Uddrag af Reginsmál
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Uddrag af Reginsmál
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013-14
Innhold
Oddergælden
— — Dengang var Regin — Reidmars søn — kommet til Hjalprek. Han overgik alle i fingerfærdighed og var dværg af vækst. Han var begavet, grusom og troldkyndig. Regin opfostrede Sigurd og oplærte ham og elskede ham meget højt. Han fortalte Sigurd om sine forfædre og om det, der skete, da Odin og Høner og Loke var kommet til Andvarefossen. Der var mange fisk i den fos. En dværg hed Andvare. Han opholdt sig ofte i fossen i skikkelse af en gedde, og han skaffede sig mad dér. »Vi havde en bror, der hed Odder,« sagde Regin, »— som ofte drog til fossen i skikkelse af en odder. Han havde fanget en laks og sad på åbrinken, hvor han åd med lukkede øjne. Loke slog ham ihjel med en sten. Aserne mente, at de i høj grad havde haft heldet med sig og flåede skindet af odderen. Den samme aften søgte de overnatning hos Reidmar og fremviste deres jagtbytte. Så pågreb vi dem og pålagde dem som løsesum at fylde odderbælgen med guld og desuden dække den med det røde guld. De sendte da Loke af sted for at skaffe guldet. Han besøgte Ran og fik hendes net og drog da til Andvarefossen og kastede nettet efter gedden, og den gik i nettet. Da sagde Loke:
- 1.
- »Hvem er den fisk
- i flodens strøm,
- som ikke ænser en fare?
- Udlever mig
- elvens flamme
- og frels dit hoved fra Hel!«
Gedden svarede:
- 2.
- »Andvare er navnet
- — Oinn var min far —
- jeg færdes ofte ved fosser;
- en grum norne
- har i gamle dage
- forvoldt mit virke i vandet.«
— — Loke så alt det guld, Andvare ejede, og da denne havde udredet guldet, havde han én ring tilbage, og den tog Loke fra ham. Dværgen gik ind i stenen, idet han sagde:
- 5.
- »Men to brødres
- bane forvoldes
- af guldet her,
- som Gust ejede,
- og otte fyrster
- ender i strid;
- mine skatte
- vil skade mange!«
Aserne overdrog Reidmar værdierne og fyldte odderbælgen og rejste den på fødderne. Derpå skulle aserne dynge guld over den og dække den. Da det var gjort, gik Reidmar frem og fik øje på et knurhår, som han bad dem dække. Da tog Odin ringen Andvareseje og skjulte håret. Loke sagde:
- 6.
- »Du har fået guldet —
- gælden er udredt;
- det var dyrt at beholde hovedet,
- men skæbnebestemt
- bli’r skatten til bane
- for dig selv og dine sønner.«
Reidmar sagde:
- 7.
- »Gavmildt gav du,
- men godhjertet ikke;
- det blev snarest betalt i trods.
- Vidste jeg før,
- hvad jeg véd nu,
- havde I næppe levet så længe.«
Loke sagde:
- 8.
- »Jeg synes at vide
- om værre ting
- og kommende slægters slagsmål;
- jeg aner endnu
- ufødte fyrster
- for hvem den strid er bestemt.«
Reidmar sagde:
- 9.
- »Jeg agter at råde
- for det røde guld,
- lige så længe jeg lever;
- Pak dine trusler,
- tror du jeg skræmmes?
- — kan I så se at forsvinde!«
— —
Sigurd og Hnikar
— — Kong Hjalprek skaffede Sigurd skibsmandskab, så han kunne hævne sin far. De løb ind i en voldsom storm og krydsede under et bjergfremspring. Der stod en mand på bjerget og sagde:
- 16.
- »Hvem rider dér
- Ræfils heste
- på det buldrende havs
- høje bølger?
- Sejlenes heste
- sveder på stokken;
- nu knuser vinden
- vovens hopper.«
Regin svarede:
- 17.
- »Det er Sigurds flok
- på søens træer;
- den stride vind
- kan volde død;
- bølgerne brydes
- brat mod stavnen
- på spantehjorten —
- hvem spør’ om dette?«
Manden sagde:
- 18.
- »De kaldte mig Hnikar
- i kampen engang,
- da unge Vølsung
- gav æde til ravnen;
- nu kan du kalde
- karlen fra bjerget
- Fang eller Fjølne
- på min færd med jer!«
De lagde til land, manden gik ombord, og da blev vejret roligt. Sigurd sagde:
- 19.
- »Fortæl hvad du véd
- om varsler — Hnikar! —
- som gavner guder og mennesker;
- findes der tegn,
- som tyder på held
- i kamp, når sværd skal svinges?«
Hnikar sagde:
- 20.
- »Der er flere varsler,
- som folk bør kende;
- de gavner, når sværd skal svinges.
- Et sværdtræ fulgt
- af en sort ravn
- — tænker jeg — varsler vel.
- 21.
- Det andet er,
- når du agter dig ud
- og står rede til rejsen,
- hvis to da venter
- på vejen foran —
- mænd, der hungrer efter hæder.
- 22.
- Det tredje er,
- når tuden høres
- fra en ulv under askens grene;
- det varsler om held
- mod våbenklædte,
- hvis du ser dem først.
- 23.
- Gå aldrig frem
- mod fjendevåben
- i lavt modlys
- fra månens søster;
- i sværdleg sejrer
- den seende flok,
- og mænd der kæmper
- i kilefylking.
- 24.
- Særligt farlig,
- er snublende fødder
- dér, hvor du styrer mod strid;
- nær ved din side
- står norner med svig —
- de ønsker at se dig såret.«
— —