Forskjell mellom versjoner av «Vølundskvadet (V.B.Hjort)»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r
Linje 24: | Linje 24: | ||
− | [[Fil:V. B. Hjort.jpg|thumb|200px|<center>Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)</center>]] | + | [[Fil:V. B. Hjort.jpg|thumb|200px|<center>Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)</center>]]<br> |
+ | [[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br> | ||
+ | [[Fil:Hjorts Edda cover.png|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/den-gamle-edda-vilhelm-b-hjort-9788743014065 | <center>Vilh. B. Hjort: '''Den gamle Edda''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]] | ||
<center><big>'''[[Den gamle Edda - eller Oldemo'r |Den gamle Edda'''</big><br>'''- eller Oldemo'r]]''' | <center><big>'''[[Den gamle Edda - eller Oldemo'r |Den gamle Edda'''</big><br>'''- eller Oldemo'r]]''' |
Revisjonen fra 27. mai 2020 kl. 06:21
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
- eller Oldemo'r
Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865
- Nidud hed en Konge i Sverrig, der havde to Sønner og en Datter, Bødvild. Der vare tre Brødre, Sønner af Finnekongen, den ene hed Slagfinn, den anden Egil, den tredje Vølund; de løb paa Skier og jagede Dyr. De kom til Ulvedal og byggede sig der et Huus ved et Vand, som hedder Ulvsø. Tidlig en Morgen fandt de paa Strandbredden tre Kvinder, som spandt Hør, og hos dem laae deres Svanehamme; thi de vare Valkyrier. De to vare Kong Lødvers Døttre Ladgunne Svanhvide og Hervor Alvid, den tredje var Ølrune, Kong Kjars Datter fra Valland. Disse toge de med sig hjem til deres Skaale. Egil fik Ølrune, Slagfinn Svanhvide og Vølund Alvid.
- Syv Vintre boede de sammen, saa fløj de bort at søge Strid, og vendte ikke tilbage. Da foer Egil bort paa Skier for at opsøge Ølrune, og Slagfinn søgte efter Svanhvide, men Vølund blev siddende i Ulvedal. Han var den behændigste Mand, som man veed af at sige i gamle Sagn. Ham lod Kong Nidud gribe, som nedenfor er omkvædet.
- 1.
- Over Mørkved hen,
- I Flugt sig svunge
- Møer fra Syden,
- Alvid den Unge,
- Skjæbnens Bud
- At føre ud.
- Til Hvile de nette
- Sydens Kvinder —
- Herligt Lin
- Hver af dem spinder
- Paa Søens Bred
- Sig sloge ned.
- 2.
- Egils skjønne
- Arme omvinde
- Den Ene, den fagreste
- Jordiske Kvinde;
- Saa er der Svanhvide
- Med Svanvingeside;
- Men den Tredje,
- Deres Søster,
- Vølunds hvide
- Hals omkryster.
- 3.
- Syv Vintre siden
- Der de sade,
- Den ottende vare de
- Aldrig glade,
- Den niende tvang dem
- At drage bort;
- Til Mørkved higede
- Møerne fort,
- Alvid den Unge,
- For at fremme
- Skjæbnen den tunge.
- 4.
- Fra Jagt fodrappe
- Skytte kom,
- Slagfinn og Egil
- Fandt Salen tom,
- Ind de gik
- Og ud de gik,
- Rundtom søgte
- Deres Blik;
- Efter Ølrune
- Egil da
- Mod Østen drog,
- Efter Svanhvide
- Slagfinn Vej
- Mod Sønden tog.
- 5.
- I Ulvdal Vølund
- Sad alene,
- Slog røden Guld
- Om ædle Stene,
- Paa Lindebast
- Han gjorde alle
- De Ringe fast;
- Saa ventede han
- Sin skjønne Kvinde,
- Om Vej til ham
- Hun vilde finde.
- 6.
- Njardrotten Nidud
- Bud man bar,
- At Vølund ene
- I Ulvdal var;
- Om Nat, i naglet
- Brynje, foer
- Et Rytterkor,
- Ved Maanens svage
- Skin Man skimted,
- At Skjolde glimted.
- 7.
- Af Sadlen de stege
- Ved Gavlen ned,
- Gjennemgik Huset
- Paa hver en Led,
- Ringene bundne
- Paa Bast de fandt,
- Syv hundred ialt
- Den Herre bandt.
- 8.
- Af de løste
- Og paa de droge,
- Undtagen een,
- Som bort de toge;
- Fra Jagt fodrappe
- Skytte kom,
- Vidt havde Vølund
- Flakket om.
- 9.
- Med Hast, for Bjørnens
- Kjød at stege,
- Kvas han tændte,
- Knastør Fyr,
- Vindtørret Ved
- For Vølund brændte.
- 10.
- Paa Bjørneskind sad
- Den Alfemand
- Og talte Ringe,
- Een savnede han;
- Den, tænkte han, havde
- Lødvers Datter
- Tagen i Gjem,
- Alvid den Unge,
- Nu vistnok atter
- Var kommen hjem.
- 11.
- Han sad og slumred
- Hen i Døs,
- Men op han vaagned
- Viljeløs,
- Med haarde Baand
- Om sine Hænder,
- Med Fødderne
- I Fjæderspænder.
- 12.
- "Hvilke Høvdinge
- Lagde Bast
- Paa Rigmanden her
- Og bandt mig fast?"
- 13.
- Njardrotten Nidud
- Raabte nu:
- "Hvorledes, Vølund,
- Kunde Du
- Alfhersker al
- Vor Rigdom faae
- I Ulvedal?"
- 14.
- "Det Guld kom ej
- Paa Granes Vej,
- Jeg skulde troe,
- At fjernt fra Rhinens
- Fjæld vi boe;
- Det er i Minde,
- Vi ejed større
- Kostbarhed,
- Da med sin Kvinde
- Hver samlet var
- I Hjemmets Fred:"
- 15.
- "Lødvers Døttre
- Hervor, Ladgunne,
- Kjendt var en Datter
- Af Kjar, Ølrune;
- I hver en Vraa
- Hun havde hjemme,
- Tidt lød paa Gulvet
- Hendes Stemme:
- Han, som fra Skoven
- Kom herhen,
- Er ej min Ven."
- Kong Nidud gav sin Datter Bødvild den Ring, som han tog af Bastsnoren hos Vølund; men selv bar han det Sværd, som Vølund havde ejet. Da kvad hans Dronning:
- 16.
- Ved Synet af Sværdet
- Han viser Tænder,
- Og naar Bødvildes
- Ring han kjender,
- Hans Øje truer,
- Som skjød en tirret
- Slange Luer.
- Hans stærke Sener
- I sønderskjære,
- Og lad ham siden
- Paa Søstad være!
- Og saa gjorde man. Hans Sener bleve overskaarne i Knæledet, og han sattes ud paa en Holm, som laae der ved Landet og hed Søstad. Der smedede han Kongen alskens Kostbarheder, men ingen maatte besøge ham uden Kongen alene.
- Vølund kvad:
- 17.
- "I Niduds Belte
- Skinner Sværdet,
- Som jeg paa bedste
- Viis har hærdet,
- Gjort hvast, saavidt
- Det Kunst kan bringe;
- Fjernt baaren er
- Min skarpe Klinge,
- Vølund ej meer
- I Smedjen den seer."
- 18.
- "Bødvilde bær,
- Hvad kan mig bøde
- For Sligt, min Hustrus
- Ringe røde."
- Han sad og vaaged,
- Slog med Hammer,
- Og smedded List
- Som Nidud rammer.
- 19.
- Niduds unge
- Sønner tvende
- Paa Søstad ud
- Til Døren rende;
- De kom til Kisten,
- Nøglen kræved,
- Og saae derned,
- Mens Ondsind skjæved.
- 20.
- Den Knøsene syntes
- Af Smykker fuld,
- Klenodier af
- Det røde Guld:
- "I komme en anden
- Dag alene,
- Med Guldets Gaver
- Jeg skal Jer tjene."
- 21.
- "Ej Mø, ej Huskarl
- I røbe maa,
- Ej Menneskesjæl,
- At mig I saae."
- Snart Broders Ord
- Til Broder klinge:
- "Kom, lad os gaae,
- At see de Ringe!"
- 22.
- De kom til Kisten,
- Nøglen kræved,
- Og saae derned
- Mens Ondsind skjæved;
- Han hugged Knøsene
- Hovedet af,
- Fængslets Dynd
- Blev Benenes Grav.
- 23.
- Han Skaalerne,
- Der under Haaret var,
- Beslog for Nidud
- Som Sølverkar,
- I Smykker han lukkede
- Øjnene inde,
- Dem sendte han Niduds
- Kloge Kvinde.
- 24.
- Af Begges Tænder
- Han monne lave
- Brystperler, de bleve
- Bødvilds Gave.
- Bødvild sin Ring
- Nu sagde at være
- En kostelig Ting;
- Hun havde den brudt,
- Til Vølund kom:
- "Dig ene jeg Noget
- Tør sige derom."
- Vølund kvad:
- 25.
- "Den Brist i Guldet
- Jeg bøder saa,
- At Du for Fader
- Vil skjønnere staae,
- Og vinde hos Moder
- Større Priis,
- I egne Øjne
- Ligerviis."
- 26.
- For listig han var,
- Med Drik hendes Sind
- Han sløved, hun slumred
- I Sædet ind. —
- "Nu Hævnen al min
- Harm gav Lise,
- Undtagen Længselen
- Efter min Dise."
- 27.
- "Jeg ønsker," kvad Vølund,
- "At komme paa Fode,
- Sligt Niduds Mænd
- Mig miste lode."
- I Luften Vølund
- Leende steg,
- Fra Øen Bødvild
- Sig grædende sneg,
- Sin Bolers Færd,
- Sin Faders Harme
- Begræd den Arme.
- 28.
- Ude stod Niduds
- Kloge Kvinde,
- Saa pusled hun om
- I Salen derinde.
- [Han fløj til Hvile
- Paa Hegnet hen]:
- "Njaradrot Nidud!
- Vaager Du end?"
- 29.
- Stedse jeg vaager,
- Ej Søvn jeg nød,
- Siden jeg mindes
- De Sønners Død,
- Mit Hoved er koldt,
- Dit Raad var ilde,
- Med Vølund nu
- Jeg tale vilde.
- 30.
- Alfkonge Vølund!
- Du lade mig vide,
- Hvad maatte vel mine
- Sønner lide?
- 31.
- "Hver Ed Du sværge
- Mig da paa Stand
- Ved Skibets Bord,
- Ved Skjoldets Rand,
- Ved Hestens Bov,
- Ved Sværdets Egge,
- At ej Du vil
- I Pine lægge
- Vølunds Viv,
- Ej lade min Hustru
- Miste sit Liv,
- Om end Du skulde
- Kjende min Kvinde,
- Om end mit Afkom
- I Hallen er inde."
- 32.
- "Gaae da til Smedjen,
- Som bygge Du lod,
- Der finder Du Bælgene
- Stænkte med Blod,
- Jeg skar dine Drenge
- Hovedet af,
- Fængslets Dynd
- Blev Benenes Grav."
- 33.
- "De Skaaler, som
- Under Haaret var,
- Beslog jeg for Dig
- Som Sølverkar,
- I Smykker jeg lukkede
- Øjnene inde,
- Dem sendte jeg Niduds
- Kloge Kvinde."
- 34.
- "Af Begges Tænder
- Jeg monne lave
- Bryst perler, de bleve
- Bødvilds Gave;
- Eders eneste
- Datter kjær,
- Bødvild, med Barn
- Nu svanger er."
- 35.
- "Ej haardere Ting
- Du kunde mig melde,
- Ej Noget, som værre
- Jeg vilde Dig gjælde.
- Ej findes der, Vølund!
- Saa lang en Mand,
- At han af Hesten
- Dig rive kan,
- Og ingen Mands Kraft
- Med Piil Dig rækker
- Der, hvor Du oppe
- Ved Skyen Dig strækker."
- 36.
- I Luft sig Vølund
- Hæved glad,
- Med Sorgen Nidud
- Efter sad.
- 37.
- "Op, Takraad! min bedste
- Træl Du stige,
- Du bede Bødvild,
- Den brynhvide Pige,
- Fagert at klædes,
- For Fader at stedes."
- 38.
- "Mon Sandt man, Bødvild!
- Sagt mig har,
- At sammen med Vølund
- Paa Holm Du var?"
- 39.
- "Sandt er det, Nidud!
- Hvad sagt man har,
- Paa Holm jeg sammen
- Med Vølund var;
- Gid aldrig en Stund
- Var kommen saa ond!
- At modstaae ham
- Jeg ikke forstod,
- Ej mægted jeg hannem
- At stride imod."