Forskjell mellom versjoner av «Völuspá Excurs (Bugge)»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
 
Linje 44: Linje 44:
  
  
<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>
 
 
<br>
 
<br>
 
<blockquote>
 
<blockquote>

Nåværende revisjon fra 13. sep. 2019 kl. 20:08

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Latin Cross.svg
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Norrœn Fornkvæði
Sæmundar Edda hins fróða

Af Sophus Bugge
1867

Völuspá



Excurs til Völuspá


Det tør vistnok fremsættes som en afgjort Sag, at den Skikkelse, hvori Haandskrifterne, navnlig codex regius og Hauksbók, have bevaret Völuspá, i mange Henseender er mangelfuld, at en hel Del er udfaldet, hvorved meget af det, som er tilbage, staar uden ret Sammenhæng, at et og andet, som ikke fra først af har tilhørt Digtet, er kommet ind, at Versenes og Verslinjernes rette Orden paa endel Steder er forrykket, og at flere enkelte Ord ere forvanskede. Og dog kan det neppe fremhæves for stærkt, at man maa være meget varsom med at forlade det i Haandskrifterne givne Grundlag; ved at ændre efter et løst subjectivt Skjøn eller efter sene Papirafskrifter, der umiddelbart eller middelbart nedstamme fra R eller H og derfor ingen Autoritet have, har man som oftest kun fjernet sig mer fra det oprindelige.


Hvad navnlig Versenes Ordning angaar, vover jeg at paastaa, at den Versfølge, som R har, i det hele er langt rigtigere end alle de fra Haandskrifterne meget afvigende og indbyrdes vidt forskjellige Maader, hvorpaa Digtets Vers i de fleste nyere Udgaver, hos Rask, Bergmann, Munch, Ettmüller, ere ordnede. I den først trykte Tekst har jeg derfor i det hele fulgt Versfølgen i R, og det endog ved flere Vers, hvor jeg nærer stærk Tvil om dens Rigtighed; derimod skal jeg i dette Excurs dvæle ved nogle af disse Vers, der efter min Mening i R ikke have faat sin rette og oprindelige Plads, og navnlig ved I, 28 og I, 29.


For den rette Opfatning af disse Vers er det af Vigtighed at faa besvaret det Spørsmaal: For hvem kvædes Völuspá? Hvem er det, som har frittet Volven og faat hende til at tale? Vistnok beder hun "alle hellige Ætter, større og mindre Heimdalls Sønner" om Lyd, og ofte gjentager hun, naar hun har udtalt sine dybe Visdomsord : "Vide I endnu eller hvad?" Men dette udelukker dog ikke Muligheden af, at en Enkelt, og da sikkerlig en af Gudernes Kreds, har søgt hende og krævet af hende Kundskab om Alverdens Skjæbne.


Til en Formodning om, at dette er saa, føres vi allerede ved Sammenligning af andre norrøne mythiske Digte, i hvilke en Volve spaar om Verdens og Gudernes Skjæbne: i Hyndluljóð, hvor dog Spaadommene om Ragnarok, som have foranlediget Navnet Völuspá hin skamma, kun lidet synes at passe til Digtets egentlige Formaal, er det Fröyja, som kommer til Hyndla og kræver Visdom, og i Vegtamskviða, der staar Völuspá nærmere, er det Odin, som vækker Volven af Dødsens Søvn, at hun skal afsløre Fremtiden for ham. Og denne Formodning vil, som jeg tror, ved en rigtig Fortolkning af det første Vers i Völuspá vise sig at være vel grundet.


Her har R vildo eller vilðo, H villtu. Formen vildo kan være 3 Ps. Pl. Imperf. "de vilde", men saaledes kan ikke villtu forklares. Derimod kan baade vildo og villtu være 2 Ps. Sg. Præs. med þú[1], og denne Opfatning bør da sikkert foretrækkes, naar intet andet er til Hinder; saameget mer, som der her ikke synes at være nogen Brug for Imperfectum.[2] Dette "du" tyder paa en bestemt Spørger, men hvem? Jeg tror, at det, som i Vegtamskviða, er Odin. I V. 1 læser jeg, som foreslaat i Anmærkn. til Munchs Udgave:

villtu, at ek, Valföðr!
vel framtjelja, o. s. v.

Saaledes har R ualfꜹþ. Rigtignok paastaar Brynjolf Snorrason (Ann. f. nord. Oldk. 1847, S. 359), at dette ogsaa kan læses valföður; men der findes intet Eksempel paa en saadan Forkortning i R. Tegnet for ur ser ganske anderledes ud. Med Udtrykket vel framtelja maa jævnføres völu velspá, Völuspá I, 22; vissi hann vel fram, Þrymskv. V. 15. Almindelig læser man efter H:

at ek Valföðrs
vél fremtelja

og forklarer: "forkynde Valfaders kunstige Værker" (Petersen, Nord. Myth. S. 57). Men det synes underligt, at Volven først skulde nævne "Valfaders kunstige Værker" og derpaa "Mændenes gamle Sagn, de tid-ligste hun mindes"; ti om Odins Værker bliver der jo først Tale paa et senere Trin af Verdensudviklingen.[3] Men naar vi fortolke Volvens Ord saaledes som jeg her har gjort, saa kunne vi ikke finde os tilfredsstillede ved, at Digtet begynder med Volvens Tale, saa ledes vi til den Formodning, at der forud for denne, ligesom i Vegtamskviða, har været en episk Indledning, der fortalte om, hvorledes Odin kom til Volven og frittede hende, eller og et Vers, der indeholdt Odins Tiltale til hende. Jeg tror endogsaa, at vi have idetmindste Stumper af en saadan Indledning bevarede i de 8 første Linjer af I, 28 og i I, 29, hvilke urigtig ere blevne skudte ind i Volvens Tale. Dette skal jeg søge nærmere at begrunde.


I, 28. 29 maa aabenbart gjælde den samme Volve, som den, i hvis Mund hele Völuspá er lagt. Efter den almindelige Ordning skulde da Volven her omtale sig seiv i tredje Person og hentyde til et Møde, som hun engang havde havt med Odin. For at finde en Grund til, at Udviklingen af Verdens Skjæbne her paa en Gang afbrydes ved Fortællingen om et saadant Møde, har man tydet det hele paa følgende Maade: Medens hun efter eget Minde har meddelt de foran fortalte Begivenheder, forkynder hun det efterfølgende ved den Seerevne, som Odin ved hint Møde gav hende.[4] Men dette er efter min Mening afgjort urigtigt og strider bestemt mod de Gamles Opfatning. Volven kan ikke have faat sin Spaadomskraft af Odin; hun, ligesom alle ikke menneskelige Volver, har den ifølge sin Oprindelse og medfødte Evne, jvfr. Hyndl. V. 33: "Alle Volver stamme fra Vidolv." Uden Tvil tænkte heller ikke vore Forfædre sig, at Odin, da han havde pandsat sit Øie i Mimers Brønd, med én Gang havde øst deraf en saa klar Viden om al Fremtid, som vor Volve har den; ti hver Gang, naar truende Skyer rulle frem over Æsernes Himmel, maa Odin ty til Mimers eller til de jotunbaarne Volvers Visdom. Navnlig staar Fortællingen i Vegtamskviða i skarp Modsætning til den almindelige Opfatning af Völuspá I, 28. 29.


Desuden har jeg ovenfor i V. 1 troet at finde en Udtalelse af, at det er Odin, som har opfordret Volven til at tale, og at det er til ham, hun nærmest vender sine Ord. Er dette rigtigt, saa maa Bergmanns Forklaring opgives, ti det kan dog ikke vel tænkes, at Volven her skulde meddele Odin den Kundskab, hun skyldte netop ham. Jeg kan altsaa ikke skjønne andet end at en Fortælling om et Møde med Odin her kommer ubeføiet og forstyrrende.


Og hvorfor giver Odin Volven rige Gaver? som Løn, heder det, fordi hun kunde sige, hvor hans øie var skjult. Jeg tror ikke, at Odin vilde lade sig nøie med saa lidet; det ligner ham ikke. Allerede Petersen (i Ann. f. nord. Oldk. 1840—41, S. 81) har ytret, at de her omhandlede Vers tyde paa en længere Samtale mellem Odin og Volven. Ved Ordene hringa ok men[5] maa vistnok menes Gaver, som Odin gav hende for at faa hende til at meddele Visdom (saa og F. Magnusen i Den ældre Edda, overs. I., S. 62). Og hun vægrede sig ikke heller, men "hun saa vidt, vidt over hver Verden", og — kvad. Og det, som hun forkyndte, er ikke blot, hvad i R og Udgaver følger, fra I, 30 til Enden, ti dette maa aabenbart tænkes kvædet paa samme Tid og for samme Tilhørere, som det foregaaende, men det er — hele vor Völuspá.


Jeg tror da, at de fire første Linjer af I, 28 og hele I, 29 ere episke Vers, som ikke ere lagte i Volvens Mund og som da ikke kunne høre hjemme paa den Plads, de have i R, men som maa tilhøre Digtets Indledning. — I, 28 slutter med "Vitug ér enn eða hvat?" Disse Ord, som her møde os anden Gang i Digtet og siden komme igjen syv Gange som etslags Omkvæd, forklarer man almindelig: "Forståa I det nu, eller hvad?" "Vide I nu, hvad det betyder?"; jeg tror, at de snarere bør forstaas: "Vide I endnu, eller hvad?" "Gaar eders Viden endnu længer?"; men de passe ialfald neppe i Digtets Indledning. Dette synes at tale imod den Formodning, som jeg ovenfor har fremsat, men jeg bortfjerner denne Vanskelighed paa følgende Maade. Nåar vi se, at R her har et Vers paa 14 Linjer, og naar vi holde fast ved, at Ordene "Vitug ér enn eða hvat?" ikke passe i Digtets Indledning og altsaa heller ikke kunne høre til samme Vers som de fire første Linjer Ein sat hon úti o. s. v. indtil í augu leit, der, efter hvad jeg har udviklet, maa tilhøre Indledningen, saa ligger det meget nær at formode, at dette 14 linjede Vers er en Sammenblanding af to: nemlig et regelmæssigt 8linjet Vers, som tilhører Digtets Indledning: Ein sat hon úti indtil hvar þú auga falt, og et Vers, som hører hjemme langt inde i Digtet ligeefter I, 19. 20, hvor Yggdrasil, Urdebrønden og Nornerne omtales. De to første Linjer af dette andet Vers ere bortfaldne, men Sammenhængen viser tydelig, hvilken Mening de maa have indeholdt, og i Lighed med 1,27:

Veit hon Heimdallar
hljóð um fólgit
undir heiðvönum
helgum baðmi

tør vi med Tryghed bestemme deres Form, saa at vi udfylde det manglende paa følgende Maade:

Veit hon [eller: ek] Óðins
auga fólgit
i enum mœra etc.
af veði Valföðrs.
Vituð ér enn eða hvat?

Og nu skjønne vi, at netop Ligheden mellem de to første Linjer her og de to sidste i det tidligere Vers:

alt veit ek, Óðinn!
hvar þú auga falt

gav Anledning til Sammenblandingen af disse to Vers[6]. Da Snorra Edda har Ordene fra Alt veit ek indtil Vituð ér enn eða hvat inclusive som ét Vers og den paapegede Sammenblanding saaledes ogsaa, ialfald tildels, foreligger i dette Skrift, saa er den efter al Rimelighed foregaat allerede i Folkemunde.


Da saaledes de 8 første Linjer af I, 28 havde forvildet sig langt ind i Digtet, saa kunde heller ikke I, 29, der nødvendig sluttede sig til hine Verslinjer, blive staaende i Indledningen, og nu stillede man dette Vers, der slutter:

sá hon vítt ok um vítt
of veröld hverja

rimelig paa Grund af Ordligheden umiddelbart foran:

Sá hon valkyrjur
vitt um komnar etc.

Da Volven i sin Tiltale til Odin i I, 29 bruger Flertallet: "Hvorom fritte I mig, hvorfor friste I mig?", saa kan heller ikke Flertallet i den ofte gjentagne Verslinje: "Vide I endnu eller hvad?" paa nogen Maade tale imod min Mening, at Volven efter Opfordring fra Odin kvæder Völuspá. Og ligesaa lidet vil man kunne anføre imod mig de høitidelige Ord, hvormed Volven begynder sit Kvad: "Om Lyd beder jeg alle hellige Ætter, større og mindre Heimdalls Sønner": alle disse Væsener byder Volven med Andagt at lytte til hendes Kvad, i Bevidstheden om, at hendes Ord har Betydning for den hele Verden. Ordene i I, 14: Mál er dverga — ljóna kindum — telja "det er Tid at opregne Dverge for Menneskene" kunne da heller ikke vække Betænkelighed, og vi behøve ikke engang at fremhæve, at det Afsnit, hvori disse Ord forekomme, efter al Rimelighed ikke har hørt til Völuspá i dets ældste Skikkelse.


Kanske have vi endnu et Vers, som har tilhørt Digtets Indledning eller episke Ramme, forstukket paa et galt Sted, jeg mener I, 22. Jeg kan ikke undertrykke Formodningen om, at dette Vers skulde staa som det allerførste, umiddelbart foran I, 28 (Ein sat hon úti — auga falt); dette vil jeg dog kun fremsætte som en Formodning, der ingen Indflydelse skal have paa Bedømmelsen af det, som jeg i det foregaaende har udviklet. Jeg skal imidlertid anføre noget, som hos mig vækker Betænkelighed ved den almindelige Ordning og Tydning.


I 1, 21 fortælles, at Gullveig blev gjennomboret med Spyd og brændt i Odins Hall, altsaa i Valhall. I, 23 og 24 maa give Oplysning om, hvem der øvede denne Daad. I det første af disse Vers heder det: Alle Magter gik til sine Raadstole og de høihellige Guder raadsloge, om Æserne skulde lide Tab eller om alle Guderne skulde have Bod. regin öll og ginnheilug goð synes her at maatte forstaas paa samme Maade som i I, 6 og I, 9, altsaa om Æserne alene, ikke om Æser og Vaner; først i næste Vers nævnes den Krig mellem Æser og Vaner, der giver Anledning til, at nogle af Vanerne: Njord, Fröy og Fröyja optages i Æsernes Kreds. — Udtrykket afráð gjalda betyder ellers overalt (se Har. s. Harðr. C. 96; Fms. X, 324; Nj. C. 100. 129. 147): at lide Tab, lide Skade ved Drab af Mennesker, lide Nederlag[7]; og vi have da ingen Ret til at oversætte det anderledes i Völuspá; men det eneste Drab, hvorom her synes at kunne være Tale, er Drabet paa Gullveig. Endelig er gildi d. s. s. gjald. Verset synes altsaa at maatte forstaas saaledes: De høihellige Guder (Æserne) raadsloge, om Æserne skulde lide Tab, d. e. om de skulde lide det Tab, som var dem forvoldt ved Gullveigs Drab, uden at faa Bod eller Hævn, eller om alle Guderne skulde have Erstatning. Sammenhængen synes her at fordre, at ogsaa goðin öll maa være de samme som æsir, hvilket jo allerede synes rimeligt, naar det er godtgjort, at regin öll og ginnheilug goð i samme Vers kun kan være Æserne. — I, 24 nævner dem, hos hvem Æserne søge Bod eller Hævn; her heder det, at Odin slynger sit Spyd ind i Krigerflokken, hvorpaa Kampen begynder: Æsernes Borggjærde brydes (nemlig af Vanerne), og Vanerne fare hen over Fiendernes (Æsernes) Land. Det maa vel altsaa være Vanerne, som har brændt Gullveig i Odins Hall, og det er for at faa Bod eller Hævn derfor, at Æserne begynde Kampen med Vanerne. Gullveig synes altsaa at have været en Aasynje eller dog at have staat i nærmeste Forbindelse med Æserne. Men er dette saa, da synes hun neppe at kunne være den samme som Volven Heid, der farer med Trolddyr, øver Seid og er onde Kvinders Lyst. Ti i denne Troldkvinde synes vi at have for os en almindelig jotunbaaren Volve; Odin og Fröyja drive vel Seid, men de stilles dog aldrig, uden gjennem Spotteren Lokes Mund, i dette Lys.


Ialfald tror jeg, at I, 22 ikke vil savnes mellem I, 21 og 23. 24, og bortset fra Haandskrifternes Ordning øiner jeg intet, som taler imod min Formodning, at Heid netop er den Volve, som kvæder Völuspá, og derimod aldeles forskjellig fra Gullveig[8].


I Navnet Heiðr har man rigtignok villet finde et Udtryk for Volvens Identitet med Gullveig, men Heiðr er et almindeligt Navn for Volver og Troldkvinder; saa kaldes ogsaa en Jotunkvinde i Hyndluljóð V. 23.


Nåar endelig nogen vilde indvende, at vore Forfædre ikke kunde have tænkt sig, at et Digt, der forkyndte Sandheder, saa dybe, som de kunde skues af en hedensk Aand, et Haab, saa livsaligt, som det kunde oprinde i en hedensk Sjæl, — at Völuspá blev kvædet af en Troldkvinde, "der altid var onde Kvinders Lyst", saa vilde denne Indvending sikkerlig være ugrundet. Jeg behøver igjen blot at minde om Vegtamskviða og Hyndluljóð. Desuden er den Volve, som kvæder Völuspá, paa andre Steder i Digtet ligefrem betegnet som en Jotunkvinde og Troldkvinde: saaledes i V. 2:

Ek man jötna
ár um borna
þá er forðum
mik fædda höfðu,

hvor dog fædda snarere betyder "opfostret" end "født"; ligesaa ved Ordene: Nú man hon sökkvask i V. 66, hvormed man sammenligne Helr. Brynh. 14: "seycstv, gygiarkyn!" og sökkva trolli hos Eg. lex. poët. [9]


Men hverken I, 28: Ein sat hon úti o. s. v., eller V. 22: Heiði hana hétu o. s. v. kan oprindelig have været Digtets første Vers, ligesaalidt som Fjölsvinnsmál fra først af kan have begyndt med:

Utan garða
hann sá upp um koma;

hon, hana synes at maatte vise tilbage til et foregaaende Vers, hvor Volven har været nævnt. Men dette er uerstattelig tabt.


Efter I, 19. 20 bør, som jeg ovenfor har søgt at vise, følge det Vers, hvis største Del er bevaret i de 6 sidste Linjer af I, 28. Med Hensyn til I, 27 har allerede Petersen (i Ann. f. nord. Oldk. 1840—41, S. 80) gjort opmærksom paa, at det ikke med rette er stillet foran I, 28: "Odin maa først have skjult sit Øie, før end dette kunde omtales som et Pant". Jeg tør ikke afgjøre, hvor dette Vers bør have sin Plads: det kunde kanske blive staaende umiddelbart efter I, 26, hvor R og H har det; men jeg er dog mest tilbøielig til at lade det følge efter Versene om Yggdrasil, Nornerne og Odins øie i Mimers Brønd, da det ligesom disse dvæler ved Verdenstræet og Odins Pant, og da Verset om Odins Øie i Mimers Brønd (Veit hon Óðins auga fólgit í inum mœra o. s. v.) efter min Restitution er bygget fuldkommen symmetrisk dermed.


Efter I, 27 faa vi da I, 21. 23. 24. Til I, 24 slutter sig, som Lüning bemærker, ganske naturlig I, 25. 26, naar man antager, at noget er bortfaldet foran I, 25: Da Gjærdet om Æsernes Borg og vel ogsaa deres Borg selv er brudt i Krigen med Vanerne, have Æserne efter Lokes Raad afsluttet en Kontrakt med en Jotun, at han skal bygge dem en ny Borg.


Da jeg nu har indsat I, 27. 28. 29 paa andre Steder, saa komme vi efter I, 26 til I, 30, og imod denne Indordning af I, 30 er der, saavidt jeg sér, intet at indvende: Goðþjóð maa efter min Mening her, som paa alle andre Steder, hvor det forekommer, forklares af Gotar, Gotnar; Volven kvæder da i dette Vers om Valkyrjernes Komme til Menneskeverdenen; men til Menneskene kunne Valkyrjerne ikke komme før efter den første Kamp mellem Æser og Vaner. Finn Magnusen (Ældre Edda, overs. I, S. 62) og Ettm. have opfattet I, 30 paa en anden Maade, hvorefter det nødvendig maatte staa umiddelbart foran I, 31; de mene nemlig, at Balders Død her forkyndes ved Valkyrjernes Ridt til Guderne (goðþjóðar). Dog er denne Opfatning neppe rigtig; ti Valkyrjernes Ærinde er at "kaare Val", at kalde de faldne Kjæmper til Valhall; men paa den Tue, hvor Balder segner, er ingen Val for Odins Møer at kaare: ham skal Hel eie.[10]


Hvad jeg ovenfor har udviklet, har ingen Indflydelse paa Ordningen af den øvrige Del af Völuspá.


Jeg skal endnu kun tilføie et Par Ord om den sidste Linje i Digtet: Nu man hon sökkvask. P. A. Munch har udtalt den Formodning for mig, at denne Linje ikke skulde regnes med til Volvens Tale, hvorved altsaa Digtet vilde faa en episk Slutning, ligesom det efter min Mening har en episk Begyndelse. Men mod denne Formodning synes Verbet man at stride; ogsaa vilde det være en usædvanlig Anordning af Verset, at dets 7 første Linjer vare lagte i Volvens Mund, medens den sidste var fortællende. Jeg tror, at Volven her, ligesom i mange andre Vers, betegner sig selv ved hon istedenfor ved ek.


Den omhandlede Del af Völuspá tænker jeg mig altsaa ordnet paa følgende Maade:


– – –


1. Heiði hana hétu,

hvars til husa kom,

völu velspá,
vitti hon ganda,
seið hon hvars hon kunni,
seið hon hugleikin,
æ var hon angan
illrar brúðar.
2. Ein sat hon úti,

þá er inn aldni kom

yggjungr ása
ok í augu leit.
"Hvers fregnið mik?
Hvi freistið min?
alt veit ek, Oðinn!
hvar þú auga falt."
3. Valði henni Herföðr

hringa ok men,
féspjöll spaklig
ok spáganda;
sá hon vítt ok um vítt
of veröld hverja.
4. "Hljóðs bið ek allar

helgar kindir,
meiri ok minni
mögu Heimdallar;
villtu, at ek, Valföðr!
vel framtelja
forn spjöll fíra,
þau er fremst um man.


– – –


22. Ask veit ek standa,

heitir Yggdrasill
hár baðmr, ausinn
hvita auri;
þaðan koma döggvar
þærs i dala falla;
stendr æ yfir grœnn
Urðar brunni.
23. Þaðan koma meyjar

margs vitandi
þrjár, ór þeim sal
er und þolli stendr;
Urð hétu eina,
aðra Verðandi,
skáru á skíði,
Skuld ina þriðju;
þær lög lögðu,
þær líf kuru
alda börnum,
örlög seggja.
24. Veit hon Óðins

auga fólgit
í inum mœra
Mímis brunni;
drekkr mjöð Mímir
morgin hverjan
af veði Valföðrs.
Vituð ér enn eða hvat?
25. Veit hon Heimdallar

hljóð um fólgit
undir heiðvönum
helgum baðmi;
á sér hon ausask
aurgum forsi
af veði Valföðrs.
Vituð ér enn eða hvat?


_____________


26. Þat man hon fólkvíg

fyrst í heimi,
er Gullveig
geirum studdu
ok i höll Hárs
hana brendu;
þrysvar brendu
þrysvar borna,
opt, ósjaldan,
þó hon enn lifir.
27. Þá gengu regin öll

á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hvárt skyldu æsir
afráð gjalda,
eða skyldu goðin öll
gildi eiga.
28. Fleygði Óðinn

ok í fólk um skaut,

þat var enn fólkvíg

fyrst i heimi;

brotinn var borðveggr

borgar ása,
knáttu vanir vigská
völlu sporna.


_______


29.Þá gengu regin öll
á rökstóla,
ginnheilug goð,
ok um þat gættusk:
hverr hefði lopt allt
lævi blandit
eða ætt jotuns
Óðs mey gefna.
30. Þórr einn þar vá
þrunginn móði,
hann sjaldan sitr
er hann slikt um fregn;
á gengusk eiðar,
orð ok sœri,
mál öll meginlig
er á meðal fóru.


________


31. Sá hon valkyrjur
vítt um komnar
görvar at ríða
til Goðþjóðar:
Skuld hélt skildi,
en Skögul önnur,
Gunnr, Hildr, Göndul
ok Geirskögul;
nú eru talðar
nönnur Herjans,
görvar at ríða
grund valkyrjur.




Fodnoter

  1. Saaledes skriver R for anden Person vildv, Háv. 45; mvndo, Harb. 48, Hým. 27 og oftere.
  2. Læsemaaderne vilda ek (Bergmann, Petersen) og vildo it ek (Kjøb. Udg.) ere uhjemlede.
  3. Oversættelsen "kunstige Værker" synes ogsaa af en sproglig Grund tvilsom, ti vél kan ikke være Intetkjønsord. vél findes desuden ingensteds i de norrøne mythiske Digte anvendt i nogen lignende Forbindelse.
  4. Saaledes f. Eks. Bergmann (Poèmes Islandais, S. 168): "Vala parle ensuite de son entrevue avec Odin; elle dit, que ce dieu, charmé de la science dont elle a fait preuve, lui a communiqué le don de la vision et de la prophétie. Le réci de cette entrevue forme la transition a la seconde partie, parce que le présent qu' Odin fait a la prophétesse explique comment elle a pu voir dans les neuf mondes ce qu'elle raconte dans la seconde partie."
  5. Man har ingen Ret til at lægge en saa omfattende Betydning i det vanskelige Ord spáganda, at man deraf slutter, at Volven fik al sin Spaadomsevne af Odin; spaganda maa vel være Gjenstande (som det synes: Trolddyr), der kunne være til Brug ved Trolddom og Spaadom. Ettmüller og Pfeiffer ændre féspjöll for Stavrimets Skyld til fékk spjöll. Ogsaa jeg nærer Tvil om Ordet er rigtigt. Dog kan i sammensatte Ord den sidste Del af Sammensætningen undertiden have Rimvægten, f. Eks. Sig. II, 4: Ofrgiold fa | gvmna synir; Fáfn. 38: einvaldi vera, og saaledes oftere ved de Ord, som ere sammensatte med ó eller ú. Uvis féspjöll er rigtig Læsemaade, saa maa Ordets Betydning vistnok forklares efter Yngl. Cap. 7: Oðinn vissi of allt jarðfé, hvar fólgit var, ok hann kunni þau ljóð, er upplaukst fyrir hánum jörðin ok björg ok steinar ok haugarnir, ok batt hann með orðum einum þá er fyrir bjuggu ok gékk inn ok tók þar slíkt er hann vildi.
  6. Codex reg. af SnE. har Ór þeim enum mœra Mimis brunni drekkr mjöð Mímir morgun hverjan af veði Valföðrs som én Sætning; men dette giver et stygt tautologisk Udtryk.
  7. Da der i Fms. VI, 420 er skrevet afroð for afráð, saa tror jeg, at ogsaa afhroð gjalda i Grett. C. 24 betyder det samme og at Ordene: sögðu, at þeir myndi mikit afhroð gjalda ikke med Thordarson skal oversættes: "de forestillede ham, at disse Mænd vilde tilføie ham et stort Tab af Menneskeliv, førend han kunde faa Bugt med dem", men: de sagde, at de (Jarlen og hans Mænd) vilde lide stort Tab af Menneskeliv, førend de andre (Gretter og de som forsvarede ham) kunde blive dræbte.
  8. Grimm, Weinhold og mene, at Heid er den Volve, som kvæder Völuspá, men anse hende alligevel for den samme som Gullveig.
  9. Ordene Ein sat hon úti behøve derimod ikke at betegne hende som Jotunkvinde eller Troldkvinde; jvfr. Sig. III, V. 6.
  10. Nåar det i SnE. (I, 176. 238) fortælles at Odin og med ham Frigg, Valkyrjerne og hans Ravne, at Fröy, Heimdall, Fröyja og mange Rimturser og Bergriser søgte til Balders Baalfærd, saa kan dette naturligvis ikke støtte F. Magnusens Forklaring.