Vers af Havamaal

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Mundsmag af den ældre Edda

Havamaal

(Et Uddrag)

ved R. J. Holm

Trykt i Fyens Stiftsbogtrykkeri i Odense hos J. C. Dreyer

1874

---

Odin

1.

Alle Kroge

skarpt du spejde,

før ind i Hus du gaar;

altid uvist

det er at vide,

hvor Uven sidder paa Bænk.

 

2.

Hil dig, Husbond!

Gjæst er indkommen,

hvor skal han Sæde faa?

Det haster meget

for den, der skal

ved Dør sin Fremme friste.

 

3.

Ild behøver

den Mand, der kommer

ind med kolde Knæ.

Mad og Klæder

er godt for den,

der har over Fjælde faret.

 

4.

Vid behøver

den, som vidt vil fare;

hjemme kan alting gaa;

men til Vidunder vorder

den, som intet véd,

naar han sidder blandt dannede Folk.

 

5.

Af egen Forstand

skal ingen prale,

heller den tage i Vare;

trofastere Ven

faar Manden aldrig

end Mandevid meget.

 

6.

En varsom Gjæst,

der til Gilde kommer,

taler lidt og tier,

lytter med Øren,

skaader med øjne,

saa ser en vís sig for.

 

7.

Sæl er den,

som i egen Barm

bærer sin Lov og Trøst;

svigfuldt er,

hvad eje man skal

i en andens Bryst.

 

8.

Sæl er den,

som i egen Barm

bærer Lov og Vid;

ilde Raad

er ofte taget

af en andens Bryst.

 

9.

Bedre Byrde

bær man ej

paa Veje end Mandevid meget;

det er bedre end Rigdom

paa ukjendt Sted,

det er den fattiges Værn.

 

10.

Bedre Byrde

bær man ej

paa Veje end Mandevid meget;

værre Byrde

ej trykker en Mand

paa Veje end Rus af Øl.

 

11.

Ej er saa godt,

som mange sige,

Øl for Menneskens Børn;

jo mer han drikker,

des mindre kjender

Manden sit eget Sind.

 

12.

Glemsels Hejre

over Gilder svæve

og stjæler Folks Forstand.

Med den Fugls Fjedre

jeg fængslet blev

i Gunlades Gaard.

 

13.

Drukken var jeg,

altfor drukken,

hos den vise Fjalar;

det om Øl

er bedst at sige:

man faar sit Vid igjen.

 

14.

Hjorden véd,

naar Tid det er

at gaa hjem fra Græsning;

det véd ej Tossen,

han kjender ikke

selv sin Maves Maal.

 

15.

Uklog Mand

om Natten vaager

og grubler over alt,

da er han mødig,

naar Morgenen kommer,

og Sorgen er som før.

 

16.

Uklog Mand

tror Venner være

alle, som til ham smile,

ej skjønner han andres

spottende Ord,

naar han blandt kloge sidder.

 

17.

Uklog Mand

tror Venner være

alle, som smile til ham;

først han erfarer,

naar han kommer til Tinge,

at faa kun hans Sag vil fremme.

 

18.

Omvej er der

til Uvens Bo,

staar det end midt paa Vejen;

men der er Gjenvej

til gode Venner,

bo de end langt af Led.

 

19.

Eget Bo er bedst,

om end lidet det er;

enhver er Herre hjemme;

Kun tvende Geder

og en straatakt Hytte!

det er dog bedre end Bøn.

 

20.

Eget Bo er bedst,

om end lidet det er;

enhver er Herre hjemme;

det Hjærte bløder,

som bede skal

om Mad til hvert et Maal.

 

21.

Fra sine Vaaben

ej et Fjed

skal en Mand paa Marken gange;

thi altid uvist

det er at vide,

naar man trænger til Spyd.

 

22.

Venner skal gjærne

glæde hinanden

med Klæder og gode Vaaben;

give og lønne

gjør Venskab langt,

om ellers alt gaar vel.

 

23.

For sin Ven

man Ven skal være,

samt for Vennens Ven;

men en Mand

bør aldrig være

Ven med Vennens Fjende.

 

24.

Har du en Ven,

som godt du tror,

og du godt af ham vil nyde,

da skal du blande

dit Sind med hans,

skifte Gaver og gjæste ham tit.

 

25.

Er der en anden,

som du ilde tror,

og dog godt af ham vil nyde,

du tale fagert,

men andet tænke

og lønne Svig med Svig.

 

26.

I min Ungdom

ene jeg fór,

vild jeg fór paa Veje,

rig jeg mig tyktes,

da Mand jeg mødte,

Manden er Mandens Glæde.

 

27.

Det Træ hentørres,

som ene staar,

bærer ej Bark og Blade,

saa er med den,

som ingen ynder,

hvi skal han længe leve?

 

28.

Vís til Maade

skal hver Mand være,

ej for vís han være;

for de Folk

er det fagrest at leve,

som vide meget vel.

 

29.

Vís til Maade

skal hver Mand være,

ej for vís han være;

vís Mands Hjærte

vorder ej glad,

om altfor meget han véd.

 

30.

Vís til Maade

skal hver Mand være,

ej for vís han være;

ej bør man vide

sin Skæbne forud;

sorgløsest er da Livet.

 

31.

Aarle sig rejse

skal den, der vil tage

andres Liv og Gods;

liggende Ulv

fanger ikke Æde,

og sovende Mand ej Sejer.

 

32.

Hel usæl er ingen,

selv ej den syge:

én er sæl ved Sønner,

én ved Frænder,

én ved Gods,

én ved herlig Daad.

 

33.

Livet er altid

bedre end Døden,

en kvæg faar nok en Ko,

Hos Rigmanden saa’ jeg

Luerne lege,

Døden stod for Døre.

 

34.

Godt det er

en Søn at eje,

selv om silde født;

sjælden ser du

Bavtastene,

som ej er sat af Sønner.

 

35.

Formue dør,

Frænder dø,

selv jeg og skal dø;

men Hædersnavnet

aldrig dør

for den, som det erhverved.

 

36.

Formue dør,

Frænder dø,

selv jeg og skal dø;

men ét jeg véd,

som aldrig dør:

Dom om hver en død.

 

37.

Fulde Folde jeg saa'

hos Fittings Sønner;

med Tiggerstav nu de gaa;

saa er Rigdom,

som Øjets Blink,

ustadigst af alle Venner.

 

38.

Ros Dagen om Kvælden,

Kvinden paa Baalet,

Møen, naar hun er gift,

Sværd, der er prøvet,

Is, der har baaret,

Øllet, naar det er drukket.

 

39.

Møens Ord

skal Mænd ej tro,

ej heller Konens Tale;

thi paa rullende Hjul

bleve Hjærter dem skabte,

og Svig i Brystet lagt.

 

40.

Bristende Bue,

brændende Lue,

gabende Ulv,

skrigende Krage,

gryntende Svin,

rodløst Træ,

voxende Vove,

sydende Kjedel,

flyvende Pil,

faldende Bølge,

natgammel Is,

ringlagt Orm,

Kvindesnak paa Lejet

og brustne Sværd,

Bjørnens Leg

eller Kongens Barn,

sygnende Kalv,

selvraadig Træl,

smigrende Vølve,

nyfældet Val,

klare Himmel,

leende Herre,

haltende Hund,

sørgende Skøge,

din Broders Drabsmand,

du møder paa Veje,

halvbrændt Hus

eller hurtige Hest

— ej vorde nogen

saa tryg, at han tror

paa noget af dette.

 

41.

Nu er Havamaal kvædet

i den højes Hal,

Mænd, ej Jætter, til Baade.

Hil den, som kvad det!

hil den, som kan det!

hil den, som lytted derpaa!

---

Noter: