Vis kilden til Trældom i Norge - Trældommens opphør

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Trældom i Norge - Trældommens opphør]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Trældom i Norge]]'''<br><br>

<big>VI.<br> Trældommens opphør</big>

<br>Af '''Gustav Antonio Gjessing''' 

<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1862</center>






[[Fil:Tusenaarsstaden Gulatinget.jpg| thumb|350px|Gulatinget er en av de viktigste institusjonene fra eldre norsk historie. Her ble også lover vedrørende trelldom vedtatt, og var også medvirkende til trelldommens opphør. Gulatinget er i dag markert med en installasjon utført av kunstneren Bård Breivik.]]Et betegnende Træk for den Charakter, Trældommen havde i Norge, er, at dens Forsvinden efter alt at slutte var en Følge af Forholdenes egen indre Udvikling, ikke af ydre, reformerende Forbud eller Indskrænkninger fra Lovgivningens Side. Trældommen i Norge har derfor i den historiske Tid neppe nogensinde været haard. Trældommen var en Frugt af de tidligste ufuldkomne sociale Forhold, hvor Magt var Ret, og hvor, da alle Nødvendighedsgjenstande væsentlig maatte vindes ved Husflid, et talrigt Trællehold endnu var fordelagtigt. Den hang en Tidlang sygnende ved og faldt af sig selv, maatte falde af, saasnart friere Begreber havde fundet Indgang i Folkets Bevidsthed og Forholdenes Udvikling havde gjort den byrdefuld og unyttig.

Budet om Frigivelser ved Thingene paa det offentliges Vegne er, som ovenfor antydet, neppe at fatte som en Forholdsregel, tagen til Trældommens endelige fuldkomne Ophævelse; dertil var vel en saadan aarlig Afgang af i det høieste nogle og tredive Trælle lidet tilstrækkelig, saalænge Adgangen til paany at forøge Trællestanden udenlands fra blev staaende aaben, hvad man maa slutte, den blev, efter Lovenes vedvarende Skjelnen mellem udenlandske og indenlandske Trælle. Med Sikkerhed vide vi ogsaa kun om saadanne Paabud for Gule- og Froshethingslagdømmerne vedkommende ; at slutte fra dem til de sydlige Lagdømmer er i alle Fald usikkert: der fortælles, at Oplændingerne under Harald Haardraade (Har. harðr. s. c. 91) pukkede paa Lettelser (bæði um skyldir ok útgerðir ok mðrg önnur lèn), som Olaf den hellige skulde have tilstaæt dem til Tak for Hjælpen i Nesjeslaget, fremfor andre Bønder i Norge; vi have ogsaa tidligere (ovf. p.208) fundet Spor til en for de sydlige Lagdømmer særegen Ordning af Trællevæsnets Forhold til Kirken — en Forskjel, der vel kan have haft sin Grund i, al disse Egne allerede i længere Tid vare blevne paavirkede for Christendommen ogsaa fra den bremiske Kirke.

Hin Forøgelse af Trællemængden udenfra har imidlertid, om den end har været tilladt, neppe efter Harald Haardraades Tid været af synderlig Omfang; thi om end Hærtagningen med Trældom til Følge efter de ovenfor fra Sagaerne indtagne Vidnesbyrd (især om Olaf den hellige, ovf. p. 101 og om Harald haardraade p. 104) idetmindste kan have fundet Sted i Tidsrummet fra Olaf den hellige til Udgangen af Haralds Regjering, kan den dog, efter hvad tidligere er udviklet, for den følgende Tid kun have haft yderst ringe Betydning. Rimeligvis blev ogsaa herefter Forøgelse ved Kjøb i Udlandet vanskeliggjort og endelig ganske hindret ei alene ved at Vikingefærden, der nu mere og mere dreves alene efter rede Gods og kun af enkelte, ei længere førte Masser af Fangne til Handelspladserne, saa de Kjøbfarende der kunde forsyne sig med Trælle samtidigt, som de drev sin øvrige Handel; men ogsaa vel ved directe Forbud i de forskjellige Lande mod at sælge Trælle af Landet, som vi have fundet saadant gjældendc her i Norge efter Frostethingsloven.

Naar saaledes Tilførslen udenfra var hindret, og Landet alene henvist til Trællemængden hjemme, saa faa alle de der virkende Grunde til dens Formindskelse forøget Betydning.

Trællevæsnet maatte synke sammen i samme Maal, som den fælles Menneskeret efterhaanden mere og mere erkjendtes, og som det selv viste sig lidet lønnende.

Vi have ovenfor søgt at paapege, hvorledes baade Straffelovgivningen efter sit Væsen og endnu mere Christenretten maatte virke til Erkjendelse af ogsaa Trællens Handlefrihed og Ansvarlighed: var dette først indrømmet, saa var dermed ogsaa Trældommens Princip og indre Enhed brudt. Jo mere Kirken fremhævede alle Menneskers Jævnret for Gud, jo mere Loven behandlede Trællene om ikke i Lighed saa dog i Analogi med de frie Undersatter, desto mere maatte Trældommen vise sig i sin Grund uretfærdig. Derfor bortfaldt af Lovgivningen de Bestemmelser, efter hvilke Indlændinger i visse Fald kunde gjøres til Trælle, Bestemmelser som vi ogsaa for den ældre Lovperiode sjeldnere finde gjældende i fuld Udstrækning. Saaledes forandrede Lovbudene om Leiermaal (Landsl. IV 29), om Tiggere (ibd. 28) og Gjældsloven (LI. VIII 5), efter hvilken nu Skyldner vel ogsaa paa Thinge skal bydes Frænder til Løsning, men dog skal føres ubunden frem, vel af Thingmændene kan dømmes til at arbeide sin Skyld op, men dog, om han løber bort, kun skal revses efter lovlig Dom, og i det hele af Thingmændene skal dømmes saaledes, som de ville svare for Gud.

Paabudet om de offentlige Frigivelser, der nærmest er at opfatte som en Sjælegave for det hele Folk, har maaske i Betragtning af Frigivelsernes Hyppighed allerede i den hedenske Tid , lige ved Christendommens Indførelse været vedtaget uden synderlig Modstand, og den deraf følgende Afgang har neppe i de nærmeste Tider været mærkelig. Men at efterhaanden saadan Frigivelse til Guds Tak efter dette offentlige Exempel og vel ogsaa Geistlighedens Opfordring blev hyppig ogsaa blandt private, tør sluttes saavel af Bestemmelsen om Frelsegavens Ubrødelighed som af Frostethingslovens Capitel om private Kjøb af Mænd til Frelse<ref>FmS V 221. cfr O. H. m. c. 124 Legend : «kaupmaðr einn leysti hann til sin ok gaf hánum frelsi firir miskunnar sakir. Siðan fór hann i sjálfræði» (i Görðum austr).</ref>: herved blev paa den ene Side Afgangen betydelig forøget og samtidig Mængden af frie Leiefolk. Den saaledes lettede Adgang til at lade sit Arbeide udføre af frie Leiede maatte snart bringe Husholdningen i et andet Lag; thi det faldt let i Øinene, at det var billigere at leie den fornødne Arbeidskraft til de enkelte Tider, da den behøvedes — især i et Land som Norge, hvor Aarets Arbeide er saa ujævnt fordelt: Vaaronn, Slaattonn, Skuronn — end at holde den da fornødne Stok som fast Træltyende Aaret rundt og saaledes, hvad maaske er det vigtigste Motiv til Trældommens uvilkaarlige Forsvinden, forpligtes til at svare Leding eller Skat (Visøre) for en talrig Husstand. Vel kunde Tyendet ogsaa udenfor de egentlige Onntider holdes nogenlunde i Virksomhed ved Husflid; men det maatte og her efterhaanden blive klart, at Arbeidet blev baade billigere og bedre, naar det udførtes af en fri, i sin Virksomhed øvet, Haandværksklasse.

At der under dette ei dannede sig nogen halvfri Arbeiderstand i Norge, har sin Grund i, at Frigivelsen alt fra gammel Tid af var indrettet saaledes, at enhver Forpligtelse enten strax kunde afkjøbes eller i alle Fald ophørte efter visse Slægtled, og vel ogsaa i, at Trældommen, saalænge den stod, blev staaende i al sin Grelhed , ei modarbeidedes af Lovgivningen ved halve Forholdsregler til Lettelse i de trælbundnes Kaar, og Sikkring af deres Stilling, f. Ex. ved Forbud af Salg Mand mellem Mand, hvorved de kunde blive bundne til Jorden som Arvegods — noget som videre let kunde faa Indflydelse paa de frie Leilændingers og Arbeideres Stilling. Et vigtigt Moment maa endelig ogsaa Borgerkrigene have været med de deraf fulgende Omvæltninger i Eiendomsforholdene og Udstykning af Jorden. Store Landeiendomme, i det hele taget udstrakt privat Næringsdrift paa enkelt Haand støtter Trældom, udøver altid et Tryk paa den arbeidende Klasse.

Middel til hurtig at bringe den tidligere tvungne Stilling i Glemsel havde den frigivne alt i de ældste Tider i Vikinge- og Kjøbfærd (Fostur. s. 9, ovenfor p. 164) senere, da Byerne begyndte at blomstre, ved Nedsættelse og Næringsdrift der (ovf. p. 297).

Et Paabud som det om Frigivelse af en Træl aarlig i hvert Fylke, tør man næsten paa Forhaand slutte, maa have været hævet, saasnart det begyndte at blive vanskeligt at skaffe disse Trælle tilveie, saa det blev en fordelagtig Handel for den enkelte Trælleeier, som skulde være en paa alle Fylkesmænd ligelig fordelt Udredsel. Ophævelsen af Budet om den offentlige Trællefrigivelse - er derfor neppe at sammenligne med Ophævelsen af andre Lovbud, der i Almindelighed først udgaa af Loven efter allerede lang Tid at have været uvirksomme: den betegner ikke Grændsen for Trællevæsnet, ja den maa endog efter al Sandsynlighed være indtraadt forinden dets fuldkomne Ophør. Dette styrkes af, at vi endnu ved 1181 (Opløbet i Bergen) finde Magnus Erlingssøn som Eier af Trællen Baard, skjønt Overskriften i Gulethingsloven til Capitlet om Frigivelsen lyder: «Ólafr bauð en Magnús tók þetta af», hvilken Ophævelse kun lidet sandsynlig kan henlægges til Magnus's sidste urolige Leveaar mellem 1181 og 1184.

At den offentlige Frigivelse ikke allerede længere Tid før Ophævelsen af hine Lovbud var i Praxis bortfalden som unødig eller umulig tør vel ogsaa sluttes af, at vi i Frostethingsloven finde den ombyttet med Forpligtelse til Veiarbeide. Havde den nemlig ikke, idetmindste ligetil Foran dringen foretoges, været en virkelig Byrde, saa havde det vel ikke kunnet hedde, at Veiarbeidet ombyttedes eller «kom i Stedet for» den Mandfrelse, som var lovet; men den nye Forpligtelse maatte være bleven indført i Loven som særskilt Paabud og da vel neppe i Christenretten, hvor den synes kun lidet passende hensat, men i den verdslige Lov, hvor vi ogsaa efter Magnus's Lovordning finde den indtaget. Veireparationens Inddragelse under Christenretten kan vanskelig forklares af den Interesse, Geistligheden maatte have af Veiholdet for Kirkefærdens Skyld (dog henlægges ogsaa i en af de svenske Landskabslove, om jeg husker ret, Veibødningen under Geistlighedes Opsyn). Gulethingslovens magre Bestemmelse om Veien c. 90 staar heller ikke i nogen Forbindelse med Kirkelovgivningen. Den særegne Anledning, som synes at maatte søges for at forklare, hvorledes den naturligst kun den verdslige Lovgivning vedkommende Veivæsensbestemmelse er kommen ind i Christenretten og bleven sat i Forbindelse med Trællefrigivelsen, kan maaske have været Mangel paa Arbeidsfolk. Da en større Omsorg for de offentlige Veie end tidligere fandtes nødvendig, men samtidig de urolige Tider og den overhaandtagende Lyst til at fare i Kjøbfærd drog de frie bort fra Leiearbeide hos Bønderne, hvorover i stærke Udtryk klages netop i Intimationen til Frostethingsloven c. 20: «Det er os og bekjendt, at ved intet ødes mere vort Rige end derved, at man ei kan faa Arbeidsmænd i Herrederne, fordi alle ville nu fare i Kjøbfærd, men ingen arbeide for Bønderne» — hvorefter følger Paabud, indskrænkende disse Handelsreiser til bestemte Tider og bestemt Formue — saa torde man under disse Omstændigheder maaske ei paalægge nogen forøget Forpligtelse til Veiarbeide (netop i Vaartiden, før St. Hans<ref>cfr Gott. l.s Bonden beskyttende Bestemmelse om «Vaarfred", I c. 10.</ref>) uden tilsvarende Lettelse i anden Henseende, ligesom muligen ogsaa tilsigtedes at sikkre Bønderne de faa bundne Arbeidere, der endnu maatte være levnede, og som ved Frigivelsen paa Thinge endog unddroges den senere Forpligtelse mod den forrige Eier. Ogsaa fra de svenske Love er ovenfor anført et Forbud mod Frikjøbelser i Vaar og Høstonn, uden jævngod Arbeider skaffedes i Stedet. Man torde vel nu, da allerede Trællemængden var saa stærkt aftaget og blandt andet den lovbudne Frigivelse allerede i saa lang Tid havde paavirket Opinionen til Trældommens endelige Ophævelse, uden væsentlig at hindre denne, hæve Lovens Tvang, for saaledes at faa indført et af Forholdene stærkere krævet Lovbud.

Var saaledes engang Veibødningen kommen i Geistlighedens Hænder, er det ei forunderligt om den søgte at beholde den, om ikke for andet saa for de faldende Bøders Skyld, og vi finde ogsaa Bestemmelsen optagen ordlydende (undtagen: «var í lögum várum» for det tidligere «er í lögum várum») i Jons Kr. 59; men at man følte, at den her var paa urette Plads viser dens Indførelse under Landsleiebalken i den nyere Landslov VII 43 ff.

Hvad mest taler for at antage Trællevæsnet sin Undergang nær allerede i Slutningen af tolvte Aarhundrede er, at det i vore Sagaer lige fra Harald Haardraade udover kun saa yderst sjælden omtales eller endog lot hentydes til. Kongesagaene ere imidlertid efter Sagens egen Natur i det Hele taget lidet righoldige paa Oplysninger om dette Emne og maa ogsaa desto mere vende sig bort fra disse huslige Forhold, jo mere de ydre Tilstande gjøre Krav paa Opmærksomhed. Med fuldkommen Taushed forbigaaes dog heller ikke i dette Tidsrum Trællevæsnet, som vi have set (ovenf. p. 160, 161, 154); at det væsentlig er Kongstrælle, som nævnes, har vel mere sin Grund i Sagaernes Emne end i, at Trælle ei længere anvendtes i Privates Tjeneste. Ogsaa Sverres Saga har ikke faa Hentydninger til Trældom: Udtrykket for Landstorm «þegn og þræll» forekommer saaledes paa fem Steder (Fl. b. ø p. 555, 557, 561, 681, 690) og bør neppe tages for en blot hævdet Formel, hvormeget end denne Saga ynder Mundheld, saamegel mindre som enkelt Træl virkelig nævnes endnu hos Magnus Erlingsson; og at idetmindste høierestaænde Privatmænd havde Træltyende ikke længe forud for Frigivelsesbudenes Ophævelse tør vel sludes af en Bemærkning om Gregorius Dagsson (&dagger; 1161) FmS VII p. 359: «þeir váru lx manna, húskarla hans, er frjálsir váru með hánum», hvormed bør sammenholdes Sturlungasagas Udiryk (b. 8, c. 2) «frelsíngjar» om den sognske Lendermand Brynjulf Jonssons (frie) Huskarle (Aar 1244-1245).

Sverres Saga (Fl. b. II p. 285) lader fremdeles Magnus Erlingsson kalde Birkesenerne «allir þræla ættar ok stafkarla» og indrømmer selv p. 571, at flere af Sverres Følge tidligere havde været «verkmenn».

At Trældommens Ophør neppe er, ifølge Ophævelsen af hine Frigivelsespaabud, at lægge saaledes næsten et Aarhundrede forud for den nye Landslovs Vedtagelse, maa fremdeles, synes mig, kunne sluttes af, at vi endnu i denne Lov, der neppe giver nogen directe Bestemmelse angaaende Trælle, dog finde ei saa faa Antydninger til, at Forholdet endnu var i frisk Minde, hvilket samme ogsaa er Tilfældet med Erkebiskop Jons Christenret. Ved Redactionen af den nyere Landslov synes med Flid at være skyet enhver Omtale af og Hentydning til Trællevæsnet, og de Spor, der endnu findes efter det, kunne ofte være blotle Incurier, indkomne fra de ældre Redactioner af Lovene. Jeg har dog faaet Indtrykket af, at Lovgiverne ei afgjørende kunde sige, at da ikke længere nogen Træl fandtes i det hele Land; men at i alle Fald Trældommen var sin Undergang saa nær,  at et udtrykkeligt Lovbud mod den fandtes ligesaa unødigt som at tage længere Hensyn til den i Lovgivningen. Ved Udtrykket i Landværnbalken om Landstorm: «da skal fare baade Thegn og Træl» (III 3) er maaske ikke uvigtigt, at der fortsættes: «ef þess þarf við», dette Tillæg findes nemlig ikke i den ældre Gulethingslov, som den er os overleveret; men intet er naturligvis heller i Veien for, at det kan have staaet i andre Exemplarer af Loven, der ere blevne lagte til Grund ved Omredactionen. Imidlertid er det ogsaa muligt, at det netop er indkommet ved Lovforbedringen og Udtrykket «þegn ok þræll» er da mere end blot Formel, som det almindelig er blevet opfattet: det er da netop et Spor til en saadan Uvished , om Trælle fandtes eller ikke (dog var dette jo let at komme efter, om der var blevet lagt Vægt derpaa).

Andre saadanne Spor efter Trællevæsnet er den oftere forekommende udtrykkelige Nævnelse af frels Mand: om Kokken paa Ledingsskibene : «Nú ef frjáls maðr gengr í matgerð á skipi», III 10. «Ef maðr selr frjálsan mann», IV 7. «frjálsir menn ok fulltiða», IV 10. «Ef maðr bindr frjálsan mann». IV 10. «Nu kaupir maðr verk at frjálsum manni», VIII 22 og lignende endnu stærkere Mindinger i Jons Christenret (der dog maaske holder sig strengere til de ældre Originaler) f. Ex. at Vidnet ved Dødfødsel skal være «frjáls kona» c. 5, det udtrykkelige Tillæg i samme Capitel om Tiggerkvindes Barn, at alle Fylkesmænd skulle føde det Gud til Tak, «en eigi sèr til ánauðarmanns» (cfr Fr. I. c. 2). endelig Opregnelsen af de Mænd, der ei kunne gjøre Testamente, da de ikke raade selv for sin Villie, hvilken begynder: «þrælar ok ærir menn» etc. NgL II p. 350 Not. c. 16. Dette sidste Sted har, saavidt vides, heller ikke nogen Analogi i de tidligere Love, hvoraf det kunde være en Reminiscens, det kan ogsaa neppe nok anses for tilstrækkelig forklaret ved at antage det for en blot abstract theoretisk Classification uden Hensyn til for Haanden værende Forhold.

Til i den nyere Landslovs Taushed om Trællevæsnet ikke at se et fuldkommen afgjørende Bevis for, at ingen Træl mere fandtes, ledes man ogsaa ved Analogi fra Danmark: i den jydske Lov (udstedt 1241) er, kan man sige, den hele ældre charakteristiske Trællelov indskrumpet til den ligesom tilfældig i Capitlet om Fledføringer henkastede Sats: «Hwa sum thræl havær æth flætforing takær. warthæ theræ wærk» 1, 32 (1, 31 om Værger, 3, 2 om Træl i Leding, 3, 32 «thrælbarth», Bryterne i Regelen frie); dog omtaler Allen (Haandbog i Fædrelandets Historie p. 96) Spor af Trældom i enkelte Egne paa Landet endnu i Begyndelsen af 14de Aarbundrede. Alligevel tør sluttes, at Trælle i ethvert Fald var rene Undtagelser i Norge efter den nye Lovs Vedtagelse, saa vi her med Tryghed kunne sætte Tidsgrændsen for Trældom i Norge.

(Om Trællevæsnets Ophør og dettes Henlæggelse til en tidligere Tid, end jeg her har tordet gjøre, henvises forresten til Munch: N. F.s Hist. II p. 963 ff.).


<center>__________</center>


For Fuldstændigheds Skyld maa endnu omtales nogle af de hyppigste Benævnelser for Træltyende. Jacob Grimm har forresten sammenstillet nogle af de vigtigste i sine Rechtsallerth. p. 301-320.

'''Man.''' Det almindelige Udtryk for ufrit Tyende, omfattende begge Kjøn er man (neutr.). Ordet findes, saavidt vides, ikke i nogen af de øvrige germaniske Sprogarter (Grimm RA. p. 301 vil gjenfinde det i det tydske manahoubit, hvad dog altid maa være tvivlsomt). I Gmln. derimod forekommer Ordet hyppigt, allerede i Edda Hkv. Hb. 11 3, Skv. 111 67, Atlm. 66, Gróttas. 1, 4, 8, 15, og i Lovene særdeles ofte: man, mansmaðr, man hèrrænt, hérlenzkt-útlenzkt. Ordet er rimelig af samme Stamme som maðr og synes at betegne Mennesket som villieløst Væsen, bruges derfor ogsaa hyppig i Digtersproget om Kvinde, især ugift, forekommer ikke i plur. uden i en Digteromskrivning Sonart. 13 (se Egilss. Lex. poet. s. v. man).

'''Hjún''' omfatter den hele Husstand, der tilføies undertiden áuðig til speciel Betegnelse af det ufrie Tyende.

'''Þræll.''' Sædvanligst nævnes den mandlige ufrie þræll<ref> Edda: Hávam. 86, Harbarðslj. 24. Völkv. 37. Rfgsm. Atlam. 43, (Illþræll 59), 93.</ref> (saaledes ogsaa i Svensk og Dansk), Ordet forekommer ikke i de sydgermaniske Sprog uden i Angelsachsisk þræl (obsol engl. thrall), hvor det dog almindelig antages indført ved de Danske (se Schmid, Gesetze d. Angis. Glossar, 2te Aufl. — sermo lupi — Grimm, RA. p. 303, paa hvilket sidste Sted bemærkes: «Ableitung dunkel; aber die ςραλλεις  thracische söldner und knechte, stimmen buchstäblich» — en Ideeassociation, som ogsaa findes i Ihres Glossar p. 947. Paa et andet Sted antyder Grimm en Afledning, der synes simplere: Gesch. d. deutsch. Spr. I p. 283, 2te Aufl. ad v. rςσγξιν goth. þragjan ags. þrage cursus; sollle das altn. þræll servus nicht eigentlich besagen cursor, der des herrn befehl eilends ausrichtet? dann väre auch in ahd. eigenname Wolfdregil, Wolfdrigil dregil cursor enthalten. (Det forundrer, at ikke Rigsmaals gengilbeina er nævnt i Sammenhæng hermed). Stammen i det got. þragjan løbe, angls. þrag (fem.) kunde, i Gmln. lyde þrá (fem.) med den sædvanlige Vocalforlængelse efter bortfalden svagere Consonant (tagr-tár): i Got. betegnedes da endnu den rumlige Afstand, i Angls. ogs. Tid (lange þrage oftere), medens i Gmln. þrá betegner (Sindsstemningen, der gjør Tiden lang?) Længsel, Savn (Langeweile, «ljótar nornir skópu oss lánga þrá» Skv. III 7) og al den dermed følgende bittre Stemning i mangfoldig Afvexling (se de herhenhørende Ord i Haldorsens Lex. Gul. 1.167: brask). En Afledning med -ill (-itr), der i Regelen medfører Omlyd, vilde her give den gmln. Form þræll (svarende til et tydsk dragil eller dregil) — lignende Udfald af Vocalen i Afledningsendelsen viser f. Ex. forsjáll, uforsjáll — at her ingen Omlyd findes maa være en Følge af, at en anden Afledningsendelse er brugt (-all, -ull). I andre lignende, men senere Afledninger er Endelsen undertiden bleven staaende fuld f. Ex. Navnet þráinn (þréinn). Ordet þræll efter denne Dannelse vilde være malende nok om den Hjemmet savnende hærtagnes Stemning, ligesom det er modtageligt for al den Fortolkning til det værre, som den theoretiske Opfatning af Trællecharakteren — þrályndi — indbød til. At forklare þræll efter Stammen þræ's oprindelige Betydning som løber, cursor, vilde jeg i hvert Fald være mindre tilbøielig til, fordi Ordet synes dannet i de nordgermaniske Mundarter, hvor Stammeordet ei længere findes i hin Betydning af løb, ligesom ogsaa Trællene vel aldrig have været synderlig kjendte for Hurtighed uden hvor det gjaldt Livet. (Ogaaa Grimm RA. p. 308 vil omvendt forklare de tydske lazi og liti af got. lats, gmln. -latr, og minder om Hels Træltyende Gánglati og Gánglot).

Det tydske dregil er imidlertid den mindst sædvanlige Form (I Graffs Althd. Sprachsch. V p. 500 skrives tregil m. hajulus, wazar, tregila, Wolftrigil [Wolfdregi, drigi], scildtregil, feztregela? , samentregil, kun tautragl forekommer med Variant taudragil, taudregil, taudrail: «si quis in geniculo transpunctus fuerit aut plagatus, ita ut claudus permaneat, ut pes ejus ros tangat, quod Alamanni tautragil dicunt». L. Alam. lit. 65- L. Bajuv. tit. 5, 17 og dorndragil: avis, dregil, drail , dral (cfr Bjørn Hald. lóuþræll: scolopax). Jfr Grimm, RA. p. 94, 630. (Gramm. II p. 109); det synes derfor rimeligere og mere stemmende med den overleverede Betydning bajulus: λγδοςσςοc; at udlede dette tregil af tragan gmln. draga, om end ogsaa ellers Lydovergangsregelen paa lignende Maade brydes (som i tregil for dregil) i Ord, hvis Identitet er sikker, f. Ex. burs, tydsk turs. Og da nu i Gmn. foruden det reflexive brask (aabenbart i Forbindelse med Neutr. þrá: pertinaria, contumacia og de deraf afledede Ord þrá, þræta o. s. v.) ogsaa forekommer Verbet þreyja (þráða) : henleve Tiden i Sindsstemningen «þrá» (fem.), længes, ledes man snarere til for Stammen þra at søge en Rod þrau, þrav, der maaske er at gjenkjende i det oldht. drúen (dróen, drójan), angls. þróvjan: pati (cfr oldht. druunga passio, dróa passio, onus og det til samme Rod rimeligvis som Causativ hørende oldht. drawjan true, drawa Trudsel og det angels. þreávjan, þreá, hvorhen ogsaa det gmn. þrá n., þræta, engl. threat o.s.v.) . Efter denne Etymologi maatte da den oprindelige Betydning af þræll vel være: «den lidende», «den Tvang udholdende» &#596; : ánauðugr.

'''Sveinn.''' Sveinn findes i Edda ikke afgjort brugt om ufri, i Harbardslj. 1 synes dog «sveinn sveina» om Færgekarlen at være sat i Modsætning til følgende Strophes «karl katla» hvilket sidste ogsaa har en vis foragtelig Farve (jfr Helgkv. Hb. 22: («era þat karls ætt er á kvernum stendr») og Gulethingslovens karl og kerling om Løsingsparret. I Rigsmaal er derimod Sonr og Sveinn Navne paa Sønner af Jarl og Erna. I Gmlht. og Angls. bruges svein - sván om Hyrder (Grimm RA. p. 304), dog ikke bestemt om trælbundne — saadan findes i Angls. specielt nævnt : beéwswán, Schmid Ges. d. Angls. Anh. 111. Absalon i sit Testament «Eschillum Bathsven libertate donavit», cfr angls. bátswán (boatswain). Den hyppige Brug af Svein som Egennavn og som Apellativ om Børn og unge Mænd hos de nordiske Folk viser, at oprindelig intet Bibegreb af Ufrihed hæftede ved Ordet, at det snarere kun betegnede den unge Alder, den i hvilken ogsaa Vikingerne vel toge sine fleste Træleevner (ovf. p. 75, puer παςc). Og i de norske Love er sveinn en ligesaa charakteristisk, om end ikke saa hyppig Betegnelse af den ufrie som þræll (Gul. 1. 57, 69, 71, 163, 223, 300). (I Frostethingslovens XIII 2: «En landbúi skal engum manni lofa reít at gera nema syni sínum ok sveinum eða frjálsum manni þeim er vinnr med hánum , nema leyfi landsdrottins sé til», er i nyere Landslov VII 18 rettet: «sonum sínum ok verkmönnum»). At sveinn saaledes uden Anstod kunde bruges baade om ufrie og de fribaarne unge har vel sin Forklaring i begges, som vi have set, temmelig lige Umyndighed.

'''Þýr, Þý.''' Kvinden, der i Rigsmaal ved Træl bliver Stammoder til Trælles Ætter nævnes þýrr (alm. þý-þýjar). Ordet forekommer videre i Edda: Hkv. Hb. II 2 (svag Form þýja), Skv. Fb. III 45, Atlam. 93, Gudrkv. 15, (Hervar. s. c. 13, 14, þýjarbarn), i Prosa derimod er det sjældent, findes i Lovene maaske ikke uden i Genit. Sing. þýjar (sc. sun) Fr. 1. IX 1, derimod kjende vi derfra þýborinn. Det tilsvarende Masculin findes i Gmln. neppe uden i de ovenfor (p. 48-49) anførte Navnesammensætninger og imellem Trællenavne þirr, SnE I 532, 562, og i Sammensætningen leiðiþir, SnE I 312, Skáldskpm. 22. I de beslægtede Sprog forekommer Ordet i begge Kjøn. Got. Ulfil. þius Nehem. 5, 16. Luc 16 13 for οιχεηc (dog: διναrαs, Ινοι χνςιοsc δοναειεν [skalkikón] vulg. servus)  þiumagus (gmln. vilde lyde þymögr) παιc, puer. Matth. 7, 16, Luc. 1, 54,  þivi (st. Fem. 4)  παsδαχη ancilla. Matth. 26, 69. Marc. 14, 66, 69. Verbet forekommer i Got. endnu i stærk Form: þivan (þau, þèvum, þivans): «tjene» — svag Form (þivalða) gjøre til Tjener, hvortil svarer det gmln. þlá eg. þýja (som týja Fafnm. 6, tjá) — Gmlht. har diu, deo (dewes) servus kun i Navne og andre Sammensætninger (deomuot, Demuth) diu, diwa: ancilla — ligeledes i Sammensætninger. Verbum diwjan, dewjan; humiliare. Angls.þeów: servus, beowen, binen, ancilla, Verb. beowjan. (Forresten se Grimm RA. 303. Gramm. ø 532. Graff V 87).

En Afledning af samme Stamme er þjónn , þjóna , Betegnelser for Tjenerstilling i Almindelighed (dog þjónka strængere).

'''Ambátt'''. Den i de nordiske Sprog almindeligste Benævnelse for Trælkvinde er «ambátt» (Edda: (Hamh. 20, Hkv. Hb. Indl , Skv. Fb. III 67, Oddrgr. 31, Gréttas. 1, Rigsm. 13) et Ord, hvis Etymologi, hvor almindelig udbredt det end er i alle Mundarter, dog endnu er dunkel. I Gmln forekommer kun denne Hunkjønsform, det tilsvarende oprindelige Masculin frembyder Ulfila, af hvem andbats bruge svarende til ςsαχον, μπηοεηc, minister. Matth. 5, 25.Marc. 10, 43, 54, 65, og saaledes andbahtjan, andbahti (n.), altsaa om den mildere Hørighed, ikke som det norske ambátt, Trælkvinde i streng Forstand; denne egentlige Trældom betegnes i Got. ved skalks, skalkinón, skalkinassus f. Ex. Marc. 10, 43: «Ak sahvazuh saei vili vairthan mikils in ýzvis, sijái izvar andbahts, σιαxονοc, minister», 44: «Iah saci vili ýzvara váirthan frumists, sijái alláim skalks-dονλοc». Ordet er blevet identificeret med det latinske ambactus, brugt af Cæsar bell. gall. G, 15 om de galliske Høvdingers Ledsagere, og af Festus opført som et hos Ennius forekommende gallisk Ord for servus, medens et Glossar har: ambactus dονλοc μsοωrοc, ωc εννοc, servus —det maa da være Laaneord i det galliske Sprog fra Germanien. Se imidlertid Grimms udførlige Behandling af Ordet, Gesch. d. d. Spr. 1 p. 93 ff., jfr p. 118, 374, 380, 2te Aufl., der dog vel mere viser den Lærdes Allestedsnærværelse end overbeviser. Sikkrest er maaske endnu den rigtignok fjerne Sammenstilling med sanskr. bhadsch co lere. — Det tydske ampaht og angls. ambiht betegne som i Got. Tjener i Almindelighed: Beov. V ar and ambiht, Cædm. þá Abraham spræc to his ombihtum, rineas mine. I vort Folkesprog minder embætta, ambætte endnu om Ambaattens Syssel, jfr Aas. Ordb.

'''Kunik.''': Die Beruf. d. schwed. Rodsen I p. 33 nævner imellem Exempler paa Udstødning af Nasal ved Overførelse af nordiske Ord i det slaviske Sprog ogsaa «ambátt - Ildednukx» (jabednik) og bemærker senere II p. 179 Not: «Der russische jabednik war unter den ersten Rurikern nur ein «fürstlicher Beamter» und hat erst später den Nebenbegriff von «Rechtsverdreher» bekommen». Sammenstillingen af ambátt med det afledede jabednik istedenfor med Ildeda (jabeda Chicane, Rænke), Stammeordet for den lille herhenhørende Ordklasse maa være valgt med Hensyn til Embedsstillingen. Er jabednik virkelig Laaneord og dannet af Stammen i ambat, viser i alle Fald vel Afledningen med -«nik» at allerede da det tilsvarende Masculin manglede i det svenske Sprog.

'''Ánauðgr.''' Trællestillingen betegnedes ved ánauð (Skirnm. 24) og derefter den trælbundne ánauðugr, Atlm. 60, den paa hvem Nød, Træltvang laa. — Ordet er almindeligt i de norske Love, i Svensk og Dansk skrives Ordet almindelig annöþug, uvist om n's Fordobbling er blot graphisk eller bevirket ved en ellers usædvanlig Bibeholdelse af Slutnings-n'et i Præpos. á (oprindelig ana - an angl. on), idet det støttedes af følgende n i nöþug. Paa Runestenen ved Fiuckby i Uppland læses: «Jufur — kuam an Krikhafnir» &#596;: «Jöfurr kom á Grikh.», hvorom Säve, Nord. Univ. tidsskr. 3die Aargang, 4de Hefte p. 106. Verb. áneyða Kgsp. c. 55.

'''Bryti — deigja'''. Dannelsen af bryti, Maduddeler, Skaffer (Atlm. 57) fremgaar klart nok af Udtrykket brytja á diska. Det tilsvarende deigja (Ægdr. 56) derimod er af mindre klar Afledning; man kunde tænke paa det got. deigan (dáig, digum, digans) ælte, danne, forme — daigs, Deig — og finde en Støtte for denne Udledning og Betydningen «Bagerske» i de angels. Ord : hláford (hláfweard) og hlæfdige, forsaavidt hláf-blæf her virkelig svare til det gmln. hleifr Brodlev, i hvilket Fald det norske, svenske og danske lavard maa være Laaneord. Jfr Munch II p. 965.

Ordet Budeigje maatte da være dannet, efterat denne oprindelige Betydning af Deigje var glemt.

'''Kefsir.''' Mellem Trællenavnene i Rigsmaal forekommer kefsir, hvortil det svenske kæfsir, kæpsir svarer, dog forekommer det i de svenske Love kun om Mand i Samliv med Frille og ikke heller altid om Træl i dette Forhold f. Ex. ÖgL. Ærfþb. 18: «Nu ma egh þæn annan lösa sum sjalvær ær löstær og egh þa kunu sum han ær kæpsir til.» Giptb. 29, 2: «Nu gangær fostre mans æfte fostru (udenfor Ægteskab) þa a egh kæfsir i barnum» (d. e. Børnene tilhøre Moderens Eier) — saaledes ogsaa Vgl. 1 Giptb. 4,4. Gipt. 3: «vil þræl huskono fa. givi tva öræ til siængh hennær þem þer hana a. ikki a kiæfsir i barnom» (hvor sidste Passus ikke er at forbinde med nærmest foregaænde om Træls lovlige Ægteskab, men at fortolke efter ÖgL. Grimm, Gesch. d. d. Spr. I p. 13 bemærker: «dem ahd. chëpisa pellex, mbd. këbese, ogsaa cifese wurde ein gotb. kibisa, kibiza zur seite steben, altn. bedeutet kéfsi oder kéfsir servus molestus (? Bjørn Hald.), wie auch sowol magd als kebse bezeichnen, sicher wurden die kebsen meistentheils geraubt oder aus unfreien mädchen gewahll. Not.: chépisa schei  mit chupisi tugurium (Graff 4, 359) unmittelbar verwandt, sie wurde in einer schlechten hütte gehalten, im gegensatze zur frau».

Jeg tror, at man ikke af de nordiske Sprog tør slutte, at kepsir og chépisa o. s. v. oprindelig have betegnet Mand og Kvinde i Trællestilling ; derimod have disse Ord vel været brugte med Hensyn til Samliv udenfor Ægteskab (hvorfra ogsaa Grimm i sin Etymologi gaar ud), og Grunden til at kefsir opføres mellem Trællenavne i Gmln. og ogsaa i de svenske Love nævnes nærmest i Forbindelse med Trældom, maa søges i, at Trællenes ægteskabelige Samliv i den ældste Tid vel almindelig var blot contubernium ordnet efter Herrens Villie.

Den yngre Edda opregner som Trællenavne, Skáldskpm. c. 65 I p. 532: Heitir ok þræll: kefsir, þjnón, önnúngr, þirr», c. 75, I p. 562: «þjónar, þrælar, þirr, önnúngar, verkmenn , kefsar ok vilmegir». Grág. Kristin. i. p. 17 : «þat er önnungsverk ef maðr vinnr hvern dag þat er búandi vill». Vilmegir betegner «usle Folk» — vil (neutr.) Jammer, Elendighed — vi have fundet Ordet i Bjarkemaal, forekommer ogsaa i Hávam. 135, om end ikke tydeligt i Betydning af Træl. SnE II 496 tilføies: «lini, stafklápr, lydda».

Ved de svenske Loves Fostrer maa erindres , at de kunne baade være trælbundne og frie, og at der ikke altid distingueres ved Tillæg af annöþog eller frels, men at det maa ses af Lovens Bestemmelse om ufri eller fri menes (i sidste Fald er Fostren vidnefør, eiendomsberettiget og kan forbryde sit Gods til Deling mellem Sagsøger, Herred og Konge; Herren har dog endnu ván (Arvehaab] til ham og kan sælge denne Ret — ÖgL. Dr. b. 13, 2, ibd. 16, Vaþm. 3. Eghm. s. 23. hvilke Citater ved en uheldig Omordning ei ere blevne indtagne paa vedkommende Steder ovenfor). Imellem Ukvædesord opfører ÖgL. Bygd. b. 38 fostre VgL. I Retl. b. 5 II ibd. 7: frælsgivæ, og det er vel dette, frigiven, der betegnes med fræls fostre.

Almindelig oversættes fostre med «hjemmefødt Træl»; noget bestemt Sted i Lovene, der giver denne Forklaring, ved jeg imidlertid ikke at paavise. Da Fostre ogsaa har activ Betydning og, som bekjendt, ofte Trælle sattes til at fostre Familiens Børn (ovf. p. 155) kunde vel efter denne Tillidssyssel Fostre have faaet Betydning af betroet Tjener i Almindelighed, og da saadanne vare nærmest til at blive frigivne, kunde Benævnelsen være bleven bibeholdt om dem ogsaa som løsladte. Den første Forklaring forekommer dog ogsaa mig rimeligst, ligesom det og om disse Familiens Fostringer kan antages, at de fortrinsvis og oftest bleve frigivne, og Ordets Brug om saadanne deraf forklares.

Sigkv. III's fostrman kan vel fortolkes forskjellig enten som Tyende, der har fostret vedkommende Eier, eller som jævnaldrende Tyende, der er bleven opfostret med Eieren efterat være givet i Tandgave.

'''Drottinn.''' Trællens Herre nævntes drottinn, egentlig vel Anfører i Krig (got. drauhtins Føreren for en drott, got. drauhts — Verb. driugan, drauh, drugum drugans: gjøre Krigstjeneste), hvorfra Overgangen er let til Betydningen Herre over den i Krig fangne, Trællen. Paa enkelt Sted, Grág. 102 Vigsl., nævnes Fruen tilsvarende drottning. Ogsaa i norsk Overs. ere domina og famula gjengivne drottning og ambátt, gamm. norsk Homiliebog r. 29, ed. Christ. 1862.

'''Skapdrottinn'''. Naar Trællen er given fri, kaldes hans forrige Herre skapdrottinn, der vel betegner ham som den, der har det nærmeste Opsyn med og Ordning af den frigivnes Sager («láta einn skera ok skapa all» siges, naar en Sag overgives en anden til Afgjørelse). Denne Brug af skapdrottinn i Betydningen Patron er staaende i de norske Love. I Gul. 1. 22 bruges skapdrottinn for drottinn, men i det tilsvarende ældre Brudstykke (Christianiaudg. p. 112) staar drottinn — i c. 67 sættes drottinn i Betydningen Patron, men senere i samme Cap. skrives dog skapdrottinn — i Fr. I. IV 56 bruges skapdrottinn, hvor Tale er om Mand dræbt i Herredet, og der skal afgjøres, enten han er fri eller ikke; men at her bruges den mildere Betegnelse ligger i Sagens Natur — i Eids. Chr. 28 siges rigtignok om þjónn, der har spist Kjød i Langefasten, at det «skal vera i valdi skapdrottins (hans er á)», om han vil løse ham fri fra Utlegd; men i alle Fald er her vel Tale om høierestaaende Tjener og i det hele taget Capitlet singulært. Andre Steder, hvor Regelen er brudt, har jeg ikke bemærket.

(Trællenes Egennavne vare de almindelige norske Personnavne, enkelte irske »indtagne, der nævnes fra Island — Ljufvina ? fra Bjarmeland — det er derfor unødigt her at komme med nogen Opregning).




----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Gustav Antonio Gjessing]]