Vølvens Spaadom (Holm)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Mundsmag af den ældre Edda

Vølvens Spaadom

ved R. J. Holm

Trykt i Fyens Stiftsbogtrykkeri i Odense hos J. C. Dreyer

1874

---

Balders død — vers 21-22

I. Skabelsen og Guldalderen

 

1.

Lytter nu alle,

som leve i Verden!

hellige Guder

og Menneskebørn!

Valfader vil,

at frem jeg skal føre

alt, hvad jeg mindes

af ældgamle Sagn!

 

2.

Meget jeg mindes,

mangt jeg véd,

jeg, som er fostret

i Jætters Hjem,

jeg, som har sét

ni Verdner og Stammer,

da mægtige Ask

end i Mulde laa.

 

3.

Der var i Tidens

tidlige Gry

hverken Sand eller Sø

eller svale Bølger,

ej højen Himmel,

ej heller Jord,

men kun et usigelig

svælgende Dyb.

 

4.

Børres Sønner

har Bjærgene løftet,

de har det herlige

Midgaard skabt.

Solen skinned

paa Søens Stene,

og grønne Urter

grode af Jord.

 

5.

Raadvild gik Solen

ved Himmelens Rand,

søgende om sine

skinnende Sale;

Maanen ej kendte,

hvad Kræfter den ejed;

Stjærnerne vidste

ej Vej eller Sti.

 

6.

Da gik de gode

Guder til Tinge,

plejede Raad om

den vildsomme Færd;

saa gav de Navn

til Morgen og Middag,

Unden og Aften

og Nat og Næ.

 

7.

Aserne gik

en Gang over Lande,

kraftige, kjærlige,

som de jo er;

der laa to Mennesker

Ask og Embla,

magtløse laa de

uden Skjæbne.

 

8.

Aand de ej havde,

Hu ikke heller,

lidet af Liv

i Lader og Lød.

Odin gav Aand,

Høner gav Sind,

Løder gav Blod

og blussende Kind.

 

9.

Ask véd jeg stande,

Ygdrasil kaldet,

vældig, og vædet

af hvide Vande;

Duggen driver

fra den i Dale,

evig den grønnes

ved Urdas Brønd.

 

10.

Der under Stammen

stander en Højsal,

Urds og Skulds

og Verdandes Bo;

de lægge Love

for Verdenslivet,

de sætte Skjæbne

for Menneskers Børn.

 

11.

Aserne mødtes

paa Idas Slette,

tømred sig herlige

Harg og Hov,

øvede Kræfterne,

gjorde sig Værktøj,

skabte sig Tænger

og smedede Guld.

 

12.

Sammen ginge

de glade Guder,

trilled med Guldtavl

i grønne Vang,

fuldtop der gaves

af Guld og Glæde —

til de trende

Tursemøer kom.

II. Forstyrrelsen og Kamplivet

 

13.

Jeg véd, hvor Odins

øje er gjemt,

han har det mistet

ved Mimers Brønd.

Mjød drikker Mimer

hver Morgen aarle

af Valfaders Pant.

Forstaar I dette?

 

14.

Jeg véd, hvor Hejmdals

Horn er gjemt

under det høje

hellige Træ.

Jeg ser de stride

Strømme styrte

af Valfaders Pant.

Forstaar I dette?

 

15.

Jeg mindes det første

Manddrab i Verden.

Guldveg bares

til Baal paa Spyd;

i Odins-Hallen

de hende brændte,

tre Gange brændte,

og dog hun lever.

 

16.

Aser sig satte

paa Stole høje,

hellige Guder

holdt Raad derom:

skulde de taale

den Tort og Skade?

eller sig søge

saa svar en Bod?

 

17.

Ud skød Odin

et Spyd i Verden,

da fandt det første

Folkedrab Sted.

Brudt var Volden,

der værnede Asgaard,

vildt over Vange

fór Vaner i Strid.

 

18.

Aser sig satte

paa Stole høje,

hellige Guder

holdt Raad derom:

hvem der Luften

med Løgnord fyldte

og gav Freja

i Fjenders Vold.

 

19.

Tor var trodsig,

han svulmed af Mod;

sjælden han sidder,

naar sligt han hører.

Brudt blev Eder

og alle Tilsagn,

intet blev ænset,

som aftalt var.

 

20.

Odins Valkyrjer,

vidt fra komme,

stod nu beredte

at ride til Val:

Skøgul og Gejrskøgul

Gøndul og Hilde

stod nu og vented

paa Valfaders Vink.

 

21.

Spinkel og myg

og meget fager

voxer paa Marken

Misteltén.

Det er den skjulte

Skjæbne for Balder,

Odins-Barnet,

den blødende Gud.

 

22.

Smaat det syntes,

men stort det blev:

Balder blødte

for Broderhaand.

Første Gang Frig

i Fensal græd

over Valhals Vé.

Forstaar I dette?

 

23.

Bunden jeg ser nu

Loke ligge

i svigfulde Ham

i Hvere-Lund.

Der sidder Sigyn

tro ved hans Side;

fattig er Glæden,

hun faar deraf.

 

24.

Jeg ser, hvor Salen

stander paa Ligstrand,

fjærnt fra Solen,

med Dør mod Nord.

Edder-Draaber

dryppe fra Lyren;

Slanger sno sig

om Salen rundt.

 

25.

Jeg ser, hvor de vade

i tunge Strømme,

Mord-Ulve mange

og ménsvorne Mænd,

og dem, der daarede

Øre-Runer,

Aadsler ligge

for Ulv og Ørn!

 

26.

Garm nu gør

for Gnipa-Hule;

Baand mon briste,

og Ulven rende.

Frem jeg skuer,

mangt kan jeg sige

om Sejergudernes

Ragnarok!

III. Ragnarok og Fornyelsen

 

27.

Øster i Jærnskov

sidder den gamle

og føder den farlige

Fenris-Yngel;

én tilvisse

vil Arten prise,

sluge Maanen

i Troldeham.

 

28.

Han sig mætter

med døende Mænd;

Gude-Sæderne

blodbesudles;

Solen sortner

i Sommerdage;

Vejr vorder Uvejr

fra hver en Kant.

 

29.

Sidder paa Højen

og Harpen slaar

Gygens Vogter,

den glade Egder;

hører han Hanen

gale i Lund,

det er Fjaler,

den fagerrøde.

 

30.

Oppe hos Aser

galer Guldkam,

vækker Helte

i Hærfaders Hal.

Neden for Jorden

høres en anden,

det er den sodrøde

Hane hos Hel.

 

31.

Garm nu gør

for Gnipa-Hule;

Baand mon briste,

og Ulven rende.

Frem jeg skuer,

mangt kan jeg sige

om Sejergudernes

Ragnarok!

 

32.

Brødre skal vorde

hverandres Bane,

Frænder skal bryde

Blodets Baand;

Gyger flyve,

Grunde gjalde!

ingen Skaansel

i Verden mer.

 

33.

Haardhed i Verden,

Vold og Vellyst,

Øxetid, Sværdtid,

kløvede Skjolde,

Ulvtid, Vindtid

for vist maa ventes,

før Verden rystes

i Ragnarok.

 

34.

Stortræet luer;

Jætterne lege

ved Lyden af skingrende

Gjallarhorn.

Højt blæser Hejmdal,

hans Horn er løftet;

Odin mæler

med Mims Hoved.

 

35.

Asken stander

endnu, men skjælver;

det sukker saart

i det stolte Træ.

Rædde de døde

drage ad Helvej:

ingen kan fly

det flammende Baal.

 

36.

Hvad gjør nu Aser?

Hvad gjør nu Alfer?

Aserne samles,

de sætte Ting!

Jættehjem gnyr!

men for Stendør

stønne Dværge.

Forstaar I dette?

 

37.

Fra Øst ager Hrym

med opløftet Skjold;

Midgaardsormen

vælter og snor sig,

med Jættekræfter

kløver den Bølger;

Ørnen skriger

og slider Lig.

 

38.

Naglfar løsnes

og løber ud,

bærende Muspels

Børn over Havet;

Dødning-Skuden

styres af Loke,

og Fenris er med

i den fule Flok.

 

39.

Himlen brister,

Bjærge brage,

Mænd træde Helvej,

og Trolde fly!

Frem rider Surt

i flagrende Lue;

Sværdet skinner

med Solens Glans.

 

40.

Beles Bane

brydes med Surt;

men Odin selv

skal stride med Ulven.

Der monne falde

Frigges Glæde;

anden Gang

hun i Fensal græd.

 

41.

Da kommer den store

Sejerfaders Søn,

Vidar nu vil

mod Valdyret kæmpe;

støder han Ulven

Sværdet i Hjærte,

da er Hærfader

herlig hævnet.

 

42.

Da kommer den store

Søn af Lodyne,

den mægtige Tor,

som Midgaard værger;

han fælder Ormen

trods Edderstrømme,

gaar ni Fjed tilbage

og segner selv.

 

43.

Jorden synker,

Solen sortner,

alle lyse

Stjærner slukkes;

Røg og Flammer

slaa mod Himlen.

Mandhjem er

af Mænd forladt!

 

44.

Se, nu løfter sig

Land paany!

foraarsgrønt

det gror af Havet;

Ørnen flyver

over Fjælde,

fanger Fisk

i Fossefald.

 

45.

Aserne mødes

paa Idas Slette,

sammen de tale

om Slangens Vælde,

mindes de svundne

Dages Daad

og de gamle

Gude-Runer.

 

46.

Glade igjen

de lege i Vang,

finde i Græsset

de gyldne Tavl,

de Vidunder-Brikker,

som borte blev,

dem, de har ejet

i Barndoms Dage.

 

47.

Usaaede Agre

Avl da bære;

det onde bedres

og bliver godt.

Hød og Balder

skal bygge og bo

i Odins Vange.

Forstaar I dette?

 

48.

En Sal der stander

som Solen klar,

det er det gjæve

guldtakte Gimle;

der skal alle

Ædlinge bo

i evindelig

Gammen og Glæde.

 

49.

Da kommer den rige

alraadende Gud,

han, som den store

Dom skal holde:

Fred han stifter,

Sager jævner,

lægger Love,

som evig staa.

---

Noter: