Valasangen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Valasangen, Ravnegalderet og Vismandstalen
(1860)

Oversat af
Vilhelm B. Hjort

Valasangen
Vøluspa
eller
Valas Sandsagn

A. Valas Kald.

1
Om Lyd jeg beder
Almenigmand
Af hver en Alder,
Af hver en Stand;
Valfaders Snille
Jeg skildrr her,
Oldmandesagnet,
Min Mindefærd.

B. Midverdens Dannelse¹⁾

2.
Jeg mindes Jætter
I tidens Brud,
Fra dem min Fostring
Man leder ud;
Ni Verdner mindes,
Livsmagter ni,
Alskabningstræet
Paa Spirens Sti.

3.
I Urolds Morgen
Med Ymer følger
Ej Strand, ej Vande,
Ej svale Bølger,
Ej Himmel oven,
Ej Jord man saae,
I Rummets Tomgab
Ej mindste Straa,

4.
Før Sønnens Sønner
Gav Kloder Sted
Og Midgaard danned’
Med Herlighed:
Med Sydsol skinner
Paa Steensals Lide,
Og grønne Urter
Af Grunden skride.

C. Tidens Ordning.

5.
Sig Sol fra Sønden
Med Maane selled,
Om Himmelheste
Sin Højre fælded,
Mod uvis Bolig
De Heste rendte,
Sin egen Fylde
Ej Maane kjendte,
Ej Stjerner vidste
Hvor de sig vendte.

6.
Til Udslags Sæde
Almagter ginge,
Storhellige Guder
Om Raad at Tinge;
For Maaneskifter
De Navne finge,
For Nat og Morgen
og Middagsstunde,
Undern og Aften:
Aar at begrunde.

D. Asernes Guldalder. Lovenes Komme. (Englefaldet?)

7.
Paa Idrætsvangen
Stod Asers Hær
Og Altertempler
Højtømred der;
De øved Evner
Paa alle Lede,
At lægge Esser
Og Koster smede,
At danne Tænger
Og Redskab rede,

8.
De tavled glade
I Hjemmets Stavn
Paa Guld der aldrig
Var noget Savn,
Før trende grumme
Møer gik frem
med mægtig Styrke
Fra Jætters Hjem.

E. De udviklende og fuldkommende Kræfter og deres Stigning til højere Sfærer. Dværge og Alfer.

9.
Til Udslags Sæde
Almagter ginge,
Storhellige Guder
Om Raad at tinge,
Om hvo der skulde
Dværgdrotter danne
Af blodigt Skums
Og Blaabeens Blande.

10.
Stofbrygger ypperste
Dværg er vorden,
Dørmand stander ham
Næst i Orden;
I Mandeskikkelser
Frem af Jord
Gik Pugeskarer
Paa Dørmands Ord.

11.
Ny og Næ,
Nordre, Søndre,
Østre, Vestre,
Altyv, Lukøje,
Pusling, Nanne,
Nipper, Danne,
Gyser, Kyser,
Bump og Stump,
Spænd og Spænder,
Graaskjægsfa’r,
Søsmjødsnar.

12.
Vever, Slughals,
Pust og Drille,
Artig, Vovhals,
Knort og Brille,
Farveskjær,
Bussemand, Pudsemand,
Styr og Snild,
Rigtig Dværge
Stande her;

13.
Filer, Kiler,
Funtus, Fløjten,
Knude, Vilder,
Haandelav,
Suus og Duus,
Bryn og Piil,
Avl og Iil,
Hornbore,
Priis og Stampe,
Knold og Kampe,
Skjoldeholde.

14.
For Talsmænds Slægter
Nu Dværge jeg tæller
Til Elskov op,
Lukøjes Fæller;
De, som søgte
Fra Bjærgets Sal
Muldvangs Sæde
Til Kampens Val.

15.
Der var Drøpner,
Slaaesbro’r, Ranke,
Klintespore,
Smilebore,
Glimmer, Blanke,
Virvarsvolde,
Glatter, Gamling,
Alf og Ungling,
Skjoldeholde,

16.
Fjæler, Kjøler,
Bringfordag,
Fangimag,
Hærmand, Sværdmand,
Svariskov,
Luskibusk:
Det, mens Verden
Staar, skal være
Elskovs Ætte-
Tal med Ære.

F. Menneskets Skabelse

17.
Saa vandred’ trende
Af Asers Følge,
Mægtige milde
Ved Aagabs Bølge;
Ask og Embla
De fandt paa Land,
Uden Styr
Og i værnløs Stand.

18.
Aand de ej havde,
Ej heller Tykke,
Blod eller Lader,
Ej Farvesmykke;
Aand gav Odin
Og Høner Sind,
Blod gav Loder
Og Blomst paa Kind.

G. Livet i fuldt Flor.

19.
Yggdrasil nævnet,
En Ask der stander,
Hvidmulds Væske
Det Højtræ vander,
Deden kommer Dug,
Der i Dale gaaer,
Over Urdes Kilde
Den immergrøn staaer.

H. Gudsbevidsthedens Udvikling under Lovens Herredømme fra det første Syndefald (Theogoniens Begyndelse).

20.
Deden kommer Møer,
der meget vide,
Trende fra Søen
ved Træets Side,
Urde den første,
Verdande den næste,
Skulde den tredje:
De Runer fæste,
Liv de kaarede,
Love lagde,
Oldenes Sønner
Skjæbne sagde.

21.
Ude hun sad
I Enkestand,
Til hende kom
Den gamle Mand;
Den frygtelig Høje
Hun skued’ i Øje.

22.
Hvi spørge I mig?
Hvi friste I mig?
Ja, Odin tilfulde
Jo kjender jeg,
Hvor dølge Du vilde
Dit øje i Kundskabens
Herlige Kilde;
Hver Morgenrød
Af Valfaders Pant
Drikker Mimer Mjød.
Mon I nu ret
Kan fatte det?

I. Kultur og Folkedannelse som Forbud paa Krigen.

23.
Hende gav Hærfader
Smykker og Ringe,
Sange, som Visdommens
Skatte kan bringe,
Spaadommens Vidjer;
Hvor Øjet sig vender,
Vide hun skuer,
Alverden hun kjender.

24.
Saae hun Valkyrier,
Dragne saa vide,
Rede til Gudernes
Stamfolk at ride:
Skulde holdt Skjoldet,
Den anden var Skøgel,
Gunn, Hilde, Gøndel
Og Spydskøgel.

K. Vanernes Guldalder tabt ved Ufreden. aser og Vaner i Forening.

25.
Hun først I Verden
Blandt Folk saae Blod,
Da Spydet gjennem
Guldvevre stod,
Og hun i den Højes
Hal bleb Brændt;
Den tregang baarne
Bleb tregang brændt,
Ofte, usjælden
Man det bedrev
End Guldvevre
I Live blev.

26.
Spaakyndig Vala –
Ædelig nævntes hun,
Hvor hun til huse kom,
Ulvene tæmmed hun,
Øvede Trylledom,
Ved Leg med den
Hos Folkefærd
Stedse hun vakte
Ond Begjær.

27.
Til Udslags Sæde
Almagter ginge,
Storhellige Guder
Om Raad at Tinge:
Om Aserne skulde
Agift yde,
Eller alle Guder
Offer nyde.

28.
Brudt blev da Asa-
Borgens Skranke,
Med Kampgny Vaner
I Felt sig sanke;
Odins Spyd mellem
Folkene foer,
Det var den første
Krig paa Jord.

L. Brudstykke af Runen om Gudernes timelige Luftkastel og om Fantasien som Kjødets og som Aandens Ganger.

29.
Til Udslags Sæde
Almagter ginge,
Storhellige Guder
Om Raad at Tinge:
Hvo Svig havde stiftet
I Luftens Rige,
Til Jætterne lovet
Oders Pige.

30.
Kun der var Thor
Af Harme ør,
Han sjælden sidder,
Naar sligt han spør;
Brudt blev Eder
Og sorne Ord,
Den stærke Pagt,
Der imiddel foer.

M. Himmelvejens (Regnbuens) Udgydelse af Gjalderhornet. (Sml. Anmrk. til Ravnegalderet.)

31.
Hun veed Hejmdals
Lur i Læ
Under ætherisk
Helligt Træ;
Af Valfaders
Pant en Aa
Sees med jordisk
Fos at gaae.

N. Forbud paa Omvæltningen i Livet. (Eller maaskee: Sol- og Maanedyrkelse, og Menneskeoffer for at afvende Uaar.)

32.
Øster i Jernved
Sad gammel Qvind,
Der fødte hun Børn
I Ulveskind,
Een især
Gjør dem alle Skam,
Maanetyven
I Troldeham.

33.
Med Livet af Dødsens
Mænd han mættes,
Gudernes Sæde
Med Blod beplettes,
Til Sommer da sortnede
Solens. Skin,
Alt Vejrligt fangede
Gruligt Sind.
Mon I nu ret
Kan fatte det?

34.
Kjællingens Vogter
Paa Høj der sad,
Han slog sin Harpe,
Den Ørn, saa glad;
Goel næst hannem
I Fugleved
Fagerrød Hane,
Han Fjæler hed.

35.
Guldkam galer
For Asers Rækker,
Hos Hærfader
Han Helte vækker,
Dernede høres
En Anden gale,
Sod-rød Hane
I Hel-Sale.

O. Guldvevres tredje Hedengang, eller den tredje Guldalders Tab ved Balders Død.

36.
Gud Balders Skjæbne
Jeg saae i Løn,
Han svømmed i Blod
Den Odins Søn
Af Grunden højnede
Sig en Green
Smækker og liflig,
Mistelteen.

37.
Mig syntes, den blev
Til farlig Harm,
Som Spyd den fløj
Fra Höders Arm;
[En Broder til Balder
Fik snarlig Liv,
Som natgammel Helt
Han yppede Kiv,
Haand toet, Haar kjæmmet
Ej han har,
Før Balders Fjende
Paa Baal han bar.]
Men Frígga monne
Valhallas Vee
I Fensale
Med Graad betee.
Mon I nu ret
Kan fatte det?

P. Livskampens Udslag, Fornuften tages fangen.

38.
Lænket seer hun ligge
I Varmbads Lund
Listigkrop Loke,
Den fule Hund,
Over ham sidder
Dybsind der,
Ej Just glad
Ved sin Mages Færd.

39.
Da manVales
Drabsbaand vinder,
Haardt den Tarme-
Knude binder.

Q. Ondt og Godt adskilles.

40.
En Aa, som øster
Om Edderdal falder,
Med Dynd og Sværd
Man Slider kalder.

R. De materielle Paradiser.

41.
Stod mod Norden
Ved Yndebjærge
En Sal af Guld
For Æt af Dværge;
I Kuldefri stod
En anden Stavn,
Bruser er Jætters
Ølsals Navn.

S. Straffestedet.

42.
Fjernt fra Sol hun
Sal saae stande,
Med Dørre mod Nord
Paa Ligetrande;
Gjennem Lyren falde
Giftdraaber ned,
En Fletning af Slanger
I Tagets Sted.

43.
I rivende Strømme
Vade der
Meensorne Mænd
Og Morderhær
Og hvo der Øret
Bedaaret har
Paa den, som Andemnands
Hustru var.
Der suger Nidhugger
Dødninges Krop
Og slider dem vildt,
Fra Taa til Top.
Mon I nu ret
Kan fatte det?

T. Denne Verdens Undergang.

a) Forberedelserne.

44.
Frem skuer jeg længer,
Rig er min Sang
Om Sejrguders ramme
Undergang.

44.
I Strid falder Broder
For Broders Haand,
Søstersønner krænke
Slægtskabs Baand,
Grund gjalder, Luft
Er Udyrs Stand,
lngenmand skaaner
En anden Mand.

46.
Haardt er i Verden,
Hordom øves,
Øxold, Sværdold,
Skjolde kløves,
Vindold, Ulvold,
Før Verdens Huus
Styrter i Gruus.

b) Magternes Sammenstød og Bane.

47.
Mims Sønner lege,
Hans Træ gaaer i Brand,
Det gamle Gjalderhorn
Tændte det an;
Paa Horn skingrer Hejmdal
I Luftens Sale,
Med Mimers Hoved
Skal Odin tale.

48.
Gjennem Ygdrasils Ask
En Skjælven gaaer,
Det gi'er sig det gamle
Træ, men staaer;
Slagen er Jættens
Friheds Stund,
For Bratfjælds Hule
Gjøer Helvedhund,
Ulven faaer Hast,
Hans Lænke brast.

49.
Hrym sejler østfra,
Med Hærskjold i Top,
Verdensslangen vælter sig
Jættevild op
Og knuger Havet
Med Ormekrop,
Blegnæb slider Lig,
Ørnen skriger,
Ud af Havnen
Naglfar higer.

50.
Kjøl gaaer østfra,
Muspels Skare
Monne Lysets
Hav befare,
Loke staaer ved Ror;
Et Ulvekor
Af grulige Seller
Er med paa Farten,
Byleists Broder
Er en af Arten.

51.
Sydfra gaaer Surt
Med svajende Flamme,
Sværdet, som Valguders
Sol gjør til Skamme;²⁾
Steenbjærge ramle
Og Utysker famle,
Helvedsfart øves
Og Himmelen kløves.

52.
Hvor staaer det med Alfer?
Hvor staaer det med Aser?
Aserne tinge,
Mens Jættehjem raser;
For Steendøre høres
Puslingevraal,
De stønne ved Bjærget,
Som sætter dem Maal.
Mon I nu ret.
Kan fatte det?

53.
Da kommer vor Tilflugts
Anden Qvide,
Naar Odin farer
Mod Ulv at stride,
Og Frey den Lyse
Mod Surt holder Stand:
Det falder Friggas
Elskede Mand.

54.
Da kommer Sejrfaders
Søn med Vælde,
Vidar, for Morder-
Dyret at fælde;
I Tvivlingens Hjærte
Staaer dragen Sværd,
Saa er hævnet
Den Fader kjær.

55.
Da kommer Jords herlige
Søn med Harm:
See, Slangen faldt
For Beskjærmerens Arm!
Ni Skridt fra den frække
Snog at gaae
Med Nød og Næppe
Kan Jordsøn naae.

c) Menneskehedens Undergang.

Allemand forlade
Nu Verdens Stade.

d) Naturens Undergang.

56.
Sol maa sortne
Og Jorden drukne,
Klare Stjerner
Paa Himlen slukne,
Dampen straaler
Af Livstræets Top,
Flammerne slikke
Mod Himlen op.

U. Gjenfødelsen og Saligheden.

57.
Jorden hun skuer
Atter fød,
Eviggrøn stige
Af Havets Skjød;
Ørnen flyver
Over Fossens Væld,
Han spejdede Fisken
Fra sit Fjæld.³⁾

58.
Aser mødes
Paa Idrætsvange,
Tale om Jordens
Kjæmpeslange,
Mindes om Skjæbner,
Store og mange,
Og Thunders gamle
Fimmelsange.

59.
Der de i Græsset
For sidste Sinde
De underfulde
Guldtavl finde,
Som fordum Guders
Folkedrot, Frey
Og Balder, ejed,
Paa Tidens Vej.

60.
Agrene voxe
Usaaede der,
Alt Ondt sig bedrer,
Thi Balder er nær;
Han og Höder
Slaae sig til Ro
I Valguders Konges
Salige Bo.
Mon I nu ret
Kan fatte det?

61.
Skjæbnens Vaand
Er i Høners Haand;
Viden Vindhjem
Skal beboe
Sønner af de
Brødre to.
Mon I nu ret
Kan fatte det?

62.
En Sal, som Solen
Yndefuld,
I Gimle hun seer
Med Tag af Guld;
Fromme Drotter
Dens Bænke pryde
Og Livets Lykke
I Tiden nyde.

V. Helliggjørelsen.

63.
Altets Styren
Fra oven kommer,
Hin mægtige stærke
Kongedommer,
Domme han fælder
Og stiller Strid,
Helliger Freden
For evig Tid.

X. Den gamle Drage flyver i Lyset.

64.
Da flyver Dimmel-
Dragen frem,
Snogen fra Mørkfjælds
Dybe Hjem,
Nu sig Niddets
Hugorm svinger -
Lig han bær
Paa sine Vinger -
Over Vang
Til Undergang.

Noter:
1) Imellem Aandens Lys, Muspelheim, i Syd og Materiens Mørke, Niflheim, i Nord; den førstnævnte Verden er efter Snorros Edda evig, den sidste skabt.
2) Mon ikke Kometen var Surts Sværd, og derfra Troen paa, at den varsler Undergang?
3) Der er Foraar i den nye Verden; thi Fisken staar højt i Vandet.