Tilnavne: Virksomhed 1

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Tilnavne i den islandske oldlitteratur

ved Finnur Jónsson

særtryk af
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
1907

H.H. Thieles Bogtrykkeri
Kjøbenhavn
1908

Femte afdeling
Tilnavne, knyttede til social stilling, virksomhed, enkelte begivenheder og privatlivet

B. Virksomhed, redskaber og lign., hvoraf tilnavne er dannede.

1. starfsami (hinn), Sturlaugr Fas., sagnh. ‘Den virksomme’, el. ‘meget virkende’; i øvrigt synes starf her brugt om vanskelige arbejder og hværv, der skal udføres (jfr. sagaen k. 14).

fiskni (hinn), Ketill Ld. IX—X. ‘Den heldige fisker’, i øvrigt er ordet fejl for fiflski (s. d.).

læknir, Álfgerðr Austf. X; Helgi Sturl., Ann. XIII; Hildigunnr Nj. X; Hǫskuldr Ldn. XII; Þorgeirr Hkr. XII; Þorkell Ldn. XI; Þormóðr Sturl. XII; Þorvarðr Ljósv. XI; Þorvarðr Austf. X. ‘Læge’.

hagi (hinn), haga (hin), Bjǫrn Bisk. XI; Egill Sturl. XIII; Guðný Ann. XIV; Margrét Bisk. XII; Þorkell Sturl. XII; Þorleifr Ann. XIII—XIV. ‘Den kunstfærdige’; om M. hedder det, at hun (der havde lavet en bispestav af tand) da var »oddhǫgust allra manna á Íslandi«. Þorleifr nævnes i to annaler; i den ene (Skálh.) kaldes han på latin: faber.

Braut- -Ǫnundr Hkr., sagnh. ‘Vej-’; fordi han »let brjóta vegu um alla Svíþjóð«.

trételgja, Óláfr Hkr., sagnh. ‘Træhugger’, fordi »hann ruddi markir«.

smiðr, Eyvindr Ldn. X; Guðlaugr Ldn. XII; Móðólfr Ldn. X; Sigurðr Hák. XIII; Vémundr Ldn. IX—X; Vigfúss Sturl. XIII; Þorkell Sturl. XIII; Þorsteinn Ldn. XI—XII. ‘Smed’; der gives ingen yderligere oplysninger om nogen af bærerne, om hvad slags ‘smede’ de var.

smið- -Skeggi Sturl. XII—XIII; Sturla Ld. XI. ‘Smed-’; = det foreg.

hǫfuðsmiðr, Árni Bisk. XI. ‘Hovedsmed’ (»arkitekt«); dette må opfattes som tn.: »Á., er kallaðr var hǫfuðsmiðr«.

askasmiðr, Oddbjǫrn Ldn., Eg., Fas. X. ‘Karsmed’; askr står her sikkert i betydn. ‘kar’, madkar af træ, således som sådanne har været i brug på Island indtil vore dage.

gullsmiðr, Þorsteinn Sturl. XII. ‘Guldsmed’.

gyllingar- -Kali Flat. XI. ‘Forgyldnings-’; tn. hentyder til, at bæreren har givet sig af med at forgylde, været etslags guldsmed; »hann var hagr vel á gull ok silfr«.

knarrarsmiðr, Þorsteinn Hkr. XI. ‘Skibsbygger’; »hann var kaupmaðr (jfr. knǫrr egl. = handelsskib) ok smiðr mikill«; kong Olav havde frataget ham et stort og nyt handelsskib, »som T. havde bygget«.

tinsmiðr, Þórólfr Sturl. XII. ‘Tinsmed’, ɔ: en, der forarbejder genstande af tin.

tin- -Forni Ldn., Eyrb. X. ‘Tin-’; at der er tale om et tn., kan sluttes af, at bæreren i et vers kaldes Forni; han har vel været tinsmiðr.

tinteinn, Þorvaldr Ldn., Korm. X. ‘Tintén’; af samme betydn. som de foregående; Kormak kalder ham i vers tindráttarmaðr og hinn es tin tannar.

rauða- -Bjǫrn Ldn., Ld., Eg. X. ‘Røde-’, af rauði ‘myremalm’; »hann blés fyrstr manna rauða á Íslandi ok var hann af því kallaðr r.« (Mb.).

steypir, Klœngr Bisk. XIV; Ormr Ann. XIII-IV; Pétr Sv., Bǫgl. XII—III; Þórðr Sturl. XIII. ‘Støber’.

flettir, Haraldr Hkr. XI; Saxi Hkr. (v. l. fleita) Fas., sagnh.; Þorkell Orkn. (v. l. flatr, fletta ur.) XII; Þorkell Austf. (v. l. fleytir) X. ‘Flækker’; tn. hentyder sikkert til tømrerhåndværket; fletta ‘at flække’ tykke planker for at frembringe tynde brædder. Andre betydninger kunde også antages (‘plyndrer’, sml. Fritzner: fletta).

skafhǫgg, Þorbergr Hkr. X. ‘Glathug’ (egl. et hug, der glatter, jævner); T. var »stafnasmiðr at skipinu«, ɔ: Ormen lange; sit tn. har T. sikkert fåt efter den begivenhed, der fortælles om ham i Ol. Tr. s. (Hkr. I, 412 ff.).

tálgi, Sigurðr Sv. XII. ‘Skærer’ el. ‘hövler’; vb. telgja bet. at ‘tilhugge, tilskære’, især træ.

brasaðr, Andrés Sv. XII. ‘Sammenlodder’, jfr. isl. brasa, no. brasa ‘at sammenlodde’.

fægir, Hallvarðr Hkr., Mork. XII. ‘Polerer’.

dengir, Ǫgmundr Hkr. (v. l. drengr ur.) XII. ‘Hamrer’, d. v. s. den, der udhamrer leblade, gör dem tynde og skarpe; herom er vb. dengja blevet brugt på Isl. ned til vore dage.

smiðjudrumbr, Ketill Ldn. X. ‘Smedjeblok’; hermed menes måske den træbul, som ambolten er fæstet i.

skinnari, Viljálmr Hkr., Fsk. XII. ‘Skinder’', ɔ: garver, skindtilbereder.

fisiler, Þrándr Bisk. XIII. ‘Fyrværkerikunstner’ el. lign.; Þ. »kunni mart klókt at leika meir með náttúrligri list en með nokkurs kyns galdr«, deriblandt noget der kaldes en herbrestr (ved hjælp af svovl, blår m. m.).

myntari, munt-, Hagbarðr Sv. XII. ‘Møntmester’.

hestageldir, Hlíf Ldn. IX. ‘Hestegilder’, en, der kastrerer heste.

báru- -Bjǫrn Bárð., uhist. ‘Bølge-’, fordi han var en stor »sjógarpr«.

2. R e d s k a b e r. dráttarhamarr, Þorkell Sturl. XIII. ‘Dræt(træk)hammer’; det er mig ikke klart, hvad dráttar- her bet., måske med Fritzner en hammer ‘til at drive nagler ind’.

hnjóðhamarr, Þorkell Sturl. XIII (samtidig med den sidstomtalte). ‘Klinkhammer’, en hammer, der anvendes til at lave et nyt hoved på et inddrevet (klink)söm.

vegghamarr, Ásbjǫrn Austf. XI. ‘Væghammer’, ɔ: en hammer til at banke de enkelte lag græstörv i en væg sammen, göre dem så tætte som muligt.

nafar- -Helgi Ldn. IX—X. ‘Bór-’; af nafarr ‘et bór’; snarere end nafar gen. af fem. nǫf.

skólpa, Jón Sturl. XII. Ordet er vistnok fem. til skólpr ‘skære- el. drejejærn med rundböjet æg’ (Fritzner) og ensbetydende med dette.

lauð, Halli Bǫgl. XIII. ‘Draglod’; se i øvrigt Fritzner.

sleggja, Þórólfr Ldn., Vd. X. ‘Forhammer’, en svær og tung hammer.

sleggju- -Gunnarr Sturl. XII. ‘Forhammer-’; se foreg.

þeksla, Eiríkr Ldn. (geneal.). ‘Skarøkse’.

sleggjufall (slegg- v. l.), Þorbjǫrn Finb., uhist. ‘Hammerfald’, også kaldt sleggja.

steðja- -Kollr Nj. X (el. sagnh.?). ‘Ambolt-’; af steði ‘en ambolt’ se ovf.

skinnknífr, Beni Hák. XIII. ‘Skindkniv’, vel en kniv, hvormed huder sønderskæres.