Vaulundurs Kvæde (B.C.Sandvig)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785
Nidudr heed en Konge i Sverrig; han havde to Sønner og en Datter, som heed Vaudvild. Tre Brødre, Sønner af Finnernes Konge, hvoraf den eene heed Slagfidr, den anden Egill, den tredie Vaulundr, vare udreiste og fangede Dyr. De komme til Ulfsdalen og byggede sig Huus hos det Vand, som kaldes Ulvsøe. En Morgen tilig fandt de ved Strandbredden tre Fruentimmer, som spandt Hør, og ved dem laae deres Svanehamme. De vare Valkyrier. Iblant dem vare Kong Hlaudvers to Døttre, Hladgudr Svanhvit, og Hervor Alvitr. Den tredie var Aulrun, Kiars Datter af Valland. De toge dem hiem med sig til deres Huus; Egill fik Aulrun, Slagfidr Svanhvit, og Vaulundr Alvitr. Der boede de i syv Aar, og efter den Tids Forløb fløye de ud at besøge Feldtslag, og komme siden ei tilbage. Da reiste Egill bort at oplede Aulrun og Slagfidr for at oplede Svanhvit, men Vaulundr blev i Ulfsdalen. Han var den kunstigste Smed, som man veed af gamle Fortællinger. Kong Nidudr lod ham fange og sætte fast, saasom her er omqvædet:
- 1. Møer fløy' fra Sønden,
- Mørkved igiennem;
- Alvitr hin unge
- Efter Strid længdes,
- De paa Havets Bredd'
- Sadde at hvile,
- Sydlændske Møer,
- Dyrt Hør spunde.
- 2. En af dem fik
- Egil til Hosbond',
- I hvid Barm favned
- Smukke Møe ham.
- Den anden var Svanhvit,
- Svaneham drog,
- Men den tredie
- Deres Syster
- Kasted' hviden
- Arm om Vaulundr.
- 3. Siden var' de
- Syv Vintere der,
- Og den ottende
- Taalde Længsel.
- Men den niende
- Nødig' bortreiste.
- Møerne hasted'
- Til Mørkved bort.
- Alvitr hin unge
- Efter Strid længdes.
- 4. Fra Jagten komme
- De tappre Skytter,
- Slagfidr og Egill,
- Salen fandt de øde.
- Ud og ind gik de,
- Saae sig om;
- Øst paa reiste Egill,
- Efter Aulrun,
- Sønden paa Slagfidr,
- Efter Svanhvit.
- 5. Eene Vaulundr
- Sad i Ulfsdalen,
- Smeded' rødt Guld,
- Ædle Steene,
- Og giemte alle
- Guldringe vel.
- Vented' saa
- Paa sin skiønne
- Kone, om hun
- Kom tilbage.
- 6. Det spurgde Nidudr,
- Landets Herre,
- At Vaulundr eene
- Sad i Ulfsdalen.
- Folk stod op om Natten,
- Blankt var deres Harnisk.
- Deres Skiolde skinned'
- Mod den klare Maane.
- 7. Af Sadlen steg' de
- Ved Salens Indgang;
- Og ginge siden
- Salen igiennem.
- De saae paa Bast
- Ringe dragne,
- I alt syvhundred',
- Som den Kiemper eyed'.
- 8. Og de afdroge,
- Og de paadroge,
- Een foruden,
- Som de der toge.
- Da kom fra Jagten
- Den tappre Skytte,
- Vaulundr, gaaende
- Den lange Vey.
- 9. Til Ilden gik han,
- Sit Kiød at stege,
- Høyt brændte Riset,
- Tændt af Tønder,
- Det vindtørre Brænde,
- For Vaulundr.
- 10. Paa Biørnhud sad Vaulundr,
- Talde Ringe,
- Og iblant dem
- Een savnede.
- Strax han da tænkte
- At Hlaudvirs Datter,
- Alvitr den unge,
- Var tilbagekommet.
- 11. Han sad saalænge
- Til han søvnede,
- Men han vaagnede
- Villieløs.
- Paa Hænderne saae han
- Lænker bundne,
- Og paa Fødderne
- Fiedre omspændte.
- 12. Hvad Konger er det
- Som mig paalagde
- Bast og Lænker,
- Og mig bunde?
- 13. Da raabte Nidudr,
- Landets Herre:
- Hvor fikst du, Vaulundr,
- Alfers Hersker,
- Vores Gods fra,
- I Ulfsdalen?
- 14. Guld var der ikke
- Paa Hestens Veye,
- Fiernt troede jeg vort Land
- Fra Riinmalms Fielde.
- Jeg mindes at meere
- Gods vi eyed',
- Da Huus vi holdte
- I vor Boelig.
- 15. Hladgudr og Hervor,
- Avled' af Hlaudver;
- Berømt var Aulrun,
- Kiars Datter.
- 16. Hun giennemgik
- Den lange Sal,
- Stod paa Gulvet,
- Høyt adspurgde:
- Er den Mand her
- Som alt giennemseer?
Kong Nidudr gav sin Datter Baudvild den Guldring, som han tog af Bastet hos Vaulunds, men selv bar han Sværdet, som Vaulundr havde eyet. Da sang Dronningen:
- 17. Hans Tænder vist vædes,
- Naar Sværdet han faaer at see,
- Og han paa Baudvild
- Ringen kiender.
- Da blive hans Øyne
- Som paa den styggest' Slange.
- Skiærer sønder
- Hans stærke Seener,
- Og sætter ham siden
- Paa Sævarstad!
Saa blev giort; hans Ankelseener bleve overskaarne, og han siden sat paa en Holm, som laae der tæt ved Landet, og kaldtes Sævarstad. Der smedede han for Kongen alleslags Klenodier. Ingen Mand torde fare til ham, uden Kongen allene. Vaulundr sang:
- 18. Nidudr skinner
- Sværd ved Belte,
- Det som jeg hvæssed',
- Som jeg kunstigt kunde,
- Og jeg hærded'
- Som mig best syntes,
- Nu er dog den Kaarde
- Langt fra mig bortført.
- 19. Nu bærer min Kones
- Røde Ringe
- (Ei faaer jeg Bod derfor)
- Nidudrs Datter.
- 20. Han sad og ey meget sov,
- Men vel med Hamm'ren slog,
- Giorde alt hvad som
- Nidudr vilde.
- 21. Da komm' unge to
- Til hans Dørre
- Nidudrs Sønner,
- Paa Sævarstad.
- De komme til Kisten,
- Kræved' Nøglen,
- Strax stod den aaben
- Og de saae deri.
- 22. Mange Ringe var' der,
- Som de Brødre syntes,
- Af reene røde Guld
- Og Klenodier.
- "Kommer eene to
- "Her en anden Dag
- "Eder laer jeg det Guld
- "Foræret være.
- "Siger ey Møer,
- "Ey Hoffolket,
- "Intet Menneske
- "At I var' hos mig."
- 23. Hastig kaldede
- Kiemper paa anden,
- Broder paa Broder:
- Lad os Ring'ne skue.
- 24. De komm' til Kisten,
- Kræved' Nøglen,
- Strax stod den aaben,
- Og de saae deri.
- Hug han Hovedet
- Af dem begge,
- Og under Fod Leeret
- Fødderne nedgrov.
- 25. Men de skaller,
- Som under Haaret vare,
- Han med Sølv bedækked',
- Og skienked' Nidudr.
- Og af Øinene
- Dyre Steene
- Sendte han den kloge
- Nidudrs Kone.
- 26. Og af begges
- Deres Tænder
- Slog han Bystsmykker,
- Sendte Baudvild.
- Baudvild begyndte
- Ringen at rose
- Som nu var brækket:
- Ey tør jeg sige det
- Uden dig eene.
- 27. Jeg bøder saa
- Brist i Guldet,
- At den for din Fader
- Faaer ny Skiønhed,
- Og for din Moder
- Bedre synes,
- Ja, endog dig
- Paa samme Maade.
- 28. Øl bar han for hende,
- Fordi han meere vidste,
- At hun paa Stolen
- Hensøvnede.
- Nu fik jeg Hevn
- For min heele
- Harm, kun ikke
- For eet Stykke.
- 29. Gid jeg, sagde Vaulundr,
- Kunde gaae paa Fødderne,
- Som mig Nidudr's Kæmper
- Reent forskare.
- Leende Vaulundr
- Fløy i Luften,
- Grædende Baudvild
- Gik af Øen,
- Bange for Beyler
- Og Faders Vrede.
- 30. Ude stod den kloge
- Nidudrs Kone,
- Og hun giennemgik
- Den lange Sal.
- Men han på Salsvæg
- Satt' sig at hvile.
- Vaagn op, du Nidudr
- Landets Herre!
- 31. Jeg vaager altid
- Vilde helst fri sove.
- Jeg mindes sidst,
- Mine Sønner døde.
- Mit Hoved fryser,
- Koldt er mig nu dit Raad.
- Ey synes mig om
- Meer med Vaulundr at trætte.
- 32. Siig du mig det, Vaulundr!
- Alfers Hersker,
- Hvad Skiebne fik
- Dog mine Sønner?
- 33. Eed skal du mig da sværge
- Først for alting:
- Ved Skibsborde,
- Og ved Skiolderand,
- Ved Hest-Ryggen,
- Og ved Sværde-Egg.
- 34. At du ei plager
- Vaulundrs Kone,
- Eller min Kierest'
- Til Bane vorder,
- Endskiønt du kiendte
- Saavel min Kone,
- Som hvert Barn her
- Udi Salen.
- 35. Gak du til Smedien,
- Den som du mig byggde,
- Der seer du Bælge
- Blodbestænkte.
- Thi dine Drenges
- Hoved jeg afskar,
- Og under Fod-Leeret
- Fødderne lagde.
- 36. Men de Skaller,
- Under Haaret vare,
- Med Sølv jeg bedækked',
- Sendte til Nidudr.
- Og af Øynene
- Dyre Steene
- Sendte jeg den kloge
- Nidudrs Kone.
- 37. Og af begges
- Deres Tænder
- Slog jeg Brystsmykker,
- Sendte dem Baudvild.
- Nu ganger Baudvild,
- Med Barn svanger,
- Begge eders
- Eenest' Dotter.
- 38. Aldrig du sagde det,
- Som jeg meer fortryder
- Og jeg dig vilde, Vaulundr!
- Værre for unde.
- Ingen er høy nok
- At tage dig af Hesten,
- Ingen er stærk nok til
- Dig nedenfra at skyde,
- Medens du flyver
- Oppe ved Skyen.
- 39. Leende Vaulundr
- Fløy i Luften,
- Men sorrigfuld Nidudr
- Sad derefter.
- 40. Stat du op, Bakradur!
- Min Træl den beste!
- Bed du min Baudvild,
- Den brynhvid' Pige,
- Faverklædt gange
- Med sin Fader at tale.
- 41. Er det sandt, Baudvild!
- Som siges mig,
- Sad du og Vaulundr
- Sammen paa Holmen?
- 42. Sandt er det, Nidudr!
- Som siges dig.
- Jeg sad med Vaulundr
- Sammen paa Holmen,
- En liden Stund,
- Som jeg skulde ey.
- Jeg mod ham ey
- Kunde vinde,
- Ey imod ham
- Kunde staae mig.
Note: I Sandvigs oversættelse er versene ikke nummererede. Dette fungerer i en trykt udgave, men bliver uoverskueligt i en digital, derfor har versene her fået fortløbende numre efter den rækkefølge de står i i den trykte udgave. / clm.