To dåbsløfter fra vikingetiden

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif
Illustration fra 9.årh.: Kristus som heroisk kriger. (Stuttgart Psalter, fol. 23).

To dåbsløfter fra vikingetiden

Indledning og oversættelse ved
Carsten Lyngdrup Madsen
© 2019


Oversættelsen er foretaget på baggrund af
Donata Kick: The Time is now: the roles of apocalyptic thought in early Germanic literature, Durham University, 2006.
Bernhard Mutschler: Glaube in den Pastoralbriefen: Pistis als Mitte christlicher Existenz, Thübingen, 2010
Niels Munk Plum: Forsagelsen ved daaben – en liturgisk-historisk undersøgelse, København, 1920.
Wilhelm Wackernagel: Altdeutches Lesbuch, Basel, 1873



Indledning


Den kristne kirkes ældste præcisering af, hvad kristendom er, hedder Den apostolske Trosbekendelse og går tilbage til omkring år 200. I den norrøne litteratur refereres der undertiden til denne bekendelse med den latinske titel Credo (dvs. jeg tror), der er det første ord i bekendelsen. Til trods for sin alder er den stadig den mest benyttede trosbekendelse i dag både i katolske og protestantiske kirker. I dansk oversættelse lyder Den apostolske Trosbekendelse således:


1. Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber.
2. Jeg tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
3. Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.


Som det fremgår, er bekendelsens tre hovedpunkter: troen på Faderen, Sønnen og Helligånden – i kristen terminologi: troen på den treenige Gud. Tanken bag bekendelsen er dels at afsøge grænsen for, hvad der ligger indenfor og hvad der ligger udenfor kristendommen, og dels at koge kristendommen ned til en kort og præcis formulering. Trosbekendelsen sammenfatter således kristendommen i tre korte punkter. Derfor var den velegnet i undervisningen af folk, som ønskede at tage imod den kristne tro. I den Store saga om Olaf Tryggvason hører vi for eksempel, at kongen sætter Halfred Vanrådeskjald til at lære "credo og paternoster" – Trosbekendelsen og Fadervor.


Trosbekendelsen viste sig at være et effektivt redskab overfor nye kristne og ganske hurtigt kom den til at indgå i kirkens dåbsritual. I praksis betød dette, at bekendelsen blev omformuleret til spørgsmål, så præsten spurgte den, som skulle døbes "Tror du på Gud Fader…?" osv. Dåbskandidaten svarede bekræftende på alle tre spørgsmål, hvorefter dåben kunne finde sted. Dette ritual blev kaldt dåbsløftet, senere dåbspagten.


I oldkirken[1] begyndte der imidlertid flere steder at dukke en tilføjelse op til dåbsløftet – et fjerde punkt, som handlede om at forsage Djævelen. Det var med andre ord ikke nok at sige ja til Gud, man måtte også sige nej til Djævelen. Og man måtte sige nej før man med rette kunne sige ja. Derfor kom dette nye punkt til at stå foran de tre oprindelige.


Selv om dette nye punkt, der almindeligvis kaldes Forsagelsen, ikke var en del af trosbekendelsen, kom den mange steder til at indgå i spørgsmålene ved dåbsløftet. Ordlyden og detaljeringsgraden af, hvad man skulle forsage, kunne variere, men som oftest var forsagelsen en kort og generel afvisning af Djævelen og hans værk. I den danske folkekirke lyder spørgsmålet ved dåben: "Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?"


En af årsagerne til at dette fjerde punkt dukkede op, skal måske findes i, at kristne forkyndere og missionærer i bogstaveligste forstand stod overfor hedninger, som dyrkede deres egne guder. Disse guder blev af kirkens mænd opfattet som djævle og dæmoner. Den, som skulle døbes og have del i det nye liv, måtte først frasige sig det gamle.


I Den store saga om Olaf Tryggvason findes flere eksempler på, at forfatteren har indflettet både forsagelse og bekendelse. I en ordveksling mellem den kristne konge og en hedning ved navn Røgnvald, hedder det for eksempel: »Siden sagde Kongen: “Det er mit Ærende til dig, Røgnvald! som til alle andre her i Landet, at jeg vil, at du skal troe paa een almægtig Gud Fader og Søn og hellig Aand, Himlens og Jordens og alle synlige og usynlige Tings Skaber; med denne Tro skal du forsage Djævelen og alt hans Væsen og alle hans Gjerninger og alle Afguder og Troen paa dem.«[2]


Hedningerne havde generelt mange guder uanset om de kom fra landene mod syd eller de var nordboere. Derfor kunne der fint findes plads til den kristne Gud side om side med de andre guder. Vi ved, at grækerne havde et alter for en ukendt gud i tilfælde af, at der skulle dukke en ny op. Vi ved også, at de svenske vikinger på Ansgars tid ikke tøvede med at gøre plads til Krist ved siden af de andre guder. Helge den Magre så ikke noget modsætningsforhold i, at være kristen og samtidig holde fast ved de gamle guder. Derfor anså man forsagelsen som en nødvendighed og derfor gik den fra at være en generel afvisning af Djævelen til at blive en målrettet afvisning af hedensk kult og navngivne guder.


To enestående tekster er bevaret fra henholdsvis 700-tallet og 8-900-tallet, som anskueliggør dette. I begge tilfælde er der tale om gamle dåbsløfter fra overgangstiden mellem hedendom og kristendom.


Den første er en saksisk (måske angelsaksisk) tekst, hvor dåbskandidaten ikke blot skal forsage Djævelen, men også indstille alle ofre til Djævelen, Djævelens gerninger, Djævelens ord og specifikt Odin, Tor og Tyr[3] og alle deres dæmoner. Der er ingen tvivl om, at udtrykket "djævleofre" er kirkens omskrivning af ofring til de hedenske guder, og når tre af de store guder er nævnt ved navn, tilføjes "alle dæmonerne", som igen er en fællesbetegnelse for resten af gudeflokken. At forsagelsen er blevet så specifik viser, at de hedenske guder var en realitet for den tids mennesker og at hedensk tænkning udgjorde et reelt problem for kristendommens udbredelse og kirkens succes.


Den anden af de to tekster er frankisk og knap så gammel men dog fra vikingetiden. I denne tekst er forsagelsen også udvidet og præciseret. Der nævnes ganske vist ingen guder ved navn, men efter den generelle forsagelse gås der direkte efter hjertet i den hedenske kult: blotet. Det er dette, der adresseres, når der spørges: "Forsager du alle offergaver, ofre og guder, som blandt hedningerne regnes for at være ofre og guder?" Ingen tvivl om, at de præster, som har forfattet en sådan formulering, vidste hvad de havde med at gøre. Blotet var for hedningerne, hvad Jesu død og opstandelse var for de kristne.


______________


Fra et religionshistorisk perspektiv er disse tekster interessante af flere grunde.

  • Der er tale om samtidskilder. Den munk eller præst, som førte pennen, da teksterne blev formuleret, levede samtidig med de hedninger, som dyrkede deres egne guder. Han kunne iagttage, han kunne spørge, han kunne få førstehåndsviden.
  • Der er ikke blot tale om samtidskilder men om skriftlige samtidskilder. Så godt som alle andre skriftlige kilder stammer fra 1200-tallet, men disse er fra 7-900-tallet.
  • Teksterne dokumenterer eksistensen af en kult omkring Odin og Tor i det saksiske (nordtyske) område. Dette er ikke ny viden for os, men værdien af disse teksters vidnesbyrd vejer tungere end de fleste, fordi der er tale om samtidskilder.
  • Teksterne dokumenterer, at ofring – blot – var kernen i hedningernes kult i det saksiske og det frankiske (nordøstfranske) område.
  • Formuleringen af teksterne viser, at hedninger, som lod sig døbe, ikke altid opgav deres gamle guder og skikke, hvilket må have medført en grad af synkretisme.
  • Teksterne giver et glimt af den praktiske virkelighed, som mødte mennesker under overgangen til kristendommen, hvor den ene religion udfordrede den anden.
  • Kirken nægtede ikke gudernes eksistens[4], tværtimod, de hedenske guder levede i bedste velgående, men blev betragtet som djævle og dæmoner. Derfor var forsagelsen så afgørende.



Saksisk dåbsløfte
Faksimile af manuskriptet med
det saksiske dåbsløfte.
(700-tallet)


Sp: Forsager du djævelen?
Og han skal svare: Jeg forsager djævelen.
Sp: Og alle djævleofre?[5]
Og han svarer: Og jeg forsager alle djævleofre.
Sp: Og alle djævelens gerninger?
Og han svarer: Og jeg forsager alle djævelens gerninger, og ord, Tor[6] og Odin[7] og Saxnot (Tyr?)[8] og alle dæmonerne, som er deres ledsagere.
Sp: Tror du på Gud den almægtige Fader?
Sv: Jeg tror på den almægtige Fader.
Sp: Tror du på Kristus, Guds Søn?
Sv: Jeg tror på Kristus, Guds Søn.
Sp: Tror du på den Hellige Ånd?
Sv: Jeg tror på den Hellige Ånd.


Frankisk dåbsløfte
Relief over Harald Blåtands dåb..
(8-900-tallet)


Præsten spørger: Forsager du djævelen?
Sv: Jeg forsager.
Sp: Forsager du djævelens virke og vilje?
Sv: Jeg forsager.
Sp: Forsager du alle offergaver, ofre og guder, som blandt hedningerne regnes for at være ofre og guder?
Sv: Jeg forsager.
Sp: Tror du på Gud Fader den almægtige?
Sv: Jeg tror.
Sp: Tror du på Kristus, Guds Søn, vor Frelser?
Sv: Jeg tror.
Sp: Tror du på den Hellige Ånd?
Sv: Jeg tror.
Sp: Tror du på Gud den almægtige i enhed og treenighed?
Sv: Jeg tror.
Sp: Tror du, at der er tilgivelse gennem dåben?
Sv: Jeg tror.
Sp: Tror du på livet efter døden?
Sv: Jeg tror.


Litteratur
Bernhard Mutschler: Glaube in den Pastoralbriefen: Pistis als Mitte christlicher Existenz, Thübingen, 2010
Donata Kick: The Time is now: the roles of apocalyptic thought in early Germanic literature, Durham University, 2006.
Niels Munk Plum: Forsagelsen ved daaben – en liturgisk-historisk undersøgelse, København, 1920.
Rudolf Simek: Dictionary of Northern Mythology, Cambridge, 2006
Wilhelm Wackernagel: Altdeutches Lesbuch, Basel, 1873



Fodnoter

  1. Således for eksempel i prædikener af Tertulian (Ca. 160-225) og St. Basileios den Store (330-379).
  2. Den store saga om Olaf Tryggvason, kap. 148.
  3. Se note 8.
  4. "Troen paa deres Eksistens som onde Vætter vedvarede i flere Hundrede Aar, i Slaget ved Lena 1208 kæmpede Odin paa Svenskernes Side, og mange lignende Eksempler kan anføres, Asgaardsrejen o. s. v." (Plum, s. 282, note).
  5. Det oldsaksiske ord her er gĕlt, der af Wackernagel gengives med offer, takoffer. Kick m.fl. vælger at oversætte udtrykket med tilbedelse af djævelen, hvilket da ville være en omskrivning af tilbedelse af de hedenske guder.
  6. Det saksiske navn i teksten er Thunaer, hvilket er det tyske Doner, navnet på tordenguden Tor
  7. Det saksiske navn i teksten er Uuoden, hvilket er det tyske Wôden – Odin.
  8. Det saksiske navn i teksten er Saxnôt, som er en saksisk guddom, hvis rolle ikke er helt entydig, men som Wilhelm Wackernagel betegner som en krigsgud. J. Grimm identificerede Saxnôt med Tyr (Tiw, Ziu), hvilket bakkes op af flere forskere, bl.a. J. de Vries. – R. Simek og G. Turville-Petre identificerer ham derimod med Frej (Fro). Ligesom de skandinaviske konger førte deres slægt tilbage til guderne – Odin i Danmark, Frej i Sverige – førte flere af de engelske konger deres slægt tilbage til Woden. I disse slægtstræer optræder Saxnôt som søn af Woden, Odin. Hvis Saxnôt er et andet navn for Tyr, stemmer dette slægtsforhold med Snorres Edda men ikke med Hymerskvadet.