Trældom i Norge - Trældommen efter Edda

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Trældom i Norge

II.
Trældommen hos nordmænderne efter Edda


Af Gustav Antonio Gjessing



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1862



Trældom i Norge efter Edda

I Edda-diktet Rigstula blir det fortalt om opprinnelsen til de ulike stendene i det norrøne samfunnet; trellene, bøndene og jarlene. I denne illustrasjonen av W.G. Collingwood (1854–1932) ser vi guden Rig sammen med trellene Åe og Edda. Sønnen som Rig fikk med trellkvinnen Edda ble ifølge Rigstula trellenes stamfar.

 Idet vi lægge den ældre Edda til Grund for vor Fremstilling af Trældommen hos Nordmændene for Christendommens Indførelse, frembyder Edda selv som Udgangspunct Rigsmaals Skildring af de tre norske eller rettere fællesgermaniske Samfundsklasser: Træl, Karl, Jarl med Samfundslivets sidste, smukkeste, for Fremtiden mest forjættelsesrige Spire, Kongen.

Denne Tredeling er ældgammel i den germaniske Verden: allerede Tacitus (Germ. 25) nævner servi («liberti non multa supra servos sunt«) ingenui og nobiles, i de angelsaxiske Love fremtræder den samme Række: beov, ceorl, äðeling, ligesom ogsaa i de tydske Kilder, hvorom udførligt i Grimms Rechtsalterth. p. 22fi ff. - Allerede af denne Inddelingens tidlige Forekommen vil indsees, at man i Rigsmaal ei vel kan vente at finde nogen Oplysning om hine Klassers historiske Opkomst; den ligger bagenfor den germaniske Stammes Splittelse, og Rigsmaals Opgave bliver nærmest at skildre de forefundne allerede fra den fjerneste Fortid bestaænde Forhold. Vel er der forsøgt at give Stænderne et mythisk Udspring, idet Rig — efter den prosaiske Indledning Asguden Heimdall, Verdens og Livskaar-skifteren (?) (Björn Hald.: dallr «vasculum distributorium, mensura liqvidorum«, I. Aasen: dall masc. «et Slags Spand med Laag og med Hank paa Laaget« , jfr Freyjas Navn Mardoll og den mythiske Dellingr, Dagens Fader, Tidens Skifter) — vandrer om og avler de forskjellige Klassers Repræsentanter; men denne Forbindelse med Gudeverdnen er løs og som Forklaring af de forskjellige Livskaars Oprindelse mislykket, idet man allerede i de Huse, hvor Rig træder ind for at blive Fader til de senere Klassers Stammefædre, der allerede forefinder den samme Samfundsinddeling, hvis Oprindelse Digteren vil have tillagt Rig.

Digtets Indretning, at der skrides frem fra Træl til Karl, til Jarl, til Konge, synes nærmest at være fremkaldt ved en let i Tanke kommende Reflexion over disse Livskaars indbyrdes Rang og Rækkefølge fra den tvungne og usle Stilling til den friere og ædlere. At Urparrene derimod, i hvilke vi, som nævnt, allerede forefinde Klasserne, kaldes med Navnene: Oldefader -moder, Bedstefader -moder, Fader-moder, hvorved en bestemt Tidsfølge synes søgt antydet, tør maaske indeholde et virkeligt historisk Minde om, hvorledes Jarleklassen har trængt sig i Forgrunden under det begydende Vikingeliv og endelig stillet Konger i Spidsen for de uddragende Skarer. Denne Tidsfølge er da maaske videre ved feilagtig Analogislutning lagt til Grund ved Stillingen af Trælle og Karleklassen. Rigsmaals Betydning for vor Undersøgelse (ligesom væsentligt hele Eddas) ligger saaledes fornemmelig i de Oplysninger, vi derfra kunne hente om Trællenes ældste Kaar og Beskjæftigelser hos Nordmændene. (Om Rigsmaals sandsynlige rent norske Oprindelse see Munchs Historie I 1 p. 111.)

Rigsmaals Afsnit om Trællene lyder som følger (Oversættelsen er tagen fra Munchs Historie I 1 p. 105 f.):


Midt paa Stien
monne han gaa,
kom til et Hus,
paa Klem stod Døren;
ind han gik,
Ild var paa Gulvet,
der sad ved Arnen
Ægtefolk tvende
Aæ og Edda
alderstegne.
Rig kunde dem
Raad at sige,
midt paa Gulvet
monne han sætte sig,
og Husets Folk
paa hver hans Side.
Da tog Edda
en tykbaget Lev
tung og klumpet,
tæt af Saaer;
midt paa Fadet
monne hun bære den;
Sodd var i Bollen,
satte den paa Bordet,
Kalven var kogt,
kostelig Spise.
Op han stod,
til Sengs han gik,
Rig kunde dem
Raad at sige,
midt i Sengen
monne han lægge sig
og Husets Folk
paa hver hans Side.
Der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt paa Stien,
led mest derefter
Maaneder ni.
Et Barn fødte Edda,
øst det blev med Vand
sortsmudsket af Hud,
det hed Træl.
Han tog til at voxe,
og vel at trives;
skrumpent var
Skindet paa hans Hænder,
Knoerne ogsaa
krympede sammen,
Fingrene digre,
fælt hans Ansigt.
Ryggen ludende,
lange hans Hæle.
Snart han begyndte
sin Styrke at prøve,
Bast at binde,
Byrder at gjøre
hjem han bar paa Ryggen
Ris den hele Dag.
Da kom til Gaarden
Gengilbeina,
Ar var paa Foden
Armen solbrændt,
Næsen nedbøiet,
nævned sig Ty.
Midt paa Gulvet
monne hun sætte sig,
hos hende sad
Husets Søn;
de snakked og hvisked,
Seng de reded,
Træl og Ty
trætte af Dagværk.
Børn de avled,
elsked og stelled,
Sønnerne hed:
«Hreimr ok Fjósnir
Klúr ok Kleggi
Kefsir, Fólnir,
Drumbr, Digraldi.
Dröttr ok Hösvir[1],
Lutr ok Leggjaldi».
Lasmer og Fjoskarl,
Grovmund og Klums,
Kefsir (?), Stygging,
Klods, Tyksak,
Fodtung og Graaskidden
Krumryg og Tyklæg.
De lagde Gaarde
gjødslede Agre,
Eikintjasna, Tütrughypja
gjætede Svin,
vogtede Gjeder,
grove Torv.
Døttrene vare
«Drumba ok Kumba,
Ökkvinkálfa
ok Arinnefja,
Ysja ok ambátt
ok Trönubeina».
Klodse og Kumba (?)
Tyklægge og Sodnæse,
Larme og Ambaatt(?)
Eikintjasna(?)
Fillegjente
og Traneben
Fra dem stamme
Trælles Ætter.»


I dette første Hus, hvor vi med Rig træde ind, staar Døren lukket (hurð var á gætti) medens den i de øvrige Klassers rigere Ættehuse aabner sig med større og større Gjæstfrihed for den kommende Vandrer — i Jarlens Fædrehus ligger Døren helt tilbage (var hurð hnigin) og vi træde uhindret ind paa det strøede Gulv til det kun let beskjæftigede Ægtepar, Fader og Moder. Her derimod finde vi Oldefader og Oldemoder graae af anstrengende Arbeide (hár af arni), Oldemoder med et gammelt, simpelt Hovedtøi (aldinfalda); de frembudte Retter er Arbeiderens simple Kost. Eddas Barn þræll synes os strax af fremmed Æt , han er sortsmudsket (hörfi svartr), medens Jarlen fødes med det nationale, yndede blege Haar og de lyse Kinder, med hvasse Øine som paa Ormeungen. Til nogen bestemt Nationalitet for Trællen lader sig dog af dette Udtryk naturligvis ikke slutte, især da Digtets Forfattelsestid er os ukjendt: ved Indvandringen i Landet kunde maaske Finnerne (?) have givet Anledning til en saadan Betegnelse, under Vikingetogene mod Østen kunde den være tillagt de slaviske Trælle, under Togene mod Vesten vistnok med samme Ret de keltiske (vala mengi).

Beskrivelsen af Trællens saavelsom Trælkvindens Udseende lader os strax ane deres tunge Kaar og foragtede Stilling: Trælkvinden kommer langveisfra, den gangvante, med Ar paa Fødderne og solbrændte Arme, hendes Hjem nævnes ikke, ogsaa hendes Udseende synes os fremmedt, hendes Næse er nedbøiet.

Nogen særdeles Vægt paa disse Udtryk hörfi svartan og niðrbjúgt nef som Betegnelser af den fremmede Nationalitet bør der dog ei lægges, da begge sammen med den øvrige Skildring maaske ligesaa rimeligt kun er at fatte som Modsætning til alt, hvad Nordboen ansaa som skjønt og ædelt, som almindelige Betegnelser af den Hæslighed, der for Tilhøreren skal illustrere den foragtede Slaves lave Sjæl og usle Vilkaar. (Her bør maaske mindes om, hvad der blev kvædet om Sigvalde Jarl med fuldkommen Overensstemmelse i Udtrykket:


niðrbjúgt er nef
á nidigi þeim
er Svein konúng
sveik ór landi
en Tryggva sun
á talar dró (Fagrsk.c.76p.C2.)


«En fra Sigvalda sýni Strutharalds er þat sagt, at hann var néfljótr ok fölleitr.» Flatb. 1 167. Christ. Udg. og Knytl. saga c. 20: «Knútr (hinn riki) var manna mestr vexti ok sterkr at afli, manna friðastr, nema nef hans var þunt ok eigi lágt ok nökkut bjúgt»). Den samme Foragt lægges for Dagen i de opregnede Trællebørns Navne, hvilke vi ovenfor have vedføiet de almindelig antagne Forklaringer, hvor Betydningen lader sig med nogenlunde Vished bestemme; de ere næsten alle Skjældsord, hentede dels fra Tjenestens Art dels fra det hæslige Udseende som det tunge og smudsige Arbeide medførte. Et Par af disse Navne: fjósnir og dröttr finde vi i den yngre Edda, Skáldskapm. c. 65, mellem almindelige Skjældsord, dog kan maaske vel det første i tidligere Tider være bleven agtet lige med «Træl» brugt mod frels Mand.

Det første, Trællen tager sig til, er at prøve sin Styrke (magns um kosta ), dertil er hans hele Liv bestemt, at være Arbeidsdyr og bøie sin Ryg under tunge Byrder (önnungar, verkmenn blandt Trællenavnene i den yngre Edda I 532, 562): selv binder han sit Reb af Bast, gjør Byrder, bærer Ris den hele Dag, derfor har han en krum Ryg (lotr hryggr) og heder Lutr (jfr ancus, anculus, ancilla); han lægger Gjærder, gjødsler Agren og graver Torv. Disse Beskjæftigelser ere blevne saa charakteristiske for Trællen, at de dertil hørende Redskaber, Reb og Hakke eller Spade endog i Frostethingsloven forekomme i allittererende Formel som Betegnelse for Trælleliv i Almindelighed, hvor Talen er om Betingelserne for thybaaren Søns Borgerret: «ok tók hann hvárki til reips né til reku». Videre vogter han Kvæget (fjosnir), vogter Svin og Geder. Trælkvindens Navn arinnefja viser hendes Beskjæftigelse ved llden og Skorstenen (jfr funa kynda Helgakv. Hb. II 37. Eldir Ægdr.)

Rigsmaal fremstiller os kun Bondens simple Arbeidstræl i sin Beskjæftigelse i Mark og Skov eller i de laveste Hussysler, vi finde ei nogen høiere Klasseinddeling, ingen Forvalter, bryti, Husholderske, deigja; ingen særegen Tjener for Husbonden og Husfruen, þjönn og sæta (skósveinn, eskimey); endnu mindre nogen alsnotr ambátt, salkonur eller skálkar þeir er skjöld bera (Herv. s. c. 13), Tyendeforhold, der mere høre hjemme i Hedendommens Riddertid saa at sige.

Videre bør maaske mærkes de Udtryk, hvormed Træl og Thys Ægteskab omtales: «ræddu ok rýndu, rekkju görðu», det synes, som om her endnu kun er simpelt Sambo, contubernium, medens derimod «Snör» giftes med Karl og ved Tillægget hánginlukla betegnes som den berettigede Husmoder, ligeledes «Erna» fries til og giftes med Jarl.

Trældom i Mytherne

Vi ville efter denne almindelige Skildring af Trællen efter det Indtryk, som Klassen overhovedet synes at have gjort paa de gamle Nordmænd selv, gaa over til Gjengivelsen af de øvrige Træk fra dette Forhold, der i Edda ere os levnede.

Trælleinstitutionens Ælde viser sig vel allerede deraf, at den er bleven dragen ind endog i Mythekredsen af den udsmykkende Phantasi. (Ogsaa Jötnerne have efter Sagnet Trælle til at udføre de simplere Arbeider; Bragar. c. 58 (SnE I 218): «Óðinn fór heiman ok kom þar er þrælar niu slógu hey — Jötnen Bauges verkmenn»). Alt i Voluspá str. 34 møder os et Navn, der rimelig er dannet af Trællebenævnelsen byr: «Sat þar á haugi ok slo hörpu glaðr Egðir, gýgjar hirðir». Hvis gygjar hirðir kan oversættes «Gygrens Fæhyrde», have vi her Navnet som virkeligt Trællenavn (jfr Skm. 11: Segðu þat, hirdir, er þú á haugi sitr ok varðar alla vega. Hervar. s. c. 17: Þá hornúngr á haugi sat, er óðlingr arfi skipti). Navnets Oprindelse af egg og byr ɔ: «Eggens Tjener» gjøres sandsynlig ved det tilsvarende angls. Ecg-þeor (Beowulf's Fader) og Analogien med Hamdir, hvortil svarer det gmlht. Hami-deo ɔ: Brynjens Tjener (en anden herhen almindelig henført Sammensætning: Ángantýr som svarende til gmlht. Angandeo bliver for den gammelnorske Forms Vedkommende tvivlsom ved Skrivemaaden med t for þ og Udtrykket «Friggjar angantyr» om Odin Vsp. 53, der leder hen til Sammensætningen Ángan-tyr ɔ: Yndlingsgud (eller Gudeyndling) som en idetmindste ved Siden gaaende Navnedannelse, ligesom foruden Hjálmþer hjálmtyr SnE I 646. (Hjálmber ogs. SnE I 482, gmlbt. hélm-deo jfr Giimm Gr. II p. 532 Örn heitir eggþir SnE I 490. Skáldskm. c. 6. ibid. c. 75 p. 591: eggðir ɔ: vargr. Flatb. p. 25: Löfði var konungr (á Reiðgötalandi), hans synir voru þeir Skekkill ok Skyli, faðir Egðis ok Hjalmþiers).

Forunderligt bliver det imidlertid, hvorledes Navne sammensætninger med þýr have kunnet behage, ja endog kun være taalte af de gamle frihedsstolte Germaner, hvis Ordet þýr oprindelig har betegnet den ufrie Tjener. (Angaænde de forskjellige Trællebenævnelsers Betydning og Etymologie henvises til Navnefortegnelsen ved Afhandlingens Slutning). Mere bestemt gjenfinde vi Trældommen i andre mythiske Eddadigte: I Indledningen til O Eg. dr. finde vi: Þjónustumenn Freys Byggvir ok Beyla, ligesom ogsaa O Egis Fimafengr ok Eldir (SnE I 338 þrælar O Egis). Til Byggvir lyde Lokes Smædeord: «Ved Freys Ord maa du altid være og klynke ved Kvernen!» «Du kunde aldrig dele mellem Mændene Maden!» «I Gulvhalmen kunde du knapt nok findes, naar Mændene kjæmpede!» Beyla Byggvers Kvinde nævner han deigja. Vi finde saaledes her første Gang betegnet og overført i Gudeverdnen de fra senere Forhold bekjendte tvende æverste Tyendestillinger, Brytens og Deigjens, Husholderen eller Maduddeleren og Husholdersken, finde Trællen ved det tunge Kvernarbeide og skjulende sig af Rædsel, naar Vaabnene drages. Byggvir betegner Ordneren, Indretteren (búa, bjó: parare, instruere, got. búan) og Beyla er mulig dannet af samme Rod med Afledningsendelsen -ila. Fimafengr (af fimr og fá) den Behændige — Eldir: Kokken (jfr funa kynda Hkv. Hb. II 37 — Herkja Gkv. III) eller maaske snarere: den, der tænder op Ildene paa Gulvet i Ildhuset. I Hamarsheimt drager Loke med den som Freyja forklædte Thor paa Brudefærden som ambátt, opvartende Tjenestekvinde; str. 20: «mun ek með þér ambátt vera» (jfr Fulla, eskimey Friggjar). I Harbarðsljóð fremtræder Harbarðr som Færgekarl for en anden Baadeier og nævnes af Thor «sveinn», selv kalder han sig féhirdir. «Hverr er sá sveinn sveina, er stendr fyr sundit handan?» — «hverr á skipit, er þú heldr við landit?» — Ásaþors hugða ek aldregi mundu glepja féhirdi farar ib. 52. Odin er efterhaanden bleven Krigens Gud og Vikingelivets feirede guddommelige Repræsentant, og Mythologien nævner Thor som hans Søn, skjønt mange Træk i Gudelæren pege hen paa en oprindelig Sidestilling af Thor med Odin som dennes Broder i den gamle, ofte gjenopdukkende guddommelige Trehed — jeg vil kun minde om Vsp. 61: «þá kná Hænir hlut við kjósa ok burir byggja bræðra tveggja vindheim viðan.» (Vidar og Vale , Höd og Balder — Mode og Magne) og anføre de forskjellige Formler for den guddommelige Trehed, saaledes ordnede at Overgangene antydes (SnE I 46, Gylf. c. 6 : Bures Søn Börs og Bölthorn Jotuns Datter Bestlas Sønner) :


  • Oðinn — Vili — Vé (Ægdr. 26).
  • Oðinn — Hænir — Lóðurr (Vsp. 18. jfr SnE 9 Gylf. «Börs synir»).
  • Oðinn — Týr — Þórr (Ugedagene).
  • Woden — Saxnote — Þunaer (Abrenunciatio diaboli).
  • Oðinn — Freyr — Þórr (i Upsal, Ad. Brem. IV 2G. jfr SnE I 555: þar er Yggr ok Þórr ok Yngvi-Freyr; Hænir afløses af Vaner).


Thor, Tordenguden, var Naturbetragtningens Skabning i Hjemmet i Østen, mod Østen drager Thor tilbage og kjæmper med de gamle Naturmagter. Odin derimod stormer frem i Spidsen for de kampdjærve Mænd, «þeim er í fólk vaða» og oftest ligger hans Vei mod Vest mod de nye lokkende Lande; Thor: «Ek var austr ok jötna barðask!» Odin: «Var ek í Vallandi ok vigum fylgðak! ». Thor træder efterhaanden i Baggrunden, idetmindste for de vilde Krigeres Sind, han slutter sig til det patriarchalske Bondeliv i Hjemmet, bliver Bondeærlighedens guddommelige Forbillede og spottes som Jacques bonhomme af den vidfarne Kriger. Det er i denne Skikkelse Thor træder os imode i Harbarosljóð, og det er ifølge denne Opfatning, at Harbard spottende titraaber ham (Hblj. 24): «Oðinn á jarla þá er í val falla, en Þorr á þræla kyn». (Det forundrer os at høre om Helge magre paa Island, at han paakaldte Thor, hvor det gjaldt Vikingefærd eller andre Vanskeligheder. Landn. 111 c. 12 ff, FmS I c. 124. cfr kjola valdi Hymkv. 14. Ikke alene Bøndernes Arbeidsstok, men ogsaa Bønderne selv som Hjemmefødninger betragtedes med Overmod af de bereiste Vikinger, selv af Olaf Tryggvesons Mund høre vi foragtelig: «búanðikarl ok þorpari!» — («þikki mér ok þess ván at vér halim komit í meiri mannraun en berjast við buandkarla ok þorpara hér í Þrándheimi.» Saaledes de danske Kvinder om Harald haarfagre: «at hann hafi staddr verit litt i mannraunum, þó at hann hefði farit nokkut innanlands at herja á kotkarla» — gjentaget om Harald haardraade) og det er vel egentlig kun som Bondens Følge, at Trællene her tildeles Thor, medens Krigerfælget, Jarlerne, efter Døden gjæste Odin — ja man kunde endog fristes til at tage þræla kyn ligefrem som Skjældsord om de fredelige næringsdrivende Bønder selv.

En mere begunstiget Stilling end de simple Trælles indtager Freys «skosveinn» Skirnir, han er nærmest at sammenligne med Lovenes «þjönn», er sin Herres personlige Opvarter og nyder hans Fortrolighed og Kjærlighed, «fordi de have været sammen fra gamle Dage» (maaske givet Frey som Fostertjener fra Vuggen af — jfr «fóstrman mitt, þat er Buðli gaf barni sinu» Sigkv. III 67 — PmS I c. 102 Haakon Jarls Træl Kark); derfor kan han ogsaa betinge sig saa gode Gaver — giv mig den Hest og det Sværd — som vel de færreste Slaver fik være i Besiddelse af, Skf. 8. At han alligevel virkelig var en ufri Tjener, synes at kunne sluttes baade af Benævnelsen «skosveinn»[2] (Hervör, der var «heftet og hærtagen» har at «skreyta ok skua binda» for sin Herskerinde, Gudrkv. I 9) og af hans Tiltale til Frey: «minn drottinn», hvilket Ord idetmindste overalt i Lovene betegner «Trællens Herre»; skjønt vistnok Ordet oprindelig har betegnet og ofte i Sagærne betegner de frie Krigeres Herre, Krigerfølgets (drott) Fører. Thor kaldes ligeledes «dróttinn Þjálfa ok Rösku» (Skåldskpm. c. 4. SnE I 252). Tilsvarende kvindeligt Tyende blandt Aserne er f. Ex. Fulla, «hon berr eski Friggjar ok gætir skóklæða hennar ok veit launráð med henni» Gylf. c. 35, SnE I 114. Gná, «hana sendir Frigg í ymsa heima at eyrindum sinum» Gylfg. c. 35, SnE 1 116; ligesom ogsaa Skirnir «er nefndr sendimaðr Freys» Gylfg. c. 34, SnE I 108. Dog regnes hine kvinde lige Tyende mellem Asynjerne.

Før vi forlade de mythiske Trælle, bør maaske omtales Tiltaleformlen «Upp ristu!» da J. Grimm, Rechtsalt. 2. Ausg. p. 350, som det synes, vil heri finde en Talebrug alene anvendt mod ufrie Tjenere og støtter denne Mening til Steder i Eddas mythiskc Digte, f. Ex.: «upp rístu þakraðr, þræll minn hinn bezti!» Volkv. 37, «ristu nú, Skirnir, ok gakk at beiða!», «standit upp jötnar ok stráið bekki» Hamh. 22. At det dog er forhastet heri at see et Trællemærke, vil vel indlyse af følgende Strophe af Eiriksm. (SnE 1 242, Fagrsk. 28): «vekþa ek Einherja, bæda ek upp risa bekki at strá, björker leyðra , valkyrjur vin bera, sem vísi komi»[3]. Disse Beskjæftigelser synes maaskee mindre passende for Einherjerne, og man kunde ville fortolke: Jeg vækkede Einherjerne — jeg bød staa op (nemlig Tjenerne) ; imidlertid kan jevnføres Gylfg. c. 30, SnE I 118): «Enn eru þær aðrar er þjóna skulu i Valhöll, bera drykkju ok gæta bordbúnaðar ok ölgagna: Hrist ok Mist» o. s. v. altsaa Valkyrjer, der dog neppe tænktes som ufrie Kvinder. Dette þjona bruges ogsaa om Afdøde i Forbold til enkelte Guddomme f. Ex. Gefjon: (hon er mær ok henni þjóna þær er meyjar andast, Gylfg. c. 35, SnE I 114. Sammesteds siges c. 49, SnE I 176: Oðinn kallaði ) til berserki IV at gæta hestsins; men gæta hesta paalægger Helge Hunding i Valhal blandt andre Trællebeskjæftigelser (Ikv. Hb. IF 37). Det er tydelig kun de lavere mythiske Tjenesteforhold, ved hvilke der i de Gamles Opfatning har heftet den Foragt , som den ufrie Stilling i Livet medfærte, saal. tildels ved Byggvir og Beyla, ved Odins Bersærker, Hels «þræll Gánglati» og ambátt Ganglot (Gylfg. c. 34, SnE I 106); de andre Tjenere derimod ere skjønne, raske, modige, selv Thjalfe og Réskva , af simpel Bondeæt og «skyldir þjonustumenn Þórs» — Skáldskpm. c. 4: «Reiðr stoð Rösku broðir — skelfra Þórs né Þjálfa þróttarsteinn við ótta.»

Trældom i Heltesagnene. Trællesysler

De samme grovere Trællearbeider, som Rigsmaal og enkelte af de mythiske Eddakvad have skildret os, gjenfinde vi i de heroiske Digte. Helge Sigmundson, Hundingsbane, træffer paa sin Færd mod Granmarssønnerne en af disse, «Gudmund», der er reden ud paa et Bjerg for at udspeide den fjendtlige Flaade. Sinfjotle, i Helges Følge, tiltaler ham her som Træl (Helgkv. Hb. I 34): «Sig du i Aften, naar du Svinene mader og til Soddet trækker Tisperne eders, at Ylfinger ere østenfra komne» o. s. v. — en tilsigtet Fornærmelse mod den storættede «gudbaarne» Gudmund, en af de bittreste, der kunde tilføies den frie Mand (jfr Gul. 1. c. 196: «þat er ok fultréttisorð, ef maðr þrælar karlmann frjálsan» — cfr VgL. I Retl. b. 5), ligesaa svær som at skjælde ham for at have født eller faret med Trolddom, Smædeord, som ogsaa senere i Samtalen falde — «þu hefir opt sár sogin med svölum munni» (jfr hrægffr Gkv II 29) — «Niu áttu við úlfa alna».

Sinfjotle vedbliver (Helgkv. Hb. str. 35): «Kan du Hoddbrodd Helge træffe, som ofte har Orne mættet, medens du ved Kvernen kyssede Trælkvinder». Gudmund lader ham til Gjengjæld høre (ibid. 42): «Skjændig Svend syntes du at være, da du Gullnis Geder melkede, byttende med Bjergtroldets Datter, «töttrughypja» (det samme Skjældsord som vi i Rigsmaal fandt blandt Navnene paa Trællens Døttre). I samme Ordskifte hedder det (Helgkv. Hb. II 20): «For skulde du Gudmund Geder vogte og i Bjergskard bratte klyve, have i Haanden Plasselkjæppen ; det var dig bedre end Sværdefærd».

Da Helge søges bos sin Fosterfader Hagal af Hundings Mænd, maa han søge Frelse ved at gaa til Kvernen i Trælkvindedragt; da kvad Blind hin bolvise: «Hvast er Øiet hos Hagals Trælkvinde, ei er det Karls Æt (Bondeæt), som ved Kvernen staar; Stenene klovne, Kvernkassen svigter; nu har haard Skjæbne Hildingen rammet, da Fyrsten maa male Byg; sømmeligere var for saadan Haand Sværdets Hjalte end Svevets Greb». Hagal svarer: «Om Kvernkassen larmer, kan lidet undre, naar Kongedatter Kverngreb rører; hun høiere kneisede end Himlens Sky og turde kjæmpe som kjække Helte, før hende Helge hæftet gjorde; hun er Sigars Syster og Høgnes; thi har hvasse Øine Ylfingers Trælkvinde».

Vi se, at det ei var noget uhørt, om endog Kongedøttre, naar Krigstykken var gaaet dem og deres imod, af Seirherren sattes til den tunge Kvern, den der alt i den homeriske Alder ventede den krigsfangne Kvinde, den ved hvilken Frodes stærke Jøtunmøer klage: «Sand æder Fodblade og Svidkulde oventil — Strids Stiller trække vi — trist er hos Frode». Selv ind blandt Helvedes, kvølheims, Pinsler drager den ehristelige Phantasi den tunge Tjeneste ved Kvernen, Sólarlj. 57: «sínum mönnum svípvísar konur mólu mold til matar. Dreyrga Steina þær hinar døkkvu konur drógu daprliga». (Daprt er at Fróða! Grott. 15).

De vaabenfældede i Valhal

End ikke den faldte Fjende, synes det, ansaas i den ældste Tid ved Døden løst fra den Eiendomsret, som Seirherren med Sværdet havde vundet over ham; endnu i Valhal, naar Døden kaldte ogsaa hans Overvinder did, kunde denne paalægge ham det laveste Trællearbeide. Da Helge kom til Valhal, bød Odin ham at raade over alt med sig. Helge kvad (Hkv. Hb. II 37): «Du skal, Hunding, for hver Mand Fodbad ordne, Ilden tænde, Hunde binde, Heste vogte, Svin give Sod, før at sove du gaar». Stedet er vistnok ikke fuldt bevisende, da Odin synes i dette enkelte Tilfælde at give Helge en usædvanlig Myndighed fremfor de øvrige Einherjer, heller ikke kan Sværdretten tænkes at have gjældt Udstrækning, hvor Kampen var mellem nærmere i Stammbeslægtede — da gjæstede vistnok de Faldne Odin som frie afledne Helte (jfr Sangene om Hjalmar og Angantyr i Hervararsaga) — idetmindste efter senere Tiders Opfatning; men i og for sig er den Faldnes Trældom i Valhal dels kun en conseqvent Gjennemførelse af Hærtagningsprineipet, dels ogsaa fuldkommen overensstemmende med den (ogsaa mythiske) Skik, at en Del idetmindste af Trælletyendet dræbtes og brændtes med sin døde Herre, for at denne ei skulde komme «i ussel Færd» til Valhal. Endelig bestyrkes ogsaa Antagelsen af at en saadan Opfatning af strækning virkelig har været gjældende hos de ældste Germaner, ved et Sted hos en fra de nordiske Kilder fuldkommen uafhængig Forfatter, Leo Diaconus, der i Anledning af de paa hans Tid forefaldne Begivenheder mellem Grækerne og de normanniske Russer omtrent 970 beretter om disse sidste under det fra ældre historiske Forhold laante Navn Tauroskyther[4], «at de aldrig, naar de ligge under, overgive sig til Fjenderne, men heller, naar de have tabt alt Haab om Redning, give sig selv Døden: De sige nemlig, at de som i Slagene falde for Fjender, efter Døden og Sjælenes Skilsmisse fra Legemerne i Hades tjene sine Overvindere». Senere synes den Skik at lade Trællen Følge sin døde Herre mere at have været opfattet som en Velgjerning mod Trællen, hvorved denne fik Andel i Valhallivets Goder; saaledes siger Skafnörtung i den eventyrlige Gautreks -Saga, da han med sin Kone og Træl gaa ud for Ætternisstapa og saa ledes fare til Valhal: «má ek eigi þrælnum betr launa sinn trúleika, enn hann fari með mér» — og ovenfor Datteren Snotra: «vill faðir minn eigi tæpiligar launa þrælnum þann godvilja — enn nú njóti hann sælu með honum, þykist hann ok vist vita, at Oðinn mun eigi gánga i mot þrælnum, nema hann se i hans föruneyti». Saaledes er vel ogsaa at forstaa Fortællingen, Landn. II c. 6, hvor Atle Valesons Træl høiIægges med Herren, som han ikke har villet overleve ; denne finder dog snart det Følge besværligt. (Sig. kv. Fb. III danner ligesom en Overgang mellem begge disse Anskuelser).

Vi vende tilbage til Edda: Da Sigurd Fafnersbane søger sin Morbroder Gripir, træffer han til Samtale udenfor Hallen en Mand, han nævntes Geitir. Navnet er dannet af Geit, Ged og betegner ligefrem Gedevogteren, et passende Navn for Trælle, blandt hvis Beskjæftigelser vi alt oftere have fundet geita, gæta (Rigsm. 12). (I det poetiske Sprog betegner Geitir Søkonge, vel ifølge en digterisk Opfatning af Skibet som en hoppende Ged — SnE I p. 546 jfr Munchs Mskr. 3 1 59-) At Geitir virkelig er Træl maa sluttes af Gripers Ord til ham, efterat han har budet Sigurd velkommen: «en þú, Geitir! tak við Grana sjálfum»; tbi vel sadler den frie selv sin Hest (Otldrgr. 2) eller pynter deres Manc (Hamh. 6, Atlkv. 37), men «hesta gæta», saa vi, var blandt Hundings Trælleforretninger i Valhal.

Trællefeighed

Da Sigurd havde givet Fafner Banesaar, og han paa dennes Spørgsmaal, hvem der vel havde egget ham til denne Gjerning, svarer: «Huen mig egged. Hænderne hjalp mig og mit det skarpe Sværd!», spotter Fafner ham: «Jeg ved, om du havde naaet at voxe ved dine Venners Bryst, vilde man seet dig kraftig kjæmpe; nu er du hæftet og hærtagen, altid, siger man, hæve de bundne!» hvortil atter Sigurd : «Det kaster du, Fafner, mig føre nu, at jeg fjernt end er fra mine Fædres Arv. Ei er jeg hæftet, skjønt jeg hærtaget var; du fandt, at jeg løs lever.»

Vi høre her udtalt som Almeensætning: «æ kveða bandingja bifast!», den samme Trællefeighed, som ovenfor Loke bebreidede Byggver, og som vi i Atlemaal ville finde et nyt Exempel paa, rigtignok under meget formildende Omstændigheder. Fafner forekaster Sigurd, at han som Krigsfange og saaledes Træl neppe kunde være saa modig, at han ganske af egen Drift turde indlade sig i den farlige Kamp. Sigurd erkjender i følgende Vers, at han vel endu ei har erhvervet sin Fædrenearv tilbage, ligesom ogsaa, at han virkelig (rimeligviis af Hundingssænnerne efter Faderens Fald) har været gjort til Krigsfange; men at han dog ei har været holdt tilbage i Trældom, at han vel har været hernuminn, men ei haptr. Den blotte Hærtagning medfører altsaa ikke med Nødvendighed Nedværdigelse til Træl, naar ikke den Fangne fremdeles holdes i höptum. Begge Tillægsord bruges ogsaa forbundne i Gudrkv. I, hvor virkelig Trældom skildres: «þá varð ek hapta ok hernuma.» En udførligere Skildring af den i de frihedsstøtte Nordmænds Øine ligesaa charakteristiske som foragtelige Trællefeighed finde vi som nævnt i Atlesangene. Der tilbydes Gunnar at løse sit Liv ved at overgive Atle Niflungeskatten ; men hans Svar er, at før skal Hognes blodige Hjerte ligge ham i Haanden. Der fortsættes (Atlakv. 22 ff.) : «Skar de Hjalle (Atles Træl) Hjertet af Brystet, blodigt, og paa Bret lagde og bar det for Gunnar. Da kvad det Gunnar, Krigeres Fører: Her har jeg Hjertet af Hjalle den feige, uligt Hjertet til Högne den kjække; det stærkt hæver, hvor paa Bret det ligger, hæved dog dobbelt, da i Brystet det laa.» Om Högne derimod: «Lo da Högne, da til Hjertet de skar Krigeren levende, klynke han mindst tænkte» o.s.v.[5] I Atlemaal (55 ff.) skildres samme Scene : «Beiter det meldte, han var Atles Bryte: lad os tage Hjalle og Högne frelse; halvt Værk vi virke, værd er han Døden, lever ei saa længe, at ei lad han maa nævnes. Kæd var Grydevogteren[6], sad i Ko ei længer, klynke han kunde, krøb i hvert Hjørne, mente sig usalig for deres Kamp, da alt ondt han skulde bøde, og trist den Dag at dø fra sine Sviin og fra alt godt, som han forhen havde. Tog de Budles Kok og Kniven drog, Usseltræl (illþræll) skreg, før han Odden kjendte, mente sig have Tid til Marken at gjødsle og slæbe med det sletteste, om han slippe kun fik; mente Hjalle sig lettet, om kun Livet ham gaves. Högne det hørte og hen sig vendte at bede for Slaven, at slippe han maatte: «lettere er for mig denne Leg at fremme; hvi mon vi her ville høre paa det Skrig!»

Navnet Hjalli er her rimeligvis med Hensyn til Trællens feige Klynken dannet af hjaltr for hjaldr = hreimr d. e. Larm, eller sigter til den Støien, hvormed Trællen antoges sædvanlig at forrette sin Gjerning (jfr Hreimr, Ysja Rigsm.), medens Taushed prises hos den frie: «þagalt ok hugalt skýli þjóðans barn ok vigdjarft vera». Hávm. 14 o. 0. St.[7]

Trælle som Eiendom

I Edda findes neppe noget Spor til, at Træl kunde gjøre nogen overfor Herren; indtager Træl en begunstiget Stilling, maa dette kun betragtes som en Følge af Herrens tilfældige Godhed for ham; paa flere Steder derimod finde vi udtrykkelig Trælle nævnte mellem andet Gods, der gives som Bod, Vederlag eller Gave (Gudr. kv. II 25, 26): «Jeg giver dig, Gudrun! Guld at tage, fuldt af alt Gods for din dræbte Fader; røde Ringe, hunske Møer, som fylde Væven og fagret Guld virke, saa det dig Gammen tykkes»; o. s. v. Ligeledes byder Atle Gudrun Bod for hendes Brødre, Gunnar og Högne (Atlm. 66): «Med Trælle mon jeg trøste dig, med herlige Skatte, med snehvide Sølv, som du selv det ønsker.» Da Atle senere omtaler sit Giftermaal med Gudrun, siger han (ibid. 93) : «Jeg gav Mund (Giftepenge) for den Skjønne, Skattes Mængde, treti Trælle, syv Thykvinder, stor Hæder var i saadant, dog var Sølvet end mere.» I Atlakvida, hvor Atle gjennem sine Sendemænd frister Gjukungerne til at besøge sig, lader han sige (Atlkv. 4): «Skjolde kan I der vælge og skavne Askespær, gyldne Hjelme og Huners Mængde» o. s. v., hvor Húni mengi neppe betegner andet end hunske Trælle, Krigsfanger, rimeligvis af Gjukungernes huniske Rige (jfr str. 12 «ór garði Huna»). I Hervar saga, hvor Hlöd fordrer Arv med sin Broder Angantyr, hedder det: «Hafa vil ek hálft allt, þat er Heiðrekr átti — þý ok af þræli ok þeirra barni.»

De hærtagne Kvinder

De hærtagne Kvinder bleve ofte Seirherrernes Friller og det kom da an paa, om virkelig Kjærlighed gjorde sig gjældende her, hvorvidt de i denne Stilling skulde blive hævede over Trælletvang. Altid lagdes dog megen Vægt paa et lovligt Ægteskab, sluttet ved Overenskomst og Kjøb som det, der betingede Børnenes Arveret og borgerlige Stilling i det hele; varede imidlertid Samlivet Livet igjennem uforstyrret, synes Forholdet, uagtet oprindelig opstaaet ved Ran eller Tilfangetagelse, dog at have kunnet nærme sig det lovlige Ægteskab. (Paa lignende Maade hævede ogsaa i senere Tider et gjennem længere Tid uafbrudt Samliv den frie Frille til Ægtekvindes Ret (jfr Jydske Lov c. 23. Sver. Kr. c. 69.) De sædvanlige Udtryk til Betegnelse af den lovlige Ægteskabsforbindelse er: «biðja, gipta og fá, eiga» ; medens Kvinderanet betegnes ved: «nema á burt, taka ok flytja, hafa burt, heim með sér.» Saaledes fortælles der i Helgakv. Hjs. at Kong Hjörvards Sendebud Atle dræbte Franmar Jarl, der vogtede Sigrlinn og Alof, og tog saa begge disse og «hafði þær braut með sér». Her efter vare de visselig efter Tidens Opfatning at betragte som tagne «at herfángi» og ufrie; men Spaadommen i v. 7 lyder at Sigrlinnar skal ónauðig jöfri fylgja — og siden hedder det i det prosaiske Mellemstykke, at Hjörvard fékk Sigrlinnar en Atli Álofar og Sigrlinns Søn med Hjörvard er Kvædets Helt Helge. Den strenge Ret er her glemt og Sigrlinn er neppe bleven tænkt som ufri Kvinde. I Hervar. s. c. 2 hedder det om Svafrlame: «Hann felldi Þjassa jötun í einvígi, föðurbana sinn, en ték dottur hans — ok átti hana siðan». — Om Arngrim: «tok hann herfång mikit ok flutti brott með sér Eyfuru kónungs dottur», med hende havde han tolv Sønner, Angantyr og Brødre, der dog ikke vare mindre Mænd, end at Hjörvard, en af dem, turde beile til Upsalkongens Datter. Ran af Kvinder var imidlertid altid anseet for Voldsmands Daad — det var noget som det anstød Hrimgerd at rose sin Fader Hate Jotun for (Helgakv. Hj. 17) : «margar brúðir hann lèt frá búi teknar», hvor dog ogsaa maaske Jötnernes Forkjærlighed for Forbindelser med Menneskene spiller ind; men ovenfor i samme Digt lægges, som vi saa, Vægt paa at Sigrlinn utvungen følger Fyrsten, og ogsaa Kvindens Sind oprøres over saadan Voldsomhed mod den svagere; Skirnm. 24 svarer Gerd paa Skiniers Trudsler: «Ánauð þola ek vil aldregi at mannskis munun!» Tilfangetagelse i Krig derimod kunde efter Tidens Begreber ei egentlig danne nogen uoverstigelig Hindring for senere Kjærlighed mellem begge Parter, selv ikke om Kvinden var vunden over hendes nærmeste Frænders Lig; thi netop ved at gaa som Seirherre ud af en farlig Kamp havde Manden vist sig som en Tidens chevalier sans peur et sans reproche, havde vist sig i Besiddelse af de Egenskaber, som agtedes høiest mellem Mænd og ikke mindre mellem Kvinder, Mod og Kraft. Kvinderne selv henreves jo ofte af den ungdommelige Tidsalders Krigermod, saa de drog bolde i Brynje Val at fælde, eller naar Skjæbnen nægtede dem det, dog høit svor, ei at ville giftes med Mand som kunde ræddes.

Om hver Kvinde kunde efter de herskende Begreber siges, hvad Helge kvæder om Sigrun, efter at de fleste af hendes Slægtninger ere faldne i Kampen om hende: «var þér þat skapat, at þú at rógi rikmenni vart — hildr hefir þú oss verit!» (jfr Hk. Hb. II 26: «Alin var rygrat rógi», SnE I 410). Sigrun græd over sin faldne Slægt, men deres Kjærligbedsforhold forstyrredes ikke, det varede efter døden, da Sigrun søger Helge i Høien og han siger, at hun alene volder, at han er klam af Sorgens Dug, thi (Hkv. Hb. II 43) «græder du guldklædte, grumme Taarer, du solklare, sydlandske, før du sove gaar. falder hver blodig paa Fyrstens Bryst, sval og skarp, svulmende af Kummer!», en klassisk fyldig Betydning af de Elskendes Liv i hinanden, efter hvilken endnu et Echo synes at klinge igjen i danske og svenske Folkeviser:


«Hver en Gang du glædes
og i din Hu er glad,
da er min Grav forinden
omhængt med Rosens Blad.
Hver Gang du dig græmmer
og i din Hu er mod,
da er min Kiste forinden
som fuld med levret Blod.»

Aage og Else. Nyerup XXIX v. 11 & 12.


«For hvar och en tår, som du fäller på jord;
hvem bryter löfven af liljetråd?
min kista hon blifver så full utaf blod.
I fröjden eder alla dagar.
Men hvar gång på jorden du är i hjertat glad,
hvem bryter löfven af liljetråd ?
Min kista hon blifver så full af rosors blad,
i fröjden eder alla dagar.«

Sorgens Magt. Liden Kerstin. Afzel. 6.


Mellem Sigrun og Helge bestod forresten Forholdet fra ældre Tid som frivilligt mellem dem, dog mod hendes Slægtningers Villie.

Den hærtagne Frilles Stilling blev altid precair; om Kong Heidrek læse vi saaledes i Hervar. s. c. 10, at han efter Seiren over Kong Humle i Hunaland, tok «þar dóttur hans ok hafði hana heim með sèr; en at öðru sumr sendi hann hana heim, ok var hon þá með barni»,. Dette Barn Hlöd træffe vi senere i Fortællingen, idet han fordrer halv Fædrenearv med sin ægtefødte Broder Angantyr; denne byder ham derimod (Herv. s. 14) kun Trediedelen, þridjúngaskipti, og hedder det da: «det kan vel tages af Thykvindens Barn, af Barn med Thykvinde, skjønt baaren til Konge; dengang Hornung (den uægtefødte) paa Høien sad (?) var Fæhyrde, Træl, jfr Vsp. 34 Skf. 1l), da Ædlingen Arven skiftede.» Hlöd vrededes meget, da ban blev kaldet þýbarn og hornúngr, og saaledes ogsaa Kong Humle, at hans Dattersøn skulde hedde «ambáttarsunr». Et lignende Forhold maa antages at have givet Anledning til at Erp i Hamdersmaal af Brødrene Sorte og Hamder kaldes Hornung (Hamdm. 12): «Kóðu harðan mjök hornúng vera», senere kaldes han «hinn sundrmæðri». (Efter Grag. 118 Arfab. er hornúngr Søn af fri Kvinde med Træl, som hun har givet Frihed for senere at ægte, han har ingen Arveret. De norske Loves hornung synes ikke at være af ufri Æt. jfr FmS 1 c. 130).

Trællekvindesysler

Vi have i det andet Kvæde om Helge Hundingsbane og i Grottesangen seet Trælkvinden ved hendes tungeste Arbeide, Kverndragningen, og det er ogsaa bleven vist, hvorledes Kjærligheden især i de ældre Tider, da Trællene mere erhvervedes paa Hærjetog og i Krig end ved Kjøb, vist ofte har kunnet vende hendes dybeste Fornedrelse til Lykke og stille hende i det væsentlige atter i de fries Kaar. Mellem disse tvende Yderpunkter af den ufrie Kvindes Skjæbne ligge de forskjellige Stillinger hun efter Omstændighederne kunde komme til at indtage ved den huslige Betjening. Af Rigsmaals «arinnefja» have vi sluttet til Trælkvindens Anvendelse i Kjøkkenet, ved Arnen, ogsaa Navnet Herkja , Gudrkv. III, kan maaske være hentet fra Kjøkkentjenesten (jfr herkir ignis SnE II 569 eller harkr ibd. 486, dog ere begge Udtryk som Ildbenævnelse kun brugelige i Digtersproget og anvendte om Ilden med Hensyn til dens Knittren, Spragen (hark n. strepitus), saa Herkja efter denne oprindelige Bemærkelse kan ogsaa forklares som foragtelig Trællebenævnelsc, Støie, Larme, analogt med Ysja i Rigsmaal.

I Ægisdrekka hørte vi Benævnelsen deigja, men det bruges foragtelig i et Mundhuggeri, saa vi maaske ikke af det enestaænde Udtryk tør slutte til den overordnede Stilling som Husholderske, der senere indtoges af Deigjen. Forresten finde vi Trælkvinderne omgivende, opvartende og virkende for de frie Kvinder: De gives det unge Møbarn i Tandgave, «fóstrman mitt» Sig. Fb. III 67 (jfr Hervar. s. 13. med.); de sidde om den unge høibaarne Mø til Selskab og Opvartning, Gudr. hvot 15: «En um Svanhildi sátu þyjar» jfr salkonur Skv. Fb. III 45, 47. salbjodir Volkv. 21 — de pynte og binde Skoene for Husets Frue ligesom Skosvenden for Herren, Gudrkv. I 9. «Skylda ek skreyta ok skúa binda hersis kván hverjan morgin» — (jfr Lovenes þjönn og seia Gul. L. c. 198) — de væve og virke fint kvindeligt Haandarbeide, f. Ex. de hunske Moer, som Atle tilbyder Gudrun blandt andet Gods som Faderbod: «þær er hlada spjöldum ok göra gull fagrt, svá at þèr gaman þikkir» — de Følge sin Frue paa hendes Reiser, Oddr. gr. 31: «Bað ek ambáttir búnar verða»; Thor, da han drager som Brud til Thrym, ledsages af sin «alsnotra ambótt» Hamh. — Endelig finde vi dem alle samlede om sin Herskerinde, naar hendes sidste Færd forestaar, Sigkv. Fb. III 45 ff., nogle have allerede givet sig selv Døden for at Følge sin Eierinde til Valhal, at hun ei skal komme i «ussel Færd» og mangle den sømmelige Opvartning; andre mindre høisindede vælge heller at tage sin døende Herskerindes Gaver og sørge for en hæderlig Baalfærd; dog synes ogsaa disse efterlevende at have Haab om engang at træffe den døde i Valhal, men rimeligvis kun som besøgende — min at vitja — da de vel i Valhal maatte tjene den, som de sidst tjente her i Livet. Den samme Skik at lade idetmindste en Del af Trællebesætningen følge den døde Herre eller Frue paa Baalet, omtaler ogsaa Ibn Fosslan hos de normanniske Russer, Frahn. p. 13: Wenn ein Oberhaupt von ihnen gestorben ist, so fragt seine Familie dessen Mädchen und Knaben: wer euch will mit ihm slerben ? Dann antwortet einer von Urnen: ich. etc. (cfr Anm. ibd.). I Ynglingasaga c. 8 hedder det: «sagði hann (Oðinn) at með þvílikum auðæfum skyldi hverr koma til Valhallar sem hann hafði á bál.» Stedet i Sigkv. Fb. III lyder:


v.45: Saa hun over alle
sine Eiendels
dræbte Trælle
og Tjenestekvinder.
Nu hid skulle gaa
de som Guld lyste
af mig faa,
og mindre end det.
De tiede alle
tænkte paa Raad
og de paa engang
alle svarede:
Flere end nok ere dræbte,
dø vi ei ønske,
hvad sømmeligt er
skulle Salkvinder ordne.
v.49:Da hun svarede
jeg vil ei, at tvungen nogen
og meget bedet
for min Skyld
mister Livet.
Dog vil paa eders Ben
brænde færre
Skatte, naar I
efter komme
at søge mig.
Byg saa bredt
et Baal paa Vold
at under os alle
jævnrumt bliver
for alle dem
som døde med Sigurd.
Tjæld om den Borg
med Tjæld og Skjold,
vel farvet Vælsktøi
og Vælskes Mængde,
paa den anden Side brænd mig
den hunske Konge.
Paa den anden Side
af den hunske Konge
mine Trælle, som Skatte
jeg skjænkede, brænd
tvende ved Hovedet
og tvende Höge;
da er ordnet
alt tilfulde.
Ham skal da ei
i Hælene falde
Haldoren rigt
med Ringe prydet
naar min Færd
ham følger herfra,
ei mon vor Færd
da ussel tykkes.
Thi ham Følge
fem Tjenestekvinder,
otte Tjenere,
ædle af Sind,
min Fostrekvinde
og Fædrenearv,
den som Budle
sit Barn gav.


Paa Herrernes hensynsløse Behandling af sine Trælle have vi seet et Exempel i Hjalles Skjæbne. Herborg, Hunalands Dronning, fortæller, Gudr. kv. 19, hvorledes hun blev «heftet og hærtagen», og hvorledes da hendes Herres Frue «skræmte hende af Skinsyge og med haarde Hug hende drev — hverken fandt jeg Husbonde bedre, aldrig heller Husfrue værre» ; et Exempel paa , hvorledes Trælkvinderne ofte som Friller traadte forstyrrende ind i Familielivet, noget som endelig ved Lov søgtes hæmmet, Gul. 1. c. 25. Saaledes vækker ogsaa Herkja (Gudrkv. III) tidligere Atles Frille, Mistanke hos denne mod Gudrun, at hun har været ham utro — Herkja maa endelig ved Kjedeltag søge at undgaa Straf for falsk Anklage (ogsaa i den christne Tid synes Renselse ved Gudsdom [Jernbyrd] at være bleven tilstaæt Trælkvinder i enkelte Tilfælde — Eidsiv. Chr. c. 7: «fellr [eíðr] til sliks sem áðr [c. 3] var talt» — i Anledning af Barnefødsel i Dølgsmaal). Exempler paa samme Sædefordærvelse foranlediget ved Trællevæsnet frembyder Hervar. s. c. 6, hvor Hervör af en Træl, som hun gjør Fortræd, bebreides: «þú, Hervör, vilt illt eitt göra, ok ills er at þèr ván — því at hinn versti þræll lagðist með dóttur (Bjartmars jarls).» Hervör gaar for Jarlen og kvæder: «föður hugðumk fræknan eiga, nú er sagðr fyrir mèr svinahirðir «. I den prosaiske Fortælling finder Heidrek Konge[8]: «fagran mann í sæing hjá konu sinni — ok var þat þræll einn. «

Oprindelse til Trældom

Edda kjender ingen anden Oprindelse til Trældom end Krigsfangenskab, dette er den første Grund til Ufriheden, senere gaar Trællen fra Herre til Herre ved Arv, Gave, Udredsel, Salg (Grottas. 8) : «Varattu, Froði! fullspakr of þik, er þú man keyptir; kaustu at afli ok at álitum, en at ætterni ekki spurðir» — af Trællens tidligere Familieliv afhang naturligvis hans Charakter, der burde være Kjøberen af lige saa stor Vigtighed som Styrke og godt Udseende. Brynhild, Sig. kv. III 67, priser sine Trælle som eðlum goðir, i Hávamál nævnes blandt andre Ting, som ingen Mand maa fæste Lid til, ogsaa «selvraadig Træl» «sjálfráða þræli — trúi engi maðr!» Hávam. 86.

Trællenes Nationalitet

Om Trællenes Nationalitet giver Edda ingen sikker Oplysning: kun i Sigkv. III 63 (jfr Guðrkv. II 34 valnesk vif) nævnes udtrykkelig vala mengi, hvilket Udtryk, skjønt valr egentlig kun betegner en af fremmed ugermanisk Nationalitet i Almindelighed, dog her da det stilles sammen med «velfarvede vælske Tøier» med største Rimelighed er at forklare som «franske» fra Valland, der kjendtes i Eddatiden som Odlingen Kjaars (SnE I 522) Rige og Sæde for stor og forskjelligartet Kunstfærdighed. Om Kjaars Rige i Valland betegner en udover Frakkland gaænde Fremrykning af Germaner, tør jeg ikke afgjøre; i Almindelighed modstilles Valland, som gallisk befolket Del af Frankrig, Frakkland med germanisk Overbefolkning, ogsaa henføres den ovenomtalte vælske Kunstfærdighed i senere Tider bestemtere til Egnen Poitou (Peita SnE I 570 peitneskum hjálmi, Sighvat Skald, Fgsk. p. 76, 5). De oftere omtalte hunske Trælle vare af den sydgermaniske Hunestamme, som Atle og Völsungerne herskede over, og vi se heraf, at Stammeslægtskah ei hindrede i at gjøre Krigens Ret gjældende til det yderste mod de overvundne.

Historiske Facta betegnende for Folkebevægelsen i og udfra de skandinaviske Lande i denne vor Histories Sagntid er, for ei at tale om Ermanariks vidtstrakte Rige, Britanniens Besættelse af Angler ved Midten af 5te Aarh., Fritlernes Tilbagetog gjennem Danerne til Gauterne i Thule, hinsides Havet (Procop. bel]. Goth. II 15) paa Keiser Anastasius's Tider ved 494 , og endelig Danekongen Chochilaik's (Beovulfdigtets Hygelàc) Tog til Gallien 515: «His gestis Dani cuxi rege suo, nomine Chochilaico evectu navali per mare Gallias appetunt — oneratisque navibus tam de captivis quam de reliquis spoliis reverti ad patriam cupiunt.» (Bouquet II p. 181) Chochilaik angrebes og fældedes af Theodebert, Søn af den austrasiske Konge Theoderik, Hærjningen traf Districlet om Nimwegen. Munch I 1 p. 51.

Hervararsaga

Iblandt disse Anførsler af den ældre Edda er allerede flere Gange Hervararsaga bleven inddragen; der er nemlig neppe gyldig Grund til ikke at medtage i Eddakredsen de til Grund for Hervararsaga liggende og i den anførte Oldkvad vedkommende Tyrfingesagnet, thi baade er Sagnet kjendt af Hyndluljods Forfatter (jfr v. 23) og Sangene selv af classisk fordringsløs Simpelhed i fuldkommen førkristelig Tone. Der bør derfor maaske her endnu medtages et Sted af det poetiske Stykke, hvor Hlöd fordrer halv Arv med sin Broder. Denne byder ham: «fé ok fjöld meiðma sem framast tíðir; tólf hundrut gef ek þér skálka, þeirra er skjöld bera». Paa det nævnte Tal tør man vel ei her lægge nogen særdeles Vægt, derimod er Udtrykket Tjener som Skjoldhærer mærkeligt. Ordet skálkr[9] lyder i Gotisk skalks og oversætter δονξoς, Slave i streng Forstand ; Gmlt. scalc og Angls. scealc synes derimod at betegne en mildere Ufrihed og bruges i sammensatte Benævnelser for overordnede Tjenerstillinger, som: seniscaleus, mariscateus (Grimm R-Alt. p. 302). En saadan mere betroet Stilling som Vaabendragere, armigeri, indtage vel ogsaa Hervararsagas skálkar þeir er skjöld bera; at der virkelig menes ufrie tør vel sluttes af Sammenstillingen med fé ok fjöld meiðma, de frie Undersaatter eller det tilbudte Rige i sin Helhed betegnes senere ved þriðjúng Goðbjoðar. At Skaldestykket er jævnbyrdigt med de heroiske Eddadigte synes at maatte sluttes af Linierne 9, 10 - 13, 14, der næsten ordret gjenfindes i Atlakvida sir. 5; dog kunde maaske den forskjellige Læsemaade i Membranen Arn. M. nr 2S45, som her ender: Býð ek þér, frændi, til heilla sátta mikit ríki ok ærit fé, tolf hundrut vápna, vække Mistanke om den ovenanførte Læsemaades Rigtighed og om Muligheden af at her kan være indblandede senere tydske Forestillinger (jfr Müllers Sagabibl. II p. 508 om Herv. s.), hvis ei sidste Læsemaade allerede ved sin mangelagtige metriske Form var mindre paalidelig. (Mulig gjengiver Varianten kun Meningen og kan da jævnføres Knytl. s. c. 92: «Ek (Magnus Nikolasson) vil gefa yðr (Knut lafvard) riddara XL med öllum búnaði sínum (en þat er sagt, at einn riddara kostar VIII merkr gulls sinn búnað)», hvor ogsaa Gaven synes egentlig at ligge i Vaabnene.) Er Stedet ægte og Talen virkelig om ufrie, er det første Gang vi finde Trælle anvendte til Krigstjeneste — i de gamle norske Love deltage de kun i Landstorm ved pludseligt Fjendeindfald i Landet og som Kokke paa Krigsskibene, og i Haakon Adelstensfostres Landeværnsordning gjøres ogsaa «frelsi» til Betingelse for Vaabenførhed (Fagrsk. c. 32 p. 20). Eddas huskarlar Atlkv. 39. Atlm. 28 maa her holdes borte, SnE I 456: «Húskarlar konúnga váru mjök hirðmenn kallaðir í forneskju».

Sammesteds i Herv. s. tilføier Angantyr videre : «mey gef ek hverjum manni at þiggja; meyju spenni ek hverri men at hálsi.

Angaænde Trællenes forskjellige Nationalitet kan maaske være oplysende et Par Steder af samme Saga; de ere dog mindre vægtige, da de kun findes i den prosaiske Fortælling, og saavel Sagaen er lidet paalidelig i det Geographiske, som Begivenhederne vanskelig kunne chronologisk bestemmes. Herv. s. c. 10: (Heidrekr) «tók enn af Finnlandi (rimelig det russiske Finland; jfr c. 11 inil. : (jafnan fór hann i Austrveg») at herfángi konu þá er hèt Sifka» — c. 13 (Heidrekr) «valdi til ferðar með sèr niu þræla, þá hatti hann tekit í vestrviking», og Varianten fortsætter: «I Skotlandi, þeir váru ættstorir menn ok kunnu illa úfrelsi sinu». Vestrviking af Nordmændene betragtedes som Hovedkilder for Trælletilførslen.

Vi forlade hermed den nordiske Sagnkreds uden at forsøge paa nogen nøiere Udskillen af de enkelte Dele som tilhørende respective af de tre norrøne Nationaliteter, da de Træk, der her frembyde sig, af Trællestandens Kaar dels virkelig ere fælles, dels deres Særegenhed for ubetydelig til at retfærdiggjøre en saadan Undersøgelse: at Trællen i Norge klyver bratte Bjergskard og vogter Geder, medens han i Danmark driver Saudeflokken foran sig, er noget der omtrent falder af sig selv og vel gjør liden væsentlig Forandring i hans Stilling — om de væsentligere Træk f. Ex. Baalbrændingen og Hervararsagas skálkar, hvor der kan opstaa Spørgsmaal, om vi have sydgermaniske eller fællesgermaniske Skikke for os, er der paa sine Steder bemærket hvad frembød sig som Momenter til Bedømmelsen. Vi gaa altsaa over til Skildringen af Forholdene efter de levnede historiske Kilder, forsaavidt de angaa Norge, og vende os til Trældommen i Norge efter de historiske Kilder.



Fodnoter

  1. Begge Navne gives to Tjenere i Eventyret FmS III 186.
  2. Om sin Herkomst bekjender Skirner selv: «Jeg stammer ei fra Alfer eller Asers Sønner, ei heller fra vise Vaner». Skf. str. 18.
  3. cfr ibd. vedf. «Sigmunðr ok Sinþjötli! risit snarliga ok gángit i gegn grami.»
  4. Leo Disc. IX 7 p. 150 ed. Bonn. s. «Kunik», «Die Berufung der schw. Rodsen» II p. 449.
  5. jfr Ragnars: «lífs eru liðnar stundir, læjandi skal ek deyja!» jfr Grett. s. c. 85 om Gretiers Broder Illuge og Thorbjörn glaum.
  6. hvergætir jfr Lovenes matgerðarmaðr.
  7. Beiti som nomen prop. svarer til bryti, Maduddeleren, af beita = láta bíta.
  8. Herv. s. c. 10. (Andre Exempler af Sagærne: Laxd. s. c. 23, FmS 3 p. 121, 142.)
  9. Skálkr forekommer som Egennavn, og for Træl, i Herraud ok Boses s. c. 13. «Skalk» hos Saxo. Hallvard skalk: Halfd. sv. s. Sø. c. 2.