Trællenes Retsstilling efter Norges gamle Love

Fra heimskringla.no
Revisjon per 5. feb. 2014 kl. 00:10 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Trællenes Retsstilling

efter

Norges gamle Love

Af

Fr. Brandt

Kristiania, 1870


Ligesom alle oldtidens folk, anerkjendte de gamle Nordmænd trældommen. Den samme stærke personlige selvfølelse, der gjorde den frie Nordmand selv så utilbøjelig til at underkaste sig nogensomhelst tvingende myndighed, lod ham på den anden side med dyb ringeakt betrakte enhver, der ikke var sin egen herre, men nødtvunget undergiven en andens vilje (ánauðigr maðr). Menneskets naturlige krav, som sådant, på at anerkjendes og behandles som person var et for hine samfundstilstande fremmed begreb, som det først sent lykkedes den kristne kirke at skaffe indgang; i det gamle samfund indtog enhver alene den plads, han selv og hans slækt formåede at hævde, og den ufrie havde ingen ret.

Fredrik Peter Brandt.
Kun de frie mænd regnedes som virkelige medlemmer af samfundet (þegnar), og nød retlig beskyttelse for sin person (mannhelgi). Trællen (man; þræll — ambátt) betraktedes ganske på samme måde som enhver anden herren tilhørende ting, og stilledes ved siden af husdyrene (jfr. F. L. V. 18; B. R. 140). Herren (skapdróttinn) kunde ustraffet dræbe eller lemlæste sin træl; men han måtte vedstå drabet den samme dag; ti hemmeligt drab betraktedes altid som mord (G. L. 182; F. L. V. 20 jfr. IV. I; B. R. 142). Ved salg af trælle indestod sælgeren for lyder og lønlige fejl på samme måde som ved kvæghandler i almindelighed (G. L. 57; F. L. V. 41). Trælle anvendtes som regelmæssigt betalingsmiddel for gjæld (G. L. 223 jfr. 266 og 274). Udleje af trælle til arbejde for andre (mansleiga) betraktedes ganske som anden leje af kreaturer (G. L. 69; F. L. X. 31 slutn.), og ulovlig brug af anden mands træl behandledes ligesom andet fornæmi (G. L. 71 slutn.). — Fornærmelser mod træl betraktedes blot som fornærmelse mod hans herre: drab medførte efter F. L. IV. 56 alene skadeserstatning og avindsbod til herren, medens sår efter G. L. 215, foruden de almindelige sårbøder, lægeløn og kosthold, endvidere medførte erstatning for trællens arbejde, sålænge han var syg; hvorimod der selvfølgelig ikke blev spørsmål om nogen bod til kongen. Andre legemsfornærmelser mod trælle, såvelsom lejermål med trælkvinde, bødedes med en bod til herren i forhold til dennes personlige ret og trællens godhed, hvilken for de 4 fornemste trælle af begge kjøn: þjónn (hustjeneren), bryti (gårdskarlen), seta (stuepigen) og deigja (husholdersken) udgjorde en ottendepart af herrens egen ret, og for de øvrige forholdsvis mindre. Kun i to tilfælde tilfaldt boden for legemsfornærmelse trællen selv, nemlig når en anden træl havde slået ham, såvelsom når han fulgte sin herre til ting, kirke eller gilde, i hvilket sidste tilfælde trællen nød baugshelg, d. e. en tolftedel af sin herres ret (G. L. 198 jfr. F. L. IV. 61 og XI. 21).

Omvendt stod herren lige over for tredjemand til ansvar for sin træl, med mindre han foretrak at abandonnere ham. Dog havde han i ringere tilfælde også adgang til at undgå bod ved selv at refse trællen (F. L. X. 40; G. L. 163, 198 og 204, jfr. 16, 18, 20, 22).

Trældom opstod oprindelig ved fangenskab i krigen (hernuminn, hertekinn), og det synes endog, at enhver voldelig bemæktigelse af et individ, selv indenlands, har medført forestillingen om en derved umiddelbart indtrådt trældom (jfr. beretningen i Eigla kap. 57). Foruden ved vikingetogene skaffede Nordmændene sig jevnlig forsyning af trælle ved kjøb på de udenlandske trællemarkeder. — Derhos var trælleforældres børn også trælle; havde forældrene i dette tilfælde forskjellige herrer, tilfaldt barnet faderens herre; hvorimod denne måtte udrede en bod til moderens herre for den ved svangerskabet og barselsængen bevirkede formindskelse i hendes arbejdskraft. Barn af fribåren kvinde med træl var frit og hørte til moderens æt; ligeledes fri mands barn med trælkvinde, forudsat at faderen erkjendte barnet for sit og gav det frihed før det var 3 julenætter gammelt; da var det hans tybårne barn; i modsat fald var barnet træl og tilhørte moderens herre (G. L. 57 jfr. 104, F. L. X. 47). Lod en fri kvinde sig beligge af en træl, måtte hun bede 3 mark; formåede hun ikke at bøde, tapte hun selv sin frihed (G. L. 198; F. L. II. 1 og IX. 16; B. R. 127).

Da der i Norge ikke gaves nogen ældre undertvungen befolkning, kunde der ikke opkomme nogen helot kaste, lige så lidt som der efter landboforholdenes hele tilstand i Norge kunde opstå en klasse af livegne bønder svarende til Romernes coloni eller de gamle Tyskeres hørigen (Taciti Germania c. 25). Trællene var i Norge altid hustrælle, der helt og udelukkende var til sine herrers tjeneste. Man ser derimod almindelig, at de større jordegodsbesiddere overdrog visse af sine dueligste og påliteligste trælle som forvaltere (ármenn) at bestyre driften af deres gårde, og en således betroet træl synes efter F. L. IV. 57 også at have nydt personlig ret, nemlig en sextendedel af herrens.

Uaktet trællenes fuldstændige retløshed, synes dog deres stilling i det hele taget at have været ret god, og bedre end hos de gamle Græker og Romere. Bekjendt er historien om Erling Skjalgssons trælle (Snorre, Olaf den helliges saga kap. 22). Uaktet det gjaldt som regel, at hvad trællen erhvervede, tilfaldt hans herre (jfr. F. L. XIV. 10), synes det ikke at have været usædvanlikt, at herren gav sine trælle adgang til at fortjene noget for sig selv, og hvad de således fortjente (orka = peculium), hlev deres egen ejendom, og herren synes ikke at have været anseet berettiget til vilkårlig at tage det fra dem (jfr. Gisle Surssøns saga, Gislasons udg. s. 80—81). Disponere derover kunde imidlertid trællen ikke uden til sine børns underhold; han „rådede kun for sin kniv“ (G. L. 56 og 57), og ved hans død måtte hans orke hjemfalde til herren, da trællens børn ingen arveret havde (G. L. 65 og 114). Den viktigste anvendelse, trællen deraf kunde gjøre, blev således at løskjøbe sig dermed. — En mærkelig bestemmelse indeholder den ældre Borgartings kristenret (II) kap. 15, der tillader selv trællen ustraffet at dræbe den, som han griber i samleje med sin kone eller datter.[1]

Også den frie mand kunde komme i trællestilling, når han ikke formåede at betale ein gjæld (skuldarmaðr), G. L. 71, jfr. F. L. X. 26 og B. R. 50. Men denne skyldtrældom ophørte igjen, såsnart gjælden blev betalt, og skyldtrællens retlige stilling var forskjellig fra de egentlige trælles, idet han navnlig også selv havde personlig ret, ligesom trældommen ikke gik over på hans afkom. Enhver ætbåren mand var berettiget til at give såvel sig selv som sit barn i pant for gjæld (gefa í skuld); dog måtte ingen give sit barn for større sum end 3 mark, men sin egen person kunde han give for så stor sum, han vilde.[2] Kreditor var endvidere berettiget til at tage sin insolvente debitor i skyldtrældom, hvis ikke hans frænder eller andre var villige til at udløse ham; men skyldnerens barn kunde ikke tages. Overgivelsen i skyldtrældom skulde ske til tinge eller i forsamling, og det skete var forbindende. Kreditor kunde bruge skyldtrællen og holde ham til arbejde på samme måde som sine øvrige trælle, og skulde lade ham få orke ligesom disse. Skyldtrællen nød ingen personlig ret lige over for sin herre, dennes kone og øvrige trælle; men lige over for alle andre beholdt han sin tidligere ret; deraf skulde herren tage sådan ret som for sin brytje, og det overskydende tilfaldt skyldtrællen selv. Det samme gjaldt i tilfælde af lejermål med skyldtrælkvinde (jfr. G. L. 198). Kreditor kunde overdrage sin skyldtræl til andre indenlands; men ikke for større sum, end gjælden udgjorde, og han måtte ikke sælge ham som virkelig træl (at mansali), under straf af at bøde det almindelige tegngilde, 40 mark, med mindre skyldtrællen løb bort eller forstak sig; ti derved tapte han sin frihed for bestandig. Omvendt havde skyldneren, hvis han ønskede at komme ud af forholdet, ret til i en halv måned at fare om i fylket og søge udvej til gjældens betaling. Fik skyldtrællen børn, pålå deres forsørgelse herren; men bekostningen herved skulde lægges til gjælden, indtil denne var stegen saa højt, at han ikke tyktes mere værd; siden gik børnenes forsørgelse over på frænderne. Skyldtrællens forsørgelse i hans alderdom pålå herren; men denne havde dog den udvej at eftergive ham gjælden, medens han endnu var arbejdsfør; da pålå forsørgelsen frænderne. Var skyldtrællen trodsig og ikke vilde arbejde, og hans frænder heller ikke vilde løse ham, var herren berettiget til at lade ham dræbe eller lemlæste.[3]

Ifølge F. L. X. 39; B. R. 163 (jfr. Hkb. 40 og M. L. IV. 28) kunde endvidere arbejdsføre tiggere gribes af hvemsomhelst og behandles som trælle (fénýta), hvis ikke de selv eller deres frænder løste dem med 3 mark. Samme bestemmelse indeholder den ældre Eidsivatings kristenret (I) kap. 45 om kvinder, som for med troldomskunster.

Ingen måtte sælge sin træl ud af landet, med mindre han havde gjort sig skyldig i misgjerninger, da herren i visse tilfælde endog var pliktig dertil (F. L. XI. 20, jfr. G. L. 20, 22 o. fl.). — Løb nogen træl bort fra sin herre og blev greben, var herren under straf af bøder pliktig at refse ham; udenlandsk træl skulde gildes. I pågribelsespenge (undingjalausn) var herren pliktig at betale en øre, hvis trællen grebes inden fylket; 2 ører udenfor fylket og inden lagdømmet, og ½ mark, hvis han grebes udenfor lagdømmet (G. L. 68 jfr. 69; F. L. X. 40).

Beskyldtes en træl for nogen misgjerning, kunde tortur anvendes for at bringe ham til bekjendelse; dog måtte han ikke derved gjøres udyktig til arbejde, og den således frembrakte tilståelse gjaldt ikke i rettergang som bevis, med mindre den stadfæstedes ved sikre kjendsgjerninger (G. L. 262; F. L. X. 40). Forsåvidt herren derimod selv overtog sagen, havde han, som det synes, altid adgang til at frigjøre sin træl med den almindelige ed efter sagens beskaffenhed, ligesom til at fritage trællen for refselse ved selv at erlægge bøder. I drabstilfælde faldt imidlertid efter G. L. 163 ansvaret ubetinget på herren, hvis han havde forsøkt at fralægge sin træl gjerningen, og eden faldt.

For adskillige forbrydelser, der for frie mænd medførte fredløshed eller bøder, var der for trælle fastsat legemlig refselse. For tyveri skulde efter G. L. 259 indfødt træl, i lighed med frie, halshugges, men udenlandsk træl pidskes, Ligeledes skulde trælle for arbejde på helligdage, kjødspisen på fastedage og børne-udsættelse, hvilket for frie medførte bøder, straffes med pidskning (G. L. 16, 20, 22; F. L. II. 2 og 28).

Hvis klædningsstykker (føt) var stjålne, og gjerningsmanden var ubekjendt, formodedes en træl at være den skyldige (F. L. XV. 8 og 15). Det samme gjaldt efter G. L. 154, når nogen blev dræpt i et følge, hvor en træl var med: „da er denne drabsmand, hvis de andre vil sikte ham derfor.“ På den anden side straffedes ikke den træl, som stjal i følge med fri mand, men ansvaret pålå udelukkende den frie (G. L. 261). Brukte en træl ulovlig anden mands hest eller båd, bødedes derfor intet; men ejeren kunde uden ansvar banke trællen (F. L. X. 44).

En træl kunde ikke være vidne uden alene om drab, øvet under voldelikt overfald på bonden i hans hus (heimsókn), F. L. IV, 5; jfr. G. L. 86, der om grænsetvistigheder udtrykkelig siger, at vidnesbyrdet er gyldikt, når vidnet blot har sin frihed på den tid, det aflægger sin forklaring, om det end var træl den gang, da det gjorde erfaringen.

Trældommen kunde ophøre ved frigivelse uden vederlag eller ved løskjøbelse. Allerede, som det synes, kort efter kristendommens indførelse havde gejstligheden udvirket den bestemmelse i loven, at der hvert år på lagtinget skulde frigives en træl af lagdømmet, skiftevis fra hvert af dets fylker, og ligeledes hvert år til julen frigives en træl af hvert fylke, skiftevis fra hvert af dets hereder. Vederlaget herfor til herren udrededes af hele det vedkommende fylke eller hered (G. L. 4 og 5, jfr. F. L. III. 19). — Ifølge G. L. 312 erholdt derhos den træl, som i kampen fældede en af landets fiender, til belønning sin frihed, og undertiden skjænkede vel også herren sin træl friheden af egen godhed eller til løn for udvist troskab eller viktige tjenester. Det almindelige var dog vistnok, at trællene selv kjøpte sig fri (G. L. 61; F. L. IV. 55).

Frigivelsen foregik på den måde, at herren førte trællen til kirke og lagde evangeliebogen på hans hoved, eller „satte ham på kiste“ og erklærede ham for fri. Nogen formelig optagen i de frie mænds samfund, således som på Island, var i Norge ikke foreskreven. Derimod erhvervede trællen, hvis han blev frigiven, inden han endnu havde betalt mindst halvdelen af den vedtagne løsesum, efter Frostatingsloven ingen personlig ret lige over for andre end frigiveren selv; efter Gulatingsloven var den forrige herre i dette tilfælde berettiget til at inddrive den tilbagestående løsesum af ham med slag.

Selve frigivelsen skaffede dog kun trællen personlig ret; men han betraktedes fremdeles som hørende til herrens husstand (jfr. G. L. 296). Han var endnu i et år pliktig at arbejde for sin herre, og kunde ikke råde for mere end en ørtugs kjøb eller indgå ækteskab uden dennes samtykke; hans børn havde ingen arveret, men hvad han efterlod sig, tilfaldt herren (G. L. 56, 63 og 65; F. L. IX. 11 og 15), og hans børn fik ingen højere ret end han selv. Vilde han erholde en større frihed, måtte han gjøre sit frelses-øl, d. e. et højtidelikt gilde på mindst 3 såld eller 9 mælers øl til vitterliggjørelse af sin frihed (G. L. 62; F. L. IX. 12). Hertil måtte den frigivne, som det udtrykkelig siges i Frostatingsloven, have sin forrige herres tilladelse. Til gildet skulde han indbyde herren og dennes hustru og give dem plads i højsædet, hvis de kom; indfandt de sig ikke, skulde han lade højsædet stå ledikt; ikke skulde han indbyde deres uvenner. Den første aften skulde han, hvad enten herren var tilstede eller ikke, byde ham den såkaldte løsingspenge, 6 ører; modtoges de ikke, skulde han atter frembyde dem næste morgen; men hvis de heller ikke da blev modtagne af herren eller nogen på hans vegne, gjaldt det dog lige meget. Efter frelsesøllet fik den frigivne efter Gulatingsloven fuld rådighed for kjøb og giftermål, og efter F. L. X. 35 jfr. B. R. 47 forhøjet personlig ret; hvorimod han efter F. L. XI. 23 fremdeles ikke kunde råde for andre kjøb end at leje sig den jord, han behøvede, og kjøbe såkorn indtil 6 ørers værd, men til alle andre handler, sålænge tyrmselforholdet vårede, måtte have sin forrige herres samtykke. Det synes derhos efter Frostatingsloven at have været nødvendigt, at den frigivne i ethvert tilfælde gjorde sit frelsesøl, når han vilde erhverve jord og nedsætte sig som bonde i bygden; hvorimod det efter Gulatingsloven omvendt synes, at den frigivne, som erhvervede jord (er frjáls fellr á jörd), derved blev befriet for at gjøre frelsesøl. Fritagne for at gjøre frelsesøl var de, som var skjænkede friheden uden nogen betaling eller afgift, altså vistnok også de ifølge G. L. 4 og 5 samt 312 frigivne trælle; endvidere de trælle, som kongen frigav, og naturligvis også tybårne børn.

Den frigivne vedblev dog, selv efter at han havde gjort sit frelsesøl, eller selv om han var befriet for dette, fremdeles at stå i et strengt afhængighedsforhold (þyrmsl) til sin forrige herre (G. L. 66 og 67; F. L. IX. 10, 11 og 16). Den frigivne måtte på ingen måde optræde mod sin herre, ikke efterstræbe hans liv eller gods eller fornærme ham i ord eller gjerning; ikke gå irette mod ham uden for at værge sin egen sag, og ikke bære vidne imod ham; ikke være i flok og følge med hans fiender, eller gå hans overmænd tilhånde uden hans tilladelse; han måtte ikke engang forlade fylket eller landet uden hans forlov, — alt under straf af atter at falde tilbage i trældom og have sit gods forbrudt, så at han måtte løskjøbe sig påny. På den anden side var den forrige herre forpliktet at sørge for sine frigivne i nød (vørn);[4] han opppebar bøder for lejermål med frigiven kvinde og tog arv efter sin frigivne og dennes afkom indtil 9de led, når de ikke efterlod nære frie slæktninge (jfr. G. L. 106). Herren havde derimod efter G. L. 63 kun ganske undtagelsesvis nogen plikt at forsørge den frigivnes børn, med mindre han havde taget arven efter deres forældre, som ikke havde gjort sit frelsesøl; medens Frostatingsloven ubetinget pålægger faderens herre at forsørge 2 tredjedele og moderens en tredjedel af sine frigivnes efterladte børn i trangstilfælde. — Dette gjensidige afhængighedsforhold, der ganske svarede til Romernes klientel, siktede vistnok ikke mindre til den frigivnes eget end til herrens tarv. Ti den frigivne selv var ikke ved fødselen medlem af nogen æt, og stod således ene i samfundet; først af hans efterkommere opstod efterhånden en ny æt frie mænd; men sålænge til disse gjennem et tilstrækkelikt antal slæktled havde vundet en befæstet stilling, tiltrængte de en støtte i en af de ældre ætter. Tyrmselforholdet omfattede derfor ikke alene den frigivne selv og hans forrige herre, men strakte sig også til de nærmeste efterkommere på begge sider. Efter Gulatingsloven omfattede det alene den frigivne selv og hans børn samt herren og dennes børn; efter Frostatingsloven, der i hele dette forhold er strengere, ophørte det først i femte led, så at den frigivnes sønnesøns sønnesøn var fuldkommen bonde og fri for tyrmsel; dog synes denne lov endnu at have regnet alle den frigivnes efterkommere fra hans sønnesøn til og med 8de generation som en ringere klasse af bønder (reksþegnar), se F. L. X. 35 jfr. IX. 10, der dog er noget uklare.[5] Giftede en frigiven sig med en fribåren kvinde, blev efter G. L. alle børnene, men efter F. L. IX. 11 kun en tredjedel af dem, henregnede til moderens æt (hverfa i hit betra kyn) og følgelig frie for tyrmsel. Æktede en fribåren mand en frigiven kvinde, måtte hun efter F. L. IX. 16 bøde 3 mark til sin herre; men deres børn blev alle frie for tyrmsel. Frie for tyrmsel var endvidere tybårne børn (G. L. 57 slutn. og 104; F. L. X. 47) samt efter F. L. IX. 13 de, som bønder eller kjøbmænd løskjøpte af trældom ude på sine rejser; dog var den, som havde løskjøpt disse, pliktig at forsørge dem i trang, og han arvede dem, hvis de ikke havde gjort sit frelsesel. Endelig kunde den frigivne også med herrens samtykke frikjøbe sig for tyrmselen, og i dette tilfælde behøvede han heller ikke at gjøre frelsesøl (F. L. IX. 14).

Bevis for sin frigivelse og for at have gjort sit frelsesøl pålå det altid den frigivne at føre (G. L. 66; F. L. IX. 12; B. R. 47). Havde nogen imidlertid i 20 år upåtalt levet og handlet som fri mand, da var han dermed fri, „hvis han vilde det,“ og befriet såvel for tyrmsel som for at gjøre frelsesøl. — Dersom nogen forsøkte at vindicere en frigiven som sin træl, og denne lovligen beviste at have gjort sit frelsesøl, synes han efter F. L. IX. 10 tillige at være bleven fri for tyrmsel til den mand; omvendt havde den, der påstod at være befriet for tyrmsel, uden at kunne bevise det, forbrudt alt sit gods til herren.

Trællevæsenet ophørte i Norge henimod slutningen af det 12te århundrede. Den sidste gang, trældom forekommer i sagaerne, er ved slaget på Re 1163, hvor det siges, at kongens trælle plyndrede Sigurd jarls lig (Snorre, Magnus Erlingssøns saga kap. 14). Kristendommens indflydelse og vikingelivets ophør måtte nødvendigvis medføre, at den afgang, som ved frigivelser og frikjøbelser fandt sted, sjældnere og sjældnere blev erstattet. I erkebiskop Sigurds kristenret af 1244 (F. L. III. 19) er derfor også den lovbestemte årlige frigivelse af trælle ombyttet med en vejarbejdsplikt, og bestemmelsen i Håkon Håkonssøns retterbod i F. L. Indl. 20 vidner om, at der, som følge af trældommens ophør, er indtraadt et nyt og stærkt savn af frie arbejdsfolk. I den nyere lovgivning er alle spor af trældommen forsvundne.

I Sverige og Danmark afskaffedes trældommen først over et århundrede sednere, og i de øvrige germaniske lande bestod den endnu længere.




Noter:

  1. „Trællen skal gå til brønden og hente et spand vand og slå over dem, og bede sin måg at sove salig.“ — Den fribårne mand havde derimod efter samme lov ret til at hævne utukt med sin kone, datter, moder, syster, stedmoder, svigermoder, steddatter, sønnekone, kones syster og broders kone; den frigivne eller hans søn alene med sin kone, datter, moder og syster.
  2. En ganske mærkelig overensstemmelse viser sig i enkelthederne mellem dette forhold og det frivillige tjenesteforhold efter de gamle russiske love med de såkaldte Zakupleni eller Naimiti, der for en bestemt betaling, forud erlakt i form af lån, havde forpliktet sig til i en bestemt tid at arbejde for en anden, — se rektor Bloms afhandling om det russiske samfunds indre tilstand i Varjægtiden i Frederikshalds skoles program for 1870 s. 27 fgg.
  3. „Þá skal sá, er skuld á at hánom, eiga kost at høggva af hánom hvárt sem hann vill, ofan eða nedan.“ — At dette dog ikke har udtrykt den virkelige brug, men alene konsekvensen af den gamle grundsætning: at gjæld hæfter på skyldnerens legeme, — ganske som den bekjendte regel i de XII tavlers love hos Romerne: „tertiis nundinis partes secanto“ o. s. v., — synes aldeles sikkert.
  4. Nogen tilsvarende forpliktelse til at forsørge sin herre, om han kom i trang, pålå ikke den frigivne; det vilde ikke stemmet med de gamles begreber om den fribårne mands værdighed, at han skulde blive „sin løsings umagi.“ Kun hvor trællen var frigiven uden noget vederlag, var han efter G. L. 129 forpliktet at give sin forrige herre underholdningsbidrag (fóstrlaun), hvis denne kom i yderlig nød.
  5. F. L. IX. 10 kunde måske også forståes således, at kun den frigivnes sønnesøn og dennes søn henregnedes til rekstegner. Dette bestyrkes derved, at loven på andre steder stiller de årbårne mænd i umiddelbar modsætning til tyrmselmænd, uden at nævne nogen mellemklasse, se X. 46 og XIII. 15. Jfr. Munchs hist. II. s. 967.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.