Forskjell mellom versjoner av «Uddrag af sagaer og fortællinger vedrørende Danmark (Første stykke)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
m
m
 
Linje 50: Linje 50:
 
'''4.'''
 
'''4.'''
  
Da Island blev opdaget og befolket, var Adrianus pave i Romaborg, men efter ham var Johannes pave — han var den femte med dette navn i det apostoliske sæde. Lødver Lødverson var kejser nord for fjeldet, men Leo og dennes søn —Alexander — i Miklagård. Da var Harald Hårfager konge i Norge; Erik Eyvindson og dennes søn — Bjørn — i Svitjod; Gorm den Gamle i Danmark; kong Elfråd og dennes søn — Jatvard — i England; Kjarval i Dublin i Irland; Sigurd den Mægtige — Ragnvald Mørejarls bror — var jarl på Orknøerne.
+
Da Island blev opdaget og befolket, var Adrianus pave i Romaborg, men efter ham var Johannes pave — han var den femte med dette navn i det apostoliske sæde. Lødver Lødverson var kejser nord for fjeldet, men Leo og dennes søn — Alexander — i Miklagård. Da var Harald Hårfager konge i Norge; Erik Eyvindson og dennes søn — Bjørn — i Svitjod; Gorm den Gamle i Danmark; kong Elfråd og dennes søn — Jatvard — i England; Kjarval i Dublin i Irland; Sigurd den Mægtige — Ragnvald Mørejarls bror — var jarl på Orknøerne.
  
  

Nåværende revisjon fra 4. aug. 2015 kl. 22:39

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Uddrag af sagaer og fortællinger vedrørende Danmark
Første stykke

Sögubrot ok þættir viðkomandi Danmerkr sögu. Fyrsta brot


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Fornmanna Sögur, bd. 11, Kaupmannahöfn 1828


1.

Karlemagnus
(Louis-Félix Amiel)

Det fortælles, at der var en hellig mand, der hed Arnulfus; han var først jarl i Saxland, men blev siden ærkebiskop. Hans søn var hertug Angenses i Frankland; han var gift med Begga Pippinsdatter, og deres søn hed Pippin. Hans søn var kejser Karlemagnus. Karlemagnus var konge af Frankland i 34 år, og derpå var han kejser i 12 år. På hans tid var Mikael, Nikeforus og Leo stolkonger. Karlemagnus var gift med dronning Hildegard; deres søn var Lødver, som kom til magten efter sin far og var kejser i 27 år. Han legede aldrig og lo heller ikke. På den tid, da Karlemagnus regerede, var der en konge, der hed Godefred; han dræbte Rørik Friserhøvding og gjorde friserne skattepligtige. Senere gik Karlemagnus imod Godefred; da blev Godefred dræbt af sine egne folk, mens Heming — hans bror — blev taget til konge, og han førte hæren frem imod kong Karlemagnus, indtil de mødtes ved den flod, som hedder Egderen. Dér blev de forligte, men Heming døde året efter.

Så blev Sigrød — Godefreds slægtning — konge i Jylland, og en anden hed Ring. De samlede begge folk og mødtes i et stort slag, men enden blev, at de begge faldt. I denne kamp faldt 10.860 mand. Så tog en mand ved navn Hårek kongemagten. Han var konge i 5 år, hvorefter han kæmpede mod Reinfred — Godefreds søn. I denne kamp lovede Hårek for at få sejr, at hvis han overlevede kampen, ville han og hele hans husstand lade sig døbe. Han sejrede i slaget, og kort tid efter drog han med sin kone og sin bror — Hårek — og et stort følge af danskere til kong Lødver — Karlemagnus’ søn — som da var kejser. Så blev Hårek og hans folk døbt i Meginzaborg på pave Paskalis’ tid. Derpå tog Hårek tilbage til Danmark fulgt af biskop Ansgarius, og denne døbte mange folk dér. Hårek døde af sygdom, men Hårek — hans slægtning — tog kongemagten og herskede over Jylland, indtil Guttorm — hans morbror — kæmpede imod ham. Der var da gået 862 år fra vor herre Jesu Kristi legemliggørelse. I dette sammenstød faldt de begge og alle medlemmer af kongeslægten, som var sammen med dem. En dreng overlevede dog; han hed Hårek og blev siden konge. Biskop Ansgarius drog da igen til Danmark og opsøgte Hårek og døbte ham. Hårek lod en kirke bygge i Ribe, og Hårek havde forinden ladet en bygge i Hedeby. Biskop Ansgarius døde 5 år efter kampen mellem Hårek og Guttorm. Det siges, at Hårek forkastede kristendommen, men døde kort tid efter.

Efter dette blev hedningerne Sigfred og Halvdan konger. Rimbertus blev biskop efter Ansgarius. I hans 12. år som biskop døde kejser Lødver — Karlemagnus’ søn. Han havde fire sønner, der hed således: Lotarius, Lødver, Karl, Pippin. De delte riget ligeligt mellem sig, og Lotarius fik Romerrige, Borgundien og Lotringen; Lødver fik Frankland og kongenavnet; Karl Valland; Pippin Aqvitanien. Da Rimbertus havde været biskop i 12 år, hærgede danskere og nordmænd i det land, der kaldes Kærlingeland. Lødver den Unge Lødverson gik imod dem, og han dræbte 13.000 af hærmændene. Yderligere 5 år senere døde Lødver. Dette år søgte danskerne og nordmændene hævn; de drog op ad Rin-floden og brændte dér alle borge og kirker, og de brugte den mest udsøgte kirke i den borg, der heder Aqvisgranum, til hestestald. De brændte Kolne og alle borge op langs Rin til Meginza. Karl — Lotarius’ bror — rejste en hær imod dem; de mødtes ved den flod, der hed Mosa. I den danske hær fandt man kongerne Sigfred og Gudfred og Ragnar Lodbrogs sønner. De blev forligte med kejseren og lod sig døbe, men kort tid efter brød de hele forliget og hærgede i Vester-Frankland helt til Parisborg, som de brændte. Så gik Arnald, som da var kejser, imod dem med en stor hær og dræbte 900 af dem. Herefter gik den danske hær i stå. Der var da gået 900 år fra vor herres fødsel. Yderligere 17 år senere blev Huno viet til biskop i Bremen i Saxland. I det 12. år regnet derfra drog Heinrek, der var den første kejser med dette navn, til Danmark og ledte danskerne til kristendommen med både blide ord og trusler, og han holdt ikke inde, før de samtykkede i at antage den rette tro. Derefter opsøgte biskop Huno kong Frode, som da herskede over Jylland, og han døbte da ham og hele befolkningen. Da genrejste man de kirker, som var blevet ødelagt i Hedeby og i Ribe. Og tilsvarende i Åros. Herefter sendte kong Frode nogle folk til Romaborg og lod tre biskopper vie til Jylland efter råd fra pave Agapetus. Heredus blev viet til Hedeby, Libedagus til Ribe og Rimbrondus til Åros. Dette skete 948 år efter vor herre Jesu Kristi legemliggørelse i det 12. år af Otto den Stores regeringstid. Vi forlod kongerækken, da Sigfred og Halvdan havde magten i Danmark. Herefter herskede den konge, der hed Helge, over danskerne. Han kæmpede imod Olaf Svenskekonge, og dér faldt Helge. Olaf herskede længe siden over Danmark og Svitjod, men døde af sygdom. Herefter tog Gyrd og Knud magten i Danmark.


2.

Kejser Lødver Lødverson — sønnesøn af kejser Karlemagnus — herskede sammen med sine brødre i 36 år. Derpå herskede Karl — hans søn — sammen med sine brødre i 11 år; den ene hed Karlemagnus, den anden Lødver. På denne tid blev Island befolket. Da blev Danmark styret af Gorm den Gamle og Norge af Harald den Hårfagre. Efter Karl Lødverson herskede Arnald — søn af Karlemagnus — i 12 år, derpå Lødver — søn af Arnald — i 12 år; så Konrad Konradson i 12 år. Han var den første kejser af dem, som ikke kunne føre sin slægt på farsiden tilbage til kejser Karlemagnus. Efter Konrad herskede Heinrek i 18 år; så hans søn — Otto den Store — i 38 år; så dennes søn — Otto den Røde — i 9 år. På denne tid var Harald Gormsøn konge i Danmark og Norge. Håkon Ladejarl styrede Norge for ham, som det tidligere blev fortalt; da var deres venskab godt. En sommer sendte jarl Håkon 60 høge til kong Harald, men han betalte ingen skat, for kong Harald lod ham slippe for al skat i Norge for de anstrengelser og omkostninger, han havde ved at forsvare landet mod Gunhilds sønner.


3.

Den hellige Beda
(Det rette dødsår er 735)

Den hellige præst Beda siger i den krønike, han skrev om beskaffenheden af landene i verden, at en ø — som i bogen kaldes Thile — ligger så langt væk på verdens nordlige halvdel, at der ikke findes dag om vinteren, når natten er længst, og ikke nat om sommeren, når dagen er længst. Man mener derfor, at det er Island, der kaldes Thile, for vidt omkring i dette land ses solen ikke store dele af vinteren, når dagene er kortest, og i en stor del af sommeren skinner solen vidt omkring i landet både nat og dag. Men præsten Beda døde 835 år efter vor herre Jesu Kristi legemliggørelse — mere end 100 år før Island blev befolket af nordboere. Tidligere havde de folk, som nordboerne kalder paper, været dér. De var kristne, for man fandt irske bøger, klokker og krumstave efter dem og desuden andre ting, hvoraf man kunne slutte, at de havde været kristne og var kommet dertil over havet fra landene vestpå. Engelske bøger henviser også til, at der på den tid var færdsel mellem landene.


4.

Da Island blev opdaget og befolket, var Adrianus pave i Romaborg, men efter ham var Johannes pave — han var den femte med dette navn i det apostoliske sæde. Lødver Lødverson var kejser nord for fjeldet, men Leo og dennes søn — Alexander — i Miklagård. Da var Harald Hårfager konge i Norge; Erik Eyvindson og dennes søn — Bjørn — i Svitjod; Gorm den Gamle i Danmark; kong Elfråd og dennes søn — Jatvard — i England; Kjarval i Dublin i Irland; Sigurd den Mægtige — Ragnvald Mørejarls bror — var jarl på Orknøerne.


5.

Kyndige mænd siger også, at fra Stad er der syv døgns sejlads til Horn på det østlige Island, mens der fra Snefjeldsnæs, hvor der er kortest vej til Grønland, er fire døgns sejlads vestpå over havet. Hvis man sejler stik vest fra Bergen til Hvarf i Grønland, skal man sejle en tylvt sønden for Island. Fra Reykjanæs på det sydlige Island er der fem døgns sejlads stik syd til Ølduhlaup i Irland, og fra Langenæs på det nordlige Island er der fire døgns sejlads til Svalbard i Nordishavet.


6. Her fortælles det, hvordan Island først blev opdaget

Det fortælles, at nogle folk skulle sejle fra Norge til Færøerne — deriblandt nævnes en viking, som hed Nad. De drev langt vestpå i havet; dér opdagede de et stort land. De kom i land på den østlige del og gik dér op på et højt fjeld. De så ingen tegn på, at dette land var befolket, og om efteråret tog de tilbage til Færøerne. Han gav landet navn og kaldte det Sneland.


7.

En mand hed Gardar Svavarson — han var af svensk slægt — og han drog ud for at søge efter Sneland på sin synske mors anvisning. Han kom til landet østen for Østre Horn; dér var da en god havn. Gardar sejlede rundt om landet, og derfor vidste han, at det var en ø. Han styrede ind i den fjord, der hedder Skjalfandi; han søgte i havn mod øst i fjorden og blev dér om vinteren og byggede sig et hus, og derfor kaldes stedet Husevig. Gardar drog til Norge og roste landet højt; så kaldte man det Gardarsholm. Gardar var far til Une, som var Roe Tunge-Godes far.


8.

Nordboerne lander på Island
(Oscar Wergeland)

En stor viking hed Floke Vigvardson. Han opsøgte Gardarsholm; han medbragte tre ravne. Han ankom i Vatsfjord; han gik op på et højt fjeld og så nordpå over fjeldene en fjord fuld af drivis, og derfor kaldte de landet Island, hvilket det har heddet siden. Erik den Røde Torvaldson og hans far var landnamsmænd sydpå. Den nævnte Erik fandt Grønland på Øndot Krages anvisning, og for at folk skulle få større lyst til at slå sig ned dér, gav han landet det navn, som det siden har haft — således at det skulle kaldes Grønland. Hans søn var Leif den Lykkelige; han blev kaldt således, fordi han bjærgede et skibsmandskab på åbent hav. Disse lande — Island og Grønland — er de vestligste, som er befolkede i denne tredjedel af verden, så vidt folk véd.


9.

Ophavet til alle troværdige beretninger på norrønt sprog var, at tyrker og asiater befolkede landet i nord; derfor kan det sandfærdigt siges, at sproget, som vi kalder norrønt, kom med dem her nordpå, og det sprog bredte sig til Saxland, Danmark og Svitjod, Norge og en del af England. Lederen af dette folk var Odin — søn af Tor — og han havde mange sønner. Mange mennesker regner deres slægt tilbage til Odin. Han fordelte landene mellem sine sønner og gjorde dem til høvdinge. En af hans sønner hed Skjold, og han tog sig det land, der nu hedder Danmark. Dengang blev disse lande, som asiaterne befolkede, kaldt Gudlandene og folkene gudfolk. Der blev sat grænsemærker mellem Skjolds besiddelser og Ingifrejs — hans bror, der beboede det rige, som man nu kalder Svearige. Odin og hans sønner var højt begavede og troldkyndige; de så godt ud og var stærke. Mange andre i deres slægt var helt særlige mennesker, som til fuldkommenhed havde forskellige evner. Folk begyndte at ofre til og tro på nogle af dem og kaldte dem deres guder. Skjold var meget navnkundig og herskede over et stort rige. I hans rige var frugtbarheden stor og freden god. Han havde en søn, der blev kaldt Leif, fordi han efterlod[1] ham land og løsøre. På hans tid var der så god en fred, at der ikke blev begået drab i hans rige, og derfor blev han kaldt Fred-Leif. Han var yderst vis. Frode var hans søn, og han var så klog og rig på kundskaber, at efter hans navn kaldes enhver, som er rig på kundskaber, for frod.[2] På Frodes tid var freden så stor, at ingen ville dræbe en mand, om det så var hans fars eller brors banemand, han så bundet foran sig. Da blev der sat en stopper for ran og tyveri, således at en guldring i mange år lå på den mest befærdede vej på Jelling Hede. Man mener, at på den tid hvor Frodefreden stod på, var Augustus kejser i Romaborg — det var ham, der skabte fred i hele verden. Dengang blev Kristus født. Da Fred-Frode havde magten, var frugtbarheden så stor, at markerne såede sig selv, og det var ikke nødvendigt at gøre anstalter for vinteren. Dengang fandtes alle slags malm i jorden. Det skete et år, da Frode var gammel, at der kom voldsomme tordenbrag og lyn; da forsvandt solen fra himlen, og jorden rystede, så bjerge blev rokket af stedet; da kom der klipper op af jorden, og alle spådomme slog fejl.


10.

Herfra skal vi nu søge østpå til Asien og derfra vestpå og fortælle, hvordan landene er blevet befolket fra begyndelsen. Egyptaland blev først befolket af Mesraim — Kam Noasons søn. Nord for Indialand ligger Kvindeland, hvor der ikke findes mænd; det tyder således på, at kvinderne dér har to legemsdele til forplantning. Tæt derved findes Albanialand; dér bliver folk født så hvide som sne, men de sortner efterhånden, som de ældes. Dér findes også hunde så store og stærke, at de kan dræbe både okser og vilddyr. Parcialand ligger også i Asien; det blev befolket af Assur — Sem Noasons søn. Dér findes også Persidaland, og det blev befolket af Elim — en anden søn af Sem. Der findes i Asien-tredjedelen i alt 406 lande med eget folk, og der er 27 sprog.


11.

Længst østpå i Europa findes Cithia — det kalder vi Det store Svitjod. Dér prædikede apostlen Filippus. I Gardarige findes Palteskja og Kænugård. Det blev først befolket af Magog — Jafet Noasons søn. Så er der også Kurland og Kirjalaland, Samland, Ermland; Vendland ligger længst mod vest ved siden af Danmark. Østpå fra Polen findes Reidgotaland og så Hunaland, Saxonia eller Germania — det kaldes nu Saxland. Den store flod Danubius løber mellem Saxland og Grækenland; det sted blev først befolket af Tiras — Jafet Noasons søn. Fra ham stammer det folk, der kaldes tyrkerne. Ved Tracia ligger Ungaraland og Bolgaraland. I Grækenland findes det fjeld, der hedder Olympus og strækker sig op i skyerne; dér findes den stenart, der kaldes abeston; den bliver ikke kold, når den én gang er varmet op. Apulealand ligger vest for Grækenland; dér findes borgen Bar, hvor Nikolaus hviler, og Montakassin, hvor man dyrker abbed Benediktus. Dér findes også Mikaels Grotte. Ved siden af Italien ligger Langbardaland; dér hviler den store Augustinus, som af kong Lidbrand blev flyttet dertil fra øen Sardinien. Vestpå fra Pul findes Kampania. Vestpå derfra ligger Spanland, og dér ligger en ø, der kaldes Gadis; dertil strækker Europa sig, og derfra begynder Afrika.


12.

Herefter skal vi opregne landene i Afrika: Først Serkland, som tidligere blev omtalt; det blev først befolket af Kam Noasons slægt. Det bemærkes, at der er mange lande, der har to navne, således som Serkland og Kaldea. Arabien — det vi kalder Rabitaland — blev først befolket af Kanan — Kams søn. I Rabitaland findes det fjeld, der hedder Syna; dér gav Gud Moses loven, som siden blev kaldt Moseloven. Kartago er navnet på den borg, som er mest betydningsfuld i hele Afrika. I Numidien findes den borg, der hedder Yppon; dér holdt Augustinus den Store til. I Gjetulia findes et folk, som ikke tager skade af gift.


13.

Nu skal vi igen vende tilbage til Europa, og vi begynder dér, hvor vi for nogen tid siden slap, med at Herkules kom til den ø, som vi nævnte tidligere, og som hedder Gadis. Han drog vidt omkring for at lære verden at kende, og han erklærede her at være kommet til verdens ende. Han rejste dér to støtter for at markere det længste, han havde været væk. De kaldes Herkules’ Støtter, og de står der endnu. I Yspania ligger Galicia; dér hviler apostlen Jakobus — Johannes’ bror. Nærmest Valland finder man Flæmingaland, og så Frisland. Mundiefjeld strækker sig fra Feneyja Bugt og vestpå til Spanland. Ved siden af Saxland ligger Holtseteland og dernæst Danmark. Der var en mand, der hed Brutus — han var fjerde slægtled efter Æneas, der stammede fra Trojafolkene. Brutus’ navn blev ændret, og han blev kaldt Britto. Britannien er opkaldt efter ham — det hedder nu England, men førhen Bretland. I England findes Londunaborg. Suderøerne ligger tæt ved Irland; ti af Suderøerne er befolkede. 25 af Orknøerne er befolkede; der findes et bispesæde på det sted, der hedder Kirkevåg, og dér hviler den hellige jarl Magnus. Nærmest Orknøerne findes Hjaltland; dér er en ærkedegn. Tæt ved findes Færøerne — der er 18 i alt — og dér findes et bispesæde på det sted, der hedder Kirkebø.



Noter:

  1. Norrønt leifa = levne, efterlade. Ordspillet er uoversætteligt.
  2. Norrønt fróðr = klog, rig på kundskaber. Ordspillet er uoversætteligt.