Valas Spaadom (FM)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 4. jul. 2018 kl. 20:07 av August (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Valas Spaadom
Eller Spaaqvindens Tale


I.
1. Lytter til min Tale
Væsener alle![1]
Større og mindre
Af Heimdalls Slægt;
Jeg vil fortælle
Val-Faders Bedrifter,
Mænds gamle Sagn
De første[2] jeg[3] lærte.


2. Jeg mindes Jætter
Tidlig fødte,
De som mig fordum
Fostret havde;[4]
Ni Verdener jeg husker[5]
Og Ni Himle,
Det herlige Middeltræ
Neden for Jorden.


II.
3. Det var Tidens Ophav
Da intet var,[6]
Ej Sand eller Sø,
Ej svale Bølger;
Ingensteds fandtes Jord
Eller højen Himmel,
Der var et uhyre Gab[7]
Uden Væxter.


4. Før Børs Sønner
Kloderne opløfted,[8]
De som det herlige
Midgaard skabte,
Sol skinned fra Syd
Paa Salens Stene (Mure)
Da Jorden begroedes
Med grønne Urter.


5. Sol fra Sønden
Maanens Ledsager,
Om himmelske Heste[9]
Højre Arm kasted;
Solen det ej vidste
Hvor den Sale ejed,
Stjerner det ej vidste
Hvor de Steder ejed,
Maanen det ej vidste
Hvor sit Hjem den ejed.[10]


6. Da ginge alle Magter
Til ophøjede Sæder,
Højhellige Guder
Raadsloge derom; —
Nat og Næ
Navne de gave,
Morgen og
Middag kaldte
Undern og Aften, -
Aar beregned.[11]


7. Aser mødtes
Paa Idas Slette,
Alterkreds og Templer
Opreiste de høit;
Esser de anlagde,
Ædle malme smeded,[12]
Tænger og kunstige
Redskaber danned.


8. De legte med Tavl
I Borgen[13] saa glade,
Intet mangled
De af Guld;
Indtil did kom trende
Thursers Møer
Meget mægtige fra
Jætternes Verden.


III.
9. Da gik alle Magter
Til ophøjede Sæder,
Højhellige Guder,
Raadsloge derom,
Hvem der skulde
Skabe Dværges Slægt[14]
Af Havjættens Blod,[15]
Og blaaladne Been.


10. Der Modsogner (Kraft- el. Saftsueren) er
Den ypperste bleven
Af alle Dværge,
Men Durin den anden;
Mange de gjorde
Mennesker lige,
Dværge af (paa) Jord
Som Durin sagde.[16]


11. Ny og
Nordre og Sydre
Østre og Vestre
Al-Tyv, Dvalin (Dvalegiveren)[17]
Bivør (Bæveren el. Røsteren) Bavør
Bumbur, Nore
Anar og Onar
Ai, Miødvitner
Veig (Kraft) og Gand-Alf
Vind-Alf, Thrain, (den længe vedholdende)
Theck (behagelig) og Thorin (djærv)
Thror (stærk) Vitr (vis seende) og Litr (Lød, Farve)
Nár (Dødning) og Nyraad (Nyvolder, Ny-giver)
Regin (Magt, Regn) og Raadsvid (Raadklog)
Nu har jeg (de) Dværge
Rigtig opregnet.


12. File, Kile,
Funden, Nale,
Hepte (Hæfteren) Vile (den behagelige, - Lyset)
Hanar, Svior,
Frar (Hurtig) Hornborer[18]
Fræg og Lone (Dybherskeren el. Havmanden)
Øirvang (Leerjord) Jare
Egeskjold.


13. Tid er det de Dværge
I Dvalins Flok
For Menneskers Børn
Til Lofar at opregne,
De som fra Salens
Klippe tyede[19]
Over Jordmarkers Egne
Til Jora's (Kampens) Sletter.


14. Der var Draupner (Drypper) -
Og Dolgþrasir (den trodsige, udholdende Kjæmpe el. Kriger)
Hár (høj) Haugspori (Højbetræderen)
Hleváng (Sø-Vang) Gloe (glimrende)
Skirver, Virver,
Skafid, Ae,
Alf og Yngve
Egeskjold.
Fialar (den skjulende) og Froste (Frostvirker)
Finnur (Finder, Opdager) og Ginnar (lokkende)
Here, Hægstare,
Hliodolf (Lyd-Alf) Moin (Muldbeboer).
Saalænge Folk
Leve i Verden,
Det Lofars Ætte-Tal
Til skal være.[20]


IV.
15. Til trende kom
Af den Forsamling
Mægtige og kjærlige
Aser til Hus;
De funde paa Land
Lidet mægtende
Ask og Embla
Uden Skjæbne.


16. Aand de ej ejed
Ej heller Forstand,
Ej Blod, ej Lader (Bevægelseskraft)
Ej faver Farve;
Odin gav Aanden,
Hæner Forstanden,
Loder gav Blod
Og faver Farve.


V.
17. Ask veed jeg staae,
Yggdrasill den heder,
Højt[21] Træ, bestænkt
Med hvide Vande,[22]
Deden kommer Duggen[23]
som i Dale falder,
Evig grøn den staaer
Over[24] Urdes Kilde.


VI.
18. Deden komme Møer
Meget vidende,
Tre fra den Sø[25]
Som ved Træet ligger;
Urde (Fortid) de kaldte den ene,
Verdandi (værende, tilblivende, Nutid) den anden,
de skare paa Tavlen,[26]
Skuld (Eftertid) den tredie.
Love de gave,
Liv de bestemte,[27]
Menneskers Børn
Skjæbnen de tildele.


VII.
19. Det Drab[28] erindrer
Hun (først) i Verden
Da de Guldveige
Gjennembored med Spyd
Og i den højes Hall
Hende brændte;
Tregange brændte;
Den tre Gange fødte,
ofte, usjelden,[29]
Dog hun end lever.


20. Heide (Rigdom, el. den høje, klare) hende de kaldte
Hvor til Hus hun kom,
Den velspaaende[30] Qvinde,
Ulve selv hun tæmmed,
Seidkunster (Smeltekunster) hun forstod,
I dem behændig,
Stedse hun forlysted
Onde Folk.[31]


21. Da gik alle Magter
Til ophøjede Sæder,
Højhellige Guder
Raadsloge derom:
Om Aserne skulde
Straffe den Brøde[32]
Eller Guderne alle
Bøder annamne.[33]


22. Odin da udkasted
Blandt Folket et Spyd,
Det Krigsdrab hun erindrer
Det første i Verden;
Saa brødes da Asa-
Borgens Hegn,
Vanerne anede Krig,
Over Marken de fore.


VIII.
23. Da gik alle Magter
Til ophøjede Sæder,
Højhellige Guder
Raadsloge derom,
Hvem hele Luften havde
Blandet med Svig,[34]
Og givet Oders
Til Jætternes Slægt.


24. Thor ene der var
Opflammet af Mod,[35]
Han sjælden sidder (stille)
Naar han sligt fritter;
Brudte bleve Eeder
Ord og sorne[36] Løfter,
Faste Aftaler
Som før vare gjorte.


IX
25. Veed hun at Heimdalls
Lyd (Basun) er skjult
Under det himmelvante[37]
Hellige Træ;
En Elv seer hun styrte
Med skummende Fald,
Over Valfaders Pant -
Vide I end eller hvad?


26. Ene sad hun ude
Da han kom, den gamle
Grubler blandt Aser,
Og ham i Øjne saae, -
Hvad spørger I mig?
Hvi fritter I mig?
Alt veed jeg Odin!
Hvor du Øjet skjulte
I hin den klare
Mimers Kilde. —
Mimer Mjød
Hver Morgen drikker
Af Valfaders Pant —
Vide I end eller hvad?


27. Hende gav Hærfader
Ringe og Smykker,
Vise Berigelses-Sange
Og spaaende Aander (Gan)
Saae hun vidt og bredt
Over hver en Verden.


X.
28. Hun saae Valkyrjer
Komne langvejs fra,
Beredte at ride
Til Guders[38] Folk;
Skuld bar Skjoldet,
Skøgul den anden
Gunn, Hilde, Gøndul
Og Geir-Skøgul,[39]


Nu ere Odins
Møer optalte,
Valkyrjer, beredte
At ride over Jorden.


29. Jeg saae Baldurs,
Den blodige Guds,
Odins Søns
Dulgte Skjæbne.
Over Sletten
Voxte frem,
Smal men saare skjøn
Mistel-Tenen.


30. Af det Træ blev til,
Som det syntes mig,
Et farligt, harmvoldende Spyd,[40]
Høder skjød det af. - - -


31. Balders Broder var
Tidlig født,
Den Odins Søn kjæmped
En Nat gammel,
Ej Hænder han toede,
Ej Hovedet kjæmmed,
Før paa Baal han bar
Balders Modstander,
Men Frigg begræd
I Fen-sale
Valhallas Tab.[41]
Vide I end eller hvad?


XI.
32. Bunden saae hun ligge
Under hede Kilders [42] Lund
Svigfuld Krop,
Afskyelig Loke;
Der sidder Sigyn
Over sin Mage
Ikke meget glad —
Vide I end eller hvad? — [43]


33. En Elv falder østen fra
Over Gift-Dale[44]
Med Mudder og Sværd,[45]
Slid (grusom) den heder; —
Norden for stod
Paa Nida (Mørkets el. Drønnets) Fjelde.[46]
En Sal af Guld
For Sindres (Stenens) Æt
Men en anden stod
Paa Okolne (u-kold)
Jætters Drikkesal
Som Brimer heder.


34. Sal saae hun staae
Fjærnt fra Solen,
Paa Nastrond (Ligkysten)
Mod Norden Dørren vender;
Gjennem hver Aabning
Giftdraaber falde,
Sammenslynget er Salen
Af Slangerygge.


35. Der saae hun vade
I tunge Strømme
Meensorne[47] Mænd
Og Mord-Ulve,
Og hvo en andens
Qvinde lokker.
Der suer Nidhugger
Henfarne Lig,
Ulven dem slider -
Vide I end eller hvad?


XII.
36. Østpaa sad den gamle
I Jern-Skoven
Og fødte der
Fenris (Dybets) Slægter;
Af dem vorder
Een især
Maanens Opsluger (Nedmaner)
I Troldeham.


37. Med døende Menneskers
Liv han mættes,
Smitter Guders Sæde
Med det røde Blod;
Da fordunkles Solens
Skin i Sommertiden,
Alskens Væir bli'r Uvæir -
Vide I end eller hvad?


38. Der sad paa Højen (Højden)
Og Harpen slog
Jættindens Vogter,
Den frejdige Ørn;
Over ham gol
I Fugleskoven
Den faverrøde Hane
Som Fjalar kaldes.


39. Over Aser gol
Den guldkammede
Som vækker Helte[48]
Hos Hærenes Fader,
Men en anden
Sodrød Hane galer
Neden for Jorden
I Hela's Sale.


40. Højt tuder Udyret[49]
For Gnipa-Hulen,
Lænker skulle briste,
Løs skal Ulven rende;
Mange Sagn hun veed,
Længer seer hun frem,
Til Kræfternes Opløsning
Og Sejer-Guders Fald.


41. Brødre skulle stride,
Og fælde hverandre,
Frænder Slægtskabs Baand
Sønderrive; —
Ondt er det i Verden,
Hor gaaer stærkt i Svang,
Øxe-tid (Skjægtid) Sværd-tid,
Skjolde da kløves;
Vindtid, Ulvtid,
Før end Verden falder,
Ingen Mand da vil
Den anden spare.


XIII.
42. Middeltræet antændes,
Jætters Sønner dandse
Til Lyden af Giallas
Skingrende Horn;
Højt blæser Heimdall,
Hæver Basunen, —
Odin adspørger
Mimers Hoved.


43. Det gamle Træ gjenlyder
Men Jætten slipper løs,
Yggdrasills Ask
Bæver, men staaer.[50]


44. Højt tuder nu Udyret
For Gnipas Hule,
Lænkerne briste,
Ulven slipper løs.
Hrym fra Østen ager,
Da svulmer Havet op,
Sig Verdens-Slangen tumler
I Jætte-Raserie,
Den Bølgedybet pløjer.
Men Ørnen skriger glad
Med blege Næb den slider Lig —
Og Naglfar skrider frem.


45. Den Kjøl fra Østen[51] glider
Da Muspells Sønner skulle
Over Havet fare,
Men Loke styrer den;
Uhyrets hele Afkom
Med Ulven styrter frem,
Byleistes Broder
Følges med dem.


46. Hvad skeer blandt Aser?
Hvad skeer blandt Alfer?
Al Jætters Verden gjenlyder,
Aser forsamles til Stævne;
Dværgene stønne
For Klippernes Dørre
Skjøndt Bjerget til Bolig de have —
Vide I end eller hvad?


XIV.
47. Surtur fra Sønden farer
Med flagrende Luer[52]
Af Sværdet skinner
Himmelgudens (Krigsgudens) Sol;
Steenbjerge knage,
Troldene snuble,
Mænd Dødens Vej betræde
Men Himlen splittes ad.


48. Da opfyldes Hlynas (Gudindens)
Anden Hjertesorg
Naar Odin gaaer
Med Ulven at kjæmpe,
Men Beles Bane
Lys mod Surtur —
Da falder Friggas
Kjæreste Gud.


49. Da kommer den store
Sejer-Faders Søn
Vidar for at stride
Mod Mord-Dyret;
Han med sin Haand
Lader Jættesønnen
Sværd til Hjertet staae,
Hævner saa sin Fader.


50. Da kommer den herlige
Søn af Hlodyna,
Gaaer Odins Søn
Mod Uhyret (Slangen) at kjæmpe,
Modigen ham slaaer
Midgaards Forsvarer —
Da skulle Mennesker alle
Hjemmet forlade —
Ni Fod gaaer
Jordens Søn
Krumbøjet fra Slangen
Som ej frygted Ondt.


51. Solen formørkes,
Jord synker i Hav,
Fra Himlen forsvinde
De skinnende Stjerner,
Røgskyer omhvirvle
Alnærende Træ,
Høje Flammer spille
Mod Himmelen selv.


XV.
52. Op seer hun komme
Anden Gang
Jord af Havet,
Herlig grøn;
Fosse nedstyrte
Fjeld-Ørnen dog
Søgende Fisk
Flyver derover.


53. Aserne mødes
Paa Ida Sletten
Og om den vældige
Jordomgiver tale,
Der de erindre
Fortids store Daad
Og den høje Guds
Gamle Lære. (Runer)


54. Der skulle paa ny
Forunderlige
Gyldne Tavler (Tavl-Brikker)
I Græsset findes,
Som de i Tidens Ophav
Ejet havde
Guders Fyrste
Og Fiolners Slægt.


55. Usaaede Agre
Skulle da Frugter bære,
Alt Ondt forsvinde,
Balder gjenkomme,
Han og Høder boe
I Odins salige Vaaning,
Vel de herlige Guder —
Vide I end eller hvad.


56. Da kan Hæner
Offre modtage,[53]
Og tvende Brødres
Sønner beboe,
Vindes vide Verden —
Vide I end eller hvad.


57. En Sal hun seer
Klarere end Solen,
Tækket med Guld
Paa Gimle staae;
Der skulle boe
Dydige Folk,
Og til evig Tid
Salighed nyde.


58. Da kommer den Mægtige
Til Guders Raad,
Stærk fra oven
Som for alt raader;
Domme han afsiger
Og Trætte neddysser,
Stifter hellig Fred
Som stedse skal vare.[54] — —


59. Der den skumle Drage
Flyvende kommer,
Slangespraglet neden
Fra Mørkets Fjelde, (Huler)
Nidhug, i Vinger
Slæbende Lig,
Over Sletten svæver —
Nu skal hun synke![55]




Noter:

  1. alle hellige Væsener.
  2. ældste.
  3. mindes eller erindrer.
  4. havde oplært.
  5. kjender.
  6. Da Ymer boede (herskede).
  7. svælgende Dyb.
  8. oprykkede eller optoge Træerne
  9. Porte.
  10. Ikke kjendte Maanen egne Kræfter.
  11. For Aar at beregne.
  12. Papirs-Afskrifterne lægge til:
    "Kræfter de prøved
    Alt de forsøgte."
  13. Hegnet.
  14. Hvad Gud der skulde skabe Dværge.
  15. Kjød.
  16. anordnede.
  17. Pap. Codd. lægge til:
    "Nar og Nain
    Niping, Dain."
  18. P. Codd. lægge til:
    "Billing, Brune
    Bildur, Bure."
  19. De som fra Klippe-Sale tyede.
  20. opregnes skal.
  21. Løvrig
  22. Vædsker
  23. den Væde ɔ: baade Regn og Dug.
  24. ved.
  25. Sal.
  26. Skjoldet.
  27. valgte, modtoge.
  28. Krig.
  29. paa ny
  30. Bedragerske.
  31. Qvinder.
  32. Drab.
  33. Eller:
    "Guderne alle
    et (Offer-)Gilde modtage."
  34. Gift, Blod, Luer.
  35. Vrede.
  36. Gammel form af ordet "svorne"
  37. himmelhøje.
  38. Gothers.
  39. Geir-ølul.
  40. Piil.
  41. Ulykke.
  42. Hunnernes it. Ligenes, Aadslernes.
  43. Her tillægge Papirs-Haandskrlfterne:
    "Da hørte Vala
    Dødsbaand blive snoede,"
    "Haardt sammenflettede
    Strikker af Tarme."
  44. Edderdale, iskolde Dale.
  45. Tørv, Græstørv.
  46. Marke.
  47. Gammel form af ordet "mensvorne", ɔ: som har aflagt falsk ed.
  48. at hiarar ɔ: ved Dørakselen, Hængslet, eller og: til Sværd ɔ: Kamp.
  49. Højt giøer Hunden.
  50. Papirs-Haandskrifterne tillægge:
    "Alle frygte
    I Hela's (Dødens, Afgrundens) Egne"
    "Før Surturs Ild (el. Frænde)
    Opsluger den."
  51. Sønden.
  52. Svigfuld Færd i bævende Flammer.
  53. Modtage el. udkaare sin Lod, Ejendom.
  54. "Giver hellige Love
    Som evig følges skulle."
  55. Nu skal han synke ɔ: nedsænke sig over Jorden eller og: nedfare til Dybet.