Tillæg og rettelser (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

TILLÆG OG RETTELSER TIL HELE VÆRKET

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Guldbringe syssel.

Til en beskrivelse af dette syssel findes i Arne Magnussöns Chor. isl. et temlig betydeligt materiale, ligesom også adskillige meddelelser vedrørende denne egn efter udgivelsen af IB., I. er tilstillet mig fra pastor Stephan Thorarensen til Kalvatjörn. Også kan flere oplysninger uddrages af de i kongerigets arkiv bevarede dele af en almindelig Islandsbeskrivelse fra midten af forrige århundrede; derimod er for dette syssels vedkommende ingen sysselbeskrivelse fra ældre tid bevaret.

Om Reykjavig beretter Arne Magnussön (efter tradition på Seltjarnarnæs) et besynderligt yngre sagn, i følge hvilket Ingolvs højsædessøjler først skulde være drevet i land på Effersø, men da det forekom Ingolv urimeligt, at guderne skulde have anvist ham et så ringe landnam, havde han opbrændt søjlerne på det sted i Effersø, som hedder Reykjanes, med den beslutning at tage landnam der, hvor røgen lagde hen. Røgen drev ind mod stedet for en vig, som siden hedder Reykjavig. Om stedet for handelspladsen Holmens-havn, så vel som om beliggenheden af bondegården Reykjavig giver et kort fra år 1715 (opbevaret i en af universitetsbibliotekets kort-mapper) så interessante oplysninger, at det vistnok vil findes naturligt, at en afbildning af den herhen hørende del af dette (i ¼ formindskelse) her er ladet medfølge. Kortet er — som det af et på dets fod anbragt, her vedføjet alexandrinsk vers fremgår — udført af en dansk mand Hoffgaard til minde om hans ophold på Holmens-havn, under hvilket købmanden druknede på et ridt ad granden, der forbinder Effersø med fastlandet. Verset lyder:

Paa Holmen Haabed kom aar Sytten Hundrede og fembten

Tillige wor Convoy som war dend Suendske falcken,

Dend Tied Jeg paa Hafvnen Laa, mig Tiden Ey fortröd;

Omskiöndt blandt gledskabs skaaler war skiult dend bleege död.

Som sig da tegne Lod, da Heste flock Reed granden;

da Hörtes Jammers Raab af skougaard og kiöbmanden,

og wie som saa der paa, O Tinck Elendig stand;

Dett Hierte briste maatte, da kiöbmanden Reckte Haand

hvorefter navns underskrift følger.

Kortet omfatter Seltjarnarnæs ind til Laugarnæs, samt farvandet over til Kjalarnæs' sydkyst med de mellemliggende øer. En betydelig del af tegningen optages af et på havnen liggende skib, formodenlig det i verset omtalte orlogsskib. Af kortet ses da først, at handelshusene alt da (ved begyndelsen af det 18de årh.) lå på Effersø, hvorimod Grandholmene kun er fremstillede som ubetydelige skær, så at det må synes meget tvivlsomt, om handelsbygningeme virkelig nogensinde har stået dér eller i det hele andensteds end på Effersø. Endvidere ses Reykjavig-bondegård vest for kirken, hvor jo også alt taler for at søge dens plads, så at nu enhver uvished med hensyn til dens beliggenhed forsvinder.

Reykjavig som landets hovedstad har naturligvis på forskellig måde udviklet sig siden udgivelsen af IB, I (således har nu et altingshus med lokale for de offenlige samlinger rejst sig, byen har to bogtrykkerier o. s. v.), men en nærmere omtale af disse forhold forbigås her.

Ved den nær Havnefjord liggende gård Ófriðarstadir skal der have været tingsted, og her træffes navnene Þínggerði og Gálga-torfa (AM.).

Angående Hvassahraun (sml. IB. I, s. 30—31) gør Steph. Thorarensen opmærksom på, at den neden for Almenningen liggende gård af dette navn ejer land til midt ind på Almenningen, hvor hreppsgrænsen falder, medens derimod hraunet syd for Hvassahraun-gården hedder Afstapahraun; dette, der kommer fra Trölladyngjafjældene, er højt og stejlt, men smalt og falder i søen ved Vatnsleysuvík.

Tillige bemærker præsten, at rensdyrene kun om vintren af og til lader sig se i Almenningen, men have deres egenlige tilholdssteder i fjældene omkring Hengill.

Så vel Arne Magnussön som Steph. Thorarensen kender Stakksvík eller Stakksfjörðr, bugten mellem Hólmsberg og Brunnastaðatangen på Vatnsløsestrand , men med hensyn til denne henvises i øvrigt til fjordfortegnelsen.

Arne Magnussön påviser af »Bessastaðabók« (AM. 238, 4to), at Rosmhvalanes i middelalderlige dokumenter om forstrandsret regnes fra Kevlavig til Oserne (Vågs-osar) — altså svarende til det senere Suðurnes. Denne halvøs yderste del »Garðr« skal efter sagn have sit navn, fordi den oprindelig var helt afgærdet fra den øvrige del.

Angående »Driftarsteinn« (sml. IB. I, s. 37 »Dýtarsteinn«), som Arne Magiiussøn er mest tilbøjelig til at antage for den samme som Eldø, henvises til »Tylvte«-fortegnelsen.

Om Reykjanes har Arne Magnussön forskaffet sig udførlige chorografiske meddelelser. Næsset omfatter herefter strækningen mellem Grindavig og Havnene. Her vidste traditionen at nævne en hel række ødegårde; navnlig skulde så at sige enhver af småvigene på næssets sydside have været stedet for en sådan, længst ude (ved Skarfasetr) skulde kirken have ligget. Alle disse stod, indtil »næsset brændte«. [Yderst på Reykjans hæver sig nu Islands første, og foreløbig eneste, fyrtårn.]

Med hensyn til lavastrækningerne mellem Guldbringe-syssels sydøstligste bygd Krisuvig og Selvåg-bygden i Ånæs-syssel bekræfter Steph. Thorarensen, at de intet have med Trölladyngja-fjældene at gøre; de yngre af disse strømme (tre i tallet) ses tydelig at komme fra et krater i de ovenfor liggende fjælde.

To stedsnavne, knyttede til disse egne, og om hvilke samme meddeler giver oplysning, fortjæne særlig at fremhæves, nemlig Sýslusteinn og Hvítskeggshvammr; bægge findes anførte Dipl. isl. I, s. 493. »Sysselstenen«, der står ved den vestlige ende af Geitahlíð (IB. I, s. 72), betegner stadig grænsen mellem Guldbringe syssel og Ånæs syssel. Dalsænkningen Hvitskeggshvamm, der i et ældre dokument om afgifter til Vidø kloster betegner det pågældende distrikts ene ydergrænse, ligger op i Geitahlíð mellem Deildarháls og dysserne Krís og Herdís (se IB. I, s. 41).

På adskillige steder i Gb. (Straumr, Stóra Vatnsleysa, Havnefjord, Þórshöfn) påvistes i følge Arne Magnussön ved kysten bodtomter, der skulde være lævninger af købmandsboder fra den tid, da de tyske, inden handlen monopoliseredes, om somren handlede med indbyggerne.

I tillæg og rettelser til IB. I. er fremhævet nogle runestene fra dette syssel. Ligeledes er dér et par trykfejl anførte. Følgende kunne endvidere fremhæves:

S. 6, l. 5 f. o. (anm.) udtrykt, læs utrykt.

• 10, l. 11 f. n. (anm.) heboerne, læs beboerne.

• 19, l. 8 f. o. god i, læs i god.

• 29, l. 23 f. o. malmstrøm, læs malstrøm.

• 31, l. 2 f. n. (anm.) tunet, læs i tunet.

• 43, l. 17 f. o. øster, læs vester.

---

Kjos syssel.

Dette syssel vedrørende findes, foruden de i IB. I benyttede arbejder, en sysselbeskrivelse på dansk fra år 1746, ligesom også nogle optegnelser af Arne Magnussön i Chor. isl. Dog give disse kilder ikke meget nyt: I en meddelelse til Arne Magnussön (år 1722) anføres, at endnu vistes det første tingsted på øren ved Esjuberg på nordsiden af Kollafjord (Þingeyri benævnes den på en tilhørende tegning), lige så vel som stedet for St. Columbi kirke på Esjuberg. — Han kender navnene Blótkelda og Goðahóll ved Hof på Kjalarnæs. — Ved Þerneyjarsund vistes tomter af gamle købmandsboder.

Foruden et par i tillæg til IB. I meddelte rettelser kan følgende trykfejl mærkes:

S. 55, anm. 1. Belge, læs Helge.

• 57, l. 16 f. o. lange, læs langs.

• 59, anm. 1, læs : Hallgrimssön.

• 60, l. 6 f. o. sr, læs er.

• 60, l. 22—23 f. o. læs: nordligere.

• 61, l. 22 f. o. stejse, læs stejle.

• 61, l. 24 f. o. snekred, læs sneskred.

• 63, l. 22 f. o. jænt, læs jævnt.

• 66, l. 5 f. o. Ellidaos, læs Ellidaåos.

Enkelte berigtigelser findes desuden i »tillæg og rettelser« til IB. I.

---

Ånæs syssel.

Over dette syssel, »Arnes-Syssel«, som det dér kaldes, findes en sysselbeskrivelse fra forrige århundrede (1746); ligeledes vedrøre adskillige af Arne Magnussöns chorografiske optegnelser dette vidtstrakte landskab, — og, navnlig for altingsstedets vedkommende, er forskellige privatmeddelelser siden udgivelsen af IB. I komne mig i hænde.

Med hensyn til fremstillingen i IB. I, s. 91 ffg. af forholdene på altingsstedet er således at berigtige:

Når der s. 91 siges, at beretningen i Sturl. om Öksarås afledning til Almannagjå sandsynligvis er et uhjemlet sagn, er denne påstand selv noget tvivlsom. Den nu afdøde præst på Tingvold Simon Bech beretter nemlig, at det leje, hvori Öksarå oprindelig løb, endnu påvises i lavastrækningen vest for Almannagjå. Ålejet udgår fra Öksarå sydøst for Brúsastaðir og fortsættes nedover hraunet forbi Kárastaðir til Tingvoldsøen. Traditionen siger, at hyrden på Brúsastaðir har afledet åen, for at fårevogtningen i hraunet kunde blive ham mindre besværlig (fårene måtte nemlig tidligere idelig hentes tilbage over åen).

I forbindelse med hvad der s. 92—93 er ytret om Tingvoldhraunets sænkning ved jordskælvet 1789 kan anføres, at St. Povlssøn — i sin håndskrevne beretning om Varmådalsudbruddet 1783 — endog angiver Almannagjås søndre væg som sunken på sine steder 4—6 alen.

Når der s. 95 ved et udråbstegn er udtalt forundring over Islendingabogs beretning: at kløften Kolsgjå er opkaldt efter den myrdede Kol; det var nemlig den kløft, hvor »ligene« fandtes, — beror det på en misforståelse af den islandske flertalsform »hræin«, der nemlig kan oversættes ved »resterne«, »lævningerne«.

I IB. I, s. 108—109, hvor bodbeskrivelsen fra år 1700, den såkaldte »katastasis«, omtales, er denne tillige aftrykt i oversættelse, men efter et af de almindelige, temlig skødesløst afkrevne eksemplarer. Om end denne beskrivelse næppe har andet værd end en samtidigs hypotese støttet til de da gængse formodninger, spiller den dog en vis rolle for altingsstedets topografi, ligesom endnu almenheden tillægger den troværdighed; — således er fremstillingen i det af det islandske literære selskab år 1878 udgivne arbejde »Alþíngisstaður hinn forni« af Sig. Guðmundsson bygget på denne.

Da der nu blandt Arne Magnussöns samlinger findes et eksemplar af katastasis, der står over de andre kendte recensioner — uden disses uklarhed og sproglige unøjagtigheder — , og som tillige bidrager i al fald noget til oplysning om, hvorfra beskrivelsen stammer, synes det rettest at give den en plads her, for at den islandske tekst, i en så oprindelig form som mulig, kan være almindelig tilgængelig.

Beskrivelsen, der optager de 6 første sider af et af 4 blade bestående læg i oktavformat, er skrevet af en af Arne Magnussöns skrivere (Þórður Þórðarson) og bærer øverst på forreste side følgende egenhændige påskrift af Arne Magnussön: Epter hendi Sigurdar Biörns sonar lögmanns, aptarst i bok i folio, sem til heyrer Sigurdi Sigurdz syne yngra.

Den Arnamagnæanske recension lyder som følger:

Alþings Catastasis epter sögn fyrre manna.

Flosabud var nordur leingst vestann framm under fossenum enn ad mesta af brotenn Anno 1700. Þar sem nu lögrettann stendur A° 1700. var bud Þorgeirs liósvetninga goda Sem var lögmadur Jslendinga sá fimte, hann Sagde upp Christa tru þad ár 1000. Christner menn og Heidner lögdu under hans urskurd: Enn med Christneboded komu ut Gizor Hvite og Hiallte Skeggiason i tid Olafs K. Tryggvasonar.

Krossskard, hvar i fordum stód vigdur kross, eirn eda tueir er upp undann Iögrettunne næsta Skard fyrer nordann Snorrabud, hæd krossins var epter Olafs K. Tryggvasonar og Hiallta Skeggiasonar.

Enn hladsla þar i mille á giár barmenum var ádur fiórdungs dóma þingstadur.

Snorra Goda bud var i vestara Skardenu nordann til vid reidgötu upp i almannagiá ad Kárastada Stig.

A Holnum Sunnann til vid Snorra bud og reidgötuna ad Stefna á Þingvelle var bud Eiolfs Bolverkssonar.

Gizors Hvita var þar sem amptmans bud er 1700.

Geirs goda bud var næst fyrer austann hana þar var Christophors heidemanns bud.

Höskulldar Dalakolls bud var millum Auxarár og Geirs Góda budar.

Asgrims Ellidagrimsonar bud var upp ad gianne mótz vid Gizors Hyita bud.

Eigels Skallagrimssonar bud millum Geirs góda budar og giárennar upp ad.

Hiallta Skeggiasonar bud var næst nordur undann lögrettunne

Flose hafde ádur bud fyrer austann ána Skamt fra Siduhalls bud hvar sidar yar biskups Augmundar bud vestann til vid Þingvallnatrader á hægre hönd i tunenu þa heim ad kirkiunne er rided.

Gudmundar rika bud var nærre ánne vestann til vid götuna fra Snorrabud ofann ad lögrettunnj ádur var hans bud austann til vid ána og austur undann Þorleifs hólma. Skamt fra þui gamla lögberge sem millum giánna var og einnstyge ad.

Skaffta lögmans Þorroddssonar Item Marcusar Skeggiasonar og Grims Suertingssonar buder voru sudur leingst med ánne mótz vid Þingvallastad.

Niáls bud nær anne Sunnann Gizors Huita bud þar og Rang vellinga buder.

Mardar Gygiu bud ut med bergenu fyrer ofann og vestann Gizors Huita bud.

Wmm tid Þordar Gudmundzsonar og Jóns Jonssonar Logmanna 1577 var logrettann færd i Þorgeirs liosvetninga Goda budartopt austann af holmanum sem Hirdstiora bud adur stód, og kalladur er Kagahólme.

Hvad der i anmærkningen til s. 111 er angivet om betydningen af udtrykket: »Når sol er (kommer) på den vestre (højere) gjåhammer (gjåbakke)« har vistnok sin rigtighed. Udtrykket betegner: Når solen tidlig om morgenen beskinner Almannagjås vestervæg. Men uklarhed — til dels opstået ved en, ved misforståelse af en forespørgsel foranlediget meddelelse fra Tingvoldpræsten — har bevirket en vildledende udtalelse om, at solskiven fra altingsstedet aldrig skulde kunne ses over Almannagjås vestervæg (ɔ: at vestervæggen aldrig tegnede sig således mod horizonten, at den kunde benyttes som dagsmærke). Tværtimod benyttes flere højder på vestervæggen som dagsmærker. Et sådant dagsmærke »Miðaptansdrángar« er endog afsat på det IB. I medfølgende kort over altingsstedet »Midaftensdrangerne« stå (i følge et senere brev fra præsten) kort nord for den klippe, hvor »ret midaften (kl. 6) holdes«. Noget syd for Kárastaða-stig(r) er (i følge samme) på gjåkanten et andet dagsmærke Nónþúfa; imidlertid er ret nón (kl. 3) ikke her, men noget nordligere. Når dagen er længst, synker solen ned bag gjåvæggen c. kl. 8½ (samme).

Medens der efter skriftets anlæg i det hele næppe er anledning til her at imødegå Sig. Gudmundssöns »Alþingisstaður«, bør det dog anerkendes, at forskellige vink og oplysninger lade sig uddrage af dette arbejde. Således er vistnok forfatterens s. 42—44 fremsatte anskuelse, at Torlejvs høj har stået på »Voldene«, og at først senere og ved urigtig gætning »Torlejvsholm« i Öksarå har fået dette navn, — rettere end det IB. I, s. 125 antagne, at Torlejvs høj virkelig har været på den i forrige århundrede efter ham benævnte holm.

Endelig må det fremhæves, at der i 1ste hefte af det islandske oldsagselskabs »Árbók« (for 1880—81) er udkommet en beretning af Sigurd Vigfussön om hans undersøgelser og udgravninger på altingsstedet i somren 1880, hvorved forfatteren mener at være nåt til resultater, der afvige fra de IB. I opstillede formodninger om forholdene på altingsstedet. Særlig gælder dette beliggenheden af lovbjærget og Byrgisbúð; ligeledes undersøgtes ved samme lejlighed Öksarås gamle leje. Herom må dog henvises til selve afhandlingen.

IB. I, s. 144—46 er talt om »alenstenene« på Tingvold. Med hensyn til disse meddeler pastor Simon Bech, at den alenstén, som nu står foran kirken, år 1859 blev udtaget af kirkevæggen og opstillet på sin nuværende plads; flere alenstene kendtes da ikke; den anden ved begyndelsen af dette århundrede omtalte alenstén er han mest tilbøjelig til at søge i vejgærdet ud for kirken.

I sysselbeskrivelsen fra 1746 omtales altingsstedet i følgende udtryk: Øxeraae løber ned af Fiældene midt igiennem Thingvalle-Sogn ind i Thingvalle-Wand. Paa den Vester-Side af denne Aae, staaer aarlig det almindelig Lands-Thing; Men paa den østere Side Thingvalle-Præste-Kald, i hvis Kirke holdes Skalholts-Stifttes Consistorial-Ret, eller Synodus Generalis, ved de samme Tiider som Lands-thinget, eller Laug- og Ober-Retten. Tvers over fra Laug-Retten midt udi bemeldte Øxeraae, er en Holme, kaldet Thorleifsholme, som er et almindeligt Rettersted.

Endvidere findes med hensyn til altingsstedet nogle berigtigelser i tillæg til IB. I.

IB. I, s. 151—53 er fjældene Skjaldbred og Hlödufell omtalte. I følge en notits af Arne Magnussön fortalte man da om en fordums bygd omkring Skjaldbred og ovenfor Lundar-Reykjadalen (Bgf.). Af sammes optegnelser om fjældveje fra Nordlandet til altingsstedet ses det, at de i Sturl. nævnte »Brúarárskörð« ligge syd for Hlödufell.

Til hvad der IB. I, s. 160 ffg. meddeles om ældre efterretninger angående Geysir med tilhørende varme kilder kan føjes, at sysselbeskrivelsen 1746 indeholder en ret udførlig beskrivelse af Geysir. Skålens diameter angives til 5 fv. De omboende tog varsler af kilden med hensyn til forestående vejrlig: »når man må vænte storm og regn, skyder han tågen, som undertiden sés at være med rød ild beblandet, så højt i luften, at de, som ere der nær ståendes, synes den rækker snart op til skyerne; dermed flyver vandet ikke så højt som tågen, dog højere end noget tårn kan være i København«. Endvidere berettes: »Ordinær spyr han hver dag stærkest for, om eller efter kl. 9 formiddag, dito sagtere kl. 2—3 efter middag, og siden 9—10. Undertiden ligger han stille og kåger så sagte ned i klippen; smitter man noget i ham, spyr han det op igen. Det som D. Bartholin skriver, at denne selv samme hver ved Höjkedal resolverer træ til sten, lærer erfarenheden at være efter en ugrundet fabel«. Desuden, siges der, findes i syslet fire andre springkilder, men som kun kaste vandet nogle favne højt; disse nævnes ikke særlig. Ved mange af syslets varme kilder »have de gamle gjort sådanne bader eller kilder, at man kan derudi skjule sin krop, og efter behag temperere heden; ti den lille spring, som går til sådanne bad-kar, kan man stoppe og svale, ligesom behov gøres. Som det mærkeligste af sådanne bade nævnes Marteins-Bad, oppe ved fjældet i Biskopstungerne, nærved den gård Højkedal: den (ɔ: det) har biskop Morten, som levede 1547, således indrettet, at ved siden af en stor sten, som står i en kold bæk, har han ladet gøre et rundt gærde af jord og sten, hvori falder varmt vand, som springer op af bemte store sten og rinder langs efter en trind stenarm ned i jordkarret. Af samme sten siges at have faldet tilforn koldt vand igennem et andet stenrør, som nu synes afbrudt« . Strokk, der ganske forbigås her, er sikkert ikke ældre end 1789, således som også Sv. Povlssön bestemt udtaler sig i sin afhandling om Varmådalsvulkanen 1783, hvor han kalder den »den alene vind sprudende Strokk«.

IB. I, s. 159—73 omfatter beskrivelsen af landskabet Biskopstungerne. I denne bygd er to af de mærkeligere oldsagsfund på Island gjorte. Det ene fandtes år 1840 ved gården Miklaholt vest for Torfastaðir, det andet ved gården Brú. Angående disse henvises til den sig til IB. sluttende afhandling »Islands fortidslævninger«, i Årbøger for nordisk oldkyndighed 1882, hvor der vil findes en sammenstilling af alt hvad der hidtil er bleven bekendt om islandske oldsager (ɔ: Islands jærnaldersfund), samt meddelelser om nogle af de mærkeligere middelalderlige sager, og endelig en udsigt over Islands runemindesmærker.

I følge sysselbeskrivelsen 1746 opbevaredes der på Skålholt »en økse, kaldet Remmeggie, hvilken den kæmpe Skarphieden, som levede på det 10de Seculo, skal have baaret i Krig og Dueller. Hændes Skaft er 3¼ alen med jærnbeslag. I almindelighed siges, at samme økse er 2de gange formindsket; er dog hendes blad endnu 7/8 alen«. Endvidere fandtes her nogle gamle drikkehorn.

IB. I, s. 176 er forholdene ved ørebakke-havn omtalt. Hr. grosserer Lefolii har med hensyn hertil velvillig meddelt mig, »at bryggja på Ørebakke er navnet på et skær, som kommer oven vande med storstrømstid, så at man tørskoet kan gå fra de indre til de ydre skær«. »Endvidere«, fortsætter han, »benævnes det vandareal, hvor bådene fortøjes, lón, og en mængde små vandsamlinger, som afgrænses mellem skærene ved ebbe, pollr; men intet af disse ord har jeg nogen sinde hørt brugt om skibslejerne« .

IB. I, s. 181: Haugavað. Om en udgravning af de herværende dysser (fire i tallet) og de herved fundne oldsager henvises til afhandlingen »Islands fortidslævninger« i Årbøger for nord. oldk. 1882.

IB. I, s. 187 nævnes fjældet Búrfell i Grímsnes; det burde være anført, at den efter fjældet benævnte gård omtales Drpl. s. 5.

IB. s. 187 ffg. er »Hrepperne« beskrevne; i Chor. isl. findes adskillige oplysninger om stedsforhold her og om ødegårdene i den ovenfor liggende avrett.

IB. I, s. 194 ffg. omhandler øen Árnes med Árnessþing og de herværende vadesteder. Arne Magnassøn har i Chor. isl. samlet adskilligt herhen hørende. I Arnes har han forgæves søgt den »aftökusteinn«, som skulde findes der. Han har på et andet blad en tegning af Arnes med omliggende holme, vadestederne m. m. med tilhørende beskrivelse; man påstod, at tingstedet havde været omtrent midt på øen og at rester af boderne skulde ses der. Om boderne ved Búðafoss formoder han, at de er fra en senere tid, da Arnes var bleven utilgængeligt vest fra. — Holtavað var alt da forlængst aflagt, men traditionen vilde, at det kun skulde have ført øst fra til Árnes, hvorfra en »stenbue« førte videre til Tjorsås vestre bred.

I sine følgende optegnelser fremhæver Arne Magnussön Tjorsås usejlbarhed på grund af dens to fosser.

Meddelelser vedrørende Tjorsådal gives, og navnet Dimon nord for Skridufell fremhæves: det er to lave fjælde med en sænkning imellem.

Foruden hvad der findes i »tillæg« til IB. I kan af trykfejl for dette syssels vedkommende fremhæves:

S. 80, l. 20 f. o. fafder, læs falder.

• 80, l. 25 f. o. at at, læs at.

• 82, l. 15 f. o. på på, læs på.

• 88, l. 16 f. n. hryllup, læs bryllup.

• 88, l. 14 f. n. læs: Grímkellsstaðir.

• 95, anm. 4. Vm, læs Vem.

• 98, l. 7—8 f. n. at at, læs at

• 103, l. 21 f. o. læs: Ölfusinga búð.

• 112, l. 18 f. o. højre, læs højere.

• 132, l. 14 f. n. dog, læs dag.

• 141, l. 4 f. o. Torains, læs Torarins.

• 141, l. 4 f. o. Den i anm. 1 indeholdte bemærkning om pladsen for nogle boder i følge bodbeskrivelsen (katastasis) udgår i henhold til den i »Tillæg og rettelser«, (s. 405) meddelte bedre tekst af samme.

• 143, anm. l. 2 f. n. »af« og »at« omsættes.

• 144, l. 9—10 f. o. læs: Ábóta steinar.

• 145, anm. : mærkerne [1] og [2] er ombyttede.

• 166, l. 6 f. o. biskop Tangbrand, læs missionspræsten Tangbrand.

• 166 l. 11 f. n. Olavins, læs Olavius.

• 167, l. 23 f. o. begræsning, læs begrænsning.

• 176, l. 6 f. n. fjörbaugsgaðr, læs fjörbaugsgarðr.

• 177, l. 16 f. o. læs: Forna Einarshöfn.

• 180, anm. 1. omtagelse, læs antagelse.

• 181, l. 6 f. o. næves, l. nævnes.

• 183, l. 15 f. o. Örrostudal, læs Orrostudal.

• 187, anm. 1, læs: Efra- og Neðra-Apavatn.

---

Rangåvolde syssel.

Ældre kilder, ubenyttede ved udarbejdelsen af IB. I: Arne Magnnssöns Chorographica islandica, samt en sysselbeskrivelse fra 1744. Denne sidste giver tillige mange bidrag til landets almindelige beskrivelse, navnlig dyre- og planteverdenen.

Om Ydre Skard beretter AM. et uhjæmlet sagn om, at gården i sin tid skulde være flyttet herhen fra »Store Skard« på Rangåvoldene.

De to fosser i Ydre Rangå fremhæver AM. som bevis for, at aldrig nogen kan have sejlet ned gennem åen, og fremhæver ved samme lejlighed, at den jo heller ikke udspringer i Tjorsådal, men langt østligere (sml. hvad der IB. I, s. 205 berettes om Hjalte Skeggessøns sejlads).

Angående Rangåerne, Tværå og Markarfljot har navnlig Arne Magnussön adskillige oplysninger, som i høj grad kunde have lettet de i IB. I, s. 208—11, samt 237—43, sml. 250—55 anstillede undersøgelser om disse vandes løb i ældre tid, hvis de nævnte optegnelser den gang havde været bekendte. — Rangåerne, siger han, bære — efter at de nedenfor Odde have forenet sig — navnet Hólså, ned til søen; Holså er så lang som to stive »bæjarleiðir«. Tværå skiller Hvolshrepp fra Ydre Landøer; den løber langs hele Fljotshlid og ud i østre Rangå. Ydre Landøer nå mod vest til Holså; mod øst skilles de fra Østre-Landøer ved Affaldet — som løber fra Markarfljot til søen — ; oventil begrænses de som sagt af Tværå. Dog er Lambø neden for Tværå, men hører alligevel til Fljotshlid. Østre Landøer ligge mellem Affaldet og Markarfljot ɔ: Ålarne, som dels løbe fra Markarfljot, dels få tilløb fra kilder på »aurar«ne. Strækningen øst for Ålarne, mellem disse og Markarfljot, hører til Øfjældsbygden og søger kirke øst over Fljotet, ligesom den heller ikke regnes til Landøerne. Det er tydeligt, at Markarfljot har løbet, hvor Ålarne nu findes. Oventil nå Østre Landøer fra, hvor Affaldet og Markarfljot grene sig ud fra hinanden.

Af denne firemstilling tør man sikkert slutte, at Tværå den gang (ved beg. af det 18de årh.) har haft samme løb og betydning som nu, Affaldet ligeledes, og at ingen mindedes nogen forandring for disse vandes vedkommende. Kun vidste man, at Ålarne var Markarfljots ældre leje. Holså var endnu eneste afløb for Rangåerne.

Hermed stemmer også sysselbeskrivelsens angivelser. Rangåernes tidligere udløb var da (1744) tilstoppet, så at der af det opdæmmede vand dannedes en, Tykkebæ-forstrand truende, »gljá«. Tværå regnes for en forgrening af Markarfljot. Blandt indsøer i Holtamanna-hrepp nævnes Fiske-, Fracke- og Bayer-vand.

I anledning af en lille dér funden oldsag (sværddupsko ; se Undset: Norske Oldsager i fremmede Museer s. 52) kan fremhæves den under Stóru Vellir (Landmannahrepp) hørende ødegård Járnlaugarstaðir.

Siden udgivelsen af IB. I har der (år 1878) i egnen nord for Hekla fundet et vulkanudbrud sted, der måske med en vis ret kan regnes for Heklas 19de udbrud. Se »Frjettir frá Islandi«, 1878.

Som det fremgår af IB. er i forskellige egne på Island erindringen bevaret om steder, der har været benyttede som »tre-hreppers-tingsted«. Med hensyn til sådanne giver sysselbeskrivelsen følgende oplysning: Når noget, som hele syslet angår, skal forrettes eller forkyndes, da for at spare tid og omkostning forsamles 3de tinglav efter sædvane på et sted, og sådanne steder ere her to, nemlig »Lammöe udi Fliotsliid og Tingskálle paa Rangervelle«. Umiddelbart foran er syslets 8 tingsteder nævnt, hvoriblandt dog disse to ikke findes.

Med hensyn til Holtsós — sml. IB. I, s. 242 — angiver sysselbeskrivelsen, at det berettes, at her i forrige tider har været en god havn for fremmede skibe, hvortil og vises tegn med nogle gærder og tofter, der handelshusene skal have stået; men nu vilde stedet hertil være ganske ubrugeligt.

Endvidere kan i beskrivelsen af dette syssel følgende trykfejl fremhæves:

S. 207, l. 4—5 f. o. læs: Rangarvellir.

• 207, l. 8 f. n. (anm.) læs: Flagbjarnarholt.

• 208, l. 2 f. n. læs: overensstemmende.

• 210, l. 23 f. n. læs: Háfsós.

• 210, l. 7 f. n. Sigfussön, læs Sigurdssön.

• 213, l. 22 f. n. I steden for den næppe forekommende form »Heklufjall« læs »Heklufell«.

• 213, l. 17 f. n. ethver, læs ethvert.

• 220, l. 8 f. n. sydvestlig, læs sydøstlig.

• 245, l. 11 f. n. stækninger, læs strækninger.

• 246, l. 17 f. o. fosøg, læs forsøg.

• 264, l. 13 f. o. »tidligere nævnte« udgår, ligeså l. 20 »Som før nævnt«. De pågældende forhold burde være omtalte s. 233.

• 264, l. 15 f. n. (anm.) læs: tilnavnet.

---

Vestmanøerne.

Også over dette lille syssel findes en beskrivelse fra forrige århundrede (1749); men den giver intet væsenligt nyt. — Oplysninger til stedsnavnene findes i Chor. isl.

Mærkes kan et gammelt kongeligt regnskab for år 1586—87 fra Vestmanøerne (»Vespenø«) — nu i Gehejme-arkivet — , der giver adskillige oplysninger om den tids handels- og fiskeri-forhold dér på stedet. Kongen var i kompagni med en engelskmand, der drev duggeri, men ellers havde engelskmændene netop da fået forbud mod at komme, hvorved den sædvanlige toldafgift udeblev. En skanse (med blokhuse) var da nyanlagt, og en kaptejn med nogle bøsseskytter fandtes på øen. Island kaldes i forhold til Vestmanøerne »Menland« (ɔ: Meginland = fastland).

---

Borgefjords syssel.

Ældre kilder ubenyttede ved udarbejdelsen af IB. I: Foruden Chor. isl. en sysselbeskrivelse fra 1748. Sysselbeskrivelsen giver imidlertid intet af betydning; mærkes kan dog, at her findes en beskrivelse af det kunstig indrettede varme bad ved Reykholt præstegård. — I Chor. isl. fremhæver Arne Magnussön stedsnavnet Leiðmót (eller Þinghóll) i Vestre Midfells land nær åen Lakså — sml. IB. I, s. 296.

Om Hvitås ældre løb ved Stavholtsø og beliggenheden af tingstederne Tingnæs og Tværå-ting har Arne Magnussön anstillet omhyggelige undersøgelser; således findes i Chor. isl. et af ham optaget kort over flodsængene og de rindende vande omkring Stavholtsø med tilhørende optegnelser. Også han kender og går ud fra den nu gængse opfattelse om Hvitås, ved et gennembrud til Tværå, forandrede løb. I følge traditionen skulde gennembruddet endnu på Tord lagmands tid (ɔ: i slutningen af det 16de årh.) ikke have været fuldstændig afsluttet, men endnu en smal forbindelse (brú) mellem Stavholtsø og vester-landet været tilbage. Sml. IB. I, s. 303—305.

I tillæg og rettelser til IB. I findes et par bemærkninger dette syssel vedrørende. Endvidere må af trykfejl fremhæves:

S. 303, l. 24 f. o. læs: Þrælastraumr.

• 314, l. 21 f. o. Tif, læs Til.

• 319, l. 8—9 f. o. læs: Reykholtslaugen.

• 327, l. 8 f. n. læs: Reykholt.

---

Myre syssel.

Over Myre syssel findes ingen ældre sysselbeskrivelse, og optegnelserne i Chor. isl. berører kun lidet dette syssel. Dog har Arne Magnussön her en udførlig beskrivelse af Ørnolvsdal-Kjarardal med angivelse af de tilhørende stedsnavne.

Om de angivelser med hensyn til grænsen mellem Syd- og Vestlandet, der indeholdes i flere af de IB. II, s. 357 flg. aftrykte bidrag fra ældre kilder til Islands geografi, henvises til disse.

Med hensyn til den IB. I, s. 377 nævnte handelsplads Bråkarpoll kan det måske fortjæne at anføres, at der nu for et par år siden har rejst sig handelsbygninger her.

Nogle unøjagtigheder af forskellig art må i beskrivelsen af dette syssel rettes:

S. 339, l. 16 f. o. læs: Surthulen.

• 339, l. 18 f. o. læs: forræderi.

• 347, l. 10 f. n. (anm.) Uspaks, læs Egil Skulessöns.

• 348, l. 24 f. o. Bjarne, læs Barde.

• 350, l. 12 f: n. Gulgtejg, læs Guldtejg.

• 366, anm. agriculturæ, læs agricultura. - K. Maurer gør i sin recension af IB, I i »Germania« 1879 (Znr Topographie Islands) opmærksom på, at den hos J. Snorronias forekommene angivelse af Langavatnsdal som et vel bebygget præstekald må sigte til en beretning i Sturl. II, s. 146. Men her tales rigtignok ikke om »Langavatnsdal«, men om Langedal ved Skogarstrand (Snf.). En unøjagtighed i gengivelsen efter Snorronius bør her rettes, idet nemlig Torgils skarde ikke overværede noget bryllup på det pågældende sted, men aflagde et besøg hos præsten med den tanke muligvis selv at ville fri til datteren.

S. 375, l. 5 f. o. læs: kirkeejendom.

• 381, l. 6 f. n. læs: Jardlangsstad.

---

Hnappadals syssel.

Med hensyn til dette lille syssel er intet yderligere at bemærke. Vel forekommer også her en ældre sysselbeskrivelse (1744), men den indeholder intet nyt af interesse. I Chor. isl. findes ingen optegnelser dette syssel vedrørende.

---

Snefjældsnæs syssel.

Den ældre sysselbeskrivelse (1748) giver intet nyt. — I Chor. isl. findes vel adskillige optegnelser dette syssel vedrørende, men ikke meget af interesse. Af optegnelserne ses det, at gærdet ved Hovstad (IB. I, s. 437) alt da påvistes som en gudehustomt; men Arne Magnussön finder det lidet rimeligt, at det har været andet end en almindelig indhegning.

Med hensyn til, hvad der IB. I, s. 413—14 er bemærket om den i Eb. nævnte gård Hraun eller »undir Hrauni«, har afdøde arkivar Jon Sigurdssøn gjort mig opmærksom på, at der hermed sikkert menes gården Staðarhraun (IB. I, s. 390), der i ældre tid netop kaldtes således.

Endvidere må for dette syssels vedkommende fremhæves den udførlige sognebeskrivelse for Setberg sogn (1873), der giver adskillige oplysninger om sagalitteraturen m. m., og som alt er benyttet, hvor i fjordfortegnelsen (s. 367—68) Önundarfjord er omtalt.

Trykfejl:

S. 443, l. 4 f. n. læs: forskellige.

• 448, l. 22 f. o. læs: Þórsárdalr.

• 450, l. 1 f. o. læs: Hrísasneiðingar.

• 456, l. 2 f. o. pá, læs på.

• 456, l. 4 f. n. Eiriks, læs Eiríks.

---

Dala syssel.

Over Dala syssel findes ingen ældre sysselbeskrivelse, og i Chor. isl. kun forholdsvis få optegnelser. Blandt disse er en notits angående Krosshólar (IB. I, s. 482—83, anm.), hvoraf det ses, at Arne Magnussön ved nærmere overvejelse mente, at Sturl.'s fremstilling af udsigtsforholdene her måtte bero på sagaskriverens uagtsomhed. — Den ligeledes blandt disse samlinger indeholdte bemærkning om Kvennahvolsvogur = »Gellirsfjörður« er anført under fjordfortegnelsen.

Til hvad der IB. I, s. 487 er sagt om stedsnavnet Bjarnarey — Bjarneyjar, kan føjes en henvisning til Gudbr. Vigfussöns ytringer herom: Ný Félagsrit XXIII. Um búskap i fornöld.

IB. I, s. 491, anm. er betydningen af »Kumbara— « i stedsnavne berørt. K. Maurer fremhæver i denne anledning en anden, i Isl. Þjóðs. fremsat formodning, i følge hvilken der i sådanne stedsnavne skulde ligge ordet »kumbr«, et navn på den fabelagtige vandhest.

Trykfejl:

S. 459, l. 12 f. o. Gjuvrå, læs Gljuvrå.

• 467, l. 16 f. n. stumme, læs stum.

• 482, l. 10 t o. Ásgarðsholar, læs Ásgarðshólar.

• 485, l. 15 f. o. læs: »lögrétta«.

• 492, l. 16 f. o. læs: familie.

• 495, l. 25 f. o. højtlandet, læs højlandet.

---

Bardastrands syssel.

En udførlig topografisk beskrivelse af syslet giver sysselbeskrivelsen fra midten af forrige århundrede (1746).

Blandt oplysningerne i Chor. isl. kan fremhæves:

Boderne ved Kollabúðir omtales, men kun som 2—3 i tallet.

»Floketomter« ved Vatnsfjord nævnes.

På Bildudalsøre — ved handelspladsen Bildudal, se IB. I, s. 557 — fandtes et »Völundarhús, giört af Þyskum ut ajunt«. — I IB. I, s. 495, anm. er det omtalt, at man flere steder på Vesterlandet påviser eller har påvist lignende »völundarhuse«. (Foruden på de her nævnte steder har man også ved Hólmarifsvík i Stengrimsfjorden påvist et »völundarhus« , se Olavius I, s. 187.) Med hensyn til disse bygningers forståelse er det af interesse, hvad der herom meddeles i Svenska Fornminnesföreningens Tidskrift III, 1875—77. Dr. S. Nordström oplyser nemlig her (s. 225—29), at labyrintfremstillinger tidlig kom til at spille en vis rolle i den kristelige symbolik; hyppig finder man sådanne indlagte i de franske katedralers gulv. Man skulde herved mindes om menneskenes vandring ad verdens vildsomme veje, inden målet kunde nås. Senere anlagde man sådanne labyrinter på åben mark, hvor adskillige påvises i Sverig. Forfatteren mener at kunne udstrække området for labyrinterne (der ofte føre navnet Trojeborg), foruden til Frankrig og Sverig, til Danmark, Norge og England — hvortil altså nu også kommer Island. De ældste labyrintfremstillinger for Islands vedkommende findes i pergamentshåndskrifterne AM. 732, 4to og 736, 4to. Det første af disse (fra c. 1300) har kun labyrint-tegningen uden nogen slags forklaring; tegningen, hvori — med en vistnok yngre hånd — er skrevet »völundar hús« — består af 8 koncentriske cirkler, der på forskellige steder er forbundne ved tværstreger, således at de mellemliggende cirkelbuer, hvor de vilde skæres af disse, åbne sig. Vejen fører fra en af tværstreger begrænset åbning i den yderste cirkel ad mange omveje gennem en lignende åbning til den inderste. Tegningen i 736, 4to ligner denne meget, dog er tværstregerne ikke ganske de samme, og i labyrintens indre ses et løveagtigt uhyre, benævnt »honocentaurus«. Til denne tegning hører et stykke tekst, hvorefter völundarhuset oprindelig byggedes af Egeas, der var bleven forelsket i den syriske sultans datter, men som kun mod at dræbe det vilde dyr »honocentaurus« kunde erholde hende til ægte. Da ligeledes prinsessen havde fattet kærlighed til ham, rådede hun ham til at bygge en fælde for uhyret, lærte ham, hvorledes han skulde lokke dette i fælden og her såre det, samt redde sig gennem fældens krogede gange. Sluttelig afbildede hun på en dug denne fælde (völundarhuset) for ham; og således lykkedes det ham at få bugt med dyret. — De islandske labyrintbygninger stamme dog vel snarest fra de på Island, navnlig i det 14de— 16de årh. handlende tyskere. Sml. hvad om labyrinterne er anført i afhandlingen »Islands fortidslævninger«.

Som en berigtigelse af den IB. I, s. 521, anm. udtalte formodning, at en fra bonden på Hlid stammende meddelelse om gården Uppsalir's beliggenhed udelukkende skulde skyldes hans egen gætningi bør anføres, at den samme beliggenhed for gården angives i nogle topografiske oplysninger til Guld-Tores saga i det kgl. nordiske Oldskriftselskabs arkiv, nedskrevne (som afskrift) af B. Benedictsen 1832.

Af trykfejl i IB. I fremhæves:

S. 509, l. 18 f. o. med vest, læs mod vest

• 511, l. 8 f. o. kemmende, læs kommende.

• 515, anm. l. 2 f. n. læs: Gullhver.

• 516. Anm. 1 udgår; »vestr« er sikkert opstået ved fejllæsning af et oprindeligt »vestan«. Sml. hvad der om sådanne tilfælde er anført under tillæg og rettelser til Øfjord syssel.

• 519, l. 17 f. o. bans, læs hans.

• 523, l. 1 f. o. delte, læs dette.

• 524, l. 5 f. o. man, læs kan.

• 528, l. 5 f. n. rimeligbad, læs rimelighed.

• 529, l. 18 f. n. Guldfoss, læs Gullfoss.

• 530, l. 18—16 f. n. læs Grímkels- i de med Grímkell sammensatte ord.

• 532, l. 23 f. o. uemlig, læs nemlig.

• 533, l. 20 f. o; Kerlingaril, læs Kerlingargil.

• 540, l. 19 f. o. læs: Bjarneyjafloe.

• 542, l. 13 f. n. læs: Skutilsey.

• 556, l. 17 f. n. læs: Dala sveit.

---

Isefjords syssel.

Den ældre sysselbeskrivelse (1749) giver intet nyt. Chor. isl. har heller ikke meget af særlig interesse. I Dyrefjord omtales de 40 bodtomter på Tingøre, på Valsøre nævnes lævninger af handelsboderne; ved gården Indre Hjardardal mente man at kunne påvise sporene af et virke med en underjordisk gang fra gården. For Isefjordsdybets vedkommende findes en del optegnelser angående Håvards saga.

Når der IB. I, s. 565 — til bestyrkelse af hvad der kan tale for antagelsen af en fordums gård »Ey« (ø) i Arnarfjord — i anmærkningen anføres, at en måldage for gården Hvamm i Dyrejfjord skal være skreven på Ey i Arnarfjord, da beror dette i følge en meddelelse af afdøde Jon Sigurdssön på en misforståelse. Måldagen er skreven på Eyri i Arnarfjord, men forkortningen for Eyri er af vedkommende opløst fejl.

Til hvad der IB. I, 595 er frenisat om gården Keldas ældre benævnelse, kan føjes, at i en landemærke-fortegnelse fra år 1605 nævnes gården endnu Jökulkelda.

Trykfejl: S. 567, l. 7 f. n. (Guðmnndarhóll) - ifg. Jón Sigúrðsson rettere (Gvöndarholt).

• 567, l. 2 f. n. (anm.) kave, læs have.

• 568, l. 10 f. n. flskeri, læs fiskeri.

• 574, l. 12 f. o. inddelig, læs inddeling.

• 574 l. 21 f. o. komme, læs komne.

• 575, l. 7 f. n. læs: højtliggende.

• 586, l. 5 f. o. læs: (Efra).

• 613, l. 14 f. n. sammehængende, læs sammenhængende.

• 614, l. 20 f. o. Kjarlarånup, læs Kjalarånup.

• 616, l. 4 f. n. (anm.) Gunmund, læs Gudmund.

---

Stranda syssel.

Den ældre sysselbeskrivelse (1749) giver intet nyt.

I følge det ved udarbejdelsen af IB. fulgte princip burde (IB. I, s. 635) den nord for Bordøre liggende gård »Kjörseyri« være nævnt, da den forekommer Flatb. (Hróm. þ.).

I Chor. isl. nævnes forskellige steder i Isf. og Str., der ved deres navne og den dertil knyttede tradition minde om biskop Gudmund.

I Chor. isl. er nu indlagt — som rimeligvis oprindelig herhen hørende — en samling optegnelser benævnt »Heidar á Vestfiördum z vikutal«. Her findes — med AM.'s hånd — en udførlig opregning af samtlige hedeveje i Vestfjordene, samt et læg, som giver endel til Almenningernes topografi og i øvrigt endel spredte angivelser af sødistancer mellem punkter omkring Isefjordsdybet; endvidere indeholder et særligt, med en fremmed hånd beskrevet, læg en udsigt over de fleste øvrige heder på Vestlandet. Blandt andre angivelser i dette sidste stykke siges der således, at »Ásólfsgata« (Sturl. Skíðaríma) ligger op fra Bjarnastaðir i Staðarhólsdal og ned i Fagradal.

Trykfejl:

S. 624, l. 5 f. n. læs: Reykjarfjord til.

• 630, l. 19 f. o. Róva, læs Rófá.

_____

Med Stranda syssel slutter Islandsbeskrivelsens 1ste del.

Af 2den del, som omfatter Nord- og Østlandet, udgaves første hefte, der behandlede Nordlandets fem sysler, år 1879. De dette hefte ledsagende »tillæg og rettelser« genoptages her, da det pågældende blad ikke er bestemt til at bevares.

---

Hunavatns syssel.

Sysselbeskrivelsen af 1748 frembyder intet af interesse. Også Chor. isl. har kun lidet for dette syssels vedkommende. — Da Vatnsdalens udstrækning i ældre tid er noget uklar (sml. IB. II, s. 31), kan det fremhæves, at Arne Magnussön går ud fra, at navnet rettelig bruges om landet omkring Vatnsdalså helt ud til kysten, og mener, at en enkelt mand (lagmand Gottrup på Tingøre) på hans tid først vilkårlig begyndte at skelne mellem en øvre og en Nedre Vatnsdal, i hvilken sidste da Tingøre skulde ligge.

Med hensyn til Hunavatns syssel og særlig egnen omkring Videdal og Vatnsdal er i øvrigt forskelligt at berigtige eller videre at udvikle, dels i henhold til senere erholdte meddelelser — navnlig fra pastor Jon Kristjanssön — , dels til hvad der mundtlig er fremsat af den med disse egne fortrolige videnskabsmand adjunkt Björn Olsen.

Når der således IB. II, s. 16—17 tales om den formodede ældre udstrækning af Linakradal: langs Reydarlæk til Vesterhopsvatn, — da skal denne opfattelse endnu ingenlunde være helt forsvunden. Til forklaring af sagaernes tilsyneladende modstridende angivelser af Ospakshellir som liggende i Linakradal og Toreyjarnup som liggende i Vesterhop fremsætter stedets præst den formodning, at navnet Linakradal har ovenfor Midfjardarvatn været indskrænket til landet øst for Reydarlæk, som ligger lavere end vestsiden, en opfattelse som på en heldig måde synes at fjærne vanskelighederne.

I IB. I, s. 22 fremhæves en formentlig unøjagtighed i Hejdarviga-sagas omtale af »Saxalæk«, og i den tilhørende anmærkning bruges denne unøjagtighed som et bevis på, at sagaen må være ført i pennen af en med forholdene i Videdal just ikke særlig velkendt forfatter. Da nu imidlertid sagaens fremstilling ellers røber lokalkundskab, er denne antagelse i og for sig noget betænkelig, og adjunkt Bjöm Olsen har sikkert truffet det rette, idet han går ud fra, at sagaens tilsyneladende unøjagtighed kun beror på en ejendommelig anordning af fortællingen: Først fortælles nemlig episoden om Bardes moder til ende; derefter optages tråden angående Bardes rejse.

I IB. II, s. 25 er det gådefulde Ávellinga-goðorð omtalt, og i de vedføjede »tillæg og rettelser« anførtes følgende til s. 25, anm. 1. »Ved Gudbr. Vigfussøns udgave af Sturlunga saga er opmærksomheden bleven henledet på en med marginalnoter forsynet afskrift af sagaen (AM. 439, 4to), der skyldes den bekendte Björn Jonssön på Skardså [Skarðsá, Björns gård, ligger sydligst i Sæmundarhlid i Skg.]. En bemærkning af denne med bensyn til Ávellingagoðorð kan måske fortjæne opmærksomhed, da det har vist sig så vanskeligt at finde oprindelsen til navnet. Hvor Ávellinga-goðorð er nævnt i sagaen, bemærker han i marginen: »Það hygg ek Vatnsnes út frá Völlum«; han har altså villet aflede navnet af den i Vatnsnæssets sydvestligste del, øst for Midfjorden liggende gård »Vellir.« — Senere har adjunkt Bj. Olsen i Tímarit hins íslenzka bókmentafélags II, s. 1—31 optaget dette spørgsmål til behandling. Selv om man vil finde hans hypotese, at navnet Ávellingagoðorð skulde være forvansket af et oprindeligt »Æverlingagoðorð«, dannet af Ævarr, navnet på høvdingen Havlide Måvssöns stamfader, noget dristig, viser det sig dog klart nok, at Ávellinga-godordet er det samme som godordet Hafliðanautr; det kan nemlig så godt som bevises, at den Torsten Ivarssön, som overdrog Snorre Sturlassön sin del af godordet, er en ætling af Havlide Måvssön på Bredebolstad i Vesterhop.

Angående den i Hejdarviga-saga (s. 322—23) nævnte gård Bakke siges der IB. II, s. 30, at den nu ikke kendes. Pastor Jon Kristjanssön gør mig imidlertid opmærksom på, at hermed utvivlsomt menes Hjaltabakke, der i ældre tid benævntes Bakke, og at man virkelig endnu ganske almindelig udtrykker sig om Hjaltabakke, at den ligger »fyrir utan Húnavatn«.

Hvad der IB. II, s. 34 bemærkes om Vatnsdalsholar kan berigtiges derhen, at i følge erklæring fra naturforskere viser deres sammensætning (trachyt), at de ikke kan skyldes fjældskred, men at dannelsen må være eruptiv.

IB. II, s. 38—39 omhandles gården Kornså, Vd.'s Karnså. Til hvad der her er bemærket om ordet »karn« kan føjes, at fuglenavnet karn i følge Byghs »Norske og islandske Stedsnavne«, Trondhjem 1871, s. 34 bruges som tilnavn. — Ved gården Kornså fandtes år 1859 i en høj ud for gården et mærkeligt gravfund, bestående af hjælm, kniv med bénskaft, en lille klokke (hvorfor man antager det for halvkristeligt og sætter det i forbindelse med den primsignede Torkel Kravla), saks, glasperler m. m. foruden menneske-, heste- og hundebén. — Se herom nærmere »Islands fortidslævninger«.

Det IB. II, s. 39—40 om navnet Undunfell anførte vil næppe kunne bestå. Björn Olsen formoder, og vistnok med rette, at gårdens navn oprindelig har været Undurnfell, hvori da ligger det forældede ord undurn, der her må have betegnet dagstiden omkring kl. 3 eftermiddag. — Se hans udvikling heraf i Årbøger for nordisk oldkyndighed, 1881.

Til nøjere oplysning om Gudbrandsstaðir i Vatnsdal, Svartsfellsmýrar o. s. v. (se IB. II, s. 44) meddeler pastor Jon Kristjanssön, at Svartsfell er et temlig højt fjæld i halsen (højlandet) øst for Vatnsdal — omtrent på strækningen mellem Mardarnup og Hov. Syd for fjældet skal Svartsmýar findes. Nordvest for fjældet påvises sætertomter fra Gudrunarstadir, og man kunde da antage, at denne gård, der ligger i den herefter Gudrunarstadadal benævnte sidedal fra Vatnsdal, var sagaens Gudbrandsstadir ; — eller i al fald heri finde en ny bekræftelse på, at Gudbrandsstad må søges i Gudrunarstadadal, hvorfra sætervejene ligge op til Svartsfell.

Den i IB. II, s. 50 udtalte formodning, at Þjófadalr skulde være den samme som Hvinverjadalr eller Reykjavellir (Hveravellir), holder neppe stik. I følge forskellige overensstemmende meddelelser — deriblandt også Arne Magnussöns optegnelser — må Þjófadalir antages at ligge sydligere end Hveravellir og ses på kortet som den af Fúlakvísl gennemstrømmede dal.

Trykfejl og lignende berigtigelser:

IB. II, s. 13 burde det udtrykkelig være udtalt, at Sigridarstadaós og Sigridarstadavatn er det samme.

S. 6, l. 16 f. o. selse, læs selve.

• 30, l. 22 f. o. nordvefitlige, læs nordøstlige.

• 39, l. 13 f. n. Kornsárland, læs Karnsárland.

• 42, l. 9 f. o. læs: Dauðsmannskvísl.

• 45, l. 7 f. n. gården, læs gårdene.

• 48, l. 11 f. n. død, læs døde.

• 54, l. 6 f. n. Langå, læs Lakså.

---

Skagefjords syssel.

Dette syssel, hvortil der ingen ældre sysselbeskrivelse findes og kun få optegnelser i Chor. isl., giver ikke anledning til mange berigtigelser.

Til s. 66—67 føjedes i »tillæg og rettelser«: »Allerede Bjørn på Skardså fremhæver i sine marginalnoter (AM. 439, 4to), at Herredsvandene i Sturlungetiden må have løbet vest for Vallalaug og Lángamýri.

IB. II, s. 78—79 giver en beskrivelse af Hegranæs ting. Interessant er det at se, at om dette ting, angående hvilket man nu véd så god besked, var ved begyndelsen af forrige århundrede enhver tradition tabt. Arne Magnussön søger forgæves at få noget at vide. Præsten på Rip meddeler, at vel måtte de mange bodtomter ved Gard — flere end man noget andet steds havde set eller hørt omtale — falde enhver i øjnene; men ingen vidste, hvad slags boder det havde været: snart gættede man på fiskerboder, snart på købmandsboder, men bægge formodninger bleve på grund af naturforholdene usandsynlige.

S. 80. Om den her omtalte »Vagnbraut« kan det bemærkes, at den havde sit navn, fordi førselsvognene til Holar benyttede den.

S. 81. Arne Magnussön, der også i Chor. isl. omhandler de til Hof knyttede traditioner, nævner her mere end 30 tomter, deraf en meget stor.

S. 82. I anledning af hvad der i K. Maurers anmældelse af IB. II, 1. (Literaturblatt für germ. und rom. Philologie Nr. 1, 1880) er ytret om et Hola domkirke tilhørende alterklæde af fint lærred med en fremstilling af det tyske rigsvåben — i følge traditionen oprindelig hørende til en messeklædning, som biskop Jon Aressön skulde have modtaget som gave fra kejser Karl den fæmte — , kan anføres, at dette i følge meddelelse fra stedets præst nu ikke længer er til at finde.

S. 83, hvor gården Áss nævnes, er den her af Torvard Spak-Bödvarssön byggede kirke fejlagtig angivet som Islands første; kirken på Esjuberg er nemlig ældre. Se IB. I, s. 54.

S. 85—87. I følge velvillig meddelelse fra kapt. Meidell mener han, at det i Ldn. nævnte Stafshóll ikke kan have ligget i Dejldardal, men må svare til gården Austari Hóll i Fljot.

S. 89. Hr. Docent G. Brynjulvsson har velvillig gjort mig opmærksom på, at landnamsmanden Nafar-Helgi ikke godt kan benævnes »Helge navar«, da første del af navnet er et stedsnavn i ejeform (hans hjemsted i Norge).

Trykfejl:

S. 61, l. 2 f. n. gården, læs øen.

• 72, l. 5 f. o. læs: Öksnadalshede.

• 72, l. 15 f. o. »austan«, læs »austr«.

• 74, anm., l. 4, læs: girðingar.

• 83, l. 20 f. o. læs: græsgroede.

• 87, l. 4 f. o. »den« udgår.

---

Øfjords syssel.

For dette syssels vedkommende findes vel en ældre sysselbeskrivelse (1747), men som intet nyt giver; i Chor isl. er heller intet at finde. Til beskrivelse af Svarvadardalen kan dog — navnlig ved yderligere meddelelser fra pastor Povl Jonssön — nogle berigtigelser knyttes:

IB. II, s. 94 er Vatnsdalshólar i Svarvadardal omtalt. I følge P. Jonssön danner den fra Vatnsdal-søen kommende å ved sit udløb fra søen to holme, men så ubetydelige, at opmærksomheden næppe fæster sig ved dem. I dalmundingen er derimod ret anselige højder (hólar), der må passeres på vejen til dalen; dette er Vatnsdalshólar.

S. 94, l. 16 f. n. »op« (upp), læs »ude fra« (utan).

S. 97 er »Blakksgerði« med dets vekslende former nævnt; i følge meddelelse fra G. Vigfusson viser det bevarede membranblad af Svarfd., at Blængsgerði er den rette form.

S. 99 er den i Håvard Isfjordings saga nævnte Oksedal omtalt. Efter hvad pastor P. Jonssön meddeler, må denne dal — Sturl.'s Uxadalr — antages at svare til Sæludalr, en østlig sidedal til Skidadal; kort syd for ligger ødegården Hávarðsstaðir, i selve dalmundingen står gården Sæla. Til yderligere bestyrkelse anføres, at et snævert pas Uxaskarð, der fra sydsiden af Sæludal ligger op på heden, endnu ved sit navn synes at minde om dalens ældre benævnelse.

Mærkeligt er det med hensyn til Svarfdæla-saga, at man i et håndskrift fra det 17de årh. AM. 47, 8vo (Jónsbók interpolata) finder et citat af sagaen, der synes at tilhøre den nu tabte del; til oplysning af ordet »hérað« citeres nenilig følgende efter »Svarfdæla«: Þier hafið ókænliga haldit hér að óbygðum, því að mitt hérad er hér inn frá (þad var Svarfaðardalur). — Som en sén, til Svarvadardal knyttet opdigtning kan »Saga af Þjóstólfi hamramma Svarfdælskum« nævnes (Addit. nr. 376 på univ.-bibl.). Sagaen er et bevidst forsøg på efterdigtning af en oldtidssaga, med viser, hvoraf nogle defekte, o. s. v., men frembyder i øvrigt lidet af interesse. Skuepladsen er dels Svarvadardalen, hvor helten — en søn af Karl »ómálgi«s datter Ingveld — navnlig kæmper mod trolde, dels Norge og Danmark, med besøg ved de derværende hoffer.

Hvad der i »tillæg og rettelser« til IB. II er bemærket om Øfjordens navn udgår; Ldn. udleder det af de udenfor fjorden liggende øer.

I anledning af den IB. II, s. 109 nævnte gård Lögmannshlíð gør K. Maurer i sin anmældelse (Literaturblatt für germ. und rom. Philologie Nr. 1, 1880) opmærksom på, at gården har fået sit tillæg til det oprindelige navn Hlíð, fordi den omkring år 1300 flere generationer igennem var »lögmann»-sæde (Se Safn 1. s. Í. II, s. 45, 53, 62—63).

Til s. 121 meddeltes i »tillæg og rettelser« til IB. II, 1 følgende: »I anledning af de i slaget på Örlygatstad faldne Sturlunger, hvis lig førtes til Tværå, bemærker Bjørn på Skardså: »Sturlúngareitur heitir í kirkjugarði á Múka-Þverá.« — Dette stemmer med hvad E. Thorlacius fortæller i et brev til Finn Magnussön (Saurbæ 5/2 1845) — efter at runeligstenen på Munke-Tværå er omtalt — : »Þar heitir enn Sturlungareitur, þar sem Sturlúngar voru grafnir; og villja nú fáir láta grafa sig þar. Þykist hjátrúarfólk heyra þar sem væl undan illviðrum.« (SmI. hvad der er bemærket om »Sturlúngareitr« IB. I, s. 317.)«

Angående det IB. II, s. 123 nævnte Knarrarvað kan bemærkes, at efter hvad der i fortalen (XVIII) til Fornsögur, Kph. 1880, oplyses, er det rimeligt, at dette navn er opstået ved fejllæsning af et oprindeligt Kvarnárvað, da stedsnavnene Kvarná og Kvarnárdalur forekomme her.

I følge meddelelse af dr. G. Vigfusson deler han den IB. II, s. 129 udtalte formening om en forveksling af Grimsø og Hrisø, men gør tillige opmærksom på, at Valla-Ljots sagas »inn eptir firðinum« (s. 226) sikkert er opstået af et fejllæst forkortet »innan«, ligesom han i det hele har henledet min opmærksomhed på, hvor ofte en rettelse i sagateksterne vil kunne foretages ved at læse »innan« for »inn«, »útan« for »út« o. s. v. — således foruden på flere tidligere anførte steder oftere i Háv (f. eks. s. 20, l. 3 f. n.).

Trykfejl:

S. 96, l. 1 f. n. mundgåt, læs mungåt.

• 101, l. 21 f. o. læs: Hrísey.

• 102, l. 8 f. n. Askógr, læs Áskógr.

• 104, l. 4 f. n. (anm.) læs: Svarfdælagróf.

• 106, l. 14 f. o. stár, læs står.

• 109, kolumnetitlen, læs: Kræklingahlid.

• 110, l. 15 f. o. læs: hvilke.

• 114, l. 25 f. o. AM. s. 272, læs nr. 272.

• 114, l. 6 f. n. AM. s. 272, læs nr. 272.

• 119, l. 4—5 f. o. læs: berømmelse.

• 120, l. 6 f. o. større, læs större.

• 121, l. 7 f. o. stor om, læs stor del om.

• 131, l 1 f. n. (fjallagras), læs (fjallagrös).

---

Sønder-Tingø syssel.

Over de to Tingø sysler, det daværende Norder-Syssel (ellers gemeenligen Thingøe-Syssel kaldet) haves en omhyggelig udarbejdet sysselbeskrivelse fra 1747, der giver udførlig oplysning om disse egnes forskellige forhold, ikke blot i topografisk, men naturhistorisk og anden henseende, omtaler f. eks. temlig udførlig de lavere dyr. — Derimod giver Chor. isl. kun lidet.

I IB. II, s. 141 omtales lejlighedsvis »einmánaðar-samkoma« som en for Nord- og Østlandet ejendommelig sammenkomst. K. Maurer fremhæver i sin anmældelse af IB. II, 1., at Jonsbogen behandler denne art sammenkomst som en for hele landet indført og at en tilsvarende allerede afholdtes i fristatstiden (i langefasten).

Det sammesteds forekommende Þíngmannaleið kunde passende have været gengivet ved Tingmannaled (da »led« i betydningen vej jo delvis er bevaret).

I anledning af hvad der IB. II, s. 144 er bemærket om Hellugnúpsskarð meddeler den i Hnjoskadalen barnefødte pastor Jon Kristjanssön, at Hellugnupsskard var i hans tid et velkendt og dagligdags brugt stedsnavn; således benævntes et pas i fjældene mellem Hnjoskadalen og Bårdardalen, en halv mils vej syd for Sörlastaðir, ud for hvilken gård der findes et andet pas, hvorigennem (som nævnt i IB. II) nu den sædvanlige vej mellem Hnjoskadalens øvre del og Bårdardalen fører. Da optigningen til Hellugnupsskard er stejl, antager pastor J. K., at det er denne skråning, som i Ljósv. er benævnt Brynjubrekka, og at netop dennes stejlhed har bevirket, at man senere har foretrukket det nordre (nu brugelige) pas.

Om Goðafoss (se IB. II, s. 150) fortæller sysselbeskrivelsen fra 1747, at herunder var der en hule, hvor Grette skal have besejret en troldkæmpe, og hvorfra han flyttede en stor kobberkedel, »som nu siges at være på Holum bispegård og almindelig kaldes Gretters kedel«.

Angående Tingø (IB. II, s. 155) berettes i Chor. isl. — rigtignok ved meddelelse på anden hånd —, at der med undtagelse af en »Þinghóll« benævnt høj nordøstlig på øen ingen minder om det fordums ting fandtes. I sysselbeskrivelsen anføres derimod udtrykkelig, »at man til denne dag kan se rudera og gærder, der som tingstedet (»fjærdings ting«) har været«. Blandt øerne i Skjalvandafljot nævnes Skullde Thingsøe.

Med hensyn til den IB. II, s. 160 omtalte runeligsten på Grenjadarstad bør det fremhæves, at flere tilstrækkelig betryggende gengivelser af indskriften foreligge (se herom afhandlingen »Islands fortidslævninger«), i følge hvilke denne lyder:

HER HUILER SIGRID HBAFNSDOTTER KUINNA BIARNAR BONDDA SEMUNDZ SONAR GUD FRIDE HENNAR SAL TIL GODRAR UONNIAR (ɔ: vonar) HUER ER LETRID LES BID FIRIR BLIDRE SAL SYAGGE (ɔ: syngge) SIGAND (ɔ: signað) VES (ɔ: vers).

Jonas Hallgrimssön foreslår i sin dagbog (nr. 6, 8vo i det isl. litt. selskabs arkiv) de i parentes satte forklaringer, hvorved denne tilsyneladende så besynderlige indskrift bliver ganske klar. Han antager, at denne Sigrid har været kone til Bjarne Sæmnndssön — den ældre, eller den yngre — som bægge i sin tid boede på Ejnarsstadir i Reykjadal, og hvis navne i følge ham er vel bekendte fra de islandske annaler og slægtregistre. — Sml. »Islands fortidslævninger«.

Om de varme kilder i Reykjahverve (IB. II, s. 163) fortæller sysselbeskrivelsen, at der var tre, der kastede vandet 40—50 fv. højt op i luften. En gang skulde en okse være falden i en af disse kilder; men da vandet næste gang kastedes i vejret, fulgte kun oksens knogler med; hud og kød var ganske fortæret. Deraf skulde navnet Oksehver have sin oprindelse.

IB. II, s. 166: Vindbelgjarfjæld. Den her nævnte Skútahellir kendes allerede af sysselbeskrivelsen fra 1747.

I IB. II, s. 170— 71 omtales de vulkanske udbrud i Myvatnsegnen i årene 1724 — 29, og der henvises dér til sognepræstens »Sandferdige Relation« Kbh. 1726 som den fornemste kilde. Blandt det kgl. biblioteks håndskrifter (Gl. kgl. Samling nr. 2860, 4to) findes en — i IB. ikke benyttet — fortsættelse heraf, bestående af tre »appendices«, dels fremstillende udbruddene de følgende år, dels indeholdende tillæg og berigtigelser til den tidligere beretning. Disse »appendices« må særlig anbefales enhver, der vil have en nøjagtig kundskab om de forskellige udbrudssteder, disses beliggenhed, udbruddenes art og virkninger m. m. — Sysselbeskrivelsen af 1747 henholder sig i beskrivelsen af Myvatnsegnens mærkeligste fjælde væsenlig til Relationen af 1726.

Det IB. II, s. 173 nævnte jordbad beskrives udførlig i den ældre sysselbeskrivelse, der lader det være indviet af biskop Gudmund. Endvidere nævner samme skrift tre kolde sundhedskilder ved Myvatn, de to indviede af biskop Gudmund, men den tredje — »efter hvad der skrives« ɔ: i følge sagaerne — benyttet af missjonæren Tangbrand til at døbe i. Det må altså sikkert være den ÞángbrandspolIr, om hvilken der IB. II, s. 169, anm. siges, at den ikke længer kendes.

S. 171, l. 10 f. o. Angående navnet Hverfjall kan mærkes, at Myvatnssvejtens beboere skal benævne ethvert vulkankrater hver.

Trykfejl:

S. 154, l. 10 f. o. lile, læs lille.

• 159, kolumnetitlen, læs: Reykjadal. Adaldal.

• 162, l. 4 f. n. AM. s. 276, læs nr. 276.

---

Norder-Tingø syssel.

IB. II, s. 188. Ved Kópaskersvog(r) i Nupasvejt er fra 1/6 1880 avtoriseret en handelsplads.

Til yderligere bestyrkelse af hvad der er sagt om den oprindelige grænse mellem Nord- og Østlandet, kan anføres, at sysselbeskrivelsen fra 1747 nævner »Lækningstader« som syslets nordligste gård, hvorimod det nord (ɔ: nordøst) for denne liggende fuglebjærg angives at høre til Mule syssel. I følge meddelelser fra sysselmændene i Mule syssels nordre del ved midten af forrige århundrede var grænsen mellem Tingø og Mule syssel på nordsiden af Langanæs »Kambgjå« og »Gråstén«; men de seks på sydsiden af næsset liggende gårde, der i verdslig henseende hørte til Mule syssel, søgte dog Saudanæs-kirke og regnedes for så vidt til Hola stift.

Trykfejl:

S. 188, l. 15 f. o. Dimmufjallgarðr, læs Dimmifjallgarðr.

---

Norder-Mule syssel.

Når den længere Droplaugarsona-saga s. 233, l. 18 f. n. er henført til det 17de årh., er dennes alder sikkert sat for langt ned i tiden (bearbejdelsen må være ældre). En nærmere undersøgelse af dette i flere henseender interessante arbejde håber jeg imidlertid inden lang tid at kunne give andensteds.

Trykfejl:

S. 197, l. 9 f. n. deu, læs den.

• 203, l. 23 f. o. hjørne, læs hjörne.

• 215, l. 4—5 f. o. »Goðatóptír«, læs »Goðatóptir«.

---