Vers af Havamaal

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif Faeroysk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Mundsmag af den ældre Edda


Havamaal

(Et Uddrag)


ved R. J. Holm


Trykt i Fyens Stiftsbogtrykkeri i Odense hos J. C. Dreyer

1874




Odin
1.[1]
Alle Kroge
skarpt du spejde,
før ind i Hus du gaar;
altid uvist
det er at vide,
hvor Uven sidder paa Bænk.

 

2.
Hil dig, Husbond!
Gjæst er indkommen,
hvor skal han Sæde faa?
Det haster meget
for den, der skal
ved Dør sin Fremme friste.

 

3.
Ild behøver
den Mand, der kommer
ind med kolde Knæ.
Mad og Klæder
er godt for den,
der har over Fjælde faret.

 

4.
Vid behøver
den, som vidt vil fare;
hjemme kan alting gaa;
men til Vidunder vorder
den, som intet véd,
naar han sidder blandt dannede Folk.

 

5.
Af egen Forstand
skal ingen prale,
heller den tage i Vare;
trofastere Ven
faar Manden aldrig
end Mandevid meget.

 

6.
En varsom Gjæst,
der til Gilde kommer,
taler lidt og tier,
lytter med Øren,
skaader med øjne,
saa ser en vís sig for.

 

7.
Sæl er den,
som i egen Barm
bærer sin Lov og Trøst;
svigfuldt er,
hvad eje man skal
i en andens Bryst.

 

8.
Sæl er den,
som i egen Barm
bærer Lov og Vid;
ilde Raad
er ofte taget
af en andens Bryst.

 

9.
Bedre Byrde
bær man ej
paa Veje end Mandevid meget;
det er bedre end Rigdom
paa ukjendt Sted,
det er den fattiges Værn.

 

10.
Bedre Byrde
bær man ej
paa Veje end Mandevid meget;
værre Byrde
ej trykker en Mand
paa Veje end Rus af Øl.

 

11.
Ej er saa godt,
som mange sige,
Øl for Menneskens Børn;
jo mer han drikker,
des mindre kjender
Manden sit eget Sind.

 

12.
Glemsels Hejre
over Gilder svæve
og stjæler Folks Forstand.
Med den Fugls Fjedre
jeg fængslet blev
i Gunlades Gaard.

 

13.
Drukken var jeg,
altfor drukken,
hos den vise Fjalar;
det om Øl
er bedst at sige:
man faar sit Vid igjen.

 

14.
Hjorden véd,
naar Tid det er
at gaa hjem fra Græsning;
det véd ej Tossen,
han kjender ikke
selv sin Maves Maal.

 

15.
Uklog Mand
om Natten vaager
og grubler over alt,
da er han mødig,
naar Morgenen kommer,
og Sorgen er som før.

 

16.
Uklog Mand
tror Venner være
alle, som til ham smile,
ej skjønner han andres
spottende Ord,
naar han blandt kloge sidder.

 

17.
Uklog Mand
tror Venner være
alle, som smile til ham;
først han erfarer,
naar han kommer til Tinge,
at faa kun hans Sag vil fremme.

 

18.
Omvej er der
til Uvens Bo,
staar det end midt paa Vejen;
men der er Gjenvej
til gode Venner,
bo de end langt af Led.

 

19.
Eget Bo er bedst,
om end lidet det er;
enhver er Herre hjemme;
Kun tvende Geder
og en straatakt Hytte!
det er dog bedre end Bøn.

 

20.
Eget Bo er bedst,
om end lidet det er;
enhver er Herre hjemme;
det Hjærte bløder,
som bede skal
om Mad til hvert et Maal.

 

21.
Fra sine Vaaben
ej et Fjed
skal en Mand paa Marken gange;
thi altid uvist
det er at vide,
naar man trænger til Spyd.

 

22.
Venner skal gjærne
glæde hinanden
med Klæder og gode Vaaben;
give og lønne
gjør Venskab langt,
om ellers alt gaar vel.

 

23.
For sin Ven
man Ven skal være,
samt for Vennens Ven;
men en Mand
bør aldrig være
Ven med Vennens Fjende.

 

24.
Har du en Ven,
som godt du tror,
og du godt af ham vil nyde,
da skal du blande
dit Sind med hans,
skifte Gaver og gjæste ham tit.

 

25.
Er der en anden,
som du ilde tror,
og dog godt af ham vil nyde,
du tale fagert,
men andet tænke
og lønne Svig med Svig.

 

26.
I min Ungdom
ene jeg fór,
vild jeg fór paa Veje,
rig jeg mig tyktes,
da Mand jeg mødte,
Manden er Mandens Glæde.

 

27.
Det Træ hentørres,
som ene staar,
bærer ej Bark og Blade,
saa er med den,
som ingen ynder,
hvi skal han længe leve?

 

28.
Vís til Maade
skal hver Mand være,
ej for vís han være;
for de Folk
er det fagrest at leve,
som vide meget vel.

 

29.
Vís til Maade
skal hver Mand være,
ej for vís han være;
vís Mands Hjærte
vorder ej glad,
om altfor meget han véd.

 

30.
Vís til Maade
skal hver Mand være,
ej for vís han være;
ej bør man vide
sin Skæbne forud;
sorgløsest er da Livet.

 

31.
Aarle sig rejse
skal den, der vil tage
andres Liv og Gods;
liggende Ulv
fanger ikke Æde,
og sovende Mand ej Sejer.

 

32.
Hel usæl er ingen,
selv ej den syge:
én er sæl ved Sønner,
én ved Frænder,
én ved Gods,
én ved herlig Daad.

 

33.
Livet er altid
bedre end Døden,
en kvæg[2] faar nok en Ko,
Hos Rigmanden saa’ jeg
Luerne lege,
Døden stod for Døre.

 

34.
Godt det er
en Søn at eje,
selv om silde født;
sjælden ser du
Bavtastene,
som ej er sat af Sønner.

 

35.
Formue dør,
Frænder dø,
selv jeg og skal dø;
men Hædersnavnet
aldrig dør
for den, som det erhverved.

 

36.
Formue dør,
Frænder dø,
selv jeg og skal dø;
men ét jeg véd,
som aldrig dør:
Dom om hver en død.

 

37.
Fulde Folde jeg saa'
hos Fittings Sønner;
med Tiggerstav nu de gaa;
saa er Rigdom,
som Øjets Blink,
ustadigst af alle Venner.

 

38.
Ros Dagen om Kvælden,
Kvinden paa Baalet,
Møen, naar hun er gift,
Sværd, der er prøvet,
Is, der har baaret,
Øllet, naar det er drukket.

 

39.
Møens Ord
skal Mænd ej tro,
ej heller Konens Tale;
thi paa rullende Hjul
bleve Hjærter dem skabte,
og Svig i Brystet lagt.

 

40.
Bristende Bue,
brændende Lue,
gabende Ulv,
skrigende Krage,
gryntende Svin,
rodløst Træ,
voxende Vove,
sydende Kjedel,
flyvende Pil,
faldende Bølge,
natgammel Is,
ringlagt Orm,
Kvindesnak paa Lejet
og brustne Sværd,
Bjørnens Leg
eller Kongens Barn,
sygnende Kalv,
selvraadig Træl,
smigrende Vølve,
nyfældet Val,
klare Himmel,
leende Herre,
haltende Hund,
sørgende Skøge,
din Broders Drabsmand,
du møder paa Veje,
halvbrændt Hus
eller hurtige Hest
— ej vorde nogen
saa tryg, at han tror
paa noget af dette.

 

41.
Nu er Havamaal kvædet
i den højes Hal,
Mænd, ej Jætter, til Baade.
Hil den, som kvad det!
hil den, som kan det!
hil den, som lytted derpaa!




Noter:

  1. I Holms udgave er versene ikke nummereret.
  2. levende