Vis kilden til Uvnek, Angakok i Godthaabs-Fjord. — Amarsiniok og Kuinasarinok, farlige Uhyrer (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Uvnek, Angakok i Godthaabs-Fjord. — Amarsiniok og Kuinasarinok, farlige Uhyrer (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote>[[File:Emanuel A. Petersen - Aften ved Karnak, Godthåbsfjorden.png|thumb|400px|<center>Aften ved Karnak, Godthåbsfjorden <br>''Emanuel A. Petersen'', 1921-1948</center>]]
<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big><big><big>'''23. Uvnek, Angakok i Godthaabs-Fjord</big><br>— Amarsiniok og Kuinasarinok, farlige Uhyrer'''</big></big><br><br>''(Efter den mundtlige Fortælling)''</center><br>


Følgende vare de sidste store Angakut i Godthaabs Omegn: Uvnek ved Kornuk, Usuganguak paa Kitsigsut, Kilupak paa Kangek og Imanek paa Pissugfik. Engang medens Dagene vare korte begav Uvnek sig paa Aandefiugt til Pisigsarfik, for at see til Folk der. Paa Hjemveien fløi han bagom Kukiks-Fjeldet og steg ned ad Dalen Ekalunguit, da en Amarsiniok<ref>Et uhyre.</ref> pludselig kom frem af Bratningen paa den bageste Side af Fjeldet Augpalugtok. Da den ikke vilde ladet ham leve, hvis den havde fanget ham i sin Hætte, dalede han nedefter og foer afsted med stor Forskrækkelse, men alligevel syntes han at den halede ind paa ham. Da han syntes, at det var for langt at flyve over Fjorden til Kornuk, dalede han ned og gik under Vandet, og neppe var han dukket under, førend den ogsaa slog ned paa Vandfladen ligesom en Ørn, der farer løs paa sit Bytte. Men han begav sig under Vandet til Kornuk, og efter sin Hjemkomst fortalte han, hvorledes Eieren af Augpalugtok-Fjeldet nær havde fanget ham i sin Hætte, og han sagde, at han nu vilde mane ham for sig. Da han begyndte at mane, kom Amarsinioken atter farende frem som en lysende Ild, svævende hen over Huset, talte og sagde: »tilvisse, havde du ikke været en Angakok, vilde jeg have gjort dig til Bytte. Men nu vil jeg fortælle dig noget, jeg har udført følgende i sidste Sommer: jeg dræbte Umanaks (—Fjeldets) Kuinasarinouk (et andet Uhyre), fordi han havde dræbt et Menneske.« Det hændtes nemlig den Sommer, at man havde været paa Loddefiskeri ved Angmagsivik, og at en Kajak derfra var gaaet paa Sælfangst, men da han intet havde faaet, og Hjemveien faldt ham for lang, steg han iland ved Tuluganguak paa Umanak, og han kom ikke mere hjem. Da de søgte, fandt de ham liggende død der foran en Bratning, han var afklædt, og hans Klæder laae sønderrevne og spredte rundtom, og ingen kunde forklare, hvorledes det var skeet, og om muligen et Dyr kunde have dræbt ham. Nu først indsaae man Aarsagen til hans Død, da Uvnek havde forklaret den, nemlig at han var ihjelreven af en Kuinasarinouk, og fra den Tid af var Øen Umanak tillige befriet fra sin skrækkelige Eier, eftersom Augpalugtok-Fjeldets Eier havde dræbt ham. Uvnek havde tillige til Tornak en Ingnersuak, som beboede Strandbredden ved Kornuk. Engang da han ved Aandemaningen have kaldet denne for sig, fortalte Ingersuakken, som tillige var en Storfanger, følgende: »endelig har jeg da fundet en Ligemand blandt Dagslysets Børn, nemlig en Beboer af Karusuk, kun et Menneske. Jeg pleier nemlig altid at ledsage ham naar han gaaer til Kangek paa Alkejagt, og ligeledes følger jeg ubemærket efter ham, naar han om Aftenen vender tilbage, og naar det da blæser en haard Nordostvind og vi komme til de korte Søer, pleier den ene af os ikke at kunne følge med.« Alt dette havde hiin Mand fra Karusuk slet intet vidst af, nemlig at saaledes nogen hemmeligen havde kappedes med ham, men Uvnek forklarede ogsaa dette, og Karusuks-Manden mærkede nu først, at han ikke havde sine Ligemænd blandt Menneskene, men kun blandt Ingnersuit. Der fortælles om denne Mand, at han havde sin Fiskeplads udenfor Amituatsiait paa en uhyre Dybde, saa at hans Kajak netop kun kunde bære den Fiskesnøre, som han behøvede. Naar han mærkede Bid, halede han stødviis op, og naar han mærkede, at Fisken nærmede sig til Overfladen, roede han hurtig bort, hvorpaa Fisken kom op af sig selv som en stor udpustet Blære. Thi disse Fisk vare Rødfisk, af Størrelse som unge Sælhunde, og han frygtede derfor at de skulde dukke op under hans Kajak. Ingen anden forstod at fange disse Fisk, hvorfor Nogle ogsaa kaldte dem Karusuks Storfangers Fisk.


==Fodnoter==
<br>
<references/>
<br>

==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 56-57
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]