Underretning om tvende fra Islands hidkomne udskaarne stole
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab
1843-1845
Underretning om tvende fra Islands hidkomne udskaarne stole
(Jfr. Afbildningerne Tab. I-II.)
De her omhandlede, usædvanlig store og rigt udskaarne Stole bleve mig i Efteraaret 1843 tilsendte og overladte til min Disposition af Tömmermester Hr. Olaf Briem, Eier af Gaarden Store Grund i Öfjords Syssel under Islands Nordamt, tilligemed tvende gamle Malerier paa Træ, i sin Tid, ifölge Indskriften, tilhörende Eirik Loptsson, der vides at have bosat sig paa bemeldte Gaard benved 1430 (jfr. ovenf. S. 25). Jeg fandt det mest passende og formodentlig overeensstemmende med Giverens Önske at overdrage vort Museum disse for sin Tid mærkværdige Kunstsager. Hr. Briem havde kjöbt dem paa en Auction, ved hvilken Grund Kirkes gamle Inventarium blev bortsolgt.
Disse Stole, som ere af Benved, synes at være heelt forarbeidede med en Tollekniv, og ingen Spor findes til at Hövlen har været brugt ved Arbeidet. Istedenfor Söm ere paa alle oprindelige Dele kun Trænagler anvendte. Sæderne, som næsten ikke ere prydede, have uden Tvivl fordum været bedækkede med Hynder. Det synes som om Stolene have været bestemte til at opstilles mod en Væg, hvorfor man kun har anvendt liden Umage paa Bagstykkerne. Det modsatte er Tilfældet ved Forsiden. Begge Stoles Nederdeel danner en fiirkantet Kasse; paa den ene er oventil anbragt et Laag, som forhen sees at have været forsynet med en Laas.
Den Smag, hvori disse Stole ere udskaarne, tyder hen til en meget gammel Tid. Det er vel rimeligt, at man paa et saa fjernt Sted som Island længere bar vedblevet at arbeide i den ældre Smag, end i andre Lande, hvorfor man sikkert kan antage at disse Stole, ihvorvel maaskee noget yngre, give et Begreb om, hvorledes prægtige Stole have seet ud her i Norden i det 12te og 13de Aarhundrede, inden den saakaldte spidse Bue med de dertil hörende Ornamenter fortrængte den ældre Smag. Om Arbeidets hele Beskaffenhed og Udseende kunne de vedföiede Afbildninger give det bedste Begreb.
Rygstötterne af den ene af disse Stole (Tab. 1), som er 1 Al. 15 T. höi, 1 AL 61 bred og 17 T. dyb, ende sig til hver Side i et udstaaende Dragehoved, af hvilke det ene af Gabet udspyer en Drageunge og det andet sluger et fiirkantet Ornament, maaskee et Sværdfæste. Foran paa selve Rygstykket findes foroven 5 runde Medaillons; i den midterste forestilles en Biskop, der oprækker Haanden til Velsignelse; i den nærmeste foran knæler en Geistlrg og svinger et Rögelsekar, og i den yderste sees tre syngende Personer i Chordragt; i den yderste paa den modsatte Side forestilles en Konge, der i den höire Haand holder et Æble og i den venstre en Blomst, og i den derved nærmeste en mod Kongen knælende Kriger, som blæser i et Horn og holder i den höire Haand et spidst Langskjold. Paa den midterste af de 5 Sprossser er en Roset, hvori er anbragt en Biskops Hoved, paa de andre en Konges og andre Hoveder. Nederstykket bestaaer deels af Arabesker, deels af symmetriske kantede Slyngninger, som ende sig til den ene Side i en Drage. I Midten er anbragt en siddende Mandsfigur, som er ifört en særegen Klædning, i det Hovedet og Skuldrene ere bedækkede med en Koftehætte (kufl). Med den höire Haand griber han ind i Arabeskerne, der strække sig ud til den anden Side. Paa Forstötterne ere ogsaa Dragehoveder anbragte, og paa den ene sidder en Harpespiller, paa den anden en anden Menneskefigur, som holder en Blomst, der er en Fortsættelse af Arabeskerne. Denne Stol har ingen egentlig Indskrift, men derimod fölgende Snedkermærker, bestaaende af Runer: 1. svarende til Tremmerne: 
, som bagfra læste vel betyde de 5 förste Bogstaver i det latinske Alphabet a, b, c, d, e. 2. Paa Bagsiden af Rygstykket 
. De ere indskaarne under ligesaa mange runde Huller paa den överste Rand af Stolens Rygstykke, i hvilke opstaaende Ornamenter forhen have været anbragte. Endvidere sees disse paa Stolens venstre Sidestykke 
†. Under den Forudsætning at denne Stol forhen har været bestemt for Biskoppen af Holum, enten i Domkirken sammesteds eller i Kirken for Mödrevalle Kloster (stiftet 1295 af Biskop Jörund), hvor han stedse var Abbed, skjönt Klosteret ellers bestyredes af en der boende Prior, - har jeg, men vel at mærke kun gisningsviis, sögt at tyde de paa Rygstykket anbragte Figurer saaledes: Den i Midten forestilte Biskop i Embedsdragt formoder jeg at være Holums Stifts förste Biskop og Skytshelgen Jon Ögmundsson. Han overtog Embedet 1106, døde 1120 og blev i Aaret 1200, först paa Holum af Biskop Brand og derefter af hele Landets Geistlighed, paa Althinget eller Landsthinget ved Thingvalle, erklæret for en sand Helgen med Hövdingers og Menigmands Samtykke. Tvende for hans Dyrkelse bestemte Festdage, den 3die Marts og 23de April, findes endnu anförte i ethvert Aars islandske Almanak. De paa begge Sider anbragte Basreliefs staae vel i Forbindelse med Biskoppens Historie. Den förste (paa Stolens höire Side) forestiller en Konge; derved kan det bemærkes at Kong Erik den 2den af Norge erkjendte 1286 Biskop Jons Hellighed og sendte, i Betragtning deraf, betydelige Gaver (af Tömmer, Chorkaaber, m. m.) til Holum Domkirke[1]. Den foran Kongen staaende og mod ham vendte Hornblæser skulde vel tænkes at forkynde hans eller den hellige Biskops festlige Priis. I den 4de Medaillon sees en mod Biskoppen vendt knælende Klerk at svinge Rogelsekarret, som et Sindbillede for den ham tilkommende Helgendyrkelse, og i den 5te sees 3 Geistlige i Procession med aabne Böger (formodentlig Choralböger for Psalmesang) i Hænderne. - Om end hine Gisninger ikke skulde være rigtige, vise dog Forestillingerne tydelig at de maa være blevne indskaarne i Islands (eller Norges) katholske Tid.
Bagstötterne paa den anden Stol (Tab. II) ende sig ligeledes foroven i to Dragehoveder, der udrække Tungerne, som ere i Form af Arabesker. Paa det ene er anbragt en Fugl, som bider Dragen i Öret, og paa den anden en siddende Mandsfigur, der holder den anden Drage i Öret. Det överste af Rygstykket har i Midten en Roset, til den ene Side en stor Drage med Vinger og til den anden er i enhver Arabeskslyngning Dyrefigurer. Der ere fem Sprosser,
som paa Midten have Rosetter i Form af Slöifer. I Nederstykket er i Midten anbragt en Medaillon, hvori en Kriger til Hest med Skjold og Sværd, til begge Siderne Arabesker. Paa Forstötterne sidde to Fugle og paa Forsiden, i 12 rande Medaillons, forestilles Himmeltegnenes Mærker, hvorover Indskrifter deels med Runer, deels med Munkebogstaver. Imellem sex og sex af disse er anbragt et Mellemstykke, hvori en Arabesk, der omgiver en i et Horn blæsende mandlig Figur. Paa denne Stol ere fölgende Indskrifter indskaarne:
1. Paa en temmelig bred Liste foran og alleröverst en Runeindskrift, som idelig er afbrudt ved de för paa den anbragte ophöiede Zirater. Det er vel saaledes utvivlsomt at denne Liste ikke oprindelig var bestemt for nogen Indskrift, og denne synes overhoved at være sildigere til föiet. Runerne ere disse:
Runebogstaverne ere meget tydelige, men tildeels noget afvigende fra de sædvanlige, som 
for 
, 9 for 
, 
for 
eller 
, 
for 
(c). Indskriften kan let forklares, med Undtagelse af eet eller to besynderlige eller tvetydige Ord, saavelsom ogsaa Slutningen, der her synes ganske at mangle, mulig af den Aarsag, at Runeridseren har villet fortsætte Indskriften paa næste Liste, nedenfor den överste, men da ban vilde begynde derpaa, har fundet den at være for smal dertil. Runerne maa vel omskrives saaledes:
Hús | trú Þóru | nn | á st | ólón | en | Bene | dict | t. Nar | fa som egentligst, efter Stilens og Retskrivningens sædvanlige Regler, burde omsættes:
Hustru Þórunn Benedict(s)d(óttir) á stólónen Narfa.... d. e. Hustru Thorunn Benedictsd(atter) eier Stolovnen (Stolkassen).
Hustru var i Island (i det mindste fra det 15de Aarhundrede af) en Hæderstitel, der svarer til det nu brugelige Frue. Stólón, Stolovn, er et aldeles usædvanligt Ord. Ordet ón, der neppe er ret gammelt, bruges ellers i Island om en Bilægger-Kakkelovn (af Jern), der i Formen ligner en fiirkantet Kasse. Hvis Stolen (efter Indridserens Mening) har været bestemt til om Vinteren at opvarmes (i Kirken) ved et i den indvendig anbragt Fyrbækken, maatte Ordet befindes fuldkommen rigtigt og passende. Hertil synes dog neppe Stolens nærværende Indretning at kunne svare. Narfi er et norsk og islandsk Mandsegennavn, i de övrige Böiningsformer Narfa.
Af Runerne er den 18de (der forekommer som ó og vel allerede findes blandt Mösogothernes Bogstaver) ellers temmelig usædvanlig i Norden.
2. Nedentil og foran paa Stolen sees 3 af de paa den udskaarne Zodiakaltegns latinske Benævnelser udskaarne i Runer: a. over Vandmanden 
d. e. sol in aquaria istedenfor det rigtige aquario. Det usædvanlige Bogstav sættes for q (i Valdemar den Andens Runealpbabet findes det ikke); b. over Fiskene 
sol in pissis (eller piscis) for det rigtigere piscibus; K for P findes i Valdemar den Andens Runealphabet; det latinske s har her indsneget sig for den tilsvarende Rune; c. over Vædderen 
sol in ariete; Afvigelserne fra sædvanlige Runer stemme med de ovenanförte. De övrige Himmeltegns Benævnelser staae saaledes med latinsk-gothiske Bogstaver: sol in tauro, geminis, - cancro, - leone, - virgine, - libra, - scorpione, - sagittario, - capricorno. Det er ellers bekjendt at Zodiakaltegnene hyppig findes anbragte som Zirater paa de ældste Kirker af gothisk Bygningsmaade, f. Ex. Frue Kirke i Paris, Kirken i St. Denis og flere.
3. Under Zodiakaltegnene staae ved hvert især de 12 Maaneders latinske Navne saaledes med Runer:
I Marsius forekommer en Binderune for 
. De særegne Figurer for de her forekommende Runer ere allerede bemærkede her ovenfor. Paa Stolens Bagside findes ogsaa adspredte enkelte Runer, nemlig 
, der synes at have været anbragte som Snedkermærker.
Den ovennævnte "Hustru Thorunn Benedictsdatter" har neppe ladet denne Stol forfærdige, og nævnes ei heller anderledes end som dens Eierinde. En rig Kone af dette Navn vides at have boet paa Mödrevalle Kloster, i Store Grunds Nabolag, henved 1580-1605. Hun var gift med Olaf Jonsson, som forvaltede det nysnævnte, da seculariserede og Kongen tilhörende Klosters Gods. Paa den Tid vare ellers Runerne ikke meget i Brug i Island , men betragtedes af mange som hörende til Hedenskab og Trolddomskunster. Dog forfulgtes de först for Alvor fra Aaret 1625 af.
Da Holums Bispestol ved Religionsforandringen reformeredes, og Mödrevalle Kloster blev ophævet, adspredtes en stor Deel af begge Steders katholske lnventariisager. Holums sidste, som Oprörer den 2den November 1550 henrettede, Biskop, Jon Arasons (efter den Tids islandske Vedtægter legitimerede) Datter, Tborunn[2], gift 1533 med den rige Isleif Sigurdsson paa Store Grund, som stedse var den katholske Tro ivrig hengiven, har da sandsynligviis sögt at sætte sig i Besiddelse af hine Fortidslevninger (der desuden af hende maatte betragtes som Fædrenearv), som hun kunde overkomme[3]. At hun da ikke har villet gaae Glip af en god Leilighed til at erhverve denne sjeldne Stol, paa hvilken hendes Fader (enten som Biskop eller Abbed) havde siddet, maa vel antages som upaatvivleligt. Den ovennævnte Tborunn Jonsdatter lod hvert Aar, paa den hellige Laurentius (som Grund Kirkes Skytspatrons) Dag betydelige Almisser uddele til de Fattige, og ligeledes, efter hendes Faders Henrettelse, paa hans Dödsdag, i det hun ogsaa ansaae ham for en Martyr. Hun döde i December 1593. At den rige Nabokone Tborunn Benedictsdatter da har tilkjöbt sig Stolen, er ikke usandsynligt. Hendes Sön, Laugmand Haldor Olafsson, opholdt sig tit paa Grund, som Svigersön af den der, efter Thorunn Jonsdatters Död, bosatte Jon Björnsson, den sidstnævntes Brodersön, der og var hendes Arving efter en i Aaret 1608 afsagt Dom. Han döde 1613. Siden have uden Tvivl Stolene henstaaet i Grund Kirke.
Ingen mig endnu bekjendt Stol fra Middelalderen ligner disse saa meget, som en, meget gammel i selvsamme Stil udarbeidet fra Norge, der nu tilhörer Landskabsmaler, Professor Dahl i Dresden, som har tilstillet Selskabet den her nedenfor meddelte Underretning derom, til hvilken vi henvise, men bemærke kun at den menes at være fra det l2te Aarhundrede, fra hvilken Tid tvende i Norge udskaarne Træstykker, med Runeindskrifter, endnu haves i vort Museum.
Eftersöge vi udmærkede danske Stole, fra Middelalderen, nævner Nyrup (Fædrelandets Mindesmærker S. 320) en i Karup (eller Korup) Kirke i Fyen, som efter Pontoppidans Marmora Danica (II, 187) skulde være fra 1305, men som i samme Forfatters danske Atlas (IV, 484) er nedsat til 1505. Da maatte Biskop Peder Skafves Stol i Roeskilde være ældre, thi han döde i Aaret 1500. Chorstolene i Roeskilde og Lunds Domkirke samt Erkebispestolen i den sidstnævnte synes, efter Brunius, at være forfærdigede henved 1420. Vedel Simonsen har (i hans Bidrag til Odense Byes ældre Historie 2det Bind S. 24) samlet disse mærkelige Efterretninger fra Fyen: Viby Kirke foregives at have en Skrifte- eller Degnestol fra 1409, Dreslette en fra 1483, St. Knuds Kirke i Odense Stolestader fra 1487, Kjöngs Kirke en Skriftestol fra 1490. Omtrent fra samme Tid er formodentlig Abbedstolen fra Esrom Kloster, som nu staaer i St. Olafs Kirke i Helsingör.
Det ældste Billedskjærerarbeide i Træ, som haves i Danmark, er ellers formodentlig de udskaarne Stykker, som fandtes i Thyre Danebods Gravhöi og saaledes maae være fra den förste Halvdeel af det 10de Aarhundrede, endskjönt de endnu, i vel vedligeholdt Tilstand, forvares her blandt de övrige der fundne Oldsager (see Antiqvariske Annaler IV, 97 171, I. H. Tab. 2, Fig. 2, jvfr. 111, 405). Dette Snitværk er mulig ældre end de tvende Trætavler med udskaarne Dyrefigurer, der foregives at være fra Islands ældste Afgudstempel (paa Hof i Guldbringe Syssel, kort fra Reykjavik), nu ligeledes bevarede i vort Museum. Henved Aar 995 lod den islandske Hovding Thorkel Hauk (hákr) sine Kampe mod Rövere, Vikinger og Rovdyr afbilde paa sin Höisædestol (Njála 120 Cap.) En Træstol, hvorpaa Thor med sin Hammer var afbildet, brugtes af en Hedenskabet hengiven Kone, Grima, i Grönlands islandske Coloni henved Aar 1025 (Grönlands historiske Mindesmærker, II, 279, 370-72). Kostelige Stole udgav man i Norges Hedenold for de kunstige Dverges Arbeide (Rafns Fornaldar Sögur Norðrlanda, II, 237). Den ældgamle Benævnelse stólbrúða (for Stolens Læne eller andre Dele) hentyder til menneskelige Figurer som Stolens udskaarne Prydelser. Af gamle Træstole i andre Lande er vel den hellige Edvards (fra det 10de Aarhundrede) kommen til störst Ære, i det den endnu tjener til Englands Kongers og Dronningers Höisæde ved deres Kroning.
Noter:
1. Tvende Konger forekomme ellers i denne Biskops endnu ikke udgivne Saga eller Levnetsbeskrivelse; Svend Estridsson i Danmark var i Jon Ögmundssons yngre Aar hans store Velgjörer, og Magnus Barfod af Norge viste sig ligeledes som hans Velynder. Af den norske Historie vide vi, at Kongerne undertiden forærede udmærkede Stole til Kirker; har Erik den 2den saaledes skjenket denne Stol til Holum Domkirke, maatte den være fra det 13de Aarhundrede.
2. Et formeligt Actstykke angaaende hendes og hendes trende Brödres Legitimation og Arverettighed er aftrykt i Finni Johannæi Hist. eccl. Islandiæ, II, 738-39.
3. Hendes tvende Brödre Laugmand Are og Provst Björn vare blevne henrettede med deres Fader. Den tredie, Præsten Sigurd, underkastede sig den kongelige Regjering, og han lod tillige til at have givet Slip paa sin Fædrenearv, da Biskoppens Efterladenskaber, ved en formelig Dom, erklæredes 1551 at være forbrudte til Kongens Kasse. Ellers havde Biskoppens Börn og deres Moder næsten haft et heelt Aars Tid til at sætte sig selv i Besiddelse af hans efterladte Lösöre. Sager, som henhörte til Helgendyrkelsen (især den egentlig indenlandske), have de vistnok med Grund befrygtet at maatte udsættes for Profanation eller Ödelæggelse, hvis de bleve paa Stedet. Paa Skalholt blev den hellige Thorlaks Skrin berövet dets kostelige Prydelser.
