Til Læseren 1 (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Til Læserne

Det Bifald, hvormed det ærede Publicum behagede at modtage mine danske Sange af det ældste Tidsrum, og den Længsel, flere end een Elsker af vor Litteratur ved den Leilighed yttrede efter en fuldstændig Udgave af vore gamle Skalldes Digter, som Tiden endnu har sparet; har bevæget mig til at anvende noget af min Tid paa en nøiagtig Oversettelse af Sæmunds Edda, hvorudi de ældste endnu tilværende nordiske Digter findes. Jeg er paa en for mig meget smigrende Maade opmuntret til dette Arbeide, og meget fornøiet vilde jeg være, om det nogenlunde kunde svare til Publikums Haab.

Visseligen har en Oversættelse af Sæmunds Edda sine store Vanskeligheder. Sproget, allerede mørkt af Alder, bliver mange Steder endnu gjort mørkere ved det poetiske Udtryk, hvorudi Skalldenes særdeles Lyst til allegoriske Allusioner og Ord-Omflytninger bestandig hersker; Hielpemidlerne til dette Arbeide ere meget faa, og i disse faa er der endda meget liden Overeenstemmelse, ei at tale om hvor vanskelige de ere at bekomme, og hvor megen Flid, hvor megen Anstrængelse det koster at finde ud af dette Mørke, som Forfatterne saa kunstigen have vidst at udbrede over disse Religions-Hemmeligheder. Kort sagt, det eddiske Studium kræver et Menneskes hele Liv, og naar man er bleven allerfuldkomnest deri, tør man endda ei indeståe for sine Forklaringers Rigtighed.

Igiennem hele Værket har jeg altformeget følet disse Vanskeligheder og min egen Svaghed, men ingensteds mere end i Odins Ravnebesværgelse, det skiønneste, blomsterrigeste, ildfuldeste Stykke i dette Hefte, og en Ossian fuldkommen værdigt, men derhos saa mørkt og indviklet, at jeg næsten er overbevist om, at det bestaaer af lutter usammenhængende Stæder, som en Elsker af Digtekunsten har excerperet af et større Digt, som nu ikke mere er til. I det ringeste tales deri slet intet om det, som efter Titelen skulde udgiøre dets Hoved-Indhold, men det bestaaer nu næsten af slet ikke mere, end en meget poetisk Beskrivelse over Natten og Morgenen, hvori dog findes nogle Steder, som med ingen Kunst kunne forenes med det foregaaende og efterfølgende, hvorved min mening endnu mere stadfæstes, at hele Digtet bestaaer af lutter Fragmenter, ligesom de vi endnu have af Petronii Satyricon.

Da jeg først tilkiendegav det ærede Publikum mit Forsæt, at ville, da ingen beqvemmere, som jeg gierne havde ønsket, vilde befatte sig dermed, give en Oversettelse af Sæmunds Edda, var det mig aldeles ubekiendt, at Commissionen over det Arne-Magnæiske Legat udgav den i sit Original-Sprog, tilligemed en latinsk Oversettelse. Hvorvel dette for det første allene strækker sig til den mythologiske Deel, giør det mig dog meget ondt, at jeg ei til min Oversettelse har kunnet bruge denne med stor critisk Kundskab og mange Hielpemidler udarbeidede Udgave; men lover herved mine Læsere i næste Hefte at meddele de Forbedringer, som den kan give Anledning til, samt de, som jeg andensteds fra kan bekomme, thi en Oversettelse af Edda kan aldrig ved det første Forsøg blive fuldkommen.

Jeg skylder Publikum en Efterretning om de Hielpemidler, jeg har havt og benyttet mig af. Disse ere:

1) En god Papirkodex af endeel eddiske Digte, skrevet i Folio i forrige Aarhundrede med en god Haand, og sammenlignet med i det ringeste to andre Afskrivter. Af denne har jeg fornemmeligen havt Nytte i Voluspa og Havamal.

2) En Afskrift af den kongelige Pergamentskodex, den eneste som endnu er til. Denne Copie, som forhen har tilhørt Hr. Conferentzraad Møllmann, er meget nøiagtig, meget vel skrevet, og ganske fuldstændig. Hafnagalldur Odins staaer heri allersidst. Denne kodex har hele Værket igiennem giort mig megen Tieneste, og mange Steder givet mig Anviisning til en rigtigere Læsemaade, end den som findes i de andre Exemplarer.

3) En nyere i Island skrevet Edda i Octav, i sig selv af ringe Betydenhed, dog hist og her brugt til en anden Læsemaades Stadfæstelse.

4) En i Sverrig skrevet Kodex i Qvart, tilhørende Hr. Kammerherre Suhm, som har havt den Godhed at laane mig den. I denne findes ved de første Digte en latinsk Oversettelse, som vel er temmelig tvungen, og undertiden urigtig, men derhos har den Fortieneste, at adskillige poetiske Talemaader i den ere meget vel forklarede. Denne Kodex, saavelsom Oversettelsen, har jeg hele dette Hefte igiennem betient mig af.

5) Johannis Olavii enarratio odarum qvarundam Eddæ Sæmundianæ er mig ligeledes laant af Hr. Kammerherre Suhm. Dette Skrift vidner om en stor Flid, og en ypperlig Indsigt i det gamle nordiske Sprog, men indeholder ikke uden Solarliod, Voluspa og Havamal. Med al Ærbødighed for Hr. Forfatterens bekiendte Indsigter, maae jeg dog tilstaae, at jeg ei allesteder har kunnet see Grundene til hans Forklaringer, som undertiden, især i Havamal, ere meget tvungne, ja endog uforstaaelige. I Voluspa har han været lykkeligere, og i dette Digt har jeg fulgt adskillige af hans Formodninger, som i mine Tanker ere saa lykkelige, som mueligt. Om hans Kommentar over disse Oder, skal jeg siden tale.

6) Resenii trykte Voluspa og Havamal er alt for bekiendt til at tale om, og den Nytte jeg har havt deraf, er saare liden. Urigtighed og Utydelighed ere Feil, som man med Rette kan bebreide denne ellers flittige og velfortiente Lærde. I Barrtholini Antiqvitates findes nogle steder Edda, med hans Oversettelse, hvilken jeg for det meste har fulgt, hvor andre Aarsager ei forbøde mig det. Mallets Oversettelse har jeg vel læst, men ikke brugt, da den Ord til andet er efter Resenius. Hr. Peder Syvs Anmærkninger over Edda veed jeg vel at skulle være til, men har aldrig været saa lykkelig at faae dem at see, lige saalidet som jeg veed hvor dette Verk af een af vore største Lærde nu er begravet. I mine danske Sange har jeg allerede indrykket en Oversettelse af Rune-Capitlet, men her har jeg ganske omarbeidet den, og jeg troer det har vundet derved, i det mindste i Overensstemmelse med Originalen. Den tydske Oversettelse i Volckslieder er efter Resenii Udgave, og derefter at dømme meget god. Af det sidste Digt i det Hefte er siden giort en Vise, som staaer i Wedels Samling, hvorom jeg siden skal sige mere, og maaskee af et ældre Haandskrift give den længere og rigtigere.

Men Edda trænger dog virkeligen til Anmærkninger, ville nok de fleste af mine Læsere sige. Ganske rigtig, og ingen kan være saa overbeviist derom, som jeg. Dog har jeg havt mine Aarsager, hvorfore jeg endnu ingen har givet. Jeg vilde ikke afbryde Texten med saamange Anmærkninger, som den kunde modtage, og jeg ønskede heller at kunne sige paa eengang hvad der skulde siges, end igientage det mange Gange. Desuden haaber jeg ved denne Forhaling at faae flere Hielpemidler til dens forklaring, thi mange Steder ere endnu saa mørke for mig, at jeg ei tør driste mig til at forklare dem. Ellers har jeg med fri Villie sparet disse Anmærkninger til det sidste Hefte af denne Oversettelse, som næst en Afhandling om Edda's Alder, Forfattere, Samler, Sprog, Digtemaade og Indhold, skal bestaae af et eddisk Glossarium, indeholdende Forklaring over dens mørke steder, og tillige en Indledning til hele denne nordiske Fabellære. Jeg haaber at denne Indretning vil falde ligesaa beqvem for Læserne, som for mig selv, og at de virkeligen vilde vinde derved, thi en slet Forklaring, skiønt understøttet baade af Grækers, Romeres, Persers og Elamiters Fabellære kunde dog ikke lære dem noget i den nordiske, i det mindste ikke med Vished, ihvor lærd den end kunde synes at være. Derimod kan man dagligen lære noget i de nordiske Oldsager, som her kan antænde et nyt Lys, og ethvert Folks Religion lader sig best forklare af det samme Folks Skrivter og Sæder.

Forresten haaber jeg, hvis Afsetningen bliver saa stor, at jeg kan fortfare hermed, hvert halve Aar at kunne levere et Hefte, saa at hele Edda i næstkommende Aar kan blive færdig.

B. C. Sandvig.