Vølvespå (F. Hammerich)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Nordens ældste digt

Oversat af
Fredrik Hammerich
Udgivet 1876

Vølvespå

Vølven og Odin

1.
Hejd, så hed hun,
hvor til hus hun kom,
vølven velvis,
vargen (1) hun tæmmed;
sejd hun kunde,
sejd, som huede,
altid hun yndtes
af onde brude.

2.
Ene sad hun ude
da hin olding kom,
ypperst af Aser,
og i øjet ham keg.
»Hvorom fritte mig,
hvi — friste mig?
Alt véd jeg, Odin,
hvor du øjet har skjult!« 

3.
Gav så hende hærfader
halsbånd og ring
for sagn — spage
og spå — vidskab;
* * *
hun så vidt om sig, vidt,
i hver en verden.

Vølvens indgangskvad

4.
»Slår jeg til lyd
for al slægten hellig,
små med store,
sønner af Hemdal!
Vil du det, jeg, valfader,
vel fortæller
fornmænds (2) frasagn,
dem jeg fræmmest mind's!

Ginnunggab, verdens tilblivelse og guldalderen

5.
Arilds-jætter
jeg kan mindes,
de, der fordum
mig fostret havde;
véd og om ni verdner,
verdens-træer ni,
skæren skæbne:
alt skjult i mulde.

6.
Al tids ophav
var dér Ymer (3) råded,
ej var sand, ej sø,
ej svale bølger;
jord fandtes ikke
og ej himmel,
gab var der glubende,
men græs ingensteds;

7.
førend Burs — sønner (4)
bar op kloderne,
de, som danned
en dejlig midgård;
sol sken sydfra
på salens stene,
da var grunden groet
med grønnen løgurt.

8.
Sol slog sydfra,
i månens selskab,
hånden hin højre
om himmelranden ;
sol det ej vidste,
hvor hun sale åtte (5),
måne det ej vidste,
hvad for magt han åtte,
stjærner det ej vidste,
hvor de stader åtte.

9.
Da — ginge magterne
til domstol alle,
hejhellige guder,
og herom rådslog:
nat og nats æt
navn de gave,
nævnte morgen
og midjedag,
unnen (6) og aften;
år skulde tælles.

10.
Aser mødtes
på Idasletten,
de, der hal og hov
høj — tømrede;
id — øved de,
alt — prøved de,
lagde smedjer,
malm — smedede,
gjorde tænger
og godt — værktøj;

11.
tavled i tunet (7),
trøste var de,
godt med guld der var,
guld til alting;
indtil de trende
tursemø'r (8)
fra Jotunhjem meget
magtstærke komme.

12.
Da — ginge magterne
til domstol alle,
højhellige guder,
og herom rådslog:
hvo der vel skulde
skabe dværgfolk
af Brimers-blodet (9)
og af Blåins bene.

13.
Dér var Modsogner
mester vorden
for alle dværge,
så Durin næst ham;
men i mandeham
mangen i jord
de dværge nu danned,
som Durin sagde.

14 – 19.
Lutter dværgenavne, oversprungne.

Menneskets skabelse

20.
Da tre — kom der
af ting — flokken,
idgode, astsæle (10)
Aser til strande;
funde på landet
lidt — mægtende
Ask og Embla,
uden skæbne.

21.
Ånde de ej åtte,
ævner ej havde,
livsblod, lader ej,
lød (11) ej gode;
ånde gav Odin,
ævner Høner,
livsblod Loder
og lød hélt gode.

Ygdrasil og Nornerne

22
Ask véd jeg stande,
heder Ygdrasil
højtræet, vandet
med hviden skumvand;
deden komme dugge,
som i dale falde,
og den algrøn ud over
Urds væld stander.

23.
Deden komme møer
mangt vidende
tre, fra sal hin,
der ved træet stander;
Urd hed der en,
den anden Verdande —
tavlen de skar i —
Skuld hed den tredje:
de lov — lagde,
de liv — kåred,
skifte, skikke
tids børn skæbnen.
Mimer og Hemdal.

24.
Véd hun Odins-
øjet fjælet
udi hint Mimers
ædle brøndvæld;
nu sin mjød — Mimer
hver morgen drikker
af pant fra valfader.
Véd I end mer, eller hvad?

25.
Véd hun Hemdals-
hornet fjælet
under en himmelvant,
hellig stamme;
over den øses
elvfos, ser hun,
af pant fra valfader.
Véd I end mer, eller hvad?

Guldvejg og krigen

26.
Mindes hun folkekrig
først i verden,
dér i Guldvejg
gejr (12) de stødte
og i Højs (13) — hal —
hende brændte;
tre gang' brændt
og tre gang' båren
atter, ofte nok,
dog hun end lever.

27.
Da — ginge magterne
til domstol alle,
højhellige guder,
og herom rådslog:
om — enten Aser
ondt skulde lide,
eller guder alle
igæld (14) tage.

28.
Odin slyngede,
skod ind på folk,
det var hin folkekrig
først i verden;
brudt var da bulværk
for Asa-borgen,
trampe vildt mon Vaner
vigridts sletter.

Kampen mellem Aser og jætter

29.
Da — ginge magterne
til domstol alle,
højhellige guder,
og herom rådslog:
om — hvo al luft havde
ædderblandet,
eller jæt — ætten
Ods mø (15) givet.

30.
Tor slog til kun
trængt af harme,
han sjælden sidder,
når han sligt har spurgt;
om stødtes eder,
ord og løfter,
hver fast vedtægt,
som der var imellem dem.

Kampen på jord, valkyrjerne

31.
Så hun valkyrjer
vidt fra komne,
rede at ride
et ridt til Got-folk:
Skuld holdt skjoldet,
men Skøgul fulgte,
Gun og Hild, Gøndul
og Gejrskøgul.
Her ere talte
Herjans (16) møer,
rede på jord ,
til ridt: valkyrjer!

Første varsel om Ragnarøk fra Valhal, Balders død

32.
Jeg så skæbnen
skjult til Balder,
Odins barn,
hin bolde guddom:
hist stod vokset
højt over sletter,
myg og meget favr
misteltén.

33.
Vorded da vidjen,
som veg — syntes,
hadskest harmspyd,
Høder mon skyde.
Balders broder (17)
var båren tidligt,
Odin-sønnen nam alt
natgammel kampen.

34.
Ej han tode hænder,
ej hoved kæmte,
før på bål han bar
Balders modstander.
Men Frigga græd
i Fen — sal
for Valhals vanskæbne.
Véd I end mer, eller hvad?

35.
Da — de dér
mon dødsbånd snøre —
hårdtgjorte var de —
af Vales tarme.

36.
Lænket så hun ligge
under hedvældslund
hin lede, Loke
lig i skikkelse;
Sigyn dér sidder,
så hun ved manden
vel — glæder sig ej.
Véd I end mer, eller hvad?

37-
Garm (18) — gøer højt
ved Gnipahule,
løs slides lænken,
da løber ulven.
Fræm længer ser jeg,
sige kan jeg meget
om Ragnarøks tid,
tung for sejrguder.

Andet varsel om Ragnarøk fra Helhjem, Nåstrand

38.
Å falder østfra
i ædderdale
med sakser (19) og sværde,
Slid så heder den.

39.
Nordfor stod der
på Nidasletter
sal af guld
for Sindre-ætten;
en anden end
i Ukolde,
jættens ølsal,
og hed jætten Brimer.

40.
Sal ser hun stande
solen fjærn
på Nåstrande-næs,
nordpå døren går;
der faldt ædderdråber
ind fra lyren (20),
denne sal er snot
af snogerygge.

41.
Ser hun dér i striden
strøm at vade
mænd — mensvorne
og mord — ulve,
også ham, som andens
hustru lokker;
dér — suged Nidhug
dedningkroppene,
sled varg (21) i mænds liv.
Véd I end mer, eller hvad?

42.
Gøer nu Garm højt
ved Gnipahule,
løs slides lænken,
da løber ulven.
Fræm længer ser jeg,
sige kan jeg meget
om Ragnarøks tid,
tung for sejrguder.

Tredje varsel om Ragnarøk fra Jotunhjem,
Fenriskuldet og hanegalene.

43.
Østpå bor hin gamle (22)
alt udi Jærnskov
og føder dér
Fenriskuldet;
en så af dem alle
ene vorder
måne-tyven
udi trolds-hammen

44.
Mæt af mandsliv,
død har mærket,
stormagtsædet
han søler blodrødt;
svart vorder solskin
i somre efter,
vejr alt voldsomt.
Véd I end mer, eller hvad?

45.
Her — sad på højen
og harpe slog han,
gygjens gæmmer (23),
glade Egder;
gol da hos ham
i galgetræet
højrød en hane,
den der heder Fjalar.

46.
Gol hos Aser
Gyldenkammen,
han — vækker helte
hös herjafaders;
en anden galer
end under jorden,
hanen så sodrød
i Helhjems sale.

47.
Garm — gøer højt
ved Gnipahule,
løs slides lænken,
da løber ulven.
Fuldt véd jeg frasagn,
fræm længer ser jeg
over Ragnarøks tid,
tung for sejrguder.

Lovløset i Mandhjem, Ragnarøkskampen indledes

48.
Brødre slå nu brødre
og til bane mødes,
blodsbånd bryde
mon børn af søskend;
hårdt det går i Mandhjem,
hor er mægtigt,
skægold (24), sværdold,
skjoldene kløves!

49.
Vindold, vargold (25)
for verden styrter,
gjald fra grunden,
gygjer (26) flyvende!
Vel ingen mand
den anden skåner.

50.
Der er leg af Mims sønner,
lydt dog om skæbnen
varsles med gny
på Gjallarhornet ;
højt blæser Hemdal,
horn står i luften,
Odin mæler
med Mims — hoved.

51.
Brag i det gamle træ,
men bort slap jætten (27),
skjalv da Ygdrasils
ask, dog standende:
Helboer ræddes
på Hel — veje,
indtil Surtes slægt (28)
sluger den i sig.

52.
Hvad sker med Aser,
hvad sker med Alfer?
Gnyr da alt jotunhjemmet,
guder er på tinge;
dværge stønne
ved stenstudøre,
bjærghalds vismænd.
Véd I end mer, eller hvad?

53.
Gøer nu Garm højt
ved Gnipahule,
løs slides lænken,
da løber ulven.
Fræm længer ser jeg,
sige kan jeg meget
om Ragnarøks tid,
tung for sejrguder.

Ragnarøkskampen

54.
Østfra Rim (29) nu ager,
op — løftes skjoldet,
snos da jormundgand (30)
af jotunsharmen;
ormen bølgen aver,
men ørnen (31) glammer,
slider lig så næbbleg,
Naglfar (32) løsnes.

55.
Stavn farer østfra,
stævne monne søleds
de Muspels lensmænd,
men Loke styrer;
uvætteyngelen
med ulv fór alle,
her er Bylæsts
broder (33) på færd.

56.
Surt farer sydfra
med svæv af luer,
valgud-sol .
af sværdet skinner nu ;
gråbjærg rumler,
men gygje tumler,
trådt har helte Helvej,
men himmel kløvner.

57.
Kommer da Linas (34)
kval for anden gang,
når Odin farer
til ulv — kampen,
men Beles bane (35)
bjart (36) imod Surte;
fluks mon falde
Friggas livslyst (37).

58.
Gøer nu Garm højt
ved Gnipahule,
løs slides lænken,
da løber ulven.
Fræm længer ser jeg,
sige kan jeg meget
om Ragnarøks tid,
tung for sejrguder.

Ragnarøkskampens slutning, verdens undergang

59.
Da — kommer han sjælstor,
søn af sejrfader,
Vidar, værgen
mod val — dyret;
lader han i den jætungs (38)
hjærte stande
sin huggert, håndfast,
han har hævnt fader.

60.
Da— kommer han sælprist,
sen af Lodyn (39),
ganger Odins ætling
til orm — kampen.

61.
Jordens gjord (40)
slår gab om luften,
mens det spruder ædder
og det spyr gløder;
nu ormen Odins
ætling møder,
vargs ætfrænde
Vidars broder.

62.
Vog ham da i vredt mod
midgårds værge, —
nu de Helboer alle
hærje verden — ;
kun ni fjed - ganger
Fjørgyns barn
nap og knap fra øglen,
for nid ej kvided (41) den.

63.
Sol mon sortne,
sjunke land i hav,
strålende stjærner
styrte fra himlen;
dampen bruser
og brandens luer,
lege hedt vil højild
med himlen selve.

64.
Garm - gøer højt
ved Gnipahule,
løs slides lænken,
da løber ulven.
Fuldt véd jeg frasagn,
fræm længer ser jeg
over Ragnarøks tid,
tung for sejrguder.

Genfødelsen og Gimles Gud

65.
Ser hun op — komme
anden sinde
jord af vandet,
vårgrøn atter;
fosser falde,
dem flyver ørn over,
han, der på fjældet
fiske jager.

66.
Aser mødes
på Idasletten
og ved verdens træ (42)
det vældige rådslå;
og mindes dér
om magtens domme
og den store Guds (43) —
gamle runer.

67.
Dér monne atter
de underdejlige
gyldne tavl
udi græsset findes;
alt dem årledags
ejet havde
gudernes folkdrot (44)
og Fjølners æt.

68.
Mon da usåete
agre vokse,
bort — veg al ondskab,
ti Balder kommer;
råde da Høder og han
for Ropts (45) sejrstofter,
valgud-vierne (46).
Véd I end mer, eller hvad?

69.
Kan da Høner
kåre lod sin,
* * *
og bygge børn
af brødre tvende (47)
viden vindhjem (48).
Véd I end mer, eller hvad?

70.
Sal ser hun stande,
end sol mer fager,
gyldentækket
i Gimle;
dér skulle fuldtro
folkætter bygge
og i evig dag
den ynde nyde.

71.
Kommer da hin rige
til kongedommen,
ovenfra, alstærk,
der for alting råder;
domme han dømmer
og dysser trætter,
vier lovbud,
de, der vare skulle.

Nidhug, vølven synker

72.
Dér kommer jo dødsmørk
dragen flyvende,
øglen fra neden,
fra Nidafjælde;
lig bær på fjedre,
langs over sletten
flyver han, Nidhug! —

Nu — mon hun (49) synke!« 

Noter:
1. Vargen ulven.
2. Fornmænd, oldtidsmænd.
3. Ymer, kaosjætten.
4. Burs sønner, Aser.
5. åtte, ejede.
6. unnen, formiddag.
7. Tavle i tunet, lege guldtavl i hegnet.
8. Tursemøer er vel Nornerne.
9. Brimer, Blåin, dræbte jætter
10. Astsæle, kærlige.
11. Lød, farver.
12. Gejr, spyd.
13. Høj, Odin.
14. Igæld, fuldt vederlag i bøder.
15. Ods mø, Freja.
16. Herjan, Odin.
17. Balders broder er Vale, forskellig fra Vale, Lokes søn v. 35, med hvis tarme Loke blev bunden.
18. Garm, den samme som ulven l. 4 og altså Fenrisulv.
19. Sakser, korte sværd.
20. Lyren, røghullet.
21. Varg, ulv.
22. Hin gamle, Angerbode, med hvem Loke avlede uhyrerne.
23. Gygjens gæmmer, jætinden Angerbodes vogter.
24. Skægold, stridsøkseold
25. Vargold, ulveold.
26. Gygjer, jætinder.
27. Jætten er vel Loke.
28. Surtes slægt er vel luen.
29. Rim, Rimtursers høvding.
30. Jormundgand, midgårdsormen.
31. Ørnen, Nidhug.
32. Naglfar, dødningeskibet.
33. Bylæsts broder, Loke.
34. Lina, Frigga.
35. Beles bane, Frej.
36. Bjart, strålende.
37. Friggas livslyst, Odin.
38. Jætung, jætteætling, Fenrisulv.
39. Lodyn og Fjørgyn, Frigga eller jorden; hendes søn Tor.
40. Jordens gjord og vargs ætfrænde, midgårdsormen.
41. Kvide, vånde sig.
42. Verdenstræ, Ygdrasil.
43. Den store Gud, Fimbultyr.
44. Guders folkdrot og Fjølner, Odin; hans æt, Aser.
45. Ropt, Odin.
46. Vierne, helligdommene.
47. Brødre tvende, måske Odin og Høner.
48. Vindhjem, himmel.
49. Hun, vølven.