Forskjell mellom versjoner av «Vølundskvadet (V.B.Hjort)»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
 
Linje 37: Linje 37:
  
  
::Nidud hed en Konge i Sverrig, der havde to Sønner og en Datter, Bødvild. Der vare tre Brødre, Sønner af Finnekongen, den ene hed Slagfinn, den anden Egil, den tredje Vølund; de løb paa Skier og jagede Dyr. De kom til Ulvedal og byggede sig der et Huus ved et Vand, som hedder Ulvsø. Tidlig en Morgen fandt de paa Strandbredden tre Kvinder, som spandt Hør, og hos dem laae deres Svanehamme; thi de vare Valkyrier. De to vare Kong Lødvers Døttre Ladgunne Svanhvide og Hervor Alvid, den tredje var Ølrune, Kong Kjars Datter fra Valland. Disse toge de med sig hjem til deres Skåle. Egil fik Ølrune, Slagfinn Svanhvide og Vølund Alvid.
+
::Nidud hed en Konge i Sverrig, der havde to Sønner og en Datter, Bødvild. Der vare tre Brødre, Sønner af Finnekongen, den ene hed Slagfinn, den anden Egil, den tredje Vølund; de løb paa Skier og jagede Dyr. De kom til Ulvedal og byggede sig der et Huus ved et Vand, som hedder Ulvsø. Tidlig en Morgen fandt de paa Strandbredden tre Kvinder, som spandt Hør, og hos dem laae deres Svanehamme; thi de vare Valkyrier. De to vare Kong Lødvers Døttre Ladgunne Svanhvide og Hervor Alvid, den tredje var Ølrune, Kong Kjars Datter fra Valland. Disse toge de med sig hjem til deres Skaale. Egil fik Ølrune, Slagfinn Svanhvide og Vølund Alvid.
  
  

Nåværende revisjon fra 1. des. 2019 kl. 18:29

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


18. Vølundskvadet



Nidud hed en Konge i Sverrig, der havde to Sønner og en Datter, Bødvild. Der vare tre Brødre, Sønner af Finnekongen, den ene hed Slagfinn, den anden Egil, den tredje Vølund; de løb paa Skier og jagede Dyr. De kom til Ulvedal og byggede sig der et Huus ved et Vand, som hedder Ulvsø. Tidlig en Morgen fandt de paa Strandbredden tre Kvinder, som spandt Hør, og hos dem laae deres Svanehamme; thi de vare Valkyrier. De to vare Kong Lødvers Døttre Ladgunne Svanhvide og Hervor Alvid, den tredje var Ølrune, Kong Kjars Datter fra Valland. Disse toge de med sig hjem til deres Skaale. Egil fik Ølrune, Slagfinn Svanhvide og Vølund Alvid.


Syv Vintre boede de sammen, saa fløj de bort at søge Strid, og vendte ikke tilbage. Da foer Egil bort paa Skier for at opsøge Ølrune, og Slagfinn søgte efter Svanhvide, men Vølund blev siddende i Ulvedal. Han var den behændigste Mand, som man veed af at sige i gamle Sagn. Ham lod Kong Nidud gribe, som nedenfor er omkvædet.


1.
Over Mørkved hen,
I Flugt sig svunge
Møer fra Syden,
Alvid den Unge,
Skjæbnens Bud
At føre ud.
Til Hvile de nette
Sydens Kvinder —
Herligt Lin
Hver af dem spinder
Paa Søens Bred
Sig sloge ned.


2.
Egils skjønne
Arme omvinde
Den Ene, den fagreste
Jordiske Kvinde;
Saa er der Svanhvide
Med Svanvingeside;
Men den Tredje,
Deres Søster,
Vølunds hvide
Hals omkryster.


3.
Syv Vintre siden
Der de sade,
Den ottende vare de
Aldrig glade,
Den niende tvang dem
At drage bort;
Til Mørkved higede
Møerne fort,
Alvid den Unge,
For at fremme
Skjæbnen den tunge.


4.
Fra Jagt fodrappe
Skytte kom,
Slagfinn og Egil
Fandt Salen tom,
Ind de gik
Og ud de gik,
Rundtom søgte
Deres Blik;
Efter Ølrune
Egil da
Mod Østen drog,
Efter Svanhvide
Slagfinn Vej
Mod Sønden tog.


5.
I Ulvdal Vølund
Sad alene,
Slog røden Guld
Om ædle Stene,
Paa Lindebast
Han gjorde alle
De Ringe fast;
Saa ventede han
Sin skjønne Kvinde,
Om Vej til ham
Hun vilde finde.


6.
Njardrotten Nidud
Bud man bar,
At Vølund ene
I Ulvdal var;
Om Nat, i naglet
Brynje, foer
Et Rytterkor,
Ved Maanens svage
Skin Man skimted,
At Skjolde glimted.


7.
Af Sadlen de stege
Ved Gavlen ned,
Gjennemgik Huset
Paa hver en Led,
Ringene bundne
Paa Bast de fandt,
Syv hundred ialt
Den Herre bandt.


8.
Af de løste
Og paa de droge,
Undtagen een,
Som bort de toge;
Fra Jagt fodrappe
Skytte kom,
Vidt havde Vølund
Flakket om.


9.
Med Hast, for Bjørnens
Kjød at stege,
Kvas han tændte,
Knastør Fyr,
Vindtørret Ved
For Vølund brændte.


10.
Paa Bjørneskind sad
Den Alfemand
Og talte Ringe,
Een savnede han;
Den, tænkte han, havde
Lødvers Datter
Tagen i Gjem,
Alvid den Unge,
Nu vistnok atter
Var kommen hjem.


11.
Han sad og slumred
Hen i Døs,
Men op han vaagned
Viljeløs,
Med haarde Baand
Om sine Hænder,
Med Fødderne
I Fjæderspænder.


12.
"Hvilke Høvdinge
Lagde Bast
Paa Rigmanden her
Og bandt mig fast?"


13.
Njardrotten Nidud
Raabte nu:
"Hvorledes, Vølund,
Kunde Du
Alfhersker al
Vor Rigdom faae
I Ulvedal?"


14.
"Det Guld kom ej
Paa Granes Vej,
Jeg skulde troe,
At fjernt fra Rhinens
Fjæld vi boe;
Det er i Minde,
Vi ejed større
Kostbarhed,
Da med sin Kvinde
Hver samlet var
I Hjemmets Fred:"


15.
"Lødvers Døttre
Hervor, Ladgunne,
Kjendt var en Datter
Af Kjar, Ølrune;
I hver en Vraa
Hun havde hjemme,
Tidt lød paa Gulvet
Hendes Stemme:
Han, som fra Skoven
Kom herhen,
Er ej min Ven."


Kong Nidud gav sin Datter Bødvild den Ring, som han tog af Bastsnoren hos Vølund; men selv bar han det Sværd, som Vølund havde ejet. Da kvad hans Dronning:


16.
Ved Synet af Sværdet
Han viser Tænder,
Og naar Bødvildes
Ring han kjender,
Hans Øje truer,
Som skjød en tirret
Slange Luer.
Hans stærke Sener
I sønderskjære,
Og lad ham siden
Paa Søstad være!


Og saa gjorde man. Hans Sener bleve overskaarne i Knæledet, og han sattes ud paa en Holm, som laae der ved Landet og hed Søstad. Der smedede han Kongen alskens Kostbarheder, men ingen maatte besøge ham uden Kongen alene.


Vølund kvad:
17.
"I Niduds Belte
Skinner Sværdet,
Som jeg paa bedste
Viis har hærdet,
Gjort hvast, saavidt
Det Kunst kan bringe;
Fjernt baaren er
Min skarpe Klinge,
Vølund ej meer
I Smedjen den seer."


18.
"Bødvilde bær,
Hvad kan mig bøde
For Sligt, min Hustrus
Ringe røde."
Han sad og vaaged,
Slog med Hammer,
Og smedded List
Som Nidud rammer.


19.
Niduds unge
Sønner tvende
Paa Søstad ud
Til Døren rende;
De kom til Kisten,
Nøglen kræved,
Og saae derned,
Mens Ondsind skjæved.


20.
Den Knøsene syntes
Af Smykker fuld,
Klenodier af
Det røde Guld:
"I komme en anden
Dag alene,
Med Guldets Gaver
Jeg skal Jer tjene."


21.
"Ej Mø, ej Huskarl
I røbe maa,
Ej Menneskesjæl,
At mig I saae."
Snart Broders Ord
Til Broder klinge:
"Kom, lad os gaae,
At see de Ringe!"


22.
De kom til Kisten,
Nøglen kræved,
Og saae derned
Mens Ondsind skjæved;
Han hugged Knøsene
Hovedet af,
Fængslets Dynd
Blev Benenes Grav.


23.
Han Skaalerne,
Der under Haaret var,
Beslog for Nidud
Som Sølverkar,
I Smykker han lukkede
Øjnene inde,
Dem sendte han Niduds
Kloge Kvinde.


24.
Af Begges Tænder
Han monne lave
Brystperler, de bleve
Bødvilds Gave.
Bødvild sin Ring
Nu sagde at være
En kostelig Ting;
Hun havde den brudt,
Til Vølund kom:
"Dig ene jeg Noget
Tør sige derom."


Vølund kvad:
25.
"Den Brist i Guldet
Jeg bøder saa,
At Du for Fader
Vil skjønnere staae,
Og vinde hos Moder
Større Priis,
I egne Øjne
Ligerviis."


26.
For listig han var,
Med Drik hendes Sind
Han sløved, hun slumred
I Sædet ind. —
"Nu Hævnen al min
Harm gav Lise,
Undtagen Længselen
Efter min Dise."


27.
"Jeg ønsker," kvad Vølund,
"At komme paa Fode,
Sligt Niduds Mænd
Mig miste lode."
I Luften Vølund
Leende steg,
Fra Øen Bødvild
Sig grædende sneg,
Sin Bolers Færd,
Sin Faders Harme
Begræd den Arme.


28.
Ude stod Niduds
Kloge Kvinde,
Saa pusled hun om
I Salen derinde.
[Han fløj til Hvile
Paa Hegnet hen]:
"Njaradrot Nidud!
Vaager Du end?"


29.
Stedse jeg vaager,
Ej Søvn jeg nød,
Siden jeg mindes
De Sønners Død,
Mit Hoved er koldt,
Dit Raad var ilde,
Med Vølund nu
Jeg tale vilde.


30.
Alfkonge Vølund!
Du lade mig vide,
Hvad maatte vel mine
Sønner lide?


31.
"Hver Ed Du sværge
Mig da paa Stand
Ved Skibets Bord,
Ved Skjoldets Rand,
Ved Hestens Bov,
Ved Sværdets Egge,
At ej Du vil
I Pine lægge
Vølunds Viv,
Ej lade min Hustru
Miste sit Liv,
Om end Du skulde
Kjende min Kvinde,
Om end mit Afkom
I Hallen er inde."


32.
"Gaae da til Smedjen,
Som bygge Du lod,
Der finder Du Bælgene
Stænkte med Blod,
Jeg skar dine Drenge
Hovedet af,
Fængslets Dynd
Blev Benenes Grav."


33.
"De Skaaler, som
Under Haaret var,
Beslog jeg for Dig
Som Sølverkar,
I Smykker jeg lukkede
Øjnene inde,
Dem sendte jeg Niduds
Kloge Kvinde."


34.
"Af Begges Tænder
Jeg monne lave
Bryst perler, de bleve
Bødvilds Gave;
Eders eneste
Datter kjær,
Bødvild, med Barn
Nu svanger er."


35.
"Ej haardere Ting
Du kunde mig melde,
Ej Noget, som værre
Jeg vilde Dig gjælde.
Ej findes der, Vølund!
Saa lang en Mand,
At han af Hesten
Dig rive kan,
Og ingen Mands Kraft
Med Piil Dig rækker
Der, hvor Du oppe
Ved Skyen Dig strækker."


36.
I Luft sig Vølund
Hæved glad,
Med Sorgen Nidud
Efter sad.


37.
"Op, Takraad! min bedste
Træl Du stige,
Du bede Bødvild,
Den brynhvide Pige,
Fagert at klædes,
For Fader at stedes."


38.
"Mon Sandt man, Bødvild!
Sagt mig har,
At sammen med Vølund
Paa Holm Du var?"


39.
"Sandt er det, Nidud!
Hvad sagt man har,
Paa Holm jeg sammen
Med Vølund var;
Gid aldrig en Stund
Var kommen saa ond!
At modstaae ham
Jeg ikke forstod,
Ej mægted jeg hannem
At stride imod."