Forskjell mellom versjoner av «Uddrag af Middelalderens islandske Annaler (CCR/FM)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Linje 83: Linje 83:
 
== 1189 - 1209 ==
 
== 1189 - 1209 ==
  
*1189 ACFH, 1188 D. Týndist (fórst) Stángarſolinn. – ACFKL. Ásmundr kastanrazi <ref> Kastandrazi, C; - ratti</ref> kom af Grænlandi or Krosseyjum, ok þeir XIII saman á skipi því, er seymt var trèsaumi einum nær <ref> nær udel. af F, L </ref>; þat var ok bundit seymi. Hann kom á Breiðafjörð á Íslandi. Hann hafði ok verit í Finnsbúðum. CEFH 1188, AD. Þrir biskupar á Íslandi.
+
*1189 ACFH, 1188 D. Týndist (fórst) Stángarfolinn. – ACFKL. Ásmundr kastanrazi <ref> Kastandrazi, C; - ratti</ref> kom af Grænlandi or Krosseyjum, ok þeir XIII saman á skipi því, er seymt var trèsaumi einum nær <ref> nær udel. af F, L </ref>; þat var ok bundit seymi. Hann kom á Breiðafjörð á Íslandi. Hann hafði ok verit í Finnsbúðum. CEFH 1188, AD. Þrir biskupar á Íslandi.
 
*1190, ACFKL. Þá fór Ásmundr kastanrazi utan, ok hvarf skipit. DK, Fórst skip Ásmundar.
 
*1190, ACFKL. Þá fór Ásmundr kastanrazi utan, ok hvarf skipit. DK, Fórst skip Ásmundar.
 
*1194 ACFIKL, 1195 H. Svalbarðs fundr. D, Svalbarði fundinn. EL, Þrir biskupar á alþingi.
 
*1194 ACFIKL, 1195 H. Svalbarðs fundr. D, Svalbarði fundinn. EL, Þrir biskupar á alþingi.
 
*1197 ACD FHI. Andaðist Hermundr Koðránsson.
 
*1197 ACD FHI. Andaðist Hermundr Koðránsson.
*1200 ACDFL. Fannst Íngimundr prestr Þorgeirsson <ref> fóstri Guðmundar biskups, Biskop Gudmunds Foster fader, till. L alene. </ref>  óſúinn í óbygðum á Grænlandi.
+
*1200 ACDFL. Fannst Íngimundr prestr Þorgeirsson <ref> fóstri Guðmundar biskups, Biskop Gudmunds Foster fader, till. L alene. </ref>  ófúinn í óbygðum á Grænlandi.
 
*1202 ACDFHIL, 1200 G. Jón Grænlendinga biskup kom [annann tíma <ref> udel. D, H; annat sinn</ref> til Íslands.
 
*1202 ACDFHIL, 1200 G. Jón Grænlendinga biskup kom [annann tíma <ref> udel. D, H; annat sinn</ref> til Íslands.
 
*1203 ACFL. Þå fundust þrir biskupar i Austfjörðum: Páll biskup (af Skálholti, L), Guðmundr b. (af Hólum, L), Jón Grænlendinga biskup. ACDFHIKL; 1204 E. Berjavín fyrst gert  á Íslandi.
 
*1203 ACFL. Þå fundust þrir biskupar i Austfjörðum: Páll biskup (af Skálholti, L), Guðmundr b. (af Hólum, L), Jón Grænlendinga biskup. ACDFHIKL; 1204 E. Berjavín fyrst gert  á Íslandi.
Linje 101: Linje 101:
 
*1209, 4. Da forgik Horfargreppen og Thjottegreppen, men to andre Skibe dreve til Grönland, som tilhörte Jon den Rige og Ketil den Stammende. <ref>  Disse to Skibes Eiere have rimeligvis været norske Kjöbmænd; om dem have vi ellers ingen Oplysninger kunnet finde; jfr. Aarstallet 1212. </ref> 5, Jon, Grönlændernes Biskop, döde. <ref> Denne Biskop kaldes i Rimbegla l. c. ''Jón smírill'' (ellers en Benævnelse for Spurvehögen eller ''falco lanarius'').</ref>
 
*1209, 4. Da forgik Horfargreppen og Thjottegreppen, men to andre Skibe dreve til Grönland, som tilhörte Jon den Rige og Ketil den Stammende. <ref>  Disse to Skibes Eiere have rimeligvis været norske Kjöbmænd; om dem have vi ellers ingen Oplysninger kunnet finde; jfr. Aarstallet 1212. </ref> 5, Jon, Grönlændernes Biskop, döde. <ref> Denne Biskop kaldes i Rimbegla l. c. ''Jón smírill'' (ellers en Benævnelse for Spurvehögen eller ''falco lanarius'').</ref>
 
<br>
 
<br>
 +
 
== 1212 – 1295 ==  
 
== 1212 – 1295 ==  
  

Revisjonen fra 15. des. 2017 kl. 21:25

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg
Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker III


Uddrag af Middelalderens
Islandske Annaler


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


Indledning

Blandt Islands historiske Skrifter ere dets i Middelalderen forfattede Annaler, næst efter Sagaerne, hvis Fortsættelse de for en Deel ere, af stor Vigtighed. Vi have her ovenfor (II, 576–579) sögt at udvikle, at Are Frode har skrevet de ældste islandske Annaler, som vi endnu have tilbage. Dog synes han, ved de saaledes af ham optegnede Efterretninger, at have mest taget Hensyn til Islands, især de ham bedst bekjendte eller nærmest liggende Egnes, og tillige hans egne Forfædres eller Slægtninges vigtigste Begivenheder. Om Grönlands ældste Historie (i det 10de og 11te Aarhundrede) indeholde disse Annaler intet, med Undtagelse af den særdeles vigtige Tidsbestemmelse for Begyndelsen til Landets förste Beboelse ved Erik Röde, som stemmer overeens med Ares egen Angivelse i hans Schedæ og maa antages som den rimeligste. Vi have oplyst at Are Frode især har interesseret sig for sine Stamforvandte, efter de gamle Nordmænds og Islænderes Viis; deres Genealogie udgjör en betydelig Deel af den ældste Landnama, og den ommelder blandt andre (i 1ste Bogs 13de Capitel) Erik, Grönlændernes Biskop (Eiríkr Grænlendinga biskup). Efter samme Beretning var denne for os mærkelige Mand uden Tvivl en födt Islænder; baade han og Are nedstammede i 10de Led fra Björn Buna, en norsk Herser, Stamfader til adskillige islandske Landnamsmænd og vidtlöftige af dem udsprungne Slægtrækker; denne Kjendsgjerning er nöjagtig oplyst i den 6te Stamtavle til Antiquitates Americanæ. Da Biskop Erik ogsaa var Ares Samtidige, er det let at see, hvorfor han i sine annalistiske Bemærkninger har optegnet Datum (1121) for denne Reise. End meer begribelige ere dog Aarsagerne til hans Antegnelser om Grönlands Biskop Arnold (ved 1124 og 1126), da Præsten Are, som nævner ham i Forening med sine Venner, de islandske Biskopper Thorlak og Ketil, vistnok har gjort hans person lige Bekjendtskab. Den titnævnte Forfatter döde först 21 Aar derefter, men har intet videre meddeelt os vedkommende Grönland i det 12te Aarhundrede.

Foruden de Efterretninger, der umiddelbar angaae Grönlands Historie, meddele vi nogle som vedkomme den middelbar, nemlig: Regjeringsforandringerne i og over Norge fra den Tid af at Grönland (hvilket vi her for förste Gang komme til at oplyse) med Rigets övrige saakaldte Skatlande, skiltes fra dette under en særegen Regent 1350; den grönlandske Biskop Jon Skalles Resignation og længe hindrede Bestræbelser for at tiltræde og beklæde Holums Bispesæde paa Island, hvoraf det foraarsagedes at Grönland ingen Biskop havde i hele 19 Aar, – og endelig om de tvende, foregivne eller virkelige, i al Fald medvirkende Aarsager til den gamle Nordisk-Grönlandske Colonies Undergang: den sorte Död og Bergens förste Udplyndring af tydske Fribyttere, om hvilke mærkværdige Begivenheder vi ellers ikke have nogen samtidige Beretninger. [1].

Om disse Annaler overhoved behöve vi ikke her vidtlöftig at handle, og henvise, angaaende de ældste og vigtigste af dem, til Antiquitates Americanæ S. 255—258, – og ligeledes til den udförligere Undersögelse om dem alle overhoved i den Udgave af dem som nu snart er færdig fra Pressen ved den Arnæmagnæanske Commissions Omsorg. Dog ville vi kortelig nævne dem blandt disse Annaler, af hvilke nærværende Uddrag ere tagne, for at vise, ved hvilke Bogstaver (de samme som i den trykte Udgave) de her betegnes:

  • A) Flatö Annaler, fra den berömte ovenfor tit omhandlede Flatöbog i det store Kgl. Bibliothek fra Aar 809 til 1394.
  • B) De saakaldte Annales vetustissimi, AM 415, 4to udgivne af Langebek i Script. rer. Dan. medii ævi (til 1313). Membr.
  • C) Annales regii (AM 413, 4) ogsaa udgivne af Langebek. Mbr. De naae til Aaret 1320.
  • D) De gamle Skalholts Annaler (til 1356) Mbr. AM. 420, e. 4.
  • E) Membranfragmenter af de saakaldte Laugmands Annaler til 1392, AM. 420, d, og deres Fortsættelse, de saakaldte nye Skalholts Annaler (til 1430), 425.
  • F) De efter Biskop Thorlak Skulesens Foranstaltning afskrevne gamle Annaler AM 410, 4.
  • G) En Papirs-Afskrift af gamle Annaler, som nu ellers ikke haves, AM Nr. 411, 4.
  • H) De saakalte Odda-Annaler, hvis förste Part man har tilegnet Sæmund Frode, fortsatte til 1369. Haves kun i en slet Papirsafskrift AM. 429, 4.
  • I) Annaler af unævnte Forfattere, som naae til 1494. Haves i en Papirsafskrift, AM 412, 4.
  • K) De saakaldte Resenske Annaler (til 1303), der tabtes i Kjöbenhavns Ildebrand 1728, i en af Arne Magnussen tagen Afskrift, AM, 424, 4.
  • L) Annaler af uvisse Forfattere, naae til 1427, i en Papirsafskrift, AM, 417, 4.
  • M) AM, 429, 4. Nogle Pergamentsblade, indeholdende Fragmenter af gamle Annaler foruden de ovenanförte E.
  • N) Fragment af Annaler fra 1328 til 1372, afskrevet ved Arne Magnussen, formodentlig efter en nu tabt Membran, 423, 4.

Originalernes mange særskilte Afskrifter udtrykke Aarstallene med romerske Taltegn eller gothisklatinske Bogstaver paa meget forskjellige Maader, og selv efter forskjellige Regler. For at undgaae den deraf flydende Forvirring og Vildledelse for Læserne, have vi her foretrukket de kortfattede og bestemte saakaldte arabiske Chiffere, saavel i Text som i Oversættelse, hvorved ogsaa Tidsbestemmelsernes Oversigt og Eftersögelse meget lettes.

I Texten have vi ikke anfört noget af de saakaldte Grönlands-Annaler (i egentligst Betydning) ved Björn Johnsen paa Skardsaa, da disse hans chronologiske Optegnelser ere blotte Uddrag af de ældre Aarböger, af hvilke vi her have benyttet alle som nu haves. Meget enkelte, dog tildeels urigtige, Tillæg hos ham til de her indförte Efterretninger have vi optegnet i Anmærkningerne. Ellers fattes hos den nævnte Forfatter meget af det, som vi her have samlet, og hans egentlige annalistiske Notater om Grönland sluttes med Aaret 1387. Om Björn Johnsen og hans mærkværdige större Værk om Grönland, der ogsaa er bekjendt under det uegentlige Navn af Grænlands Annálar, have vi især handlet ovenfor I, 79–149. Ligeledes annalistiske Optegnelser om Grönland ved Arngrim Johnsen (hans bekjendte Skrift), af Biskop Th. Thorlacius (aldrig udgivne) og af Th. Torfæus (trykt i hans Grænlandia) have vi ligeledes paa samme Maade efterseet og benyttet. Endelig have vi og gjennemseet samme Slags Noticer af Matth. Henr. Schacht i hans, saavidt vi vide, ikke udgivne Værk: Enarrationum historicarum de Groenlandia, tam veteri quam nova, Collectanea. Vi vide ikke om denne Forfatter har, forsaavidt de nærværende Annaler eller vore diplomatiske Samlinger naae, brugt nogen bedre Hjælpemidler, end dem som vi have kunnet overkomme, – et Par af hans ellers ubekjendte Beretninger have vi dog, paa sine Steder, antegnet i Anmærkningerne. – Det er vel muligt, at den 1728 opbrændte Deel af Arne Magnussens Haandskriftsamling har indeholdt enkelte Efterretninger om Grönland, som nu ikke meer umiddelbar kjendes, men dog noget för kunne være blevne benyttede af samtidige Literatorer. Ellers findes der hos Thorlacius og Schacht forskjellige aabenbar feilagtige Angivelser af Aarstal m. v., som vi ikke her have fundet det Umagen værdt udtrykkelig at berigtige.


986 - 1188

  • 986 ABDIKL. Byggíng Grænlands (af Eiríki, till. H). CF, Eiríkr rauði bygði Grænland. L, Þá fór Eiríkr rauði til Grænlands ok bygði Eíriksfjörð.
  • 1112 E, 1113 A. Ferð Eiríks biskups.
  • 1121, ACEFIL, 1123 E. Eiríkr biskup (upsi till. EL) af Grænlandi fór at leita Vinlands. [2]. H. Vigðr Eiríkr Grænlendinga biskup fyrstr.
  • 1124 ACFIKL, 1123 G, 1125 E. Vígðr Arnaldr biskup til Grænlands.
  • 1126 AC. Þrir biskupar á Íslandi (á alþingi FHIL), 1123 G, 1 124 L, 1125 E. Þorlákr, Ketill ok Arnaldr Grænlendínga biskup. Steingrímr í ísum, C (usum, feilskrevet, AF) í Noregi, till. F.
  • 1150 ACF. Vigðr Jón kútr (ILM, knútr, samt, ligesom ogsaa C, till. biskup til Grænlands. [3]
  • 1152 ACFHIL. Var settr biskupsstóll í Hamar kaupángi, ok var Arnaldr þar biskup fyrstr yfir, af Grænlandi.
  • 1185 ACDFHIKL, 1186 G. týndist Grænlandsfar.
  • 1186.A. Þrir biskupar á Íslandi. 1188 D, 1189 CEFH.
  • 1187 ACDFIHL, 1188 E. Andaðist Jón knútr. [4], Grænlendínga biskup.
  • 1188 (alle, paa E nær). Vígsla Jóns Grænlendinga biskups.

--

  • 986 (alle overeensstemmende med Hensyn til Aarstallet).
  • 6 Grönlands Bebyggelse.
  • 1 till. ved Erik.
  • 2 saaledes: Erik den Röde bebyggede Grönland.
  • 1 saal.: Da drog Erik den Röde til Grönland, og bebyggede Eriksfjorden. [5]
  • 1112 1, 1113 et andet. Biskop Eriks Reise. [6]
  • 1121 6, 1123 1. Biskop Erik (kaldet Upse, 2 Exp.) af Grönland drog ud, for at opsöge (eller tye til) Vinland. [7]. 1. Erik, Grönlændernes förste Biskop, blev viet. [8]
  • 1124 6, 1123 1, 1125 1. Arnald blev viet til Biskop over Grönland. [9]
  • 1126, 6. Tre Biskopper (paa een Gang) i Island (alle tilstede paa Althinget, 4 Ex); 1: I123, 1: 1124, 1: 1125, nemlig Thorlak, Ketil og Arnald Grönlændernes Biskop. 4: Steingrim stædtes i Havis, (1 till. i Norge). [10]
  • 1150, 6. Jon Knud (eller Kut) viet til Biskop over Grönland. [11]
  • 1152, 6. En Bispestol blev stiftet i Kjöbstaden Hammer, og Arnald af Grönland blev den förste Biskop derover. [12]
  • 1185, 8; 1186, 1. En Grönlandsfarer forliste. [13].
  • 1186, 1. Tre Biskopper (paa een Gang) i Island. [14]
  • 1187, 6; 1188, 1. Jon Knud, Grönlændernes Biskop, döde. [15]
  • 1188 (alle, paa 1 nær). Jon blev viet til Biskop over Grönlænderne. [16]


1189 - 1209

  • 1189 ACFH, 1188 D. Týndist (fórst) Stángarfolinn. – ACFKL. Ásmundr kastanrazi [17] kom af Grænlandi or Krosseyjum, ok þeir XIII saman á skipi því, er seymt var trèsaumi einum nær [18]; þat var ok bundit seymi. Hann kom á Breiðafjörð á Íslandi. Hann hafði ok verit í Finnsbúðum. CEFH 1188, AD. Þrir biskupar á Íslandi.
  • 1190, ACFKL. Þá fór Ásmundr kastanrazi utan, ok hvarf skipit. DK, Fórst skip Ásmundar.
  • 1194 ACFIKL, 1195 H. Svalbarðs fundr. D, Svalbarði fundinn. EL, Þrir biskupar á alþingi.
  • 1197 ACD FHI. Andaðist Hermundr Koðránsson.
  • 1200 ACDFL. Fannst Íngimundr prestr Þorgeirsson [19] ófúinn í óbygðum á Grænlandi.
  • 1202 ACDFHIL, 1200 G. Jón Grænlendinga biskup kom [annann tíma [20] til Íslands.
  • 1203 ACFL. Þå fundust þrir biskupar i Austfjörðum: Páll biskup (af Skálholti, L), Guðmundr b. (af Hólum, L), Jón Grænlendinga biskup. ACDFHIKL; 1204 E. Berjavín fyrst gert á Íslandi.
  • 1209 ACDF. Þå týndist Hörfargrepprinn [21] ok Þjóttargrepprinn [22], en tvö skip önnur rak til Grænlands, skip Jóns rika ok Ketils stama. CDFHI, Andaðist Jón Grænlendinga biskup. [23]

--

  • 1189, 4; 1188, 1. (Skibet) Stangfolen forliste. Asmund Kastanraste kom fra Grönland og Korsöerne, 13 Mand i Fölge, paa et Skib, som næsten alene var sammenföiet med Trænagler; det var tillige omviklet (eller fastbundet) med Fiskebeen [24] (eller Dyresener). Han ankom til Bredefjorden paa Island [25]. Han havde ogsaa anlöbet (eller opholdt sig i) Finsboder. [26]. 4, Tre Biskopper (paa een Gang) i Island. [27]. 1188, 1.
  • 1190, 4. Asmund Kastanraste afseilede til Udlandet, men Skibet blev borte. 2, Asmunds Skib forgik. [28]
  • 1194, 6; 1195, 1. Svalbards Opdagelse. 1, Svalbarde blev opdaget. [29]. 2, Tre Biskopper paa Althinget. [30]
  • 1197, 6. Hermund Kodransön döde. [31]
  • 1200, 5. Præsten Ingemund Thorgeirsöns Lig blev fundet, uforraadnet, i Grönlands Ubygder. [32]
  • 1202, 7; 1200, 1. Jon, Grönlændernes Biskop, kom anden Gang til Island. [33]
  • 1203, 4. Da kom tre Biskopper sammen i Östfjordene, Biskop Paul (af Skalholt), Biskop Gudmund (af Holum) og Jon, Grönlændernes Biskop. 9, 1204, 1. Vin af Bær blev förste Gang lavet i Island. [34]
  • 1209, 4. Da forgik Horfargreppen og Thjottegreppen, men to andre Skibe dreve til Grönland, som tilhörte Jon den Rige og Ketil den Stammende. [35] 5, Jon, Grönlændernes Biskop, döde. [36]


1212 – 1295

  • 1212, ACDFHI; 1210, L. Helgi biskup kom til Grænlands. K. Helgi biskup við Fl.... ACF, Ketill stami kom af Grænlandi.
  • 1230 ACFHIL. Andaðist Helgi biskup [af Grænland. [37].
  • 1234 ACDFL. Vigðr Nicolás [38] biskup til Grænlands.
  • 1239, ACFL. Nicolás biskup fór til Grænlands.
  • 1242, CDFI; 1240, A. Deyði Nikulás [Grænlendínga biskup. [39].
  • 1246, ACDFGHI. Vigðr Ólafr biskup til Grænlands.
  • 1247, ACDFHKLM. Ólaſr biskup fór til Grænlands.
  • 1262, ACFHIKLM. Ólafr Grænlendinga biskup kom til Íslands í Herdisarvík. 1261, D.G. Ólaſr Grænlendinga biskup braut skip sitt, árinu fyrir, við Ísland í Herdísarvik, ok var hèr tvá vetur.
  • 1263, CDEFGHL Þrir biskupar á Íslandi, Sigurðr, Brandr ok Ólafr.
  • 1264, ACDFHIL. Utanſerð Ólaſs Grænlendinga biskups.
  • 1265, AE; 1264, GLAE. Týndist Grænlandsfar, 1260, H, ok þarmeð XL manna.
  • 1266, ACFHI; 1267, L. Þá braut Grænlandsfar á Hítarnesi; XII [40] menn lètust þar.
  • 1267, AC F. Kom Síra Jóhannes [41] de curia, kórsbróðir af Niðarósi, til Hákonar erkibiskups [42] med pallio 12ta dag jóla. Kom Magnús konúngr at pálmasunnudegi í Niðarós, en á skírdag lögðu þeir Pétr biskup af Björgyn ok Þorgils biskup af Stafángri pallium yfir Hákon biskup; þar var við Magnús konúngr ok Íngibjörg drottning ok Ólafr Grænlendinga biskup ok Gauti Færeyja biskup. Þetta gjörðu biskuparnir eptir boði Clementis páfa.
  • 1271, ACFLM. Þá fór Ólafr biskup annat sinn til Grænlands.
  • 1280, ABCDFGHILM; 1281, E. Andaðist Ólafr Grænlendínga biskup.
  • 1285, ABHI. Fannst land (1, nýja land) vestr , undan Íslandi. CF. Fundu Helga synir nýja land, Aðalbrandr ok Þorvaldr. DG. Fundust Dúneyjar.
  • 1286, A. Andaðist Aðalbrandr prestr.
  • 1288 (Alle). Vigðr Þórðr [43] biskup til Grænlands. D E G till. á sama degi ok Herra Jörundr erkibiskup tók pallium. DG, ok voru þar við fjórir biskupar: Árni b. af Skálaholti, Árni b. af Stafángri, Eyvindr b. af Oslu, Þorsteinn b. af Hamri.
  • 1289, Alle (med Undtagelse af EM): Þórðr biskup fór til Grænlands. A, Eiríkr konúngr sendi Rólf til Íslands at leita Nýjalands.
  • 1290, A. Fór Rólfr um Ísland, ok krafði menn til Nýjalandsferðar.
  • 1295, A. Andaðist Landa-Rólfr

--

  • 1212, 7; 1210, 1. Biskop Helge kom til Grönland. [44]. 3. Ketil den Stammende kom fra Grönland.
  • 1230, 6. Helge, Biskop af Grönland, döde.
  • 1234, 5. Nicolaus blev viet til Biskop over Grönland. [45]
  • 1239, 4. Biskop Nicolaus rejste til Grönland.
  • 1242, 4; 1240, 1. Döde Nicolaus, Grönlændernes Biskop.
  • 1246, 7. Olaf blev viet til Biskop over Grönland. [46]
  • 1247, 8. Biskop Olaf rejste til Grönland. [47]
  • 1262, 8. Olaf, Grönlændernes Biskop, kom til Island i Herdisarvig. 1261, 2. Olaf, Grönlændernes Biskop, havde lidt Skibbrud i det næst foregaaende Aar ved Island, i Herdisarvig, og opholdt sig her to Vintre. [48]
  • 1263, 7. Tre Biskopper tilstede i Island, Sigurd (til Skalholt), Brand (til Holum) og Olaf fra Grönland.
  • 1264, 7. Olaf, Grönlændernes Biskop, seilede bort fra Landet. [49]
  • 1265, 2; 1264, 4. Forgik en Grönlandsfarer med 40 Mand.
  • 1266, 5; 1267, 1. En Grönlandsfarer led Skib brud paa Hitarnes. 12 Mænd omkom der. [50]
  • 1267, 3. Sira Johannes, Korsbroder af Nidaros (Trondhjem), kom til Erkebiskop Hakon med Pallium, den 12te Dag i Julen. Kong Magnus kom Palmesöndag til Nidaros, men paa Skjærtorsdag lagde Biskopperne Peter af Bergen og Thorgils af Stavanger Pallium over Erkebiskop Hakon. Tilstedeværende vare Kong Magnus og Dronning Ingeborg, tilligemed Olaf, Grönlændernes Biskop, og Gaute, Færöboernes Biskop. Biskopperne foretoge denne Handling efter Pave Clemens's Befaling. [51]
  • 1271, 5. Biskop Olafr rejste anden Gang til Grönland.
  • 1280, 10; 1281, 1. Olaf, Grönlændernes Biskop, döde. [52]
  • 1285, 4. Opdagedes et Land (1, Nyland) i Vester fra Island. 2. Adalbrand og Thorvald, Helges Sönner, opdagede Nyland. [53]. 2. Dunöerne opdagedes. [54]
  • 1286, 1. Præsten Adalbrand döde. [55]
  • 1288, alle: Thord blev viet til Biskop over Grönland (3) den samme Dag som Erkebiskoppen Herr Jörund anlagde Pallium (2), og derved vare fire Biskopper tilstede, nemlig Arne af Skalholt, Arne af Stavanger, Eyvind af Oslo, Thorstein af Hammer. [56]
  • 1289, alle, med Undtagelse af 2: Biskop Thord reiste til Grönland. 1, Kong Erik sendte Rolf til Island, for at opsöge det nye Land.
  • 1290, 1. Rolf drog omkring i Island, for at opfordre Folk til Nylandsreisen. [57]
  • 1295, 1. Lande-Rolf döde. [58].


1309-1358

  • 1309, AFHI. Fór Þórðr biskup af Grænlandi [59]
  • 1310, FHI. Þórðr biskup kom af Grænlandi til Noregs.
  • 1314, ADFGHI. Andaðist Þórðr biskup af Grænlandi. FGHI, 1313. Vigðr Árni biskup til Grænlands.
  • 1315, CEFGL. Fór Árni biskup til Grænlands.
  • 1343, ADEGN; 1342, LM. Vigðr Jón biskup skalli (Eyriksson, tilf. DGN) til Grænlands, (ok komst eigi, tilf. DG), AEG, 1342 LM, ok lifði Árni biskup á Grænlandi at óvitanda Páli erkibiskupi.
  • 1346, DFGI. Kom knörrinn af Grænlandi meå heilu ok harðla miklu fè.
  • 1347, ADFGHL Þá kom skip af Grænlandi [60] í Straumfjörð enn ytra [61], akkerislaust, þat er [sótt hafði [62] til Marklands, en siðan orðit híngat hafreka, ok XVIII [63] menn á.
  • 1348, FI. Dæmdr Jón Guttormsson undir konúngs miskun. Utanſerð Jóns Gutthormssonar ok Grænlendinga.
  • 1349, FHI o. fl. Í þenna tíma kom drepsótt svâ mikil (í Noregi ok Hjaltlandi [64], at aldri kom slík fyrr, siðan löndin bygðust. DG. Eyddust bæði borgir ok bæir, kastalar ok kauptún, svâ skjótt at nær enginn fèkk gjört reikning sinn [65]... Fyrst kom sóttin upp í Serklandi í Afrika, þaðan fór hún i Jórsalaland. Þaðan fór hún norðr um Jórsalahaf ok um alla Romaniam [66] ok svâ norðr eptir löndum, ok um páfagarð. Siðan fór hún um Fránkariki ok Saxland, ok svâ til Englands, ok eigi lifði meir eptir í borginni Lundúnum, enn XIV [þúsundir manna [67], AEGN (1348, L). Í þann tíma sigldi kuggr einn af Englandi, ok var á mart fólk, ok lagði inn við Björgynarvog, ok var lítt ruddr. Siðan andaðist allt fólk af skipinu; en þegar upp kom gótsit i býinn af skipinu, þá dó þegar bæjarfólkit. Þá fór sóttin um allan Noreg, ok eyddi, svâ at eigi lifði eptir einn þridjúngr fólks i landinu. Gekk svâ ótt mannfallit i Björgyn, at áttatygi lika komu til einnrar kirkju einn dag, ok voru þari XIV prestar ok VI djáknar. Englands kuggr sökk niðr med nær öllu gótsinu ok dauðum mönnum, ok varð eigi ruddr. Fleiri [68] skip ok bússur sukku niðr, med farmi, ok urðu eigi rudd, ok rak víða vegar. En sama sótt fór um Hjaltland, Orkneyjar, Suðreyjar ok Færeyjar. Þat var kyn sóttarinnar, at menn lifðu eigi meir enn [eitt dægur eða tvö [69] med hörðum stínga. Eptir þat setti at blóðspyja, ok fór þar öndin med [70]. AEFGILN. Úr þessari sótt andaþist Árni erkibiskup ok allir kórsbræðr i Nidarósi, utan einn liſði eptir er Loðinn hét, ok hann gjörði electionem, kjósandi Ólaf ábóta af Hólmi [71] til erkibiskups. Þá andaðist Þorsteinn biskup af Björgyn.... Runólfr ok ſjölði manna annara af Þorlákssúðinni, svâ at hún mátti eigi gánga til Íslands. AEGL. Þessi sótt kom eigi á Ísland. ADFGHIL (1350 E). Vigðr Gyrðir [72] Ívarsson, ábóti af Jónskirkju, til biskups i Skálholti ok herra Gilbrikt, enskr at kyni, til Björgynar, af Salamoni í Oslo. AEL. Voru þeir astantes Ormr ok herra Jón skalli, þvi at Þeir einir biskupar lifðu eptir í Noregi; voru þeir áðr confirmati af Árna erkibiskupi.
  • 1350, AEG (1349 L). Þat sumar kom Magnús konúngr ok drottning Blanz [73] til Björgynar; gaf hann Eiriki syni sínum Sviariki, en Hákoni Noreg, með handlögum, ok setti þá í konúngasæti, ok skipaði þeim hirð; A, en sjálfum sèr ætlaði hann til rikis Hálogaland, Ísland, Færeyjar ok Hjaltland. AFGHI (1349 L) Kom ekki kaupskip [af Noregi [74] til Íslands. A. Sigldu þeir Páll ok Valdi af Grunnasandsnesi ok III skip önnur af Íslandi; sáluðust menn af öllum skipunum, svâ at eigi urðu eptir meir enn IV eða V á sumum.
  • 1357, AE; 1356, FHIN (1353, DG). Jón biskup Eiríksson, er vigðr hafði verit til Grænlands fyrir mörgum (XIII, N) vetrum, [var kjörinn til Hóla [75], ok fór á páfagarð {at impetrera biskupsstólinn á Hólum á Íslandi [76] med ráði ok boðskap erkibiskups. N. Þá var Innocentius sextus; fékk hann ekki at sinni skilríki af páfians curia, en var heitit at brèf skyldi koma í Flandur ok þar útleysast med peníngum, hvat svâ gjörðist. Ok er hann kom til Björgynar, tók hann transscriptum svâ hljóðanda af þvi, med tveggja åbóta innsiglum, og þessi klausa stóð þar í: ”Vér felum yðr á hendr, erkibiskup!" segir páfinn, ”at þú fyrirskipir Hóla kirkju þá personu til biskupssætis, hver vilji,viti ok megi þá sömu kirkju vitrliga stýra, eða veitit honum vígslugjöf, eða látit veita fyrir annan biskup, hafanda náð ok samsæti (?) postoligs sætis, ok at þessu embætti atstandandum II eða III rèttkristnum biskupum, ok skrifi oss aptr venjuligan eið skuldbundins trúnaðar, eptir þvi formi, sem vèr sendum yðr undir vâru bulla inniluktu”.
  • 1358, A E N; 1357 F I L (1353, G). Útkoma Síra Eyjólfs Brandssonar, kórsbróður af Nidarósi, ok bróður Eysteins Ásgrímssonar. Voru þeir skipaðir af Ólafi erkibiskupi visitatores á Íslandi; tóku vid þeim allir menn nema Eyfirðingar. [Þeir báru út boðskap [77] at Jón biskup skalli væri aptr kominn af páfagarði, ok Ólafr erkibiskup gaf honum ok skipaði med speciali mandato domini pape biskupsstólinn á Hólum, ok hann var confirmatus ok þvi [78] lyst á kór í Krists kirkju i Niðarósi.
  • 1358, FILM (1359, AEN). Útkoma Jóns biskups skalla, annars med því nafni, til Hóla. Braut skipit Benediktsbátinn, í spón er hann var á; varð mannbjörg, týndist allt gótsit nær svâ. Reið hann heim til Hóla, gaf Þorsteinn Hallsson upp officialatum, ok lagði í hönd honum officialatus innsigli án lærðra manna ráði. Var engis skilrikís krafit af honum fyrir biskupsdæmi af lærðum mönnum, enda sýndi hann engin, (ok) var ekki upplesit á kór. A. Gáfu allir menn sik, lærðir ok leikir, undir hans hlýðni; N. þviat þat var orðfleytt bæði i Noregi ok á Íslandi, at hann væri löglegr Hóla biskup. ELM. Tóku allir Norðlendingar sem bezt við honum, ok saung hann fyrstu messu á allraheilagramessu á Hólum, ok var honum offrat stórſè. FI. Var litlu síðar kur i Norðleydingum, at Jón biskup mundi þar eigi lögliga til stóls kominn, siðan þeim tjáðist ekki skilríki páfans vegna þarum.

--

  • 1309, 4. Biskop Thord rejste fra Grönland. [79]
  • 1310, 3. Biskop Thord kom fra Grönland til Norge.
  • 1314, 6. Biskop Thord af Grönland döde. [80] 4,1313. Arne blev viet til Biskop over Grönland.
  • 1315, 5. Biskop Arne rejste til Grönland. [81]
  • 1343, 5; 1342, 2. Jón Eriksön Skalle blev viet til Biskop over Grönland, men kunde ikke komme dertil; og Biskop Arne levede da endnu, hvilket Erkebiskop Paul ikke vidste. [82]
  • 1346, 4. Knaren fra Grönland ankom i god Behold med overmaade meget Gods.
  • 1347, 6. Kom et Skib fra Grönland til Strömfjorden; det havde seilet til Markland, men var senere blevet fordrevet hertil over Havet, med 18 Mands Besætning. [83]
  • 1348, 2. Jon Guthormsöns Sag henstilledes til Kongens Naade (eller Unaade). Jon Guthormsön og Grönlænderne seilede bort fra Landet. [84]
  • 1349, 10. I denne Tid kom en saa ödelæggende Pest (3) over Norge og Hetland [85], at ingen saadan havde rammet disse Lande, siden de först bebyggedes. 2. Baade Borge og Gaarde, Kasteller og Kjöbstæder ödelagdes saa pludselig, at ingen kunde faae sit Regnskab opgjort. Först opkom Sygdommen i Saracenernes Land i Afrika [86]; siden vandrede den til Jerusalems Land, og derfra drog den mod Norden, over Jerusalems Hav og gjennem hele Romanien, samt videre nordpaa over Landene og den pavelige Residents. [87]. Derfra udbredtes den over Frankrige og Tydskland, samt siden til England [88], hvor der i Staden London ikke levede flere, efterat den var overstaaet, end 14000 Mennesker. [89]. 4; (1, 1348). Paa samme Tid seilede et Kjöbmandsskib fra England, hvorpaa der vare mange Folk, ind paa Bergens Vaag, og kun lidt blev udskibet derfra, thi snart uddöde alle Folkene paa Skibet; da Godset derefter blev bragt op i Staden, blev Dödeligheden stor blandt Indbyggerne. Derefter hærgede Pesten hele Norge, og ödelagde det saaledes, at ikke mere end en tredie Deel af Indbyggerne blev tilbage i Landet. [90]. I Bergen var den saa dræbende, at 80 Liig kom til en Kirke paa een Dag, hvoriblandt 14 Præster og 6 Diakoner [91]. Det engelske Kjöbmandsskib sank med næsten hele Godset og de döde Mennesker. Mange andre Skibe og Fartöier sank til Bunds med Lasten, som ikke blev udlosset, men drev vidt og bredt omkring. Den samme Pest rasede paa Hetland, Örkenöerne, Syderöerne [92] og Færöerne. Den var af den Beskaffenhed, at Folk levede ikke længer end eet eller to Dögn; de betoges först af et haardt Sting, derefter angrebes de af en Blodstyrtning, og med den opgave de Aanden. [93]. 7. I denne Pest döde Erkebiskop Arne og alle Korsbrödre (Kanniker) i Nidaros, med Undtagelse af een, som hed Lodin; – han foretog Valget, og udnævnte derved Abbed Olaf af Holm til Erkebiskop. Da döde endvidere Biskop Thorstein af Bergen.... Runolf og en stor Mængde andre Folk af (Skibet) Thorlakssuden [94], som derved blev forhindret fra at afgaae til Island. 4; Denne Pest kom ikke til Island. [95]. 7; 1350, 1. Gyrd Ivarsön, Abbed til St. Hans Kirke, blev viet til Biskop i Skalholt [96] og Herr Gilbrekt, af engelsk Herkomst, til Bergen af (Biskop) Salomon af Oslo. 3. Tilstedeværende vare Orm [97] og Herr Jon Skalle, som vare de eneste efterlevende Biskopper i Norge. Forhen vare de blevne confirmerede (i Embederne) af Biskop Arne.
  • 1350, 3; 1349, 1. Den Sommer kom Kong Magnus og Dronning Blanka til Bergen; han gav sin Sön Erik Sverrig, men Hakon Norge, med Haandtag, og satte dem i Kongesædet, samt anordnede Hofholdninger for dem; 1. dog forbeholdt han sig selv Regjeringen over Halogeland, Island, Færöerne og Hetland [98]. 5 (1349, 1). Intet Handelsskib kom fra Norge til Island. 1. Paul og Valde afseilede fra Grunnasandsnes og 3 andre Skibe fra Island. Stor Dödelighed herskede paa alle Skibene, saa at der paa nogle ikke var flere Mennesker tilbage, end 4 eller 5 [99]
  • 1357, 2; 1356, 4 (1353, 2). Jon Eriksön Skalle, som var bleven viet til Biskop over Grönland for mange Aar siden [100], blev valgt til Holum, og drog til Pavens Hof, for at söge om Bispestolen i Holum paa Island, med Erkebiskoppens Raad og Budskab. (1) Da var Innocentius den 6te Pave. For den Gang erholdt han ingen Beviisligheder fra Pavens Curia, men det blev ham lovet at Brevene skulde sendes til Flandern og indlöses der med Penge, hvilket ogsaa siden fuldbyrdedes. Men da han kom til Bergen, tog han en saaledes lydende Afskrift deraf, med tvende Abbeders Segl, og denne Passus stod deri: "Vi overdrage eder, Erkebiskop!” siger Paven, ”at du sætter en saadan Person over Holum Kirke paa dens Bispesæde, som vil, veed og kan styre den samme Kirke med Visdom, og yder ham da Vielsens Gave eller lader ham erholde den ved en anden Biskop, som har Apostlernes Sæders Naade og Bemyndigelse, ved hvilken Handling 2 eller 3 ret christelige Biskopper bör være tilstede, – hvorimod han bör skriftlig afgive sin sædvanlige Ed til os for pligtig Troskab, efter den Form som vi sende indsluttet under vor Bulla.”
  • 1358, 3; 1357, 3 (1353, 1). Sira Eyolf Brandsön, Korsbroder (Kannik) af Nidaros, og Broder Eystein Asgrimsön [101] ankom til Island. De vare blevne beskikkede af Erkebiskop Olaf til Visitatores over Island. Alle modtoge dem vel, med Undtagelse af Öfjordsboerne. De bragde det Budskab at Biskop Jon var kommen tilbage fra det Pavelige Hof, og at Erkebiskoppen, efter Herre Pavens specielle Befaling, gav og overdrog ham Bispestolen paa Holum, samt at han var confirmeret i Embedet, og at dette var blevet forkyndt i Nidaros Domkirkes Chor.
  • 1358, 4 (1359, 3). Biskop Jon, den anden af det Navn, kaldet Skalle, kom udenlandsfra til Holum; det Skib, hvorpaa han var, kaldet Benediktsbaaden, forliste ganske; Folkene bleve reddede, men næsten hele Godset tabtes. Han red hjem til Holum, hvor Thorstein Hallsön fra traadte Officialatet og overgav dets Segl i hans Hænder, uden lærde Mænds (Gejstlighedens) Samtykke. Ingen Bevisligheder bleve krævede af ham for hans Bispedömme; han foreviste heller ingen, og intet sligt blev oplæst i Choret. 1. Alle Mænd, baade læge og lærde, gave sig under hans Lydighed, 1. fordi det blev almindelig sagt, baade i Norge og paa Island, at han var lovlig Biskop til Holum. 3. Alle Nordlænderne toge mod ham paa bedste Maade, og han sang den förste Messe paa Holum paa Allehelgens Fest, da han fik en betydelig Sum til Offer. 2. Kort efter opkom den Mumlen blandt Nordlænderne, at Biskop Jon neppe paa lovlig Maade havde besteget Bispestolen, da man ikke forkyndte dem mindste Bevislighed derfor fra Pavens Side. [102].


1360 – 1380

  • 1360, FILM (1361, AEGN). Sundrlyndi mikit í Nordlendingafjórðúngi, mest meðal (Eyſirðinga ok Jóns biskups. [103] Þetta sama haust reisti Þorsteinn prestr Hallsson sik í móti Jóni biskupi ok lèt alla presta medal Öxnadalsheiðar ok Reykjadals handleggja sèr hlyðni ok koma til Hóla Katrínarmessu, [því at biskup hafði vænt Sira Þorsteini at skilríki lægi at Hólum [104] ok afsögðu Jóni biskupi hlýðni allir nefndir prestar [105] ok leikmenn qr Eyjafirði; ok er þeir komu til Hóla, vildi hann ekki tal eiga viðr þá; kölluðu þeir hann Grænlendinga biskup, en ekki Hóla biskup, en tóku Þorstein prest sèr til yfirmanns. [Sira Þorsteinn fór uppá herbergi þat er biskup sat í ok krafði hann þrisvar skílriíkis til þess at hann væri lögligr Hóla biskup [106]. EGH (1356, M). Að þessu ráði med þeim voru allir bændr af Eyjafirði. Tóku þeir prestar sidan undir sik allt góts Hóla staðar í sögðu takmarki ok Möðruvalla stað. [107]. Stóð Síra Einar Hafliðason fyrstr ok fremstr med Jóni biskupi ok allir prestar um Skagafjörð, ok vestr til Rútafjarðarár; tók Jón biskup af öllum þessum prestum messu-embætti, en þeir súngu á einn veg sem áðr; gripu þeir boðskap biskups, hvar sem þeir kunnu að fá, svâ af lærðum mönnum nauðgum, brjótandi kistu á Silfrastöðum i heilagri kirkju. E.G. Grípandi þar brott úr vin, er þángat hafði gefizt frá Hólum.
  • 1361, LM; 1362, AEG. Fundr á Hólum Tiburtiusmessu; komu norðan Eyfirðingar allir, lærðir sem leikir. Þar kom Smiðr ok officialis af Skálholti; varð engi sætt á þvi þingi. Fóru Eyfirðingar utan til Noregs á ferju, er þeir keyptu at Þverárstad, Þorsteinn Hallsson, Stephán, Guðmundrlágr, prestar; Þorsteinn Eyjólfsson, Ólafr Pètrsson, leikmenn; tóku Hálogaland; greip Hreiðar (Einarr, GL) darri bæði skip ok góts, ok færði leikmenn til konúngs í haldi, en Síra Þorsteinn andaðist á þvi ári ok allir hans kumpánar.... FILN; 1362, AEG. Utanferð Jóns biskups; sat hann i Þrándheimi um vetrinn, ok fèkk eingan lètta af Olafi erkibiskupi i sínum málum. FI. Biskupslaust á Íslandi.
  • 1362, FILMN; 1363, AEG. Kom út Þórarinn biskup, vigðr til Skálholts, ok svâ Jón biskup Eiriksson; stigu þeir á land næsta dag fyrir Michaelismessu .... Jón biskup fór heim til Hóla, eigi med meira skilriki enn áðr; AE GL. héldu Eyfirðingar samt óhlýdni vid biskup, sem áðr.
  • 1363, FHI. Frelsaði Magnús konúngr Þorstein Eyjólfsson á Vaðbergshús i Hallandi, í brulllaupi Hákonar sonar hans ok Margrétar dóttur Valdimars konúngs, ok gjörði hann öldúngis kvittan af öllum málum ok reikníngi.
  • 1364, FHIN. Útkoma Þorsteins bónda Eyjólfssonar ok Ólafs Pètrssonar fyrir sunnan land með völdum; hafði Þorsteinn af Magnúsi konúngi lögsögn um Norðlendinga fjórðúng ok Vestfirðinga, en hann skyldi skipa lögmann fyrir sunnan. Þaráofan var honum skiput hirðstjórn ok sýsla um (hálſt landit [108], en Ólafi var skiput hirðstjórn fyrir norðan ok þarmeð sýsla um [hálft landit. [109]. N. Engi letr eða brèf komu af páfans curia, né af erkibiskupi, til styrkíngar Jóni biskupi, þvi voru Eyfirðingar hinir sömu ok fyrr í sínum skilníngi, at þeim sýndist Jón biskup úlöglega halda stólinn, en Jón biskup kallaðist med öllu löglega til stólsins kominn; því rak hann sýslu vestr í sveitir; tóku flestir menn viðr honum, nema Sigurðr bóndi á Silfrastöðum.
  • 1365, AFI. Utanferð Orms Snorrasonar ok Anðresar Gíslasonar, Ólafs Pètrssonar, Magnúsar Jónssonar ok Þorgeirs Egilssonar. N. Vigðr Herra Álfr biskup til Grænlands. FHIL; 1366, AEG. Magnús konúngr handtekinn i striði af mönnum Albrekts, ok færðr til Stokkholms ok innkastaðr ok haldinn i þröngasta varðhaldi. [110]
  • 1366, FL Útkoma Orms Snorrasonar ok Andresar Gíslasonar, Þorgeirs Egilssonar, Magnúsar Jónssonar með vald um allt land, N. ok með svâ hljóðandi brèf, úttekin af Sira Vínalda, er þá geymdi konúngs innsigli, at hverr så leikmaðr, sem eigi hèldi Jón biskup Eiriksson rèttan Hóla biskup, skyldi lúka konúngi XIII merkr. ok átta ortugar, en bændr höſðu þat at engu. FHI. Dæmt [111] Hákoni konúngi land allt. Höfðu peir hirdstjórn um land allt, undir Hákonar konúngs skipun, Ormr ok Andres. FI. Búinn knör til Grænlands, ok var formaðr Sigurðr af Bautahlutanum.
  • 1367, FHI. Utanferð Þorsteins Eyjólfssonar, Andresar ok Odds Gíslasonar. Forgekk knörrinn norðr fyrir Björgyn.
  • 1368, N. Herra Álfr biskup kom til Grænlands; hafði þar þá biskupslaust verit um XIX år.
  • 1369, N. Grænlands-knörrinn sökk niðr við Noreg, en menn komust allir lífs til lands. FH. Útkoma Þorsteins Eyjólfssonar med lögsögu yfir öllu Íslandi. FIHLN; 1370, EG; 1371, A. Utanſerð herra Jóns biskups; fór hann til Róms, ok fèkk styrktar brèf af Urbano páfa med hans bulla til biskupsstólsins á Hólum.
  • 1370, EG; 1369, LM; 1371, A. Síra Einar Hafliðason var officialis ok rádsmaðr at Hólum, meðan Jón biskup var brott. (1371, E G N; 1372, F L. Hákon konúngr leysti út Magnús konúng föður [112] sinn af fángelsi, ok fór hann inn um Noreg ok allt til Bjórgynar.
  • 1371, E; 1370, F I L M; A. Útkoma herra Jóns biskups skalla Eiríkssonar með brèfum pávans, ok hafði fengit full skilríki á páfans curia meþr bulla. [Gengu til sætta allir Eyfirðingar, leikir ok lærðir. [113].
  • 1372, N. Sást úr Fljótum ok enn víðar annarstaðar fyrir norðan land nýkomit upp land út af Grímsey, til útnorðrs.
  • 1374, EGFI; 1373, L; 1375, A. Lèzt Magnús konúngr Eiriksson, fyrsta calend. Decembris, í sjó með sinum mónnum, hálſum þriðja týgi; kom lík hans eins á land af þeim öllum er þar lètust, ok kalla menn hann helgan. EFGI; 1373, L. Utanferð Jóns biskups at Hólum ok Norðlendinga (FI á þvi skipi er þeir lètu sjálfir gjöra) EG, á Maríubollanum, er hann hafði reisa látit.
  • 1378, FI. Andaðist Álfr biskup á Grænlandi.
  • 1379, FI. Skrælingjar herjuðu á Grænlendinga ok drápu af þeim XVIII menn, ok tóku tvo sveina ok þrælkuðu.
  • 1380, AEG; 1379, LM. Andaðist Hákon Noregs konúngr, en tekinn til konúngs Ólafr úngi son hans ok Margretar yfir Noreg.

--

  • 1360, 4 (1361, 4). Stor Tvedragt i Nordlændernes Fjerding, dog mest mellem Öfjordsmændene og Biskop Jon. I dette samme Efteraar opsatte Præsten Thorstein Hallsön [114] sig mod Biskop Jon, samt lod alle Præster mellem Öxnedalsheden og Reikjadal aflægge det Löfte, at de skulde vise ham Lydighed og komme til Holum paa Catharines Dag [115], thi Biskoppen havde yttret for Sira Thorstein at de fordrede Bevisligheder laae paa Holum. Alle ovenmeldte Præster og Lægmænd fra Öfjorden opsagde Biskop Jon all Lydighed. Da de kom til Holum, vilde han ikke tilstede dem nogen Samtale med sig. De kaldte ham Grönlændernes Biskop, men ikke Biskop til Holum, og valgte Præsten Thorstein til deres Overmand. 1. Herr Thorstein gik op i det Værelse, hvor Biskoppen opholdt sig, og krævede tre Gange af ham Bevisligheder for at han var lovlig Biskop til Holum. [116]. 3 (1356, 1). I dette deres Anslag vare alle Bönder fra Öfjorden enige. Disse Præster bemægtigede sig siden hele Holums Bispestols Gods inden de ovenmeldte Grændser, og ligeledes Mödrevalle Kloster. Til Biskop Jons Parti hörte först og fremmest Herr Einar Haflidesön [117], samt alle Præster i Skagefjorden, vesterefter til Rutefjords-Aaen. [118]. Biskoppen suspenderede alle disse Præster fra Messetjenestens Udövelse, men de forrettede den ikke destomindre ligesaa fuldt som forhen; de bemægtigede sig, hvor de kunde, Biskoppens Mandater, i det de toge dem fra de Geistlige med Magt. De opbröde endog en Kiste paa (Gaarden) Silfrastade i den hellige Kirke (2) og ranede af den en Deel Viin, som var blevet skjenket dem fra Holum.
  • 1361, 2; 1362, 3. Tiburtiusdag [119] afholdtes et Möde paa Holum; nordfra kom alle Öfjordsmændene, saavel lærde som læge. Der kom Smed [120] og Officialis fra Skalholt; dog kom intet Forlig i Stand ved denne Sammenkomst. Öfjordsmændene begave sig ud af Landet til Norge paa et Skib, som de kjöbte af Tveraa Kloster, nemlig Thorstein Hallsön, Stephan, Gudmund den Lave, Præster; Thorstein Eyolfsön [121] og Olaf Petersön, Lægmænd. De landede ved Halogeland. Der anholdt Reidar Darre baade Skib og Gods, samt förte Lægmændene, som Fanger, til Kongen [122], men Herr Thorstein og alle hans Colleger döde inden et Aars Forlöb. [123] 4 (1362, 3). Biskop Jon rejste ogsaa ud af Landet; han opholdt sig i Trondhjem Vinteren over, men erholdt ikke af Erkebiskop Olaf nogen Hjelp til sin Sags Fremme. 2. Ingen Biskop var da tilstede i Island.
  • 1362, 5; 1363, 3. Thoraren, viet som Biskop til Skalholt og Biskop Jon Eriksön, ankom til Island; de kom i Land den næste Dag för Mikkelsdag [124]. Biskop Jon rejste hjem til Holum, uden yderligere Bevisligheder, end dem som han havde forhen. 4. Öfjordsmændene fremturede i den samme Ulydighed mod Biskoppen, som forhen.
  • 1363, 3. Kong Magnus befriede Thorstein Eyolfsön fra Vadberghuus i Halland [125], i sin Sön Hakons og Margretes, Kong Valdemars Datters Bryllup, og gav ham fuldkommen fri fra alle Sager og Regnskab.
  • 1364, 4. - Thorstein Bonde [126] Eyolfsön og Olaf Petersön [127] ankom til Islands Sönderland med Övrighedsbestallinger. Thorstein havde erholdt af Kong Magnus Laugmandsembedet over Nordlændernes Fjerding og Myndighed til at udnævne Laugmanden over Sönderlandet. Desuden var han blevet udnævnt til Hövedsmand og Sysselmand over det halve Land, men Olaf ligeledes til Hövedsmand over Nordlandet og Sysselmand for Landets anden Halvdeel. Ingen Buller eller Breve kom fra Pavens Hof eller fra Erkebiskoppen til Bekræftelse for Biskop Jon; - derfor vedbleve Öfjordsmændene deres forrige Paastand, da de ikke kunde forstaae rettere, end at Biskop Jon var i ulovlig Besiddelse af Bispestolen [128], hvorimod han paastod at den var fuldkommen lovlig; derfor rejste han paa Embeds Vegne til Stiftets vestlige Districter, hvor ogsaa de fleste erkjendte ham med Undtagelse af Bonden Sigurd paa Silfrastade.
  • 1365, 3. Orm Snorresön, Andreas Gislesön, Olaf Petersön, Magnus Jonsön og Thorgeir Egilsön reiste ud af Landet. [129]. 1. Herr Alf blev viet til Biskop over Grönland. 4; 1366, 3. Kong Magnus blev i Krigen fanget af Albrekts Mænd [130], fört til Stokholm og indkastet i Fængsel under den strængeste Bevogtning.
  • 1366, 2. Orm Snorresön, Andreas Gislesön, Thorgeir Egilsön og Magnus Jonsön ankom til Island med Embedsmyndighed over hele Landet, 1, med et saalydende Brev, udfærdiget af Herr Vinalde, som da var Kongens Seglbevarer, at enhver Lægmand, som ikke erkjendte Biskop Jon Eriksön for retmæssig Biskop til Holum, skulde böde 13 Mark og 8 Örtuger til Kongen; men Bönderne agtede det for intet. [131]. 3. Hele Landet blev, med Dom, tilkjendt Kong Hákon. Statholderskabet over hele Landet, under Kong Hakons Regjering, forvaltedes af Orm og Andres. 2. Knaren (et stort Handelsskib) blev udrustet til Grönland, og Sigurd af Bautaluten blev dets Förer. [132].
  • 1367, 3. Thorstein Eyolfsön, Andres og Odd Gislesön rejste (fra Island) til Udlandet. Knaren forgik norden for Bergen. [133].
  • 1368, 1. Biskoppen Herr Alf kom til Grönland; da havde ingen Biskop været i Landet i hele 19 Aar. [134].
  • 1369, 1. Grönlands-Knaren sank til Bunds ved Norge, men alle Folkene kom levende i Land. [135]. 2. Thorstein Eyolfsön kom til Island med Laugmandsbestalling over hele Landet. [136] 5; 1370,2; 1371, 1.Biskoppen Herr Jon rejste ud af Landet; han drog til Rom [137] og udvirkede Pavens Confirmationsbrev med hans Bulla paa Biskopsembedet til Holum.
  • 1370, 2 (1369, 2; 1371, 1). Herr Einar Haflidasön var Officialis og Godsforvalter paa Holum i Biskop Jons Fraværelse. [138] (1371, 3; 1372, 2) Kong Hakon udlöste sin Fader Kong Magnus af Fængslet, hvorpaa han rejste, gjennem Norge, til Bergen. [139].
  • 1371, 1; 1370, 5; 1372, 1. Biskop Herr Jon Eriksön Skalle ankom fra Udlandet med Pavens Breve og havde faaet fuldkomne Bevisligheder fra Pavens Curia, med hans Bulle. Alle Öfjords mændene, Lærde og Læge, indgik derfor Forlig med ham. [140].
  • 1372, 1. Fra Fljotene og fra mange andre Steder paa Nordlandet, saae man et nylig opkommet Land i Nordvest fra Grimsö. [141].
  • 1374, 4; 1373, 1; 1375, 1. Kong Magnus Eriksön omkom den 1ste December med 25 af sine Mænd paa en Söreise [142]; hans Liig var det eneste som opdrev paa Strandbredden (1), og man anseer ham for at være en Helgen. 4; (1373, 1) Biskop Jon til Holum og Nordlænderne rejste ud af Landet paa et Skib, som han selv havde ladet gjöre.
  • 1378, 2. Biskop Alf döde paa Grönland. [143] .
  • 1379, 2. Skrælingerne gjorde fjendtlige Anfald paa Grönlænderne, dræbte 18 Mænd af dem, men fangede 2 Drenge og gjorde dem til Trælle. [144].
  • 1380, 3; 1379, 2. Hakon Norges Konge döde, (1) og man anseer ham for en god Mand. [145]; (1) men den unge Olaf, hans og Margretes Sön, blev Konge over Norge.


1381 – 1393

  • 1381, FI. Sökk Ólafsbollinn.
  • 1382, A; 1381, E; 1380, LM. Svarit Ísland Ólafi konúngi Håkonarsyni i lögréttu. AEFIG; 1380 LM; 1382, AFI. [Forgekk skip staðarins i Skálholti; komst fólk i báti til Grænlands, med miklum jarteinum, ok dóu margir siðan. [146]. Láu þeir þar fyrir á Ölafssúðinni er þángat rak hit fyrra sumarit, ok svâ hinn næsta vetr þar eptir, ok fluttu þá i braut.
  • 1383, A; 1381, LM; 1382, G. Kom skíp af Grænlandi til Noregs, EG, er þar hafði verit II vetur, ok í nokkurir menn þeir er komust af Þorlákssúðinni, ok sögðu andlát Álſs biskups af Grænlandi [147], ok hafði hann þá andazt fyrir VI vetrum.
  • 1385, AFI; 1383, L; 1384, EG. Þå rak undan IV Íslandsför [148] til Grænlands; þar voru á Björn Einarsson ok Sigurðr hvítkollr, ok voru þar tvo vetur, med heilu ok höldnu.
  • 1387, (1389, FI). Vigðr Henrik biskup til Grænlands. AFI (1385, L; 1386, G) Fjögur skip komu til Íslands, inn í Hvalfjörð, er verit höſöu tvá vetur í Grænlandi. Þar voru á Björn Einarsson ok Sigurðr hvítkollr. FI. 1388, FI (1389, A) Utanferð Bjarnar Einarssonar.
  • 1388 (A, 1389) tók Margrèt drottníng rikisstjórn i Noregi ok Danmörku.
  • 1389, FI; 1388, E G; 1391, A. Tekinn til konúngs yfir allan Noreg, á Eyra þingi, sá maðr er Eiríkr heitir, barn at aldri; gaf honum konúngsnafn Hákon Jónsson. Var þessi maðr sagðr systurson drottníngar Margrètar, en faðir hans væri i þyðversku landi. Fannst öllum Noregsmönnum lítit um þá breytni, ok einkanlega í skattlöndunum.
  • 1391, A. Kom åt Vigfús Flosason, ok haſði ekki farit til Róms, sem hann var skyldugr, því hann hafði tekit lausn allra sinna mála af Henriki Grænlands biskupi.
  • 1392, AEFI. Sótt mikil i öllum Noregi ok manndauði. A. Andaðist Páll Grænlendingr. E. Ófara-ár mikit i skipbrotum ok byrleysum.
  • 1393, AFI. Spurðust úr Noregi mikil tiðindi, at Þyðverskir höfðu komit inn í Björgvin um vorit [í páska viku [149] með XVIII höfuðskip af Vismar ok Rostock, frændr konúngs Albrekts, ok kölluðu konúng Albrekt allan Norveg, en hann var i fángelsi i Danmörku með drottningunni ok Eiríkr sonr hans. Fóru þeir með hernaði enn ok gengu upp á fimta daginn eptir, næsta dag fyrir Jóns messu Hólabiskups, en bæjarmenn brukku við ok börðust; fèll margt manna af hvorutveggju . . . . fengu bæjarmenn ósigr. Höfðu Þydverskir níu hundruð skytta; hèt sá Enis er fyrir þeim var, skyldr Albrekt, annar hèt Mækinborg, einn erra náinn Albrekt, ok fèll hann í bardaganum, ok var jarðaðr inn at Bræðra(kirkju), ok gjörði Enis hans útför harla sæmilega, en lèt taka allt annat sitt fólk, þat er fallit hafdi, ok róa met út á voginn ok sökkva þar niðr.... Jón darri var fyrir bæjarmönnum, því at hann var fèhirðir ok dugði harðla karlmannliga ok varð fángaðr af Þýðverskum ok særðr til ólifis.... Þessir fèllu af landsmönnum: - Heinrikr Ásláksson, hann bar merki þeirra ok barðist ágæta vel; var hann skotinn i andlitið ok út um hnakkann, er hann lypti frá blikinu sakir hita, ok var þá mjök úti bardaginn. Ívar treyja.... ok fjölði manns annat nær ... Hét sá Eirik, er skaut Mækinborg, norðrfaramaðr. Varð þar hit mesta mannfall. Gjörðu enir þýdversku menn þar hit mesta hervirki bæði í ránum ok manndrápum. Svâ röskuðu þeir bædi kirknarètt sem kvenna; ræntu allar kirkjur um býinn, ok tóku allt þat er fèmætt var. [150].... Þat sem þeir komust eigi með, söktu þeir i sjáfardjúp; höfðu brott skip ok akkeri sem þeir komust med, utan Lángbein, akkerit er Ólafr konúngr hefir átt; þat gátu þeir hvergi úr stáð hrært. Lèt herra Enis sverja landit Albrekt ef hann væri rèttr konúngr; svóru þessir menn .... Fengu margir menn örkyml ok stór sár, þó eigi fèlli, ok höfðu dugat harla vel, sem Þórðr bjarki, Eiríkr spaðfótr.... Settu þeir þýðverska yfir konúngsgardinn í Björgyn, ok siglðu burt innan átta daga.

--

  • 1381, 2. (Skibet) Olafsbollen sank. [151]
  • 1382, 1; 1381, 1; 1380, 2. Hyldingseden aflagdes for Island i Laugretten til Kong Olaf Hakonsön. 1380, 2; 1382, 3. Skalholts Bispestols Skib forgik; Mandskabet undkom i en Baad til Grönland som ved et stort Mirakel; mange döde dog kort derefter. Besætningen af Olafssuden, som i den næstforrige Sommer fordreves dertil, var der i Forvejen, samt opholdt sig der den næstpaafölgende Vinter, hvorefter de med toge de sidstankomne fra Landet. [152]
  • 1383, 1; 1381, 2; 1382, 1. Et Skib ankom fra Grönland til Norge, som havde ligget der to Vintre over, og dermed nogle Mænd, som havde reddet sig fra Thorlakssuden; de fortalte Biskop Alfs Dödsfald, som da var indtruffet for 6 Aar siden. [153]
  • 1385, 3; 1383, 1; 1384, 2. Da dreve 4 Islandsfarere til Grönland; derpaa vare Björn Einarsön og Sigurd Hvidkold; de bleve der 2 Vintre over i god Behold. [154]
  • 1387, 2 (1389, 1). Henrik blev viet til Biskop over Grönland. [155]. 3 (1385, 1; 1386, 1). Fire Skibe kom til Island, ind i Hvalfjorden [156], som i 2 Vintre havde opholdt sig paa Grönland. Der paa vare Björn Einarsön og Sigurd Hvidkold. 2. Kong Olaf Hakonsön forsvandt. [157] 2 (1389, 1). Björn Einarsön rejste (fra Island) til Udlandet. [158]
  • 1388 (1389, 1) kom Dronning Margrete til Regjeringen over Danmark og Norge. [159]
  • 1389, 2; 1388, 2; 1391, 1. En Mand, som hedder Erik, Barn af Alder, blev tagen til Konge over hele Norge. Hakon Jonsön gav ham Kongenavnet. Man sagde at denne Mand var Dronning Margretes Söstersön, men at hans Fader var i Tydskland. Nordmændene vare overhoved kun maadelig fornöjede med denne Handling, dog allermindst Folk i Skatlandene. [160]
  • 1391. Vigfus Flosesön ankom til Island, men havde ikke rejst til Rom, hvortil han var forpligtet, fordi han havde erholdt Absolution for alle de Sager, i hvilke han var falden, af Henrik, Grönlands Biskop. [161]
  • 1392, 3. Heftig Omgangssyge og Folkedöd over hele Norge. Paul Grönlænder döde. [162] Et særdeles uheldigt Aar med Hensyn til Skibbrud. [163]
  • 1393, 3. Fra Norge spurgtes de vigtige Tidender, at de Tydske vare löbne ind i Bergen i Paaskeugen [164] med 18 store Krigsskibe af Wismar og Rostock, samt Kong Albrekts Frænder [165], og gjorde Fordring paa hele Norge for Kong Albrekt, men han var da, tilligemed hans Sön Erik, i Fængsel hos Dronningen i Danmark. De fore frem med Hærværk, og gik i Land Torsdagen efter Jons, Holum Biskops, Dag [166], men Bymændene satte sig hurtig til Modværge, og sloges. Mange faldt paa begge Sider.... Byens Folk bleve tilsidst overvundne. De Tydske havde 900 Skytter, deres Anförer hed Enis [167] og var een af Albrekts Frænder; en anden Herre hed Mækinborg [168], nærbeslægtet med Albrekt; han faldt i Slaget og blev jordet inde ved Brödrekirken [169]; Enis lod hans Begravelse skee med stor Pragt, men han lod alle sine Folk, der vare faldne, bringe i Baade og före dem ud paa Vaagen, hvor de bleve nedsænkede... Jon Darre var, som Skatmester, Bymændenes Anförer, og viste stor Tapperhed, men blev af de Tydske dödelig saaret og tagen til Fange. Disse faldt af Landets Indbyggere: Henrik Aslaksön; han bar deres Banner, og forsvarede sig særdeles tappert; han blev skudt gjennem Ansigtet og Nakken, i det han skjöd Viziret op formedelst Hede; da varTræfningen mestendeels forbi; Ivar Treya... og en Mængde andre... næsten.... Den Mand hed Erik, en Nordfarer, som skjöd Mækinborg. Der faldt mange Folk. De Tydske udövede der et forfærdeligt Hærværk, baade ved Ran og Manddrab. De udplyndrede alle Kirker i Byen, og borttoge alt hvad der var af nogen Værdi. Hvad de ikke kunde bringe med sig, nedsænkede de i Havets Dyb; de medtoge ogsaa alle de Skibe og Ankre, som de kunde overkomme, undtagen Langbeenankeret, som Kong Olaf havde ejet; det kunde de ikke engang rokke. Herr Enis tog Hyldingsed af adskillige til Albrekt som Landets rette Konge; disse Mænd aflagde Eden.... (I Træfningen) havde mange faaet svære Beskadigelser og store Saar, endskjönt de ikke faldt, og havde holdt sig tappert, som Thord Bjarke, Erik Spadfod .... De satte Tydske (Befalingsmænd) over Kongsgaarden i Bergen, og seilede bort efter 8 Dages Forlöb.


1406 – 1412

  • 1406, L. Þetta år fóru þeir til Grænlands Þorsteinn Helmíngsson, Snorri Torfason ok Þorgrímr Sölfason á einu skipi; lètu þeir út af Noregi ok ætlaðu til Íslands; voru þeir í Grænlandi IV vetur.
  • 1407, EG; 1406, L. Var brendr einn maðr í Grænlandi er Kolgrímr hét, fyrir þá sök at hann lá eina manns kvinnu er Steinunn [170] hét, dóttur Hrafns lögmanns, er lèzt i skriðunni norðr i Launguhlíð; átti hana þá Þorgrímr Sölfason. Fèkk Kolgrímr hennar vilja med svarta kvonstr [171]; var hann sidan brenðr eptir dómi; var kvinnan ok siðan aldrei með jafnri sinnu ok áðr, ok deyði þar litlu siðar.
  • 1410, EG; 1408, L. Brúðkaup Gísla Andresar sonar ok Guðrúnar Styrsdóttur; var þá Snorri Torfason, bóndi hennar, lifandi, ok hafði verit fjögur ár á Grænlandi. Þetta ár siglðu þeir burt af Grænlandi Þorsteinn Helmingsson ok Þorgrímr Sölſason ok Snorri Torfason ok aðrir þeirra skipmenn til Noregs.
  • 1411, (1413, EG). Braut Íslandsfar lítit fyrir Siðunni, ok varð mannbjörg, en tapaðist mestr hluti gótsins; þar kom út Snorri Torfason. Reið Guðrún Styrsdóttir, kona hans, á hans fund; hann tok henni með bliðskap. L. 1408 Tók Snorri aptr konu sína, ok voru litla stund ásamt áðr hann andaðist, en hún giptist þá aptr Gísla.
  • 1412, EG (1410, L). Kom engi frètt af Noregi til Íslands. Á þessum tíma andaðist frú Margrèt Valdimarsdóttir drottning; hèlt hún sinni ríkisstjórn til dauðadags yfir Danmörku, Noregi ok Svíaríki; L. hafði hún áðr kjörit Eirík í sinn stað, systurson sinn.

--

  • 1406, 2; 1405, 1. Dette Aar kom til Grönland Thorstein Helmingsön, Snorre Torfesön og Thorgrim Sølvesön [172] paa samme Skib; de seilede ud fra Norge og agtede sig til Island. De opholdt sig 4 Vintre paa Grönland.
  • 1407, 2; 1406, 1. En Mand paa Grönland, som hed Kolgrim, blev brændt der for den Gjerning, at han besov en Mands Hustru som hed Steinun, en Datter af Laugmand Ráfn, som omkom i Fjeldskredet paa Langelid [173]; da var hun gift med Thorgrim Sölvesön. Kolgrim [174] lokkede hende med den sorte Konst; han blev derpaa brændt efter Dom; siden var Konen aldrig, som forhen, ved sin fulde Forstand, og döde kort derefter.
  • 1410, 2; 1408, 1. Gisle Andreasöns [175] og Gudrun Styrsdatters Bryllup holdtes; da var hendes Mand, Snorre Torfesön, endnu levende, og havde været 4 Aar paa Grönland. Dette Aar seilede Thorstein Helmingsön, Thorgrim Sölvesön og Snorre Torfesön fra Grönland til Norge, tillige med deres övrige Skibsfolk.
  • 1411, 1; 1413, 2. En lille Islandsfarer forliste ved Sida; Folkene bleve reddede, men en Deel af Godset tabtes. Med den kom Snorre Torfesön tilbage. Gudrun Styrsdatter, hans (forrige) Kone, red derhen for at tale med ham; han tog meget kjærlig mod hende. 1. Snorre tog sin Kone til sig paa ny, men de levede kun sammen en kort Tid, indtil han döde. [176] men da giftedes hun igjen med (den ovennævnte) Gisle.
  • 1412, 2; 1410, 1. Kom ingen Efterretninger fra Norge til Island. [177] Paa denne Tid döde Dronning Fru Margrete, Valdemars Datter; hun haandhævede lige til sin Död sin Regjering over Danmark, Norge og Sverrig. 1. Forhen havde hun valgt i sit Sted sin Söstersön Erik.


Fodnoter

  1. I Bergens Beskrivelse ved Sagen og Foss, 1824, forekommer kun Fölgende herom S. 82: «1393 til 1429 kom Rostokske og Vismarske Fribyttere til Bergen, sidste Gang under Anſörsel af en Bartholomæus Voet, satte Ild paa Byen og plyndrede og dræbte for Fode. Bergens Borgere geraadede herover i den ynkeligste Forfatning, og formaaede ei længere at fortsætte Handelen paa Island, Færöerne, Örkenöerne og Grönland." Hvidtfeld bemærker ved 1393, at Fetalibrödrene da "brændte og rövede Bergenby udi Norge" – og ved 1429 at Bart. Voet af Wismar med hans Selskab anfaldt Bergens By og Contoir (hvorfra de Engelske flygtede), og at disse "Fribyttere sparede hverken hellige eller uhellige Steder, men toge til Bytte hvad de fandt”. Hvidtfeldt har endvidere ved 1439 en langt vidtlöſtigere Beretning om den samme Bart. Voets Plyndring af Bergen efter et vundet Söslag mod de Norske. Dette Tog har Holberg bemærket, men modsiges af Sagen og Foss (l.e.) paa Grund af Freden mellem Kong Erik og Hansestæderne 1434 ; - vist er det derimod at de Norske (hvoriblandt Biskopperne Olaf af Bergen og Gregorius af Grönland) i Opsigelsesbrevet til Kong Erik 1440 (som vil blive meddeelt paa sit Sted i det Fölgende) beklagede sig over Hansestædernes Overlast; dog er det vel muligt, at en Beretning med feil skrevet Aarstal (MCDXXXIX for XXIX) er faldet Hvidtfeldt i Hænderne, og saaledes er blevet indskudt paa et urigtigt Sted. Suhms temmelig udförlige Beretning om Overſaldet 1393 i Hist af Danmark 14 Deel S. 308 o. f. synes næsten blot at være hentet fra disse Annaler, men trænger i et og andet til Berigtigelse.
  2. fra [Eiríkr biskup (upsi) leitaði Vinlands, Biskop Erik sögte (opsögte eller tyede til) Vinland, H, K, L.
  3. H till. urigtig: Vigðr Arnhaldr Grænlendinga biskup.
  4. kútr, C, F, L.
  5. Are Frode henförer i sine Schedæ Grönlands Bebyggelse til det 14de eller 15de Aar, för Christendommen blev ved Lov indfört paa Island, altsaa til 986 eller 985. Saavel Landnama, som Erik den Rödes og Olaf Tryggvesons Sagaer henföre denne Begivenhed til det sidstnævnte Aar. Imidlertid maa man efter andre angivne Data antage 986 for det sandsynligste Aar; jfr. ovenfor I, 170—173, 178–79, 189, 206—207. II, 222–24. Da nu den historiske Rigtighed af denne Tidsbestemmelse maa antages som vis, have vi ikke i Texten anfört fölgende upaalidelige Beretninger nemlig: H. "Grönlands Opdagelse” (Grænlands fundr) 808, samt L. "Grönlands Beboelse fra Island" (bygðist Grænland af Íslandi) 970 (hvor dog mulig Gunbjörnskjærene menes; see ovenfor I, 71 o. f.). Jfr. Indledningen til Afdelingen XXVIII angaaende forskjellige andre Angivelser om Grönlands Beboelse i disse og end ældre Tidslöb.
  6. Det er upaatvivleligt at den Biskop Erik menes her som ellers 1121 siges at have draget ud for at opsöge Vinland (i Amerika); dog er det uvist om denne hans Reise 1112 blot har gjeldt Grönland. Dette kan maaskee antages for sandsynligt, og at han altsaa har opholdt sig 9 Aar i Grönland, mulig efter Overeenskomst med Hövdingerne og Præsterne (som et Slags Provst eller Kirke-Visitator) uden egentlig Bemyndigelse af Pave eller Erkebiskop, endskjönt Biskopstitelen baade kan være bleven brugt af ham selv og tillagt ham af andre. I det gamle Skrift Rimbegla (Kjöbenhavn 1780, 4 S. 320) kaldes han den förste Biskop i Grönland, og navnlig til Garde. Ellers vide vi intet om denne Biskop Erik, med Undtagelse af det i Indledningen (ovenfor S. 1–2) af Landnama anförte. Der berettes ellers at han var en Sönnesön af Birning, en Sön af Gnup, (Söstersön til den berömte Hörd, de saakaldte Holmverjers Anförer), og nedstammede fra den christne Landnamsmand Örlyg af Esjuberg og hans Sön Valthjof af Medalfell, som udregnede deres Herkomst fra Sogns gamle Hersere i Norge. See ellers Rafns Antiqvitates Americanæ, S. 258–59, 261–62, 452–53 samt Münters Kirchengesch. von Dänem. Und Norvegen 1 Th. S. 562–63, hvor dog en ældre formeentlig Missionsreise til Vinland 1054 af en irsk Biskop John eller Johannes, kun beroer paa en aabenbar Misforstaaelse af Húngurvaka S. 31, da Windland der betyder ”Vendernes Land". Selv Torfæus har feilet paa en lignende Maade; det hele er udförligt oplyst i Antiqvitates Americanæ S. 461–62. Ogsaa Langebek nævner vor Erik som Grönlands förste Biskop i hans Series Episcoporum Grænlandiæ, Script. Rer. Dan. medii ævi T. II. p. 126.
  7. See ovenfor Anm. 2. Biskop Eriks her forekommende Tilnavn Upsi er ellers egentlig Benævnelsen for en Fisk, gadus virens, der kaldes Sei eller Graasei, afbildet i Eggert Olafsens Reise gjennem Island Tab. XXV. Björn fra Skardsaa har i sine Grönlandsannaler Aaret 1122 som et Slags Middeltal for Biskop Eriks Reise til Vinland.
  8. Om eller hvor Erik da blev viet til Biskop, er os ellers ubekjendt (jfr. Anm. 2). Var det maaske baade over Grönland og Vinland, eller tildeels in partibus infidelium, d. e. hedenske eller halvhedenske Lande, hvis Indbyggere han paa sin da forestaaende Reise agtede at omvende? Til Biskop kunde han da ellers neppe vies paa lovlig Maade, nærmere end i Lund, hvor et Erkebispesæde for de tre nordiske Riger med deres Bilande allerede var blevet oprettet 1104; herimod protesterede dog Erkebiskoppen af Hamborg, som vedblev at tilegne sig den tabte Myndighed det hele Aarhundrede igjennem, efter hvad der nærmere vil blive oplyst i vor diplomatiske Samling. Det er da muligt, at han, i Kraft deraf, og for at udvide sit virkelige Herredömme til nyomvendte Folk, har viet denne Grönlandsk-Vinlandske Biskop Erik. At Vinland og dets lykkelige Clima da var vel kjendt i Hamborg, er klart af Adam af Bremens Værker.
  9. See ovenfor II, 672—73, 676, 682—85. I Rimbeglas Fortegnelse over Grönlands Biskopper S. 320 siges denne Biskop at have været den anden sammesteds og kaldes (urigtig) Harald istedenfor Arnald.
  10. Herom kunne vi henvise til nærværende Værk II, 696—97, 721—22, 710—711, 716—717, 722–23.
  11. Björn fra Skardsaa har her Aarstallet 1149.
  12. See ovenfor II, 672—673
  13. Jfr. ovenfor II, 758—759. Biskop Thorlacius anförer i hans chronologiske Optegnelser over Grönlands Historie, at et grönlandsk Skib forliste ved Island 1177, hvorom vi ellers intet vide; jfr. Anm. 11. Björn Jonsens Grönlands Annaler bemærke ogsaa udtrykkelig at Grönlandsfarere ved Island ommeldes förste Gang (saaledes) i det af os ovenanförte Aar.
  14. Det kan vel være at Biskop Jon Knud, efter at have opholdt sig 36 Aar i Grönland, har villet see sig om og derfor draget hjem til Norge, da det Skib, hvormed han var, kan have anlöbet Island, men kun opholdt sig der i en kort Tid. Jfr. Anm. 10.
  15. See ovenfor II, 760—761. Af Sturlunga Sagas og Annalernes Udtryk lader det til at Biskop Jon Knud er död i Norge. Jfr. Anm. 9. Denne Biskop gives i Rimbegla 1. c. det rimeligvis kun ved en fejlagtig Læsning fremkomne Tilnavn Knare eller Krare, ellers kaldes han undertiden Jon den Förste (Jón hinn fyrri). Biskop Thorlacius ansætter (l. c.) hans Dödsfald, vistnok meget urigtig, til 1177; jfr. Anm. 9.
  16. Her handles om Jon den Anden (hinn siðari) ogsaa kaldet Sverrisfóstri eller Sverrers Fostersön. See ovenfor II, 760—761, 763.
  17. Kastandrazi, C; - ratti
  18. nær udel. af F, L
  19. fóstri Guðmundar biskups, Biskop Gudmunds Foster fader, till. L alene.
  20. udel. D, H; annat sinn
  21. Hörfargarprinn, C, F; Hörnargarprinn
  22. ell. Þjóttarkeptrinn, þjóttarkjöptrinn
  23. 4 urigtig: erkibiskup, Erkebiskop
  24. Ordet seymi maa vel her snarest oversættes paa denne Maade, endskjönt Islænderne ved det betegne alskens Syegarn af animalsk Oprindelse overhoved, især dog de större Huusdyrs Sener, som af Almuen bruges til Læders og Skotöis Syning. De nærværende Grönlændere have overhoved intet andet Syegarn end Sener af Hvalfiske eller vilde Dyr, som ogsaa anvendes til deres Fartöiers Skindbeklædning eller Overtræk. Her er dog vel især Talen om Fiskebeen (eller Hvalfiskebarder), som de paa Vestkysten anvende paa fölgende Maade: ”Deres störste Fartöier kaldes Konebaade (undertiden 9 Favne lange), sammensættes af lette Lægter, tilbindes med Fiskebeen og overdrages med Sælskind; Bjelker, Stolper og Bænke ere ikke gjorte fast med Jernnagler, som let kunne ruste og gnave Huller i Skindet, men tildeels med Trænagler og overalt tilbundne med Fiskebeen". Crantz Beschr. von Grönland, 1 Th. S. 197. Jfr. Anm. 15. En vidtlöftigere, med Afbildninger oplyst Forklaring findes i Graahs Opdagelsesreise,
  25. Jfr. nærværende Værks II, 754—55, (jfr. 762–63 efter vor Mening findes rigtigst skrevet).
  26. Vi have allerede ovenfor, II, 239, yttret den Mening, af Finsboder (Finnbúðir eller Finsbuðir) laa paa Grönlands Östkyst. Saavidt vi vide, fandtes der ingen Skrællinger eller Eskimoer paa Vestkysten i det 12te Aarhundrede; derimod have de vel da, og rimeligvis i större Mængde end i det 11te (see ovenfor II, 100–101, 108—109, 199, 203–207) opholdt sig paa Östkysten. Det bliver derfor sandsynligt at Asmund Kastanraste tildeels har lært sin Skibsbygnings- eller Reparationsmaade af Östkystens Eksimoer eller vilde Indvaanere. Björn Jonsen forandrer, vist nok blot ved en meget uheldig Conjectur, Finnsbuðir til Finnmörk eller Finmarken. (Msc. AM. 768, 4to).
  27. Björn Jonsens nyere Grönlandske Annaler, i egentligste Forstand (d. e. nemlig hans særskilte korte chronologiske Optegnelser), som ere grundede paa de ældre, men neppe indeholde noget, fra ægte Kilde, som ellers er ubekjendt, tillægge her: Porldkr, Brandr ok Jón, Thorlak (af Skalholt) Brand (af Holum) og Jon (af Grönland). Herved menes Biskop Jon den Anden, hvis Fartöi da, paa hans förste Reise fra Norge til Grönland, anlöb Östfjordene i Island, hvor han opholdt sig til Vinterens Udlöb 1190. See Uddraget af Gudmund den Godes Saga her ovenfor II, 760–763. Hertil sigter vistnok de gamle Annalers egen Bemærkning ved Aarstallet 1202. See ellers Anm. 12, 19.
  28. Jfr. ovenfor II, 762—763.
  29. Originalens Udtryk fundr er meget tvetydigt, da det almindelig betyder 1) et Fund, Finding, 2) En Opdagelse, (især af et nyt Land). 3) et Möde eller Sammenkomst og 4) en Træfning o. s. v. Udtrykket i 0 viser aabenbart at Forfatteren her har tillagt Ordet den under 2 anförte Betydning. Talen maa da her være om Öster-Grönlands sydlige eller sydostlige Kyststrækning, kaldet Svalbarð eller Svalbarði, f. Ex. i Landnama 1ste Bogs 1ste Kap. En Deel af denne Kyststrækning er i vore Dage blevet beskrevet af Scoresby. Herom mere paa sine Steder i det fölgende.
  30. tekst
  31. Denne Hermund Kodransön havde selv været i Grönland, og ham skylde vi formodentlig adskillige vigtige Underretninger om dets Historie; see ovenfor II, 674—675, 692—93, 718—719.
  32. See dette Værks II, 754—761. Jfr. herovenfor Varianttillægget S. 8, som tildeels viser denne mærkelige Præsts Forhold til Holums berömte Biskop Gudmund, kaldet den Gode, hans Brodersön.
  33. Jfr. Anm. 16 og 19. See ellers ovenfor II, 764—65. Schacht bemærker til dette Aar at to grönlandske Skibe da forliiste ved Island.
  34. See ovenfor II, 764—66.
  35. Disse to Skibes Eiere have rimeligvis været norske Kjöbmænd; om dem have vi ellers ingen Oplysninger kunnet finde; jfr. Aarstallet 1212.
  36. Denne Biskop kaldes i Rimbegla l. c. Jón smírill (ellers en Benævnelse for Spurvehögen eller falco lanarius).
  37. fra [ Grænlendinga biskup, Grönlændernes Biskop, C, D, F.
  38. ell. Nikulás.
  39. fra biskup i Grænlandi, B. paa Grönland, A.
  40. ell. XLI, C, F, L.
  41. Jon, C, F
  42. saal. II, I (ellers kortere) biskups (urigtig, de fleste). Kort efter ommelde næsten alle Annalerne (i samme Aar) den samme Hakon som Erkebiskop.
  43. Jörundr biskup af Hamri tok pallium ok erkibiskupstign i Niðarosi ok vigði põrð, B.
  44. Denne Biskop Helge var efter Gudmund den Godes Saga en Sön af den norske eller grönlandske Kjöbmand og Skibsförer Ögmund Rafakol; see ovenfor II, 756–58. At Biskoppen selv i nogen Tid har opholdt sig i Island, erfares af Anhanget til Landnama, l. c. S. 785–787.
  45. Denne Biskop Nicolaus kende vi ellers ikke (uden forsaavidt at han, i samme Orden, nævnes i Rimbegla) med mindre han skulde have været den Erkedegn i Bergen af samme Navn, som var nærværende der ved Forliget mellem Kong Hakon Hakonsön og Hertug Skule i Aaret 1223. Björn Jonsen ansatte, uden nogen os bekjendt Grund, hans Vielse til 1240.
  46. Om Biskop Olafs Herkomst og foregaaende Levnet vide vi ligesaalidet; dog nævnes han ligeledes, efter samme Orden, i Rimbegla l. c.
  47. Det blev ham overdraget af Kong Hakon, at formaae Grönlænderne til at underkaste sig Norges Krone, i Anledning af Legaten Cardinal Vilhelms Erklæring paa Pavens Vegne, at det var uvedbörligt, at Island, (og da vist ogsaa tillige Grönland), ikke vare undergivne en Konges Overherredömme; see ovenfor S. II, 774—777. Björn Jonsens Annaler ansætte Grönlændernes Hylding af Norges Konge til 1261.
  48. Jfr. nærværende Værks II, 782—86.
  49. See her ovenfor II, 784—785.
  50. Björn Jonsen fra Skardsaa beretter i hans Grönlandske Annaler, at der endnu i hans Dage plejede af og til at opdrive af Söen ved Hitarnes (Myresyssel og Vesteramtet) i Island en Deel af de Hvalrostænder, der forhen havde hört til Lasten af et stort grönlandsk Skib, (tilhörende Biskoppen af Garde), som forliste der ved Kysten i Aaret 1266. Præsten Nicolaus Narfesön, som da boede paa Hitarnes (henved eller förend 1604), havde forsikkret Björn Jonsen, at han selv undertiden havde fundet bemeldte Hvalrostænder, forsynede med röde Mærker i de saakaldte Maalruner (málrúnir), hvorved Tændernes (samt mulig ogsaa Narhvalshornenes) forskjellige Störrelse og Beskaffenhed (som Handelsvare) tilkjendegaves. Man undredes mest over Varigheden af den röde Farve, som henved 3 1/4 Aarhundreders Omtumling af Bölgerne ikke havde kunnet udslette. Jfr. Antiqvit. Americ. S. 269–270, hvor det hele hertil hörende Sted af Originalen er indfört. Der bemærkes endvidere at der ved Hitarnes er et Skjær eller Grund, jevnlig underkastet Havets Brænding, kaldet Biskupsboði, fordi den grönlandske Biskops Skib forliste der, samt at en Dam i Nærheden af Stranden da ogsaa kaldtes Likatjörn, Ligdammen, fordi de Druknedes af Söen opdrevne Legemer efter hin Stranding vare blevne vaskede deri. Biskop Th. Thorlacins har i sit uudgivne Skrift om Grönland læst Navnet paa Strandingsstedet feilagtig, nemlig Hvitdrnes istedenfor Hitarnes og kalder det isthmus orientalis Islandiæ, en Landtunge i det östlige Island (formodentlig dog ved Udlöbet af den store Elv Hvitd eller Ölvesd, som almindeligst regnes til Sönderlandet), hvor han siger at de saakaldte Hvaltænder (dentes balæna), rettere Hvalrostænder, af og til drive op; – dette kan mulig have passet til Hvitárnes, formedelst et ellers ubekjendt Forliis af en Grönlandsfarer i ældre Tider; det kan og vel være at en fra Spitsbergen og de tilgrændsende Farvande tilbagevendende Hvalfanger i nyere Tider er sjunket eller forlist i Nærheden af denne for Söfarende farlige Kyst. Thorlacius knytter hertil en Beretning om Biskop Arnalds af Traditionen foregivne Stranding her m. m., som mangler al historisk Grund; kun skal her og findes en biskupsboði, men det maa bemærkes derved, at Biskopperne fra Skalholt meget tit indskibede eller udskibede sig paa det her liggende Handelssted Eyrar, senere Eyrarbakki eller Örebak, som den nærmeste og for dem beleiligste Havn, saa at hiint Skjær, ved een eller anden dermed sammenhængende Hændelse, kan have faaet en saadan Benævnelse. Jfr. Antiqvit. Americ. S. 269–270, hvor det hele hertil hörende Sted af Originalen.
  51. Man seer heraf, at Biskop Olaf har rejst til Norge 1267; dersom det nysommeldte store Skib med dets kostbare Ladhing har tilhört ham, er det sandsynligt at Efterretningen om dets Forliis og Bestræbelse for saavidt muligt at formindske den derved foraarsagede Skade, har foranlediget denne hans Reise, paa hvilken han og sees at have opholdt sig hele 4 Aar, formodentlig i Norge.
  52. Jfr. ovenfor II, 788—789.
  53. Disse Præster vare Sönner af Helge Lambkars Sön, i Förstningen særdeles höit anskrevne hos Hierarchiets kraftige Udbreder i Island, Biskop Arne Thorlaksön til Skalholt; Thorvald var i lang Tid een af hans ivrigste Tilhængere, og blev af ham beskikket til det gode Kald Holt i Önundarfjorden, og tillige til Provst over Vestfjorden. Derfra blev han dog fordrevet 1284 i Kong Erik Præstehaders Navn, af Laugmand Rafn Oddsön, Biskoppens heftigste Modstander. Det samme Eſteraar maa Præsten Thorvald og hans Broder have rejst fra Island til Norge, men tilbage 1285, da de rimeligvis af Modvind ere blevne fordrevne saa langt vester paa, at de kom til det ubekjendte Land; de kom dog til Island i Efteraaret, og da overdrog Biskop Arne Thorvald paa ny det ovennævnte Kald og Provstedömme. Snart efter kom Thorvald – fordi han havde indgaaet et nödtvunget Forlig – i vidtlöftige Stridigheder med Biskoppens heftigste Modstander Laugmand Rafn Oddsön. Desuden nægtede Thorvald, som da forfulgtes af Biskoppen med Gjeldsfordringer, tildeels for anden Mand, af en aldeles privat Beskaffenhed, at udlevere til en vis Njal, efter Biskoppens Kjendelse, et meget kostbart Narhvalshorn af meer end 4 Alens Længde, hvilket Thorvald havde erholdt af en Bonde i Vestfjordene. Thorvald blev meget misfornöiet herover, og foregav siden at han havde skjenket Kong Erik det omtvistede Klenodie. Fra Biskoppens ivrigste Tilhænger blev han saaledes hans aabenbare Fjende. Derom haves udförlige Efterretninger i Biskop Arnes Saga (i hvis trykte Udgave Navnet paa et Par Steder urigtig skrives Þorvarðr), men ingen angaaende den her omhandlede Opdagelsesreise. Derimod erfare vi af den, at Thorvald (efter Adelbrands Död) reiste fra Norge til Island baade 1289 og 1291, paa hvilken sidste Reise han döde i et Anfald af Raseri. Det af ham og hans Broder opdagede nye Land er formodentlig det nu saakaldte Newfoundland eller Terreneuve, gjenfundet 1497 af Sebastian Cabot, som allerede i 1495 havde udvirket Tilladelse hos Kongen af Danmark for Kjöbmændene i Bristol til at handle paa Island. See herom Antiqvitates Americanæ S.451–452. Der bemærker Rafn, at Cabot, ved Hjelp af denne engelske Fart til Island, vel kan have faaet Efterretninger derfra om den gamle Opdagelse af Nýjaland eller Nýfundnaland, som saaledes atter kan have faaet sit ældste europæiske Navn.
  54. Dúneyjar have uden Tvivl erholdt Navnet af den megen Dun, som en stor Mængde Havfugle der havde efterladt sig. Tvende Öer i Nærheden af Newfoundland, Baccalao og Penguin, ere især bekjendte for selvsamme Beskaffenhed, og ere da mulig de samme som de her ommeldte. See Rafns Bemærkninger herom paa det sidstanförte Sted.
  55. Her menes uden Tvivl den ene af Nylands förste Opdagere; see Anm. 35
  56. Jfr. de ovenanförte hertil hörende Efterretninger (af Biskop Arnes Saga) II, 788—791
  57. I den endnu utrykte Saga om Biskop Laurentius til Holum forekomme Beretninger herom til Aarene 1289 og 1290 i de selvsamme Udtryk. Björn Johnsen opgiver det förste Aarstal som 1288; – begge Steder af Sagaen ere meddeelte, efter den Arnæmagnæanske Membran 180 b, Folio, i Antiqvitates Americanæ S. 459.
  58. Nogle Exemplarer tillægge: Julenat eller Juleaften, men andre henföre denne Tidsbestemmelse til den Ildebrand i Trondhjem (Nidaros), hvori Erkebiskoppens Pallads opbrændte. Hvor Lande-Rolf döde, bemærkes ikke; dog synes det efter Sammenhængen at være skeet i Norge eller et andet Land end Island. Gebhardi og hans danske Oversætter udlade sig saaledes om Rolfs Bedrifter: ”En Mærkværdighed i Kong Eriks Tidsalder er Opdagelsen af en ny americansk nordlig Strandbredde, hvilken en Islænder (?) ved Navn Rolf 1258 (1285?) allerförst opdagede og fra 1289 af indtil sin Död 1295 beboede og sögte at bebygge." (Norges Historie, 2 Bind, omarbeidet og forbedret af Forfatteren, oversat ved Heilmann, Kbhavn 1778, 2 B. S. 61; jfr. Origin. i Allgem. Weltgesch. XXXII, 227).
  59. til Noregs, tilf. F, II, I.
  60. D, G tillægge: minna at vexti enn smá Íslandsför, af mindre Störrelse end smaa Islandsfarere.
  61. Ell. Straumſjarðarós, Indlöbet til Strömfjorden
  62. haſði ſarit
  63. XVII, D, G.
  64. fra ( i utlöndum, i Udlandene (udenlands) D, G; um alla Norðálſu heimsins, over den hele nordlige Verdensdeel (Europa), A, F, N.
  65. þar til, derover, G.
  66. andre: Italiam
  67. saaledes G. De övrige (i den Henseende meget urimeligere) enten ved Udeladelse af Taltegnet M, eller (hvilket vi ansee for rimeligere) en feilagtig Læsning af dette Bogstav, som egentlig betyder mille (millia) eller Tusender, – m(anns) eller m(anna), Mennesker.
  68. mörg önnur, mange andre.
  69. þrjú, tre (Dögn), N
  70. sinn veg, sin Vei, till. E, G
  71. Hamri, F, I.
  72. Gyrðr eller Gyrður, andre
  73. egentlig Blanca
  74. fra [ tillægges af F, H, I.
  75. fra [ tillægges af F, H, I.
  76. fra [ andre: til at taka leyfi at vera Hóla biskup, for at faae Tilladelse til at maatte blive Biskop til Holum.
  77. fra [ andre: sögðu þeir, de sagde
  78. andre: hans confirmatione
  79. Efter Rimbegla 1. c. synes en vis Bokki at have fulgt Thord i Bispeembedet, hvilket denne da, efter at have forestaaet det i 22 Aar, maatte have frasagt sig, men vi have Grund til at tvivle herom, endskjönt Annalerne ikke melde noget om hans Tilbagereise til Grönland, og vi af Diplomerne see at han 1311 har opholdt sig i Bergen; jfr. næstfölgende Anmærkning. Da Bokki heller ikke er noget bekjendt mandligt Egennavn, men vel et Epithet, der fordum antydede en Mand som baade var stor i Sind og Skind, er det sandsynligt at vi her have et ellers ubekjendt Tilnavn for Biskop Thord, og at de to Ord fölgelig bör læses saaledes: Pórðr bokki. Det er i al Fald muligt at en Bokke i Thords lange Fraværelse har forestaaet Bispeembedet paa Grönland som Officialis.
  80. I Biskop Laurentius's Saga ommeldes ogsaa Biskop Arnes Reise til Grönland.
  81. Det synes saaledes rimeligst, at Arne blev viet til Biskop som Thords umiddelbare Efterfölger; jfr. Anm. 41.
  82. Der have vel til forskjellige Tider gaaet usandfærdige Rygter i Norge om Biskop Arnes Dödsfald, – da Th. Thorlacius anförer dette ved 1325, men Björn Johnsen ved 1328, efter nu ubekjendte Kilder. Biskop Arne nævnes i Rimbegla l. c. som Bokkes (eller Thord Bokkes) Eftermand. Ved det her ommeldte Aar har Schacht en ellers ubekjendt Efterretning om en vis Thord Egilsöns Reise til Grönland og heldige Tilbagekomst derfra (Thorderus Egilssonius in Groenlandiam navigavit et felicibus auspiciis rediit). Skulde da denne Mand have gjendrevet det falske Rygte om Biskop Arnes Död?
  83. Dette er, saavidt vi vide, den sidste Ommeldelse af Nordmændenes gamle Reiser til America (hvilket de havde kjendt i henved 450 Aar) kun 144 Aar för Columbus's berömte Gjenopdagelse af den nye Verden. Jfr. Antiqvitates Americanæ S. 453.
  84. Den her ommeldte Jon Guttormsön var en paa den Tid bekjendt islandsk Hövding af en rig og anseet Slægt, men berygtet for uroligt Sindelag og voldsomme Handlinger. I Norge fik han ikke alene Straffen eftergivet, og erhvervede sig ikke blot den omsögte Benaadning, men ogsaa Kongens virkelige Naade. Fra 1357 til 1360 deeltog han, med 3 andre, de herefter forekommende Thorstein Eyolfsön og Andreas Gislasön samt Arne Thordsön, i Landets Overbestyrelse, og var tillige Laugmand for Nord- og Vesterlandet; men 1360 kom han i en saa heftig Strid med den sidstnævnte, at et blodigt Slag holdtes mellem dem og deres Tilhængere paa det almindelige Landsthing. Da Jon Guttormsön derefter vilde begive sig paa en Embedsreise, i Öfjorden, havde en Flok af 300 væbnede Mænd der samlet sig imod ham, hvorfor han nödtes til at tage Flugten. Snart samlede han dog igjen Kræfter, ved at forene sig med den i samme Aar fra Norge ankomne nye Hövedsmand over Landet Smid Andressön (Smiðr Andresson), som vel i Förstningen hjalp hans Uven, Arne Thordsön, men snart ophidsedes saaledes mod denne af Jon, at Smid 1361 tog Arne til Fange og lod ham offentlig henrette til Straf for et lignende formeentligt Justitsmord, medens han var en af Landets Overbefalingsmænd (see herefter Anm. 72). At han rejste bort med Grönlænderne (uden Tvivl dem, som siges i 1317 at være komne fra Markland til Island) viser, jevnfört med den her ommeldte Dom, at de agtede sig til Norge, hvor de grönlandske Kjöbmænd vel have solgt en Deel af de medbragte americanske Varer. At Rygtet herom ikke udbredtes videre, er rimeligviis blevet foraarsaget af den 1348 allerede i England og flere Lande rasende sorte Död, som kort efter ogsaa kom til Norge, efter et Exemplar af disse Annaler ligesom og efter Holberg og Gebhardi, i det samme Aar, hvilket vi dog i Medhold af de vigtigste Annaler her ikke antage, men i det fölgende. Disse vore Annaler (FI) ommelde dens Rasen i England 1348 med disse Ord: ”Mannfall ógurligt í Englandi, svá at tvö hundruð þúsunda datt níðr”, d. e. En frygtelig Folkedöd i England, saa at 200.000 styrtede.” Efter FHI grasserede Kopperne i samme Aar i Island, og bortrykkede mange Mennesker.
  85. Nu kaldet Shetland eller Shetlandsöerne, da tilhörende Norge; jfr. Anm. 55.
  86. Her menes rimeligviis Ægypten, ofte de pestagtige Sygdommes förste Hjemsted. Efter Chinas Historieskrivere opkom denne Pest först der Aar 1334 efter Sprængningen af en Meteorkugle, som faldt ned fra Himmelen samt udbredte en utaalelig Stank og ondartede Dunster, som fortykkede Luften og frembragte giftige Insecter, heed kvælende Taage o. s. v. Som bekjendt opkom den asiatiske Cholerapest i vore Dage ved meget stærk Hede i en af Bengalens usunde sumpige Dale.
  87. Da residerede Paverne i Avignon i Frankrige.
  88. Efter vore Annaler begyndte den at rase i England 1348; see Anm. 47.
  89. Londons Befolkning i ovenmeldte Aar var sikkerlig ulige mindre end i det 18de Aarhundrede, men dog vistnok meget större end den i Nordens störste Stæder.
  90. Nyere Efterretninger have meget forstörret dette Folketab, saavel her som i Danmark, hvor Pesten först siges at være kommen til Jylland 1350. Dog er det vel muligt, at det i visse, især afsidesliggende, Egne har været uforholdsmæssig stort, f. Ex. i Justedalen i Norge og paa de jydske Heder.
  91. Da var de Geistliges og ligeledes Kirkernes Antal, især i store Stæder, ulige större end efter Reformationen.
  92. Baade Örkenöerne (Orkneyjar, nu Orkney) og Syderöerne (Suðreyjar, gl. Engl. Sodor) ellers kaldte Hebriderne eller de vestlige Öer (Western Islands) hörte da til det norske Rige, men nu til Skotland; jfr. Anm. 48.
  93. Denne Skildring af den berygtede sorte Pest er saa meget mærkeligere, som den uden Tvivl hidrörer fra Öienvidner, optegnet samtidig med selve Sygdommen. De sydlige Landes Historieskrivere skildre den som inflammatorisk, i Modsætning til den almindelige orientalske Pest, som er den mest dræbende Art af Typhus eller Forraadnelsesfeber. Efter Hvidtfeld bortrev den först smaae Börn, siden de mere Voxne, endelig midaldrende Folk og tilsidst de Ældste. I Frankrige kaldtes denne Pest mort bleu, i Danmark den sorte Död, i Norge Digerdöden (den store Pest).
  94. Skibet Thorlakssuden tilhörte Skalholts Bispestol og plejede aarlig at seile til Norge med Handelsvarer, for hvilke Biskoppens og Skolens Fornödenheder indkjöbtes. Saaledes er dette Skib kommet til Norge 1347, men kunde ikke seile tilbage förend 1351. Dette Skib (og formodentlig flere efter hinanden af samme Beskaffenhed) er rimeligvis blevet opkaldt efter den hellige Biskop Thorlak; see ovenfor II, 767 o. f. Jfr. Anm. 100.
  95. Af den Aarsag at intet Skib i 2 hele Aar kom fra Norge, eller overhoved fra Udlandet, til Island, – og da vistnok heller ikke til Grönland af den selvsamme Aarsag. I Forerindringen have vi dog omhandlet det af agtværdige Historikere længe udspredte Foregivende, at den sorte Död havde raset stærkt baade i Island og Grönland, ja endog været en umiddelbar Aarsag til den gamle Grönlandske Colonies Undergang.
  96. Han kom ikke (og kunde ikke komme) til sin Bispestol förend 1352.
  97. Biskop til Holum (fra 1343), en Nordmand af Födsel, men forhadt af Islænderne; han opholdt sig 4 Aar i Norge, fra 1347 til 1351; döde i sit Födeland 1356.
  98. Det er mærkeligt, at Grönland ikke nævnes som en Bestanddeel af dette nye lille Kongerige; – det er dog ikke alene sandsynligt at Grönland har fulgt med de övrige nordiske Bilande, men det bevises endog historisk ved Diplomer, som vi i næste Afdeling komme til at meddele, og som have været Torfæus og hans Efterfölgere (som Gebhardi o. fl.) ubekjendte, hvorfor de ikke have nævnt Grönland blandt de Övrige Kong Magnus forbeholdte Skatlande.
  99. En Fölge af den da endnu i Norge herskende sorte Död. Islandsfarere og Grönlandsfarere hörte i den Tid til de störste Handelsskibe, og havde sædvanlig en meget större Besætning end saadanne Fartöier i vore Dage. Saaledes finde vi at Islandsfarere med 90 Mand (hvori dog Passagererne ere blevne regnede) forliste i forskjellige Aar af dette samme Aarhundrede.
  100. See ovenfor under 1343. I Aaret 1351 havde denne Prælat opholdt sig i Nidaros, hvor han den 23de August var med i at udfærdige et Synodale for hele Erkebispedömmet under Navn af Johannes Espiscopus Gardensis. Herom mere i vort grönlandske Diplomatarium.
  101. Forfatter til det berömte Digt Lilja eller Lilien; et Slags Messiade in nuce, udgivet af Finn Johnsen, med to latinske Oversættelser, i hans Hist. eccles. Island. II, 398–464; fordansket af Finn Magnusen, med en Udsigt over Fofatterens Levnetslöb, i Liunges Dana 1818.
  102. Efter den canoniske Ret tilkommer det Paven alene at autorisere eller indsætte Biskopper. Endskjönt Annalerne intet melde derom, er Biskop Jons Modparti uden Tvivl i dette og det næstfölgende Aar blevet foröget og styrket ved Öſjordsmændenes mægtige Anförer, Hövedsmand og Laugmand Thorstein Eyolfsön til Urdum, som allerede fik den förstmeldte Bestilling 1357; see Anm. 47.
  103. fra [ kennimanna ok eigi siðr leikmanna, Geistligheden og ikke mindre Lægfolk, N.
  104. fra [ tillægger blot N.
  105. Andre till. fyri norðan heiðar til Ljósavatnsskarða, norden for Hederne til Ljosavatnsklöft.
  106. Fra [ till. blot af N.
  107. Andre staðar (det vil sige: alt det Gods som tilhörte Mödrevalle-Kloster, inden de samme Grændser).
  108. fra [ Sunnlendinga fjórðung ok Austfírðinga, paa Sönder og Österlandet, F, I.
  109. fra [ um Nordlenðinga fjórðung og Vestfirðinga, paa Nord- og Westerlandet, F,I . II till. urigtig: til dauðadags, til hans Dödsdag.
  110. II till. urigtig: til dauðadags, til hans Dödsdag.
  111. svarit, beediget, H.
  112. rettet for frænda, Frænde, som dog her til Nöd kunde siges i den ældste Tids Stiil
  113. fra [ toku menn hann allir meðr samþykkilegri ok skuldbund inni hlýðni, alle antoge ham med eendrægtig og skyldig Lydighed, N.
  114. Den samme Mand, som i sidste Vacance havde fungeret som Officialis, og saaledes ad interim forestaaet Bispe Embedet, – hvortil han da paa ny troede sig at være fremdeles berettiget.
  115. Eller den 25de November, kort för Kirkeaarets Begyndelse (med den förste Söndag i Advent).
  116. Enten maa man antage at Biskop Jon havde ved det ovenmeldte Skibbrud mistet sin Bestalling for Bispestolen, men utidig fortiet dette Tilfælde – eller og at dette Document ikke har været i den rette Orden, i det han og, efter det Ovenanförte, ikke synes at være bleven udtrykkelig udnævnt af Paven som Biskop til Holum, men kun af Erkebiskoppen, efter Pavens alt for laxe eller ubestemte Bemyndigelse; jfr. Anm. 65. Désuden synes hans Dispensation eller formelige Entledigelse fra det grönlandske Bispedömme, hvortil han dog var bleven indviet, at have aldeles manglet.
  117. Præst til Breidebolstad i Hunevatns Syssel, en særdeles lærd og agtværdig Mand, som synes at have haft en betydelig Andeel i visse islandske Annalers Affattelse og mulig selv först har nedskrevet vor hertil hörende Text.
  118. Denne Elv var Vesterlandsfjerdingens og tillige Stiftets Grændse.
  119. Eller den 14de April, förste Sommerdag efter Nordmændenes Aarsudregning.
  120. Om denne Smid Andressen, da Kongens Hövedsmand over Island, see ovenfor Anm. 47. Han var forbittret paa Öfjordsmændene (Biskop Jons Modstandere) for deres fjendtlige Forhold mod hans Ven Jon Guttormsön. Dog rejste han den Gang tilbage uden at udöve Fjendtligheder mod dem; – men efterat Landsthinget var holdt, drog Smid tilligemed Jon og flere af Sönderlandets Hövdinger, samt i alt 34 væbnede Mænd, til Gaarden Grund i Öſjorden, hvis Eier da opholdt sig udenlands; man meente at han havde i Sinde at fange og henrette Öfjordboernes og overhoved Nordlandets mægtigste Hövdinger; men nogle af disse, med Thorstein Eyolfsön i Spidsen, samlede i Hast en stor Flok, og anfaldt Smid med væbnet Haand. Baade han og Jon Guttormsön bleve ombragte; af begge Partier faldt der ialt 14 Mand. Om Thorstein Eyolfsön, see Anm. 47, 73.
  121. Om denne Hövding see ovenfor Anm. 47, 72. Det var vistnok nödvendigt for ham og de övrige Öfjordsmænd at söge at retfærdiggjöre deres Oprör imod Kongens Hövedsmand, samt hans og en Laugmands m.fl. Drab.
  122. Kongens Lehnsmand paa Helgeland har ikke uden Föie anseet de Öfjordsmænd, som havde deeltaget i de nysommelte Voldsomheder, for Manddrabsmænd og Oprörere. Præsterne have vistnok ikke umiddelbart været medskyldige heri, og de hörte desuden ikke under Kongens, men den trondhjemske Erkebiskops Jurisdiction.
  123. Den i sin Tid mægtigè Prælat Thorstein Hallsöns Dödsfald i Norge henföres af de troværdigste Annaler til 14de April 1362.
  124. Det samme Uheld forfulgte det Skib, hvorpaa Biskoppen kom til Landet, som forhen, thi nogen Tid efter led det Skibbrud i Havnen.
  125. Det er mærkeligt, at Thorstein Eyolfsön var bleven fört som Fange fra Helgeland til Halland. Det ommeldte Bryllup holdtes i Kjöbenhavn i Paaskedagene 1363.
  126. Benævnelsen Bonde (bóndi) anbragt efter Mandens Döbenavn, var i den Tid en gjængse Hæderstitel for rige og mægtige Islændere; jfr. ovenfor I, 111—112.
  127. Jfr. ovenfor under Aaret 1361. Det er characteristisk ved den norske Bestyrelse af Island i det 14de Aarhundrede, at de, som forhen vare forfulgte, fængslede eller dömte som Udaadsmænd, igjen pludselig hævedes til de vigtigste og höieste Embeder i Landet; Forandringer, som atter gave Anledning til voldsomme Reactioner og næsten aldeles forstyrrede den almindelige Ro og Sikkerhed.
  128. Öfjordsmændenes Modstand var denne Gang saameget stærkere, som deres Hövdinger da vare blevne ophöiede til Landets ypperste Værdigheder.
  129. Med Undtagelse af Olaf Petersön, som selv var een af Öfjordsmændene, hörte vel de övrige her nævnte Mænd til disses Modstandere. Orm Snorrasön og Thorgeir Egilsön havde været i Smid Andressöns og Jon Guttormsöns Fölge i Slaget paa Grund, hvorefter de der bleve benaadede af Seiervinderne.
  130. I Slaget ved Enköping den 3die Marts 1365.
  131. Anförerne for det forhen forfulgte, men ved Hoffet, med Hensyn til Islands Bestyrelse, seirende Parti, have strax betænkt Biskop Jon Skalle ved at udvirke et Kongebrev til hans Fordeel. Dog gjorde dette ikke dets tilsigtede Virkning, da Thorstein Eyolfsön, der havde beholdt sit Laugmandsembede over Vester- og Nordlandet, endnu havde den samme vældige Indflydelse paa Öfjordsboerne. Den gunstige Vending, som Biskop Jons Sag saaledes tog i Norge, da han der blev erkjendt som lovlig Biskop til Holum, har og öiensynlig været Aarsag til, at Grönlands Bispestol nu virkelig ansaaes for at være ledig, og at Alf, som ovenmeldt, i dette samme Aar blev viet til dets Biskop.
  132. Med dette store Skib skulde rimeligvis Biskop Alf afgaae til Grönland i det næstpaafölgende Foraar. Skibet Bautaluten nævnes ellers som en Islandsfarer. Björn Johnsen anförer Aarstallet 1365.
  133. Herved menes rimeligvis den nysommeldte tilkommende Grönlandsfarer. Det er da sandsynligt at Skibet er forlist ved eller kort efter Udseilingen, men at Menneskene deraf ere blevne reddede og Biskop Alf vendt tilbage til Norge.
  134. En Grönlandsfarer er saaledes i dette Aar blevet udrustet paa ny, og kommen til sin Bestemmelse. Naar Alfs Formand, Biskop Arne, döde, vide vi ellers ikke af Annalernes Angivelser; men efter denne maatte det være skeet 1359, og Arne saaledes have forestaaet Bispeembedet i 54 Aar; dette klinger noget besynderligt, men vi vide dog med Sikkerhed, at hans een Gang bestemte Eftermand Jon Eriksön Skalle beklædte Bispeværdigheden i en Tid af 48 Aar.
  135. Her menes rimeligviis det samme Skib, som havde overfört Biskop Alf til Grönland; hvis ellers ikke denne Annalist har urigtig henfört en ældre Begivenhed af samme Art til dette Aar. Alf er den sidste af Grönlands Biskopper der nævnes i Rimbegla, hvis Fortegnelse over dem saaledes maa være sluttet inden 1378, da han afgik ved Döden, eller i det mindste inden 1383, da Efterretningen om Dödsfaldet först kom til Island.
  136. Saaledes blev denne Biskop Jons mægtigste Modstanders store Indflydelse paa ny foröget, og dette har rimeligvis foranlediget ham til den besluttede Reise til det pavelige Hof.
  137. Dette er en Feiltagelse af Annalisterne. Paverne paa den Tid residerede i Avignon, hvortil Biskop Jon da uden Tvivl har reist for at udvirke Bekræftelsen i Bispeembedet til Holum.
  138. Jfr. ovenfor Anm. 69
  139. Vi vide ikke med Vished, endskjönt det ikke er urimeligt, at Kong Magnus da igjen har erholdt Indtægterne af Halogeland, Hetland, Færöerne, Island (og Grönland?) til sin Underholdning.
  140. Saaledes blev det for Fremtiden sat uden for al Tvivl hos alle, at han ikke længer var Grönlændernes men Islændernes Biskop. Hans övrige Historie vedkommer os her egentlig ikke, men for Læsernes Skyld ville vi bemærke at han siden, saavidt vi vide, levede i fuldkommen Enighed med sit Stifts Indvaanere, udrettede adskilligt Nyttigt og döde först i en höi Alder 1491. See ellers hans Levnets beskrivelse i Finn Johnsens Hist eccl. Island. Il, 202–216.
  141. Saavidt vi vide, haves ingen andre Underretninger om dette formeentlige nye Lands Opkomst og Forsvinden. Det er muligt at det har været af vulkanisk Oprindelse, og siden deelt adskillige saadanne Öers Skjæbne; jfr. ovenfor I, 143–144; II, 660—661.
  142. Kong Magnus Smek druknede den 1ste December 1374 paa Bommelfjorden i Bahuuslehn. [Opplysningen i denne note er ikke korrekt. Kong Magnus druknet 1. desember 1374 i Bømlafjorden ved Lyngholmen i Sveio, i Sunnhordland. Han var på vei til Tønsberg, der han skulle feire jul med sin sønn og svigerdatter, den senere dronning Margrete. (Knut Rage, Heimskringla)]
  143. See herefter under Aaret 1383, efter hvilket Notat (hvis det ikke er en Skriverfeil) Biskop Alf allerede maatte være död 1377
  144. Vi vide aldeles ikke om dette har været Skrælingernes förste eller næstsidste Anfald, men Efterretningen er dog vigtig, da vi vel deraf kunne slutte, at Coloniens Ödelæggere vare Eskimoere, komne norden fra, eller altsaa oprindelig fra America; samt at den af sit Skrift om Grönland bekjendte, men ellers næsten ubekjendte Ivar Baardsön eller Bere, har sildigere end 1379 forfattet sin Beskrivelse, da han deri omtaler Vesterbygden som aldeles ödelagt af Skrælingerne, mod hvilke han med flere var af Laugmanden udsendt til Hjelp for de betrængte Indvaanere, men tillige som ubeboet, saavel af Hedninger som af Christne. Dog sees det af hans Skrift, at Skrælingerne kort efter maa have taget hele Vesterbygden (hvor Heste, Hornkvæg, Faar og Gjeder vare blevne vilde formedelst Mangel paa Rögtog Huusly) i fuldkommen Besiddelse, hvilket saaledes rimeligvis först er skeet henimod Slutningen af det 14de Aarhundrede, om ikke endog noget sildigere. Jfr. Antiqvitates Americanæ S. 282, 316.
  145. I de Tiders islandske, samt formodentlig ogsaa norske Sprog antydede Udtrykkene góðr maðr (god Mand) om en Afdöd, i Særdeleshed en halv Helgen (vir beatus), som endog, naar de Efterlevendes fromme Iver anvendte alt til et sligt Öiemeds Opnaaelse, kunde vente at blive med Tiden optaget i de rette Helgenes Tal.
  146. fra [ rak Þorlakssuðina til Grænlands ok sökk þar niðr; komust allir menn i bát; Thorlakssuden fordreves til Grönland og sank der, men hele Besætningen reddede sig paa Baaden, F, I.
  147. Görðum, Garde, E, G, L.
  148. skip, Skibe, F, I
  149. fra [ eptir páska, efter Paaske, F, I.
  150. ok brendu býinn i Bjórgvin, og brændte Staden Bergen, till. F, I
  151. Ólaſsbolli er her vel det samme Skib, som sildigere til 1382 kaldes Ólafssúð; hvis denne Gisning er rigtig, maa Feiltagelsen være opkommen af et næsten samtidigt Notat, – rimeligvis fra samme Aar, optegnet i Norge eller Island, i det man, da man ikke i et Aars Tid havde hört noget fra dette Skib, antog det for at være sjunket eller fuldkommen forulykket. Jfr. Anm. 99.
  152. Olafssuden (forskjellig fra en stor norsk Islandsfarer af samme Navn, som forgik med 90 Mand ved Færö 1361) synes at være ankommen heel og holden til Grönland fra Norge; er vel samme Skib som Olafsbollen (jfr. Anm. 98); om den virkelig er sjunken, maa det være skeet saa nær ved Land, at man har faaet den flot igjen. I al Fald vide vi ikke om Olafssudens Reparation, efter et Skibbrud, har opholdt den og Mandskabet det næste Aar efter Ankomsten, eller og om Isen har hindret Afseilingen fra den grönlandske Havn. Dette skete forhen undertiden, saa at et Skib, naar dets Förer eller Mandskab forsömte beleilig Udseilingstid, befrygtedes at blive indefrosset til den næstpaafölgende Sommer; see f. Ex. ovenfor II, 716, 719, om en Havn, hvilken Drivisen ellers synes at have spærret sidst i August. Havnen ved det nuværende Julianehaab er endnu af den samme farlige Beskaffenhed. Jfr. 1383, Anm. 100.
  153. Skibet Thorlakssuden er allerede nævnt ovenfor 1348 som da liggende i Bergen, hvis et andet Skib af samme Navn ikke menes her. See Anm. 57, og ellers, angaaende Biskop Alfs rette Dödsaar, Anm. 95.
  154. Om Björn Einarson og hans grönlandske Reiser jfr. ovenfor 1, 110 o. f. Mere om ham vil forkomme i næste Afsnit. Sigurd Hvidkold (Hvidhoved eller den hvidhaarede) har været een af de Tiders anseeligste islandske Kjöbmænd. Hans Fornavn skrives af nyere Annalister Sigmund (Sigmundr), og under dette Navn forekommer han kun i Registeret til Espolins Islandske Aarböger (endskjönt han dog 1ste D. S. 119 kaldes Sigurd). Han synes at have været en Nordmand, endskjönt han, i Aaret 1394 var blandt de 90 fuldtvæbnede Mænd, som fulgte hans Ven Björn paa et Tog mod en anden vestfjordsk Hövding Thord Sigmundsön.
  155. Suhm bemærker (Historie af Danmark XIV, 258) at 1489 (her ogsaa 1487) maa være urigtig anfört som Datum for Henriks Bispevielse, da Diplomer vise at den allerede maa være skeet 1486, eller för, og tillægger disse Ord: «men maaskee han först i dette Aar er kommen til Grönland“. Den förstmeldte Bemærkning er ganske rigtig, og vi komme, i det Fölgende, til at meddele et saadant Diplom. Efter vor Mening er Biskop Henriks Udnævnelse bleven foranlediget ved de Efterretninger fra Grönland, som bragtes til Norge med Olafssuden 1383.
  156. Hvalfjorden (Hvalfjörðr) er en smal Bugt, der gaaer temmelig langt ind i Landet, i det nærværende Kjose Syssel. Der er endnu en Havn i Districtet Kjós, kaldet Mariehavn (Mariuhöfn), som dog ansees for noget usikker, ligesom og dens Afbenyttelse til Handel er bleven forbuden i de nyere Tider. Dog dreves enkelte Gange Handel der af de saa kaldte Speculanter, henved 1790 og i de næstpaafölgende Aar. Mellem Mariehavn og Hvalfjordsören (Hvalfjarðareyri, undertiden sat som Navnet for det ældste Handelsted) ligger en lille Halvö, kaldet Búðarhöfði (Bodhovedet), hvor man endnu finder Spor til adskillige Handelsboder, og det er vist at en stor Handel blev dreven der, tildeels af Irlændere og Tydskere, i det 14de og 15de Aarhundrede samt siden af og til af Danske indtil 1680. Jfr. Finn Magnusens Afhandling om de Engelskes Handel i Irland o. s. v. Nordisk Tidskrift for Oldkyndighed 2 Bind S. 129, 144.
  157. Den unge Kong Olaf döde i August 1387 paa Falsterbo Slot i Skaane, men Dronningen, hans Moder, skjulte i nogen Tid Dödsfaldet for at sikre sig selv Regjeringen, tilligemed Raadigheden over Udnævnelsen af en med hende beslægtet Thronarving. Heraf opstod det Rygte at Dronningen, for selv at komme til at herske, holdt sin Sön fangen paa et hemmeligt Sted. Af ovennævnte Bemærkning see vi at dette Rygte ogsaa har fundet Tiltro i Island. Jfr. Anmærkning 105.
  158. Af Diplomsamlingen vil det erfares at Biskop Henrik af Grönland var een af dem, som da udfærdigede Dronning Margretes Hyldingsact i Oslo.
  159. Björn Einarsön og flere, som i sidstafvigte Aar vare komne fra Grönland til Island, seilede da til Bergen, men bleve der satte under Tiltale for ulovlig Handel paa Grönland, til hvilken Dronning Margrete da paastod at Kronen var ene berettiget. See herom nedenfor et Diplom af 1389.
  160. Af denne Beretnings Stil indsee vi tydelig at den er blevet nedskreven af en Samtidig. Skatlande kaldtes de Norges Rige da undergivne Bilande: Örkenöerne, Shetlandsöerne, Færöerne, Island og Grönland. Jfr. Anm. 103.
  161. Den her ommeldte Vigfus Flosesön blev allerede 1381 dömt, som det hedder i Annalerne, for mangfoldige Forbrydelser, for hvilke han skulde skaffe sig Aflad hos Paven selv. Ikke desmindre gjorde han sig paa ny 1383 skyldig i Voldsgjerninger mod Gisle Andreassön, (hvem vi siden komme til at ommelde), i det denne vilde inddrive en Gjeldsfordring hos ham; thi Wigfus benyttede sig deraf at han var mandstærkere, og tvang Gisle derved til at efter give sig Gjelden.
  162. Denne Grönlænder kjende vi nu ellers ikke.
  163. Skibbrud var da overhoved langt almindeligere end nu, ja endog, som det synes, end i de ældre af Sagaerne nogenlunde bekjendte Tider.
  164. I det Aar indfaldt Paasken den 6te April.
  165. Her har man dog mulig oversat det tydske Fründe, Freunde (Venner) ved det næsten ligelydende norske fröndr, frændr (Frænder, Slægtninge).
  166. Her menes den saakaldte Jóns messa Hólabiskups hin siðari, som indfalder den 23de April (den förste der imod den 3die Marts).
  167. I Suhms Historie af Danmark XIV, 309 kaldes han Eric, uvist fra hvilken Kilde.
  168. Suhm mener l. c. at dette Navn blot betegner Mandens Hjemsted Mechlenborg.
  169. Eller i Brödre-Klosteret.
  170. Sigridr, L
  171. konstr, G; konstum, Konster, L
  172. Jfr. Annalernes Bemærkninger ved de næstommeldte Aar. Denne Mand nævnes og, med Hensyn til hans Ophold paa Grönland i de Aar, i et af ham selv paa Island udfærdiget Vidnesbyrd af 1424, der vil forekomme i vort grönlandske Diplomatarium.
  173. En Variant nævner denne Kone Sigrid; – rimeligviis har hun dog været opkaldt efter sin Bedstemoder Steinun, som havde været gift med den norske Lehnshövding Botolf Andreasson; dennes Fader var den rige Rafn Jonsön paa Glaumbö (Glaumbæ; jfr. ovenfor I, 255—57). Den ældre Steinuns Bryllup siges at have været eet af de störste og prægtigste, som nogensinde er blevet holdt i Island. Den yngre Steinuns Fader var ogsaa en rig og anseet Mand, men omkom, som det her beröres, i Aaret 1390 ved et ulykkeligt Fjeldskred, der tildækkede hans store Gaard Langelid paa Nordlandet, tilligemed den derværende Kirke, med en uhyre Steendynge, hvorved han selv, hans Kone og 10 andre Mennesker omkom, men meget Gods og Bohave ödelagdes; Bygningerne siges at være sjunkne i Jorden, og en stor Vandflod at være fremkommen med det samme. Rafns Hustru hed Ingeborg (Ingibjörg), og var en Datter af den bekjendte Laugmand Thorstein Eyolfsön, see her ovenfor S. 53, 57.
  174. Navnet Kolgrim er meget sjeldent paa Island, og kunde, efter sin Betydning, vel passe til en Troldkarl; – i vore Dage har man i Grönland ved Ikigeit fundet en Ligsteen med Navnet Hróaldr Kolgrimsson, som her vil blive nærmere omtalt i eet af de fölgende Afsnit; jfr. Antiqvitates Americanæ S. 340—341 og Tab. VIII.
  175. Denne Gisle var en Sön af den i sin Tid rige og mægtige Andreas Gislesön paa Mörk i Island. Vi have allerede nævnt ham ovenfor (S. 64) som uheldig ved en Gjeldsfordrings Inddrivelse hos Vigfus Flosesön.
  176. Efter et Diplom, udfærdiget i Öfjorden paa Islands Nordland 1417, synes han dog da endnu at have været i Live.
  177. Et klart Beviis for den norske Handels Afmagt i de Tider. Adskillige lignende ere og her tilfældigvis anförte i foregaaende Aar af det 14de Aarhundrede.