Forskjell mellom versjoner av «Til Adam Oehlenschläger»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Til Adam Oehlenschläger - NFSG)
 
 
Linje 11: Linje 11:
  
  
'''Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]
+
'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]
  
  

Nåværende revisjon fra 10. jun. 2018 kl. 12:41

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Naturlyrik og romantik
N.F.S.Grundtvig4.jpg


Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig


Til Adam Oehlenschläger


1.
Mit Hjerte banker, højt min Aand sig hæver,
Jeg nævned Dig og nævned dig med Sands,
Og hver Gestalt, du trylled frem, hensvæver
For Aandens Øie, klædt i Straaleglands;
Med Korset jeg din Olaf ser fremtræde,
Mig Asalivet vorder lig en Drøm,
Og Smertens Graad blir Andagts Taarestrøm,
Jeg klage vil, og maa en Lovsang kvæde.


2.
I Nidaros jeg for Høialtret knæler,
Og skuer Valborg ved sin Axels Lig,
Min hele Sjel i vaade Øie dvæler,
Og løfter sig mod Krist i Himmerig;
Men aldrig kan jeg Valhals Guder glemme,
Den Rune, som i Skjoldet Urda skar,
Fra spæde Alder mig inddrevet har
I gamle Nord, og der jeg kun har hjemme.


3.
Jeg sad, og stirred i de gamle Skrifter,
Mig fængslede den store Kæmpeaand,
Som byggede i Hedenolds Bedrifter,
Og bandt dem fast med Jernets stærke Baand
Til Valhals Guder, til det Evighøie;
En Trang hel dyb jeg i mit Indre fandt
Til at udfolde Tiderne, som svandt,
For Samtids og den fjerne Fremtids Øie.


4.
Jeg vovede et Greb i stærke Strænge;
Men Aanden flygted fra den dumpe Klang,
Med Sorg forgæves greb jeg tit og længe,
Men aldrig stilledes den indre Trang;
Ustadig mellem Tiderne jeg svæved,
Og ingensteds jeg havde noget Hjem,
For Oldtid kun mig Nutid bragte frem,
Og halvt sit Slør kun Oldtid for mig hæved.


5.
En mægtig Lue tændtes i mit Hjerte,
Og voldsom jeg fra Oldtid mig løsrev,
Men da omspændtes jeg af idel Smerte,
Og Nornen mig paa nøgne Fjeld omdrev;
Da tyede jeg angerfuld tilbage,
Og bange stædtes jeg for Oldtid frem,
Men løftet var det dunkle Slør, et Hjem
Jeg havde nu for alle Livets Dage.


6.
At tolke det, som nu mig lyst er vorden,
Mig bød en Røst som Røsten fra en Gud,
Enddog Du kvad, o store Skjald! om Norden,
Ei maa jeg tie, glemme strænge Bud.
Ei vil jeg mig forvoven med Dig maale,
Det blege Lys i Natten har sit Hjem,
Men aldrig dog i Strid det traadte frem
Om Varme og om Glands med Solens Straale.


7.
Som Trygvason Du est i Norden baaren,
Men vendte aarle Dig, som han, mod Syd,
Og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
Og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd;
Som Olaf, Du igen mod Nord Dig vendte,
Og skued Kraften med din dybe Sands,
Du vakte den, men klædt i Sydens Glands,
Og stundum ei sig selv i sig den kendte.


8.
Thi griber jeg, o Skjald! de stærke Strænge,
Og Mange ræddes for den hule Lyd,
Men Lyde, som fra Nordens Gravhøi trænge,
Ei smelte kan, som Tonerne fra Syd,
Og vovede jeg Strængen at nedstemme,
Og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
Betydningsløs da blev mit Liv, min Sang,
Thi ikkun dybt i Norden jeg har hjemme.


9.
Der stod en Gran paa Norrigs høie Fjelde,
Den eied tusindaarigt Hjem i Nord
Ei huggedes den om ved Sydens Vælde,
Men undergravet var dens Rod i Jord.
Som Ygdrasills de andre prude Grene,
Den raadned under fule Ormes Tand.
Hvorfor? – Ei nogen Dødeligs Forstand
Udgrunder, hvad kun Norner veed allene.


10.
Hentørret, løs, og hartad hel udhulet,
Stod Granen der, da kom en Vind fra Syd,
Den faldt, men dog den ei var hel forfulet,
Det gjalded trindt, som mange Tordners Lyd;
Thi stort var Faldet, Jorden maatte revne,
Da tunge Rod sig op fra Dybet tvang,
Den friske Gren, før den isønder sprang,
Mod haarde Fjeld og stred med fulde Evne.


11.
Det stærke Bulder vil jeg her genføde,
Som det paa Danmarks Sletter lød engang,
Til det i fjerne, sagte Drøn hendøde,
Og dæmpedes af Sydens Takkesang.
Ei veed jeg, om mig Nornen dette under,
Og Faa i Norden eie Dommerkald;
Thi vender jeg mig til dets største Skjald,
Til Dig som kvad om Hakon og Vaulunder.


Grundtvig.