Thor fisker efter Midgaardsormen (Nordisk Mytologi efter Kilderne)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Kr. Arentzen og St. Thorsteinsson
1891
Efter at Thor var kommen tilbage fra Udgaardsloke, blev han ikke længe hjemme. Han havde fast besluttet at prøve, om han ikke kunde faa fat paa Midgaardsormen. Han gjorde sig saa skyndsomt færdig til Rejsen, at han hverken tog Kærre, Bukke eller Følge med sig. I Skikkelse af en ung Dreng vandrede han ud af Midgaard. En Aften kom han til en Jætte ved Navn Ymer hos hvem han overnattede. I Dagningen stod Ymer op, klædte sig paa og gjorde sig rede til at ro ud paa Søen og fiske. Thor stod ogsaa op, blev snart færdig og bad om at maatte ro ud med. Jætten svarede, at han kun vilde være ham til ringe Hjælp, saa lille og ung som han var, »og du vil fryse« - vedblev han - »naar jeg ligger saa længe og langt ude, som jeg plejer.« Thor sagde, at for den Sags Skyld kunde Ymer gerne ro fra Land; det var ikke vist, om han först vilde bede om, at de skulde ro hjem. Og han blev saa vred paa Jætten, at der kun manglede lidt i, at han havde ladet ham føle sin Hammer; men han lod det dog være, da han tænkte paa at prøve sin Styrke andensteds. Han spurgte Ymer, hvilken Madding de skulde bruge. Jætten svarede, at han selv maatte skaffe sig Madding. Da gik Thor hen til en Flok Okser, som tilhørte Ymer, tog den störste Okse, som hed Himmelbryder, sled Hovedet af den og gik med det ned til Søen. Imidlertid havde Jætten skudt Baaden ud. Thor steg nu om Bord, satte sig i Bagstavnen, tog to Aarer og roede, saa Ymer syntes, at hans Roning bragte dem godt fremad. Jætten roede i Forstavnen, og de skøde en rask Fart. Efter nogen Tids Forløb sagde Ymer, at de nu vare komne paa det Sted, hvor han plejede at ligge og fiske. Thor sagde, at han vilde ro meget længere ud. De roede saa fremdeles rask til. Da sagde Jætten, at de nu vare komne saa langt ud, at der var Fare ved at ligge der for Midgaardsormen. Men Thor sagde, at han vilde ro et Stykke til. Og han gjorde saa, skönt Ymer ikke var glad derved. Endelig lagde Thor Aarerne, tog en meget stærk Line og en ikke mindre eller svagere Krog, satte Oxehovedet som Madding paa den og kastede det fra Borde, saa det sank til Bunds. Midgaardsormen lokkedes af Oksehovedet, gabede over det, og Krogen fæstede sig i dens Gane. Da den mærkede det, gjorde den et saa kraftigt Ryk, at begge Thors Næver tornede mod Rælingen. Da blev Guden vred, iførte sig Asastyrken og stemmede Fødderne saa stærkt mod Baaden, at de gik igennem den og stode paa Havets Bund. Saaledes trak han Ormen op til Rælingen. Thors Öjne luede imod Midgaardsormen, og denne stirrede neden fra op mod ham og udspyede Edder. Jætten skiftede Farve og blegnede, forfærdet, da han saa Ormen, og Søen strömmede ind i og ud af Baaden. I det Öjeblik da Thor greb Hammeren og svang den, for han til og skar Linen over. Ormen sank saa i Havet, og Thor slyngede forgæves Hammeren efter den. Thor løftede nu Næven og hug Ymer paa Øret, saa han styrtede over Bord med Benene i Vejret, hvorpaa Guden vadede i Land.
