Vølvens Spaadom (Holm)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 4. jul. 2018 kl. 21:09 av August (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Mundsmag af den ældre Edda


Vølvens Spaadom


ved R. J. Holm


Trykt i Fyens Stiftsbogtrykkeri i Odense hos J. C. Dreyer

1874




Balders død — vers 21-22
I. Skabelsen og Guldalderen

 

1.[1]
Lytter nu alle,
som leve i Verden!
hellige Guder
og Menneskebørn!
Valfader vil,
at frem jeg skal føre
alt, hvad jeg mindes
af ældgamle Sagn!

 

2.
Meget jeg mindes,
mangt jeg véd,
jeg, som er fostret
i Jætters Hjem,
jeg, som har sét
ni Verdner og Stammer,
da mægtige Ask
end i Mulde laa.

 

3.
Der var i Tidens
tidlige Gry
hverken Sand eller Sø
eller svale Bølger,
ej højen Himmel,
ej heller Jord,
men kun et usigelig
svælgende Dyb.

 

4.
Børres Sønner
har Bjærgene løftet,
de har det herlige
Midgaard skabt.
Solen skinned
paa Søens Stene,
og grønne Urter
grode af Jord.

 

5.
Raadvild gik Solen
ved Himmelens Rand,
søgende om sine
skinnende Sale;
Maanen ej kendte,
hvad Kræfter den ejed;
Stjærnerne vidste
ej Vej eller Sti.

 

6.
Da gik de gode
Guder til Tinge,
plejede Raad om
den vildsomme Færd;
saa gav de Navn
til Morgen og Middag,
Unden og Aften
og Nat og .

 

7.
Aserne gik
en Gang over Lande,
kraftige, kjærlige,
som de jo er;
der laa to Mennesker
Ask og Embla,
magtløse laa de
uden Skjæbne.

 

8.
Aand de ej havde,
Hu ikke heller,
lidet af Liv
i Lader og Lød.
Odin gav Aand,
Høner gav Sind,
Løder gav Blod
og blussende Kind.

 

9.
Ask véd jeg stande,
Ygdrasil kaldet,
vældig, og vædet
af hvide Vande;
Duggen driver
fra den i Dale,
evig den grønnes
ved Urdas Brønd.

 

10.
Der under Stammen
stander en Højsal,
Urds og Skulds
og Verdandes Bo;
de lægge Love
for Verdenslivet,
de sætte Skjæbne
for Menneskers Børn.

 

11.
Aserne mødtes
paa Idas Slette,
tømred sig herlige
Harg og Hov,[2]
øvede Kræfterne,
gjorde sig Værktøj,
skabte sig Tænger
og smedede Guld.

 

12.
Sammen ginge
de glade Guder,
trilled med Guldtavl
i grønne Vang,
fuldtop der gaves
af Guld og Glæde —
til de trende
Tursemøer kom.


II. Forstyrrelsen og Kamplivet

 

13.
Jeg véd, hvor Odins
øje er gjemt,
han har det mistet
ved Mimers Brønd.
Mjød drikker Mimer
hver Morgen aarle
af Valfaders Pant.
Forstaar I dette?

 

14.
Jeg véd, hvor Hejmdals
Horn er gjemt
under det høje
hellige Træ.
Jeg ser de stride
Strømme styrte
af Valfaders Pant.
Forstaar I dette?

 

15.
Jeg mindes det første
Manddrab i Verden.
Guldveg bares
til Baal paa Spyd;
i Odins-Hallen
de hende brændte,
tre Gange brændte,
og dog hun lever.

 

16.
Aser sig satte
paa Stole høje,
hellige Guder
holdt Raad derom:
skulde de taale
den Tort og Skade?
eller sig søge
saa svar en Bod?

 

17.
Ud skød Odin
et Spyd i Verden,
da fandt det første
Folkedrab Sted.
Brudt var Volden,
der værnede Asgaard,
vildt over Vange
fór Vaner i Strid.

 

18.
Aser sig satte
paa Stole høje,
hellige Guder
holdt Raad derom:
hvem der Luften
med Løgnord fyldte
og gav Freja
i Fjenders Vold.

 

19.
Tor var trodsig,
han svulmed af Mod;
sjælden han sidder,
naar sligt han hører.
Brudt blev Eder
og alle Tilsagn,
intet blev ænset,
som aftalt var.

 

20.
Odins Valkyrjer,
vidt fra komme,
stod nu beredte
at ride til Val:
Skøgul og Gejrskøgul
Gøndul og Hilde
stod nu og vented
paa Valfaders Vink.

 

21.
Spinkel og myg
og meget fager
voxer paa Marken
Misteltén.
Det er den skjulte
Skjæbne for Balder,
Odins-Barnet,
den blødende Gud.

 

22.
Smaat det syntes,
men stort det blev:
Balder blødte
for Broderhaand.
Første Gang Frig
i Fensal græd
over Valhals Vé.
Forstaar I dette?

 

23.
Bunden jeg ser nu
Loke ligge
i svigfulde Ham
i Hvere-Lund.
Der sidder Sigyn
tro ved hans Side;
fattig er Glæden,
hun faar deraf.

 

24.
Jeg ser, hvor Salen
stander paa Ligstrand,
fjærnt fra Solen,
med Dør mod Nord.
Edder-Draaber
dryppe fra Lyren;
Slanger sno sig
om Salen rundt.

 

25.
Jeg ser, hvor de vade
i tunge Strømme,
Mord-Ulve mange
og ménsvorne Mænd,
og dem, der daarede
Øre-Runer,[3]
Aadsler ligge
for Ulv og Ørn!

 

26.
Garm nu gør
for Gnipa-Hule;
Baand mon briste,
og Ulven rende.
Frem jeg skuer,
mangt kan jeg sige
om Sejergudernes
Ragnarok!


III. Ragnarok og Fornyelsen

 

27.
Øster i Jærnskov
sidder den gamle
og føder den farlige
Fenris-Yngel;
én tilvisse
vil Arten prise,
sluge Maanen
i Troldeham.

 

28.
Han sig mætter
med døende Mænd;
Gude-Sæderne
blodbesudles;
Solen sortner
i Sommerdage;
Vejr vorder Uvejr
fra hver en Kant.

 

29.
Sidder paa Højen
og Harpen slaar
Gygens[4] Vogter,
den glade Egder;
hører han Hanen
gale i Lund,
det er Fjaler,
den fagerrøde.

 

30.
Oppe hos Aser
galer Guldkam,
vækker Helte
i Hærfaders Hal.
Neden for Jorden
høres en anden,
det er den sodrøde
Hane hos Hel.

 

31.
Garm nu gør
for Gnipa-Hule;
Baand mon briste,
og Ulven rende.
Frem jeg skuer,
mangt kan jeg sige
om Sejergudernes
Ragnarok!

 

32.
Brødre skal vorde
hverandres Bane,
Frænder skal bryde
Blodets Baand;
Gyger flyve,
Grunde gjalde!
ingen Skaansel
i Verden mer.

 

33.
Haardhed i Verden,
Vold og Vellyst,
Øxetid, Sværdtid,
kløvede Skjolde,
Ulvtid, Vindtid
for vist maa ventes,
før Verden rystes
i Ragnarok.

 

34.
Stortræet luer;
Jætterne lege
ved Lyden af skingrende
Gjallarhorn.
Højt blæser Hejmdal,
hans Horn er løftet;
Odin mæler
med Mims Hoved.

 

35.
Asken stander
endnu, men skjælver;
det sukker saart
i det stolte Træ.
Rædde de døde
drage ad Helvej:
ingen kan fly
det flammende Baal.

 

36.
Hvad gjør nu Aser?
Hvad gjør nu Alfer?
Aserne samles,
de sætte Ting!
Jættehjem gnyr!
men for Stendør
stønne Dværge.
Forstaar I dette?

 

37.
Fra Øst ager Hrym
med opløftet Skjold;
Midgaardsormen
vælter og snor sig,
med Jættekræfter
kløver den Bølger;
Ørnen skriger
og slider Lig.

 

38.
Naglfar løsnes
og løber ud,
bærende Muspels
Børn over Havet;
Dødning-Skuden
styres af Loke,
og Fenris er med
i den fule Flok.

 

39.
Himlen brister,
Bjærge brage,
Mænd træde Helvej,
og Trolde fly!
Frem rider Surt
i flagrende Lue;
Sværdet skinner
med Solens Glans.

 

40.
Beles Bane[5]
brydes med Surt;
men Odin selv
skal stride med Ulven.
Der monne falde
Frigges Glæde;
anden Gang
hun i Fensal græd.

 

41.
Da kommer den store
Sejerfaders Søn,
Vidar nu vil
mod Valdyret kæmpe;
støder han Ulven
Sværdet i Hjærte,
da er Hærfader
herlig hævnet.

 

42.
Da kommer den store
Søn af Lodyne,
den mægtige Tor,
som Midgaard værger;
han fælder Ormen
trods Edderstrømme,
gaar ni Fjed tilbage
og segner selv.

 

43.
Jorden synker,
Solen sortner,
alle lyse
Stjærner slukkes;
Røg og Flammer
slaa mod Himlen.
Mandhjem er
af Mænd forladt!

 

44.
Se, nu løfter sig
Land paany!
foraarsgrønt
det gror af Havet;
Ørnen flyver
over Fjælde,
fanger Fisk
i Fossefald.

 

45.
Aserne mødes
paa Idas Slette,
sammen de tale
om Slangens Vælde,
mindes de svundne
Dages Daad
og de gamle
Gude-Runer.

 

46.
Glade igjen
de lege i Vang,
finde i Græsset
de gyldne Tavl,
de Vidunder-Brikker,
som borte blev,
dem, de har ejet
i Barndoms Dage.

 

47.
Usaaede Agre
Avl da bære;
det onde bedres
og bliver godt.
Hød og Balder
skal bygge og bo
i Odins Vange.
Forstaar I dette?

 

48.
En Sal der stander
som Solen klar,
det er det gjæve
guldtakte Gimle;
der skal alle
Ædlinge bo
i evindelig
Gammen og Glæde.

 

49.
Da kommer den rige
alraadende Gud,
han, som den store
Dom skal holde:
Fred han stifter,
Sager jævner,
lægger Love,
som evig staa.




Noter:

  1. I Holms udgave er versene ikke nummereret.
  2. Altre og Templer.
  3. Hustruer.
  4. Jættekvindens.
  5. Frej.