Vaulundurs Kvæde (B.C.Sandvig)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 14. mar. 2019 kl. 11:24 av Carsten (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785


Vaulundurs Kvæde


Vaulundurs Kvæde.jpg

Nidudr heed en Konge i Sverrig; han havde to Sønner og en Datter, som heed Vaudvild. Tre Brødre, Sønner af Finnernes Konge, hvoraf den eene heed Slagfidr, den anden Egill, den tredie Vaulundr, vare udreiste og fangede Dyr. De komme til Ulfsdalen og byggede sig Huus hos det Vand, som kaldes Ulvsøe. En Morgen tilig fandt de ved Strandbredden tre Fruentimmer, som spandt Hør, og ved dem laae deres Svanehamme. De vare Valkyrier. Iblant dem vare Kong Hlaudvers to Døttre, Hladgudr Svanhvit, og Hervor Alvitr. Den tredie var Aulrun, Kiars Datter af Valland. De toge dem hiem med sig til deres Huus; Egill fik Aulrun, Slagfidr Svanhvit, og Vaulundr Alvitr. Der boede de i syv Aar, og efter den Tids Forløb fløye de ud at besøge Feldtslag, og komme siden ei tilbage. Da reiste Egill bort at oplede Aulrun og Slagfidr for at oplede Svanhvit, men Vaulundr blev i Ulfsdalen. Han var den kunstigste Smed, som man veed af gamle Fortællinger. Kong Nidudr lod ham fange og sætte fast, saasom her er omqvædet:


1. Møer fløy' fra Sønden,
Mørkved igiennem;
Alvitr hin unge
Efter Strid længdes,
De paa Havets Bredd'
Sadde at hvile,
Sydlændske Møer,
Dyrt Hør spunde.


2. En af dem fik
Egil til Hosbond',
I hvid Barm favned
Smukke Møe ham.
Den anden var Svanhvit,
Svaneham drog,
Men den tredie
Deres Syster
Kasted' hviden
Arm om Vaulundr.


3. Siden var' de
Syv Vintere der,
Og den ottende
Taalde Længsel.
Men den niende
Nødig' bortreiste.
Møerne hasted'
Til Mørkved bort.
Alvitr hin unge
Efter Strid længdes.


4. Fra Jagten komme
De tappre Skytter,
Slagfidr og Egill,
Salen fandt de øde.
Ud og ind gik de,
Saae sig om;
Øst paa reiste Egill,
Efter Aulrun,
Sønden paa Slagfidr,
Efter Svanhvit.


5. Eene Vaulundr
Sad i Ulfsdalen,
Smeded' rødt Guld,
Ædle Steene,
Og giemte alle
Guldringe vel.
Vented' saa
Paa sin skiønne
Kone, om hun
Kom tilbage.


6. Det spurgde Nidudr,
Landets Herre,
At Vaulundr eene
Sad i Ulfsdalen.
Folk stod op om Natten,
Blankt var deres Harnisk.
Deres Skiolde skinned'
Mod den klare Maane.


7. Af Sadlen steg' de
Ved Salens Indgang;
Og ginge siden
Salen igiennem.
De saae paa Bast
Ringe dragne,
I alt syvhundred',
Som den Kiemper eyed'.


8. Og de afdroge,
Og de paadroge,
Een foruden,
Som de der toge.
Da kom fra Jagten
Den tappre Skytte,
Vaulundr, gaaende
Den lange Vey.


9. Til Ilden gik han,
Sit Kiød at stege,
Høyt brændte Riset,
Tændt af Tønder,
Det vindtørre Brænde,
For Vaulundr.


10. Paa Biørnhud sad Vaulundr,
Talde Ringe,
Og iblant dem
Een savnede.
Strax han da tænkte
At Hlaudvirs Datter,
Alvitr den unge,
Var tilbagekommet.


11. Han sad saalænge
Til han søvnede,
Men han vaagnede
Villieløs.
Paa Hænderne saae han
Lænker bundne,
Og paa Fødderne
Fiedre omspændte.


12. Hvad Konger er det
Som mig paalagde
Bast og Lænker,
Og mig bunde?


13. Da raabte Nidudr,
Landets Herre:
Hvor fikst du, Vaulundr,
Alfers Hersker,
Vores Gods fra,
I Ulfsdalen?


14. Guld var der ikke
Paa Hestens Veye,
Fiernt troede jeg vort Land
Fra Riinmalms Fielde.
Jeg mindes at meere
Gods vi eyed',
Da Huus vi holdte
I vor Boelig.


15. Hladgudr og Hervor,
Avled' af Hlaudver;
Berømt var Aulrun,
Kiars Datter.


16. Hun giennemgik
Den lange Sal,
Stod paa Gulvet,
Høyt adspurgde:
Er den Mand her
Som alt giennemseer?


Kong Nidudr gav sin Datter Baudvild den Guldring, som han tog af Bastet hos Vaulunds, men selv bar han Sværdet, som Vaulundr havde eyet. Da sang Dronningen:


17. Hans Tænder vist vædes,
Naar Sværdet han faaer at see,
Og han paa Baudvild
Ringen kiender.
Da blive hans Øyne
Som paa den styggest' Slange.
Skiærer sønder
Hans stærke Seener,
Og sætter ham siden
Paa Sævarstad!


Saa blev giort; hans Ankelseener bleve overskaarne, og han siden sat paa en Holm, som laae der tæt ved Landet, og kaldtes Sævarstad. Der smedede han for Kongen alleslags Klenodier. Ingen Mand torde fare til ham, uden Kongen allene. Vaulundr sang:


18. Nidudr skinner
Sværd ved Belte,
Det som jeg hvæssed',
Som jeg kunstigt kunde,
Og jeg hærded'
Som mig best syntes,
Nu er dog den Kaarde
Langt fra mig bortført.


19. Nu bærer min Kones
Røde Ringe
(Ei faaer jeg Bod derfor)
Nidudrs Datter.


20. Han sad og ey meget sov,
Men vel med Hamm'ren slog,
Giorde alt hvad som
Nidudr vilde.


21. Da komm' unge to
Til hans Dørre
Nidudrs Sønner,
Paa Sævarstad.
De komme til Kisten,
Kræved' Nøglen,
Strax stod den aaben
Og de saae deri.


22. Mange Ringe var' der,
Som de Brødre syntes,
Af reene røde Guld
Og Klenodier.
"Kommer eene to
"Her en anden Dag
"Eder laer jeg det Guld
"Foræret være.
"Siger ey Møer,
"Ey Hoffolket,
"Intet Menneske
"At I var' hos mig."


23. Hastig kaldede
Kiemper paa anden,
Broder paa Broder:
Lad os Ring'ne skue.


24. De komm' til Kisten,
Kræved' Nøglen,
Strax stod den aaben,
Og de saae deri.
Hug han Hovedet
Af dem begge,
Og under Fod Leeret
Fødderne nedgrov.


25. Men de skaller,
Som under Haaret vare,
Han med Sølv bedækked',
Og skienked' Nidudr.
Og af Øinene
Dyre Steene
Sendte han den kloge
Nidudrs Kone.


26. Og af begges
Deres Tænder
Slog han Bystsmykker,
Sendte Baudvild.
Baudvild begyndte
Ringen at rose
Som nu var brækket:
Ey tør jeg sige det
Uden dig eene.


27. Jeg bøder saa
Brist i Guldet,
At den for din Fader
Faaer ny Skiønhed,
Og for din Moder
Bedre synes,
Ja, endog dig
Paa samme Maade.


28. Øl bar han for hende,
Fordi han meere vidste,
At hun paa Stolen
Hensøvnede.
Nu fik jeg Hevn
For min heele
Harm, kun ikke
For eet Stykke.


29. Gid jeg, sagde Vaulundr,
Kunde gaae paa Fødderne,
Som mig Nidudr's Kæmper
Reent forskare.
Leende Vaulundr
Fløy i Luften,
Grædende Baudvild
Gik af Øen,
Bange for Beyler
Og Faders Vrede.


30. Ude stod den kloge
Nidudrs Kone,
Og hun giennemgik
Den lange Sal.
Men han på Salsvæg
Satt' sig at hvile.
Vaagn op, du Nidudr
Landets Herre!


31. Jeg vaager altid
Vilde helst fri sove.
Jeg mindes sidst,
Mine Sønner døde.
Mit Hoved fryser,
Koldt er mig nu dit Raad.
Ey synes mig om
Meer med Vaulundr at trætte.


32. Siig du mig det, Vaulundr!
Alfers Hersker,
Hvad Skiebne fik
Dog mine Sønner?


33. Eed skal du mig da sværge
Først for alting:
Ved Skibsborde,
Og ved Skiolderand,
Ved Hest-Ryggen,
Og ved Sværde-Egg.


34. At du ei plager
Vaulundrs Kone,
Eller min Kierest'
Til Bane vorder,
Endskiønt du kiendte
Saavel min Kone,
Som hvert Barn her
Udi Salen.


35. Gak du til Smedien,
Den som du mig byggde,
Der seer du Bælge
Blodbestænkte.
Thi dine Drenges
Hoved jeg afskar,
Og under Fod-Leeret
Fødderne lagde.


36. Men de Skaller,
Under Haaret vare,
Med Sølv jeg bedækked',
Sendte til Nidudr.
Og af Øynene
Dyre Steene
Sendte jeg den kloge
Nidudrs Kone.


37. Og af begges
Deres Tænder
Slog jeg Brystsmykker,
Sendte dem Baudvild.
Nu ganger Baudvild,
Med Barn svanger,
Begge eders
Eenest' Dotter.


38. Aldrig du sagde det,
Som jeg meer fortryder
Og jeg dig vilde, Vaulundr!
Værre for unde.
Ingen er høy nok
At tage dig af Hesten,
Ingen er stærk nok til
Dig nedenfra at skyde,
Medens du flyver
Oppe ved Skyen.


39. Leende Vaulundr
Fløy i Luften,
Men sorrigfuld Nidudr
Sad derefter.


40. Stat du op, Bakradur!
Min Træl den beste!
Bed du min Baudvild,
Den brynhvid' Pige,
Faverklædt gange
Med sin Fader at tale.


41. Er det sandt, Baudvild!
Som siges mig,
Sad du og Vaulundr
Sammen paa Holmen?


42. Sandt er det, Nidudr!
Som siges dig.
Jeg sad med Vaulundr
Sammen paa Holmen,
En liden Stund,
Som jeg skulde ey.
Jeg mod ham ey
Kunde vinde,
Ey imod ham
Kunde staae mig.



Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.