Væddelöbet mellem Harald Gille og Magnus Sigurdsson
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
||||||
|
fordanskede af Mag. Grímur Thomsen
Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846
Væddelöbet mellem Harald Gille og Magnus Sigurdsson
Da kong Sigurdur Jorsalafar begyndte at ældes, kom Harald Gille fra Irland til Norge; han foregav at være en sön af kong Magnus Barfod, Sigurdur Jorsalafars fader; Sigurdur lod ham godtgjöre sin paastand ved jernbyrd; hvorpaa han optog ham som sin broder. Herover blev kong Sigurdurs sön Magnus höjlig fortörnet, fattede had til Harald Gille, krænkede og forfulgte ham paa alle maader. Vi have i det fölgende et bevis derpaa.
Harald Gille var en höi og rankvoxen mand, langhalset og med et noget langt ansigt; han havde sorte öine, mörkt haar, var rask og vever; han bar gjerne en irsk dragt, var letklædt og kortklædt. Det faldt ham besværligt at tale den nordiske tunge, og han radbrækkede tit ordene, derover spottede mange, men kong Sigurdur led det ei, naar han var tilstede. Harald plejede at fölge kongen tilsengs om aftenen, men engang hændte det, at Magnus og hans mænd opholdt ham; de sad ud paa natten og drak sammen, Harald talte med en anden mand, fortalte ham adskilligt om Irland, og blandt andet derom, at der gaves saa fodrappe mænd i det land, at ingen hest kunde tage dem i löbet. Magnus kongesön hörer dette og siger: »nu lyver han, som han plejer.« Harald svarer: »det er vist og sandt, at der gives de mænd i Irland, som ingen norsk hest skal kunne löbe op.« De vexlede derom nogle ord, og vare begge drukne. Magnus havde faaet tilsendt en götlandsk hest, et herligt dyr, og en ypperlig löber. Nogle af de tilstedeværende mente, at der ikke fandtes saa rap en hest, og spurgte Harald om hans mening. Han sagde: »intet er saa herligt, at det jo finder sin lige.« De sagde: at han havde dog vist aldrig set saa raskt et dyr. Han sagde, han havde set mange raske dyr. De sagde: »har du da set en rappere hest?« Han svarede: »det har jeg ikke sagt.« De vedbleve: »jo vist sagde du saa.« Han svarer: »hvor I dog tager eder dette nær; men siden I saaledes tager paa veje, saa kan det gjerne være, at jeg har set raskere heste, ja endog mænd, som ikke löbe mindre stærkt end denne hest.« De sagde: »kanske du selv er ligesaa fodrap som hesten.« Han svarede: »det siger jeg ikke.« Da sagde Magnus: »saa skulle vi vædde herom; du dit hoved, hvis du ikke löber saa stærkt, som min hest, naar jeg rider den; jeg sætter min guldring derimod.« Harald svarede: »jeg har ikke sagt, at jeg kunde löbe omkaps med din hest, men det sagde jeg, at der gives de mænd i Irland, som ikke gave den efter, og derom vil jeg vædde.« Kongesönnen Magnus svarer: »ikke vil jeg reise til Irland; her skulle vi vædde, ikke der.« Derpaa gik Harald bort og til sengs, og vilde ei vexle flere ord derom. Dette forefaldt i Oslo. Morgenen efter, da ottesangen var endt, red Magnus op ad vejen ovenfor byen paa den götlandske löber, og sendte bud til Harald at han skulde komme did. Harald kom, og var saaledes klædt: han havde skjorte paa og benklæder med remme i, en kort tröje, en irsk hat paa hovedet og et spydskaft i haanden. Magnus maalte banen. Harald sagde: »for langt gjör du löbet;« Magnus gjorde det da meget længere, og sagde det var dog for kort. Der vare mange folk tilstede. De begyndte löbet, og Harald fulgte stedse hestens bov. Men da de kom til banens ende, sagde Magnus: »du holdt i min sadelrem, og hesten trak dig.« De begyndte væddelöbet anden gang, og da löb Harald hele tiden foran hesten. Men da de kom til banens ende, spurgte Harald: »holdt jeg nu i sadelremmen?« Magnus svarer: »dennegang tog du forspring.« Nu lod Magnus hesten puste ud en stund; derpaa gav han den af sporerne og satte den i rask löb. Harald stod stille; men Magnus saa sig tilbage og raabte: »löb nu.« Harald sprang frem, og ud paa banen, löb snart forbi hesten og langt foran den til enden af banen; han kom saa meget för at han lagde sig ned, sprang op igjen, og hilsede sin frænde Magnus, da denne kom. Derefter vendte de tilbage til byen. Kong Sigurdur havde imidlertid været til höimesse, og vidste ikke noget heraf, forend efter at de havde spist om dagen. Da sagde han vredt til sin sön Magnus: »I kalde Harald Gille taabelig, men mig synes du er en större tosse, som ikke kjender fremmede skikke. Veed du da ikke, at i andre lande över man sig mere i andre idrætter, end den at tylde öl i sig, og drikke forstanden bort, saa at man ikke kan skjelne den ene fra den anden. Giv nu Harald sin ring, og spot ham aldrig mere, saalænge mit hoved er over mulde, og jeg raader.«
