Paakjendelse, skal Saggivelse være tilendebragt inden Solen er gaaet ned, men bliver Saggivelsen ikke tilendebragt [inden den Tid], da er det en Frifindelsesgrund for Sagvolderen. Men de Hovedbeviser, som skulle ledsage Saggivelsen, skulle være førte inden Solen skinner paa Thingvøll Dagen derefter.

Har man Sager for flere Domstole end én, da er han desuagtet ikke pligtig til at aflægge Ed oftere end een Gang, men findes det, at der yttres Tvivl, om han har aflagt Eden, skal han lade de Vidner, han tilkaldte ved Edsaflæggelsen, afgive Vidnesbyrd desangaaende for hin anden Domstol.

  1. I Modsætning til Forsvarskvid.


36. Om Kvidudsagn

Dersom en Mand har æsket Tylfterkvid, da skal Goden udmelde Mænd af sit Godord til at deltage i Kviden med sig, og er det gyldigt, hvad enten han vælger Bønder eller Tjenestekarle; han skal udnævne 11 Mænd foruden sig selv. Goden skal gaae til Domstolen og tilbyde den Mand, som opfordrede ham til Dannelsen af Tylfterkvid, at rydde Kviden, og skal han nævne ham ved Navn og sige ham, paa hvilket Sted han har sammensat Kviden. Men han skal rydde Tylfterkvid efter samme Regler som Domstolen. Dersom de ikke blive enige om, hvad Kvidudsagn de skulle afgive, skal Flertallet raade, men ere de lige mange paa begge Sider, skulle de give det Udsagn, som Goden vil.

Dersom saadan Sag, hvortil Tylfterkvid hører, reises imod Goden, da skal han sammensætte Kvid til Udsagn om sig selv, men Sagsøgeren skal opfordre en af Goderne i samme Thinglaug — den af dem, som han vil, dersom de begge ere i lige nært Slægtskab med den sagsøgte, men ellers den af dem, som er fjernest beslægtet med denne — til at fremsige Kvidudsagnet. Men den saaledes opfordrede Gode og de elleve Kvidmænd skulle gaae til Domstolen og sværge Ed der, men Goden skal fremsige de Udsagn, som de 11 blive enige om. Dersom Goden har en Sag, hvorom Tylfterkvid skal give Udsagn, imod en Mand af sit Trediedelsdistrict, da skal han tilkalde 11 Mænd af sin Trediedel til at affatte det Kvidudsagn, men de 11 skulle gaae hen at affatte med hinanden det Udsagn og skal Flertallet af dem raade, dersom de ikke blive enige, men Goden skal fremsige det Udsagn, som Kvidmændene, ham selv undtagen, blive enige om.

Dersom Goden tilbageholder et Tylfterkvidudsagn, da er han derfor skyldig til 3 Marks Bod og Fortabelse af sit Godord, men den forurettede kan vælge om han vil sagsøge Goden eller ikke (10). Men saa skal det agtes, naar Goden tilbageholder Udsagnet, som om det var faldet ud imod den sagsøgte, med mindre denne tilvejebringer Forsvars-Udsagn, at Goden ikke vilde have afgivet Kvidudsagn imod ham, men at han af den Grund har tilbageholdt det, at han vilde skade den sagsøgte, og skulle dennes 5 Nabobønder afgive Udsagn om Tilbageholdelsen er skeet for at skade ham, og om Kvidmændene vilde have erklæret sig for hans Frifindelse, dersom de havde afgivet deres Udsagn.

  1. Goden slap da i sidste Fald for al Straf.


37. Om Vidneudsagn imod Kvidudsagn

Saggivelse skal i enhver Sag gaae forud for Forsvaret, med mindre begge falde sammen i eet, og Forsvaret i den ene Sag indeholder Saggivelse i den anden. Naar Kvidudsagn ere æskede til Begrundelse af Saggivelse, men Sagvolderen har Vidner for sin Sag, da skal Vidnesbyrd afgives forud for Kvidudsagn, uagtet hint hører til Sagens Forsvar. Ei skal Sagvolderen [i saa Fald] trække Vidneførselen saa meget ud, at Kvidudsagnet ei kan være afgivet inden Solen skinner paa Thingvøll. Dersom ikke det Udsagn som Kvidmændene og det som Vidnerne ville afgive falder sammen, og begge skulle give Udsagn om samme Gjenstand, da skal Sagvolderen sige, at han har Vidnesbyrd i den Sag, hvori Kviden er bleven tilkaldt, men derefter skal han nedlægge Forbud mod Afgivelsen af Kvidudsagnet. Nu afgive de tiltrods for Forbudet sit Kvidudsagn, inden Vidnesbyrdet er blevet aflagt, da bør det Kvidudsagn for intet at ansees, og bliver derhos hver af Kvidmændene skyldig til 3 Marks Bod, men Vidnesbyrdet skal derefter ikke desto mindre føres. Dersom det da ikke viser sig at Vidnesbyrdet er falsk, da staaer det til Sagvolderen at saggive Kvidmændene for at have givet falsk Kvidudsagn.

Ei heller skulle Mænd afgive Modvidnesbyrd her paa Thinget; men afgive Mænd det, da gjælder det Bod, og bør Modvidnesbyrdet for intet at ansees. Men det er Modvidnesbyrd, naar der gives Udsagn imod hvad der forhen er blevet udsagt — Vidneudsagn imod Kvidudsagn, eller Kvidudsagn imod Vidneudsagn — saaledes at begge Udsagn ikke kunne være rette. Men viser det sig at begge Udsagn staae i Strid imod et forhen afgivet, da er Straffen Skovgang for det [første] falske [Mod-] Vidnesbyrd, og Fjørbaugsgaard for det [andet] Modvidnesbyrd.


38. Om Forsvaret

Inden Sagvolderen fremfører sit Forsvar, skal han under Tilkaldelse af Vidner, spørge den Mand, som har Sag imod ham, om han har fremført sin Saggivelse, saaledes som han troer det tilstrækkeligt, eller ikke. Da skal Sagsøgeren svare at han har fremført Saggivelsen saaledes som han troer det tilstrækkeligt, med mindre noget maatte fremkomme i Modpartens Forsvar, der kunde give Anledning til, at han senere kunde ønske at fremføre noget til Begrundelse af Søgsmaalet. Da er Sagvolderen berettiget til at skride til Forsvaret, naar disse Ord ere blevne talte. Dog er han berettiget til at fremføre Forsvaret, uagtet hin ikke svarer disse Ord, dersom Dommerne tillade det, og de finde, at Sagsøgeren derved vil forspilde hans Forsvar, og er det Thingkrænkelse, dersom Sagsøgeren forhaler Forsvaret for Modparten. Sagvolderen kan begynde Forsvaret, naar han vil, men 5 Bønder, Naboer til den sagsøgte, skulle afgive alle Forsvarsudsagn, med mindre han er saggivet med en Kvid af 9 Nabobønder, da skal han tilkalde 5 af de 9 til Forsvarskvid for sig, dem af dem, som boe nærmest det Sted, fra hvis Nabolag Kviden er tilkaldt.

Dersom en Mand bliver syg i Nabokvid, da skulle de øvrige Kvidmænd indhente hans Udsagn i Boden, hvor han opholder sig. Han skal aflægge Ed paa, hvilket Udsagn han erklærer sig for; de skulde tilkalde Vidner paa hans Ord og fremsige [det endelige] Kvidudsagn for Domstolen. Dersom en Mand af Kviden døer eller mister Mælet, da skal man tilkalde en anden i hans Sted; om han skal ansees at have Mælet eller ikke, skal beroe paa, om han har det eller ikke paa den Tid, da de spørge ham.

Den Mand, som vil fremføre Forsvar, han skal gaae til Domstolen og nævne sig Vidner »til det Vidnesbyrd, at han byder ham« — og nævne ham ved Navn — »den Mand, som har fremført Saggivelse imod ham, at lytte til sin Edsaflæggelse« — dersom han ikke før har aflagt Ed — »og til det Forsvar, som han der vil fremføre.« Men siden skal han fremføre sit Forsvar, hvad enten han dertil anvender Kvid- eller Vidneudsagn. Naar Forsvarsbeviserne ere førte, skal Sagsøgeren under Vidners Tilkaldelse spørge, om han har fremført Forsvar for sin Sag saaledes som han troer det tilstrækkeligt, men Sagvolderen skal give det Svar, at han nu har fremført Forsvar, som han troer det tilstrækkeligt — naar det forholder sig saaledes. Men naar han har ført nogle Beviser hørende til Forsvaret, da behøver Sagsøgeren ei at vente indtil han har fremført sit Forsvar som han troer det tilstrækkeligt: da bør hver af dem fremme sin Saggivelse eller sit Forsvar, eftersom hver for sig er beredt dertil.


39. (Om Forsørgelsessag)

Paa Althinget kan Forsørgelsessag anlægges imod den trængendes nærmeste eventuelle Arving. Den Sag skal lyses imod Arvingen fra Lovbjerget »til Forsørgelse og Bevaring af den trængende« — og skal Sagsøgeren nævne begge ved Navn, baade den trængende og den sagsøgte, og angive til hvilken Domstol han lyser — »og lyse Lov-Lysning«. Den Mand, som anlægger Sagen (11), skal tilkalde 5 Bønder, Naboer af den sagsøgte, til at give Kvidudsagn, »om den sagsøgte er nærmest til at tage Arv efter den trængende, eller han i det hele er pligtig til at forsørge den trængende« — og skal han nævne begge ved Navn. Giver Kviden det Udsagn, at Forsørgelsespligten paahviler den sagsøgte, skal denne dømmes til at modtage den trængende. Den som vil føre Forsvaret (12) skal opfordre de samme 5 Nabobønder til at give Udsagn, om Arvingen har Gods eller Formue til at forsørge den trængende eller ikke. Dersom Udsagnet gaaer ud paa hans Uformuenhed, da er man berettiget til at lyse Forsørgelsessag imod hvem som man vil af dem, som ere nærmest beslægtetde med den trængende, og som have Gods og Formue til Forsørgelsen.

Under Sagen skal Sagsøgeren opregne Frændskabet mellem den trængende og den, mod hvem Forsørgelsessag anlægges, og erklære paa sin Ære med 2de Mededsmænd, »at det og det er ret Frændskabsopregning mellem de to, N. N. og N. N.«, da skal den Mand dømmes til at overtage Forsørgelsen, med mindre lovligt Forsvar findes i Sagen. Berettiget er den, som vil lyse Forsørgelsessag, til strax at lyse Sagen mod den, som er nærmest beslægtet med den trængende af de Slægtninge, som have Gods og Formue til Forsørgelsen — uden at han forinden behøver at have [forgjeves] lyst Sagen imod den trængendes nærmeste eventuelle Arving.

  1. I Regelen den tidligere Forsørger, eller en anden fjernere Slægtning til den trængende.
  2. Være sig den eventuelle Arving selv eller en anden, der i hans Fraværelse optraadte paa hans Vegne, hvad der var tilladt enhver.


40. Om Sagernes Fremstilling

Saasnart [samtlige] Parter have fremført Saggivelse og Forsvar for Domstolen som de ville, da skal enhver, som har Sag at forfølge eller forsvare for den Domstol, have en Fremstiller af sin Sag, være sig af Saggivelse eller af Forsvar. Som Fremstiller af sin Sag kan man gyldigen anvende den af de Mænd, der ere udnævnte til Sæde i Domstolen, som frivillig vil paatage sig det. Dersom Dommerne ikke frivillig ville paatage sig at fremstille Sagen, skal han, under Vidners Tilkaldelse, bede dem at fremstille Sagen. De bør [da] kaste Lod indbyrdes om, hvem der skal fremstille hans Sag, og skal den af dem fremstille Sagen, som Loddet træffer. Kaste de ikke Lod imellem sig, da gjælder det Fjørbaugsgaard for alle dem, som have Sæde i den Domstol — men det er Thingkrænkelse, som de foretage, naar de [saaledes] ikke overtage hans Sag til Fremstilling. Det er og fastsat, at Søgsmaalsretten i den Sag tilkommer den, som har den Sag, hvilken Dommerne ikke ville paatage sig at fremstille.

Dersom Sag anlægges imod en Mand, som er udnævnt til Dommer, da er han berettiget til, hvilket han vil, at værge sin Sag, [selv], eller overdrage sit Forsvar til en anden. Dersom Sagen kommer for den Domstol [hvori han har Sæde], da skal han dog have Ret til at sidde i Domstolen, men han skal tilkjendegive sin Enighed i den Dom, de øvrige fremsige. Det er og fastsat, at, dersom han har en Sag at søge, hvis Anledning hidrører fra en Tid, senere end han blev udnævnt til Dommer, da er han berettiget til, hvilket han vil, at saggive selv, eller overdrage det til en anden. Kommer Sagen for den Domstol, hvori han er, skal han dog have Ret til at sidde i Domstolen. Ei skal hans Stemme gjælde i den Sag, og skal han ei heller deltage i Moddomme (13) i den Sag. Han skal og tilkjendegive sin Enighed i den Dom, som de øvrige fremsige.

  1. Jvfr. c. 45 i det følgende.


41. Om Dommerne

Det er og fastsat, at inden Dommerne skride til Dommen, skulle de først sværge Ed, naar de ikke før [under andre Forhandlinger paa samme Thing] have gjort det. De skulle tilkalde Vidner: »Jeg nævner Vidner til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed paa Korset, Lov-Ed, og jeg siger det Gud, at jeg vil dømme den Dom, som jeg troer er Lov«.

Det er og fastsat, at de skulle fremstille Parternes Sager, de Sager først, som først ere fremkomne. De skulle fremstille Saggivelsen i hver Sag forud for Forsvaret. Den Mand, som fremstiller Saggivelse eller Forsvar, han skal opregne de Handlinger (14), der af Parten ere foretagne i Sagen, og angive imod hvem de vare rettede, hvad enten det var til Begrundelse af Søgsmaal eller Forsvar. Men Saggivelse skal før fremstilles end Forsvar i samme Sag. Den Mand, som skal give Fremstilling af Forsvaret, han skal anføre alle de Handlinger, der af Sagvolderen ere foretagne i Sagen.

Dersom Dommerne tykkes, at Mænd komme Domstolen for nær. Dommerne skulle [da] bede de 3 Goder, der ere i den Fjerding, hvortil Domstolen hører — under Vidners Tilkaldelse bede dem at afgive til dem 3 Mænd til Domstolsvagt, men Goderne ere skyldige til Bod og Fortabelse af sit Godord, dersom de ikke gjøre saa, — at afgive Mænd til Domstolsvagt, og ere Dommerne søgsmaalsberettigede i den Sag mod Goderne. Goderne skulle indbyrdes indrette det saaledes, at de afgive en Mand af hvert af de gamle Thinglaug (15). De Mænd, som tages til Domstolsvagt, skulle riste tvende Furer udenfor den Plads, hvor Dommerne sidde, men dersom Mænd gaae udenfra derover, da skulle Vogterne tilkalde Vidner paa, at de ere gaaede indenfor over Furerne. Nu løber han ud igjen, da bliver han ei bodskyldig, men forbliver han der, da er han skyldig til [3 Marks] Bod, og ere Domvogterne søgsmaalsberettigede i den Sag. De skulle gaae til Lovbjerget og foretage Stævning der, og bør Sagen komme for den Domstol, der hører til Fjerdingen, hvorfra Domvogterne ere; de skulle føre Beviset i Sagen med Vidner, og tilfalder Halvdelen af Boden Domvogterne, Halvdelen Dommerne.

Dersom en Mand, som har Sæde i Domstolen, er forhindret ved Lov-Forhandlinger, der skulle gaae for sig for en anden Domstol, skal han, inden han gaaer bort, sige, at han erklærer sig enig i den Dom, som de øvrige komme overens om, medens han er borte.

De Sager skulle først paadømmes, som der ikke har været Tid til at paakjende den foregaaende Sommer, dersom der ere nogle saadanne Sager. Men dernæst de Sager, hvis Anledning er en her paa Thinget skeet Begivenhed, dersom de anlægges for den [Fjerdings-] Domstol. Derefter skal man paadømme de Sager, som først ere blevne fremstillede, med mindre der i Anledning af dem er [paa Grund af Dommernes Uenighed] Udsigt til Moddomme; da skal der dømmes sidst i de [først fremstillede] Sager, dersom det tegner til Moddomme i dem.

De skulle foretage Tælling af de tilstedeværende Dommere, for at erfare om Domstolen er fuldtallig, og skulle de afsige sin Dom med fuldtallig Domstol, dersom det kan skee. Dersom en Mand, som er udnævnt til Dommer, bliver syg eller saaret, saa at han ikke kan være ude, da skulle de gaae derhen til Boden, hvor den syge er, og skal han aflægge Ed for dem, saaledes som han skulde have aflagt den i Domstolen. Han skal tilkjendegive sin Enighed i den Dom, som de komme overens om. Da ere de øvrige berettigede til at paadømme samtlige Sager, med mindre der er Grund til at vente Moddomme i dem (16). Dersom en Mand, som er udnævnt til Dommer, døer eller mister Mælet, da ere de tilbageblevne lige berettigede til at dømme, som om deres Domstol var fuldtallig.

De skulle dømme efter [de i Sagen foretagne Handlinger og navnlig] de Beviser, der ere blevne førte der for Domstolen fra Sagsøgerens eller fra Sagvolderens Side. De skulle dømme enten for eller imod i hver Sag. Dersom Indsigelse fremsættes mod [de i Sagen foretagne Handlinger og navnlig] de Beviser, der ere førte for Domstolen og som ville have Indflydelse paa Sagens Udfald, da skulle Dommerne først paadømme andre Sager, efter de Beviser, som ere fremkomne. Nu formener Sagsøgeren, at den sagsøgte har fremsat Indsigelse imod Beviserne i den Hensigt at forhale Dommens Afsigelse, men ikke fordi han vil indanke Sagen for Femterretten (17) da skal han stevne ham fra Lovbjerget for Thingkrænkelse og paastaae ham skyldig til Straf af Fjørbaugsgaard og tilkalde [den sagsøgtes] 9 Nabobønder til Kvidudsagn og anlægge Sagen for den Domstol, hvorfor Hovedsagen staaer. Dersom Kviden erklærer ham skyldig i Thingkrænkelse, da bliver han Fjørbaugsmand, og Hovedsagen skal derefter paadømmes, som om Indsigelse mod Beviserne ei var fremsat.

Dersom Dommerne undlade at paadømme Parternes Sager, da skal man gaae til Lovbjerget og bede Dommerne at gaae ud at dømme om de Sager, som de ikke have sluttet, og Goderne, som have udnævnt de Dommere, skal man bede at føre sine Dommere ud. Ifald Dommerne da, efterat de ere blevne opfordrede, gaae ud at paadømme hans Sag, da ere de skyldfrie. Nu ville nogle af Dommerne dømme, men andre ikke, da gjælder det Fjørbaugsgaard for dem, der ikke ville paadømme Sagen, og er man berettiget til Strax fra Lovbjerget at stævne Dommeren [der saaledes undlader at dømme] for Thingkrænkelse og anlægge Sagen samme Sommer for den samme Domstol, saasnart i det mindste 6 Dommere ere komne ud og have indtaget sine Sæder, og bliver da deres Dom ligesaa gyldig, som om alle Dommerne deltog i Dommen. Dersom Dommerne undlade at paadømme en Parts Sag, da er han berettiget til at saggive dem enten den samme eller den paafølgende Sommer, hvilket han vil, og Beviset skal han føre ved 9 Nabobønder.

Dommerne skulle paa det Sted, hvor de have taget Sæde, paadømme alle de Sager, der svæve for Domstolen, dersom de ikke hindres ved Vold. Kunne de ikke blive siddende paa deres Plads formedelst Vold, da er det fuldgyldigt, at de tage Sæde paa det Sted, hvor de formene helst at kunne afslutte sin Dom, og bliver den Dom, de der fælde, gyldig. Dersom Dommerne ikke kunne blive siddende paa deres Plads formedelst Vold da skal den af Dommerne, som har fremstillet Sagsgivelsen angive et Sted, hvor de skulle mødes for bedst at kunne afslutte sin Dom. Derhen bør de gaae og afslutte der sin Dom, dersom de kunne. Nu ville de ikke alle gaae derhen, da bliver deres Dom fuldgyldig, om end ikke flere Dommere deltage i Dommen, end sex; men for de Dommere som ikke indfinde sig der, gjælder det Straf af Fjørbaugsgaard og er det Brud paa Thingsordenen. Naarsomhelst nogle af Dommerne begaae Brud paa Thingsordenen ved ikke at ville paadømme de Sager, som det paaligger dem at dømme i, bør den Dom være ligesaa gyldig, der bliver afsagt af dem, der ville paadømme Sagen, naar de ere 6 i Tallet eller flere, som om Domstolen var fuldtallig. Den Dommer, som har fremstillet Sagen, skal afsige den Dom, som de blive enige om, den som har fremstillet den indstævntes Sag, dersom de ville frifinde, men den som har fremstillet Sagsøgerens Sag, dersom de ville domfælde. Men den, som afsiger Dommen, skal tale saaledes: »Jeg erklærer at vi dømme Lov-Dom, naar vi afsige den Dom« — og angive Dommens Indhold — »Den Dom er vor alles«, — skal han sige. De skulle ogsaa alle yttre deres Enighed i den Dom, som de ere komne overens om, og svare: »at den Dom afsige de alle.« Tier nogen dertil og vil ikke tilkjendegive sit Samtykke til den Dom, som de ere blevne enige om, er det Brud paa Thingsordenen, og gjør han sig ved sin Taushed skyldig til Fjørbaugsgaardsstraf.

  1. Edsaflæggelse, Sagens Fremsigelse, Bevisførelse o.s.v.
  2. Jvfr. c. 20, S. 37
  3. I hvilket Fald samtlige Dommere skulde begive sig til den syges Bod, nedenf. c. 42.
  4. Hvilket var Virkningen af en saadan Indsigelse.


42. Om Moddomme

Dersom der ere nogle Sager, hvori de ikke blive enige om deres Dom, da skulle de afsige Moddomme. Ei skal Domstolen være besat af færre Personer end 6, naar Moddomme skulle afsiges. De skulle da skifte Pladser, uden Hensyn til hvorledes de før have siddet, og skulle da alle de, der deltoge sammen i Moddommen, sidde sammen. Begge Partier skulle sidde saa nær hinanden, at det ene Parti kan opfatte det andets Ord; hvert af Partierne skal opfordre det modstaaende Parti til at slutte sig til dem, og tilkalde Vidner paa, at de tilbyde Deltagelse i den Dom, de ville afsige, og angive hvad Dom det er; de Ord skulle begge Partier fremsige.

Dersom nogen af Dommerne er saa syg, at han ei kan være ude, men kan dog tale, skulle begge Partier begive sig til ham og sige ham hvad Moddomme hver for sig af dem vil afgive; han skal aflægge Moddomsed og erklære, til hvilket af Partierne han vil slutte sig.

De skulle gaae til deres Pladser. Derpaa skulle de Dommere, som ville give Sagsøgerens Paastand Medhold, byde Modpartiet Lodkastning om, hvilket af Partierne først skal fremsige Moddomsformlerne; de, hvem Loddet træffer, skulle gjøre det først. De skulle gjensidigen, under Vidners Tilkaldelse, byde hinanden at paahøre, at de aflægge Moddomsed eller fremsige andre Moddomsformler, som de skulle fremføre, og opfordre dem til at slutte sig til dem, og bede dem at deltage i den Dom, de ville afsige, og angive hvad det er for en Dom; saaledes skulle begge Partier tale til hinanden. Siden skulle de, der deltoge sammen i Moddom, aflægge Moddomsed. De skulle tage i Haanden et Kors eller en [hellig] Bog, større end dem, der bæres om Halsen, og tilkalde Vidner til Vidnesbyrd om: »At jeg sværger Ed paa Kors eller paa Bog, Moddomsed, og det siger jeg Gud, at jeg vil afsige den Moddom, som jeg troer er stemmende med Loven« — og angive, hvad Moddom han afgiver og hvorfor han afgiver den Moddom; slig Ed skulle begge Partier aflægge. Siden skulle begge Partier fremsige den Dom, som de ville afsige. Saaledes skal den sige, som fremstillede Sagsøgerens Sag: »Den Moddom fremføre vi, og den Dom dømme vi og fremsige vi, at vi domfælde ham« — og nævne den indstævntes Navn, og angive hvad Domfældelse det er. Hine, som deltoge med ham i Moddommen, skulle tilkjendegive deres Enighed. Saaledes skal den tale, som fremstillede den indstævntes Sag: »Den Moddom fremføre vi, og den Dom dømme vi og afsige vi, at vi frifinde ham paa Grund af, at vi ansee lovgyldigt Forsvar at være fremkommet«; de som deltoge i Moddommen med ham, skulle tilkjendegive deres Samtykke.

Sagsøgeren og Sagvolderen skulle gaae til Lovbjerget, og tikalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at jeg paalyser de og de Dommere Saggivelse for at de have afsagt en ulovlig Dom« — og angive hvad Dom det er. De skulle lyse Sag til Underkjendelse af Dommen, og paastaae Dommerne dømte i Bøder, og lyse Sag til Femterretten. Det skulle begge Parter fremsige mod de Dommere, der have givet hans Modpart Ret.


43. Om Femterret

Vi skulle have [endnu] en femte Domstol, den hedder Femterret. Til Dommere i den Ret skal en Mand udnævnes for ethvert af de gamle Godordsdistricter, 9 Mænd af hver Landsfjerding. De Goder, som beklæde de nye Godord skulle udnævne 12 Dommere; da bliver Dommernes Tal 4 Tylter, og ere da 12 Mænd af hver Landsfjerding.

Femterretten skal dannes efterat Fjerdingsdomstolene ere blevne udnævnte, og skulle alle disse Domstole samtidig drage ud til Sagers Paakjendelse, med mindre Lovrettesmændene blive enige om at det bliver anderledes. Men Femterretten skal have sit Sæde i Lovretten.


44. (Om Femterretssager)

Disse Sager skulle komme for Femterretten: falske Kvidudsagn, som her paa Thinge blive afgivne, ligeledes falske Vidnesbyrd eller falske Bevidnelser paa sin Ære, saavelsom de Moddomme, der her afgives, naar man tilbyder, modtager eller betinger sig Bestikkelse her paa Thinget, alle falske Vidnesbyrd, som fremkomme her paa Althing, om Føde, der gives Skovmænd, hvis Straf her uden Svig er forkyndt, og om hvem det gjælder at de ikke maa underholdes af nogen, om Modtagelse i sit Huus af Gjældstrælle og af de egentlige Trælle, der for Gjæld maa arbeide ifølge Forkyndelse derom her paa Thinge, saavelsom naar man lader saadanne arbeide for sig, om Modtagelse i sit Huus af Præster, der ere oplærte til en bestemt Kirke, eller naar man er sammen med dem, naar de forholde dem anderledes, end i Loven er bestemt.

Alle de Sager, som nu ere anførte, skulle lyses idag eller imorgen; dog er det ogsaa gyldigt, at det skeer paa Mandag eller Tirsdag — dersom det ikke er Helligdage.

Lyser man Sag for Femterretten angaaende Understøttelse der er ydet en Skovmand, skal han angive Sagens Omstændigheder og erklære, at den Paagjældende »deri har ydet Skovmanden saadan Understøttelse som Loven omtaler«. Ingen Sag maa fremsættes ubestemt


45. Om Dommeres Udnævnelse

Alle Goderne skulle gaae til Lovretten, og skal hver af dem nedsætte sin Dommer. Goden skal tilkalde Vidner: »til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg udnævner Dommer i Femterretten« — og nævne ham — »at dømme om alle de Sager, som komme her for denne Domstol og som Loven gjør det til Pligt at dømme om, og vil jeg at han skal have Sæde i Retten, dersom han ikke bliver ryddet; jeg udnævner Lov-Domstol.« Han skal tilkalde Vidner: »til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg sværger Ed med Bog i Haanden, Femterrets-Ed; hjælpe mig saa vist Gud i dette og det andet Lys, som jeg troer, at jeg har udnævnet en saadan Mand til Dommer, at ei vil nogen anden Mand eller Indbygger her i Landet raade bedre for vore Love end den Mand« — og nævne ham — »af de Mænd, som jeg har at vælge imellem blandt mine Godordsmænd her paa Thinge.« Slig Ed skal hver Gode aflægge, der udnævner Dommere i Femterretten.


46. At byde til Lodkastning

De Mænd, som have Søgsmaal for Femterretten, skulle gaae til Domstolen, og skal en af dem tilkalde Vidner og indbyde alle de Mænd, som have Søgsmaal for Femterretten, til Lodkastning og angive, hvorhen de skulle gaae, og der skulle de lægge Lodder i en Flig og forholde sig med den Lodkastning som ved Fjerdingsretten. Om de Sager skal ei kastes Lod, der anlægges i Anledning af Moddomme; de skulle anlægges først, med mindre de ere flere end 4; men ere de flere, da skal der kastes Lod om dem.

Han skal gaae til Domstolen og byde den Mand, som han har Sag imod, eller den, som har overtaget Forsvaret for denne, at lytte til sin Ed, og bede ham at paahøre Fremsigelsen af sin Sag — og angive hvad Sag det er. Men han skal tage en Bog i sin Haand, større end en saadan Bog, som bæres om Halsen, og tilkalde Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed, med Bog i Haanden, Femterrets-Ed; hjælpe mig saasandt Gud i dette og det andet Lys« — skal han sige — »som jeg vil saaledes søge min Sag imod ham« — og nævne ham — »som jeg troer det sandest og rettest og mest overenstemmende med Loven og jeg troer ham skyldig i den Sag, som jeg har imod ham« — og angive Sagen — »og jeg har ei budet Bestikkelse i denne Domstol for denne Sag, og jeg vil ei byde den; ei har jeg givet Bestikkelse, og ei vil jeg give den, hverken til Befordring af Ret eller Uret«. To Mededsmænd skulle følge ham; dem skal han vælge af samme Egenskaber som Stævnevidner. De skulle tage en Bog i Haanden, større end en Bog, der bæres om Halsen, og tilkalde Vidner, »til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed med Bog i Haand, Femterrets-Ed, hjælpe saasandt mig Gud« — skal han sige — »i dette og det andet Lys, som jeg troer at N. N. vil saaledes søge sin Sag imod N. N., som han troer det sandest og rettest og mest overensstemmende med Loven, og at han troer ham skyldig i den Sag« — og angive Sagen, som han har imod sin Modpart — »og han har ei budet Bestikkelse i denne Domstol for denne Sag, og han vil ei byde den, og han har ei givet Bestikkelse, og han vil ei give den, hverken til Befordring af Ret eller Uret.« Saadan Ed skulle hans Mededsmænd sværge. Derefter skal han fremsige sin Sag imod ham, saaledes beskaffen som han lyste den. Man skal sværge alle Ederne ved Femterretten med en Bog i Haanden, hvorpaa hellige Ord ere skrevne, og som er større end en saadan [hellig] Bog, der bæres om Halsen.


47. (Om Femterretten)

Den Mand, som har Sag at forsvare, han skal tilkalde Vidner og byde den Mand, som har Sag imod ham, at lytte til den Ed, som han vil sværge ved Fremførelsen af Forsvaret, og at paahøre det Forsvar, som han vil fremføre for den Sag, som Sagsøgeren har imod N. N. Men derefter skal han tage en Bog i sin Haand og tilkalde Vidner »til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg sværger Ed med Bog i Haand, Femterrets-Ed, hjælpe mig saasandt Gud i dette og det andet Lys, som jeg vil saaledes værge den Sag for mig« — og angive Sagen — »som han har imod mig« — og nævne hans Navn — »som jeg veed rettest og sandest og mest stemmende med Loven, og jeg er ikke skyldig i den Sag« — dersom han er istand til at gjøre saadan Paastand — og angive hvad han har at anføre til Forsvar; »og jeg troer at det er Lov-Værn, og jeg haver ei budet Bestikkelse i denne Ret til min Sags Fremme i denne Sag, og jeg vil ikke give den, hverken til Befordring af Ret eller Uret.« Der skulle og 2 Mededsmænd stadfæste hans Forsvar, og skulle de vælges af samme Egenskaber som Stævnevidner. Men de skulle tage en Bog i sin Haand, større end saadan Bog, der bæres om Halsen, og tilkalde Vidner — »til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed med Bog i Haand, Femterrets-Ed; hjælpe mig saasandt Gud i dette og det andet Lys, som jeg troer at han vil saaledes forsvare sin Sag, som han troer det sandest og rettest og mest stemmende med Loven« — og nævne dem begge — »og jeg troer at han er ikke skyldig i den Sag, som Sagsøgeren har imod ham« — og angive Sagen — »og han har ei givet [budet] Bestikkelse i denne Ret til Fremme for sin Sag, og han vil ikke byde den, og han har ikke givet Bestikkelse, og han vil ikke give den, hverken til Befordring af Ret eller Uret.« Han skal tilkalde Vidner; »til det Vidnesbyrd« — skal han sige — »at jeg fremfører Forsvar for mig her i denne Ret« — og angive, hvad han har til sit Forsvar, og hvilken Indsigelse det er — »og det kalder jeg Lov-Forsvar.« Slig Ed skal hver af hans Mededsmænd aflægge, som jeg nu har anført. Dersom en Mand har flere Sager for Femterretten end een, være sig han har dem mod een Mand eller flere, da skal han sværge slig Ed ved hver Sag, som jeg sagde før, og skulle Mededsmænd saaledes anvendes i hver Sag, og saaledes aflægge Ed, som før er sagt. Den som har Sag at forsvare for Femterretten, være sig han har een eller flere Sager, han skal saadan Ed, Forsvarsed, sværge ved hver Sag, som jeg før anførte, og saaledes ogsaa hans Mededsmænd.

Den Mand, som har Sag at søge i Femterretten, skal udtage 6 Mænd af Domstolen, og tilkalde Vidnesbyrd derved, og nævne dem alle, »og jeg udtager Eder af Domstolen og jeg tilsteder Eder ikke Sæde i Retten i den Sag« — og angive Sagen. Men de skulle reise sig op fra Domstolen, men ville de ikke reise sig op fra Domstolen, da ere de bodskyldige og deres Ord ugyldige. Den Mand, som har Sag at værge i Femterretten, han skal og udtage 6 andre Mænd af Domstolen, og nævne dem alle ved Navn, »jeg tilsteder Eder ei Sæde i Retten i denne Sag, som han har fremsagt mod mig« — og nævne dens Navn, som har Sagen imod ham, og angive Sagen. Men de skulle reise sig op fra Domstolen og sidde indenfor Domkredsen, medens denne Sag bliver paadømt; ei skulle de gaae bort, uden de have nødvendigt Ærinde. Men dersom de ikke ville reise sig fra Domstolen, da gjælder det dem Bod, og er deres Stemme ugyldig. Dersom Sagvolderen ikke vil udtage dem af Domstolen, da skal Sagsøgeren udtage baade sine og Sagvolderens [6] Dommere. Men vil Sagsøgeren ikke tage dem ud af Domstolen, da er hans Sag uefterrettelig. De der ere udtagne af Domstolen, kunne dog anvendes til at referere Parternes Sager, men ei skulle de dømme i Sagen.

Alle Dommerne skulle, inden de skride til Dommen, sværge Ed, Femterretsed, paa at ville dømme den Dom, som de troe at være Lov. Dommeren skal tilkalde Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Ed med Bog i Haand, Femterretsed, hjælpe saasandt mig Gud i dette og det andet Lys, som jeg vil dømme den Dom, som jeg troer er Lov, og jeg har ei betinget mig Bestikkelse i denne Ret, og jeg vil ei betinge mig den, og jeg har ei taget og jeg vil ei tage den, hverken til Befordring af Ret eller Uret.« De skulle referere Parternes Sager, baade Søgsmaal og Forsvar, ligesom ved Fjerdingsretten, men til at referere Parternes Sager kunne anvendes de, som ere udtagne af Domstolen [ligesaavel som de øvrige Dommere]. Naar en Sag er paadømt, skulle de [udtagne Dommere] igjen tage Sæde i Retten; men 12 Mænd skulle Parterne udtage af Domstolen i hver Sag, men vælge kunne de, om de ville udtage de samme eller andre. De skulle paadømme alle de Sager, som komme for Femterretten, den først, som først er bleven fremsagt, og er det vel dersom de komme vel overens. Nu blive de ikke enige, da skal Flertallet af Dommerne gjøre Udslaget, men blive der lige mange Stemmer for de forskjellige Meninger, da skulle de dømme skyldig; men hvor Moddomme ere afsagte [ved Fjerdingsretterne], da skulle de [naar Stemmerne i Femterretten ere lige og Indvending ei haves mod nogen af Moddommenes Form eller Lovlighed] ved Lodkastning afgjøre, hvilken af Moddommene skal gjælde. Men er der lige mange Stemmer paa begge Sider med Hensyn til alle de Puncter, hvori Moddomme ere fremkomne, og dersom begge Partier have anvendt den rette Adfærd ved deres Moddomme, da bør den af Moddommene være ugyldig, der er mindst stemmende med Lovens Strenghed. Men har det ene Parti anvendt den rette Adfærd ved sin Moddom, det andet ikke, da bør deres Dom staae ved Magt, som have anvendt den rette Adfærd ved Moddommen, om end det andet Parti oprindelig maatte have rettere i Hovedsagen. Men dersom intet af Partierne har anvendt den rette Fremfærd ved sin Moddom, da bør deres Dom være ugyldig, som i deres Moddom have fjernet sig mest fra Lovens Strenghed, og bør den Dom være ugyldig, som Femterretten finder er mest uoverenstemmende med Lovens bogstavelige strenge Indhold.

I alle de Sager, hvis Anledning er passeret her paa Thinget, er det tidsnok at opfordre [Fjerdings-] Domstolen til at drage ud [til Sagens Paakjendelse], saalænge Aarsregningen endnu ikke er forkyndt. Men ville Dommerne ikke paadømme Sagerne, da gjælder det dem Fjørbaugsgaard.

Ingen Mand kan ustraffet dræbes, før end, ifølge hvad Domstolen dømmer ham [som Skovmand], efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag.


48. Om Namsret

Namsret skal holdes over hver Mands Gods, som er bleven dømt til Fjørbaugsmand eller Skovmand, naar 14 Nætter ere forløbne fra det Thing, paa hvilket han blev dømt. Den Ret skal holdes paa det Sted, som var hans Hjem, da Sagen blev anlagt imod ham, — inden han blev dømt skyldig. Nu veed den, der har sagt ham til Domfældelse, ikke, hvor det er, da skal det være paa den Godes Bopæl, i hvis Thinglaug Sagsøgeren er. Nu har han ved Haandslag hjemme i Bøigden overdraget til en anden at bestemme sin Strafskyld, eller hans Straf bliver bestemt ved Forlig, da skal man begjære Namsret paa næste Althing efter at hans Straf blev bestemt. Den Mand, som sagsøgte ham til Straf, skal spørge paa Lovbjerget om hans Hjemstavn og Vaarthingstavn, dersom han ikke veed det før. Nu vedgaaer ingen at være den [Husbond o. s. v.], hos hvem den Domfældte har Hjem, men en Gode vedgaaer at have ham i Vaarthinglaug, da skal Namsretten holdes paa den Godes Bopæl, og man skal bede ham at danne Retten. Nu er ingen af Delene vedgaaet, da skal Namsret holdes paa den Godes Bopæl, i hvis Thinglaug Sagsøgeren selv er, og bede ham at danne Retten. Han skal, efterat Retterne ere afholdte, begjære Namsret fra Lovbjerget eller hvor Goden selv hører paa; var Goden ikke tilstede ved Lovbjerget, skal han underrette Goden derom, men begjærer han paa et andet Sted, skal han forkynde det paa Lovbjerget. Den Mand, som vil begjære Namsret, skal tilkalde Vidner »til det Vidnesbyrd, at jeg kræver og beder N. N., at udnævne Namsret over N. N. 14 Nætter efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag«; han skal angive Stedet og bede ham komme saa betimelig, at Domstolen kan være udnævnt før Middag. Den Domstol skal udnævnes udenfor Hjemmemarksgjerdet, hvor der hverken er Ager eller Eng, og ei fjernere fra Gjerdet, end i Pileskuds Afstand derfra, og paa den Side af Gjerdet, der vender i den Retning, hvor Sagsøgeren har sit Hjem, dersom det beqvemmeligen kan være der. Til at ledsage Goden til Namsret ere alle de Mænd pligtige, som boe nærmest, dersom han vil opfordre dem dertil, hvad enten de ere hans Thingmænd eller ei. Tre Marks-Bod gælder det for dem, som undslaae sig derfor, dersom han [ligefuldt] kan faae Domstolen fuldtallig, men ellers Fjørbaugsgaard. Goden skal komme der før Middag, og inden den Tid udnævne Domstolen, og til samme Tid skulle de Mænd komme der, som der have retlige Forretninger. Der skal være en 12 Mænds Domstol. Den Ret kan ryddes som Tolvmændskvid. Den som begjærer Namsret, skal derhen have tilkaldt 5 Nabobønder, tre Nætter eller længere Tid før, dem, som boe nærmest det Sted, hvor Retten skal holdes. De ere pligtige at afgive alle de Kvidudsagn, som der behøves, hvemsomhelst der forlanger dem. Han skal og have tilkaldt Domsafsigelsesvidner eller de ved Forlig tilkaldte Vidner, dersom hans Straf blev bestemt ved Forlig. De Mænd, som paa den Tid da hans Straf blev bestemt havde Gjæld at fordre af ham, skulle have tilkaldt sine Vidner, eller, dersom de ikke have Vidner, sine Nabobønder [til Kvidudsagn], og skal Tilkaldelse til Afgivelse af alle de Beviser, som der behøves, skee 14 Nætter eller længere Tid før.


49. Om Saggivelsen

Den Mand, som har begjært Namsret, skal tilkalde Vidner: »til det Vidnesbyrd, at jeg sværger Lov-Ed, med Bog i Haand, og jeg siger det Gud, at jeg vil saaledes fremføre alle Sager her ved denne Namsret imod N. N., som jeg veed det rettest og sandest og mest stemmende med Loven«. For Retten skal føres Domsafsigelsesvidnesbyrd eller Vidner om det Forlig, hvorved hans Straf blev bestemt. Efter at Retten er bleven ryddet, skulle der føres Vidner om, hvorledes hans Strafskyld blev bestemt og hvorfor han blev strafskyldig og hvor hans Straf blev bestemt. Da skulle Mænd kaste Lod om, hvorledes de der skulle fremføre deres Sager. For Namsretten skulle alle Gjældssager anlægges ligesaavel som for Gjældsret efter død Mand, og paa samme Maade skal der forholdes med Vurdering af Jorder [til Efterretning ved Udlægget], og paa samme Maade skal Konen tildømmes hendes Eiendele, dersom hun har nogen, og Panthaverne deres Pant, dersom de have saadant, og enhver tilkjendes fuldt Udlæg for sin Fordring, dersom det kan skee, men i modsat Fald skal alle Fordringer afkortes ligesom ved Gjældsret. Personlig Bod skal tildømmes [den fornærmede] af Godset, dersom det er en Sag, hvori saadan Bod falder, men Tyvsbøder, dersom det er en Tyvsag. Men strækker Godset til mere, da skal man tilkjende den Gode, som udnævnte Domstolen, en Ko eller 4aarig Oxe. Men er der mere Gods, da skal der tildømmes den, som har erhvervet Straffedommen over ham, Halvdelen, men Halvdelen Fjerdingsmændene, dersom hans Straf blev bestemt paa Althinget, men dersom han blev dømt paa Vaarthinget, Vaarthingsfællerne, dem som boe i det Thinglaug, hvori Namsretten afholdes. Den, som erhvervede Straffedommen, skal tildømmes Bevaringen af det Gods som Fjerdingsmændene skulle have, men det skal deles paa næste Vaarthing; ham skal ogsaa Bevaringen tildømmes, om end Thinglaugsmændene eie det, men han skal medtage det til næste Efteraarsthing i det Thinglaug, hvortil han selv hører. Dersom han og Thinglaugsmændene høre til samme Thinglaug, skal alt det Gods, som han til den Tid har indfordret, deles der mellem dem. Men hvad han da ikke har enten indfordret og modtaget eller erholdt Haandslagsløfte for, det skal deles paa Vaarthinget. Men dersom den, der erhvervede Straffedommen over den skyldige, hører til et andet Thinglaug, da skal det deles paa næste Althing. Ved Namsretten skal alt deles, som skee kan, og skal gives den Gode i Hænde, som udnævnte Domstolen.

Det Gods, som tilkommer Thinglaugsmændene, skulle de, saavidt det strækker, anvende til Underhold for de trængende, hvilke det paalaae den domfældte at forsørge, dersom han har nogen trængende at forsørge, men ellers til Underhold for de andre fattige, som skulle gaae paa Omgang i det eller de Thinglaug.

Fjørbaugsgaard gjælder det, dersom man understikker Gods, der ved Namsret skulde confiskeres, og skal man tilkalde paa Thinge 9 Bønder, Naboer til den Sagsøgte.


50. (Om Forsørgelsespligt)

Dersom trængende komme til Namsretten, da skal man kræve Tylfterkvidudsagn, om de ere berettigede til at forsørges af den domfældte eller ikke. Men dem skal man dømme at være berettigede til Forsørgelse af ham, som han er nærmest eventuel Arving til, og dem desuden, som Nabobønder ved Kvidudsagn bevise, at han har modtaget Penge med [ifølge Forsørgelses- eller Arvesalgscontract], og det saaledes, at Vilkaarene paa begge Sider have været billige. Dersom flere Mænd ere lige nær beslægtede med den trængende, da skulle de 5 Nabobønder, som have indfundet sig ved Namsretten, dele Forsørgelsespligten, og skulle de alle dømmes til, for den Deel, som deres Forsørgelse tilkommer ham, at gaae paa Omgang i den Fjerding, hvor Namsretten blev afholdt, dersom han blev dømt paa Althinget. Dersom Fjerdingsmændene have inddelt Fjerdingen i Parter med Hensyn til Fattigforsørgelse, da skal det holdes alt, som de ere blevne enige om. Nu have 2 Thinglaug Thingsted sammen, da skulle de forsørgelsesberettigede af dem, som i det ene Thinglaug bleve dømte og over hvilke der er bleven holdt Namsret, gaae paa Omgang i begge Thinglaug. Det er fastsat, at ei er det Pligt at føre det Barn til Namsretten paa Grund af Paterniteten, til hvilken den paagjældende [netop] er bleven domfældt, og ei behøver man at tilkalde Vidner eller Kvid til Bevis herom, men det bør dømmes til at gaae paa Omgang. Nu føre de Mænd, som dertil efter Loven ere pligtige, ikke de fattige til Namsretten, da paadrage de sig selv Forsørgelsespligten, dersom de vidste, at Namsretten skulde afholdes, og de ikke ved Forfald bleve forhindrede fra at komme derhen. Nu skjuler nogen de trængende for dem, da paadrage disse sig Forsørgelsespligten; dog ere [naar de døe] deres Arvinger ikke pligtige til at fortsætte Forsørgelsen. Nu erfare Mænd ikke, at Namsret skulde holdes, eller de kunne ikke komme derhen med deres trængende, da skal man Sommeren derefter lyse Sag imod de Fjerdingsmænd eller Thinglaugsmænd, som den Gode er i Thinglaug med, der lod Namsretten udnævne, og afæske ham Tylfterkvidudsagn, om N. N. var forsørgelsesberettiget af den Domfældte eller ei, og tilkalde sine 5 Nabobønder til Udsagn, om han kunde komme til Namsretten eller ikke, formedelst Forfald. Dersom de Kvidudsagn afgives i hans Faveur, og der ei fremkomme lovgyldige Indsigelser, da skal de trængende ved Althingsdom dømmes til at gaae paa Omgang, ligesom Namsretten skulde have dømt, dersom de trængende havde været tilstede.


51. Om Namsret

Ligesaavel skal Namsret holdes efter en Fjørbaugsmand, som efter en Skovmand, og alle Bevismidler ligesaafuldt der fremføres, og ligesaavel skulle Mænd der gjøre de Fordringer gjældende, som de have havt imod den domfældte, og ligesaavel skulle der de trængende, som han har havt at forsørge, dømmes til at gaae paa Omgang. Nu er en Mand bleven dømt [til Fjørbaugsmand] formedelst Oversiddelse af Dom [der gik ud paa et ringere Onde for den domfældte] eller for Pengesag, da skal alt det Gods betales ved Namsretten, saameget som Beviser føres for. Men dersom det Gods ikke betales der, bliver han Skovmand, som ei maa bringes ud af Landet. Nu bliver han domfældt formedelst Vold paa andres Eiendele og Skadebøder blive ikke betalte ved Namsretten, da bliver han ogsaa Skovmand, som ei maa underholdes af nogen.

Der ved Namsretten skal en Mark i lovgyldige Betalingsvarer udlægges til den Gode, som udnævnte Namsretten; det Gods hedder Livsringen (18), men een Øre af Marken hedder Underholdspantet. Dersom det Beløb ikke betales, da bliver han Skovmand, som ei af nogen maa underholdes. Nu betales der Livsring og Underholdspant, da skal der med Hensyn til den domfældtes Gods forholdes som med Skovmands Gods. Der skal Goden ogsaa have en Ko eller en 4aarig Oxe, og skal der da forholdes med Livsringen, som med andet domfældt Mands Gods; ellers faaer Goden den Mark. Det er ret at betale den Mark der ved Namsretten, men det er ogsaa ret at man ved Haandslag lover at betale den inden 14 Nætter paa Godens Bopæl, og det skal være Betalingsterminen for det Gods. Tilladt er det at betale med Kostbarheder, eftersom Lov-Vurderingsmænd ansætte disse i Forhold til lovgyldige Betalingsvarer.

  1. = Livsbod, fordi Guld- og Sølvringe brugtes som Omsætningsmidler.


52. Fjørbaugsmandens Tilholdssteder

Naar Namsret holdes over en Fjørbaugsmand, da skulle hans Tilholdssteder tilkjendegives. Han skal have 3 Tilholdssteder; imellem dem skal der ej være længere, end at man paa en Dag kan reise fra det ene Sted til det andet. Han skal være fredhellig paa de Tilholdssteder og i Pileskudsafstand derfra paa alle Sider og paa Veien imellem Tilholdsstederne, dersom han ikke befarer Veien oftere end een Gang om Maaneden, og i Pileskudsafstand fra Veien. Nu komme Mænd ham imøde, da skal han gaae ud af Veien, saa at de ikke med Spydsodderne kunne naae til ham. Ufredhellig bliver Fjørbaugsmanden, dersom hans Hjemstavne ikke blive forkyndte ved Namsretten. Ved den Leilighed skal der tilkaldes Vidner paa, at der blev betalt Livsring eller de andre Udredelser, hvis Udeblivelse vilde have medført, at han var bleven Skovmand. Dersom Namsret holdes over den Mand, som er straffet med Skovgang, men med den Bestemmelse, at han frit kan fares ud af Landet, da skal man ved Namsretten tilkalde Vidner ved Forkyndelsen af al den Straf, som ved Beviser var godtgjort, at for ham var bestemt, og bør al den Straf at overholdes. Men dersom han er Skovmand, paa samme Maade at behandle som en Fjørbaugsmand, da skal man der ved Namsretten vælge ham 3 Tilholdssteder, ligesom for en Fjørbaugsmand. Dersom en Fjørbaugsmand gjør sig skyldig i Fjørbaugssag, da gjælder det ham Skovgang. Men ingen Mand skal forbyde en Fjørbaugsmand eller en Skovmand, som har Tilladelse til at maatte føres ud af Landet, at reise bort, uagtet han har Gjæld at kræve hos ham.


53. Begjære Skibsleilighed for en Fjørbaugsmand

Den Mand, som følger en Fjørbaugsmand til Skibs, skal med tilkaldte Vidner begjære Skibsleilighed for ham, at de modtage ham, og lade føre de Vidner, der ved Namsretten bleve tiltalte ved Afgivelsen af Vidnesbyrdet om hvorledes hans Straf blev bestemt, samt, dersom han var Fjørbaugsmand, Vidnerne om, at Livsringen eller de andre Udredelser, hvis Udeblivelse vilde gjøre ham til Skovmand, bleve betalte. Dersom disse Vidnesbyrd fremkomme, da gjælder det 3 Marks Bod, baade for Styrmand og Roerkarle, dersom de ikke modtage ham. Ellers ere de straffrie. Han er ligesaa fredhellig paa Veien, naar han begiver sig til Skibet, som om han reiste mellem sine Tilholdssteder. Man skal begjære Leilighed for ham med et andet Skib og lade de Vidner, som bleve tilkaldte ved det første Skib, afgive Vidnesbyrd. Nægtes det ham der, da skal han paa samme Maade begjære ved det tredie Skib, men da er det ei Pligt, at bede ved flere Skibe den Sommer, om de end vægre dem, men for dem alle gjælder Vægringen samme Straf. Da ere de frie for Bod, om de end vægre dem, naar de havde modtaget 3 Fjørbaugsmænd eller Skovmænd, inden de bleve opfordrede til at tage denne. Han skal da begive sig til sine samme Opholdssteder; han er ogsaa ligesaa fredhellig paa den Reise, indtil han kommer tilbage til sine Tilholdssteder og ligeledes hvor han er [Natte]gjæst, saafremt han reiser fulde Dagsreiser. Men næste Sommer skal han ganske paa samme Maade forsøge at komme bort, og paa samme Maade blive ogsaa da de, der vægre dem, bodskyldige. Men den tredie Sommer er der Straf af Fjørbaugsgaard for alle dem, som da vægre sig, og da hjælper det ham ikke Vinteren efter, dersom han da opholder sig her. Dersom de modtage ham, og han er paa Skibet, medens de have Boder i Land, da er han fredhellig i Pileskudsafstand fra Boden til alle Sider paa Landjorden, men selv om Skibet ligger fjernere fra Boden end saa, da er han dog fredhellig der imellem. Men efterat de have opslaaet Boder paa Skibet, da er han fredhellig i Pileskudsafstand til alle Sider op ad Landjorden til, fra det Sted paa Strandbredden, hvor der er nærmest fra Skibet til Land, og saaledes skal det allevegne være, hvor de den Sommer komme til at ligge ved Island, eller ved de Øer [ved Island], som ere beboede. Men altid, naar de ligge ved Skibsbro ved Island, da er han fredhellig i Pileskudsafstand til alle Sider fra den øverste Ende af Broen. Dersom de blive drevne tilbage eller de ved Vind holdes tilbage i samme Havn og de ikke kunne komme bort, da skal han ei forlade Skibet førend Skibet er sønderbrudt, saaledes at det ikke kan udredes til Udenlandsreise i den Sommer, eller paa den anden Side har mistet saa mange Folk, at de ikke have Mandskab nok til at reise bort. Dersom de blive drevne tilbage og de komme til en Havn, hvor de ville trække Skibet paa Land i Vinterleir, da er slig Fredhellighed tilsagt ham der ved Skibet, som da han kom til Skibet, medens Boder holdes ved Skibet og Styrmændene ere der — og altid er han lige fredhellig, naar han befinder sig ved Skibet; men paa samme Maade skal han stedse hver af de 3 Sommere bestræbe sig for at komme bort, og er samme Fredhellighed tilsagt ham fra den ene Sommer til den anden. Men dersom han nogen Sommer ikke bestræber sig for at komme bort, som fastsat er, da er han det Efteraar Skovmand, som kan Vinteren derefter dræbes af enhver og af ingen maa underholdes. Dersom han [paa Grund af Modvind] drives tilbage, da skal han begive sig til sine forrige Tilholdssteder, dersom han kommer i Land paa et Sted, der er inden samme Fjerding, som de. Nu kommer han ikke til den Fjerding, da skal han tage sig Opholdssted hvor han vil inden Udløbet af den første halve Maaned efterat de ere komne i Land, og er han lige fredhellig paa Veien derhen og hvor han underveis er Nattegjæst, som da han begav sig til Skibet. Ret har han til at begive sig til sine forrige Hjemstavne, dersom han vil det; og er hans Fredhellighed den samme, medens han forholder sig som fastsat er; hvorsomhelst han begiver sig hen i fulde Dagsreiser, da er hans Fredhellighed den samme; men den tredie Sommer bliver han Skovmand Vinteren efter, dersom han ikke da slipper bort.

Dersom han kommer før herud end han har været 3 Vintre borte, da bliver han Skovmand. Nu faaer han Tylfterkvidudsagn for, at han er faret vild paa Søen og at hans Bestemmelse havde været at begive sig til et andet Land, da skal han saaledes bestræbe sig for at komme bort, som om han den Sommer var bleven Fjørbaugsmand. Dersom han kommer ud hertil, efterat han har været 3 Vintre borte, da er han saa skyldløs, som om den Straf aldrig var overgaaet ham. Han skal da modtage al Arv, som tilfalder ham, og ligeledes skal han da modtage til Forsørgelse de trængende, som for hans Skyld bleve dømte til at gaae paa Omgang, saavelsom de trængende, som da tilfalde ham, og ligesaa skal han da, om han har Formue dertil, betale sin Gjæld, dersom nogen saadan blev ubetalt, da han reiste herfra. Fjørbaugsmands Straffen bortfalder, dersom der ikke bliver paa lovlig Maade afholdt Namsret over ham, og skal der anlægges Sag derfor imod dem, som skulde afholde Namsretten, og overbevise dem derom og kan hvo som vil anlægge den Sag: og bortfalder Fjørbaugsmandens Straf, hvosomhelst der anlægger Sagen.


54. Dersom Namsret ikke afholdes

Dersom man ikke holder Namsret efter de Mænd, som man har faaet domfældte, eller de ikke holde Namsret paa lovlig Maade, da gjælder det Fjørbaugsgaard, hvadsomhelst der maatte fattes i at den Namsret, som det paaligger ham at afholde, ikke bliver fuldbyrdet paa lovlig Maade, men de Mænd ere søgsmaalsberettigede i den Sag, som staae nærmest til at overtage Forsørgelsen af de trængende, der skulde være blevne dømte ved Namsretten til at gaae paa Omgang, dersom saadan Ret var bleven afholdt. Nu ville de ikke, da skulle de, som havde Gjæld at kræve hos ham, da han blev domfældt, men ville de ikke, da kan hvo som vil anlægge Sagen. Dersom Goden ikke vil udnævne Namsretten og han er paa lovlig Maade bleven anmodet derom, eller hvilkesomhelst Forseelser, der hidrøre fra Goden, saaledes at der ikke holdes Namsret paa lovlig Maade, da gjælder det Fjørbaugsgaard for Goden, og er den søgsmaalsberettiget som begjærede Namsret. Goden er berettiget til at overdrage til en anden Mand at udnævne Namsret, dersom flere end een have bedet ham at udnævne Namsret — til en Mand af sin Trediedel; og gjælder det ogsaa Fjørbaugsgaard for den, som Goden har overdraget det Hverv at udnævne Namsret, dersom han er Skyld i at Namsretten ikke bliver afholdt paa lovlig Maade. Goden bliver strafskyldig, dersom han ikke kan skaffe nogen til at udnævne Namsretten og er dette hans Ansvar, om end flere Mænd end een have fordret Namsret. Dersom den Mand, som har erhvervet Straffedommen, bliver sagsøgt fordi Namsret ei er bleven afholdt efter Loven over den Mand, hvem han har ladet domfælde, da kan han forsvare sig ved at sagsøge Goden og føre Bevis for, at han er Skyld i at Namsretten ikke er bleven afholdt paa lovlig Maade. Dersom Goden sagsøges og han paa lovlig Maade har overdraget det Hverv til en anden, at udnævne Namsretten, da skal han igjen sagsøge ham og saaledes forsvare sin Sag. Den af dem bliver strafskyldig, der bliver overbevist om at være Skyld deri. I de Sager skal Stævning finde Sted hjemme i Bøigden og skulle tilkaldes paa Thinge 9 Bønder, Naboer af den sagsøgte. Hvad angaaer de Mænd, som have det Gods at bevare, hvilket den Mand havde eiet, som er bleven domfældt, — dersom de erfare paa hvad Sted hin har begjært Namsret afholdt, da ere de pligtige at komme did og anmelde der det Gods, hvad enten der nu bliver noget af Namsretten der eller ei. Nu finder ingen Samling af Mennesker Sted der, eller han erfarer ikke hvor Namsretten skal holdes, eller kunde han ikke komme der formedelst Forfald, da skal han paa Efteraarsthinget i det Thinglaug, som han hører til, saavelsom paa Vaarthinget og paa Althinget derefter om Sommeren anmelde, hvad af det Gods han har at bevare; ogsaa er det ret, at han den Sommer, han veed at den paagjældende er bleven erklæret strafskyldig, anmelder det paa Althinget, saaledes at Flertallet af de Tilstedeværende og af Thingmændene hører det. Det er fastsat om de Mænd, som have haft Gjæld at kræve hos den Mand, som er bleven erklæret for Skovmand, men over hvem ei er bleven holdt Namsret, at de skulle da stævne de Mænd, som de vide, at have det Gods, som den domfældte eiede, stævne dem alle til Althinget og til Fjerdingsretten for den Fjerding, hvori han blev domfældt; ogsaa kunne Udenfjerdingsmænd eller de, som erfare det saa sildigt, at det er for sildigt til at stævne, lyse Sag fra Lovbjerget og anlægge Sag samme Sommer; derhen skulle alle de Mænd, som havde haft Gjæld at kræve af ham, føre sine Bevismidler ligesom til Namsretten, og skal da Fjerdingsretten tildømme dem alle hver sin Fordring, saaledes som Namsretten skulde have dømt, dersom den var bleven afholdt efter Loven, Dersom den Mand, som er bleven domfældt, rømmer bort af Landet med sit Gods, eller dersom han, naar Straffen overgaaer ham, er udenlands med sit Gods, der skulde være blevet confiskeret ved Namsretten, og han kommer ud her til Landet med saadant Gods, eller det, som han ved Hjælp af samme har indvundet, og det Gods bliver frataget ham her, hvad enten han bliver dræbt eller ei, da kan den, som har ladet ham straffe, gjøre Fordring paa det Gods. Hvad angaaer de Mænd som blive landsforviste paa den Maade, at deres Gods ikke bliver confiskeret, da skulle deres Arvinger tage Arven efter dem, dersom de døe inden de have forbrudt den Strafformildelse, som er blevet dem tilsagt. Men naar han har forbrudt sin Strafformildelse, der var bleven ham tilsagt inden han blev Skovmand, som ei maa underholdes og ei fares ud af Landet, da er den, som bevirkede hans Domfældelse, berettiget til det hele Gods, og skal dermed da forholdes som med andet domfældt Mands Gods.


55. (Om Skovmænd)

Det er fastsat om de Mænd, som blive Skovmænd, fordi de fulde [for Fjørbaugsmanden bestemte] Straffebøder ikke efter Althingsdommen blive betalte, da skal der stævnes, dersom der bliver ydet dem Underhold, og skal i Stævningen nedlægges Paastand paa Straf af Fjørbaugsgaard, og skal man stevne til Fjerdingsret og opfordre den Gode, som den sagsøgte er i Thinglaug med, til Dannelsen af Tylfterkvid, og skal man der lade føre for Retten de Vidner, der ved Namsretten bleve tilkaldte ved Afgivelsen af Vidnesbyrd det om, hvorledes hans Straf blev bestemt. Er der ikke blevet afholdt Namsret, da skulle de Vidnesbyid føres for Fjerdingsretten, som skulde være blevne førte for Namsretten, dersom den var bleren afholdt. Nu efterat en Mand, er bleven sagsøgt for Underhold af den Skovmand, paa den Maade, som nu er anført, og efterat hine Vidnesbyrd ere blevne førte for Namsretten, da gjælder det Skovgang for alle dem, som derefter yde Skovmanden Underhold, og skulle de Mænd sagsøges for Femterretten, men mod dem, som før have ydet ham Underhold, skal Søgsmaal skee paa samme Maade, som før er sagt.

De Skovmænd, hvem Ret er tilsagt til at maatte føres nd af Landet, og over hvem ei bliver afholdt Namsret, — for dem skal udvælges et Tilholdssted og skal det kundgjøres for de 5 Nabobønder, der boe nærmest Tilholdsstedet, og bliver han da derefter fredhellig paa det Tilholdssted, som om det var blevet bestemt for ham ved Namsretten, og ligeledes paa Veien til Skibet fra Tilholdsstedet; han skal ogsaa der føre Vidnerne om at Skibslejlighed er begjært for ham, som skulde været førte for Namsretten, dersom den var bleven afholdt, med mindre større Fredhellighed er ham tilsagt end en Fjørbaugsmand, og behøver man da ikke at bestemme ham noget Opholdssted. Hvad angaaer de Skovmænd, hvem saadan Strafformildelse er tilsagt i Lovretten og senere forkyndt fra Lovbjerget, at de have Ret til at maatte føres ud af Landet, da skal der begjæres Skibslejlighed for dem som for en Fjørbaugsmand eller for en saadan Skovmand, hvis Straf ved Forlig er bestemt, og føre de Vidner derved, som bleve tilkaldte ved Forkyndelsen af den Strafformildelse, som ham er tilsagt. Dersom disse Mænd forbryde den Strafformildelse, som dem var tilsagt, da skal Sag anlægges for til dem ydet Underhold, og i Stævningen nedlægges samme Paastand derfor, som for Underhold af Skovmænd, hvis Straf ved Forlig er bestemt.

Dersom Strafformildelse begjæres for Skovmænd eller Fjørbaugsmænd i Lovretten, da bør Beslutningen derom ikkun gjælde, forsaavidt alle Lovrettesmænd tillade det og ingen Mand [af den forsamlede Mængde] udenfor Lovretten nedlægger Forbud derimod, saa at de Mænd, der sidde i Lovretten høre det; men ei skulle Indsigelser fra andre Mænd end Lovrettesmændene komme i Betragtning, naar de ikke nedlægge Forbud.

Domfældte Mænd, hvem det ei var forbudt at føre ud af Landet, og som reise udenlands herfra, de ere fredhellige udenlands, som om ingen Straf paahvilede dem her for deres Gjerninger. Dersom Mænd, som her ere erklærede for Skovmænd, hvem ingen maa underholde og ingen føre ud af Landet, [reise bort], da kunne de ligesaa vel dræbes og ere ufredhellige udenlands som her, for vore Landsmænd.


56. (Om Vaarthing)

Vi skulle holde Vaarthing paa vort Land. Tre Goder skulle holde Thing sammen; de skulle ikke holde længere Thing end en Uge langt, og ikke kortere end 4 Nætters Thing, med mindre Tilladelse dertil begjæres i Lovretten. Vaarthing skulle de ikke holde senere end at 6 Uger ere forløbne af Sommeren, naar Søgsmaalsafdelingen af Thinget er forbi. Vaarthinget skal ei være tidligere, end saa, at 4 Uger ere forløbne af Sommeren naar de komme did. Ikke skal man stævne nærmere Vaarthinget end 2 Uger for Thinget, for hvilket Sagen er stevnet, men Vidner og Kvidmænd skulle være tilkaldte en Uge eller længere Tid før Thinget, med mindre Anledningen til Sagen hidrører fra en sildigere Tid, da kan man stævne saa kort før Vaarthinget man vil, med mindre Vidner eller Kvidmænd skulle tilkaldes hjemme i Bøigden, da skal der stævnes og Tilkaldelse foretages i det seneste en Uge før Thinget. De Sager kunne stævnes for Vaarthinget, i hvilke Parterne ere af samme Thinglaug. Man er berettiget til at stævne til det Thing, hvortil han selv hører, men det er ogsaa ret at stævne til det Thing hvortil den hører, som han har Sager imod. Alle Goderne i Thinglanget skulle indfinde sig i Begyndelsen af Thinget. Den Gode, som har at vaage over Thingfreden der, skal fredlyse Thinget den første Aften, de komme til Thinge; den personlige Bod skal forhøies til det dobbelte for fornærmelige Ord og for alle personlige Voldsgjerninger, medens man opholder sig paa Thinget. Men Goden skal [i sin Fredlysningstale] angive, hvilke Thingstedsgrændserne ere, og skal han fredlyse Thinget, som det skeer med Althinget, og skal han angive Thingets Navn. Hersom Goderne ikke indfinde sig ved Thingets Begyndelse, gjælder det dem Bod og Fortabelse af sit Godord, undtagen naar nogen Sager ere beredte til Anlæggelse paa Thinge; da gjælder det Førbaugsgaard, dersom Sagerne ere beredte til Anlæggelse paa Thinge, og det uagtet de der blive forligte, og ere de Mænd berettigede til Søgsmaalet [mod Goderne], som have beredet Sagerne til Anlæggelse paa Thinget. Nu ville de ikke, da skulle hans Medgoder i Thinglauget, den af dem, som helst vil søge og som er paa Thinge, dersom begge ikke ere det. Nu ville de ikke, da skulle Indenthinglaugsmænd først, men derefter hvem der vil. Ethvert Vaarthing skal gives et Navn, men Thingmændene skulle ei senere komme til Vaarthinget, end efterat en Nat er forløben af Thingtiden og ligesaa de Mænd, som have Sager at anlægge eller forsvare, og ligeledes skulle de Mænd, som ere tilkaldte hjemme fra Bøigden til at afgive Beviser, ikke komme senere til Thinge end jeg har nu sagt. Men dersom de Mænd, som have Sager at anlægge eller forsvare, komme Sildigere, da blive deres Søgsmaal og Forsvar ugyldige, dersom de komme sildigere til Vaarthinget, end efterat en Nat er forløben af Thingtiden. Det er ret at Vaarthinget varer kortere end 4 Nætter, dersom alle Thingmændene ere enige og alle de Sager, som vare beredte til det Thing, ere afgjorte. For Reiseomkostninger til Vaarthinget skulle Vidnerne intet Vederlag kræve. Alle de Mænd kunne udnævnes til Dommere, som komme til Tinge, inden Domstolen skal dannes. Dersom Anledning til Sagen hidrører fra en senere Tid end 2 Uger før Vaarthinget, og der skulle tilkaldes Vidner eller Kvidmænd hjemme i Bøigden, da skal der stevnes og Tilkaldelse foretages en Uge før Thinget. Nu opstaaer Anledningen til Sagen sildigere end en Uge før Thinget, da skulle Kvidmænd tilkaldes paa Thinge. En Bonde er berettiget til at sende en Mand til Thinge, som Thingmand i sit sted, en Mand af samme Thinglaug. Og dersom Sager ere beredte til Vaarthinget, da gjælder det Fjørbaugsgaard for Goden, dersom han ikke kommer i Begyndelsen af Thinget, og det uagtet Sagerne der blive forligte. For Gjæld, der er bestemt til at betales paa Vaarthinget, kan man, om man vil, stævne til Althinget i den stille Uge, naar den indtræffer i Vaarthingstiden. Dersom de Mænd, som ere tilkaldte hjemme i Bøigden, for at foretage Retshandlinger paa Thinget, komme senere til Thinge, end naar en Nat er forløben af Thingtiden, da blive de Retshandlinger, som de Mænd ville foretage, ugyldige. Dersom Thingmænd komme senere til Vaarthinget, end naar en Nat er forløben af Thingtiden, eller de ikke komme til Vaarthinget, da blive de derfor bodskyldige til Goden. En Bonde er berettiget til at sende sin Tjenestekarl i sit Sted, og bliver han da lige saa ret Thingmand som Bonden. Han skal anmelde for Goden, at han vil overtage Thingmandshverv for hans Trediedelsmand, og nævne den anden.


57. (Om Vaarthing)

Goderne skulle der udnævne Domstol, og skal hver af dem udnævne 12 Mænd til Sæde i Retten, at dømme i alle de Sager, der komme for den Domstol og som de ifølge Lov ere pligtige at dømme i. Han skal tilbyde Sagsøgeren og Sagvolderen at rydde de Mænd af Domstolen — »og er jeg beredt til at udnævne en anden Dommer, dersom disse blive ryddede efter Loven.« Det er og ret, at de anvende de Thingholdsregler, som Thingmændene blive enige om, naar de blot ikke tage noget bort af Althingsreglerne; men de have Ret til at føie dertil, dersom de ville. Flertallet af Goderne skal bestemme, naar Domstolen skal drage ud til Sagers Paakjendelse. I alle de Sager, som lndenthingsmænd have sammen, kunne de vælge, hvilket de ville, at bringe Sagerne for Althinget eller for Vaarthinget, undtagen hvor Sagen alene dreier sig om Bøder, men de skulle bringes for Vaarthinget; og Bødesager skulle ei henstaa Vaarthinget over, naar Sagen dreier sig alene derom, dersom de opstaa inden den Tid, da Stævning skal skee. Det er fastsat om Fattigforsørgelsessager, at med Hensyn til dem kan man vælge hvilket man vil, [blot] at lyse Sag om Forsørgelse af den trængende paa Vaarthinget, eller ogsaa stævne hjemme i Bøigden. Alene i det Tilfælde er det ret at lyse Forsørgelsessag imod en Mand paa Vaarthinget, dersom den er selv paa Thinge, som Sagen lyses imod, og skal man under Vidners Tilkaldelse sige det til ham selv, dersom han ikke paahører Lysningen. Men dersom Mænd ville berede Drabs- eller Leiermaals-Sager til Vaarthinget, da er det ret, hvilket man vil, at stævne hjemme i Bøigden eller lyse paa Thingskrænten [paa Vaarthinget]. Dersom Sager skulle lyses, da skal man tilkalde Kvidmænd en halv Maaned eller længere Tid før Thinget. Det er og fastsat, at alle Kvider og Bevismidler, der høre til Sagsøgerens Bevisførelse, skulle være tilkaldte inden Domstolen drager ud [til Sagers Paakjendelse], ligesom paa Althinget.


58. Om Domstoles Udførsel

Domstolene skulle drage ud saa betimelig, at alle Sager kunne være faldne i Rette inden Solen er gaaet under; men Mænd skulle kaste Lod om Ordenen for Sagernes Fremsigelse, ligesom paa Althinget, og saaledes skulle Mænd aflægge Eder og forholde sig med al Saggivelse og Forsvar, som paa Althinget. Dersom Mænd tilbageholde sit Kvid- eller Vidne-Udsagn, da gjælder det dem samme Straf, som om de paa Althinget tilbageholdt samme, men stævne skal man dem derfor der paa Thingskrænten for Domstolen.

Dersom Mænd opfordres til Afgivelse af Nabokvid i et Tilfælde, hvor Tylfterkvid skulde anvendes, da skulle de erklære, at det er til Hinder for deres Kvidudsagn, at de ere opfordrede til at afgive Udsagn om det, som det ikke tilkommer dem at vidne om. Dersom en Gode opfordres til at afgive Tylfterkvidudsagn i et Tilfælde, hvor Nabokvid skulde afgive Udsagn, da skal han erklære, at det er til Hinder for hans Kvidudsagn, at det ikke tilkommer ham at afgive Udsagn om Sagen.

Dersom en Udenthingsmand tilbageholder Kvidudsagn eller Vidnebevis, da er Parten berettiget til at stævne ham enten der for Domstolen eller for Althinget. Dersom en Thingmand begiver sig bort derfra udenfor Thingmarken og er borte en Nat eller længere, da gjælder det Fjørbaugsgaard, og er det ret at stævne den Sag paa Thingskrænten og for Domstolen paa Vaarthinget; man skal tilkalde paa Thinge 9 Bønder, Naboer til den sagsøgte. Alt Brud paa Thingsordenen, som Mænd der begaae, straffes der med samme Straf, som naar Mænd begaae saadant paa Althinget, og saaledes skal der sagsøges i enhver Henseende for Brud paa Thingsordenen paa Vaarthinget, som om det var skeet paa Althinget. Dersom saadant Brud skeer mod Thingsordenen paa Vaarthinget, at Forretningerne af den Grund ei kunne føres til Ende, da skal den, der havde Sagerne at forfølge, stævne de skyldige for Brudet paa Thingsordenen og i Stævningen gjøre Paastand paa Fjørbaugsgaard. Dersom Kviden vidner imod dem, da kan han anlægge de Sager paa Althinget og i Fjerdingsretten for den Fjerding, hvor Vaarthinget var, og skal der i dem dømmes paa Althinget efter den Paastand, som i Stævningen var nedlagt; og skulle alle de Bevismidler, som før vare blevne tilkaldte, men paa Vaarthinget ikke bleve førte, være uden Tilkaldelse varslede til Althinget, og ligesaa Vidnesbyrd om Beviser, der tidligere ere førte. Dersom Thinget falder ind i den hellige Uge, da skal dette ikke være til Hinder for de Forretningers Fremme, som der skulle foretages paa Thinget, hverken Eder eller Stævninger, men ei skal der da stævnes til Althinget undtagen for Fordringer, for hvilke Betalingsterminen er fastsat paa selve Vaarthinget. Dersom Indenthingsmænd afgive enten falske Kvidudsagn eller falske Vidnesbyrd, da skal man stævne dem der for Domstolen og [i Stævningen] erklære dem skyldige til Fjørbaugsgaard og afæske den Gode, som den sagsøgte er i Thinglaug hos, Tylfterkvidudsagn. Dersom en Mand udenfor Thinglauget afgiver falsk Kvidudsagn eller falsk Vidnesbyrd, da er man berettiget til hvilket man vil, at stævne ham for Domstolen der eller ogsaa for Althinget, og skal man paa Vaarthinget afæske den Gode Tylfterkvidudsagn, som den sagsøgte er i Thinglaug hos.

Naarsomhelst Indsigelser paa Vaarthinget fremkomme imod de anvendte Bevismidler og der er stævnet til Althinget, da bør Domstolen afsige Dom, som om Beviserne vare ret afgivne. Dersom Indsigelse paa Vaarthinget fremkommer mod saadanne Bevismidler, som antages at have Indflydelse paa Sagens Udfald, da skal Domstolen dømme, som om Beviserne vare ret afgivne. Derpaa skal den, som gjør Indsigelse imod Beviserne, stævne Dommen til at kjendes ugyldig, og bliver Dommen ugyldig, dersom Vidnesbyrdet erkjendes at være falsk — dersom Dommen [ellers] kjendes ugyldig.

Da skal der forholdes med Refereringen af Sagen og i alle andre Maader, som ved en Althingsdomstol. Men Dommerne skulle dømme i Folks Sager, og er det da vel, dersom de blive enige, men blive de ikke enige, da skulle de afsige Moddomme; Moddomme skulle de ikke afsige, naar ikke Mindretallet udgjør i det mindste 6 i Tallet; de skulle forholde sig derved som ved en Domstol paa Althinget. Der kan man stævne Dommerne paa Thinge, efterat Retterne ere hævede, for Moddommene og i Stævningen paastaae dem dømte til Bod og stævne til Fjerdingsretten for den Fjerding, hvori Thinglauget er, og stævne deres Dom til at kjendes ugyldig; ogsaa kan man vælge at stævne dem for Moddomme hjemme i Bøigden, hver i sit Hjem. De Sager, hvori Moddomme ere blevne afsagte paa Althinget, skulle afgjøres i Fjerdingsretten for den Fjerding, hvori Thinget er, dersom de kunne bringes til Endelighed. Men blive Moddomme endnu afsagte der, da skulle Sagerne endeligen paadommes i Femterretten. Alle de Vidner skulle føres for Fjerdingsretten, som Sagsøgeren tilkaldte [paa Vaarthinget] til Vidnesbyrd om, hvorledes begge Partier forholdt dem med Moddommene. Ei skal man, medens Søgsmaalsafdelingen af Thinget varer, stævne Indenthinglaugsmænd i Sager, der ei skulle søges der paa Thinge, og er det ret at stævne Indenthinglaugsmand til Althinget, efterat Søgsmaalsafdelingen er forbi, uagtet Omsætningsafdelingen endnu varer. Man skal stævne ham saaledes at han selv hører derpaa; ogsaa er det ret at stævne ham ved [hans] Bod [paa Thinget], dersom de træffe ham der og faae ham i Tale; ogsaa er Stævningen gyldig, dersom han hører Begyndelsen, naar Vidnerne tilkaldes, uagtet han løber bort. Det er ogsaa ret at stævne Udenthinglaugsmænd paa Vaarthinget, uagtet Søgsmaalsafdelingen endnu vedvarer, og ligeledes kunne Udenthinglaugsmænd stævne Indenthinglaugsmænd, uagtet Søgsmaalsafdelingen endnu ikke er forbi. Dersom en Udenthinglaugsmand stævnes til Vaarthinget, da skulle Dommerne paadømme den Sag, dersom der ikke nedlægges Forbud mod Sagens Fremme. Men han er berettiget til hvilken af Delene han vil, at lade Forbud fremkomme mod den Sag, som er anlagt mod ham, eller [bagefter] at stævne Dommen til at kjendes ugyldig; han kan vælge hvilket han vil, at stævne een eller flere af Dommerne, og stævne for at de have paadømt en Sag mod en Udenthinglaugsmand, og skal Dommen stævnes til at kjendes uefterrettelig. Da skal han tilkalde sine 5 Nabobønder til Hjælpekvidudsagn, om han var i det og det Thinglaug, hos den og den Gode, eller ikke, da han blev stævnet. Men dersom han faaer det Kvidudsagn, at han var i det Thinglaug, da han blev stævnet, da bliver Dommen uefterrettelig og Sagen tabt. Dersom han saa seent erfarer det, at han ikke kan stævne til rette Stævnetid, da er han berettiget til hvilket han vil, at stævne saa kort Tid før Althinget, som han vil, eller fra Lovbjerget lyse Søgsmaal samme Sommer. Nu kommer han ikke til Thinge, da er det ret at den som vil, tager hans Forsvar, som om han var ret Sagvolder, dersom den anden ikke forinden har faaet Underretning derom. Man er berettiget til at lade nedlægge Forbud mod den Sags Fremme, som er anlagt mod ham. Han skal begive sig til den Gode, som han er i Thinglaug hos; ogsaa er det ret, at en anden Mand modtager Forbudet af Goden. Han skal tilkalde Vidner — »til Vidnesbyrd om, at jeg adspørger dig« — og nævne Goden — »om du har dit Godord, i Kraft af hvilket du kan udnævne Domstole eller afgive Tylfterkvidudsagn, eller om du ikke har det?« Men Goden skal svare ham. Men hiin skal tilkalde Vidner paa de Svar, som fremkomme og som Goden svarer ham. Men dersom Goden svarer, at han har saadant Godord, da skal hiin tilkalde Vidner — »til Vidnesbyrd om, at han modtager Forbudet af Goden, men Goden overdrager ham et Godeforbud, et fuldt Lovforbud, til at forbyde Dommerne at dømme i den Sag« — og nævne Sagen og den Mand som har stævnet ham — »og til at forbyde Foretagelsen af alle retlige Handlinger, som Forbud kan forhindre.« Men dersom en Mand, som Sagen ikke er anlagt imod, modtager Forbudet paa dens Vegne, som Sagen er imod, da skal man [i Formularen] nævne den sagsøgtes Navn, og derefter forholde sig med den Forretning saaledes som før er sagt. Nu vil Goden ikke overdrage Forbud til en Mand af sit District, da skal denne bede ham derom med Vidner, fremsætte Lov-Begjæring, og gjælder det ham da Fjørbaugsgaard, og Beviset i Sagen føres ved de Vidner, der bleve tilkaldte, da Opfordringen blev stillet til Goden. Goden skal tilkalde sine 5 Nabobønder til Forsvarskvidudsagn, om det var ham bekjendt, at den sagsøgte var af det Trediedelsdistrict, eller han vidste det ikke. Nu dersom Kviden vidner, at han vidste det ikke og at han vilde have overdraget Forbudet, dersom han sikkert havde vidst, at den Mand var der i Trediedelsdistrictet, da bliver han fri i Sagen. Den som har modtaget Forbud af Goden, skal begive sig til Thinge og gaae til det Sted, hvor Retten er sat, og han skal nedlægge Forbudet hvor Dommerne paahøre det. Han kan fremføre det, hvilket han vil, før eller efter at Saggivelse er fremsagt mod ham. Han skal tilkalde Vidner, inden han fremfører Forbudet: »til det Vidnesbyrd, at jeg ved Forbud, Gode-Forbud, fuldt Lov-Forbud, forbyder Dommerne at dømme i den Sag« — og angive Sagen, — »som Sagsøgeren har imod den sagsøgte eller [dersom Forbudet nedlægges af denne selv] mig« — og nævne Goden og den Mand, som Sagen er imod, dersom han nedlægger Forbud for en anden Mand. Ogsaa kan han paa samme Maade, om han vil, nedlægge Forbud mod at Kvidmændene afgive Kvidudsagn om ham, og paa samme Maade forbyde al anden Bevisførsel, undtagen Stævnevidnesbyrd eller de flere [andre] Beviser, der allerede maatte være blevne førte. Dersom Mænd anvende Overmagt imod dem og ikke tilstede dem at gaae til Domstolen, da skulle de tilkalde Vidner og bede, at de kunne gaae frit til Domstolen; men naae de ikke at gaae til Domstolen, da skulle de der nedlægge Forbud, hvor de trængte længst frem, og tale der alle de samme Ord, som ved Domstolen. De Vidner skulle føres, der bleve tilkaldte, da han modtog Forbudet af Goden, men disse Vidner skulle i deres Vidnesbyrd anføre alle de Ord, som de bleve kaldte til Vidne paa, da han modtog Forbudet af Goden. De skulle sværge Eder inden de afgive Vidnesbyrd, ligesom paa Althinget. Dersom Goden fremfører selv sit Forbud, hvad enten han fører det for sig selv eller for en anden Mand af sit Trediedelsdistrict, da skulle der ingen Vidner føres om Modtagelse af Forbud. Han skal tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at jeg ved mit Forbud, Lovforbud, forbyder Dommerne at paadømme den Sag«; der behøves hverken Vidner om Modtagelse af Forbud eller Eder.


59. Om Dommerne

Dommerne skulle tilkalde Vidner og erklære, at det staaer til Hinder for Afsigelsen af deres Dom, at Godeforbud er fremkommet mod den Sag — og nævne Sagen eller Sagerne, om de ere flere. Dersom Kvidudsagn er æsket i den Sag, skulle Kvidmændene tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at de erklære det at være til Hinder for sit Kvidudsagn« — dersom Forbud blev nedlagt mod Afgivelsen af Udsagnet — »at Godeforbud er fremkommet imod den Sag«. Dersom Vidner skulde føres i Sagen, da skulle Vidnerne erklære, at de lade det være til Hinder for Vidnesbyrdet, at Godeforbud er fremkommet mod den Sag. Den Mand, som har nedlagt Forbud, skal tilkalde Vidner paa, hvilke Beviser ere førte eller Retshandlinger ere foretagne fra Sagvolderens Side, og opregne samme og nævne den, som Sagen er imod. Men Sagsøgeren skal tilkalde Vidner »til Vidnesbyrd om«, hvilke Beviser ere førte eller Retshandlinger foretagne til Saggivelsens Fremme; de Vidner skal han føre for Domstolen paa Althinget. Om alle de Sager, mod hvis Fremme Forbud kommer frem paa Vaarthinget [gjælder det at] de skulle gaae til Althinget, til Fjerdingsretten for den Fjerding, hvori Thinget er, og alle de Kvider eller Vidner, der ikke bleve førte paa Vaarthinget, og Vidner, der ere blevne tilkaldte ved Foretagelse af Retshandlinger, skulle uden Tilkaldelse være varslede til Althinget.

Dersom Goden overdrager Forbud til en Mand af en anden Godes District, da er han derfor skyldig til Bod og Fortabelse af sit Godord. Dersom en Mand fremfører andet Forbud end Gode-Forbud, gjælder det Fjørbaugsgaard baade for ham og Overdrageren af Forbudet, og skal Stævning i begge de Sager foretages hjemme i Bøigden, og man skal tilkalde paa Thinge 9 Bønder, Naboer til den sagsøgte, til Kvidudsagn, om han modtog Forbud af en Gode eller ikke. Da skal han tilkalde sine 5 nærmeste Naboer til Forsvarskvidudsagn, om han troede at den Mand, som overdrog ham Forbudet, havde Raadighed over et Godord. Men dersom det Kvidudsagn afgives mod Goden, at han ikke paa den Tid, han overdrog Forbudet, havde Raadighed over et Godord, da bliver han strafskyldig. Dersom en Gode sagsøges for at have overdraget Forbud til en Mand af en anden Godes District, da skal han tilkalde sine 5 Nabobønder til Forsvarskvidudsagn, om den paagjældende paa den Tid, da han blev stævnet, var der i Thinglauget eller ikke. Men dersom Kviden udsiger, at han paa den Tid var der i Thinglauget, da frifindes Goden. Naar en Mand under Vidners Tilkaldelse bliver spurgt, i hvilket Thinglaug eller Godedistrict han var, og han svarer, at han var i det Thinglaug, hvori han blev stævnet, og han nedlægger Forbud mod den Sags Fremme, da bør det Forbud ei at gjælde, naar de Vidner føres for Retten, der bleve tilkaldte, da den sagsøgte blev spurgt om sit Thinglaugsdistrict. Dersom man spørger en Mand under Tilkaldelse af Vidner, i hvad Thinglaug han er, og han træffer ham alene ude paa Gaardens Udmark, da er han berettiget til at svare, at de skulle gaae til Huus og at han der vil svare ham, hvor han har Vidner tilstede — dersom han ikke vil lade sig nøie med de Vidner, som de andre have. Svarer man intet, naar man under Tilkaldelse af Vidner bliver spurgt om, i hvad Thinglaug han er, da gjælder det ham Bod, og skal Sagsøgeren stævne ham til det Thing, hvortil han selv hører, og bør der ei komme Lov-Forbud mod den Sags Fremme. Dersom der ere flere, som i Forening eie det Godord, hvortil den paagjældende hører, da er det ret at han svarer saaledes: »hos den og den af dem, som have Raadighed over det Godord, er jeg«, og nævne dem. Dersom man stævner en anden til et Thing, hvortil ingen af dem hører, da bliver han derfor bodskyldig og hans Sag uefterrettelig.

En Bonde er berettiget til at sende en anden Mand til at møde paa Thinge for sig, en Mand, som er af samme Thinglaug, men denne skal den første Aften, han kommer til Thinge, begive sig hen for at tale med Goden og sige ham at Bonden har sendt ham did, at møde paa Thinge for sig, og kan han da gyldigen udnævnes til Dommer og afgive Tylfterkvidudsagn tilligemed Goden. Men Goden er berettiget til, hvilket han vil, at sagsøge Bonden for Hjemmesidden, eller afkræve ham en halv Øre i Thingreiselønsafgift, dersom Bonden ingen Mand sender til at møde paa Thinge for sig. Dersom Bonden gaaer ud af Godens Thinglaug paa Grund af at han var bleven sagsøgt for Hjemmesidden, da gjælder det ham 3 Marks Bod, og Goden er søgsmaalsberettiget i den Sag. Dersom Thingmænd ere en Nat borte fra Vaarthinget, eller saaledes at det er til Hinder for Retshandlingernes Fremme, da gjælder det dem Fjørbaugsgaard, og man skal tilkalde 9 Naboer paa Thinge, hvilke man vil, enten den sagsøgtes Naboer, eller dem som boe nærmest Thingstedet, men hvo som vil kan søge den Sag.

Dersom en Mand opfordres til at afgive Vidnesbyrd paa 2 Vaarthinge, da skal han gaae til det Thing, hvortil han selv hører, men han skal affatte det Vidneudsagn [og overdrage dets Afsigelse til en anden], der skal til det andet Thing. Dersom han opfordres til at afgive Nabokvidudsagn paa et Thing og Vidnesbyrd paa et andet, da skal han affatte Vidnesbyrdet og gaae til det Thing, hvor han er opfordret til Kvidudsagn, Dersom han opfordres til at afgive Nabokvidudsagn paa 2 Thing, da skal han begive sig til det Thing, hvor det Udsagn, hvortil han først er bleven opfordret, skal afgives.

Goden er berettiget til, om han vil, at gaae til Thingskrænten paa Vaarthinget og tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om, at han beder alle Thingmænd, som ere der i hans Godedistrict, at gjøre ham Følgeskab til Althinget;« og de skulle da kaste Lod eller ogsaa forene sig derom paa anden Maade, men hver 9de af hans Thingmænd og Thingpligtige skal gjøre Reisen med.

Vaarthinget skal erklæres hævet om Middagen paa den Dag, da Mænd have været 4 Nætter paa Thinge, men ikke før, med mindre alle Thingmændene blive enige derom og derhos alle de Sager, som vare beredte til Anlæggelse paa Thinget, ere blevne forligte eller paadømte. Alle Vaarthing skulle vedblive at bestaae paa de Steder, hvor de nu ere satte. Men dersom Mænd ville forandre Vaarthingspladsen, da skulle Goderne i Thinglauget ved Haandslag komme overens derom og forkynde det for sine Godordsmænd paa Efteraarsthinget. De ere ogsaa berettigede til, om de ville, at ophæve et Vaarthing paa den Maade, at de holde 2 Thing, der før holdtes paa særskilte Steder, paa eet Thingsted, dersom alle de Goder, der findes i de Thinglauge, blive enige derom; men Goderne skulle begjære Tilladelse dertil i Lovretten og forkynde Tilladelsen fra Lovbjerget, og skulle de give Thinget Navn og bestemme Thingstedsgrændserne. Dersom Mænd blive erklærede forviste eller fredløse paa Vaarthinget, skal man paa den Dag, da Søgsmaalsafdelingen af Thinget er ude, opfordre den Gode, i hvis Thinglaug den domfældte er, til Afholdelse af Namsret 14 Nætter senere paa den skyldiges Bopæl og forholde sig saaledes ved den Namsret, som om han efter Althingsdom var bleven skyldig. Dersom Mænd blive erklærede forviste eller fredløse paa Vaarthinget, og der bliver ydet dem Underhold i Mellemtiden, fra den Tid da Namsret blev holdt over dem og indtil deres Straf bliver forkyndt paa Lovbjerget, da gjælder det Fjørbaugsgaard; men i den Sag skal Stævning skee hjemme i Bøigden, og man skal opfordre den Gode, i hvis Thinglaug den sagsøgte er, til at afgive Tylfterkvidudsagn. Men for Underhold af Mænd der domfældes paa Vaarthinget, [men hvis Straf endnu ei fra Lovbjerget er forkyndt], blive kun de strafskyldige, som faae Kundskab derom.

For alle falske Beviser, der blive afgivne paa Vaarthinget eller ved Domstole hjemme i Bøigden (19), være sig Bevidnelse paa sin Ære eller Kvidudsagn eller Vidnesbyrd, — er Straffen Fjørbaugsgaard; Stævning skal foretages hjemme i Bøigden, og man skal opfordre den Gode, i hvis Thinglaug den sagsøgte er, til Afgivelse af Tylfterkvidudsagn.

  1. Herved sigtes udentvivl til de forskjelige Specialretter i nogle sager, f. Ex. engidómr.


60. (Om flere sager haves imod een mand)

Dersom en Mand bliver forvist eller fredløs ifølge Forlig. Men da bliver han forvist eller fredløs ifølge Forlig, dersom han ved Haandslag slutter Overenskomst, om at overtage Straffen, eller han giver Haandslag paa, at den anden skal, om han vil, bestemme hans Straf. Det er fastsat, at ikke kan een Mand bestemme Nogens Straf, med mindre Straffen angives samtidig med at han ved Haandslag overdrager til hiin at bestemme Straffen, og de da strax slutte Overenskomst derom. Dersom den skyldige har givet Haandslag paa, at den anden kan bestemme hans Straf, dersom han vil, da kan Voldgiftsmanden ikke bestemme hans Straf paa anden Maade, end ved at udnævne 11 Mænd, men selv skal han være den 12te Mand. Men dersom hans Straf var bleven betegnet, da Bestemmelsen af samme ved Haandslag blev voldgivet, da kunne Voldgiftsmændene ikke bestemme nogen anden Straf for ham, end der under Vidners Tilkaldelse var angivet. Men førend Voldgiftskendelsen forkyndes, skulle i Voldgiftsmændenes Paahør de Vidner føres, der bleve tilkaldte, da den skyldige ved Haandslag voldgav Bestemmelsen af Straffen. Dersom en anden end han selv [paa hans Vegne] ved Haandslag voldgav Bestemmelsen af Straffen, da skal, førend Voldgiftskendelsen forkyndes, de Vidner føres, der bleve tilkaldte, da den skyldige havde overdraget til ham ved Haandslag at voldgive Bestemmelse af Straffen. Vidnerne skulle forud aflægge Ed, og saaledes skulle de aflægge Ed og afgive Vidnesbyrd, at Voldgiftsmændene høre det. Dersom en Mand overdrager til en anden at fastsætte hans Straf, eftersom han vil bestemme den. Usque in finem. da bør det være gyldigt. Dersom man ved Haandslag overdrager til en anden Bestemmelsen af hans Straf og angiver Straffen bestemt, da er det ikke nødvendigt at afsige Dom. Straffen kan da forkyndes paa Lovbjerget. Ei kan en Mands Straf bestemmes ved Voldgift, med mindre Straffegraden er bleven bestemt, da han ved Haandslag overdrog til den paagjældende Ret til at bestemme Straffen; og han kan ikke ved Voldgift bestemme Straffen, uden han gjør det selv tolvte. Men Vidnesbyrdet om Overdragelsen af Voldgiften skal føres inden nogen anden Mand ved Haandslag slutter Forlig om hans Straf. Vidnerne skulle aflægge Ed og afgive Vidnesbyrd saaledes, at Voldgiftsmændene høre det. Disse ere Lov-Straffe i vort Land: dersom man bliver gjort til Skovmand, der ei maa føres ud af Landet, eller til Fjørbaugsmand, men den tredie bestaaer i, at Fjørbaugsstraffen skjærpes saaledes, at den straffede ikke faaer Ret til at føres tilbage til Landet.

Dersom der ere to søgsmaalsberettigede i samme Sag og den ene vil anlægge Sagen paa Vaarthinget, den anden paa Althinget, da skal den raade, som vil anlægge den for Althinget. Men dersom den anden allerede har beredet Sagen til Anlæggelse paa Vaarthinget, da er den anden beretliget til, hvilken af Delene han vil, at anlægge Sagen paa Althinget og lade nedlægge Forbud mod Sagens Fremme [paa Vaarthinget], eller ogsaa [bagefter] stævne Vaarthings Dommen til at kjendes uefterrettelig.

Dersom 2 Fjørbaugssager haves imod een Mand og for samme Domstol, da skal han dømmes til Skovmand, dersom der er samme Sagsøger i begge Sager. Dersom disse 2 Sager haves imod een Mand, nemlig Fjørbaugssag og Skovgangssag for een Ret, da skal Dommen bestemmes i Henhold til Skovgangssagen, og skal Sagsøgeren i samme holde Namsret. Men om 2 Skovgangssager haves mod een Mand og der ere 2 [forskjellige] Sagsøgere i de Sager, da skulle de indbyrdes kaste Lod om, hvem af dem skal afholde Namsretten, men hver af dem skal medbringe sine Bevismidler til Namsretten og lade føre Vidnesbyrd om, hvorledes hans Straf ved Dommen blev bestemt. Men de ere begge lige berettigede til det ved Namsretten forbrudte Gods og til at anlægge Sag i Anledning af Underhold, der ydes ham. Men dersom 2 Mænd have Sager imod samme Mand, da skulle de indbyrdes kaste Lod om, hvem af dem skal afholde Namsretten. Nu hvilke end de Retskrænkelser ere, for hvilke han af begge kunde paastaaes domfældt, da skulle de fordele det saaledes imellem sig, som om de begge havde gjort ham til Skovmand. Men dersom Retskrænkelserne mod den ene ere mindre end imod den anden, da er det som om den sidste alene havde faaet ham domfældt; men dele skulle de det forbrudte Gods i alle andre Henseender som ellers. Hvad enten der fattes meget eller lidet i at hans Straf kunde bestemmes til Skovgang med Forbud mod at føre ham ud af Landet, og dersom der opstaaer en Skovgangssag imod ham, da skal han sagsøges som skyldfri Mand og søges til fuld [Skovgangs] Straf. Dersom en Mand bliver Fjørbaugsmand, da skulle Mænd ikke forbyde ham Udenlandsreise; og ei bør hans Straf at skjærpes, med mindre han gjør sig skyldig i saadan Forseelse, hvorfor han bliver Skovmand. Naar en Mands Straf bliver bestemt ved i Forlig eller paa Vaarthinget, og der [iforveien] henstaae uafgjorte Sager imod ham, enten Fjørbaugssag eller Skovgangssag, da skal den Mand, som har at søge de Sager, stævne den, som har faaet Straf erklæret over den skyldige, og i Stævningen paastaae ham dømt til Fjørbaugsgaard, fordi han svigagtig har faaet Straf erklæret over den skyldige og fordi han derved har villet forspilde hans Sag, og at han ei vilde have sagsøgt ham, dersom ikke hin Sag henstod uafgjort imod ham; og skal han tilkalde 9 Bønder, Naboer af den sagsøgte til Udsagn om det har været hans Hensigt at anlægge den Sag imod ham for [virkelig] at gjøre den skyldige forvist eller løs, og om han derved har villet forspilde den Sag, som Sagsøgeren har imod den skyldige. Dersom Kviden giver det Udsagn, at han derved vilde forspilde hans Sag, da gjælder det Fjørbaugsgaard for den, som har faaet Straffen erklæret over ham og det hedder Svigstraf, og bør Dommen [hvorved den er fastsat] da kjendes ugyldig.


61. Bestemmelse om Efteraarsmøder

Vi skulle holde Leidsammenkomster [Høstmøder], og skulle de Goder, som ere i Thinglaug sammen, afholde Høstmøde sammen; det skal holdes paa deres Vaarthingsted, med mindre de faae [Lovrettens] Tilladelse til at indrette det anderledes. Høstmødet skal ikke holdes sildigere end den Søndag, da der, Løverdagen før, ere 8 Uger tilbage af Sommeren; tidligere skal Høstmøde ei holdes end 14 Nætter efter Althingets Slutning. Men intet Høstmøde skal være kortere end en Dag, fra Morgen til Aften, og ikke længere end to Nætter. Høstmødet skal indvies ganske som et Thing, og for Fornærmelser udøvede paa indviet Høstmøde forhøies den personlige Bod som paa Thinge.

Der paa Høstmødet skulle forkyndes alle nye Love, og Beregning af Aarstideme [for det nys begyndte Aar] og Bestemmelser om Tamperdages Helligholdelse og om Begyndelsen af Langefasten, samt om Aaret er et Skudaar, og om Tillægsdage blive at føie til Sommeren, samt om man skal møde tidligere paa Althinget end naar 10 Uger ere forløbne af Sommeren. Men dette skal foredrages af den Gode, som det tilkommer at fredlyse Thinget, med mindre han og de andre Goder have fordelt det paa anden Maade imellem sig.

Alle [rette] Thingmænd ere berettigede til, om de ville, at bygge sig Boder paa deres Thingsted; de ere berettigede til at have deres Heste der, medens de ere paa Høstmøde eller Vaarthing eller medens de opføre deres Boder der. Dersom Mænd, som ere komne til et andet Thinglaug, eie Boder paa Thingstedet, da ere de ikke berettigede til oftere at opføre [nye] Boder der, men de kunne istandsætte deres Boder hvis de ville; opføre de Boder der, da falde Boderne til Grundeieren, hvad enten denne er en af Thinglaugets Thingmænd eller ikke, men hin straffes for Opførelsen af Boden. Naar Folks Boder enten paa Althinget eller Vaarthinget styrte ned og falde til Jorden og ligge saaledes nede i 3 Sommere, da er, hvo som vil, berettiget til der at gjøre sig Bod.


62. Namsret

Det er fastsat, at over hver Mand, som er bleven dømt til Fjørbaugsmand eller Skovmand, skal Namsret holdes. Begjæring om Namsret skal ved Thingets Slutning fremsættes for den Gode, i hvis Thinglaug den skyldige er; og skal Namsretten afholdes 14 Dage efter [Thingets Slutning ved] Vaabentag, paa den skyldiges Bopæl, i Pileskuds Afstand fra samme, paa et Sted, hvor der hverken er Ager eller Eng. Men veed Sagsøgeren ikke den domfældtes Bopæl, da skal han holde Namsretten paa den Godes Bopæl, hos hvem Sagsøgeren er i Thinglaug. Dersom han ikke veed hvor han er i Thinglaug, skal der forholdes paa samme Maade, som naar han ikke veed hans Hjemstavn. Det er fastsat, at han skal til Vidnesbyrds Afgivelse tre Nælter eller længere Tid før Namsretten tilkalde de Vidner, der vare tilstede ved Afsigelsen af Dommen, dersom den skyldiges Straf blev bestemt ved Dom, men ellers de Vidner, der bleve tilkaldte, da han ved Forlig var bleven erklæret for Fjørbaugsmand eller Skovmand, og skal man [i Tilfælde af at den skyldige ikke personlig har sluttet Forliget] lade føre de Vidner, der ved Forliget bleve tilkaldte ved Afgivelsen af Vidnesbyrdet om, at den skyldige har givet en anden Fuldmagt til at afslutte Forliget om Straffen. De som have Gjæld at fordre af den skyldige, skulle have ved Haanden Vidner om, at de have afkrævet ham Gjælden, men de som ei have Vidner, skulle have Nabobønder; de skulle tilkaldes idetmindste 4 Nætter før. Den som har forfulgt den skyldige til Straf, har 3 Nætter eller længere Tid før at tilkalde Nabobønder, for at give Kvidudsagn om, hvilke Gjenstande der blive at confiskere. Disse Nabobønder ere ligeledes pligtige til afgive Udsagn om alle de Fordringer, som de, der have Gjæld at fordre af den domfældte, fremkomme med uden at have Vidner til at bevise samme.

Dersom trængende komme til Namsretten, skal der fordres Udsagn af Tylfterkviden, om de ere berettigede til at forsørges af den domfældte eller ikke. Dem skal man erklære for berettigede til Forsørgelse af ham, som han er nærmest eventuel Arving til, og desuden dem, som Nabobønder ved Kvidudsagn bevise, at han har modtaget Penge med, [ifølge Forsørgelses- eller Arvesalgscontract], og det saaledes, at Vilkaarene paa begge Sider have været billige. Men ere flere lige nær beslægtede med den trængende, da skulle de omtalte Nabobønder dele Forsørgelsespligten mellem dem; for den Deel, som Forsørgelsespligten vilde tilkomme den domfældte, skal den trængende dømmes til at gaae paa Omgang. Naar man er bleven domfældt paa Grund af Paterniteten til et Barn, er det ikke nødvendigt at bringe dette til Namsretten [for at træffe Bestemmelse om dets Forsørgelse]. Men dersom [ellers] de Mænd, som dertil ere pligtige, ikke føre den domfældtes trængende Slægtninge til Namsretten, da paadrage de sig selv Forsørgelsespligten, dog uden at deres Arvinger [efter deres Død] ere pligtige at fortsætte Forsørgelsen.

Dersom en Mand underslaaer Gods, der ved Namsret skulde confiskeres, gjælder det Fjørbaugsgaard; og skal Stævning i den Sag skee hjemme i Bøigden, og paa Thinge skulle tilkaldes 9 Bønder, Naboer til den sagsøgte, til Udsagn om han har forstukket det paastevnte Gods eller ikke.

Der skal enhver tildømmes, hvad Gjæld han har at fordre, dersom den domfældtes Gods strækker dertil. Personlig Bod skal tildømmes [den fornærmede] af Godset, dersom den Sag, der er Anledning til Domfældelsen er af dem, hvori saadan Bod falder, men Erstatning for Tyvekosterne, dersom det er en Tyvssag. Strækker Godset til mere, da skal der tilkjendes den Gode, som udnævnte Namsretten, en Ko eller 4aarig Oxe. Strækker Godset ikke til, skulle alle Fordringer lide lige Afkortning. Dersom den Domfældte er gift, skal der afgives Dom angaaende Konens Eiendele ligesom ved Gjældsret efter død Mand. For Namsretten skulle alle Gjældssager anlægges ligesaavel som ved Gjældsret efler død Mand; og paa samme Maade som ved Gjældsret skal der forholdes med Vurdering af Jordegodset [til Efterretning ved Udlægget] og med Tilkjendelsen af Pant til Panthaverne og med alle [andre] Gjældsfordringer, som Folk har haft mod den domfældte, inden han blev dømt; ei skal Konens Medgift beskjæres og ei heller Brudekjøbesummen, dersom han, da Ægteskabet blev indgaaet, eiede skyldfrit saa meget, som Brudekjøbesummen beløber sig til. Men eiede han ikke saa meget, da skal Brudekjøbesummen lide Afkortning, som enhver anden Fordring, Dersom Ægtefolkene have stiftet Laan ifølge fælles Overeenskomst, da skal hver af Ægtefællerne betale saa stor en Deel af slig Gjæld, som svarer til den Nytte, hver af dem har haft deraf. Dersom noget Gods befindes der, hvori Pant er givet Creditorerne, da skal den af Panthaverne nyde godt af sin Panteret, som har iagttaget de lovbestemte Former. Men dersom 2 Creditorer have betinget sig Pant i samme Ting, da tilkommer Tingen den af dem, hvis Panteret er først stiftet, med mindre denne ikke har iagttaget de lovbestemte Former; har den, hvis Panteret er yngre, iagttaget de lovbestemte Former, da tilkommer den pantsatte Ting ham, ikke hin, der ikke havde iagttaget Formerne. Men de lovbestemte Former ere iagttagne, naar den pantsatte Ting bliver forevist for Vidner; dog er det ogsaa gyldigt, [uagtet Forevisning ei finder Sted], naar den pantsatte Gjenstand er Vidnerne ligesaa bekjendt, som om de havde seet den; men Pantecontracten skal forkyndes for 5 Bønder, Naboer til Pantsætteren. Dersom ved Namsretten andre Gjældskrav maa lide Afkortning [fordi Formuen ikke strækker til], tilkommer der Panthaveren ikke mere, end hans Fordring oprindelig beløb sig til, dersom Pantet er af større Værdi end Fordringen.

Alle de Mænd, som have retlige Forretninger der, skulle aflægge Ed, ligesom ved Domstolene paa Althinget eller Vaarthinget. Namsretten skal kjende den Mand, som har forfulgt den domfældte til Straf, pligtig til at bevare det confiskerede Gods indtil næste Althing; men Halvdelen af Godset skal tildømmes Sagsøgeren, Halvdelen Indbyggerne af Fjerdingen. Dommerne skulle dømme de trængende Slægtninge af den domfældte, som komme til Namsretten, til at gaae paa Omgang i det Thinglaug, hvor Namsretten er afholdt. Ere der tvende Thinglauge, som have fælles Thingsted, skulle de trængende gaae paa Omgang i begge Thinglaug. Dersom Godset strækker til mere end at betale Gjælden, da skal Halvdelen af det Overskydende tilkjendes Thingmændene i det Thinglaug, hvor Namsretten afholdes og hvor de trængende, om der ere nogen, skulle gaae paa Omgang, Halvdelen Sagsøgeren. Sagsøgeren skal kjendes pligtig til at bevare det Gods, som Thingmændene eie, men han skal til Høstmødet i det Thinglaug, hvortil han selv henhører, medbringe hvad han til den Tid har indkrævet, og dele der med dem, forudsat, at han hører til det Thinglaug, der har Deel i det confiskerede Gods; hvad han da ikke har indkrævet, enten ved Betaling eller ved at erholde Haandslagsløfte om Betalingen, skal han paa Vaarthinget dele med Thingmændene. Men er Sagsøgeren af et andet Thinglaug, skal han skifte paa næste Althing. Alt hvad der kan, skal skiftes ved Namsretten, og [hvad der tilfalder Thingmændene] afgives til den Gode, der har udnævnt Namsretten. Det Gods, der tilfalder Thingmændene, skal anvendes til Forsørgelse for den domfældtes trængende Slægtninge, om der er nogen, saavidt tilstrækker. Men strækker det til mere, da skal det anvendes til de øvrige trængendes Behov, som skulle gaae paa Omgang der i Thinglauget.

Afholder Sagsøgeren ikke Namsret, som det er fastsat i Loven, da gjælder det ham Fjørbaugsgaardsstraf; og søgsmaalsberettiget i den Sag er den Mand, der staaer nærmest til Forsørgelsen af de trængende, hvilke ved Namsretten burde været dømte til at gaae paa Omgang. Men havde den domfældte ingen trængende at forsørge, saa er den, som har Gjæld tilgode hos den domfældte, søgsmaalsberettiget. Men stod han ikke i Gjæld til nogen, da er hvo som vil søgsmaalsberettiget; Stævning i den Sag skal foretages hjemme i Bøigden, og ni Bønder, Naboer til den sagsøgte, skulle til Kvidudsagn tilkaldes paa Thinge.

Man skal indfinde sig ved Namsretten saa tidlig, at den kan blive udnævnt inden Middag; dette gjælder ogsaa om Kvidmænd eller Vidner og om alle de Mænd, som der have Gjæld at kræve, og ligeledes skulle alle de, der have trængende at bringe derhen, indfinde sig med disse [inden fornævnte Tid]. Dersom man ikke saa betids faaer Kundskab om Namsrettens Afholdelse, at man kan komme til samme med de trængende, da skal han næste Sommer fra Lovbjerget lyse Søgsmaal til Forsørgelse af den trængende mod Thingmændene i det Thinglaug, hvor den Gode er, som lod udnævne Namsretten, og kræve Tylfterkvidudsagn om den trængende var berettiget til at erholde Forsørgelse af den domfældte eller ikke, og 5 af sine Nabobønder skal han tilkalde, til Udsagn om det var ham muligt at komme til Namsretten eller ikke. Men den trængende skal gaae paa Omgang.


63. Om Vold paa andres Eiendele

Naar en er dømt som Fjørbaugsmand formedelst Vold paa andres Eiendele, da skal der ved Namsretten til Sagsøgeren udredes Skadeserstatning, saa stor som 5 Nabobønder ved deres Ed med Bog i Haanden taxere den. Betales der ikke ved Namsretten Skadeserstatning, som foreskrevet er, da er han, naar Namsretten er hævet, ifalden samme Straf, som om han ved Domstolene paa Althinget var dømt til Skovmand, der ikke maa underholdes af nogen og ikke maa føres ud af Landet.


64. Om Goderne

Dersom en Gode ikke kommer til Vaarthinget i Begyndelsen af samme, da kan han derfor dømmes til Bod og til Fortabelse af sit Godord. Søgsmaalsretten mod ham tilkommer dem, som havde beredt Sager til Anlæggelse paa Thinget. Ville de ikke anlægge Sagen, da ere de 2 andre Goder i Thinglauget søgsmaalsberettigede, hvem af dem der helst vil og som er paa Thinge, dersom de ikke begge ere der. Ville de ikke, da ere først Thingmændene af samme Thinglaug søgsmaalsberettigede, dernæst enhver som vil.

Dersom Anledningen til en Sag opstaaer kort før Vaarthinget og Sagen er af dem, hvori Vidner eller Kvidmænd skulle tilkaldes hjemme i Bøigden, saa kan Sagen ikkun anlægges paa Vaarthinget, saafremt [det ikke er sildigere end saa at] Kvidmænd i det seneste en Uge forinden Thinget ere blevne tilkaldte og Stævning til samme Tid foretaget.

Dersom man paa Vaarthinget sagsøger en Mand af et andet Thinglaug for falsk Kvidudsagn, skal man opfordre den Gode, man selv er i Thinglaug hos, til Afgivelse af Tylfterkvidudsagn.

Dersom nogen gjør sig skyldig i den Ugjerning at ødelægge Folks Eiendele, saaledes at Skaden svarer til en Koes Værdi eller mere, gjælder det Skovmandsstraf; der skulle paa Thinge tilkaldes til Kvidudsagn 9 Bønder, der boe nærmest det Sted, hvor Ugjerningen er begaaet. Men det er Ugjerning, naar man unødigen og af ond Villie vil ødelægge Folks Eiendele. Slig Sag om Ugjerning skal lyses fra Lovbjerget og anlægges samme Sommer.


65. Om 3 Marks Bøder

Naar 3 Marks Bod er idømt, uden at Straffe af anden Art dermed ere forbundne, skal det ved Dommen bestemmes, at samme skal betales paa det Sted paa Thingmarken, hvorom Thingmændene ere komne overeens, 14 Nætter efter at Søgsmaalsafdelingen af Thinget er sluttet. Af alle 3 Marks Bøder og confiskeret Gods efter Fjørbaugsmænd og Skovmænd, forsaavidt samme falde ifølge Vaarthingsdom, tilkommer Halvdelen Thingmændene, Halvdelen Sagsøgeren.


66. (Om strafforlig)

Dersom man hjemme i Bøigden overdrager til en anden ved Forlig at bestemme sin [Fredløsheds eller Forvisnings] Straf, eller man [iøvrigt] ved Forlig bliver Skovmand eller Fjørbaugsmand, da skal der paa næste Althing, efterat Straffen blev bestemt, begjæres Namsret. Sagsøgeren skal, dersom han ikke veed det iforveien, fra Lovbjerget spørge om hans Hjemstavn og Thingstavn. Dersom ingen vedgaaer at have ham paa sit Hjem, men en Gode vedgaaer at have ham for Thingmand, skal Namsretten holdes paa den Godes Bopæl, og han skal opfordres til at danne Domstolen. Vedgaaes ingen af Delene, skal han afholde Namsretten paa den Godes Bopæl, i hvis Thinglaug han selv er, og opfordre denne til at udnævne Domstolen.


67. Dersom Godset ikke strækker til

Dersom ikke de Præstationer, der ved Namsret skulde betales, blive erlagte, da bliver han Skovmand, som ikke maa underholdes og ikke føres ud af Landet. Betales der ved Namsretten Fjørbaug og Underholdspant, da skal forøvrigt Godset confiskeres ligesom det var Skovmandsgods. Dersom Godset strækker til, skal der ogsaa tilkjendes den Gode, som har udnævnt Domstolen, en Ko eller fireaarig Oxe og skal der da forholdes med Fjørbaug — og den udgiør en Mark — ligesom andet confiskeret Gods; ellers erhverver Goden denne ene Mark. Denne Mark kan betales ved Namsretten; men man kan ogsaa ved Haandslag forpligte sig til at betale den 14 Nætter senere paa Godens Bopæl, og bliver det da lovlig Betalingstermin paa det Sted; man kan, om man vil, betale det i Gjenstande, hvorpaa Taxt ikke er sat, og skal da hver af Parterne tage en Mand til at taxere Gjenstandene.

Naar Namsret afholdes over en Fjørbaugsmand, da skal der forkyndes, hvilke Opholdssteder han skal have. Han skal have 3 Opholdssteder; imellem dem skal Afstanden ikke være længere end at man paa en Dag kan reise fra det ene til det andet; han skal være fredhellig paa disse Opholdssteder og i Pileskuds Afstand derfra til alle Sider. Han er og fredhellig paa Veien mellem Opholdsstederne og i Pileskudsafstand fra Veien, dersom han ikke oftere end en Gang om Maaneden reiser imellem dem. Dersom nogen kommer ham i Møde paa Veien, skal han gaae ud af Veien saa langt, at de ikke med Spydsodden kan naae hen til ham. Han bliver ikke fredhellig, dersom hans Opholdssteder ikke ere blevne bestemte ved Namsretten, og ei bliver han fredhellig, dersom ikke de Præstationer blive betalte, som der skulle udredes.


68. (Om Befordring)

En Tjenestekarl, [som bliver opfordret til at afgive Vidnesbyrd paa Althinget] kan fordre til Reisen Hest og Mad og al den Udredning, som han behøver paa Thinget. Det samme kunne ogsaa alle de Bønder fordre, som ikke have saa stor Formue, at de ere pligtige at betale Thingreiselønsafgiften. Det kunne de og forlange, at Hesten kommer til deres Hjem. En saadan Hest, som er fuldkommen dygtig til Thingreise, skal bringes til dens Bopæl, som er opfordret til at afgive Vidnesbyrdet. Befordring er man berettiget til at fordre, naar man er nævnet som Vidne til en Handling uden dengang at vide at man vilde komme til at reise til Thinge for at afgive Vidnesbyrd derom, eller det er en Sag, hvori man ikke kunde undslaae sig for at være Vidne. Befordring skal kræves saasnart skee kan, i dens Paahør, som samme forlanges af eller paa hans Bopæl. Man kan forlange Befordring af hvilken af to man vil, enten af den som opfordrer Vidnet til Thingreise, eller [dersom denne ikke er Parten i Sagen] af den der har givet ham Fuldmagt til at stille saadan Opfordring.

I Fattigforsørgelsessager skal Tylfterkvidudsagn ikke anvendes, undtagen naar den nærmeste eventuelle Arving til den trængende, hvem Sagen angaaer, er udenlands. Dersom en Mand, der er her i Landet, sagsøges til at overtage Forsørgelsen af en trængende, da skulle der tilkaldes 5 Bønder, Naboer til den sagsøgte, til Udsagn om han er nærmest til at arve den trængende eller ikke, eller om Forsørgelsespligten er gaaet over paa ham ved Arv.


69. At begiære Namsret

Efterat Domstolene ere hævede skal man fra Lovbjerget opfordre Goden til Afholdelsen af Namsret, og dersom han ikke er tilstede der, skal man [bagefter] sige ham det; eller man kan opfordre ham dertil paa et Sted, hvor han kan høre paa det, og skal man da derefter forkynde fra Lovbjerget at han har opfordret Goden til at udnævne Namsretten; han skal og sige hvor Namsretten skal holdes. Den der vil begjære Namsret skal tilkalde Vidner »til Vidnesbyrd om at jeg opfordrer og beder dig N. N. at afholde Namsret over N. N. om 14 Nætter« — og bede ham indfinde sig saa betids, at Domstolen kan være udnævnt før Middag. Tolv Mænd skulle udnævnes til Sæde i den Domstol, og den skal ryddes som Tylfterkvid. Den, der har begjært Namsret, skal tilkalde Vidner »til Vidnesbyrd om at jeg sværger Ed med Bog i Haand, Lov-Ed, og siger det Gud, at jeg vil saaledes fremføre alle Sager her ved Namsretten imod N. N, som jeg veed det rettest og sandest og mest stemmende med Loven.« For Retten skulle føres de Vidner der bleve tilkaldte ved Afsigelsen af Dommen eller Afslutningen af Forliget, da hans Straf blev bestemt, og skulle de tillige vidne om, hvorfor han blev erklæret fredløs eller forvist og hvor han blev erklæret det. Derefter skal man indbyrdes kaste Lod om, i hvilken Orden Sagerne skulle fremføres.


70. Om Skovmænd

Dersom man bringer her til Landet en Mand, som samme Sommer var bleven erklæret for Skovmand, gjælder det Skovmandsstraf; vidste de ikke, at han var erklæret fredløs, da slippe de for Straf, med mindre de beholde ham 3 Nætter efter at de have erfaret det, da straffes de med Skovgang. Dersom man fører over her til Landet en Mand, som Sommeren iforveien var bleven erklæret for Skovmand, da skulle de enten dræbe ham eller bringe ham til den, som har forfulgt ham til Straf, inden en halv Maaned efter at de have erfaret at han er fredløs. Ville de ingen af Delene, da straffes de med Skovgang.


71. Om Haandslag

Dersom man ved Haandslag overdrager til en anden paa sine Vegne at slutte et saadant Forlig, som man finder for godt, og de ikke træffe nogen nærmere Bestemmelse derom, da er Fuldmægtigen ikke berettiget til at slutte noget Forlig, hvorved den, der har givet Fuldmagten, erklæres for forvist eller fredløs, og ei kan han indgaae paa at bestemte Gjenstande der tilhøre ham skulle afstaaes, dersom det ikke i deres Haandslagsovereenskomst var [særlig] betegnet. Forlig om Pengebetaling kan han slutte, som han vil, og bestemme hvor meget han skal udrede i lovgyldige Betalingsmidler, eller hvorledes samme skulde beregnes, eller hvor meget deraf skal bestaae i Gienstande, hvorpaa Taxt ei pleier at sættes, eller hvor meget der skal bestaae i Kreaturer. Dersom man paa anden Maade, end nu er sagt, ifølge Fuldmagt slutter Forliget, hvad enten man gaaer ind paa, at hin bliver forvist eller fredløs, eller at han skal afstaae sin Jord eller sit Godord, eller man særlig betegner visse af hans Eiendele, da skal det ganske være uden Kraft. Ved et Forlig bør alt være i Kraft hvad der i Vidners Nærværelse er givet Fuldmægtigen Bemyndigelse til at gaae ind paa; dersom hin vil, kan det altsammen gjælde.


72. Om Stævninger

Dersom en Mand stævnes før Fardag i sit lovlige Hjem, da skulle Kvidmænd tilkaldes fra Nabolaget af dette Hjem, selv om Tilkaldelsen skeer i Althingstiden, og de Mænd skulle tilkaldes, som da boe nærmest det Sted, fra hvis Omegn Tilkaldelsen skeer. Dersom en Bonde, der først om Mandagen kommer til Vaarthinget, afgiver Kvidudsagn, bliver Sagen derved uefterrettelig.


73. Om Understøttelse af Skovmand

Ulfhèðinn (20) forklarede, at det var Lov, at dersom man vil anlægge Sag mod en, fordi han har underholdt en Skovmand eller en Fjørbaugsmand, hvem det var tilladt at føre i ud af Landet, men som ei gjør Forsøg paa at komme bort som Loven foreskriver, da skal i slig Sag om Underhold Stævning foretages hjemme i Bøigden, til Althinget og til Fjerdingsretten; i Stævningen skal der nedlægges Paastand paa Fjørbaugsgaardsstraf. Sagen skal fremsiges saaledes beskaffen som Stævningen medfører, og de Vidner skulle føres, som vare tilstede ved Stævningen, dernæst de Vidner, der bleve tilkaldte ved Namsretten, om at Domstolen dømte ham til Skovmand, hvem det var tilladt at føre ud af Landet, men med hvem man ligesaalidt maatte have Samkvem som med en Fjørbaugsmand, og — forsaavidt saadant var bestemt — der, naar han var kommen udaf Landet, ikke maatte komme tilbage. Naar man anlægger Sag om Understøttelse af Fjørbaugsmand, skal næstefter Saggivelsen føres Stævnevidner og dernæst de Vidner, der bleve tilkaldte ved Namsretten, ved Afgivelsen af Vidnesbyrdet, om hvad Straf, han var idømt ved den Dom der giorde ham til Fjørbaugsmand; det tredie Vidnesbyrd, der skal føres, er angaaende at hans Straf blev fra Lovbjerget forkyndt uden Svig og uden List, saadan som han var idømt eller saadan som en Forligsmægler har erklæret den. Dernæst skulle de Vidner føres, der [ved Namsretten] bleve tilkaldte, til Afgivelse af Vidnesbyrd om at Namsret blev holdt over ham.

Ulfhèðinn forklarede, at det var Lov, at Namsretten skal ved Dom bestemme, at den Strafskyld, som den fredløse eller forviste er idømt eller ved Forlig ifalden, skal træde i Virksomhed.

Den Gode, i hvis Thinglag den sagsøgte er, skal opfordres til at afgive Tylfterkvidudsagn om den sagsøgte har haft Samkvem med Skovmanden og derved ydet ham Understøttelse. Saa mange Vidnesbyrd skulle [under denne Sag] afgives, som oprindelig vare tilkaldte.

  1. Lovsagmand fra 1109 til 1117.


74. Om Kvidudsagn

Det skal ansees som om Kvidudsagnet er afgivet til Fordeel for den sagsøgte, dersom den, som begjerede Udsagnet, forhaler samme indtil Solen skinner paa Thingvalle (21).

Dersom Kvidmænd eller Vidner udelade noget Ord der har Indflydelse paa Sagens Afgiørelse, da er det som om Kvid- eller Vidneudsagnet blev tilbageholdt.

  1. Stedet hvor Althinget holdtes.


75. (Om Pengesager)

Dersom En ved Haandslag har modtaget Fuldmagt til at anlægge en Pengesag, og han døer paa Reisen til Thinget eller paa Thinget, da kan den rette Sagsøger overtage sin Sag og anlægge den samme Sommer. Er han ikke paa Thinget, kan han anlægge Sagen næste Sommer derefter. Dersom hin har fremsagt Sagen inden han døde, da kan Sagsøgeren begynde hvor den anden slap og i alle Henseender forholde sig som ellers, med Undtagelse af at han skal [igien] fremsige Sagen. Har hin erhvervet Dom for Gjælden inden sin Afgang, skal hans Arving anlægge Sag for Oversiddelse af Dommen, men den rette Sagsøger i Gjældssagen skal modtage Gjælden. Paa samme Maade skal forholdes i Fredløshedssager, at Søgsmaalet om Understøttelse ydet en Skovmand skal anlægges af den, der forfulgte Skovmanden til Straf, eller, dersom han er død, af hans Arving. Men Sagsøgeren i Hovedsagen eller hans Arving er berettiget til de Bøder, som hin [forsaavidt Straffen nedsættes ved Overeenskomst] tager til Gjengjæld for Formildelsen i Straffen.

En Mand kan gyldigen have Sæde som Dommer i Femterretten, uagtet han har Sager at føre for Fjerdingsretten.

Dersom en [Fierdings] Domstol paa Althinget dømmer urigtigt, skal Dommen stævnes til at kjendes ugyldig, og Sag derom anlægges for Femterretten samme Sommer. Men dersom Sagsøgeren ikke er tilstede paa Thinget, skal han anlægge Sagen næste Sommer.


76. Om Ansvar for Heste

Naar man paa Althinget ved lovlig Contract overdrager til en Mand at vogte sine Heste, skal den, der har modtaget dem, i ingen Henseende bruge dem, undtagen forsaavidt han driver Hestene til det Sted hvor de skulle vogtes eller fra samme til Thingvøll, eller naar han begiver sig til det Sted hvor han mod Betaling anbringer dem til Bevogtning, og ikke skal han ride mere paa Hestene end saa, at de ikke derved blive magre. Han skal ved Thingets Slutning vise Eieren hans Hest, levende eller død; og bærer den der modtog Hesten til Bevogtning ikke Ansvar for samme, naar den ikke er død paa Grund af hans Forsømmelse. Dersom han ikke ved Thingets Slutning viser Hesten, enten levende eller død, skal Eieren inden Thingets Opløsning lyse Sag mod Vogteren af Hesten, til Erstatning af samme, til Søgsmaal næste Sommer.


77. (Forskjellige Bestemmelser)

Goden kan paa sin Thingmands Vegne [der ikke er tilstede paa Thinge] ved Haandslag indgaae Overenskomst om at han skal overtage Forsørgelsen af en Trængende, eller udrede Forsørgelsesbidrag til en saadan, eller hvilke andre Overenskomster, der maatte være nødvendige, paa saa billige Vilkaar, som han kan opnaae, med Hensyn til Fordringer, hvilke Goden troer at forholde sig rigtigt. Hvad han saaledes ved Haandslag har lovet paa Thingmandens Vegne, kan han fordre af denne; og Betalingsterminen derfor bliver paa det Vaarthing, som Goden har at afholde, om Mandagen, paa Thingskrænten; og skal Stævning i Sagen der foretages, og 5 Bønder, Naboer til den sagsøgte, skulle tilkaldes til Kvidudsagn, om Goden har ved Haandslag paa hans Vegne lovet Betaling, eller ikke, paa saa billige Vilkaar, som han kunde opnaae, og det for en Fordring, som han troede, med Rette paahvilede Thingmanden. Men kun under den Betingelse bliver dette Betalingsterminen, naar Skyldneren er bleven underrettet derom paa det Høstmøde, som Goden har at afholde. Erfarer han det da ikke, skal han i det seneste i de sidste Dage inden Sommerhalvaarets Begyndelse have Kundskab derom, men faaer han det ikke at vide til den Tid eller tidligere, bortfalder Betalingsterminen, og kan der da ved Althingets Slutning lyses Sag i den Anledning at anlægge næste Sommer. Ogsaa troer jeg, at det er rigtigt at stævne til Dom paa Vaarthinget, dersom den sagsøgte [da] har Kundskab om Haandslagsløftet, og han hører til Godens Thinglag. Andre Mænd kunne først tilbyde Goden at give Haandslagsløfte paa sin Thingmands Vegne; vil han det ikke, kunne andre Mænd, om de ville, give Haandslagsløftet, og er da enhver saadan berettiget til lignende Erstatning i Søgsmaal, som Goden.

Naar man overtager Fuldmagt til at anlægge eller forsvare en Sag for en anden, bliver Overenskomsten fuldgyldig, om de end ikke nævne Modpartens Navn, saafremt de ikke da have Kundskab derom.

Om Onsdagen skulle Namsretterne afholdes efter ethvert Vaarthing, som paa en Onsdag er hævet. Namsretten skal være samlet til Kl. 3 om Eftermiddagen, dersom man veed, at der endnu kunne ventes trængende eller Beviser [for de fremkomne Fordringer].

Aldrig nogensinde kan et Søgsmaal overdrages [fra Fuldmægtigen] til [endnu] en tredie Mand, med mindre Fuldmægtigen bliver syg eller saaret paa Thingreisen eller paa Althinget; i saa Fald kan man overdrage til en anden at anlægge et Søgsmaal, som man ved Haandslagscontract har overtaget, men ellers aldrig. Overtager man det Hverv at anlægge en Sag for en Mand, uden at have isinde at anlægge Sagen, og han saaledes vil forspilde Sagen for ham, da kan han af Sagsøgeren forfølges til Straf af Landsforvisning. Dersom den rette Sagsøger døer efter at have overdraget til en anden at anlægge Sagen paa sine Vegne, eller efter selv at have beredet Sagen til Anlæggelse, da tilfalder Sagen hans Arvinger; men har han intet Skridt gjort til Sagens Anlæggelse inden sin Død, er det som om han aldeles ikke havde været Sagsøger i Sagen.

Til Kvidmænd kunne paa Thinge [forsaavidt Tilkaldelse der finder Sted] for vedkommende Gaarde gyldigen tilkaldes de Mænd, forudsat at de der ere tilstede, og uagtet Beboeren af Gaarden, der sidder hjemme, er sund og frisk, hvilke hjemme i Bøigden gyldigen kunne tilkaldes i Beboerens Sted, naar denne ikke er dygtig til Thingreise (22). Men det Kvidudsagn man hjemme i Bøigden er tilkaldt til at meddele, kan ingen afgive paa en andens Vegne, undtagen Fader for Søn eller Søn for Fader. Naar en Mand har undskyldt sig for at være Kvidmand, kan man for hans Gaard tilkalde de Personer til Kvidmænd, hvilke gyldigen kunne tilkaldes istedetfor en Mand, der ikke er dygtig til Thingreise. Naar Kvidmænd tilkaldes paa Thinge, eller naar de skulle anvendes ved Namsretten, skulle de samme Betingelser gjøres gjældende med Hensyn til deres Formue, som naar Tilkaldelse skeer hjemme i Bøigden. Alle de Sager, hvori det ikke er nødvendigt at tilkalde Kvidmændene i Bøigden, kan man gyldigen indstævne til Althinget lige indtil den Torsdag er forbi, da 7 Uger ere forløbne af Sommeren; ei er det gyldigt at foretage Stævning senere, med mindre Anledningen til Sagerne opstaae sildigere.

Paa Dage, der [paa Grund af en paafølgende Helligdag] ere hellige fra Kl. 3 om Eftermiddagen, kan man vedblive med Tilkaldelse af Kvidmænd indtil Kl. 7½ om Aftenen, dersom man aarle har paabegyndt Tilkaldelsen, og man ei kan tilendebringe den inden Kl. 3, og man tilkalder den ene efter den anden.

Boe to Mænd sammen, og den ene af dem modtager en Skovmand, men den anden vil det ikke, da skal den, der ikke billiger det, tilkalde Vidner paa »at han bifalder det ikke og at det skeer mod hans Villie«, og derefter skal han kundgjøre det for de nærmest boende 5 Bønder; da straffes han ei for Samkvem med Skovmanden, naar han ikke i nogen anden Henseende yder ham Understøttelse. Ganske det samme gjælder om Tyende, og bør saadan Sag anlægges inden 12 Maaneder; men 3 Nætters uvitterligt Underhold [af en Fredløs], være sig i Træk eller til forskjellige Tider, er ikke strafbart. Sin Fader eller Broder eller Søn kan ingen Mand bruge som Stævnevidner, dersom han selv er rette Sagsøger; er Saggivelsen ved Haandslag overdraget til en anden, skal denne ikke bruge den rette Sagsøger eller hans Søn eller Fader eller Broder som Stævnevidner; ugyldigt er deres Vidnesbyrd; ei medfører det Sagens Tab, ifald der desuden er to eller flere andre Vidner, og disse fremsige Vidnesbyrdet i Retten. Fader og Søn eller Brødre ere som een Mand i hver Sag eller i Vidnesbyrd, naar den samme Part kalder dem til Vidne; gyldige Vidner ere de i ethvert Tilfælde, hvor begge Parter tilkalde dem.

Alle Indsigelser mod [de af Modparten tilkaldte] Kvidmænd eller mod Dommerne skulle begrundes paa disses Forhold til rette Sagsøger eller Sagvolder, ikke til den, der anlægger eller forsvarer Sagen, naar han ikke er selve Parten.

Dersom en anden end rette Sagsøger anlægger en Sag om Leiermaals- eller Drabsbøder, fordi han troer at han er den søgsmaalsberettigede, og den virkelig søgsmaalsberettigede ikke befatter sig dermed, fordi han troer at en anden er søgsmaalsberettiget end han selv, da skal den søgsmaalsberettigede have ¾ Dele af Bøderne, men den, der anlagde Sagen, ¼ Deel. Har denne haft nødvendige Udgifter i Anledning af Sagen, eller har han maattet ved Pengegaver formaae Folk til at yde sig Bistand under Sagen, skulle disse Udlæg tages af Bøderne, men det tiloversblivende deles mellem dem. Veed den, der anlægger Sagen, at han ei er rette Sagsøger, har denne Fordring paa hele Bødens Beløb, saaledes som den blev bestemt.

Naar man overfører Skovmænd hertil Landet, uden at have Kundskab om deres Strafskyld, straffes man ikke herfor, førend man har været længere end 3 Nætter sammen med dem fra den Tid at Skibet er blevet fastgjort ved Landjorden. Veed han ikke, at en er Skovmand, og han yder ham Understøttelse fordi han er syg eller saaret eller svag af Alderdom, eller han yder ham Hjælp for sin Sjælebods Skyld, da straffes han ei for saadant uvitterligt Underhold, skjøndt det er langvarigt. Ei er det tilladt at føre Skovmanden ud af Landet.

For den Gaard, hvor en Bonde boer, naar 8 Uger ere forløbne af Sommeren, skal han tilkaldes som Kvidmand, og skulle Thingmandspligterne for den Gaard paahvile ham i det Aar [selv om han tager Bopæl andensteds], med mindre han skaffer en anden, der har de bestemte Egenskaber, i sit Sted, hvilken da skal tilkaldes for Gaardens Vedkommende, dersom han beholder sin Sundhed, saaledes at han kan tilkaldes; dette gjælder ogsaa, naar Beboeren er reist ud af Landet. Men til at overtage hans Thingmandspligter kan den gyldigen antages, som [efter hans Bortflytning eller under hans Fraværelse] har overtaget Gaarden, eller den af hans Hjemmefolk, som han paa Høstmøde, paa det Sted, hvor Forkyndelser finde Sted, eller senere for de nærmestboende 5 Bønder kundgjør, at han skal overtage Udførelsen af de retlige Pligter, der paahvile ham.

En Bonde, der ingen Tjenestekarle har, kan [kun] gyldigen tilkaldes, naar han har saa megen Formue, at 2 Koesværdier falde paa hver af dem, som han har at forsørge.

Samles der Folk til Modstand mod de Mænd, som skulle tilkalde Kvidmænd, og de paa Grund af Vold ikke ere istand til at iværksætte Tilkaldelsen, da kan man forelage Stævning i den Sag, hvori Tilkaldelsen skulde skee, paa det Sted, hvor de kunne trænge længst frem for at stævne; og høre Modstanderne ikke Stævningen, kan man lyse den (23), og [derefter] tilkalde 9 Nabobønder paa Thinge; og skal det regnes, som om ingen Kvidmand er blevet tilkaldt hjemme i Bøigden, naar man ikke har været istand til at kunne tilkalde dem alle.

Vil en Mand reise bort ud af Landet, kan han, om han vil, overdrage en anden at anlægge eller forsvare sin Sag og at varetage sit Gods, som han her efterlader. Den Haandslagscontract skal gjælde i 3 Vintre, men fra den Tid ere hans nærmeste Arvinger berettigede til at bevare Godset.

  1. nemlig Bondens Søn, Stedsøn, Svigersøn eller Fostersøn.
  2. Udentvivl for Nabobønderne.


78. Om Hjemstavn

Vi skulle have 4 Fardage her paa Landet; den første er Torsdagen, naar 6 Uger ere forløbne af Sommeren (24); den Dag, aarle, er man berettiget til at flytte til sin nye Bopæl. Den anden er Fredagen, den tredie Løverdagen, den fjerde er Søndagen. Den Dag om Aftenen byder Loven, at man skal have forladt den Tjeneste, man hidtil har haft. Har man ikke skaffet sig Tjeneste den Søndag om Aftenen eller aarle Dagen efter, straffes man med Bøder. Er man gift, skal man i det seneste den Torsdag, naar 7 Uger ere forløbne af Sommeren, have skaffet hende Tjeneste og ladet hende vide det; er der til den Tid ikke, saavidt hun veed, skaffet hende noget Sted, er hun berettiget til at tage sig Tjeneste, hvor hun vil, og skal hun være paa det Sted i de følgende 12 Maaneder. Har man ei den sidste Fardag skaffet de Folk, man skal sørge for, et Sted, er Straffen 3 Marks Bod for hver af disses Vedkommende, og til at anlægge Sag mod den skyldige er hvo som vil berettiget.

Man skal tiltræde sin Tjeneste til den Tid, man kommer overeens om med Husbonden, enten ved Fardag eller ved Midsommer (25). — En Mandsperson, 16 Aar gammel eller ældre, kan selv bestemme sit Opholdsted; Mø, 20 Aar gammel eller ældre, kan og selv vælge sit Opholdsted. Man er berettiget til, om man vil, først at gaae i Tjeneste ved Midsommer, og beskjæftige sig med andet indtil den Tid. Paatager han sig Arbeide ved Landhusholdningen, er han ikke berettiget til at tage større Betaling end 4 Ører — hver Øre til 6 Alen — indtil Midsommer [forsaavidt han først til den Tid skal tiltræde Tjenesten]. Fra Midsommer [efterat han har tiltraadt Tjenesten] indtil Vinterens Begyndelse skal han forrette for Husbonden alle de Arbeider denne vil, med Undtagelse af at vogte Faar. Han skal [om Efteraaret] en Gang gaae til Fjelds, for at deltage i Faareindsamlingen, samt slagte og gjøre Reiser med Husbonden og udføre Gjødning om Foraaret, og istandsætte Hjemmemarksgjerdet; dette [Efteraars- og Vinterarbeide] skal han forrette, for at fortjene Maden (26). Ogsaa er det tilladt uden at paadrage sig Straf, at Tjenestekarle tage 2 Ører i Løn fra Vinternætterne (27) til Allehelgensmesse (28). Dem, som have trængende at forsørge og ikke have Midler til Forsørgelsen, er det tilladt at tage høiere Løn, om de ville. Vogter man Nød, da skal Vogtning af en Ko eller 4aarig Oxe betales med en Alen; men 2 Nød regnes lige med en Ko, naar de ere yngre end 4 Aar; 6 Alen for Vogtningen af 30 gamle Beder, men for Vogtning af 40 Lam, en Øre; for at uddele Madvarer til 10 Personer 6 Alen Vadmel, det er: en Lov-Øre, eller hvad der ved Vurdering ansættes lige dermed. Husbonden er og berettiget til at skjænke Tjenestekarlen noget foruden hans Løn. Stævnes han derfor, bliver det ei regnet for Gave, dersom der fremkommer Kvidudsagn for at der har stedfundet en hemmelig Aftale. Tager man en Tjenestekarl mod høiere Løn end fastsat er, slipper han for Straf, dersom Kviden udsiger, at han ikke har kunnet faae Tjenestekarlen paa anden Maade, og dersom han [i Virkeligheden] ikke betaler mere end den lovbestemte Løn; vil Husbonden [af denne Grund] unddrage ham hele Lønnen, har Tjenestekarlen Ret til at fordre den hele Løn udbetalt.

Tre Marks Bod er Straffen, naar man ikke indfinder sig i sin Tjeneste; Sagen kan indstævnes for Althinget eller Vaarthinget [næste Foraar] eller næste Aars Althing. Det samme gjælder om Lønnen, dersom Husbonden har [forud] betalt ham saadan. Den der modtager Tjenestekarlen straffes ogsaa med 3 Marks Bod, dersom han veed, at Tjenestekarlen havde taget Tjeneste andensteds; Bøden tilfalder den Husbond, hos hvem Tjenesten var taget. Tjeneste ansees for taget, naar Nabobønder afgive det Kvidudsagn, at Overeenskomst var sluttet mellem dem. Bryder Tjenestekarlen sit Ord mod flere, have disse alle lige Ret til Søgsmaal mod ham. Lignende Søgsmaal tilkommer Tjenestekarle mod Husbonderne, dersom disse ikke opfylde Overeenskomsten med dem. Bortjaget af Tjenesten ansees en Karl for, naar der ei uddeles ham Mad til de sædvanlige Spisetider; at eet Maaltid forholdes ham kommer ikke i Betragtning.

Dersom en Tjenestekarl forlanger høiere Løn end førhen er sagt, eller dersom han slutter Overeenskomst om saadan høiere Løn, da er Straffen i begge Tilfælde 3 Marks Bøder. Tager en Husbonde en Tjenestekarl til høiere Løn end forhen omtalt, gjælder det ham 3 Marks Bod. Haandværksfolk, som opføre Huse af norsk Tømmer, eller Broer over Elve eller Vande, hvori der ere Fiske, der fanges med Net, eller opføre Boder paa Althinget, have Ret til at arbejde som Dagleiere i den Tid af Sommeren, naar Høet slaaes paa Engene. De skulle dog ved Fardag have taget sig lovlig Tjeneste, uagtet de ikke blive i denne. Enten Husbonden eller Haandværkeren skal have forkyndt for Nabobønderne, at den Mand har Tjeneste der, uanseet, at han er reist ud af Landet, eller han beskjæftiger sig med saadanne Arbeider, som omtalt, og bliver han da at ansee som den, der har fast Tjeneste hos den Husbonde og i Thinglag hos samme Gode, som Bonden i hvis lovlige Tjeneste han er. Tager nogen Tjeneste hos en Mand [og reiser derefter ud af Landet], bliver det hans lovlige Hjemstavn, medens han er ude af Landet. Døer Husbonden eller kommer den bortreiste tilbage samme Sommer, kan denne tage sig andet Hjem om han vil; og kan man gyldigen stævne ham paa dette Hjem eller ogsaa ved de Pæle, hvorved det Skib han kom med er fastgjort. Stævnes der ved Skibspælene, kunne Indsigelser ei fremsættes mod Kvidmændene med Hensyn til deres fjernere eller nærmere Naboskab til dette Sted, og ei heller med Hensyn til Naboskabet til det Hjem, han senere tog sig, med mindre han paa Althinget eller paa Høstmøde eller for sine Nabobønder har forkyndt, at han der har lovligt Hjem. Dersom nogen tager Tjeneste hos en Mand, og bliver ikke i Tjenesten, men beskjæftiger sig med Fiskeri eller andre Arbeider, og Husbonden og Tjenestekarlen ere delagtige med hinanden i saadan hemmelig Overenskomst, straffes hver af dem med 3 Marks Bod. Veed man ikke en Mands lovlige Hjem, eller hvor han er i lovlig Tjeneste, og Manden er flyttet bort ud af Fjerdingen, eller veed man ikke hvor Skibspælene ere, uagtet det er inden Fjerdingen, da kan man stævne paa det Sted, man vidste var hans sidste lovlige Hjem.

  1. Sidst i Mai eller først i Juni
  2. Begyndelsen af den 4de Sommermaaned, Høhøst-Maaneden (Juli-August)
  3. ɔ: For den lovbestemte Løn, der ikke findes angivet
  4. De sidste Dage før Vinterens Begyndelse.
  5. 1. Novbr.

79. (Om Stævning ved Skib eller Fiskeboder)

Kommer en Mand til Landet fra Udenlandsreise, kan man gyldig stævne ham ved Skibet, medens han har sine Boder derved; og skal han have taget sig lovligt Hjem inden en halv Maaned, efter at han er kommen fra Skibet, ifald han vil være i den Landsfjerding. Vil han tage Ophold i en anden Fjerding, skal han have skaffet sig et Hjem inden en halv Maaned efter at han er ankommen til den Fjerding.

Er en Mand gift og kommer ikke overens med Husbonden, hvor Konen har været i Tjeneste, om at de begge kunne blive der, har Manden Ret til at tage Tjeneste baade for sig og Kone paa et andet Sted, og straffes han ikke for Bortgangen; men det Arbeide han har gjort og hvad hendes Underholdning har kostet, skal taxeres.

Fisker en Mand til Midsommer og begiver sig derefter i Tjeneste, saa bliver han i Thinglag paa det Sted, saafremt han er i lovlig Tjeneste, og kan han gyldigen stævnes paa det Opholdsted; men medens han er i Fiskeboderne, kan man gyldigen stævne ham der for hvad han der foretager sig, eller hvad han forhen har foretaget sig. Fisker en Mand i Sommerarbeidstiden og gaaer i Tjeneste ved Vinterens Komme, kan han gyldigen stævnes paa det Opholdsted for alle de Forseelser han begaaer, efter at han kom i Tjenesten. Ved Fiskeboderne skal han stævnes for alle de Forseelser, han begaaer inden han kommer i Tjenesten, men hans Thingstavn ansees at være det samme som den Mands, som eier Jorden, hvorfra han drog ud paa Fiskeri.


80. Om Præsters Hjemstavn

Præster skulle tage sig lovligt Hjem, senest naar 8 Uger ere tilbage af Sommeren, og forkynde hvad Hjem de have. Forkynder Præsten ikke hvad Hjem han har, kan han gyldigen stævnes paa hvilken af de Kirkeeieres Bopæl, man vil, ved hvis Kirker han har holdt lovlig Gudstjeneste. Kommer Præsten til Landet sildigere end ved Begyndelsen af den 5te Sommermaaned (29), skal han have skaffet sig et Hjem inden en halv Maaned efter at han er ankommen til den Fjerding, hvor han vil være.

Tager nogen sig Tjeneste for et Aar og er i Tjenesten 2 Uger før Althinget, og under Althingstiden og 2 Uger efter samme, skjøndt han da forlader Tjenesten, saa er hans lovlige Hjem og Thingstavn paa den Bondes Bopæl, hvor han har været i de 6 Uger, og der kan han gyldigen stævnes. Arbeider en Mand for Dagløn, kan han gyldigen stævnes, hvor han i Sommerarbeidstiden opholder sig en halv Maaned eller længere. Men opholder han sig ingensteds en halv Maaned paa eet Sted under Sommerarbeidstiden, kan man gyldigen stævne ham, hvor han i den Tid har opholdt sig i det mindste i 3 Nætter; har han intetsteds været saa længe, kan man stævne ham, hvor han, saavidt man veed, sidst har haft Natteherberge. I alle Tilfælde, naar man ikke veed en Mands lovlige Hjemstavn, og man ikke har Lejlighed til at forelægge ham lovligt Spørgsmaal derom, kan man gyldigen stævne ham, hvor han, saavidt man veed, sidst har haft lovligt Hjem; man skal tilkalde sine 5 Nabobønder til Udsagn, om det er det sidste Hjem man vidste han havde, eller ikke, samt om man har haft Leilighed til at forelægge ham de lovlige Spørgsmaal derom eller ikke. Kun i det Tilfælde er man pligtig at spørge en Mand om hans Hjemstavn, for derefter at bestemme Stævningsstedet, dersom man træffer den Mand og kommer til at tale med ham under saadanne Omstændigheder, at man kjender ham og man har Vidner, man kan tilkalde, og det er paa et Tidspunkt, da man har erfaret Forurettelsen og man vil stævne ham. .

Vil en Tjenestekarl ikke begive sig til en Tjeneste han har taget, eller forlader Tjenesten uden lovlig Grund, straffes han med 3 Marks Bod og kan Husbonden paa sin Bopæl stævne ham med Hensyn til Lønnen, ifald han har betalt ham den. Bryder Bonden Overenskomsten med Tjenestekarlen, straffes han med 3 Marks Bod.

Dersom den Husbond, der ved Haandslag har taget en Karl i Tjeneste, døer før Fardag, og Arvingen bliver ved samme Gaard, staaer Tjenestecontracten urokket. Arvingen kan om han vil fratræde Gaarden. Bliver han boende der, gjælder det 3 Marks Bøder for hvilken af Parterne, der bryder Overenskomsten. Døer Husbonden i den 7de Uge [af Sommeren], kan Arvingen vælge enten at blive ved Gaarden, eller ogsaa at fratræde den og at skaffe de Tjenestekarle, der før vare antagne, et lige saa godt Sted og Vilkaar, som de havde betinget sig. Vil Arvingen ingen af Delene gjøre, kan hver af Karlene sagsøge ham til 3 Marks Bod. Døer Husbonden, naar 7 Uger ere forløbne af Sommeren eller sildigere, skal Arvingen blive ved Gaarden.

Ligger en Tjenestekarl syg saa at han ei kan forrette sit Arbeide, skal Husbonden beholde ham en halv Maaned, dersom den syge ei behøver Vogtning; behøver han Vogtning og han ikke er afsindig, er han berettiget til at flytte ham til den Mand, der [som nærmeste Slægtning] er pligtig til at forsørge ham. Er han afsindig, skal man bringe ham til den Bonde, som er nærmest beslægtet med den afsindige blandt dem, der ikke behøve at forøge Tallet af deres Tjenestefolk for at vogte ham; da ansees han ikke at behøve at forøge Tallet af sine Tjenestefolk for at vogte ham, naar han har Tjenestefolk nok til Vogtningen, forudsat at han kan faae dem til det. Dersom Bonden [til hvem den afsindige er bragt] ikke er den, der efter Loven er nærmest forpligtet til Forsørgelsen, skal den afsindiges nærmeste eventuelle Arving begive sig hen for at vogte ham, ifald Bonden finder det nødvendigt. Begiver Arvingen sig ikke derhen, paadrager han sig 3 Marks Bod, men den (30), der skal forsørge den afsindige, skal udrede Underholdspenge til Bonden, efter som Nabobønder vurdere det, og bør han derhos modtage den afsindige, naar Fardag kommer. Ligger en Tjenestekarl syg, saa at han ei kan arbeide, kan Husbonden, naar han har ligget en halv Maaned, vælge om han vil bringe ham til den Mand, der er pligtig til at forsørge ham, eller han vil have ham til Fardag og fordre Underholdspenge. Den forsørgelsespligtige kan, om han heller vil det, tage den syge hjem til sig, istedetfor at betale for ham hos andre. Hvad enten en Tjenestekarl ligger syg en lang eller kort Tid, saa at han ei kan arbeide, skulle Nabobønder taxere Omkostningerne ved hans Underhold og det Arbeide, han har forrettet, eller det der staaer tilbage; det skal taxeres efter den Overeenskomst, der var mellem dem. Dersom en Karl, der skulde forrette et bestemt Arbeide, døer i Tjenesten, skulle Nabobønder taxere, hvad der er af størst Værdi, Arbeidet fra den Tid han blev syg, eller Omkostningerne ved hans Underhold. Dersom en Mand, som var tinget i Underhold døer, skulle Nabobønder beregne, hvad han havde oppebaaret og hvad han endnu ikke havde oppebaaret af Underholdet, eller hvorvidt han faldt besværligere at underholde, medens han var syg, end da han fik Ophold der. Dersom en Tjenestekarl i den Tid, Engene slaaes, ligger syg i tre Dage, være sig efter hinanden, eller tre enkelte Dage, da skal det ikke godtgjøres Bonden; men ligger han længere, da kan Bonden lade taxere alt det Gavn, Karlen har gjort. Dersom en Tjenestekarl gifter sig og hver af Ægtefolkene har forskjelligt Hjem, skal hver af dem blive, hvor de have deres Hjem, ifald de ere beskjæftigede med fast Arbeide. Men have de ikke fast Arbeide, da skulle de opholde sig paa hans Hjem to tredie Dele af Tjenestetiden og paa hendes en tredie Deel.

Dersom en Tjenestekarl taler saadanne Ord til en anden Tjenestekarl, der straffes med fuld personlig Bod, eller tilføier ham saadanne Fornærmelser, der afsones med halv personlig Bod, skal han vige Tjenesten uden at have nogen Erstatning for Vinterophold [som han maa give Afkald paa]. I alle de Sager, han har paadraget sig, inden han forlader Tjenesten, samt i den Sag, der giver Anledning til at han tager bort, kan Stævning gyldigen foretages der paa Gaarden, og ansees han med Hensyn til disse Sager at have Thingstavn der. Han skal inden Forløbet af den næste halve Maaned, efter at han tog bort, have skaffet sig lovlig Tjeneste, og bliver Stævning at foretage der i de Sager, han senere paadrager sig under sit Ophold der, og ansees han med Hensyn til de Sager at have sin Thingstavn der.

Dersom en gift Tjenestekarl tager bort af Tjenesten paa Grund af Drabssager [der henstaae uafgjorte mellem hans Æt og en anden af Gaardens Folk] og hans Kone tager bort med, da straffes hun ikke, fordi hun forlader Tjenesten, og kan han gjøre Krav paa Godtgjørelse for hendes Afsavn af Vinterophold paa Gaarden; ligeledes dersom Konen tager bort paa Grund af uafgjorte Drabssager, og hendes Mand følger hende, kan der gjøres Krav paa Godtgørelse for Vinterophold for ham.

Dersom Husbonden [naar en Tjenestekarl har fornærmet en anden Tjenestekarl] lader den Fornærmede tage bort, kan denne gjøre Krav paa Godtgjørelse for Vinterophold og skal ikke give Erstatning for, at de Arbeider han skulde forrette, ikke blive fuldførte. Dersom en Tjenestekarl tilføier sin Husbond en Fornærmelse, som straffes med fuld personlig Bod, skal Tjenestekarlen forlade Tjenesten uden at faa nogen Godtgjørelse for Afsavnet af Vinterophold, og kan Bonden derhos anlægge Sag imod ham. Dersom en Tjenestekarl taler saadanne Ord til Husbonden, som straffes med halv personlig Bod, skal han forlade Tjenesten; gjør han det ikke, regnes Fornærmelsen som om den egnede sig til fuld personlig Bod, og straffes han derfor med Landsforvisning. Dette er det eneste Tilfælde, hvor der for Fornærmelser, der [kun] egne sig til halv personlig Bod, kan anlægges Sag (31). Endvidere er det bestemt med Hensyn til de Ord eller Gjerninger, hvorved Tjenestekarlen fornærmer sin Husbonde eller Madmoder og hvorfor der skal betales fuld personlig Bod, at dersom han ikke tager bort, fordobbles den personlige Bod. Dersom en Bonde jager sin Tjenestekarl bort af Tjenesten uden lovlig Grund, straffes han derfor med tre Marks Bøder, og kan Tjenestekarlen af Bonden fordre Godtgjørelse for Afsavnet af Ophold, hvis han har begjært det under Vidners Tilkaldelse, og denne da har nægtet ham det.

Dersom der mellem Folk, der ere paa samme Gaard, opstaae Drabssager af den Beskaffenhed, at en af Folkene som Slægtning til den Dræbte kan nedlægge Forbud imod at være sammen med en anden af Folkene som Drabsmandens Frænde, skal Drabsmandens Frænde tage bort fra Gaarden og nyde Godtgjørelse for Afsavn af Vinterophold, efter som Nabobønder vurdere det til. Sager, hvori saadant Forbud kan nedlægges, ere de hvor i det mindste en Øre skal betales [eller oppebæres] i Frændebøder for Drab, efter Reglerne om disse Bøders Beregning, nemlig naar man er beslægtet med Drabsmanden eller den Dræbte i 5te Led eller nærmere.

  1. August-September
  2. ɔ: Den nærmeste eventuelle Arving
  3. ɔ: Søgsmaal til egentlig Straf, hvilket personlig Bod ei ansaaes for.


81. (Om Thinglag)

Den Mand, som begynder en Landhusholdning om Foraaret, skal indmelde sig i et Thinglag, hvilket han vil. Det er Landhusholdning, naar En holder malkende Kreaturer; dog skal han, ihvorvel han ikke holder malkende Kreaturer, vælge sig et Thinglag, hvis han er Jordeier. Hvis han hverken er Jordeier og heller ingen malkende Kreaturer har, saa bliver han i samme Thinglag, som den Bonde, han har taget Ophold hos. Har han sit Ophold i en Fiskerbod, bliver han i det Thinglag, hvortil den Mand hører, som eier den Grund, han boer paa. Man skal erklære, i hvad Thinglag man vil være, enten paa Althinget eller, om man foretrækker det, paa Vaarthinget, for den Gode, man vil. Man kan bemyndige en anden til paa Althinget eller Vaarthinget at indmelde sig i Thinglag. Hvis han lader sig indmelde paa Althinget, bør han orn Foraaret iforveien have underrettet Goden om, at han vil være i hans Thinglag. Har han ikke erklæret i hvad Thinglag han vil være, og han bliver spurgt om i hvad Thinglag han er, skal han navngive den Gode, i hvis Thinglag han vil være, og til dette kommer han da til at høre, hvis Goden ikke har noget derimod. Hvis en paa Vaarthinget ikke har erklæret, i hvad Thinglag han vil være, skal han have gjort det paa Althinget, forinden Dommerforretningerne tage deres Begyndelse. Enhver kan vælge sig Thinglag hos den Gode, han selv vil; de skulle begge, baade han og Goden, tilkalde Vidner »til Vidnesbyrd om, at han erklærer sig at høre til det Thinglag med sine Tyende og Gaard og Creaturer, og den anden modtager ham«. Dersom en anden end den, som Godebestillingen tilhører, betjener samme, og Goden har lovet at modtage ham i sit Thinglag, men den, der betjener Godebestillingen, ikke vil modtage ham, skal han dog erklære sig at høre til det Thinglag og fremdeles ansees som saadan. Dersom nogen melder en anden ind i Thinglag hos en anden Gode, end denne havde givet ham Fuldmagt til, saa kommer han til at høre til det Thinglag i hvilket han er bleven indmeldt, dersom han vil. Men vil han ikke være i det Thinglag, skal han, saafremt han faaer Kundskab derom, erklære for sine Nabobønder, at han vil være i det Thinglag, i hvilket han havde bedet om at blive indmeldt. Den, som indmeldte ham i et andet Thinglag end det, han havde bestemt, straffes med 3 Marks Bøder til hver af de tre, begge Goderne og den, som han havde indmeldt i Thinglag. Den Gode, i hvis Thinglag den paagjældende blev indmeldt, straffes ikke, fordi han vedgaaer ham som tilhørende samme, og heller ikke den anden, fordi han ikke vedgaaer ham. Dersom en Gode boer hos en Mand af sit Gode-District, ansees han at høre til sit eget Thinglag. Boer Goden hos en Mand af en anden Godes District, skal han om Foraaret paa Vaarthinget, paa det Sted, hvor offentlige Anliggender forhandles, saaledes at største Delen af de forsamlede Thingmænd kan høre det, erklære, at han fører Landhusholdning i Fællig med hin Mand, ihvorvel han ikke bærer de offentlige Forpligtelser, og ansees han da at høre til sit eget Thinglag. Dersom han ikke fører Landhusholdningen i Fællig mod Bonden, ansees han at høre til det Thinglag, hvor han opholder sig. Dersom en Gode har sit Ophold hos en Bonde, som ikke er hans Thingmand, bliver han derfor straffet med 3 Marks Bøder og mister sit Godord, hvis han betjener det selv, og kan hver som vil, anlægge Sagen. Dersom nogen begynder en Landhusholdning efter at Althinget er afholdt, kan han erklære i hvad Thinglag han vil være, paa Høstmødet efterat dette er indviet. Dersom en Tjenestekarl kjøber sig et Landhusholdningsbo, kommer han til at høre til det Thinglag, hvorunder Gaarden hørte før, ligesom det ogsaa ansees for hans Hjem med Hensyn til de Sager, hvis Anledning derefter opstaaer. Dersom to Mand komme overens om at føre Landhusholdning i Fællig, vedbliver enhver af dem at høre til det samme Thinglag som før, med mindre de begge ønske at være i samme Thinglag, og skal i saa Fald den ene af Landhusholdningerne udmeldes af Thinglaget. Forlader man en mindre Landhusholdning og flytter ind i en større, skal han lade opsige det Thinglag, hvortil han indtil da havde hørt, og lade sig optage i det Thinglag, hvortil hans Bofælle hører; det skal gjøres inden Dommerforretningerne afholdes. Driver nogen to Landhusholdninger i samme Landsfjerding, skal han opfylde sine offentlige Forpligtelser for det størres Vedkommende; og ere de begge lige store, skal han paa Vaarthinget erklære, for hvilket af dem han vil opfylde dem. Undlader han at give nogen Erklæring herom, skal han opfylde Forpligtelserne for begge Landhusholdninger. Dersom to Mænd af forskjellige Landsfjerdinger lægge deres Landhusholdninger i Fællig, skal de for deres Nabobønder erklære, hvilke Tjenestekarle hver af dem har. Hvis de undlade denne Erklæring, ansees de for deres Tjenestekarle, som hver for sig har ved Haandslag fæstet. Have de ei ved Haandslag fæstet Tjenestekarlene, kunne deres Tyende sagsøges i hvilketsomhelst af de Thinglag, Bønderne ere bosatte i. Dersom Nogen har Landhusholdning der hører til tvende Landsfjerdinger, skal Landhusholdningen meldes i Thinglag i hver af Fjerdingerne, og Tyendets lovlige Hjem skal være i det af Thinglagene, hvor de ere antagne i Tjeneste. Hvis Folkene skifteviis tjene ved forskjellige Landhusholdninger, skal Bonden om Foraaret have erklæret, hvilke Tyende have deres Hjem ved hver af Gaardene. Hvis dette bliver undladt, er man berettiget til at indstævne dem i hvilketsomhelst Thinglag man vil, og det saavel Bonden selv som hans Tyende. Dersom en Bonde gifter sig med en Qvinde, som er i Besiddelse af en Landhusholdning, kan han ved Brylluppet erklære, enten at han vil have Thinglag og Hjem, hvor hun har sin Landhusholdning, eller at hun skal have Thinglag og Hjem paa hans Gaard, og ligesaa de Mænd, for hvis Ord og Gjerninger Ægtefællerne skulle staae til Ansvar. Undlader han at træffe noget saadant Valg ansees hver af dem at høre til det Thinglag, hvortil de før hørte. Dersom en Tjenestekarl gifter sig med en Qvinde, der er i Besiddelse af en Landhusholdning, kan han erklære, at han vil have Hjem og Thinglag, hvor hendes Gaard er. Dersom en Tjenestekarl gifter sig med en Tjenestepige, ansees hver af dem at tilhøre det samme Thinglag som før; imidlertid kan han ved Brylluppet erklære, at hendes Thinglag skal være, hvor han hidtil har været. Gifter en Bonde sig med en Qvinde, som ikke driver Landhusholdning, gaaer hun over til det Thinglag, hvortil hans Gaard hører. Dersom en Bonde ved Døden afgaaer, er hans Enke berettiget til, hvis hun vil, inden 14 Nætter efter Dødsfaldet, i Nærværelse af 5 Nabobønder at erklære, at hun med dem, for hvis Ord og Gjerning hun skal staae til Ansvar, vil være i samme Thinglag som hendes Lavværge. Dersom en gift Mand skilles fra sin Kone, gaaer hun ifølge Loven over til det Thinglag, hvor hendes Lavværge er. Ere disse flere, har hun Valget, med hvem af dem hun vil være i Thinglag.


82. (Om Betlere)

Dersom En flakker omkring inden Landsfjerdingen i en halv Maaned eller en længere Tid, straffes han med Bøder; ligesaa, hvis han flakker om i en heel Maaned uden for sin Landsfjerding uden noget Ærende, blot for at spare sin Kost hjemme eller unddrage sig Arbeide. Hvis nogen flakker omkring og modtager Almisse i en halv Maaned eller længere, eller tager Natteherberge hos Folk hvor han kan, da er han en Betler. Dersom nogen, som er fuldkommen sund og saa rask, at han, hvis han gad arbeide, efter som han duede til, vilde kunne faae Aarstjeneste, giver sig til at vanke om, som Betler, straffes han som Skovmand; og er man berettiget til at foretage Stævning paa det Sted, hvor man veed, at han overnattede sidst, og tilkalde paa Thinge 9 Bønder, der boe nærmest Stævningsstedet. Dersom nogen vil vælge sig et andet Thinglag, skal han dog blive paa samme Sted 3 Hovedthing over, Vaarthing, Althing og Høstmøde.


83. (Om Opsigelse af Thinglag)

Dersom nogen vil opsige sit Thinglag, skal han gjøre det paa Vaarthinget, hvis han gaaer over til en Godes District, der har Vaarthing sammen med den Gode, hos hvem han før har været, eller til en Gode, som [uden at høre til samme Vaarthingsdistrict], holder Vaarthing paa samme Thingsted, som hin Gode. Han kan gyldigen opsige sit Thinglag paa Althinget, efter at Domstolene ere hævede, paa Lovbjerget, i Godens Paahør. Hvis Goden ikke hører det, skal han melde ham det; ogsaa kan han gyldigen i Godens Nærværelse opsige Thinglaget i tilkaldte Vidners Paahør, men samme Dag skal han erklære sig i Thinglag hos en anden Gode. Dersom nogen uden dertil given Fuldmagt opsiger andres Thinglag, skal det ansees gyldigt, hvis Vedkommende selv ville det; ville de ikke, skulle de for 5 af deres Nabobønder erklære, at de ville være i samme Thinglag som før; men hin straffes med 3 Marks Bøder til hver af dem. Dersom nogen flytter sin Landhusholdning fra en Landsfjerding til en anden, ansees han ifølge Loven som udtraadt af Thinglaget, undtagen i Hrutafjorden (32), naar han nemlig blot flytter tværs over Fjorden; thi i det Tilfælde kan han vedblive at være i det samme Thinglag. Kun i det Tilfælde er man berettiget til at høre til et Thinglag i en anden Landsfjerding end den, hvor man er bosat, hvis Goden paa Lovbjerget har erholdt Tilladelse til at tage en Thingmand af en anden Landsfjerding. Dersom en Gode vil opsige sin Thingmand Thingstavnen i sit Thinglag, skal han sige ham det 14 Nætter eller længere Tid forinden Vaarthinget; ogsaa er det ret, at han siger ham det paa Vaarthinget.

  1. der dannede Grændsen mellem Vester- og Nord-Fjerdingen.


84. Om Goden reiser bort af Landet

Dersom en Gode vil reise bort af Landet, skal han paa Vaarthinget forkynde, hvem der skal forestaae hans Godebestilling. Dersom han reiser ud af Fjerdingen i den næste Maaned efter Paaske, skal han forinden paa et Repsmøde kundgjøre hvem der imidlertid skal forestaae hans Godebestilling. Dersom der ere 2, der eie en Godebestilling i Fællesskab, skal den samme beklæde Godeværdigheden 3 Thing over, Vaarthing, Althing og Høstmøde; de skulle skifte om paa Høstmødet, efterat det er sluttet; da ansees et Høstmøde sluttet, naar Forkyndelserne ere forbi. Man kan ogsaa overdrage et Godord paa Thinge, efter at Domstolene ere hævede. Vil den, som beklæder Godeværdigheden ikke overdrage samme [til Medeieren], skal Medeieren stævne ham til at opfylde denne sin Pligt og i Stævningen gjøre Paastand paa, at han mister sin Andeel i Godordet og betaler 3 Marks Bøder. Men siden skulle de lade det gaae til Domstolene. Kun en Mand af sit eget Godedistrict kan man overdrage Godebestillingen, men ikke nogen af et andet. Dersom Goden har sit Opholdssted hos en Mand af et andet Godedistrict, skal han ikke overtage Godebestillingen, førend han er flyttet derfra. Naar ingen af de to Goder vil overtage Godebestillingen, skal den, som beklæder Godeværdigheden, tilbyde den anden at overtage samme. Hvis han da ikke overtager det, mister han sin Andeel i Godordet og paadrager sig 3 Marks Bøder, men modtager han det, skal han da bestyre det 3 Thing over.

Naar en Gode bliver dømt til Bøder og til Fortabelse af Godebestillingen, tilfalder samme altid Thingmændene i Godedistrictet; de skulle kaste Lod om hvem af dem der skal forestaae den. Dersom nogen har kjøbt et Godord, eller det er blevet givet ham, skal det gaae i Arv. Bliver en Gode erklæret fredløs eller landsforvist, tilfalder Godordet Thingmændene i Godedistrictet, men det skal vurderes ved Namsretten. Dersom en Gode bliver syg, skal han overdrage Godordet til en anden. Døer han og efterlader sig en 12 Aar gammel Søn, kan denne [uagtet sin Ungdom] overtage Godebestillingen, hvis Lovretten tillader det. Er det en Qvinde, som arver, skal hun overdrage Godordet til en af Thingmændene i Godedistrictet. Døer Goden inden sidste Vintermaaned (33), skulle Thingmændene afholde et Møde og kaste Lod om, hvem der skal overtage Godordet, skjære Budstikker i Form af Kors og sende dem omkring til alle Kanter. Indtræffer Godens Død efter sidste Vintermaaned, skulle Thingmændene i Godedistrictet møde paa Vaarthinget en Nat forud for andre og kaste Lod om, hvem der skal overtage Godordet. Døer Goden en kort Tid før Althinget eller paa Reisen til samme, skal den paa Thinget tilstedeværende nærmeste Slægtning forestaae Godordet. Er der ingen saadan Slægtning tilstede, skulle de Goder, som høre til samme Vaarthingsdistrict bestemme, hvem der skal forestaae Godebestillingen; og skal Bestemmelsen derom træffes, forinden Domstolene dannes.

Ere der Sager beredte til Anlæggelse paa Vaarthinget og Goden ikke er tilstede der ved sammes Aabning, straffes han med Landsforvisning; det samme gjælder, dersom Sager reise sig der, [og Goden ikke betimelig er tilstede].

  1. Marts-April.


85. Hvorom Kvidmænd ere pligtige at afgive Udsagn

Ei ere Nabobønder pligtige til at afgive Kvidudsagn om hvilketsomhelst det skal være; de skulle ikke afgive Udsagn om noget Anliggende, der er foregaaet udenlands eller østenfor Midten af Havet, skjøndt Sagen bliver anlagt her. Nabobønder skulle heller ikke afgive Kvidudsagn om, hvad der er gjældende Lov hertillands. Dersom Nabobønder kaldes til Udsagn angaaende nysnævnte Gjenstande, hvorom de ikke have at afgive Udsagn, skulle de begive dem hen til Domstolen, og tilkalde Vidner »til Vidnesbyrd om, at de desaarsag ikke afgive Kvidudsagn, at de kaldes dertil angaaende et Anliggende, hvorom det ikke tilkommer dem at give Udsagn«; paa samme Maade skal der forholdes, hvis der er tilkaldt 9 Nabobønder, hvor der kun skulde være 5, eller ogsaa, hvis der ere 5 Nabobønder, hvor der skulde være 9, eller hvis det tilkommer en Tolvmands Kvid at afgive Udsagn angaaende en Sag, i hvilken Nabobønder ere tilkaldte; da skulle Kvidmændene gaae til Domstolen og tilkalde Vidner »til Vidnesbyrd om, at de af den Grund ikke ville afgive Kvidudsagn, at der ere tilkaldte 9, hvor kun 5 skulde afgive Udsagn, eller kun 5, hvor der skulde være 9, eller at de ere kaldte til at afgive Udsagn om et Anliggende som Tolvmandskvid skulde give Udsagn om.« Dersom en Gode opfordres til at danne Tylfterkvid angaaende et Anliggende, han ikke har at afgive Udsagn om, skal han gaae til Domstolen og tilkalde Vidner »til Vidnesbyrd om, at der affordres ham Godekvid i en Sag, som skulde afgjøres ved Nabokvid eller Vidnesbyrd«. Altid naar saa stor Feiltagelse finder Sted med Hensyn til Bevismidlerne, er der ingen Straf for at tilbageholde Kvidudsagn, ligesom Sagen ogsaa er tabt, hvad enten det er paa Sagsøgerens eller Indstævntes Side, at Feilen er begaaet.