Vølvespå (C. A. E. Jessen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Oversat af
Carl Arnold Edwin Jessen
Udgivet 1867

Vølve-Spå

Héd de hende kaldte,
hvor til Huse hun kom,
spåkløgtig Vølve,
som Varge tæmmede,
trylled, hvor hun kunde,
ved Trolddom sig frydede;
altid var til Lyst hun
for Bruden den onde.

Ene sad hun ude,
da hin æld-gamle kom,
Æsers Høvding,
og i Øje så.
»Hvad fritter I mig?
hvi frister I mig?
all véd jeg, Odin,
hvor du Øjet gemte.« 

Valte hende Hærfader
Halsbånd og Ringe,
Gods - - -
- - - -
Visdoms-Tale
og Spådoms-Tene. [?]
Så hun vidt og vidt
om Verdner alle.

»Om Lyd jeg beder alle
hellige Ætter,
større og mindre
Hemdals Sønner.
Vil du, at jeg, Valfader,
vel frem siger
Folke-Fornsagn,
dem fremst jeg mindes?

Jætner jeg mindes
årle bårne,
de som fordum
mig fødet havde.
Verdner ni jeg mindes,
’I-Ved’ [?] ni,
Verdenstræ [?] det mægtige
under Muld nede.

Det var Tiders Ophav,
hvor Yme bygged;
var ej Sand, ej Sø,
ej svale Bølger;
Jord ej fandtes,
ej Op-Himmel;
var Ginnunge-Gab,
men Græs ingensteds.

Før Burs Sønner
Bjærge [?] rejste,
dé som Midgård
den mægtige skabte.
Fra Sønden skinned Sol
på Salens Stene;
da blev Grund grót
med grønne Løg.

Sol fra Sønden,
Månens ’Sinne’,
Hånden den højre
om Himmelrand kastede. [?]
Sol det ej vidste,
hvor den Sale havde;
Måne det ej vidste,
hvad Magt den havde.(1)

Trådte da Magter alle
til Ting-Stole,
evig hellige Guder,
og Råd de holdt;
Nat og Næ
Navn de gave;
Morgen de kaldte
og Middags-Tid.(2)

Æser mødtes
på Ide-Vold,
de som Harg og Hov
højt tømrede;
Esser de lagde,(3)
ædel Malm smeded,
Tænger skabte,
og ’Tól’ gjorde.

Tavl de legede
i Tunet glade;
intet de savnede,
og af Guld var alt.
Til trende kom
Turse-Møer,
vældige såre,
fra Jætte-Verden.

- - - - -

Trådte da Magter alle
til Ting-Stole,
evig hellige Guder,
og Råd de holdt:
hvem der skulde skabe
Dværges Skare
af blodige Hav.
og af Blåins Ben.

Der var Mod-sogne
mægtigst vorden
af Dværge alle,
men Durin den anden.
De Mande-Billeder
mange gjorde.
Dværge i Jord,
som Durin sagde.

[Her følger en lang Liste på Dværgenavne, som vi vil håbe er en uægte Tilsætning.] (4)

- - - - -

Til trende kom
àf den Trop,
mægtige, algode
Æser til Søen [?],
funde på Landet
lidet magtende
Ask og Embla
uden Skæbne.

Ånd de ej havde,
ej Viljemagt ejed de,
ej Blod eller Lader,
eller Lødd den gode;
Ånd gav Odin;
Vilje gav Høne;
Blod gav Lodur
og Lødd den gode.

- - - - -

Ask véd jeg stande;
den heder Ygg-Drasil,
højt Træ, vædet
med hvide Ler;
deden kommer Dugg,
som i Dale falder;
evig grøn den stander
over Urds Brønd.

Deden komme Møer,
meget vidende,
tre fra den Sal,
som under Træet står;
Urd kaldte de den ene,
den anden Verdande
— på Ski de skare —
Skuld den tredje.

- - -
de Lov lagde;
de Liv kårede,
Slægters Børn
Skæbne at sige.

- - - - -

Alt véd jeg, Odin,
hvor Øjet du gemte,
i hin den klare
Mimes Kilde;
Mjød drikker Mime
Morgener alle
af Valfaders Pant.
Véd I énd, eller hvad?

Véd hun Hemdals
Horn skjult
under det himmel-høje [?]
hellige Træ.
Åen [?] ser hun øses
med leret Fos
af Valfaders Pant.
Véd I énd, eller hvad?

- - - - -

Mindes hun Folkedrab
først i Verden,
da de Guld-Vég
på Gere lagde,
og i Hårs Hal
hende brændte,
tre Gange brændte
den tre Gange bårne.(5)

Trådte da Magter alle
til Ting-Stole,
evig hellige Guder,
og Råd de holdt:
om Æser skulde
Skaden lide,
eller Guder alle
Bod skulde eje.

Slynged Odin
og blandt Folket skød;
dét var end Folkedrab
først i Verden.
Brudt blev Hegn-Væg
om Æsers Borg;
monde Vaner i Striden
over Sletterne fare. [?]

- - - - -

Trådte da Magter alle
til Ting-Stole,
evig hellige Guder,
og Råd de holdt:
hvem al Luften havde
med Lumskhed blandet,
og til Jætne-Æt
Óds Mø givet.

Dér Tor ene slo,
trodsig i Hu;
han sjælden sidder,
når sligt han spørger;
brudte blev Eder,
Ord og Løfter,
alle Tilsagns-mål stærke,
som mellem dem fore.

- - - - -

Så hun Val-Kyrjer
vidt fra komne,
rede til at ride
til ’Gud-tjud’[?];
Skuld holdt Skjold;
Skagul var den anden,
Gunn, Hild, Gandul,
og Gér-Skagul.

- - -
Her ere talte
Herjans Møer,
Valkyrjer, rede
til at ride over Jord.

- - - - -

Jeg så til Balder,
den blodige Gud,
Odins Søn,
Skæbne skjult;
stod op voksen
over Sletten
my og meget fager
Mistel-Tén.

Blev af den Stilk,
som spinkel syntes.
Harmskud vådefuldt;
Hød mon skyde.
Balders Broder
blev båren tidlig,
Søn af Odin,
og mon natgammel stride.

Hænder han ej toede,
Hoved ej kæmte,
før på Bål bares.
Balders Drabsmand.
Men Frigg græd
i Fen-Sale
over Valhals Ve.
Véd I énd, eller hvad?

- - - - -

Da blive Vales
Blodbånd snót; [?]
det var ramt vundne
Reb af Tarme.

Bunden så hun ligge
under Hvære-Lund
det Lumskheds Billed,
hvori Loke kendes;
dér sidder Sigyn,
kan ej ved Mand sin
vide af Fryd.
Véd I énd, eller hvad?

- - - - -

En Å falder østenfra
ad Edder-Dale
med Sværd og ’Sakse’;
Slid heder dén.

- - - - -

Stod i Nord
på Nide-Volde
en Sal af Guld
for Sindres Æt;
men en anden stod
på U-Kolne,
Jættens Øl-Sal,
som Brime heder.

Sal ser hun stande
fjærnt fra Solen
på Nå-Strand;
mod Nord vender Dør;
Edderdråber falde
ind ad Lyren;
om den Sal sig vinde
Slange-Rygge.

Ser hun der vade
i tunge Strømme
Mænd mén-svorne
og Mord-Ulve,
og hvo lokker en andens
’Øre-Rune’;
dér suged Nidhugg
nedfarne Lig.(6)

- - - - -

Øster bor den gamle
i Jærn-Ved,
og føder dér
Fenres Yngel;
vorder blandt dem alle
én tilvisse
’Tunglets’ Sluger.
i Trolde-Ham.

Den mætter sig med Liv
af Dødsens Mænd,
og ’Ragna-Sæder’ farver
med røde Blod.
Sort vorder Solskin
i Somre efter;
alle Vær vorder onde.
Véd I énd, eller hvad?

- - - - -

Sad der på Højen
og slo Harpen
Gygens Vogter,
den glade Egde;
gól omkring ham
i Gagl-Skov
en fagerrød Hane,
som Fjalar heder.

- - - - -

Gól om Æser
Gyllen-Kambe;
Helte han vækker
hos Hær-Fader.
Men en anden galer
under Jord nede,
en sodrød Hane,
i Hels Sale.

- - - - -

Frem ser jeg længer;
meget kan jeg sige
om Sejrguders ramme
Ragna-Rok.
- - -

Brødre monne kæmpe,
vorde Bane for hverandre;
monne Søskendebørn
Slægtskab spilde.
Grundene gjalde;
Gyger flyve;
mon ingen Mand
den anden skåne.

Hårdt er i Verden,
Hortid svar
- - -
Øksetid, Sværdtid,
kløvede Skjolde,
Vindtid, Ulvetid,
før Verden søndres.

Mims Sønner lege;
Stortræet [?] tændes
ved Lyd af hint gamle
Gjalle-Horn;
højt blæser Hemdal;
Hornet er løftet.
Odin mæler
med Mims Hoved.

Skælver Yggdrasils
Ask standende;
sukker det gamle Træ;
men Jætten løsnes.
Ræddes alle
på Hel-Veje,
til Surts Lue
svælget ham har.[?]

Hvad er med Æser?
Hvad er med Alver?
Gnyr hele Jættehjem.
Æser er på Tinge.
Stønne Dværge
for Sten-Døre,
de som i Bjærgvæg bo.
Véd I énd, eller hvad?

Gør Garm nu højt
for Gnipa-Helle;
Reb mon slidne
og Ulven rende.(7)
- - -

Rym ager østfra
med Skjold op løftet.
Jørmungand snor sig
i Jætne-Mod;
Ormen knuger Bølger;
og Ørnen skriger;
Lig slider ’Nevfæl’ [?].
Naglfar løsnes.

En Køl far østenfra;
komme monne Muspels[?]
Sinner over Bølgen;
men Loke styrer;
’Fivel-Sønner’ alle
med Ulven fare;
med dem er By-lésts
Broder på Tog.

Surt far søndenfra
med Strøm af Luer; [?]
skinner fra Sværdet
Valgudens[?] Sol. [?]
Stenfjælde styrte;
og Troldkvinder fly;
Folk træde Helvej;
men Himlen kløves.

End kommer da Líns
Harm, den anden, frem,
når Odin drager
mod Ulven at kæmpe,
men Beljes Bane
hin bjærte mod Surt.
Dér mon falde
Friggs Glæde.

Da kommer hin store
Søn af Sejr-Fader,
Vidar, at kæmpe
mod Vál-Dyret;
på Jættesøn han lader
med Hånden stande
Sværd til Hjærte;
da er hævnet hans Fader.

- - - - -

Da kommer hin strålende
Søn af Lodyn,
Midgårds Værn,
som vred dræber Ormen;
Fjed ganger ni
Fjørgyns Søn
nedbøjet fra Dragen
den nid-glade.
- - -

monne Mennesker alle
af Midgård svinde.

Sol mon sortne;
i Hav synker Jord;
af Himlen svinde
de klare Stjærner;
fuser Damp
og Flammehav;
høje Luer
mod Himlen spille.

- - - - -

Ser hun op komme
anden Sinde
Jord af Vover
vidunder-grøn;
Fosser falde;
over flyver Ørnen,
den som blandt Fjælde
Fisken spejder.

Æser mødes
på Ide-Vold,
og om Verdens-Slangen,
den vældige, tale,
og mindes der
Magt-Domme
og Fimbul-Tys
forne Runer.

Dér monne atter
vidunderlige,
gyldne ’Tavler’
i Græsset findes,
dem i årle Dage
ejet havde
[Guders Første
og Fjølnes Æt].

Monne usåte
Agre vokse;
alt ondt bedres;
Balder skal komme;
Hød bor og Balder
i Rofts ’Sejrtofter’,
Valguder i Fred.
Véd I énd, eller hvad?

Kan da Høne
Kår selv vælge;
- - - -
og Sønner bygge
af Brødre to
i vide Vindhjem.
Véd I énd, eller hvad?

Sal ser hun stande,
fagrere end Solen,
med Guld takt,
på Gim-Læ;
der skulle gæve
Slægter bygge,
og i evige Dage
Livs-Ynde nyde.

Da kommer hin rige
til ’Regin-Dom’,
den vældige fra oven,
som for alt råder.
- - -

Dér kommer hin dunkle
Drage flyvende
med Lysskin fra neden [?]
fra Nide-Fjælde;
på Vinger fører,
mens den flyver over Sletten,
Nidhugg Ligene.
Nu mon hun[?] synke«.

---

Noter:

1) Her følger: »Stjærner det ej vidste, hvor de Stader havde« (forstyrrer Verset).
2) Her følger: »Unden og Aften, År at tælle« (forstyrrer Verset).
3) Her følger: »Kraft de prøvede, alt fristede« (forstyrrer Verset).
4) Den S. 66 udeladte Dværge-liste i Vølvespå lyder:

Ny og Næ,
Nordre og Søndre,
Østre, Vestre,
Altyy, Dvalin,
Nå og Nåin,
Niping, Dåin,
Bivur, Bavur,
Bømbur, Nore,
Ån og Ånar,
Åe, Mjødvitne;
Vég og Gandalv,
Vindalv, Tråin,
Tekk og Torin,
Tro, Vit, og Lit,
Ny og Nyråd;
nu har jeg Dværge
— Regin og Rådsvin —
ret op talt.

File, Kile,
Funden, Nale,
Hefte, Vilje [?],
Hanar, Svior,
Billing, Brune,
Bild, Bure,
Frá, Hornbore,
Fræg og Lone,
Ørvang, Jare,
Ekinskjalde.

Tid er Dværge
i Dvalins Flok
for Tiders Børn
til Lovar at tælle,
de(m) som søgte
fra Salens Sten
Ørvange-Sæder,
til Jøru-Volde.

Dér var Drøpne
og Dolgtrase,
Hår, Højspore,
Lævang, Gloin,
Skirve, Virve,
Skavinn, Åe,
Alv og Yngve,
Ekinskjalde;
Fjalar og Froste,
Finn og Ginnar;
mens Verden varer,
i Minde skal være,
dette Lovars
’Lang-ætte-tal’.

5) Her følger: »ofte, usjælden; dog hun end lever« (forstyrrer Verset).
6) »Ulv sled Mænd. Véd I énd, eller hvad?«, eller L. 5—6, er sat til.
7) De 4 Linier står i Hss 6 Steder; et sært Omkvæd.