Vagn Aagesen: Tredie Samtale
Hopp til navigering
Hopp til søk
Naturlyrik og romantik
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord
af Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Vagn Aagesen eller Jomsborgs Undergang:
Tredie Samtale
Jomsborg.
Sigvald og Astrid sadde paa Bænk, og hans Arm var snoet om hendes Midie.
- Sigvald.
- O! mere glad var Svibdag ei, da kærlig
- Han Menglad holdt i stærke Kæmpearm;
- Ham Nornen bød at vandre kolde Veie,
- Men Veien endtes hos hans Venneviv;
- Saa maatte jeg og vandre kolde Veie,
- Men Veien endtes hos min Venneviv.
- Astrid.
- Som Menglad sad jeg ogsaa her i Borgen
- Og vented paa mit Ønskes Fugl, som fløi;
- Han kom igen, og jeg var fuld af Gammen,
- Nu er jeg det ei længer.
- Sigvald.
- Og hvorfor?
- Astrid.
- Fordi min Fugl, som fløi til Strid mod Høgen,
- Ei kunde tvinge den, og kom dog hid
- Igen med alle sine skønne Fjedre,
- Og uden Spor af Høgens Klo.
- O! da du gik af Badet op, min Sigvald!
- Da ledte Øiet smaalig efter Saar,
- Og da jeg tørred dig, jeg stirred
- Saa fast paa Klædet, thi jeg mente dog
- Jeg skulde se lidt Blod, jeg vidste,
- Du kom fra Striden, hvor Saamange faldt,
- Mig tyktes, at du maatte være saaret,
- Før du forlod de djærve Kæmpers Lig.
- Sigvald.
- Hvi vil med Sligt du spilde nu vor Gammen?
- Sig Freia Tak, fordi hun frelste mig!
- Du tro'r dog ei, jeg flygted, som en Niding!
- Astrid.
- En Niding! Hu! det er et rædsomt Ord.
- Ak! var du det og kunde du det være!
- Nei, det umuligt er, men sig!
- Forlod med dig og alle Kæmper Striden?
- Sigvald.
- Vist gjorde de, det har jeg sagt saa tit,
- Undtagen de, som nødtes til at blive,
- Fordi der ei var Liv i dem; jeg tro'r,
- Du vilde helst, blandt dem jeg skulde været.
- Astrid.
- O! kan du vredes paa din Astrid saa,
- Fordi af kærlig Angst hun spørger,
- Om end hun spurgte dig for tit!
- O! kunde du mig ind i Hjertet kige,
- Og se min Gru, ved blotte Tanke om,
- Man nævned dig ei mer en trofast Kæmpe!
- End nødes jeg at spørge længer: veed
- Du ei, hvordan det Vagn er gaaet?
- Sigvald.
- Er han ei død, saa lever han endnu.
- Astrid.
- Hvor kan du tale saa? Du sørger
- Da ei for Bue eller Vagn,
- Ei over Jomsborgs bedste Kæmper?
- Sigvald.
- De bedste? ja, maaske for dig,
- For mig de altid var de værste,
- Og jeg er glad, at jeg engang blev fri,
- For alle dem, som pukkede paa Størke,
- Og vilde styre, raade mer end jeg;
- Først nu jeg agter mig for Jomsborgs Høvding.
- Astrid.
- Men hvad er Jomsborg uden slige Kæmper?
- Sigvald.
- Hvad Vindland for din Fader er: et Rige,
- Og Kæmper ere alle mine Mænd
- Saasnart jeg vil, men naar jeg vil det, spage.
- De kæmpe ikke mer for Kampens Skyld,
- Men kun for mig og for en Del af Byttet,
- Med slige Folk en Høvding bedst er tjent.
- Astrid.
- Jeg ei forstaar, hvad dermed du vil sige,
- Og gid jeg aldrig maa begribe det!
Sigvalds Mænd: Aslak og Endrid traadte ind i Salen.
- Aslak.
- Vi snappet har et Skib, som kom fra England,
- Med deiligt Klæde og med Vin beladt,
- Her bringe vi dig Noget af det bedste.
- Sigvald.
- Saa! det var herligt, lad mig se!
- Ja, Astrid! det er Klæde, fint og fagert,
- Det skal du svøbes i, og du kan tro,
- Det syne vil omkring din smekkre Midje.
- Men, det er sandt, det skulde deles først.
- Aslak.
- Men vi har hentet det, og du er Høvding,
- Saa mener jeg, at vi bør tage først,
- Der blir jo nok endda at dele siden.
- Sigvald.
- I har da ogsaa taget noget selv!
- Jeg maatte dog vel se: hvormeget.
- Aslak.
- Nei, Høvding! du vil dog vel ikke
- Med Tommelfingren maale Klædet ud
- Og draabevis os tælle Vinen til?
- Hvad vi har faaet, vil vi nok beholde.
- Sigvald.
- Nu vel! saa lad os smage Vinen da!
Ind traadte Bjørn hin Bretske.
- Astrid.
- O! er du der, du gamle raske Kæmpe!
- O! kommer du fra Norrig? hvor
- Har du saalænge dvælet? hvorfor fulgte
- Du ei med Sigvald?
- Bjørn.
- Mere spørger du,
- End jeg paa engang kan besvare.
- Fra Norrig kommer jeg, og ei
- Jeg Sigvald fulgte, thi jeg havde
- En anden Vei end han.
- Astrid.
- Du lever da,
- Men Bue faldt jo dog i Slaget,
- O! sig mig Noget om den Kækkes Død!
- Bjørn.
- De hugged Hagen af og Underlæben,
- Men det han ændsede kun lidt,
- Han raabte: nu skal Danmarks Møer
- Ei lystes ved at kysse mig. Tilsidst
- Han tabte Hænderne, med begge Stumper
- Han greb to Kister med Strutharalds Guld,
- Og sprang i Havet, raabende: fra Borde!
- Fra Borde alle Bues djærve Mænd!
- Og alle sprang, og fulgte ham til Valhal,
- Ei mangled Nogen af dem Odins Tegn.
- Astrid.
- De havde Alle Saar! den stærke Bue!
- I Døden som i Livet var han Jern.
- Men, lever Vagn?
- Bjørn.
- Han er i Fyn.
- Astrid.
- Hvi kom han ei med dig til Jomsborg?
- Bjørn.
- Du længes svarlig efter Enkestanden,
- Den ogsaa snart kan vorde dig til Del.
- Astrid.
- Hvorledes, Gamle! hvad er hændt?
- Bjørn.
- Saa veed du ei at Sigvald…
- Sigvald.
- Hold din Mund!
- Bjørn.
- Jeg holder paa mit Sværd og taler.
- Sigvald.
- Veed du da ei at jeg er Høvding her,
- Og kender du ei længer Jomsborgs Love,
- Som byde, at ei her maa blottes Sværd,
- At Ingen her maa Tidender frembære?
- Gak Endrid, du, og Aslak! river Sværdet
- Af Haanden paa ham, fører fluks ham ud!
- Bjørn.
- Ja, har I Lyst at faae at vide,
- Om dette er i Norrig blevet sløvt,
- Saa kommer kun! Du Sigvald! snakker,
- Om Jomsborgs Love, du som brød
- De helligste, og flygted som en Niding
- Imedens vi mod Overmagten stred.
- Den Pil som Vagn dig sendte til Farvel,
- Den fik du ei, derfor han æsker
- Dig nu ved mig til Holmgang ud,
- Og hver Mands Niding, den som ikke møder!
- Sigvald.
- Jeg flygted ei for Mennesker, men Trolde,
- Og aldrig jeg mod Slige laved Strid.
- Vor Lov forbyder Jomsborgs Mænd at gange
- I Tvekamp med hinanden, derfor ei
- Jeg møder Vagn, og er dog ingen Niding.
- Bjørn.
- Den er du, og den skal du vorde kaldt
- I alle Nordurlande.
- Sigvald.
- Aslak! Endrid!
- Hvi nøle I? hvi gribe I ham ei?
- Aslak.
- Fordi vi kende Bjørn. Kan du huske,
- Hvordan det gik ved Haralds Arveøl?
- Hvis ei, saa gak, og grib ham selv.
Med haanlige Lader udgik Bjørn af Salen, og ingen Mand rørte sig fra Bænk.
- Astrid.
- Saa er du da ei længere min Sigvald!
- Du er kun Loke i min Sigvalds Ham.
- Som Freia, da hun Othar mer ei saae,
- Jeg nu maa gange over Skov og Hede,
- Med Graad paa Kind, min Sigvald at oplede.
Fyen.
Ene stod Vagn, sørgmodig og grublende for Palnatokes Høi ved Midienat.
- Vagn.
- Nei, der er intet, intet Valhal mere,
- Saa lød jo fordum, Toke! dine Ord!
- Og nu mig tykkes, at jeg altid hører
- Dig mæle saa igennem Høiens Muld.
- Nei, der er intet Valhal mer, thi Hakon
- Ved Jetters Hjelp har vundet Seier,
- Og Jomsborgs Kæmper faldt, og Jomsborg selv
- Er ikke mere til, en Røverhule
- Den atter nu er vorden. Toke! ak!
- Hvi lærte du mig, at der var et Valhal?
- Jeg gik saa trøstig, kæmpende, fordi
- Mig tyktes Liv og Kamp var eet paa Jorden,
- Og uden Gru jeg tænkte paa den Stund,
- Da Liv og Kamp fik Ende, Døden seired.
- Men nu! jeg saae et Glimt af Guders Liv,
- Jeg saae et Skin igennem Ragnaroke,
- Og naar jeg kæmper, stirrer Øiet did,
- Dog der ei mer for mig er Lys at finde.
- Hvi rammedes jeg ei af Thorgerds Pile
- I Hjørungvaag! hvi gav mig Erik Fred?
- Hvi tog jeg den? Nu kunde jeg jo ligget
- I Høien rolig; uden Tvivl og Frygt,
- Som Toke, ja, som han, o Palnatoke!
- O! lever du, og er et Valhal til,
- Da rid ved Nat fra Odins Sal til Høien,
- Og stil min Længsel med et venligt Ord!
- Du maa, du skal, thi du har Tørsten vækket,
- Du maa og slukke den, du skal, du maa!
- For Vagns Øine var det tilsyne, som Høien oplodes, og en Stemme tyktes han at høre.
- Vagn.
- Uvenlig, Drauge! er din hæse Røst,
- Du spørger: hvi jeg vel vil vække Døde?
- Jeg vide vil, om Valhal og om Aser
- Er til, om jeg paa dem tør stole trygt?
- Du tier, Drauge! atter lukkes Høien.
- Fornægter du da Aserne? ak! ja,
- Nu er det kommet, hvad du spaaed, Frænde!
- Af Levende og Dødt fornægtes Aser,
- Forgæves Øiet i det tomme Rum
- Henstirrer efter, hvad min Sjel begærer!