Tidligere Kjendskab til Angmagsalik-Egnen (Holm)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 26. jan. 2025 kl. 08:02 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Gustav Frederik Holm
(1849-1940)
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Konebaads-Expeditionen til Grønlands Østkyst 1883—85
Gustav Holm


II. Tidligere Kjendskab
til Angmagsalik-Egnen



Jeg skal her nævne de tidligere Efterretninger, vi have om denne Kyststrækning.

I Aaret 1652 foretog David Danell sin første Rejse til Østkysten af Grønland for at gjenopdage den tidligere frodige Koloni: Østerbygden[1]. I 1664, efter Danells Død, indsendte Chr. Lund til Kong Frederik den tredje Indberetning om denne Rejse. I denne Indberetning omtales et Forbjærg, som Danell opdagede paa 65½° n. B., og som han kaldte Kap Frederik III, samt to Øer, som kaldtes Hvidsadlen og Masteløs Skib, og endelig fem Øer, der laa 4 á 5 Mil fra Kysten. Alt omtrentlig paa samme Brede. Graah har aflagt disse Opdagelser paa sit Kaart over Grønland, men, som det forekommer mig, paa urette Steder. Museums-Assistent Steenstrup har henledet min Opmærksomhed paa et Grønlands Kaart fra 1652, som findes i den store Kartograf Johannes Meyers Kaartsamling (se Kaart II), samt paa Toninger fra Grønlands Østkyst, som findes i Biskop Thorlacius' Samling fra 1668—69.

Det synes aldeles utvivlsomt, at Danell selv eller en Deltager i Expeditionen paa Kaartet fra 1652 har aflagt Routen og Isgrændsen langs hele Kysten. Herpaa tyder den overordentlig karakteristiske Maade, hvorpaa Isen er tegnet og beskrevet.

Efter dette Kaart skulde Kap Frederik III ligge ved Kystens Drejning som et Forbjærg, saa at der herefter kun kunde være Tale om Fjældet Kalerajuck, nemlig det Fjæld, som det forekommer mig, at man maa betegne med Kap Dan. Jeg skal senere komme tilbage til at omtale dette.

Øerne, som skulde ligge 4 á 5 Mil fra Land, findes ikke tegnede paa dette Kaart, og da de i Virkeligheden ikke findes paa denne Kyststrækning, saa maa her være en Fejltagelse til Stede.

Med Hensyn til Øen Hvidsadlen, saa var jeg strax paa det Rene med, at det ikke kunde være den Ø, som Graah havde betegnet med dette Navn. Derimod var der paa Fastlandet vest for et Fjæld, der kun med Toppen, som havde Saddelform og var sneklædt, ragede op over Isen. Paa Kaartet fra 1652 gaar Danells Route vester paa efter at have passeret Kap Frederik III. Paa det vestligste Punkt, hvortil han kom, staar skrevet Hvidsadel, uden at der er tegnet nogen Ø.

Mellem Toningerne fra Thorlacius' Samling er der saa vel fundet Toninger af "Hvidsadlen" som af "Masteløs Skib". Toningen af Hvidsadlen ligner det oven omtalte Fjæld; Pejlingen, der staar under Toningen, stemmer ligeledes med det omtalte Fjæld fra den Pladsangivelse, der findes paa Kaartet fra 1652, men Afstanden er rigtignok meget forkert. Det er dog maaske slet ikke Umagen værd at søge at faa Danells Hvidsaddel til at stemme med Virkeligheden, thi under den Række Toninger, blandt hvilke den findes, har Thorlacius skrevet:

"Disse Lander ligger omtrent paa 64° 50', endog David Danell er ikke vis paa, om det skal være Land eller Is."

Hundrede Aar senere høre vi atter om denne Egn af Grønlands Østkyst, og denne Gang er det om Beboerne.


Den herrnhutiske Missions Historieskriver om Grønland, David Cranz, skriver, at Missionærerne i 1752 ved Neu-Herrenhut, tæt ved Godthaab, traf sammen med nogle Grønlændere fra Østkysten, der vare komne dertil for at besøge nogle Slægtninge. En af disse Mænd, der boede paa den sydligste Del af Østkysten, fortalte Missionærerne, at han den sidste Vinter havde boet sammen med to Mænd, hvis Hjemstavn var langt nord paa, og som havde foretaget en treaarig Rejse i Konebaad langs Kysten. Den første Vinter overvintrede de under Vejs; det andet Aar rejste de saa langt, som de kunde komme for Isen, og det tredje Aar vendte de tilbage igjen. De vare komne til en saa høj Brede, at Solen om Sommeren ved Midnat endnu beskinnede Fjældenes Toppe (altsaa til omtrent 66° n. Br.). Undertiden maatte de sætte Telt og Baad paa Slæde og lade den trække over Isen af Hunde. De fulgte altid langs med Land, fordi Isen dér var mindre tæt end længere ude. De fortalte, at Folkene paa Østkysten vare større end dem paa Vestkysten, samt at de havde sort Haar og stort Skjæg. Sproget lignede meget deres, kun havde de en mere syngende Udtale. Beboernes Antal var stort, og de vare venskabelige i Omgang. Dyrene, som de ernærede sig ved, vare forhaanden i store Mængder. Disse vare Sælhunde, i Særdeleshed Spraglede og Klapmydser, samt Hvaler, Bjørne, Ræve o. s. v.; derimod havde de ikke set Rensdyr og Harer. De rejsende havde set en smuk Fjord, men de turde ikke rejse ind i den af Frygt for Menneskeæderne, som skulde bebo denne Egn, og for hvilke alle andre Grønlændere fra gammel Tid vare bange. Efter de rejsendes Mening havde disse Menneskeædere i Begyndelsen spist Mennesker af Nød, fordi de en Gang en Vinter under en frygtelig Hungersnød ikke havde havt andet at spise, og da Menneskekjød havde smagt dem, havde de vænnet sig til denne unaturlige Føde. End videre fortaltes, at de byggede deres Huse ligesom andre Grønlændere, samt at deres Klæder vare grovt sammenstukne, fordi Jærn og i Særdeleshed Synaale vare saa sjældne. De vare derfor meget glade, naar de fandt Søm i det Træ, som drev ind til dem fra Havet. Skibe havde de aldrig set. Der var ikke saa megen Taage dér som i Davis-Strædet, men der faldt meget dybere Sne.

En anden Østlænding har fortalt, at der langt nord paa, forbi et stort Issvælg, boede en stor Mængde Mennesker. De havde andre Moder end de sydligere boende, nemlig: Tarmskindspelse og Fruentimmerpelse med lange Snipper for og bag. Deres Hunde vare af en anden Slags end de vestgvønlandske. Landet var dækket med Is lige ud til Havet. I Særdeleshed manglede de Jærn, og for at komme i Besiddelse heraf havde de i den sidste halve Snes Aar begyndt at foretage farlige Rejser syd paa for at handle. De føre Ræve- og Sælhundeskind, Kobberemme og Vægstens-Gryder med sig og ere fornøjede, naar de blot kunne tiltuske sig nogle slette Naale og stumpe Knive.

Alt dette og meget mere, som er blevet skrevet for ¼ Aarhundrede siden, passer aldeles træffende paa Angmagsalik og Beboerne deroppe; endog Frygten for Menneskeæderne har været gjennemgaaende ikke alene hos Vestlændingerne, men ogsaa hos de sydlige Østlændinger, lige indtil vi nu have været deroppe ved Angmagsalik.

Man har her hjemme ikke lagt Vægt paa Cranz's Beretninger fra Østkysten, idet man har sagt, at han altfor lettroende har ladet sig disse binde paa Ærmet.


Allerede Peder Olsen Walløe[2] fortæller om Østlændinger fra Angmagsalikegnen i Dagbogen over sin mærkværdige Rejse 1751-53 paa den sydligste Del af Grønlands Østkyst, men han faar ingen Underretning om Beliggenheden, hvorfor man først nu kan se, at det er denne Egn, som han har hørt om. Han skriver blandt andet: "ej heller er der Fiskeri, ikke engang Lodder gives der, uden ved ét eneste Sted Kollosub", — ɔ: Kulugsuk, ved Mundingen af Angmagsalik-Fjorden, — "hvor dog ogsaa Landet er saa isrigt, at Sildefiskerne, i Mangel af blot Land, maa udbrede deres Teltskind oven paa Isen, at behandle og tørre Fiskene paa". Det første er fuldstændig korrekt. Angmagsalik-Fjorden er det eneste Sted paa Østkysten, hvor der er nogen større Angmagsætfangst ɔ: Loddefangst. Det andet — nemlig at udbrede Teltskind til Tørring af Fisk — kan være rimeligt nok, idet Angmagsætfangsten foregaar i Slutningen af Maj og Begyndelsen af Juni, til hvilken Tid største Delen af Landskabet ved Angmagsætpladsen endnu er bedækket med Sne. Det benyttedes dog ikke i Aar, da der var tilstrækkelig Plads paa de højere, blottede Klippepartier. Af beboede Steder paa Østkysten nævner Walløe Auarkome (auarkat), Omeveme (Umivik) og Sermelik. Den Østlænding, Walløe talte med, som havde været længst op ad Kysten, sagde, at han havde boet ved Sermilik. Fra dette Sted, sagde han, havde man, førend Isen paa Landet tiltog overmaade meget, "kunnet fare ad et Rivier, som da gik tværs igjenneni Landet". At dette "Sermilik" er den 15 Mil dybe Fjord ved Siden af Angmagsalikfjorden er aldeles tydeligt, ikke alene af den Orden, hvori han nævner Navnene paa beboede Steder, men ogsaa paa Grund af Sagnet om Sundet, idet man endnu fortæller derom, at Sermilikfjordens vestre Arm tidligere var et meget langt Sund. Walløe fortsætter: "Længere did over, end til dette Sted, Sermilik, drister ingen sig at komme, for en Malstrøm, som dér skal være og svælge store Isbjerge og hvad andet, som kommer den nær. Tilforn har været en Vej at praktisere sig dér forbi inden omkring, men nu ikke; thi dér er lige som anden Steds lukket med Is." Her har Fortælleren sikkert sammenblandet to Ting, nemlig Sundet, som siges tidligere at have ført fra Sermilikfjordens østlige Arm til Sermiligakfjordens vestlige Arm, og Fjorden Kangerdlugsuak paa c. 68° n. Br., som ingen Augmagsaliker har turdet rejse over.

Walløe nævner flere Ting, som passe paa Angmagsalikegnen, men det nævnte maa være tilstrækkeligt til at vise, hvilke betydelige Bidrag han allerede har givet til Østkystens Geografi.

De næste Efterretninger, vi faa om denne Kyst, ere 1786-87 ved Løwenørns[3] og Egede & Rothes[4] Expeditioner for at opdage de Gramles Østerbygd.

Den første af disse Søfarende bestemte et højt Fjæld, inde i Landet, som senere er blevet kaldet Ingolfs Fjæld, og de sidste toge mange Toninger af Kysten. Blandt disse findes én af en stor Fjord Saavel Breden af Skibets Plads som Pejlingerne af Fjorden og Landet til begge Sider stemme med, at denne Fjord er: Sermilik, som altsaa maa kaldes Egede og Rothes Fjord.

Den nyere Tids Efterretninger om denne Kyst ere i saa frisk Minde, at jeg her kun skal nævne, at Orlogsskonnerten Ingolf, Kapt. Mourier, i 1879 fra Søen bestemte en Række Fjælde, hvoriblandt Ingolfs Fjæld, samt at Nordenskiøld i 1883 med Damperen Sofia aflagde et Besøg i en ubeboet Bugt Tasiasuk, Konung Oscars Hanm, tæt SV. for vort Vinterkvarter.

Jeg har tidligere omtalt, at det forekom mig, at man ved Cap Dan nærmest maatte forstaa Kalerajuek, og skal her anføre mine Grunde. Jeg har intet Steds kunnet finde, hvem der har givet Navnet: Cap Dan, men da det første Gang fremtræder paa Graahs Kaart, er det sandsynligvis ham. Det er nemlig efter hans Mening det fjærneste Land, han saa, og han har derfor aflagt det paa Kaartet ved Kystens Omdrejning. Af Graahs Toning og Pejling ses. at det er Orsuluiak, som han har kaldt Cap Dan. Det fjærnere Land har han antaget for Øer, som laa betydelig nærmere, hvorved de kom længere fra Fastlandet. Disse kaldte han Danells Øer eller Gunbjørn Skær.

Sofia-Expeditionens Kartograf Kjellstrøm har paa sit Kaart over Kong Oscars Havn[5] placeret Cap Dan i ONO. for Orsuluiak Pynten og i en Afstand af 7 Kvml. Dette stemmer i Retning og Afstand paa det nærmeste med Fjældet Kingigtorsuak tæt vest for vort Vinterkvarter. Jeg ser imidlertid ingen Anledning til at kalde dette Fjæld Cap Dan, da Graah for det første ikke har kunnet se dette Fjæld, og det for det andet ikke ligger ved Kystens Drejning. Det synes mig da meget naturligere at kalde Kalerajuek derfor, thi Graah har sikkert ment at betegne Fjældet ved Kystens Drejning med dette Navn; i alle Tilfælde er det dette, som man senere har forstaaet derved, og Kalerajuek ligger netop dér og ses paa meget lang Afstand saavel vest fra som NO. fra.

Da imidlertid Sofia-Expeditionen placerer Cap Dan paa Sydspidsen af en Ø, der kaldes Kong Kristians Ø, og som ved Mouriers Sund afskæres fra Fastlandet, kommer man i Tvivl, om der virkelig ogsaa er ment Kingigtorsuak ved Cap Dan, thi her findes ingen Ø og selvfølgelig heller intet Sund. Skulde der ikke være ment Kalerajuek? Men i saa Tilfælde er Retningen fra Orsuluiak 3 á 4 Streger forkert og Afstanden dobbelt saa stor som tegnet, hvorved Breden af dette Forbjærg bliver 4½' forkert. Ligesaa urimeligt det er, at Kartografen skulde begaa en saadan Fejl, ligesaa urimeligt er det ogsaa, at Nordenskiöld skulde mene, at Kingigtorsuak var en Ø, som han kaldte "Kong Christians Ø".

Det forekommer mig derfor rimeligst, at Nordenskiöld ved at give Navnene har tænkt paa Kalerajuek, medens Kartografen har aflagt Pynten efter Kingigtorsuak.


Fodnoter

  1. John Erichsen: Udtog af Christian Lunds Indberetning til Kong Friderich den Tredie, angaaende de i Aarene 1652 og 1653 under General-Toldforvalter i Danmark, siden Rentemester, Henrik Møllers Bestyrelse foranstaltede Søtoge til Grønland. Kjøbenhavn 1787.
  2. Ugeskriftet "Samleren" 1787.
  3. Løwenørns: Extrait da la relation d'un voyage pour la découverte de la côte Orientale de Groenland. Paris 1823.
  4. Egede: Rejsebeskrivelse til Øster-Grønlands Opdagelse, foretaget i Aarene 1786 og 1787. Kjøbenhavn 1789.
  5. "Karta öfver Konung Oscars Hamn på Grönlands Ostkust. Uprättad under expeditionen med Sofia 1883 af C. J. O. Kjellström."


Kilde

Geografisk Tidsskrift, Bind 8, 1885, ss. 85-87.